FORUNDRINGSHISTORIER AARHUS B I LLED- OG MEDIESKOLE

Transkript

1 FORUNDRINGSHISTORIER AARHUS B I LLED- OG MEDIESKOLE

2 FORORD Forundringshistorier er den første bogudgivelse i Billed- og Medieskolens forfatterskole. Elever fra efterårets to forfatterskoleforløb har skrevet korte historier - skæve, sjove og særlige forklaringer på et af følgende spørgsmål: Hvorfor har kænguruer forlommer og ikke baglommer? Hvorfor har giraffen en lang hals? Hvorfor er havet gennemsigtigt men ser blåt ud? Hvorfor er det sort og ikke grønt, når man lukker øjnene? Hvorfor er bogen firkantet og ikke rund? For nogle år tilbage sad en lille dreng, jeg kender meget godt, noget tid i egne tanker, hvorefter han pludselig sagde til mig: Det er egentlig underligt mor: buler på biler går indad men buler på mennesker går udad. Dét kan man forundres over i stor stil og sådanne forunderlige fænomener, figurer og forløb er verden fuld af. God forundringslyst med skriveelevernes historier, som er illustreret af elever på vores tegnehold og til lykke med udgivelsen til alle eleverne og deres undervisere Mette Christensen, Mie Møller Nielsen og Allan Lillelund Andersen. Hanne Algot Jeppesen Leder, Aarhus Billed- og Medieskole December 2012

3 Hvorfor har kænguruer forlommer og ikke baglommer? Watsons åbenbaring Hvorfor har kænguruen forlomme og ikke baglomme? spurgte Watson forundret. I et øjeblik så han et glimt af overraskelse i Sherlocks øjne, men dette forsvandt så hurtigt som et vindpust. Elementært Watson, begyndte han og rejste sig. Da vores kære ven kænguruen stod i kø, på vej til at blive personliggjort af Vor Herre, så den en abeunge humpe af sted, fordi at den havde haft et mindre, eh, uheld. Watson rynkede svagt panden. Ja? Ja, den faldt af dens moders ryg. Og ser du, kænguruen ville ikke opleve den samme ulykke med sin egen unge, så den gik op til Gud Fader og bad om en transportfunktion foran i stedet for. Hvad så med elefanten? Lad det ligge. Signe B. Andersen, 11 år Illustration: Charlotte Clemens

4 Gud og kænguruen Kænguruernes hænder Dengang Gud skabte jorden og han fandt på alle dyrene, skulle han sætte dem sammen fra stykke til stykke. Da han nåede til kænguruen havde han noget hud tilovers. Han kunne ikke bare lade stykket ligge, han måtte finde på noget. Han prøvede at lave en længere hale, men kænguruen kunne da ikke løfte den. Han prøvede flere ting, men alt mislykkedes. Flere timer gik der og han havde stadig ikke fundet på noget. Han tænkte meget over en løsning, og til sidst besluttede sig for at gøre dens mave større, selvom at det fik den til at se meget tyk ud. Han kiggede på hvilket sted på kroppen der passede bedst i farven, og lagde huden hen over dens mave. Han kiggede på den, og det så faktisk ikke helt tosset ud med en lomme. Han overvejede om han skulle sætte den på kænguruens ryg. Men så ville den ikke kunne nå lommen og det syntes han var synd. Mathilde Christensen, 13 år For længe siden havde kænguruer hænder som mennesker. De byggede, skrev og holdt om ting med deres tommelfingre. En kænguru elskede at male. Han malede hver plante, han så, hvert dyr, og hver sky. En dag havde kænguruen så mange tegninger, at han ikke kunne bære dem i sine hænder. Et stykke klæde var smidt væk, og han tænkte på, hvor rart det ville være, bare at kunne bære alle tegningerne i det lille stykke klæde. alle papirerne faldt ud af hænderne på ham, og han jublede småt for sig selv, en idé var dukket op. Han stormede ind til den nærmeste syerske, der trak på skuldrene og begyndte at sy. Snart havde kænguruen fået sig en lomme på vommen. De andre kænguruer hastede ned til den nærmeste syerske og fik sig selv en lomme på vommen. En storm lavede kludder på deres menneskehænder, og hænderne blev spredt over hele landet. Alle kænguruernes ejendele blæste væk i vinden, og de brugte ikke deres lommer mere. De måtte formere sig for at bringe slægten videre, men det gjorde ondt i deres små arme, når de skulle bære deres yngel. Da deres trætte arme gav efter, kom de små kænguru unger ned i lommen. Sara Moesgaard, 12 år

