Navn: Janni Alder: 34 år By: København Børn: To piger på seks og 11 år Job: Konsulent Beskrivelse: Har boet sammen med Bo i ti år og har været

Transkript

1 Navn: Janni Alder: 34 år By: København Børn: To piger på seks og 11 år Job: Konsulent Beskrivelse: Har boet sammen med Bo i ti år og har været kæreste med Mette i to år. 1

2 Jeg kendte ikke noget til lesbiske, før jeg blev gift, men jeg vidste selvfølgelig godt, at de var der. Jeg kan huske, at min folkeskolelærer sagde, at i hver eneste klasse er der en bøsse og en lesbisk. Det lyder mærkeligt, tænkte jeg og kiggede rundt på mine kammerater. Hvem kan det være? I mit univers var det en mand og en kvinde. Det var ikke noget, jeg gik og tænkte over, sådan var det bare. Jeg havde mange fordomme om homoseksuelle, uden at jeg kendte specielt meget til det. Jeg syntes, at det var ulækkert og meget anderledes. I mit univers var det en mand og en kvinde. Det var ikke noget, jeg gik og tænkte over, sådan var det bare. Forleden dag kom der to mænd ind i den børnehave, hvor min datter går. En lille pige så dem og spurgte forundret en af pædagogerne. Har han to far'er? Nej, sagde pædagogen: Det kan man jo ikke have. Jeg blandede mig og sagde: Det kan man da godt. Nå ja, sagde pædagogen lidt forlegen. Jeg ved godt, at det ikke er noget, man begynder at fortælle om til et lille børnehavebarn, hvis ikke det er meget konkret, og barnet selv er en del af det. Men det betyder også, at børn i dag får et billede af, at familien består af en far og en mor. Og det billede vokser de op med. Selvom unge måske er mere eksperimenterende i dag, så har jeg ikke selv været i et sådan miljø, hvor jeg er blevet præsenteret for andre måder at leve på. Jeg har heller ikke kendt andre lesbiske, så jeg har ikke tænkt på andre konstruktioner, end at en familie indbefatter en mand og kvinde. Jeg har altid set mig selv som en rationel kvinde, der har styr på tingene. Da jeg var ung, havde jeg nogle klare forestillinger om, hvordan mit liv skulle forme sig. Jeg tror, at min mening om, hvordan livet skulle være, hang sammen med, hvad andre syntes, var normalt. Det blev mit mål at få mand, hus og børn. Da jeg var 21 år, mødte jeg Bo til et volleyballstævne. Jeg syntes, at han var den sødeste mand, jeg endnu havde mødt. Han var ti år ældre, end jeg var, men aldersforskellen betød ikke noget, for 2

3 der var megen kærlighed imellem os. Vi skændtes aldrig, vi fandt bare ud af det. Jeg ville gerne have børn og jeg kunne se mig selv bo med ham. Men det var svært med det seksuelle allerede tidligt i vores forhold. Selvom jeg var nyforelsket, havde jeg ikke lyst til sex. Når vi ligesom kom i gang, så var det ok. Men det var sjældent mig, der tog initiativet og mange gange havde vi sex, selvom jeg ikke havde lyst. Det blev mekanisk, og jeg slog sjælen fra. Jeg tænkte, at det nok skulle gå, for det var jo det liv, jeg gerne ville have, og jeg fortrængte alle andre tanker. Vi købte hus og satte det i stand, vi fik barn og så var rammerne for mit liv udfyldt. Jeg havde fået det, jeg gerne ville have. Alligevel havde jeg det ikke godt, da jeg fik min datter. Jeg elskede hende højt, men jeg følte, at jeg var i gang med at opbygge en familie, som måske var baseret på et forkert grundlag. Da Camilla var tre år, begyndte vi at snakke om at få et barn mere, og jeg fik angstanfald og tegn på depression. Jeg havde det som om, jeg ikke var i min krop men stod lidt væk fra den. Men jeg kæmpede mig igennem det og fokuserede i stedet på at få et barn til. Jeg blev hurtigt gravid igen og da vi havde fået Clara Rosa, friede jeg til Bo. Jeg havde jo en kærlighed til ham, for han er en meget sød og rar mand. Jeg ville for enhver pris holde fast i, at det var det, jeg ville, og jeg mente, at jeg kunne bibeholde familieidyllen ved at holde bryllup med en stor fest. Inden brylluppet fik jeg det igen dårligt. Jeg tænkte: Er det mon rigtigt, det jeg gør? Jeg sagde til mig selv, at det var det nødt til at være. Jeg ved ikke, hvorfor jeg havde denne indre kamp, for der er aldrig nogen, der har sagt, at sådan skulle mit liv være. Der er ikke nogen, der har haft nogle store håb og drømme for mig. Det var min egen forventning til, hvordan mit liv skulle være, og jeg pressede mig selv ind i den skabelon. To år senere var jeg en dag på vej hjem fra arbejde på cykel. Da slog det mig: Mit liv er bare slut! Jeg tænkte: Hvornår kan jeg komme væk? Når børnene er fyldt 18 år? På det tidspunkt var min yngste 2 år. Jeg kunne slet ikke overskue det eller være i det. Jeg har altid haft det lidt svært med svage mennesker. Mange gange har jeg bare lyst til at sige, at de skal tage sig sammen. Lige pludselig oplevede jeg mig selv som svag. Jeg kunne det ene øjeblik være mit gamle jeg, og det næste øjeblik 3

