Brande Jul Af Christine Bjørn

Transkript

1

2 Brande Jul 2012 Brande Jul blev første gang udgivet i 1943 og siden er bladet, med få afbrydelser, sendt med posten til samtlige husstande i gamle Brande Kommune som et sikkert tegn på julens komme. Igen i år bidrager en række Brande-borgere og borgere, der har haft deres barndom her, med artikler og historier. Her er beretninger fra blandt andet Singapore og Bangladesh, julefortællinger for små og store, men også om barndommen i Brande i en svunden tid. Desuden fortæller Brande Jul i glimt, hvad 2012 har budt på i vores by. Hvert år sendes Brande Jul til branditter i hele landet og udlandet, så de kan følge med i hvad der foregår på deres hjemegn. Glædelig Jul Forsiden prydes af Jernbanegade i decembermorgenlys og vinterdragt. Foto: Erik Lauritzen Udgiver: Brande Bladet Tryk: Brande Bladet Redaktion: Erik Lauritzen Oplag: Der skal lyde en tak til følgende, som har bidraget med tekst, billeder og tegninger: Pernille Bentzon Mikkelsen Christine Bjørn Marianne Sommer Hans Ulbrichsen Bjarne E. Jensen Olav Rasmussen Jesper Guldbrand Jensen Af Christine Bjørn Jeg er opvokset i Brande, gift med Michael fra Ikast og mor til Emma på 9 og Agnes på 6 år. I 2009 havde min familie og jeg været bosat i Belgien i lidt mere end 3 år da Michael blev bedt om at påtage sig en stilling i Singapore for en årrække. Det gav umiddelbart lidt pudsige misforståelser i vores respektive familier idet Singapore blev til Silkeborg og det blev imødeset med glæde at vi kom lidt tættere på hjem. Men det var jo så ikke helt så tæt på som Silkeborg. Det var Singapore næsten km fra Danmark. En ø på størrelse med Bornholm, trygt og godt placeret syd for den malaysiske halvø og omkring 100 km nord for ækvator. Kendt for sit fugtige og konstant varme klima, sine utallige shopping centre, mange regler og love samt imponerende økonomiske boom gennem de seneste årtier. Tæt bebygget og beboet af ca. 5.2 millioner mennesker fordelt på primært kinesere, tamiler og malayer og dertil en god portion såkaldte expat-familier fra hele verden. Vi besluttede os for at takke ja til opgaven, udfordringen og oplevelsen. Et valg, der ikke blot indbefattede Michaels ja til et job, men i lige så høj grad indbefattede et ja til en stor omvæltning for os alle sammen både som individer og som familie. 2

3 kilometer fra Brande Og således har Singapore nu siden oktober 2009 været hjemme. Rammen om vores hjem er en lejlighed på 22. etage i hjertet af Singapore. Omgivet af utallige højhuse deler vi, sammen med de øvrige beboere i lejlighedskomplekset, faciliteter som tennisbane, swimming pool, fælles- og fitnessrum osv. Alt sammen meget forskelligt fra Sportsvænget i Brande og de omgivelser, der var rammen om min barndom. I min bevidsthed var min barndom stabil og tryg uden de store omvæltninger. Den var dog på ingen måde renset for påvirkninger og indflydelse fra verden omkring os. Glæden ved at ramme en tennisbold kan jeg takke hollandske Gerradi for, når hun med utrættelig energi forsøgte at lære os det svære spil. På iskolde sådan husker jeg det i det mindste majdage var det Jørgen, som var opvokset i Argentina, der rettede vores svømmetag i Brande Friluftsbad. På Præstelundskolen tog lærerne os med på udveksling i Norge og på bustur til Ungarn - vel at mærke før Murens fald. Derudover følte vi vel også i perioder at verdens uretfærdigheder kom tæt på og gjorde uudslettelige indtryk, hvilket førte til handling som fx når Præstelundskolens aula dannede rammen om bankospil til fordel for tørmælk til sultende børn i Afrika. Samtidig var Italien min families fortrukne rejsemål gennem en årrække og turene sydpå gav små indblik i vore europæiske naboers forskelligheder. Det hele blev dog oplevet med udgangspunkt i at komme fra Brande i Danmark og jeg tænkte aldrig, at det skulle eller kunne være på andre måder. At være barn i Singapore har mange ligheder og er alligevel helt anderledes. Det er trygt, godt, sjovt, krævende og udfordrende. Emma og Agnes går på en international skole. Her går de sammen med ca andre børn fordelt på 76 nationaliteter hver dag mellem ca Det fælles sprog er engelsk og pensum er baseret på at børnene skal få et internationalt udsyn. Alle børn er forskellige og netop derfor alligevel ens. Der er en stor respekt for børnenes rødder og hvad de bringer til fællesskabet, men udgangspunktet er hele tiden en global synsvinkel. Mængden af lektier er stor, trods deres unge alder og vi oplever at det faglige niveau er højt. Til gengæld er kreativiteten stor, sejrene mange og pigernes glæde ved deres skole oplever vi dagligt. De elsker simpelthen den livlige, glade og meget rumlige atmosfære, som skolen tilbyder. I deres fritid går både Emma og Agnes til danskundervisning en gang om ugen, de spiller tennis og de modtager svømmeundervisning som vi også gjorde dog under lidt varmere forhold. Som voksne suger vi alle indtrykkene og oplevelserne til os. Vi sammenligner med den barndom vi selv havde og de forskelle vi oplever mellem Asien og Europa. Når vi nu har valgt at bo og leve i Singapore for en årrække, benytter vi os tit af muligheden for at se steder og lande, der ellers ville være svære at nå. Hverdagene er lagt i meget faste rammer, men weekender og ferier står i høj grad på oplevelser her eller i regionen. Og vi ønsker og opsøger i høj grad, at vi selv og vores børn mærker og lærer verden omkring os at kende. Noget vi betragter som en chance og en gave, der beriger og inspirerer. Emma og Agnes har efterhånden tilbragt utrolig mange timer i en flyvemaskine. De har besøgt et utal af lande og steder, deres venner har rødder over hele kloden, de kommunikerer med alle mennesker på flere sprog og de kender et utal af højtider og traditioner fra hele verden. For dem er det selvfølgeligt og en naturlig del af deres hverdag. Alligevel er vores børn stadig danske med stærke bånd til det midtjyske og de føler begge en stor glæde ved at komme på besøg i ferierne. Specielt skal en rigtig jul holdes i Brande- Ikast med danske julelækkerier, juletræsfældning, julekalender og de samme traditioner, som Michael og jeg er vokset op med. Vi glæder os allerede. Dog vil vi, når vi sender julemanden videre på sin færd juleaften, gøre det med varme og kærlige hilsner til vores venner fra hele verden for det er nu engang blevet derfra vores verden går. Glædelig jul. 3

