Sundhedsministeriets rapport om modernisering af apotekervæsenet

Transkript

1 1 af :23 Sundhedsministeriets rapport om modernisering af apotekervæsenet Journal nr. 2: /kb/service Konkurrencerådets anbefalinger til en modernisering af apotekervæsenet samt bemærkninger til Sundhedsministeriets rapport herom (juli 2000) Indledning På baggrund af Sundhedsministeriets rapport "Modernisering af apotekervæsenet Et beslutningsgrundlag for en stillingtagen til apotekervæsenets fremtid" fra juli 2000 skal Konkurrencerådet i det følgende komme med sine anbefalinger til en modernisering af apotekervæsenet samt rådets bemærkninger til rapporten i øvrigt. Af nemhedshensyn følger rådets anbefalinger og bemærkninger systematikken i Sundhedsministeriets rapport. Liberalisering af etableringsretten I rapporten (pkt ) kritiserer Sundhedsministeriet Medicinudvalget for at være meget lidt konkret med hensyn til, hvordan ejerforholdene skal være i en dereguleret apotekssektor, ligesom der gives udtryk for, at kædedannelser inden for sektoren indebærer en risiko for, at en eller flere kæder kan opnå og vil misbruge en dominerende stilling på markedet. Hertil skal Konkurrencerådet bemærke, at det til sikring af en forsvarlig apoteksdrift må være afgørende, at den fagligt ansvarlige leder og personalet har de fornødne uddannelsesmæssige forudsætninger og kvalifikationer for at varetage opbevaring, behandling og udlevering af lægemidler og ikke ejerforholdet. Rådet anbefaler også, at der ikke lægges begrænsninger i, hvem der kan eje et apotek, herunder i hvilken form, hvilket vanskeligt kan konkretiseres yderligere. Sikkerhedsmæssige krav, såvel som krav til forsyningspligt og krav til administration af medicintilskudssystemet samt evt. krav til professionel integritet vil kunne fastlægges som betingelser i en autorisationsordning. For så vidt angår risikoen for, at markedet bliver præget af kædedannelser, der lokalt, regionalt eller på landsbasis vil udnytte en dominerende stilling, således at de ønskede effektivitetsgevinster ikke kommer brugerne og det offentlige til gode, er det rådets opfattelse at risikoen er minimal. Med en friere etableringsret, herunder adgang til fx at indgå kædesamarbejder, vil der blive skabt en øget indkøbsstyrke og dermed en bedre balance mellem apotekerne og leverandørerne, ligesom der i modsætning til i dag vil være et incitament til at konkurrere på prisen, såvel som på service, øvrigt vareudbud osv. Under normale markedsforhold vil en sådan åbning for mere virksom konkurrence som hovedregel sikre forbrugerne en fordel i form af lavere priser. Konkurrencerådet er imidlertid opmærksom på, at lægemiddelmarkedet adskiller sig fra andre markeder, bl.a. fordi forbrugerne ikke er "fri" til at undlade køb, og fordi købet ofte er forbundet med trediepartsfinansiering. Til sikring af, at de dermed opnåede effektivitetsgevinster kommer brugerne og det offentlige til gode, kan det derfor være nødvendigt at lægge et loft over avancen, og rådet kan i den forbindelse henvise til Medicinudvalgets forslag, der netop indebærer, at den friere adgang til at etablere sig kombineres med avancekontrol i form af maksimalpriser på receptpligtig medicin, samtidig med at apotekerne får et større råderum gennem ophævelse af begrænsningen i apotekernes varesortiment. Herudover skal evt. kommende kæder selvsagt overholde

