*<.l m. ^A >\4å >-. V4

Transkript

1 r-''ii *<.l m ^A >\4å >-. V4

2

3 HX^

4

5

6 Digitized by the Internet Archive in 2011 With funding from University of Toronto http^//

7 SKOLEDRENGE, ^^é

8

9 SKOLEDRENGE. AF EN AF DEM KJØBENHAVN. P. G. PHILIPSENS FORLAG. TRYKT EOS J. JØRGENSEN * Oo

10 Fj/ SS

11 Okjøndt den Skole, til hvilken de efterfølgende Skildringer ere henlagte, ikke er nævnt ved Navn, vil det ikke være vanskeligt at udfinde, paa hvilken der er tænkt; Skoler med Opdragelsesanstalt ere ikke saa talrige i Danmark, at Valget kan være tvivlsomt. Og det vil være en let Sag af mange spredte Hentydninger ogsaa at udregne omtrent den Tidsperiode, i hvilken Handlingen er tænkt at foregaae. Det turde derfor ikke være overflødigt at bemærke, at ihvorvel personlige Erindringer ere benyttede og virkelige Oplevelser paa mange Steder lagte til Grund, er her dog hverken skildret bestemte Personer eller fortalt Noget netop saaledes, som det foregik. Baade Personer og Hændelser ere frit behandlede, omformede og kombinerede paa forskjellig Maade. Kun i sin Helhed, ikke i sine Enkeltheder har FremstiUingen stræbt at give et sandt Billede af Skoleliv og Skoledrenge, saaledes som de tegne sig i Forfatterens Erindring.

12

13 INDHOLD. Indtrædelse Side I Indvielse 9 Bal 18 Røvere. 33 Mytteri 44 Den første Examen og Sommerferie 56 Marked 70 Lækkerraunde 77 Næveret 89 En Juleferie i Kjobenhavn 100 Paa Skøjter 119 Kolonisation 126 Søndage 135 Finantsoperationer 150 Fugleskydning og Exkursion 160 Avisen 173 Erotik 191 Koncert og Komedie 201 Novellen 226 Statscoup 240 Artiumslæsning 259 Examen artium og Rusgilde 278

14

15 Indtrædelse. s,'ommerferien varede dengang hele August Maaned. Den sidste Dag før det næste Skoieaars Begyndelse var der Prøve af de nye Elever, og det Aar var der mange af dem, ikke blot ganske smaa tiaars Drenge, der skulde begynde helt nedefra, men ogsaa ældre, næsten halvvoxne Fyre, der skulde see at bestaae til højere Klasser. Fra Hovedstaden og fra Landet, fra Herregaarde og Præstegaarde, fra rige og fattige Hjem samledes de, en underlig broget og forvildet Flok, halvt forskræmmede og halvt raske paa det. Alle vare pyntede i Anledning af den vigtige Dag, men Dragterne vare ligesaa forskjellige som Ansigterne; de blegnæbbede kjøbenhavnske Drenge vare mere eller mindre paa Moden og følte Skoledrenge. I

16 INDTRÆDELSE. sig, medens de rødmussede Præste- og Forpagter-Sønner mødte i hjemmelavet, tildels vel i bjemmesyet Tøj, der gjorde dem plumpe og bondske. Fædre og Mødre, Onkler og Formyndere fulgte dem til Dørtærskelen af den lærde Bane; Huslærere og Gouvernanter overværede Prøverne med en nervøs Spænding, som om de selv vare til Examen, og det vare de -jo da ogsaa paa en vis Maade. En enkelt lille Fyr, med hørgult Haar og en kruset Strimmel om Halsen, var kommen rejsende ganske alene og havde paa egen Haand meldt sig til Rektor; han selv fandt dette ganske naturligt og selvfølgeligt, han havde allerede i flere Aar været vant til at skjøtte sig selv, men Lærerne fik allerede derved en vis Interesse for ham, og Forældrene, især Mødrene, vare rørte over ham, klappede ham paa Hovedet og formanede deres Sønner til at være flinke imod ham. Det havde ikke altid den forønskede Virkning; en stor, tyk Dreng, der havde et særdeles talrigt Familiefølge, benyttede Lejligheden ved det næste Fag af Prøven til at knibe den Anbefalede bagfra i Laaret med de

17 som IXDTKÆDELSE. 3 Ord: >Du er nok vigtig, fordi Du er for Dig selv, hvad?«den foreløbige Examen, ikke gik meget i Dybden, var hurtig endt, og»de Nye«fik at vide, i hvilken Klasse de havde at møde næste Dag. De, som skulde boe nede i Byen, søgte hen til deres nye Hjem og gjorde her Bekjendtskab med deres fremtidige Husfæller og Kammerater. Resten flakkede vildfarende om paa de lange Gange og i de tomme Værelser af den store Bygning, i hvilken de fra nu af skulde leve og færdes, ængstelige for hinanden, men endnu ængsteligere for»de Gamle«, som nu snart kunde ventes. I Skumringen begyndte ogsaa Vognene at komme, man hørte' dem rumle igjennem den hvælvede Port for Enden af Alleen, og snart efter svingede de op for Trappen Det var Vogne af alle Slags, nogle tæt fyldte af snakkende og leende Drenge, andre med en eller et Par tause og tvære Passagerer. Der var ikke udelt Henrykkelse over Feriens Ende og Skoleaarets Begyndelse, men de Fleste tog det dog med Ro som noget Uundgaaeligt. Enhver hjalp sig selv med Kufferter og Rejsetøj, kun nogle I*

18 «4 INDTRÆDELSE. af de Største fandt det hensigtsmæssigt strax at hævde deres Myndighed og lade sig betjene :»Sej der, to af Jer Nye, kom og bær mig denne Kuffert op paa Nummer Firel«Hele Klyngen styrtede tjenstvillig til, der blev formelig Kamp om at have den Ære at betjene en af de Store og saaledes maaskee strax vinde en mægtig Beskytter.»Ikke saa ivrig, Orden i Geledderne! Er der nogen af Jer, som hører til mit Kammer? Ikke, ja saa kan Du tage fat. Du der med din Fa '^ers Frakke fra iforfjor og Du med Pandekage- Fjæset 1 Aftensmaaltidet blev ikke nydt i Fællesskab", der stod paa Bordene store Fade med Smørrebrød, Terriner med Mælk og et Batteri af Ølflasker, men Enhver kom og gik, som han havde Lyst til, og Mange forsmaaede denne første Aften Skolekosten. Paa Kamrene var der en Pluddren og Snakken, en Udpakken af Kufferter, en Forevisning af medbragte Herligheder, baade tilladte og forbudte, en livlig Udvexling af Beretninger om Feriens Glæder og af bittre Beklagelser over, at man nu igjen

19 INDTRÆDELSE. 5 skulde i»trædemøllen«, paany i»det gamle Slaveri«. Udtrykket i de unge Ansigter tydede dog ikke paa nogen dyb Nedstemthed, det var nok saa frejdigt og fornøjet; hvert Øjeblik gjaldede en lystig Latter ned ad den lange Gang, og naar der fra et af Kamrene lød en Strofe af en yndet Vise, halvt glemt i Ferien hjemme, blev den tagen op og fortsat helt ned gjennem Rækken. Lærere var der ingen af. det var jo endnu ikke rigtig holdt op at være Ferie, og Spasen var saaledes fri. Længe før den bestemte Sengetid begyndte de trætte Drenge, gamle og nye, at tye til Sovesalene. Der stod i lange Rækker, kun adskilte ved smalle Gange, de lave, perlemalede Senge, over tredive paa hver Sovesal, alle nummererede og med deres lille Tabouret ved Siden. Langs Væggene vare Vaskebordene med deres Tinfade anbragte og imellem dem høje Vandtønder med Hane. De Erfarne vare i et Nu af Klæderne og Seng, de havde i knap Hovedet paa Puden, førend de sov. Ængsteligere vare de Nye, de fandt det saa underligt at skulle klæde sig af imellem de

