Danmark som skræk-eksempel i Norge

Transkript

1 KH bladet februar Besøg på efterskole Side 10 Hvordan vil du bo? Viden og debat om boformer og aktiviteter for mennesker med udviklingshæmning. Side 3, 5, 16 og 18. Kristelig Handicapforening Vejlby Centervej Risskov tlf.: info@k-h.dk 6 Danmark som skræk-eksempel i Norge Vi er bekymret for, at tilbud om scanning i uge 12 vil resultere i et øget antal aborter, fortæller Julie Kirstine Floberg. 12 Årsmøde 2012 Forstander på Diakonhøjskolen i Aarhus, Jens Maibom Pedersen, holder foredrag med emnet: At være menneske i et sorteringssamfund.

2 Indhold 3 På vej mod en ensom og utryg hverdag 5 Hvem bestemmer hvor du skal bo? 6 Danmark er skræk-eksempel i Norge 8 Besøg på Stubbekøbing Efterskole 12 Årsmøde Hjælp KH med at få flere medlemmer 16 Hvordan er det at flytte i bofællesskab? 8 18 Livet i botilbud gennem 60 år 21 Præsentation af nye ledere. 22 Nyt fra KH 24 Til eftertanke Nyt logo og layout KH bladet Medlemsblad for: Kristelig Handicapforening Forside: Rikke Thomassen På billedet: Deborah Rasmussen Layout: graphiccare.dk Tryk: Øko-Tryk Oplag: 1100 stk. Ansvarshavende redaktør: Ellen Hessellund Mikkelsen Redaktør: Rikke Thomassen Næste nummer udkommer: Maj 2012 Deadline: 10. april 2012 Stof til bladet sendes til landskontoret. Velkommen til det første KH blad i Vi lancerer med dette blad et nyt layout til bladet, og vi præsenterer også en opdatering af KHs logo. Det er stadig med hjertet og korset, men i en ny version. Det er grafiker Anna-Marie Møller fra graphiccare.dk, der står bag det nye logo. I dette blad kan du læse en række forskellige artikler, der handler om boliger. Det er ikke et temanummer, men mange af artiklerne har alligevel en snert af noget om bolig. Det skyldes, at det er noget af det, vi i øjeblikket arbejder meget med i foreningen, og det var også emnet for LEVs 60 års jubilæumskonference i januar. KH har tre nye bofællesskaber på vej, og vi oplever desværre, at det ikke er alle mennesker med udviklingshæmning, der kan blive visiteret til en plads på vores bofællesskaber. Flere fratages muligheden for frit boligvalg. KH vil kæmpe for, at alle handicappede kan få lov til frit at vælge hvor og hvordan, de vil bo. Vi har også med dette blad kigget lidt ud over Danmark, til vores skandinaviske nabo, Norge. Her diskuterer de i øjeblikket, om alle gravide i Norge skal tilbydes en tidlig ultralyd-scanning i uge 12. Flere frygter at Norge er på vej mod et sorterings-samfund, og Danmark bliver brugt som skræk-eksempel. På KHs årsmøde i marts vil Jens Maibom Pedersen, forstander på Diakonhøjskolen i Aarhus, holde foredrag om emnet: At være menneske i et sorteringssamfund, og han løfter i dette blad lidt af sløret for, hvad foredraget vil komme til at handle om. Rigtig god læselyst! Ellen Hessellund Mikkelsen, landssekretær og Rikke Thomassen, journalist/kommunikationsmedarbejder 2

3 På vej mod en ensom og utryg hverdag Flere udviklingshæmmede bliver vurderet til at være for gode til, at de kan få lov at bo i bofællesskab. De skal bo i egen lejlighed eller i opgangsfællesskab. Men psykolog Tove Svendsen fortæller, at mennesker med udviklingshæmning nemt kan blive ensomme, når de bor alene. Kristelig Handicapforening oplever, at det kan være en ulempe for nogen udviklingshæmmede at fungere for godt, for det kan betyde, at de ikke får mulighed for selv at vælge, om de vil bo i bofællesskab eller skal bo i egen lejlighed med støtte. Lige nu oplever vi flere sager, hvor nogen udviklingshæmmede bliver vurderet for gode til at kunne flytte i bofællesskab, og kommunerne mener, at de kan bo i egen lejlighed eller i opgangsfællesskab. I flere af sagerne er vi meget uenige i afgørelserne, og frem for alt mener vi, at alle selv skal have mulighed for at vælge boform, siger landssekretær i Kristelig Handicapforening, Ellen Hessellund Mikkelsen. Hun frygter, at nogen af dem, der bliver fundet for gode til at bo i bofællesskab ikke får det sociale netværk, de har brug for, og at de derfor udvikler psykiske problemer. Sidder alene hele weekenden Den frygt deler psykolog Tove Svendsen, der gennem flere år har haft terapeutiske samtaler med mennesker med udviklingshæmning. Hun møder jævnligt udviklingshæmmede, som bor alene i egen lejlighed, og flere af dem fortæller, at de føler sig ensomme. Mennesker med udviklingshæmning har ikke de samme muligheder og ressourcer som os andre til at skabe netværk og relationer, og derfor kan de nemt blive ensomme, hvis de bor alene. De har brug for at have nogen omkring sig og at have nogen at snakke med. Jeg møder udviklingshæmmede, som fortæller, at de kan sidde en hel weekend uden at have nogen at snakke med, siger Tove Svendsen. Udefra set er de voksne mennesker, der skal bo alene, men indvendigt er de følelsesmæssigt langt yngre, og for mange er nætterne de værste. Man vurderer, at personen ikke har brug for nattevagt, men flere bliver utrygge og bange, når personalet er gået hjem. Det kan medføre, at de begynder at bruge sovepiller eller holder sig vågne en hel nat, for- 3

4 di de ikke tør gå i seng. Nogen sidder også og ser film og spiser for at dæmpe angsten. De har brug for tryghed. De har brug for at vide, at der er nogen i nærheden af dem, som kan hjælpe dem også om natten, sige Tove Svendsen. Brug for relationer Hun fortæller også, at det største problem for mange af dem ikke er, at de er udviklingshæmmede, men at de er alt for ensomme. Når vi andre kommer hjem, så snakker vi også med vores pårørende om, hvad vi har lavet i dag og hvad skete der i dag, og hvis der ikke er nogen hjemme, så ringer vi til nogen andre. Dybest set er mennesker med udviklingshæmning ikke så anderledes end alle os andre. Det er de samme ønsker og behov, de har. Det er de samme ting, de synes, der er vigtige for deres liv: Det at have nogen at være sammen med. At have nogen at være trygge ved og være glade for. Kammerater, nogen de er jævnaldrende med. Nogen de kan dyrke de samme interesser sammen med, siger Tove Svendsen. Fællesskab er et grundbehov Kristelig Handicapforening mener også, at fællesskab er et menneskeligt grundbehov. Nogen tror, at det er et grundbehov at bo alene at det er topmålet for en udviklingshæmmet at kunne bo i egen lejlighed. Men sådan er det ikke. Fællesskab er et menneskeligt grundbehov. Derfor er det meget trist, når nogen udviklingshæmmede fratages muligheden for at bo på en måde, så de dagligt kan indgå i et fællesskab med andre. I Kristelig Handicapforenings bofællesskaber har de både egen lejlighed og nem adgang til fællesskab med andre, siger Ellen Hessellund Mikkelsen. I forbindelse med bofællesskabet Skærvebo i Løsning er der også Annekset, som består af 8 lejligheder for mennesker, der har flere ressourcer til at kunne klare egen hverdag, men stadig er der også her fælles arealer og nem adgang til fællesskab med andre. Jeg tror, at vi som forening fremadrettet skal arbejde på at udbygge vore muligheder for at tilbyde anneks -pladser, så vi har et alternativ for dem, som kommunerne mener, der er for velfungerende til at kunne bo i et bofællesskab med døgndækning, siger Ellen Hessellund Mikkelsen. Af Rikke Thomassen 4

