Ung vrede Af Stephen Hackesberg og Peter Berliner. En dør mod

Transkript

1 Ung vrede Af Stephen Hackesberg og Peter Berliner En dør mod samfundet I Grønland har man udviklet en metode til støtte og behandling af unge mænd, der udviser aggressiv adfærd. Metoden viser sig at have gode resultater, der er kulturelt tilpasset og derfor kan inspirere tilsvarende behandling andre steder. 10 Nr

2 I en lang række lande spores i disse år en tendens til, at unge mænd får øgede problemer med at finde en socialt acceptabel identitet. Problemet er meget tydeligt i Grønland, hvor unge mænd står for en meget stor del af den voldsudøvelse, misbrug og selvmord, der opleves i samfundet. Endvidere er det mest de yngre mænd, der har psykiske lidelser. Unge mænd har i stort antal svært ved at etablere og bevare relationer til andre, herunder også kæreste- eller ægteskabsrelationen. De unge mænds sårbare situation er blevet statistisk påvist, men det er ganske svært at ændre den. Fra 1970 erne og frem har der fundet en række voldsomme episoder sted i Grønland. Man har eksempelvis oplevet unge mænd overfalde og dræbe andre, familiemedlemmer eller venner. Aldersgrænsen for sådanne hændelser er blevet lavere de senere år, idet også ganske unge drenge ses true med eller udøve farlig vold. Denne tendens er i øvrigt direkte sammenlignelig med udviklingen i en række andre lande, hvoraf især USA og England er mest undersøgt. Man taler om børn uden samvittighed ( children without conscience ), og engang imellem hører vi om større hændelser med børn, der skyder skolekammerater og andre. Det er et stadig mere presserende spørgsmål, hvad der kan gøres for at bremse udviklingen af denne form for vold. En af måderne er at yde behandling og støtte til de børn og unge, der enten er eller kan blive udøvere af adfærden. De fleste behandlingsmetoder består i at isolere de unge i lukkede institutioner, hvor man søger at begrænse den aggressive adfærd. Dette sker gennem sanktioner og begrænsninger snarere end gennem konstruktiv brug af de unges energi. Selve begrebet aggression tages for noget, der skal bremses hvilket giver problemer, da dette er en meget vanskelig proces. I Grønland er man kommet langt med at udvikle metoder til at hjælpe disse unge. Faktisk er man kommet så langt, at vi måske andre steder i verden vil kunne lære af disse metoder. Dette billede bryder måske med nogens ideer om Grønland, men der udvikles altså i disse år gode og effektive metoder i behandlingen af netop unge med aggressiv adfærd. Behandlingens form Et sådant behandlingstilbud ligger i projektet MATU, der midt i 1990 erne blev etableret under Grønlands Hjemmestyres Socialdirektorat. Projektet ledes af artiklens ene forfatter, psykolog Stephen Hackesberg. Den anden forfatter, lektor, mag.art. Peter Berliner, er udset til at evaluere projektet. Ordet matu betyder på grønlandsk en dør. Døren symboliserer ikke indgangen til et lukket rum, hvor de unge gemmes væk, men derimod en dør, en udgang, der åbner sig ud mod samfundet. De unge skal ikke gemmes væk, men gøres synlige, således at samfundet som helhed må tage stilling de unges situation. Under MATU tilbydes drenge med disse problemer en velstruktureret hverdag med faste regler, hurtig reaktion ved ikke-acceptabel adfærd samt opdragelse i form af opgaver i huset, i samfundet og i skolen. Projektet er opbygget miljøterapeutisk ud fra metoder, der fokuserer på at hjælpe de unge til at kunne afværge egen aggressiv adfærd og at finde konstruktive adfærdsmodeller i samværet med andre. Målet er en re-integration i samfundet, hvor den unge kan finde anvendelse for de nye færdigheder, han har udviklet gennem opholdet i MATU. Metoden blev iværksat for nogle år siden med lange jagtture i fjeldene. Der- Nr