20 næsten 6 INDTKÆDELSE, mange fremmede Drenge og midt i en saa stor Sal; de foldede deres Klæder omhyggelig sammen og stablede dem op paa Tabouretten, gled saa forsigtig ned imellem Lagenerne og laae med store Øine. mens alt det Mærkelige, de idag havde oplevet og fremdeles skulde opleve, løb dem rundt i Hovedet og holdt dem vaagne. Klokken var henad lo, fra alle Senge lød den sunde Søvns taktfaste Aandedræt, da Døren til den ene af Sovesalene blev smækket op med Larm, og to næsten voxne Drenge, begge af øverste Klasse, kom stor mende ind, endnu med Rejsetøjet paa. vha. Elendige!«raabte den ene ^Er det saaledes, I modtage Eders Herskere efter en hel Maaneds Fraværelse? Op med Jer, I Skabhalse, og tolk Jeres Følelser ved en passende Hyldingh Hovedpuderne blev revne fra de nærmeste Senge og med Kraft slyngede imod fjerne Maal. Men der behøvedes ikke saadanne Kastevaaben for at vække de Slumrende, som snart alle sad overende, nogle grinende og andre i gnaven Søvndrukkenhed.

21 .. godt! INDTRÆDELSE.»Aftenens første Pligt er Hærskuet over Rekruterne. Alle nye Elever op af Sengen, rask, en to tre! Herhen, efter Størrelsen. stil Jer i Række Hvor mange have vi? Hele elleve, du store Chineser, og sikke yndige Børn. Nu sige I højt og tydelig, hvad I hedde, og hvad Eders Fader er. Giv Agt, Nr. I, begynd!«listen blev gaaet igjennem, ikke uden diverse Vittigheder og nærgaaende Bemærkninger; et Par Stykker fik allerede ved denne Lejlighed det Øgenavn, som fulgte dem Skolen igjennem og blev hængende ved dem imellem Kammeraterne for hele Livet. >See saa, nu kan I stikke i Seng igjen, men først marschere I her op ad Gangen og rundt om Kakkelovnen, saa skilles I ad. Du der, Nr. 7, som træder i din Natskjorte, Du kan skrive til din Moder, at hun hellere skulde have syet rigtigt Slæb paa den. Og saa i Seng med Jer, men Gud naade den af Jer, der vover at snorke, der skal ikke bhve et helt Ben tilbage i hans syndige Krop!^

22 8 INDTRÆDELSE. Det var lige blevet stille, saa lød atter den samme lystige Stemme:»Det er sandt, I Nye! Imorgen tidlig efter Mælkemad møde I hver hos sin Kammerdux og lære Eders Pligter. Sov nu, men ingen Snorken, eller jeg skal...!«

23 Indvielse. De første Dage af Skoleaaret ere magelige nok. Der er ingen Lektielæsning, kun Forberedelser til Arbejdet, Anskaffelse af nye Bøger, i hvilke man med sirlig Andagt skriver sit Navn, Forsyning med Stile- og Notebøger, med Blyanter og Penne. Ivlan er saa umaadelig ordenlig lige i Begyndelsen. Og alt det Nye i Omgivelserne er saa interessant og imponerende, baade Lærerne og Klasseværelserne, baade de store Fællesmaaltider og Legepladsen, Haven, Søen, Skoven. Lidt efter lidt bliver man fortrolig med Forholdene, bekjendt med Kammeraterne, og det nye Hjem optager En saa ganske, at der ikke bliver Tid til at tænke paa og længes efter det gamle. Paa hvert Kammer boede fire eller fem Elever af forskjellig Alder, som her skulde til-

24 I o INDVIELSE. bringe Læsetiderne og havde hver sit Skab til Bøger, daglige Klæder og Smaating. Nøglen til dette Skab og til Servanteskuffen havde man i et sort Raand om Halsen og var ganske stolt af saaledes at have sine egne lukkede Giemmer. Kammerduxen, som altid hørte til øverste eller næstøverste Klasse, var uindskrænket Souveræn med en af Rektor og Lærere anerkjendt Myndighed og med et vist Ansvar. Den Yngste, Kammerfuxen, havde sine bestemte Pligter: at rydde op paa Kammeret, at sørge for at have den fælles Flaske fyldt med rent og frisk Vand før hver Læsetid, flittig pudse de to fælles Tællelys i Læsetiden, men saa desuden i det Hele at besørge, hvad der paalagdes ham af en af >vde Stores navnlig at gaae i Byen og udføre Smaatjenester. Det var noget omstridt, hvem der skulde regnes for at høre til»de Stores. Øverste i sjette) og næstøverste Klasse formastede Ingen sig til at nægte Privilegiet, men der var Tvivl om den derefter følgende fjerde Klasses Ret, og paa samme Maade var det et svævende Spørgsmaal, om Hoveriet strakte sig udover nederste og næstnederste Klasse, om ogsaa tredie var pligtig. Paa det om-

25 INDVIELSE. II tvistede Territorium blev Afgjørelsen i hvert enkelt konkret Tilfælde truffen efter individuelle Forhold; en stærk Dreng i fjerde Klasse tiltog sig uden Modsigelse de Stores Privilegium, og en lille Knægt i tredie vovede ikke at sige Nej, naar han blev kommanderet i Byen. Der var en vis Ængstelse imellem de Nye med Hensyn til den Daab, som de hørte, at der forestod dem. Nogle af de yngre Kammerater, der ifjor og iforfjor havde gjennemgaaet Ceremonien, lo haanlig ad de Frygtsomme, det Hele havde Ingenting at betyde; Andre fandt en vis Fornøjelse i at udmale den med grelle Farver. Hjertebanken var der hos alle dem, der den første Lørdag Aften blev tilsagte til møde paa Badebroen. Det var dog ikke saa slemt.»de Døbendes«maatte klæde sig helt af til Bæltestedet; saa tog en af de Store Fyren ved det ene eller begge Ben og dyppede ham godt ned i V^andet; hvis han skreg eller gjorde Modstand, dukkedes han et Par Gange ned. og sprællede han, kunde det vel hænde, at Taget glippede, og at hele Personen faldt i Vandet, men det var ikke dybt, og der var gode Svømmere, som nok kunde have bjerget, hvis En

26 12 INDVIELSE. eller Anden havde været for fortumlet til at hjælpe sig selv. De Døbte fra forrige Aar vare fra Land selvtilfredse Vidner til Akten. Naar en Nydøbt, halvt rystende og halvt stolt ved at have overstaaet Prøven, kom iland, betroede de ham, at dette var endnu ikke Noget, men Sneedaaben, der forestod til Vinter, var rædsom. Den var dog, da den kom, heller ikke saa slem at gaae paa. Synderen blev begravet i en Bunke Snee, og naar han paa et givet Signal arbejdede sig frem af Dyngen, blev han bombarderet med Sneeboldte. Sandt nok, der kunde kom.me en Haandfuld Vaadt ned indenfor Kraven, eller en i Vand dyppet Sneeboldt kunde gjøre nederdrægtig ondt, men det døde der Ingen af Den efter Daaben følgende Søndag var det straalende Septembervejr. Strax efter den tidlige Middag spredtes Alle i Skovene, hvis mørke Grønne lige begyndte at antage Efteraarets brune Skjær. Nødderne vare endnu langtfra modne, men dog spiselige, og efter det meget praktiske Raisonnement, at det var bedre selv at spise dem grønne end at lade dem sidde og blive brune for Andre, gjorde