2 2 af :23 konkurrencelovgivningen. Sikkerhed i distributionen Som nævnt ovenfor kan hensynet til sikkerhed i distributionen lige som i dag varetages gennem en autorisationsordning, hvilket Sundhedsministeriet da heller ikke afviser (rapportens pkt ). Forsyningspligt Ifølge Sundhedsministeriet vil en liberalisering af etableringsretten og dermed mere "normale" markedsvilkår indebære incitament til indskrænkninger i apotekernes lagerførte sortiment (rapportens pkt ). Det kan ikke afvises, at mere rationelle indkøb vil føre til, at ikke alle apoteker lagerfører ethvert varenummer. Målet med forsyningspligten må imidlertid være, at alle ordinerede lægemidler kan fremskaffes meget hurtigt, og en sådan forpligtelse kan pålægges via en autorisationsordning på samme måde som i det eksisterende bevillingssystem. For så vidt angår forsyningen med magistrelle (dvs. apoteksfremstillede) lægemidler vil også denne forsyning kunne tilrettelægges uden at føre til forringelser i form af længere leveringstider, jf. at der også i dag normalt vil være ventetid på leveringen fra de 2 apoteker, der varetager forsyningen til hele landet. Medicinudvalget har i den forbindelse foreslået to modeller, som Konkurrencerådet kan tilslutte sig. Sundhedsministeriet har som konsekvens af den ene model, hvorefter pligten til at fremstille og levere magistrelle lægemidler udbydes i licitation, udledt, at dette vil kunne indebære en risiko for chikane, fx i form af leveringsvægring. Der kan imidlertid let tages højde for en sådan adfærd i forbindelse med udbudet, hvor leveringssikkerhed naturligt vil indgå som et af tildelingskriterierne, og desuden vil en adfærd som den skitserede være direkte omfattet af konkurrencelovens forbudsbestemmelser. Medicinudvalgets anden model, hvorefter opgavevaretagelsen overføres til de offentlige sygehusapoteker vil efter rådets opfattelse samtidig være forbundet med en bedre samfundsøkonomisk udnyttelse af sygehusapotekernes ressourcer, idet det må anses for en ineffektiv og uhensigtsmæssig udnyttelse af ressourcerne, at den gældende regulering afskærer sygehusapotekerne fra at levere de magistrelle lægemidler, som de har opbygget en særlig ekspertise og rutine i at fremstille, til private apoteker. Administration af medicintilskudssystemet Sundhedsministeriet erkender i rapporten (pkt ), at der ingen tekniske hindringer er for at tilkoble nye apoteker til det netbaserede medicintilskudssystem, og at kravene til at medvirke ved administrationen af sygesikringslovens tilskudsregler kan fastsættes i forbindelse med autorisationsordningen. At investering i den fornødne edb-teknik, som påpeget af Sundhedsministeriet, vil øge omkostningerne ved at etablere apotek, kan naturligvis ikke afvises, men der er næppe tale om etableringsomkostninger i en størrelsesorden, der afviger væsentligt fra udgifterne ved at etablere sig inden for mange andre brancher. Sådanne investeringsomkostninger vil derfor ikke i sig selv kunne skabe en adgangsbarriere for nye aktører på markedet. Tilgængelighed uden for "normal åbningstid" I rapporten (pkt ) lægger Sundhedsministeriet vægt på adgangen til receptekspederende

3 3 af :23 apoteksenheder uden for apotekernes almindelige åbningstid, og Konkurrencerådet er naturligvis enig i, at borgerne ikke må afskæres fra at få opfyldt et uopsætteligt behov for nødvendig medicin, uanset hvornår på døgnet behovet opstår. I modsætning til Sundhedsministeriet finder rådet imidlertid ikke, at en friere etableringsadgang vil stille borgerne ringere end i dag, eller at en fremtidig ordning vil være fordyrende i forhold til den eksisterende. I dag dækkes forsyningen dels gennem vagtlægerne (hvilket fortsætter uændret), dels gennem 50 apoteker, der er pålagt en eller anden form for vagttjeneste, hvoraf de 36 alene har tilkaldevagt. Apotekernes vagtordning er finansieret af en omsætningsafhængig afgift, dvs. at ordningen reelt betales over lægemiddelpriserne og dermed af borgerne, direkte som egenbetaling og indirekte via de skattefinansierede sygesikringstilskud. I Medicinudvalgets model, hvor vagtbetjeningen udbydes i amtsligt regi, foreslås finansieringen ligeledes klaret over en omsætningsafgift for alle apoteker, og vil således ikke føre til øgede samfundsmæssige omkostninger. Et økonomisk tilskud til varetagelse af vagtbetjening må dog forudsætte, at omsætningen i vagtperioden reelt er urentabel, således som Sundhedsministeriet tilkendegiver, at det som hovedregel er tilfældet. Det virker derfor