Rejserapport fra Namibia 1. september november 2008 Cæcilie Kongsgaard Balle, Gitte Bang og Christa Hjernø Hansen, Hold Februar 2006 B

Transkript

1 Rejserapport fra Namibia 1. september november 2008 Cæcilie Kongsgaard Balle, Gitte Bang og Christa Hjernø Hansen, Hold Februar 2006 B Cæcilie, Gitte og Christa Katutura State Hospital Vi har i ti uger været i Namibias hovedstad Windhoek, og arbejdet på byens fattigste hospital Katutura State Hospital. Oversigt over de afdelinger vi har været på: En uges intro for alle; børneafdeling, kirurgisk og medicinsk To uger på kirurgisk afdeling for voksne (Cæcilie og Gitte) og pædiatri (Christa) Akupunktur-afdeling for alle AIDS and Me-workshop med IBIS sammen med 3.års-studerende for alle Operationsgangen for alle i en uge Børnekirurgisk afdeling i to uger for alle Børneonkologisk afdeling på Central State Hospital Monicas suppe køkken for alle Fødegangen for alle Tre uger på casualty (skadestuen) for alle Der har, for os tre, været rig mulighed for at arbejde på mange forskellige afdelinger, hvilket kan være både en fordel og en ulempe. Fordelen ved at se og arbejde på forskellige afdelinger er, at det giver en individuel forestilling om hvor man gerne vil arbejde i sin fremtid, men også mulighed for at være på de afdelinger, der har ens interesse og som man ikke har mulighed for i Danmark. Ulempen kan være at man ikke opnår at kende afdelingen som hvis man var der gennem længere tid, og man får måske heller ikke mulighed for at lære de mere komplicerede ting.

2 At få mulighed for at planlægge sit eget ophold har også været med til at styrke en personligt. Man lærer at prioritere og man lærer samtidig lidt organisatorisk arbejde som man kan tage med sig hjem til Danmark. Det er dog lidt af en udfordring, da ikke alt i Namibia foregår, som vi kender det i Danmark. Samtidig med at være på selve hospitalet har der også været mulighed for at deltage i hjælpeprojekter i den fattigste del af Windhoek; Katutura. Monica har oprettet Home of Good Hope, hvor hun dele mad ud til de børn som er overladt til sig selv i dagtimerne, forældreløse og misbrugte børn. Hun er ved at få bygget et helt nyt hjem i bydelen, så forældreløse børn har et sted at bo og så hun kan starte en pre-primary school for de mindste børn i området, hvis forældre ikke har råd til at sende dem i skole selv. Her har vi været i to dage for at hjælpe med at uddele mad til børnene og lege med dem. Desuden har vi hjulpet Monica med at skrive ansøgninger til forskellige firmaer og forretninger, som kunne have lyst til og mulighed for at bidrage til projektet. At arbejde i så fattig en del af byen har åbnet vores øjne, da fattige børn nødvendigvis ikke er kede af det. Der var liv og glade dage i det køkken. Også den store kontrast i forhold til rig og fattig var en oplevelse, men forståelsen af at Monica kan og har viljen til at lave det køkken og også gerne vil starte et børnehjem, er virkelig overvældende. I tre dage har vi været på AIDS and Me workshop på IBIS kontor i Windhoek sammen med andre studerende fra universitetet, som også var på deres 3. år. Dette var nogle meget indholdsrige dage, da både det faglige og personlige udbytte var stort. Det var meget interessant at være der, da det handlede ligeså meget om sex og fordomme overfor folk med HIV, som det handlede om smittefare, sygdommen osv. At se og opnå forståelse for den afrikanske opfattelse af sygdommen og dens følger, både for dem, pårørende og de smittede, var virkelig lærerig. Mange myter, diskriminering, distancering og andre vigtige emner i forbindelse med sygdommen blev diskuteret, hvor alle bidrog både i grupper og til selve undervisningen. I forbindelse med workshoppen lærte vi de studerende at kende, hvilket gav os mulighed for at deltage i undervisningen på UNAM, universitetet. At deltage i den namibiske måde at undervise på var underholdende, da op mod 60 elever kan have undervisning på en gang. Selve undervisningsmaterialet var bedre end det vi kender fra Danmark, da de ikke har tavler, men touch-screens hvor alt er elektronisk. Alt foregår på computer når læreren

3 underviser, men det er ikke meget at eleverne har mulighed for at deltage. Heldigvis var det emner vi havde haft før hjemme, så det gjorde det nemmere at følge med. På selve universitetet blev vi også introduceret til biblioteket, hvor man kan arbejde med sin computer til opgaver osv., men man kan også låne bøger, hvis man har et lånerkort. At få et lånerkort kan dog tage sin tid. Her følger man afrikansk tid, men til sidst efter at have givet pasnummer, bopæl i Danmark og Namibia, samt give pårørendes navn og adresse, fik vi dog et lånerkort, hvilket gav os teoribøger tilbage fra 1994, som det nyeste. Vi har dog haft glæde af biblioteket trods de sjove oplevelser i starten, men at være på biblioteket har også været en god lejlighed til at snakke med de studerende fra workshoppen igen. De studerende fra UNAM og os til AIDS and Me workshop Generelt har vi haft stor kontakt til studerende, både på og udenfor hospitalet. I takt med at vi boede sammen med 9 andre studerende fra Holland og Tyskland, har man jo fået snakket og diskuteret om ens oplevelser på hospitalet, hvordan tingene er i ens hjemland og hvordan uddannelsen foregår rundt omkring i verden. Det har også givet os mulighed for at arbejde sammen med andre end os danskere, så man ikke nødvendigvis laver det

