Oktober 2009 Årgang 38 nr. 4 ISSN Nyhavns Kaffekop 2009, foto: Annette Dres 1

Transkript

1 Oktober 2009 Årgang 38 nr. 4 ISSN Nyhavns Kaffekop 2009, foto: Annette Dres 1

2 REDAKTIONEN: Redaktør: Andrea Gotved, Nøjsomhedsvej 7, kld. tv., 2100 Ø Grafiker Sven Bülow, Birkevænget 4, 3060 Espergærde / ts.red@teliamail.dk Jesper Rossing, Nøddebogade 2, 1. th., 2200 N grafik@ts-skib.dk Jollestof Ulf Brammer, Møllehaven 44, 4300 Holbæk / ulf-brammer@youmail.dk Annoncer Se under sekretariatet næste side TRÆSKIBS SAMMENSLUTNINGENS BESTYRELSE: Formand Poul-Erik Clausen, Karetmagerstien 3, 8400 Ebeltoft / arkitekten@softhome. net Næstformand Nis-Edwin List-Petersen, Møllevænget 19, Hostrupskov, 6200 Aabenraa, nis-edwin@list-petersen.dk Kasserer Egon Hansen, Engbjerget 4, 4300 Holbæk kasserer@ts-skib.dk Best. medlem Alexander Feirup, Søndergade 57, 7620 Lemvig alexander@ts-skib.dk Best. medlem Jørn Hansen, Kirkevej 14, Strynø, 5900 Rudkøbing joernhansen@mailcity. com Best. medlem Gert Iversen, Havebyen Mozart 34, 2450 SV gertiversen@comxnet.dk Best. medlem Ole Brauner, Eskjærsvej 10, 7800 Skive administration@skivephs.dk 1. suppleant Karsten Heide, Dalbyvej 35, Nr. Dalby, 4140 Borup karstenheide@mail.dk 2. suppleant Jens Glinvad, Provstskovvej 9,5500 Middelfart jgsnug@profibermail.dk Revisor Kirsten Hjort, Løjtoftevej 189, 4900 Nakskov k.hjort@os.dk Revisor. supp. Sv. Erik Haase, Hvidtjørnen 44, 2791 Dragør TS-LOKALFOLK: Nordjylland Bo Rosbjerg, FDF, Vestre Fjordvej 67, 9000 Aalborg br@math. aau.dk Djursland Torben Kirkegaard, Silkehalevej 18, 8400 Ebeltoft / t.kirkegaard@mail.dk Limfjorden Niels Sohn, Engvej 31, 7800 Skive / nielssohn@c.dk Vestkysten Svend Lykke, Sandgade 9, 9850 Hirtshals Østjylland Poul Erik Bugge, Hvidbjergvej 16, Ølsted, 8380 Trige / bugge@buggetermografi.dk Sønderjylland Maria Heebøll, Jormorvej 11, 6100 Haderslev / heboell@baad.dk Østfyn Kristian Fribo, Fiskergade 38, 5300 Kerteminde / fribo@stofanet.dk Vestfyn Jens Glindvad, Provstskovvej 9, 5500 Middelfart jgsnug@profibermail.dk Sydfyn Peter Ladefoged, Strandvejen 61a, 5720 V. Skerninge friluftshajen@live.dk Nordsjælland Ingelise Brandt, Krondrevet 36, 3140 Aalsgaarde ingelise@brandt. mail.dk Vestsjælland Flemming Olsen, Hallenslevvej 31, 4281 Gørlev / kirst. mik. flem@mail. tele.dk Lolland Benny Jacobsen, Løjtoftevej 3, 4900 Nakskov galley@nakskovnet.dk Isefjord Henning Sanderhof, Sleipners Plads 5, 3650 Ølstykke / hejesoka@hus.dk Køge Bugt Peter Holger Nielsen, Vænget 4, Hastrup, 4600 Køge / veritas5pak@live.dk Kbh. Chr. havn Anvar Tollan, Overgaden Oven Vandet 44, st K anvar@post. tdcadsl.dk Kbh. Nyhavn Eric Erichsen, Knapmagerstien 30, 2300 S / ere@tib.dk Bornholm Poul Forum Sørensen, Grønnegade 3, 3700 Rønne / pfs@traebaade.dk REPRÆSENTANTER I SKIBSBEVARINGSFONDEN: Jens Poulsen, Jac. Gadesv. 20, Torø Huse, 5610 Assens / jensassens@gmail. com John Walsted, Dråby Bygade 10 B, 8400 Ebeltoft jvw@fregatten-jylland.dk REPRÆSENTANTER I EMH Nis-Edwin List-Petersen (se næstformanden) REPRÆSENTANT I TRÆSKIBENES FOND Nis-Edwin List-Petersen (se næstformanden) FORSIKRING Dansk System Assurance KONSULENTER: Restaurering: Skibsbevaringsfonden, Skovhusevej 35, 4720 Præstø (hverdage 8-16) Sejl og rig: Harry Randa, Narviksgade 11, 8200 Århus N

3 Leder TS-sekretariatet v/lisbeth Møller Andersen, Postbox 146, 5700 Svendborg. Telefon: Ekspedition af alle annoncer - d. v. s. medlemsannoncer (vises i bladet kun som en henvisning til hjemmesiden) og betalingsannoncer. TS-hjemmeside: www. ts-skib.dk Webmaster: Andrea Gotved (se redaktionen side 2) Medlemskontingent for 2009, kr. 350,- Ungdomskontingent u. 25 år, kr. 150,- Alle interesserede kan blive medlem. Benyt indmeldelsesformularen på hjemmesiden. Foruden medlemskontingentet betales kontingent for fartøjer, der er optaget på fartøjslisten som flg: Joller og åbne både under 2 BRT kr. 0,- Fartøjer mellem 2 og 13,9 BRT kr. 300,- Fartøjer mellem14 og 19,9 BRT kr. 600,- Fartøjer mellem 20 og 49,9 BRT kr. 900,- Fartøjer over 50 BRT kr. 1200,- Så kaster jeg mig ud i endnu en af de mange nye opgaver jeg har fået ved at være redaktør for dette blad, at skrive en leder! Jeg føler at jeg så småt er ved at få styr på mine opgaver, men indrømmer at der nok har været nogle smuttere undervejs, men jeg lærer hele tiden, og er glad for udfordringen! En ny grafiker/layouter er ved at blive kørt i stilling, Jesper Rossing har påtaget sig opgaven at få bladet sat op, der vil komme en mere fyldestgørende præsentation i næste blad, nu skal han lige have arbejdsro og tid til at sætte sig ind i tingene Der kører i skrivende stund en god og konstruktiv ping-pong mellem Sven og Jesper, og fornemmelsen er herfra, at det kommer til at fungerer rigtig godt. Sven træder efter dette blad ud af redaktionen, men har lovet fortsat at bidrage med sine dejlige tegninger og gode historier! Tak til Arne og Sven for at træde til og give den uundværlige hånd der skulle til for at bladet kunne komme ud, det var ikke lykkes uden Jeres hjælp! Hjemmesiden får også noget mere opmærksomhed her i efteråret, den har desværre været lidt overset på det sidste, men det vil jeg rette op på nu. Der er flere tiltag i vente, så den kan blive optimeret og blive et endnu bedre værktøj for os alle sammen. Andrea Gotved For at få glæde af TS-havneordningen kræves betalt fartøjskontingent og samtidig visning på fartøjet af årsmærkat og jomfrustander. Deadline for Årbogen er 15. november