27 samlet omkring sig en lille Kreds, mest af Rekruter.»Jeg synes, vi skulde spise Kartofler med 3 INDVIELSE. 1 Enhver sit Bedste for at fylde sine Lommer. Der gik en Bragen og Susen gjennem Skoven af Hasselgrenene, som blev trukne ned for at undersøges og ofte knækkede under de ivrige Hænder. Hen paa Eftermiddagen samledes en hel Flok ved et Skovløberhus, som laae i Skovbrynet tæt ved Landevejen. Man begyndte at kjende hinanden og slutte Venskaber, at danne Kliker. En af tredie Klasse, der allerede havde et Par Aars Erfaring, havde Løgsaus. Herinde hos Per Ibs kan vi faae nok til Otte eller Ti for to Mark. Hvem har Penge? Jeg har sgu brugt hver eneste Skilling, jeg havde med hjemmefra, og mine Ugepenge ere ogsaa gaaede. Men I Nye er vist bedre beslaaede.c Det viste sig, at de to Mark lod sig bringe tilveje ved Sammenskud af forskjellig Størrelse, og den Erfarne paatog sig at arrangere Festen. Kartofler med Løgsaus befandtes at være en Herreret, der blev nydt med stor Appetit, og

28 14 INDVIELSE. der var noget Rask i saaledes at spise paa offenlige Steder.»Seer I, Per Ibs er et udmærket Sted for Kartofler; men her er ogsaa brillant Tykmælk, et meget ordenligt Fad til To med Brød og Sukker for sex Skilling. Næste Sommer skal jeg engang, naar jeg er ved Muffen, traktere Jer med Tykmælk. Lad os nu styre hjem og see, om der er noget Ordenligt paa Aftensmaden.«Det var en saa fornøjelig Søndag, at man med Længsel imødesaae den næste. Imens forandrede Vejret sig imidlertid, det var blevet koldt med Biæst og Byger. Da man samledes til Middagsbordet, gik et Par af de Store omkring tii en halv Snes Smaa med den Besked:»Du skal ud og plukke Rønnebær. Du møder Kl. 2 ved den lille Trappe!«De Fleste modtog Ordren uden nogen Indsigelse, i Grunden uden at forstaae den. En vovede en Bemærkning om, at han havde ikke Tid, der var Noget, han skulde have skrevet, men fik den Besked, ledsaget af et ganske venskabeligt lille Knubs, at saadant noget Sludder var det bedst ikke at komme

29 INDVIELSE. I 5 med. Dette syntes at nehslaae den Tendens, som maatte findes hos Nogle til en Opposition. De Tilsagte, paa een nær, mødte til rette Tid, og efter givet Vink vare de i deres sletteste Klæder. Forsynede med Sække gik de under Opsigt et langt Stykke, indtil de naaede Landevejen, hvor de højstammede, skjævt kappede Rønnebærtræer svajede med deres røde Duske i Vindstødene. Det var drøjt at komme op ad de vaade og glatte Stammer, To eller Tre maatte hjælpes ad, men saa var det en let Sag at plukke Klaserne og samle dem i Sækkene. Et Par Timer gik dog hen dermed, det var koldt, saa Drengene rystede i de tynde Sommerklæder, og det var kun de to Slavefogder, som fik sig en Hjertestyrkning inde i Kroen. Desto varmere blev det at slæbe de tunge Sække hjem og saa helt op paa Loftet, hvor Rønnebærrene spredtes for at tørres til Brug for Kramsfugle-Doner i den kommende Vinter. Snavsede, vaade og trætte kom de hjem lidt før Skumringen, allevegne var der koldt og uhyggeligt, ikke et eneste Sted var der, hvor de kunde hvile sig ud i Ro.»Paa denne Tid drikke de Thee hjemme; der er et

30 6 1 INDVIELSE. stort Fad med ganske tyndt Franskbrød og saa Moders lækkre smaa Kringler med den dejlige Smag af Citronskal. Hvem der nu sad hjemme I«Udeblivelsen af den ene Dreng var ikke bleven videre omtalt, men derfor ikke bleven ubemærket. Efter Aftensmaden blev den Skyldige attrapperet og ført afsides; der hørtes lidt højrøstet Tale, saa et Par stærke Klask, og derpaa blev Synderen med tykke Øjne og glødende Kinder befordret lidt hurtigere end med sin naturlige Gang hen til en Gruppe af Jevnaldrende, der spændt havde fulgt Begivenhedernes Udvikling. Det første Forsøg paa Oprør var mødt med en exemplarisk Afstraffelse, og Lektionen gjorde sin Virkning.»Hvorfor blev Du ogsaa borte, Stjernkrone? Det kan ikke nytte noget at sætte sig op imod de Store, det er meget bedre at lystre, c- A er fejge, at I vil lade Jer tyrannisere saadan. Fa'er sagde selv til mig, da jeg skulde hertil, at jeg ikke skulde lade mig kujonere, men staae paa min Ret, og jeg vilde ogsaa slaaet igjen, men de holdt mine Hænder

31 c 1NDVIEL>E... Første Uh, hvor jeg hader de Skurke, og hvor her er utaalehgt at være Naar jeg kommer i fjerde Klasse, skal jeg ordenlig tyrannisere de Smaa.* /Ja, det er der Noget til endnu. ^Men forresten vil jeg næste Gang hellere tage et Par paa Snuden, naar de ikke er værre, end være med til igjen at pille Rønnebær. Mand til femte Klasses Dør! Skoledrenge.

32 Bal. Det var Vinter med Snee og Slud, da det første af de to aarlige Baller blev givet. For den lille By og for Omegnen var dette en Begivenhed, hvorom der taltes længe forinden og længe bagefter, og af Eleverne blev det imødeseet med store Forventninger, af nogle for Dandsens Skyld, af andre for de forskjellige Nydelser, der kunde falde af, af dem alle, fordi baade Dagen og Dagen efter vare frie. Hvem der havde Familie i Nærheden, kunde ogsaa regne paa ved den Leilighed at see Forældre og Søstre, og efter gammel Skik kunde hver Elev indbyde en dandsende Dame, saa at ved Kammeraters Hjælp selv en større Flok af Søstre og Kusiner og deres Veninder kunde komme med.