4 Jesper Guldbrand Jensen har arbejdet i Dhaka siden april i år. Fra Brande til Dhaka Af Jesper Guldbrand Jensen Nogle gange starter året som det plejer; andre gange får man et tilbud der er svær at sige nej til. Min arbejdsplads, Bording Data, manglede en til at styre deres afdeling i Bangladesh og jeg fik tilbudet den 4. januar. Jeg brugte en uge til at snakke med familie, venner og blive lidt klogere på landet inden jeg sagde ja tak til udfordringen. Dermed var kursen sat imod Bangladesh med forventet ankomst 1. april. Jeg ankom til Dhaka, hovedstaden i Bangladesh kl. 8 søndag morgen, hvor jeg blev hentet af Henrik, den udstationerede medarbejder før mig. Han hentede mig og mine flyttekasser og vi tog turen tilbage til lejligheden igennem middagstrafikken i Dhaka - Jeg vender lige tilbage til trafikken senere. Henrik og familien havde forberedt et middagsbord med retter der var velkendte og næsten som derhjemme. Det er altid en oplevelse at blive inviteret ind i en anden families liv; se hvordan de lever. At få lov til at opleve det for en udstationeret familie i et land som Bangladesh, var en særlig oplevelse. Her i Bangladesh er der mange ting som vi ikke har adgang til. Der er ikke ret mange importerede varer og dem der er, kommer normalt fra Australien. Der er australsk mælk, ost og kød. Jordskælv i Dhaka De første to uger hernede, var sammen med Henrik som skulle hjem til Danmark. Vi brugte de to uger til at overføre viden, introducere mig til de ansatte, 4

5 kontoret og hverdagen i Bangladesh; og så altså lige også jordskælvstræning for nybegyndere :) Den 11. april var der to jordskælv i det indiske ocean på 8.6 og 8.2. For os i Dhaka betød det at vores tårn rystede og man kunne se lamperne svinge. De lokale stillede sig op af de bærende søjler på kontoret eller gik imod trappen for at komme ud. Det første jordskælv fik os alle til at gå ned på stueetagen og gå ud på gaden for at se om der var sket noget med tårnet. Det var der heldigivis ikke, og vi gik ind på arbejde igen, stille og roligt. Det andet jordskælv var et efterskælv som ramte senere. Det var ikke så slemt og ca. halvdelen blev da også på kontoret. Folk var lidt rystede og delte jordskælvshistorier fra tidligere, og hjalp hinanden til at falde til ro igen. På det tidspunkt havde DTP afdelingen en enkelt mand der sad fra 18 til 22 og var klar til at hjælpe DK mens DK havde åbent. Kl. 18, da vi andre skulle til at tage hjem, spurgte han om han ikke kunne få lov til at slippe for at sidde alene i tårnet den dag. Det endte med at vi ringede til DK og fik lov til at lukke afdelingen tidligt. En typisk dag Min dag starter kl hernede hvor jeg står op og går et par runder i den lokale park. Det tager ca. 45 minutter. Derefter tager jeg bad og gør klar til arbejde. Min stuepige møder kl og laver morgenmad til mig og forbereder en madpakke. Jeg bruger muligheden til at leve sundt, så jeg spiser skåret frugt til morgenmad og min madpakke er også mest skåret frugt. Jeg tager min morgenmad med mig i bilen og spiser den på vej til arbejde. Jeg kører kl. ca. 8.25, hvor firmaets chauffør venter i parkeringskælderen og kører mig på arbejde. Køreturen tager ca minutter. Vores kontor er placeret i Uttera-området af Dhaka. Vi har kontor på 12. sal i North Tower, hvor jeg nyder en herlig udsigt til den store Airport Road og det meste af Uttera. Vi har to afdelinger på arbejde. Vi har vores almindelige Softwareafdeling, hvor arbejdsdagen er fra 9.00 til søndag til torsdag. De lokale har bedetid 3 gange i løbet af dagen og 45 minutters frokost. Den anden afdeling er vores grafiske afdeling. De laver reklamer for danske firmaer og kontoret har åbent fra 8.00 til Det betyder så at de arbejder forskudt hvor nogen møder kl 8.00 og går kl , mens andre møder kl og går kl Kvinder i Dhaka Som dansker med stor forståelse for ligestilling, så er det en svær verden man møder hernede. Jeg medbringer jo vores værdier at mænd og kvinder er ligestillede og at der ikke er forskel på deres værdi, men det er desværre ikke så nemt hernede. Det er f.eks. et stort problem for kvinder hvis de skal arbejde udenfor normal arbejdstid. Hernede går der busser i dagtimerne, men når man kommer ud over kl. 19, så holder de op med at køre eller de er ikke sikre for kvinderne. De kan heller ikke benytte sig af Taxa eller Cng (små gasdrevne biler) da det heller ikke er sikkert. De risikerer at chaufføren kører dem et andet sted hen og røver dem, eller det der er værre. Så kontoret har hyret en bil og chauffør til at køre kvinderne hjem om aftenen. Infrastrukturen hernede findes bare ikke til at kvinder kan varetage et job uden for normale På vores arbejdsplads er der en kantine, hvor medarbejderne kan nyde deres mad eller en kop kaffe. 5