5 Hvem bestemmer, hvordan du skal bo? Forestil dig at nogen bestemte hvor og hvordan du skal bo. Sådan er virkeligheden for flere handicappede. Af Ellen Hessellund Mikkelsen Landssekretær i Kristelig Handicapforening Kristelig Handicapforening har et stort ønske om, at handicappede selv kan vælge hvor og hvordan, de vil bo. HVOR handler om den geografiske placering i landet og muligheden for at flytte fra én kommune til en anden. Eller blive hvor man er, hvis det er det, man ønsker. HVOR- DAN handler om måden at bo på i bofællesskab, egen lejlighed eller andre måder. Og det handler også om måden bofællesskabet, opgangsfællesskabet eller bo-måden fungerer på. Vi oplever, at nogen kommuner spekulerer i at visitere på en bestemt måde, så man fratager voksne handicappede muligheden for frit at vælge hvor og hvordan, de vil bo. Der handles ikke efter de handicappedes egne ønsker, og der må køres klagesager, fordi kommuner tydeligvis har visiteret mod de handicappedes åbenlyse og velbegrundede behov. Vi har kendskab til flere sager, hvor mennesker med udviklingshæmning er blevet nægtet at få lov til at flytte ind på et konkret bofællesskab, selvom bofællesskabet fuldt ud kunne dække deres behov for hjælp og pleje, og hvor de enkelte personer havde et ønske om at bo i et bofællesskab. Selv vælge sit hverdagsmiljø Flere kommuner mener, at de udviklingshæmmedes ønske om at bo i bofællesskab ikke skal efterkommes, men de kan bo i egen lejlighed i et opgangsfællesskab selvom det ikke er det, personerne ønsker. Tænk hvis det var dig, der ikke selv måtte vælge, hvor og hvordan du ville bo. Vi taler jo ikke om urimelige behov eller ønsker. Det er faktisk noget så simpelt som at have mennesker omkring sig i hverdagen og selv vælge sit hverdagsmiljø. Flere kommuner mener, at nogen udviklingshæmmede ikke har behov for at bo i bofællesskab, men kan klare sig i egen lejlighed med støtte. Vi mener, at fællesskab er et menneskeligt grundbehov. I det ideelle samfund skulle det være muligt for alle uanset handicap at finde fællesskab og venskab der, hvor man nu bor. Men vort samfund er langt fra ideelt, og udviklingshæmmede kan nemt blive ensomme, hvis de bor alene. Nogen tror, at det er topmålet at udviklingshæmmede kan bo i egen lejlighed. Men at finde venner og ligesindede er også vanskeligt for mange mennesker med udviklingshæmning. Derfor har vi brug for bofællesskaber for udviklingshæmmede, hvor der er mulighed for både at have sin egen lejlighed og nem adgang til fællesskab med andre. Bør sikres mulighed for frit valg Lige nu er det paragraffer, lovgivning og enkelt-kommuners venlighed eller uvenlighed der bestemmer, om mennesker med udviklingshæmning må bo i et bofællesskab eller skal bo alene, og om de skal bo i bestemte kommunale boliger eller selv kan vælge et privat tilbud. Vi hilser det meget velkomment, at socialminister Karen Hækkerup har lovet at se på lovgivningen inden for dette område og vil arbejde på en positiv dialog med KL. Vi tilslutter os, at det bør sikres med baggrund i handicapkonventionen at alle handicappede kan få lov selv at vælge hvor og hvordan, de vil bo. Debatindlægget er bragt i Kristeligt Dagblad 16. januar

6 Af Rikke Thomassen Danmark er skræk-eksempel i Norge I Norge har to partier foreslået at tilbyde ultralyd-scanning til gravide i uge 12. Der har været en hæftig debat om dette forslag, og flere frygter at det vil betyde, at blandt andre børn med Downs Syndrom vil blive sorteret fra. Julie Kirstine Floberg er informationsansvarlig i foreningen Menneskeverd i Norge. I Norge har Arbejderpartiet og Fremskridtspartiet foreslået at tilbyde ultralyd-scanning til alle gravide i uge 12. I øjeblikket er der tilbud om scanning i uge 18. Fortalerne for at indføre uge 12 scanninger i Norge siger, at det handler om, at alle kvinder skal have lige adgang til information, uanset økonomiske muligheder og geografisk placering. Partierne Høyre og Kristelig Folkeparti frygter sortering og argumenterer for, at der ikke er tilstrækkelig sundhedsmæssig gevinst ved at indføre tilbudet om scanning i uge 12. Det er tydeligt påvist, at tidlig ultralyd ikke er tilstrækkeligt sundhedsfagligt begrundet. ved det, i des højere grad vil fostre med Downs Syndrom og andre diagnoser fravælges. 9 ud af 10 som får at vide, at barnet har Downs Syndrom, vælger abort. Dette gælder særligt kvinder over 38 år, som allerede får tilbud om tidlig scanning i Norge, fortæller Julie Kristine Floberg. Hun tror, at det er få af dem, som ønsker at indføre tidlig ultralyd, som ønsker et sorteringssamfund. Men statistikken siger, at det er præcis det, som vil ske. Vi mener, at mennesker som er lige unikke og værdifulde som alle andre, vælges fra, når man får information ved den tidlige scanning i uge 12. Frygter frasortering af Downs Foreningen Menneskeverd frygter, at der i fremtiden vil blive sorteret flere børn med Downs Syndrom fra. Vi er bekymret for, at tilbud om scanning i uge 12 vil resultere i et øget antal aborter, fortæller Julie Kirstine Floberg, som er informationsansvarlig i foreningen Menneskeverd. Øget information om barnet på et tidligt stadium kan resultere i sortering på baggrund af egenskaber. Her er Downs syndrom specielt relevant, da en tidlig scanning i uge 12 kan afdække en sådan diagnose. Der foregår også lige nu en debat, hvor der er kommet tal frem på, at køn også er en faktor, man tror, at nordmænd vil sortere på baggrund af. Foreningen Menneskeverd mener, at så længe tidlig ultralyd ikke kan redde flere end man mister, og at det ikke er sundhedsfagligt begrundet, så bør Norge fortsætte med den nuværende praksis, scanning i uge 18. Vi ved, at jo mere kvinden ved, og jo tidligere hun Et koldt og kynisk samfund Julie Kristine Floberg fortæller, at Danmark ofte bruges som skræk-eksempel, da der i Danmark allerede er tilbud om scanning i uge 12, og man ser konsekvenserne ved en stærk nedgang i antallet af fødte med Downs Syndrom. Regnestykket som er blevet gjort i Danmark i forhold til hvor meget, man kan spare ved at mennesker med Downs Syndrom ikke biver født, trækkes også frem som advarsel, når vi snakker om træk ved et kynisk og koldt samfund som lægger pres på forældre til kun at få friske børn. Og vi spørger: Hvor perfekt skal man være for at vokse op? Julie Kristine Floberg mener dog, at debatten i Norge har været god. Mange vigtige elementer er blevet diskuteret, både sundhedsfaglige, etiske, økonomiske, politiske og samfundsmæssige aspekter. Så kan man være uenig i de forskellige konklutioner, men der har været en vigtig og bred debat. 6