33 BAL. 19 Man begyndte tidlig dengang, og man holdt længe ud. Allerede fra Klokken Fem var der travlt paa Sovesalene og paa Kamrene, der blev vasket og børstet og spejlet og friseret og parfumeret over en lav Sko. For de Smaa var den reglementerede blaae Dragt med de blanke Knapper en herlig Gaia, men de Store undlod ikke at udstøde bittre Beklagelser over den kjedelige Skoledrenge -Uniform, som ikke gav deres Forfængelighed frit Spillerum, og som idelig blev for kort paa Arme og Ben. En Time efter vare Lysekronerne og Armstagerne tændte i Vestibulen og den store»lovsangssal«, hvor Gjæsterne skulde samles, og som saae ganske anderledes straalende ud end til Hverdagsbrug, skjønt Møbleringen var mere end tarvelig og egenlig kun bestod i de sædvanlige Tabouretter langs Væggene, højst med en Sofa eller to for Honoratiores. De smaa Drenge vare først paa Pletten, vandkjæmmede, med tynde Skoe og hvide Strømper, med struttende hvide Handsker, halvt trykkede og halvt opsatte paa Spilopper; de større kom først senere, overlegne i Holdning, men i Grunden forlegne, og klumpede sig sammen i 2*

34 20 BAL. Hjørnerne af Salen eller studerede med paatagen Grundighed Ballisten, der var slaaet op paa Væggen Rektor med Frue og et Par Lærere stod alt parate til at modtage Gjæsterne, og de lod ikke længe vente paa sig. Vognene kjørte op for Trappen, og formummede Skikkelser i Kaaber og Shawler ilede gjennem den lange Gang til et af Klasseværelserne, der var indrettet til et tarveligt Dametoilette, for kort efter at vende tilbage som yndige Feer i Skyer af Flor og Tyl med Blomsterkrandse og Bandoleerskoe, hvis Baand gratiøst slyngede sig om Fod og Ankel, rødmussede og friske efter Kjøretouren i den kolde Aften, straalende af Balfeber Herregaardene og Præstegaardene, der leverede Hovedkontingentet af de unge Damer, vare præcise, medens Byens Folk vare langsommere til at indfinde sig, thi der kunde kun opdrives tre lukkede Vogne ialt, og disse maatte kjøre mange Gange frem og tilbage, inden Alle vare befordrede. I den store Sal var nu den ene Væg besat af en dobbelt og tredobbelt Række af ældre og yngre Damer. Ligeoverfor stod Herrerne i Klynger, de kastede prøvende og iagttagende Blikke over til Fjenden, hviskede af og til lidt

35 1 BAL. 2 sammen paa en aandsfraværende Maade og rettede paa Kraven eller purrede op i Haaret. Der blev budt Thee om med store Bakker af Julekage, men næsten den eneste Lyd, man hørte, var ogsaa Theskeernes Klappren imod Kopperne. Ingen syntes at ville vove at engagere nogen Dame, og dog kunde det kun vare et Øjeblik, førend Ballet skulde begynde, man hørte allerede fra Spisesalen ved Siden af, hvorledes Klarinetten gav sit snøvlende A, og hvorledes Violinerne blev stemte. Et Par Studenter brød omsider Isen og fulgtes ad henover Gulvet til en Klynge Damer, som de havde udseet sig. Det hævede Fortryllelsen og gav flere Andre ]\Iod, der kom lidt Liv og Bevægelse i de døde Grupper Skolens Gymnastik- og Dandselærer, der havde staaet med en Mine som en General før Slaget, men var for erfaren til at gribe ind før Tiden, animerede nu de Tøvende, og da i det Samme Fløjdørene gik op, og Tonerne af en Marsch lød inde fra Balsalen, kom der Fart i Tingene. De fleste Drenge valgte Damer, som vare større end de selv. En lille Rest af Damer blev dog tilbage uden Kavaleer, de søgte at see ud, som

36 22 BAL. brød de sig ikke derom, men det lykkedes dem ikke ganske at skjule deres Forlegenhed. Der maatte anvendes lidt Pres for at faae dem forsørgede, og nogle halvvoxne Drenge, der egenlig hellere end gjerne vilde været med, tog Flugten, men tilsidst vare alle de Unge anbragte, og den ældre Del af Selskabet fulgte efter for at see til. Marschen gik over i en sagte Vals og Dandsen begyndte. I Vestibulen var en Flok mindre Drenge bleven tilbage. De tog nu deres Regres i Theen og Julekagen, og af og til hentede en dristig Haand i Sukkerskaalen et Bytte, hvoraf kim en lille Del gik i Koppen, medens Resten forsvandt i Lommen. Spillebordene i et tilstødende Klasseværelse havde lokket de ældre Herrer til sig, og de havde saa temmelig Valpladsen for sig selv.»vil du dandse?jeg veed ikke, om jeg gider; vil Du?Nej, jeg troerikke-, jeg bryder mig ikke om de Tøse. Det er meget morsommere at være fri. Først skulle vi brænde Sukker. See, hold Stykket saadan op ved Voxlyset. til det smelter, og lad det saa dryppe ned paa et

37 BAL. 23 Stykke Papir. Det smager brillant. for Satan, hvor jeg brændte migl^.. Au Længe kunde denne Idræt dog ikke sysselsætte dem. Der kunde leges Tagfat paa Tæppet i den lange Gang, men det var ikke videre morsomt, og Festdragten generede. Mere Sjou var det at pynte Statuerne af Platon og Aristoteles, der stod i Vestibulen, med Hatte, der sad paa Snur, og lade dem galant bære Damernes efterladte Overstykker paa deres hvide Arme, men ogsaa det blev man kjed af. En Adspredelse var det, da første Dands var tilende, og da man forberedte sig til Frangaisen ved at engagere og træffe Aftale om zns-a-vis, medens Gulvet i Balsalen blev stænket med Vand og en ganske svag Anelse af Lavendelessens. Men det var snart forbi, og Stuerne blev atter tomme. Nogle enkelte Smaafyre sneg sig bag om Kadrillerne og stillede sig ved Orkestret, hvor de nøje iagttog de forskjellige Instrumenter og især fandt sig tiltrukne af et Klaphorn. Resten af de ikke dandsende Smaa drev omkrmg eller hoppede op i Vindueskarmene og sad der dinglende med Benene.

38 .. Aa, 24 BAL. Endnu var der langt frem til Aftensmaden, og dette begyndte at blive kjedeligt. >Vi plejer ellers gjerne at komme til at spille Lotteri. Hr. Hansen, vil De ikke spille Lotteri med osr Vi kan godt være inde i anden Klasse, der er tændt, og jeg skal hente Posen med Sedlerne og Brikkerne inde paa Deres Værelse, hvis De vil give mig Nøglen.«Det slog an, hele Sværmen foer afsted, selv de, hos hvem Dandselysten havde begyndt at røre sig, og snart var Lotteriet i fuld Gang med en Mark som Gevinst for den første Kvine. Den Heldigste var Lindbom, en Hlle Knægt med krøllet Haar og spillende brune Øjne, der utaalmodig saae op til L'draaberen og fandt Tid til at passe saavel sine egne som sine Naboers Sedler; to Gange vandt han, og den tredie var han lige ved ]\Iaalet. Han blev behandlet med særlig Venskabelighed, da Spillet afbrødes ved det velkomne Budskab om, at nu skulde der spises. En munter Summen vidnede om, at der nu var Liv i Tingene. Damerne blussede og trak Vejret dybt, medens Mødrene omhyggelig hængte Shawler og Mantiller om de blottede

39 BAL. 25 Skuldre. Herrerne havde travlt med deres Lommetørklæder og udvexlede deres Erfaringer om, hvem der dandsede godt, og hvem der var»en hel Ko at slæbe paa^. Fra Gangene blev der baaret ind lange Borde med bugnende Fade af skaaret Smørrebrød i højst appetitlige Tegninger og Figurer af Paalæg, høje Stabler af Tallerkener, Rødvinsflasker og Karafler med Punsch. I Midten af hver Sal, flankeret af Smørrebrødenes Hovedstyrke, stod et Bord med en Mangfoldighed af Kager. Alle disse Herligheder vare ikke ganske ukjendte for Ungdommen: hele Dagen igjennem var der blevet bagt og braset og smurt Smørrebrød nede hos Økonomen i Kjælderetagen, og fra Gaarden havde man kunnet see, hvorledes det Hele gik for sig. I de Værelser, hvor Gjæsterne vare samlede, sad de langs Væggene, og de større Elever bød galant rundt til dem, benyttende Leiligheden tii at begunstige deres Hjertes Udvalgte og indynde sig hos Mødre og Tanter. Hvor de mindre Elever havde det mere for sig selv, gik det efter Kommando. Man stod i Geledder med sin forventningsfulde Tallerken i Haanden, idet man rekognoscerede

