Terror. Carsten Bagge Laustsen. tæn ke pau se r

Transkript

1 Terror Carsten Bagge Laustsen tæn ke pau se r

2

3 TERROR Vanskeligheden ved at anmelde de fine små bøger i Tænkepauserserien er, at man presses til bestandigt at finde nye og varierede ord for sin begejstring Henrik Dahl, Weekendavisen

4 Tænkepauser 1 FRIHED af Hans-Jørgen Schanz Tænkepauser 2 NETVÆRK af Jens Mogens Olesen Tænkepauser 3 MONSTRE af Mathias Clasen Tænkepauser 4 TILLID af Gert Tinggaard Svendsen Tænkepauser 5 LIVSHISTORIEN af Dorthe Kirkegaard Thomsen Tænkepauser 6 FJENDSKAB af Mikkel Thorup Tænkepauser 7 FOLK af Ove Korsgaard Tænkepauser 8 DANMARK af Hans Hauge Tænkepauser 9 NATUR af Rasmus Ejrnæs Tænkepauser 10 VREDE af Thomas Nielsen Tænkepauser 11 MYRER af Hans Joachim Offenberg Tænkepauser 12 POSITIV PSYKOLOGI af Hans Henrik Knoop Se mere på Her finder du også gratis lydbøger og e-bøger Tænkepauser 13 KROPPEN af Verner Møller Tænkepauser 14 KÆRLIGHED af Anne Marie Pahuus Tænkepauser 15 ERINDRING af Dorthe Berntsen Tænkepauser 16 HÅB af Bertel Nygaard Tænkepauser 17 TID af Ulrik Uggerhøj Tænkepauser 18 SANDHED af Helge Kragh Tænkepauser 19 MENNESKET af Ole Høiris Tænkepauser 20 MAGI af Jesper Sørensen Tænkepauser 21 LOVEN af Gorm Toftegaard Nielsen Tænkepauser 22 TERROR af Carsten Bagge Laustsen Tænkepauser 23 LITTERATUR af Dan Ringgaard T K P S R

5 TERROR CARSTEN BAGGE LAUSTSEN ÆN E AU E

6 TERROR Tænkepauser 22 Carsten Bagge Laustsen 2014 Tilrettelægning og omslag: Camilla Jørgensen, Trefold Forfatterfoto: Poul Ib Henriksen E-bogsproduktion: Narayana Press, Gylling Dele af denne bog er skrevet i samarbejde med Rasmus Ugilt ISBN Tænkepauser viden til hverdagen af topforskere fra AARHUS AU UNIVERSITET

7 TERROR SOM FÆNOMEN 6 TERRORENS FORMER 27 KAMPEN MOD TERROR 50

8 TERROR SOM FÆNOMEN 10., 11. OG 12. SEPTEMBER Verden bliver aldrig den samme igen efter 11. september. Det er blevet sagt så mange gange efterhånden, at de færreste af os tænker over, om det er rigtigt. Fra konservative kredse hører man ofte, at 9-11 viser behovet for at styrke bolværket mod den religiøse terrorisme. Og på venstrefløjen og i liberale kredse møder man argumentet om, at 9-11 indvarslede en række brud på basale rettigheder, der alle blev legitimeret med udgangspunkt i terrorbekæmpelsens nye nødvendigheder. Der havde imidlertid længe inden den 11. september 2001 eksisteret terrorisme af den politisk-religiøse slags, som vi så i New York og Washington. Islamisk terrorisme kender man bl.a. fra konflikten mellem Israel og Palæstina, men der har også tidligere været angreb rettet direkte mod amerikanske personer og interesser. Bombningerne af de amerikanske ambassader i Nairobi og Dar es Salaam den 7. august 1998 er blot ét nærliggende eksempel. Der var i den forstand ikke noget radikalt nyt ved angrebet den 11. september det var blot bedre udført og langt mere dødbringende end tidligere angreb. Man kan heller ikke sige, at tiden efter 9-11 var 6

9 ekstraordinær i forhold til tidligere tiders brud på men neskerettighederne i terrorbekæmpelsens navn. I Storbritannien, der var plaget af IRA s kamp for nordirsk selvstændighed, vedtog politikerne i 1974 en lov med en række meget vidtrækkende beføjelser: IRA blev forbudt, ethvert medlem af organisationen blev straffet med fem års fængsel, politiet fik udvidet muligheden for at tilbageholde eller udvise mistænkte og ret til ransagning uden dommerkendelse i terrorsager. Hvis vi vender blikket mod USA og vor tid, gør den samme historie sig gældende. Det har i senere år været genstand for heftig debat, at USA i krigen mod terror benytter sig af droneangreb, der som utilsigtede følgevirkninger dræber mange uskyldige i lande som Yemen og Pakistan. Efterretningstjenester som NSA overvåger ifølge whistlebloweren Edward Snowden stort set al elektronisk kommunikation på kloden. Og endelig er der de såkaldte extraordinary renditions, der groft sagt betyder, at personer, som er mistænkte for medvirken til terrorisme, bliver transporteret til hemmelige fængsler, hvor de tortureres. Guantanamo Detention Centre på Cuba er det mest omtalte af disse. Her er personer tilbageholdt på ubestemt tid og uden udsigt til at blive stillet for en dommer. Den slovenske filosof Slavoj Žižek har hævdet, at USA efter 9-11 fik en unik mulighed for at ændre på sin status i verden. Alle sympatiserede på det tidspunkt med amerikanerne, der havde været udsat for det mest øde- 7

10 læggende terrorangreb, verden endnu har set. Opbakningen svandt dog hurtigt. Det er stadigvæk de færreste, som vil sige, at amerikanerne havde fortjent det, men der er til gengæld mange, som vil mene, at det, som USA har gjort for at forhindre et nyt angreb, har været lige så grusomt og ødelæggende som nogen form for terrorisme. Žižeks pointe er, at vi bør anse den 12. september som en lige så væsentlig dato som den 11. Angrebene dikterede ikke et bestemt svar. Det centrale spørgsmål er, hvordan vi erindrer hændelsen og sætter den i spil som baggrund for politiske handlinger. Den 12. september refererer således her til en hvilken som helst dato efter angrebet. Kampen mod terrorismen handler med andre ord ikke kun om, hvordan vi bedst bekæmper vores fjender, men også om, hvad det er for et samfund, vi ønsker. Hvor meget af det, vi traditionelt forbinder med et demokrati og en retsstat, vil vi ofre i kampen mod terrorismen? Men også den 10. september er en prægnant dato, og hvor jeg med den 12. september tænker på tiden efter 9-11, tænker jeg naturligvis med den 10. september på tiden før. Vi havde allerede inden angrebet gjort og tænkt alt det, som vi også gjorde og tænkte efter angrebet. Vi har oplevet terror i vores politiske virkelighed, men vi har også set den skildret i forskellige former for populærkultur, bl.a. hollywoodfilm. Det måske mest slående eksempel er her The Siege fra 1998, som på uhyg- 8