heller ikke sandsynligt, at nogle apoteker i den forbindelse skulle få en sådan økonomisk fordel gennem vagtbetjening, at andre apoteker udsættes for konkurrenceforvridende vilkår. Dertil kommer, at udbud af vagtbetjeningen, hvor aktørerne på markedet har mulighed for at konkurrere om aftalen på åbne og lige vilkår, forudsættes at ske med jævne mellemrum. Til Medicinudvalgets alternative model om at lade sygehusapoteker varetage vagtbetjeningen, har Sundhedsministeriet anført, at dette vil give problemer med håndtering af kontant betaling og afregning i forhold til sygesikringen, socialforvaltning og sygeforsikringen "danmark", og at der i øvrigt ikke er tilstrækkeligt med sygehusapoteker til at opfylde kriteriet om "rimelig afstand". Det er rådets opfattelse, at også sygehusapoteker helt uproblematisk vil kunne håndtere kontantbetaling og forevisning af medicinkort med deraf følgende fremsendelse af regningen til socialforvaltningen. En evt. afregning med sygeforsikringen "danmark" kan, som det sker på andre områder, klares af patienten selv. Afregning med den offentlige sygesikring kan klares via opkobling til det netbaserede tilskudssystem, hvilket alene stiller krav om indkøb af den rette edb-teknik. Da sygehusapotekerne allerede har adgang til Det Fælles DataGrundlag, hvori Medicinnettet og Lægemiddelrådets Centrale Tilskudsregister er indbygget, kan dette ikke give anledning til uoverstigelige økonomiske eller andre vanskeligheder. Om fordelingen og placeringen af de 17 sygehusapoteker og 3 filialer er tilstrækkeligt til at dække behovet, må vurderes af de respektive amter. Såfremt dækningen i et amt ikke anses for tilstrækkelig, er der mulighed for at supplere med udbud af opgaven. Geografisk tilgængelighed I rapporten (pkt ) giver Sundhedsministeriet udtryk for, at en liberaliseret apotekssektor, der i højere grad baseres på samfundsøkonomiske effektivitetsbetragtninger, vil gå ud over adgangen til apoteker overalt i landet. Det gældende bevillingssystem, der holdes oppe af den særlige udligningsordning, indebærer imidlertid, at en række urentable apoteker holdes i live, ikke nødvendigvis fordi de er placerede i tyndtbefolkede egne med et utilstrækkeligt kundeunderlag, men alene fordi de af den ene eller anden grund ikke når op på en nærmere fastsat års-omsætning. Faktisk var kun ca. halvdelen af

4 4 af :23 de tilskudsmodtagende apoteker i 1999 placeret i kommuner med færre end indbyggere. Det må derfor vurderes, at bevarelse af apoteker i tyndtbefolkede områder kan ske væsentligt billigere end i dag. Udligningsordningen finansieres som en afgift af apotekernes omsætning af receptekspederede lægemidler og dermed, i lighed med vagttilskudsordningen, over de lægemiddelpriser, der direkte eller indirekte betales af borgerne. Uanset den gældende ordning angiveligt har til formål at sikre apoteksdækning i egne af landet, hvor det befolkningsmæssige grundlag er for lille til apoteksdrift, og hvor markedskræfterne i et liberaliseret system ikke af sig selv sikrer placering af apoteker, er det rådets opfattelse, at hensynet til at sikre let adgang til medicin i tyndtbefolkede områder vil kunne varetages på en samfundsøkonomisk mere effektiv facon. Konkurrencerådet kan i den forbindelse støtte Medicinudvalgets forslag om at inddrage amterne direkte i fastlæggelsen af apoteksstrukturen i de tyndtbefolkede egne, herunder i vurderingen af, om behovet fx kan dækkes af et håndkøbsudsalg, eller om informationsbehovet tillægges en sådan vægt og ikke kan klares på anden måde end ved etablering af en farmaceutbetjent apoteksenhed. Amterne vil dermed blive ansvarlige for den ønskede geografiske dækning, og kan udbyde tilskud til driften af de enheder, der vurderes behov for, og det er rådets opfattelse at hensynet til rimelig geografisk tilgængelighed dermed vil kunne varetages både billigere og mere hensigtsmæssigt end i dag. Amtslige eller evt. kommunale tilskud kan