5 Hvorfor har giraffen en lang hals? Giraffen Ole Gud havde skabt alt. Også alle dyrene. Der var et dyr, der lignede en hest med pletter. Det var giraffen Ole. En dag mødte Ole en havfrue, og hun sagde Hej fremmede! Kunne du tænke dig at lære havet at kende? Ole nikkede, og de svømmede ned i havet. Ole kunne godt lide havet og følelsen af vand, men han måtte op på land igen for at spise. Han lovede at komme tilbage. Mens Ole stod og spiste, kom en enhjørning. Hej fremmede! Kunne du tænke dig at lære himlen at kende? Ole nikkede, og de fløj op i skyerne. Ole kunne godt lide himlen og følelsen af luft, men han måtte til-bage til jorden for at spise. Her stod havfruen og sagde Hej fremmede! Kommer du snart? Men enhjørningen svarede Den fremmede bliver hos mig! Havfruen trak i Oles ben, mod havet. En-hjørningen trak i Oles hoved mod himlen Han er min! råbte de i kor, men de var lige stærke. Der gik mange år. Endelig en dag kom Ole fri. Der var meget, der havde ændret sig i landskabet. Ole kunne nu nå de højeste træer. Det var sådan det gik til, at giraffen fik sin lange hals. Andrea von Bernstorff, 15 år Illustration: Karla Herold Lindquist

6 Det uopnåelige blad Den gådefulde enhjørning Gurli dinglede rundt på sine lange ben og forsøgte at gøre sig så høj som mulig. Selvom han strakte sin korte hals, kunne han stadig ikke nå det bedste blad. Gurli var besat af bladet og ville gøre alt for at få det. Han begyndte en lang og besværlig klatretur op af den knudrede stamme. Da han sad oppe i træet og var lige ved få fat i det, skvattede han. Gurli udstødte et grynt af smerte, da hans hoved satte sig fast mellem to grene. Han hev og sled det bedste han havde lært, men kunne ikke komme fri fra de to grene. Han gav et sidste forsøg på at komme ud, og med et plop røg hovedet fri. Gurli væltede forvirret rundt et øjeblik og opdagede så, at træet pludselig var blevet mindre. Bladet var nu lige ud for Gurlis mund, og han gnaskede det i sig. Da han havde spist det saftige, grønne blad, kastede han et blik ned af sig selv. Til sin overraskelse opdagede han, at det ikke var træet der var skrumpet, men hans hals der var blevet længere. Siden den dag gjorde alle giraffer ligesom Gurli, og fik trukket deres halse længere af træer, så de kunne nå de bedste blade. Solbjørg Fogde, 13 år Hvorfor er havet gennemsigtigt, men ser blåt ud? Måske var det en afspejling af sole i vandet? Det var det forskerne hældede mest til, men det troede jeg ik. Jeg havde set en enhjørning, en hvid og fin enhjørning. Den var gået hen til mig, og jeg blev glad men også bange. Jeg troede ikke de fandtes. Jeg ville tage et billede af den, men jeg ejede hverken mobil eller kamera, så den måtte gå og græsse, og blive hvor den var. Jeg besøgte enhjørningen hver dag. Jeg gik jo ikke i skole, for det havde jeg ikke råd til. En dag gav enhjørningen mig lov til at sidde på den, og pludselig satte den i galop. Den red af sted med mig skrigende på. Af sted mellem træerne i skoven, og endelig satte den farten ned. Vi var i en flot grotte. Midt i grotten stod en mand. Jeg gik derhen, og han sagde, at vandet var blåt, fordi når man kigger på det, kan man se blå vandnymfer. Men når man er tæt på, ser de én og forsvinder. Så sagde han, at resten, det kunne jeg selv finde ud af. Jeg vågnede op i en lysning og enhjørningen var væk, men jeg vidste, at det der var sket var ikke en drøm. Vera Borgbjerg Ilsøe, 12 år Illustration: Viktoria Una Mosbech Schødt

