B) Hr. Jonas Norgard, Danmission

Transkript

1 B) Hr. Jonas Norgard, Danmission Interview med hr. Jonas Norgaard, regional coordinator i Mellemøsten for Danmission. Interviewet blev foretaget via Skype, da Norgaard var i Egypten under interviewet. Interviewet blev afholdt 20. juni NMJ: "Jeg kunne godt tænke mig at høre om opstartsprocessen for jeres projekt dernede dernede og hvor meget Udenrigsministeriet var involveret i udvælgelsen af samarbejdspartnere" JN: "Fra DAI (Det Arabiske Initiativ) startede i 2003 begynder Danmission at lægge billet ind på at få noget støtte til vores dialogarbejde og blive en integreret del af indsatsen, men det lykkes ikke rigtig, og da jeg bliver ansat i januar 2010 er det blandt andet med den kontrakt, at det skal jeg få succes med, fordi jeg har været med til at opbygge DUF's DAI-initiativprogram - altså Dansk Ungdoms Fællesråd. Og det der sker er at Danmission selvstændigt hernede fra mit kontor begynder at samle vores nuværende partnere for det første og for det andet nye partnere som kan supplere os stærkt i forhold til DAI's profil og for det tredje alliancer til interessenter: Ambassaderne i Egypten, Libanon og Syrien og det Danske Institut i Damaskus og DEDI (Dansk-egyptisk Dialoginstitut) i Egypten plus nogle andre universiteter og dialoginstitutter. Og hele sonderingsfasen og initieringsfasen står vi 100 % for og det hele følger en klar plan jeg havde lagt, der gik halvandet år frem, der skulle munde ud i at vi skulle søge DAI, men det der var Danmissions udfordring var ikke at initiere eller sondere eller parre, det var legitimering, simpelthen at Udenrigsministeriet synes vi er gode nok, at vi er relevante som den ene og for det andet at religion kan spille en positiv rolle for demokratisk udvikling og samfundsreformer. Det er det arbejde, jeg står for med partnerne og i løbet af ca et år har vi samlet vores to store partnere i Mellemøsten CEOSS fra Egypten og FDCD fra Libanon og fået ny partner Adiyan fra Libanon fordi de er stærke på interkulturel og interreligiøs dialog mellem meningsdannere og betydningsfulde samfundsaktører. Desuden er de rigtig gode til det akademiske. Jeg så, hvad vores styrke var. Vi kunne ikke matche DUF i ungdomsaktivitet eller politisk korrekthed omkring kvinder eller erhverslivet i private sector-programmer, men det vi kunne matche var at der var en begyndende forståelse af, at religion er kommet for at blive, religion er den mest afgørende variabel. Undersøgelser viser at det er den mest konstituerende, afgørende variabel for identitet og samfund i Mellemøsten og det begyndte at vise sig at religion var det der afgjorde om Det Arabiske Forår gik mod demokrati, frihed, rettigheder og reformer eller det gik mod islamisme. Det prøver vi at ramme ind i ved også at have en akademisk dybde på det, fordi vi ved, at så snart det bliver for aktivistisk religiøst, så er det sekulære Danmark bange. Det er OK at man mødes om interreligiøs forståelse og respekt, men det må ikke være religiøs aktivisme. Uha, det er farligt, hvis folk mener det for meget. Vi lavede nogle interessentanalyser, aktøranalyser, omverdensanalyser af hvor det er vi kan komme ind og få en fod indenfor i det her program. Den her fase udføres næsten ikke sammen med Udenrigsministeriet. Jeg satser på at sidde hernede og blive rigtig gode venner med ambassaderne og DEDI. Den første fase er alt det her - uden Udenrigsministeriet. Jeg havde to møder med Udenrigsministeriet, men på dette tidspunkt var de relativt afvisende. NMJ: "Men du havde kontakt med ambassaderne" JN: "Ja, jeg havde løbende kontakt med ambassaderne. Danmission arbejder i Egypten, Syrien og Libanon og jeg er som regionsleder ansvarlig for vores arbejde i disse lande, så det var relationsbygning fordi det betyder meget. Det gør det altid, at man stoler på hinanden og tror at man er dygtige, men det var også med det formål at legitimere Danmission som organisation. Og for det tredje at tydeliggøre relevansen af at inddrage religion som en tematik i DAI - enten som en