6 arbejdstider. De er ikke sikre, hvis de begiver sig ud i trafikken om aftenen. Flere gange, hvor der har været overarbejde, så venter kvinderne på, at et mandligt familiemedlem kommer ind på kontoret og følger dem hjem. Jeg er glad for at vi ikke har det på samme måde i Danmark og er frustreret over at det er sådan her. Trafikken i Dhaka Trafikken er en af de største frustrationer jeg har til daglig. Jeg kører dagligt en rute på ca. 10 km og det tager minutter at nå frem til kontoret om morgenen. Om aftenen derimod kan det tage helt op til 2 timer at komme hjem. Det skyldes at der er stor trafik hernede og meget kø. Men det er ikke det, som frustrerer mig, det er i stedet deres trafikkultur. Det er rigtig meget det vilde vesten og hver mand er sig selv nærmest. De bruger ikke lyskryds, det ville alligevel ikke virke, fordi der er ingen respekt for regler og systemer. I stedet er her kaos. Når man skal ud i et kryds, så kører man bare. Man kører stille frem, indtil man spærrer for de andre og så bliver der plads til dig. Der er ikke streger på vejen og hvis der var, ville de blive ignoreret. Biler krydser ind foran hinanden for at komme hurtigere frem. Store køretøjer har førsteret, så bybusserne styrer trafikken. Når en bybus vil skifte vognbane, så er det bare om at gøre plads. Der dyttes hele tiden, mest som et signal om at her er jeg, gør lige plads. De atypiske dage Engang imellem, så kommer der dage der ikke er typiske. Det kunne f.eks. være når der er Hartal. Hartal betyder strejke, det er normalt politisk arrangerede strejkedage, hvor oppositionen viser deres utilfredshed med den siddende regering. - Nå ja og så bruger de chancen til at brænde biler og busser af :) Når der er Hartal, så holder vi kontoret lukket for alle som kommer langvejs fra. Sidste gang der var Hartal var der bl.a. en buschauffør der døde. Han havde lagt sig til at sove til middag i bussen og så blev han fanget da de satte ild til den. Regeringen er logisk nok ikke helt glade for disse ytringer, så de modarbejder dem. Nogen gange bruger de midler, vi nok ikke lige havde forestillet os. Som dengang der var indkaldt til stort oppositionsrally i midten af Dhaka by, hvor regeringen så bare nedlagde alt indad-gående offentlig transport. Ingen måde at komme ind til byen - ingen demonstration. Det var meget underligt at se Airport Road fyldt med mennesker der gik ind imod byen, fordi de var nødt til at gå på arbejde da deres bus ikke kørte. Maden og hverdagen Da jeg tog afsted herned var jeg meget bekymret for hvad jeg dog skulle leve af og hvordan var hygiejnen nu i Dhaka. Jeg har sidenhen lært at det er ikke så slemt som man frygter og hvad man ikke ved, har man ikke ondt af :) Jeg savner mit glas kolde danske skummetmælk. Den importerede, langtidsholdbare mælk fra Australien smager meget anderledes. Jeg savner også mit rugbrød. Jeg kan kun få hvidt brød i forskellige udgaver. Jeg har klaret mig indtil nu med 12 kg rugbrødsblandinger, men de er desværre brugt. Nu skal jeg klare mig uden rugbrød indtil jul, hvor jeg får chancen for at købe nye forsyninger. Men udover det så kan man få det meste. En tysker har åbnet en butik, der hedder Den tyske Slagter som laver en meget god kyllingepostej. Der er importeret ost fra Australien og sørme om ikke der også er Lurpak smør fra Danmark. I Nordic Club har de et stort menukort med alt hvad hjertet begærer, lige fra Brændende Kærlighed til importeret Sirloin Steak. Deres bearnaisesovs er faktisk også ganske udmærket. Jeg er selv stor fan af en Jesper Special, Svine-Tenderloin, kogte grøntsager og bearnaisesovs. Det lægger en god bund :) Hotdogs med det hele Hernede er jeg blevet introduceret for et dansker-ritual, som jeg selv er blevet stor fan af. Ved hjælp af medbragte varer fra seneste ferie i Danmark, laver man hotdogs med det hele hjemme hos sig selv og inviterer sine venner. Hotdogs med det hele er ikke nogen fin ret og den berettiger ikke til den plads som den har hernede, men for os er den blevet et minde om Danmark og en måde at nyde noget dansk på her langt væk fra familie og venner. Udfordringen ligger så i at få nogen til at importere sennep, remoulade og pølserne. Lejligheden Alle lejligheder i Gulshan-2 området er store og primært 6

7 tiltænkt expats og rige bengalere, og firmaets lejlighed er ikke anderledes. Der er 3 soveværelser og 1 kontor samt to store stuer. Ham, som var udsendt før mig, havde familien med og de brugte derfor alle rummene, jeg har i stedet masser af plads til gæster :) Ret hurtigt lærer du, at du ikke bor alene i lejligheden. Myg er de mest almindelige, men også kakkelakker og små firben (Gecko er) kan findes. Kakkerlakkerne og myg sprøjter jeg for og jager som vildt, mens Gecko erne betragter jeg som ærede gæster. - De spiser nemlig myg og kakkerlakker og er dermed nyttedyr af særlig høj værdi:) For det meste har jeg ingen problemer i lejligheden. Den holdes ren og der sprøjtes hver 6. måned. Enkelte gange ser man noget bevæge sig og det skal man bare lære at leve med. dårlige dage hvor bilen, byen og landet går mig på. Men jeg har aldrig fortrudt jeg tog afsted! Det har været en fantastisk rejse, både personligt og karrieremæssigt og har givet mig perspektiv, nyt syn på mange ting og en rigtig god ballast fremover. For mig personligt var det også en god øvelse at komme ud og væk fra det nemme danske og prøve at stå et fremmed sted og skulle leve et nyt liv der. Jeg vil altid være glad for at jeg tog afsted og kan kun anbefale alle med muligheden, at komme ud og prøve det. Men jeg savner også Danmark og glæder mig til at komme hjem på juleferie :) Med hilsen fra udlandet Den udsendte Brandit - Jesper Guldbrand Jensen Den anden side af jorden Jeg har fået anbefalet af alle de erfarne hernede, at sørge for at komme ud af landet ca. hver 3. måned. Man har brug for frisk luft, adgang til infrastruktur der virker og bare få slappet af. Jeg har selv benyttet mig af Bangkok som kun er lidt over 2 timer væk med fly. Der findes restauranter med dansk mad, kold mælk og så tager jeg gerne en tur i biografen. Det er dejlig afslapning og giver energi igen. Der er mange andre muligheder for at rejse ud og jeg burde nok få brugt dem noget mere. - Nu må vi se hvordan det går :) Vejene og trafikken i Dhaka er et kapitel for sig selv. Vejenes beskaffenhed forhindrer at trafikken kan glide tilfredsstillende. Afslutningsvis Jeg har gode dage hernede hvor jeg nyder det nemme liv, og 7

8 Gunnar Skærlund, en af forfatterens kammerater, viser stolt sin nye knallert frem. Det var et af statussymbolerne blandt unge mennesker i 1960 erne. Min ungdomstid på knallert Af Bjarne Emborg Jensen Når man var år i 1960 erne, så drømte man om at få en knallert den første knallert, og den skulle helst være stor, en Kreitler Floret eller den store Puch. Det var der prestige i dengang. Men nu har drømme det med ikke altid at gå i opfyldelse. Efter jeg gik ud af 7. klasse, var jeg et år på Vandel Ungdomsskole, der havde vi alle sammen cykler. Jeg cyklede for øvrigt mange gange fra Vandel til Uhre, når jeg skulle hjem på weekend. Der var en dreng på det andet hold, han fik en helt ny knallert en sort Puch med kickstarter! Vi var skide misundelige. Efter ungdomsskolen fik jeg den 1. november 1967 plads hos Victor Studsgaard i Skarrild og da jeg blev 16 i april fik jeg min første knallert ikke en Puch eller en Kreitler, som jeg havde drømt om, men en brugt SCO med pedaler og håndgear ikke noget at prale af men det var dog en knallert, der var pæn og kørte godt. Men af en brugt knallert at være var den meget dyr, 750 kroner og jeg fik 400 kroner i løn om måneden. Jeg kan huske, min far forsøgte at få den ned i pris, så jeg fik den for 700 kroner. Jeg kørte på den at halvt års tid, så begyndte mine kammerater også at få knallert men det var jo ikke SCO, som min, men Puch og Tomos. Det skulle senere vise sig at blive de mest populære knallerter overhovedet. De var med kickstart og gearskifte med foden, men der var i øvrigt ikke mere forskel på dem end på Austin og Morris. Og da min kammerat, Gunner, havde plads på en gård i Smidstrup ved Vejle og havde købt en Tomos hos Vejle Cykelcentral, 8

9 ERHVERVS- OG UDDANNELSESRETTET ISÆR FOR ORDBLINDE! HERNINGVEJ BRANDE TLF BRANDEHS.DK ÅRSPLAKATEN 2012 ACRYL PÅ LÆRRED AF KIRSTEN LYNGE MADSEN