40 26 BAL. Valpladsen og forud gjorde sig fortrolig med de lækkreste Fade: Laxen, de runde Stykker med Æg og Anchiovis, Sildesalaten og den grønne Ost. Paa et Signal af Læreren styrtede Alle løs paa een Gang, og det var ikke Meget, som blev tilbage efter det første Indhug. Drikkevarerne brod man sig ikke stort om, det var Tradition, at Punschen ikke duede, og at Rødvinen»smagte som Blæk«. Da Smørrebrødet var færdigt, indtraadte en ny Pause, førend det gik løs paa Kagerne, og dette Øjeblik, som var Aftenens Glandspunkt, blev imødeseet med ikke ringe Spænding. Indhugget var derfor ogsaa vældigt, da endelig Signalet kom. Krandsekagerne og Makronerne vare mest søgte, ikke just fordi de smagte bedst, men fordi de bedre end de bløde Kager egnede sig til at gaae i Lommen, thi det var den store Opgave, naar man havde faaet sin Tallerken fyldt, at praktisere saa meget som muligt fra den ned i Trøje- eller Buxelommen til senere Nydelse. Forsigtig maatte man være, thi Læreren holdt skarpt Udkig til alle Sider, men han var ene imod Mange, og de unge Røvere vidste at passe deres Snit Ingen var saa fræk

41 : 1 AL, 27 til at fylde sin Tallerken og saa behændig til at lade de bedste Stykker forsvinde som i\ttrup, en Dreng med stridt Haar, tykke Kinder og smaa polidske Øjne. Heldet gjorde ham dristig, og just som han stak en hel Ring af Krandsekage ind paa Brystet, mødte han i et hurtigt Glimt Lærerens Øje. Der blev imidlertid ikke sagt Noget, og Synderen haabede allerede, at Rovet ikke var opdaget. Men da alle Fade vare tomme, og da man i de andre Stuer skrabede med Stolene, lød det»aa, Attrup, kom lidt herhen!' Læreren tog en Tallerken, holdt den hen ved hans Lommer og hentede op af dem en hel Ladning.»Nu er Du saa god at byde dem rundt strax, og hvis jeg fanger Dig engang til i at plyndre, din Slubbert, kan Du være vis paa en ordenlig Lussing.^ Borddansen var la Tempéfe, der begynder som en mild Luftning, voxer op til Blæst og ender med en Storm, i hvilken alle Par fare afsted, hoppe og svinge rundt. Der var Liv og Munterhed over det Hele, og det kunde umulig skyldes de nydte Bacchi Gaver. Ad-

42 28 BAL. skillige af de Smaa, der hidtil havde holdt sig tilbage, blev revne med af Stemningen og vovede sig ud paa Gulvet i en af Inklinationstourene, men altid med en stor Dame. Siden fulgte Cotillon. En Elev i ældste Klasse førte op, han havde selv ingen Dame for helt at kunne hellige sig til sit vigtige Kald, og med utrættelig Iver ordnede han den lange Række af Toure, som Traditionen havde bevaret fra henfarne Tider, og som af og til berigedes med nye Ideer fra Hovedstaden. Det var snart fem Par ud og snart kun tre Par, snart 2>Herren en Herre og Damen en Dame«, snart»damerne hver to Herrer og Herrerne hver to Damer-^^ l der blev dannet Pyramider og gjort Kjæde, der var Ringene og Buketten og Kurven, som fordeltes imellem tre knælende Aspiranter, der var Touren med at vælge imellem en Reseda og en Rose, mellem en Rundtenom og en latinsk Grammatik, den med at kaste Lommetørklædet og den med en Knude i det ene Hjørne, tilsidst Ballets betydningsfuldeste Øjeblik: Inklinationen med Buketter og Sløjfer. For de Nye var alt dette meget morsomt at see paa, og Smaaklynger

43 BAL. 29 af dem sad oppe i Vinduesfordybningerne eller ved Musik-Estraden. Men saadan en rigtig Cofillon af den gamle Skole varede sine halvanden eller to Timer, og de hvirvlende Par, Musikens gjentagne, monotone Rhytmer virkede efterhaanden søvndyssende. En og Anden begyndte at nikke med Hovedet, men foer op, naar en mere aarvaagen Nabo kildrede ham under Næsen. *Jeg synes, vi skulde gaae i Seng, jeg er saa knusende søvnig.er Du gal? Nu om lidt, naar Cotillo?i tn er færdig, faae vi Bouillon og Kirsebærsuppe. Du skal drikke Bouillon først, efter Kirsebærsuppen smager den saa ækelt. <r Medens man var beskjæftiget med denne Nydelse, kom Attrup til. Det flaue Udtryk fra før, da han maatte byde sine Kager rundt til de grinende Kammerater, var forsvundet, hans Ansigt straalede af Tilfredshed over en vel udført Bedrift.»Vent, til jeg har faaet en Kop til, saa skal jeg vise Jer Noget.«Oppe paa Kammeret aabnede han sit Skab og viste dem en Stilebog fuld af Kager, adskillig flere, end han havde maattet udlevere.

44 30 BAL.»Hvor har Du dem fra, dit Jern? o, jeg saae, at Fru Lind, hende den høje magre, hængte et sort Pose fra sig i Vinduet, da de gik ind til Tempeten. Den snubbede jeg og fandt disse Kager i den. Saa tog jeg dem ud og fyldte den i Stedet med Smørrebrød af et Fad, som var blevet glemt i et andet Vindue. Det bliver vældig grinagtigt, naar hun nu imorgen skal vise de søde Børn, hvad Moer har bragt hjem til dem fra Ballet, og saa Kagerne er forvandlede til Kalvesteg med Asie.«Endnu var der to Timer, til Ballet skulde sluttes, og det var haardt at stride imod saa længe. Søvndrukne og udmattede sad de ikkedandsende Drenge omkring i Krogene, de hørte det knap, naar en forbigaaende Lærer kaldte paa dem og sagde, at de nu hellere skulde gaae i Seng. Det kunde dog ikke falde Nogen ind. Klokken Fire skulde der jo være Kaffe. Endelig kom den overgivne ^>Kehraus«som Slutning af det Hele. Fra Dandsesalen foer den lange Række fejende ind i de øvrige Væ.- relser, bugtede sig som en Slange tversover dem, passerede Vestibulen og Spilleværelserne,

45 BAL. 31 hvor nu kun et enkelt Bord var besat, snoede sig ud paa den lange Gang og foer derpaa under Latter og smaa Hvin tilbage til Dandsesalen, hvor Musiken i raskeste Tempo kilede løs paa»forgangen Nat vor sultne Kat«. Dette skulde være det Allersidste, men netop derfor vilde det ingen Ende tage; et Par Gange løftede den Adjunkt, som ved Rektors Bortgang havde taget Kommandoen, Hænderne for at klappe af, men man bad ham om et lille Øjeblik endnu, man holdt paa hans Hænder, og medens han leende faldt til Føje, sprang de ivrigste Dandsere omkring blandt de næsten forrevne Damer med forstyrret Frisure og bølgende Barm og foer afsted med dem under Løsenet»Kun en eneste Gang rundt endnu«. Saa kom endelig Fanfaren, der vækkede de Sovende, og Ballet var tilende. Kaffen var yderst velsmagende, og efterat have tømt et Par Kopper, maaskee med endnu et sidste Greb i Sukkerskaalen, kunde Enhver med god Samvittighed gaae til Hvile der var ikke Mere at pine ud af det. Paa Sovesalene var der, skjøndt Alle vare dødstrætte og hæse, livlig Snakken.

