Gadehunde i verden HUND

Transkript

1 HUND Gadehunde i verden Gadehunde er et meget stort problem i store dele af verden. I Europa skal man ikke længere væk end Spanien og Italien, før der er gadehunde, og det er et stort problem i Grækenland og Tyrkiet, hvor mange nordeuropæere gør et stort arbejde for disse hunde. Også i Asien er der et stort problem, men hvordan yder man den bedste indsats for at afhjælpe gadehundeproblemerne? [ Mogens Hansen ] Dyrlæge, Helsingør Aggresiv hund fanges I mange områder over hele verden, senest i forbindelse med forberedelserne til olympiaden i Grækenland, er der blevet brugt gift og elektricitet til aflivning af gadehunde. Men det har vist sig, at når man afliver hundene på denne inhumane måde, opstår der et tomt biologisk rum, som lynhurtigt bliver fyldt ud af mange nye hvalpe, og at man faktisk ender med en meget større population af hunde. Den rigtige løsning har vist sig at udføre såkaldte ABC programmer, hvor man foretager neutralisering, mærkning samt rabiesvaccination af ca. 70 % af hundepopulationen i området. Hvis man samtidig kan få reguleret mængden af madaffald i området og få lokalbefolkningen til at adoptere hundene, så vil dette nok være det optimale. Denne adoptionspolitik er man begyndt på i Bangkok i en organisation, som hedder Soi Dog Rescue (soi er det thailandske ord for gade). De andre positive effekter af et sådant projekt er en meget bedre tilstand for de hunde, som er tilbage, og så er der ikke langt til målet for en kontrolleret og sund hundepopulation. Der er flere områder i Indien, hvor der foretages ABC projekter. Disse projekter er etableret af organisationerne Blue Cross i Chennai (tidl. Madras) og af HIS (Help in suffering) i Jaipur. I Chennai havde man siden 1860 slået hunde ihjel, først med gift og senere med elektricitet. På trods af at antallet af disse inhumane aflivninger steg og steg fra 100 i 1860 til i 1995, så øgedes antallet af hunde, hundebid og rabiestilfælde hos mennesker. Einstein har engang sagt: Dumhed er at gentage den samme fejl gang på gang i forventning om et andet resultat. Så i 1995 fik man så endelig overbevist myndighederne i Chennai om at forsøge ABC projekt i området. Dette projekt har nu kørt siden 1995, og man har fået neutraliseret og rabiesvaccineret hunde. Og hvilket resultat er der så kommet ud af dette? Antallet af rabiestilfælde i området er gået fra 120 tilfælde i 1995 til 16 i I Jaipur er der siden starten i 1995 opereret hunde, og også her er antallet af hundebid og rabiestilfælde faldet drastisk. Der er nu flere steder i Indien, hvor disse projekter bliver støttet af både statslige og private organisationer. Desværre har man flere steder været meget utålmodige og gået i gang med aflivninger igen. Og hyppigt har man så aflivet de hunde, som med stort møje og besvær er blevet opereret, da de typisk også har været de nemmeste at få fat i. Gadehunde i Thailand Gadehunde er et meget stort problem i Thailand, ligesom i alle lande over hele verden, dog undtaget ganske få vestlige lande, heriblandt Danmark. Alle, som vi talte med i Thailand, var meget overrasket over, at vi ingen gadehunde har i Danmark. Om det overhovedet kunne lade sig gøre? Ja, de troede faktisk, at vi var fulde af løgn! Men gadehundeproblemet i Thailand er af en lidt anden oprindelse end i mange andre lande. En stor del af Thailands gadehundeproblem bunder i den buddhistiske tankegang, hvor det ikke er tilladt at aflive hundene. Og da mange thailændere faktisk er meget glade for hunde, i hvert fald så længe de er små og nuttede, så er det almindeligt at anskaffe sig en lille hvalp. Den køber man typisk på et af de utallige gademarkeder eller i en af de mange dyrehandler, hvor hundene er til udstilling i vinduerne. Men da der ikke er 8 Dansk Veterinærtidsskrift august Nummer 15/16 Årgang 88

