Den professionelles opmærksomhed på samspillet mellem tilknytning, sanser og udvikling.

Transkript

1 Den professionelles opmærksomhed på samspillet mellem tilknytning, sanser og udvikling. Bachelor projekt af Ulla Thomsen pa11123 Vejleder: Poul-Erik Feldsted Anslag: Pædagoguddannelsen i Aabenraa University College Syddanmark

2 Den professionelles opmærksomhed på samspillet mellem tilknytning, sanser og udvikling. Resume Pædagogen har fået en gradvis stor betydning i børns dagligdag. Børnene tilbringer størstedelen af deres dagligdag i institutionen sammen med andre børn og voksne, hvor pædagogen skal skabe rammebetingelserne for trivsel, udvikling og læring. I den daglige sociale kontekst iagttager pædgagogen børns ageren i planlagte aktiviteter såsom i børnenes lege. Her har pædagogen mulighed for at observere, hvor børnenes interesser, ressourcer samt udfordringer ligger. Oftest bliver vi opmærksom på børns udfordringer i forhold til deres uhensigtsmæssige adfærd i det sociale samspil. Men hvad ligger til grund for, at nogle børn har svært ved at indgå i en leg og danne relationer til andre individer? Vores hjerne er en facinerende størrelse, som er ansvarlig for, at vi tænker, føler, bevæger os m. m. Dette er vi til dagligt slet ikke så bevidte om. Dog sker modningen af denne ikke af sig selv, men er under indflydelse af vores omverden. I hvilken grad det medfødte potentiale udvikles, er afhængig af, i hvor vidt miljøet viser beredskab til at yde en indsats og indgå i et socialt samspil, samt at høre og se barnets behov i forhold til disse. Vores omverden bestemmer, hvor meget og hvilke neurale strukturer der modnes i hjernen, idet disse stimuleres tilstrækkeligt i en gensidig kommunikation. Når vores omsorgspersoner er villig til at indgå i en betydningsfuld relation, hvor vores behov for stimuli af fx vores sanser bliver tilfredsstillet og barnet får den emotionelle regulerende understøttelse det brug for, er dette fundamentet for, at vi kan knytte os og skabe relationer til andre individer. Den trygge tilknytning til omsorgspersonen får dermed stor betydning for børns fremtidige liv, da denne er grundlaget for, hvordan barnet ser sig selv og i interaktionen med andre. Dette får stor betydning i det pædagogiske arbejde, fordi ovenstående danner basen for, hvordan barnet formå at begå sig iblandt andre børn og voksne. Den professionelle skal være opmærksom på og være tilgængelig som en sikker base for børnene, for dermed at kunne høre og se børnene og skabe de rammebetingelser der skal til for at børnene får tilfredsstillet deres behov. Dette skaber et miljø, hvor børnene har mulighed for at udfolde sig og afprøve kroppens muligheder i et socialt fællesskab. 2

3 Indholdsfortegnelse: 1.0 Indledning side Problemstilling side Metode side John Bowlbys tilknytningsteori side En sikker base side Tilknytningsadfærd side Tilknytningsmønster side Daniel Stern og selvet side Sanserne side Følesansen side Muskel- og ledsansen side ligevægtssansen side De sekundære sanser side Sansernes betydning side Sanseintegration side Hjernen side Den basale kropssansende og affektregulerende hjerne side Hjernestammen og lillehjernen 3

4 5.2 Den motoriske og følelsesfulde hjerne side 18 Mellemhjernen og det limbiske system 5.3 Den tænkende hjerne side Affektregulering side Pædagogens rolle side Analyse side Analyse sansernes betydning side Analyse Stern og Bowlby side Konklusion side Litteraturliste side Elektroniske kilder side 30 4

5 1.0 Indledning: Hjernens vækst sker i kritiske perioder og er under indflydelse af det sociale miljø... Udvikling opbygges ved den daglige interaktion i løbet af den periode, hvor hjernen er i en accelerernde og fortsat vækst (Allan Schore, 1994, s.10) Hjernen er en fascinerende størrelse, som vi til dagligt slet ikke er så bevidste om, og hvor vi tager tingene som en selvfølge. Dog udvikler hjernen sig ikke af sig selv, men modnes i interaktionerne med vores omverden. Susan Hart mener, at neurale strukturer udvikles i særligt sensitive perioder i spædbarnsalderen, hvor disse er mere påvirkelige end på andre tidspunkter (Hart, 2006, s.61). Hart har igennem sin forskning i hjernens strukturer og koblingen af dette til udviklingspsykologien, vagt en faglig interesse i mig. Jeg vil i mit bachelor projekt undersøge dette, for at få en forståelse for sammenhængen mellem hjernens afhængighed af stimulering, og hvilken betydning og påvirkning det sociale samspil mellem barn og omsorgsperson har i forhold til dette. Jeg er interesseret i, hvilken indflydelse det omgivende miljø har på barnets medfødte potentiale (Hart, 2009 s.17). Dette indspirerer mig til at se kritisk på sammenhængen mellem teori og det pædagogiske arbejde i praksis. Jeg ser viden om dette som fundametal i forhold til arbejdet med mennesker/ især børn. Dette vil jeg som kommende pædagog være opmærksom på, for at kunne arbejde hensigtsmæssigt i forholt til 7 i dagtilbudsloven, hvor vi som pædagoger skal sikre, at: Børn i dagtilbud skal have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer barnets trivsel, sundhed, udvikling og læring [ Jeg er overbevist om, at viden om dette kan øge kvaliteten i det pædagogiske arbejde. Især i vores samfund, hvor vi har fokus på produktet / resultatet frem for processen (Tollefsen, 2008, s.14). I det moderne samfund har pædagogen fået stor betydning i børns dagligdag. De fleste forældre er på arbejde, mens 97 % [ af alle danske børn tilbringer størstedelen af deres dagligdag i institutionen. En ny arena, hvor barnet er et iblandt mange andre, og hvor der stilles nye krav. Det vil sige, at pædagogen har ansvaret for, og er med til at danne fundamentet for barnets senere liv. For at sikre barnets trivsel, udvikling og læring, blev der i 2004 fastlagt en lov om, at de professionelle skal arbejde ud fra de pædagogiske læreplaner. 8 i dagtilbudsloven. 5