7 Marte kæmper for mangfoldighed i samfundet Marte Goksøyr har Downs Syndrom og er en af de enkeltpersoner, som har kæmpet mod tidlig ultralyd. Marte Goksøyr skabte mediestorm da hun udfordrede Norges statsminister, Jens Stoltenberg, med spørgsmål om mennesker med Downs Syndrom har ret til et liv. Det samme med dokumentaren Bare Marte, hvor hun viser, hvordan hun bliver diskrimineret, fordi hun har et ekstra kromosom. Marte Goksøyr er direkte berørt af debatten i Norge fordi hun har Downs Syndrom, og informationsansvarlig i foreningen Menneskeverd, Julie Kristine Floberg, fortæller, at Marte har gjort et forbilledligt arbejde for at bekæmpe fordomme mod at være anderledes. Hun viser en tydelighed og snakker på vegne af en berørt gruppe. Marte Goksøyr er ressourcestærk, politisk engageret og skuespiller. Det fortæller os, at mennesker med Downs Syndrom ikke kan sættes i bås, at det er stærke mennesker som er helt unikke og lige så meget værd, som alle andre. Marte Goksoyr kræver en plads til alle i samfundet og mangfoldighed på flere måder end kun gennem etnicitet. Hun skriver debatindlæg og har lavet dokumenter og udtrykker sit budskab gennem kunsten. Marte Goksoyr er netop blevet vinder af Menneskeverds Livsvernprisen Hun siger i den forbindelse, at hun er glad for, at hun får prisen på baggrund af debatten om scanning af gravide i uge 12. Jeg mener, at dette hovedsageligt betyder en jagt på fostre med blandt andet Downs Syndrom. Det, jeg Marte Goksøyr har Downs Syndrom og er en af de enkeltpersoner, som har kæmpet mod tidlig ultralyd. Marte Goksøyr skabte mediestorm da hun udfordrede Norges statsminister, Jens Stoltenberg, med spørgsmål om mennesker med Downs Syndrom har ret til et liv. ønsker mig, er et inkluderende og mangfoldigt samfund, hvor alle er velkomne, siger Marte Goksøyr. På KHs hjemmeside, findes link til den norske TV-dokumentar Bare Marte. Det, jeg ønsker mig, er et inkluderende og mangfoldigt samfund, hvor alle er velkomne. 7

8 Eleverne skal blive herrer i eget liv På Stubbekøbing Efterskole arbejder de med den almene brede dannelse og elevernes personlige udvikling Af Rikke Thomassen Sæt dig ned, sæt dig ned, sæt dig ned, råber nogen elever i munden på hinanden, mens jeg står lidt usikkert og kigger hen mod den tomme plads ved bordet og overvejer, om de mener det, eller om de gør grin med mig. Men de mener det. Så jeg kan roligt føle mig velkommen. Jeg er på besøg på Stubbekøbing Efterskole for at opleve en hverdag på skolen. Det er en særlig efterskole til elever med særlige behov, fortæller Jørgen Sulkjær, der sammen med sin kone, Marianne Sulkjær, har været forstanderpar på skolen siden Jørgen Sulkjær er øverste leder, og Marianne Sulkjær er den overordnede koordinator for det, der kan kaldes særligt særlige behov. Hun står blandt andet for dokumentation og dosering af medicin. Eleverne på skolen har alle særlige behov. Det kan være elever, der tidligere har fået specialundervisning, har generelle indlæringsvanskeligheder, har mindre hjerneskader, har ADHD, er inden for autismespektret eller har haft hårde odds mod sig i barndommen. Mange forskellige fag Om formiddagen har vi almindelige fag, som historie, engelsk, dansk, matematik, geografi og biologi. Og om eftermiddagen har vi valgfag. Vi har også motion hver dag. I dag skal jeg have Zumba, fortæller Rebecca Andersen, der er 18 år og i gang med sit tredje år på efterskolen. Hun håber, at hun kan starte på skolens STU-uddannelse til efteråret På Stubbekøbing Efterskole er der også en afdeling for STU særlig tilrettelagt uddannelse. Uddannelsen hedder LivogJob og ligger for flere af eleverne i forlængelse af efterskoleopholdet. I 2011/2012 er der 15 elever på LivogJobuddannelsen. Relationer frem for alt På skolen er der mange valgfag. Friluftsliv, Krea og Rollespil er nogen af valgfagene denne dag. I Friluftsliv er de i gang med at lave drager. Nogen har taget plads i en traktor, men de fleste andre er i gang med at slibe de pinde, der skal bruges til dragerne. Og er i gang med at snakke og hygge. Altså mens de laver noget. Læren går stille rundt og hjælper og guider eleverne. I Krea folder de æsker. Eleverne sidder omkring to borde, og der er en underviser ved hvert bord. De starter alle ud med et stykke papir, som skal foldes på en helt bestemt måde. På kryds og på kryds og på tværs. Og så skal der klippes lidt. Det ser svært ud, men i roligt tempo begynder der efterhånden 8