kombineres med en sektorfinansiering i form af en omsætningsafgift ligesom i dag. I øvrigt skal Konkurrencerådet i den forbindelse pege på, at de muligheder for nem adgang til lægemidler via internettet, der allerede nu er ved at være en realitet, vil kunne bidrage til at varetage hensynet til nærhedsprincippet. Det forhold, at fjernelse af udligningsordningen, som anført af Sundhedsministeriet, vil få konsekvenser for de mest urentabelt drevne apoteker, apoteksfilialer og apoteksudsalg, hvoraf nogle formentlig må lukke, finder rådet ikke i sig selv er et argument for at opretholde ordningen. En bevarelse af sådanne enheder må bero på en konkret vurdering af, om det er berettiget ud fra strukturmæssige forhold. Desuden skal en fjernelse af udligningsordningen ses i sammenhæng med, at apotekerne får mulighed for at udvide deres varesortiment, og rådet deler ikke Sundhedsministeriets bekymring for, at man i apotekersektoren ikke kan finde plads eller føler sig for overkvalificeret til at sælge andre varer og ydelser, såfremt man derigennem kan skabe det fornødne økonomiske grundlag til at dække det manglende tilskud til driften. Rimelige samlede distributionsomkostninger Det er Sundhedsministeriets opfattelse, at bortfald af udligningsordningen og overdragelse af ansvaret for apoteksdækningen til lokale/regionale myndigheder vil betyde øgede omkostninger for "det offentlige", der må hentes via skatter, mens finansieringen af urentable apoteker i dag sker inden for apotekersektorens egne økonomiske rammer (rapportens pkt ). Konkurrencerådet skal hertil bemærke, at de rammer, som gælder for apotekersektorens økonomi, beror på central fastsættelse af apotekernes udsalgspriser og bruttoavance, og at også den gældende udligningsordning reelt er skatte- og brugerfinansieret.

5 5 af :23 I øvrigt vil den del af tilskuddene til apoteker i udbud, der ikke dækkes af amter eller kommuner, fortsat kunne finansieres "inden for sektorens egne rammer". Det vil således fortsat være muligt at opkræve en særlig afgift af omsætningen på receptpligtig medicin pr. apotek, der overstiger en vis grænse, til finansieringen af disse tilskud samt til lignende formål, jf. afsnittet nedenfor. En sådan afgift vil have en vis "udlignende" effekt, idet den i praksis vil omfordele fra store til små apoteker. Særlige overgangsspørgsmål I rapporten (pkt ) angives apotekernes pensionsordning, farmakonomuddannelsen og salg af apotek som særskilte problemer i forbindelse med en liberalisering. Med hensyn til statens pensionsforpligtelse og farmakonomuddannelsen er der imidlertid også her tale om ordninger, der finansieres gennem omsætningsafhængige afgifter, og dermed gennem den offentlige sygesikring og brugernes egenbetaling af medicin. Ud fra en samlet samfundsøkonomisk betragtning er det derfor principielt uden betydning, om finansieringen i et liberaliseret apotekervæsen fortsat sker ved at hente beløbene som en afgift af apotekernes omsætning eller via direkte skattefinansiering. Spørgsmålet om goodwill ved overtagelse af apoteker må efter rådets opfattelse bl.a. ses i lyset af, at en liberalisering forventes at øge konkurrencen og dermed reducere eneretsværdien, og at realiseret goodwill er skattepligtig. På den anden side kan der ligge et problem i, at de nuværende ejere af især velbeliggende apoteker uden videre kan opnå en goodwill, som de ikke har skullet betale i købssituationen. En løsning kunne fx være at lave en regulering, hvorefter halvdelen af al goodwill som realiseres ved første overdragelse efter en liberalisering tilfalder staten som en særafgift, mens den anden halvdel beskattes efter de sædvanlige regler. Avancekontrol og maksimalpriser i en liberaliseret apotekssektor Teoretisk kunne man argumentere for, at fri adgang til at etablere apoteker bør lede til, at apotekernes avance blev fri. Konkurrencerådet kan imidlertid tilslutte sig at der fortsat bør være et loft over