4 Formanden har ordet Pinse 2009 Af Jørn "Jønne" Hansen Af Poul-Ertik Clausen, formand Første universalarving Den 26 august i år, modtog jeg et brev fra advokatfirmaet Jacob Christoffersen i Bogense om, at TS er indsat efter boet fra Torben Larsen som 1. universalarving. En yderst glædelig nyhed. Da jeg havde læst brevet et par gange, begyndte jeg at små smile, for jeg kom i tanker om, hvad den gode Erik Eriksen der er lokalmand i Nyhavn, sagde på kolofonmødet, det år hvor vi første gang luftede tanken om træskibenes fond. Ved at stifte vor egen fond, vil vi helt sikkert komme i betragtning som arving af midler, som ugifte eller enlige uden familie, ville donere os. Og Erik havde ret i sin spådom. På næste bestyrelsesmøde vil vi med udgangspunkt i vor kulturarv, drøfte hvorledes vi bedst kan få det beløb vi arver, placeret bedst til gavn for TS. Skal det være TS medlemmerne eller skal det være TS skibene der får glæde af arven. I bestyrelsen er vi lydhør over for gode forslag og initiativer omkring, hvorledes det beløb vi arver skal anvendes. Skriver jeg kr ,- er det ikke helt galt anslået. Jomfruen 2009 Traditionen tro uddeltes der præmier for forskellige præstationer under pinsestævnet. Værtsbyen Stubbekøbing stillede velvilligt med sponsorpræmier som som uddeltes på havnekajen lørdag eftermiddag modtagere udvalg af Alexander og Gert. Der var tovværk til SPURVEN og LOTTE BRINK for bjærgningsforsøg i Bøgestrømmen 2008, klægarn til AM- RIT, som kom uden rig, en fortøjning til THILDE, en lighter til VEGA som ankom uden natlys, en vase til VICTORIA i et forøg på at muntre Hans lidt op, en kogebog til BONA GRATIA efter forlydender om at maden ombord kunne være bedre, SAFAKA modtog en tovende som trøst for en knækket mast og CONCORDIA ligeledes en tovende fordi de trængte. JENS KROGH havde udsejlet den længste distance og modtog 100 liter dieselolie og for næstlængste sejltur 99 liter diesel til LODSEN af Holbæk. Hovedpræmien Jomfruen tilfaldt ANNE MARGRETHE. ANNE MARGRETHE har været trofast deltager i Pinsestævnet gennem en årrække, hvor den altid møder op i fineste stand, uden store ændringer og armbevægelser. Det smukke og originale fiskefartøj falder naturligt ind i havnemiljøet og er en værdig repræsentant for Træskibs Sammenslutningen. Præmieuddelingen var i år ligesom sidste år til nogens fortrydelse flyttet til havnekajen, med den begrundelse, at den kan have interesse for andre end deltagerne i aftenens middag,og at der kan være tendens til uro når hovedretten med tilhørende vine er indtaget. Indslaget var ikke annonceret i programmet, og nogle stævnedeltagere nåede ikke frem dette bliver der rådet bod på i Tak for god ro og orden og på gensyn i Århus

5 Hilsen fra Hardanger af Arne Gotved Der er smukt i Norge og ikke mindst i Hardanger når æbletræerne bugner af frugt. Og selv om fjorden er oplevet fra landsiden, er der bestemt noget at skrive hjem om til træskibsinteresserede. At Hardanger Fartøyverncenter i Nordheimsund er et besøg værd har jeg længe vidst, og det har lige så længe stået på ønskeseddelen. Nu har jeg så været der (den 6/7. september), og jeg blev alt andet end skuffet. Der bliver restaureret fartøjer, bygget nye, og formidlet maritim kulturhistorie på flotteste vis. Nordheimsund ligger ikke langt fra Bergen hvor det bekendt regner det meste af året, og det drypper bestemt også på Fartøyverncentret, hvilket fik mig til at søge ly i biblioteket, hvor jeg blev mere end vel modtaget af Karsten Mæhl (KM) der er konsulent på centeret. I den vedvarende regn fik jeg læst en del, blandt andet en række numre af bladet FARTØY- VERN som vores Tom Rasmussen startede op for år tilbage. Jeg hæftede mig særligt ved en leder som KM havde skrevet om de problemer der opstår når havneforholdene forringes på grund af byggeri og/eller ankerbøjer, og lederen som vi fik lov at gengive i TS-bladet kan kun bestyrke vigtigheden af oprettelsen af vores hjemlige Kystkulturforening. Det kan ikke gå stærkt nok med at komme i gang. Farled i endring Desember 2006, nr. 10, av Karsten Mæhl Vi som er opptatt med fartøyvern prøver, utover å ta vare på båtene, også å formidle noe av det livet som var ved og på sjøen for ikke så lenge siden. Etter hvert som transporten på land tar mer og mer over forsvinner imidlertid den gamle infrastrukturen som er knyttet til sjøen. Flytebrygger og iler gjør det vanskeligere for Fjordabåten å legge til på de gamle stoppestedene. Med luksusleilighetene og kontorbyggene forsvinner de gamle lagerskur, kraner og verkstedsbygg og med dem hele opplevelsen av de gamle kaiene. Nedbyggingen av sjøfronten gjør det vanskeligere å formidle den betydningen som båttrafikken hadde for vare og persontransporten og i det hele tatt for plasseringen av bebyggelse, kommunesentre o.s.v. Ikke bare landskapet rundt sjøen endrer seg, også selve opplevelsen av å være på sjøen er så å si på full frt vekk. Den langsommere forflytning, det roligere tempoet, det størrer rommet er under sterkt press. De hurtiggående skjærgårdsjeeper og capincruisere dominerer i den grad at det å være på sjøen etter hvert har fått et kvalitativt annet innhold. Det travle livet på land har forflyttet seg til sjøen. Jo mer landskapet langs farledene og ferdselen på sjøen endrer seg jo vanskelige blir det å forstå og formidle den sammenhengen båtene eksisterte i. Og uten denne sammenhengen står veteranbåtene våre igjen som fysiske gjenstander i tre og stål fratatt er viktig meningsinnhold. I forbindelse med 10 årsmarkeringen for fartøysvernsentrene er det naturlig å tenke i hvilke retning fartøyvernet går. Det er på høy tid å øke fokuset på de miljøer som fartøyene inngikk i. I sannhet en formidabel utfordring. Efterfølgende har KM sendt følgende oplysninger om årsskriftet: Fartøyvernmagasinet Fartøyvernmagasinet utgis av Hardanger Fartøyvernsenter i Norge og kommer ut en gang i året. Så langt er det blitt 12 nummer. Magasinet tar først og fremst med utgangspunkt i det norske og det nordiske fartøyvernmiljøet. Innholdet dreier seg om alt som har med fartøyvern å gjøre. Det kan være om metoder for vedlikehold, byggeteknikker, innredningsdetaljer, smiing av beslag eller konkrete restaureringsprosjekt. Det kan også dreie seg om artikler som diskutere problemstillinger knyttet til myndigheter, museenes rolle og fartøyvernet fremover. Språket er norsk, dansk og svensk. Omfanget er ca. 60 sider i svart og hvit. Magasinet koster 100 kroner + porto og kan fås ved henvendelse til karsten.maehl@fartoyvern.no og på telefon (han snakker dansk). 5