11 gelig præcis vis fortæller historien om terrorangreb i New York og om terrorbekæmpelse i form af militær undtagelsestilstand og overskridelser af basale menneskerettigheder, herunder internering af muslimer på fodboldstadioner og torturering af en uskyldig til døde. Den pointe, man kan udlede af, at The Siege havde premiere et par år før 9-11, er naturligvis ikke, at filmen på en eller anden mystisk vis forudså angrebet, men derimod, at vores kollektive mentale orientering allerede var på plads. Når det f. eks. lød, at 9-11 var et nyt Pearl Harbor det første angreb på det amerikanske hjerteland efter Anden Verdenskrig var det ikke overraskende, bl.a. fordi filmen Pearl Harbor havde haft premiere i biograferne et par måneder tidligere. Og når flere henviser til hændelserne som uvirkelige og filmiske, men dog mærkværdigt genkendelige, var det måske, fordi vi husker scener med brændende højhuse fra film som Towering Inferno eller Die Hard. Det var, som om vi havde set det før. 109 DEFINITIONER Det er afgørende ikke at stirre sig blind på begivenheder som 9-11, når man vil forstå terror. Man må forpligte sig på et bredere historisk perspektiv, hvis man skal have en chance for at forstå den virkelighed, man selv står i. Samtidig er det væsentligt at være teoretisk præcis. Dette gælder i særdeleshed for et fænomen som terror, der er notorisk vanskeligt at definere. De to terrorforskere Alex Schmid og Albert Jongman 9

12 forsøgte i 1988 at opregne samtlige definitioner på terror, og de kom frem til, at der fandtes i hvert fald 109. Hvorfor dette høje tal? Primært fordi terrorbegrebet ikke blot er et akademisk begreb, men ét, vi alle bruger, og måske vigtigere et centralt begreb for en række offentlige myndigheder. De definitioner, vi finder i papirer fra nationale og internationale myndigheder, har ofte et operationelt sigte. De retter en organisations opmærksomhed mod bestemte træk, som den er i stand til at håndtere: Et forsvarsministeriums definition vil ofte betone de militære og voldelige dimensioner af terror, et udenrigsministerium de politiske osv. Det betyder, at definitionerne bliver meget forskellige. Mange definitioner betoner, at terror er en voldelig handling udført af ikke-statslige aktører. En given stat kan således bruge terrordefinitionen til at kriminalisere politiske opponenter. Oprørerne i Tjetjenien forstod sig selv som frihedskæmpere, der kæmpede en politisk kamp for løsrivelse, mens Rusland mente, de var terrorister. Som man siger, er den ene mands terrorist den anden mands frihedskæmper. På den politiske scene er der i dag nærmest gået inflation i terrorbegrebet. Der er en tendens til, at alle modstandere bliver terrorister. Det er ikke nok med, at der er mange terrordefinitioner og -begreber. Disse er også ofte i konflikt med hinanden. Terrorbegrebet er omtvistet og som sådan karakteriseret ved tre forhold: For det første ønsker ingen at blive kaldt terrorister, 10

13 da det på forhånd undergraver deres modstandskamp. De, der af andre bliver kaldt det, altså terrorister, kalder sig hellere frihedskæmpere, patrioter eller martyrer. Under Anden Verdenskrig bekendtgjorde de tyske besættelsesstyrker i Jyllands-Posten, når de havde henrettet danske terrorister. Vi taler imidlertid ikke om terrorister, men om den danske modstandsbevægelse. At betegne modstandere som terrorister er en politisk trumf, man kan spille i en presset situation, og som med ét stopper en mulig samtale eller et forsøg på forhandling med modparten. Tænk blot på Israels konsekvente afvisning af at forhandle med palæstinensiske Hamas. Terroren er et ubetvivleligt onde, der skal elimineres uanset prisen. I denne forbindelse kan man også hæfte sig ved, at terror forstås som en offensiv handling rettet mod uskyldige. Terroren er på den baggrund at regne som en illegitim handling, som aggression. Men hvis man ikke ser terroren som det første træk, men som en reaktion på en forudgående urimelighed, ophører terroren, hvis der er tale om en nogenlunde proportional handling, med at kunne defineres som sådan. Den bliver da til et forsvar, sabotage, frihedskamp eller overlevelseskamp. For det andet er terrorbegrebet komplekst, og det giver begrebet en fleksibilitet, som gør det vanskeligt at identificere, hvori kernen består. Man kan f.eks. vælge at fokusere på elementet af vold og aggression, og statsterror vil så falde ind under begrebet. Man kan se terror udelukkende som en politisk handling, og da vil meget af 11

14 den religiøse terror, vi har set i det sidste årti, falde uden for. Man kan fokusere på, at terror er handlinger, som skaber frygt, og fænomener som hustruvold og mobning vil da falde ind under definitionen. Endelig er omtvistede begreber for det tredje karakteriseret ved, at der er uklare regler for deres brug, og også dét gælder for terrorbegrebet. Hvad med efterretningsoperationer og snigmord? Er det terror? Er statsterror terror? Er hustruvold? Er mobning? Da Dansk Folkeparti kaldte de stenkastende unge i Vollsmose i Odense eller hærværksmænd i Rosenhøjkvarteret i Aarhus for terrorister, var det så at trække den for langt? Hvor går grænsen mellem det, vi sædvanligvis ville kalde kriminalitet og hærværk, og terror? VOLDEN BLIVER POLITISK At terror er et omtvistet begreb, ser vi også, hvis vi kikker bagud. Terrorbegrebet har skiftet betydning over tid. Den etymologiske rod til terror er det latinske terreo, der er beslægtet med tremo, som betyder rystelse eller rædsel. I middelalderen havde terrorbegrebet en nær forbindelse til tortur, hvilket kan siges at have en vis omvendt poetisk retfærdighed, når man tænker på den rolle, tortur spiller i dag i amerikansk terrorbekæmpelse. Inden man udsatte ofrene for den direkte tortur, kunne man vise dem instrumenterne og forklare i detaljen, hvordan de virkede: Denne støvle bruger vi til at knuse knoglen i dit underben, denne kniv er lavet til at flå huden af dig, på denne bænk kan vi strække 12