4 ligge på sengen og tude. Bo anede ikke, hvad der foregik. Jeg var nødt til at gå til læge, og han sagde, at der skulle ske noget, ellers ville jeg ende med at få en depression. Det var svært at se, hvad der var galt, da jeg stod i det. Bagefter kan jeg godt se, hvor enkelt det var: Jeg levede sammen med en mand, jeg havde ikke lyst til sex, og jeg havde ikke lyst til ham. Men jeg tænkte jo på det tidspunkt, at det bare var mig, der var noget galt med, for jeg havde jo altid villet have et liv med mand, hus og børn. Jeg havde på det tidspunkt aldrig tænkt på at have sex med kvinder. Første gang jeg for alvor fik øjnene op for, at jeg var til kvinder var, da jeg begyndte at dyrke yoga. Gennem yogaen fik jeg en ny kropsbevidsthed. Min yogalærerinde var en meget pæn kvinde, og jeg syntes, at hun var lækker - jeg var fascineret af hende, og jeg kunne lide, at hun rørte ved mig. Det var der, det slog mig, at jeg var lesbisk. Den erkendelse fik mig til at græde, for jeg kunne slet ikke overskue den tanke. Jeg ringede til min nærmeste veninde. Hun kom over til mig, og vi talte om det. Hun foreslog, at jeg tog kontakt til LBL s rådgivning. Jeg fandt telefonnummeret på nettet og skrev det på en lap papir, som jeg gemte i min pung i nogle måneder. Jeg forsøgte at ringe op, men inden jeg kom igennem, lagde jeg røret på. Jeg havde det ikke nemt med at erkende, at jeg var til kvinder. Jeg tænkte, at det ikke kunne være mig. Det kunne det umuligt være. Jeg havde jo aldrig tidligere tænkt på kvinder på den måde. Hvorfor så lige mig og lige nu? Tudende fortalte jeg Bo, at jeg måske var til kvinder. Han spurgte, om jeg ville prøve det af, for han håbede, at det måske kunne være noget andet, der var galt, og han ville gerne bibeholde ægteskabet. Jeg sagde til ham, at jeg ikke bare kunne gå ud og finde en kvinde. Jeg vidste heller ikke selv, om jeg var til kvinder. Jeg vidste bare, at jeg ikke havde lyst til mænd. Jeg var meget forvirret. 4

5 Jeg tog på en yogaferie på Lesbos, og det blev vendepunktet for mig. Jeg kom væk fra familien og fik tænkt mig rigtig grundigt om. Jeg kom ned til en smuk græsk ø, dyrkede yoga hver dag i en lille lund i en pinjeskov. Jeg nød stilheden og nød at være mig selv. Jeg kunne sidde og kigge ud over Middelhavet og tænke. En af de sidste dage skulle vi lave nogle andre øvelser end yoga. En af øvelserne gik ud på, at vi skulle finde to ting i pinjeskoven og fortælle, hvorfor vi havde valgt dem. Først anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre, men så plukkede jeg to blomster. En blomst, der var helt lukket, som skulle symbolisere, hvordan mit liv havde været indtil nu og en blomst, der var helt sprunget ud og et symbol på det liv, jeg gerne ville have. Da jeg kom tilbage til gruppen, skulle vi fortælle om de ting, vi havde fundet og hvorfor vi havde valgt dem. De andre begyndte at fortælle om deres fund. Jeg kunne ikke sige noget, og jeg bad om at blive sprunget over, men læreren insisterede: Kom nu, sagde hun. og så begyndte jeg bare at tude, lige der midt i den smukke pinjeskov blandt alle yogaeleverne lå jeg og tudede i en halv time. Bagefter var jeg fyldt med en fred, jeg aldrig havde mærket før. Mit hoved havde været fyldt med tanker om, hvad jeg skulle gøre, når jeg kom hjem, og hvad der skulle ske med børnene, og hvor jeg skulle bo. Jeg havde indtil nu ikke kunnet rumme alle de tanker, men efter den dag i pinjeskoven tænkte jeg, at det nok skulle gå og jeg vidste, hvad jeg skulle gøre, når jeg kom hjem. Bo, min mor og mine børn hentede mig i lufthavnen og vi kørte hjem. Da min mor var gået, sagde han: Hvad så? Jeg sagde: Det går ikke. På det tidspunkt havde vi været sammen i ti år og havde fået to børn. Jeg følte mig meget skyldig over for Bo. Hvordan havde jeg kunnet gøre det mod et andet menneske? Hvordan havde jeg kunnet bruge ti år af hans liv på at bygge et liv op med ham, når jeg ikke ville ham hundrede procent. Det var tarveligt, syntes jeg, og jeg brugte meget tid på at komme af med den store skyld, jeg bar rundt på. Jeg skrev et afskedsbrev til Bo, hvor jeg forsøgte at forklare, hvad der skete med mig. Jeg skrev, at jeg 5