6 Historien om SKJOLD Af Winnie og Kjeld Larsen Dette er historien om Skibet SKJOLD og lidt om mig selv. Da jeg (Kjeld Larsen f. 1934) var barn under 2. Verdenskrig (l ), boede jeg tæt ved vandet syd for København. Min tidlige barndom gik ved stranden og ved havnen, hvor vi sejlede med alt, som kunne flyde. Fra kysten kunne man se den sejlende trafik til byen. For en stor del skonnerter og jagter med motor, som når det var vejr til det, sejlede for sejl. Hele min barndom var jeg fascineret af den slags skibe. Jeg tegnede dem, kendte deres navne og skibstyper og vidste hvornår de ankom. Da krigen var ovre og olien igen kom til landet, blev der sejlet mere for motor. Man riggede topstængerne af masterne, fjernede sejlene og begyndte at bruge mast og bom som lossekran. Det var sørgeligt at være tilskuer til den slags ødelæggelse af gode skibe og godt håndværk. Mange år fremover lå gamle jagter og skonnerter forsømte og utætte ved kajerne rundt omkring i de små havne. Der oprettedes ligefrem en skibskirkegård, hvortil man slæbte sunkne skonnerter. Mange skibe blev efterhånden bygget af jern. De blev større og større og for mig at se kønsløse. Kun lystbåde blev stadig bygget af træ, og således også i mit barndomshjem. Da krigen var slut købte mine forældre et lille sejlskib, men den var slet ikke god nok. Så byggede min far en stor motorbåd, som han derefter fandt ud af, at han ikke kunne lide at sejle i. Der var ingen vej udenom, han måtte i gang med en sejlbåd, det blev en Nordisk Krydser. På den tid skulle min bror og jeg konfirmeres og fik i gave fra vores forældre, tegninger og materialer til en Piratjolle, som vi selv byggede. Det var lykken. Fra det tidspunkt, gik min ungdom med at sejle Piratjolle og Nordisk Krydser. I starten af 70erne ejede jeg en sejlskibsbygget fiskekutter, som jeg ville føre tilbage til sejlskib. Projektet måtte opgives. Det blev for dyrt og for tidskrævende. Derefter ejede jeg et plasticskib i nogle år; men jeg fandt det sjælløst. Jeg opgav at eje skib. Mange år gik uden skib; men stadig med en velbevaret interesse for sejlads og skibe. I 1975 var jeg på bådudstilling i Bella Centret og der så jeg en lille nybygget jagt ved navn LOTTE. Den var meget smuk og havde netop vundet udstillingens skønhedskonkurrence. Det var Michael Kiersgaard der havde genåbnet det gl. værft Jacobsens plads i Troense på Tåsinge. Projektet hed Den Danske Jagt. Undervandsskroget var kopieret efter en gl. Toldjagt. Jeg var betaget af formen på skroget og af rigningen; men det indvendige var ikke veludført og pladsen var kun dårligt udnyttet. Jeg drømte om det skib længe efter, men havde ikke de penge, der skulle til for at købe det. 13 år senere i Marts måned l988 ser jeg tilfældigt en lille jagt ligge til salg i Christianshavns Kanal i København. Båden var forsømt og umalet at se på, men meget smuk i formen. Jeg ringede til mægleren og spurgte på skibet, ANNA. Mægleren fortalte, at ANNA havde skiftet ejer 4 gange, og at den ved søsætningen i 1975 havde heddet LOTTE. Det var fantastisk for mig, pludselig kunne jeg komme i besiddelse af det skib, jeg 13 år tidligere havde forelsket mig i og som jeg nu havde råd til at købe. ANNA var i en sørgelig forfatning. De forskellige ejere, gennem de 13 år hun var gammel, havde ikke haft forstand på og kærlighed til at have med et træskib at gøre. ANNA var utæt i bund og dæk, maling og lak var afskalllet og den indvendige aptering var lavet af krydsfiner. Jeg bragte ANNA hjem på gårdspladsen. Vi havde endnu intet navn til skibet, men vidste at det ikke skulle hedde ANNA. Den eneste løsning på renoveringen var at rive alt det indvendige ud. Derefter tømte jeg skibet helt ind til klædningen, fjernede agterdækket og det meget lille cockpit, som det var meget vanskeligt at sejle skibet fra. 6

7 Da skibet var helt tømt, fjernede jeg al gammel kalfatring og gav det hele en ordentlig gang linolie. Efter omhyggelig opmåling af skibet fjernede jeg den meget lille blykøl, som var indlejret i stråkølen. Med vejledning fra Skibsteknisk Laboratorie konstruerede jeg en jernkøl på 2 tons. Den blev beskyttet af 6 lag tjæreepoxy og har aldrig vist tegn på rust. Da jernkølen var godt monteret, fornyede jeg 2100 skruer i hele klædningen, så denne lå helt fast på spanterne. Da det var gjort, kalfatrede jeg hele skroget, lukkede over kalfatringen med Proff 10 og malede hele skibet med syv lag hvid maling. Derover 2 lag sort maling. Hvis der senere skulle opstå en skade på skibssiden, opdages det hurtigt, idet den hvide undermaling så vil ses meget tydeligt. Nu havde jeg således et tæt skib. Det har ikke været kalfatret siden, og er stadig tæt. Nu var det dækkets tur. Jeg fræsede samtlige nøjer op, lagde dækket fast med nye skruer, primede og kom Sikaflex i nøjerne. Dækket har været helt tæt siden. Skibet stod i et telt på gårdspladsen, der hvor vi dengang boede. Der stod det i de 4 år jeg ombyggede og renoverede. Indvendig var skibet helt tomt, jeg lavede kabys, kortbord,sofaer, køjer, skabe, skuffer, ovn, toilet og alt andet. Alt det indvendige blev lavet så det kunne demonteres uden brug af værktøj. Dvs. man kan til enhver tid inspicere og vedligeholde klædningen. Den elektriske installition blev lagt i svære kabler fra forbrugssted til sikringsskab uden samlinger, der er således ingen mulighed for strømtab eller kortslutning. Ved den udvendige opbygning lavede jeg blandt meget andet: Ændrede den løse klyverbom til bovspryd, støbte galeonsfigur, agterkahyt, stort cockpit, jollebomme, ankerkranbjælker, ratstyring samt nye nedgangspartier med døre og skydekapper. Nedgangspartiet er kopieret efter et modelskib som findes på Valdemarslot på Tåsinge. Modellen forestiller et skib som greven ejede tidligt i 1800 tallet. Hun hed PAN og var bygget som lystbåd. Pan er en lille skovgud med bukkeben. Under ombygningen af skibet rejste vi, med vores to drenge, rundt i hele Danmark i en gl. varevogn, med sovepladser og køkken. Vi besøgte altid havnebyer og havne. Der var ofte marinemuseer, hvor jeg fotograferede, tegnede og opmålte alle tænkelige ting og genstande fra gl. skibe og skibsmodeller. På den måde fik jeg et stort kendskab til indretning, rigning og opbygning af alt muligt. Det var et meget omfattende arbejde, jeg var gået i gang med. Ved et held skaffede jeg et parti teaktræ i assorterede bredder og tykkelser. Træet blev brugt til alt indvendigt og udvendigt arbejde. Alle beslag blev fornyet i rustfrit stål, som jeg sortpatinerede, for at det ikke skulle ligne noget fra en slagterforretning. Jeg har altid været på jagt efter gamle skibsting. Længe førend jeg købte ANNA, fik jeg fat i antikke bronzelåse fra en gammel skonnert, som skulle hugges op. For en håndfuld øl fik jeg lov til, at gå ombord og skrue dét af, som jeg havde lyst til. Det blev til låse, hængsler, rigler, kroge og knager. (Jeg mener skonnerten hed ÆGIR). Mange af tingene blev benyttet til færdiggøring af skibet. Rattet stammer fra 1931 fra et fiskeskib af Kerteminde på Fyn. Hun hed NORDLYSET. Stilleskruen til skylightet er en gasregulator fra en gl. fiskekuttermotor ved navn Tuxham. Gearskiftet er gasregulatoren fra en fiskekuttermotor fra Grenå. Da jeg næsten var færdig med skibet, solgte min gode ven Jens Skotte Poulsen sin gl. Jagt ved navn SKJOLD. Under 2. verdenskrig var Skotte et fremtrædende medlem af modstandsbevægelsen og havde deltaget i mange kampe og sabotagehandlinger. Blandt meget andet, brugte han sit skib SKJOLD til at sejle jøder til Sverige med. Han var dykker og SKJOLD var et arbejdsskib. Det var en smuk gammel (ca. 1900) sejljagt fra Havnsø (Nordvestsjælland). Skotte var imidlertid blevet syg, og kunne ikke længere passe sit arbejde. SKJOLD blev solgt til nogle folk, som ville bringe den tilbage til sejlskibsstatus. De gik i gang med at skrue ting af, dvs. pumper, spil og meget 7