2 tværgående tematik. DAI kunne inkorporere det som et tværgående spor. Det vidste jeg ikke oprindelig. DAI har et ungespor, et erhversspor osv., man kunne bede disse om at tænke religion ind som en tværgående komponent. De kunne også lave et nyt spor, der hed religion for udvikling, demokrati og fred. Vi vidste ikke på dette tidspunkt hvad det ville ende med. Jeg gik derfor bare offensivt til værks med at opbygge denne tillid til ambassaderne. NMJ: "Var der nogen hjælp til at udvælge samarbejdspartnerne i Mellemøsten fra ambassadernes side?" JN: "Det ville der nok have været, hvis vi havde spurgt, men Danmission har været i Mellemøsten i 100 år og nogle af vores partnere er historisk bestemte. Blandt andet vores partner FDCD i Libanon og Syrien. Lederen og hans familie bliver omvendt til kristendommen for 100 år siden, så det er folk, der har en lang historie, hvor deres identitet ligger i en relation til Danmission. Denne relation vil vi ikke svigte. Derudover har vi andre stærke partnerskaber blandt andet med CEOSS i Egypten. Og fordi ambassaderne ikke er så stærke i det religiøse landskab så er det ikke så relevant at bruge dem til at finde partnere. Det kan vi selv klare. NMJ: "Vil det sige, at der ikke var nogen kontakt om udvælgelsen af partnere. Kontakten drejede sig om at legitimere Danmission?" JN: "Ja, præcis. Vi havde allerede de partnere vi skulle bruge. Vi havde brug for én mere, og denne partner identificerede jeg selv, og det var Adiyan. Her er det vigtigt at forstå at i Mellemøsten der er relationer, følelser og personligheder ekstremt vigtige. Man kan ikke bare komme med en teoretisk analyse over hvem man skal have som partner. Man er nødt til at gøre det i stor følsomhed over for de nuværende partnere, relationer, ry og rygte. Måske er der to bestyrelsesmedlemmer, der ikke kan lide hinanden eller to mennesker, der har været uenige om en pengesag. Derfor sker det altid i meget tæt koordination med vores nuværende partnere, når vi udvælger en ny partner, for at det hele ikke skal vælte. Når det kommer til stykket er det hele også en kamp om lagkagen. Partnerne lever jo af vores penge, så når vi kommer og siger at vi gerne vil have en ny partner, ser de at der kommer en mere til bordet og skal dele lagkagen. Så nej, ambassaden var ikke aktiv i udvælgelsen, men for os var det vigtigt hele tiden at informere ambassaden, fordi de allerede støttede vores udviklings- og dialogarbejde via DANIDA. Sammen med blandt andre CEOSS har vi et kæmpestort dialog- og udviklingsprogram der hedder FID Forum for Intercultural Dialogue. Det har nu kørt i snart ti år og er støttet af DANIDA. Derudover har vi haft mange andre DANIDA-projekter, så det er helt naturligt for vores program- og aktivitetskredsløb, at vi rådfører os med ambassader og UM, når vi skal starte noget nyt for at koordinere med dem. Vi rådfører os også med andre aktører, så vi ikke træder dem over tæerne, der laver det samme. Så søger vi nogle penge, får dem og implementerer det sammen med vores partnere og rapporterer løbende tilbage til UM og mødes med dem. I den store cyklus af penge, personer, projekter og partnere er ambassaderne vigtige for os. NMJ: "Så der var en løbende