Sammenfatning af afrapportering fra Udvalget for bedre incitamenter i sundhedsvæsenet

Transkript

1 Sammenfatning af afrapportering fra Udvalget for bedre incitamenter i sundhedsvæsenet Regeringen nedsatte i april 2012 Udvalget for bedre incitamenter i sundhedsvæsenet med deltagelse af Danske Regioner, KL, Økonomi- og Indenrigsministeriet, Finansministeriet og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse (formand). 1. Udfordringer ved den nuværende styringsmodel De overordnede udfordringer ved den nuværende styringsmodel i sundhedsvæsenet, herunder regionernes styring af sygehuse og afdelinger, er: 1. For det første er der grundlag for et øget styringsmæssigt fokus på kvalitet i alle dele af sundhedsvæsenet, så både sygehuse, praksissektor og kommuner løftes. Det udspringer bl.a. af, at det seneste tiårs stærke fokus på meraktivitet og afkortning af ventetider har skygget for et styringsmæssigt fokus på kvalitet. 2. For det andet er der ikke i den nuværende samlede styring elementer, der tilskynder tilstrækkeligt til fokus på sammenhængende patientforløb internt i sektorerne eller på tværs af sektorgrænser. Bl.a. er der i dag forskellige barrierer for samarbejde om fælles løsninger, hvor sundhedspersonalet sammen løser deres opgaver på tværs af fag- og myndighedsgrænser. 3. For det tredje har takststyringsmodellen, herunder regionernes udmøntning af den overordnede model, været medvirkende til at skabe et for entydigt fokus på aktivitet, uden der har været tilstrækkeligt fokus på, om aktiviteten var den rigtige altså om aktiviteten reelt har været omkostningseffektiv og bidraget til at forbedre befolkningens sundhedstilstand. Det skyldes bl.a. barrierer for, at sygehusene omlægger behandling til et lavere specialiseringsniveau, f.eks. hvis aktiviteten ikke er dækket af en DRG-takst. Udfordringerne løses ikke kun ved ændringer af de økonomiske incitamenter og skal generelt ses i sammenhæng med den bredere styringsdagsorden. 2. Udvalgets anbefalinger 2.1 Fremadrettede styringsprincipper Det bemærkes, at der vil ofte være modsætninger i mellem de målsætninger, der ønskes understøttet. Den samlede styring skal balancere sådanne, hvorfor det i praksis vil være vanskeligt at udforme en styringsmodel, som tilgodeser alle hensyn i fuldt omfang. Uanset hvilken styringsmodel der vælges vil der kunne opstilles eksempler på tilsyneladende uhensigtsmæssige eller modstridende incitamenter. Det er derfor vigtigt at holde sig for øje, hvad alternativet er, når en konkret styringsmodel vurderes. Samtidig er det vigtigt, at den samlede styringsmodel i sundhedsvæsenet tilpasses de lokale forhold. Regionerne skal således ikke ukritisk videreføre de styringsinstrumenter, der ligger til grund for statens styring af regionerne, til regionernes styring af sygehusene. På baggrund heraf anbefaler udvalget, at nedenstående principper lægges til grund for den fremtidige styring af sundhedsvæsenet. Udvalgets anbefalinger til principper for styringen af sundhedsvæsenet Den samlede styringsmodel i sundhedsvæsenet baseres på en flerstrenget indsats. Adfærd skal kunne påvirkes og resultater kunne måles Den samlede styringsmodel i sundhedsvæsenet skal holdes enkel Den samlede styringsmodel i sundhedsvæsenet skal tilpasses de lokale forhold