9 FAKTA om Stubbekøbing Efterskole Efterskolen startede i 1999 og har altid været en efterskole for elever med særlige behov. Målgruppen er elever med særlige behov, generelle indlæringsvanskeligheder eller sent udviklede. Der går 50 elever på efterskolen og 15 elever på STU-uddannelsen Eleverne kan gå op til tre år på efterskolen. De fleste går der i to. Man kan gå tre år på STU (hvis man bliver visiteret til det). Der er 30 ansatte på efterskolen og STU. Cirka 1/3 af eleverne bliver i weekenderne. Der er en busordning, som kører til Jylland cirka 15 gange om året. (Til Jylland om fredagen og tilbage igen til efterskolen om søndagen). at folde sig en æske ud. Også her fungerer underviserne som en rolig guide. Forstander Jørgen Sulkjær fortæller, at de på skolen er kendt for at møde eleverne meget ligeværdigt. Når vi har visitationssamtaler, så snakker jeg halvdelen af tiden med eleven og halvdelen af tiden med forældrene. Det er de fleste af eleverne ikke vant til. De er vant til, at der er voksne, som snakker for dem. Men vi møder dem på den måde, at de skal snakke for sig selv, og vi lægger vægt på, at de selv bliver herrer i eget liv. Og så er relationskompetence enormt vigtig alle steder også på vores efterskole. Relationer frem for alt! Det er vigtigt, at lærerne har gode relationer med eleverne, siger Jørgen Sulkjær. Rollespil som fag I Rollespil sidder otte elever rundt om et bord med en spilleplade foran dem. For enden af bordet sidder underviseren. Timen er ved at være slut, og det samme er dagens kamp. De er stadig meget koncentrerede og snakker om, om de kan nå en scene mere, eller om det skal være næste gang. Det må vente, så timen afsluttes, og vi forlader klassen. På vej ud er der én, der viser mig et stykke papir, der handler om den figur, han er i det scenarie, de er i gang med. Kender du Dungees and Dragons, spørger han, og jeg får svaret noget med, at jeg vist har hørt om det før. Jeg mister 5 point, når jeg går ind i den kamp. Dem kan jeg ikke få tilbage. Man kan sige, at jeg giver noget af min sjæl, når jeg går ind i kampen. Det var vist nogenlunde sådan, han forklarede det. Kampen var endt uafgjort, så der var nye udfordringer på vej til Rollespil næste gang. Mange individuelle aftaler Jørgen Sulkjær fortæller, at der ikke er prøver eller eksamen på efterskolen. For at gå til eksamen kræver det, at eleven selvstændigt kan gå til en opgave og løse den. Det kan vores elever ikke. Og hvis vi skulle fokusere på prøverne, så kommer det til at rykke vores hverdag for meget. Så bliver der for meget fokus på dét frem for den almene brede dannelse og den personlige udvikling, siger Jørgen Sulkjær. Vi behandler også alle elever ens ved at behandle dem forskelligt. Vi laver mange individuelle aftaler. Og jeg sagde til dem for nyligt: De af jer, der kan meget, af jer forventer vi også, at I yder meget. Glæden ved de små ting I Zumba-timen er der i hvert fald nogen, som yder meget, også selvom det måske ikke er helt på den måde, Jørgen Sulkjær mener 9

10 Eleverne skal blive herrer i eget liv det. Her arbejder de hårdt med hele kroppen. Arme, ben. Til siden og frem. For de fleste er det svært at følge med, men alle får motion. En enkelt sidder i kørestol, men det er ingen hindring for at være med. Her arbejder armene blot ekstra hårdt. For Jørgen Sulkjær betyder det meget, at de som skole kan gøre noget for de mennesker, som ikke bare kan klare sig selv. Det er et givende arbejde, og det, vi gør for nogen, bliver modtaget med taknemmelighed. Det er dejligt at se, at eleverne trives. Vi ser glæden i små skridt. Små udviklingsskridt. Andre vil synes, at vores elever slet ikke udvikler sig, men de elever, som er her, har alle et udviklingspotentiale. De kan rykke sig. Og glæden ved opgaven er at finde ud af hvor meget, siger Jørgen Sulkjær. Zumba-timen er slut, og det er blevet tid til eftermiddagskaffe. Jeg snakker lidt med eleverne, der sidder ved bordet i spisesalen. Tager et par billeder og fortæller, at jeg skal til at af sted igen. Jeg følger dig ud, siger Anja Sørensen. Og med ud mener hun helt ud. Til bilen. Det blæser og er koldt. Anja Sørensen har bare tæer i sandaler, men hun mener, hun stadig har en god varme i tæerne efter Zumba, så hun kan sagtens gå ud i det kolde vejr. Som en galant chauffør åbner hun med et lille smil bildøren for mig, og jeg kører derfra igen, mens hun står og kigger efter mig og vinker. For Jørgen Sulkjær betyder det meget, at de som skole kan gøre noget for de mennesker, som ikke bare kan klare sig selv. Det er et givende arbejde, og det vi gør for nogen, bliver modtaget med taknemmelighed. Af Rikke Thomassen Det er godt at starte på en frisk Deborah Rasmussen er glad for at være elev på Stubbekøbing Efterskole. Hun har fået nye venner og mere selvtillid, og hun føler, at eleverne bliver set og hørt. Deborah Rasmussen er 17 år og har gået på Stubbekøbing Efterskole siden august Hun fortæller, at noget af det vigtigste, der er sket for hende på efterskolen, er, at hun har fået mere selvtillid. Da jeg startede her, følte jeg, at jeg ikke kunne sige noget, og jeg var meget den der stille type. Nu har jeg fået mere selvtillid. Jeg er ikke længere den lille kugle, der lukker mig inde og føler, at alle hader mig. Især synes Deborah Rasmussen at det hjælper på selvtilliden af have succes med at stille sig frem og sige noget for alle de andre elever. Det vil hun rigtig gerne, når 10