4 samme hele tiden. I og med at man bor og arbejder sammen med studerende andre steder fra, lærer man dem jo at kende og man får derfor udviklet nogle venskaber opholdet igennem. Vores mundtlige refleksioner har givet os større forståelse for os selv, men også tilføjet os en viden, både teoretisk og personligt, da alle ser forskelligt på den enkelte situation. Vi har ikke sat os ned og givet os tid til at reflektere, da det kommer automatisk, når man er på vej hjem eller sidder og spiser frokost sammen. Det har været dejligt at kunne reflektere mundtligt hver dag sammen med nogle, men det har også gjort at en af os ikke har været særlig god til at få skrevet sin dagbog, da pågældende følte, at man havde snakket alt igennem. Men mundtligt udbytte kan være ligeså godt som skriftligt, da alle jo lærer forskelligt. Rent praktisk er både rejse, boligforhold og planlægning rigtig godt tacklet fra skolens side. Der har været indledende møder og ingen har været i tvivl om nogen ting. Der har altid været plads til spørgsmål, hvad enten man er i Namibia eller i Danmark. Også i Namibia har der været god kommunikation. Da man bor hos en sygeplejelærer der også arbejder på Katutura Hospital kan man altid få hjælp og vejledning, men også praktiske informationer idet hun også er veninde med den internationale vejleder hernede. Man arrangerer selv sin rejse til Namibia, hvilket giver mulighed for ferie enten før eller efter opholdet og også fri mulighed til at tage ud og hjem når det passer en. Økonomisk kan det være en dyr tur, da man ikke har mulighed for at tjene penge i de måneder man er af sted. Man skal selv betale flybillet og ophold, men man har mulighed for udeboende SU under opholdet, selvom det ikke er mange penge man får udbetalt. Legater fra både skolen og Dansk Sygeplejeråd er muligt, hvilket gav bidrag til vores tur. Man bestemmer selv hvor mange penge man vil bruge på ferie og fornøjelser, men generelt er tingene i Namibia billigere end i Danmark. Det er altså en udgift at tage af sted, men det kan sagtens løbe rundt. Vi har været af sted og skulle betale bilforsikring, husleje, lån osv., men vi har alligevel haft råd til masser af souvenirs og gaver. At komme til Namibia er utroligt nemt og der bliver taget hånd om en de første par uger man er her, hvilket giver en god og tryg ballast til de næste par måneder man skal være her og konfronteres med de af og til hårde situationer man møder på hospitalet. Man får

5 en stille og rolig start og arbejdsbyrden er fremover passende så man ikke kører sur i det eller føler sig stresset. Os på akupunkturafdelingen Operationsgangen, ortopædkirurgi Rent fagligt er det en oplevelse at komme af sted. Man får ikke den samme personlige udfordring derhjemme som man gør i udlandet, hvor både sprog og kulturelle forskellige gør sit til at man må være mere fremme i skoene og gøre lidt selv for egen læring. Opholdet har givet os alle tre langt større mod til at lære noget nyt, hvilket også giver rigtig god basis for lyst til ny læring. Vi har skullet stå på egne ben i situationer, som vi aldrig ville komme til i Danmark hvilket har modnet os til at blive endnu mere selvstændige og handlekraftige. Den personlige udvikling man gennemgår mens man er af sted er mærkbar. Ikke blot på sygehuset men også i det daglige liv. De kulturelle forskelle har gjort at man af og til er tvunget til at acceptere at ting tager tid, men også at ting er som de er. Nogle gange kan man bare ikke ændre på det selvom man virkelig gerne vil. Og så må man finde læring et andet sted. Vi har oplevet mange forskellige afdelinger, hvilket har givet os et bredt indtryk af Namibia, både fagligt men også kulturelt. At se flere forskellige afdelinger har givet anledning til forskellig læring, så vi nu kommer hjem med en bred faglig viden på mange områder i stedet for en specialiseret viden. Det har for os været godt, idet vi ikke helt var klar over hvor vores fremtidige interesse-område lå, men efter turen her, har vi klart en bedre ide om hvor vi gerne vil være og hvad vi gerne vil lære mere om, samt måske videreuddanne os til. Specielt det at have mod til læring har givet os mere blod på tanden til at lære mere i vores næste praktik og også at være mere fremme i skoene fremover. Det har lært os ikke at være tilbageholden og bange for at prøve noget nyt, da man har stået i helt ukendte situationer alene hvor der ikke var andre til at hjælpe os. Det har gjort at vi har måttet tage beslutninger bygget helt og holdent på ens eget faglige grundlag, hvilket har gjort os mere selvsikre og mere kompetente i