2 2.2 Øget fokus på kvalitet og synlighed om resultater Åbenhed og gennemsigtighed i forhold til resultater kan inspirere og motivere til at forbedre sig og sikre et ledelsesmæssigt fokus på og prioritering af kvalitetsfremmende indsatser. Synliggørelsen af resultaterne kan medvirke til at udfordre ledelsen og det udførende personale og derved gøre den faglige stolthed til drivkraft for kvalitetsforbedringer på de enkelte sygehuse, afdelinger og lignende. For at have effekt skal den opnåede viden om bedste praksis omsættes til ændrede arbejdsgange lokalt på de enkelte sygehuse og plejehjem mv. Der arbejdes allerede i dag med styring efter mål og resultater og dokumentation af indsatser i sundhedsvæsenet. Baseret på et review af indsatsen på kvalitetsområdet i Danmark vurderer OECD imidlertid, at den nuværende åbenhed og synlighed om resultater bør øges bl.a. gennem systematiske sammenligninger (OECD, 2013). Udvalgets anbefalinger Det er vurderingen, at der på alle niveauer i sundhedsvæsenet med fordel kan arbejdes videre med større gennemsigtighed og synlighed om resultaterne, og at der aktivt arbejdes på at udbrede bedste praksis. Der kan igangsættes lokale forsøg med kobling af kvalitet og økonomi. Udvalgets anbefalinger til styrket fokus på kvalitet 1. Synlighed om resultater. Det anbefales, at der på alle niveauer i sundhedsvæsenet arbejdes videre med at sikre større gennemsigtighed og synlighed om resultaterne, og at der arbejdes aktivt og systematisk med at udbrede bedste praksis. Det foreslås, at indsatsen for at sikre synlighed om resultater hviler på tre grundlæggende principper / målsætninger. a. Relevant dokumentation af hele sundhedsvæsenet. Det indebærer, at der især i kommunerne og inden for visse dele af praksisområderne vil være behov for at systematisere data, bl.a. så der i højere grad kan ske en deling og sammenligning af data i hele sundhedsvæsenet, ligesom der kan være behov for udvikling af visse grunddata. Der er langt overvejende tale om en omlægning af dokumentationsarbejdet. Såfremt der viser sig behov for nye registreringer, skal den tid, som sundhedspersonalet skal bruge på disse, klart opvejes af gevinsterne i form af styrket kvalitet, fx hvis der kan undgås fejlmedicinering og unødvendige indlæggelser. Dokumentationen bør baseres på ensartede standarder og terminologi. På sygehusområdet ventes bl.a. de igangsatte tiltag i forhold til de kliniske kvalitetsdatabaser at bidrage hertil. For en række af kvalitetsdatabaserne vil det også være relevant, at kommunerne begynder at indberette mere systematisk. b. Åbenhed om resultater og deling af relevante data. Det indebærer, at resultater og bagvedliggende (aggregerede) data som udgangspunkt gøres offentligt tilgængelige, så det er muligt at se på tværs. Samtidig fortsættes det igangværende arbejde med deling af data mellem Statens Serum Institut (SSI) og sundhedsvæsenets aktører, herunder de kliniske kvalitets databaser (i samarbejde med Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP)) og kommunerne (i samarbejde med KL). Der arbejdes hen imod en tilsvarende deling af data i forhold til praktiserende læger og speciallæger. Derudover arbejdes der på at give sundhedsvæsenets aktører en bedre og mere smidig adgang til data fra de centrale registre. c. Fokus på forbedring af indsatser. Resultater og data skal anvendes til kontinuerlig forbedring af indsatserne. Dette gælder både i regioner og kommuner, i almen praksis, i ældre- og sygeplejen og på det enkelte sygehus mv. Det indebærer bl.a., at tværgående sammenligninger er en integreret del af både den administrative og den kliniske/ sundhedsfaglige information til ledelsen. 2. Lokale forsøg med afregning efter kvalitet. Der vurderes på nuværende tidspunkt at være en række barriere og uhensigtsmæssigheder ved at indarbejde direkte økonomiske incitamenter målrettet kvalitetsforbedringer i den overordnede incitamentsstruktur. Uanset den konkrete indretning vil betaling for kvalitet medføre, at enkelte dimensioner af kvalitetsindsatsen måles og belønnes, mens andre dimensioner