avancen. Årsagen hertil er bl.a., at patienterne ikke er "fri" til at undlade forbrug samt risikoen for overvæltning af høje priser på højere medicintilskud. I rapporten (pkt ) giver Sundhedsministeriet imidlertid udtryk for, at en overgang fra den gældende kontrol med apoteksavance og priser til avancekontrol via maksimalpriser i en liberaliseret sektor er forbundet med store komplikationer. Efter rådets opfattelse kan det imidlertid ikke volde de store administrative problemer, som ministeriet antyder. Også i dag fastsættes apotekernes avance og udsalgspriser fra centralt hold og på baggrund af fastlagte indberetningsprocedurer. Instrumenterne til den foreslåede avancekontrol er dermed allerede til stede, og kan i princippet ske som en videreførelse af den i dag anvendte beregningsmetode med udgangspunkt i en årlig regulering af avanceprocenten. Som i dag skal der ved fastsættelsen af maksimalpriser naturligvis tages hensyn til de nødvendige omkostninger, der er forbundet med distributionen, samt en rimelig avance. I et liberaliseret apotekervæsen vil fastsættelsen af maksimalpriser imidlertid alene skulle vedrøre de receptpligtige lægemidler, og priserne beregnes på basis af de anmeldte apoteksindkøbspriser. Fastlæggelse af avanceprocenten må derfor også baseres på apotekernes faktiske omkostninger ved omsætningen af receptpligtige lægemidler. Apotekersektoren har også i dag pligt til løbende at indberette en række nøgletal, og det er rådets

6 6 af :23 opfattelse, at det ikke vil være forbundet med uforholdsmæssigt store byrder, at omstille den allerede eksisterende teknologi til indberetning af de nøgletal for salget af receptpligtige lægemidler, der er nødvendige for at kunne overvåge bruttoavanceudviklingen i en dereguleret sektor. Sundhedsministeriet har i den forbindelse peget på, at de omsætningsmæssigt små apoteker ikke vil være i stand til at prissætte under maksimalpriserne, og at de dermed vil blive ramt af de nedjusteringer af avanceprocenten, som følger af en generelt større evne i sektoren til at presse leverandørerne prismæssigt. Konkurrencerådet skal hertil bemærke, at det i et liberaliseret system vil være muligt også for omsætningsmæssigt små apoteker, fx via indkøbssamarbejde, at få del i de gevinster, der er forbundet med en større køberstyrke. Desuden kan det næppe være et formål i sig selv at holde liv i urentable apoteker, med mindre det skyldes geografisk tilgængelighed, hvilket kan løses på anden vis, jf. ovenfor. Med hensyn til beregningen af medicintilskud finder rådet heller ikke, at dette kan være forbundet med væsentlige problemer. Også i et liberaliseret system kan der pålægges pligt til generisk substitution, og udgangspunktet må her være, at tilskuddene som i dag maksimalt kan udgøre et beløb, der svarer til tilskud opgjort efter de kendte maksimale referencepriser. Såfremt apotekets faktiske pris er lavere end maksimalprisen, skal tilskuddet beregnes af den faktiske pris, som er den pris apotekerne får pligt til at indberette i forbindelse med afregningen med sygesikringen. Dermed vil prisreduktioner indebære en nedsættelse af såvel forbrugerens egenbetaling som sygesikringens udgifter, og omstilling til indberetning af apotekernes faktiske priser kan efter rådets opfattelse klares rent edb-teknisk via det eksisterende udstyr. Alt i alt finder rådet, at anbefalingen om at erstatte den gældende fastprisordning med en maksimalprisordning kan gennemføres uden væsentlige ændringer i forhold til det kendte, blot med den forskel, at apotekerne får mulighed for at fravige prisen i nedadgående retning. Hvor markedsgrundlaget er til stede, får apotekerne dermed mulighed for også at bruge prisen som konkurrenceparameter, hvilket ganske vist betyder, at den direkte virkning formentlig fortrinsvis vil kunne mærkes af forbrugerne i tættere befolkede egne med en større apoteksdækning. Men en maksimalprisordning sikrer samtidig, at