46 32 BAL.»Du dandsede jo tre Dandse med den Blege fra Rostrup«. ^Ja, jeg vil bedes derud i Paaskeferien.Saae I Gouvernanten fra Valbylille, hvor hun gjorde Øjne til Adjunkt Winding? Hun blev gal i Hovedet, da jeg fortalte hende, at vi kalde ham for Tællelyset. ^»Jeg fik tre Sløjfer, hvor mange fik Du?Kun een, men den var af jette Westrup, det er en Satans rask Tøs.<'»Hold nu ]Mund, og skrup i Seng med Jer. Gudskeelov, imorgen kan man da sove til Klokken Ni, uden at Tællelyset brøler sit 'Alle Mand op" og banker En i Hovedet med Pibespidsen, det Dyr.«

47 saaledes Røvere. Da Foraaret bragte mildere Vejr og længere Dage, var der megen Tale om, at man nu snart skulde lege Røvere. Om Aftenen efter Læsetiden og det hurtig tilendebragte Maaltid blev der forhandlet livlip; derom i større oe mindre Grupper, men man kunde ikke rigtig komme til Enighed, da et Par af de Større, som værdigedes at være med, vare af ulige Meninger, og ingen af dem havde saa megen Anseelse, at hans Ord var Lov. Imidlertid forberedte man sig paa Begivenheden, som jo uundgaaelig maatte komme. Hos Bogbinderen blev der bestilt store Skjolde af Pap, smykkede med Kors, Stjerner, Ørne, Falke eller andre heraldiske Mærker, som de kjendtes fra Ingemanns Romaner, og i Stand til at afbøde et ordenligt Slag; denne Pragt blev dog Skoledrenge. 2

48 34 BØVEEE. fordunklet af Nogle, som havde henvendt sig til Blikkenslageren og hos ham faaet blaat anløbne Skjolde, som et Talent blandt Kammeraterne prydede med indridsede Hestehoveder. Drost Peder Hessel og Carl af Rise, Claus Skirmen og Rane Kammersvend svævede for Tanken. Forsvarhge Hesselkjæppe blev skaarne i Skoven, lagte til Tørring nede ved Bagerovnen for at faae Foraarssaften ud af dem og forsynede med Pareerplade eller Vidiefletning til Beskyttelse for Haanden. En krigersk Aand hvilede over Skolens tre nederste Klasser, Fostbroderlag stiftedes, hvad enten det nu blev i den ene eller den anden af de stridende Hære, Generals- og Officeers-Emnerne begyndte at voxe frem af Mængden. Endelig blev det afgjort, at Slaget skulde staae næste Søndag. Om Valpladsen var der megen Strid, men omsider bestemte man sig for Grøftebjerg Skov, der ved sit bakkede Terræn og sine Moser frembød gunstige Betingelsen for et interessant Felttog, og som desuden havde den store Fordel at være mindre bekjendt end de nærmere Skove. Røvernes Antal blev ansat til Tolv, medens Resten, der

49 EØVEEE. 35 vilde blive to eller tre Gange saa stor, skulde være Soldater. Den efter megen Tvivl udsete Røverhøvding skulde have Lov at vælge fire Mand forlods og saa en for hver tre, som Soldaternes Anfører udtog til sin Flok, men af een Klasse ad Gangen, Valget var i høj Grad spændende, thi naturligvis vilde Alle helst være Røvere; de fleste Aftaler sprængtes, kun den rent personlige Fortjeneste kom i Betragtning. Røverne skulde have en Times Forspring, men vare forpligtede til at vælge deres Hule i den nordvestlige Del af Skoven, og Sejr eller Nederlag skulde afhænge af, om i'.et lykkedes dem ved List eller Kamp derfra at at naae Skovfogdens Hus ved Landevejen, eller om de forinden dette Sted gjordes til Fange. I Lgens Løb var der ikke nogen saa lang samlet Fritid, at man kunde naae ud til Skoven og tilbage; først Lørdag Aften lykkedes det nogle af de Ivrigste fra begge Sider at komme derud og gjøre sig hdt nærmere bekjendte med Terrænforholdene. Førerne for begge Sider vare yderst hemmelighedsfulde, de talte kun med deres Adjudanter og højeste 3*

50 36 EØVEEK. Officerer; de Menige fik Intet at vide, de kunde jo sladdre af Skole eller endog skjændig forraade Krigsplanen til Fjenden. Som Kjendemærke skulde Soldaterne bære et hvidt Lommetørklæde bundet om den venstre Arm. Røverne skyndte sig afsted lige efter ]\Iiddagsbordet De fleste af dem havde bundet farvede Tørklæder om Livet og bestræbte sig for at see saa vilde ud som muligt; for at blive i Karakteren gik de ikke i samlet Trop, men sneg sig enkeltvis bag om Byen og udenfor de befærdede Veje til det aftalte Mødested, Skovfogedhuset. Soldaterne derimod marscherede, da Timen var omme, i Række og Geled gjennem Byen, følende sig som Ordenens Vogtere og alle Ildgjerningsmænds Udryddere. Gjennem Skoven strakte sig et Mosedrag, som afskar netop det nordvestlige Hjørne, hvor Røverne skulde være; tversover den gik paa en smal Dæmning en Vej i lige Linie, og ikke langt fra denne var Mosen paa et Stykke bevoxet med Ellekrat. som stod halvt i Vand, medens der paa begge Yderkanter var fast Bund, men ingen Vej, langs med de Gjærder,

51 EOVEKE. 37 som mod Xord og Syd begrændsede Skoven. Soldaterne rykkede frem i sluttet Trop indtil tæt ved Dæmningen, og først her samlede Generalen sit Krigsraad for at forelægge det sin Plan og indhente dets Raad, som forresten mest passende kunde bestaae i en ubetinget Godkjendelse af, hvad han i sin Visdom havde besluttet. Planen gik ud paa, at der skulde sendes to Afdelinger, hver paa otte Mand under en Lieutenant, langs det nordre og søndre Gjærde udenom Mosen; hver for sig vilde de vel være svagere end Røverne, men da de havde omtrent lige lang \'ej at marschere, skulde de forene sig ved at falde Roverne i Flanken fra begge Sider, jage dem ned fra den Banke, hvor de upaatvivlelig havde slaaet deres Lejr, og drive dem frem ad Dæmningen, som de, efterat have seet Fjender paa begge Sider, vilde ansee for en sikker Vej til Fristedet, men hvor saa Hærens Hovedstyrke, 1 6 til 20 Mand, skulde ligge i Baghold og standse dem, medens de to mindre Detachementer samlede skulde forfølge dem paa Dæmningen og afskjære dem Tilbagetoget. Kun en enkelt Røst hævede sig imod denne