15 dig, så dine skuldre og hofter går af led. Det var i nogle tilfælde tilstrækkeligt til at fremprovokere en tilståelse. Ifølge det store tyske begrebshistoriske værk Geschichtliche Grundbegriffe kaldtes den effekt, som en sådan rundtur kunne have på det kommende offer: terror. Det var dog først med Den Franske Revolution og det jakobinske regime fra 1792 og frem, at terror blev til et politisk begreb. I begyndelsen havde terroren her en klar positiv betydning. Robespierre sagde i en berømt tale fra 1794, at terror ikke er andet end retfærdighed i sin mest resolutte, strenge og ubøjelige form. Efter Robespierre og hans nærmeste allierede blev fjernet fra magten, begyndte man at tale om tiden under Robespierre som terrorregimet. Ordet terror fik herefter en entydig negativ betydning: Det skulle beskrive det tidligere regimes overdrevne brug af vold. I et historisk perspektiv ser vi også, at begrebet terror tillige er knyttet til den moderne statsmagts opståen. Europa er i dag opdelt i en række indbyrdes afgrænsede, suveræne stater, men en sådan opdeling er forholdsvis ny. Tidligere eksisterede et mylder af forskellige enheder: kejserdømmer, hansestæder, bystater, ridderordner, klosterordner og pavedømmet for blot at nævne nogle af dem. Der fandtes et virvar af forskellige aktører, som tog sig ret til at sætte deres vilje igennem med vold, og intet system til at regulere, hvornår denne vold var legitim eller illegitim. En central forudsætning for den moderne stat var, at 13

16 disse konkurrerende voldsudøvere blev udmanøvreret, og at der i stedet blev etableret og håndhævet et monopol på legitim udøvelse af vold. Voldsudøvelse blev institutionaliseret i politiet, som opretholder orden internt, og i militæret, som forsvarer territoriet over for eksterne fjender. Terroristen bliver i dette perspektiv enhver, som forsøger at udfordre statens voldsmonopol. Terroristen er anti-stat. Ikke nødvendigvis fordi terroristen angriber staten, men fordi staten ikke tåler konkurrerende magtcentre. En række indsigter følger af dette: Terroristen har altid været tematiseret som den, der undviger. Terroristen definerer sig i modsætning til den orden, f.eks. det land og den retsorden, vedkommende bor i og er underlagt. Som f.eks. selvmordsbomberen undviger terroristen statens magt ved at skjule sig blandt civile og undergraver derved sondringen mellem privat individer og soldater, som er en af hjørnestenene i den moderne stat. Terroristen er der, overalt, men vil ikke tage den identitet på sig, den moderne stat tildeler sine borgere: som private, civile og frem for alt apolitiske individer. Det sidste kræver en uddybning. Man agerer naturligvis politisk, men man, altså ikke-terrorister, gør det inden for den konstitutionelle stats rammer. At udfordre disse er terroristisk. Terroristen accepterer ikke statens moral, men adlyder en forestillet højere moral. Han eller hun accepterer ikke statens domstole, men ser Folket, Historien eller 14

17 Sagen som det, man står til ansvar over for. Ens primære identifikation er ikke staten, men gruppen, partiet, cellen eller bevægelsen. Desuden skal regnskabet ikke gøres op her og nu. Det er fremtiden og de kommende generationer, som må dømme. Volden kan synes overdrevet, men når man forholder sig til det mål, den muliggør, altså til det kommende bedre, ja, nærmest paradisiske, samfund, er den helt nødvendig. Det er hermed også antydet, at den terroristiske figur tidligere har været tematiseret i andre registre. Som pirater, sørøvere, krybskytter, fredløse, hekse, anarkister, nihilister, oprørere, revolutionære Det, der samler disse figurer, er deres modstand mod den statslige orden. Kriminaliseringen af disse grupper og deres voldsudøvelse har dels statens succes med at etablere et voldsmonopol som sin baggrund, dels udviklingen af den nye borgerrolle, hvor borgeren kun tager våben i hånd, når nationen skal forsvares. Hvis forsøget på at slå muhammedtegneren Kurt Westergaard ihjel vurderes at være terror, er der en strengere straf, end hvis det blev set som et forsøg på manddrab. Hvorfor? Fordi terroren ses som politisk: som et anslag mod staten og den offentlige orden. Man tænker den som en større forbrydelse end blot ran udøvet for egen vindings skyld eller vold, som har baggrund i en privat motivation, f.eks. had eller jalousi. Det er dog værd at reflektere over, om terroren altid er den mon- 15

18 sterforbrydelse, vi gerne vil gøre den til. Her vil en tur til Indien ikke være uden nytte. DEN INDISKE TERRORS DISKRETE CHARME Den 5. juli 1984 blev Indian Airlines fly IC 405 kapret. Den 24. august skete det samme for Indian Airlines fly IC 421. Det interessante ved begge begivenheder er, at de i sidste ende var begivenhedsløse. I begge tilfælde fandt man hurtigt frem til fredelige løsninger, uden at nogen led overlast. Ombord på IC 405 agerede terroristerne vikarer for kabinepersonalet, da det havde brug for hvil. Ombord på IC 421 sang terroristerne sange for passagererne, mens man ventede på, at forhandlingerne om frigivelsen af gidslerne faldt på plads, og det endte sågar med fællessang. Da det hele var slut, omfavnede gidsler og gidseltagere hinanden. Den politiske psykolog Ashis Nandy har beskrevet, hvordan disse begivenheder udfoldede sig konkret og i detaljen, og hans konklusion var klar: Kapringerne viste, den indiske terrorismes diskrete charme. Selv situationer, som kan synes at være så skarpt optegnede som terrorisme og flykapringer, kan være langt mere komplekse, end de fremtræder, når først medierne begynder at skrive deres dramatiserede rapporter. Det er symptomatisk, at de detaljer, som Nandy har gravet frem, på ingen måde blev en del af det officielle Indiens opfattelse af begivenhederne. Da medierne begyndte at berette om kapringerne, blev temaet hurtigt et andet. Man talte om blodtørstige kommandosoldater, 16

19 som fremmede magter havde sluppet løs på indisk jord; det var bydende nødvendigt at styrke sikkerheden i de indiske lufthavne, og enkelte politiske kommentatorer krævede, at regeringen skulle gå af. Næsten uanset hvad der konkret sker, når begivenheder, som minder om terrorisme, finder sted, vil pressen viderebringe de mest drabelige udlægninger af dem. Et eksempel på dette fænomen fra den hjemlige arena er den bombeeksplosion, der fandt sted på Hotel Jørgensen ved Nørreport Station i København den 10. september Eksplosionen skete på et toilet, hvor tjetjeneren Lors Doukaiev havde forsøgt at fremstille en bombe, som eksploderede mellem hænderne på ham. Der er her tale om en sag, hvor en person tydeligvis har haft terroristiske hensigter, men har været for klodset til at gennemføre dem. Ikke desto mindre brugte de danske medier det meste af dagen, og de efterfølgende dage, på at fortælle den mest blodige historie, de kunne slippe af sted med. Journalister interviewede folk, der boede ved mulige terrormål med den åbenlyse forhåbning, at de ville kunne finde nogen, som ville kalde sig selv skrækslagne over at kunne blive dræbt i et terrorangreb. Hvorfor denne iver efter at forstå terror på den mest dramatiske måde? Måske er der noget ved terroren, som byder sig til for denne form for dramatik. Hvis en mand, der gik en tur ned ad en gade i Aarhus, fik en potteplante i hovedet og døde, ville det ikke på samme måde kunne fungere som udgangspunkt for sensationsjournalistik. Man ville ikke se journalister styrte rundt i nabolaget og 17