10 hjalp han mig med at få handlet knallert i Vejle. Så fik jeg min helt nye knallert en Tomos med kickstart. Jeg var ikke til at skyde igennem. Jeg mener at huske, at den kostede kroner og så tog de SCO en i bytte. Nu begyndte vores knallerttid for alvor. Vi var efterhånden en hel flok, der holdt sammen stort set i al fritiden, den gik med at køre på knallert bare for at køre og være sammen. Vi kørte til bal, der var jo bal i Uhre og Skærlund hver anden lørdag i mange år. Og kunne man få en pige bag på knallerten hjem, var man højt på strå og pigerne tog med. Prøv at byde en pige det i dag? Og hvem var så med i flokken, jo der er jo altid en inderkreds i en større flok. Uden prioriteret rækkefølge, så var der mig sagde hunden, Jens Nygård, Gunnar Skærlund, Kristian Horsbøl, Leif Gasbjerg, Olaf Futte Madsen og Kristian Jepsen (han kørte vist nok på SCO i starten), så var der Alf Kristensen og Søren Frederiksen. Lidt længere ude i flokken var der flere, som jeg ikke husker navnene på, men der var flere fra Brande, Ejstrupholm og Give og et par stykker mere fra Uhre. Vi kørte og vi kørte ud til den ene kammerat, videre til den anden og videre til den tredje, hvis han var hjemme. Vi havde jo ingen mobiltelefon, og det var meget sjældent, at vi ringede sammen, vi havde altid en fornemmelse af, hvor vi skulle samles. Biografturen Vi kørte meget i biografen, jeg gjorde i hvert fald. Jeg var en gang i avisen, hvor jeg havde En del af kliken er samlet. Fra venstre er det Leif Gasbjerg, Lillian Husum, Bjarne E. Jensen og søsteren Mona. samlet 500 billetter på 10 år. En gang foreslog jeg, at vi skulle prøve at samle alle, der kørte på Puch og Tomos fra Uhre, Brande, Drantum og Skærlund, vist også et par fra Ejstrup og så køre i biografen i Give. Det gjorde vi. Vi samledes i Brande og kørte i samlet flok til Give 14 i alt. Det var fantastisk. Vi kørte ind i Give ved Falck Stationen og ned gennem hovedgaden i en lang række. Folk sad i vinduerne, nogen måbede og andre vinkede, det var skægt (dengang fandtes ordet Fedt ikke). Vi kørte forbi biografen og parkerede hele flåden nede bag ved Brugsen. Så var der et par stykker, der mente at en biograftur var for kedeligt, de foreslog i stedet, at vi skulle gå ned i byen og få et par øl. Men jeg sagde nej! Vi var enige om at skulle i biografen, så det gør vi. Hvis vi går ned i byen, er der risiko for, at der bliver ballade og det vil jeg ikke være med til. Så vi gik alle 14 i biografen og så en film som jeg ikke husker. Da filmen var slut, gik vi stille og roligt tilbage til vores knallerter, og de stod som da vi havde sat dem, helt urørte. Tænk på, de kunne jo ikke låses. Der var ingen nøgle til knallerten dengang. Der var naturligvis kæde- eller wirelås. Det var der stort set ingen, der brugte man havde tillid til hinanden dengang. En anden biograftur endte fatalt Vi var en 3-4 stykker, der havde været i biografen, jeg tror, det var en søndag aften. Det var Leif og mig og et par stykker mere. Vi kørte ad Sdr. Ommevej, vi sagde farvel til en på vejen, det må have været Kristian Jepsen, der skulle til Drantum. Ved Brogårdvej sagde jeg farvel til Leif med ordene farvel, vi ses, men det gjorde vi ikke. Leifs knallert havde det med at sætte ud og gå i stå, og det må den have gjort denne aften, hvor det var mørkt og ingen kunne se noget. Der havde han siddet ved siden af sin knallert for at rense tændrør. Her blev han ramt af en bil og han var dræbt på stedet! Det var en lokal landmand fra Skærlund, som var blevet blændet af en modkørende bil, så han havde ikke en chance for at se Leif. Jeg kan ikke huske, hvorfor Leif skulle til Skærlund, men han må have haft plads på en gård her. Hans forældre boede 10

11 jo på Brogårdvej. Der var mange til begravelsen, det må også være noget af det værste at skulle begrave sine egne børn. Det var første gang, jeg så min far græde. Nogle dage efter begravelsen kørte vi ud, for at besøge Leifs forældre. Jeg husker, jeg var meget nervøs, for hvordan ville de tage det? Men de blev meget glade, da vi kom, og hans mor spurgte, om vi ikke godt ville komme og besøge dem igen for der var blevet så tomt. Men det gjorde vi ikke, jeg kan ikke sige hvorfor og det har jeg siden fortrudt. Værkstedet i Flø Men livet skal jo gå videre og det gjorde det også. På et tidspunkt kom Halvor Romlov ind i billedet, en værre sprællemand med nogle sjove og skøre idéer, men det havde han jo nok ikke fra nogen fremmed. Vi indrettede et lille værksted ude ved hans far. Vi fandt lidt plads i rodet. På det tidspunkt havde vi efterhånden fundet ud af at pille lidt ved motoren og så videre. Men reservedelene kostede lidt penge og tingene blev slidt og gik i stykker. Så fandt jeg en dag en adresse til Skandinavisk Reservedels Import i Odense. Vi ringede til dem og gav os ud for at ville starte et knallertværksted, så vi fik tilsendt et reservedelskatalog til Puch og Tomos og det kostede næsten ingen penge, så vi købte et lager hjem af de mest gængse dele vi skulle bruge og solgte det til vore kammerater for det dobbelte. Men det var stadig halv pris af det normale. Rygtet bredte sig, så der kom af og til nogen forbi, der havde hørt om vores lille værksted. De skulle lige have skiftet et eller andet og så lige drejet lidt af topstykket, så knallerten lige blev tunet lidt mere. Det to 5-10 minutter, det fik vi kroner for. Det blev vi ikke rige af, men det gav alligevel lidt lommepenge. Halvor havde på et tidspunkt en Kreitler Floret, den havde han tunet så meget, at den kunne køre på en tredjedel diesel og to tredjedel benzin helt vildt! Sammenskudsgilder En gang havde vi hørt om en fra Klovborg, der påstod, at ingen kunne køre fra ham han havde den hurtigste knallert. Vi satte os for at prøve om det nu også var rigtigt for her i Brande og omegn var der ingen, der kunne køre fra mig. Med lidt god vind og godt humør, kunne jeg få den op på km/t. Vi tog af sted til Klovborg, jeg tror, det var Jens, Gunnar, Kristian Jepsen og mig. Vi kørte lidt frem og tilbage i byen, og så dukkede de op lige som hunde i løbetiden. Der var tre en Puch og to på noget andet, som jeg ikke husker. Vi snakkede ikke sammen, vi begyndte bare at køre ud af byen ad nogle små veje og på vej tilbage ind mod byen kørte jeg fra ham. Det var en fed fornemmelse, da de andre jublede. Han lignede en, der havde tabt kampen om en hunhund. Så kørte vi hjem igen og vi så dem aldrig siden. En gang sidst i 1960 erne arbejdede min mor på Brande Andels Vaskeri og hun kørte til arbejde på en knallert, en lille, fin lyse- Bjarne E. Jensen i fuld gang med at reparerer sin knallert af mærket Tomos. Den skulle jo helst kunne køre mindst lige så hurtigt som kammeraternes. 11