52 krybende 38 RØVERE. snilde Plan; en tilsidesat Rival vilde rykke frem til midt paa selve Dæmningen og derfra udsende Spejdere, ingen ordenlig Krig kunde føres uden Spioner, og naar man holdt sig sammen, kunde man med hele Styrken falde over Fjenden, hvilken Vej han saa tog; men han blev haanlig overstemt. Hæren delte sig altsaa^ de to Flankekorpser fik nøjagtige og strenge Ordrer om at snige sig forsigtig frem, helst paa Indianervis, paa Maven gjennem Græs og Buske, og om nøje at passe paa forenet Samvirken, medens Plovedhæren, efterat have udsat Forposter, foreløbig gjorde Hvil inde paa en aaben Plet udenfor Synsvidde for siden at lægge sig i Baghold. Røvernes Opgave var mere passiv, de vare efter Sagens Natur indskrænkede til det rent Defensive. De udstillede Vagtposter under Træerne og i Krattet om deres Bakke og udsendte Spejdere til begge Sider for at give Signal, saasnart Fjenden maatte vise sig, men hvilken TilbagetogsHnie de saa skulde vælge, maatte beroe paa Fjendens Operationer. Kun Aarvaagenhed og Snedighed! Robin Hoods Kjækhed og Dick Turpins Snildhed! I værste

53 EOVERE. 39 Fald skulde Banden spredes og hver Enkelt efter sit bedste Skjøn bruge Magt eller List for at frelse sig selv hen til Fristedet. Høvdingen indskjærpede, at hvad det kom an paa, var ikke Kamp imod Overmagten, men at slippe igjennem; skulde det imidlertid være nødvendigt at gribe til Vaaben, saa gjaldt det at kæmpe for Livet for at undgaae Galgen. Ventetiden blev begge Parter noget lang under den omgaaende Bevægelse. Soldaternes General fandt det passende tilligemed Adjudanten at inspicere Stillingen. Endnu hørtes der Intet fra hinsides Mosen, Alt hvilede i stille Fred, de endnu nøgne Træer tillod at see et Stykke ind i Skoven hinsides, men Intet viste sig. Feltherrens Blik formørkedes imidlertid, da det faldt paa Ellekrattet Her var aabenbart et svagt Sted i Stillingen, en Overgang, som Røverne kunde benytte ved at springe fra Stub til Stub, hvor Tuerne ikke vare faste nok. Det laae en 4 eller 500 Alen længere tilhøjre, saa at Bagholdet ved Dæmningen ikke vilde kunne naae derhen i rette Tid, hvis Fjenden skulde have været dristig nok til at vælge denne Udvej. Den blotte Mulighed

54 40 RØVERE. maatte forebygges. Et Detachement af Hovedstyrken maatte besætte EUekrattets nærmeste Del, og det maatte ikke være for lille, da det kunde komme til at operere alene; lo Mand, helst 12, maatte sendes derhen. Vel blev det egenlige Baghold herved stærkt svækket, men det vilde finde Støtte hos de to omgaaende AfdeHnger, naar de havde forenet sig og paa Dæmningen forfulgte den flygtende Fjende. Saaledes skete det da. Hvor forsigtig de to Afdelinger end havde bevæget sig fremad, vare de dog blevne sete af Røvernes Spejdere, som forpustede kom og meldte, at store Troppemasser rykkede frem fra begge Sider. Der kunde ikke være Tale om at møde nogen af Delingerne enkeltvis, der var kun det ene Haab, at Dæmningen, som laa ganske fri foran dem, var ubesat og kunde frembyde en Udvej til Frelse. Ordre blev hurtig givet til at snige sig nedenunder Bakkekammen og saa i fuldt Løb passere den et Par hundrede Alen lange Dæmning. I Skyndingen blev glemt en Spejder, som var' sendt op i et Træ. Da de vare midt paa Dæmningen, hørte de Soldaternes Raab fra

55 RØVERE. 41 Bakken, som de nys havde forladt, og foer afsted med forøget Fart, da der pludselig begyndte at vise sig hvide Lommetørklæder ogsaa foran dem. Men nu var der intet Valg, det gjaldt Sejr eller Døden, og den lille Bande styrtede sig uforfærdet imod Fjenden. Til deres Forbauselse var han dem underlegen i Styrke, de kastede sig i sluttet Falanx imod ham, og nu opstod der et Øjebliks forfærdelige Kamp, hvor Hesselkjæppene hvinede igjennem Luften, bragede imod Skjoldene og sprang i Stumper over Hoveder og Skuldre, et vildt Haandgemæng, hvori det næsten var umuligt at skjelne Ven fra Fjende. Allerede vare Forfølgerne bagved dem naaede ud paa Dæmningen kun nogle faa Øjeblikke, og Hæren vilde være overvældende stærk. Med en Kraftanstrengelse brød Røverne igjennem og spredte sig strax til alle Sider, inden de af Kampen fortumlede Soldater kunde samle sig. De friske Kræfter, som kom til, satte paa Maa og Faa efter de Flygtende, men fra nu af var det en spredt Forfølgelse, hvor hver Enkelt gik paa egen Haand. To eller tre Røvere fangedes efter fornyede Træfninger og førtes afsted

56 42 RrtVERE. under Bedækning. Resten naaede til Fristedet, forrevne og forpustede. Detachementet fra Egekrattet var sidst til at møde, flaue og tilsølede, nogle af dem pjaskvaade til midt paa Livet. Da der tilsidst blev holdt Mandtal for at see, om alle Røvere nu vare komne, var der en Dreng imellem Soldaterne, som tog sit Lommetørklæde af Armen og ganske rolig gik hen og lagde sin Haand paa Husets Væg med de sakramentale Ord:»Helle mig!«det var Røver-Spejderen, som var bleven glemt i Træet. Da han saae, hvorledes det Hele gik, var han sprunget ned og havde ubemærket sluttet sig til Halen af Soldatertroppen, men først bundet sit Lommetørklæde om Armen, og saaledes var han bleven tagen for Soldat og ladet uforstyrret, indtil han nu slog sig fri. Der blev stor Strid, om dette var tilladeligt, men Resultatet blev, at medens Sligt vilde være uhæderlig Svig for en Soldat var det en meget passende Krigslist for en Røver. Hjemtouren skete i Fællesskab og i den bedste Harmoni. Der var endel blaae Striber baade paa synlige og usynlige Steder, hist og her en blodig Næse eller et blaanende Øje, adskillige

57 RØVERE. 43 Trøjer og Buxer vare flængede, Papskjoldene vare forrevne og Blikskjoldene fulde af Buler, men Stemningen var alligevel udmærket, og Alle fandt Dagen vel anvendt. Aftensmaden var neppe forbi, førend saagodtsom alle Deltagerne søgte til Sovesalene.

58 Mytteri. Foraarsluften voldte Uro i Gemytterne. Alt som Livet begyndte at pulsere kraftig i Mark og Skov, bragte Knopperne til at svulme, Insektverdenen til at vaagne og Fuglene til at bygge Rede, gav det sig ogsaa til at gjære i de unge Sind. Der kom noget Febrilsk over det Hele, en vis Pirrelighed, der ligesom laae paa Lur efter Noget at føre Krig om. Foraaret har den Virkning langt ud over Skolen og Ungdomsalderen. Muligt er det ogsaa, at den krigerske Aand, som var vakt ved Røverfejden, selv et L'dslag af Foraarsrørelserne, bidrog til at ophidse Stemningen. Vinteren var gaaet saa rolig hen under jevnt Arbejde og uden noget Sammenstød imellem Lærere og Disciple, men nu begyndte der at vise sig truende Skyer. Skolens Traditioner vare i det Hele noget middelalderlige og udøvede stor Magt; lige-