7 Blødt op i vand Grin og grønne blade Giraffen var en lille, sammenkrøbet skikkelse, da den kom til jorden. Det lignede, at den var skrumpet i vask. Den fik sin plads på savannen, hvor der var meget tørt. Der var næsten ingen vand, derfor gik den i lang tid rundt og blev til sidst helt indtørret og indskrumpet. Den stavrede rundt på savannen på dens, dog, lange ben, og ledte efter vand. Giraffen var ikke som kamelen. Den var ikke lavet til at holde sig lang tid uden vand, så da den efter lang tids søgen fandt et vandhul, kastede den sig ned i vandet. Den plaskede med vandet og rullede rundt, for at skylle al tørheden af sig. Derefter drak den, den drak til den var ved at revne. Da den tog hovedet op af vandet, opdagede den en sær forandring. Den var høj. Den kunne skue ud over savannen. Den var svulmet op, og dens hals var skudt i vejret, som en blomst der havde fået vand. Siden da havde giraffen lang hals. Maria Picard Kai, 14 år For mange år siden, stod der en ensom lille giraf på Afrikas savanne. Giraffen lagde sit hovedet tilbage og så op på det store træ med de saftige grønne blade og var lige ved at tabe sin tunge af bare begejstring. Den gik hen til træet og strakte sin hals så meget den kunne, for at nå bladene, men den var ikke engang tæt på. Pludselig kom et næsehorn frem fra busken og så til, mens giraffen prøvede at nå bladene. Næsehornet kastede sig ned på jorden af grin og den lille giraf blev meget overrasket og spurgte den, hvad der var galt. Du ser bare så dum ud, når du står sådan og strækker din lille hals grinede næsehornet. Giraffen blev nu helt rød i hovedet af raseri og begyndte at strække sig endnu vildere op mod himmelen. Den strakte sig igen og igen og pludselig begyndte halsen at gi sig og jo mere giraffen strakte sig, jo længere blev dens hals. Den strakte halsen mere og mere, mens næsehornet kiggede fortvivlet nede fra jorden. Giraffen nåede bladene og begyndte at spise, mens næsehornet luskede væk i skam. Nu havde den lille giraf den størrelse hals, den skulle bruge og sådan beholdte giraffen den. Una Møller, 13 år Illustration: Charlotte Clemens

8 På den store savanne Der var engang en giraf, som hed Gitte. Gitte havde en lille unge, Fiona, som hun elskede meget højt. En dag spurgte Fiona, om hun måtte komme ud på Den Store Savanne, og lege med hyænerne. Gitte ville meget gerne vise sin lille guldklump Den Store Savanne, så en eftermiddag tog Gitte og Fiona af sted mod Den Store Savanne. Da de kom derhen var der fyldt med dyr i alle farver og størrelser; fede flodheste, spinkle flamingoer, pjattede aber og mange flere. Gitte havde stået og kigget på den dansende gepard, alt imens Fiona sneg sig bort. Da Gitte igen vendte sin opmærksomhed mod Fiona opdagede hun til sin store skræk, at hun var væk. Gitte kiggede overalt efter hende, men hun var intet sted at finde. Hvis jeg bare havde en længere hals, så kunne jeg se op over alle disse dyr og finde min kære lille Fiona sagde Gitte. Nogen gange er det held og andre gange er det et tilfælde, eller et heldigt tilfælde, men denne gang skete det i hvert fald for Gitte. Lige da hun havde sagt dette ønske, strakte hendes hals sig langt op imod himlen og hun kunne nu se over alle dyrene, og der, sammen med de grinende hyæner sad hendes lille Fiona. Hvorfor er havet gennemsigtigt men ser blåt ud? Ida Cornelius Østergaard, 14 år Illustration: Maria Hallberg

