Samfundsfag og almen studieforberedelse

Transkript

1 Samfundsfag og almen studieforberedelse 3 Reformerne af ungdomsuddannelserne er nu så langt, at de mere tekniske detaljer og dermed forbundne problemer begynder at dukke op. Udkastene til læreplaner har nu været kendt et stykke tid, og der har da også været en mindre debat om indholdet; men i det store og hele er man rundt om i landet ganske godt tilfreds med det, der er kommet til at stå i læreplanerne for samfundsfag. Det er ikke ensbetydende med, at der ikke bliver nok at tage fat på; ikke mindst det nye C-niveau i gymnasiet og Kultur- og samfundsfaggruppe i HF skal nok kræve meget af samfundsfagslærerne. Men der er et andet sted, hvor vi for alvor bliver sat på prøve, nemlig i almen studieforberedelse. Almen studieforberedelse er et samarbejde mellem fag inden for og på tværs af det almene gymnasiums tre faglige hovedområder: naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab. Almen studie forberedelse er altså ikke et fag, men en ramme for et samarbejde mellem fag, som med reformen får en meget fremtrædende placering: der skal anvendes 20% af uddannelsestiden i grundforløbet, 10% af uddannelsestiden i studieretningsforløbet, og der skal aflægges en intern prøve efter grundforløbet, en synopsis under eksamenslignende forhold i fjerde semester, en synopsis eksamen i 3.g og endelig skal der undervejs (løbende) laves studierapport om arbejdet med almen studieforberedelse. Det kommer til at fylde rigtig meget i vores hverdag fremover, og der er nogle ganske særlige forhold, det gør sig gældende for samfundsfag. Det hedder i udkastet til læreplan for almen studieforberedelse om det samlede forløb: For den enkelte elev skal summen af emneforløbene ved ligelig inddragelse af alle tre faglige hovedområder bidrage til at give sammenhæng og overblik. Det samlede forløb skal skabe forudsætninger for at vurdere skiftende tiders tankemønstre, centrale forestillinger, samfundsmæssige problemstillinger, videnskabelige, teknologiske og kunstneriske gennembrud. D.v.s. at det samfundsvidenskabelige hovedområde skal bidrage med ca. en tredjedel i almen studieforberedelse! Og hvilke af gymnasiets fag hører hjemme i det samfundsvidenskabelige hovedområde? Samfundsfag, psykologi og erhvervsøkonomi. Det bliver en meget tung opgave at løfte for faget. Andre fag vil kunne bidrage med beskrivelser af samfundsfaglige elementer; men når det kommer til selve kernen i det samfundsfaglige område teorierne og metoderne -, så må der nødvendigvis en samfundsvidenskabelig kompetence til. Det er sådan set også beskrevet i bilaget til læreplanen, hvor det samfundsvidenskabelige hovedområde beskrives på følgende måde: De samfundsvidenskabelige fags empiri består af de elementer og strukturer, der opbygger og udtrykker menneskeskabte fællesskabers organisation, funktion og relationer til det enkelte individ og til andre fællesskaber eller samfund, i samarbejde eller konflikt. Det drejer sig om overordnede og formelle fællesskaber som stater og internationale fællesskaber eller mere afgrænsede fællesskaber af privat, offentlig og halvoffentlig art som virksomheder og institutioner, og om uformelle fællesskaber som aldersgrupper eller interessebestemte netværk og halvformelle fællesskaber som familier. De samfundsvidenskabelige fags teorier består af generaliseringer herom. De samfundsvidenskabelige fags metoder består af kvalitative og kvantitative metoder, som sikrer en empirisk forankring af teorier om sociale, økonomiske og politiske forhold og sammenhænge. De kvalitative knytter sig til interviews, deltagerstyrede undersøgelser og observationer, mens de kvantitative knytter sig til statistiske og beskrivende undersøgelser. Begge grupper af metoder kan sigte både på samtidsanalyse og prognoser. Vi er glade for, at det samfundsvidenskabelige hovedområde er blevet placeret på linje med det humanistiske og det naturvidenskabelige; men det kommer til at stille voldsomme krav til os selv, om hele tiden at holde fokus på vores fag og på samarbejdet med de andre fag både i studieretningerne og i almen studieforberedelse, ellers kan det samfundsvidenskabelige hovedområde meget let gå hen og blive det, som alle mener, at de kan og så er vi tilbage hvor vi var lige før. Steffen Christensen

2 NYT FRA FAGKONSULENTEN - fagkonsulentens hjørne Fagkonsulentens hjørne Per Henriksen Hvad sker der? Læreplanerne går i officiel høring ca. medio oktober 2004, ligesom arbejdet med vejledninger til læreplanerne så småt er ved at starte. En af de helt store udfordringer for arbejdet med vejledninger bliver at beskrive valgfagsforløb (C B, B A) i samfundsfag. Dette gælder også for hf, hvor det vil blive normalt med såkaldte parallelle forløb, idet undervisning i tilvalg (C B) skal tilrettelægges parallelt med undervisningen i kultur-samfundsfaggruppen. Det vil blive en pædagogisk og didaktisk udfordring. Jeg vil gerne her takke for de kommentarer der på Skolekom har været fremsat vedrørende læreplanerne for samfundsfag. Fremmødet til regionalmøderne i samfundsfag vidner også om en stigende interesse for reformen. Udkast til Eksamensbekendtgørelse, Kvalitetsbekendtgørelse og Bekendtgørelse vedrørende studie- og ordensregler kan forventes offentliggjort snarest. Desuden kommer der mange lovændringer som følge af strukturreformen. En universitetsreform er også sat på skinner en reform som får betydning for indholdet i og varigheden af uddannelsen for fremtidens gymnasielærere. Fra a priori til hvad? Der er mange uafklarede spørgsmål i forbindelse med reformerne. Flere vil helt sikkert dukke op i takt med indholdet i læreplaner og uddannelsesbekendtgørelser skal konkretiseres ude på skolerne. Især er der på regionalmøder mange spørgsmål vedrørende elevtid til skriftligt arbejde og uddannelsestid, herunder timerammen til almen studieforberedelse. Spørgsmål jeg ikke altid har kunnet svare på. En ting er dog sikker:at man som lærer går fra en situation hvor forholdene (tid til undervisning og antal skriftlige opga- 4 ver) i et skoleår var givet på forhånd til en situation hvor man som lærer og som medlem af et team i langt større grad fagligt og pædagogisk i større udstrækning skal argumentere for andel i dele af uddannelsestiden (fx almen studieforberedelse) og elevtiden. Det er en helt ny situation. Og den indebærer at gamle rutiner langt fra vil være tilstrækkelige også i samfundsfag. Også efteruddannelse er under forandring. Tidligere fik fagligt udvalg i samfundsfag del i den samlede efteruddannelsespulje, som blev fordelt ud på centrale kurser og regionalkurser. Fagligt udvalg for samfundsfag får ikke længere denne automatiske bevilling fra Undervisningsministeriet udvalget eller FALS skal indgå i konsortier med andre fag og/eller andre uddannelsesinstitutioner. Derfor kan det ikke forventes at den eksisterende efteruddannelsesaktivitet i form af regionalkurser m.v. kan opretholdes. Erstatningen vil bl.a. være tværfaglige kurser, fx matematik-samfundsfag, kultur-samfundfaggruppen, filosofi-samfundsfag, men også efteruddannelsesaktiviteter omkring evaluering, studieplaner m.v. Der kører allerede nu forskellige aktiviteter, hvis resultater i form af kursusmateriale vil blive lagt på En forsmag vedrørende samfundsfag og matematik kan findes på Almen studieforberedelse fylder meget i reformen af stx. Bl.a. Aarhus Universitet er med i et større pilotprojekt. I projektet deltager også en række gymnasier. Som resultat af arbejdet kan der forventes en række efteruddannelsestilbud med eksempler på konkrete forløb til almen studieforberedelse. Også Undervisningsministeriet vil i vejledningen til almen studieforberedelse komme med eksempler på tværfaglige forløb. På de fleste skoler er der desuden nedsat lokale arbejdsgrupper med det formål at udarbejde undervisningsforløb. Samfundsfaglærere bør være

3 NYT FRA FAGKONSULENTEN - fagkonsulentens hjørne med i disse lokale grupper, da den samfundsvidenskabelige dimension i læreplanen for almen studieforberedelse er ligestillet med den humanistiske og naturvidenskabelige dimension. Ikke fordi samfundsfag som fag har monopol på den samfundsvidenskabelige dimension i almen studieforberedelse, men modsat må samfundsfag være den naturlige samarbejdspartner i en lang række af tværfaglige forløb, hvor den samfundsvidenskabelige dimension indgår. Forudsætningen for dette er dog, at faggruppens lærer agerer aktivt i arbejdet med den lokale toning af almen studieforberedelse. Skriftlig samfundsfag Frem til sommeren 2007 vil prøven i skriftlig samfundsfag blive afviklet efter de gældende bestemmelser. Link til Råd og vink vedrørende skriftlig samfundsfag 2004 blev mailet til alle skoler i september Adressen er: dk/gymnasie/almen/nyheder/2004/gymnyt85.htm?m enuid= Indeholdt heri er en evaluering af sommerens prøve, ligesom skriftet indeholder en række konkrete råd og vink især omkring gruppeforberedelse. Budskabet heri er bl.a. at eleverne skal trænes i gruppeforberedelse, hvis de er tilmeldt standardforsøget. En træning som helst skal startes tidligt i 2.g. set identiske med standardforsøget, dvs. 1 time sparring plus 5 timer individuel besvarelse. De nye målbeskrivelser for samfundsfag på A-niveau giver flere muligheder, således at opgavekommissionen efter reformen har et fundament for forskellige typer af opgaver. Her kan arbejdet fra de grupper der i 1999 fremlagde eksempler på andre typer skriftlige opgaver være til stor nytte. Den eksisterende opgavetype fungerer godt og bl.a. inspireret af arbejdet i skriftlighedsgrupperne er spørgsmålsformuleringer blevet mere præcise. Omvendt må en reform være en naturlig anledning til at revurdere også de skriftlige opgaver. Som tidligere meddelt har Danmarks Evalueringsinstitut evalueret skriftlig samfundsfag, dansk og biologi. Rapporten offentliggøres 6.oktober Intern evaluering og kvalitetsudvikling I samtlige læreplaner og uddannelsesbekendtgørelser har evaluering en fremtrædende placering. I Nyt om Gymnasiet og HF nr. 86 var der et notat vedrørende Evaluering og kvalitetsudvikling som sikkert kan inspirere i det videre arbejde ude på skolerne med evaluering. Notatet kan hentes på adressen: Den eksisterende opgavetype med fællesdel og valgfrie delopgaver fungerer godt. Også standardforsøget med gruppeforberedelse får gode evalueringer. For opgavekommissionen kan formen (1 fællesdel med et spørgsmål plus 3 valgfrie delopgaver med hver 2 spørgsmål) på opgavesættet som helhed virke som en ikke altid hensigtsmæssig skabelon. Det lykkes eksempelvis ikke altid tematisk at skabe en klar sammenhæng mellem alle delopgaverne og fællesdelen. For opgavekommissionen har det også været en udfordring parallelt at skulle lave forskellige opgaveformuleringer til de samme temaer til hhv. prøven med gruppeforberedelse og prøven uden gruppeforberedelse. Rammerne for den skriftlige prøve efter reformen (første gang sommeren 2008) bliver stort 5 Den store skriftlige opgave Tiden nærmer sig! Husk at den store skriftlige opgave skal indeholde en samfundsfaglig problemstilling og skal besvares med inddragelse af samfundsfaglige teorier og metoder. Opgaveideer med en problemstilling på grænsen til andre fag (eksempelvis erhvervsøkonomi, psyskologi, biologi, filosofi) kan skrives som tværfaglige opgaver, jf. forsøgshæftet (hæfte 55). Hæftet kan hentes på adressen: tp://us.uvm.dk/gymnasie/udvikling/haefte- 55/omslag.htm?menuid= Husk også at det er en god ide at lade en anden lærer i samfundsfag gennemse udkast til opgaveformuleringer. Afsluttet Per Henriksen