20 spørge beboerne, om ikke de frygtede en fremtidig død forårsaget af en faldende potteplante. Pointen er, at terror har et ganske særligt forhold til mulighed. Muligheden af et fremtidigt terrorangreb er langt mere nærværende og betydningsfuldt for os end muligheden for nedfaldende potteplanter. Denne mulighed har ikke noget med sandsynlighed at gøre. Risikoen for at dø i et trafikuheld er mange gange større end risikoen for at dø i et terrorangreb. I mange lande er risikoen for at dø af et æselspark eller et bistik også større end risikoen for at dø for terroristers hænder. Men ikke desto mindre er muligheden for terror langt mere interessant. Jeg siger med vilje ikke frygten for terror eller frygten for æselspark og bistik her. Det er klart, at frygten spiller en væsentlig rolle, men man går for hurtigt frem, hvis man slutter fra terrorens mulighed til frygten for terror. I første omgang bør vi nøjes med at hæfte os ved, at terrorens mulighed har en ganske bestemt funktion. Lad os vende tilbage til den indiske terrorisme. De, der på grund af de forholdsvist harmløse indiske kapringer argumenterede for, at man burde stramme op på sikkerheden i de indiske lufthavne, kunne sagtens have ret i det, de sagde, også selv om den terrorisme, der rent faktisk fandt sted, var relativt harmløs. Når forholdsvist talentløse terrorister uden særlig træning og uden organisatorisk opbakning fra fjendtlige stater kan kapre ikke bare ét, men to fly, er der måske grund til at overveje, hvor stor skade veltrænede og vel- 18

21 organiserede terrorister ville kunne gøre. Efter 9-11 ved vi kun alt for godt, hvad flyvemaskiner kan bruges til. Det væsentlige er dog ikke, at vi har set, hvad man kan gøre med flyvemaskiner. Det væsentlige er selve den overvejelse, som bliver vakt i os: Hvad ville der ikke kunne ske? Denne overvejelse er terrorismens kerne. Selv om der ikke rigtig skete noget i forbindelse med kapringerne af IC 405 og IC 421, kunne der være sket en hel masse. Og nok så væsentligt: Begivenhederne mindede inderne om, at fremtiden kunne bringe nye og meget voldsommere terrorangreb. Man kan drage parallellen videre til historien om eksplosionen på Hotel Jørgensen. Doukaiev var meget lidt dygtig til at producere og sprænge en bombe, men som nordmanden Anders Behring Breivik viste et par år senere i Oslo, kan det få alvorlige konsekvenser, når en enkelt person sætter sig for at bringe en bombe til sprængning. Dermed er det ikke sagt, at 9-11 har vist os sandheden om de indiske flykapringer, og Breivik om Doukaiev. Pointen er, at selv disse langt mere dødbringende angreb ikke primært handler om den død og ødelæggelse, de selv afstedkommer. Uanset hvor blodige terrorangreb er, er deres primære funktion altid, at de står som pejlemærker for fremtidige mulige angreb. Terror fungerer, når en befolkning konstant tænker over, hvor og hvornår det næste angreb kommer, og hvad det kommer til at bestå i. Hvor enhver togrejse indebærer forestillingen om, at lige netop denne togrejse 19

22 kan blive ens sidste. Terrorens virkelighed er dens mulighed. Det er klart, at dette forhold i sig selv er en væsentlig grund til, at begrebet terror i dag er omtvistet. Den blotte mulighed kan ikke udpeges på samme måde, som man kan udpege noget virkeligt. Et virkeligt trafikuheld er nemt at udpege, når det sker, men med muligheden for et terrorangreb er det langt sværere. Selv Doukaievs toiletbombe, der helt sikkert kunne være blevet brugt til et drabeligt angreb, kunne i teorien også have været brugt til at hævne sig på et familiemedlem og således være blottet for politiske og samfundsmæssige dimensioner. Derfor er det nærmest umuligt at nå frem til en klar og tydelig definition af, hvad terror er for noget. Det, jeg her i stedet vil gøre, er at fokusere på de følelser og stemninger, som denne terroristiske mulighed kan afstedkomme. Det er nemmere at kende terroren på den måde, vi som samfund reagerer på fænomenet, end at udpege terroren selv. En foreløbig karakteristik af terror kunne derfor være, at terror er det, som lykkes med at terrorisere. LAMMET AF FRYGT Det ligger lige for at koble terror med frygt. Frygten er en helt oplagt reaktion på en truende mulighed. Alligevel er der grund til at holde igen med at sætte lighedstegn mellem terror og frygt. For det første er frygt et meget bredt begreb. Det, som for alvor virker truende ved terroren, er det mulige 20

23 og uvisse. Men man kan også blive bange for noget meget konkret og nærværende. Man kan blive bange, hvis man sidder i en flyvemaskine, og begge motorer bryder i brand. Vi bør derfor netop sondre mellem to former for frygt: den fokuserede og den ufokuserede. Den, der måske er mest berømt for at lave en sådan sondring, er den danske teolog Søren Kierkegaard, som skelnede mellem angst og frygt. Jeg vil se bort fra, hvordan denne sondring er indlejret i hans teologi, og blot hæfte mig ved, at frygten ifølge Kierkegaard har et objekt: Man frygter noget at miste sine penge, edderkopper, man er bange for fremmede invasionsstyrker eller for noget fjerde. Angsten derimod er et eksistentielt grundvilkår og en skælven over for intet, for det ubestemte, for den blotte mulighed. Man kan på den baggrund hævde, at terror i virkeligheden kommer tættere på at handle om angst end om frygt. Dette har videre konsekvenser, end man umiddelbart kunne tro. Det er f.eks. interessant at bemærke, hvis man læser i beretningerne fra de overlevende på Utøya, at det netop ikke er på de tidspunkter, hvor Breivik skyder efter dem, at de er bange. Tværtimod er det ofte, når faren umiddelbart er drevet over, og de ikke ved, hvad de skal gøre, at frygten sætter ind. Forbindelsen mellem frygt og terror er med andre ord, at frygten sjældent viser sig der, hvor man ville forvente det; det vil sige der, hvor man umiddelbart er udsat for direkte fare. Når man derimod er i en situation, hvor 21