9 Den dag havet blev blåt Det smukke Hav Himlen var smuk. Den var blå, havde små bomuldskyer og der fløj fugle rundt. Engle sad og sang på de små bomuldskyer. Havet var misundelig på himlen. Havet selv var gråt, og havet syntes selv, at det var meget kedeligt. Himlen ville ikke hjælpe havet, og havet blev ked af det. Havet græd og græd, og en dag da dens bølger var nået helt op til et lille hus på stranden, kom der en lille pige ud til Havet og spurgte hvorfor er du nået helt op til mit hus? Havet fortalte pigen om, hvor smuk himlen var, og hvor grimt det selv var. Pigen kunne godt forstå havet, for Himlen var jo så smuk, så hun besluttede sig for at hjælpe Havet. Hun hviskede et par ord til Havet, og straks sank Havet. Havet spurgte Himlen, om Himlen ikke ville spejle sig selv, så den kunne se sin egen skønhed. Himlen syntes, at det var en god ide, og spejlede med det samme sig selv i Havet. Med ét blev Havet lige så smukt og blåt som Himlen, og har været det lige siden. Laura Kronberg Arentsen, 13 år Der var engang, hvor Havet var gennemsigtigt og ikke blåt. Faktisk var Havet noget så træt af ikke at have nogen farve, fordi ingen derfor så dets skønhed. Alle så bare igennem det og lige ned på havbunden, hvor man kunne beundre planterne og fiskene, der boede der. Det var jo også fint for planterne og fiskene, men Havet, som var kæmpe stort og mægtigt, mente ikke, at det var helt rimeligt. Også Havets overbo, Himlen, blev dagligt beundret pga. af dets smukke, blå farve. Dette gjorde Havet dybt jaloux, så derfor besluttede det en dag, at foretage en dramatisk ændring det ville have en farve. Og ikke en hvilken som helst farve. Det ville være blåt. Blå ligesom Himlen, men en end-nu smukkere blå. En blå som ikke kunne defineres og som ikke kunne røres ved. En dyb, altid skiftende blå som skulle åbne hele verdens øjne op for Havets skønhed, og som skulle forbløffe og imponere. Men ligeså snart nogen rørte ved det smukke, blå vand, ville det igen se gennemsigtigt ud. På den måde ville Havet også få ry for at være en smule mystisk. Havet var selv utrolig tilfreds med resultatet, og resten af verden blev da også hurtigt betaget af det smukke Hav, og er det stadig. Sofie Kiil Brøcker, 14 år Illustration: Astrid Schøler

10 Hvordan havet blev blåt De blå øjne Selvom himlen fik en dejlig rød farve ved solnedgang, manglede der noget. Havet var så glædesløst i sin ensformige, grå farve. I havet kunne man alt, undtagen at nydes ved synet af det. Man kunne endda trække vejret under vand. Der måtte gøres noget ved farven, og det var en fiskerdreng opsat på. Han gik den lange vej til byens Orakel.»Kære Orakel. Hvordan jeg kan give havet en skøn farve?«pibede den lille fiskerdreng.»lille fiskerdreng. Pas på med hvad du ønsker dig. Udseendet er ikke alt. Lad være med at være så overfladisk.«bjerg hek sen havde stået ved siden af hele tiden og lyttet til drengen. En aften sad drengen og kiggede over havet. Heksen kom hen til drengen forklædt som en fortryllende dame. Hun sagde:»hvorfor er du så ked lille fiskerdreng?åh, havet har en dvask, grå farve og det er jeg så ked af. Men hvem kan hjælpe mig, når ikke engang Oraklet kan?jeg kan. Jeg er den gode fe. Tag denne magiske eliksir. Den indeholder en gift, som er dødelig overfor alle mennesker, men hældes den i havet, får det den klareste, blå farve. Den lille fiskerdreng skyndte sig at tømme flasken ud i havet og en henrivende, blå farve spredte sig. Fisker dren gen stormede i vandet. Han opdagede ikke at alle andre farede op. For giften havde spredt sig ligeså hurtigt som farven. Mens han svømmede, nød han den nye kulør så meget, at han ikke opdagede vandet strømmede ned i hans lunger, og han led druknedøden. Der var engang en smuk ung pige. Pigen hed Arendse. En dag da hun stod og vaskede tøj, fik hun øje på ham, hun var forelsket i. Heldigvis skulle de giftes, når han kom hjem fra den årlige fisketur. I tre måneder var de unge mænd ude på havet og når de kom hjem skulle de giftes. Sådan havde det altid været. Arendses forlovede sejlede af sted, men han kom aldrig tilbage. Han var druknet og Arendses hjerte var knust. En tidlig morgen, en uge efter ulykken, gik Arendse ned til havet. Hun bad Havets Gudinde, om at give sig sin forlovede tilbage. Kære gudinde, giv mig min elskede tilbage. Jeg vil give hvad som helst, hvis bare vi kan være sammen for altid. Havgudinden hviskede noget i Arendses øre og næste dag var Arendse borte. Man fandt hende aldrig, men med tiden glemte man hende, og den dag ingen længere kunne huske hende, blev havet blåt. Blåt som Arendses øjne. Emilie Hertz Iversen, 13 år Victor Rueskov Christiansen, 15 år Illustration: Astrid Schøler