forbrugerne i de egne, hvor konkurrencen er mindst effektiv, ikke stilles ringere end under det nuværende system, men tværtimod om end mere indirekte får gavn af den samlede besparelse på de offentlige udgifter til medicintilskud. Deregulering af salget af håndkøbsmedicin Sundhedsministeriet peger i rapporten (pkt ) på en række problemer vedrørende ophævelse af apotekernes eneret til salg af håndkøbsmedicin. Sigtet med at lade andre forretninger end apoteker varetage salget af håndkøbsmedicin uden recept er at skabe øget konkurrence og dermed lavere priser på produkterne, og Konkurrencerådet finder ikke, at de betænkeligheder, som Sundhedsministeriet peger på, er uforenelige med en liberalisering eller har en sådan vægt, at hensynet til en mere effektiv distribution til gavn for forbrugerne bør vige. Med hensyn til de sikkerhedsmæssige aspekter, vil der ved forhandling af håndkøbsmedicin kunne stilles de nødvendige krav til det ekspederende personales faglige forudsætninger. Tilsvarende krav stilles også inden for andre brancheområder, og det er ikke rådets opfattelse, at lønudgifterne i så henseende vil virke hæmmende for målet om prisreduktion via konkurrence.

7 7 af :23 Herudover giver Sundhedsministeriet udtryk for, at den øgede tilgængelighed, som ellers er en af de væsentlige målsætninger bag den eksisterende lægemiddeldistribution, vil have negative sundhedsmæssige konsekvenser i form af en potentiel risiko for et øget forbrug, såfremt apotekervæsenet liberaliseres. Dette begrundes bl.a. med en forventning om intensiv forbrugerrettet markedsføring af produkterne samt ændrede forbrugervaner som følge af, at produkterne vil blive anset som almindelige dagligvarer. Konkurrencerådet skal hertil bemærke, at der for det første er en meget detaljeret regulering af adgangen til at reklamere for lægemidler. Fx skal reklamen være i overensstemmelse med Lægemiddelrådets godkendte resumé af produktets egenskaber, og reklamen må ikke give indtryk af, at det almindelige velbefindende kan forbedres ved brugen eller forringes ved at undlade at bruge lægemidlet. Annoncering i fjernsynet er forbudt, og selv om man lovligt vil kunne sende lægemiddelreklamer fra TV-stationer placeret i udlandet, finder rådet det usandsynligt at en liberalisering af salget af håndkøbsmedicin skulle føre til et væsentligt øget brug af dette medie, idet forventningerne om øget salg af disse midler ikke står i forhold til omkostningerne ved denne form for reklame. Forbrugerne har endvidere allerede i dag mulighed for at købe håndkøbsmidler i de knapt 800 håndkøbsudsalg, der findes over hele landet, og som også er fysisk placeret i forskellige former for anden detailhandel. Desuden vil der som nævnt kunne stilles krav om særligt personale, ligesom der kan stilles krav om opbevaring og salg "bag disk", således at håndkøbsmidlerne adskilles fra det øvrige varesortiment. Sundhedsministeriets indvending om, at de mest omsatte produkter også vil blive de mest konkurrenceudsatte, og at det dermed kun vil være forbrugerne af de mest anvendte håndkøbslægemidler, der får gavn af dereguleringen, synes at tage udgangspunkt i et lighedsprincip, der bygger på en holdning om, at priskonkurrence kun er acceptabel, hvis konkurrencen til enhver tid foregår på alle produkter inden for et givet område. Udmøntningen af et sådant princip indebærer, at man generelt afskærer forbrugerne fra at få gavn af prisreduktioner opnået gennem virksom konkurrence, idet konkurrencen i sagens natur især udspiller sig på områder, hvor udbudet på grund af omsætningens størrelse er størst. Konkurrencerådet finder derfor ikke, at Sundhedsministeriets indvending kan bruges som et sagligt argument imod en liberalisering. Dertil kommer, at den anførte konsekvens er baseret på en antagelse om, at nogle forbrugere kun har behov for de mest anvendte midler og andre kun for de mindst anvendte. Antagelsen er næppe realistisk, da den forudsætter, at