24 man har en forventning om at kunne være i fare, men ikke rigtig har vished for det, og ikke ved, hvori faren kunne bestå, hvor det hele er meget lidt konkret, men hvor der alligevel er et eller andet, der lurer dér kan frygten (eller rettere angsten) blive lammende. Selv den minimale definition terror er det, der lykkes med at terrorisere er derfor svær at holde fast i. Vi kan illustrere det ved at trække på et fiktivt eksempel, som helt sikkert er overdrevet, men netop derfor pædagogisk og klart. I filmen Brazil fra 1985 er terrorangreb dagligdag. Alt, hvad der ikke fungerer, forklares af regeringen som udtryk for terrorangreb eller måske er det faktisk regeringen selv, der iscenesætter disse terrorangreb for at holde befolkningen og eventuelle kritikere i skak. At der sker eksplosioner fra tid til anden, er ikke noget, man undrer sig over. I en af scenerne ser vi filmens hovedpersoner indtage en middag i en restaurant. Pludselig går en bombe af, og ofrene ligger spredt over hele restauranten. De tjenere, som ikke er omkomne eller anholdt som mulige gerningsmænd, sætter en foldeskærm op omkring vores hovedpersoner, der spiser videre, som om intet var hændt. Det er de færreste af os, som vil være i stand til at ignorere en bombeeksplosion i vores umiddelbare nærhed. Vores reaktion vil typisk være chok. Men når vi holder fast i, at terrorens væsentligste virkemåde ikke er de konkrete angreb, men at den derimod retter sig imod den måde, vi oplever vores virkelighed på, når der ikke 22

25 sker angreb, er der alligevel en parallel mellem scenen fra Brazil og vores virkelighed snart 15 år efter I 2010 blev der foretaget en undersøgelse af danskernes forhold til terrorisme: 79 % svarede, at man regnede med, at Danmark ville blive ramt af terror inden for en overskuelig tidshorisont, men samtidig var det kun 10 %, der svarede, at truslen fra terror gjorde dem bange. Med andre ord gælder det for mange af os, at vi regner med, at Danmark kan blive udsat for terrorangreb, men at denne trussel ikke rigtig gør os noget. Man kunne sammenligne med vores forhold til trafikken, hvor vi også ved, at det kan være farligt at befinde sig i den, men det er de færreste af os, der er bange og skræmte over det. Når det forholder sig sådan, er det igen, fordi terror handler om mulighed. Sagen er, at frygt (og angst) ikke er de eneste måder, hvorpå vi forholder os til fremtidige muligheder. De blotte muligheder kan også slet og ret blive kedelige. Filosoffen Martin Heidegger har lavet en række interessante analyser af kedsomheden. Heidegger beskriver f.eks. det, der sker, hvis vi er så uheldige at strande på en fremmed banegård i en øde ende af landet med fire timer til det næste tog: Vi begynder at kede os. Ikke fordi vi ikke har noget at lave. Vi kunne f.eks. gå en tur eller læse en bog. Vi kan sagtens finde adspredelse, men i stedet ender vi med at læse køreplanen igen og igen. Kommer det tog ikke snart? Heideggers pointe er, at det, der sker i denne situati- 23

26 on, er, at vi begynder at opleve muligheder på en ganske bestemt måde. Han taler om brakliggende muligheder. Der er rigeligt med muligheder, som vi kunne handle på, men de taler ikke rigtig til os. De er kraftløse. Vi oplever dem som lunken sodavand uden brus. Denne oplevelse kan vi overføre på erfaringen af terror. Efterhånden som tiden gik efter 9-11, blev muligheden for et kommende terrorangreb ikke mindre. På mange måder kan man derimod hævde, at den blev større som følge af Danmarks deltagelse i krigene i Afghanistan og Irak, og ikke mindst på grund af krisen udløst muhammedtegningerne i Jyllands-Posten. Alligevel begyndte danskerne langsomt at være mindre bange for terrortruslen. Med en vis ret kan man endda påstå, at den begyndte at kede dem. Selv om muligheden for et terrorangreb bestemt var til stede, oplever vi den som en brakliggende mulighed. Den evindelige snak om de mulige angreb, som dominerede vores forestillingsverden i tiden efter 9-11, er efterhånden blevet underligt uvedkommende. Men sådan har det ikke altid været. Da det andet fly ramte det andet tårn i World Trade Center i New York blev det set live af størstedelen af Jordens befolkning. Vi sad alle klinet til skærmen i forundring, efter at nyheden om, at det første fly havde ramt tårnene, havde spredt sig. Angrebene fængslede en hel verdens bevidsthed. Og i lang tid derefter kunne forestillinger om terrorisme gribe os. Måske fordi angrebene 24

27 virkelig var voldsomme, overraskende og spektakulære. Men måske også på grund af den verden, som de skete i. Det vil være svært at udpege et tidspunkt i verdenshistorien, hvor den internationale politiske situation har været mere kedelig, end den var lige inden Politologen Francis Fukuyama blev i 1992 berømt for at hævde, at historien var forbi, og sådan så det vitterligt ud. Vi havde fundet ud af, hvilket samfund der var det bedste, nemlig vores eget. Vores kombination af demokrati og kapitalisme skulle bringe fred og velstand til hele verden. I løbet af 1990 erne havde vi set adskillige krige og ulykker i verden omkring os, men vi opfattede dem som bump på vejen mod en bedre verden, vi allerede godt vidste, hvordan ville se ud. Der var udsigt til en kedsommelig administration af den politiske butik, som vi nu engang havde opfundet. Først og fremmest var der ikke nogen stor ydre fjende, man kunne hade og frygte og på den måde få pulsen op. Men den situation ændrede sig med et slag efter Pludselig var det igen muligt at hade en regulær fjende den islamiske terrorisme. Den globale politik blev igen noget, vi alle sammen kunne gå op i. Her er Kierkegaards analyse af angsten interessant at vende tilbage til. Kierkegaard kalder nemlig også angsten for en sympatisk antipati og for en antipatisk sympati. Pointen er, at uanset hvor ubehageligt det kan være at føle angst, er det også altid en måde, hvorpå man for alvor føler noget. Der er noget lokkende ved angsten. Modsat kedsomheden, som efterlader os i en tilstand 25

28 af underlig inaktiv fortabelse, er angsten en følelse, der ansporer os. Her ligger mulighederne i det mindste ikke brak. Flere forskere har talt om, at terrorisme skal forstås som teater. Dette er sandt i mere end én forstand: Terrorismen er afhængig af et publikum, hvis den skal virke. Et terrorangreb, som ingen kender til, er endnu mere stille end det træ, der vælter i skoven, hvor der ikke er nogen, der hører det. Men terror kan også fungere som politisk teater for en offentlighed, der er blevet alt for træt af en kedelig politisk virkelighed, hvor der ikke ser ud til at ske mere end på en øde banegård et sted i verden, hvor der sjældent kommer tog. 26

