DMITRI EGHOLM ORGEL. Debutkoncert. Onsdag d. 1. juni 2016 kl Jesuskirken, Kirkevænget 5A, Valby

Transkript

1 DMITRI EGHOLM ORGEL Debutkoncert Onsdag d. 1. juni 2016 kl Jesuskirken, Kirkevænget 5A, Valby

2 DMITRI EGHOLM er født i 1983 i Moskva. Han begyndte at spille klarinet og klaver da han var 7 år gammel. I 1994 flyttede han til Danmark, hvor han fortsatte sin musikalske uddannelse, først i Tivoligarden og derefter på Det Fynske Musikkonservatorium, hvor han studerede klarinet hos Jens Schou fra 2002 til Dmitri begyndte at spille orgel hos Finn Evald på Sjællands Kirkemusikskole i 2004, og afsluttede uddannelsen i Hans interesse for orglets verden voksede stærkt, og i studerede han orgel- og kirkemusik på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Lasse Ewerlöf, Mads Høck og Søren Chr. Vestergaard. I august 2013 blev Dmitri optaget med topkarakter i solistklassen på DKDM med Bine Bryndorf som lærer. Under orgelstudiet har Dmitri deltaget i masterclasses hos bl.a. Mattias Wager, Sophie-Véronique Cauchefer-Choplin, Martin Schmeding og Daniel Roth. Fra september 2014 til maj 2015 var han på studieophold i Paris ved Conservatoire de Saint-Maur hos Eric Lebrun. Dertil modtog han også undervisning i orgelimprovisation. Mens han var afsted havde Dmitri organistvirke ved Den Danske Kirke i Paris. Han har derudover spillet koncerter og arbejdet som organist i bl.a. Marmorkirken, Kastelskirken, Garnisonskirken, Jesuskirken, Helligaandskirken, Christiansborg Slotskirke, og siden 2010 har Dmitri været ansat som organist ved Risbjerg Kirke i Hvidovre. IGOR SVIDENIOUK EGHOLM er 17 år gammel og begyndte at spille cello som femårig. Igor har vundet adskillige danske konkurrencer, såsom Berlingske Tidendes Musikkonkurrence (talentpræmie i 2011 og guldmedalje i 2014) og Sigurd og Symfoniorkestrets Musikskolepris, og har været semifinalist i Talent 2008, finalist i Øresund Solist, og finalist i DRs musikkonkurrence Spil For Livet i I 2009 blev Igor kåret til Bedste Internationale Musiktalent i Moskva, hvor han fik muligheden for at spille i konservatoriets store koncertsal. Han modtog derud over i 2013 Jacob Gades Legat. Igor optræder regelmæssigt i Danmark og har spillet flere gange med DR Symfoniorkestret. Han går til undervisning hos Jacob Shaw, og er lige blevet optaget på det Kongelige Danske Musikkonservatorium med 12 i hovedfag. I juni 2016 skal Igor være solist med Rødovre Concert Band i Tivolis koncertsal.

3 PROGRAM César Franck: ( ) Trois Pièces (1878) Fantaisie en La majeur Cantabile Pièce Héroïque Camille Saint-Saëns: ( ) Prière op. 158 for cello og orgel (1919) César Franck: Prière op. 20 (fra Six Pièces, 1862) Pause Louis Vierne: ( ) Orgelsymfoni nr. 1, op. 14 (1899) Prélude Fugue Pastorale Allegro Vivace Andante Final MEDVIRKENDE: Igor Svideniouk Egholm, cello