3 ikke måles og belønnes. Derved er der en risiko for, at betaling for kvalitet kan føre til en skævvridning af indsatsen. Denne risiko er givetvis mindre, hvis der regionalt kan ske en tilpasning af styringsmodellen til lokale forhold. Derfor er det anbefalingen, at der lokalt kan igangsættes yderligere forsøg med kobling af kvalitet og økonomi. 2.3 Styrket samarbejde på tværs af sektorer Udviklingen mod flere ældre og flere personer med kroniske sygdomme stiller større krav til sundhedsvæsenet om en styrket forebyggelsesindsats og til at kunne håndtere patienter med komplekse og flersidede behandlings- og plejebehov, der ofte går på tværs sektorer og faglige grænser. For mange patienter oplever i dag ukoordinerede og usammenhængende behandlingsforløb. Derfor skal styringen af sundhedsvæsenet bidrage til bedre sammenhæng i sundhedsindsatsen på tværs af sektorer. Det stiller krav om sammenhæng i sundhedsvæsenets indsats og at behandlingen udføres på det mest hensigtsmæssige niveau og hvor borgeren inddrages mest muligt i egen behandling. Udvalgets anbefalinger Det vurderes, at incitamentsstrukturen i højere grad kan understøtte et forpligtende samarbejde mellem kommuner og regioner. Derfor anbefaler udvalget på linje med Evalueringen af kommunalreformen at sundhedsaftalerne styrkes og der reserveres midler til samarbejde om fælles løsninger. Med henblik på at realisere gevinsterne ved sammenhængende sundhedsløsninger udvikles en generisk model til brug for dokumentation af effekterne af tværgående tiltag. Udvalgets anbefalinger til styrket sammenhæng på tværs 3. Samarbejde på tværs om fælles løsninger. Arbejdet med at skabe bedre sammenhæng for patienten tager udgangspunkt i en styrket og målrettet forebyggelsesindsats, og et effektivt samarbejde mellem de forskellige aktører i sundhedsvæsenet. Det forudsætter velfungerende strukturelle rammer. Arbejdet er forankret omkring sundhedsaftalerne mellem regioner og kommuner om samarbejde og koordination af opgaver på sundhedsområdet på tværs af sektor- og myndighedsgrænser. På det baggrund foreslås det: a. Sundhedsaftalerne styrkes. At de nuværende 98 sundhedsaftaler erstattes af 5 sundhedsaftaler en i hver region med mulighed for at indarbejde supplerende elementer for den enkelte kommune. Der skal fastsættes nye indsatsområder med fokus på den stigende kronikerudfordring og patientrettede forebyggelse, jf. evalueringen af kommunalreformen. b. Midler til samarbejde om fælles løsninger. Der reserveres midler til at finansiere sammenhængende sundhedsløsninger, hvor sundhedspersonalet arbejder sammen på tværs af fag- og myndighedsgrænser. Det vil forpligte parterne yderligere på et effektivt samarbejde. c. Gevinstrealisering på tværs. I forhold til at realisere gevinsterne ved sammenhængende sundhedsløsninger foreslås det, at der udvikles en generisk model til brug for at dokumentere og kvantificere de kliniske, organisatoriske og økonomiske effekter af tiltag og interventioner, der går på tværs af sektorer. Værktøjet skal bidrage til, at der etableres et ensartet vidensgrundlag, der kan skabe bedre forudsætninger for udbredelsen af dokumenterede og omkostningseffektive sammenhængende sundhedsløsninger. Omkostningseffektive løsninger, der for eksempel medvirker til nedbringelse af sygehuskontakter, kan drøftes med henblik på udbredelse på landsplan. 2.4 Omkostningseffektivitet En af de væsentligste udfordringer for sundhedsvæsenet i de kommende år bliver at skabe mere og bedre sundhed i en situation med pres på de offentlige udgifter, fra ændringer i den demografiske udvikling og fra ændringer i