29 TERRORENS FORMER TERROR OG KRIG Vi har allerede fået færten af, at terror er noget andet end krig. Det er muligt, at krig sjældent udelukkende føres på den måde, men vores forestilling om den er, at i krig står to hære over for hinanden. Soldaterne befinder sig i et hierarki, og hæren er underlagt politisk kontrol. Og det er stater, som mobiliserer hære i forsøget på at forsvare sig eller vinde nye territorier. Man kan sige om krigen, at den tænkes som en symmetrisk konfrontation. Hærene kan have forskellig størrelse og styrke, soldater kan være bedre uddannede og mere disciplinerede, men der er så tale om en kvantitativ og ikke kvalitativ forskel: En hær er en hær. Og nok så væsentligt reguleres krigen af et utal af regler om, hvem som må dræbes, hvornår, hvor og hvordan de må dræbes, og endelig hvordan man må tage og behandle fanger. Terroren er derimod set fra statens perspektiv en asymmetrisk strategi. Terroristen tilhører ingen hær, bærer ingen synlige tegn på, hvilken lejr han eller hun tilhører, og i konfrontationen med fjenden gør vedkommende alt for at undgå direkte kontakt. Terroristen skjuler sig blandt civile og kæmper ikke 27

30 nødvendigvis for sin overlevelse, men er i nogle tilfælde parat til at sprænge sig selv i luften, hvilket underminerer krigens trussels- og magtbalance. Krigens idé er, at man foretrækker livet og derfor overgiver sig, når slaget er tabt. Terroristerne respekterer ikke sondringen mellem kombattanter og civile, men tager gerne gidsler og ombringer gerne civile. Gidseltagning og attentater hører derimod traditionelt ikke hjemme i krigens arsenal. Og hvor krigen er givet ved en vis regelmæssighed ikke mindst indledes den af en krigserklæring og afsluttes af en fred, som begge parter accepterer angriber terroristen når og hvor som helst. Terroren nedbryder selve sondringen mellem freds- og krigstid. Flere har dog argumenteret for, at de allieredes bombning under Anden Verdenskrig af Hamburg og Dresden samt USA s nedkastning af to atombomber over Hiroshima og Nagasaki også bør forstås som terrorhandlinger: som statsterror. Det er givet, at det her ikke var hære, de allierede forsøgte at besejre. Man angreb civile med ønsket om at nedbryde fjendens moral og forsvarsvilje. Men det rokker ikke nævneværdigt ved den sejlivede forestilling om krigen som den symmetriske konfrontation og terroren som den asymmetriske. Krigen er et civiliseret fjendskab, hvor terroren er et fjendskab uden formildende og regulerende omstændigheder. Problemet med denne forestilling er imidlertid, at den er forkert. Terrorister er ikke altid skruppelløse. Faktisk forsø- 28

31 ger langt de fleste at undgå at ramme uskyldige, og de forstår sig selv som moralsk handlende agenter. Terrorforskere nævner ofte den russiske anarkist Ivan Kaliayev som et eksempel på terroristens høje moral. Kaliayev havde den 15. februar 1905 planlagt at kaste en bombe ind i ærkehertug Sergei Alexandrovichs vogn. Men da han så, at han rejste sammen med sin hustru og nevøer, undlod han at udføre den planlagte aktion. Han fik dog ram på Sergei et par dage senere, men det er pointen uvedkommende. Terroren har som oftest et højere formål: Det kan f.eks. være et religiøst, politisk, nationalt eller etnisk sådant. Som Ulrike Meinhof fra den tyske terrorgruppe Rote Armee Fraktion på et tidspunkt formulerede det, er det eneste, borgerne i de kapitalistiske samfund tænker på hårlak, en ferie i Spanien og et badeværelse med fliser. RAF derimod kæmpede for noget større: for verdensfred, kommunisme og humanisme. Der er noget ophøjet over terroristen. Terroristen handler uselvisk ja, er i ekstreme tilfælde villig til at ofre sit eget liv for noget, der ses som mere værdifuldt. Det er svært ikke at lade sig fascinere af en sådan dedikation. Den amerikanske præsident George W. Bush erklærede i kølvandet på angrebene den 11. september en krig mod terrorisme. Men hvordan bekæmper man et fænomen? At få bugt med al terror i verden er et umuligt og endeløst projekt. Inspirationen til krigen mod terror var uden tvivl den tidligere war on drugs, som Bushs forgænger Ronald 29

32 Reagan havde erklæret tilbage i 80 erne. Problemet med tematiseringen af terrorbekæmpelse som krig var, at der helt oplagt ikke var en klar front eller en fjende, man kunne forhandle og slutte fred med. Ja, problemet var, at terror og terrorbekæmpelse minder meget lidt om krig. Terroren blev af Bush set som noget, der havde taget bolig i radikale personer. Fjenderne udførte ikke terror. De var terrorister. Forskellen er enorm. Hvis terror er en form for væren, er der ikke andet at gøre end at udslette terroristerne. Ingen kan løbe fra deres natur. Bin Laden og talibanerne blev af Bush skildret som så onde, at de kun kunne leve i deres jordhulers mørke. Man stod ikke over for modstandere, som skulle respekteres, men over for en ondskab, der skulle udryddes. Adspurgt om den amerikanske målsætning for bombningerne af Afghanistan svarede Donald Rumsfeld, den daværende forsvarsminister, at det var at dræbe så mange Taliban-soldater og al-qaeda-medlemmer som muligt. Og fangerne på Guatanamo ja, dem omtalte Rumsfeld som tikkende bomber. De ventede blot på det rette moment for at sprænge sig selv i luften, hvorfor forvaring på livstid uden en retssag kunne forsvares. Når vi kun vil se ondskab, overser vi let, at terror er en strategi. Når man udøver terror, er det, fordi man vil noget. Man har et mål. ANC, IRA, PLO og ETA er alle organisationer, der med hver deres historie har vist, at terror for disse grupper netop var en strategi, de valgte at betjene sig af i nogle perioder. Men de kunne også have 30