8 andet. De åbnede ned til klædningen, skar noget af dækket op flere steder, for at se hvad der skulle laves. Det bevirkede, at fribordet tørrede ud i den hårde sol og blæsevejr. Efter 3 måneder var SKJOLD meget utæt i fribordet. På et tidspunkt ville de nye ejere bugsere båden til den havn, hvor den skulle være hjemhørende. De fik fat i et skib til bugseringen og begyndte på turen. Den person, der skulle være ombord i SKJOLD, for at se til at alt forløb vel, kedede sig. Han ville hellere være hos dem der bugserede, de sad og drak øl. Han kom ombord til dem, og der var ikke længere nogen som passede på SKJOLD. Bugseringen skete formentlig med for stor fart, SKJOLD begyndte at tage vand på fribordet og efter en time kunne de pludselig ikke trække hende mere. Hun lå nu på 30 meter vand. Da disse mennesker ikke havde råd til at hæve den, ligger den der stadig og fik på den måde en værdig begravelse. Og navnet SKJOLD var ledigt. Et halvt år senere døde Jens Skotte og for at ære ham, gav jeg vores skib navnet SKJOLD. Jens Skotte fik selv en ærefuld begravelse med fanevagt og taler fra frihedsrådet. SKJOLD er den beskyttelsesplade krigere gennem tiderne, har prøvet at værne sig bag. SKJOLD betyder også værn mod vind og vejr, altså lig med tryghed. SKJOLD er tillige navnet på en Dansk sagnkonge. Han kom, som lille dreng, sejlende alene til Danmarks kyst på et skib fyldt med våben. Danmark var uden Konge i den tid og man valgte ham som Konge. (Kong Skjold) Han var sendt hertil ved gudernes styrelse, for at hjælpe Danmark i en ond tid. Nogle mener at Odin sendte ham. Kong Skjold blev grundlægger af slægten Skjoldungerne. I sin tid som Konge gjorde han store bedrifter. I nogle variationer af sagnet var han gift med Gefion som med deres fælles sønner (i dagens anledning omskabte til tyre) pløjede Sjælland ud af Sverige. Ved hans død, som gammel, blev han lagt på det skib han var kommet med, som derefter, af sig selv, sejlede tilbage til gudernes kyst. Vi var glade og stolte, SKJOLD var et godt navn til vores skib. 8

9 Der var efterhånden gået 3½ år, og jeg manglede kun at forny hele rigningen. Det gjorde jeg efter den Norske skibsbygger Colin Archer s anvisninger, som er de bedste og mest omfattende der findes. Vores første sejlsæson med SKJOLD begyndte. Det var fantastisk. Vi havde besluttet, at på vores første sejlerferie ville vi sejle til Jacobsens Plads i Troense og lægge hende i det gamle slæbested / bedding. Stedet hvor LOTTE nu SKJOLD - blev bygget. Da vi ankom, lå der en lille jagt ved broen tæt op ad beddingen. Den lignede SKJOLD meget, men havde ingen agterkahyt. Den hed ELIZABETH von EMERIK og var fra Tyskland. Vi var selvfølgelig interesseret i båden og i at tale med folkene ombord. De var anløbet en time før os. Det viste sig, at ejeren havde været på bådmesse i Bella Centret i 1975, og havde som jeg, set LOTTE stå i hallen, havde forelsket sig i den og havde derfor købt tegninger af Michael Kiersgaard. Var taget tilbage til Tyskland for at bygge sådan en båd. Ejeren fortalte, at det havde taget ham 13 år, at få den færdig. Familien (forældre plus 2 børn) havde derefter sejlet på nogle tyske floder og søer; men havde så besluttet at i år (1993), skulle de til Danmark og til Troense, for at vise båden frem. Vi havde begge set LOTTE, indenfor de 3 dage udstillingen varede i 1975, bliver begge begejstrede for LOTTE, går ad forskellige veje og mødes igen 18 år senere indenfor èn time med hvert sit skib. Jeg med SKJOLD (LOTTE) og han med EIZABETH von EMERIK- en meget mærkelig historie. For mit vedkommende gik der mange år med vedligeholdelse og forbedringer. Prægtig feriesejlads i hele Danmark med familien, gode oplevelser i varme og vindstille samt regn og storm. SKJOLD klarede alt. Tyskland, Bornholm og Sverige. Vi deltog i store veteranskibsstævner med bl. a. Træskibs Sammenslutningens medlemmer i forskellige havne. Efterhånden som årerne er gået og vores drenge har fået andre interesser (og jeg er blevet ældre), begyndte Winnie og jeg at tale om, at det måske var på tide, at finde en ny ejer. For at få kontakt til en person, som havde det rette sindelag og en ægte interesse for et skib som SKJOLD, lavede vores søn Rune en hjemmeside, som viste mest muligt om hende. Vi var godt klar over, at der kunne gå lang tid, førend manden med hjertet på rette sted dukkede op. - Så vi ventede. Vores hjemmeside www. skibetskjold.dk havde mange besøg. Nogle samlede mod til at komme ombord; men det viste sig hurtigt, at de fleste intet vidste om gamle sejlskibe eller at de ingen penge havde. I efteråret 2007 kontakter en mand fra Australien os. Det er godt nok langt væk; men vi svarer selvfølgelig på hans . Det viser sig at være en mand, som elsker gamle træskibe ligeså meget, som jeg. Han ved tilsyneladende alt og er villig til at rejse til Danmark, for at se på SKJOLD. Det viser sig også hurtigt, at hans interesse og kærlighed til gamle skibe i almindelighed og SKJOLD i særdeleshed er ægte og varm. Donald Telfer - af dansk vikingeæt - blev hos os i mange dage, var med til at sejle flere prøveture, med til at afrigge og sætte på land. Donald fik lejlighed til at efterse og undersøge alt meget grundigt og fandt intet, som fik hans interesse til at kølne. - Han kan sit kram og ved, hvad man skal kigge efter og hvor. Efter mange mails, mange spørgsmål og besvarelser kom Donald til Danmark igen, d. 1. maj 2008 for at købe SKJOLD. Jeg håber, at han vil passe godt på hende og vogte hende mod alt dårligt. - Når Donald er sejlet væk med SKJOLD ved jeg, at han vil elske hende, som jeg selv gør og det er en stor trøst i den sorg, det er at tage afsked. - Hvis jeg kan undgå at få krisehjælp, er jeg sluppet billigt. Jeg mener, at jeg ikke kan undvære at sejle, så jeg vil købe mig et lille plasticskib, det er ikke godt, - men måske en løsning. Denne redegørelse er skrevet til Donald Telfer, for at give ham den fulde forståelse af, hvad det er for et skib, han har købt og hvorfor det er, som det er. Kære Donald, vi ønsker alt det bedste for dig og SKJOLD. Lykkelig rejse Winnie og Kjeld 9