4 BESTYRELSENS BERETNING - Samfundsfag Bestyrelsens beretning Samfundsfag Året er som stilheden før stormen i 2005 skal reformerne af ungdomsuddannelserne implementeres, og så kommer der til at ske en masse på alle niveauer i vores sektor fra ministeriets top med den centrale overordnede planlægning til den konkrete virkelighed ude på skolerne; men stilhed er en noget misvisende beskrivelse af det forløbne år Det startede med en lang og kedsommelig og lidt frustrerende ventetid Lovforslaget blev fremsat i sommerperioden. Første behandlingen af lovforslaget fandt sted den 31.oktober; og vi ventede stadig på en afklaring af hvem, der skulle deltage i udarbejdelsen af læreplanerne. Denne afklaring kom ikke heller ikke efter den aldeles u- problematiske første behandling i Folketinget. Først i slutningen af januar blev arbejdet sat i gang med en offentliggørelse af læreplansgrupperne og alle papirer i forbindelse med arbejdet blev ligeledes offentliggjort på UVM s hjemmeside. Det var sent, men det, at man offentliggjorde alt materiale, var forbilledligt. Bestyrelsen var repræsenteret i læreplansgrupperne: Jytte Knudsen i STX (sammen med Claus Just Andersen fra Marselisborg Gymnasium, Karen Hilmer Pedersen fra Aarhus Universitet og Per Henriksen) og Steffen Christensen i HF (sammen med Mette Jespersen fra VUC Århus og Per Henriksen) alle de bange anelser om en meget lukket og styret proces udenom de faglige foreninger blev gjort til skamme. Arbejdsprocessen i læreplansgrupperne har været den, at man i gruppen har diskuteret indholdet generelt, hvorefter der blev lavet udspil af fagkonsulenten. Dette udspil blev så genstand for en lang række tilføjelser, revisioner og omformuleringer o.s.v. Grupperne har været samlet femseks gange og ellers benyttet sig af elektronisk 6 kommunikation. Tiden var knap vi skulle være færdige den 15. maj og havde altså ca. 3 måneder; alligevel vil vi fra bestyrelsens side sige, at det har været en meget tilfredsstillende proces. Hele bestyrelsen er blevet inddraget i diskussionerne, idet vi kunne melde tilbage på bestyrelsesmøder, og her er der kommet meget input til de endelige udkast. Det eneste beklagelige i denne proces er, at det ikke var muligt (læs tilladt) at brede diskussionen ud i et større forum fx via vores hjemmeside; men det bliver der så rådet bod på i dette efterår, hvor udkastene er offentliggjort, og hvor der er en officiel høringsfase. Indholdet i læreplanerne er nu velkendt, men skal alligevel have en kort kommentar I gymnasiet er det mest spændende vores nye obligatoriske C-niveau. Samfundsfag er placeret i 1.g og skal dermed være en del af det omdiskuterede grundforløb, hvor alle deltagende fag skal af med 20% af uddannelsestiden til almen studieforberedelse. Det bliver en meget stor udfordring til lærere og fag; men vi har meget at byde på i forbindelse med de studieforberedende aktiviteter fx er der skrevet et krav om mindst et projektarbejde med anvendelse af fagets metoder ind på C-niveau, og det vil være oplagte i et samarbejde med andre fag i almen studieforberedelse. Kernestoffet på C-niveau er ellers sociologi med identitetsdannelse og levevilkår, politik med ideologier, beslutningsprocesser, demokrati og menneskerettigheder samt økonomi med velfærd og fordeling. Det er et spændende udgangspunkt i noget vi kender det eneste nye er kravet om behandling af menneskerettighederne men anvendt i en for os ny sammenhæng. På B-niveau er der meget mere med indenfor sociologi, politik og økonomi; men det nye er meget præcise metode krav: komparativ metode og kvantitativ og kvali-

5 BESTYRELSENS BERETNING - Samfundsfag tativ metode, står der eksplicit som en understregning af det studieforberedende aspekt, som er overordnet i hele STX bekendtgørelsen.videre er der krav om mindst to projekter på B-niveau, og hvor samfundsfag er studieretningsfag skal disse være tværfaglige, hvor samfundsfag er valgfag skal mindst et tage afsæt i elevernes studieretningsfag det kan kræve en del kreativitet, hvis man har elever fra 4-5 studieretninger. Endelig er der A-niveau vores høje niveau, som har det hele: sociologi, politik, økonomi, international politik og metode. En nyskabelse er her, at eleverne skal læse et originalt samfundsvidenskabeligt skrift. D.v.s. at de skal snuse til det rigtige samfundsfag, og det er igen en understregning af det studieforberedende i uddannelsen. Det virker umiddelbart som meget anvendelige læreplaner, de skal selvfølgelig stå deres prøve i det konkrete arbejde og i samarbejdet med andre fag. I HF er der også tale om noget nyt i og med, at fællesfaget indgår i en faggruppe med religion og historie vi ophører altså som selvstændigt fællesfag, men eleverne kan stadig vælge samfundsfag som tilvalgsfag. I faggruppen bliver der dels tale om at arbejde med nogle fælles mål for faggruppen og med kernefaglige mål for de tre fag. For samfundsfags vedkommende kan man sige, at de kernefaglige mål, er nogenlunde dem, som vi kender fra det nuværende fællesfag - d.v.s. politik med ideologi, demokrati og beslutninger, sociologi med identitetsdannelse, socialisation og sociale forskelle samt økonomi med sammenhænge og styringsmuligheder. Den store udfordring bliver samarbejdet og der er i læreplanen udpeget nogle områder, som der skal arbejdes flerfagligt med nemlig: - Globalisering og kulturmødet - Områdestudium - Identitetsdannelse i traditionelle, moderne og senmoderne samfund - Værdier og livsformer - Religiøse og politiske brud i dansk og europæisk perspektiv - Det gode samfund. Disse er så tilpas brede, at de ikke kan genere nogen; men det bliver alligevel en udfordring at få 7 samarbejdet tænkt igennem og implementeret på en sådan måde, at eleverne får et større udbytte end de i dag får af de tre fag hver for sig. En af de store knaster er eksamen. Det er således, at der skal være en eksamen, og det betyder en eksaminator og en censor. Det eneste vi er blevet lovet i den sammenhæng er, at alle tre kompetencer skal være til stede under eksaminationen; men det bliver jo så med en helt ny rolle for censor i forhold til hvad vi er vante til (og de af os der har to af de tre fag kan vel se frem til i al fremtid at være censorer i faggruppen). Offentliggørelsen af læreplanerne forløb ikke helt, som den skulle Planen var, at læreplanerne skulle offentliggøres på UVM s hjemmeside ved sommerferiens start. Det blev de fleste også, men nogle bl.a. samfundsfag manglede. Læreplanen var afleveret rettidigt, og referencegruppen havde to mindre præciseringer: det skulle understreges, at det var danske beslutningsprocesser og ideologierne (liberalisme, konservatisme og socialisme) skulle nævnes med navn. Efter ferien var der stadig ingen læreplan den kom 11. august; mens de øvrige manglende fag dansk, historie og religion ikke nåede at blive offentliggjort i august. En sådan usamtidighed giver plads til alle slags rygter, som fx at læreplanerne behandles i regeringens koordinationsudvalg. Om det er tilfældet vides ikke, men alene det at rygtet vedholdende cirkulerer blandt de personer, som må formodes at være rimeligt tæt på, er et problem. En del af problemet kan være den nedsatte referencegruppe med såkaldt uafhængige eksperter. De har ved flere lejligheder ytret sig offentligt om læreplanerne mens de som har skrevet dem ikke må sige noget som fx den 20. august, hvor Jørgen Granum-Jensen i Politiken rettede et fuldstændig malplaceret angreb på samfundsfag, hvor læreplanen blev beskyldt for at være en tynd kop te, som var blevet forkastet af referencegruppen. Det er lodret forkert! Referencegruppen havde alene ovennævnte præciseringer samt et ønske om at det retlige system blev skrevet ind i læreplanen, hvilket det uden problemer blev allerede inden sommerferien. Man kan kun gisne om motiverne; men mon ikke de hænger sam-