6 selvfølgelig havde elsket ham på min måde, jeg havde bare ikke haft lyst til ham, og at jeg nu skulle noget andet med mit liv. Jeg ville ikke have, at han skulle sidde tilbage med en fornemmelse af, at han havde spildt ti år af sit liv med en kvinde, som ikke elskede ham. Bo forklarede mig, at han ikke følte sig misbrugt. Han havde det nemmere med, at jeg havde valgt ham fra, fordi jeg hellere ville være sammen med en kvinde og ikke fordi jeg ville være sammen med en anden mand. Jeg følte også skyld over, at jeg splittede familien ad, for Bo var tidligere gået fra en kvinde, som han havde et barn med, og han havde sagt til mig, at han aldrig ville skilles fra sine børn igen. Men det blev han jo så, og det var min skyld. Jeg følte også skyld over for børnene, der ikke fik mulighed for at vokse op sammen med deres far. Da vi fortalte børnene, at vi skulle skilles, talte vi slet ikke om, at jeg var lesbisk. Vi sagde ikke noget til Clara Rosa, for hun var kun tre år på det tidspunkt. Og til Camilla sagde vi, at vi ikke elskede hinanden mere. Men vi holdt stadig rigtig meget af hinanden, og vi skulle skilles, og at vi tre flyttede, mens deres far blev boende i huset. Det var meget forløsende at flytte fra Bo. Det var starten på et helt nyt liv for mig. Jeg kunne sidde og kigge ud af vinduet og bare være. Jeg brugte meget tid på at falde lidt til ro og gøre lejlighed i stand og få styr på mit liv og mine børn. Jeg havde ikke særlig travlt med at komme ud og prøve af, om jeg nu også var til kvinder. Men jeg vidste godt, at jeg var nødt til at opsøge nogen eller gøre noget. Når jeg gik på gaden og kiggede på kvinder, kunne jeg tænke: Hun ser meget sød ud. Hende vil jeg gerne kysse. Det holdt jo ikke, at alle de kvinder, som jeg syntes var søde, ikke var lesbiske. Så derfor var jeg nødt til at komme ind i det lesbiske miljø. Jeg havde aldrig tænkt på at skulle tænde på kvinder før, så jeg vidste ikke, hvilken type, jeg ville reagere på. Jeg betroede mig igen til min veninde om, hvor svært det var. En aften arrangerede hun, at hendes arbejdskollega, der tidligere havde været i et lesbisk forhold, og jeg skulle spise sammen. Derefter skulle arbejdskollegaen tage os med på PAN og vise mig det lesbiske byliv. 6