4 OM PROGRAMMET CÉSAR FRANCK var født 1822 i Liège, Belgien. I sin tidlige barndom viste han store musikalske færdigheder, hvilket vakte opmærksomhed hos hans fader, Nicolas- Joseph Franck, som havde store fremtidsvisioner, om at C. Franck skulle blive en fremtrædende pianist og komponist à la Franz Lizst. Den meget unge C. Franck blev i 1830 sendt til Conservatoire Royal de Liège, hvor han studerede solfège, klaver, orgel og harmonilære. C. Franck spillede sine første koncerter i I 1835 fortsatte C. Franck sine studier i Paris, hvor han modtog privattimer i klaver og kontrapunkt. Senere blev han optaget på Conservatoire de Paris, hvor han studerede klaver og komposition fra I studietiden lod C. Franck sig især bemærke for sine færdigheder i klaver, hvor han vandt flere priser. Fra 1840 studerede han også orgel og improvisation hos François Benoist. I 1842 måtte C. Franck af økonomiske og familiemæssige årsager afbryde studiet og vende hjem til Belgien. Mindre end to år efter vendte han dog tilbage til Paris. I den efterfølgende tid stødte C. Francks musikalske løbebane på vanskeligheder, da hans kompositioner fandt stor kritik. C. Franck måtte nøjes med at være privatlærer og akkompagnatør. C. Franck ønskede at blive gift med i en af sine klaverelever og måtte bryde kontakten med sin familie, som var meget i mod ægteskabet. Han kom i forbindelse med kirken, Notre-Dame-de-Lorette, hvor han i 1848 blev gift, og fik tilbudt en stilling som organist-assistent. Skønt hans færdigheder som organist ikke var på niveau med hans pianistiske færdigheder, var C. Franck en meget dygtig improvisator, hvilket i høj grad gavnede ham i det liturgiske orgelspil, som netop krævede gode improvisatoriske færdigheder. Organistvirket gav C. Franck også lejlighed til at stifte nærmere bekendtskab med den Romersk-Katolske messe og ledsagelsen af sang i kirken. I 1851 fik C. Franck tilbudt en ny stilling, denne gang som førsteorganist ved en lille kirke i Le Marais-distriktet, hvor han rådede over et nyt Cavaillé-Coll orgel fra C. Franck blev meget begejstretfor dette orgel og lærte hurtigt at mestre instrumentet. Han indgik i et tæt samarbejde med orgelbyggeren, Aristide Cavaillé-Coll ( ), og turnerede rundt i Frankrig for at demonstrere og promovere Cavaillé-Colls orgler. I 1858 fik C. Franck sit tredje og sidste organistembede ved Saint-Clotilde, hvor hans gode ven, A. Cavaillé-Coll samme år byggede et 3-manuals orgel, som betragtes som et absolut mesterværk. Dette orgelinstrument inspirerede C. Franck til at komponere hans tre største og betydeligste samlinger af orgelværker: Six Pièces (komponeret og udgivet 1868), Trois Pièces (1878) og Trois Chorals (1890). Da C. Franck primært var pianist frem for organist og pedalspils-teknikken i det hele taget ikke var så udviklet i Frankrig som i eksempelvis Tyskland, erhvervede han sig et Pleyel-klaver med pedaltangenter. C. Franck udviklede på denne måde sit pedalspil og formåede dermed på bedste vis at gøre brug af de 30 pedaltangenter på sit nye orgel i Saint- Clotilde. C. Francks omdømme som organist, improvisator og komponist voksede og han blev inviteret til at give koncerter i bl.a Saint-Sulpice og Notre-Dame-de-Paris. Ved disse lejligheder opførte han også sine egne orgelværker, som blev modtaget meget positivt modsat hans andre kompositioner, som havde fået blandet modtagelse. Også i dag bliver C. Franck primært betragtet som orgelkomponist. De karakteristiske