11 Deborah Rasmussen har gået på Stubbekøbing Efterskole siden august Hun er glad for at gå på skolen. For mig er det nyt at sige noget og tro på, at jeg kan det. Jeg føler, at jeg har fået mere selvtillid, siger hun. den varme middagsmad skal præsenteres for de andre elever. For mig er det nyt at sige noget og tro på, at jeg kan det. Jeg føler, at jeg har fået mere selvtillid. Jeg kan tage et ansvar, siger hun. Og da muligheden bød sig, var hun også hurtig til at melde sig til en anden præsentations-opgave. Min gruppe skal holde åbent hus på vores nye bibliotek. Vi har fået lavet vores bibliotek næsten klar. Vores lærer spurgte, om der var nogen, der ville fortælle de andre elever om biblioteket. Det ville jeg gerne. Det er noget med at sige, at dér skal I aflevere bøger, dér står faglitteratur, dér står fantasi-bøger, dér står lette bøger, dér står svære bøger og dér står tegneserier. Det kan faktisk være svært at forestille sig Deborah Rasmussen som en stille og usikker pige. Hun sidder på sengekanten på sit værelse på Stubbekøbing Efterskole og stråler af livsglæde og gå-på-mod. Og fortælleglæde. Bliver set og hørt Hun har en masse at fortælle. Om efterskolelivet, fagene, hverdagen og weekenderne. Og fortælleglæden er måske også ekstra stor, fordi hun har fået lov at holde fri fra timerne, mens hun bliver interviewet. Jeg har altid haft problemer med dansk og matematik. Jeg har aldrig kunnet læse for eksempel bladet Vi Unge. Der er stadig nogle ord, som hopper lidt, men så prøver jeg at gætte mig til, hvad der står. Tidligere har jeg bare kigget det igennem, og så var det det. Det sidste år har jeg rykket mig meget i dansk, fortæller Deborah Rasmussen. Det er også som om, jeg bedre kan se problemerne her, end ude i det virkelige liv. Her bliver taget hånd om os og det, vi skal have hjælp til. Vi bliver set, og vi bliver hørt. En særlig skole Det er jo en speciel efterskole. Men jeg vil anbefale den til dem, der føler, de er udenfor. Dem der går og gemmer sig. Jeg synes, det er synd, de gør det. Det er vigtigt at starte op på en frisk. Her på skolen er der ingen, der er ens. Det er der jo heller ikke andre steder. Men skolen er en særlig skole. Her er der nogen, som har forskellige sygdomme og problemer, nogen har ADHD, nogen kan ikke snakke så godt eller gå så godt. Alle som går her har nogen særlige behov, siger Deborah Rasmussen. Andre steder er der mange, som glemmer os. Jeg føler somme tider, at vi er en mappe, som man åbner og kigger i hvert halve år, en uge måske. Det er bare noget, jeg forestiller mig. Så bliver mappen lukket og lagt ind på en hylde. Og så tager man så de andre, som ikke har problemer, og kigger på dem den næste måned. Jeg føler, vi bliver glemt. Men her på skolen bliver vi ikke glemt. Her bliver vi set og hørt. Godt at få nye venner Venner er også en vigtig ingrediens på skolen. Jeg oplevede selv, at jeg i 7., 8. og 9. klasse begyndte at få problemer og følte mig anderledes. Man begynder at få kærester og blive konfirmeret og alt det der. Puberteten, som det hedder. Hele pivtøjet, kalder jeg det nogen gange. Jeg begyndte at føle mig udenfor. Jeg mistede venner, jeg mistede kontakten med dem, mistede selvtilliden og turde ikke stole på nogen. Jeg følte, at der var mange, der gik bag min ryg, og mange mobbede mig. Jeg følte mig ikke tilpas. Der var bare ikke ret mange, der vidste det, for jeg gik meget med det selv, siger Deborah Rasmussen. Hun anbefaler, at man kommer på efterskole og starter på ny. Det er godt at få nye venner og glemme alt det, der er sket før. Og noget af det bedste ved at gå på efterskole er også, at jeg er meget tæt sammen med mine venner. Her kan jeg bare gå over på et værelse og banke på og spørge: Skal vi lave noget sammen? Eller hvad laver du? 11

12 Er vi på vej mod sorteringssamfundet? Det, der tidligere var op til Vor Herre, er flyttet ind i den enkeltes eller det enkelte pars egen logik. Og det er ikke det bedste sted, siger Jens Maibom Pedersen, der skal holde foredrag på Kristelig Handicapforenings årsmøde den 17. marts. At være menneske i et sorteringssamfund. Sådan lyder emnet for Jens Maibom Pedersens foredrag på Kristelig Handicapforenings årsmøde den 17. marts. Det er et meget spændende emne, jeg skal tale om, siger Jens Maibom Pedersen, der er forstander på Diakonhøjskolen i Aarhus og gennem mange år har været optaget af teknologiens muligheder og etik. Han har blandt andet skrevet universitets-speciale om genteknologi og etik. Det er også et emne, vi i allerhøjeste grad trænger til at snakke endnu mere om, end vi allerede gør. Den nye teknologi sætter os i en helt ny og grundlæggende situation og rolle. Det, der tidligere var op til Vor Herre, er flyttet ind i den enkeltes eller det enkelte pars egen logik. Og det er ikke det bedste sted, og det er det ikke af flere grunde. Valget bliver alt for tungt at bære alene. Der, hvor vi lægger noget over til Vor Herre, er der også et sted at gå hen med sin tvivl, frustration, vrede, manglende mod og ufuldkommenhed. Der kan også være forskel på, hvordan det er udadtil og indadtil, at træffe de store beslutninger og valg. Når vi selv træffer beslutningerne, så bliver de udadtil indiskutable for det er min ret men indadtil viser det sig måske ad åre, at det ikke er helt så nemt at bære, siger Jens Maibom Pedersen, der også i sjælesørgeriske samtaler, som præst, møder mennesker, der med årene stadig tynges af valg, de har truffet tidligere i deres liv. Forråelsen ligger lige om hjørnet På nogen områder er der ting, der kan udlægges som om, vi allerede nu lever i et sorteringssamfund. Jeg mener ikke, vi er der endnu, men der er nogen tendenser til det, og der er nogen mennesker og handicaps, der bliver valgt fra. De bliver målt og vejet og valgt fra. Og Jens Maibom Pedersen ser, at sorteringssamfundet fører nogle forfærdelige ting med sig. Man kan risikere at blive mødt med, at I har jo selv valgt at få barnet, så må I også selv stå med alt det arbejde, der er med det. Vi kan risikere, at det såkaldt normale, det er det, vi er fælles om, og det såkaldt unormale, det må folk selv rode med. I sorteringssamfundet har vi anerkendt det princip, at vi ved bedre, eller at vi nu er blevet så kloge, at vi kan tegne konturerne af fremtiden. Og så ligger forråelsen lige om hjørnet. Det bliver mig selv, der tager over. Det bliver effektivitet, økonomisk tænkning, måle-veje-ideologi og reduktionisme i, hvad menneskelivet er for en størrelse, siger Jens Maibom Pedersen. I stedet for at udfolde Guds skaberværk, så begrænser man det. Det bliver ikke alle farver på paletten, der bliver bragt i spil. Vi maler med en samlet halvgrå masse, og vi mister mangfoldigheden. Af Rikke Thomassen 12

13 Årsmøde i Kristelig handicapforening Lørdag den 17. marts 2012 Program for årsmødet 9.30: Rundstykker og kaffe 10.00: Generalforsamling 12.00: Frokost 13.00: Fællessang : Foredrag: At være menneske i et sorteringssamfund v. Diakonhøjskolens forstander Jens Maibom 14.30: Markering af bogudgivelse og nyt fra KH Afrunding og eftermiddagskaffe Tiderne over middag er cirkatider. Jens Maibom Pedersen er forstander på Diakonhøjskolen i Aarhus. Årsmødet holdes i Vejle Missionshus,Olgasvej 14-18, 7100 Vejle Pris 150 kr. pr. person. Pris ved tilmelding inden 1. marts: 125 kr. Pensionister halv pris. Betaling kan foregå via bankoverførsel til eller ved ankomst til årsmødet. Betaling via bankoverførsel skal ske inden 1. marts Tilmelding Inden 1. marts 2012 på KHs hjemmeside, eller ved at kontakte KHs landskontor. Kristelig Handicapforening Vejlby Centervej Risskov Tilmelding er nødvendig. Oplys navn og antal Der sendes ikke bekræftelse på tilmeldingen. 13

