MELLEM ØST INFORMATION

Transkript

1 ISSN Nr. 7/8 8. årgang Indhold Statistik i Mellemøsten (1) Statistik i Mellemøsten (1) 1 Af Martin Hvidt Fundamentalisme og politik 4 Af Lars Erslev Andersen BCCI og bankvæsenets mirakel 7 Af Søren Mørch Jordan og fredsprocessen 10 Af Torben Rugberg Rasmussen PLO og fredsprocessen 13 Af Peter Seeberg Utålmodighed i Algeriet 17 Af Pernille Bramming Arabisk på 9 uger - The american way 19 Af Helle Lykke Nielsen Anvendt Mellemøstforskning 23 Af Thomas Møller Kristensen Romanen som bastardkultur 26 Af Lars Erslev Andersen Redaktionelt Redaktion: Lars Erslev Andersen (ansvarshavende), Martin Hvidt, Thomas Møller Kristensen, Søren Mørch, Helle Lykke Nielsen og Torben Rugberg Rasmussen. Redaktionen afsluttet 30.august Udsendt til abonnenterne 2. september Næste nummer udsendes 1. oktober Årsabonnement kr. 915 inkl. to bogudgivelser. Løssalg kr. 60. Mellemøst-information, Odense Universitet, Campusvej 55, 5230 Odense M, tlf , lokal Citater tilladt med kildeangivelse. Gengivelse af hele artikler kræver aftale med Mellemøst-Information. Af Martin Hvidt Man siger der findes tre slags løgne; løgn, forbandet løgn og statistik! Og det er ikke helt forkert, når vi taler om den mellemøstlige statistik. Generelt lider statistikkerne under to sæt af problemer. For det første så har landene ikke et administrativt apparat, der rent fysisk gør det muligt for dem at indsamle de oplysninger, der skal til for at lave ordentlige statistikker og for det andet, fordi tallene ofte bevidst manipuleres. Den mellemøstlige statistik er i dag meget bedre, end den var for et årti siden og vil fortløbende blive bedre. Det er selvfølgelig en ringe trøst, når man som handelsmand, journalist, underviser eller forsker har behov for klar besked her og nu. Svaret er ikke at undgå statistikkerne, men derimod at lære sig kunsten at gennemskue de problemer og begrænsninger talmaterialet rummer. Det er hvad denne og en efterfølgende artikel om statistik i Mellemøsten drejer sig om. Statistik er en betegnelse for talmæssige iagttagelser af alle samfundslivets områder - altså informationer om samfundet givet i form af tal. De kan opdeles i en række delstatistikker, hvor de vigtigste er: Befolkning, sociale forhold, arbejdsmarked, erhvervsstatistik (herunder olie), udenrigshandel, penge-og kapitalmarked, national regnskab. Statistikkens udviklingsbetingede vilkår At kunne lave god statistik er ikke en medfødt egenskab, men en bevidst satsning. Når vi i Danmark kan slå oplysninger op om indtægter, boligforhold, antal trafikofre, så er det ikke fordi, at nogle mennesker har fundet det morsomt at samle disse oplysninger, men

2 2 fordi oplysninger af den art er nødvendige - ja, selve krumtappen - i den planlægning og regulering af det danske samfund, som har sikret os en plads blandt verdens rigeste lande. At planlægge kræver informationer. Disse indhentes hos borgerne, samles og formes til planer, som bliver forelagt politikkerne til godkendelse for senere at blive ført ud i livet. Til det formål har vi et system med ministerier i toppen, dernæst amter og i bunden kommunerne. Informationer går op og love ned. Og systemet virker. Der er ikke mange, som formår at slippe udenom, når f.eks renteafgift, kartoffelkur og ændringer i momsen iværksættes. Omvendt er det i de fleste mellemøstlige samfund. Begreber som grå økonomi, bazarøkonomi eller rentíer økonomi beskriver typer af økonomier, som kun dårligt lader sig kontrollere. Det er økonomier, hvor pengestrømmene i al væsentlighed er usynlige fra statens side. Hver gang en landbrugsafgrøde byttes for andre varer, en kone køber krydderier i suqen, en turist betaler kontant på en restaurant eller en fremmedarbejder sender penge hjem til sin familie, så bliver det ikke registreret og kan ikke senere kontrolleres. Pointen er, at staten ikke kan føre andet, end en meget overordnet kontrol med den økonomiske aktivitet i samfundet. Og når de ikke kan det, så kan de heller ikke lave statistikker, der giver et fuldstændigt billede af landets økonomi. Men, hvor store er så forskellene mellem de officielle statistikker og virkligheden? Ja, det kan man jo af gode grunde ikke opgøre. De kan være store. Feks. kan man prøve at slå tallet for privat opsparing op for Tyrkiet. Efter 3 militærkup over de sidste 20 år er folk forsigtige med at bruge bankerne til opsparing. Man kan jo aldrig vide! Familieformuer og medgifte sættes følgeligt i guld for at sikre den mod tab. Sammenlagt mener man, at ca. 40 mia. $ (= landets udenlandsgæld) ligger hengemt på denne måde under hovedpuderne eller i udenlandske bankbokse. Eksemplet påpeger, at den nationaløkonomiske statistik kun udtrykker den officielle eller synlige del af et lands økonomiske aktivitet - og den kan være meget forskellig fra virkeligheden. Anderledes er det ikke med andre typer statistik, feks. dem, der omfatter befolkningsstørrelser, sociale - eller indtægtsforhold eller etniske spørgsmål. I næsten alle arabiske lande bygger forholdet mellem stat og borger på mistillid. Borgerne kender kun staten for det negative; skatteindkrævning, tvangsarbejde, udskrivning til hæren osv. Følgeligt udtrykker den slags statistikker i højere grad, hvad borgerne har troet at tallene skulle bruges til end, hvad der egentligt har været spurgt om. Lægges dertil problemer med at optælle normadiserende folk og tabuerne omkring hustruer og døtre i muslimske samfund, så må statistikkernes mangelfuldhed så klart. Der er altså store unøjagtigheder i statistikkerne. Det er ikke så mærkeligt. Selv de rigeste golfstater er på et udviklingstrin, der svarer til Danmark for år siden. Og dengang hverken kunne vi eller havde vi interesse i at lave god statistik. Statistikkens politiske vilkår Men statistikkernes unøjagtighed skyldes ikke blot en manglende evne til at indsamle og bearbejde et talmateriale. De udsættes i vid udstrækning for bevidst manipulation. Nationalstatistikken anvendes ofte som et politisk manifest, de arabiske ledere bruger til at tegne et billede af landet udaftil. Den mest åbenlyse manipulation af det statistiske materiale sker i befolkningsstatistikken. Feks. i Iran. Shahen publicerede befolkningstal, der viste, at Iran var komme langt med sin modernisering. At landet havde gennemløbet den såkaldte demografiske transition fra en situation med høj fødselshyppighed og høj dødelighed til én med lave værdier for begge. Sidstnævnte karakteriserer udviklede og industrialiserede samfund. Efter revloutionen havde det nye styre brug for at sende andre signaler. En høj vækstrate i befolkningenstallet gav omverdenen - og det ville i første omgang sige Irak - et budskab om, at den iranske befolkning trivedes godt på trods af revolution og krig. Mullaernes opfordring til de unge om at gifte sig tidligt og få mange børn skal ses i dette lys. I 1989 gættede man fra internationalt hold på, at befolkningsstatistikken var overdrevet med 1-2 mill. Men også uden krig og revolution manipuleres befolkningsstatistikkerne. Feks. i Saudi Arabien. Det hedder sig, at Saudi Arabiens befolkningstal fås ved at lægge en mill. til Yemens. Og det er ikke så mærkeligt. Saudi Arabien har det væsentlige sikkerhedspolitiske problem, at det har en relativt lille befolkning på et overordentligt stort areal, under hvilket 25% af ver-

3 3 dens olieressourcer ligger gemt. Det kunne friste det befolkningsrige og relativt fattige naboland til krigeriske handlinger. Saudi Arabien har således altid angivet sine befolkningstal højt - og altså altid højere end det forenede Yemens for at vise, at de var nok til at slå en eventuel fjende tilbage. Hvad befolkningstallet reelt er, er der ingen, der ved. Sidste tælling var i 1974 og den blev kritiseret stærk. I begyndelsen af 1980 erne eksisterede der således en række kvalificerede bud på størrelsen af landets befolkning. Forskellen mellem regeringens egne bud og de laveste var ca. 4 mill. - og det ud af en befolkning, der ikke oversteg10 millioner. Men der er andre grunde til, at specielt befolkningsstatistikken er omgivet med så store usikkerheder - og det er antallet af gæstearbejdere. Det er klart, at ingen ledere ønsker at vidergive det indtryk, at mængden af asiatere, arabere, og i mindre omfang, europæere og amerikanere overstiger den indfødte befolkning. Det kunne give tilflytterne, som for manges vedkommende har været gælstearbejdere i landet i generationer, grimme tanker om at skulle ligestilles med den indfødte befolkning. De Forenede Arabiske Emirater går så vidt som til slet ikke at publicere nogen befolkningsstatistik. Af deres befolkning, som skønnes til at udgøre ca. 1,6 mill., er nemlig kun eller 26% lokale statsborgere. Resten er gæstearbejdere. Dette problem eksisterer i alle golflandene, hvilket er blevet synliggjort i forbindelse med Kuwait krigen (1990/91). Statistikkens politiske mål At specielt befolkningstallene er omgivet med stor usikkerhed er et problem, fordi en lang række af de andre statistikker bygger på befolkningstallet. Det være sig indkomst pr. indbygger, beskæftigelses tal, erhvervsfordeling osv. Men det er ikke blot befolkningsstatistikkerne, der manipuleres, hvilket Tyrkiet kan tjene som eksempel på. I 1980 erne havde Özal- regeringens eksportorienterede udviklingsstrategi skabt nogle bemærkelsesmæssige stigninger i eksporten - i hvert fald som det kunne læses i landets officielle statistikker. Virkeligheden var en anden. Den skattebegunstigelse, som blev eksportørerne til gode, kombineret med statens dårlige kontrolmuligheder gjorde det nemt og særdeles attrattivt at snyde med eksporten, feks. ved at fakturere varerne kunstigt højt, forfalske toldsedler eller via påstået eksport af varepartier, der aldrig forlod landet. Den fiktive eksport blev af uafhængige kilder opgjort til at udgøre mellem 15 og 20% af landets samlede eksport. Pointen er ikke, at det kunne lade sig gøre, men at regeringen kun med megen tøven forsøgte at stramme lovgivningen og kontrollen. For regeringen havde brug for høje eksporttal som dokumentation for, at landets udviklingsstrategi var lykkedes. Ikke mindst over for sin egen befolkning, men i særdeleshed over for IMF, Verdensbanken og hele den internationale finansverden, hvis rundhåndede kreditter landet var og er fuldstændig afhængig af. Men manipulation antager også andre former end en direkte ændring af talmaterialet. De hyppigste former er udeladelser og sproglige bearbejdninger. Overalt i mellemøsten er statistik omgivet med et stort hemmelighedskræmmeri. Alle stater har et centralistisk ophav og der er ingen ambition om, at folket skal vide, hvad Emiren ved. Derfor findes heller ingen dogmer om åbenhed i forvaltningen eller offentlighed omkring statistikken. I alle lande er der således noget statistik som publiceres og noget, som ikke bliver det. Sådan er det. Set fra vores ende af verden er det selvfølgelig interessant, når nationalstatistikken pludselig ikke længere indeholder handelstal eller andre tal, som måske tidligere har været der eller, at opgørelses metoder ændres, så man ikke længere kan sammenligne tallene med tidligere år. Det er en effektiv måde at skjule ubehagligheder på. Mht. sproglig bearbejdning er der utallige historier om vestlige eksperter, der har været ansat i feks. Saudi Arabien til at udarbejde deres 5-års planer. Når deres arbejde var ovre og materialet leveret til den gruppe af saudere, der sammenskriver den, så er det ganske ofte set, at tal er blevet ændret, tabelhoveder rettet osv. så de konklusioner, der kunne drages var anderledes end, hvad materialet viste i første omgang. Som det fremgår af ovenstående, så er der to hovedproblemer i den mellemøstlige statistik. Dels at de fleste lande ikke evner at udarbejde god statistik, hvilket er naturligt for lande på deres udviklingsnivau, og dels, at der bliver manipuleret bevidst med talmaterialet. Begge dele kan være svært at forestille sig, når vi som danskere lever i et af verdens mest gennemorganiserede samfund.

