Vi skal derfor anmode kommunen om at trække sin afgørelse tilbage og genoptage sagen.

Transkript

1 Dato 19. maj 2016 Sagsbehandler Søren Peter Kongsted Mail Telefon Dokument 15/ Side 1/5 Afvist partsstatus vedr. vejomlægning Kommunens sagsnr.: 11/4902 I af 1. februar 2015 har G, som ejer af ejendommen, matr. nr. 26y, Skiverenvej 75, klaget over Frederikshavn Kommunes afslag af 8. januar 2015 på at tildele hende partsstatus i spørgsmålet om omlægning af adgangsvejen for ejendommene, Skiverenvej 79 og 89. Vores afgørelse Kommunens afgørelse om, at hun ikke har partsstatus i sagen, er ikke lovlig. Vi skal derfor anmode kommunen om at trække sin afgørelse tilbage og genoptage sagen. De fremførte klagepunkter G skriver bl.a., at: hendes ejendom grænser op til vejen på en ca. 100 meter lang strækning hendes byggegrænse bliver flyttet på grund af vejens flytning, jf. en fællesdeklaration af 10. oktober 1967 vedr. ejendommene, matr. nr. 26x, 26y og 26z smst., hvilket medfører indskrænkning af såvel brugsret som byggeret kommunen har ikke givet dispensation fra disse afstandskrav til skel/vej, hvorfor fællesdeklarationen fortsat er gældende ulemperne for ejeren af matr. nr. 26x hvor vejen er beliggende sender disse ulemper videre til hende ved omlægningen ejeren af matr. nr. 26x ødelægger et 500 km2 stort naturbeskyttet 3-hedeområde ved at omlægge vejen forløbet af den nye vej vil være uhensigtsmæssigt med skarpe sving og tung trafik på hedenaturområde forløbet af den nye vej giver gener for hendes ejendom i form af lysindfald fra landbrugs- og skovkøretøjer m.fl. Vejdirektoratet Niels Juels Gade København K Telefon vd@vd.dk vejdirektoratet.dk SE EAN

2 G har senere under klagesagen oplyst, at vejen er anlagt med to endnu skarpere sving, så oversigtsforhold er helt umulige, og at vejen er så smal langs skellet til hendes ejendom, at det er svært at se, hvordan to køretøjer kan passere hinanden uden at køre ind over hendes ejendom. Samtidig er det G s opfattelse, at affald fra vejarbejdet er blevet kastet ind på hendes ejendom samt, at vejen er blevet ført i en bue ind over hendes ejendom. Baggrund Den del af Skiverenvej, der betjener ejendommene, Skiverenvej 79 og 89, er en privat fællesvej, der er beliggende i det åbne land (landzone). Vejen bliver derfor administreret efter reglerne i privatvejslovens 1 afsnit II om private fællesveje på landet, jf. lovens 4. Vejen ligger på flere matrikler, herunder på matr. nr. 26x, Skiverenvej 89, og har forbindelse til den offentlige vej, Skiverenvej (kommunevej). På matr. nr. 26x skal vejen omlægges, så den fremover overvejende løber langs skellet til G s ejendom, matr. nr. 26y. Omlægningen betyder, at vejen får nogle sving i forbindelse med tilslutningen til den eksisterende adgangsvej på matr. nr. 27b, Skiverenvej 79. Kommunen har konkret afvist, at G har partsstatus i omlæggelsesspørgsmålet, idet vejen ikke ligger eller kommer til at ligge på hendes ejendom, matr. nr. 26y. Hertil kommer, at hun ikke har vejret til vejen, og at hun har direkte adgang til den offentlige vej, Skiverenvej. Endelig og i samme forbindelse vil hun ikke blive pålagt udgifter til vejens vedligeholdelse (da hun ikke benytter den). Ny eller gammel lovgivning Der er med virkning fra 1. juli 2015 trådt en ny vejlov 2 i kraft, og i den forbindelse er der trådt en række ændringer i kraft i privatvejsloven 3. Da kommunens afgørelse af 8. januar 2015 er truffet med hjemmel i privatvejslovens regler fra før 1. juli 2015, er det dermed disse regler, der finder anvendelse i den konkrete sag, jf. bestemmelsen herom i den nye vejlovs 140, stk Reglerne om omlægning af private fællesveje Private fællesveje kan nedlægges af grundejerne uden kommunens godkendelse. Dette fremgår af privatvejslovens 12, stk Lov nr af 21. december 2010 om private fællesveje, som ændret ved lov nr. 379 af 2. maj 2011 og lov nr. 552 af 2. juni Lov nr af 27. december 2014 om offentlige veje m.v. 3 Lovbekendtgørelse nr af 4. november 2015 om private fællesveje. 4 Efter denne bestemmelse skal sager, der verserer ved Vejdirektoratet på ikrafttrædelsestidspunktet, afgøres efter de hidtidige regler. Dette gælder også reglerne på privatvejslovens område. 2