12 blå SCO. Vi havde husdyr, min far købte nogle geder og de er alt ædende, så en morgen, mor skulle på arbejde, havde de ædt benzinslangen, benzinen var løbet ud, så den kunne ikke køre. Min mor lånte min, som jo ikke var en dameknallert, det fik hun da også at høre for nede i byen. Der blev piftet og fløjtet efter hende, så hun ville hellere have sin egen igen. Hun var heller ikke vant til forhjulsbremser, så da hun skulle bremse for et eller andet tog hun forbremsen og blokerede hjulet med det resultat, at hun blokerede forhjulet og straks lå hun og sprællede nede på asfalten. En gang vi skulle holde en fest (dem holdt vi mange af, altid som sammenskudsgilder) ude hos os på Vesterdamvej i Uhre. Vi var en stykker, så der skulle købes nogle øl og sodavand og andet, der hørte en fest til. De andre betalte, når de kom til festen vel en kroner. Den gang kunne man jo få 6 øl for 10 kroner tænk en gang 6 øl for en timeløn. Men nå, vi skulle have hentet tingene hjem og det var jo lidt svært på en knallert. Min far havde en lille gummivogn til at spænde efter traktoren, den spændte vi efter Halvors knallert og så var vi to bagved, det passede lige at køre forhjulet ind under bagsmækken og så en klud på lygten, så skubbede vi bagpå, det gik fint. De gloede noget, bønderne og hvem der ellers kom forbi Brugsen i Uhre den dag det gjorde min mor, så hun fik et lift hjem i åben karet. Pigen i vinduet Når jeg ellers kørte hjem fra byen og kørte gennem Uhre, drejede ud ad Karstoftvej ned forbi Kjær Dam, så var det lige så sikkert som amen i kirken, så sad Irene i vinduet i sit loftsværelse og vinkede til mig. Det var herligt. Hun er i dag gift med Jens. Vi blev aldrig kærester, bare gode venner. Det var en dejlig tid, men pludselig er det hele forbi! Omkring blev man udlært. Det blev soldatertid, folk flytter fra byen, bliver gift og får andre interesser. Knallerten står stille men i erindringen kører den stadig. Det var en tid, jeg ikke ville have undværet for noget som helst! Glædelig jul Sammen med søsteren, Mona poserer Bjarne E. Jensen på sin knallert - parat til at tage en tur i byen. I sit knallertværksted havde forfatteren efterhånden oparbejdet er pænt lager, så han kunne klare de flere reparationer på kammeraternes knallerter. 12

13 KMC ønsker alle en glædelig, hvid jul KMC Herningvej 60 DK-7330 Brande Denmark Tel.: Fax:

14 I slutningen af januar fik Brande Bibliotek i samarbejde med Lokalhistorisk Forening og Handelsstandsforeningen sin helt egen Brande-eftermiddag i anledning af 20-årsdagen for den sidste opførelse af Cabaret Buldog, som den lokale kunstner Eric Storél havde stor succes med i perioden fra 1975 frem til Omkring 100 mennesker fyldte godt op ved ferniseringen, der bød på et ganske omfattende program. Henning Jensen havde smidt julemandskostumet og fremførte akkompagneret af Manne Østergaard et par af Eric Storéls originale viser. Små gymnastikpiger på vej ind til BGU s forårsopvisning i Brande Hallerne for at vise, hvad de havde lært i løbet af vinteren. De unge Blåhøj-gymnaster imponerede en fyldt hal med masser af spring og gymnastiske øvelser. 14

15 Læs lokale nyheder hver dag UÊ Sport UÊ Politi UÊ Erhverv UÊ Kultur UÊ Debat UÊ }Ê i}iìê iài Læs onlineavisen hver onsdag CÃÊ iêõ`}>ûi Ê >vê À> `iê >`iìê ÛiÀÊ Ã`>}ÊvÀ>Ê Ên ää - din lo kale uge a v i s på nettet -

16 Bjarne Berthelsen (t.h.) kan takke sin storebror Flemming for, at han igen har fået friheden tilbage. Ka du undvære en nyre? Af Mikael Lund De fleste kender fortsættelsen af som brødre vi dele, men den der med at tage det hele passer ikke i Flemming og Bjarne Berthelsens tilfælde. Helt præcis har Bjarne fået halvdelen af sin 6 år ældre bror Flemmings 2 nyrer, og han er ikke i tvivl om, hvad det har betydet for ham: - Jeg har fået friheden tilbage. Beslutningen om at donere sin ene nyre til sin lillebror traf Flemming Berthelsen ud på de kloge timer efter en hyggelig aften, hvor han for alvor blev klar over, hvor galt fat det var med Bjarne. Du kan få min, lød meldingen, som han stod ved, da Bjarne ringede ham op dagen efter. Bjarne Berthelsen, der er administrativ medarbejder i en større sønderjysk vognmandsforretning, har siden 20 års-alderen haft diabetes, og da han i 2007 var til kontrol på ambulatoriet, fik han at vide, at det fremadrettet kun ville gå den forkerte vej. Fra december 2008 måtte han i dialyse 3 x 4 timer om ugen. Sideløbende passede han sit arbejde uden sygedage, og så sent som 3 måneder tidligere blev han ikke vurderet som dårlig nok til en transplantation. Han indrømmer selv, at han ikke helt havde fattet alvoren i situationen, men regnede med at blive helbredt, noget der i praksis kun sker yderst sjældent. Hurtigt træt Dialysepatienter er underlagt strenge restriktioner m.h.t. indtagelse af væske og fødevarer, og samtidig blev Bjarne hurtigere og hurtigere træt. Imens trak udredningen ud, men efterhånden kom der skred i sagerne, og den 24. maj 2009 var Bjarne Berthelsen for sidste gang i dialyse. Efter en flodbølge af tests, som skulle godtgøre, at Bjarnes krop ville acceptere Flemmings nye (det er ikke givet, selv ikke blandt søskende), var dagen for transplantationen oprundet. Trods mange tests med positivt udfald kunne det hele være glip- 16