6 situationer hvor man ikke lige har en vejleder i nærheden eller hvor der ikke lige er en man kan spørge. Nogle gange har vi måttet henvende os til patienterne, da sygeplejerske ikke ville oversætte, og det har givet os en bedre kontakt til alle patienter i stedet for kun dem man har med at gøre. Dette giver en god atmosfære for en selv, men også for medpatienterne og det er noget vi vil tage med hjem til Danmark. Selvstændighed kommer som følge af at stå på egne ben i de situationer hvor det kræver at man tager en beslutning. At føle sig godt tilpas med den beslutning giver endnu større selvstændighed, og vi tror at det er noget vi alle tre vil tage med hjem. Vi har fået en langt større selvstændighed af at arbejde på Katutura og vi har fået et personligt selvtillids-boost ved at blive mere selvstændige. Det har gjort os klar over, hvordan vi reagerer i forskellige situationer og hvordan vi interagerer med andre, samt gjort os klar over hvornår vi skal handle i den enkelte situation eller ej. De patientsituationer man oplever her i Namibia er absolut heller ikke de samme som man oplever i Danmark. Vi har set flere knivstik og overfald på 3 uger på skadestuen end vi samlet ser i Danmark på et år. Samtidig er HIV jo også en udbredt sygdom, men du ved sjældent hvornår du er i kontakt med den. Du ved bare at du på et tidspunkt kommer til at møde en enten med HIV eller berørt af HIV. Samtidig er der flere brandsårs-ulykker hernede og dem har vi set en del af. Specielt hos børn. Dog har vi oplevet at selvom børn er syge eller på en eller anden måde har en skade i deres liv, kan man sagtens være et glad individ og det har været dejligt at se. Vi har lært mange tekniske færdigheder i forbindelse med de ovennævnte patientsituationer og det har givet os den selvstændighed og det mod til at lære nyt, som vi før omtalte. Også tuberkulose er en meget udbredt sygdom hernede. Mange har den som følgesygdom af noget andet, men specielt hos børn ses det i forbindelse med underernæring og/eller HIV. Vi ser ikke mange tilfælde af dette derhjemme, men det betyder ikke, at vi ikke kan få det, og det skal man også kunne forholde sig til.

7 Christa og Rita på børnekirurgisk At være studerende på Katutura er dog en udfordring og det tager lidt tid at vænne sig til atmosfæren og stemningen. Men at have arbejdet med mennesker på den måde som vi har, både personale og patienter giver en menneskelig erfaring, vi ikke ville have været foruden. Vi har lært meget om mennesker og har lært at se mere bort fra hvor han eller hun kommer fra, hvilken sygdom og levevis den enkelte har. At se bort fra disse ting giver større forståelse for patientgrupper, både i Namibia men også i Danmark. Vi har måttet indse at ting ikke altid er som vi gerne vil have dem og vi har til tider måttet tilsidesætte vores faglige viden til fordel for den afrikanske måde at gøre tingene på. Dette har åbnet vores øjne for at ikke alt behøves at blive gjort på den måde som vi lærer i skolen, men at der kan findes alternativer. Ser man på det sproglige udbytte af et praktikophold som Namibia er der meget at hente. Man snakker engelsk hele tiden, men det er et fagligt engelsk man bruger og man bliver derfor meget bedre til det, da de fleste ikke har så stort et kendskab til sygepleje på engelsk. Dog er der nogle af sygeplejerskerne som ikke vil snakke engelsk, men det vænner man sig til. Man spørger bare en anden. Af og til kan det være svært at forstå hvad de siger, men man lærer hurtigt at spidse ører og lytte bedre efter, så man forstår det hele uden at spørge flere gange. Mange af patienterne snakker dog ikke engelsk og så må man i gang med håndfakter og lyde. Det bliver man også helt god til. Til sidst lærer man dog at forstå lidt på Afrikaans eller de andre sprog som findes hernede, men kommunikationen er generelt på engelsk. Så ser man på det, er det en sproglig udfordring, der også giver sproglig udvikling. Både med hensyn til forståelse for andre mennesker men

8 også når det gælder om at forbedre eller lære fagligt engelsk. Man behøver ikke at være specielt god til engelsk for at kunne klare sig hernede. De vil gerne forklare tingene flere gange og hellere spørge en gang for meget en én gang for lidt. I det hele taget har rejsen været en rigtig god oplevelse for os alle sammen. Vi har set et helt andet land, oplevet en anden kultur, fået venner fra resten af Europa af, haft et lærerigt praktikophold, men samtidig også fået lært noget om os selv og om samarbejde. I weekenderne har vi fået rejst rundt i landet og set mange af de historiske bygninger og steder der findes i Namibia, men vi har også været med til at se et land i udvikling, både på hospitalet, men også som nationalitet idet landet ikke har været selvstændigt i mere end 13 år.