3 Kommunen kan tage stilling til nedlæggelse og omlægning af private fællesveje efter reglerne i og skal gøre det, hvis en grundejer med den fornødne interesse i spørgsmålet anmoder kommunen om det. Dette fremgår af privatvejslovens 12, stk. 3. Af reglerne i fremgår det særligt: Kommunen skal i henhold til privatvejslovens 73, stk. 1, offentliggøre en påtænkt beslutning om nedlæggelse eller omlægning af vejen eller dele af den. Beslutningen skal samtidig meddeles til: 1) ejere af ejendomme, der grænser til vejen, 2) ejere af ejendomme, hvis adkomst eller rettigheder til vejen er tinglyst, og 3) ejere af andre ejendomme, som må antages at have vejret til vejen. I meddelelserne skal kommunen give en frist på mindst 8 uger til at fremkomme med indsigelser og ændringsforslag. Meddelelserne skal indeholde oplysning om indholdet af 72, stk. 2, og 75. Hvis kommunen ikke selv har rejst spørgsmålet om vejens nedlæggelse eller omlægning, skal meddelelserne også indeholde oplysning om indholdet af 76. Dette fremgår af privatvejslovens 73, stk. 2. Afgørelse kan først træffes, når fristen i stk. 2 er udløbet. Dette fremgår af privatvejslovens 73, stk. 3. Hvad kan Vejdirektoratet tage stilling til Vi kan tage stilling til, om kommunen har truffet en lovlig afgørelse (retlige spørgsmål) efter vejlovgivningen 5, her privatvejsloven. Men vi kan ikke tage stilling til kommunens vurderinger (skøn) inden for lovens rammer. Det følger af privatvejslovens 87, stk. 2. Det betyder, at vi kan vurdere, om kommunen i forbindelse med en sådan afgørelse har fulgt vejlovgivningen, forvaltningslovens 6 og almindelige forvaltningsretlige regler. Men vi kan ikke tage stilling til spørgsmålet om god forvaltningsskik. Vi kan heller ikke tage stilling til privatretlige spørgsmål, ex. fortolkningen af skøder, deklarationer eller lignende, ligesom vi heller ikke kan tage stilling til forhold efter anden lovgivning. For at vi kan tage stilling til en klage, er det forudsætning, at den, der klager over en afgørelse, er part i sagen, dvs. har partsstatus. At være klageberettiget Det er en forudsætning for, at Vejdirektoratet kan tage stilling til en klage, at den person, der klager, er klageberettiget. Hverken vejlovgivningen eller forvaltningsloven indeholder en definition af, hvem der skal anses for at være klageberettiget i en sag. Som hovedregel vil en part i en sag være klageberettiget. Men 5 Vejloven og privatvejsloven. 6 Lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april