6 BESTYRELSENS BERETNING - Samfundsfag men med Jørgen Granum-Jensens ønske om promovere egne (og historiefagets) interesser. Det er fuldstændig urimeligt, at en person fra referencegruppen optræder i medierne med en kritik som ingen kan forsvare sig imod; men heldigvis er den rette sammenhæng blevet præciseret af politikerne fra uddannelsesudvalget som har set udkastet både før og efter det var i referencegruppen (jvf. Gymnasieskolens Netnyheder 20. september) mere præcist kan det vist ikke sættes på plads! Efteruddannelsen bliver ændret totalt i den nærmeste fremtid. Vi kender en efteruddannelse, hvor fagligt udvalg laver efteruddannelse i meget tæt kontakt med aktive lærere i faget. Finansieringen kommer dels fra undervisningsministeriet og dels fra deltagerbetaling; ministeriets tildeling til fagligt udvalg ophører nu, og det betyder, at fagligt udvalg ikke har penge at arbejde med. I stedet skal / kan fagligt udvalg på linie med alle andre aktører udbyde kurser og søge støtte til disse i ministeriet. Det lyder umiddelbart som om processen blot er vendt på hovedet, men det er ikke helt tilfældet, for fagligt udvalg er frivillig arbejdskraft, der laver kurser fordi de kan lide det, og set i det perspektiv bliver det ikke særligt attraktivt at udvikle kurser, som kan ende med ikke at blive til noget. Indtil videre er det gået fint for samfundsfag, fordi vi er med i meget af det nye studieretninger, almen studieforberedelse og kultursamfundsfaggruppen som har ministeriets bevågenhed lige nu. På lidt længere sigt bliver efteruddannelsen nok varetaget af andre og meget større aktører (DIG som et oplagt eksempel) og det vil af udenforstående blive opfattet som en professionalisering af efteruddannelsen, men det betyder, at den bliver fjernet fra dem, der ved hvor skoen trykker. tåler gentagelse. Det er imponerende at så travle mennesker er i stand til at engagere sig i den faglige forening og lave et stort stykke arbejde uden at diskutere timer og aflønning, men blot tage de ekstra arbejdsbyrder, der ligger og venter, når man vender tilbage fra aktiviteter i bestyrelsens regi. Men vi mærker, at det bliver sværere og sværere at få fri. Bindingerne på skemaer og klasser på skolerne tillader ikke mange udenoms aktiviteter, og det går naturligvis også ud over bestyrelses arbejde. Det må være et krav ved de kommende overenskomstforhandlinger, at der afsættes tid til arbejdet i de faglige foreninger fx i form af en amtslig pulje.alligevel bliver vi nødt til at tænke på alternative måder at organisere arbejdet i bestyrelsen på. Vi sagde sidste år farvel til Vibeke Due, som valgte at trække sig tilbage fra bestyrelsesarbejdet efter en lang periode. Vi er glade for, at Vibeke stadig er aktiv i den faglige forening som repræsentant for København i det regionale samarbejde og en stor arbejdskraft i forhold til AEEE. Marianne Nordentoft er ny i bestyrelsen. Mariannes daglige arbejdsplads er HTX og hendes indtræden i bestyrelsen er forhåbentlig en lille begyndelse på et tættere samarbejde med de andre gymnasiale uddannelser. Hun har kastet sig ud i arbejdet med et stort engagement og påtaget sig meget centrale opgaver i bestyresesarbejdet bl.a. internationalt udvalg og deltagelse i AEEE konferencen i København. Vi glæder os over et allerede godt og udbytterigt samarbejde og ser frem til, at det kan fortsætte i mange år. Samarbejdet med fagkonsulenten og med forlaget er stadig tæt og godt. Der er direkte kontakt og en let adgang til de to helt centrale medspillere i arbejdet.vi ser frem til et tæt samarbejde om udfyldningen af rammerne for det nye samfundsfag, som kommer til at kræve nye lærebøger. Samarbejdet i bestyrelsen.vi har afholdt 5 ordinære bestyrelsesmøder samt et møde med Columbus. Samarbejdet i bestyrelsen har som sædvanlig været rigtig godt. Bestyrelsesmedlemmerne udfører hver især og sammen et meget stort stykke arbejde, og jeg givet udtryk for det før, men det 8 PS Pædagogisk samarbejdsudvalg er GL s udvalg med repræsentanter fra de faglige foreninger og fra de andre ungdomsuddannelser. Der er afholdt to ordinære møder: Oktobermødet i 2003 handlede meget om diskussionen om

7 BESTYRELSENS BERETNING - Samfundsfag vores deltagelse i læreplansgrupperne. Martsmødet 2004 handlede om og forholdt sig til status for arbejdet med læreplanerne og med bekendtgørelsen for STX og HF. Endelig blev der den 10.august afholdt et ekstraordinært møde, hvor GL fremlagde et udkast til sit høringssvar til hovedbekendtgørelsen (STX). Så arbejdet i PS har ligesom bestyrelsesarbejdet været tæt knyttet til arbejdet med reformen. Fagligt udvalg Fagligt udvalg har i år afholdt følgende centrale kurser: Regionsrepræsentantskabskurset i Nyborg, hvor temaet var Gymnasiereformen Generalforsamlingskursus også i reformens tegn (Nyborg i november) Der har været følgende regionale kurser i 2004: Samfundsfag efter reformen - Åbenrå Samfundsfag efter reformen - Odsherred Samfundsfag efter reformen - Nykøbing F Studieretninger og samspil - Nyborg Studieretninger og det tværfaglige samarbejde - Århus Samfundsfag efter reformen -Tarm Samfundsfag efter reformen - Frederiksborg Samfundsfag efter reformen - Ribe Samfundsfag i reformen: C-niveau, grundforløb/ AS og studieretning - Storkøbenhavn Samfundsfag efter reformen - Ålborg Samfundsfag efter reformen - Roskilde Samfundsfag efter reformen - Kolding 9 De samlede efteruddannelsesbevillinger var på kr., ikke så forfærdelig mange penge, og der var da også visse kurser, som vi ikke kunne bevilge penge til, nemlig AEEE-konferencen, samarbejde med filosofi og psykologi, som alle blev henvist til at søge midler andre steder. Det er sidste år, vi har den slags bevillinger at gøre godt med, for fremtiden skal vi søge udviklingsmidler, måske i de såkaldte konsortier, måske alene i uvm s puljer, og derudover satse på brugerbetalte kurser og møder. Det betyder selvsagt, at vi skal overveje nøje, hvordan vores kursusaktivitet skal se ud og i den forbindelse også hvilken fremtid FALS skal have. Men de næste år vil i høj grad stå i reformens tegn. Udover ovennævnte aktiviteter har der været udviklingskurser sammen med matematik og dansk, som er mundet i forslag til samarbejdsforløb, som kan ses på foreningens hjemmeside til dette er der bevilget penge fra uvm s udviklingspulje. På trods af travlhed med reformefteruddannelseskurser på alle skoler og besvær med at få tilladelse til at deltage i møderne var der mange regionsrepræsentanter, som deltog i regionsrepræsentantskabsmødet i Nyborg d , dog manglede 5 regioner, og det bliver interessant at se, hvordan det regionale arbejde vil udvikle sig i fremtiden.vi mener fortsat, at det er vigtigt, at vi både mødes regionalt og nationalt, så vi kan inspirere hinanden og sikre en vis geografisk sammenhæng i fagets udvikling. Fondsbestyrelsen Forlaget Columbus Fond blev oprettet i 1984 og driver et forlag, som udgiver bøger til studiebrug ved ungdoms- og voksenuddannelserne (og efterhånden også ved de videregående uddannelser). Året har været præget af et godt samarbejde mellem FALS og Columbus, hvor diskussionerne om forlagets fremtidige udgivelser både set i lyset af behov for mere elevvenlige udgivelser og gymnasiereformens krav til samfundsfag har været dominerende. Fonden uddeler også Columbus-prisen, som blev indstiftet i 1992, og bliver uddelt, når der er en god anledning til det, dvs. når der er en aktuel person/gruppe af personer, som har gjort sig bemærket på en sådan måde, at vi mener det kan sikre en vis positiv opmærksomhed om samfundsfag, således at kendskabet til og interessen for faget styrkes. Senest (november 2002)blev prisen givet til sociologen Henrik Dahl. Det er i skrivende stund ikke afgjort, om der skal uddeles en pris i 2004.

8 BESTYRELSENS BERETNING - Samfundsfag Internationalt udvalg: FALS er medlem af to internationale foreninger Civitas og AEEE. Civitas arbejder især på at fremme den demokratiske udvikling i Østeuropa bl.a. ved forskelligt lærersamarbejde. FALS støtter foreningen, men er ellers passivt medlem. Thøger (frivillig) og Marianne Dideriksen (frivillig) betød at den kunne gennemføre, da der samtidig blev bevilget tilskud fra Columbus fond, Tipsmidlerne og Erhvervs- og boligministeriet og FALS stillede en underskudsgaranti. Den næste konference finder sted i 2006 i Gent i Belgien. AEEE er en forening for europæiske økonomilærere. Formanden er for tiden dansk: Susanne Vogelius fra Gammel Hellerup gymnasium. Foreningen bliver holdt oppe af nogle ildsjæle og har altid pengemangel. FALS er medlem ligesom FLE. Der bliver afholdt en konference med et økonomisk/samfundsfagligt tema hvert andet år i en by i et af medlemslandene, værtskabet går på tur. Der har senest været afholdt en konference i København/Frederiksberg d august (tidspunktet er bestemt af de sydeuropæiske medlemmers ferietidspunkt), hvor FALS og FLE (Foreningen af lærere i erhvervsøkonomi) står for arrangementet. Temaet var How can we integrate our students as active participants in an enlarged Europe in the perspective of a global economy? Det var en meget vellykket konference med ca. 65 deltagere fra 11 forskellige lande. Konferencen var en blanding af oplæg fra danske og udenlandske lærere, der var modtagelse på Frederiksberg Rådhus og arrangeret besøg på NOVO i Hillerød, og om aftenen var der arrangeret spisning i Bjælkehuset i Valby (et traditionelt dansk spisested i Søndermarken på Frederiksberg) og i Tivoli med rundvisning, idet det også er en del af AEEE-idéen at præsentere karakteristiske sider af den kultur, som præger det land konferencen foregår i. Det var meget svært at få midler til afholdelse af konferencen, gruppen var for sent ude i forhold til EU og samtidig var den form for association ikke umiddelbart nem at presse ned i EU-ansøgningsskemaer, og på et tidspunkt var der udsigt til, at konferencen måtte aflyses, men en utrolig indsats fra arrangørgruppens side (Susanne Vogelius (formand for AEEE), Gitte Lyager (FLE), Orla Duedahl (FLE), Marianne Nordentoft (FALS), Lone Bentzen (FALS),Vibeke Due (frivillig), Anne 10 Samfundsfagsnyt Samfundsfagsnyt er udkommet med 5 numre pr. år. Vi tilstræber at bladet bringer en blanding af samfundsfaglige artikler, gerne på videnskabeligt niveau, og af pædagogiske og didaktiske artikler, fordi vi gerne vil yde vores bidrag til en fortsat fagdidaktisk debat blandt samfundsfagslærerne.vi håber således at der i det kommende år vil være mange, der har lyst til at skrive om de mange nye elementer i gymnasiereformen, der udfordrer os. Steffen Bruun Christensen.