14 Vil du have et gavekort på kroner? Kristelig Handicapforening tror på, at mange flere kan få glæde af at være medlem af foreningen. Det kan være venner, familie, søskende, præster, pædagoger eller andre, som har interesse i foreningens sag, ønsker at holde sig orienteret eller vil støtte den gode sag. Det koster kun 200 kroner om året at være medlem for enkeltpersoner og 300 kroner for par. Vi håber, at I som medlemmer vil hjælpe os og vi vil gerne belønne jeres hjælp. Vi belønner med gavekort til hjemmesiden gavekortet.dk. Her kan du selv finde lige præcis det, du ønsker at bruge dit gavekort til. Det kan være weekendophold, bøger, oplevelser, mobiltelefon eller måske noget til boligen eller haven. Her er masser af muligheder. Find 2 nye medlemmer og modtag et gavekort på 200 kr. Find 4 nye medlemmer og modtag et gavekort på 500 kr. Find 6 nye medlemmer og modtag et gavekort på 900 kr. Find 8 nye medlemmer og modtag et gavekort på kr. Find 10 nye medlemmer og modtag et gavekort på kr. INFO OM KH Har I brug for foldere om KH til at dele ud, kan I kontakte landskontoret for at få tilsendt et ønsket antal foldere. 14 (Bemærk at beløbet er skattepligtigt)

15 Følgende personer ønsker at være medlem af KH. NAVN ADRESSE: POSTNR./BY: TLF-NR.: MAILADRESSE: NAVN ADRESSE: POSTNR./BY: TLF-NR.: MAILADRESSE: NAVN ADRESSE: POSTNR./BY: TLF-NR.: MAILADRESSE: NAVN ADRESSE: POSTNR./BY: TLF-NR.: MAILADRESSE: NAVN ADRESSE: POSTNR./BY: TLF-NR.: MAILADRESSE: NAVN ADRESSE: POSTNR./BY: TLF-NR.: MAILADRESSE: Medlemskampagnen løber frem til den 1. maj Herefter vil gavekortene blive sendt ud til jer, der har skaffet nye medlemmer til foreningen. Indsend blanketten til venstre til Kristelig Handicapforening eller send en mail med oplysningerne om nye medlemmer til Det er også muligt at indsende oplysningerne via KHs hjemmeside. INDSENDT AF EKSISTERENDE MEDLEM: NAVN: ADRESSE: POSTNR./BY: TLF-NR: MAILADRESSE: 15

16 ? Stil spørgsmål til Svarpanelet Randi Rom Boye er socialpædagog og seksualvejleder. Hun svarer på spørgsmål om seksualitet og handicap. Mathilde & Jens Kirkegaard er forældre til et barn med Downs Syndrom. De svarer på spørgsmål om at være forældre til et barn med handicap. KH har sammensat et svarpanel, som består af en bred gruppe af mennesker med forskellige personlige erfaringer og faglig viden. Du har mulighed for at stille spørgsmål til svarpanelet ved at skrive til landskontoret enten via brev eller mail. Dit spørgsmål til panelet kan fx handle om: Ellen Hessellund Mikkelsen er teolog og landssekretær i KH. Hun svarer på spørgsmål om religiøsitet og sjælesorg. Regler og love At være handicapfamilie Religiøsitet Sjælesorg Seksualitet og handicap At bo i bofællesskab Pædagogik Sagsbehandling Visitation På hjemmesiden og i bladet Når du sender et spørgsmål til os, vil vi vurdere, hvilken person der bedst vil kunne besvare dit spørgsmål. Herefter sender vi spørgsmålet videre til denne person. Du vil som regel få svar på dit spørgsmål inden for en måned, og svaret vil blive sendt til dig direkte. Samtidig vil vi lægge spørgsmål og svar ud på vores hjemmeside og udvalgte svar vil løbende blive bragt i KH bladet. Hvis du ikke ønsker at få dit navn frem på hjemmesiden og i bladet, kan du skrive, at du ønsker at være anonym. Vores svarpanel svarer på enkeltstående spørgsmål, og vi har desværre ikke mulighed for at tilbyde dialog med svarpanelet. Foto mangler Helle Larsen er lektor i socialfag, bachelor i jura og bostedsleder i København. Hun svarer på spørgsmål om regler og love. Catharina Kirk bor i bofællesskabet Annekset og har et kognitivt handicap. Hun svarer på spørgsmål om at bo i bofællesskab og om at leve med et usynligt handicap. Christa Nielsen har en hjerneskade og er spastiker. Hun svarer på spørgsmål om at leve med et handicap. Hanne Jul Jacobsen er mor til en hjerneskadet dreng. Hun svarer på spørgsmål om at blive og være forælder til et barn med handicap. Steen Kruse er uddannet socialpædagog og psykoterapeut. Han svarer på spørgsmål om at være handicapfamilie. 16

17 Hvordan er det at flytte i bofællesskab? I 2012 vil mange beboere flytte ind på Kristelig Handicapforenings tre nye bofællesskaber. KHbladet har derfor spurgt Christa Nielsen om at fortælle, hvordan det var for hende, da hun flyttede ind på Annekset i Løsning i december Svar fra Christa Nielsen: Gennem længere tid havde jeg ønsket at flytte et sted hen, hvor det var muligt at være sammen med nogle andre uden at skulle langt væk for at være det. Samtidig var det også meget vigtigt for mig at være et sted, hvor jeg havde min egen bolig og selv kunne bestemme, uden at alle altid ved, hvad jeg laver. Det sted fandt jeg på Annekset i Løsning, og jeg flyttede ind den 14. december Det har været en rigtig stor hjælp undervejs i processen at skulle flytte, at jeg besøgte stedet nogle gange inden. Selve det at flytte fra Sjælland til Jylland var ikke svært. Det var meget sværere at flytte fra min egen lejlighed med faste hjemmevejledere, faste rutiner og en masse ting, jeg kunne klare uden hjælp, til et sted jeg ikke kendte, mere personale, i starten ingen rutiner og jeg kunne ikke noget som helst uden hjælp. Så mit liv startede fra nul, og jeg skulle lære alting forfra. Svært når alt er nyt Den første dag var spændende. Da jeg vågnede om morgenen kan jeg huske, at jeg tænkte: Hvor er det vildt, når jeg går i seng i aften er det i mit nye hjem. Det var lidt specielt at flytte ind midt i december, det betød nemlig, at det første jeg skulle opleve var julehygge på Annekset, og senere en julefrokost for alle på Skærvebo/Annekset. Hold da op en masse mennesker, en masse indtryk og en masse gode oplevelser, og så på én dag. Den første uge var spændende, trættende, udfordrende og god. Den største frustration i starten var, at jeg ikke følte, jeg kunne gøre noget som helst selv. Jeg kunne ikke finde rundt, så jeg kunne ikke flytte mig fra min egen lejlighed uden hjælp. Der var også mange flere mennesker at forholde sig til, end jeg var vant til, og jeg skulle vænne mig til at få hjælp på en anden måde, end jeg var vant til. Det var også en kæmpe udfordring. Glad for mennesker i nærmiljøet Jeg kan i dag klare mange ting selv, som jeg ikke kunne i starten. Det at have brug for hjælp, finde frem til den bedste måde at få den på, og helt generelt finde ud af i sam-spil med andre, hvordan jeg får det bedste og mest meningsfulde liv med de muligheder, der er her. Det er noget vi løbende snakker om. Det betyder rigtig meget for mig, at det er et kristent bofællesskab, og det betyder rigtig meget at føle sig villet i fællesskabet også selvom fællesskabet til tider er en udfordring for mig, fordi vi er så forskellige. Jeg er glad for at have mennesker i nærmiljøet at lave ting sammen med. Før skulle jeg geografisk langt væk før den mulighed var til stede i dag kræver et besøg, en tur i biografen eller lignende ikke så meget planlægning. og jeg skulle vænne mig til at få hjælp på en anden måde, end jeg var vant til. Det var også en kæmpe udfordring. 17