2 tradition for at opdrage hundene i Thailand, bliver ejeren hurtigt træt af hunden, når den bliver voksen og besværlig, og enten afleverer man den til et kloster, hvor munkene så skal tage sig af den, eller man sætter den på gaden i et andet område end det, man selv bor i. Der er gjort forsøg på at begrænse dette problem. Selveste Kong Bhumipol, Thailands højtelskede og respekterede konge, har adopteret gadehunde og efterfølgende trænet dem og skrevet en bog om dette for at påminde det thailandske folk om deres ansvar for disse hunde. Medierne og mange private organisationer prøver ligeledes at få folk til at adoptere gadehunde, men foreløbigt med kun ringe effekt. I en del områder bliver der stadig lagt mad med gift ud, typisk stryknin, hvor hundene dør under store pinsler. Hvordan hænger det nu sammen med den buddhistiske tankegang, hvor man ikke må aflive hundene? Deres forklaring er, at hundene jo vælger selv at spise det foder, som giften er i, derfor kan man sammenligne det med selvmord. En lidt pudsig tankegang, lidt den samme, som da jeg spurgte en tibetansk munk, hvorfor de kunne spise kød, når de ikke måtte slå dyrene ihjel. Det er ikke os, der slagter dyrene, var svaret. I Bangkok er der startet en statslig sterilisationskampagne, hvor et meget stort antal hunde er blevet steriliseret og vaccineret. Problemet er bare, at kvantiteten ikke fejler noget, men kvaliteten er elendig. Efter operationerne er der intet opsyn med hundene. Stadig bedøvede bliver de smidt ind i store bure med meget lidt mad og vand og uden opsyn i de 7 dage, som der går, før de bliver sluppet løs igen. Mange af hundene dør af væskemangel, blødninger og infektioner, ligesom en del også dør af kvælning, fordi de bliver smidt ind ovenpå hinanden. Der er en del private personer, både thailændere og expats (udlændinge bosat i Thailand), som er taget rundt til disse hundelejre og forsøger at hjælpe, men det er en næsten umulig opgave. Derfor er der flere hundeorganisationer, som er Hund uden bagben etableret, nærmest som en protest overfor dette statslige massesterilisationsprojekt. Og en af disse organisationer er Soi Dog Rescue, som er startet af expats (vesterlændinge bosat i Thailand). En anden organisation er Dogchance, som er oprettet af en rig thailandsk kvinde. Starten på vores thailandske projekt Jeg var i marts 2004 på et hundeprojekt i Bodhgaya i det østlige Indien, og efter næsten 3 uger på linsesuppe, ris og vand på et vestligt buddhistisk hjælpecenter i dette område følte jeg, at tiden var inde til lidt forandring. Så da jeg mødte et par fra Thailand, som lige var på besøg på centeret, og som fortalte, at man kunne komme til Bangkok billigt, tog jeg en rask beslutning. Mit hundearbejde i området var færdigt, og jeg havde lige 4 dage, inden jeg skulle hjem, og hvad kunne være mere lækkert end thailandsk mad og nogle kolde thailandske øl som afslutning? Så næste dag var jeg på vej til Calcutta med toget for at tage flyet til Bangkok, og det skulle faktisk vise sig at være startskuddet til det næste hundeprojekt. For på en irsk pub på Sukhumvit Road i Bangkok så jeg henover et skummende glas Guinness øl en reklame for Soi Dog Rescue. Dette vakte min nysgerrighed, og jeg tog en seddel med hjem med deres hjemmeside. I Danmark kontaktede jeg organisationen, som viste sig primært at bestå af udlændinge bosat i Bangkok. Mange gadehundeorganisationer over hele verden bliver startet af udlændinge, som ønsker at gøre livet bedre for hundene. Og Soi Dog Rescue er ingen undtagelse. Efter en indledende mail fra mig kom der meget hurtigt en positiv mail retur, om at de ville da være utrolig glade for lidt dyrlægehjælp til deres hundearbejde dernede. De viste sig at være 5 utroligt energiske kvinder af engelsk og amerikansk oprindelse, og deres kontaktkvinde var Sheridan, i daglig tale Sherry, som jeg så mailede med gennem det næste stykke tid. Vi fandt frem til, at jeg kunne komme derned i slutningen af regntiden, hvilket var i oktober/november