tilbagemelding til UM og ambassaderne?" JM: "Ja, det er der løbende, fordi vi i forvejen har samarbejdet med dem i ti år. NMJ: "Så den løbende tilbagemelding omhandlede ikke udvælgelsen af partnere og om der var nok penge. Hvor meget var UM og DANIDA en del af dette efter de havde skrevet under på bevillingen?" JN: "Der var de en meget vigtig del. Men ikke i partnervalget. Det de havde noget at gøre med var at kigge på programmet og problemerne i Mellemøsten og finde ud af hvor de oplever at DAI ikke kommer i dybden med de egentlige problemer. Det var sådan DUF-programmet blev til. De så en fordel i at have et program, der havde viden om unge og deres netværk. Den er den slags sonderinger, jeg har med ambassaderne DEDI, Instituttet i Damaskus og UM. Det er simpelthen at sige "Vi ser at religion er vigtigt. Skal vi ignorere det, eller skal vi bruge det?". Hvis de køber præmissen at vi skal instrumentalisere religion. Vi gik i dialog med dem for det første om vi skal bruge religion, og for det andet hvis vi skal det, hvordan gør vi det så bedst, og for det tredje hvordan koordinerer vi med udenrigsministeriets øvrige politikker i programmet og de andre aktører, der er der. Hvordan griber vi det an, skal vi starte med en pilotfase eller skal vi lave et stort program fra starten. Hvad er der politisk opbakning til. Alt det jeg refererer til er kun embedsmandsbordet, men så er der hele spørgsmålet om hvad der politisk er mandat til både

3 formelt, men også uformelt. Alle de sonderinger er det jeg laver med UM og ambassaden." NMJ: "Hvordan har kontakten mellem UM og dig været efter partnervalget?" JN: "Fremragende. Jeg har et fremragende samarbejde med MENA-kontoret. De er kompetente, dygtige og fleksible." NMJ: "Hvori består samarbejdet?" JN: "De har givet os en bevilling. Vi har haft en dialog om hvordan vi skal lave vores ansøgning, så de synes det er godt, og så ambassaderne synes det er godt og en rigtig måde at have en interreligiøs dimension af DAI. Her handler dialogen om at få pengene og det har nogle forskellige aspekter. Der er en administrativ del: Hvordan laver vi en kontrakt? Der er vi i løbende dialog for der er nogle formelle krav om tilbagemelding, evalueringer og budgetopfølgninger. Så er der en politisk del, hvor vi snakker om hvor de politiske vinde blæser hen efter regeringsskiftet. Det er i virkeligheden ekstremt samarbejdsorienteret. Vi er ikke en kassedame og klient der modtager penge eller to fjender. Vi er i virkeligheden samarbejdspartnere om en region som vi brænder for, og det er en fornøjelse. Derfor er de også interesseret i at vi løbende justerer ind i forhold til hinanden, fordi det tager tid at sætte partnere penge, personer og dialog i gang og justere det. Den politiske del omhandler hvor de politiske vinde blæser hen nu, om et år og hvis regeringen fortsætter, hvis vi får de borgerlige tilbage. Her deler vi viden og erfaring for at kunne justere. For det tredje er der en helt konkret aktivitetsinformation. Hvis UM er i Egypten og vi har et arrangement, vil de måske gerne deltage. Hvis jeg er i Danmark, vil de måske gerne have et møde om hvordan jeg ser på forholdet mellem salafisterne og måske broderskabet. De ser os som en informationsfødekæde til deres udenrigspolitiske analyser. Det er forskellige dialoger og det er fremadrettet. Vi har fået en bevilling på 1,5 millioner kroner som pilotfase. Der er en dialog om hvor det skal føre hen. Skal det føre hen til et stort interreligiøst dialogprogram inden for DAI på samme størrelse som unge-, kvinde- eller kulturprogrammet, eller skal det bare fortsætte i samme størrelse. Alle