17 pet tæt på målstregen. En uge før operationen kom lægerne i tanke om, at de ikke havde fået testet, om Flemming var disponeret for diabetes, hvilket i givet fald ville gøre det uforsvarligt at afgive den ene nyre. Det var (er) han heldigvis ikke, så den 25. maj kunne de 2 brødre lægge sig til rette på hver sit operationsbord. Forinden var Bjarnes immunforsvar blevet sat i stå, så hans krop ikke skulle afstøde donornyren, og begge var blevet scannet for selv de mindste ting, hvilket førte til, at Bjarne fik fjernet et modermærke på størrelse med et knappenålshoved, som kunne være et forstadie til kræft, men ikke var det der blev kort sagt ikke taget nogen chancer. På operationsbordet Flemming var første mand under kniven, og under fuld narkose blev hans ene nyre taget ud via 3 kikkerthuller og et ca. 10 cm. langt snit. Et par timer senere var nyren checket og skyllet igennem, og så gik lægerne i gang med at gøre Bjarne klar. Donornyren placeres i lysken, så rent faktisk har Bjarne Berthelsen i dag 3 nyrer det er bare kun den ene, der fungerer. Allerede ud på eftermiddagen blev de sendt på opvågningen, og så havde de ellers en bunden opgave, der hed at tisse big time! Jeg tissede 20 liter det første døgn, fortæller Bjarne, og i det regnskab blev storebror den lille. Selve operationen betegner han som nem for donor men jeg giver ikke flere væk, siger han med et smil. Allerede et par dage senere var han klar til at blive udskrevet, mens Bjarne blev liggende en uges tid. 3 hårde uger senere genoptog Flemming Berthelsen sit arbejde som grafiker på Ugeavisen i Ølgod, selvom lægerne havde anbefalet det dobbelte, og efter 2 måneder var Bjarne Berthelsen tilbage på jobbet på det, han selv kalder halv tid. Kontrol Resten af livet skal han tage immundæmpende medicin, og kontrollerne bliver han i modsætning til Flemming heller aldrig færdig med. I starten var det en gang om måneden, efter 1½ år gik det ned til hver 3. måned, og hver 6 uge resten af livet skal jeg have taget blodprøver, forklarer han, mens Flemming Berthelsens sidste kontrol lå et år efter operationen. For hans vedkommende har den tilbageværende nyre taget over og har vokset sig større. Stort, bror! Bjarne ringer altid og fortæller Flemming om blodtallene, når han har været til kontrol, og de hilser også på hinanden på en anden måde end tidligere, når de ses: - Hva så, hvordan går det, bliver efterfulgt af et klap på lillebroderens lyske der hvor Flemmings ene nyre nu sidder. Derudover har forholdet mellem dem ikke ændret sig synderligt. Vi har altid hængt sammen med alting, siger Flemming, der fandt det helt naturligt at donere sin ene nyre til sin lillebror. Man er nødt til at tage nogle chancer. Der var ikke tvivl i mit sind om, at Bjarne skulle på højkant igen, slår han fast. - Det er en kæmpe gave, kvitterer Bjarne, og friheden var ikke det eneste, han genfandt undervejs: Amor kiggede også forbi dialyseafdelingen på Sønderborg Sygehus, hvor han mødte Trine, som han siden har været kæreste med. Måske har det smittet lidt af på hans positive holdning til hospitalsvæsenet, i hvert fald har han kun lovord til overs for både dialyseafdelingen og personalet på Odense Sygehus, der stod for transplantationen. En måned senere ringede afdelingssygeplejersken således for lige at høre, hvordan Flemming havde det, og eftersom han stod i Kroatien på sommerferie kunne han bekræfte, at han havde det fint. Til gengæld kunne de godt have brugt en lidt bedre og hurtigere information fra ambulatoriet, som stod for udredningen. Tag stilling Netop nu står ca. 250 danskere på venteliste til en nyretransplantation, og jo længere tid, der går, desto dårligere bliver chancerne for en vellykket transplantation. Derfor kommer brødrene med en indtrængende opfordring: - Tag stilling! Både for at hjælpe andre og for at skåne de nærmeste pårørende for at skulle træffe en svær beslutning i en i forvejen trist situation. Som Flemming Berthelsen udtrykker det om sine resterende organer: - Jeg skal alligevel ikke bruge dem til noget, når jeg skal herfra. Opfordringen er hermed givet videre. 17

18 Udnævnt til æresdoktor Af Erik Lauritzen -Han yder en stor indsats som formand for Brande Menighedsråd, som frivillig i RemisenBrande og som formand for Vesterlund Ungdomsskole. Som menneske er han beskeden og stilfærdig, og så er han en rigtig god forhandler på sin særlige lune måde. Sådan lød nogle af begrundelserne for, at netop pensioneret læge Poul Brønnum blev hædret som Årets Brandit af Brande Borgerforening. Poul Brønnums valgsprog er: Vi er alle lige. Noget han lever efter både i arbejde og fritid. Poul Brønnum har hjerte for andre mennesker, for sit sogn og for sin by. Han er ikke snobbet, føler sig ikke mere værd end andre, han taler ikke ned til folk, og han skåner aldrig sig selv. Med ham er man altid lige og i øjenhøjde. Han er en god mand for Brande Sådan lød det i en af indstillingerne. En indstilling som Peder Holt, formand for Brande Borgerforening helt kunne tilslutte sig. Poul Brønnum er netop gået på pension efter 34 år som læge i Brande. Hertil kommer, at han har været medlem af Brande Menighedsråd siden 1980, de seneste 27 år som formand. 18

19 FØR EFTER FØR EFTER Nybygning tilbygning ombygning Nybygning - tilbygning reparationsarbejde - ombygning - reparationsarbejde Flere og flere lægger vægt på at bevare og fremtidssikre en eksisterende bygningsstil Flere renovere og flere for lægger at forbedre vægt på og at modernisere bevare og - fremtidssikre eller bygge nyt en i eksisterende en særlig stil. bygningsstil renovere for at forbedre og modernisere - eller bygge nyt i en særlig stil. Mange huse fra 60erne og 70erne kan få et tiltrængt løft: Byggestilen kan moderniseres, Mange huse fra 60erne og 70erne kan få et udnyttelsesmulighederne kan forbedres og ikke tiltrængt løft: Byggestilen kan moderniseres, mindst kan energiforbruget reduceres væsentligt. udnyttelsesmulighederne kan forbedres og ikke mindst kan energiforbruget reduceres væsentligt. FØR EFTER FØR EFTER UDESTUE UDESTUE Det er ofte detaljen, der sætte prikken over i et så hvorfor ikke få prikken med, når der skal bygges Det er ofte detaljen, der sætte prikken over i et nyt, bygges til, bygges om eller blot udføres reparationsarbejde? så hvorfor ikke få prikken med, når der skal bygges nyt, bygges til, bygges om eller blot udføres reparationsarbejde? Det betaler sig at bygge med kvalitet fra starten! Det betaler sig at bygge med kvalitet fra starten! Udskiftning af vinduer og døre Udskiftning af køkken vinduer og døre Reparation Udskiftning af tag køkken og isolering Glasarbejde Reparation af tag og isolering Vi kommer gerne til dig for en helt uforpligtende drøftelse af dine planer vore medarbejdere kan lide at Vi kommer gerne til dig for en helt uforpligtende drøftelse af dine planer vore medarbejdere kan lide at lave det, de er gode til - det siger ikke så lidt. Og så rydder vi op efter os, selvom mor ikke er lave det, de er gode til - det siger ikke så lidt. med på arbejde! Og så rydder vi op efter os, selvom mor ikke er med på arbejde! Glasarbejde Borupvej Brande - Tlf.: Fax: ad@tdcadsl.dk Borupvej Brande - Tlf.: Fax: ad@tdcadsl.dk - mmarketing mmarketing