18 Livet i botilbud gennem 60 år Den 20. januar afholdt LEV jubilæumskonference med fokus på livet i botilbud for mennesker med udviklingshæmning. Et område der gennem 60 år har gennemgået en markant forandring. Af Rikke Thomassen Fredag den 20. januar fejrede LEV 60 års jubilæum. Det gjorde de med en konference, hvor der var fokus på boliger til mennesker med udviklingshæmning og livet i bofællesskaberne gennem 60 år. Det er for det meste gået langsomt. Men i den rigtige retning, sagde LEVs landsformand Sytter Kristensen blandt andet i sin indledning. Hun oplever dog, at det de senere år ikke længere går i den rigtige retning. Der er en tendens til, at der bliver lavet store institutioner igen. Vi går baglæns. Der er en tro på, at jo større des bedre. En tro på at standardiserede løsninger er de bedste. Centralkøkkenerne genindføres, og der sker dagtilbud og aktivering i eget hjem. Hermed var der lagt op til en dag med mange spændende emner, og debatten blev sparket i gang med forskellige scenarier fra livet på bofællesskaberne. Dacapoteatret ledte slagets gang. Teatergruppen spillede situationer fra institutioner og bofællesskaber gennem tiderne, og herefter blev bolden spillet videre til deltagerne i salen og i panelet. Her er et udvalg af de scener og emner, der blev bragt på bane. 50 erne Du skal gemmes væk I 1950 erne herskede det, som kunne kaldes lægevældet. Her var det overlægen, som styrede og bestemte. Scenen er en overlæge og hans sekretær på Centralinstitutionen Rosenlund. Hans assistent kommer ind med kaffe til ham. Overlægen skal skrive et svar på et spørgsmål om eksterne beskyttede værksteder. Ja, ja, fremskridtet har også ramt os. Vi kan snart ikke være i fred nogen steder, siger overlægen. Svaret bliver, at Rosenlund ikke har klienter, som kan deltage i et sådant eksperiment: Alene det at forlade institutionen, i blot ganske få timer, vil være overordentligt risikabelt for de fleste. For nogen endda livsfarligt, siger overlægen. Herefter føler overlægen sig lidt træt. Sekretæren fortæller, at der venter et forældrepar, der meget gerne vil tale med ham og høre, hvordan deres søn har det. Forældreparret har ventet siden kl. 13, og klokken er nu 14 minutter i to. Men de bliver enige om, at det nok er bedst, at overlægen hviler sig først, og så kan han tale med forældrene bagefter. 18

19 Du kan og skal selv 80 erne blev gjort levende med institutionen Mågeparken. Her sidder Erik sammen med sin pædagog og snakker om, hvad han skal lave. Erik har boet på en Centralinstitution i mange år, inden han flyttede ind på Mågeparken. Pædagogen fortæller ham, at han nu selv skal gå til købmanden, men det vil Erik ikke. Jeg kan ikke, sige han. Men pædagogen bliver ved med at fortælle ham, at det kan han godt. Og det skal han. Så hun skriver en indkøbsseddel. Til sidst bøjer han sig nærmest hulkende ned over bordet og bliver ved med at sige, at han ikke kan. 80 erne Panelets deltagere genkender situationen: Sytter Kristensen, landsformand for LEV: 80 erne var præget af træning. Man satte sig et mål, uden at have redskaberne til at finde ud af, hvordan man kom frem til det mål. Og uden at have undersøgt, om det nu var alle, der kunne gå til købmanden. Man undersøgte ikke til bunds, hvorfor man ville igennem træningerne. Der var også en misforståelse af normaliserings-begrebet. Borgeren skulle normaliseres i stedet for at samfundet blev tilrettet, så borgeren kunne være der. Samtidig med at det selvfølgelig var godt for dem, der kunne lære noget af det. Birgit Kirkebæk, forsker med mangeårig interesse for den historiske udvikling i bo- og livsvilkår for mennesker med udviklingshæmning: Der var to bevægelser i 80 erne. Det ene var forbedrings-projektet, den anden var kan vi udvikle nogle andre livsformer kan vi finde andre måder at være sammen på. Det ene handler om, at vi egentlig gerne vil have en anden person end den, vi har, og hvis vi forbedrer ham eller hende, så bliver de måske lidt mere, som vi kan lide dem. Det andet er, hvad er det egentlig for en person, vi møder, og hvordan kan vi kvalificere det, som den person allerede kan og har med sig i sin bagage. Det er to meget forskellige måder at møde mennesker på, og begge dele blev praktiseret i 80 erne. Jeg ser også begge måder at tænke på i dag. Marie Sonne, næstformand i Socialpædagogerne: Det var en tid, hvor alle centralinstitutionerne skulle nedlægges på godt og ondt. Og vi oplevede som socialpædagoger, at der var mange som blev ensomme, fordi normalitetsbegrebet blev til, at I skal bare bo lige der ovre i et lille hus eller i en lejlighed. Samfundet udøvede en magt. Ikke fordi man ville være ond, men fordi man mente, at det måtte være det mest optimale set i forhold til det normale. Det er også noget, vi skal passe på ikke at blive fanget af igen. At vi ikke igen går ind og udøver noget, hvor vi sætter mennesker i en position, hvor de får det meget værre, end de havde det. Birgit Kirkebæk, forsker: Da man startede med at nedlægge de store institutioner, så var tanken, at beboerne skulle ud i de almindelige bebyggelser i mindre enheder. Det var ikke særlig nemt, blandt andet fordi borgere dér mente, at husene ville falde i værdi. Man har også forsøgte med opgangsfællesskaber. Men man må nok sige, at meget af det er utrolig traditionelt. Vi bor som mennesker meget traditionelt og ens, og tanken har nok været, at det også er det bedste. Mange af dem, der blev flyttet ud fra de store institutioner og pludselig skulle bo alene i en lejlighed, vidste ikke hvad de skulle stille op med dem selv, fordi ensomheden blev så stor. Ideologisk set var det rigtigt, men man bliver nødt til at se på, hvordan det ser ud i virkeligheden. Bliver det oplevet som godt af de mennesker, man gør det for. Vi har svært ved at se ud over vores egen næsetip og det, vi selv synes, er rigtigt. 19

