KLAUSULERET TIL 1. MAJ KL. 10 DET TALTE ORD GÆLDER

Transkript

1 KLAUSULERET TIL 1. MAJ KL. 10 DET TALTE ORD GÆLDER 1. maj-tale 2016 Arne Grevsen, LO s næstformand Der godt at se så mange her i Aabenraa. I dag er der nemlig én ting, vi skal huske hinanden på. Lønmodtagernes vilkår skal på dagsordenen. Der kun os til at passe på fællesskabet. Til at finde løsninger der virker. Med den rigtige balance. Det er kun, når vi er med ved forhandlingerne, inde ved mødebordene, at fællesskabet bliver styrket. Det kommer ikke af sig selv. Det sker kun, når vi tager ansvar, og viser vores styrke. Derfor er det også vigtigt, at vi mødes her i Sønderjyllandshallen, i dag. Det handler jo ikke kun om København og Christiansborg. Og jeg er ekstra glad for de steder, hvor jeg taler i år. Som LO s næstformand. Rundt her i Sønderjylland. Her i Aabenraa, hvor jeg har boet. Ikke så langt fra Kruså, hvor jeg havde min praktikplads som speditør. Og senere til Tørning, mellem Vojens og Haderslev. Og til Kolding. Praktikpladsudfordringen uddannelsen - trepart er vigtig: Alle steder vil jeg tale om praktikpladserne og efteruddannelse. For det er nu, vi kan gøre os klar til fremtiden. Få bedre muligheder for efteruddannelse. Og især flere praktikpladser til vores unge. 21 unge står netop nu og mangler en praktikplads her i Aabenraa. For hele Danmark er det mere end unge. Og vi har næsten i skolepraktik. De unge står klar i startboksen. De har varmet op. Men de har ikke nogen løbebane foran sig. De er gået i gang med erhvervsuddannelsen, men mangler praktikpladsen for at komme videre. Vi får brug for de unge i fremtiden. Og de unge har brug for praktikpladserne. Så lad os da for pokker få fundet en løsning. Nu. Og jeg vil love jer, at vi vil slås for praktikpladserne, når vi mødes til trepartsforhandlingerne med regeringen og arbejdsgiverne. Nu hører jeg selv til dem, der har taget flere uddannelser gennem livet. Ja, sådan blev det. To faglige uddannelser, faktisk. Først speditør, siden gartner. Begge gange havde jeg brug for praktikpladsen. Og jeg glemmer aldrig ventetiden, inden den var på plads. Spænding. Lidt ondt i maven. Store drømme om fremtiden. Men også tankerne om, hvad nu hvis det ikke lykkes? Går jeg i står her, midt i uddannelsen? Hvad nu hvis der ikke er en praktikplads? Derfor skal det løses for vores unge. Praktikpladserne er det vigtigste.

2 Men det handler også om, hvordan man kan uddanne sig, senere i arbejdslivet. Usikkerheden om fremtiden kan jo også ramme, selv om man har været på arbejdsmarkedet i mange år. Derfor skal ufaglærte have gode muligheder og rygvind, når de ønsker at blive faglærte. Og derfor skal efteruddannelsen styrkes, for dem der allerede er faglærte. Der er kun fagforeningerne til at sætte den dagsorden. Som med så meget andet. Det har stået klart for mig, siden jeg første gang blev tillidsvalgt. Mange af jer her i dag, har også været, eller er, tillidsvalgte for jeres kolleger. Og jeg er overbevist om, at I kan genkende det. På arbejdspladsen skal medarbejderne med ved bordet. Ellers løber chefen med det hele. Når vi forhandler overenskomster, på arbejdspladsen eller for hele landet, så skal fagforeningen byde ind med forslag og løsninger. Ellers får arbejdsgiverne for frit spil. Og på den helt store klinge, ved trepartsforhandlingerne, der skal vi sidde med fra LO. Ellers laver politikerne alt for snævre løsninger. Og netop nu er vi gang med trepartsforhandlingerne. I denne tid er uddannelsen på bordet. Og praktikpladserne. Dét har vi båret med ind til bordet. Og nu er det menuen. Det er jeg stolt af, det første skridt. Men næste skridt er at få konkrete og praktiske løsninger. Inden længe kommer vi til at mangle faglærte faglærte mangler vi i 2025, om 10 år, hvis vi ikke gør noget i dag. Så derinde ved trepartsbordet, der kan vi slå to fluer med et smæk. Vi kan ruste os til fremtiden, i fællesskab. Og den enkelte lønmodtager kan få bedre muligheder. Så nu må politikerne og arbejdsgiverne i arbejdstøjet. Men det sker kun, når vi sidder med ved bordet. Det sker kun, når vi viser, at vi er en stærk fagbevægelse. Og det er I med til at sætte en stor streg under, her i dag. Derfor har vi også været med til at tage de første skridt sammen med regeringen og arbejdsgiverne når det gælder flygtningenes vej til arbejdsmarkedet. Vi fik en god løsning, for fremtiden. Tænk på: Flygtningene er her. De rejser ikke hjem i morgen. Borgerkrigen i Syrien efterlader også en regning her. Som andre steder i Europa. Så hvordan skal vi betale den regning? For mig at se, kunne det gå to veje: Vi kunne undergrave velfærden, fordi vi ikke gør noget. Eller vi kan tage situationen alvorligt, og investere i løsninger. Vi kan ikke bare lukke øjnene, for det som er sket. Hvis vi nu lod være med at gøre noget og i stedet lukkede øjnene, for at åbne dem om et par år, så er jeg ikke sikker på, vi ville få et godt syn. 2

