Dubai-modellen. - økonomisk udvikling i Golf-landene. Martin Hvidt

Transkript

1 ANALYSE Maj 2008 Dubai-modellen - økonomisk udvikling i Golf-landene Martin Hvidt Dubai har været utroligt dygtigt til at bringe sig på forsiderne af alverdens aviser. Men det er samtidigt ganske lidt aviserne og andre medier rapporterer om, de bagvedliggende årsager til at Dubai har kunnet udvikle sig som bystaten har gjort. Den almindelige forståelse er at udviklingen er baseret på olierigdom, men det er den kun i meget ringe grad. Formålet med denne artikel er at forklare den økonomiske model, som ligger bag det lille emirats betydelige økonomiske succes og se på hvorvidt modellen er ved at finde fodfæste i nabolandene.

2 Martin Hvidt: Dubai-modellen økonomisk udvikling i Golf-landene 2 Dubais udviklingsmodel har sin baggrund i det historiske faktum, at Dubai omkring år 1900 gjorde sig bestræbelser på at tiltrække de store handelshuse, der dengang var placeret i en bystat i Iran (det daværende Persien) ved navn Lingah. Lingah var dengang det ubestridte handelscentrum for hele regionen, som følge af at det var centrum for perlehandlen. Men i perioden fra 1880erne og frem lod perserne skatter og afgifter stige hvilket medførte at en del af handelshusene søgte andre steder at handle fra. Emiren i Dubai søgte på forskellig vis at overtale de store handelshuse i Lingah til at etablere sig i Dubai. Sheikh Maktoum havde et par år forinden erklæret Dubai for frihavn (dvs. ingen eller meget lille told og afgifter), og lovede handelshusene jord til at bosætte sig på, beskyttelse og en samfundsorden, hvor ens status ikke afhang af stammetilhørsforhold, religion og etnisk baggrund, men af egne præstationer (Hvidt 2007:560). Der går en direkte linie fra de løfter der dengang blev givet til handelsklassen og de kendetegn som Dubais politik har i dag. Med udgangspunkt i den erfaring at det gennem konkrete politikker kunne lykkes at tiltrække en handelsklasse fra Lingah, gjorde bystaten det til sin overordnede udviklingspolitik at tiltrække entreprenante forretningsfolk fra hele regionen. Og de kom fra alle de steder hvor vilkårene for handel var for dårlige. I 1970erne kom der således nye bølger af forretningsfolk. Først og fremmest fra Iran, men også fra Indien og Libanon. I 1990erne medvirkede i særdeleshed Kuwait-krigen i 1991 til at en del af dette lands handelsklasse endte i Dubai. Endvidere har Dubai tiltrukket en lang række forretningsfolk fra de nærmeste områder omkring Dubai, pga. den konservative og alt andet end business-venlige politikker, der har været ført her, fx i Abu Dhabi, Oman og Saudi Arabien (Davidson 2007:35). Selv om det er småt med statiske oplysninger om Dubai, så mener man at vide at der i dag f.eks. er 9000 iranskejede virksomheder i Dubai (Molavi 2007:19). En yderligere og meget væsentlig faktor, der har formet Dubai-modellen er det faktum, at Dubai aldrig har haft olieressourcer i et omfang, der tillod dem at læne sig tilbage og leve oliindtægterne. På den vis har bystaten ganske enkelt været tvunget til at skabe sig et reelt økonomisk fundament, hvorpå landet har kunnet udvikle sig. I erkendelsen af at Dubai har fået en meget sen start i udviklingsmæssige sammenhæng, synes det at have været magtpåliggende for både den nuværende hersker Sheikh Mohammed bin Rashed al Maktoum og ikke mindst hans far at indhente det tabte. Dubais udviklingsmodel (i 1990 erne) kan på det overordnede plan siges at være blevet til med Singapore som forbillede. I de godt 30