4 sygdomsbilledet samt pres fra den teknologiske udvikling og en stadigt stigende efterspørgsel efter sundhedsydelser. Det er således centralt, at der er et fortsat fokus på en effektiv ressourceanvendelse. Udvalgets anbefalinger til fremadrettede initiativer på centralt niveau Danske Regioner ønsker en model, hvor det nuværende aktivitetselement i finansieringen af regionerne helt afvikles, dvs. at den statslige aktivitetspulje helt nedlægges, samt at den aktivitetsafhængige kommunale medfinansiering helt afkobles fra regionernes finansiering. Den regionale takststyring af sygehusvæsenet fastholdes, samtidig med at der fastsættes resultatmål. Det er det øvrige udvalgs vurdering, at det også fremover vil være hensigtsmæssigt med et aktivitetsafhængigt element i statens finansiering af regionerne. Samtidig skal den aktivitetsbaserede finansiering af regionerne dog ændres, så det i højere grad er den relevante aktivitet, der honoreres. Derfor foreslås det: Udvalgets anbefalinger til større omkostningseffektivitet. 4. Moderne aktivitetsstyring. Den aktivitetsbaserede finansiering af regionerne indrettes på en måde, hvor det i højere grad er den relevante aktivitet, der honoreres, så der ikke skabes et uhensigtsmæssigt aktivitetspres*. Det forudsætter en mere moderne aktivitetsfinansiering, der ikke alene har fokus på mere aktivitet. Seks konkrete ændringer skal bidrage til en mere moderne aktivitetsfinansiering. a. Mindre aktivitetsafregning. Den statslige aktivitetspulje og den marginale afregning reduceres med henblik på at mindske et potentielt uhensigtsmæssigt aktivitetspres. Det betyder at sammenhængen mellem regionernes aktivitet og finansiering mindskes. b. Større fleksibilitet. Der skabes mulighed for at korrigere i den statslige aktivitetspulje ved udflytning af sygehusaktivitet til regionale tilbud uden for sygehuset, til praksissektoren eller til kommunale tilbud. På den måde skabes der større fleksibilitet i den aktivitetsbaserede finansiering, hvormed hensigtsmæssige omlægninger af arbejdstilrettelæggelsen bedre understøttes. Det skaber større fleksibilitet i ordningen og giver mulighed for lokale løsninger. c. Råderum til anvendelse af ressourcerne, hvor de gør størst gavn. Udmøntningen af det årlige produktivitetskrav på sygehusområdet ændres, så gevinsten ikke automatisk anvendes til finansiering af ny takstudløsende sygehusaktivitet. Herved dæmpes presset på vækst i den takstudløsende aktivitet alt andet lige. Det giver bedre mulighed for tværgående prioriteringer og understøtter, at ressourcerne anvendes der, hvor de gør størst gavn.* d. Justeret kommunal medfinansiering. Den kommunale medfinansiering evalueres, når de reviderede regler fra 2012 har virket i en periode, jf. også anbefalingerne i Evaluering af kommunalreformen. Endvidere kan det overvejes at reducere loftet for regionernes indtægt fra den kommunale medfinansiering til baseline(niveauet) for den statslige aktivitetspulje. Formålet er, at den marginale aktivitetsafregning af regionerne hermed alene sker via den statslige aktivitetspulje med henblik på at neutralisere eventuelle regionale incitamentsvirkninger af medfinansieringen og reducere aktivitetspresset. Det vil ske ved en samtidig nedsættelse af afregningsniveauet i aktivitetspuljen, jf. ovenfor. * e. Videreudvikling af DRG. Der sker en fremtidssikring af DRG-systemet, som den aktivitetsbaserede afregning er baseret på. På længere sigt er det vurderingen, at det mest hensigtsmæssigt sker ved, at systemet i højere grad gøres mere forløbsbaseret. Det fremadrettede udviklingsarbejde vedr. DRG-systemet kan derfor passende tage udgangspunkt i en vision om et mere forløbsbaseret DRG-system på de områder, hvor det er hensigtsmæssigt. Nye takster. DRG-systemet skal på kortere sigt løbende tilpasses til den virkelighed, der er på sygehusene f.eks. ved udvikling af flere sammedagspakker, og til at understøtte aktivitet i regi af sygehussektoren, som