sådanne signaler og udvekslinger er jeg nødt til løbende at have med dem, for når jeg skal lave en ny ansøgning i slutningen af september tager det minimum et halvt år at forberede den i forhold til partnere, personer, penge og muligheder. NMJ: "Hvordan forholder UM sig til jeres partnere. Går kontakten kun gennem jer eller har de også kontakt med dem?" JN: "De har også kontakt med dem, fordi vores partnere er store aktører i de samfund, de ligger i. Som eksempel er CEOSS i Egypten en af de allerstørste NGOer med 500 ansatte og 5000 frivillige. De har i forvejen fået penge fra DANIDA de sidste ti år. Derfor er der en kontakt. Når ambassaden kigger på deres civil samfunds-radar så popper vores partnere helt naturligt op, som nogen de følger med i og har givet penge til, men også som nogen de får informationer fra. Når jeg bliver inviteret til netværksarrangementer på den egyptiske ambassade så er det meget typisk at vores partnere også har fået en direkte invitation. Så de er en del af ambassadernes arbejde og virkelighed, men jeg vil sige at de sidste 2,5 års proces i den grad har styrket relationen. Det Arabiske Forår har styrket religionens rolle så voldsomt og derfor ønsker ambassaden at styrke relationen til vores partnere, fordi de ved noget, kan noget og kender til religion i de samfund ambassaderne er ansvarlige for. Jeg oplever at det i stigende grad er ambassaderne og UM der er udadfarende og opsøger møderne og viden og engagement med os og vores partnere." NMJ: "Der er altså en god kontakt mellem UM, ambassaderne og jeres partnere, som ikke behøver falde til jorden, hvis det skulle ske, at I trak jer ud?" JN: "Der er en god kontakt via ambassaderne. Men i UM sidder der 12 mand i MENA der skal administrere de her 275 millioner kr plus at de skal svare på spørgsmål fra folketinget. De har ikke følingen med partnerne. Det overlader de til ambassaderne. Ambassaderne har følingen med partnerne. Når det så gælder DANIDA/HUC-kontoret så har de typisk heller ikke direkte føling med partnerne. Alle vores dialogprogrammer bærer af os og vores partnere, så hvis vi ikke var her ville det falde til jorden. Men jeg tror relationen mellem ambassaderne og vores partnere ville holde, for jeg tror stadig ambassaderne ville have en interesse i at ringe til dem og høre hvad de kristne synes om det, hvad der sker der og der, eller hvad jeres analyse af spændingen mellem sunni og shia i Nordlibanon er, så relationen ville fortsætte, men samarbejdet ville falde sammen om de

4 nuværende programmer. Det er jo millionprogrammer, der involverer tusinder af mennesker med centre, busser og biler. Det ville ambassaden og UM ikke kunne køre uden os." NMJ: "Hvis man skal beskrive det forhold, der er mellem ambassaderne og samarbejdspartnerne, kan det så beskrives som ligeværdigt eller er det ambassaden, MENA og UM generelt som fungerer som chef i forholdet." JN: "Det er jo en spændende principiel diskussion om partnerskaber og symmetri/asymmetri. Grundliggende er jeg af den skole, at jeg mener der er asymmetri fordi penge er magt. Der er en asymmetri i, at dem, der har pengene, har mest magt. Vi kan tilstræbe et ligeværdigt partnerskab, hvor begge partnere bliver klogere og mere berigede. Jeg mener, der på mange måder er et godt og sundt ønske om ligeværdige partnerskaber. NMJ: "Er det et ønske fra UM?" JN: "Ja, og det ligger både i deres politikpapirer - Partnerskab det var et grundliggende ønske at gå fra fortidens asymmetri, hvor vi bestemte og dikterede og i virkeligheden fik mest gavn af det selv, og til et reelt, symmetrisk partnerskab, hvor vi begge to får noget ud af