33 valgt andre strategier og gjorde det senere. ANC er sågar i dag det regeringsbærende parti i Sydafrika. Samme pointe byder sig til, hvis vi ser på, hvor mobil kategorien terrorist synes at være. Anerkendte statsledere som Vaclav Havel, Lech Walesa, Yitzhak Shamir, Menachem Begin og Yassir Arafat og naturligvis Nelson Mandela, som netop var leder af ANC, var alle tidligere regnet som terrorister. Man kommer derfor sjældent langt ved at beskylde hinanden for terrorisme. Eller bedre: Forudsætningen for forhandling er, at man får skilt personen eller gruppen, målet og strategien ad. Og der er også en anden lektie, som byder sig til. Vi får næppe udryddet terrorisme som sådan, lige så lidt som vi kommer al ondskab til livs. En af den amerikanske tegneserietegner Gary Larsons tegninger formidler her en central indsigt: På Larsons tegning ser vi en kristen missionær besøge en fjerntliggende ø, hvor de lokale praktiserer kannibalisme. Vi forstår, at missionæren har været på besøg tidligere og forklaret de lokale, at skikken er moralsk forkastelig og bør ophøre. Da han spørger dem denne gang, om de er stoppet med at praktisere kannibalisme, svarer de indfødte, at de spiste den sidste kannibal i går. Forsøget på at spise den sidste kannibal er naturligvis uden ende. Sådan er det også med forsøget på at udrydde al terrorisme, og tror vi, at vi kan gøre det, ender vi nemt med et større barbari end det, vi vil bekæmpe. Så lad os derfor nu forsøge at forstå terroren som en strategi som 31

34 et middel, der anvendes i forsøget på at vinde eller fastholde den politiske magt. TERROR I FARVER Man sondrer ofte mellem en rød og en hvid terror og har hermed markeret, at terroren trives på de politiske fløje. Den revolutionære terror, som Robespierre advokerede for, skulle anvendes resolut, strengt og ubøjeligt, var den røde terror. Forsøget på at bekæmpe Den Franske Revolution gennem terror var den hvide. Første bølge kom under revolutionen i 1794 og 95 og anden bølge i 1815, hvor det franske kongedømme blev genindført. Næste bølge af rød terror kom under Den Russiske Revolution i 1917 og den følgende borgerkrig og den fulgtes af en hvid terror, udført i forsøget på at konsolidere de siddende magthavere. Senere er al venstreorienteret terror blevet kaldt rød det er også kommunisternes farve mens den højreorienterede og systembevarende er hvid. Men hvem der kæmper for at bevare systemet, og hvem som udfordrer det, er ikke altid lige let at gennemskue. Robespierres jakobinske terror var netop en terror for at fastholde magten og forhindre, at revolutionen blev rullet tilbage. Og billedet kompliceres også fra den anden side. I Tyskland kæmpede nazisterne i 1920 erne og 30 erne for at vinde magten, og det samme gjorde fascisterne i Italien, og begge grupperinger anvendte terror. Sondrin- 32

35 gen mellem højre og venstre og mellem udfordrer og forsvarer af statsmagten følges altså ikke altid ad. Hvis vi skal forstå ideen bag den røde terror, er den franske socialist Paul Brousses forestilling om handlingens propaganda et oplagt sted at starte. Terroren skulle for Brousse vække de slumrende masser, som var ude af stand til at læse. Den var socialisme udført i praksis: synlig, håndgribelig og konkret. Dette blev senere den væsentligste motivation i kampen mod det russiske zardømme. Sigtet var ikke blot at likvidere medlemmer af zarfamilien eller dens ledende embedsmænd. Hver gang man gjorde det, stod en ny klar til at erstatte den dræbte, og likvideringerne fik derfor ikke nogen systemomvæltende karakter. Terroren skulle derfor i stedet overbevise masserne om, at revolutionen var mulig, og at staten blot var en papirtiger. Under Den Russiske Revolution stod Lev Trotskij i kredsen af ledende kommunister frem som tidens mest rendyrkede jakobiner. I december 1917 advarede han om, at terroren inden for en måneds tid ville bryde løs: Guillotinen og ikke blot fangekælderen vil vente vores fjender. For Trotskij var terroren nødvendig for at undgå borgerkrig og kontrarevolution. I 60 erne og 70 erne bølgede den venstreorienterede terror for tredje gang over det europæiske kontinent. I England Angry Brigade, i USA the Weathermen og Symbiones Liberation Army, i Belgien og Frankrig Action Directe, i Italien De Røde Brigader og i Tyskland Rote 33

36 Armee Fraktion eller Baader-Meinhof-gruppen, som den også blev kaldt. Ud over at ville mobilisere masserne og overbevise dem om, at staten ikke var usårlig, blev særligt RAF kendt for at arbejde ud fra en supplerende tredje målsætning. Terroren skulle tvinge den tyske stat til at vise sit sande ansigt: vise, at den var en totalitær og fascistisk stat. Tilfangetagelsen og likvideringen af Hanns-Martin Schleyer i 1977 var her nærmest ikonisk. Som industrimagnat repræsenterede han den tyske stat, og som tidligere SS er under Anden Verdenskrig viste han ved sin blotte eksistens, at den tyske stat var fascistisk og totalitær. Sådan tænkte man i hvert fald. Ulrike Meinhof, Gudrun Ensslin, Horst Mahler og de fleste andre medlemmer af RAF havde deres rødder i det venstreorienterede studentermiljø på de tyske universiteter. De var en del af 68-ungdomsoprøret, men da det fladede ud, fortsatte de kampen mod kapitalismen og imperialismen med strategier, som imidlertid var den fredselskende ungdomsbevægelse fremmed. De var inspirerede af formand Maos skrifter og af forestillingen om guerillakamp, og de forstod sig, som også navnet antyder, som en hærenhed. Da Ensslin blev fængslet, insisterede hun sågar på, at hun skulle behandles som en krigsfange. Den venstreorienterede terrorisme i 60 erne og 70 erne var næppe selv set fra bevægelsens egne målsætninger nogen succes. Den folkelige mobilisering 34

37 kom aldrig. Den almindelige tysker var angiveligt mere interesseret i hårlak, ferierejser til Spanien og badeværelser med fliser, end han eller hun var i marxistiske paroler. Men terror er ikke kun rød eller hvid. Ernst Röhms stormtropper, SA erne, terroriserede i den nazistiske bevægelses ungdom politiske opponenter. Denne brune terror var ikke som den røde rettet mod repræsentanter for statsapparatet, men derimod mod almindelige folk: mod kommunister, homoseksuelle, jøder og andre, som man mente, stod den nazistiske bevægelse i vejen. Terroren havde til hensigt at skræmme politiske opponenter og skabe maksimalt kaos, og den foregik derfor oftest i fuldt dagslys. Og i modsætning til den hvide terror, var målet ikke at fastholde den politiske magt, men at vinde den. Röhms stormtropper voksede sig stadig større og blev af Hitler efterhånden set som et truende parallelt netværk. På de lange knives nat den 30. juni 1934 eliminerede Hitler derfor ledelsen af SA, inklusive Röhm, og bevægelsen mistede sin betydning. Men den har givet navn til den nazistiske terror. SA-enhederne var uniformerede med brune skjorter. Også de italienske fascisters skjorter har givet navn til en form for terror: den sorte. De lange knives nat var imidlertid langtfra enden på nazismens brug af terror. Man forsatte med at udøve terror efter at have vundet statsmagten, men under andre betingelser. Det var nu centralt at adskille staten og dens normale funktioner fra de funktioner, som havde med terroriseringen af statens fjender at gøre. Terroren skulle ikke besmitte statsapparatet. 35