4 partsbegrebet er heller ikke defineret i vejlovgivningen eller forvaltningsloven, men er omtalt i forarbejderne til forvaltningsloven og nærmere i den juridiske litteratur. Det fremgår heraf, at kerneområdet for partsbegrebet er afgørelsens adressat. Andre personer kan efter omstændighederne have partsstatus, navnlig hvis den pågældende har en væsentlig, direkte og individuel interesse i sagens udfald. Vores vurdering Vi har tidligere konstateret 7, at der er en række forhold i den konkrete sag, der peger mod, at G ikke har partsstatus i sagen, særligt at vejen ikke ligger på hendes ejendom, at hun dermed ikke er at betragte som vejejer, at hun ikke har vejret til vejen, at hendes ejendom har adgang direkte ud til den offentlige vej, Skiverenvej, og at disse adgangsforhold ikke bliver berørt af vejomlægningen. Vi har tillige oplyst, at det blotte forhold, at G s ejendom fysisk kommer til at grænse til vejen, heller ikke taler for, at hun bør tildeles partsstatus i spørgsmålet om vejomlægningen. Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at hun ikke har vejret til vejen, hvorfor hun ikke kan benytte den som adgangsvej til sin ejendom, og at hun således ikke kommer til at bidrage til vejens vedligeholdelse. Vi har i den forbindelse efterfølgende vurderet bestemmelsen i privatvejslovens 73, stk. 1, nr. 1, og må lægge til grund, at bestemmelsen netop ikke kan antages at begrænse sig til kun at omhandle de tilfælde, hvor vejen allerede inden omlægningen grænser til ejendommen. Og dette da bestemmelsens ordlyd ikke indeholder en sådan begrænsning. Bestemmelsen i 73, stk. 1, nr. 1, må derfor også antages til at finde anvendelse i de tilfælde, hvor en omlagt vej efter omlægningen kommer til at grænse til ejendommen. Vi må tillige lægge til grund, at bestemmelsen heller ikke kun kan antages til at omhandle ejere af ejendomme, der har vejret til den omlagte vej. Og dette da bestemmelsens ordlyd ikke indeholder en sådan begrænsning samt, at spørgsmål om vejrettigheder og vejret netop er særskilt reguleret i bestemmelsens stk. 1, nr. 2 og 3. Da vejen efter omlægningen således kan konstateres til fysisk at forløbe op ad skel til G s ejendom på matr. nr. 26y, må vi derfor lægge til grund, at hun som ejer af en tilgrænsende ejendom dermed er omfattet af bestemmelsen i 73, stk. 1, nr. 1, hvorfor hun burde have været inddraget som part i sagen. Og det uagtet, at hun netop ikke har vejret til vejen. Den manglende inddragelse er en retlig fejl, og vi kan ikke afvise, at den manglende inddragelse af G som part i sagen kan have fået betydning for afgørelsens indhold. Vores afgørelse Kommunens afgørelse om, at hun ikke har partsstatus i sagen, er ikke lovlig. Vi skal derfor anmode kommunen om at trække sin afgørelse tilbage og genoptage sagen. Forhold efter anden lovgivning 7 Bl.a. i af 25. november

5 Spørgsmålet om, hvorvidt kommunen bør dispensere fra bestemmelserne i naturbeskyttelsesloven 8 vedrørende ændringer i tilstanden af hedejord, jf. denne lovs 3, er ikke spørgsmål, som vi som klagemyndighed kan tage stilling til, jf. det ovenfor nævnte omkring begrænsningerne i vores kompetence som klagemyndighed. Det er spørgsmål, som i stedet må afgøres af Natur- og miljøklagenævnet, der er klagemyndighed i forhold omfattet af naturbeskyttelsesloven. Privatretlige spørgsmål Spørgsmålet om, hvorvidt G finder, at vejomlægningen medfører gener for hendes ejendom, ex. i form af lysgener, smidt affald mv., er heller ikke spørgsmål, som vi kan tage stilling til. Det er derimod naboretlige spørgsmål, som må afgøres privatretligt mellem parterne. Ved fortsat uenighed må sådanne spørgsmål, herunder eventuelle erstatningsspørgsmål i den forbindelse, indbringes for og afgøres af domstolene. 8 Lovbekendtgørelse nr af 8. december 2015 om naturbeskyttelse. 5