Næste søndag citerede han i sin prædiken Peter Andreas Heiberg: "Ordener hænger man på idioter, stjerne og bånd, man kun adelen gi'r, men har du

Transkript

1 Harald Søbye v/ Allan Anarchos Harald Kristensen Søbye. (29. oktober februar 2000) var præst. Han blev kaldt Blovstrødpræsten, Provopræsten, 68-oprørets oldefar. Hustru: Gunhild Søbye, født Gunhild Adamsson. Harald var en martsdag i 1933 på vej over Dronning Louises bro. På broen så han en rødhåret kvinde på vej den anden vej. Han vendte om. Hun viste sig at være en tjenestepige, datter af en en svensk skotøjsarbejder fra Malmø og en finsk kvinde, som drev et pensionat på Nørrebrogade. Harald og Gunhild var sammen i ialt 59 år. De blev gift d Faderen, Jens Peter, opførte i Jordløse mellem Fåborg og Assens en kombination af missionshotel og barbersalon. Tre søskende. En efterårs eftermiddag i 1924 under arbejde ude på marken hører den 16-årige Harald en røst, som siger: "Harald, du skal være præst". Søbye skrev senere i sine erindringer: "Hvor kom denne stemme fra? Det har jeg aldrig fået opklaret. Jeg havde aldrig tænkt på eller drømt om, at jeg skulle være præst, jeg ville være bonde, for jeg elskede det frie liv på landet - se det grønnes og gro - og dyrene, lammene og de små føl - og også se resultatet efter dagens arbejde. Jeg ville være en simpel bondemand, så jævn og ligefrem. Som der står i den kønne sang. Jeg gik hen og satte mig på grøftekanten, oplevelsen havde gjort stort indtryk på mig. Derefter tog jeg en rask beslutning, der var ikke andet at gøre end fortælle oplevelsen til far og mor". Studentereksamen på præliminær-kursus i Rønde. Filosofikum og habraicum med rent UG. Venskab i København med teologi-student Eilif Krogager. I mange år var de to uadskillelige venner. "Vi var sammen hver dag, og vi gik rundt på Københavns gader og værtshuse og diskuterede med folk... Vi diskuterede også med de prostituerede, som dengang holdt til i Holmensgade. Fra dent id har jeg bl.a. min interesse for disse piger. Og jeg synes, vi skylder dem en helt anden behandling fra lovgivningsmagtens side". Teologisk embedseksamen sommeren hjælpepræst i Løgstør og Løgsted ved Limfjorden. I 1937 beskikkedes han til sognepræst for Sall og Gullev menigheder i Århus Stift. D blev han residerende kapellan ved Vor Frelsers Kirke i Horsens. Under besættelsen, sammen med sin hustru, Gunhild Søbye, aktiv i modstandsbevægelsen. Hans hustru havde bedre nerver til det end han. Som præst, ved Vor Frelsers Kirke i Horsens, bistod han Churchill-klubben, da de unge mænd sad fængslet. Ægteparret husede fra oktober 1944 til februar 1945 danskeren Leif Bangsbøll alias Aksel Bæk. Søbye-parret havde kontakt med frihedskæmpere som bl.a. Arne Gårdmand. Fra februar 1945 gik han "under jorden". I januar 1944 gik en båd på en tysk mine. "Agda" gik ned med alle mand. Under en mindegudstjeneste valgte den unge kapellan Søbye at sætte sig i civilt tøj blandt kirkesangerne frem for på de forreste reserverede rækker iblandt "de fine". Dét blev bemærket i bl.a. Kristeligt Dagblad. "Fra min tidligste barndom har jeg afskyet fjerbuske og ordener i kirken", sagde Søbye nogle dage senere.