4 4 Dette var første af to artikler om statistik i mellemøsten. Den næste del er mere praktisk orienteret. Den omhandler bla., hvordan man skelner mellem gode og dårlige tal og giver en guide til de mest pålidelige statistiske samlinger. Fundamentalisme og politik Af Lars Erslev Andersen I reportager fra og om Mellemøsten høres oftere og oftere begrebet fundamentalisme og i erklæringer fra forskellige islamiske politiske grupperinger, feks. det Det muslimske Broderskab i Egypten høres kravet om etableringen af en islamisk stat. Men hvad er fundamentalisme og hvad er en islamisk stat? Studerer man Koranen og Hadith får man knapt svar: her står der ikke meget om, hvordan en stat skal udformes endsige ledes. Om begrebet islamisk økonomi findes nogle principper, som feks. at rentetagning og skat er uforenelig med muslimsk tro, men en decideret teori må man lede langt efter. Meget fastlægges entydigt i de hellige skrifter som feks., at en muslim må have 4 koner (af gangen), men ligeså meget efterlades til fortolkningen. At princippet om de 4 koner så langt hen ad vejen kan ses som et princip, der skal sikre såvel politisk som økonomisk stabilitet i en samfundsorganisation, der traditionelt er stammeorganiseret, er fint nok så lang tid samfundet faktisk og reelt er stammeorganiseret, og bestemt gennem biologiske relationer såsom køn og familie. Når kompleksiteten i samfundet stiger bla. fordi det bliver del af en global og dermed vestlig økonomi samt undergår mere eller mindre moderne forandringer, da er den slags principper allerhøjest rettesnore, der siger meget lidt om den praktiske og konkrete organisation af en stats økonomi. Her må de generelle principper alliere sig med en praktisk virkelighed og denne alliance støder let på vanskeligheder, når principperne er arabiske og virkeligheden præget af vestlige organisationsprincipper. På denne baggrund kan det være rimeligt at spørge om, hvad der egentlig menes med begreber som fundamentalisme og islamisk stat. Politik og religion I vesten har vi udviklet et særligt sprog og en særlig sfære, som vi kalder politisk og som er det område, hvor individet søger at løse sine mellemværender med staten. Dette finder sted gennem repræsentation: individet lader sig repræsentere i en eller anden organisation, der er specialiseret til ordne sine mellemværender gennem en indsigt i, hvordan politik skal klares. Når dette kan lade sig gøre skyldes det, at vi har adskilt det politiske fra det religiøse, at det politiske sprog fungerer uden henvisninger til religiøse kilder og skrifter. Sådan er det ikke i de fleste mellemøstlige lande. Her er politik og religion ikke adskilt og det politiske sprog fungerer ikke uden om den religiøse kontekst. Det betyder, at politiske synspunkter for at vinde overbevisning må betjene sig af en retorik, der klart refererer til en religiøs kontekst. Det kan for vestlige iagttagere give anledning til forvirring, idet en tilsyneladende religiøs konflikt meget vel kan vise sig at være en sociologisk, der mere handler om politiske interessekonflikter end om religiøs dogmatik. Feks. er islam i udgangspunktet særdeles tolerant over for jødedommen, hvilket hænger sammen med, at jødedom som islam er en monoteistisk religion. Men på grund af forskellige historiske og sociologiske omstændigheder indtræder der modsætningsforhold mellem muslimer og jøder og denne modsætning formuleres politisk i et religiøst farvet sprog, således at vi i dag umiddelbart identificerer modsætningen som en religionskonflikt. Svaret på, hvordan politik - statsledelse - og islam hænger sammen findes altså ikke som en teori i de

5 5 hellige skrifter. Alligevel er den første store konflikt i den islamiske verden en konflikt om, hvem der skal have magten og hvem der skal være overhovede i den islamiske verden. Nærmere bestemt en konflikt om, hvem der var den retmæssige arvtager (kaldet kalif) til Muhammad efter hans død i 632 e.v.t. Dette førte til en magtkamp mellem to stammer. På den ene side Alis stamme: Ali var fætter til Muhammad og endvidere gift med hans datter Fatima. Som sådan var han den nærmeste slægtning til Muhammad og han og hans stamme, der er efterkommere af Muhammads farbror al-abbas, hvorfor stammen kaldes abbasiderne, påberåbte sig i følge arabisk tradition retten til kalifatet. På den anden side stod en anden indflydelsesrig stamme, umajaderne, og det var den, der i første omgang løb af med sejren. De hævdede, at det måtte være den mest indsigtsfulde og retsskafte person, der var bedst egnet til at lede den islamiske verden: en ledelse, der indbefattede såvel verdslig, militær som religiøs myndighed. Umajaderne var i besiddelse af kalifatet indtil 750, hvor oprør gjorde ende på deres herredømme og blev overtaget af abbasiderne. De sad på kalifatet indtil 1258 og herefter har det mistet sin betydning. Denne strid mellem to stammer om magten førte imidlertid til en splittelse i den islamiske verden, som den dag i dag stadig gør sig gældende: forskellen på sunni- og shiamuslimer. Denne forskel, der omfatter forskellige tolkninger af islam, har også politiske og sociologiske rødder: Under islams voldsomme ekspansion i perioden efter Muhammad erobres områder beboet af mere perifere arabiske stammer og ikkearabiske, feks. persiske, stammer og selv om de konverterede til islam, blev de ikke altid behandlet lige godt af de arabiske magthavere. De blev ikke arabiserede og dermed ikke en fuldgyldig del af det arabiske-islamiske samfund. Shiismens rødder kan bla. spores tilbage til denne politiske og sociale eksklusion og måden politisk at gøre modstand på var at formulere sig i en religiøs teminologi. Imambegrebet Den religiøse forskel på shia- og summislam kan lokaliseres omkring imambegrebet og har med den gamle strid at gøre: For Shia er imamen en direkte efterkommer af Muhammad gennem Ali. Han er islams ufejlbarlige leder og Muhammads eneste retmæssige arvtager. De iranske shiiter kan opregne 12 af den slags imamer, men den 12. forsvandt imidlertid ind i skjultheden i 871. Shiiterne venter på, at han skal vende tilbage fra skjultheden og shia har dermed en slags messiasforestilling: Mahdien, der vender tilbage med den eneste retmæssige tolkning af Koranen. Det var denne forstilling, der blev spillet på i forbindelse med den islamiske revolution i Iran i 1979 og ayatollah Khomeinis magtovertagelse på trods af, at ayatollohen selv var bevidst om det blasfemiske i at benævne sig imam - hvad han da heller ikke selv gjorde. Sunnierne har hverken forestillingen om en imam som en person med særlig privilegeret indsigt i koranen eller en messiasforestilling. For dem er en imam blot den person - uanset herkomst og stand - der leder bønnen i moskeen. Sunnierne har heller ikke som shiiterne en særlig præsteuddannelse: Enhver, der har erhvervet sig indsigt i Koranen kan lede bønnen eller udtale sig om religiøse anliggender. I dagens verden har hver retning faktisk sin eksemplariske stat. Den islamiske Republik Iran er baseret på shia-islam. Den blev dannet i 1979 efter shahens fald. Målsætningen var, at alle forhold skulle styres efter islamiske principper. Imidlertid har alliancen mellem de islamiske forskrifter og den praktiske virkelighed indtil videre budt på uoverstigelige vanskeligheder. Således har man feks. i Iran ikke fundet nogle islamiske principper efter hvilke jordlodderne i landbruget kan fordeles med det resultat, at op til 25% af den bedste landbrugsjord stadig ligger ubenyttet hen. Efter Khomeinis død har man slækket lidt på de islamiske principper og den nye præsident Rafsanjani har indført en mere pragmatisk linie. Sunni-islam er mere udbredt, men mønstereksemplet på den sunni-islamiske stat er Saudi Arabien. På grundlag af alliance i 1744 mellem den religiøse leder al-wahab og den, der skulle sørge for udøvelsen af principperne kong Saud, har Saudi Arabien udviklet sig til et stabilt styre, der baserer sig helt og holdent på sunni-islam. Sunni eller sædvane og skik refererer til Muhammad liv og til det samfund, der udviklede sig umiddelbart efter Muhammads død. Sauderne har trods moderniseringer formået at fastholde en statsstruktur, der i vid udstrækning baserer sig på sunni. Vil man have svaret på, hvad fundamentalisme i islamisk sammenhæng er, så er et studie af såvel den saudiske