6 Denne skal udarbejdes ud fra 6 fastlagte temaer, i blandt eks.: Den sociale kompetence, krop og bevægelse og den alsidig personlige udvikling. Læreplanerne skal sikre et målrettet arbejde, hvor metoden samt evaluering dokumenteres, for at sikre refleksion over det enkelte barns udvikling og læring. [ Jeg vil i min opgave starte fra bunden af. Jeg vil undersøge, hvilken betydning det tidlige samspil mellem moren og det nyfødte barn har. Desuden har jeg stort interesse for sansernes betydning i forhold til dette. Bogen: hvis du ikke rør mig, så dør jeg af Ylva Ellneby, Bowlbys tilknytningsteori og Susan Harts teori om neuroaffektiv udvikling, har givet mig en introduktion til koblingen mellem disse. Dette for at kunne reflektere over og anvende teorierne i interaktionen (arbejdet) med mennesker. Jeg har en formodning om, at dette er af betydning for, hjernens og i det hele taget barnets udvikling, som i løbet af mit projekt skal lede mig frem til besvarelsen af følgende problemstilling. 1.1 Problemstilling: Hvilken betydning har sanserne for det tidlige samspil mellem spædbarnet og den primære omsorgsperson? Og hvordan kan pædagogen gøre brug af denne viden i en professionel kontekst i daginstitutionen? 1.2 Metode: Jeg vil i mit projekt tage udgangspunkt i omsorgspersonens betydning for det tidlige samspil mellem spædbarnet og tilknytningsfiguren. Jeg vil undersøge sansernes betydning i forhold til dette og hvordan disse i samspillet præger nervesystemets udvikling og relationsdannelsen på sigt. Jeg har en formodning om, at denne viden øger min forståelse for børns adfærd i en professionel kontekst, og fremmer et målrettet og bevidst arbejde. Dette for at kunne skabe udviklingsfremmende rammebetingelser med hensyn til børns behov. For at få en faglig baggrundsviden for dette, har jeg valgt, at tage udgangspunkt i John Bowlbys tilknytningsteori, for at få en grundlæggende indsigt i betydningen af det tidlige samspil. 6

7 Dernæst vil jeg se på Daniel Sterns teori. Han ser barnet fra en anden vinkel i interaktionen. Dette giver mig indblik i, hvordan der bygges på grundlæggende teorier, og hvordan børnesynet med tiden har ændret sig. Efterfølgene vil jeg beskrive sanserne, og hvilken betydning de har i forhold til ovenstående. Jeg vil anvende Jean Ayres teori om sanseintegration. For at belyse sansernes betydning for trivsel og udvikling. Jeg vil kun nævne de væsentligste neurale strukturer i hjernen (i.f.t. min opg.). Jeg tager udgangspunkt i Susan Harts hjerneforskning og kobling af dette til en relationel udviklingspsykologisk forståelse, som skal underbygge og skabe forståelse for sammenhængen. I sidste teoriafsnit vil jeg nævne Allan Schore. Han integrerer den nyeste hjerneforskning til udviklings- og tilknytningsteorien. Hans teori skal underbygge, hvilken betydning miljøet har, for modningen af barnets hjerne og hvorfor stimulation er så vigtig i den tidligste alder. Jeg vil løbende komme med eksempler og uddybe disse i afsnittet om pædagogens rolle, for at reflektere over egne erfaringer fra praksis i forhold til teoriafsnittene. I analysen, vil jeg sammenfatte og koble teori på praksis. Problemstillingen besvares i en konklusion. 2.0 John Bowlbys tilknytningsteori: John Bowlby levede i det 19. århundrede ( ), og har i sin tid arbejdet som børnepsykiater og psykoanalytiker. Han undersøgte, hvilken betydning det tidlige samspil mellem de primære omsorgspersoner og barnet har. Interessen opstod på en skole, hvor han arbejdede med børn i udsatte positioner. Han blev opmærksom på, at der var børn, som havde svært ved eller undgik at knytte sig til andre (Hart & Schwartz, 2008, s.69). Han prøvede at finde ud af, hvilken årsag der ligger til grunde for denne adfærd. Han startede fra bunden af og begyndte at undersøge, hvilken betydning moderlig fravær har i småbørns liv, og hvordan dette præger individets udvikling. Ud fra disse undersøgelser udviklede han en teori, som han kalder for tilknytningsteorien. Her blev han bl.a. opmærksom på, at fravær af morens kærlige omsorg påvirker barnets personlighedsudvikling og psykiske sundhed på sigt. Han beskriver teorien som en proces, der tager udgangspunkt i den tidlige følelsesmæssige interaktion mellem moren og barnet, og at denne gensidige tilpasning er med til at danne barnets relationer til andre mennesker senere i livet (Bowlby, 1994, s ). 7

8 Tidligere troede man, at barnets tilknytning til moren primær var på grund af tilfredsstillelsen af mad. Bowlby fandt ud af, at der ligger mere til grunde for det, og at denne tidlige binding har betydning på sigt (Ibid. S.32 33). Dette underbygger også den amerikanske psykolog Harry Harlow, som lavede forsøg med rehsus abeunger, for at kunne bevise, at nære emotionelle bånd til moren har ligeså stor værdi for barnet som mad ([ og Bowlby, 1994 s.35). Det vil sige, at barnet er afhængig af morens beredskab til at yde omsorg, for at kunne overleve....,at spæde menneskebørn, ligesom spæde af andre arter, er forudprogrammeret til at udvikle sig socialt samarbejdende; hvorvidt de gør det, er i høj grad et spørgsmål om, hvordan de behandles (Ibid, s.17). Her taler Bowlby om den medfødte evne og kapacitet barnet har, til at udvikle sig socialt samarbejdende. Barnets evne til at indgå i relationer med andre individer, udvikles på baggrund af en veludviklet tilknytning til omsorgspersonen. For at denne envne kan realiseres, er det omsorgsgivererns ansvar, at sikre, at denne udvikles, idet moren tager vare om barnets behov. Ud fra behovstilfredsstillelsen eller mangel på dette, danner barnet sig en indre arbejdsmodel. Barnet er afhængig af morens beredskab til at interagere. Hvis barnet har fornemmelsen af, at ønsket om behovstilfredsstillelse samt den emotionelle kærlighed det har brug for bliver opfyldt, for at opleve sammenhæng mellem sig selv og verdenen, gør denne sikkerhed barnet nysgerrig på og villig til at udforske sin omverden. Barnet udvikler sig (Ibid. S.14 17). Denne sikkerhed barnet får igennem morens omsorg (at blive hørt og set) og beredskab til at interagere, kalder Bowlby for den sikre base. Dette vil jeg komme ind på under 2.1. Ifølge Bowlby, er tilknytning altså en nær interaktion mellem individer, hvor tilknytningsfiguren har en beskyttende funktion. Hun regulerer sin adfærd efter barnets behov, for at denne harmonerer med barnets. Et følelsesladet samspil, hvor omsorgsmodtageren er disponeret til, at komme i nær kontakt under visse omstændigheder fx frygt. Omsorgspersonen har ansvaret for, at opfylde en sociale rolle. Samspillet påvirker barnets senere adfærd, og danner grundlag for relationsdannelsen til andre individer på sigt. Udfra det gensidige samspil omsorgspersonen og barnet indgår i, organiseres disse i mentale strukturer i hjernen. 8