20 Du skal flytte I fremtidsscenariet snakker Anders og Tine, der bor på bofællesskabet Krabben, med deres kontaktperson, Marianne. Jeg har en sur nyhed til jer. Vi har ikke fået penge til at tage på sommerferie for, siger Marianne. Hvad skal vi så? Spørger Anders. Det er ikke godt at vide. Men I ved jo godt, at man skærer ned og skærer ned, svarer Marianne. Vi har penge, siger Tine. Ja, det ved jeg godt, men det koster jo rigtig mange penge at få sådan en som mig og Louise med på ferie. Det koster mange penge, så mange penge har I ikke, og det skal I heller ikke betale. Jeg vil heller ikke på sommerferie, siger Anders. Jeg vil gerne, siger Tine. Men i øvrigt skal vi snakke om noget helt andet, siger Marianne. Vi skal snakke om flytning. Vi skal snakke om, at I skal flytte til et stort hus, hvor I skal bo sammen med fire andre, der kommer fra en anden institution, der også skal lukke. Vi kan ikke bo så mange i en lille lejlighed, siger Anders. Det kommer I heller ikke til. I skal bo i et rigtig stort hus. Det har tidligere været et plejehjem. Det ligger sådan lidt uden for byen. Jeg kan godt lide at gå tur i byen, sige Anders. Det ved jeg godt, Anders, men nu bliver din tur lidt længere. Der er også en rigtig stor og gammel have. Jeg vil gerne arbejde i haven, siger Tine. Ja, det ville da også være skønt. Det må vi se, om der er ressourcer til, siger Marianne. I skal heller ikke lave mad længere. Nu får I maden bragt, og det bliver kun én gang om ugen. Jeg er sulten hver dag, siger Tine. Ja, I skal nok få mad hver dag. I skal også træne siger Marianne Skal vi træne fodbold? spørger Anders. Nej, I skal træne, hvordan man betjener en mikrobølgeovn. For I skal varme jeres mad i mikrobølgeovnen. I får en pakke til hver dag. Så skal I tage låget af og varme det op i mikrobølgeovnen. I får syv pakker til hele ugen, og så kan I selv vælge, hvilken mad I har lyst til at spise. Jeg skal nok komme engang imellem og kigge til jer. Vi skal ikke være helt alene? Spørger Tine. Nej, jeg kommer engang imellem, svarer Marianne. Herefter fik panelet ordet. Marie Sonne, næstformand i Socialpædagogerne: Det første jeg hæfter mig ved, det er, at I siger, at det her er fremtid. Det her, det er som verden ser ud i dag. Det her er der rigtig mange borgere, som oplever i dag. Lisbeth Jensen, formand for ULF Udviklingshæmmedes Landsforbund: Det er, hvad vi oplever nu. Kommunerne siger: Udviklingshæmmede, de skal ud på landet. Og så skal de både bo og arbejde samme sted. Så får vi ingen miljøskift, for det er det samme personale, der er både i bofællesskabet og på arbejdspladsen. Vi siger, at vi vil være inde i byen, hvor der sker noget. Vi vil være en del af samfundet. Vi vil ikke gemmes væk igen, som man gjorde i gamle dage. Susanne Nour, afdelingsleder i Institut for Menneskerettigheder: Inklusion og inddragelse er noget af det fineste, der er i konventionen. Men det er jo bare ord. Inklusion kommer ikke til at lykkes, hvis vi skærer alle ressourcerne væk. Inklusion kommer heller ikke til at lykkes ved at vi bliver ved med at gøre tingene, som vi gør i dag. Der står ikke noget om den økonomiske side af dette i konventionen. Men der står en meget vigtig ting: Der står, at landene har forpligtet sig til hele tiden at arbejde på forbedringer. Mere inklusion. Mere inddragelse. Og der kan umuligt blive mere inklusion ved at trække personalet helt ud. 20

21 Status på nye bofællesskaber Bofællesskabet Sydhjørnet forventer at de første beboere flytter ind 1. marts. Der er ansat i alt 8 medarbejdere, men ikke alle er på fuld tid til at begynde med. Knud Dideriksen, leder af bofællesskabet, begyndte den 1. februar, men har siden efteråret 2011 udført forskellige opgaver for bofællesskabet. Øvrige medarbejdere begynder den 23. februar. Datoen for indvielsen er ikke fastsat endnu. Bofællesskabet TreHusE er i gang med at ansætte personale til bofællesskabet. Marc Krabbe-Sørensen, leder af bofællesskabet, begyndte den 1. januar og øvrigt personale begynder omkring midten af marts. De første beboere flytter ind i begyndelsen af april. Der er planlagt indvielse den 9. juni Bofællesskabet Hjertebo har netop ansat leder, Anne Brorson, som begynder den 1. marts. De forventer, at byggeriet af bofællesskabet afsluttes til sommerferien, og de første beboere flytter ind i begyndelsen af august. Hjertebo holder rejsegilde den 24. februar. Mindeord over Lene Roager Larsen Lene var en lille festlig dame, der vidste, hvad hun ville. Lene var næsten altid til musik, fest og farver og lidt drilleri i baghånden både til sjov og alvor. Lene flyttede på Valmuen i 1998, har siden været en integreret del af bofællesskabet og fulgte altid med i, hvad der foregik. Lene var meget tit at finde i køkkenet eller i vaskerummet, hvor hun tørrede af og gerne lagde tøj sammen, samtidig med en lille dans. Lene boede i sin barndom på et lille børnehjem ved Hovedgård i Horsens. Ungdommen boede hun i Aakirkeby på Strøby i en ungdomsafdeling. Det blev senere til en årrække i Lobbækhusene, før hun flyttede ind på Valmuen. Lene holdt meget af fester. Hun havde tjek på alles fødselsdage og andre festlige dage. Fødselsdagene var ren fest for Lene, for så skulle flaget hejses, og Lene ventede på sine gæster, ja, da skulle lagkagen på bordet. Festmenuen bestod af boller i karry eller flæskesteg. Julen var den højtid, hvor Lene tog på besøg hos sin familie, som hun altid glædede sig til, og alle gaver var velkomne. Lene har altid været glad for musik. I Lenes sidste tid spillede musikken hos Lene til glæde både for hende og for dem, der kom på besøg. KHs sommerrejser var et sikkert hit for Lene, og de blev nydt i fulde drag. Bare vi ikke skulle besøge Zoo, hvor der var smådyr og kryb, for så sagde Lene nej. Dyr kunne hun ikke lide. Tour De Bornholm cyklede Lene altid med på før i tiden. Hun præsterede at cykle fra Nexø til Hvide hus i Hasle flere gange. Belønningen var så en kæmpe burger, som hun nød i fulde drag. Om aftenen var hun så med til den fest, hvor medaljerne blev uddelt. Det at komme ud og gå lange ture nød Lene, og hun gik til sit dagtilbud hver dag i mange år. I den senere tid nød Lene at sidde i dagligstuen og se, hvad det foregik, men hun var stadig meget glad for at komme udenfor i den friske luft og nyde vindens sus gennem håret. Lene blev hentet af en engel den 1. november 2011, 53 år gammel. Ære være Lenes minde. Bofællesskabet Valmuen Aakirkeby. 21