6 6 som den iranske stat nok et godt sted at begynde. Imidlertid anvender vi hyppigere betegnelsen fundamentalisme om de bevægelser, der i stigende grad gør deres indflydelse gældende i andre arabiske lande, feks. Det muslimske Broderskab i Egypten. Også i dette tilfælde er det værd at lytte til de politiske toner i den religiøse terminologi: en protest mod urimelige levevilkår, arbejdsløshed og fattigdom, der ses som resultat af den vestlige indflydelse og hvor man så samler sig om den islamiske arv. Men at man politisk kan formulere sig i religiøse termer siger altså ikke noget om, at man omvendt har en islamisk teori, der kan virkeliggøre politikken. Dette er bla. læren af den iranske revolution. BCCI og bankvæsnets mirakel. Af Søren Mørch Den 5. juli gik banktilsynene i 7 lande på et aftalt tidspunkt ind i de forskellige afdelinger af den store internationale bank BCCI og lukkede dem. Hovedaktørerne i aktionen var tilsynene i Luxembourg og London og de reagerede på grundlag af en rapport fra det internationale revisionsfirma Price Waterhouse, som Bank of England i marts 1991 havde anmodet om at undersøge BCCI efter at havde modtaget oplysninger om svindel fra en af bankens tidligere ansatte direktører. Tabene blev anslået til ca. 4 mia. $, men det var kun et skøn. Andre skønnede tabene til 15 mia.$, men selv de beskedne 4 mia.$ placerer BCCI på toppen af listen over verdenshistoriens største fupforetagender. BCCI var grundlagt og for en dels af sit filialnets vedkomende ejet af en pakistaner ved navn Agha Hasan Abedi. Dens største aktionær er Abu Dhabis hersker Sheik Zayed bin Sultan a-nahyan. Det var en del af koncernens forretningskoncept, at den blev drevet på et idealistisk grundlag som en bank for Den tredie Verden, forskellig fra de kapitalistiske og jødisk inficerede pengeinstitutter, der ellers er de dominerene. Islamisk retorik om ikke at låne penge ud til forrentning, men kun til deltagelse i forretninger indgik i dens image. I praksis spillede de fromme lader den rolle, at privilegerede kunder, der i særlig grad nød bankens tillid kunne låne penge uden forrentning og sikkerhed. Det religiøse setup tiltalte mange indvandrere. En stor del af bankens indskud stammede fra farvede småsparere i Storbritanien og Hongkong, men derudover havde den afdelinger i 67 lande først og fremmest i Afrika og Latinamerika, og den ordnede flere afrikanske regeringernes bankforretninger. Lukningen af BCCI blev mange steder i Den tredie Verden opfattet som et overfald gennemført af de jødisk-dominerede vestlige finanskredse mod en muslinsk virksomhed, der for en gangs skyld var ved at få succes. Disse anklager støttede sig i hovedsagen på to forhold: For det første blev det bestridt, at BCCI overhovedet har været insolvent. Det er blevet hævdet, at dens privilegerede kunder og ejere, først og fremmest sheik Zayed, ikke ville lade de mange fromme muslimske småsparere i stikken, men ville dække

7 7 tabene, så banken kunne rekonstrueres, måske ved at blive delt op, således at dens sunde dele kunne videreføres. Heroverfor har de 7 landes banktilsyn som deres opfattelse hævdet, at banken var så gennemkorrupt og svindelagtig, at den ikke kunne fortsætte. Det fører frem til det andet - og solidere - angrebspunkt, nemlig at de forhold, BCCI blev anklaget for af de 7 banktilsyn, i årevis havde været almindelig kendt i finanskredse, uden at det havde givet anledning til indskriden, så hvorfor så nu? Dertil føjedes det mere tvivlsomme argument, at det, BCCI havde lavet, ikke var værre end det, alle andre banker laver. Dertil er at sige, at BCCI, der havde indskud på omkring 20 mia.$, utvivlsomt ville have kunnet fortsat, indtil alle disse penge var tabt, men på den anden side kan ingen heller vide, om det havde været muligt for banken at tjene de penge ind igen, som den havde tabt, hvis den havde fået lov at fortsætte. Der kan ikke være tvivl om, at banktilsynene i al fald siden 1988 har kendt de numre som BCCI foretog, og de har også været berettigede til at skride ind på mistankerne uden af afvente de beviser, som de fik smækket i ansigtet af den tidligere ansatte, og som tilsynene ikke med deres bedste vilje kunne sidde overhørige. Som årsager til, at tilsynene ikke skred ind på et tidligere tidspunkt, har allehånde anliggender været fremført: At BCCI betjente CIA og andre spionorganisationer, at den var ekspert i at vaske narkopenge hvide, og at den som forbryderbank blev beskyttet af stærke kræfter. Disse anklager er muligvis berettigede, men det er nok ikke dem, der har holdt banktilsynene tilbage. Det er langt mere sandsynligt, at deres tøven skyldes, at de ikke har været i stand til at skaffe sig overblik over det eksotiske og indviklede foretagende, som BCCI var. Selv i en almindelig stor og hæderlig bank er det utroligt vanskeligt at overskue samspillet mellem afdelinger, datterselskaber og filialer, og i et foretagende som BCCI med al dets religiøse mumbo-jumbo var det umuligt. Det er talende, at Price Waterhouse, der havde revideret den britiske del af BCCI-regnskaberne og godkendt dem som true and fair, først kunne klarlægge svindelen efter, at en tidligere ansat havde sladret. Det er kun tilsyneladende, at de såkaldte islamiske bankregler er ukendte i vesten. De ligner nemlig til forveksling akkurat det selvssamme stof som utallige banksvindlerier har været lavet af siden John Laws bank brød sammen i I det lys adskiller BCCI sig blot ved sin størrelse fra en triviel række af gammelkendte fiduser, og ideen om et islamisk bankvæsen tager sig nøgternt anskuet ud som endnu et påhit til at lænse penge ud af lommerne på godtroende småsparere. Bankvæsen og kreditformidling kan ikke foregå efter ret mange forskellige principper, og fristelsen til at lave svindel ligger som en trussel for al bankvirksomhed, simpelthen fordi det er så let at få penge ud af det og så vanskeligt at få stoppet numrene i tide. The miracle of banking I gammeldags økonomisk litteratur taler man om et fænomen, der betegnes som the miracle of banking. Med det udtryk beskrev man det forunderlige, men i og for sig ganske simple forhold, at de penge, en bank udlåner - eller i al fald en hel del af dem - vender tilbage til banken igen i form af indskud. Når bankens kunder låner penge for at betale, hvad de skylder, vil de, der modtager deres tilgodehavender, hurtigst muligt sætte pengene ind på deres konti for at få renter af beløbet. Så er banken klar til at låne pengene ud til nye kunder, der igen bruger dem til at betale til nogle, som sætter pengene i banken og så fremdeles. De penge, banken oprindelig rådede over, bliver således lånt ud massevis af gange og sat ind lige så tit. Banken modtager renter af lånene og betaler naturligvis renter af indskuddene og tjener på forskellen mellem udlåns- og indlånsrente (rentemarginalen). I islamisk bankvæsen er man også nødt til at benytte denne mekanisme og den fromme snak mod renter betyder kun, at tingene skal have nye navne - en omstændighed, der giver hurtige folk mulighed for at berige sig under den forvirring, der opstår, når en spade ikke længere kaldes en spade.. Som mirakel betragtet hører bankvæsen til i den verdslige afdeling på linie med kaniner, der kommer op ad høje hatte og damen uden underkrop. På samme måde som med andre af den slags kunster står og falder også bankvæsnet med, om det går til, som det plejer at gå til, og om publikum og de optrædende opfører sig, som de skal, og gør som de plejer at gøre.

8 8 Der er kun en meget tynd margin mellem kunst og plattenslageri, og denne tynde skillevæg består i bankfolkenes hæderlighed og publikums tillid til banken. Hvis der kommer slinger i valsen og flere indskydere end der plejer, møder op på samme tid og vil have deres penge, så går det galt. Miraklet falder til jorden. Pengene selv i den solideste og mest hæderlige bank viser sig så at være af samme art som eventyrenes troldguld, der forsvinder, når solens stråler faldet på det. Bankens image For at iværksætte miraklet må banken sørge for at besværge publikum, så det får tillid til, at den til enhver tid kan betale alle indskyderne alle deres penge igen - hvad den jo altså i virkeligheden aldrig kan. Denne grundlæggende illusion er den arvesynd, som alle banker har i kødet båret, og som al bankpsykologi går ud på at aflede publikums opmærksomhed fra. Det sker ved, at banken i et og alt optræder med værdighed. Dens bygninger skal udstråle soliditet, dens personale anonym pænhed. Tilforladelighed er et nøgleord for alt, hvad der har med bankvæsen at gøre. Det må præge alle, der tjener ved mysteriet. Overholdelse af bedetiderne og fromme muslimske lader kan være lige så gode tillidsskabende foranstaltninger som hvad som helst andet. Det noble anstrøg, de rene negle, den dæmpede og værdige atmosfære i de gedigne og rolige lokaler, alt dette lader sig nogenlunde let præstere. Det er vanskeligere at sikre, at indskyderne kan få deres penge. Selv den solideste og pæneste bank kan ikke have penge liggende til alle indskyderne, og jo større likviditet banken har, jo færre penge tjener den. Det problem kan nogenlunde klares, når man som i Vesten har århundrede lang erfaring for, hvor stor bankens likviditet skal være, for at det i reglen går godt, kombineret med ordninger, der sikrer bankerne lånemuligheder i pressede situationer. Det er meget vanskeligere at gadere sig mod svindel. Grundstrukturen i al banksvindel består i, at bankens ledelse bruger indskydernes penge i stedet for at låne dem ud, og al banklovgivning går i princippet ud på at forhindre, at det sker, eller hvis det allerede er sket, så få det stoppet hurtigst muligt. Umiddelbart skulle man tro, at det måtte være en simpel sag, men da den menneskelige fantasi er uendelig opfindsom, er der tilsyneladende ingen grænser for, hvordan dette enkle tema kan varieres til skade for bankernes indskydere og aktionære. Forvirringen opstår, fordi det nu engang er vanskeligt at skelne mellem et lån og en gave. Når banken låner penge ud, gør den klogt i at sørge for, at der er sikkerhed for, at lånet kan blive betalt tilbage, men hvis den kræver fuldstændig sikkerhed, kommer der ikke nogen forretning i stand, al den stund en kunde, der i streng forstand kan stille fuldstændig sikkerhed, ikke har brug for at låne penge. Det er klart, at sikkerhed er et elastisk begreb, og hvor langt man trækker det, afhænger af uendelig mange omstændigheder. Der skal, som man ved, en stærk karakter til at sælge elastik i metermål, og der findes ingen objektive målestokke, der kan afgøre, om man står over for en rimelig låneforretning eller en urimelig begunstigelse eller måske ligefrem en gave. Det kan derfor ikke lade sig gøre at forhindre banksvindel, men man kan ved hensigtsmæssig lovgivning opstille nogle regler, der besværliggør nogle af de mest indlysende numre. Bortset fra det helt elementære om regelmæssig regnskabsaflæggelse og revision af regnskaberne, så handler banklovgivning altid om det samme. Det, det gælder om, er at gøre det så svært som muligt for banken at pleje sin aktiekurs eller (hvad der er det samme sagt på en anden måde) at opkøbe sine egne aktier for indskydernes penge. En bank, der ejer sine egne aktier, kan, så længe der er reelle værdier tilbage i den, tilsyneladende tjene penge og vise et fint regnskab frem, bortset fra den lille detalje med de egne aktier. Når de sidste penge er brugt til erhvervelse af egne aktier, falder hele foretagenet sammen. Ikke med et brag, for der er intet tilbage, der kan give lyd fra sig, intet til indskyderne, intet til aktionærerne, intet til lønninger, ingenting. Kloakkonti En variation af temaet med de egne aktier er kloakkontoen og skraldespandsselskabet. Som med de egne aktierne går begge dele ud på, at banken køber sine egne underskud for indskydernes og aktionærernes penge feks. ved at oprette en konto til de tabsgivende forretninger og undlade at afskrive de penge, der er

