Prædiken til Trinitatis søndag 08 18/ Slotskirken kl. 10 Ida Secher

Transkript

1 Prædiken til Trinitatis søndag 08 18/ Slotskirken kl. 10 Ida Secher Ida Secher I den treenige, den trefoldige, Gud, i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, amen. Vi har nu for anden gang i dag hørt de allersidste ord fra Matthæusevangeliet, de ord, som vi kalder Missionsbefalingen. Befalingen til disciplene om at gøre alle folkeslag til disciple ved at døbe og lære dem. Det at missionere er i dag et noget tvetydigt begreb, ikke ubetinget positivt. Når ordet bruges i daglig tale har det ofte en bismag af irriterende, forudsigelig agitation det lugter lidt af ensporet fanatisme. Om folk, der brænder for lige meget hvilket budskabs velsignelse, som andre også skal overbevises om, siger vi ofte lidt ironisk og nedladende, ja, ja, de missionerer nok for deres sag. Der hænger sådan lidt latterlighed ved begrebet mission, sådan som vi alle kan se det på nethinden med en kær karikatur-kliché: missionæren med tropehat i den store sorte gryde med buldrende ild

2 under og en sort vild med knogle i næsen, bastskørt og spyd i hånd. Ikke desto mindre forbliver KRISTEN mission en af kirkens, en af alle døbtes, væsentlige opgaver: at gå ud i verden for at gøre alle folkeslag til disciple, til elever af Jesus, ved at døbe og lære. Eller for at vende den om, så er ENHVER kristen dåb en følge af kristen mission. Den første store, ja måske den for alle tider største kristne missionær, var Paulus. Men selvom han, næst efter Jesus, er den suverænt bedst beskrevne historiske skikkelse fra Bibelen, er der forbløffende få danskere, der husker, at de nogensinde har hørt om ham. Vi læser ellers ofte fra hans breve, de breve, hvorfra vi kender hans liv, færden og ikke mindst tankegang. Men de oplæste (ikke opblæste!) løsrevne bidder, som ganske vist vidner om en højtbegavet teolog, en der utroligt kompetent forstår at sætte sin tro i ord, er i dag for svære sådan at fordøje på minutten. Paulus fik et på mange måder spændende liv, et moderne og globaliseret liv et par tusind år før de fleste af os andre. Han var jøde, men med romersk statsborgerskab, født på sydkysten af det, som i dag er Tyrkiet. Han talte, læste og skrev græsk, den tids internationale sprog. 2

3 Og han færdedes via og benyttede sig ikke mindst af den tids (tak til romerne!) udmærkede infrastruktur og informations- og kommunikationsveje, som gjorde det muligt for ham at rejse til og holde forbindelse med mange byer i mange meget forskellige områder omkring det halve Middelhav. Hans karriere, hvis man kan sige det sådan, begyndte han som nidkær kristen-forfølger i årene efter Jesu død. Men efter en oplevelse, et syn, på vejen til Damaskus, vendte han rundt som på en tallerken og blev en ligeså nidkær, flittig og brændende fortaler, en missionær, for den nye kristne tro, som var kommet til ham. Og nogle af de breve, som han skrev til de kristne menigheder, som han grundlagde, har vi bevaret i vores Nye Testamente. I dag hørte vi fra alteret en bid fra hans epistel, dvs. brev, til menigheden i Efesos, en by på vestkysten af det nuværende Tyrkiet. Her, på få linjer, sammenfatter han den kristne lære OG bekræfter medlemmerne af menigheden i Efesos i deres nye identitet som Guds børn, som dem, der i og ved Kristus hører Gud til. Paulus taler uden forbehold til menigheden som medkristne, som med-disciple af Jesus, men han fortsætter i brevet med at lære dem, at bekræfte dem, med at tugte og trøste. Hans egen selvforståelse er tydeligvis, at han, Paulus, som grundlægger af menigheden har et 3

4 særligt ansvar og en særlig autoritet i forhold til disse, hans nye brødre og søstre.( Paulus er nu blevet en hyrde, en pastor.) Paulus er på flere måder aldeles banebrydende i den kristne historie. I missionshistorien er han den første, der fatter det globale i Jesu anliggende og forkyndelse at både anliggende og forkyndelse gælder alle mennesker. Som den første drager han ud også til hedninger, dvs. ikke-jøder, - selvom missionsbefalingen, som vi har hørt den, på det tidspunkt slet ikke er nedfældet i noget evangelium endnu. Han lever dermed den dobbeltrolle ud, som egentlig er alle kristnes: at være disciple og missionærer. Siden Paulus er mange missionærer vandret ud i verden. Også til norden kom de, hvor vi først lunkent, siden med lidt større entusiasme tog imod de mennesker, som ville fortælle om det enestående bånd, som i Mellemøsten var knyttet mellem Gud og mennesker et kærlighedsbånd, som i begyndelsen var os helt fremmed. Men vi tog det hen ad vejen til os og bidrog selv ved at sende nye missionærer ud til alle verdens hjørner. Kendetegnende for mange missionærer var og er, en villighed til at sætte eget liv på spil, til at leve som de 4

5 mennesker, de bor iblandt, og i et eller andet omfang også at acceptere og anerkende en kultur, som er meget anderledes end den, de kommer fra. Frygtløshed og tolerance er altså blandt varemærkerne. Og så har kristne missionærer også i høj grad levet deres tro og lære ud, taget den diakonale side af kristendommen på sig og stået for skoler og hospitaler, for undervisning, pleje og omsorg. Men også for os andre, som ikke kommer så vidt omkring i verden, indebærer en identitet som kristen både frygtløshed, tolerance og respekt i forhold til det fremmede sammenholdt med en klar markering af det kristne Guds- og menneskesyn. Også vi er i det daglige ansvarlige for vores næste, for enhver, hvis liv vi har indflydelse på. Det er derfor - også i en kristen tankegang enten volapyk eller undertrykkende at tale om at forvise religion fra det offentlige rum. Selv det lille kors, som jeg som mange andre - altid bærer synligt, er i al stilfærdighed både et udtryk for min egen identitet som kristen og i samme stilfærdighed også en forkyndelse af den kristendom, som bæres ud i verden. Den religiøse side, af et menneske synlig eller ej kan ikke ud-destilleres, men bringes med ud i det samfund og blandt de mennesker, man nu engang lever iblandt. 5

6 6 Da disciplene så Jesus i Galilæa efter opstandelsen, tilbad de ham, men nogle tvivlende Tro og tvivl, tilbedelse og tvivl følges ad, også hos os disciple, som for de første disciple. Men Jesus kommer alligevel også os i møde, som han kom dem i møde, med sine forjættende ord: se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Jesus tager her Faderens ord i sin mund; som den, der har magt over himmel og jord og tid og historie, afgiver han det løfte, som gør det muligt at leve i Guds Ånd: at vi som Jesu brødre og søstre har barnekår i Guds rige, forløst og tilgivet i kraft af det møde mellem himmel og jord, det møde mellem Gud og menneske, som Jesus var. Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Det er løftet, som blev afgivet ved jeres dåb i den treenige Guds navn, i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn: Gud er med jer! Amen.