11 Havets historie Alkymisten og den blå farve Da de unge guder slap ud af Kronos mave, blev verden fordelt sådan at Zeus blev Himmelgud, Hades blev underverdenens hersker og Poseidon blev konge over havet. Zeus var selvfølgelig ovenud tilfreds med sit hverv, mens Hades hadede sit, da han også var den der fik lov til at vælge sidst. Poseidon var meget misundelig på Zeus flotte himmel og ønskede at være herre over en lige så smuk genstand. Poseidon forsøgte at overtale sin bror til at bytte, men Zeus ville ikke høre tale om at overtage det kedelige, blege hav. Desuden havde han slet ikke magt over alle de ukendte væsener i det kolde dyb og kunne derfor ikke sørge for ro og orden, sådan som Poseidon ville kunne gøre det. Dette forsøgte Zeus at forklare sin yngre bror, men han ville ikke forstå det. Havets hersker blev rasende. For at provokere og irritere Zeus spejlede Poseidon himmelens skønne farve i havet, så det antog den blå nuance, som havguden var så fascineret af, og sådan vil det se ud til evig tid. Cecilie Damsgaard Krogh, 14 år En dag var en alkymist ude og gå en tur ved havet. Han kiggede ud over havet, og han kunne se sandbunden igennem vandet. Vandet var gennemsigtigt. Det kunne være meget flottere, hvis det var blåt. Han smed nogle sten i vandet. Mens han stod der og kastede sten i vandet, tabte han en flaske med blåt farvestof ud af lommen. Hvad nu hvis han hældte farven ud i havet? Så kunne havet få en blå farve. Han åbnede for proppen og hældte hele flasken ud i havet. Vandet blev forvandlet til en glinsende blå farve. Så hørte han et højt brag. Hvad tror du at du har gang i? spurgte en stemme. Han kunne ikke se nogle mennesker i nærheden, så han blev en smule bange. Hvem er du? råbte han forvirret op mod himlen. Jeg er Gud, svarede stemmen. Svar på mit spørgsmål. Var det virkelig gud? Farver havet blåt, prøvede han. Og hvad for dig til at tro, at du bare sådan må farve havet blåt? spurgte Gud vredt. Det ved jeg ikke, peb alkymisten. Jeg vil suge alt farven ud af havet igen, sagde Gud beslutsomt. Alkymisten nikkede og skyndte sig væk. Gud begyndte at suge farven ud. Han sugede og sugede, men han kunne ikke få den sidste farve ud. Det er derfor havet i dag har et blåt skær, men kommer man tættere på, kan man se, at det bare er gennemsigtigt. Julie Nue Mikkelsen, 13 år

12 Visvorāre og skriftrullen Engang for længe siden var havet fuld af kraft, der havde farvet havet rødt. Dengang levede en ond troldmand kaldet Visvorāre. Han fik sine store kræfter ved at stjæle kræfterne fra andre omkring sig. En dag opdagede han den store kraft, der fandtes i havet. Han huskede, at han engang havde stjålet et pergament fra et skatkammer, der kunne hjælpe ham. Han hentede et gammelt og støvet stykke pergament frem af en falmet kasse. Støvet hvirvlede op, da han pustede på pergamentet. Det var nu nemt at se, at det var en skriftrulle. Skriftrullen sagde, at man kunne stjæle vandets kraft ved at dryppe en dråbe af sit eget blod i det hver aften, mens man sagde en besværgelse. Visvorāre gik ned til havet og kaldte besværgelsen, og skar med en flintsten en lille rids i sin venstre pegefinger og dryppede blodet i havet. Men kraften i havet var så stor, at han blev blæst op til solen. Men han afleverer stadig hver dag sit blod til havet, og det er derfor, at havet bliver rødt om aftenen, når solen går ned. Hvorfor er det sort og ikke grønt, når man lukker øjnene? Casper Rysgaard, 14 år illustration: Camilla Markussen