20 Nissen i møllen... Af Pernille Bentzon Mikkelsen Pernille Bentzon Mikkelsen har ladet fantasien råde og skrevet en julefortælling som er velegnet til højt-læsning for børn. Langt ude på landet Eller vent nu lidt, - var det nu også så langt ude? Næh, det er vist mere korrekt at sige: Ikke så langt ude på landet, lå den fine gamle vindmølle og vidnede om fordums tid, hvor den havde haft sin storhed, dengang den var uundværlig for hele det lille samfund omkring den, ja, faktisk meget længere væk end det lille samfund, - for at være helt nøjagtig: Helt ude fra Skarrild-kanten var bønderne kommet, for at få malet deres korn. Men nu, - nu stod den bare der i al sin ensomhed, og faldt mere og mere sammen. Ingen vinger fangede vinden og snurrede fornøjet rundt, mens maskineriet inde i møllen knirkede og knagede og malede kornet til fint hvidt mel Ingen folk, der lige fik en sludder med mølleren og en pibe tobak eller en enkelt skrå, - næh, livet var ganske enkelt gået i stå i og omkring møllen. 20

21 Og dog.. En enkelt gamling holdt stadig til på stedet, nemlig den gamle mølle-nisse, der havde boet på mølleloftet i mange, mange år, ja, lige siden møllen blev opført, og begyndte at dreje de smukke vinger rundt. Så dejligt det havde været, tænkte nissen, - ak ja, så skønt det havde set ud med vingerne, der svingede rundt og nåede næsten helt op i himlen. Men nu var det slut, der var ikke mere brug for den gamle mølle, alting var blevet moderniseret, og møllen havde lidt samme kranke skæbne som Brugsen og Den gamle Købmandsgård : Arbejdet var blevet indstillet, og lige så stille var den gået i glemmebogen. Det skete naturligvis at folk kiggede på den, mens de ilede forbi, og tænkte, at det i grunden var synd og skam med den mølle, men sådan var tiden jo De to brødre Men så en dag kom to brødre, der hed Niels og Mikkel forbi ude på vejen, på vej hjem fra skole. Det var et frygteligt vejr, det regnede og stormede, og de stakkels børn, der stred sig op ad bakken, blev hurtigt gennemblødte helt ind til skindet. Rystende af kulde løb de igennem græsset over til møllen, for at komme lidt i læ, og her var det, at de opdagede at døren stod på klem. Lad os gå indenfor foreslog Mikkel, og forsigtigt skubbede børnene døren helt op og gik indenfor. Inde i møllen var det næsten helt mørkt. Kun de steder, hvor stråene var blæst af, trængte der lidt lys ind i rummet, og det varede et stykke tid, inden drengenes øjne havde vænnet sig så meget til det mørke rum, at de kunne begynde at se noget. Til gengæld lugtede der er mug og fugt, og koldt var her også. Det var vist længe siden, nogen havde sat deres ben her sidst. Drengene satte deres skoletasker fra sig på gulvet, og begyndte at undersøge stedet. Nogle gamle lærredssække lå henslængt på gulvet, og ved siden af dem lå en kost, ellers var der intet andet end støv og skidt. Til gengæld var der en stige, som førte op til loftet ovenover drengenes hoveder. Skal vi ikke prøve at gå op ovenpå? Foreslog Niels, hvorefter han forsigtigt begyndte at gå op ad de gamle og halvrådne trappetrin Pludselig brast det ene trin og med et hvin mistede Niels fodfæstet. Heldigvis fik han haget sig fast med hænderne, og kunne klatre det sidste stykke, til han nåede loftet. Mikkel klatrede så forsigtigt han kunne bagefter Niels, og undgik omhyggeligt at træde på det rådne og brækkede trin, og snart stak han hovedet op ad hullet som loftslemmen i tidernes morgen havde siddet i. Den mystiske trækiste Efter nogen tids søgen oppe på loftet havde drengene held med at finde en tom sæk, noget der lignede en gammel skovl af træ og en skammel, der manglede det ene ben. Ovre ved den ene væg stod endvidere en slags trækiste, som drengene med stor iver forsøgte at åbne. Tænk hvis der er nogen, der har gemt en skat her oppe på loftet! Sagde Niels imens han forsøgte at lirke låsen op ved hjælp af et gammelt søm. Ja svarede Mikkel, Det ku være fedt! Så vil jeg ha en ny cykel! Længe bøvlede drengene med at få låsen op, men lige meget hvor meget de prøvede, så forblev låsen låst og kistelåget lukket. Øv! Sagde Mikkel, og Øv! Sagde Niels og så satte de sig oven på kisten og kiggede slukørede ud i halvmørket, men de tænkte og tænkte på, hvad de mon skulle gøre for at få kisten brækket op. Pludselig var der noget der puslede bag dem, og de for forskrækkede op Hvad var det? Spurgte Niels, men Mikkel svarede ikke, han sad bare musestille og stirrede og stirrede ind i mørket helt ude under taget. Drengene kunne mærke deres hjerter banke så højt, at det nærmest burde kunne høres Så du også noget der bevægede sig? Hviskede Niels, og Mikkel nikkede og hviskede tilbage, at han bestemt syntes han havde set. Nej, det kunne ikke passe, det var kun noget man hørte om i historierne, - mor og far havde jo altid sagt, at det bare var i folks fantasi, der fandtes nisser. Forsigtigt listede drengene sig nærmere, men selv om de ledte og ledte, så de ikke mere til nissen, - hvis det da kunne passe, at der havde været en nisse på møllens loft. Senere samme aften, da drengene for længst var kommet hjem og var krøbet til køjs, lå de længe og hviskede og tiskede om nissen, som de muligvis og muligvis ikke havde set på mølleloftet Kunne det virkelig passe? Næste morgen kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme i tøjet og komme over i værkstedet, for at finde noget værktøj, de kunne bruge til at låse 21