3 ~I moderne personlighedspsykologi opfattes selvet eller personligheden i stigende grad som en følge af den måde, man beskriver sig selv på. } efter ændredes fokus til meget hård fysisk konditionstræning, og i dag lægges vægten på egentlig eliteidræt. Der er fire-fem drenge ad gangen i projektet. De er typisk år og kommer både fra Nuuk og fra det øvrige Grønland. Projektet har et hus i Nuuks centrum, og de unge indgår således som en del af bybilledet. Hvor mange år den unge indgår i MATU, afhænger af forløbet. MATUs voksne personale består ligeledes af fire-fem personer: en psykolog, en plejer og unge medarbejdere af anden uddannelse, som har interesse for idræt, som er fysisk stærke, og som har erfaring med at tackle konflikter. Behandlingens mål Det er et af behandlingens mål at ændre metaforerne omkring drengene. I stedet for at se dem som farlige eller personlighedsforstyrrede eller som nogle, der ender i Herstedvester stræber man mod at synliggøre dem i idrætsaktiviteter, fx løb sammen med andre borgere i byen. På den måde få man dem beskrevet som de drenge, der virkelig kan løbe hurtigt, kommende idrætshåb for Grønland, levende eksempler på at en udvikling kan ændres etc. Hvis betegnelserne for disse unge skal ændres, kræver det offentlighed omkring dem. Behandlingen består således også og med stor vægt på dette i at ændre offentlighedens opfattelse af dem. Når man ændrer metaforerne, ændrer man også holdningerne til dem, og de ses som gyldige medlemmer af det sociale netværk i stedet for som uønskede elementer. Gennem ændringer af metaforerne ændres drengenes selvbeskrivelser, hvorved deres oplevelse af egen værdi også ændres. I moderne personlighedspsykologi opfattes selvet eller personligheden i stigende grad som en følge af den måde, man beskriver sig selv på. Og når beskrivelserne ændres, så ændres personligheden faktisk også. I projektet arbejdes der med drengene i en sammenhæng, der både består af andre mennesker og af konkrete opgaver. 12 Nr

4 Ideen i dette er at se på situationsfaktorer snarere end på personlighedsfaktorer. Det er jo sådan, at unge, der udviser aggressiv adfærd, kun gør dette i bestemte situationer. Aggressionen er således i vid udstrækning knyttet til situationen. Ændrer man på situationerne, bortfalder den aggressive adfærd. Så det er snarere situationerne, der skal i behandling end de enkelte drenge. Det ligger også i projektet at acceptere, at aggression er en del af livet og kan anvendes konstruktivt eller destruktivt. Aggression anvendt i eliteidræt ( at ville vinde ) er noget ganske andet end at anvende den til overfald på andre. At arbejde med oplevelsen af at vinde eller at tabe i forbindelse med konkurrenceidræt giver muligheder for at forholde sig aktivt til aggression i denne forstand. Drengene får at vide, at de skal løbe som om det gjaldt deres liv!, og derved kommer de til at kæmpe med deres egne smerter undervejs. Et særligt mål er det at fremme livskvalitet. Dette sker fx ved, at drengene laver mad, og at der stilles store krav til kvaliteten af denne. Maden omtales i positive vendinger, og der holdes en respektfuld atmosfære omkring spisningen, netop fordi maden er et udtryk for den indsats, der er lagt i madlavningen. I dagligdagen spilles der ikke musik, men er stille i huset. Dette giver ro, og man hensættes i en stemning som i en lille bygd, hvor der bare kan være stille. Kvalitetskravene viser sig også ved, at guitarundervisning (som drengene gerne vil have) varetages af kendte musikere fra det grønlandske samfund. Løbe- og langrendstræning varetages af topidrætsfolk. Symbolsprog Projektet stræber ikke efter, at drengene skal tale om deres følelser. Erfaringsmæssigt viser det sig, at disse drenge ikke fortrænger impulser og derfor ikke har skjulte følelser omme bagved. Ideen om at afdække følelser hos drengene har vist sig at være mere problemskabende end problemløsende. Drengene er udmærket i stand til at give udtryk for følelser af vrede eller sorg, nemlig gennem handling. Men de er måske ikke gode til at bruge dette til at opbygge relationer til andre, fx voksne. Så det, der er brug for, er at opbygge et fælles symbolsprog, der kan knytte drenge og medarbejdere sammen i projektet. Dette symbolsprog udvikles gennem de fælles idrætsoplevelser, hvor man eksempelvis kan tale om at være øm efter træning. Dette knytter følelser helt konkret til kroppen og til fysisk træning i en bestemt sammenhæng med andre. Ved at anvende pulsmålere og på denne måde forholde sig refleksivt til sig selv gennem træningen opnås en form for socialt forståelig måde at forholde sig til sig selv. Denne måde er konkret og en del af en situation, der mærkes, lugtes, smages, gås rundt i, ændres. Ved at knytte oplevelsen til situationen fjernes en stor del af den skam, der knytter sig til den aggressive adfærd såvel på familieniveau som for den enkelte. Resultater Resultaterne af MATUs metode kan måles på en lang række forskellige måder. Én måde er at måle de unges sportslige præstationer og medieomtalen af disse. På dette område går det godt. Drengene trænes i dag på frivillig basis af topidrætsfolk. Drengene deltager i mange løb og er nu klar til at deltage i det voldsomt krævende Artic Circle Race skiløb. En anden måde er at spørge drengene, hvad de synes de har fået ud af at deltage i projektet. En sådan undersø- Nr