3 Martin Hvidt: Dubai-modellen økonomisk udvikling i Golf-landene 3 år Lee Kuan Yew regeringen sad ved magten i Singapore ( ) formåede den via betydelig statslig indgriben i økonomien, etablering af udviklingsorienterede institutioner og evnen til at tiltrække multinationale selskaber at skabe en internationaliseret serviceøkonomi. Singapore benyttede sit stærke udgangspunkt inden for handel - og forarbejdning af - råvarer (tin, gummi og olie) til at omlægge samfundets produktion fra én baseret på arbejdskraft med lave kvalifikationer (og dermed lav værdi tilvækst) til jobs inden for brain services hvilket i Singapore-terminologi betyder arbejdspladser med højt indhold af human kapital og med høj værditilvækst (Huff 1994:345). Dubais overordnede målsætning er at gennemgå en tilsvarende transformation. Her drejer det sig om at omlægge arbejdspladser inden for handel, som har domineret landets produktion med lavt vidensindhold til på samme vis at etablere en service og vidensøkonomi (service-knowledge economy), baseret på højtkvalificerede medarbejdere. Hermed følger Dubai samme udviklings mål ikke blot som Singapore, men som også som lande som Irland og Island de seneste årtier har omlagt deres politikker for bevidst at forfølge denne udviklingsretning. Ifølge Jean F. Rischard, tidligere visepræsident for Verdensbanken, drejer en vidensøkonomi sig mindre om viden forstået som antallet af uddannede og ikke mindst antallet af højtuddannede i et samfund, men er en karakteristik af et samfund hvor risikovillighed, klare visioner, tillid til private aktører og kontant ledelse er i fokus. Det er en økonomi siger han, der stimulerer nytænkning og kreativitet, fordi det er ideer og viden, der sikrer samfundets indtægter. I denne type samfund er staten og samfundet indrettet, så de give den maksimale opbakning til grupper eller enkeltpersoner, der tør prøve ideer af, tør tænke nyt osv. (Rischard 2007, Se også UNDP (2003) vedr. videns-samfund). En vidensøkonomi lader sig naturligvis ikke etablere fra dag til anden. Dubai har udviklet sig gennem flere stadier: I 1970 erne og 80 erne brugte landet sine beskeden olieindkomst på at bygget havne, frizoner, veje, lufthaven og igangsætte en række økonomiske aktiviteter som fx flyselskabet The Emirates. I 1990 erne blev økonomien delvist åbnet så det blev gjort attraktivt at investere i landet primært i bygninger og aktiviteter i frizonerne. Efter årtusindskiftet har fokus være lagt på at etablere service og vidensøkonomien. I særdeleshed har de statsligt kontrollerede selskaber forsøgt at blive globale spillere inden for de områder, hvor de på hjemmefronten har opnået solide erfaringer, det være sig inden for f.eks. drift af frizoner, havne, lufthavne, byggeri osv. Dubais opkøb af den Nordiske Børs i efteråret 2007 skal blot ses som et led i bystatens strategi om at blive den ledende børs mellem New York og Hong Kong.

4 Martin Hvidt: Dubai-modellen økonomisk udvikling i Golf-landene 4 Gennem den hastighed hvormed udviklingen sker, gennem de ofte nytænkte og visionære bygge projekter (f.eks. The Palm Islands, The Media and the Internet city osv.), gennem strømligning af landets lovgivning så den tillader hurtig ekspedition osv. har Dubai fået sat sig på verdenskortet som et af de hurtigst voksende økonomier i verden. Landet har i dag et BNP på dollars pr. indbygger og havde en vækstrate på 13,4 % i årene (TEO 2007:18-19). Dubai synes fortsat at være en magnet, der ikke blot opsuger entreprenante kræfter fra hele regionen dvs. fra Iran, Pakistan og i særdeleshed Indien, men også i høj grad fra Vesten. Dubai-modellens indhold Dubai-modellen kan sammenfatte i ni punkter, eller systemiske parametre jf. Hvidt (2007): - Statslig styret udvikling - Hurtig beslutningstagen og projekt implementering - Fleksibel arbejdsstyrke - Skabelse af investeringsmuligheder - Udvikling i samarbejde med udenlandske partnere. - Service økonomi (bypass af industrialisering og investering i sektorer med høj væksts). - Internationalisering af service ydelser - Udbuds genereret efterspørgsel ( first mover ) - Markedspositionering gennem branding Tre faktorer synes at være af særlig betydning for udviklingen af Dubaimodellen over de sidste år. For det første ledelsesformen, for det andet udviklingsorienteringen og for det tredje importen af arbejdskraft. Ledelsesformen i Dubai er overordentligt centraliseret. Styret kan bedst sammenlignes med 1700-tallets oplyste enevælde i Danmark. Sheikh Mohammed samt en lille gruppe betroede mænd tager alle væsentlige beslutninger. Denne struktur betyder først og fremmest, at beslutninger bliver taget og bliver taget hurtigt, hvilket er et afgørende element i den vækststrategi landet forfølger. Hvis en leder inden for en statsligt ejet virksomhed ser en mulighed på markedet, så kan han inden for relativt kort tid forfølge ideen og dermed vinde afgørende markedsandele. På den negative side betyder den ekstreme centralisering