9 MODERNE FORESTILLINGER Moderne forestilinger om magt og og demokrati Af Niels Nørgård Kristensen, Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning,Aalborg Universitet. Indledning Vi bærer alle rundt på nogle bestemte forestillinger om samfundet: om høj og lav, lighed og forskellighed, position og status, grader af magtdistance, osv. Sådanne opfattelser kan antydes af et lille, konkret eksempel fra min egen virkelighed: På en dejlig forårsdag er jeg ude at gøre mine indkøb.ved parkeringspladsen uden for Fakta står der en dame på ca. 60 år og nyder solen. Hun har tydeligvis ikke travlt.vi smiler til hinanden, da jeg stiger ud af bilen. I det samme kører en mand forbi i en rød, åben sportsvogn. Han parkerer bilen et stykke fra os. Sig mig, var det ikke en MG?, spørger damen. Jeg tror det, svarer jeg - men jeg er ikke nogen ekspert på området. Mit kendskab til biler, og især sportsbiler, er afgjort ikke det største. Hm. Der er altså noget, der ikke passer, siger hun så. Hvilket? Ja, altså Fakta og så en MG!. Eksemplet ovenfor viser, hvordan vi har ganske særlige forventninger om bestemte sammenhænge, når vi konstruerer forståelser og billeder af, hvordan verden ser ud. Det påfaldende - og fascinerende - er naturligvis, at selvom vi lever i det samme samfund og deler den samme objektive virkelighed, så tolker vi den på vidt forskellige måder. Man kan måske ligefrem tale om, at vi konstruerer forskellige matricer til at anskue verden ud fra. Spørgsmålet er så bare, hvordan sådanne forståelser af samfundet og magten dannes? Hvad er f.eks. den nærmere sammenhæng mellem egne erfaringer og oplevelsen af samfundet? Vi har alle nogle stereotype bestemmelser af, hvordan verden er indrettet. Sådanne stereotyper kan være særdeles informative, både hvad angår de manifeste magtforståelser, og de mere latente og skjulte opfattelser og måder at strukturere virkeligheden på. Hermed tematiseres sammenhængen mellem faktiske vilkår og den subjektive oplevelse heraf. Centrale spørgsmål er, hvordan vi forstår og oplever magten i samfundet, samt hvorfra vi henter de elementer, som påvirker eller bestemmer udformningen af den enkeltes kognitive kort eller politiske samfundsbillede: Hvordan bestemmes magten? Hvor ses magten fra, og hvordan håndteres den? Hvordan opleves egen rolle i demokratiet - opleves det fx., at man selv har noget at skulle have sagt? I en af undersøgelserne under Magtudredningen, Billeder af magten portrætter til forståelse af magt og demokrati (Kristensen, 2003), sættes der netop fokus på, hvordan forskellige danskere i dag oplever magten i samfundet og deres egen rolle i demokratiet. Artiklen bygger på resultaterne af denne undersøgelse. 11 Magtforståelser Mange vil sikkert huske, dengang John Mogensen i starten af 1970 erne bragede igennem med Der er noget galt i Danmark. Sangen blev en stor succes, især fordi den gav den lille mand en stemme og udtrykte en forargelse over forholdene. Mogensen udtrykte den lille mands afmagt over for systemet banditterne, det er dem i habitterne. Den tematiserede nogle modsætninger, oplevelser af ulighed og billeder af magten, som mange sikkert vil hævde, stadig er fremtrædende den dag i dag: Nemlig billeder af et hierarkisk samfund, som tilgodeser de i forvejen økonomisk velstillede, og en forståelse af det politiske system som inkarneret af magteliter, der kører deres

10 MODERNE FORESTILLINGER egen agenda og lader hånt om folkets tarv. Der er her tale om et system af aktører, som tænker og taler næsten ens - uanset om det gælder direktører, politikere, bureaukrater eller eksperter. Systemet udgøres af såvel offentlige myndigheder som autoriteter i bred forstand. Der er her tale om en af de mest klassiske magtdikotomier, nemlig systemet versus manden på gulvet. I dette scenarie er afmagten udtalt, og selvforståelsen domineres af (livs)verdensopfattelser, som er i skarp kontrast til den (system)verden, hvor magtens mennesker findes. Her kan der i høj grad tales om opfattelser af et os og et dem. Med eksempelvis Dansk Folkepartis succes med at slå på modsætningsparret over-danmark over for under-danmark kunne man måske forvente, at stereotype magtbilleder som dem fra Mogensen s sang stadig er fremherskende - og at mange ser et hierarkisk samfund, hvor de i forvejen økonomisk velstillede rager til sig, og hvor bureaukratiet og magteliten dominerer. Billeder af magten er baseret på dybdegående interviews med udvalgte danskere, hvor vi får blotlagt forskellige forestillinger om samfundets virkemåde og magtforhold. Portrætterne fungerer som tidstypiske beskrivelser af borgere i det moderne samfund; vi møder manden og kvinden på gaden, fx. Susser, som er journalist og bor i whiskeybæltet, gaffeltruckføreren Jørgen fra Viborg, Klaus fra Nørrebro, som er formand for en afdeling under SiD, taxachaufføren Finn fra Amager, Per fra Hinnerup ved Århus, som er førtidspensionist, landmanden Mogens fra Mejrup uden for Holstebro og Jesper, der er edb-systemudvikler i et firma i Vejle. Hensigten er at beskrive variationen i de mere grundlæggende forestillinger om magten i det aktuelle, danske samfund. Dette gøres på baggrund af 29 kvalitative forskningsinterview, hvoraf de 11 er udvalgt til personportrætter og dybere analyse i bogen. I Erik Damgaard s store, kvantitative spørgeskemaundersøgelse fra 1980, som er rapporteret i Folkets veje i dansk politik, ses der lidt tilsvarende på danskernes oplevelse af magtforholdene mellem politiske institutioner. I Damgaards klassiske undersøgelse er opfattelserne forholdsvis differentierede. Et fællestræk er dog, at den 12 sociale afstand er væsentlig for oplevelsen af magtforholdene: Man henviser så at sige til andre, når magten skal placeres - og disse andre er tydeligt adskilt fra, og på afstand af, ens egen samfundsmæssige placering. Politikeren peger på embedsmanden, arbejderen peger på direktøren, og direktøren peger fagforeningen, osv. Damgaard tolker resultaterne således, at respondenterne i undersøgelsen typisk tillægger fjernere placerede aktører særlig indflydelse. Dvs., at magten har de andre (Damgaard 1980:202-3). I de sociologiske undersøgelser af samfundsbilleder blandt arbejderklassen, som blev foretaget i Storbritannien fra 1950'erne og frem til midten af 1970'erne, afdækkes gennemgående en klassebaseret forståelse af samfund og magtrelationer, og arbejdernes oplevelse af samfundet tegnes som et dikotomt billede opdelt i os og dem - repræsenterende hhv. de magtesløse og de magtfulde. Denne oplevelse står over for middelklassens typiske status- eller hierarkibaserede forståelse af samfundet og billedet heraf som en social rangstige, som man gradvist kan klatre op ad. I David Lockwood s klassiske studie, Sources of Variation in Working-Class Images of Society (1966), tages der udgangspunkt i, at sociale relationer og placeringen i samfundsstrukturen via arbejdslivet sætter bestemte magt- og samfundsopfattelser. Der er her typisk en dikotom os/- dem - forståelse af samfundet, eller hvad Lockwood også benævner som en klassebaseret power-model. Dem, der ikke er os er lig med de andre, som fx. udgøres af chefer, overordnede, funktionærer og myndigheder. Der er forholdsvis stor politisk afmagt i denne forestilling. Der er stærke bånd til ligesindede, stor intern solidaritet i gruppen - og samtidig også en pæn portion stolthed omkring arbejdet og den faglige tradition. Et centralt analytisk afsæt for Lockwood (og generelt Cultural Studies- traditionen) var - med inspiration i Marx s skelnen mellem Klasse an sich og Klasse für sich - netop sammenhængen mellem den objektive klassesituation og bevidstheden, dvs. den subjektive forståelse af denne situation. I de britiske undersøgelser peges der altså på, at det er magten i forhold til de umiddel-

11 MODERNE FORESTILLINGER bare omgivelser og arbejdssituationen, som strukturerer opfattelsen af de samfundsmæssige magtforhold. Samfundet er så at sige at forstå som en aggregeret og forstørret enhed af arbejdslivets hierarki, dvs. som virksomheden i forstørret udgave - med de samme autoritære forhold og den samme afmagt. Hvad angår sondringen mellem de nære/fjerne magtrelationer, så har traditionen udelukkende blik for de førstnævnte. Spørgsmålet er om - eller i hvilken grad - man kan forvente at finde noget, der ligner Lockwood s dikotome klasseforståelse i dag. Dels, naturligvis, fordi der næppe nogensinde har været mange af Lockwood s klassiske arbejdere i Danmark, men primært fordi der grundlæggende må sættes spørgsmålstegn ved, om det er det nære - og her især arbejdssituationen, der fundamentalt strukturerer identiteten eller magtforståelsen. Dette er, hvad der blev forudsat i Cultural Studies -litteraturen, hvor individers sociale bevidsthed i høj grad ses som påvirket af den nære sociale kontekst. Dele af sociologiens tilbøjelighed til at tage udgangspunkt i de nære og erfaringsbaserede forhold går også igen i en dansk sammenhæng i Thomas Højrups etnologisk inspirerede livsformsanalyse (Højrup, 1983), hvor livsformerne essentielt struktureres af arbejdslivet, og hvor identiteten grundlæggende dannes via arbejdslivet og den livsform, som er knyttet hertil. Identiteter og hverdagskulturer inkarnerer centrale træk og karakteristika hos aktører og angiver ikke alene værdier, men tilkendegiver også en individuel erkendelsesdimension. Fra sociologien er det i den forbindelse en velkendt antagelse, at hvis mennesker ikke er i stand til at kontrollere eller overskue verden, så reducerer de simpelt hen denne til de nære omgivelsers dimensioner (Castells, 1983). Hermeneutikere ser derfor ofte de livsnære erfaringer som en del af det filter og den værktøjskasse, som man bearbejder og fortolker de mere fjerne ting (herunder det politiske system) med. Dannelsen af politiske holdninger og bevidsthed kan imidlertid næppe forstås snævert i forlængelse af arbejdssfæren, som hos Lockwood m. fl., hvor næsten al socialitet afledes af arbejdslivet. Faktorer som fx. medier og offentlighed, kulturel 13 pluralisering eller globalisering, mv. har ingen plads i denne sociologiske tradition. Man kan i dag næppe a priori tage udgangspunkt i, at arbejdslivet strukturerer hele livsformen grundlæggende. Der findes en række struktureringsformer, som må antages at være fælles for alle, uanset erhverv. Moderne samfund er præget af en udpræget rumlig, tidsmæssig og institutionel differentiering (Mortensen, 1987:15). Man kan derfor ikke gå ud fra, at arbejdslivet er selve kilden til identiteten. Hvor man tidligere (og i den hermeneutiske tradition) ledte efter identiteternes udspring i de nære omgivelser, må man altså i dag afsøge påvirkninger fra fjernere relationer, herunder medier og globaliseringsprocesser. Det meste af tænkningen i relation til politik og magt er konstrueret og bygget op omkring traditionelle (og logiske) modsætningspar, som eksempelvis lønarbejdere versus arbejdsgivere og kapitalejere, hvilket også er en modsætning, der har været centralt for etableringen af det politiske partisystem, som vi kender i dag (Andersen, 1984). Den sociale struktur er dog øjensynligt mere differentieret i nutidens netværks - eller informationssamfund, end tilfældet var i det klassiske industrisamfund. De klassebaserede modsætninger og os/dem-dikotomier baseret på indtægt eller ejendom over produktionsapperatet er derfor forventeligt afløst eller suppleret af andre, mere individuelle og selvidentitetsbaserede orienteringer, som eksempelvis etniske, vidensbaserede, livsstilsbaserede, generationsbaserede, kønsbaserede, eller helt andre typer af kløfter og modsætninger. Der er, som anført, andre ting, end arbejdssituationen, som skaber identitet, og det afgørende er derfor, hvor betydningsskabende arbejdet overhovedet er. Derudover er der andre typer af opbrud i forhold til de vante forestillinger om identitet og samfundsopfattelse. Fra modernitetsanalysen er det således kendt, at postmaterielle værdier har fået en central placering ved siden af de traditionelle, materielle værdier. Ofte hævdes det, at de autoritære opfattelser og materielle værdier, som kendetegnede industrisamfundet, i stort omfang er afløst af individualitet, selvudfoldelse og frihed til at vælge personlig livsstil. En velkendt, generel forståelses-