13 Mellem kæmpe grantræer Sorte huller Mellem de kæmpe grantræer svingede en buldrende blæst. Jeg lænede mig op af træet hule og lyttede. Det var som om at blæsten snakkede til mig. Hvorfor sad jeg egentlig der? Er det hele virkelig sådan en stor tilfældighed at en kugle ramte en anden og derefter dannede jorden? Alle de underlige spørgsmål forsvandt ind i mit hoved, da jeg sad på den gren og lyttede. Mine bukser var blevet hullede, efter jeg havde siddet på den våde gren fra den næsten orkanagtige dag. Natten var mørk, ikke varm, men heller ikke kold. Jeg klatrede længere op lod mine ben slentre efter. Jeg nåede toppen og lod mine øjne falde i. Den kedelige farve poppede op i mine øjne. Jeg vågnede ved at fuglene oven over mig sang en melodi. Na na na. Jeg begyndte at blive rastløs og ville helst gå. Så jeg lod mine ben glide ned. Da jeg ramte jorden gik jeg. Jeg vidste ikke hvorhen, jeg gik bare. Jeg lukkede øjnene og den sorte farve trængte ind, som den havde gjort aftenen før. Måske syntes Gud ikke, at alt var så godt lige i den periode. Han havde bare ikke tænkt over at det ville være den permanente farve, der ville komme. Sofie Raun Bendz, 12 år For mange år siden, før krige ødelagde jorden, før rationalitet og fornuft tog kreativiteten ud af alle mennesker, havde fantasien glade dage på jorden. I denne tid blev en lille pige ved navn Zeia født. Hun havde absolut ingen fantasi. Hun så kun den hårde virkelighed, hun var et sort hul omgivet af lys, men ude af stand til at se det selv. Dengang forestillede folk sig ting, når de lukkede øjnene. Zeia mente, at folk forestillede sig alt for meget, og at de burde være rationelle. Så hun begyndte at tale vidt og bredt om, at det at forestille sig ting var det rene nonsens og at de gjorde livet sværere end det var. Alle prøvede at overbevise Zeia om, at hun tog fejl, men hun var sikker på, at hun havde ret. Som det tit går med sorte huller, trækker de lyset til sig, og sådan gik det også med Zeia. Hun fik flere og flere tilhængere, og efter hendes død fortsatte denne hær af sorte huller med at viderebringe hendes ord. Til sidst så alle kun mørke. Kun børnene havde stadig evnen til at forestille sig det som ikke er. Sådan er det også i dag - børnene er solstråler, der alligevel til sidst bliver suget ind i det store, sorte hul. Og derfor ser vi sort, når vi lukker vores øjne. Esther Rørbæk Hørby, 13 år

14 Mit slot, min scene, mit univers Gud er Gud Sort, uendeligt sort. Sort til alle siderne, sort oppe og sort nede. Når jeg lukker øjnene er det sort, og når jeg åbner dem, er jeg tilbage i den virkelige verden. Her bestemmer jeg ikke selv, om jeg er popstjerne, matematikgeni, prinsesse eller brandmand. Når vi har billedkunst i skolen, lærer vi at blande farver. Blå og gul bliver grøn, rød og blå bliver lilla, men man kan ikke blande to farver så det bliver sort. Den sorte verden er stor, men det skal den jo også være, ellers ville der ikke være plads til mit slot, min scene, mit univers eller min fantasi. Jeg lukker øjnene og vupti, så er jeg i min helt egen verden. Først er det sort, men pludselig er jeg i en lysegrøn, fortryllet skov. Min kjole er hvid, og klokkeblomster og rosenknopper er flettet ind i mit hår. Ikke det mørke stride hår fra den virkelige verden, nej, lange lyse lokker. Skoven lugter af sommer og brisen kysser min kind. Foran mig står en finurlig lille kiste. Den er låst. En langøret pjusket kanin kommer hoppende i munden har den en nøgle. Den slikker min hånd med sin lille lyserøde tunge, da den ligger nøglen for mine fødder. Jeg stikker nøglen i låsen. Da låget glider op, synger lærken. Når jeg lukker øjnene er det kun sort i et øjeblik, så bliver det grønt, rødt eller en anden farve, som jeg bestemmer, helt alene. Ærkeenglen Lucifer besluttede sig for at overtage Paradis. Gud smed Lucifer ud af Paradis, men Lucifer mindede mennesket om, at det onde stadig fandtes. Han ledte i rigtigt lang tid efter en løsning på problemet, og til sidst fandt han den. Den var ikke åbenlys, men da Gud jo er Gud, fandt han den. Gud vidste, at når menneskene lukkede øjnene, så de et blødt hvidt lys. For at minde menneskene om det onde i verden, ville han gøre det sort, når man lukkede øjnene. Og det gjorde han så. Og derfor ser du sort, og ikke hvidt, når du lukker øjnene. Noah Paludan, 14 år Sille Marie Olsen, 12 år