10 Fyn Rundt 2009 Tekst og fotos af Andrea Gotved, HJALM Endnu en vellykket Fyn Rundt er overstået, der var vind og vejr, der blev sejlet og festet lige præcis som det er meningen! Der var 30 smukke skibe der kappedes på etaperne, fordelt på 4 klasser, de store, som MAJA vandt, mellemklassen som ANNA MØLLER vandt, den lille klasse som VEGA vandt og til sidst speciel klassen som NO 5 ELBE vandt! Starten gik i Korsør, og første etape førte os til Kolby Kås, der krævede det noget at få havene pakket, og vinden tog til. Heldigvis havde vi de gæve folk ombord på NAKSKOV HAVN 1 til at hjælpe med at skubbe og trække de rigtige steder. Mange skibe lå lange og cirkulerede udenfor før der blev plads, og desværre tog vinden så meget til at det ikke var muligt at få ANNA MØLLER ind. De havde ellers ligget og sejlet frem og tilbage i 3-4 timer i håbe om at komme ind til os andre. Det endte med at de sejlede ned til Odenses Fjord hvor de heldigvis fik sig en fortjent rolig nat for anker! Anden etape gik til Middelfart, men pga vinden blev kapsejladsen desværre aflyst, så der var fri sejlads og mange valgte at gå for motor det meste af vejen! Inden anden etape fra Middelfart til Assens var der morgenmad til alle på Lillebælts Værftet, og der skulle den første Fair Play konkurrence også foregå. Den gik ud på at hver skib skulle præsentere sig selv og skibet der var mange gode og sjove indslag! Ved afgang fra Middelfart sker der desværre et uheld der gik ud over YUKON s mesanmast og BRITA LETH s bovspryd, heldigvis kom ingen til skade! BRITA LETH går for motor til Assens, YUKON sætter sejl og får på trods af den manglende mesanmast en ret god placering. Uheldet blev på smukkeste vis en del af årets anden Fair Play konkurrence, hvor op til 3 personer fra hvert skib skulle op og synge En sømand har sin enegang. De gode folk fra BRITA LETH valgte at skrive deres egen tekst til melodien, som med kærligt glimt i øjet beskrev dagens voldsomme begivenheder, teksten var denne: På Brita Leth vi glæded os til fin sejlads i dag Men nogen kom forbi og raged vores bovspryd af. Men pyt med det vi siger her for vi fik ingen mén På hverken Yukon eller Brita var der brækked ben Vi hygged os den hele dag og vi kom hurtigt frem for motor og til Assens var vi dem, der først kom hen. Og Yukon kom og lagde sig så pænt ved siden af. Og Herregud det er jo bar et stykke knækket træ Så hør nu gode søfolk lad os alle huske på at lige meget hvad der sker så skal vi passe på. På strøm og vind og storm og regn - hvad der end foregår Så skal det være sikkert, at vi ses til næste år. 4. etape går til Faaborg, hvor hvert skib skulle stille med en Hovmester til årets 3. og sidste Fair Play konkurrence der bestod i at pille rejer og anrette dem! Der blev pillet og pillet, diskuteret og anrettet med stor fantasi og indlevelse! 5. og sidste etape gik som vanligt til Svendborg, igen var der en lidt voldsom episode der nemt kunne have udviklet sig, men som heldigvis kun endte med et hul i et storsejl på VALKYRIEN godt der ikke skete mere! Traditionen tro slutter det hele med en stor fest på havnen, og efter taler og præmie, middag og sang 10

11 blev der spillet op til dans og vi var så heldige at den gode Dale Smith gav et par gæstenumre tak for det!! Alt i alt var det endnu en dejlig tur rundt om den smukke ø Fyn, vi ses til næste år! 11

12 Jollen Vilhelms genskabelse Af Kristian Fribo Jollen Vilhelm er bygget i Kerteminde mellem 1885 og 1890 af bådebygger Teodor Martinussen til fisker Johan Chr. Due. Jollen er fortrinsvis blevet benyttet til fiskeri i Kerteminde Fjord. Længde: 16 fod 7 tommer, bredde: 5 fod 4 tommer. Jollen fører smakke, fok og topsejl. Dens kendetegn er det karakteristiske negative kertemindespring for og agter, samt det øverste grønmalede bord. I foråret 2008 havde vi, Træskibsforeningen Fok, som vanligt klargjort og søsat vores foreningsjolle, NG 259. Den lå og tog sig godt ud i havnen, noget ensom, som det også havde gjort sig gældende i tidligere år. Den blev ikke brugt meget. Det med at sejle sig en stille aftentur i jollen, når vi selv havde et skib liggende, var ikke så aktuelt. For år tilbage havde jeg set en tilsvarende lille kertemindejolle ligge på Lillestranden, og også set den på bugten en enkelt gang. Blandt foreningens medlemmer var der nogle, der vidste, at det var Elses jolle, og at det var Lars, der passede den for hende. Else ville gerne forære os jollen og blev øjeblikkeligt udnævnt til æresmedlem. Jollen lå ovre ved roklubben på et stykke ingenmandsland, med bunden i vejret, der havde den ligget i fire år, så den havde det ikke så godt. Ved Lars og Elses hjælp blev Vilhelm transporteret ned til vores plads, der blev taget mål, så den kunne tegnes op, den blev tætnet og lappet lidt hist og her, malet og søsat. Den var rimelig tæt, men for mør til at nogen ville sejle i den. Hen over sommeren blev der lavet tegninger, en restaureringsplan og et budget for restaureringen. Der blev søgt fonde, temmelig mange. Vi fik mange afslag og kr ,- fra Danske Bank Fyns Fond, og det var tilstrækkeligt til at gå i gang. Vi har også søgt Træskibenes Fond, og for længe siden, 12