12 MODERNE FORESTILLINGER ramme i det senmoderne samfund er, at der er sket et skifte bort fra traditionel interessebaseret og ideologisk politik mod en mere individuelt orienteret og begrundet politikforståelse (Inglehart, 1997; Beck, 1992). Selvet bliver mere og mere organiseret som et refleksivt projekt, hvor den enkelte indarbejder medieret materiale i en sammenhængende biografisk fortælling under stadig revision (Giddens, 1991;Thomp-son, 2001). Folk orienterer sig i forhold til det politiske billede generelt i mindre udstrækning efter deres arbejdssituation og klassetilhørsforhold - de personlige værdier spiller en større rolle. Dvs. snarere end økonomiske interesser og klassestrukturer er det, i samfund af denne type, subjektivt meningsskabende, kulturelle faktorer, der fungerer som input til identitetsarbejdet - og som virker handlingsmotiverende for individer (Kaare Nielsen, 2001). Der sker mao. en spredning af (identitetsdannelses-)feltet, hvilket også gør det vanskeligere at teoretisere over det. Moderne livsformer udfoldes på et væld af forskellige måder. Diskussion og analyse Med afsæt i de magtoplevelser og magtkategorier, som responterne udfolder og henviser til, skal der i det følgende gives et indblik i nutidige magtforståelser. Her gives først et kort indblik i samfundssynet og de mere grundlæggende måde at strukturere forståelser på hos interviewpersonen Jørgen, som er truckfører og i den forbindelse repræsenterer en nutidig arbejderidentitet. Jørgen er 43 år og bor i Viborg. Han er fraskilt og bor alene i en lejlighed. Efter skolen blev han arbejdsdreng, indtil han kom ind til militæret. Ovenpå militæruddannelsen startede han som lastbilchauffør ved et nedbrydningsfirma. Siden begyndte han som vognmand sammen med sin lillebror, da de startede en flytteforretning. Broderen sprang senere fra, men Jørgen fortsatte efterfølgende som selvstændig eksportvognmand i 15 år, hvor han primært kørte mellem Danmark og Sydtyskland. I dag arbejder han i varemodtagelsen på pumpefabrikken Grundfoss i Bjerringbro, hvor han kører gaffeltruck i firmaets godsterminal. Det med at være langturschauffør var en livsstil, og ikke kun et arbejde, forklarer Jørgen. Det, som 14 tiltalte ham ved arbejdet, var drømmen om at være den frie fugl på landevejen. Han kørte som regel med møbler til Tyskland. Når Jørgen var hjemmefra, boede han i lastbilen, som var indrettet med køje, kaffemaskine, køleskab, komfur og det hele. Der manglede ikke noget, bedyrer han: Der var el, fjernsyn og video. Når han var færdig med at arbejde om eftermiddagen, så kunne han sidde og kukkelure for sig selv, eller han kunne møde nogle af de andre chauffører og drikke en masse bajere, forklarer Jørgen. Jeg har altid sådan været min egen, siger han: Der er fandeme ikke nogen, der skal bestemme over mig, og det har man sådan ligesom mulighed for som chauffør. Jørgen har en stærk trang til autonomi. Han vil helst være sin egen. Derfor anskaffede han sig en lastbil og startede sit eget firma. Lastbilen bliver her i Jørgens verden nærmest til en metafor for et sneglehus. Lastbilen er et helt mini-hjem, som han har med sig overalt, hvor han kommer frem. Heri findes alverdens (elektrifiserede) bekvemmeligheder. Jørgen er et godt eksempel på en nutidig identitet, som i høj grad strukturerer sin forståelse af politik, demokrati og magt ud fra sin livsverden og det nære - eksempelvis relationen mellem politikere og lægmænd, og spørgsmålet om styring og regulering, hvilket Jørgen tematiserer ud fra trafikområdet: Jørgen: Noget af det, der gør mig tosset, altså politikerne de har fået at vide af en ekspert, at når man forøger hastigheden med ti kilometer i timen, så dør der x-antal mennesker. Det er jo løgn ikke, altså et eller andet sted, hvorfor dør de mennesker? Det er jo klart, altså hvis det går galt for dem, så er hastigheden en medvirkende årsag til, at det går mere galt. Hvis vi kører nul kilometer i timen, så slår vi ingen folk ihjel. Det må da være et godt udgangspunkt, men til sidst så bliver folk jo tossede. Det kan jo ikke passe, at når vi kommer på en firesporet motorvej, der er fuldt oplyst og alting er i orden og vores bil er den sidste nye med ABS, og jeg skal komme efter dig, med alt det, man kan få. Så ligger man og kører 80, fordi det har politikerne fundet ud af, det er mest forsvarligt. Det er det, vi kan styre. Og nede på

13 MODERNE FORESTILLINGER den anden side af stregen der [Tyskland, red.], der kører vi 180 i stedet for, fordi der siger de, der kan man godt finde ud af det. Det er tydeligt, at Jørgen ikke (uden sværdslag) underlægger sig regulering og styring oppefra. Jeg kører med den hastighed på motorvejen, som jeg selv bestemmer, siger Jørgen. Politikerne er nemlig ikke kompetente. De har ganske vist eksperterne i ryggen, men Jørgen anerkender ikke deres viden og ekspertise. De har således ingen føling med det konkrete og med virkeligheden på motorvejen. Omkring politikernes indblanding via lovgivning inciteres han af dikotomien mellem de styrende og de styrede, dvs. den vertikale dimension imellem myndigheder og borger. Som individuel billist opererer han i trafikken i spændingsfeltet mellem kollektive regler og individuel frihed; mellem fællesskab og autonomi. Køretøjet er i Jørgens udlægning et frihedssymbol og et billede på autonomi - et frirum, hvor man kan være sig selv. Politik og statslig (trafik- )regulering bliver heroverfor til det samme som formynderi og retshaverisk bedreviden udfoldet af politikere og tekniske eksperter. Bilen bliver således her til en metafor for selve friheden. Her lukker man omverdenen og systemet ude og bliver helt sin egen. I bilen er det legitimt at tænke på sig selv, kræve sin ret, eller forfølge private udlægninger af forsvarlig kørsel ( jeg betaler bare bøden ). Trafik er, som det vil fremgå, et nøgleord, når man søger indgangen til Jørgens samfunds- og magtforståelse: Jørgen: Nu her den anden dag - vi kørte på arbejde, vi har en firesporet vej ned mod Århus, så kommer jeg kørende op i røven af en, så trækker han ud i spor to. Jeg ved godt, der er sporriller ikke, at det er bedre at køre i spor to, men når han kan se jeg kommer og vil til at overhale ham, så har man jo pligt til at blive inde i spor et, uanset hvordan vejen er. Men så kan han mærke mig, så sætter han bare farten op, fordi så kan han jo i hvert fald accelerere sig fra mig. Men så bliver jeg sur på ham, og så siger jeg, jamen han skal ikke [slippe] fra mig, fordi min vogn var åbenbart lidt stærkere, så 15 jeg trækker op i røven af ham, men han bliver ude i spor to. Så tænkte jeg, jamen det gider jeg ikke diskutere med ham, så jeg tager den da bare indenom, og så er den ikke længere. Jørgen udfolder, som det fremgår, et vist mål af egenrådighed bag rattet. Hvis nogen kører i sin bil og vil lave magtdemonstration, som han formulerer det, så holder Jørgen på sin ret: Jeg skal ikke holde tilbage for ham, hvorfor fanden skulle jeg så gøre det? Dels vedrører trafikken Jørgens egen, konkrete mægtiggørelse, men den fungerer også i mere overført betydning som metafor for samfundsmæssig interaktion i almindelighed og magt i særdeleshed. Den er således afgørende for Jørgens samfundsforståelse, samt måden hvorpå han konstruerer forståelser af omverden. Dette vedrører altså Jørgens blik, dvs. evnen til at se forskel, og de elementer, som hans verden centrerer sig omkring. Det trafikale billede er generelt velegnet til at beskrive grundlæggende mekanismer i samfundet og i demokratiet. Køretøjer er på den ene side et godt magtmiddel. De er samtidig via færdselsloven også et symbol på det absolutte demokrati og den komplette magtlighed. I trafikken er vi alle lige: direktøren har ikke mere ret, end meningmand har. Og ham, der tjener mest, har heller ikke mere ret i trafikken. Status og indkomst gør ingen forskel. Jørgen: Handicappede, de bliver også lige, når de kommer susende der. Så når de stiger ud af bilen, så kan de ingenting. Men altså, når de sidder i bilen, så kan de jo få lige vilkår med andre, der kører bil. Så det er nok der, vi er mest lige som borgere.vi er født lige, og vi er lige, når vi kører bil. Mere præcist kan det vel næppe siges. Trafikken bliver i denne metafor tilmed til et billede på mægtiggørelse: her kan alle, selv de handicappede, begå sig. Samtidig er det et billede på et vigtigt demokratisk princip om lighed og retfærdighed:vi er i trafikken så at sige lige i formel forstand, lige såvel som vi også er lige for loven i samfundet i øvrigt. På den anden side er vi reelt set ikke lige: Der findes en overklasse i dette univers: Det er

