straks gik hen til sin sparegris og begyndte at ville betale for gaven. Hele pointen ville forsvinde.

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Henrik Winther Nielsen 11. januar 2009 kl søndag efter Helligtrekonger Mark. 10, Salmer: I husker nok Scherfigs bog Det forsømte Forår. Et sted i bogen hvor hele den gamle gymnasieklasse er samlet, er der en, der rejser sig og holder en drivende sentimental tale om barndommens lykkeland. Med en patos, der passer sig for FNs generalforsamling siger han noget i retning af: Kunne vi blot dreje tidens store hjul tilbage, kunne vi blot mane fortiden frem igen Alt sammen noget, der får vor mand, Edvard Ellerstrøm, til med tilfredshed at tænke tilbage på dengang han forgiftede Lektor Blomme ved hjælp af et maltbolche. Det er pudsigt som vi har en tendens til at betragte barndommen som uskyldens sted, det tabte paradis, fyldt med spontanitet og glæde. Det var i øvrigt noget en anden forfatter, Gustav Wied, afskyede ved voksne mennesker, dén sentimentalitet omkring barndommen. Han foreslog forældre at banke deres børn, for så ville de nemlig ikke fortabe sig sentimentalt i fortidens tåger når de blev voksne, men lære virkelig at sætte pris på livet her, nu og i fremtiden, for så kunne det kun blive bedre! Hermed anbefalet. Men alt det med sentimentalitet overfor barndommen og dens spontanitet kan vi godt glemme, for det er nemlig ikke dét dagens evangelium handler om. Det handler ikke om, at vi skal blive som børn igen. Det mente man ellers op gennem halvfjerdserne, hvor parolen lød, at voksne var børn, der var blevet sindssyge. Det var sådan en idealisering. Barnet var i paradis, og den voksne var faldet og beskæftigede sig nu kun med uvæsentlige ting, såsom økonomi og udlånsrenter og sådan noget. Voksne havde glemt alt muligt, og spørgsmålet var om de overhovedet kunne reddes. Måske var kuren at blive som børn igen. Men dagens evangelium handler ikke om en idealisering af det barnlige. Det handler om at tage imod som et lille barn. Hvad mon Jesus mener med dét? Ja, enhver, der har været barn engang kan jo nok huske hvordan man tager imod noget. En gave, for eksempel. Man tog imod den, skyndte sig at åbne den og lege tingene i smadder! Det er meget sjældent man har hørt om et barn, der 1

2 straks gik hen til sin sparegris og begyndte at ville betale for gaven. Hele pointen ville forsvinde. Man vil slet ikke kunne komme ind i Guds Rige, hvis man ikke tager imod det som et barn. Guds Rige er ikke andet end dér hvor Guds vilje sker fyldest, dér hvor Gud hersker. Hvis Gud er kærlighed og dén, der bøjer sig ned mod os, så giver det ingen mening at tro, at man med al sin voksne autoritet og sit lange cv kan pukke på sin ret eller sige, at man har nærmet sig det guddommelige ved indsigt, intelligens, visdom, åndelig habitus, livslangt kirkegængeri eller noget lignende. Dåbsevangeliet er fuldstændigt enestående indenfor religionshistorien. For der kræves intet. Eller snarere: der er intet du kan stille op med og sige, at du er nærmere Gud end andre. Vi kan omvendt heller ikke sige, at nogen er fjernere fra Gud end andre. Der er intet hierarki. Og altså heller ikke noget aldershierarki. Spædbarnet og apostlene Peter og Paulus befinder sig på samme niveau. Vi har ikke nærmet os Gud; Gud har nærmet sig os, og Han insisterer på, at Hans Rige skal tages imod og bruges på stedet. Her og nu. Det er Guds Riges natur, at det ikke kan købes for noget som helst, og det kan heller ikke gemmes til senere som en slags åndelig kapital i sjælen, man kan trække på. Guds Rige er dér, hvor Han er nær, og hvor Faderens vilje sker. Det kan godt være vi dermed tænker på det godgørende, kærligheden til næsten. Men de ting er en følgevirkning af det primære: I kan huske Jesu ord om først at søge Guds Rige, så skal alt andet gives os i tilgift. Jeg tror, at det betyder, at man begynder at se alt som Guds, og derpå indser, at denne indsigt ikke er det afgørende. Det er både enkelt og kompliceret på samme tid. At betragte alt som Guds betyder, at vi ser os omkring, både i fortid, nutid og fremtid og forstår alt og alle som en gave. Vi har ikke med en dunkel skæbnemagt at gøre, der kan sende os ned i de dybeste dale og op på de højeste tinder. Vi har alene med Guds gode gaver at gøre. Det lyder måske forblommet her oppe fra prædikestolen, men hav lidt tålmodighed. Vi ved meget godt alle sammen, at livet kan være benhårdt, nådesløst, uden mulighed for flugt. Når det tragiske sker, det uretfærdige, det uomgørlige; når den uhelbredelige sygdom rammer, når det uerstattelige bliver taget fra os hvad ville der så ske med dén måde du tænker på, hvis du betragter det som Guds gode gave? Selvfølgelig vil vi til at begynde med protestere og sige, at det 2