13 i efteråret 2008, fået at vide at vor ansøgning var blevet behandlet, men et svar på udfaldet af behandlingen afventer vi stadig. Nu skulle vi så finde et sted hvor vi kunne stå med jollen. En kold lade var der ingen, der havde lyst til, da vi alle med alderen (+60) er blevet noget kuldskære. I Kerteminde er vi så heldige,at vi har en nedlagt husflidshøjskole, hvor smedeværksted og snedkerværksted står intakt, efter at skolen blev lukket for få år siden. Stedet hedder nu Sortekilde og der arbejdes i privat regi bl.a. med oprettelse af en kunstnerkoloni og forskellige kulturelle aktiviteter. Værkstederne bliver ikke brugt ret meget, så vi fik, af ejerne, lov til at stille jollen ind på snedkerværkstedet og i øvrigt komme og gå, som det passede os. På samme værksteder mødes hver torsdag formiddag en flok mennesker i et projekt, der lokalt kaldes. De ensomme ældre Mænd. Det burde hedde Aktive Ældre, da der svejses, drejes, smedes, saves, høvles,males og meget andet af hjertens lyst, og så er der en frygtelig palaver i kaffepausen. Der blev set med nogen skepsis på det sorte monster, vi slæbte ind af døren og byggede et stativ til. Kølen og begge stævne var det første, der skulle skiftes. Og hvordan får man lige de gamle ud, uden at ødelægge de bord, der skal bevares. Først forsøgte vi at give spigrene kørnerprikker og derefter bore hovederne af. Det lykkedes nogle gange og andre gange lavede det meget ravage. Så tog vi den hårde metode i brug. Med en vinkelsliber godt fri af spundingens yderkant, blev der skåret ind i køl og stævn indtil gnister fortalte, at nu blev spigeret skåret over. Derefter kunne vi med forsigtighed indefra brække bordene fri og pille spigrene ud. Denne øvelse med vinkelsliberen gjorde ikke skepsisen mindre, da sigtbarheden i snedkerværkstedet blev nedsat til ca. en halv meter og lugten af brændt tjære blev ret gennemtrængende. Jollen hang i sit stativ. Køl og stævne blev taget ud efter nogen saven med nedstryger i kølbolte og spigre indefra. Nu kunne det tydeligt ses i øjnene på de enlige ældre at der blev tænkt: Mon de ved, hvad de laver? For nu hang det hele jo ikke rigtig sammen mere. Det hjalp lidt da vi fik tildannet nye stævne og køl, der efter et par justeringer passede fint, og fik det hele spigret sammen igen. Så gik det slag i slag, ud med damgavle og i med nye, ud med bundstokkene der blev renoveret og genindsat, ny tør dam blev isat, alle spanter og krager blev udskiftet, to øverste bord i hver side blev skiftet, nye tofter og lænsepumpe blev monteret samt ny essing, stødliste, årerklamper og tolle. Og pludselig skulle vi til at tjære og male det hele. Den grønne farve er meget omdiskuteret, men det skulle være den originale farve, der hedder Schweinfurtergrün, der som kendetegn for Kertemindes fiskerbåde var farven på det øverste bord. Der blev også lige lavet nye svalejern, rorbeslag, essingbeslag, stukbolte og bærerrammer til ca. 250 kg bly som blev udstøbt i 35 stk. barrer. Projektet blev gennem vinteren et sted, de fleste på Sortekilde lige skulle forbi hver torsdag for at se, hvor langt vi fem galninge nu var kommet, og der udspandt sig megen god snak hen over jollen i vinterens løb. Kurt, der er en af ejerne af Sortekilde, kom forbi en dag, og fortalte at han havde en gren liggende af en eg, der var plantet af Jeppe Åkjær i Sortekildes have, for flere generationer siden. Han syntes at det ville være en god ide hvis vi kunne et stykke af grenen i jollen. Vi var faktisk nået temmelig langt, og vidste ikke lige hvad vi skulle bruge det til, men det blev til en ny mastefisk, måske lidt utraditionel for en jolle, men velfungerende og lidt dekorativ. Lørdag den kl.1400 blev Vilhelm søsat ved en festlig lejlighed i Kerteminde havn, den lå lidt højt i vandet indtil ballasten kom i, men den tog ikke en dråbe vand. Vilhelms sejl er temmelig møre bomuldssejl af ældre dato, vi sejler ligene ud af de gamle, ved aftensejladser, hver mandag aften hen over sommeren i konkurrence med NG 259. Vi har her sidst i juni 2009 af Træskibsfonden fået bevilliget nye håndsyede sejl til Vilhelm. Skibsbevaringsfonden vil lave et projekt, hvor produktionen af sejlene følges nøje, så sejlene bliver produceret som gammelt autentisk sejlmagerhåndværk. Det glæder vi os utroligt meget til. 13

14 Bedding i Kerteminde Af Jens Kristensen En lang række havnemiljøer er blevet raseret til fordel for mondænt boligbyggeri. Det er heldigvis endnu - ikke tilfældet i Kerteminde. Derfor denne lille orientering kystkulturen kan bevares i Kerteminde kom og brug den! Her i byen har man vedtaget en udviklingsplan, som søger at sikre havnens fremtid som levende havn. Havnens bygninger skal i så vid udstrækning som muligt anvendes til maritimt relaterede formål. Når der skal bygges på havnen skal det være en blanding af bolig og erhverv. Hidtil har ingen investorer bundet an med større projekter, såsom ombygning af siloerne på havnen og lignende. Bådevæftet har ligget brak i en årrække, mens ejeren formodentlig ventede på andre tider. Bådebyggeren måtte fortrække til en industrigrund i den anden ende af byen længst væk fra havn og marina. Han er nu på plads igen, så bådeværftet fungerer der, hvor det bør fungere: på havnen. Beddingen har også fået en ansigtsløftning. Kommunen/ havnefogeden har i foråret 2009 overtaget driften. Det duer! Der er opsamlingstank til spulevandet og der er ryddeligt og ordentligt. Beddingens brugere har adgang til et mindre værksted med spulegrej, filebænk og alm. håndværktøj. Du 14

15 får nøgle til værkstedet mens du er på land. Stillads og stiger er til rådighed. (Man kan med fordel selv medbringe et par stiger især hvis der er pres på beddingen i den periode, man er på land). Havnens ansatte sørger for land- og søsætning, imødekommende, venligt og professionelt. På beddingen i Kerteminde har du god arbejdshøjde under skroget. Som nævnt er bådebygger Leif igen på plads i sit bådevæft, mellem fiskerihavnen og sydstranden. På nordkajen i industrihavnen finder du også Ove s motorværksted med salg af udstyr og materialer til kølhaling, og ved marinaen finder du en velassorteret bådudstyrsforretning. Jantzens malerforretning i Præstegade forhandler eller skaffer det meste mht. linolie og trætjære. Lige ved siden af beddingen ligger Træskibsforeningen FOK s kajanlæg og klubhus. Kort sagt: Kystkulturen lever (endnu) i Kerteminde. Så hvis du har vanskeligt ved at finde faciliteter til at overhale skuden i din hjemhavn, ja så kan jeg kun give følgende brugeroplysning: Kom te Kertemeije, makker! Fakta: Max/Min bredde: fra 3.5/2.5 til 5.4/2.9 meter. Priser pr 1/ Ophaling plus 230 kr pr stådag. Hertil kommer betaling for spuler og antal arbejdstimer til beddingspersonalet ifm med op- og nedhaling samt rengøring. Kontakt: Jack Friis på tlf Jens Kristensen, medejer af Schrødersminde, sekretær i Træskibsforeningen FOK 15