9 9 tabt, eller ved at stifte et selskab, der køber de tvivlsomme forretninger for penge, der er lånt i banken. Begge dele er besværlige at gennemskue for revisionen, fordi det, hvadenten der er tale om kloakkonti eller skraldespandsselskaber, kræver en konkret og sagkyndig vurdering af de værdier, der er overført eller solgt for at finde ud af, hvor meget, der er snot og hvor meget, der er overskæg. Systemet kan let gøres endnu mere uigennemskueligt, hvis banken råder over et stort antal filialer hvorimellem værdierne kan sendes frem og tilbage under forskellige navne. Selv om vi i vesten, Danmark inklusive, med ganske jævne mellemrum oplever banksvindel (Kronebanken, C&G-banken, 5. juli banken osv. osv.), er det alligevel lykkedes at få offentligheden til at glemme, hvor let det er at lave numre med folks penge, når de har afleveret dem i en bank. Det er ikke, som en dansk folketingsmand foreslog under en af fortidens mange debatter om bankvæsnet, ved lov blevet påbudt, at bankbøger på forsiden skal være afmærket med store dødningehoveder og knogler over kors for at advare småsparerne mod den risiko, de løber ved at aflevere deres surt erhvervede opsparing til forrentning i en bank. Det vil endnu i mange år være muligt at narre vældige summer fra naive mennesker i den tredie verden ved at dække sig bag idealistiske tågebanker af muslimsk fromhed og uklare regler for islamisk bankvæsen. Ligegyldig hvilken religiøs konfession man bekender sig til, gør man klogt i at huske på Lenins ord: Tillid er godt. Revision er bedre. JORDAN OG FREDS- PROCESSEN Af Torben Rugberg Rasmussen Jordan var på det forkerte hold i Golfkrigen. Sammen med Sudan, Yemen og Libyen - et højst umage makkerskab for det traditionelt meget pro-vestlige kongedømme - indtog Jordan med sin støtte til Irak og de verbale udfald mod USA og de arabiske Golflande en position uden for den sejrende anti-irakiske lejr. Her befinder landet sig stadig - økonomisk og politisk ude i kulden i forhold til Den arabiske Verden, økonomisk lagt på is af USA, men med udsigt til øget økonomisk støtte fra EF-landene og med den igangværende arabisk-israelske fredsproces som en enestående mulighed for at vende tilbage som aktiv medspiller i den arabiske lejr. Jordan er på vej ud af kulden og af Iraks skygge. Den amerikanske udenrigsminister James Baker sprang af indlysende årsager Amman over på sin første rundrejse i Mellemøsten efter Golfkrigen, men allerede i april mødtes Baker og kong Hussain, og siden har jordanerne slået deres position fast som medaktør i det diplomatiske spil. Uden Jordan ingen forhandlinger, endsige en forhandslingsløsning. Formelt er Jordan stadig i krig med Israel og Vestbredden stadig en del af det hashemitiske kongerige, og både med hensyn til Jerusalems status og palæstinensernes repræsentation, begge åbenbare minefelter i konflikten, går vejen omkring kongepaladset i Amman. Hertil kommer yderligere, at PLO i hvert fald midlertidigt har tabt afgørende politisk indflydelse både i Den arabiske Verden og i forhold til Vesten. Også her er kong Hussain - i konkurrence eller parløb med syrerne - mere end rede til at tage over. Man kan således se frem til en fælles jordansk-palæstinensisk forhandslingsdelegation ved de indledende fredforhandlinger, som USA og Sovjetunionen har indkaldt til i oktober. Palæstinensernes repræsentation er stadig et uafklaret minefelt, men kong Hussain synes at have gode kort på hånden for at opnå et politisk comeback i området og dermed en plads i det ny Mellemøsten, der er i støbeskeen med aksen Rijaad- Kairo-Damaskus som bærende struktur. Hverken økonomisk eller sikkerhedspolitisk kan Jordan stå uden for denne alliance på længere sigt. Kong Hussains kort forekommmer imidlertid særdeles vanskelige at spille. På den ene side er Jordan afhængig af en normalisering af forholdet til USA, Saudi Arabien og de øvrige Golfstater, der har ydet store bidrag til den jordanske økonomi op gennem 1970 erne og -80 erne. På den anden side taler hensynet til det palæstinensiske befolkningsflertal og Det muslimske Broderskab, der er modstander af en forhandlingsløsning, fordi det betyder en anerkendelse af staten Israel, for en mere afventende og forsigtig kurs. Endelig er en israelsk løsning på det palæstinensi-

10 10 ske problem ud fra devisen Jordan er Palæstina det skræmmescenario for kong Hussain, som det for enhver pris handler om at modarbejde. Ikke blot vil Jordan hermed miste forbindelsen til Vestbredden, en ændret demografisk sammensætning i Jordan vil samtidig fjerne kong Hussains magtgrundlag. Krigens konsekvenser Selvom jordanerne hørte til taberne i Golfkrigen og stadig slikker deres økonomiske sår, kan de i det mindste glæde sig over, at det kunnne være gået meget værre! Ikke mindst i krigens første fase, hvor de irakiske missilangreb over jordansk territorium mod Israel var på deres højeste, var muligheden for, at Jordan blev direkte inddraget i krigen en nærliggende mulighed, og en sådan udvikling havde været katastrofal for landet. Krigen demonstrerede således, hvad et hurtigt blik på landkortet også vil vise, nemlig at landet er uhyre sårbart over for ydre fjender, hvadenten det er Israel, Syrien eller Irak. Reelt er landet forsvarsløst og afhængig af militære alliancepartnere, og med den irakiske hærs sammenbrud oven på Golfkrigen fremstår landet idag mere sårbar end nogensinde tidligere, dvs. uden mulighed for at forsvare sine grænser mod en eventuel aggression. Man skal ikke undervurdere betydningen af denne uklare sikkerhedspolitiske situation for landets forhandlingsvilje over for Israel. Den militære svækkelse, som generelt kendetegner de arabiske lande oven på Golfkrigen, gælder således i udpræget grad Jordan, der ikke længere har det irakiske skjold og den tilnærmelsesvise paritet mellem arabiske og israelske styrker at gemme sig bag. Heri ligger der et vigtigt incitament til en forhandlingsløsning. Ikke blot blandt palæstinensere og radikale muslimer, men også blandt kristne, transjordanere og de mere konservative muslimske kredse, hvor kong Hussain traditionelt henter sin støtte, var opbakningen bag Saddam Hussain næsten entusiastisk. Dette reducerede kongens politiske manøvrerum til et minimum, men ikke desto mindre lykkedes det at holde landet uden for krigshandlingerne. I forlængelse af den folkelige sympati for Saddam Hussain, der bla. betød, at mange jordanere indtil det sidste troede, at irakere ville være i stand til at besejre de allierede styrker, stod kongen og den jordanske regering bag en række verbale udfald mod USA, FN og de arabiske Golflande, og meget tyder på, at kong Hussain med den nyudnævnte palæstinensiske premierminister Tahir al-masri som styrmand indenrigsspolitisk er kommet styrket ud af Golfkrigen. De politiske uroligheder, der eksploderede i foråret 1989, er således blevet afløst af et mere åbent politisk klima, hvor kongens og regeringens status er blevet genoprettet. Kongen har samtidig stået bag en omfattende politisk liberalisering siden 1989 og har i denne forbindelse stillet frie valg med regulære politiske partier i udsigt. Formålet med denne liberalisering er ikke politiske eksperimenter ud i den blå luft. Tværtimod handler det om at knytte de politiske meningsdannere og ikke mindst den politiske opposition til staten. Både i foråret og sommeren over er en række medlemmer af radikale islamiske grupper uden for Det muslimske Broderskab blevet fængslet - mere liberal og pluralistisk er det politiske liv med andre ord ikke endnu - og i det omfang det lykkes at kontrollere de radikale islamiske grupper og den palæstinensiske venstrefløj, synes kong Hussain i øjeblikket at have mere styr på sit politiske bagland end de sidste mange år. Spørgsmålet er, hvad denne styrkede indenrigspolitiske