måned. Tropperne samles I løbet af sommeren 2004 blev min artikel fra turen i Bodhgaya i Indien trykt i DVT, og her var der en opfordring til dyrlæger og veterinærsygeplejersker til at deltage i fremtidige ture. Og efter denne opfordring var det lige før, at min lille mailboks - postmand var træt af at slæbe alle de mails ind i min indbakke. Men til min undren var alle henvendelserne fra dyrlægestuderende eller rimeligt nyuddannede dyrlæger, ikke en eneste var fra erfarne dyrlæger. Hvad er der blevet af den gamle 70 er indstilling til omverdenen? Men der var så mange henvendelser, at der faktisk var alt for mange personer til Thailandsprojektet. Da der var kommet en opfordring fra Bodhgaya i Indien vedr. > Dansk Veterinærtidsskrift august Nummer 15/16 Årgang 88 9

3 HUND hjælp til et stort sterilisationsprojekt i februar 2005, blev det besluttet at lave 2 teams, et indisk og et thailandsk. Det indiske hold kom op på 10 personer og har været af sted i februar Her blev der holdt et møde i sommeren 2004, hvor jeg orienterede om forholdene i området og selve det praktiske arbejde, hvorefter det var meningen, at gruppen skulle klare sig selv, da jeg ikke havde mulighed for at tage med på det projekt. Det thailandske team kom op på 9 personer med afrejse i oktober 2004, og det er dette projekt, som jeg her vil skrive om. I begyndelsen var det meningen, at jeg skulle have været af sted alene, men da Harpa, som er veterinærsygeplejerske på vores klinik, hørte om projektet, så fik jeg ikke en rolig stund, før jeg havde lovet hende, at hun godt kunne tage med. Og så ville hendes veninde Malene fra Fakse Dyreklinik også med, og så var der jo lige nogle henvendelser via mail, ja og så var vi lige pludselig 9 personer (+ 1 kone og 1 barn). Tiden frem til afrejsen gik med planlægning af rejsen, indsamling af udstyr og sponsorater og en række mails mellem Danmark og Bangkok vedr. de praktiske forberedelser. Lidt ferie inden projektet Da jeg skyldte mine 2 dejlige børn på 19 og 17 år en dykkerferie, så besluttede jeg at tage til Thailand 14 dage før selve projektet for at dykke med dem på Similan øerne ud for Thailands vestkyst. Faktisk sejlede vi ud til disse øer fra Khao Lak på Thailands vestkyst, det selv samme område, som er blevet hårdest ramt af den frygtelige flodbølge. Tanken om, at det kunne være sket, mens man var der, og at man kunne have mistet begge ens børn, er frygtelig. Derfor har jeg siden haft mange tanker om, hvad der er sket med alle de smilende og glade mennesker i Khao Lak og på Phuket, hvor vi både nu, men også før, har haft nogle pragtfulde ferier. Nu har thailænderne virkelig brug for deres optimistiske livssyn, og deres udtryk mai pen rai, som de er kendt for over hele verden, og som betyder det gør ikke noget, det skal nok gå, det er lige meget, kommer virkelig på prøve nu i en lang periode. Specielt når man tænker på, at mens vi var dernede bare 2 måneder inden flodbølgen, oplevede vi en kæmpeoversvømmelse på Phuket på grund af kraftig monsunregn. Overalt i gaderne stod der 50 cm vand, ja ind i alle butikker, barer og restauranter var der vand. Så de havde lige fået tørret alle deres ting, da flodbølgen kommer og oversvømmer det hele igen! Men livet kører allerede videre, jeg har mailet og SMS et med flere thaier dernede, og de er faktisk mere bekymrede over, at der ikke kommer nogen turister nu. Første møde med Soi Dog Rescue Efter en dejlig dykkerferie med ungerne tog jeg videre til Bangkok, og jeg havde fået følgeskab af Henrik, som er grafiker/webdesigner, og som jeg gennem flere år har lavet magasinet Alt om din hund og kats sundhed sammen med. Udover at skulle stå for oprettelse af en hjemmeside om vores projekter så var det også hans opgave at tage film og billeder dernede. I den pulserende storby Bangkok mødtes vi med personerne fra Soi Dog Rescue på The Dubliners, den selv samme irske pub, hvor jeg første gang