9 Dette er med til at danne barnets personlighed. I disse strukturer danner barnet sig et billede af sin omverden og sig selv i denne. Bowlby kalder dette for barnets indre arbejdsmodel, som barnet handler udfra, og som fremkaldes i lignende situationer. Det er denne model barnet benytter sig af, når det indgår i relationer med andre. Dette sker på baggrund af de erfaringer, det har lavet i samspillet med moren i sin tidlige barndom. Barnet har en forventning om, hvordan situationen kommer til at være og planlægger sin adfærd efter dette (Hart & Schwartz, 2008, s.72 75). Det er en proces der sker ubevidst. 2.1 En sikker base: Når barnet føler sig sikker knyttet til moren, det har oplevet at det bliver hørt og set og at der bliver taget vare om dets behov, har barnet mod på at gå ud i verdenen, for at udforske denne og egne færdigheder. Barnet får mulighed for, at indgå i og danne nye relationer. En voksen, barnet kan stole på i utrykke situationer. En sikker base, man kan vende tilbage til og blive beskyttet af. En tilgængelig og betydningsfuld tilknytningsfigur danner fundamentet for, at barnet tør at gøre sig egne erfaringer med sin omverden. Dette kræver, at barnet har erfaringer med en omsorgsfuld voksen, som er tilgængelig i barnets nødssituationer og giver det omsorg i form af fx en varm hånd, der stryger barnet over kinden eller en anden form for hensigstsmæssig handlen. Moren eller andre betydningsfulde omsorgspersoner, som eks. pædagogen, er dermed barnets base for trivsel, udvikling og læring (Bowlby, 1994 s ). 2.2 Tilknytningsadfærd: Udfra en sikker tilknytning til omsorgspersonen, udvikler barnet et tilknytningsadfærd, der gør, at barnet bevidst bruger adfærd, fx gråd, for at opretholde kontakten (Ibid. S.37)... med et andet klart identificeret individ, som opfattes som værende bedre i stand til at klare sig i verdenen (ibid. S.35). Denne adfærd aktiveres under visse omstændigheder fx hvis barnet bliver bange, træt eller hvis det synes at moren er ud af rækkevide. 9

10 Dette gør, at moren vil opholde sig i nærheden af barnet, for at kunne tolke og reagere på barnets behov og yde en målrettet indsats. Hun giver barnet dermed en fornemmelse af, at hun er tilstede og tager dets signaler alvorlig. Hvis moren altid reagerer og barnet føler sig sikker og ved, at moren aldrig ville svigte det, kan det efter gentagende gange være nok hvis moren fx Siger: Jeg er i køkkenet. Barnet ved, at hun er i nærheden og kommer lige om lidt (Ibid. s.11). 2.3 Tilknytningsmønster: Børns trygge tilknytning til omsorgspersonen udvikler sig, hvis barnet føler at det har adgang til sin sikre base, og at denne vil reagere og handle efter dets tilknytningsadfærd. Børns tilknytning til omsorgsgiveren udvikles forskelligt alt efter, hvordan omsorgsgiverern interagerer med barnet, i forhold til dets behov. Udfra dette udvikles barnets indre arbejdsmodel i en positiv eller negativ retning. Disse erfaringer danner, som den canadiske psykolog Mary Ainsworth kalder dem for, tilknytningsmønstre. Ainsworth arbejdede sammen med Bowlby. Hun observerede småbørns tilknytningsadfærd, når de blev adskilt fra deres mødre (Hart & Schwartz, 2008 s.84 85). Bowlby koblede disse iagttagelser på den nyere forskning, og satte dem i forbindelse med det omgivende miljøs betydning i forhold til udviklingen af mønstrene. Her vil han tydeliggøre, hvilken betydning det tidlige samspil mellem moren og barnet har, da dette påvirker udviklingen af tilknytningsmønstret og dermed barnets liv på sigt. Han beskriver 3 tilknytningsmønstre: det sikre tilknytningsmønster, den ængstelig, klæbende-, og den ængstelig, undvigende tilknytning (Bowlby, 1994 s ). Tilknytningsmønstret dannes ud fra barnets indre arbejdsmodel. Her bliver det tydeligt, hvilken rolle omsorgspersonen har for barnets udvikling. Et sikkert tilknytningsmønster er basen for, at kunne knytte sig til andre individer og danne nye betydningsfulde relationer. En veludviklet tilknytning gør børnene mere resilient overfor stess, fordi barnet føler, at der er nogen man kan henvende sig til. Et barn, som har gjort sig negative erfaringer med sin omverden, og har udviklet et af de to sidstnævnte tilknytningsmønstre, kan have svært ved at henvende sig til en omsorgsgiver, fordi det har en forventning om at blive afvist. Dermed tager barnet eget ansvar for sine frustrationer, om end det ikke er i stand til det. 10

11 Her er det pædagogens opgave at være opmærksom på børn med denne psykiske belastning. Det er vigtigt, at den professionelle drager omsorg for disse børn, for at skabe positive erfaringer og på sigt at ændre barnets tilknytningsmønster. Positive oplevelser og succses i dagligdagen, skaber positive erindringer og dermed overskud for udvikling (Hart & Schwarz, 2008 s ). 3.0 Daniel Stern og - selvet: Den amerikanske psykiater og psykoanalytiker Daniel Stern, har interesse for spædbørns subjektive liv, og hvordan disse oplever sig selv og andre. Han påpegede, at barnet fødes som et socialt væsen med kompetencen til at kunne indgå i sociale samspil med omgivelserne. Han betegner det nyfødte som en aktiv agent, som er med til at skabe interaktioner med sin omverden. Derudfra dannes dets mentale stukturer. Han taler om den proces, hvor barnet danner sig et billede af sig selv og verdenen, igennem de sociale og kulturelle miljøer barnet fødes ind i. Han siger, at det er her vores adfærd formes, og hvor vi danner de strukturer, der senere får betydning, når vi indgår i nye relationer. Disse strukturer kalder han for indre repræsentationer (RIG er), som struktureres ved gentagende erfaringsmønstre (ibid. s ). En af teoriens pointer er, at barnet aktivt søger efter stimuli i dets omgivende miljø. Stern siger, at sanseimpulser er essentielle, da disse forsyner hjernen med de råmaterialer, der skal til, for at neurale strukturer modnes (Stern, 1998, s.67-69). Dette beskrives i næste afsnit om sanserne. Stern har igennem sine nye teknologiske forskningsmetoder, som videooptagelser, observeret samspillet mellem spædbarnet og omsorgspersonen, og hvordan disse i kommunikationen gensidig påvirker hinanden (gensidig synkronisering). Fx: Hvis en mor ikke reagerer på barnets affekter (smil, lallen), vil barnet prøve at forstærke sine udtryk, for at få moren til at reagere på den måde som hun plejer (affektiv afstemning). Hvis moren stadig ikke reagerer og bevarer et følelsestomt ansigt, vil barnet trække sig tilbage og græde. Dette underbygger Sterns opfattelse af barnet som en aktiv medspiller i kommunikationen. Disse erfaringer er med til at bestemme, hvordan barnet ser sig selv. Stern udviklede en model om individets 4 selvfornemmelser: Fornemmelsen af emergent selv, et kerneselv, subjektivt selv og et verbalt selv (Stern, 2000, s.74). 11