5 foregår uden for sygehusmatriklen, f.eks. ved flere telemedicinske takster, udgående funktioner, rådgivningsydelser og pårørendesamtaler. Det skal bidrage til at ændre fokus fra at producere flere kontakter til i stedet at skabe effektive og hensigtsmæssige patientforløb. Anm.: * Danske Regioner støtter ikke anbefalingen Udvalgets anbefalinger til fremadrettede initiativer på decentralt niveau De nationale styringstiltag skal ses i sammenhæng med den generelle ledelsesopgave i kommuner og regioner samt faglige og etiske normer og standarder blandt sundhedspersonalet. Det gælder den regionale styring af sygehuse og praksissektor, og den lokale styring af de kommunale sundhedsopgaver, herunder samspillet til øvrige kommunale områder. Uanset incitamenterne i den overordnede styring er den konkrete indretning af regionernes styring af sygehuse og afdelinger en krumtap i forhold til at få omsat intentioner og politiske mål og prioriteringer i praksis. Derfor skal den lokale incitamentsstruktur også understøtte omkostningseffektivitet og bidrage til at sikre lave udgifter pr. borger i sundhedsvæsenet, sikre bedre sammenhæng og understøtter et større fokus på resultaterne. En løbende udvikling af den lokale styring er afgørende for et fortsat fokus på produktivitet og omkostningsbevidsthed. Det gælder både den regionale styring af sygehuse og afdelinger samt praksissektoren, og den kommunale tilrettelæggelse af forebyggelsesindsatsen, herunder samspillet med øvrige forvaltninger. Anbefalinger til initiativer målrettet den decentrale styring. Den regionale styring: Synlighed om resultater: Effekten af øget synlighed om resultater afhænger af, at den opnåede viden om bedste praksis omsættes til ændrede arbejdsgange hos den enkelte medarbejder. Sikringen heraf er bl.a. et regionale ansvar. Som led heri kan regionerne gennemføre sammenligninger af resultater og temarapporter om specifikke sygdomsområder, udarbejde redskaber til kontinuerlig kvalitetsopfølgning, -forbedring og - udvikling bl.a. på baggrund af de landsdækkende kliniske kvalitetsdatabaser. Styrket økonomistyring: Regionerne kan hensigtsmæssigt arbejde videre med, at styrke økonomistyringen på sygehusene. Der er aftalt et samarbejde mellem regeringen og Danske Regioner om en forbedret regional økonomistyring på sygehusområdet som led i det overordnede fokus på bedre økonomistyring i det offentlige. Tilpasning af takststyringen til lokale forhold: Den overordnede styringsmodel og incitamentsstruktur skal tilpasses regionale forhold og lokale behov for forandring. Det kræver et indgående kendskab til de lokale og regionale forhold og strukturer. Det er centralt, at regionernes i deres styring af sygehusene ikke ukritisk viderefører elementer fra den statslige incitamentsstruktur. Det kan for eksempel være hensigtsmæssigt, at der lægges forskellige hensyn til grund for afregningen af forskellige sygdomsområder, hvor der i højere grad tages afsæt i den ønskede behandlingsaktivitet, ligesom det kan være relevant at stille differentierede produktivitetskrav til de enkelte enheder. Lokale forsøg med afregning efter kvalitet. Der vurderes på nuværende tidspunkt at være en række barriere og uhensigtsmæssigheder ved at indarbejde direkte økonomiske incitamenter målrettet kvalitetsforbedringer