15 Rødt Hvorfor er bogen firkantet og ikke rund? Rødt. Farven skræmte mig, til forskel fra det sorte der beroligede mig, og gav mig en chance for at slappe af og glemme alt. Det måtte for alt i verden ikke blive den permanente nuance, når jeg lukkede øjnene. Aldrig. I et øjeblik forstillede jeg mig, at det var sådan. Hver gang jeg lukkede øjnene, ville jeg blive dødskræmt. Nattehimlen og dens stjerner ville ikke gribe ind og hjælpe, morgensolen ville ikke angribe mig, men redde mig, verden ville ikke glemmes, men forstærkes. Jeg så kun rødt. Rødt som farven i baggrunden på et stopskilt, blinket i sirenerne på brandbilen, eller det inderste i ildens flamme. Da jeg nåede sengen, og smed mig så madrassen knirkede, blev alt som før. Det sorte der beroligede mig, skånede mig fra lyset. På trods af mine tynde øjenlåg, kunne der ikke trænge noget ind. Jeg udstødte et suk, og mine søvnfyldte øjenvipper kildede huden. Alt var, som det skulle være. Så kunne lyset udenfor vinduet, og papirerne på skrivebordet vente i evigheder; bare jeg kunne ligge der med øjnene lukkede, og falde i dyb søvn. Tanja Pedersen, 14 år illustration: Saffron Adams Rasmussen

16 Om bogens opfindelse, cirkler og firkanter Zakarias bogbutik Der var engang et land med mange kloge mennesker. De havde opfundet noget der hed at skrive. Det var lige som at tale eller tegne, som en blanding af de to. Ved at skrive kunne man tale og fortælle, men man kunne også gemme det man havde sagt. Kongen var meget glad for at skrive, og han beordrede at alle i landet skulle lære sig at skrive og at læse. Men så ville folket skrive deres egne historier. De havde ikke så meget at skrive på, så de skrev på alle bygningerne og til sidst var landet dækket af historier. Man kunne slet ikke nå at læse dem alle. Dér, måtte rigets konge, Squarus, finde en løsning. Han fandt landets klogeste folk til at hjælpe sig og en dag fandt to brødre på noget nyt: Bogen! Som man kunne have mange historier i. Den ene bror lavede en bog, som var firkantet; og den anden lavede sin version rund. Da kongen skulle se de to bøger, kom først den ene bror med sin firkantede bog. Kongen elskede formen og de lige linjer. Men da kong Squarus så den anden brors bog, råbte han, at han skulle halshugges. Bogen var nemlig rund som et hjul, og kongen havde en fobi for vognhjul. Han brændte straks den runde bog. Efter alt dette, blev den firkantede bog hædret af alle de vise mænd og alle de kloge koner, og hele verden med. Benedicte Bille, 14 år Da der for første gang udkom bøger, blev det opfattet som en helt ny kunstart. Der var bøger formet som giraffer, kontrabasser, snefnug, sirlige og snørklede mønstre, og tusinde andre. Boghandleren Zakarias ejede en lille, slidt bogbutik, der lå ud til bytorvet. Han kunne ganske enkelt, ikke få alle de forskellig formede bøger til at blive på hylderne. Nogle bøger trillede bare ned, andre fik krøllede hjørner af at stå op, og nogle kunne slet ikke stå op. Én gang var der blevet udgivet en firkantet bog. Den bog var endt i Zakarias butik. Firkantede bøger var absolut Zakarias yndlings. Den firkantede bog havde været så let at få til at stå på hylderne, og den havde været meget lettere at læse i. Den blev dog aldrig solgt. Det endte med at den skulle smides ud, men Zakarias tog den med hjem og læste den. Zakarias blev betaget af den, og forstod slet ikke, hvorfor folk ikke længere gad læse i bøgerne. Hvis nu han kunne skrive en bog, der var så god, at ingen kunne lade være med at læse den, så ville folk begynde at læse bøgerne igen, og de ville opdage, at det var smartest, at bøgerne var firkantede. Da han var færdig, begyndte han at sælge sin egen firkantede bog. Men ingen købte den. Dog efter noget tid, kom en pige ind i butikken. Hun gik først lidt rundt og kiggede, men tog så et eksemplar af Zakarias bog. Han gav hende bogen gratis. Bogen slugte hende fuldstændig. Rygtet om bogen spredte sig hurtigt, og næste morgen var næsten hele bytorvet fyldt af mennesker, der gerne ville købe Zakarias bog. Frederikke Natorp, 15 år

17