11 11 position i kombination med PLOs åbenbare krise kan bruges til. Hvor langt kan kong Hussain gå med hensyn til en anerkendelse af det amerikanske udspil om forhandlingernes afvikling, før palæstinenserne siger fra? Hvor langt kan han efterleve behovet for en normalisering af forholdet til USA og Saudi Arabien, før de palæstinensiske grupper føler sig forrådt? Det er dette prekære balancepunkt, som måske slet ikke findes, og som israelere er med til at definere, kong Hussain og al-masry er ved at pejle sig ind på. Økonomien og de fordrevne palæstinensere Den jordanske økonomi er hårdt ramt af krigen og den pro-irakiske kurs, som kong Hussain af hensyn til befolkningsstemningen og sit eget politiske liv var nødt til at følge. Både USA og de arabiske Golfstater har standset deres økonomiske støtte til landet, den indbringende eksport og re-eksport til Irak, der op gennem 1980 erne er blevet landets vigtigste samhandelspartner både på import- og eksportsiden, er indstillet på grund af den fortsatte FN-embargo, og landet har det seneste halve år været tvunget til at importere olie til verdensmarkedspriser fra Syrien og Yemen i modsætning til tidligere, hvor Irak og Saudi Arabien forsynede jordanere med billig olie. Hertil kommer faldende turistind-tægter og restriktioner på adgangen til de købedygtige markeder i Saudi Arabien og i Golflandene. Dette har specielt ramt det jordanske landbrug, der i øjeblikket må se til, at tyrkiske og syriske landbrugsprodukter af politiske årsager nyder fortrin i Saudi Arabien og i Golflandene. Det største problem både på kort og længere sigt er imidlertid de store strømme af jordanere eller palæstinensere, der enten flygter fra Kuwait eller ikke har fået deres arbejdstilladelse fornyet her eller i de øvrige Golfstater. De regulære pogromer og lukningen af skolerne for jordanske og palæstinensiske børn i Kuwait har ligeldes bidraget til strømmen af hjemvendende jordanere. I 1989 var ca jordanere bosat i GCC-landene, men siden er tallet faldet drastisk. Op imod skønnes således at være flygtet eller vendt tilbage til Jordan i forbindelse med golfkrigen. De umiddelbare problemer i forbindelse med denne massetilstrømning hedder arbejdsløshed, boligproblemer, administrativt kaos osv. Samtidig mister statskassen og den jordanske økonomi i det hele taget store og vitale valutatilførsler. Optimistiske beregninger taler således om et fald på landets vigtigste tilførsel af udenlandsk valuta på ca. 300 mio.$. Økonomisk bistand fra USA og de arabiske Golflande er utænkelig i den nuværende politiske situation. Istedet har både Japan og EF-landene ydet store bidrag. I kongerigets første 3 årtier var det englænderne, der finansierede; fra 1950erne og frem til begyndelsen af 1970erne tog USA over. Jordan har i 70 erne og 80 erne haft de arabiske golflande som hovedsponsor, og i øjeblikket ser det ud til, at EF overtager hovedfinansieringen i 1990erne. Spørgsmålet er, hvilke politiske krav EF vil stille til Jordan, og hvordan disse krav kan fremme en politisk stabilisering af den israelsk-arabiske konflikt. PLO og fredsprocessen i Mellemøsten Af Peter Seeberg, Århus Akademi I slutningen af august 1982 bliver PLO tvunget ud af Beirut, som i 12 år har været hovedkvarter for organisationen. Man kunne forvente, at PLO som organisation ville være stærkt svækket efter opgivelsen af Beirut, men bla. som en følge af den utrolige voldsomhed. hvormed Israels invasion i Libanon foregår og massakrerne i Sabra og Chatila og den heraf følgende internationale sympati, der bliver palæstinenserne til del, kommer det til at gå anderledes. Så egentlig får forlægningen af det palæstinensiske nervecenter til Hammam el-shat, en lille flække uden for Tunis, ikke afgørende indflydelse på den styrke, hvormed PLO manifesterer sine synspunkter på den mellemøstlige politiske scene. Hertil kommer den israelske uformåen i henseende til at gøre noget effektivt ved Intifadaen, der i stedet - via intensiv international mediedækning - bliver til en for israelerne utrolig pinlig udstilling af knægtelse af de elementære menneskerettigheder for den palæstinensiske befolkning på Vestbredden, i Gaza-området og i Østjerusalem erne har således været en periode, hvor

12 12 palæstinensernes muligheder for at opnå politiske resultater, synes at være blevet bedre end nogensinde før. Og samtidig er Arafats linie i PLO, på trods af modstand fra de radikale fraktioner, blevet konfirmeret på PNC-møderne i 80 erne, kulminerende med anerkendelsen af FN-resolutionerne 242 og 338 i november 1988 på PNC-mødet i Algier og fulgt op af hans definitive annoncering af beslutningen på pressekonferencen i Geneve den 14. december Efter Algier-mødet bliver især Gaza-områdets mure dækket med graffiti, der fordømmer Arafats kapitulation over for Israel og USA. Det er først og fremmest det fundamentalistiske Hamas, der opfordrer til at holde fast i PLOs oprindelige paroler om ikke at anerkende en to-statsløsning under nogen form. I lang tid er det den israelske politik at tillade de islamiske organisationer, idet disse anses for at kunne udgøre en splittelsesfaktor blandt palæstinenserne. Men med Hamas-tilhængernes opfordringer til terrorhandlinger i stedet for PLOs oprindelige forhandlingslinie, og de islamiske organisationers stadig større opbakning, skifter Israel politik over for fundamentalisterne, og går fra midten af 1988 over til direkte at forfølge de islamiske organisationers ledere og i mange tilfælde sætte lederne i fængsel. Således bliver op mod 400 Hamas-folk pågrebet i efteråret 1988 og foråret 1989, sigtet for bla. at have smuglet penge ind i Gaza til Hamas aktiviteter, at have dræbt palæstinensiske kollaboratører samt at have planlagt kidnapning og mord på israelske soldater. Den israelske politik, der tager til i hårdhed bliver i stigende omfang et indrepolitisk problem, indtil Golf-krigen for en tid vender mediernes opmærksomhed væk fra Intifadaen. Golfkrigen og udsigterne til en fredskonference Det har været hævdet, at det efter Golfkrigen er absolut nødvendigt at få etableret en vedvarende løsning på det palæstinensiske spørgsmål, og at en løsning må forudsætte, at USA lægger pres på Isael for at få den jødiske stat til at give indrømmelser til palæstinenserne i form af israelsk tilbagetrækning fra Gaza og Vestbredden og oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat. Imidlertid forekommer en sådan udvikling mere end usandsynlig i lyset af begivenhederne i regionen det sidste års tid. For det første står Arafat særdeles svagt netop nu. Nederlaget i Libanon her i sommeren 1991 skaber frustrationer i organisationen, især mod de radikale grupperinger, der ønsker fortsatte terrorangreb mod Israel. Intifadeen er efterhånden ved at gå i opløsning og har antaget en karakter, hvor personlige fejder, kollaboratørmord mv. er blevet dagligdags foreteelser. Arafat har ikke længere sit kæmpende folk bag sig: den opstand, der muliggjorde de store forhåbninger i efteråret 1988 og samtidig nødvendiggjorde handlinger, har mistet sin dynamik og er i dag reelt et problem for PLO. Med opslutningen til Saddam Hussain har Arafat endvidere forspildt enhver chance for at komme til forhandlingsbordet for længere tid. Dermed har indrømmelserne til Israel og USA, der medførte amerikansk anerkendelse af PLO, ikke fået nogen konsekvenser - ganske som forudsagt af kritikere blandt palæstinenserne. Og oven i købet får han for en tid samtidig både Syrien og Ægypten mod sig, noget han ellers har prøvet at undgå gennem mange års taktisk manøvreren rundt i den arabiske verden. Arafat valgte at satse på Irak, havde måske ikke rigtig noget tillokkende alternativ, med fatale konsekvenser. For oven i ulykkerne i forhold til den internationale opinion, kommer ophøret af økonomisk støtte fra de konservative arabiske Golf-lande: først og fremmest Saudi Arabien. For det andet er PLO oppe mod Israel, der er kommet ud af Golf-krigen (uden egentlig at medvirke) som den store vinder, et Isael, der har kunnet foretage nye overgreb mod palæstinenserne, uden at den internationale presse har gjort noget særligt ud af det. Israels tilbageholdenhed med at blande sig i konflikten er

13 13 kommet landet til gode såvel på det militære, det finansielle og det diplomatiske område. I marts 1991 bevilgede den amerikanske kongres, ud over den normale finansielle bistand til Israel, yderligere 650 mio $ til udbygning af forsvaret, især med henblik på situationer som den under Golfkrigen opståede med missilangreb fra et arabisk land. Landet har kunnet optrappe bosættelsespoli-tikken uden nævneværdige protester og planlægger at udbygge de eksisterende bosættelser med op til nye boliger, således at det nuværende antal jødiske udflyttere kan fordobles inden for de kommende to år. De amerikanske forsøg på at etablere en dialog omhandlende det palæstinensiske spørgsmål har således, i høj grad på grund af Golfkrigen, ikke anfægtet den israelske politik overfor PLO eller palæstinenserne som helhed. For det tredie har USA i forbindelse med Golfkrigen opnået, hvad ingen for et år siden ville have troet muligt, nemlig at forlige traditionelle arvefjender i Mellemøsten: Syrien, Ægypten og Saudi Arabien. Assad og Mubarak har, med udsigten til vestlig hjælp, valgt at bakke op om FNs alliance mod Saddam Hussain. For Syrien er mange bolde i spil: ud over det økonomisk fornuftige i at satse på alliancer, der orienterer sig mod vest, er der også spørgsmålet om en fredskonference kan komme til at indebære, at problemet vedrørende Golan-højderne tages op igen. I givet fald er man villige til at sidde til bords med Israel. Ægypten, der i forlængelse af Golf-krigen står som uofficiel leder af den arabiske verden, har nok at se til med internt at få noget gjort ved sine sultende masser i hastig vækst og har desuden erklæret Arafat persona non grata i Ægypten. Af disse årsager har det palæstinensiske spørgsmål ikke den vægt for USA, som det traditionelt har haft - en relativ stabilitet i Mellemøsten synes for tiden at være sikret. Hvis man ser nærmere på de aktuelle bestræbelser på at få en regional fredskonference sat i værk, som Baker her i sommeren 1991 forsøger sig med, er der især to ting, der springer i øjnene. Israelerne har fået langt de fleste af sine traditionelle krav opfyldt for overhovedet at ville indgå i forhandlinger: Bakers forslag, som har mødt bred opbakning i den arabiske verden. opererer ikke med FN som forhandlingsregi. PLO indgår ikke som organisation og sidst, men ikke mindst: målet er at etablere en rammeaftale, der skal danne basis for bilaterale forhandlinger mellem Israel og dets naboregeringer. Palæstinenserne deltager alene i den forberedende fredskonference via en fælles jordanskpalæstinensisk delegation. Det forekommer ret oplagt, at Shamir-regeringen har gode chancer for undervejs i et sådant forhandlingsforløb at stille nye betingelser, der kan trække forhandlinger i langdrag, således at presset fra USA, på grund af den udenrigspolitiske lammelse, der altid indtræder frem mod et amerikansk præsidentvalg, mindskes. Kan Shamir forpurre forhandlingsforsøgene, kan han se frem til en kolossal opbakning ved valget i Israel, der afholdes senest i november Det vigtigste forhold er imidlertid, at bilaterale samtaler mellem Israel og Ægypten, Jordan, Syrien og Libanon, giver Israel chancen for at spille arabiske intereser ud mod hinanden. Netop dette forhold rummer den største fare for palæstinenserne, ved at de arabiske lande kan komme i situationer, hvor udsalg af PLO-interesser skal vejes op mod nationale eller regionale interesser. Her er det sandsynligt, at Israels naboer selv har alt for meget på spil, til at man for alvor vil gå i brechen for at få opfyldt kravet om en selvstændig palæstinensisk stat, eller mere beskedne krav: selvstyre, stop for fortsatte israelske bosættelser, osv. "Den nye verdensorden" Det er USAs status som supermagt efter 2. verdenskrig, der nødvendiggør en forholden sig til Mellemøsten. Fra Nixons støttepunktspolitik over Carters paroler om intervention baseret på den såkaldte Rapid Deployment Force, har interessen i 80 erne koncentreret sig om at undgå, at den islamiske fundamentalisme og den hermed sammenhængende antiamerikanisme, spreder sig alt for meget ud over Irans grænser. Det er denne interesse der ligger bag USAs støtte til Saddam Hussain under Iran-Irak-krigen og det er den amerikanske opbakning til Irak under krigen med Iran, der får Hussain til at forestille sig, at han kan foretage sig hvad som helst, uden at USA intervenerer. Problemet for USA er imidlertid, at netop invasionen i Kuwait afgørende truer stabiliteten i området,