5 ~ En lang række psykiske problemer kan ses i forhold til det sociale netværk omkring den pågældende person } gelse er gennemført i løbet af 2000 og viser, at drengene er meget tilfredse med projektet. Det giver dem en form for ro, mulighed for at udvikle nye problemløsningsstrategier og mulighed for at dyrke sport. Drengene er glade for den fysiske træning og de faste rammer. En tredje måde er at måle drengenes udvikling undervejs i projektet. Dette er ligeledes gjort i 2000 nemlig en tilpasset test, der måler drengenes oplevelse af at have svært ved at styre impulser, at kunne indgå i relationer med andre og at have ubehagelige tanker og drømme. Det viste sig ved at sammenligne en retrospektiv test med to test taget i løbet af året, at drengene i løbet af et to års ophold på MATU angav at deres problemer med impulskontrol var faldet med 34 %, problemer i relation til kontakt med andre var faldet med 42 %, og at mængden af ubehagelige tanker og drømme var faldet med hele 61 %. Da der er en tydelig sammenhæng mellem denne type problemer og aggressiv adfærd, peger målingen på en væsentlig bedring af drengenes almene situation og dermed også en væsentlig reduktion af drengenes parathed til at indgå i aggressionsfyldte situationer. Drengene var blevet bedre til at indgå i relationer til andre. Dette er interessant, da en lang række psykiske problemer kan ses i forhold til det sociale netværk omkring den pågældende person. Der er således en klar sammenhæng mellem en god social støtte, dvs. at indgå som et aktivt medlem i et velfungerende socialt netværk, og sundhed/livskvalitet. MATU-projektet anvender en såkaldt Community -baseret tilgang, dvs. en synsvinkel, der aktivt søger at opbygge et socialt støttende netværk og involvere drengene i opbygningen af dette. Det sker såvel inden for pro- 14 Nr

6 jektets hus som i en konstruktiv kontakt med andre mennesker udenfor. Perspektiver Projektet er fremlagt som skitse ved Nunamed-konferencen i august 2000, hvor der deltog 250 personer inden for sundhed og forebyggelse i Grønland. Projektet er endvidere fremlagt ved The European Conference for Community Psychology i Bergen, september 2000, hvor der var udpræget interesse for det blandt forskere fra Bergen Clinics og andre steder fra i Europa. Der finder forskning sted om projektet i et samarbejde mellem MATU og Centre for Multi-Ethnic Stress Research and Practice ved Københavns Universitet. Forskning i projektet vil gennem et punktstudie bidrage til at belyse et væsentligt emne, nemlig manglende livskvalitet for unge mænd, og hvad der kan iværksættes over for dette problem. Dette ventes at få stor international interesse med udgangspunktet i grønlandske forhold. Projektet peger på fortsat dialog med forskning i kulturforskelle samt i kønsforskning og vil kunne bidrage til en udvikling også i disse områder. Endvidere er projektet i klar samklang med bredere kulturelle strømninger i litteratur og debat omkring forskellige livsvilkår for mænd og kvinder. Omkring sommeren 2001 forventes en evalueringsrapport at ligge klar. Stephen Hackesberg er leder af MATU under Grønlands Hjemmestyres Socialdirektorat. Peter Berliner er lektor og leder af Center for Multi-Ethnic Traumatic Stress Research and Practice ved Institut forpsykologi, Københavns Universitet. Nr