16 Sol, regn, blæst, skumsprøjt, himmel og hav Nyhavns Kaffekop anno 2009 var et vellykket arrangement Fællesspisning i Nyhavn med sponsorgaver Godt trætte vendte skibene tilbage til Nyhavn, hvor LARUS og SVALAN lagde dæk til de 75 personer, der deltog i fælaf Annette Dres, Nyhavns Skipperlaug Sædvanen tro blev Nyhavns Kaffekop afholdt den sidste lørdag i august. Kaffekoppen, der oprindeligt var et træskibstræf og kapsejlads for Træskibs Sammenslutningens veteranskibe i Nyhavn og Christianshavns Kanal, har fået vokseværk. TS-skibe helt fra Holbæk og Nykøbing Falster havde i år fundet vej til København, men også den trofaste skare af skibe fra Gilleleje, Køge, Kastrup, Christianshavn og selvfølgeligt skibene fra Nyhavn var med i kapsejladsen. Skippermøde på SVALAN Besætningen fra de deltagende skibe mødtes til skippermøde på SVALAN i Nyhavn. Nyhavns Skipperlaug havde planlagt grill og overnatning på Flakfortet efter sejladsen, alternativt spisning i fagforeningen TiB 9 s lokaler, hvis regnvejr men det blev en tredje løsning, der valgtes af skipperlaugets innovative bestyrelse! De varslede regnbyger der ikke kom ville falde uden for spisetid, vinden ville stå lige ind på grillpladsen på Flakfortet, så løsningen blev i stedet for at samles på de store skibe i Nyhavn og grille på skipperlaugets flåder efter kapsejladsen. Kapsejlads på Øresund Grundet DMI s varsling om hård vind og vindstød af kulingstyrke - blev den sædvanlige rute rundt om Middelgrundsfortet og Flakfortet omlagt, så dysten gik i stedet for til Tårbæk Rev og retur. Med frisk vind fra vest-sydvest fik alle skibe en rigtig god start. I forrygende fart sejledes mod Tårbæk rev, men så gik vinden i syd og det blev lidt for meget for de fleste skippere. Mangen en motor blev startet for at få skibet rundt om bøjen. Til sidst var der vel nok kun 2-3 skibe, der kunne klare hele turen uden motor at krydse med en gammel gaffelrigget træskude kan være et skridt frem og to tilbage i hvert fald kræver det tålmodighed og snilde. LODSEN af Kastrup og VILHELM af Gilleleje der med nye smukke sejl prydede Øresund kæmpede en brav kamp om at blive nummer ét i kapsejladsen. 16

17 lesspisningen, og besætningen fra MA-RI sørgede for forrygende grillmad tilberedt på Nyhavns Skipperlaugs nye flåde. Vejret holdt, så det blev en rigtig hyggelig aften med smuk solnedgang over Kongens Nytorv. Under spisningen var der uddeling af sponsorgaver til de deltagende skibe. Steen Lykkebo fra WAHINE var som altid toastmaster og gav kommentarer til de mange fine præmier, der blev uddelt. Specielt for Nyhavns Kaffekop er, at alle deltagende skibe får en gavepose, og der trækkes lod om hovedpræmier. Efter den traditionelle uddeling af muleposerne, der var stoppet til randen med dejlige donationer, blev der hygget til omkring midnat. Tak til alle for en dejlig dag, og ikke mindst tak til alle sponsorerne, der har bakket op om Nyhavns Kaffekop. Senere på året vil der blive oprettet et link på skipperlaugets hjemmeside, hvor sponsorere vil blive nævnt: Som Steen Lykkebo fra WAHINE sagde, så er det ikke hos vores sponsorer, at krisen kradser... Nye faciliteter for gæstesejlere i Nyhavn Sømandshjemmet BETHEL i Nyhavn har tilbudt, at TS-skibene i Nyhavn og gæstesejlere generelt, kan benytte deres toiletter og bad. I receptionen kan købes polet til bad for kr. 10,-. Til orientering har mange af gæsteskibene i forbindelse med Nyhavns Kaffekop benyttet sig at dette herlige tilbud, og morgentoilettet er blevet kombineret med morgenmad på Sømandshjemmet, der har morgenbuffét til rimelige priser. 17

18 18

19 19 Foto: Hans Christian Nielsen, Fejø Drivkvaselaug

20 Hollandske både Tekst og tegninger: Arne Gotved 20

21 TS har en halv snes hollandsbyggede både i fartøjsregisteret, og skibstyperne er velegnede til vores farvande hvor grundt vand og krapsøer ofte forekommer. Samtidig er bådene rummelige og velegnede til familiebrug, så flere har hentet eller fået bygget deres drømmebåd i Holland. Et af fartøjerne er Vreedenburgh schokkeren ex. SUS af Horsens/Hou (9,84 3,20 0,65 6 Brt) som arkitekt Otto Jessien fik bygget i 1977 hos Koijman & De Vries i Deil, NL. Otto var en årrække skandinavisk agent for værftet. Hvor mange både han fik formidlet vides ikke, men i dag burde der være et stort marked på Christianshavn når og hvis det lykkes bystyret i København, at afspærre kanalerne med gang- og cykelbroer. De hollandske bådtyper passer smukt i Christian den 4. bydel, og masterne lægges og rejses rimeligt ubesværet. SUS forsvandt fra fartøjsregisteret i begyndelsen af firserne, og Otto Jessien også fra medlemsregisteret nogle år senere. Af Kaj Lunds bog Sejler i sigte fra 1986, fremgår at SUS nu er hjemmehørende i Hamborg under navnet PUK. Men her slutter historien ikke her. SUS/PUK dukker op igen i TS-fartøjslisten for 2008, nu under navnet TO SVANER, hjemmehørende i Cappeln, hvor den kom i min skitsebog denne sommer. TO SVANER sejler meget i danske farvande ejerne har endda lært vores sprog og mange har set den fine båd til pinsestævnet i Stubbekøbing. Fribordet er nu sort op til fenderlisten og derover sortgrøn, hvor SUS sejlede med kulørerne hvidt og blåt. Men farvesætningerne på hollandske både har altid været et spændende kapitel for sig ovenstående tegning fra 1987 af et søsterskib i Amsterdam, viser f.eks. at TO SVA- NERs kontrastfarve også går an. 21