5 elementer i hans kompositioner er det meget romantiske tonesprog med kromatik og mange modulationer og den cykliske form, hvor de tematiske afsnit vender tilbage flere gange. C. Francks orgelmusik sammen med F. Mendelssohns bliver ofte betragtet som værende den bedste, som blev komponeret i tiden efter J. S. Bach. C. Francks kompositoriske idéer samt brug af instrumentet har lagt grunden til den symfoniske orgelmusik, som bl.a Ch.-M. Widor og L. Vierne er kendt for. I 1872 blev C. Franck udpeget til professor ved Conservatoire de Paris, som var en yderst prestigefyldt stilling. Han havde flere talentfulde elever, som senere opnåede stor popularitet, bl.a Louis Vierne og Charles Tournemire. C. Franck døde 1890 i Paris. TROIS PIÈCES (1878) blev komponeret til en koncert i anledningen af det nybyggede Palais du Trocadéro, Paris, i Koncerten blev afholdt i paladsets Salle-des-Fêtes på et 66-stemmers Cavaillé-Coll orgel. C. Franck komponerede Trois Pièces på blot syv dage. Fantaisie en La majeur har en cyklisk form med forskellige tematiske afsnit. Det første og mest gennemgående tema præsenteres unisont i begyndelsen. Ved satsen kulmination spilles temaet to gange, først i bassen, dernæst oktavfordoblet i sopranen. Musikken tynder ud dynamisk og afsluttes med et stille, eftertænksomt afsnit, som vi også hører tidligere i satsen. Cantabile er en sats af lyrisk karakter. Melodien spilles på obo og trompet i Récit (svellen) og der intoneres kort på Grand Orgue (hovedværket) før og mellem fraserne. Pièce Héroïque er en rapsodi bestående af to temaer. Det første er et uroligt, angstfyldt mol-tema med punkteringer og trioler, og det andet er et forløsende, helteagtigt dur-tema i en bred bevægelse og korallignende karakter. Satsen ender med en præsentation af begge temaer i et meget tilbageholdende tempo og med fuld klang. PRIÈRE OP. 20 er sats nr. 5 fra Six Pièces (op ), som C. Franck komponerede i årene ved det nybyggede Cavaillé-Coll orgel i Saint-Sulpice. Six Pièces er det første af C. Franks tre store orgelkompositionssamlinger. Den er dedikeret til hans organist-kollegaer, hans gode ven, orgelbyggeren A. Cavaillé-Coll og hans professor ved Conservatoire de Paris, F. Benoist. Prière op. 20 er netop dedikeret til professor F. Benoist. Musikken er af en religiøs, spirituel karakter. Satsen indledes med en 5-stemmig koralharmonisering, som spilles uden pedal, hvilket C. Franck, som havde meget store hænder med en rækkevidde over 12 hvide tangenter, dvs oktav plus en kvint, formodentligt havde ganske bekvemt ved at spille. Det lange koraltema danner grundlag for hele satsen, hvor C. Franck bruger fraser og motiver fra teamet ind i de forskellige episoder.