12 Han betegner disse som en organisering af barnets subjektive opfattelse af sig selv og den anden. Her tydeliggør han, at selvets udvikling sker igennem erfaringer med omverdenen, og hvordan denne er med til at samordne barnets oplevelser (Ibid. s.67). Han beskriver disse 4 fonemmelser som udviklingslinier i stedet for faser, da disse er under konstant udvikling. Han siger, at udviklingen af disse sker i en hvis alder, dog er de ikke statisk, men udvikles og forandres hele livet igennem. Derfor har han valgt at kalde dem for relateringsdomæner. Dog påpeger han, at de allertidligste erfaringer sker i sensitive perioder, som præger barnets oplevelse af selv i større grad end i senere perioder. Han siger at de efterfølgende perioder er mere dynamiske og kan ændres på sigt, idet barnet oplever sig som en hørt og set aktør i en betydningsfuld relation (Ibid. s.74-75). 4.0 Sanserne: Sanserne kan beskrives som kroppens følehorn for menneskets indre og ydre verden. Sanserne lader os se, smage, lugte, høre og føle den verden vi lever i. Det er her vi gør os de erfaringer med os selv og andre i verdenen. Vi udvikler os (Ayres, 2007, s.63). Alle vores sanser har sensoriske modtageorganer, kaldt for receptorer, som registrerer alle indtryk fra det omgivende miljø. Disse aktiverer vores netværk af nerveceller, som så igangsætter neurale processer. Dette gør, at du fx kan læse min opgave. Receptorerne i dine øjne sidder i nethinden. Disse opfanger lysbølger og leder impulserne videre til det centrale nervesystem, som så bearbejder indtrykkende til en helhed (Ibid. S.51). Vores sanser opdeles i to kategorier. De primære sanser og de sekundære sanser. De primære sanser modtager og regulerer impulser fra vores indre og fortæller os om vores krop. De sekundære sanser gør os i stand til, at vi modtager indtryk fra vores omverden. Eks. taler gravide kvinder til deres ufødte og kærtegner maven. Allerede her sker der en stimulering af fostrets sanser (Tollefsen, 2008, s.69). 12

13 Jeg vil nu beskrive de primære sanser. 4.1 Følesansen (taktilsansen) er vores største sanseorgan og en af dem, der allerede udvikles tidligt i fosterperioden. Barnet føler den dejlige varme i mors mave og trykket til livmoderen. Huden er vores beskyttende føleorgan, som fortæller os om smerte, berøring, varme/kulde og tryk. Følesansen er essentiel, for at barnet kan udforske sin krop og omverden. Den taktile sans er med til at barnet bliver kropsbevidst og danner sig et kropsbillede af selv. Barnet taster sig frem til viden igennem erfaringer af bl.a overflade: Blød, hård, behagelig eller ubehagelid. Følesansen har stor betydning i forhold til relationsdannelsen, da berøring kan give fornemmelsen af beskyttelse og tryghed. Eks. hvis man bliver bange, har slået sig og bliver trøstet. Som tegn for ros kan et klap på skulderen være behagelig. Dermed også sagt, at den taktile sans spiller en afgørende rolle i forhold til adfærd både fysisk og psykisk (Ibid s. 70). Berøring og stimulation har både en øjeblikkelig og en længervarende effekt. Den kortvarige effekt er, at spædbarnet bedre kan falde til ro,... På længere sigt betyder den tidlige sensoriske stimulation, at nervesystemet bliver mere modstandsdygtig over for stress resten af livet (Hart & Schwartz, 2008, s.178). 4.2 Muskel- og ledsansen (kinæstesisans) registrerer muskeltonus, ledstilling og bevægelse. Denne sans er vi oftest ikke så bevidste om, da vi ser bevægelse som en selvfølge. Kinæstesisansen gør, at vi bl.a kan løbe, hoppe og lyne en lynlås. Det er den sans der gør, at vi kan løbe væk når vi er bange, vi kan skrive et brev eller gå op og ned ad trappen (Ayres, 2007, s.67). 4.3 Ligevægtssansens (vestibulære) receptorer sidder i det indre øre i tre buegange, der indeholder en tykflydende væske. Denne stimuleres allerede tidligt i fosterperioden, når moren bevæger sig. Dette system sørger for, at vi kan holde balancen i forhold til tyngdekraften, eks. når vi gynger eller cykler. Sansen gør, at vi får en opfattelse af rum og om vores position og orientering i dette. Bare at kunne sidde på en stol kræver en veludviklet ligevægt. Vi undrer os nogle gange over, hvorfor børn er så glade for at snurre rundt og rundt..., men børnenes handlinger har en mening. 13

14 Idet de drejer rundt tilfredsstiller barnet sit behov for stimulation af den vestibulære sans. En træning der gør, at barnet bliver stadig mere bevidst og dygtig til at anvende sansen i mere komplekse og udfordrende situationer eks. at kunne holde balancen på en hest (Ibid. S.68 69). 4.4 De sekundere sanser. Vi har fire sekundere sanser: smags -, lugte -, høre og synssansen. Disse sanser stimuleres af vores omverden, og har ligeledes stor betydning for barnets udvikling. Sanserne påvirker hinanden og bliver påvirket af det miljø vi befinder os i. Dette giver kroppen et fundamet for at blive bevidst om sig selv i verdenen og få oplevelsen af, at være i samspil med denne. Ayres siger, at: Alt hviler på et sansemotorisk fundament (Ibid. S.38). Sanserne er en grundlæggende forudsætning for, at barnet kan udvikle komplekse færdigheder som fx at kunne skrive og læse. 4.5 Sansernes betydning: At blive båret, vugget og kærtegnet, at blive holdt om, at blive masseret, det er alt sammen næring for barnet næring, der er mindst ligeså vigtig som vitaminer, proteiner og mineraler... (Tollefsen, 2008, s.18). Den amerikanske ergoterapeut Dr. A. Jean Ayres har forsket i sansernes betydning for udvikling og har derudfra udviklet sanseintegrationsteorien, som jeg vil komme ind på i næste afsnit (Ayres, 2007, s.19). Ayres siger, at sanserne er en grundlæggende forudsætning for, at vi udvikler os og oplever sammenhæng mellem krop og sind. Ayres taler om perception, som er ekendelsen af sig selv og det omgivende miljø igennem sanserne (ibid s.24). Sanserne aktiveres idet vi bruger vores krop og ved at vi får stimuli af eks. vores mor der synger, vugger eller krammer os. Alle sanseindtyk vi udsættes for, kan ses som næring for vores nervesystem og hjerne. Alle impulser vi får i hvilken som helst form er informationer, der bearbejdes i hjernen og sendes som tilpasset respons til kroppen, som vi så handler udfra. Når vi eks. rører ved en varm kogeplade, sender receptorerne i huden en besked igennem nervesystemet til hjernen. 14