i den overordnede incitamentsstruktur. Uanset den konkrete indretning vil betaling for kvalitet medføre, at enkelte dimensioner af kvalitetsindsatsen måles og belønnes, mens andre dimensioner ikke måles og belønnes. Derved er der en risiko for, at betaling for kvalitet kan føre til en skævvridning af indsatsen. Denne risiko er givetvis mindre, hvis der regionalt kan ske en tilpasning af styringsmodellen til lokale forhold. Derfor er det anbefalingen, at der lokalt kan igangsættes yderligere forsøg med kobling af kvalitet og økonomi. Den kommunale styring: Synlighed: Effekten af øget synlighed om resultater afhænger af, at den opnåede viden om bedste praksis omsættes til ændrede arbejdsgange hos den enkelte medarbejder. Sikringen heraf er bl.a. et kommunalt ansvar. I det lokale arbejde med at forbedre kvaliteten af forebyggelsen og plejen kan de mere overordnede

6 nationale indikatorer ikke stå alene. Kommunerne kan derfor udarbejde sammenligninger af resultater og indikatorer for de enkelte plejehjem mv. som er tilpasset lokale forhold. Dokumentation og registrering: Viden om hvilke tiltag, der virker er centralt for en effektiv forebyggelsesindsats. Derfor er det hensigtsmæssigt, at sundhedsindsatsen i kommunerne registreres og dokumenteres systematisk med henblik på at styrke kvaliteten og gennemsigtigheden i de kommunale sundhedstilbud, herunder belysning af aktivitet og kvalitet i hjemmesygeplejen. Endvidere er det hensigtsmæssigt, at effekten af kommunale tiltag evalueres i de tilfælde, hvor der endnu ikke er etableret evidens. Evalueringerne skal dokumentere og kvantificere de kliniske, organisatoriske og økonomiske effekter af tiltagene. Fokus på hvad der virker: I den kommunale styring er det hensigtsmæssigt, at understøtte at forebyggelsesindsatsen fokuserer på de områder, hvor potentialet for at forebygge sygehuskontakter er størst. Afrapporteringen fra udvalget vedr. potentiale for forbedret kommunal forebyggelse viser, at det særligt er forebyggelsesindsatser målrettet indlæggelser med såkaldte forebyggelige diagnoser, uhensigtsmæssige akutte korttidsindlæggelser og uhensigtsmæssige genindlæggelser af ældre medicinske patienter og borgere med kronisk sygdom. 2.5 Mellemregional afregning Når en patient, der har bopæl i én region, behandles i en anden region, betales behandlingen af patientens bopælsregion. Ifølge de gældende regler svarer denne mellemregionale afregning som udgangspunkt til gennemsnitsomkostningerne (dvs. 100 pct. af DRG-taksten), hvis der er tale om en almindelig behandling (hoved- og regionsfunktionsniveau). Hvis patienten skal have en højt specialiseret behandling, betaler bopælsregionen de faktiske omkostninger på den afdeling, der gennemfører behandlingen. Historisk har der været flere tilfælde, hvor regionerne har været internt uenige om de nærmere vilkår for mellemregionale vandringer. Som følge heraf opstillede regionerne i fællesskab i 2011 en hensigtserklæring i forhold til principperne for den mellemregionale afregning for patientvandringer på tværs af regionsgrænser og indgik i foråret 2012 bilaterale aftaler. Udvalgets anbefalinger Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Danske Regioner følger op på erfaringerne med regionernes hensigtserklæring og konsekvensen heraf i praksis. Danske Regioner bidrager til opfølgningen med en årlig opgørelse over de takster, der anvendes i den mellemregionale afregning på hoved- og regionsfunktionsniveau, og de mellemregionale patientvandringer. Takstbekendtgørelsen ændres, således at 100 pct. af DRG taksten alene anvendes, såfremt at regionerne ikke har aftalt andet indbyrdes.