det. Det er win-win. Og det mener jeg ligger både i politikpapirerne, men også i kulturen i UM, og der synes jeg faktisk de er gode. Det er fordi det dybest set er dygtige folk. Mange af dem har boet i ulandene og har en klar forståelse for nødvendigheden af rigtige partnerskaber. De har også den ydmyghed som folk har, når de kommer væk fra den akademiske og politiske verden i Danmark og ud i den virkelighed, man sidder og analyserer. Dér hvor det kan blive reelt er at vi har noget at bidrage med fra begge sider. Vi har penge, men dem hernede har viden. Det er dem, der ved og forstår, hvad det betyder hvis Det Muslimske Broderskab overtager præsidentposten eller hvad det betyder hvis borgerkrigen i Syrien spreder sig til Libanon. De har en viden som også er magt. Derfor er det reelt et gensidigt partnerskab. Vi har brug for deres viden til for det første at forstå hvad der sker og for det andet til at implementere. Hvis vi vil udføre noget er vi afhængige af dem. Jeg synes, jeg oplever et godt partnerskab. Det offentlige Danmark er gode til ikke at være formynderiske og bedrevidende. NMJ: "Denne relation, som jeg forstår, du synes er god, hvordan kan den bruges i den nuværende situation i Egypten? Kan ambassaden gå ind og tage fat i jer og så tager i den videre kontakt eller går de direkte til partnerne." JN: "Det går via os. Både ordren om at lave noget og viden tilbage. Det går altid via os. Men de kan bestemt bruge os til at justere på deres indsats. Hvis vi kan mærke der er et stærkt administrativt og politisk ønske justerer vi ind efter det. Særligt hvis vi er enige. Jeg kan give to eksempler: MENA ser at der er en risiko for et islamistisk styre i Egypten. Jeg indkaldes sammen med andre til en analyse- og forberedelseskonference, hvor vi laver scenarier. Inden det beder de os om at være fuldt opdaterede fra vores partnere, så det ikke bare er vores analyse, men at vi er formidlere fra vores mange partnere. Sådan bruger de os. De her møder klæder konkret Villy Søvndal og embedsmandsværket på. Det andet eksempel er Syrien, hvor vi får en nødhjælpsbevilling på 1,25 millioner, fordi UM erkender at de ikke kan få nødhjælp ind i Homs. De eneste der kan få nødhjælp ind er de religiøse ledere. Derfor samarbejder vi med ambassaderne og udenrigsministeriet om sammen at lave et nødhjælpsprogram, hvor præster og imamer kommer med nødhjælp ind i Homs. Der bruger UM os. Udviklingsministeren siger at vi skal hjælpe Syrien. Denne opgave kan hans embedsmænd ikke løse for Røde Kors kan ikke komme ind i Syrien. Så tager de en dialog med os og finder ud af, at det kan det religiøse netværk faktisk klare. Så giver de os pengene og så har de bagefter brug for at en tilbagemelding på hvor mange af de her penge, der er kommet frem og sikkerheden for disse præster. Det er et godt eksempel på at de bruger os som policy-implementeringspartner, men også som videnskilde. Vi får tilbagemeldinger fra præsterne via vores partnere og så laver vi en rapport på ti sider til udenrigsministeriet. Jeg synes at samarbejde fungerer. Men det fungerer også ved at der en stor tillid til dem UM vælger at støtte. Dialogen er tæt om hvordan programmet skal være og hvorfor vi får penge. Men når vi så har fået penge er er stor tillid til hvordan det bliver implementeret. Vi bliver ikke tjekket i hoved og røv hele tiden. Jeg synes det fungerer rigtig godt. Der er selvfølgelig forskel på personer. Hvis der er en meget karismatisk, engageret ambassadør så er det en fornøjelse, for han vil vildt gerne møde op til engagementer, han vil gerne holde en åbningstale og han vil gerne have koordineringsmøder.