havde set reklamen for deres organisation. De var alle sammen ægtefæller til vesterlændinge (englændere, amerikanere og australiere), som var udstationeret i Thailand for deres firmaer. Og så en enkelt kvinde fra Tyrkiet, som stod for arbejdet med gadehunde i Istanbul og var på besøg i Thailand. De havde arrangeret 5 forskellige områder, som vi skulle arbejde i, således at vi skulle være samme sted 2 gange med en uges mellemrum. Dette var af hensyn til, at de opererede hunde kunne passes i en uge, inden de fik fjernet deres suturer. En kæmpe fordel for os, vi fik jo ligesom set mere af Bangkok på denne måde. De fleste af områderne var i tilknytning til buddhistiske munkeklostre, hvor der var et stort problem med gadehunde, idet thaierne tit afleverer hunde til disse klostre, en tradition, som går langt tilbage. Og det er ikke kun hunde, som bliver afleveret på klostrene. Vi besøgte et kloster tæt på Myanmars grænse, hvor munkene er blevet kendt for at modtage tigerunger, som er blevet efterladt, efter deres mor er blevet skudt af krybskytter. Og der var en lang række af andre dyr, som folk afleverede til klostrene, men det var hundene, som vi skulle koncentrere os om. Over et skummende glas Guinness hørte vi om deres forberedelser, hvilket var imponerende, når man tænker på, at de fleste ingen erfaring havde med denne slags projekter. Udover at få tilladelserne til at gennemføre projekterne i disse områder havde de arrangeret store bure til at holde hundene i en uge, købt medicin og en række andre ting ind, lavet arbejdsplaner for os og dem selv, arrangeret frokost til alle dagene, hjulpet med indkvartering til os (til en meget rimelig pris!) samt hundredvis af andre små og store ting, som altid dukker op i projekter som disse. Først var vi 2 dyrlæger Fuld af optimisme gik vi så i gang dagen efter. Vi var så Christian, en nyuddannet dyrlæge, som havde været i praksis i kort tid samt undertegnede. Christian havde sammen med sin kone og barn holdt 14 dages ferie på en lille ø, Koh Chang, sydøst for Bangkok og var derfor mødt op i Bangkok, et par dage før den store gruppe kom. Vi skulle denne første dag arbejde for organisationen Dogchance, omtalt i artiklen. Den er oprettet af en thailandsk kvinde ved navn Pym, som er stinkende rig og har et kæmpe hus med have i midten af Bangkok, som hun deler med 150 gadehunde! Derudover har hun en landejendom, hvor der yderligere er 450 hunde. Som enlig kvinde bruger hun al sin tid på at passe og pleje alle disse hunde, selvom hun har et utal af tjenestefolk til det daglige arbejde. Og med hjælp af thailandske dyrlæger har hun til dato fået opereret omkring 3000 hunde. Dyrlægerne får et beløb på omkring 80,- kr. for hver opereret hund, et væsentligt lavere beløb end de normale takster, men denne indstilling til at hjælpe alle levende væsener er helt typisk for buddhistiske områder. Og i dag skulle vi arbejde sammen 10 Dansk Veterinærtidsskrift august Nummer 15/16 Årgang 88

4 Der blev opereret op til 30 hunde om dagen med en thailandsk dyrlæge, som hed Pok. Der skal lige nævnes her, at alle thailændere har et meget langt navn, som kan være nærmest umuligt at udtale, men dette bliver ikke brugt i daglig tale. Thailændere ynder at gøre tingene så enkle som muligt, også i deres sprog, så alle thailændere får korte kælenavne, der så bliver brugt i det daglige liv. Pok arbejder normalt med registrering af rabiestilfælde, altså et kontorarbejde, men har også et bierhverv med at sterilisere og kastrere gadehunde for forskellige organisationer. Til dato har han opereret 3000 hunde, hvilket må siges at være et meget højt antal, da han kun er 35 år. Og det skulle vise sig, at han udover at være en utrolig behagelig og afslappet fyr, også var rimeligt fiks på fingrene. En sterilisation af en tævehund foregik gennem et hul på 1-2 cm. Og det var umuligt at få en finger derned, så han brugte hyrdestaven til at fiske