7 Da vi kom ind på PAN, kiggede jeg rundt med meget store øjne. Oppe ved baren sad en kvinde og kyssede en mand og bag ved hende, var der kvinde, der tog på hende. Det så meget hedt ud. Okay, tænkte jeg: Nu er vi på PAN, og her kan man åbenbart gøre alt. Det var for meget for mig, så vi satte os over i en sofa for at komme lidt på afstand. Der kom en kvinde over til os og spurgte, om vi var lesbiske. Nej,nej sagde min arbejdskollega, det er kun hende der, og så pegede hun på mig. Jeg mærkede panikken stige op i mig og tænkte: Åh nej, det sagde hun bare ikke... Jeg blev hundeangst for, om den lesbiske begyndte at tale med mig, men det gjorde hun ikke, hun gik bare igen. Det var svært for mig, at være på PAN med min veninde gennem mange år, og så pludselig skulle være en anden, en lesbisk. Jeg tænkte, at jeg alligevel måtte forsøge, nu de havde været så søde at tage med mig, så jeg sagde: Se, hende derovre, hun ser da meget sød ud, hvorefter min veninde straks sagde: Jamen så prøv at snakke med hende. Hvad skal jeg sige? Svarede jeg panisk. Jeg tror, at hun kunne se, at jeg havde det svært, så hun sagde: Nu går jeg på toilettet, og så går du over og snakker med hende. Men det kunne jeg ikke. Det endte med, at vi gik fra PAN kl. halv fem om morgenen uden at have snakket med en eneste lesbisk. Det var på den ene side sjovt og på den anden side skræmmende. Aftenen havde desværre ikke fjernet mine mange fordomme om lesbiske. Jeg syntes stadig, at det var unormalt, at kvinder var sammen med kvinder. Jeg begyndte at surfe rundt på nettet, og jeg fandt gruppen Homo med Forsinkelse. Men der skulle gå et år fra jeg var flyttet fra Bo, før jeg var nået dertil, hvor jeg mentalt var klar til at kontakte gruppen og deltage i et af deres arrangementer. Jeg var 32 år. Den dag jeg skulle af sted til min første lesbiske middag i Homo med Forsinkelse og efterfølgende kvindefest, var jeg meget spændt. Det faldt sammen med sommerfesten på fritidshjemmet med børn og eksmand, så jeg ankom til fritidshjemmet i festtøj. Bo kunne se, at jeg skulle videre, og han spurgte, hvor jeg skulle hen. Jeg kunne ikke lade være med at grine: Jamen jeg skal bare ud... Jeg var meget spændt hele dagen og spændt hele vejen hen til der, hvor middagen blev 7

8 holdt, men så begyndte mine fordomme at få overtaget: Hvad var det for nogle kvinder? Der var flere nye kvinder, da jeg kom ind, så jeg var gudskelov ikke den eneste. Det var rart at vide, at der var flere, der havde det på samme måde. Det var underligt at møde alle de kvinder. Nogle var lesbiske, nogle troede, at de var lesbiske og nogle vidste ikke, om de var hetero, bi eller homo. Det var grænseoverskridende, da jeg skulle præsentere mig og fortælle om mig selv til en masse kvinder, jeg ikke kendte. Det havde jeg det ikke specielt godt med. De kvinder, der var med til middagen var meget forskellige. En havde sjovt hår, en var mandeagtig, men flere så helt almindelige ud. Efterhånden som aftenen skred frem, slappede jeg af og begyndte at finde mig til rette. Det endte med, at aftenen blev helt vild hyggelig og sjov. Jeg var der bestemt ikke, fordi, at jeg skulle have én med hjem. Det var jeg slet ikke klar til endnu. Jeg var der for at møde nogle kvinder, som jeg måske kunne synes var lækre og mærke, hvordan jeg havde det i deres selskab. Senere på aftenen trådte en langhåret fantastisk kvinde ind ad døren. Jeg tænkte: Hvor er hun lækker! Jeg blev tiltrukket af hende. Om det var håret, øjnene eller smilehullerne. Det ved jeg ikke. Ud på aftenen gik vi alle sammen videre til en fest kun for kvinder ude på Park. Jeg dansede med den langhårede kvinde. Vi dansede godt sammen og jeg havde en rar følelse i kroppen. Det var hendes udstråling og meget andet, som jeg ikke kunne sætte ord på. Men der var et eller andet over hende, der sagde: Kom og tag mig. Vi dansede og snakkede sammen i løbet af aftenen. Jeg glemte tiden, og på et tidspunkt kom en dørmand hen til os og fortalte os, at festen var slut, og nu lukkede de altså. Vi skiltes og tog hver til sit. Det, der tidligere havde skræmt mig, og som jeg havde syntes var unormalt, forsvandt. Det blev mere og mere en naturlig del af mit liv. Det var som om, jeg rykkede mig lidt hver gang, jeg oplevede noget nyt. Den sommer var der mange lesbiske, der spillede fodbold, fordi der skulle være vm i homofodbold. Så jeg begyndte også at spille, og der mødte jeg mange yngre kvinder, der havde været lesbiske i flere år. De levede et helt almindeligt liv og var nøjagtig ligesom jeg. Jeg befandt mig godt og havde det sjovt i deres selskab. Det, der tidligere havde skræmt mig, og som jeg 8