2 Næste søndag citerede han i sin prædiken Peter Andreas Heiberg: "Ordener hænger man på idioter, stjerne og bånd, man kun adelen gi'r, men har du hjerne, kan du jo gerne undvære orden og stjerne". Om sommeren blev sabotøren Henning Grønlund Carlsen skudt af tyske soldater. Søbye holdt en mindegudstjeneste over ham og bad alle kirkegængerne rejse sig og mindes den faldne med to minutters stilhed. Alle, også en del tyske soldater, rejste sig og mindedes frihedshæmperen. Sognepræst fra november 1948 til juni 1964 i Blovstrød og Lillerød (Allerød) kirker og samtidig i denne periode fra 1954 underviser og fra 1955 feltpræst for kasernerne i Høvelte, Sandholm og Sjælsmark. Harald Søbye blev valgt blandt 72 ansøgere som sognepræst. Han fik også arbejde som hjælpelærer på Lillerød Skole. Den 5. maj 1950 talte Harald Søbye i sin prædiken om verdenskrigen. Han udskældte de ledende politikere for deres samarbejde med besættelsesmagten. Den eneste, der stod ved, hvad han havde gjort, var Scavenius, sagde præsten. Som inkarneret republikaner bad han ikke i kirken en særlig forbøn for kongehuset. Dét bemærkede en kaptajn Hjorth, som ikke var medlem af folkekirken. Hjemme skrev han en lang klageskrivelse til Kirkeministeriet. Kirkeministeriet udtalte d. 16. juni 1950 sin misbilligelse af, at "pastor Søbye uberettiget havde undladt i forbindelse med de af ham forrettede gudstjenester at bede for kongen og kongens hus". Præsten blev nødt til at skrive under på en erklæring om, at han i fremtiden ville bede for Kongen. Harald Søbye repræsenterede fra marts 1958 Socialdemokratiet i sognerådet. Han blev medlem af skolekomissionen og sundhedskommissionen. Han fik fabrikant Prom til at flytte en voldsomt forurenende fabrik væk - til Kalvehave hvor ti år senere avisernes fokus på forurening indhentede ham. Fra prædikestolen i Blovstrød udviklede Harald Søbye sig til noget af en politisk agitator. Og han udtrykte efterhånden en klar modstand mod atomoprustningen og mod NATO. Bl.a. pådrog han sig i 1959 opmærksomhed fra regimentschefen oberst Hensch, som skriftligt udtrykte sin store utilfredshed med feltpræsten. Senere i 1962 var det oberst H.C. Engell, garnisonskommandant for Høvelte-Sjælsmark-Sandholm kaserne, som for i blækhuset og skrev til Østre Landsdelskommando over, at Søbye havde uddelt anti-militaristisk propaganda til sine konfirmander. I 1960 kom det pludselig stærkt frem i aviserne, at han i en prædiken havde kritiseret de 500 præster, som i 1947 havde skrevet på, at de ikke ville anerkende gyldigheden af kvindelige præster. Søbye anklagede dem for hykleri. Ikke een præst havde taget konsekvensen af, at kvinder kunne blive præster i den danske folkekirke. Fra den ene dag til den anden blev han en offentlig person, kendt som "Blovstrødpræsten". Som den eneste i sognet støttede han i 1960, bl.a. ved en prædiken d , aktivt en homoseksuel overlærer Andersen, som også var klasselærer for hans og Gunhild Søbyes datter Laila. I 1961 støttede han økonomisk og offentligt strejkende arbejdere. Og de takkede ham med ord som: Endelig en præst for os arbejdere. Han blev inviteret til at tale på Danmarks største arbejdsplads, Burmeister & Wain B&W. Den 10. maj stiftedes foreningen Blovstrød-Præstens