3 Nej, vi vil ikke have et Danmark, hvor folk tigger i gaderne eller udnyttes under lyssky forhold. Med en ultralav løn. Derfor valgte vi at være med til at skabe en løsning. Derinde ved trepartsbordet. Løsningen handler om hjælp til selvhjælp. Om at give flygtningene mulighed for at forsøge sig selv. At de kan møde ind i virksomhederne og på arbejdspladserne på ordnede vilkår. Med perspektiver for job i fremtiden. Regeringen talte længe om en særlig indslusningsløn. Kan I huske det? Det kunne hurtigt være blevet en fast og alt for lav flygtningeløn. Det fik vi talt dem fra. Det kostede mange kopper kaffe ogg mange timer ved mødebordet. Men vi holdt fast i at være kreative. Vi insisterede på løsninger. Og det lykkedes. Overenskomsterne er udgangspunktet. Det blev igen den danske løsning. Og det kan vi godt være bekendt. Over for flygtningene. Og over for os selv. I starten sagde jeg: Der er kun os til at sætte lønmodtagernes vilkår på dagsordenen. Der er kun os til at passe på fællesskabet. Det gælder også på internationalt plan. Og på europæisk plan. Nogen gange er et par bomme ikke nok. Nogen gange bliver vi nødt til at sige ja til et stærkere samarbejde. Fordi det styrker fællesskabet. Men sidste år blev det et nej ved folkeafstemningen om retsforbeholdet. Nu er konsekvensen tydelig. I dag kan vi ikke kræve bøder og penge op fra især østeuropæiske firmaer, som har snydt deres medarbejdere i Danmark. Desværre. Situationen er lige så umulig, som den altid har været. Fup-firmaerne og arbejdsgiverne bliver dømt i Danmark.Men derefter smyger de sig udenom. De forsvinder fra Danmark, og medarbejderne står tomhændede tilbage. Bøderne og lønnen skal jo opkræves i landet, hvor firmaet kommer fra, og nu er flyttet tilbage til. Men det kan ikke lade sig gøre med det danske retsforbehold. Bommen er gået ned. Nå, ja, men det kan vi vel løse med en parallelaftale? Sådan lød det i hvert fald op til afstemningen i sidste år. Men jeg må bare sige til jer, her et halvt år efter: Der er ikke kommet nogen parallelaftaler. Overhovedet. Og det er desværre ikke vores indsats mod social dumping, som kommer til at stå forrest i køen. Vi står stadig tomhændede tilbage. Spørgsmålet er derfor: Hvordan kan vi i fremtiden sige ja til de internationale løsninger, vi har så stærkt brug for? Hvis vi ikke får lønmodtagerne mere på dagsordenen, også i EU, så får vi mere at slås med. Ikke mindre. 3