uterus op med. Gennem dette lille hul foretog han en total ovariehysterectomi på 8-10 minutter inkl. suturering. Så Christian og jeg havde en lidt hård start, hvor Christian lige skulle ind i hele operationsteknikken og prøve de forskellige komplikationer, der kan opstå. Dette medførte små spydige kommentarer fra vores kære hundedame Pym, som undrede sig over, om vi var gået i stå ved vores bord. Men da dagen var gået, havde Christian og jeg tilsammen da nået samme antal hunde som Pok, og gennem de følgende 2 uger opnåede vores gruppe en stor respekt for det arbejde, som vi udførte, og især vores måde at organisere tingene på. Gruppen samlet Efter 2 dage, hvor Christian efterhånden var kommet godt ind i det hele, så fik vi vores gruppe herned. For at det skulle gå så let som muligt, havde Sherry fra Soi Dog Rescue fået en amerikaner og en thailænder fra den amerikanske ambassade i Bangkok til at afhente vores gruppe i lufthavnen. De skulle så hjælpe gruppen igennem paskontrollen og toldkontrollen med alt vores udstyr. Alt skulle så være i den skønneste orden men, nej! Hvad ingen havde tænkt på, var at for 2 år siden ændrede de thailandske myndigheder reglerne for indrejse for personer med islandsk pas, således at disse personer skal have visum for at komme ind i Thailand. Og hvad var der i vores gruppe? Harpa Hjalmsdottir, vores islandske veterinærsygeplejerske. På intet tidspunkt i vores planlægning havde vi tænkt på, at hun skulle have visum. Der kræves ikke visum for danskere på ferieophold i Thailand på under 30 dage, og da Island jo faktisk næsten er en del af Danmark, og da Harpa efterhånden er mere dansk end islandsk, så regnede vi bare med, at alt var i orden. Men en vågen paskontrollør ændrede denne opfattelse meget hurtigt, og pludselig sad Harpa i immigrationskontoret sammen med ambassadefolkene og en striks thailandsk embedsmand. De næste 4 timer skulle vise sig at gå gennem hele følelsesregistreret fra dyb fortvivlelse over små glimt af håb til hysterisk jubel. Der blev forhandlet, skældt ud, tryglet og forhandlet igen. Og i de første 3 ½ time virkede det ikke, som om der var meget håb. Hjemmefra havde jeg informeret alle om, at man i Thailand ingen vegne kommer med at blive sur eller ophidset. Man skal være rolig og smilende og appellere til folks gode sider. Så Harpa sad roligt og smilede, mens hun skjulte sin skuffelse. Ambassadefolkene gjorde et kæmpe arbejde og var der hele tiden, men embedsmanden fra Thailand ville have Harpa ud af Thailand igen. Først til Danmark, men der var en mulighed for at hun kunne tage til Laos eller Cambodja, hvor hun så kunne få et visum efter 2-3 dage. Da det oprindeligt var British Airways, som burde have gjort opmærksom på, at hun skulle have søgt visum eller stoppet hende ved paskontrollen i Danmark, var der også forhandlinger med dem om flyvning videre. Men nogle gange, når fortvivlelsen virker størst, så kommer der hjælp fra en uventet kant. Beslutningen var taget, Harpa skulle med næste fly ud af landet, den thailandske embedsmand var ikke til at hugge eller stikke i. Men inden flyafgangen var der vagtskifte, så der kom en ældre thailandsk embedsmand. Nye forhandlinger fra ambassadefolkenes side, og dette bar frugt. Hvis Harpa afleverede sit pas og først fik det igen ved afrejsen, så kunne det lade sig gøre. Der blev udfærdiget et midlertidigt dokument, som så fungerede som pas og visum og voilá gruppen var fuldtallig! Der var stor glæde, da hele gruppen nu var samlet, for nu kunne vi få organiseret tingene på vores måde. Christian og jeg havde indrettet os efter den > Dansk Veterinærtidsskrift august Nummer 15/16 Årgang 88 11