59 MYTTERI. 45 som Forholdet imellem Store og Smaa var fastsat ved bestemte Normer og havde Karakteren af en Vasalstat eller endog til en vis Grad af et Livegenskab, saaledes var der en fra de forudgangne Slægter nedarvet Tradition om Lærernes -Vlagt og dens Grændser, og Hgeoverfor dette Spørgsmaal udgjorde samtlige Elever dette var en Titel, et Hædersnavn paa, hvilket man med Eftertryk gjorde Krav, man var»elev-, ikke»discipel«, og at blive omtalt som ^ Dreng«, selv om det var i det mildere Flertal, holdtes for en Fornærmelse, hvorimod man til Nød fandt sig at kaldes»elementer«fra den ældste til den yngste, en solidarisk Enhed, sammenknyttet ved Kammeratskabets hellige Frimureri. Et Overgreb, en Uretfærdighed imod En var en Krænkelse af Alle, der berettigede til Repressalier. Og naar det kom til Krig, saa var det ubetinget Pligt for Alle at holde sammen, Enhver havde uvægerlig at lystre, hvad der saa blev befalet ham, og ingen Straf vilde være for haard, ingen Foragt for dyb ligeoverfor den, som under saadanne Omstændigheder svigtede eller sladdrede. Ingen Trusler, ingen Pinsler maatte

60 46 MYTTEBI. kunne formaae en Dreng til at forraade nogen Kammerat, til >at bekjende«, som det hed. En Lærer, forøvrigt baade dygtig og afholdt, en begavet og sympathetisk Personlighed, læste Latin med nederste Klasse. Der var nogle vidtløftige Ramser i Badens latinske Grammatik, som Klassen trods gjentagne Repetitioner ikke havde kunnet eller villet tilegne sig med den tilbørlige Sikkerhed, og nogle indviklede Tider af Konjugationerne, som slog klik. Halvt som Straf og halvt i Haab om heldig Virkning bestilte han da Klassen til at møde Lørdag Eftermiddag Kl. 5, altsaa efter Skoletiden og paa en Aften, som ellers var helt fri Der var jo kun Tale om en ganske enkelt Gang, og det angik kun den nederste Klasse, altsaa Heloter, Individer uden Rettigheder og kun med Pligter, men for Principets Skyld mente man ikke at kunne lukke Øjet for et saadant Indgreb i hele Folkets Rettigheder. De smaa Drenge turde ikke trodse imod Befalingen, de indfandt sig lidt trevent, men med spændt Forventning om, hvad der vilde skee. Klassens Vinduer vendte ud til en Legeplads og Keglebanen, og her var næsten hele den øvrige Be-

61 MYTTEEI. 47 sætning forsamlet. En Del af dem spillede»batik«eller, som det sædvanlig kaldtes, >Batøk«, et i Foraarstiden, naar Jorden var blød og fugtig, meget yndet Spil; man driver en tilspidset kort og tyk Stok eller Knippel ned i Jorden, saa langt man kan, ved en svingende Armbevægelse, og de Næste følge efter, idet de med deres»batøk«søge at slaae den forrige omkuld. Det er et morsomt Spil, der giver gode Armkræfter, men det kan være farligt, thi undertiden springer en Stok ved et heldig rettet Slag højt til Siden og kan da slaae en ordenlig Bule. Ellers gik Spillet gjerne i Taushed, kun med et dumpt ^^Ji-hib!«ved hvert Slag, men denne Aften var der højrøstet Snakken. Den altfor nidkjære Lærer kaldtes sædvanlig for»strop«; der laae ingen fornærmelig Hentydning deri. Oprindelsen dertil kjendtes ikke engang mere, men det var nu engang en given Sag, at hver Lærer skulde have sit Øgenavn, og de kjendte dem selv ligesaa godt som Drengene. For hver Batøk, der dreves i Jorden, lød det:»væk, Strop 1«eller:»Vil Du see. Du kan humme Dig, Strop 1«-- Paa Keglebanen var det Skik, at Kegle-

62 48 MYTTERI. rejseren raabte Hurra for alle Honnør -Slag som»otte om Kongene,»Otte om Forhjørnet«eller»Alle ni«, men den Aften var der givet ham Ordre til at raabe Hurra for hvert Slag, om det saa kun blev»to Skjæve<:, og alle Drengene stemte i med deres skingrende Diskanter. Naar de oppe i Klassen hakkede sig frem i Anfistes, vates, adolescens eller bumrede i amati, fæ, fa fuissemus, futssef's, fuissenf, lød det fra Pladsen: ;vder fik Du den, Strop 1«eller:»Tre Lange, Hurræh!«Der var ikke megen Andagt ved den Læsning. vstrop var bleg, men holdt udi han ønskede vist, at han ikke havde indladt sig paa denne Aftentime, men nu kunde han jo ikke give efter uden Ydmygelse. Raabene dernedefra blev ved, og da de stadig ikke hjalp, var der et Par af de Store, som gik op og bombarderede Klassens Dør med Brænde, idet de dog klogelig flygtede strax efter endt Bedrift. Efterhaanden voxede deres Dristighed, men just som de engang igjen nærmede sig Døren med et Stykke Brænde i hver Haand, blev de uheldigvis overraskede af en anden Lærer, almindelig kaldet»onkel«, som havde mærket Uraad

63 MYTTERI. 49 Og var kommen listende om Hjørnet af Gangen. Han nøjedes ikke med at attrapere dem, men gav hver af dem et Par ordenlige Nakkedrag. Umiddelbart efter lod de sex Klokkeslag fra Uhret i Gangen, og Straffetimen var tilende. Men nu var der skeet noget Nyt, en ny Retskrænkelse: to Elever af sjette Klasse havde faaet paa Øret. Det var uhørt i Roms bedre Dage! Strop var glemt, hans Brøde sank ned til en Ubetydelighed, Alt vendte sig nu alene imod Onkel. Ved Aftensbordet, hvor han havde Inspektion, var der en skjæbnesvanger Taushed, som varslede om en Storm. Paa Sovesalene blev der til denne ligefrem uhyggelige Taushed føjet en Krigserklæring, idet der. lige idet Onkel lukkede Døren efter sig, lød et enstemmigt vildt Hyl, strax afløst af den samme Gravens Stilhed. Oprørsaanden næredes mægtig ved den Omstændighed, at den næste Dag var Søndag, altsaa med en Overflødighed af Fritid. Halvdelen af Eleverne skulde været i Kirke under Onkels Ledelse; ikke en eneste mødte, de Kirkepligtige vare spredte til alle Sider og kom ikke hjem for ^Middag. Rektor, som Skoledrenge. 4

64 50 MYTTEBI. naturligvis strax havde faaet Melding om Situationen, blev underrettet onn dette nye Mytteri og følte Nødvendigheden af en hurtig og energisk Indskriden. Denne blev ham endnu mere indlysende, da der efter ^Middagsbordet fandtes opslaaet paa Døren til vedkommende Lærers Værelse en stor Plakat med Ordene:»Syn for Onkel!«Hvad Etymologien var til denne traditionelle Vending, har aldrig kunnet opklares, men det vidstes, at den indeholdt en yderste Haan, en Erklæring i Rigens Akt, en Formular, efter hvilken Alt vilde være tilladt imod den Banlyste. ^len Vanskeligheden for Rektor var, hvor han skulde gribe ind, paa hvem han kunde lægge den straffende Haand. Selvfølgelig maatte der skee Noget ved dem, der modvillig vare udeblevne fra Kirke, men det kunde ikke blive nogen saa haard Straf, som den bag ved Udeblivelsen liggende oprørske Aand egenlig krævede, og desuden : en Straf, som i lige Maal rammer Halvdelen af en Skoles Elever, er ikke nogen Straf mere. Demonstrationerne fra om Lørdagen vare ogsaa for almindelige, til. at nogen Enkelt kunde udpeges som særlig ansvarlig Der blev da ikke Andet tilbage end