14 MODERNE FORESTILLINGER dem, der kører i BMW, Mercedes o.lign. Der findes samtidig en stor middelklasse, hvor alle de solide vogne og familiebilerne er at finde, og så er der endelig en underklasse, hvor alle Lada erne og skrotbilerne er fremherskende. Dem i BMW erne - dvs. overklassen - kan køre fra de andre.via biltyperne og bilmærkerne reproduceres således nogle af samfundets grundlæggende klasseskel: Jørgen: Altså, lastbilchauffører nede i Tyskland, det er det laveste man kan blive som menneske. Og derfor er der også nogle store konflikter med sådan nogle BMW ere og Mercedes ere. De mener, at det er jo dem, der har købt vejen, så de [lastbilchaufførerne, red.] skal fandeme ikke ligge der og sætte tempoet og genere dem. Trafikken afslører vidnesbyrd om uligheder og er klassekampens naturlige forlængelse. Fra dén front er der godt nyt. Man kan nemlig også bryde (klasse)samfundets determinisme: Når man er lastbilchauffør, så kommer direktøren måske godt nok susende i sin Mercedes 600, men hvis man trækker i blinklyset og svinger ud, så kan han holde nok så meget på sin ret. Jørgen ontologiserer mao. og uddrager af dette forhold nogle fundamentale samfundsmæssige karakteristika. Hans magtforestillinger hænger således tæt sammen med egne, personlige erfaringer og livssituation. Jørgen beskriver ud fra det trafikale afsæt verden som en alles kamp mod alle. Det handler om overlevelse, og man er i sidste ende sig selv nærmest. Lastbilchaufførerne er motorvejens underdogs og proletariat. De har dårlige arbejdsforhold; det er dem, som slæber den største last; det er dem, der kommer langsomst frem i det trafikale virvar; og de er generelt ilde set i trafikken. Under disse betingelser finder de sammen i et fællesskab. Således kan de gængse magtrelationer også vendes om, og lastbilen bliver da et konkret magtsymbol. Den ultimative magt tilhører nemlig lastbilen alene via den magt, som ligger i dens størrelse og råstyrke - den kan tryne alle de andre køretøjer, hvis det kommer til direkte konfrontation. Lastbilchaufførerne vil derfor i en vis 16 forstand i sidste ende altid have magten på motorvejen. Undertiden slår et ulmende trafikalt klasseoprør nemlig ud i lys lue: Chaufførerne bliver rebelske. Og de ved, at de bliver uovervindelige, hvis de står sammen. De har forlængst erkendt de fordele, som sammenhold og fælles organisering rummer, jvf. convoy -fænomenet. Individuelt er de stærke, men kollektivt er de over for de øvrige trafikanter urørlige. Af og til rotter langturschaufførerne sig således sammen mod en konkret modstander: Ork ja. Vi har sågar engang været en fire- fem stykker, hvor vi har låst en inde, så han har ligget der imellem fire lastbiler, siger Jørgen. I den situation, som Jørgen henviser til, placerede lastbilerne sig omkring den tyske BMW, med en på hver sin side, samt en foran og en bagved: Jørgen: Der fik vi ham sgu lukket inde.altså, de kommer bare med speederen i bund, og vi kan godt se dem langt ude i det fjerne, at der kommer sgu nok en, han er hurtig. Men på den anden side set:vi vil også gerne overhale på et eller andet tidspunkt, så vi får oparbejdet et ordentligt kraftoverskud, så vi kan lave en hurtig og effektiv overhaling. Så sidder man der, jamen hvornår skal man slå til, lige pludselig så siger man, jamen så er det nu, så slår vi blinklyset til. Så kommer han jo susende, og han blinker jo med lyset, og så når han kommer op på siden af en, ja så får den jo alt. Og så kalder man: prøv lige at trække ud ikke til ham der sidder foran. Så har man ham. Og der kan jeg bare huske dem, der sad og hang helt ud af vinduet. Så blev de lige kølet lidt ned. Tilværelsen på motorvejen kan godt antage karakter af et rigtigt wild west -liv. Man laver i et vist omfang sine egne regler, og vé den, som vover at udfordre den dominerende orden og dens aktører. Jørgen: Jeg har også hørt om en [lastbilchauffør, red.], han er selvfølgelig nok også trukket ud, og så vedkommende BMW var kørt ind foran ham og så bremsede ham ned. Det har jeg også prøvet, så man er ved at køre op i rø-

15 MODERNE FORESTILLINGER ven af ham. Så skal man selv bremse, og alt det lort man har til at stå omme bagi, det vælter rundt. Men han bremsede ikke, han trådte sgu bare på speederen og kørte ham ned. Jørgen fortæller, at når en BMW bliver påkørt bagfra på den måde, så er der ikke meget bagagerum tilbage i den - det bliver skubbet op på bagsædet. Jørgens eksempel illustrerer vist tydeligt, hvordan magtrelationerne kan vendes på hovedet: Direktøren afmægtiggøres og må ufrivilligt lade sig underkaste lastbilchaufførens vold og luner, mens det for Jørgen repræsenterer den u- omgængelige frigørelse fra determinerende strukturer og klasseskel. Det er dog ikke på nogen måde énsidigt direktørtyperne eller de rige, som er syndebukke i Jørgens (trafikale) univers. Generelt har han således ikke meget til overs for de øvrige trafikanter: Et eller andet sted, så er det sgu ligeså meget alle mulige andre nokkefår, der sidder der. Når det begynder at blive glat, så nogen, de sænker jo farten helt vildt. De ser jo isbaner alle steder. Eller også kommer der en traktor, fortæller Jørgen. Det ultimative slag står nemlig, når en lastbil på en forholdsvis smal vej møder en traktor eller anden form for landbrugsmaskine: Jørgen: En modkørende mejetærsker med det hele spændt ud over begge vejbaner: Altså, kommer der sådan en der, så stopper jeg bare lastbilen. Så er det hans problem at komme forbi mig. Hvis jeg holder helt inde ved siden, og jeg har stoppet bilen, hvis han laver ulykker, så er det hans ansvar. Der har de sgu haft nogle problemer med at komme forbi. Det kan ikke passe, at jeg skal køre min lastbil i grøften. En anden af respondenterne, Bent, er en 45-årig ålborgenser og forpagter af undergrundsværtshuset Fedtebrød, som er beliggende i en ejendom, kommunen har besluttet at rive ned. For Bent opleves magten som værende temmelig konkret. Her er der også til en vis grad tale om, at han bruger det konkrete til at danne et abstrakt og aggregeret billede af samfund og magt. Han taler således om magtens sammenspisthed, 17 hvor der eksisterer en række netværk af eliter og personer, som tilsammen gør magten systemisk. Derfor bliver der for Bent tale om en magtstruktur, som smelter sammen. Se bare, hvordan han tematiserer denne magt, samt hvordan han reagerer på den: Bent: Folk er dødtrætte af de socialdemokratiske badehætter, der bygger havnefront i stål, glas og beton. Folk her i byen har længe været utilfredse med de visionsløse lokalpolitikere, der nu i årtier har fået lov til at bygge farveløse monumenter over deres egne storhed, men glemt, at det er mennesker, de bygger til. De har ikke fattet, at det er nedefra, den levende kultur opstår - og ikke fra deres bureaukratiske kontorer, hvor man planlægger prestigefyldte musikhuse og den slags. Da Ib Rasmussen [rådmanden, red.] valgte at rive Fedtebrød ned, havde han aldrig været her. Han havde for travlt med at gå til receptioner og skåle for sine egne og de andre socialdemokratiske badehætters erobringer. Men nu er det slut. Nu starter vi et oprør. Bents politiske orientering og interesse ligger primært i forhold til det lille demokrati. Forståelsen af det store demokrati kan i vid udstrækning siges at være formet af hans magtbillede herfra. Det er på den ene side os i form af folket, og i snævrere forstand græsrødderne og de marginaliserede, som står over for eliten, dvs. politikerne og deres håndlangere, eller slet og ret systemet. Bents verdensbillede er generelt kendetegnet af dikotomier, som f.eks.: de styrede versus de styrerende; folket vs. eliten; etc. Det samme forhold kan imidlertid også være gældende, hvis man oplever samfundet fra den stik modsatte vinkel: Susser er 47 år og bor i en stor villa på Gl. Strandvej i whiskybæltet ved kysten nord for København. Hun er cand.merc., journalist og konsulent. Susser er vokset op i Gentofte, og hun beretter: Susser: Gentofte er jo nord for København, og det er pænt og ordentligt. Der gik jeg så i skole og i gymnasiet, og vi var sådan i meget høj