der er tale om kroniske tilstande, som typisk ikke vil blive behandlet med håndkøbsmedicin i det mindste ikke uden recept. Endelig har Sundhedsministeriet peget på, at apotekernes omsætningstab ved en liberalisering af salget af håndkøbsmedicin indebærer risiko for, at tabet skal hentes ind over priserne på de receptpligtige lægemidler, fordi apotekerne efter Sundhedsministeriets opfattelse ikke er tilstrækkeligt gearede til at udvide deres varesortiment og optræde som konkurrencedygtige aktører ved salg af andre varer. Konkurrencerådet skal hertil bemærke, at håndkøbslægemidler solgt uden recept udgør under 10% af apotekernes samlede omsætning. Selv om en betydelig del af dette salg kan forventes overtaget af den øvrige detailhandel i et liberaliseret system, er det rådets klare opfattelse, at den omsætning, som apotekerne mister derved, uden væsentlige problemer vil kunne hentes ind gennem andet end de receptpligtige lægemidler. For det første vil apotekerne stadig kunne fastholde en del af det frie håndkøbssalg, da apotekerne må formodes at ville konkurrere på deres særlige status, og da forbrugsvaner ikke

8 8 af :23 ændres fra dag til anden. Desuden har apotekerne stadig den fordel, at udlevering af receptpligtig medicin typisk er forbundet med ventetid, hvor kunden kan lade sig inspirere af et udvidet varesortiment. Endelig har apotekerne mulighed for, ud over et bredere varesortiment, at øge omsætningen gennem udvidelse af deres servicevirksomhed og tilbud om sundhedsfremmende aktiviteter. Sundhedsministeriets alternative forslag til modernisering af apotekervæsenet Sundhedsministeriet har fremsat en række forslag til modernisering af apotkervæsenet, der ifølge rapporten skal betragtes som et alternativ til Medicinudvalgets forslag. Konkurrencerådet kan tilslutte sig enkelte af disse forslag dog ikke som alternativ men som supplement til Medicinudvalgets forslag. Rådet kan således tilslutte sig oprettelsen af internetapoteker (rapportens pkt. 3.1), som bl.a. på sigt vil kunne reducere behovet for apoteksdækning i enhver tyndtbefolket egn af landet. Rådet kan også tilslutte sig forslaget om dosisdispensering (rapportens pkt. 3.2), hvor pakning og levering - i lighed med Medicinudvalgets forslag vedrørende fremstilling og levering af magistrelle lægemidler i en dereguleret apotekersektor overlades til sygehusapotekerne eller evt. udbydes i licitation. Endelig kan rådet tilslutte sig et forslag om, at sygehusapoteker får mulighed for at levere magistrelle lægemidler til private apoteker (rapportens pkt ), hvilket i øvrigt er i overensstemmelse med Medicinudvalgets forslag. Derimod er det rådets holdning, at private virksomheder ikke bør stilles ringere i konkurrencen end offentlige virksomheder, der agerer på det samme marked. Dette gælder også inden for sygehussektoren, og rådet kan derfor ikke støtte Sundhedsministeriets konklusion vedrørende private hospitalers adgang til lægemidler (rapportens pkt ). Eksempelvis må det være op til de private hospitaler selv at vurdere, om der er tilstrækkeligt økonomisk grundlag for at oprette sygehusapotek. Rådet kan heller ikke støtte Sundhedsministeriets konklusioner vedrørende distributionen af veterinære lægemidler (rapportens pkt. 3.4). I lighed med rådets anbefalinger vedrørende distributionen af humane lægemidler, bør der ske en deregulering af området. Sundhedsministeriets forskellige forslag (rapportens pkt ), der tjener til bevaring af det eksisterende bevillingssystem, står i modsætning til anbefalingerne om et liberaliseret apotekervæsen, hvor det gældende bevillingssystem forslås afskaffet og erstattet af en autorisationsordning. I den forbindelse skal Konkurrencerådet blot for en ordens skyld understrege, at rådet selvsagt ikke kan tilslutte sig elementerne i disse forslag, der cementerer den eksisterende struktur og hindrer den foreslåede regelforenkling og effektivisering af apotekersektoren.