9 havde syntes var unormalt, forsvandt. Det blev mere og mere en naturlig del af mit liv. Det var som om, jeg rykkede mig lidt hver gang, jeg oplevede noget nyt eller hørte en ny springud-historie. I løbet af den sommer begyndte jeg at acceptere mig selv som lesbisk. Der gik noget tid, inden jeg så den langhårede kvinde igen. Og da jeg så hende, var jeg stadig lige så tiltrukket af hende, som da jeg havde set hende første gang. Da jeg kyssede hende, var det første gang, jeg kyssede en anden kvinde og det var dejligt. Men jeg var bange for at have sex med hende. Jeg tænkte, at nu skulle jeg drikke rigtig meget, så jeg turde, men ikke alt for meget, for så kunne jeg måske slet ikke finde ud af det. Jeg var nervøs, og nervøsiteten fyldte mere end selve lysten til sex. Jeg tænkte: Sæt nu, det slet ikke er mig, at have sex med kvinder, hvad gør jeg så? Det ville jo gå helt galt, for hvad var jeg så? Jeg havde ingen forestillinger om, hvad der skulle ske, og hvad jeg skulle gøre. Men da vi var taget hjem, tænkte jeg ikke så meget over det og fantastisk nok, så kunne jeg lide det. Da jeg vågnede om morgenen og åbnede det ene øje, tænkte jeg: Hold da kæft. Der ligger en kvinde i min seng. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og samtidig havde jeg også drukket lidt for meget, så jeg havde det ikke super godt. Jeg tænkte: Gad vide, om jeg har gjort det godt nok. Jeg var meget genert, men hun tog af sted tidligt for at hente børn. Det var vist meget heldigt, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Nu havde vi været sammen, og hvad var så næste skridt? Måske syntes hun bare, at jeg var lækker, og jeg var ny, så måske havde det ikke været andet end en spændende aften for hende. Jeg kendte jo ikke miljøet og vidste ikke, hvad der nu skulle ske? Betød det noget, eller betød det ikke noget? Så godt kendte vi heller ikke hinanden. Det var forvirrende. Hun kom igen nogle dage senere, hvor vi bare snakkede. Den efterfølgende lørdag så vi hinanden igen. Vi havde sex, spiste sushi og havde sex igen. Jeg var stadig lidt usikker: Var det godt nok, det jeg gjorde? Hvornår stopper vi? 9

10 Med en kvinde er der et helt andet forløb. I starten tænkte jeg: Hvornår stopper vi egentlig? Hvornår skal vi sove? For mig hænger sex og følelser sammen, og jo mere vi lærte hinanden at kende, des bedre blev det. Jeg turde vise flere og flere følelser og turde mere og mere i sengen. Jeg fik lyst til sex. Jeg mødte dødtræt på arbejde, jeg sov over mig og kom tit for sent. Det var en omvæltning for mig at få en kvinde som kæreste. Jeg havde jo ikke været i nærheden af en lesbisk før nu. Jeg havde levet i ti år med Bo uden de store komplikationer. Vi så fjernsyn og snakkede om børnene. Vi havde ikke snakket om følelser eller om sex. Når jeg forsøgte at tale med Bo, sagde han: Øv, du vil også snakke om alt. Jeg ser faktisk ikke mig selv som særlig talende, men jeg tror, at mænd generelt ser kvinder som meget talende. Jeg tror nok, at jeg ikke er den eneste sent udsprungne, der synes, at lesbiske taler meget. Kort tid efter, at den langhårde kvinde, og jeg var blevet kærester, forlod hun mig igen, fordi hun ville tilbage til sin tidligere kæreste. Det gjorde virkelig ondt, men det fik mig også til at tænke. Jeg havde levet i et ægteskab i ti år, hvor vi ikke havde talt særlig meget om, hvordan vi hver især havde det, hvad vi tænkte, følte og syntes. Jeg har aldrig tænkt over om han så sur ud? Han var der bare. Jeg kunne godt se, at det mønster måtte jeg ændre og det fik mig til at tænke på, at jeg simpelthen var nødt til at lære at sige, hvordan jeg havde det, hvis jeg skulle være sammen med kvinder og have et længerevarende forhold. Nu var jeg endelig sprunget ud, og så var det bare så svært! Jeg snakkede i den periode meget med min veninde og min eksmand. Det var svært at komme hjem i mit gamle hus, og jeg brød grædende sammen. Bo var meget sød og forstående. Jeg vidste ikke, hvem jeg kunne snakke med i det lesbiske miljø, for jeg var stadig meget ny i miljøet og havde ingen veninder, det var mere mennesker, som jeg gik i byen med. Jeg vidste derfor ikke, hvad jeg kunne sige, og hvad jeg ikke kunne sige. Vi kom jo i de samme kredse, så jeg kunne jo hurtigt sætte splid i det. Det var svært at finde ud af, 10