4 Første maj er arbejderbevægelsens internationale dag. Den rigtige dag til denne opfordring: Nu må vi starte diskussionen om, hvordan vi undgår at sætte bomme op for os selv. Vi skal ikke stå tomhændede tilbage en gang til. Når det handler om dem, der gerne vil smyge sig udenom, så er jeg også nødt til at sige noget om skatteskandalerne. Alt for mange skattestillinger og velfærdskroner er forsvundet, fra Danmark. Mens milliarder er gemt væk i udlandet. De fleste af os betaler jo vores skat med glæde, så længe den er retfærdig. Men glæden har ikke noget særligt stærkt fundament i de her år. Den nye regering er i den grad nidkær, når den tvinger kommunerne til at skære ned. De kalder det omprioriteringsbidrag. Et mystisk ord. Men sagt lige ud: Det handler om, at de vil skære i fællesskabet. Til gengæld er regeringen noget mindre optaget at sikre en retfærdig skatteopkrævning. De råber højt, når de vil have os til at tro på, at det ikke kan betale sig at arbejde. Men de er musestille, når det handler om skatteskandalerne. Herhjemme kan den almindelige borger snart ikke få nogen reel kontakt med Skat. Medarbejdere er skåret væk. It-systemerne virker ikke. Det hele er centraliseret. Afstanden bliver større og større, selv om medarbejderne er venlige og gør deres bedste. Vi skal alle sammen være med til at finansiere vejene, skolerne, sygehusene, børnehaverne og jetjagerne. Uanset om vi tjener meget eller lidt. Hvis det ikke er sådan, så er det pludselig Jensen, den almindelige borger, som skal betale 100 kroner ekstra eller mere for vejene, sygehusene og så videre. Og så er der jo en risiko for, at Jensen også begynder at tænke på, hvordan han måske også kan skjule lidt penge, måske ikke i en pengetank i Panama, men i en lille pose under hovedpuden. Så skrider retfærdigheden. Og så skrider velfærden. Det er alvor det her. For oven i vores egne skatteskandaler kommer så den nye Panamaskandale. En lille gruppe danskere har gemt 150 milliarder kroner væk i kæmpe Joakim von And-pengetanke, 10 timers flytur herfra i lande som Panama. Har de tjent deres penge ærligt? Måske. Har de betalt skat af dem? Det ved jeg ikke. Men de kryber i skjul, fordi de ikke vil bidrage til det fælles. Hvis de til gengæld bidrog med det, de bør. Så var der mindre nedskæringer i kommunerne. Så var der bedre forhold for de ældre og i skolerne. Så hang det hele lidt mere sammen. Og skatten fra renter og afkastet af 150 milliarder, det er dog en del. 9 nuller og jeg taler ikke om regeringens ministre men om de 9 nuller bag de skjulte milliarder. Det er noget af en sjat. De fortjener at blive afsløret. 4

5 Og vi andre fortjener at vi får et stærkt internationalt samarbejde, så det bliver slut med den slags svindel og humbug. Så lad os sige det helt klart her fra Sønderborg i dag. Vi forventer, at regeringen går meget aktivt ind i det her. Vi forventer, at vores Europa-Parlamentarikere ikke sover roligt om natten, førend EU er oppe i gear, når det gælder skatteskjulerne. Og så må jeg sige, jeg forventer, at regeringen og Folketingets partier nu får genskabt respekten for det danske skattevæsen. Vi vil ikke pisses på af skatteskjulerne. Der er nogen, som kalder det skattely. Men ly det er sådan noget, man får af en paraply. Det her er noget helt andet. Det er skatteskjul. Rigmandsskjul. Formueskjul. Røgslør og bedrag. Og nu skal det standses. Kære venner Der er kun os til at sætte lønmodtagernes vilkår på dagsordenen. Der er kun os til at passe på fællesskabet, når det for alvor er uvejr. Og der er brug for det. Der er nemlig brug for mere respekt om folk, som har et almindeligt lønmodtagerjob. At praktikpladserne og uddannelsen kommer højere op på dagsordenen. Og at vi får et opgør med formueskjulerne. Derfor er et 1. maj-møde så vigtigt. Og derfor er det vigtigt, at I også i de næste dage tager snakken med kollegerne på arbejdspladsen. Ikke mindst de unge. Om vores overenskomster og OK fagforeningerne. Og hvorfor vi skal passe på vores fællesskaber. Jeg kan se det på jer. I er klar. Så hermed: Fortsat god 1. maj! 5