5 HUND thailandske måde at arbejde på, men det er bedre og mere effektivt at arbejde efter sit eget system. Vi kom meget hurtigt ind i en god rytme, hvor alle fandt deres rolle, og efterhånden mindede det hele om et godt koreograferet skuespil, hvor alle roller var besat. Selvfølgelig bar det i starten præg af, at de fleste ikke havde prøvet denne måde at arbejde på før, og at de ikke havde den store erfaring med operation. Operationshullerne var lidt store, hvilket jeg jo måtte kommentere med, at de kun skulle sterilisere hunden, ikke lave hjernekirurgi og fjerne analkirtler gennem samme hul! En bemærkning, som medførte en del stramme smil og spydige svar, men en kraftig reducering i hullernes størrelse gennem dagene. Og mens vi havde det varmt med sterilisationerne, så svedte Harpa og Malene med at gøre hundene klar til os. De skulle lægge venflon, bedøve, intubere, tømme blære, barbere og desinficere alle hundene, inden at vi kunne gå i gang med operationen. Og efter operationen stod de meget energiske folk fra Soi Dog Rescue klar til at rense såret, øretatovere, give antibiotika, skabmiddel og vaccination. Men når vi så var færdige efter dagens arbejde og havde pakket vores ting sammen, så havde disse folk meget mere arbejde. De skulle køre alle tingene til næste sted, rengøre alle instrumenterne og sterilisere dem, checke alle de opererede hunde hver dag og indfange hunde sammen med hjælpere fra området. Så gennem dagene kunne vi fornemme en snigende træthed indfinde sig hos disse energiske personer. En træthed, som mod enden af projektet gik over i en decideret udmattelse og nærmest kollaps på grund af mangel på søvn og hvile. Til slut lignede de nærmest de hunde, som vi havde til opvågning efter operationerne. Men vi klarede alle de hunde (+en del katte på klostrene), som der var planlagt uden de store problemer. Dog var der et sted, hvor der var 4 hunde, der døde for os uden påviselig årsag. Det var samme dag, samme sted, og de 3 af dem døde inden opvågningen. De fik standard bedøvelse, hvilket hernede ville sige xylazin og atropin IM og thiopental IV. Der var ingen unormal blødning, og de virkede sunde og raske. Så svaret svæver i vinden. Alle de syge hunde Når hunde lever som gadehunde, er det klart, at der er helt andre sygdomsproblemer end vores indendørs hunde i Danmark. Der er meget større smitterisiko med parasitter, bakterier og virusinfektioner, og der er meget større risiko for skader (bid, påkørsel). Når der dertil lægges, at der ikke er opsyn med disse gadehunde, samt at man ikke afliver hunde, ja så var der mange syge hunde på gaderne, som i Danmark ville være blevet aflivet lang tid inden. At en hund mangler et ben, er meget normalt i den tredje verden. Men vi så hunde, der manglede begge forben eller begge bagben. Hunden, som manglede begge forben, havde faktisk tilpasset sig så meget, at den mere bevægede sig som en kænguru. Den levede ude på landet på Pym s ejendom, hvor hun havde de 450 hunde. Her så vi også ca. 30 hunde, som var blevet påkørt og lammet i bagkroppen. De slæbte bagkroppen efter sig og fik dagligt skiftet forbindinger på bagbenene for ikke at slide huden af. Der var også mange hunde i behandling for TVT, tarnsmissible venereal tumor. Disse hunde havde store blomkålsagtige tumores i vagina og bag præputium. Nogle var så store, at det var umuligt at presse penis ud af præputium. Andre havde spredninger til slimhinderne i øjnene eller munden, således at øjnene og munden var fuldstændigt dækket af dette væv. Der var hunde, hvis hud var nærmest et panser af fortykket hud og uden et hår på kroppen. Men til forskel fra mange andre lande, så er der mange, der gør et stort arbejde i Thailand for disse hunde. Som f. eks. Pym, der tager alle disse syge hunde til sig og betaler dyrlægehjælp for dem. Operationer som amputationer af lemmer, mange benbrud, fjernelse af store tumores, vincristinbehandling af TVT, behandling for hudlidelser og meget andet hun kører dem til dyrlæge og sørger for den videre pleje for dem. På et tidspunkt fortalte hun, at pinning af en dobbeltsidig femurfraktur kostede 4000 Bath inklusive alt!, hvilket svarer til ca. 400,- kr. Lettere