7 Udvalgets forslag vedr. den mellemregionale afregning I forlængelse af regionernes hensigtserklæring afregnes der som udgangspunkt til 70 pct. af DRG-taksten for mellemregionale vandringer på hoved- og regionsfunktionsniveau. Det konkrete niveau aftales indbyrdes mellem regionerne. Takstbekendtgørelsen ændres, således at 100 pct. af DRG taksten alene anvendes, såfremt at regionerne ikke har aftalt andet indbyrdes. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Danske Regioner vil 1. halvår 2014 følge op på erfaringerne med regionernes hensigtserklæring og konsekvensen heraf i praksis for afregningens niveau og patientvandringerne på hoved- og regionsfunktionsniveau, samt i forhold til aftalens indhold om øget gennemsigtighed i prisdannelsen på det højt specialiserede område. Danske Regioner bidrager til opfølgningen med en årlig opgørelse over de faktiske mellemregionale afregningstaksters aktuelle niveauer på hoved- og regionsfunktionsniveau samt skøn over fordelingen af de tværregionale patientvandringer på de forskellige afregningsniveauer. Samtidig oplyses om udviklingen i priserne på det højtspecialiserede område. Det årlige bidrag sendes til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse senest 1.marts, første gang i Afregning med private sygehuse Regionerne har en forpligtelse til at sikre patienterne et sygehustilbud. Regionerne kan benytte egne sygehuse, andre regioners sygehuse eller private og udenlandske sygehuse til at tilvejebringe dette tilbud. De private sygehuse kan altså via strategiske udbud indgå som en del af den regionale sygehuskapacitet. Herudover indgår den private sygehuskapacitet som følge af reglerne om det udvidede frie sygehusvalg. Private sygehuse står i dag for en betydelig mindre del af den samlede sygehusaktivitet end tidligere. Da afregningen til private sygehuse samtidig er faldet, udgør de regionale udgifter til private sygehuse en lavere andel af de samlede udgifter til sygehusvæsenet. Hertil kommer, at differentieringen af det udvidede frie sygehusvalg alt andet lige vil gøre det nemmere for regionerne at behandle patienterne inden ordningen træder i kraft. Dette forventes at reducere efterspørgslen efter den private kapacitet. Samtidig forbedres regionernes mulighed for at foretage strategiske udbud med henblik på at inddrage private leverandører (som en del af den offentlige behandlingskapacitet), inden det udvidede frie sygehusvalg træder i kraft. Dermed øges andelen af den private aktivitet, som kan afregnes til de takster, der er opnået ved strategiske udbud. Med henblik på at sikre lavere priser har Konkurrencestyrelsen i 2007 foreslået at lade fællesudbud erstatte de private leverandørers ret til at indgå aftale under de daværende regler om udvidet frit sygehusvalg. Det er udvalgets vurdering, at en udbudsmodel som udgangspunkt vil indebære lavere priser, fordi tilbudsgiver i forbindelse med et udbud typisk sikres et vist volumen, modsat situationen ved udvidet frit valg, hvor alle private sygehuse/klinikker har ret til at levere ydelser til de aftalte priser. Det kan samtidig være nemmere for regionerne at stille de rette kvalitetskrav til leverandørerne. Provenuet herved skal imidlertid ses i lyset af ovenstående udvikling med lavere priser/omsætning under det udvidede frie sygehusvalg samt differentieringen af det udvidede frie sygehusvalg pr. 1. januar Alt andet lige vurderes disse forhold at reducere et muligt provenu ved at gennemføre fællesudbud. Det bemærkes, at regionerne i dag har mulighed for at indgå udbudsaftale om en behandling, såfremt det vurderes, at priserne under udbud er lavere end de priser, som indgås under det udvidede frie sygehusvalg. Udvalgets anbefalinger Det kan overvejes at ændre lovgivningen, så aftaleretten under det udvidede frie sygehusvalg suspenderes, såfremt regionerne ved konkrete rammeudbud på udvalgte områder har indgået aftale med private leverandører. Regionerne vurderer muligheder for organisatoriske ændringer eller lign. inden for rammerne af strategisk udbud med henblik på at opnå lavere priser.

8 Udvalgets forslag vedr. afregning med private sygehuse Det kan overvejes at ændre lovgivningen, så aftaleretten under det udvidede frie sygehusvalg suspenderes, såfremt regionerne ved konkrete rammeudbud på udvalgte områder har indgået aftale med private leverandører. Behandlingsområderne vil i så fald skulle udvælges bl.a. efter, om der er risiko for på sigt at fjerne konkurrencen mellem private udbydere gennem udbud, og at behandlingsområderne har et vist volumen. Herudover vil det skulle det overvejes, hvilke betingelser, der skal være opfyldt for rammeudbud f.eks. krav om geografisk spredning, leveringskapacitet, jf. ovenfor. Regionerne vurderer muligheder for organisatoriske ændringer eller lign. inden for rammerne af strategisk udbud med henblik på at opnå lavere priser, herunder f.eks. ved fælles indkøbsorganisation, jf. for eksempel AMGROS, fælles rammeudbud mv.