14 14 hvilket gør det nødvendigt for USA at søge genetablere denne, ikke for at sikre Kuwaits eksistens, men for at banke Irak på plads. Hertil kommer, at den internationale virkelighed ændres radikalt med USSRs politiske og økonomiske deroute i slutningen af 80 erne. Sovjets betydning i Mellemøsten er kraftigt på retur allerede fra begyndelsen af 70 erne, men først med sammenbruddet for Gorbatjevs reformpolitik reduceres Moskvas mulighed for at spille en rolle i regionen så meget, at det med Golfkrigen bliver klart, at USA som supermagt så at sige er alene på banen. I forbindelse med USAs udspil er det interessant, at Syrien har indvilget i at deltage i direkte forhandlinger med Israel. Assads muligheder ligger i, at han via disse kan konsolidere sin nye status som et land, der er indstillet på en ny verdensorden, hvilket på længere sigt kan betyde økonomisk støtte fra vesten, som kan styrke regimet nationalt samt Syriens rolle i den arabiske verden generelt. Her ligger sandsynligvis en chance for PLO. Assad kan bruge palæstinenserne over for de øvrige arabiske ledere, hvis det på en eller anden måde kan lykke ham at gøre sig til talsmand for de palæstinensiske interesser. Omvendt kan PLO profitere af at knytte sig tættere til syrerne, med to hensigter: dels for over for vesten at få lagt afstand til Hussain og gøre sig selv mere troværdig, dels for at genvinde sin position i den arabiske verden. At knytte sig tættere til Syrien kan dermed, for palæstinenserne, indebære fornyet adkomst til den økonomiske støtte fra GCC-landene, der før Golf-krigen bar en stor del af palæstinensernes udgifter og meget tyder da også på, at en sådan alliance allerede er under opsejling. En del af den internationale presse har peget på, at en tilnærmelse til Damaskus kunne betyde nye problener for PLO, fordi en sådan alliance ville være vanskelig at takle for USA. Denne vurdering overser imidlertid den ændrede tingenes tilstand efter Golf-krigen. Syrien er - for tiden - i rimelig grad comme il faut som samarbejdspartner for vesten og vigtigst: hvilke har Arafat? Selvfølgelig er det en vanskeligt farbar vej: Syrien og PLO bliver nødt til at forsøge enhver mulighed, hvis man skal have noget ud af de forsonende udspil fra før Golf-krigen. PLOs holdninger i skred USA har midlerne til at presse Israel, men den AIPAC-indfluerede amerikanske kongres vil næppe stille Israel stolen for døren. Traditionelt støtter USA Israel med ca. $ 4 mia. om året, men med den aktuelle strøm af sovjettiske jøder er der behov for langt større beløb - tal på 10 mia. $ årligt eller mere har været nævnt. Så måske kan dette samlede, efterhånden astronomiske beløb bruges af Bush/Baker til at overtale kongressen til at acceptere større pres på Shamirs Likud-regering. Fra PLOs side er der ikke meget tilbage at handle med. Abu Sharif, en af Arafats rådgivere, som af og til har været anvendt af PLOlederen til at opsende prøveballoner, gav i marts 1991 flere interviews, hvor han bla. nævnte som mulighed, at PLO ville være villige til at opgive kravene på dele af de besatte områder og Østjerusalem, som gengæld for en korridor mellem Vestbredden og Gaza. Man kan så gætte på, at dette udspil har skullet tjene som et signal om, at Østjerusalem som ren arabisk bydel er noget, der kan gøres til genstand for forhandlinger. Sharifs udtalelser blev siden dementeret, men det er der ikke noget udsædvanligt i. Som sagerne står nu, kan Israel ret uanfægtet fortsætte sin ekspansion i form af bosættelser og yderligere dominans i Jerusalem. Et særpræget udtryk for Israels position lige nu kan ses i tilkendegivelsen af, at man anser det for USAs problem at præsentere Israel for en liste over palæstinensiske deltagere i en indledende fredskonference, hvoraf ingen må være fra hverken PLO eller Østjerusalem. Det første er hørt før, men det andet krav giver problemer for palæstinenserne, idet langt de fleste af deres ikke-eksilerede politiske ledere netop bor i Østjerusalem, hvilket Israel naturligves er klar over. At Israel fastholder dette, skyldes desuden, at landet officielt har annekteret Østjerusalem og at bydelen måske mere end noget andet sted har status som historisk-ideologisk begrundet urørlighedszone for højrefløjen i Israelsk politik. Op imod 75% af Jerusalems samlede befolokning i dag er jødisk. Måske er det utænkeligt, at Jerusalem nogensinde vil blive rent jødisk, men palæstinensernes adfærd det sidste års tid har betydet en kraftig opbremsning i såvel den interne israelske som den internationale kritik af den israelske politik i de besatte områder. Derfor kan den jødiske stats anneksion af Østjerusalem meget vel ende med at blive et historisk faktum, som ikke lader sig omstøde, ganske som selve den jødiske stats eksistens. Paradoksalt nok er det ved at være sådan, at to-

15 15 statsløsningen, der for få år siden var kættersk tale i PLO, i dag forfægtes af strammerne i organisationen. Og nye indrømmelser vil blive nødvendige, hvis reelle forhandlinger overhovedet kommer på tale. I den forbindelse betegner de aktuelle gidselforhandlinger for palæstinenserne næppe et fremskridt. Det syrisk fremsatte krav om løsladelse af palæstinensere fra de besatte områder som en del af gidsel-spørgsmålet, virker som en rød klud på Israel, som dels påstår, at disse ikke kan opfattes som gidsler i normal forstand, dels, hvis modparten insisterer, vil prøve at kæde spørgsmålet sammen med de kommende fredsforhandlinger. Herved vil Shamir få foræret et tema, der vil kunne komplicere forhandlingerne og trække dem i langdrag. En sammenfatning ser således, set fra et palæstinensisk synspunkt, særdeles dyster ud. Eneste lyspunkter synes at være følgende: Baker og Bush har investeret en del prestige i at nå frem til en situation, hvor parterne kan tale sammen. Og USAs nye status som ubestridt leder af verdenssamfundet giver Bush et ansvar for at sikre ro i regionen. Her ligger palæstinensernes måske eneste chance. Mere begrænsede perspektiver er der formentlig i en alliance med Syrien, der, på vej mod nye orienteringspunkter, ser ud til at kunne udgøre en for tiden hensigtsmæssig partner for palæstinenserne. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke PLO har sat så meget til, i form af troværdighed på den internationale politiske scene, ved sin tragiske opbakning til Saddam Hussain under Golf-krigen, at det vil være relativt let for Shamir endnu en gang at undgå indrømmelser. I hvert fald til på den anden side af Bush genvalg. Utålmodighed i Algeriet Af Pernille Bramming, Kairo Premierminister Ghozalis bestræbelser på at skabe konsensus blandt regering og opposition om ændringer i valgloven synes indtil videre at være endt i en blindgyde. Det var protester mod valgloven, der i begyndelsen af juni måned udviklede sig til voldsomme demonstrationer, som førte til at præsident Chadli erklærede landet i undtagelsestilstand og satte hæren ind for at genoprette ro og orden. Det første, møde afholdt med oppositionspartierne i slutningen af juli blev en fiasko, eftersom de to vigtigste oppostionspartier, Fronten for islamisk Frelse (FIS) og berber-partiet FFS boykottede det og regeringspartiet FLN forlod mødet i protest. Blandt de 48 deltagende partier enedes 26 partier imidlertid om at danne en teknisk kommision, der skulle nærlæse valgloven og komme med ændringsforslag. Denne kommision blev imidlertid som tiden skred frem reduceret til at repræsentere fem partier. På det seneste møde, der fandt sted fra den august lykkedes det endnu engang ikke for premierminister Ghozali at skabe nogen som helst form for konsensus om ændringer af valgloven. Et fremskridt var det dog, at FFS deltog. FIS fører fortsat den tomme stols politik. Den nye valglov giver de befolkningsfattige provinser uforholdsvis mange repræsentanter i parlamentet på bekostning af de større byer, hvor især oppositionen har sine stærkeste bastioner. Samtlige 51 oppositionspartier har kritiseret den klart uretfærdige valglov, der ligeledes har sået tvivl om regeringspartiet FLNs demokratiske intentioner. Efter det resultatløse møde kunne regeringen blot meddele, at landets første frie parlamentsvalg vil finde sted inden årets udgang, og at forberedelserne dertil ikke ville blive generet af undtagelsestilstanden. Splittelse i FLN Samtidig med sine bestræbelser på at skabe en dialog med oppositionen, er premierminister Ghozali kommet under pres fra regeringspartiet FLNs establishment, herunder hærofficerer og muligvis også præsident Chadli selv. Dele af FLN modsætter sig således en ny og ændret valglov. De stikker dermed en kæp i hjulet på denne demokratiske proces, der blev påbegyndt efter oprøret i oktober 1988, som kostede adskillige hundrede mennesker livet. Modstanden fra dele af FLNs side mod premierminister Ghozali er også fremkaldt af Ghozalis forsøg på at distancere sig fra FLN og af hans nye reformpolitiske prioriteringer. Dette er ikke alene faldet FLNs erklærede anti-reformister for brystet, men også hans forgænger, reformpolitikkens store arkitekt,