16 MODERNE FORESTILLINGER grad samme slags alle sammen. 68-oprøret gik stort set hen over mit hoved, selvom jeg på det tidspunkt altså har været fjorten år, og mange andre fjortenårige sikkert har været dybt involveret i det. Så havde jeg altså mere travlt med, hvad for en hårshampoo, der var god, og hvad for en af fyrene i gymnasiet der havde sportsvogne, og hvor der var nogen gode fester. For Susser er den samfundsmæssige magt og de individuelle muligheder også i et vist omfang et resultat af et bestemt systems måde at strukturere og fordele på. Hun fastholder imidlertid, at alle har muligheden for at få et rigt liv - det gælder blot om at gribe den: Susser: Engang på det sted, hvor jeg arbejdede, der sad der et ungt menneske og så meget smart ud med spidse støvler og sort tøj, og han beklagede sig over, at han ikke var særligt lykkelig. Jeg og en anden midaldrende dame, vi satte os så ned og snakkede med ham, så sagde jeg: hvem har du tænkt dig, skal sørge for det? Og det kunne han ikke rigtig sætte ord på, men det var helt klart ikke ham selv. Nogen måtte komme og sørge for, at han blev lykkelig, og det synes jeg egentlig præger samfundet ekstremt meget. Det skuffer mig. Der er således også en vis dikotomisk tænkning hos hende. I Sussers tilgang repræsenterer os de ejendomsbesiddende og de skatteplagede højindkomstgrupper, mens de andre først og fremmest udgøres af politikerne, staten og systemet - men også i et vist omfang af den del af befolkningen, som har sikret det politiske mandat for de folkevalgte. Det er i hvert fald relativt klart, at magten har de andre i hendes oplevelse. Skellet mellem Sussers selvforståelse og identitet og så de lavere sociale grupperinger sættes let i profil via nogle af hendes konkrete hverdagsbetragtninger: Susser: Engang i mellem så kører jeg til OBS oppe i Helsingør, og der har de en masse socialt boligbyggeri, sådan halvslum. Der går jeg 18 rundt inde i den kæmpestore OBS, og jeg undrer mig over, hvordan de mennesker har råd til at købe alle de dyre dagligvarer. Det er ikke fordi, det ikke er dem vel undt, men der var måske en vej videre for dem, hvis ikke de brugte alle deres penge på guldbajere, og på - jeg ved ikke, hvor meget skrammellegetøj til børnene, og på vingummier, og på snisk-snask og elendigt pålæg af dårlig kvalitet. Kæmpekurve fyldt med alt muligt. Det er ligesom at forstille sig, de sidder fast i det: nå ja, der er måske egentlig ikke rigtig nogen vej ud, og så bruger vi bare alle pengene. Og der er nogen af de mennesker, som tillader sig nogen ting, som jeg slet slet ikke tillader mig i det daglige.til gengæld er der nogen, der kører rundt hernede og ræser frem og tilbage om sommeren og larmer. Når man beder dem lade være, så siger de: jamen, det har man da godt af, fordi det er sådan nogen rige svin, som bor her. Men vi har så valgt at prioritere på denne måde. Og jeg står jo altså heller ikke og skælder dem ud over alt det, de putter i deres papkasser ovre i OBS. Mange af respondenterne, eksempelvis Jesper, som er 40 år og edb-systemudvikler, indoptager såvel elementer fra det nære såvel som fjernere struktureringsmekanismer og abstrakte systemer (herunder edb) i sin forståelse af samfund og magt. Jesper tematiserer således klassesamfundets aktuelle status i forhold til vidensdeling: Jesper: Jeg sad en dag med min computer i Banegårdscaféen i Vejle og ventede på et tog. Ved bordet ved siden af sad der en arbejdsløs, forhenværende maskinarbejder og drak elefantøl. Så spurgte han mig temmelig tåget, hvad jeg kunne kigge på den der. Det var sådan hans formulering på det at stirre ind i den mærkelige, uforståelige skærm. Så forsøgte jeg at forklare ham lidt om det. Han var ikke i stand til at høre ret meget af det, jeg sagde. Nu var han måske også temmelig fuld, og han var ikke rigtig indstillet på at tage information ind. Men han havde et budskab, han skulle aflevere til mig, på den anden side, og det var, at hans

17 MODERNE FORESTILLINGER fag var blevet totalt umuligt for ham. Fordi da han kom ind i det for 50 år siden, eller hvor meget det nu var, der handlede det om at kunne indstille de pågældende maskiner rigtigt og have en fornemmelse af det fysiske værktøj. Men idag skal man kunne programmere et CAD_CAM-system 1 for at udføre de samme funktioner. Han havde ingen som helst chance. Man kunne se det på ham øjeblikkelig. Den mand ville aldrig nogen sinde få begyndt, så han var ude af sit job. Og det er selvfølgelig en klassedeling. Dem, der kan følge med, og dem, der ikke kan. Det samme forhold gælder for Finn fra Amager, som er 58 år og taxavognmand. Han tematiserer især de fjernere magtrelationer, eksempelvis i relation til, hvordan medierne påvirker vores måde at tænke på. Finn:Vores statsminister i dagens Danmark det er da en mediefigur. Du kan da bare se, hvordan han har efterlignet Tony Blair, som lige pludselig efterlignede Clinton. De fører sig jo fuldstændig frem, altså de ved jo hvilken magt, de har. De fører sig jo fuldstændig frem, altså de ved jo hvilken magt, de har. Det er jo også derfor, der kommer den reaktion fra de autonome. De er velbegavede. Det er derfor, de laver sådan en reaktion for at pille hykleriet ud af det. De smider et æg i hovedet på ham, hvor han er ude at give kroner til et eller andet værested på Nørrebro, og samtidig så sidder han altså og har magt over, at der spares i hoved og røv for så vidt angår de udstødte. Og han har solgt til folk, at han gør noget for dem. Og du kan se, det samme øjeblik han kommer i medierne, så får han en stor sympati hos hele befolkningen. De synes, det er eddermame for meget, at statsministeren får et æg i hovedet, men er det? Er det? Jeg ved det ikke. Det har noget med magt at gøre. Jeg vil ikke retfærdiggøre det. Jeg vil bare have, han bliver udstillet. Finn nærmer sig en strukturel forståelse af magt som et system, hvor det især er pengemagt (som meningssystem), snarere end kapitalmagt 19 (som samfundsmæssig klasse), der fokuseres på.vi er grådige som mennesker, mener Finn, og det tager magten fra os. Det er nærmest et menneskeligt grundvilkår, der præsenteres her. Der kan tales om en strukturel magtforståelse hos Finn på den måde, at det materielle aspekt tager over, og at pengene og begæret har taget magten over os (og fungerer som det opium, der slører for de ting, som vi ellers ville have set). Markedet og kapitalen styrer og fremdriver vores begær. Det gør noget ved os. Pengene og grådigheden kommer til at udgøre en type selvstændigt meningssystem og medie, gennem hvilket vi ser og forstår verden. Det er en anonym form for magt, der er på spil her. Den er systemisk og strukturel. Det materialistiske begær og vores stræben efter status og anseelse kommer til at indstifte bestemte logikker og måder at gøre og forstå ting på, og det markedskapitalistiske system sætter os i suppedasen, hvorfra vi ikke kan undslippe igen. Dette perspektiv sætter sig også i et vist omfang igennem i Finns grundlæggende syn på den moderne verden: Finn: Folk er mere egoistiske end nogensinde, det er min oplevelse. Hver anden dansk mand er for fed, hver tredje dansk kvinde er for fed. Det er da grådighed. Det er jo ikke sygdom. Jeg kørte med direktøren fra Diabetescentret, og han fortalte mig, at de havde et meget stort tema oppe i folkeskolerne. Der er børn med gammelmandssukkersyge. Jamen for fanden, de kan da ikke få den gammelmandssukkersyge, hvis forældrene ikke propper det i dem. Grovæden og cola og alt muligt. Den slattenhed, de rører sig aldrig. Og jeg kan tale med, for jeg har startet et koncept sidste år med børn og deres forældre. De kommer ned i Amager badmintonklub. Så har jeg hele hallen for mig selv, og så kommer de og leger, fordi det synes jeg, jeg skylder. Jeg kan da se det, forkælelse, grådighed. Og det er et udstyrsstykke hver gang de kommer. De skal overgå hinanden i tøj. Og du kan jo se i dag, selvom de studerer, så skal de rejse til Thailand, og så skal de have en lille andelslejlighed, de skal også helst have en bil, ikke.altså, det er blevet et meget mere materialiseret samfund.

18 MODERNE FORESTILLINGER Et helt tværgående element i analysen er forestillingen om et magtbegreb, som på den ene side er knyttet til system, men som på den anden side hænger tæt sammen med tiltroen til sin egen rolle, jvf. magten har jeg selv, her eksemplificeret ved Finn: Finn:Alt, hvad du foretager dig, og alt hvad der foregår i samfundet, det er jo i princippet politik, og altså noget med magt. Men magt, det tager jeg afstand fra. Jeg tror nok, andre vil betragte mig som anarkist eller provo. Jeg vil ikke have magt over nogen, men der skal den onde lyne mig heller ikke være nogen, der har magt over mig, og det ligger jo i den frihedstrang. 20 Portrætterne viser samlet set, hvordan orienteringen og identiteten kan være flertydig og ambivalent i det senmoderne samfund. Der er hos fx. Jørgen ikke nogen modsætning og manglende logik i på den ene side at have højreorienterede, politiske holdninger og observanser, og på den anden side at have en arbejderidentitet og brokke sig over ledernes tilrettelæggelse af arbejdsforholdene. Der demonstreres imidlertid generelt i undersøgelsen et højt handlingsberedskab. Respondenterne viser tro på egne evner, tro på livsmuligheder, samt tro på egne muligheder for gennemslag. Man klager til myndighederne, hvis man er utilfreds med noget, man beder om en forklaring, og man indtager gerne rollen som brokrøv i det offentlige rum (fx. over for kommunen eller skolen). Der er ikke meget ærbødighed (jvf. Lockwood s deferential worker ) over deltagerne. Lockwood s figurer med folk, der er ydmyge, underdanige eller fremmedgjorte genfindes ikke. Derimod er der ret entydigt tegn på, at det ikke er afmægtige aktører, som præsenteres. Generelt afspejles drømmen om at være herre over eget liv, hvor den personlige autonomi er i centrum. Der er ikke mange indikatorer på udbredt fremmedgørelse i den forstand, at dér, hvor man kunne forvente at møde afmagten, fx. hos førtidspensionisten eller den arbejdsløse, er den ikke - hvilket er et gennemgående karakteristika ved undersøgelsen. Magtdistancen er altså overraskende lav. Magten er således i nogen grad principielt tilgængelig, modsat tidligere, hvor magten i en mere klassisk forstand, var skjult og fjern via hierarkiet. I dag er magten måske snarere belyst, end skjult. Der er i dag ikke den samme respekt for magten - magtens autoriteter har ikke samme status. Der synes ikke at genfindes mange træk af en homo hierarchicus, som Weber beskrev, blandt respondenterne, men derimod er det snarere en homo politicus, som viser sig. Hvis nogen påtager sig et ansvar, så skal de også formå at fylde rollen ud, synes holdningen at være. Der er således et meget kritisk syn på, og tilgang til, magten og magtens forvaltere blandt respondenterne. Ud fra det anførte hermeneutiske, livsverdens -afsæt ville man forvente, at magtforståelserne var tæt knyttet til den praktiske bevidsthed, forstået som de umiddelbare omgivelser, hvori vi lever vores liv, samt de oplevelser og erfaringer, der knytter sig hertil. Modsat, hvad man kunne forvente fra dette afsæt, tyder noget dog på, at der ikke synes at være en snæver kobling mellem livsverden og magtforståelse, omend Jørgen er undtagelsen her. Derimod er der i høj grad tale om, at respondenterne henter metaforer fra det nære og fortolker virkeligheden herud fra, eller anvender disse som komponenter i magtforståelsen. Det synes her i et vist omfang at være det nære, som påvirker eller bestemmer den grundlæggende magtforståelse. Ikke i den forstand, at det nære strukturerer denne forståelse, men at det derimod tilsyneladende snarere fungerer som afsæt, inspirationskilde eller mental værktøjskasse herfor. Metodisk diskussion Hvad kan man bruge en kvalitativ undersøgelse som denne til? Kan man udsige noget på baggrund af den - kan man generaliserere? Ja, det kan man godt, vil jeg hævde. Men spørgsmålet er kontesteret. Det er der således historisk kommet interessante og principielle metodiske diskussioner ud af - og reminiscenser af sådanne dukker med mellemrum op til overfladen igen, bla. i tidsskriftet Grus nr. 71 og i dagbladet Information, hvori lektor Nils Bredsdorff fra Roskilde i en kri-