11 hvad jeg skulle gøre, og hvem jeg kunne snakke med. Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne holde ud at se hende igen med hendes kæreste. Jeg vidste også, at jeg ville have hende tilbage. Jeg vidste, at når jeg så hende, ville jeg have lyst til at kysse hende. Jeg vidste, at vores forhold ikke var afsluttet. Jeg sad med følelsen af, at vi lige var startet på noget godt. Vi havde haft helt vildt lyst til hinanden hele tiden. Vi kyssede og havde sex sammen hele tiden og sov slet ikke, og lige pludselig forsvandt hun. Det kan man da ikke. Jeg tænkte: Ok Janni, jeg må have misforstået det hele, og hun havde truffet sit valg, og hvis det var det hun ville, så måtte jeg respektere det og komme videre. Der gik nogle måneder, hvor jeg så hende i enkelte forskellige sammenhænge, men i løbet af foråret fandt vi endelig sammen igen og har været sammen lige siden... stadig lige trætte om morgenen, nu med fire børn til sammen. Jeg fortalte først børnene, at jeg var lesbisk, da jeg havde fået en kæreste. Indtil da, syntes, jeg, at det var irrelevant, for de var jo kun fire og ni år gamle. Jeg tænkte, at det kunne de måske ikke lige forholde sig til. Da jeg fortalte dem, at Mette var min kæreste, sagde Camilla, min ældste: Nej det er I ikke. Jo, det er vi. Nej, nej det er I ikke! Jo, sagde jeg. Det er vi altså. Den lille, der dengang var fire år forstod det ikke og sad og kiggede ud ad vinduet. Camilla på ni år tog ikke afstand fra det, men hun var lidt forbeholden. Jeg sagde til hende, at hvis hun ville spørge om noget, så kunne hun bare komme til mig eller til hendes far. Men hun ville ikke snakke om det. Der gik 14 dage. Så begyndte hun selv at sige det til veninderne. Det blev lidt spændende. Ved I, hvem Mette er? Det er mors kæreste. Den lille var mere ligetil. Nåh ja, de er kærester. Jeg tror ikke, at hun tænkte særlig meget over det. Kort tid efter jeg havde talt med børnene, var der en pige i Camillas klasse, som sagde, at det var ulækkert, når to kvinder var kærester. Camilla blev bange for, hvordan pigerne i klassen ville reagere, hvis de fik at vide, at hendes mor var lesbisk. Jeg ringede til klasselæreren, for at fortælle hvordan det forholdt sig, og at Camilla ikke ville have, at der blev snakket om det i klassen. Så var klasselæreren forberedt, hvis der skulle komme drillerier eller opstå en eller anden form for konflikt. 11

12 Da jeg skulle fortælle min mor, at jeg var lesbisk, måtte jeg tage tilløb et par gange, for jeg er ikke så god til at tale om følelser med min mor. Hun kunne godt mærke, at der var noget, jeg gerne ville sige, og da jeg endelig fik det sagt, begyndte jeg at græde. Nå ja, sagde hun. Hun har ikke på noget tidspunkt taget afstand fra det og jeg er ikke i tvivl om, at hun elsker mig, som jeg er. Hun har senere spurgt mig, om det så var det rigtige, og jeg svarede, at det var det. Jeg tror, at hun med tiden har accepteret det, selvom det har været svært for hende. Jeg tror ikke, at det er noget problem for hende i dag. Vi snakker ikke om det mere. Nu er det bare en del af mig. Når regnskabet skal gøres op, så viser det, at det var sværere for mig at acceptere min nye identitet, end det var for Bo, mine børn, min mor og min familie. Alle har taget det helt fantastisk, også Bo og hans familie. Bos søster ringede til mig, da hun fik at vide, at jeg var sprunget ud. Hun ville bare have, at jeg skulle vide, at de stadig elskede mig, og for dem var jeg stadig den samme. Jeg ser stadig Bos mor og resten af Bos familie. Alle mine egne venner har fuldt ud accepteret, at sådan er jeg, og det er ikke noget, som de har taget afstand fra. Jeg har ikke mødt modstand fra andre end mig selv. Jeg havde en af mine heteroveninder med på en lesbisk bar, og hun sagde bagefter, at der blev sladret meget. Man snakker om dem, der ikke er til stede. Det lesbiske bymiljø er lille og lidt af en sladreklub, og det skræmmer mig. Det kan være svært at manøvrere rundt i for sådan en som mig. Men jeg har brug for at snakke med andre lesbiske, der forstår mig, og jeg har brug for at åbne mig. Jeg kan selvfølgelig godt tale med mine gamle veninder og min familie, men der er bare nogle ting i et forhold mellem to kvinder, som jeg ikke føler, at de helt forstår. Jeg har mange gamle venner uden for homomiljøet, og jeg har min familie, så mit behov for nærhed er fuldt ud dækket. Men hvis jeg har lyst til at gå i byen, så vil jeg helst gå i byen med 12