15 Her bearbejdes impulsen. Denne leder en information tilbage til musklen, som gør, at den trækker sig sammen. Vi flytter hånden. Denne erfaring lagres i vores hukommelse. Nervesystemet har brug for differentierede sanseimpulser, for at hjernen via sensorisk næring udvikles til et komplekst sansesystem. Erfaringer med vores krop gør, at vi kan tilpasse handlinger (ibid. s.63). Hvis vi fx kun ville være i et rum hvor der dufter af kaffee, og vi ikke forlader rummet resten af dagen, vil vi ikke kunne lugte kaffen mere efter kort tid. Hvis vi dernæst kommer ind i et andet rum, hvor tøjet hænger til tørre, vil vi kunne fornemme duften af vasket tøj meget intensivt, da der er sket en forandring. Forskellige dufte er oftest forbundet med emotionelle erindringer (limbiske system). Tænk på situationen, da du første gang kom ind i dit barns børnehave?! Vi mindes om helt specifikke situationer. Alle stimuli bearbejdes i hjernen. Denne proces starter i de enkelte sansers sensoriske modtageorganer og nervesystemet, som kan beskrives som et netværk af ledninger i kroppen. Nervesystemet opfanger impulserne fra receptorerne og samler disse i rygmarven, hvor de dernæst ledes til hjernen. Impulserne sorteres i hjernestammen. Denne sortering gør, at vi ikke bliver overvældet af indtryk og kan holde fokus på det væsentlige. Hjernen og rygmarven udgør det centrale nervesystem. Ayres beskriver nervesystemet som en sansende maskine, da mere end 80% af dette bearbejder sanseindtryk. Igennem sansemæssige oplevelser gør vi os positive såsom negative erfaringer. Disse hjælper os til at styre vores handlinger. Når vi tænker på eksemplet med kogepladen, vil vi ikke røre ved den en gang til, fordi vi ved, at vi brænder os. Dermed er sansemæssige oplevelser med til at styre vores tanker og handlinger (kognition). Det vil sige, at det er her vi skaber forandring, udvikling og læring (Ibid. S.51 52). Børn griber verden, for at de kan lære sig at begribe den, og for at de kan gribe ind i verdens gang (Gjesing, 2004, s.32). Citatet udtrykker vigtigheden i, at børn får mulighed for at gå ud i verdenen og gøre sig en masse forskellige erfaringer med sig selv og sin omverden, for dermed at kunne skabe forandring, udvikling, og for at få tilfredsstillet et grundlæggende behov (Ellneby, 1994, s.5). 15

16 4.6 Sanseintegration: Som nævnt bearbejdes sanseindtryk i hjernen, hvor disse sorteres og organiseres. Dette er en automatiseret proces, som sker ubevidst. Denne organisering gør os i stand til, at vi kan holde fokus på nye udfordringer. Når det 6 årige barn cykler, tænker det ikke mere over hvordan og hvorledes det skal gøre for ikke at falde ned. Barnet kan holde fokus på trafikken. Ayres kalder dette for sanseintegration. Hun siger, at integrationen af sanseindtrykkene i hjernen er en samordning af impulser, som bearbejdes til meningsfuld anvendelse og lagres i hukommelsen. Hvert menneske er født med en grundlæggende kapacitet, for at udvikle sanseintegration. Dog kan potentialet kun udnyttes og udvikle sig, hvis barnet får mulighed for at gøre sig erfaringer med sanserne. Det kræver barnets vilje og motivation til at tilpasse sine handlinger til de udfordringer det stilles overfor. Fx en pige på 4 år prøver at gå på line. Hun sætter den ene fod foran den anden, men falder gentagende gange ned. Nu prøver hun at gå sidelæns... det lykkes. I denne proces har hun gjort sig sansemæssige erfaringer og har ud fra disse handlet hensigtsmæssig, for at få en succesoplevelse. Hun har ydet en målrettet indsats ud fra de erfaringer hun har lavet sig. Dette kaldes ifølge Ayres for adaptiv respons og er den højeste form for sanseintegration. (Ayres, 2007, s.25 28). Sanserne er dem vi udvikler os udfra. Det er dem vi bruger til at høre, se og føle vores mor. Sanserne er dem der gør, at vi føler behag eller ubehag på baggrund af erfaringer. Sanseimpulser er dem der nærer vores hjerne og gør udfordringer til en indre oplevelsesrejse. Det er dem, vi bruger til at begribe os selv og den verden vi lever i. Det er dem vi gør brug af, når vi indgå i en leg og har det godt i en social sammenhæng. At blive stimuleret via sanseindtryk er et behov vi har, som motiverer os til og giver os oplevelsen af sammenhæng i livet (Antonovsky, 2004, s.37)....hvis barnet berøves af alt dette og også fratages den duft, den varme og den stemme, det kender så godt, så vil det, skønt maven er fuld af mælk, langsomt lade sig dø af sult (Tollefsen, 2008, s.18). Stimulering af sanserne er en overlevelsesbetingelse. Her vil jeg henvise til bogen hvis du ikke rør mig, så dør jeg af Ylva Ellneby (1994). Hun giver tydelige indblik i betydningen af ovenstående. 16

17 Jeg vil nu beskrive de enkelte strukturer i hjernen, som er af betydning i forhhold til ovenstående. 5.0 Hjernen: Hjernen er en kompleks og kompliceret størrelse, som stadigvæk skaber undren. Dog ved man, at de neurale strukturer udvikler sig, som de bliver påvirket. Barnet har et medfødt potentiale for udvikling. Dog er arvemassen afhængig af stimulering, for at denne kan modnes. Det vil sige, at det medfødte potentiale danner rammen for udvikling. Hvordan det formes, er afhængig af miljøet barnet befinder sig i. Des mere sanseindtryk vi udsætter barnet for, sang, leg, højt læsning og bevægelse, jo flere forbindelsestråde dannes til de stimulerede nerveceller. Det vil sige, at de bedste gener kun kan realiseres, hvis det sociale miljø er engageret i at interagere med barnet (Hart, 2006, s.18-20). Susan Hart er klinisk psykolog og specialist i psykoterapi og børnespykologi. Hun har ladet sig indspirere af Bowlbys tilknytningsteori, og har valgt at koble udviklingspsykologien med neurovidenskaben. Derudfra har hun udviklet en teori, som hun kalder for neuroaffektiv udvikling (den følelsemæssige personlighedsudvikling). Her interesserer hun sig for, hvordan menneskets neurale strukturer påvirkes af de sociale interaktioner individet indgår i [ 5.1 Den basale kropssansende og affektregulerende hjerne Hjernestammen og lillehjernen: Hjernestammen og lillehjernen er aktive fra fødslen. Hjernestammens primære funktion er, at opretholde kroppens livsnødvendige funktioner som eks. vores åndedræt. I hjernestammen sidder det retikulære aktiveringssystem, som regulerer nervesystemets vågenhedstilstand. Det er her de første sanseimpulser sorterers (relevant/ irelevant). Vi handler refleksivt ud fra disse. Det er her, de første affekter reguleres enten af os selv, eller ved hjælp af en voksen, som hjælper til at omgås med overvældende indtryk. Det retikulære aktiveringssystem hæmmer eller aktiverer arousal tilstanden, som er ansvarlig for hjernens aktivitet i forhold til at regulere sanseindtryk. Systemet tillader eks. første indtryk af en ny børnehave. Indtrykkene sorteres. 17