16 16 Hamrouche og dennes allierede samt det millitære establishment. Det nye 15 mand store politbureau, der blev valgt den 8. august synes ikke at ville mindske presset på premierminister Ghozali. Her er hæren atter trådt ind på den politiske scene, idet Yahiaoui, der var militærets vigtigste kandidat til præsidentvalget i 1978, og et andet ledende medlem af militærets top, El-Hachemi Hadjeres er blevet valgt ind. Levestandarden er faldende Splittelsen i FLN afspejler de dybe splittelser Algeriet som sådan er offer for efter 29 års et-partistyre. Mest i øjnefaldende er den afgrund mellem rig og fattig, som synes at blive dybere og dybere i takt med udviklingen. Partitoppen og forretningsfolk med gode venner i denne afdeling bliver stadig rigere, og i dag er det ikke overdrevent at sige, at Algeriet er blevet taget i besiddelse af en kaste af milliadærer. Frem til1986 tillod indtægterne fra olie- og gaseksporten imidlertid en relativ høj levestandard for den brede befolkning, især hvis man sammeligner med nabolandene Tunesien og Marokko. Sammen med den stigende gældsbyrde og befolkningseksplosionen har faldet i olie- og gaspriserne imidlertid medført et drastisk fald i levestandarden for middelklassen. Et af de største problemer er bolignøden. Kun de allerrigeste kan betale de priser, det koster at købe en grund af staten og selv opføre et hus. Det store flertal må vente på deres tur til at få lov til at leje en lejlighed af staten. Og den ventetid kan vare flere årtier, især hvis man ikke har nogen gode venner på de relevante kontorer. Det betyder at unge ægtepar er tvunget til at blive boende hos mandens forældre, hvor hans brødre og deres eventuelle koner og børn ligeledes må blive boende. De voldsomme prisstigninger gør ikke tilværelsen lettere. I dag sælges 12 glas med en coca-cola mærkat på for 350 dinarer, mens mindstelønnen er på 2000 dinarer (ca. 700 kroner ifølge den officielle kurs), og det kræver 4-5 daglønninger at kunne købe sig et kilo kød. Selv en relativt vellønnet journalist med en månedlig indtægt på 7000 dinarer kan hurtigt regne ud, at hun aldrig, uanset hvor meget han spinker og sparer, vil få råd til at købe sig en bil endsige en lejlighed. Den stigende arbejdsløshed rammer frem for alt de unge, som i dag udgør over halvdelen af Algeriets voldsomt voksende befolkning. Ud af ialt arbejdsløse (ifølge de officielle statistikker) tilhører ca. 2 trediedele aldersgruppen år. Efterhånden som Europa lukker sig for nordafrikanske gæstearbejdere, er deres sidste håb om en fremtid ved at svinde ind. Det er blandt disse unge Fronten for islamisk Frelse (FIS) rekrutterer sine tilhængere, og det var disse unge, der i maj måned gik på gaden i Algier og en række større algierske byer og råbte Ned med demokratiet!, En islamisk stat uden valg og Hverken charter eller forfatning, Guds ord, Profetens ord!. FIS og valgloven Mens moderate medlemmer af FIS søger at bortfoklare disse paroler og frontaktivisternes voldelige fremfærd med, at det kun drejer sig om en radikal fløj af partiet, og at flertallet af medlemmer og støtter er imod den slags, taler hærens beslaglæggelse af våbendepoter, den bredt distribuerede Vejledning i civil ulydighed og FIS ledere Ali Benhadj og Madanis udtalelser deres eget sprog: de sidste forhåbninger til, at FIS ville følge demokratiets spilleregler er forduftet. Egentlig burde dette heller ikke komme som nogen overraskelse. Umiddelbart efter at have opnået 55% af stemmerne ved de første frie lokalvalg, afholdt i juni 1990, fik indbyggerne i FIS kommuner den islamiske frelse at føle. De nye magthavere tillod sig rundt omkring bla. at aflyse teater-forestillinger og forbyde domino-spil på caféerne (noget der ellers er udbredt tidsfordriv). Samtidig var FIS naturligvis ikke i stand til at holde de mange løfter om nye boliger og skoler og arbejde, som de havde givet under valgkampen. Det faktum, at FLN lagde en række administrative hindringer i vejen for lokalpolitikernes eventuelle bestræbelser på at forbedre levevilkårene for befolkningen, formildede ikke vælgernes dom: FIS er ikke bedre bevendt FLN. Det var ellers i håb om dette, at mange overhovedet havde stemt på FIS - algierne var så trætte af FLN-styret, at de var parate til at stemme på alt andet end lige dette forhadte parti.

17 17 Derfor begyndte FIS s ledere i løbet af foråret så småt at se skriften på væggen. Parlamentsvalget, der var planlagt til at blive afholdt den 27. juni, ville blive den afgørende styrkeprøve for partiet. Hvis det deltog, risikerede det at blive den store taber; hvis det boycottede, ville det give rum til sine rivaler - de demokratiske partier, der netop selv boycottede kommunevalget og dermed gav FIS en hjælpende hånd i dets kamp om magten. En ting stod således klart: FIS s leder, Abassi Madani måtte genvinde initiativet og dermed vende strømmen. Parlamentets vedtagelse af den klart uretfærdige valglov blev startsskuddet. Mens de demokratiske oppositionspartier efter en række forhandlinger om fælles aktion mod loven, besluttede sig for at æde valgloven i håb om, at valget i det mindste ville bringe en afslutning på FLNs enevælde, erklærede Abassi Madani generalstrejke den 23. maj. Kravene lød på en ændring af valgloven og fremskyndelse af præsidentvalget. Strejken blev en fiasko, og i et sidste forsøg på at få magten sendte Madani sine unge frontsoldater på gaden. Da hæren blev sat ind, gik også de unge fra oktober -88 på gaden - de kan kendes på mangefarvede pandebånd - og urolighederne begyndte at ligne et oprør. Ro i Algier? Det fik dog aldrig samme omfang som i den fatale oktober måned. Og nu sidder såvel Abassi Madani som Ali Benhajd samt adskillige hundrede tilhængere bag lås og slå. Det synes i hvert fald intelligentsiaen og dele af af middelklassen at være godt tilfreds med. Faktisk har der ikke lydt nogen protester mod hærens indgriben fra de demokratiske partier. I en analyse af hærens og især de yngre officerers rolle, bragt i Le Monde Diplomatique, går Lahouari Addi, der er universitetslærer, ligefrem så vidt som til mene, at de yngre officerer, der for manges vedkommende er uddannet i vesten, frem for alt ønsker at tjene Algeriets interesser og ikke noget bestemt politisk parti. Han mener således, at hæren indtil videre er en udmærket støttepædagog for den demokratiske proces. Forsåvidt som FIS totalitære karakter efterhånden er blevet tydelig, er demokraternes lettelse over hærens foreløbige vellykkede oprydningsproces imidlertid ganske forståelig. Roen i Algiers gader kan imidlertid godt gå hen og blive kortvarig, hvis ikke FLN og oppositionspartierne finder sig til rette om en valglov, får afholdt et retfærdigt parlamentsvalg og en ny regering kommer frem med et troværdigt politisk-økonomisk projekt. Befolkningen vil ikke finde sig i den materielle nedtur og ungdommen er fuld af dynamit. Arabisk på 9 uger - The american way Af Helle Lykke Nielsen Kan man lære arabisk på 9 uger? Er det muligt på så kort tid at tilegne sig rimelige færdigheder i et fjernt fremmedsprog som arabisk, så man kan klare almindeligt dagligdags kommunikation i arabisktalende lande? I vesten har vi meget begrænsede muligheder for at lære arabisk, så det vel at mærke kan bruges kommunikativt. Det gælder både i Danmark, i vesteuropa og til en vis grad i USA. Problemet er nemlig, at undervisningsudbuddet i arabisk stort set begrænser sig til to muligheder, der kun i meget sjældne tilfælde fører til aktiv sprogbeherskelse: Man kan på den ene side vælge universitetsstudier med fokus på grammatiske strukturer, læsning af historiske tekster og fordybning i litterære værker - noget, der på ingen måde garanterer, at man selv efter mange års studier er i stand til at klare dagligdags situationer i et arabisktalende land (hvad universiteterne dog heller ikke lover nogen!) - og på den anden side private sprogskoler som Berlitz, der - i hvert fald på det arabiske område - plejer meget tilfældig omgang med både lærerkræfter og lærebogsmateriale: Her er der 99% chance for at blive spist af med en lærer, der måske nok er arabisktalende, men som aldrig før har undervist, og som sprogskolen i al panik har fundet frem til gennem venners bekendte eller den lokale arbejdsformidling; og det anvendte lærebogsmateriale er som regel gammeldags og helt ude af trit med de behov, de fleste deltagere møder op med. Middlebury College, Vermont i USA, der ligger

18 18 nogle hundrede kilometer syd for den kanadiske grænse stik syd for Montreal, praler ikke med hurtige resultater eller lette løsninger. Det burde de ellers, hvis nogen skulle, for de 9 ugers kurser i arabisk, der tilbydes her, hører til blandt de bedste i verden - hvis ikke det bedste - inklusiv de kurser, der udbydes i arabisktalende lande. Det er en sprogskole af den slags, amerikanske universiteter afholder om sommeren for folk, der enten har for travlt til at gå på universitetet i løbet af året eller som af tidsmæssige grunde foretrækker at intensivere indsatsen i en afgrænset periode. Sommerkurser i fremmedsprog har eksisteret ved Middlebury College siden 1915, og det er vel at mærke kurser af den kommunikative slags, der med fordel kan bruges i den virkelige verden. Her besluttede man i 1982 at intensivere indsatsen omkring fjerne fremmedsprog, dvs. arabisk, japansk, kinesisk og russisk, ud fra en ide om, at disse kunne læres på samme måde som fransk, tysk og spansk, hvis man blot tog højde for nogle af de specielle problemer, der var knyttet til disse sprog. At stedet har høj prestige i USA ses af deltagernlisten: Det er folk fra landets bedste universiteter - Harvard, Yale og Princeston; fra det amerikanske udenrigsministerium, CIA og DIA (Forsvarets Efterretningstjeneste) - og det til trods for, at disse statsinstitutioner har deres egne sprogskoler; og fra virksomheder som IBM og ITT. Der er fri adgang for alle, blot man kan betale $, der dækker både undervisningsgebyrer, kost og logi i 9 uger. The Middlebury way" At sprogkurserne ved Middlebury College er noget specielt, får man fornemmelsen af allerede inden kursets start. Ved tilmeldingen skal man nemlig underskrive en kontrakt, hvori man binder sig til at tale arabisk - og kun arabisk - i de 9 uger, kurset varer. Aviser, bøger, musik og hvad man ellers kunne finde på af adspredelser på andre sprog end arabisk er ligeledes bandlyst. Overholder man ikke kontrakten, forbeholder administrationen sig ret til at bortvise den pågældende efter 2. advarsel - uden nogen form for refusion af gebyret!. For helt nybegyndere træder kontrakten dog først i kraft efter 2 uger, men indtil da forpligter deltagerne på dette niveau sig til kun at tale arabisk i undervisningen samt ved måltiderne. Middlebury-konceptet er med andre ord det, der i sprogpædagogisk sammenhæng kaldes et immersion programme - på lidt firkantet dansk betyder det, at man drukner lørneren (altså den, der skal lære sproget) i det arabiske: i 9 uger bombarderes man med arabisk uden nogen mulighed for kontakt med andre sprog og er tvunget til også selv at udtrykke sig på dette sprog. Kurset starter med en 6-timers test, der både er skriftlig og mundtlig, og som er udviklet over en årrække med støtte fra det amerikanske forskningsråd. Nybegyndere er fritaget fra denne indledende test (men må som de øvrige deltage i de tests, som afholdes for hvert niveau en gang om ugen i løbet af kurset). Derefter inddeles deltagerne i 5 niveauer, med ca deltagere. I de 9 uger, kurset varer, undervises der 20 timer om ugen i lytte-,tale- læse- og skrivefærdighed på standardarabisk - en sprogvariant, der kan forstås af de fleste arabisktalende, omend det især er veluddannede arabere, der mestrer skrive- og talekunsten. Herudover kan man vælge timer i forskellige dialekter, altså det talesprog, som bruges i dagligdagen i de forskellige arabiske lande (i år var det ægyptisk og marokkansk dialekt), svarende til 6 timers ugentlig undervisning. Hertil kommer så hjemmearbejde svarende til mindst 5 timer dagligt - og det er slet ikke ualmindeligt at se fællesstuen fyldt med flittige studerende både kl. 1 og 2 om natten. Middlebury er imidlertid ikke bare sprogundervisning i traditionel forstand: For det første hører det med til undervisningen at deltage i forskellige klubber på tværs af de gængse niveauer 2-3 timer om ugen: Tilbuddet er bredt og rækker lige fra filmklub og politisk cafe til mavedans og teater - altsammen selvfølgelig på arabisk. Og for det andet tilbydes der et meget varieret kulturprogram med foredrag, film, musik, teater o.lign. 2-3 aftener om ugen. I år blev der feks. vist 5 biograffilm af høj kvalitet (fra Ægypten, Libanon, Syrien og Marokko samt en samproduktion mellem israelere og palæstinensere - et varieret udbud, der kan være endog meget svært at fremskaffe pga. ægyptisk dominans på filmmarkedet), to dokumentarfilm (om folkereligiøse fester og 7.dags ritualet efter et barns fødsel) fulgt op af en diskussion med instruktøren, faste torsdagsforelæsninger om forskellige politiske, økonomiske og kulturelle emner (Ægypten og golfkrigen; islamisk sharia-lovgivning; Kurdernes