22 den gamle kiste op med. Heldigvis var det lørdag, så drengene havde fri fra skole. De skyndte sig over til møllen, hvor de hurtigt klatrede op ad den halvrådne stige til loftet og fandt værktøjet frem. Først prøvede de med en skruetrækker, så prøvede de at slå på låsen med en hammer, og så prøvede de med et stykke ståltråd, men lige meget hvad de forsøgte, forblev kisten lukket og låst. Der var ikke andet at gøre, end at tage kisten med hjem i værkstedet og få far til at hjælpe. Mødet med nissen Sikke et bøvl! De asede og masede med den store kiste, der var både alt for tung og alt for stor. Skal I ha hjælp? Lød pludselig en lille sprød stemme, og dér stod nissen, - en lille oldgammel mand med langt hvidt skæg, grå bukser og trøje og en lang rød hue, hvis ende var snoet rundt om nissens hals som et halstørklæde.. Åh, hvor blev de forskrækkede! Se ikke så forskrækkede ud! Gnæggede nissen, I vidste jo godt jeg var her, for I så mig da i går! Jo, det var jo rigtigt nok, de havde ligesom bare ikke rigtigt troet på det, dét der med nisser var jo bare noget der foregik i fantasien Den dér kiste.. fortsatte nissen, Hvad skal I egentlig med den? Tjah, hvad skulle de sige til det? De var jo i grunden bare nysgerrige, måtte drengene indrømme, og nissen gnæggede i sit lange hvide skæg; Ja, I er et par rigtige drenge! Sagde han så, og så tog han en gammel nøgle frem fra bukselommen og drejede den om i låsen. Klik sagde det, og låget sprang op. ØV! Det er jo ikke andet end papir! Udbrød drengene skuffede, da de kiggede ned i kisten, der ganske rigtigt var propfyldt med papirer Ja, hvad havde I regnet med? Spurgte nissen, Troede I det var en skat? Der røg den cykel! Sagde Mikkel og satte sig på gulvet, mens Niels stod og bladrede lidt i papirerne Hvad er det her egentlig for nogle papirer? Spurgte han, og nissen fortalte, med et dybt suk, at det var tegningerne møllen var bygget efter samt de gamle regnskaber, fra dengang den havde sin storhed, dengang der var liv og glade dage i og omkring møllen. Dengang der kom folk langvejs fra, dengang møllen var egnens vartegn, dengang man var stolt af møllen.. Nu er der bare kisten og mig tilbage! Og snart falder møllen vel sammen om ørerne på mig, og så må jeg vel flytte. Afsluttede nissen sørgmodigt. Der blev helt stille på mølleloftet. Hver tænkte sit og mørket blev ligesom endnu mørkere, end det havde været for bare et øjeblik siden. Jeg har det! Niels sprang op Jeg har det! Det er da det vi gør! Og så fortalte han de to andre om planen Til mor og far Hjemme fortalte drengene intet om, hvad de havde oplevet, men sent om aftenen, da mor og far troede de for længst var faldet i søvn, og selv var gået i seng, stod drengene op. Udenfor i gårdspladsen stod nissen med kisten, og nu gjaldt det bare om at få den ind i huset, uden at forældrene vågnede. Så stille som aldrig før listede de rundt, og snart stod kisten midt i køkkenet med en stor rød sløjfe om! Til mor og far! Stod der på den. Aldrig så snart var mor stået op før der lød trin på gangen udenfor drengenes værelse.. Halløj drenge, - hvad er dog 22

23 det I har stillet midt på køkkengulvet? lød hendes stemme henne ved døren, og snart var hele familien samlet i det hyggelige køkken, mens mor og far tog indholdet af kisten op og lagde det på bordet. Hvad i alverden er al det her regnskab og mølletegninger for noget, og hvor kommer det fra? Spurgte far, og drengene fortalte hvordan de havde fundet ly for regnen, hvordan de var gået på opdagelse i den gamle mølle, havde forsøgt at få kistelåsen op, hvordan de havde mødt den gamle nisse, og til sidst hvordan nissen var kommet hjem til dem med kisten, sent forrige aften. Det kan ikke passe, det er noget værre sludder! Sagde far Hvor tit skal jeg sige, at der ikke findes nisser? Hvis I har stjålet denne kiste, der jo må tilhøre nogen, så må I aflevere den tilbage! Hvor var det typisk for voksne, der aldrig troede på andet, end hvad de selv kunne se. Niels og Mikkel blev stædigt ved at holde på at historien var sand, og til sidst sagde Niels, at de da bare kunne gå med op til møllen, så kunne forældrene selv se! Selv om far var sur gik han med på ideen, og snart var den lille familie på vej til møllen, der lå så fint på toppen af bakken, og skuede ud over horisonterne. Der findes jo nisser Selv om vejret var fint og solen skinnede fra en næsten skyfri himmel var der mørkt og skummelt inde i møllen. Lugten af mug og støv fik mor til at nyse og lyden gav genlyd i det tomme rum. Hvor er så den nisse? Spurgte far, der et øjeblik så ud til at more sig over situationen, Her! svarede en lille stemme oppe fra loftet, og far og mor gav et helt spjæt fra sig, - det kunne umuligt passe.. Hvis I tror på mig, så er jeg her, og hvis I ikke tror på mig, så er jeg her ikke! Lød stemmen igen, og fars øjne var stå store som te-kopper, da han fik øje på det lille ansigt, omkranset af hvidt skægt og uldent hår, samt den lange hue, der hang lodret ned fra hullet. Jamen, der findes jo ikke nisser Stammede far Jamen, de findes jo kun i eventyr, Javel ja, grinede den gamle nissemand, Hvordan kan det så være du kan se mig? Jeg findes jo slet ikke! Og så grinede han, så han var lige ved at skvatte ned igennem hullet. Mor og far måtte gnide deres øjne. Det vár en rigtig nisse, - og de kunne se ham, selvom de ikke rigtigt troede på nisser. Hvordan kunne det lade sig gøre? Pas på trinnet! Sagde drengene til deres forældre, da de klatrede op ad stigen, op til nissen, der sad oppe på loftet, og betragtede dem alle sammen God dag, Mads! Sagde han og kiggede på far - og god dag Lone! sagde han til mor. Hvor kender du vores navne fra? Mor så ud som om hun havde tabt underansigtet, men nissen svarede, mens han lagde hovedet på skrå Jo, ser du, bette Lone, jeg kan jo huske, du har leget oppe på mølleloftet, dengang du var en lille pige, du og Hanne ude fra smedens. I havde jeres dukker med, og så legede I med dem og med mig. Og Mads mon ikke du endnu kan huske, den nisse du så ofte snakkede med ude på lageret på den gamle købmandsgård, når du var der med din far? Jo for se, det var jo også mig! Der kunne jeg godt lide at komme, der var så hyggeligt, og købmanden Otto og fruen var altid så søde til at servere et glas skummende øl for mig, for ikke at snakke om, når datteren serverede risengrød, uha det var gode dage! Er det dig? Udbrød både mor og far, og drengene troede ikke deres egne ører: Så tror I alligevel på nisser! Sagde Mikkel og Niels klappede i hænderne, men far afbrød Hvad har det med kisten hjemme i køkkenet at gøre? Hvad skal vi med alle de papirer? Og så blev mor og far sat ind i planerne, og der blev kaldt ind til borgermøde i Den gamle købmandsgård : Hermed indkaldes til borgermøde med henblik på at bevare den gamle mølle! Stod der på opslaget, der hang alle steder i den lille by. Og sådan gik det til, at snart sagt hele sognet mødte op for at være med til at finde ud af, hvad der skulle ske med den engang så stolte og smukke stråtækte mølle, og nissen, der sad oppe på en loftbjælke og lyttede til det hele, gnæggede i skægget og frydede sig over, at der blev dannet et møllelaug, som skulle forestå genopbygningen af den gamle mølle. Og hvis ikke du har set den gamle mølle, efter den er blevet renoveret, svinge rundt med sine smukke møllevinger, så skulle du prøve at besøge den engang, når du er på de kanter Måske får du også et glimt af den gamle mølle-nisse, hvis han altså ikke er på besøg i Den gamle Købmandsgård, hvor han håber på at få sig et godt krus øl. 23