13 lesbiske i stedet for med mine heterovenner. På et tidspunkt tog jeg på diskotek med nogle af mine studiekammerater. Jeg tænkte: Alle de der mænd, kan de ikke bare gå hjem? Jeg tænkte også på, at det egentlig var mærkeligt, at jeg ikke kunne lide ham, der stod henne ved baren, for han så da meget sød ud. Men interessen var der bare ikke, og jeg brugte alligevel noget energi på at være i det. Være i at skulle konstatere, at mænd stadig ikke interesserer mig. I starten var det sjovt at bevæge sig ind i en verden, hvor der kun var kvinder. Kvinder på barerne, kvinder til festerne. Det fascinerede mig at se på det spil, der foregik. Var der nogen, der syntes, at jeg var interessant? Var der nogen, som jeg syntes, så interessant ud? Var der nogen, der kom over og snakkede med mig? Nogle kvinder kan bare det der med at gå hen til en ganske ukendt kvinde, og et øjeblik efter står de og tungekysser heftigt. Jeg tænker forbavset: Hvad skete der lige der? Hvordan kunne det udvikle sig på den måde? Jeg skulle lære at gebærde mig i det lesbiske miljø. Den gang jeg havde mandekærester, var det aldrig mig, der tog initiativet. Mændene kom altid hen til mig, og jeg tænkte: Nå ja. Han er da meget sød, så var han der måske lige et stykke tid, og så var det det. Jeg har aldrig selv skullet gøre noget. Jeg har aldrig skullet tænke over, at hvis han kigger på mig på den måde, betyder det så noget. Men nu skal jeg lige pludselig til at finde ud af at tyde signaler. Når hun nu tager min hånd på den måde, er hun så interesseret, eller er det bare, fordi hun synes, at jeg er meget sød? En af de første kvindefester, jeg var med til, blev indledt med en tøjfremvisning. Der var bygget en scene med en catwalk, som modellerne gik ned ad med vuggende hofter kun iført undertøj akkompagneret af høj rockmusik. Der var stuvende fuldt, og de mange kvinder hujede som sindssyge. Jeg syntes, at modellerne var for nedringede, og de så ikke en gang særlig godt ud. Både modellerne og stemningen frastødte mig. Jeg har haft et mærkeligt forhold til sex i rigtig mange år og det har bestemt ikke været et sundt forhold. Jeg kunne jo ikke ligge 13

14 ved siden af ham og sige, at jeg ikke havde lyst til ham, selvom det var sådan, jeg havde det. Hvis jeg sagde det, så ville han sikkert sige, jamen så kan vi jo ikke være gift. Og så ville det hele falde fra hinanden, og det havde jeg ikke lyst til. Det var en dyr pris at betale. Jeg ville bibeholde trygheden og bibeholde familien. Da jeg var gift tænkte jeg, at jeg nok blev nødt til at have sex i aften, fordi der efterhånden var gået lang tid siden sidst, og det kunne så give mig ro i de næste par dage, hvis jeg gjorde det nu. Og når han så fik udløsning, så kunne vi sove. Jeg har selvfølgelig også fået orgasme, men det har ikke været maratonsex hele natten. Vi talte ikke rigtig om, hvad jeg havde lyst til i sengen. Hvis han spurgte, sagde jeg bare, at det var godt nok. Jeg har nu for første gang fået lyst til at have sex. Det er meget anderledes at have sex med en kvinde end med en mand. At have sex med en kvinde er meget mere følsomt. Der er meget nærhed og tæthed. Bare det at mærke lyst er meget nyt for mig. Det er helt vildt dejligt og skønt. Når jeg er sammen med min kæreste, kysser jeg meget mere end med mænd. Når en mand og en kvinde går i seng sammen, så ved begge parter stort set, hvad der skal ske, inden de kan lægge sig til at sove. Med en kvinde er der et helt andet forløb. I starten tænkte jeg: Hvornår stopper vi egentlig? Hvornår skal vi sove? På den måde er det meget spændende, for du ved aldrig helt, hvad der sker, og hvor længe det varer. Første gang jeg gik i byen blandt lesbiske, kiggede jeg meget. Hvordan ser de ud? Er det sådan noget tøj, man skal have på? Gud, nu kysser de... I dag er jeg meget mere afslappet. Jeg er ligeglad med, om de kysser. Jeg går i byen for at have det sjovt og for at danse med min kæreste og mine venner. Jeg tænker ikke så meget over, hvad der sker omkring mig. Det er blevet en naturlig del af det at gå i byen. Når jeg i dag går på gaden med Mette, er det meget forskelligt, om vi holder i hånd eller ej. De fleste gange synes jeg ikke, at jeg tænker over det. Jeg er bare så fokuseret på, at jeg går sammen 14