3 ikke stemmer overens med vores billede af Gud. Men hvad så når protesten har lagt sig i dit sind? Bare leg med tanken: måske ville vi begynde at forstå, at vi ikke ved vores lidelse er faldet ud af Guds velsignelse. Bibelen er fuld af eksempler på, at velsignelse ikke nødvendigvis betyder et godt og rigt og langt liv på jorden. Bare spørg Jesus, Paulus, Peter, Stefanus, Maria, Jesu mor. Det er en svær tanke, men der lyder en opfordring i Bibelen til at tage det hele med, leve hele sit liv og give Gud æren, ikke bare for det gode ting, men også for lidelsen. Alle sammen tog de det hele på sig. Eller hvad med Job? Da det uudgrundelige svar havde lydt inde fra stormen, og hans vrede lagt sig, kommer den ved første øjekast lidt dumme slutning: han får alt tilbage med renters rente. Men ved nærmere overvejelse: måske er det netop dét, der sker i mødet med Gud okay, vi får ikke alt tilbage i dén forstand, men alt bliver til en velsignelse, tingene får dybde og uendelig betydning i al deres eventuelle elendighed. Guds ansigt bliver synligt i alle ting. Det bliver muligt at sige Ja! selv til det uoprettelige, til sorgen, fordi alt står i Faderens hånd. Set fra Guds Riges synspunkt bliver alt da netop GIVET i tilgift. Alt betragtes som skænket. Nu er der måske nogen, der tænker, at jeg siger, at alt afhænger af øjnene, der ser. Men sådan er det kun ved første øjekast. For det er lige præcis pointen, at intet som helst afhænger af øjet, der ser. Dagens evangelium handler jo netop om, at vi intet har at komme med når det gælder Guds Rige. Denne hér indsigt, hvor alt betragtes som Guds, dén indsigt er netop ikke afgørende. Modsat for eksempel buddhistisk filosofi, hvor det netop er graden af indsigt, der er afgørende. Eller al anden form for indsigt, hvor det drejer sig om at kunne gennemskue mekanismer. Dér er det også indsigten, der er afgørende, og der afhænger det hele netop af øjnene, der ser. Men i kristendommen afhænger intet af øjnene, der ser. Der er alt skænket af Gud, og det skal bruges her og nu. Med samme selvfølgelighed og hjemmevanthed som et barn. Der er en visdom i at indse dét. Men det er ikke visdommen i sig selv, der er afgørende. Visdommen er blot en konsekvens af at forstå Guds Rige som skænket. 3

4 Mere end dét: Guds Rige er dér, hvor Faderens vilje sker. Faderens vilje skete da Jesus frivilligt påtog sig at tage menneskets synd på sig og gå hele vejen til korset. Han gjorde det på menneskers vegne, så forsoningen kunne komme i stand, den ny pagt, det nye testamente. Den lydighed tilregnes dig. Og du kan tro på den eller lade være. Din tro på den giver som jeg har sagt en visdom, en fred med verden, som du ser som Guds, en glæde fra det løftede åg. Men det er ikke din tro på Jesus, der frelser. Det er Jesu tro på Faderen, der frelser og retfærdiggør. Du har intet med den at gøre. Og derfor står og falder alting heller ikke med om du tror på Gud eller ej. Du kan have tillid til Jesu tro på Faderen, og dén tro kan give visdom, fred og glæde. Længere og dybere når vi ikke som kristne eller som mennesker i det hele taget. Glæden og freden består i, at du ikke behøver at opnå disse ting. Det er ikke graden af glæde, fred og visdom, der er afgørende. Du kan slappe af og leve dit liv i forvisning om, at du ikke selv skal holde styr på om du er Guds Rige tilstrækkeligt nær. Visdommens indhold er, at: Vi indser, at Guds er riget og magten og æren i evighed. Vi indser, at vores tro eller mangel på tro ikke skal bære noget. Vi indser, at visdommens indhold gør nar ad dén, som praler af at være viis, forhindrer, at man kan gøre sig til af sin visdom. For den fred, der findes i visdommen, er netop den fred, der går over enhver forstand, og som derfor ikke kan opnås gennem forstand, erfaring, fornuft, hjertets modenhed eller noget som helst andet. Den kan ikke spores tilbage til noget af dit eget. Vi indser, at den viise ikke har noget at komme med andet end taknemmelighed og ydmyghed. Vi indser, at om vi tror på Gud eller ej ikke er sagens kerne, men omvendt: at Gud har svoret troskab overfor os. Om du tror det eller ej: Gud er med dig alle dage indtil verdens ende. På dét er vi døbt, at Guds Rige er kommet nær gennem Jesus Kristus. Og det er evangeliet, at du ikke skal anstrenge dig for at tro på det for at det skal være virkelighed. Guds Rige er skænket det er kun til som skænket, ellers overhovedet ikke. For ellers ville det ikke være Guds Rige, men dit eget, din indsigts og erfarings rige. På dén måde er Peter, Paulus og ethvert dåbsbarn på 4

5 samme niveau, uafhængigt af trosevne, indsigt og visdommen, der ligger i at have indset dette. Hvor er din bolig vidunderlig, Hærskarers Herre, sang salmisten, som vi hørte det tidligere. Og det vidunderlige er, at i Guds Rige skal vi ikke selv være husholdere. Deri ligger styrken vi kan ikke tabe evangeliet på gulvet! 5