19 19 situation i Irak; teater og politik i Ægypten; folkeeventyr fra Libanon; Islam i USA; sprogreformer i den arabiske verden; den sproglige situation i Marokko etc.), samt specielt indbudte gæster med speciale i feks. arabisk musik, landsbysamfunds organisering i Ægypten o.lign. Disse kulturelle indslag var langt mere varierede og af en langt højere kvalitet, end jeg personligt har oplevet det på tilsvarende sprogprogrammer i arabisktalende lande som feks. Tunesien og Ægypten. En sprogpædagogisk evaluering Anskuer man arabiskkurset ved Middlebury College på baggrund af den forskning, der er foretaget de senere år inden for evaluering af sprogprogrammer, scorer kurset topkarakter. Man opdeler traditionelt en sådan evaluering i tre dimensioner: En indlæringsmæssig, en kompetencemæssig og en specifik målsprogsorienteret dimension. Det vil med andre ord sige, at man ser på, hvordan lørneren indlærer sprog, hvilke færdigheder han eller hun opnår, samt hvordan programmet løser de specifikke problemer, der er knyttet til undervisningen i arabisk. Kurset ved Middlebury College er særdeles effektivt mht. indlæringsdimensionen. Det skyldes ganske enkelt det faktum, at den konstante og obligatoriske brug af arabisk medfører en meget høj grad af automatisering af ordforråd, udtale o.lign. Man taler i sprogpædagogisk videnskab om en bevægelse fra kontrolleret brug af fremmedsprog - altså en situation, hvor lørneren skal tænke over, hvordan et givent ord bruges, udtales, bøjes etc. - hen mod automatiseret brug, hvor lørneren uden besvær kan bruge det pågældende ord i en korrekt sammenhæng, rigtigt udtalt etc. En sådan automatisering fremkommer ved hyppig brug og kommer til udtryk som en relativt flydende sprogbeherskelse, hvor lørneren ikke behøver at stoppe op for at tænke sig om, rette sig selv el.lign. Den konstante brug af arabisk på kurset giver således lørneren mulighed for uden for klasseværelset at øve de ting, der præsenteres i undervisningen, og derved gennem hyppig brug at opnå høj grad af automatisering - ikke blot i talefærdighed, men også i lytte-, læseog skrivefærdighed. Den kompetencemæssige dimension varetages også fuldt ud tilfredsstillende i Middlebury programmet. Her foreskriver den sprogpædagogiske forskning, at de fire færdigheder (tale-, lytte-, læse- og skrivefærdighed) kun kan opnås, hvis der inden for hver færdighed trænes fire forskellige kompetenser: lingvistisk kompetens (grammatiske regler, udtale, bøjninger o.lign.), sociolingvistisk kompetens (brug af de rigtige ord og vendinger i den rette sammenhæng), diskurs kompetens (at få sætninger til at hænge sammen til helheder) samt strategisk kompetens (forskellige teknikker, som lørneren kan anvende, hvis kommunikationen er ved at bryde sammen). Her trænes alle fire kompetenser systematisk - til forskel fra langt de fleste kurser, der så godt som udelukkende fokuserer på lingvistisk kompetens. Kurset i Middlebury har desuden fået godt fat om de specielle problemer, der knytter sig til undervisning i arabisk. Det altoverskyggende problem er nemlig, at arabisk ikke er eet sprog, sådan som arabisktalende ellers ynder at fremstille det (eller med Abd al-nassers ord det sprog, der tales fra Atlanterhavet i vest til Golfen i øst, og fra Syrien i Nord til Yemen i syd ), men derimod et fælles skriftsprog (med høj præstige, fordi det er Koranens sprog) samt en lang række forskellige talte dialekter (med lav præstige), der ikke er skriftlige og som ikke altid er umiddelbart indbyrdes forståelige selv for arabisktalende. Religiøse ledere og meget veluddannede arabere - og dem er der som bekendt ikke mange af pga. den høje grad af analfabetisme - kan ganske vist i nogen grad bruge skriftsproget i tale, men det er ikke almindeligt at gøre det. Denne sproglige situation har ført til, at man især ved vestlige universiteter, men også ved mange private sprogskoler har valgt at basere arabiskundervisningen på skriftsproget og kun i meget få tilfælde inddrager dialekter (og i sådanne tilfælde udelukkende træner lingvistisk kompetens). Det gængse argument for et sådant valg har været, at lørneren ikke skal forvirres af to forskellige sproglige varianter på samme tid - altså både skriftsprog og talesprog. Det har desværre haft den beklagelige konsekvens, at lørnere, der efter flere års studier rejser til et arabisktalende lande, ikke kan forstå, hvad der bliver sagt til dem - for folk taler jo

20 20 dialekt - og de frustrationer, der opstår af en sådan oplevelse, har fået mange til at opgive at lære sproget. Middlebury har i år skiftet strategi fra tidligere udelukkende at have formidlet skriftsproget til brug for såvel tale- og skrivefærdighed, til at undervise i både skriftsprog og dialekter. Skiftet skyldes, at institutionen har fået ny direktør, og hans ide er at skabe et sprogligt miljø på kurset, der ligger så tæt som muligt op ad den arabiske virkelighed: Der tilstræbes nu en undervisning i skriftsproget i klasseværelset (på samme måde som det tilstræbes i skolerne i arabisktalende lande), mens det uden for klasseværelset står lørneren frit for at kommunikere på dialekt eller på skriftsprog, hvis lørneren finder dette lettere. At der forekommer brug af flere dialekter samtidig, er ikke nogen ulempe, men træner derimod lørneren i panarabisk kommunikation på samme måde som arabisktalende fra forskellige lande kommunikerer indbyrdes. Hemmeligheden bag succesen Resultatet af kurset er godt. Det er især synligt på begynderniveauet, hvor lørnere, der ikke kunne sige et ord på arabisk ved kursets start, nu kan føre samtaler om dagligdags ting, stave sig igennem lettere tekster (små avisnotitser, reklamer etc.), slå ord op, de ikke forstår (og det er en særlig kunst på arabisk, for her er ordbøger ikke bygget op efter det alfabetiske princip, men efter et etymologisk, altså betydnings-mæssigt, system). Og hvad der er nok så vigtigt: de er ikke bange for at kaste sig ud i at bruge sproget - et sprogpsykologisk problem, der kendes fra megen begynderundervisning. Mange begyndere taler faktisk så godt arabisk, netop fordi de har fået automatiseret deres sprogbrug, at det fører til forvirring hos omgivelserne: den lethed, hvormed de bruger sproget inden for de situationer, der er trænet på kurset, får udeforstående til at formode, at de her står over for en sprogbruger med et højt niveau i arabisk - og stor bliver deres forbavselse derfor, når de pludselig oplever, at selvsamme person går i stå, når der skiftes til et emne, som den pågældende ikke har trænet. Også de øvrige niveauer opnår meget fine resultater - hvilket måles i procentvis fremgang i de fire færdigheder ved en afsluttende eksamen - omend resultatet ikke forekommer så eklatant som i begynderundervisningen. At kunne sprog er ikke nogen absolut størrelse. Det er ikke sådan, at man enten kan arabisk eller ikke kan arabisk, men derimod et kontinuum, man som lørner bevæger sig henad for til slut at opnå en sprogfærdighed, der minder om indfødte sprogbrugeres. Et 9 ugers kursus i arabisk ved Middlebury College betyder ikke, at man een gang for alle har lært arabisk - men det betyder en betydelig bevægelse hen ad det sproglige kontinuum. Det er ikke nogen vidundermetode af den slags, hvor man sover med arabiskbogen under hovedpuden: Resultatet bunder i hårdt arbejde og muligheden for totalt at kunne koncentrere sig om det arabiske uden hensyntagen til madindkøb, familieanliggender og andre distraherende ting - og så kombineret med en velfungerende undervisning efter moderne kommunikative principper. Hertil kommer den ikke ubetydelige faktor, at man som lørner ikke er underlagt det kulturelle pres, som mange oplever under et sprogkursus i et arabisktalende land: her er hverken irriterende gammeldags undervisningsmetoder, påtrængende taxachauffører, kakkerlakker, maveinfektioner eller en stegende varme, der kan selv få den mest tålmodige udlændings tolerencetærskel til at ligge et meget lille sted. Sådanne praktiske ting er ikke uden betydning for sprogindlæringen! Har man mod på at lære arabisk til kommunikativ brug, kan man klare et - meget - hårdt arbejdspres og samtidig fungere socialt i både større og mindre grupper, er et 9 ugers kursus ved Middlebury College den rette løsning. Er man ikke indstillet på dette, skal man hellere holde sig væk. Anvendt mellemøstforskning i Tyskland Af Thomas Møller Kristensen Det fortælles, at en europæisk udenrigsminister engang skulle på officielt besøg i Saudi Arabien og i den anledning bad en af sine embedsmænd kontakte landets største og ældste universitet for at høre om mulighederne for, at ministeren kunne blive briefet om de saudiske samfunds- og kulturforhold. Med noget besvær lykkedes det embedsmanden at komme i