5 Martin Hvidt: Dubai-modellen økonomisk udvikling i Golf-landene 5 af magten et næsten totalt fravær af borgernes demokratiske indflydelse på beslutningerne. Med hensyn til den anden faktor, nemlig udviklingsorienteringen, så peger al vidensbyrd i retning af, at både afdøde Sheikh Rashid ( ) og sønnen, den nuværende hersker Sheikh Mohammed, begge må betegnes som hurtige beslutningstagere, og som utålmodige i henseende til at se konkrete, udviklingsmæssige resultater. Og som Sampler og Eigner (2003:118) påpeger, så synes folkene omkring herskerne at have tillært sig den vane at leve op til disse forventninger. I det amerikanske TV program 60 minutes (2007) gør Sheikh Mohammed rede for sin simple med ambitiøse vision. Dubai has to be number one. Not just in the region, but in the World. We want to be number one in higher education, education and in housing. My people shall have the highest level of living of all. Sheikh Mohammed har brugt statens midler på opbygning en lang række stats- initierede virksomheder samt etableret en bureaukratisk struktur, der har kunnet fungere som drivkraft i landets udvikling. Den har været baseret på en stærk pro-business tænkning, lave skatter, simpel lovgivning og et minimum af bureaukratisk red-tape. Som professor Abdullahkhaleq Abdullah udtrykte det i et interview: Government here is definitely not a slow down. It is a fast moving entity. It is moving faster than the wishes of the people and the private sector. The bureaucracy is a locomotive rather than a drag (Intv. 12, 2006). Den sidste hovedfaktor bag Dubais udvikling er arbejdskraften. Dubai huser omkring med nationalt statsborgerskab og ca. 1 million indvandrere (EIU 2006:19). Set i et udviklingsmæssigt perspektiv skaber den store mængde udenlandsk arbejdskraft en helt unik situation. Mens andre lande må kæmpe med at uddanne og genuddanne sin befolkning, mens landet passerer gennem forskellige stadier af udvikling, har Dubai blot kunne købe præcist den mængde arbejdskraft med præcis de kvalifikationer, som landet på et givet tidspunkt har behov for. F.eks. kunne Dubai etablere den såkaldte Internet City på blot et år, fordi det var den tid, det tog at opføre bygningerne. De globale ITfirmaer sørgede for at importere den nødvendige og højt kvalificerede arbejdskraft. Dubai har med andre ord en hidtil uset grad af fleksibilitet, når det gælder mængden og kvalifikationerne af arbejdsstyrken. Det er yderligere en faktor der sætter bystaten i stand til at reagere hurtigt hvis og når muligheder viser sig, eller hvis sheiken eller en af hans medarbejdere får en god ide. Brugen af importeret arbejdskraft, og i særdeleshed den ca. halve million indiske migrantarbejdere, der fungerer som bygningsarbejdere har fået Davis (2006) til at argumentere for, at Dubai-modellen primært bygger på udbytningen af billig ar-