19 MODERNE FORESTILLINGER tik af bl.a. min undersøgelse argumenterer for det samfundsfaglige videnskabsteoretiske morads. Det kløgtigste man kan gøre, hvis man ikke bryder sig om resultatet af en given undersøgelse, er naturligvis at anfægte dens grundlæggende præmisser - at underminere dens fundament. Og det er præcis så, hvad denne forsøger at gøre ved Billeder af magten, som bl.a. gøres til eksponent for, at samfundsvidenskaberne er i et metodologisk morads og i en ødelæggende postmodernistisk og socialkonstruktivistisk dødedans (Grus nr. 71: 9), måske reelt mest fordi, undersøgelsen har lanceret udtrykket magten har jeg selv. Bredsdorff harmes bl.a. over, at ledelsen for Magtudredningen har taget denne sentens fra min undersøgelse til sig i slutrapporten. Nu har jeg jo ikke været ude og undersøge magtforholdene i Danmark, dvs.: hvem/hvad har magten. Undersøgelsen konkluderer ikke som sådan, at magten har jeg selv. Kun, at de involverede danskere tilsyneladende oplever at have stor indflydelse. Billedet af magt - hvor flimrende dette så end fremstår - er på mange måder tværgående, men indholdet og den konkrete udfyldelse kan være ret forskellig. Der er generelt tale om magtforståelser med store, individuelle variationer - der peges på både økonomisk, social, politisk og administrativ magt, men der er også en ret klar kerne af fælles forestillinger. Der er således en overraskende ensartethed i magtforståelserne, ikke bare på det manifeste, men også på det latente plan. De fleste respondenter tilhører en gruppe, som har en overvejende pluralistisk magtforståelse. Et påfaldende resultat i undersøgelsen er således det omfang, i hvilket forskellige, almindelige danskere tilsyneladende har en særdeles stor tiltro til egne muligheder og kapabiliteter - at handlingsberedskabet er stort. Dét er meget kort fortalt budskabet - som jeg måske nok personligt synes er forholdsvis opløftende - men som ikke siger en pind om, hvem (eller hvad) der reelt har magten i samfundet, endsige min personlige udlægning af magtforholdene i samfundet eller mit politiske eller ideologisk ståsted, som Bredsdorff ellers mere end antyder. Det er samtidig ret uklart hos denne, hvorvidt det er det glade budskab, som afføder 21 harmen over metoden, eller om det er harmen over metoden, som afføder utilfredsheden med det glade budskab. Jeg har stærkt på fornemmelsen, at det er begge dele. Jeg hæfter mig i den forbindelse især ved, at Bredsdorff gør sin kritik til et spørgsmål om en bestemt metodisk misere - nemlig til et spørgsmål om repræsentativitet. Bredsdorff s ellers sympatiske grundholdning er, at videnskabens højeste mål er at være kritisk, herunder at være selvkritisk. Det er et sundt synspunkt, som der ubetinget bør bakkes op om. Problemet er bare, at han i sin iver efter førertrøjen som den metodologiske dydens vogter kommer til at smide barnet ud med badevandet og i stedet indtage en prikket, eller måske snarere blakket, bjergtrøje som den klassiske positivismes argeste forkæmper, med det forsæt at uddrive de - med hans øjne - popsmarte, utidige, pretentiøse metodiske afsæt, som kendetegner dele af den aktuelle samfundsforskning, i hvert fald hvis de kommer fra det konstruktivistiske eller kvalitativt orienterede sammenrend. Det er velsagtens velkendt, at kvalitative metoder ofte indtager pladsen som ugleset i de samfundsvidenskabelige discipliner. De må som regel indtage pladsen som diminutive og andenrangs sammenlignet med de kvantitative undersøgelsers surveydesign. Der skal tørre tal på bordet, før vi tør hæfte tiltro til resultaternes gyldighed. Men hvorfor i grunden det? Enhver, som har beskæftiget sig en smule med samfundsvidenskab, vil i den forbindelse være familiær med forekomsten af klassiske, videnskabsteoretiske konfrontationer og stridigheder mellem tilhængere af hhv. kvantitative og kvalitative tilgange. Det absolut forfriskende i Bredsdorffs gennemgang er naturligvis, at han toner rent flag. Desværre toner han også så skingert, at harmonien bliver skurrende og domineret af falske toner - og undertoner. Her tolereres ingen tvivlsomme bløde data eller generelle konklusioner på basis af interviewudsagn, som er udvalgt på baggrund af et mindre antal respondenter. Næ, kun statistisk baseret udvælgelse af populationer, som garanterer fuld repræsentativitet og en 1:1 korrespondance mellem udvalg og population tæller. Det er det objektivistiske, positivistiske

20 MODERNE FORESTILLINGER sandhedsideal for fuld skrue. Hermed kunne startskuddet til en relancering af klassiske epistemologiske krige og velkendte metodestridigheder så være løsnet. Det er dog ikke hensigten at plædere for en sådan revival her. Snarere tværtimod. Derimod er hensigten at argumentere for en nødvendig anerkendelse af kvalitative metoder i samfundsvidenskaberne. Simpelthen, fordi de rummer muligheder, som dækker andre a- spekter, end dem der ligger inden for kvantitative metoders fangevidde, og fordi de ganske enkelt er helt nødvendige redskaber og kilder til viden og indsigt i en i tiltagende grad kompleks virkelighed. De lader sig ikke bare tildele og indplacere på pladsen som dem, der er sekundære og uvidenskabelige - eller slet og ret betegnelser som makværk. Hvis man renser op i Bredsdorffs postulater og argumenter, og hvis man korrigerer og filtrerer for urigtige påstande og fabulerende anklager, så står faktisk kun én præmis tilbage: Nemlig, at min undersøgelse er uholdbar, fordi den er baseret på kvalitativ metode. Nu kunne man så håbe, at denne påstand kunne kvalificeres og præciseres yderligere: Nemlig, at undersøgelsen er uholdbar, fordi den er baseret på en dårlig anvendelse af kvalitativ metode. Dette er imidlertid - desværre - tilsyneladende ikke tilfældet. Så ville argumentet ellers være til at leve med, fordi man jo så bare kunne tænke: nå, ja... Nej, åbenbart stempler Bredsdorff undersøgelsen som makværk, fordi den er baseret på kvalitativ metode som sådan. Det erkendelsesteoretiske grundlag bag kvalitative metoder distancerer sig som oftest fra det klassiske objektivistiske sandhedsparadigme, der opfatter erkendelse som en proces, hvor et undersøgende subjekt med værdifrie, videnskabelige midler afdækker et selvberoende objekt dets gåder. Erkendelse er i denne forstand ikke nogen ren, klinisk proces, men derimod et konstant, dialektisk brydningsforhold mellem subjekt og objekt. Fortolkning betragtes som erkendelsens vilkår og instrument, og en fortolknings gyldighed beror i dette perspektiv på dens evne til at overbevise og opnå status som intersubjektiv plausibel i den videnskabelige offentlighed (Kaare Nielsen 1996).Virkeligheden findes i den forstand 22 ikke virkeligt derude - men er altid under indflydelse af de linser, gennem hvilke vi er tvunget til at betragte den.virkeligheden lader sig således ikke indfange og beskrive i sin realitet. Den kan ikke erkendes uden om de begreber og forståelser, som vi gør brug af, når vi vil forstå eller beskrive den. Konsekvensen af denne erkendelse, dvs. at vi ikke kan begribe eller beskrive virkeligheden som den virkelig er, dvs. uden om vore diskursive forståelser - fremstilles hos Bredsdorff som den skinbarlige, subjektive relativisme, hvor alle former for indsigt er lige gyldige, og dermed ligegyldige. Han risikerer imidlertid i den forbindelse at gøre sig til talsmand for en vaskeægte naturvidenskabeligt inspirereret metodefundamentalisme. Alternative design og tilgange dadles som udtryk for relativisme, hvor det ene jo kan være lige så godt som det andet, og der bekendes kun til kvantificeringernes og tallenes neutrale ubesmittethed i en higen efter positionen som videnskabernes svar på lovens vogter. Også Palle Svensson påviser i en undersøgelse under Magtudredningen, at magtforståelserne overvejende er pluralistiske. Svensson anfører, at: alt i alt kan det konkluderes, at den danske befolkning har ændret opfattelse af de politiske magtforhold gennem de sidste år. Den fremherskende opfattelse er, at magten i Danmark er spredt, og at alle borgere gennem valgretten har en betydelig indflydelse (Svensson 2003: 26). Han finder samtidig (i forlængelse af Damgård 1980), at forestillinger om magt i høj grad er bestemt af menneskers samfundsmæssige placering. Begge dele stemmer fint med min undersøgelse, hvor argumentet blot videre er, at der på trods heraf generelt er stor tiltro til egne evner (jvf. magten har jeg selv ). Der ligger i øvrigt ikke heri, at danskerne er sådan en slags demokratiske supermennesker - eller indbildte fantaster, som bærer rundt på en fuldstændig katastrofal overvurdering af egne evner. Blot, at det jo egentligt er bemærkelsesværdigt, at der tværs af samfundet (med de - for en god ordens skyld - eksplicitterede skævheder og bias, der gemmer sig bag udvælgelsen) ses påfaldende ens på egen rolle i demokratiet. Tilsvarende påviser Svensson, at samlet set er der tale om, at opfat-