rystet fortalte jeg hende, hvad en tilsvarende operation ville koste i Danmark, og lige pludselig var hun glad for ikke at have 600 hunde i Danmark. Epilog Som snart erfaren rotte i gadehundearbejde var det en spændende udfordring pludseligt at skulle arbejde sammen med 6 forholdsvis nyuddannede dyrlæger. For hvordan skulle det gå, kunne vi nå vores program dernede? Presset var ikke så stort, da vi allerede fra starten havde planlagt, at vi kun skulle operere maksimum 30 hunde om dagen. Så der var plads til, at hver operation kunne tage lidt tid. Normalt bliver der til denne type projekter sat minutter af til en sterilisation og 10 minutter til en kastration. Men det kunne vi se bort fra her, og alle ved jo, at de første sterilisationer kan tage mere end 1 time, specielt hvis der opstår blødninger. Når jeg ser tilbage på vores tur i Thailand, så må jeg sige, at det var en meget stor oplevelse. Entusiasmen og arbejdsglæden var fantastisk, og der var en god stemning hele vejen igennem. Også når tingene ikke lige gik efter bogen - og det sker tit på sådanne projekter. I starten var jeg naturligt nok læreren, som stod stand by ved operationerne, hvis der manglede gode råd. Teknikken skulle jo lige læres, og rutinen skulle lige ind i kroppen. Men det er komplikationerne, som man lærer af. Her er det specielt blødningerne, som kunne volde problemer. I forvejen bløder disse dyr mere, muligvis 12 Dansk Veterinærtidsskrift august Nummer 15/16 Årgang 88

6 på grund af parasitbelastningen, og dette medførte, at de unge dyrlæger fik et helt andet forhold til blødninger. Det skulle bløde en del, før vi tog det alvorligt, og det tog lige et par dage for dem at vænne sig til. Men de lærte efterhånden at tackle alle problemerne, så de arbejdede fuldstændigt selvstændigt efter kort tid og støttede hinanden virkeligt godt. Siden jeg kom hjem, har jeg holdt foredrag om gadehundeprojekterne på Landbohøjskolen for de veterinærstuderende, hvor der var et flot fremmøde med godt 100 personer. Der var en fantastisk interesse for projekterne, og der var mange studerende, der gerne ville med på tilsvarende projekter. Jeg ser mange indlysende fordele ved, at der kommer nyuddannede dyrlæger eller dyrlægestuderende på sidste del med på disse projekter. Ud over de menneskelige fordele ved at arbejde sammen i en gruppe, hvor der kræves disciplin, tolerance, fleksibilitet og en masse andre positive egenskaber, så får man også på meget kort tid en masse kirurgisk erfaring. Faktisk kan man på 14 dage opnå samme mængde operationer, som man normalt bruger 2 år eller mere på hjemme på en gennemsnitlig dansk klinik. Derfor kan mange chefdyrlæger med fordel sende deres nye assistent af sted på en sådan tur for et beløb svarende til et 3 dages kursusophold i udlandet. Som en start har firmaet Boehringer Ingelheim udlovet ,- kr. til en dyrlægestuderende til at deltage i et projekt i Indien eller Thailand. Der bliver udvalgt blandt de ansøgninger, som kommer ind, og der skal afleveres en lille rapport med billeder efter turen. Men også veterinærsygeplejersker vil have stort udbytte af disse ture. Vi havde 2 veterinærsygeplejersker med, og de var nærmest uundværlige. De sørgede for al forberedelse og klargøring, ligesom de havde stor indsigt i og styr på vores udstyr. Også her kunne chefdyrlægerne have fordel af at sende deres VSP er af sted. For øvrigt er chefdyrlægerne også velkomne til at deltage! Vi vil gerne takke følgende firmaer for velvillig støtte til Thailandsprojektet: Alm. Brand Dyreforsikring, Bayer, E-Vet, Intervet, Kruuse, Leo Animal Health, Novartis, Orion, Royal Canin Danmark, Seva Rosco, ScanVet, Scanimal Health, Schering Plough. Boehringer Ingelheim bidrager med støtte til en veterinærstuderende til et fremtidigt gadehundeprojekt. Man kan læse mere om de 2 gadehundeorganisationer på: Hvalpesalg på marked Dansk Veterinærtidsskrift august Nummer 15/16 Årgang 88 13