5 Men hvis der er en ambassade hvor ambassadøren skal på pension om ét år, så er der knap så meget engagement, men grundliggende fungerer hele organisationen godt efter min vurdering." NMJ: "Kommer der repræsentanter fra de organisationer, som I samarbejder med til Danmark. Jeg kan forstå, at der har været nogle seminarer, som blandt andet holdes i Danmark. Hvordan er erfaringerne med at sende folk til Danmark?" JN: "På et personligt niveau synes jeg det er rørende at bringe arabere og danskere sammen, fordi der er så meget frygt og fordomme, der bliver forløst. Folk bliver dybt imponeret af Danmark og finder ud af, at vi behandler vores muslimske mindretal godt modsat alt hvad de har hørt om og tror efter Muhammedtegningerne. De finder også ud af at vi ikke er så dybt moralsk foragtelige, som det godt kan blive overdrevet til i Mellemøsten pga vores meget sekulære samfund og meget liberale seksualmoral. Personligt synes jeg det er en fantastisk berigende oplevelse. Politisk så er det et rigtig godt samarbejde med UM og Egyptens ambassade. Når vi skal have et seminar som vi havde i marts kommer vi med 24 arabere både kristne og muslimer fra Libanon, Syrien og Egypten. De møder Danmark, danskerne, rådhuset, Center for Islamisk-Kristen tænkning og moskeen ude på Dortheavej i København. Vi har informeret UM og MENA og de kommer til noget af det. Vi beder dem holde nogle oplæg. Det er en mulighed for dem til både at møde os og se hvordan vi bruger de penge, de har givet os, men det er i virkeligheden også en stor mulighed for at møde vigtige personligheder og informanter fra regionen. Vi havde blandt andet fem folk med fra Syrien. To kvinder, der kørte fra Hama ned forbi Homs og fløj til Danmark. Det vil sige, at de ti timer efter at have kørt igennem krigszonen Homs sidder i Danmark. Det er en ufattelig spændende informant at have for UM. De politiske aspekter i sådan et seminar er fantastiske og så gør vi jo det vi gør for personer som repræsentanter, så når vi inviterer en imam så er det for at han kan blive beriget og bringe denne berigelse tilbage til 1000 muslimer i hans moske. Det samme med en præst eller en chefredaktør på en avis. Vi inviterer dem ikke som personer, men som repræsentanter, der kan nå tusinder gennem deres medie. Det samme gør vi i Danmark. Vi forsøger at komme ud til dem med oplysninger om de kristne i Mellemøsten, men også mod nogle af de fordomme der er om Islam og muslimer og politisk udveksling. Derfor er det også en fantastisk mulighed for at bruge medierne i Danmark. Det gjorde vi ret offensivt i marts." NMJ: "Hvordan har pressedækningen i Egypten og Danmark været?" JN: "Fremragende. I Danmark var der stor bevågenhed om Syrien, så journalisterne var mere interesserede i de drabelige borgerkrigshistorier fra Syrien end den store civilisatoriske fredsdialog mellem Mellemøsten og Danmark. Men det var også en vigtig sag at få historien ud og få fortalt hvad der sker med muslimer og kristne i Syrien. Alle vores deltagere bliver forpligtet på at være multipliers - altså forstærkere over for deres bagland. Det gør de blandt andet igennem operationelle handlingsplaner. Vi slutter alle vores seminarer med at de skal lave en konkret handlingsplan. Det kan være at skrive et læserbrev eller lave en PowerPoint som de sender ud til hele deres organisation. Det er helt fantastisk hvem vi når ud til både igennem netværk og igennem medierne. Eksempelvis er der i Egypten en supersød, muslimsk ung pige, der arbejder som ansvarshavende redaktør på en hjemmeside der hedder Onislam.net. Hun har lavet en hel artikelserie om Danmark efter sit møde med Danmark. Hun siger selverkendende at hun før troede at de var nogle sekulære svin, der ikke havde respekt for muslimer, og nu har jeg været deroppe og se og prøver at sætte fokus på fem aspekter, der har overrasket mig positivt. Det er der titusindvis af muslimer, der læser. Hendes navn er Rasha Ahmed. Jeg har brugt historien meget - selvfølgelig også overfor UM. Hun er en begavet og relativt konservativ og skriver sådan en historie. Det er autentisk personlig kommunikation. En annonce på midtersiderne i avisen ville måske koste og virke som propaganda. Hun skriver både om sit syn på kristne, Danmark og Vesten. Det er virkelig en rørende historie." NMJ: "Jeg har været igennem alle mine spørgsmål." JN: "Må jeg tilføje en ting?" NMJ: "Ja, meget gerne" JN: "Hele Det Arabiske Initiativs væsen er selvfølgelig at vi vil vores arabiske naboer det godt. Det er derfor det officielt hedder reformer og demokratisering. Der er den anden side af det som er