38 Jøder blev f.eks. først denaturaliseret, altså frataget deres borgerskab, før de blev sendt til kz-lejrene. Opholdet i lejrene var ikke at ligne med en straf. Man eliminerede noget, som havde mindre status end et retssubjekt, ja, ingen status overhovedet. Man har ofte sammenlignet nazismens terror med Stalins terror. Men der er en væsentlig forskel. For selv om Stalins terror havde til hensigt at forsvare statsapparatet mod fjender, er der hverken tale om en typisk form for venstreorienteret terror eller en systembevarende terror. Terroren penetrerede alt i Sovjetunionen og antog nærmest form af et kollektivt selvmord. Stalins Rusland er et af de få, måske det eneste, eksempel på en stat, hvis logik fuldstændig gennemsyres af terror. I Nazi-Tyskland var man, med de lange knives nat som undtagelsen, i sikkerhed, jo tættere man var på magten. Man var også sikker, hvis man var af arisk afstamning. Terroren inficerede ikke det samfundsmæssige legeme. Den var kun rettet mod udvalgte kræftsvulster. Det var anderledes under Stalin. Jo tættere man kom på magtens højere cirkler, jo større blev faren for udrensning. Stalinisterne opfandt konstant nye fjender. Kvoterne skulle fyldes op, og hvorfor ikke med frimærkesamlere med internationale forbindelser? Ingen kunne vide sig sikre. Også i forhold til 60 erne og 70 erne er der en forestilling, som det er værd at gøre op med. Terrorforskere som Jeffrey Bale har vist, at det er forkert at tro, at al ter- 36

39 ror i perioden var rød. Meget af den mest blodige terrorisme, som eksempelvis Italien oplevede i de årtier, blev ikke begået af kommunistiske og anarkistiske grupper, men af fascistiske grupper som Avantgardia Nationale eller Ordine Nuovo. Her kan blandt andet nævnes bombeangrebene på Piazza Fontana i Milano i december 1969, på Piazza della Loggia i Brescia i august 1974 og på Bolognas banegård i august Hvis man begiver sig ud i den øvelse at tælle de døde, peger pilen i retning af, at den sorte terror var efterkrigstidens mest blodige form for terror. Vi bør være væsentlig mere bange og nervøse for stater, som udøver terror, end for guerillalignende enheder, der anvender terror mod staten. Og vi bør være mindst lige så bange for den sorte og brune terror som den røde. At det første er tilfældet, siger næsten sig selv: Hvis staten har et voldsmonopol, er den ødelæggende kraft nærmest ubegrænset. Ingen kan slå ihjel som stater. Hvis man tillige forestillede sig, at stater trak deres støtte til terrororganisationer, havde den statseksterne terror også været mærkbart mindre. Altså hvis DDR ikke havde støttet den røde terror i 70 erne, hvis USA ikke havde støttet den sorte terror i Mellem- og Sydamerika i 70 erne og 80 erne, og hvis Syrien og Libyen ikke havde støttet snart sagt en hvilken som helst terrorgruppe. At det andet er tilfældet overrasker måske umiddelbart, men en del af forklaringen er, at flere sorte terrorangreb i især Italien skete under falsk flag. Sorte terrorgrupper udførte terroren, men forsøgte at få det til at se ud, 37

40 som var det kommunistiske eller anarkistiske grupper, der stod bag. Hvis vi forstår terroren som en strategi for at nå politiske mål, bør det imidlertid ikke undre, at terroren kan trives overalt på det politiske spektrum. NETVÆRKSSAMFUNDETS TERROR Der skete noget i 70 erne terroren blev international. Man kæmpede som tidligere om at vinde statsmagten eller om selvbestemmelse, men midlerne var nye. Denne udvikling blev indvarslet af PFLP på dansk Folkefronten til Palæstinas Befrielse og især af deres kidnapning af et israelsk El Al-fly i PFLP var på ingen måde de første, som kidnappede et fly. Mange terrorister havde gjort det før, men altid med det formål at transportere sig selv fra et sted til et andet. Da PFLP kidnappede El Al-flyet på vej fra Rom til Tel Aviv, var formålet ikke transport af terrorister, men udveksling af passagererne for tilfangetagne medlemmer af PFLP. Flyet var derfor ikke et tilfældigt valgt fly, men et symbol på den israelske stat, og kidnapningens potentielt katastrofiske konsekvenser tvang den israelske stat til for første gang at forhandle direkte med PLO dvs. med paraplyorganistationen for en række palæstinensiske organisationer som PFLP og Fatah. Episoden lærte de involverede terrorister, men sandelig også kommende, at der var store mulige gevinster at vinde ved at tænke internationalt og ved at tage den 38

41 mulige mediedækning med ind i planlægningen af nye angreb. Denne lektie var uden tvivl baggrunden for den palæstinensiske terrorgruppe Sorte Septembers mest kendte aktion, kidnapningen af og mordet på 11 israelske atleter under De Olympiske Lege i München i Fuad al- Shami, en af angrebets bagmænd, argumenterede for, at man måtte gå efter de mest berømte israelere, og da man ikke kunne komme tæt på statslederne, var kunstnere og atleter oplagte mål. Otte terrorister angreb den israelske OL-lejr. De dræbte to atleter med det samme og tog ni gidsler, som de tilbød at udveksle for 232 palæstinensiske fanger i israelske fængsler og fem terrorister holdt fanget i vesttyske fængsler, herunder Baader og Meinhof fra RAF. Efter forhandlinger med den vesttyske stat blev det aftalt, at terroristerne skulle have stillet et fly til rådighed, som skulle flyve dem til Kairo. Helikoptere skulle bringe dem til Fürstenfeldbruck, en militærbase, hvor de skulle gå om bord på flyet. Man forsøgte her at redde gidslerne, men aktionen var en eklatant fiasko, og alle gidslerne og terroristerne på nær tre døde. To blev senere likvideret af den israelske efterretningstjeneste Mossad, og en lever i dag i et uspecificeret afrikansk land. Kidnapningerne og det efterfølgende forløb skabte kolossal opmærksomhed til den palæstinensiske sag. De Olympiske Lege gav Sorte September direkte adgang til mindst seks tusind journalister. Og disse reporteres beretninger nåede mindst en fjerdedel af Jordens befolkning. 39