18 De væsentlige informationer ledes videre og organiseres til en helhed. Hjernestammens strukturer er modtageren for de første impulser, og er dermed en vigtig regulator for motoriske, sansemæssige og følelsesmæssige tilstande (ibid. s ). Hjernestammen er gennemtrukket af kranienerver, som bl.a er ansvarlig for, følelsesmæssig afstemning og kommunikation ved hjælp af vores mimik og gestik. Det er kranienerverne, der forbinder krop og hjerne og som gør det muligt, at følelser sanses i kroppen, og at sorg og smerte fx kan skære i hjertet (ibid. s.109). Det er fx her vi snakker om, at vi har sommerfugle i maven når vi ser personen, vi er forelset i. Her får det autonome nervesystem betydning, da dette system gør det muligt, at vi sanser. Såvel ydre og indre sanseindtryk udløser følelser af behag eller ubehag. Disse impulser får senere betydning for kognitive processer. Hvis barnet fx oplever, at det er dejligt, at ligge ved mors varme bryst, som dufter så godt af mælk, og at fornemmelsen af at være mæt føles behageligt, vil barnet opsøge samme situation næste gang det har behov for det. Det er igennem det autonome nervesystem vi gør os sansemæssige erfaringer, som er med til at vi udvikler instinkter og drifter. Dette system blev også kaldt for de 4 f er: fighting, feeling, feeding and fucking (ibid. s.109). I det autonome nervesystem sidder det sympatiske og det parasympatiske nervesystem. Det sympatiske system er ansvarlig for, at sætte kroppen i alarmberedskab under visse omstændigheder fx angst. Arousal forøges. Det parasympatiske nervesystem er modsætningen til dette og kaldes for menneskets beroligelsessystem, som fremkaldes i afslappende situationer eks. når vi føler os trygge (ibid. s ). Lillehjernen er meget væsentligt, da stimulering af denne har betydning for barnets indre balance. Via forsøg med abeunger fandt man ud af, at hvis lillehjernen stimuleres tilstækkeligt, er det med til at aggressiviteten mindskes, og søgen efter social kontakt øges. Disse forsøg har påvirket arbejdet med børn, der blev svigtet i deres behov for tilknytning. Man begyndte at stimulere lillehjernen ved at gynge, rokke, dreje og svinge børnene. Det viste sig at påvirke motoriske og kognitive evner og emotionelle tilstande i positiv retning (ibid. s ). 18

19 5.2 Den motoriske og følelsesfulde hjerne Mellemhjernen og det limbiske system: I mellemhjernen og i det limbiske system bearbejdes stimuleringen yderligere. Mellemhjernen koordinerer og bearbejder impulserne fra hjernestammen. Dette er en ubevidst process, som regulerer vores emotioner og bevægelser. Det er her disse automatiseres (sanseintegration). Det limbiske system varetager følelser, som vi husker fra tidliger interaktioner med vores omverden og tilpasser vores adfærd efter dette. I denne struktur tolker vi signaler fra omverdenen og forinderliggør dem via sansning. Systemet gør os i stand til, at holde os væk fra ubehagelige situationer. Dette kan betegnes som et filtreringssystem, som regulerer indre og ydre følelsesmæssige tilstande. Fx: Det var dejligt at blive vugget. Jeg er motiveret og villig til at opsøge denne følelsesmæssige tilstand en gang til. Jeg bliver afvist og får ikke respons på mine behov og følelser! Det føles ubehageligt jeg lader være. Fordi det limbiske system primært styrer følelser, kaldes det også for den emotionelle hjerne (Hart, 2009, s.63-66). I det limbistiske system er der en lille hjernestruktur, der hedder amygdala. Denne scanner sanseindtrykkene og gør klar til handling i truede situationer med kamp/ flugt reaktion. Det er også i denne struktur oplevelser af stimuli positiv såsom negativ bliver generaliseret. Det vil sige, at amygdala har en hukommelsesfunktion som forbinder stimuli med straf- og belønningssystemer (ibid. s.67-68). Det limbiske system kontrollerer følelser, som stimulerer den adfærd, der er nødvendig for selvbeskyttelse og artens overlevelse... (Hart, 2006, s.125). 5.3 Den tænkende hjerne: I frontallapperne ligger præfrontal cortex. Her reflekterer vi over os selv, er i stand til at udsætte egne behov og kan relatere andres erfaringer til egne holdninger. Her samles informationerne fra ovenstående strukturer. I cortex reflekterer vi over egne handlinger og evner at aflæse andres følelser (empati). Her husker vi datid og integrerer disse erfaringer i vores fremtid. 19

20 I Præfrontal cortex samles og integreres også de stimuli, vi får af vores sanser. Man kan sige, at den tænkende hjerne er den der bearbejder, koordinerer og repræsenterer alle informationer fra den følende og den sansende hjerne. Dette giver os mulighed for et komplekst følelsesliv (Hart, 2009, s.73 80). 6.0 Affektregulering: Behovet for affektregulering hos spædbarnet kan opfattes som helt grundlæggende og fundamentalt. Det kan opfattes som det livsnødvendige kontaktbehov behov for interaktion og som selve behovet for tilknytning. Forsøget på at regulere affekt at minimere ubehagelige følelser og maksimere behagelige er drivkraften i menneskelig motivation (Schore, 2006, s.15). Dette citat stammer fra den amerikanske psykiater Allan N. Schore, som arbejder med bioadfærdsmæssig forskning i Los Angeles. Ud fra forskningsmæssige erfaringer, var han den første, der koblede neurologien til udviklings og tilknytningsteorien (Hart & Schwartz, 2008, s.167). Schore blev indspireret af Bowlbys tilknytningsteori og ser barnets udvikling, som et resultat af interaktionen mellem miljø og arvemasse. Han underbygger, at det tidlige samspil, og den emotionale afstemning, er essentiel for dannelsen af nervesystemet. Schore siger, at det gælder om at tilfredsstille barnets behov. Her betegner han reguleringen af følelser og fysisk nærhed i en social kontekst som et middel for behovstilfredsstillelse. Dette for at skabe positive og behagelige erfaringer, som dermed driver lysten til at få flere positive oplevelser i samspillet og dermed næring for hjernen (Ibid. s.168). Sanseimpulser øger hjernestrukturens udvikling. Disse påvirkninger er betydningsfulde, for at barnet kan danne sig et billede af sig selv i samspillet med andre. Dannelsen af mentale strukturer er essentiel for relationsdannelsen på sigt. D.v.s. at de tidlige interaktioner sætter præg på barnets neurale strukturer. Schore siger, at disse er under hastig vækst (ibid. s ). Ved fødslen har hjernen en vægt på ca. 400g. Ved 1 års alderen, vejer hjernen omkring 1kg. Denne hastige vækst fortsætter indtil barnet er 2 år gammel (ibid. s ). 20