6 Martin Hvidt: Dubai-modellen økonomisk udvikling i Golf-landene 6 bejdskraft fra Asien. Der er ikke meget tvivl om, at de lave lønninger har betydet, at det har været relativt billigere for Dubai at opføre deres bygninger, sammenlignet med hvad en tilsvarende bygning ville have kostet i Europa eller Amerika. Omvendt er det diskutabelt, om man kan kalde det udbytning, idet arbejderne frivilligt kommer til Dubai, og det lønniveau, de dér oppebærer, er yderst favorabelt i forhold til det, de alternativt kunne oppebære i de provinser i Indien, hvor de kommer fra. Spreder Dubai-modellen sig? Selv om Dubai-modellen i høj grad har træk til fælles med Singapore-modellen, så er den helt unik i forhold til andre mellemøstlige lande herunder de Golfstaterne; Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar, Saudi Arabien og Emiraterne. Dubais beskedne olieressourcer i kombination med Sheikh Muhammeds stærke udviklingsorientering, står i skærende kontrast til nabolandenes tilbagelænede stil, der for manges vedkommende bygger på en vished om at landene besidder olie eller gasreserver, der sikre dem en stabil indtægt over det næste halve til hele århundrede. Der er dog tegn på at Dubai-modellen er ved at finde fodfæste i regionen. For det første er Dubai et faktum forstået sådan, at dets tilstedeværelse i regionen på godt og ondt er en realitet og dermed en virkelighed, de andre statsledere bliver nødt til at forholde sig til. Dubai er blevet et fristed for unge saudere, qatarier, omanier osv., der finder livet i deres hjemlande for restriktivt, for lidt udfordrende eller blot decideret kedeligt. Professor Abdulkhaleq Abdullah udtrykte i et interview, at Dubai spiller samme rolle for golflandene som Hong Kong i sin tid gjorde for fastlands-kina. Hong Kong var en trendsætter, en rollemodel for, hvordan de unge kinesere på det tidspunkt ønskede deres samfund indrettet. For det andet repræsenterer Dubai en home-grown udviklingsmodel, altså ikke en model som f.eks. amerikanerne forsøger at introducere. Den har vist sin økonomiske styrke og har vist, at der kan skabes en balance mellem islam og et moderniseret samfund, der kombinerer de bedste elementer fra Asien, Vesten og Mellemøsten. For det tredje synes dele af den betydelige private sektor i Golf-landene, at stille krav til sine ledere om økonomiske reformer, der reducere staternes engagement i økonomien for at give plads til og åbne op for nye muligheder for private investeringer. Og slutteligt, står Mellemøsten med et altoverskyggende problem, nemlig befolkningstilvæksten. Golf-landene er bestemt ingen undtagelse. I 2003 var befolkningstallet i de seks

7 Martin Hvidt: Dubai-modellen økonomisk udvikling i Golf-landene 7 lande 33,7 millioner og det forventes at nå 44,9 millioner i år 2015 (UNDP, 2005:Tabel 5). Der skal med andre ord skabes en lang række jobs, der matcher den uddannelse og de forventninger som specielt den voksende unge befolkning har. Disse fire sæt af pres synes tilsammen at udgøre gode argumenter for, at den udviklingsmodel Dubai har forfulgt - og fortsat forfølger vil blive indoptaget af de andre lande i Golf-regionen. Skulle det ske ville vi kunne se frem til at disse lande anlægger en helt ny åbenhed overfor den globaliserede verden og indtager en ny rolle for i den internationale produktions- og serviceøkonomi. Golfregionen ville på den vis kunne indtage den fremtrædende rolle internationalt set, som mange spåede dem i forlængelse af 1970 ernes olieboom. Litteratur 60 minutes. (2007). Dubai Inc. : CBSnews 14. october Davidson, Christopher M The Emirates of Abu Dhabi and Dubai: Contrasting Roles in the International System. Asian Affairs. 38(1): Davis, Mike Fear and Money in Dubai. New Left Review. 41(october 2006): EIU. (2006). Country Report: United Arab Emirates ( ). London: Economist Intelligence Unit. Huff, W. G. (1994). The Economic Growth of Singapore: Trade and Development in the Twentieth Century. Cambridge: Cambridge University Press. Hvidt, Martin (2007). The Dubai Model: An outline of key components of the development process in Dubai. Odense: Working Paper no. 12 Center for Contemporary Middle East Studies, University of Southern Denmark. Hvidt, Martin Public - Private Ties and their Contribution to Development: The case of Dubai. Middle Eastern Studies. 43(4): Intv. 12. (2006). Personal communication. Professor Abdullahkhaleq Abdullah. Dubai. 16. November Molavi, Afshin Rising Gulf. Newsweek (August 6, 2007): Rischard, Jean-François (2007). The Knowledge-Based Economy: Worldwide Trends and New Ideas. Presentation held 26. November 2007 at Dubai School of Government, Dubai.

8 Martin Hvidt: Dubai-modellen økonomisk udvikling i Golf-landene 8 Sampler, Jeffrey, and Eigner, Saeb. (2003). Sand to Silicon: Achieving Rapid Growth Lessons from Dubai. London: Profile Books. TEO. (2007). Dubai Strategic Plan (Highlights). Dubai: The Executive Office. UNDP. (2007). Human Development Report: International cooperation at a crossroads: Aid, trade and security in an unequal world. New York: United Nations Development Programme.