6 egeninteressen. Efter Muhammedtegningerne og 9/11 er der en præventiv side også. Vi er bange for de kommer over Middelhavet og slår os ihjel. Når vi får penge til at opbygge et stort netværk blandt folk som virkelig har indflydelse på om religion skaber fred i Mellemøsten, men også mellem Mellemøsten og Europa, så er det et netværk, der kan arbejde positivt på forbedringer, men også et netværk, der kan mobiliseres præventivt, hvis der kommer en ny tegningekrise. Hvis der kommer en ny krise så kan UM via Danmission og dets partnere med det samme skrive ud til måske 2000 meget indflydelsesrige politikere, ungdomsledere, religiøse ledere og kulturelle personligheder og tegne vores version. Når jeg snakker om instrumentalisering af religion, så er der ingen tvivl om at det også er med i UMs kalkyle, når de giver os penge." NMJ: "Kunne man ikke også det før tegningekrisen?" JN: "Jo, på sin vis. Men et af mine hovedargumenter var at det er fint at de kan ringe efter os, når der skal slukkes ildebrande. Vi hjalp dem under tegningekrisen og sendte en delegation herned. Men de må så også støtte vores arbejde med at vedligeholde hele dette netværk og vores evne til at slukke de her religiøse ildebrande. Jo, man kunne godt gøre det før krisen, men man kan ikke gøre ret meget uden penge, så det at de har støttet os har betydet noget, men det har også betydet noget, at vi er blevet blåstemplet. At religion, interreligiøs dialog og de kristne i Mellemøsten er en vigtig del af dansk politik i MENA-regionen." NMJ: "Er de organisationer, I samarbejder med klar over at de penge I har kommer fra UM?" JN: "100 %. Det er virkelig top-professionelle folk. Mange af dem er først teologer, så er de master i filosofi og så har de lavet en ph.d i England, så det er en fornøjelse af arbejde med. Jeg er en ung, uuddannet fyr ved siden af dem. Selvom jeg er 37 og har både statskundskab og diplomuddannelse i ledelse og noget andet. Nej, de er top-professionelle og 100 % klar over hele spillet. De er sådan nogle typer der kan finde på at følge UMs udmeldinger, hvis de ved det kan betyde noget for dem. Den tidligere regering og særlig Lene Espersen var blevet så begejstret for religion i udenrigspolitikken, at hun mente at det at Danmission havde fået penge skulle lede frem til et helt nyt interreligiøst spor, hvor Danmission kunne få en meget stor pose penge, hvor vi skulle fortsætte vores eget, men også kunne administrere en pulje, som andre kunne søge. Det var sket, hvis den borgerlige regering var fortsat, men så kom regeringsskiftet og de røde er klassisk mere skeptiske over for religion og synes måske dybest set at religion skal undertrykkes eller opløses i humanisme. Vi var tæt på at nå det helt store gennembrud, men det må komme." NMJ: "Det kommer når den borgerlige regering kommer tilbage." JN: "Det ved jeg ikke om man skal håbe på, men i forhold lige til vores arbejdsområde her ville det ikke gøre noget. NMJ: "Kender du til andre danske organisationer i Egypten der støttes af DANIDA eller under Det Arabiske Initiativ?" JN: "DUF, Ulandssekretariatet - fagbevægelsens arbejde - er i færd med at etablere et kontor hernede for deres bevilling, og DEDI " NMJ: "DEDI hører jo direkte under udenrigsministeriet og er ikke en selvstændig organisation " JN: "Nej, de er nedsat af UM og en fast post på DAI's bevilling. Så er der Mellemfolkelig Samvirke har ikke så meget i Egypten, men der er Instituttet for Flerpartisamarbejde som har støttet noget politisk samarbejde i Egypten. Deres mål er at opbygge gode partier i Egypten fordi de ser det som forudsætning for demokrati. I forhold til DANIDA er vi meget, meget store. Vi får 10 millioner kr om året til at lave projekter sammen med CEOSS. International Media Support har også lavet noget hernede. De er fra Danmark. I-M-S.dk."