21 Omsorgspersonens beredskab til at reagere på barnets emotioner i kommunikationen, er grundlaget for, at barnet kan danne sig et billede af egne følelsesmæssige tilstande. Disse erfaringer gør barnet senere i stand til at kunne regulere egne affekter. At kunne regulere egne emotionelle psykiske tilstande, er afgørende i en social kontekst, især i vores samfund, hvor der forventes forskelligt adfærd, alt efter i hvilken arena vi begår os i. Fx i en leg. Her er det pædagogens opgave, at understøtte børnene i at regulere overvældende følelser, idet hun sætter ord på følelserne. Per kommer forbi sandkassen og tager den ene skovl fra Bo. Bo protesterer højt! Græder og skriger. Per bliver også sur mens han holder fast i skovlen. Per ville bare være med til at bygge et sandslot. Idet pædagogen italesætter følelserne, skaber hun klarhed for børnene og disse får en forståelse for hinandens følelser. Han blev helt ked af det. Dette forebygger frustrationer og giver barnet feedback på dets adfærd (ibid. s ). 7.0 Pædagogens rolle: Ovenstående giver et indblik i hvilken betydning og hvilket ansvar pædagogen har til dagligt, i et samfund, hvor barnet dobbeltsocialiseres. Det er ikke kun evnen til at kunne leve op til lovenes krav som eks. de pædagogiske læreplaner, det der efter min mening kræver komplekse kompetencer er det mellemmenneskelige. Det at kunne rumme børnenes behov og høre og se, hvilken form for omsorg og udfordring de har brug for, for at disse kan opleve succses og mestring og dermed motivation til at afprøve nye kompetencer og færdigheder i en kompleks og krævende verden (Gjesing, 1995, s.15-16). Den professionelle er den der rammesætter læringsrummets muligheder samt begrænsninger. Det er pædagogen, der skal reflektere og observere de daglige samspil, lege, interesser m.m. og derudfra skabe tilpassede rammebetingelser. En pædagog, der er opmærksom på barnets signaler og reagerer på disse, er en sikker base, hvor barnet føler sig tryg og får mulighed for at gå ud og opleve mestring i en social kontekst i daginstitutionen. Pædagogen sætter rammen for udviklingens og læringens omfang, og er den der skaber et miljø, der inviterer til leg, bevægelse, deltagelse og mulighed for inklusion i fællesskabet (Ayres, 2007, s.29). 21

22 Oftest formår børn at gøre de ting, de har behov for og søger de udfordringer, der udvikler deres færdigheder. Fx at snurre rundt og rundt. Børn snurrer rundt, fordi det føles sjovt at blive svimmel og desuden stimulerer de deres vestibulær sans, som giver dem en fornemmelse af og orientering i forhold til tyngdekraften. Dette gør, at børnene lærer at cykle, kan sidde på en stol, læse og skrive osv. Dette kræver, at pædagogen har en faglig viden om børns udvikling (fx sanseintegration), som øger forståelsen af børns behov og dermed også at kunne stille ressourcer til rådighed, for at tilfredsstille disse i praksis. På baggrund af dette kan den professionelle skabe de fysiske rammer der skal til, for at tage hensyn til lovene, børnenes behov og psykisk sundhed (Ellneby, 1994, s.5-11). Det er essentielt, at pædagogen er opmærksom på, at danne en tillidsfuld relation til barnet (sikke base), for at det trives og tør at gå ud i verden og gøre sig erfaringer sammen med de andre børn. Det er udfra dette fundament, at barnet har mulighed for, at lave sig de sansemæssige erfaringer det har behov for, og hvor dets neurale strukturer modnes. I forhold til dette er det vigtigt, at pædagogen er opmærksom på, at skabe avancerede udfordringer, for at sanseimpulserne kontinuerlig passerer nye nervebaner, som så ved fortsat aktivering danner nye nerveforbindelser til hinanden. Dette skaber kompleksitet i barnets neurale strukturer og dermed udvikling (Hart, 2006, s ). Forøgelsen i antallet og kompleksiteten af kredsløbsforbindelser produceres ved en vedvarende stimulering i et varieret miljø, hvilket formentlig er den biologiske base, som al senere adfærdsmæssig, emotionel, motorisk og kognitiv udvikling afhænger af (ibid. s.30). Det vil sige jo mere udfordrene aktiviteter pædagogen tilrettelægger, hvor der tages udgangspunkt i barnets behov, jo mere kommunikerer hjernestrukturerne med hinanden. Dermed forøges de neurale kredsløb dvs. indlæringen (ibid. s.54). Man kan sige, at pædagogen skal være en tillidsfuld og tilgængelig voksen (sikker base), der kan anvende sin faglige viden i praksis og have hjertet med det rigtige sted. Barnet udvikler sig med udgangspunkt i de redskaber og rammebetingelser pædagogen tilbyder det. Derved får barnet sansemæssige oplevelser, som ved hjælp af et tilpasset niveaue motiverer til at prøve igen, for at opnå en tilfredstillet fornemmelse af behag. Dette nærer nervesystemet/ hjernen til at udvikle stadig fere forbindelser til et komplekst system. 22