6 CAMILLE SAINT-SAËNS ( ) er en fransk komponist, organist, dirigent og pianist. Hans allermest kendte komposition er Le Carnaval des animaux (1886). Fra 1848 studerede Saint-Saëns klaver og orgel på Conservatoire de Paris. Han fik, ligesom C. Franck, undervisning i orgel af François Benoist, og i 1851 vandt Saint-Saëns konservatoriets højest pris for organister. Samme år begyndte han også at studere komposition. Saint-Saëns afsluttede studiet i 1853 og fik et organistembede ved Saint-Merri, og i 1858 blev han organist ved La Madeleine. Det var en højprofileret stilling ved Det Franske Imperiums officielle kirke. Franz Liszt hørte ham spille i denne kirke og erklærede ham for at være den bedste organist i verden. Efter tyve år forlod Saint-Saëns organistembedet og fortsatte karrieren som pianist, komponist og dirigent. Han opnåede en stor popularitet og blev meget efterspurgt i Europa og USA. Prière op. 158 er komponeret i 1919 for orgel og cello. Selv om Saint-Saëns var en stor organist, har han modsat mange af sine samtidskollegaer kun efterladt et ganske beskedent repertoire for orgel, som heller ikke bliver spillet særlig tit. Hans kompositioner for cello har til gengæld opnået stor popularitet. En suite og to sonater for cello og klaver samt to cellokoncerter, hvoraf især Nr. 1 i a-mol, op. 33 står højt på cellisternes repertoire-liste og opføres ofte til koncerter og konkurrencer. Le cygne (svanen) fra Le Carnaval des animaux er meget ofte et af de første stykker, som unge cellister lærer. Prière op. 158 begynder med et canatabile-afsnit efterfulgt af et udtryksfuldt midterafsnit, som så leder tilbage til det sidste afsnit, der har samme stemning som i begyndelsen. Musikken har en meditativ stemning og egner sig godt til både koncert og liturgisk brug. LOUIS VIERNE var født 1870 i Poitiers. Han var nærmest blind lige fra fødslen, og synet blev kun værre i løbet af hans liv. Hans musikalske talent blev opdaget af C. Franck, som underviste ham privat, indtil Vierne blev optaget på Conservatoire de Paris, hvor han begyndte i 1889 hos C. Franck, som afgik ved døden i Vierne fortsatte med at studere hos dengang førende organist i Frankrig, Charles Marie Widor ( ), som var organist ved Saint-Sulpice og som viste stor begejstring for Viernes færdigheder som organist. Widor tilbød ham at være organistassistent ved Saint-Sulpice, en stilling som Vierne havde I 1894 vandt Vierne konservatoriets første pris for organister. Udover at have store færdigheder som organist, var Vierne også i besiddelse af fremragende evner indenfor improvisation og komposition. Han viste god forståelse for og var i stand til at mestre improvisation i både C. Francks og Widors stil. Dette var Widor var godt bevidst om, og derfor inspirerede og opmuntrede han Vierne til at følge vejen som komponist og videreføre den symfoniske orgelmusik, som dengang var en ny kompositionsform i orgelmusik og som var Widors varemærke. Vierne komponerede sin første orgelsymfoni i I 1900 var der over 500 organister til konkurrencen om stillingen som førsteorganist ved Notre- Dame-de-Paris, blandt disse Vierne, som vandt konkurrencen, ikke mindst takket være sine improvisatoriske og kompositoriske færdigheder. Disse færdigheder var på

7 det tidspunkt højt værdsat, når man skulle udpege folk til sådanne betydningsfulde organistembeder. Notre-Dame-de-Paris regnedes, ligesom i dag, for den vigtigste kirke i Frankrig og blev ofte besøgt af kunstmiljøets førende figurer, hvilket var medvirkende til at Viernes omdømme voksede på verdensplan, og han blev ofte inviteret til at spille koncerter rundt omkring i Europa og USA. I årene var Vierne tilknyttet Conservatoire de Paris som assistent for Widor og senere Alexandre Guilmant ( ). Han havde en række talentfulde elever, som senere også blev fremtrædende organister og komponister, hvoraf de mest nævneværdige var Marcel Dupré og Maurice Duruflé. Vierne døde i 1937, da han sad ved orglet i Notre-Dame og var i gang med at spille sin koncert nr Langt de fleste og de betydeligste kompositioner af Vierne er for orgel. Til det største hører de 6 orgelsymfonier, 24 Pièces en style libre og 24 Pièces de Fantaisie, hvoraf især Carillon de Westminster er meget kendt. Vierne er klar og omhyggelig med struktur og form i sine orgelkompositioner og er meget idiomatisk i forhold til orgelinstrumentet. Hans tonesprog har inspiration især fra C. Franck og Ch.-M. Widor og med årene blev det mere personligt og lænede sig op af impressionisme og andre postromantiske stilarter, men forblev alligevel umiskendeligt romantisk. ORGELSYMFONI NR. 1 OP. 14 blev færdigkomponeret i 1899 og dedikeret til Viernes ven og kollega, A. Guilmant. Det er den eneste af hans symfonier, som har seks satser. Vierne var stadigvæk ganske ung på det tidspunkt og har endnu ikke helt fundet sin personlige stil, men komponerede snarere i en stil, der mindede om Widor og C. Franck. Prélude har en mørk, tung og dramatisk stemning. Satsen bygger op til en meget intens kulmination og en dramatisk pause og afsluttes med en gradvis nedtoning. Fugue har en form og struktur, der minder om fugaer af J. S. Bach. Tonesproget er dog meget romantisk. Der er endda nogle passager i satsen med skarp kromatik, som Vierne kommer til anvende meget mere i sine senere kompositioner. Pastorale har tre afsnit. Første og sidste, som er helt identiske, er af lyrisk karakter med melodi i oboen. Midterafsnittet er i en mere urolig uvejrs -stemning. Allegro Vivace er en scherzo-sats, som ligesom den forgående sats, har en tredelt form, dog med et afkortet sidste afsnit. Midterdelen er en kanon med den førende stemme i trompeten. Andante er en sats i meditativ stemning og symfonien afsluttes med en heroisk Final, som er Viernes mest kendte og oftest spillede symfoni-sats. Dmitri Semenov Egholm maj 2016 Stort tak til Jesuskirkens menighedsråd og organisten, Sven Verner Olsen, for at give mig lov til at afholde min debutkoncert ved det vidunderlige Cavaillé-Coll orgel!