15 med hende og så kysser jeg hende på åben gade. Det er først bagefter, jeg tænker: Gud, var der nogen, der så det? Andre gange er der et eller andet, der bremser mig. Mette og jeg har et godt forhold med meget kærlighed og sex. Vi har lyst til at være sammen, og vi har lyst til hinanden. Mette er også sprunget ud sent. Jeg tror ikke, at det betyder noget i vores indbyrdes forhold, men jeg tror, at det giver en gensidig forståelse for, at der er børn, og at de skal have plads. Det betyder noget, at hun ved, at mine børn er en stor del af mit liv. Mette har selv to børn og har været gift tidligere. Hun er ti år ældre, end jeg er. Hun bor et stykke væk fra mig. Vi er derfor meget væk fra hinanden, og vi skal hele tiden koordinere vores aftaler, så der også er tid til at være sammen bare os to. Vi kan ikke undvære vores børn og vi har forpligtelser over for dem. Så ind i mellem er det da irriterende, at vi ikke kan være så meget sammen, som vi gerne vil. Jeg har aldrig tænkt på, om det er anderledes at etablere en ny familie med to kvinder. Men det er anderledes! Mænd tænker nok mere: Nå ja, børn er der bare og hvis der opstår konflikter, så løser moderen dem. Kvinder derimod tænker over børneopdragelse og har ofte forskellige måder at sætte grænser på og løse konflikter på. Så når man som lesbisk kommer ind i en familie med indarbejdede normer og regler, så er det vigtigt at få tænkt og talt åbent om, hvilke rammer og grænser der er for en ny familiekonstellation. Det tager tid. Mette og jeg ved i dag, at vi ikke skal bo sammen, så længe børnene er små. En sjælden gang imellem tager alle fire børn og os to mødre sammen på ferie eller på weekend. Det fungerer faktisk godt på trods af aldersspredningen blandt børnene og på trods af de forskellige måder at gøre tingene på. Den sværeste periode, da jeg skulle springe ud, var faktisk de to år op til skilsmissen fra Bo. Det med at finde ud af, hvad det er, der sker med mig. Hvad er det, jeg vil? Hvad skal der ske med børnene? Det var svært at skulle bryde alt det ned, som vi havde bygget op i løbet af de sidste ti år. Jeg følte, at jeg var mentalt ude af balance. Da jeg flyttede fra Bo, var det jo kun mig selv, jeg 15

16 skulle stå til ansvar for, og så var det ikke så slemt at skulle erkende, at jeg var lesbisk. Det vigtigste ved hele dette forløb har været at acceptere mig selv og acceptere, at jeg er den, jeg er og have det godt med det. Det vigtigste ved hele dette forløb har været at acceptere mig selv og acceptere, at jeg er den, jeg er og have det godt med det. Det er også vigtigt, at mine børn har det godt. Jeg tror, at de på et eller andet tidspunkt ikke kan undgå at opleve en eller anden form for modgang, fordi jeg har valgt at leve som lesbisk. Det kan godt bekymre mig. For det tager sikkert til. Jo ældre de bliver, des mere kommer det til at fylde i deres bevidsthed. De bliver mere bevidste om, at det er anderledes, og at de skal lære at være åbne om deres mor. Deres omgangskreds skal kunne acceptere dem, selvom deres mor er anderledes. For ikke så længe siden talte jeg med en kvinde på en lesbisk bar. Hun fortalte mig, at da hun var 14 år, vidste hun, at hun var til kvinder. Jeg syntes, at hun var heldig, for hun vidste det bare. Jeg forstår ikke, at jeg ikke har kunnet mærke, at jeg var til kvinder på et tidligere tidspunkt i mit liv. Jeg går heller ikke rundt med en følelse af, at jeg kunne have gjort noget anderledes. Jeg har haft et godt liv med Bo og har to dejlige børn. Jeg føler ikke, at jeg har ændret personlighed, efter jeg er blevet lesbisk. Jeg er den samme Janni, som jeg hele tiden har været, men jeg har en helt anden glæde og ro, som jeg ikke har haft tidligere og jeg føler, at jeg er kommet i balance med mig selv. I dag tænker jeg ikke så meget over, hvordan fremtiden kommer til at forme sig for mig. Jeg har brugt det meste af mit liv på at tænke over, hvordan min fremtid skal se ud med job, mand, børn og hus. Sådan skulle mit liv være, indtil jeg blev pensioneret. I dag har jeg ikke de store håb og drømme for fremtiden. Jeg behøver ikke at vide, hvad der skal ske. Jeg skal bare have det godt. Og det skal mine børn også. Og så skal jeg være i noget, som jeg har lyst til at være i. Det er meget vigtigt for mig. 16

17 Mit råd Lyt til dig selv og mærk dine behov. Lad være med at tænke over, om det er farligt. Mærk efter, hvad der er det rigtige for dig. Og tro på, at de, der elsker dig, vil det bedste for dig, og de vil vedblive med at elske dig, uanset om du elsker kvinder eller mænd. 17