23 Pædagogen kan beskrives som barnets trygge vejleder, der udfordrer, udvikler og øger barnets opmærksom på verdens muligheder og forventninger. De teorier jeg har anvendt i min opgave skal ikke ses som det eneste ene, hvor alle udfordringer i det pædagogiske arbejde kan tolkes som en neural fejludvikling i barnets tidligste barndom. Hvis vi fastholder teorierne som endegyldig, kan dette medføre, at vi forkuserer på begrænsninger frem for ressourcer. Dog ser jeg denne empiriske viden, som en fundamental viden for det pædagogiske arbejde, i forhold til at arbejde forebyggende og øge forståelsesrammen for de signaler, som ikke umiddelbart er synlige. Fx sanseintegration og barnets indre følelsestilstand. Udfra dette syn vil jeg betragte institutionens nærværende pædagoger, der kan rumme børnenes forskellighed idet vi hører og ser disse, for at kunne handle hensigtsmæssige og tage signalerne alvorlig, for uundværligt i et samfund, hvor børnene tilbringer det meste af deres dagligdag udenfor hjemmet. Barnet begår sig til dagligt i forskellige arenaer med forskellige normer og regler. Det er pædagogens opgave, at hjælpe barnet med, at regulere/ tilpasse sine affekter blandt børn og voksne imellem. Dette for at skabe forståelse og trivsel i en social kontekst. Pædagogens rolle til dagligt spænder bredt fra krav om lov, til et samfundsmæssigt perspektiv, hvor vi har til opgave, at skabe rammer for: Udvikling, opdragelse, dannelse, læring og i det hele taget, at ruste børnene til at mestre livet. Den professionelle skal tage udgangspunkt i børns behov og interesser med hensyn til lovmæssige krav. Udfra dette, skal vi skabe rum for at barnet udvikler sig hensigtsmæssigt. Fundamentet for arbejdet med mennesker er den fortrolige relation mellem mennesker. Udarbejdelsen af dette projekt, har øget min bevidsthed om hvor kompleks og vigtig betydningsfulde omsorgspersoner er, for at barnet har mulighed for at udvikle sig i positiv retning. 23

24 8.0 Analyse: Vores beredskab emotionel at knytte os til et andet betydningsfuldt individ, etableres i interaktionen på baggrund af gensidig følelsemæssig kommunikativ regulering. Disse samspil organiseres via gentagelser i vores mentale strukturer, som danner grundlaget for dannelsen af vores personlighed (Hart, 2008, s.101). Vores genetiske potentiale udvikles i det omfang, hvorvidt vores omgivende miljø tillader det, og viser et beredskab til at udnytte dette. Disse bestemmer hvilke neurale netværk der dannes og styrkes. Det vil sige, at det sociale miljø barnet fødes ind i, har en afgørende indflydelse på barnets adfærd livet igennem. (Hart, 2006, s.16). Genesen giver os evnen til at føle og opføre os på bestemte måder, og indlæringen af vores kultur tillader os effektivt at udnytte evnen og navigere i en kompleks verden. Disse tendenser er sammenblandet i motorik, sansning, affekt, motivation, emotion, tænkning, adfærd osv. alt det, vi betegner som personlighed (Ibid. s.18). Hvis moren eks. altid giver barnet den omsorg og opfylder de behov barnet har brug for, er dette grundlaget for, at barnet danner et sikkert tilknytningsmønster. Når moren reagerer på barnets tilknytningsadfærd med trøst, kærlighed og berøring, aktiverer dette barnets beroligelsessystem (parasympetisk nervesystem) så barnet kan falde til ro og føle sig godt tilpas, hørt og set i samspillet. Dette er væsentligt, for at barnet får mulighed for at bevare balancen i kroppen (Ibid. s.111). Disse emotionelle samspil får betydning for barnets indre arbejdsmodel, som senere også gør sig gældende i daginstitutionen. Når barnet har erfaret positive interaktioner med de primære omsorgspersoner, er dette et godt udgangspunkt for, at barnet tør indgå i nye fortrolige relationer. Dette danner et godt grundlag for barnets udvikling og trivsel i daginstitutionen, da pædagogen i en tillidsfuld relation nemmere kan forstå og indgå på dets behov (Hart & Schwartz, 2008, s.72-76). Lisa og Mia leger mor, far og børn i dukkekrogen. Pia kommer i børnehaven, løber til pædagogen og fortæller, at hun har fået en kat. Lidt efter kommer Pia grædende hen til pædagogen og siger at hun ikke må være med i legen i dukkekrogen. Pædagogen trøster Pia, tager hende i hånden og går hen til de to piger, for at danne sig et billede af situationen. 24

25 Mia og Lisa siger, at der ikke kan være flere med i legen fordi, der er en mor, en far og to børn (dukker). Pædagogen husker samtalen med Pia om morgenen. Hun finder et kattekostym og sminker hende. Pia går strålende ind til de to piger og siger: miau. De to piger griner og finder en snor til katten. I denne situation bliver det tydeligt, at Pædagogen danner en sikker base for Pia, og på baggrund af Pias tillid, kan hun indgå på hendes behov og skabe mulighed for leg. De erfaringer vi har lavet i vores tidlige barndom i en betydningsfuld relation er med til at bestemme, hvordan vi planlægger fremtidige hændelser og tilpasser adfærd i forhold til vores indre repræsentationer (ibid. s.79). Hvis barnet fx ikke har fået tilstrækkelig nok sanseimpulser i forhold til dets behov, modnes det retikulære akriveringssystem ikke tilstrækkeligt. Dette er ansvarlig for regulering af arousalfunktionerne (sortering af stimuli relevant/ irelevant), som regulerer motorik, sansning og emotionelle tilstande. Mangel på dette kan føre til, at barnet har svært ved at kontrollere følelser på grund af sensorisk overbelastning. Dette kan være så overvældende for barnet, at det ikke kan klare situationen og reagerer fysisk voldsomt eller trækker sig tilbage, for at undgå flere stimuli (Hart,2006, s ). På grund af uhensigtsmæssig afdærd, kan barnet have svært ved at indgå i lege. Eksklusion. Den professionelle skal være opmærksom på barnets affekter og hjælpe barnet med at regulere og italesætte disse, for at barnet får feedback på dets handlinger. Dette fylder med tiden barnets rygsæk med redskaber, til at handle hensigtsmæssigt eller mere bevidst i andre situationer. Desuden kan pædagogen ud fra børnenes lege og interesser være med til at skabe udfordringer for at børnenes sanser stimuleres og affekter reguleres. Paas på der kommer en bølge! Hurtig op på træet. Oh nej der er ikke nok plads til bo i vores træ! (han græder) Kom så vi svømmer hurtig over til det store træ Vores følelser ånder gennem vores kropssansninger, og uden evnen til fx at fornemme klumpen i halsen, stenen, der falder fra hjertet osv. vil vi ikke kunne mærke vores følelser og gøre os overvejelser om dem. Når de fornemmes og kan sprogliggøres eksplicit, kan de reflekteres kognitiv, og dermed sker der såvel neurologisk som en psykisk integration (Hart, 2009, s.238). Pædagogen skal skabe de rammebetingelser, der skal til, for at barnets sanser stimuleres, reguleringssystemet trænes og hjernestrukturerne modnes. Pædagogisk massage eller at gynge barnet i en hængekøje kunne være en metode, til at stimulere barnets nervesystem via sansnig. 25