22 Tremastet skonnert Skibsportrætter fra Marstal Søfartsmuseum Af Erik Kromann Konkurrencen med dampskibene blev mere og mere følelig efterhånden som man nærmede sig århundredeskiftet Mandskabskrævende rigningsformer, altså skibe rigget med mange råsejl, gled derfor efterhånden ud af billedet med undtagelse af enkelte langfarter, hvor windjammerne stadig holdt skansen. Sejlskibsrederne taklede derfor nybygningerne på nye mandskabsbesparende måder. Det er her gaffelsejlet spiller en større og større rolle. Amerikanerne byggede nogle ekstremt store forenagtere. På et punkt i forløbet blev sejlene imidlertid så store, at de var uhåndterlige, og sejlfladerne blev derfor delt op på flere master. Den tremastede slettopper var allerede at finde i den amerikanske kystfart fra 1850 erne i kul og tømmerfarten. Kravene til kapacitet voksede og skibene voksede med. Omkring 1880 var der således nogle af typen på 1100 tons. Det var alt for store skibe til denne rigningsform og man begyndte at rigge skonnerter med fire master, og hurtigt efter kom femmasterne. Bemærkelsesværdigt er det, at mange af disse østkystskonnerter var bygget med sænkekøl akkurat som nogle af os kender fra Piratjollen. Den største af disse skonnerter med sådan et piratjollesværd var femmastet skonnert Go v e r n o r Am e s på 1764 brt. og 2600 tons lasteevne, bygget År 1900 byggedes så den første seksmastede sletskonnert på et af de mange træskibsværfter i USA s nordøstlige hjørne. Nogle få af disse kæmpeskonnerter blev bygget af stål, heriblandt verdens eneste syvmastede fartøj den skonnertriggede To m a s W. Law s o n, der blev bygget Omkring dette tidspunkt dukkede den tremastede sletskonnert op i dansk søfart. Enkelte var bygget på Bornholm, men ellers var det først nu typen for alvor vandt indpas. Skonnerten er rigget på samme måde som forenagteren blot med en gaffelrigget mast mere agten for de to andre. For det meste var den agterste mast den korteste, i sjældne tilfælde var alle tre master lige høje, ligesom enkelte var rigget således at masterne tiltog i højde agterefter efter amerikansk forbillede. Den tremastede sletskonnert var økonomisk fordelagtig, idet den sejledes af en skipper, en styrmand og tre drenge og måske en fuldbefaren. 70 motorløse tremastskonnerter har været hjemmehørende i Marstal med en gennemsnitstonnage på 131 brt. spændende fra 41 til 383 brt. Fartsområdet afhang egentlig ikke af skibenes størrelse, mange af de mindre gik nærfarten - men omvendt var de fleste af de mindste af typen i Marstalregi placeret i Newfoundlandsfarten, en uhyre krævende fart på den barske Nordatlant. I den lave tonnageafdeling for newfoundlandstraderne af denne type kan nævnes søsterskibene Hamlet og Ofelia på henholdsvis 79 og 77 brt. Den sidste sejler bygget i Danmark som rent sejlskib, var netop en tremastet sletskonnert Activ, jagtbygget på 100 brt., søsat fra Edvard Hansens værft i Marstal 1925 og beregnet på newfoundlandsfarten. Firmastskonnerterne oplevede en kort hektisk periode startende under 1. krig og afsluttende under 2. Der var i den periode godt et halvt hundrede af typen under dansk flag, dels træ- dels stålskibe og mange af dem med hjælpemotor. De blev aldrig nogen succes. Så godt som alle var klipperbyggede. Et par femmastede slettoppere kom også under dansk flag, begge amerikanskbyggede, den ene var her blot for en kort bemærkning, den anden Cap Nord tilhørende A/S Ærø ved Hans Petersen, København tidl. Marstal, sejlede en halv snes år under Dannebrog. Skibet på billedet her er den tremastede jagtbyggede sletskonnert Gertrud på 96 brt., der blev leveret 1913 fra Gorm Clausens værft i Marstal til et lokalt rederi ved N. E. Schmidt, der drev omfattende fart på Newfoundland. I 1926, da skonnerten tilhørte et andet lokalt rederi ved Erik B. Kromann og førtes af K. Rasmussen, forsvandt den sporløst på rejse fra St. John s, Newfoundland til Oporto, Portugal. Samme hårde vinter 1925/26 totalforliste fire andre marstalskonnerter i newfoundlandsfarten, heraf forsvandt to af de andre ligeledes sporløst. En af de italienske skibsportrætmalere står for dette stykke, der er usigneret. 22

23 23

24 Vinden drar 2009 på Fejø af Hans Christian Nielsen, Fejø Drivkvaselaug Fra d. 5. juli til 11. juli var Fejø Drivkvaselaug vært for årets Vinden Drar. Der deltog 24 både, primært fra Danmark. Der var mere end 200 deltagere fra hele Norden, som med deres over 100 telte fyldte godt op på græsarealet ved havnen. Vi tog imod med Chili Con Carne og musik fra de lokale Mick and the Chics. Til Vinden Drar skal der naturligvis sejles nogle sejlede meget, andre tog måske blot med på en enkelt tur. Nogle vil sikkert fremhæve turen Fejø rundt med frokost på Femø som en god tur, mens de få der sejlede den planlagte torsdagstur til Sakskøbing i 15 m/s og regn, kom hjem og så ud som om de havde haft deres livs tur. Der blev naturligvis også snakket om bådene, deres historie og de enkelte bådes helt specielle sejlegenskaber. Et af ugens højdepunkter var for mange besøget på Fejøs to bådværfter. Først besøgte vi Henrik Mortensen, der er 4. generation på Fejø Bådværft. Henriks far Ejner Mortensen, som nu er pensioneret, fortalte lidt om værftet i tidligere tider, og bagefter viste han sit eget lille værksted frem, hvor han bygger på en jolle. Efter besøget hos Henrik og Ejner gik vi over på den anden side af havnen til det nu nedlagte bådbyggeri, hvor Christian Nielsen fra 1894 til 1914 byggede 40 drivkvaser. Morten Gøthche fra Vikingeskibsmuseet fortalte om bådbyggeriets- og om Fejø Drivkvasernes historie. Der var flere ejere af Drivkvaser fra de to Fejøværfter blandt deltagerne, som tydeligvis var rørt over at se hvor vuggen i sin tid stod. For mange trofaste Vinden Drar-deltagere er saunaen arrangementets højdepunkt. Saunaen blev i år opført på en tømmerflåde og lagt til kaj for enden af jollebroen. Det var således ingen sag at få en forfriskende dukkert, når der blev for varmt i den velbesøgte sauna. Den sidst dag er ifølge traditionen helliget afslutningsfesten. For de fleste børn og en del forældre er barkbådstävlingen 24

25 ugens vigtigste begivenhed. Her kan man udleve sin indre båddesigner, bådbygger og kapsejler på samme tid. Stilen er relativt fri, men de nordiske aner lader sig ikke skjule der er mange råsejlere blandt de små barkbåde, men som noget nyt sås i år også en sprydstagsjolle. Der også en meget fri konkurrence med temaet mosegrise. For begge konkurrencer gjaldt det, at deltagerne havde stor glæde af, at nærmeste nabo til teltpladsen var den lokale losseplads, som meget heldigt holder åbent om fredagen og ikke kender til det ellers så udbredte klunsningsforbud. Endelig var der indlagt en skilandskamp. Det ville være falsk beskedenhed, hvis vi ikke nævnte, at det danske hold vandt. Der blev spist, snakket, sunget og spillet til ud på natten. Lørdag pakkede deltagerne sammen igen og tog hver til sit, mange med et på gensyn næste år. Der var lidt tomt omkring Dybvig Havn de følgende dage. For Fejø Drivkvaselaug var det en stor oplevelse at have så mange gæster. Vi var glade for ugen, og vi tror de fleste deltagere havde det på samme måde. Finland overtog stafetten så gensynet bliver i Manäs godt oppe i Den Botniske Bugt. Jeg tror vi ta r bilen 25