8 CAVAILLÉ-COLL-ORGLET I JESUSKIRKEN Jesuskirken i Valby blev bygget af brygger Carl Jacobsen, som ønskede at bygge en kirke i Valby, som i skønhed skulle overgå alle andre kirker i København. Inspirationen til kirkens udformning havde han allerede som ung fået fra kirkerne i Sydeuropa, især i Ravenna. Inspirationen til kirkens hovedorgel (over alteret) fik han derimod på nogle af sine mange rejser til Paris, hvor kirkerne genlød af klangen fra de nye orgler bygget af Aristide Cavaillé-Coll. Siden 1840 erne havde Cavaillé-Coll bygget orgler til flere af de store kirker, bl.a. Notre Dame, Saint Sulpice og Madeleine-kirken og havde gennem nytænkning og høj kvalitet skabt sig et navn som ingen anden i sin samtid. Cavaillé- Coll-orglerne fandtes efterhånden i store dele af Frankrig, men også i øvrige dele af Europa samt i Sydamerika, USA, Nordafrika og Kina! Det har derfor været oplagt for Carl Jacobsen at vælge verdens førende orgelbygger til Jesuskirken og dermed bringe Nordens eneste Cavaillé-Coll-orgel til Valby. I dag er Jesuskirkens hovedorgel berømt i orgelkredse i Danmark. Men også i resten af Skandinavien og i orgelkredse i resten af Europa kender man det fine instrument, som er et af Cavaillé-Colls mest vellykkede mindre orgler og i dag står næsten intakt fra opstillingen d. 6. september Orglet har 20 stemmer fordelt på Grand Orgue, Récit og Pédale. Orglets disposition er: GRAND-ORGUE: Bourdon 16, Montre 8, Flûte harmonique 8, Bourdon 8, Salicional 8, Prestant 4, Flûte douce 4, Plein-jeu IV. RÉCIT: Flûte traversière 8, Viole de gambe 8, Voix céleste 8 *, Flûte octaviante 4, Octavin 2, Trompette harmonique 8, Basson-Hautbois 8, Clairon 4. PÉDALE: Soubasse 16, Basse 8, Bourdon 8, Bombarde 16. Grand-Orgue et Récit 56 notes, Pédale 30 notes Tirasse Grand-Orgue, Tirasse Récit, Accouplement Récit/Grand-Orgue Pédale d expression du Récit ; Pédale d orage Appel des jeux de combinaison Grand-Orgue: Montre 8, Prestant 4 et Plein-jeu IV Appel des jeux de combinaison Récit: Trompette harmonique 8 et Clairon 4 *) The Voix céleste 8 was removed in 1928 and replaced by a Bourdon 8 but reconstructed in 1963 by Poul-Gerhard Andersen; the organ was restored in 1978 and again in the 1990 s. Rosenørns Allé Frederiksberg C Tlf.: dkdm@dkdm.dk