3 Venner. Formand blev Børge Madsen, forfatter til pjecen "Jesus af Nazareth" som beskrev Jesus som en politisk oprører og leder af en bande bevæbnede mænd. Harald Søbye tog herefter initiativ til en såkaldt pinsemarch d. 17. maj 1964 fra Hillerød, en protestmarch mod kapitalismen, NATO, enhedskommandoen og kongedømmet. Cirka 7000 mennesker marcherede med Harald Søbye forbi de militære kaserner i hans gamle sogn til Rådhuspladsen. Pinsemarchen var inspireret af de såkaldte påskemarcher mod atomvåben på dansk jord, hvor tusinder af mennesker gik fra Holbæk til København i 1962 og Pinsemarchen blev gentaget året efter d Ved den første pinsemarch sagde Søbye i en tale på Rådhuspladsen: "Kapitalismen er et usundt system, der får kirkens velsignelse til at udnytte folk. Man bryder og tramper på folkefællesskabet, så livets goder fordeles uretfærdigt. Det er dette system, NATO er med til at beskytte og værne... Socialismen kan ikke slå igennem, før Kongehuset er afskaffet". Den ellers liberalt sindede kirkeminister Bodil Koch måtte, selv om hun fandt Søbye i besiddelse af»gode menneskelige egenskaber og bramfri hæderlighed«, betegne ham som»urimelig«med»afkortet stejlhed over for anderledes tænkende og personlige modstandere«.»hvor«, spurgte Søbye imidlertid,»er den folkekirkepræst, der tør bringe sin politiske mening frem i prædikenen? Den er dog en del af budskabet... Hvem følger Jesu ord? Paulus er blevet hovedpersonen i den kristne forkyndelse, og det bliver til tåbelige, teologiske doktordisputatser og kolde, hjerteløse prædikener«. I Præsteforeningens Blad skrev den daværende redaktør i en kommentar om Søbye-sagen. Han skrev, at det var godt, at sagen var trukket så længe ud, fordi det var vigtigt ikke at krænke retten til forkyndelse. Samtidig måtte Harald Søbye også tage konsekvensen af, at han frivilligt havde meldt sig til tjeneste i folkekirken, og i konsekvens af det optræde nogenlunde sømmeligt. Der var ingen teologisk debat efter afskedigelsen. Ingen støtte til Søbye fra kollegers side. Han stiftede d. 28. maj 1964 Den Danske Frikirke, som holdt til i jord- og betonarbejdernes fagforenings lokaler i København. Menigheden var arbejdere. Fra 1964 arbejdede Gunhild Søbye som sygehjælper i 12 år. Harald Søbye arbejdede som vejarbejder, chauffør og portør på et plejehjem. En dag i 1969 fik han som 59 andre personer, alle i flotte uniformer med ordener på, audiens hos kong Frederik den 9. Kongen havde modtaget et brev fra Harald Søbye. Det eneste, kong Frederik svarede mig, var en sætning, somhan gentog 2-3 gange. Den lød i al sin korthed: "Vi skal se, hvad vi kan gøre ved det". Harald Søbye satte sig spor ved først og fremmest at få etableret hvor afhængig folkekirken er af staten. Han fik slået fast, at man skal velsigne det bestående, ellers er der ikke plads i kirken, sagde Ebbe Kløvedal Reich. Hans ideologiske forbilleder var Jesus, Karl Marx, Søren Kierkegaard og italieneren Giordano Bruno, der i 1600 blev brændt på bålet som kætter under inkvisitionen. Til gengæld rasede han mod Paulus, Luther og den etablerede kirke. Fra 1966 blev han kaldt "Provopræsten", fordi hans såkaldte frikirke, blev besøgt af unge fra Provo-gruppen. De unge hippie-typer fortrængte efterhånden den gamle frimenighed af arbejdere.

4 Den 4. juli blev han arresteret, da han deltog i en demonstration i Rebild Bakker mod krigen i Vietnam. I 1967 meddeltes i dagbladet Aktuelt, at Politiets Efterretningstjeneste havde afsløret et komplot mod den karet, der d. 10. juni skulle føre tronfølgeren prinsesse Margrethe og hendes tilkommende, grev Henri, til Holmens Kirke i København, hvor de skulle giftes. Politiet var af den overbevisning, at Harald Søbye og provoer ville vælte kareten. Han skrev igennem 1971 ugentlige prædikener i den alternative ugeavis Hovedbladet, som proklamerede Fristaden Christiania. Christianitterne var i 1972 interesseret i ham som deres præst. Dette blev diskuteret på et af de første fællesmøder. Han holdt en enkelt prædiken i fristaden. I 1978 blev han igen inviteret af Allan Anarchos til at tale i Regnbuehuset (Christianias informationskontor) på Regnbuedagen den 1. april. En dag som for tredje gang blev markeret efter den 1. april 1976, hvor ca mennesker demonstrerede i København for fristaden. Han gæsteprædikede kun en håndfuld gange i kirker. Dog et par gange i Helligkors Kirken på Nørrebro hos provopræsten Erik Bock: Første gang i Adventssøndag d. 27. november i 1988 fik han i kirkens menighedshus "Profetprisen". Som en del prisen var - foruden honning - et russisk ikonmaleri, som blev overrakt af Erik Bock med en inskription bagpå af kunstmaleren Laurie Grundt, Christiania. Dagen efter sin 90 års fødselsdag den 30. oktober 1998 prædikede han for sidste gang i Helligkors kirken. En anden gæsteprædikant ved den lejlighed var 68-oprøreren Finn- Ejnar Madsen. På idé fra Vagn Arem, en journalist fra Ekstrabladet begyndte han i 1973 at "vie" homoseksuelle par. Journalisten havde på et diskotek mødt en homoseksuel blomsterhandler fra Valdemarsgade, Vesterbro. Blomsterhandleren nævnte overfor journalisten, hvor skønt det ville være, hvis homoseksuelle par kunne blive gift ligesom heteroseksuelle par. Journalisten ringede til Harald Søbye og spurgte, om han ville vie et homoseksuelt par, Ole og Leif. Og dét ville han. Vielsen skete d i Søbyernes hjem, Gunhild trakterede med kage og vin. Fotografen var Johnny Bonne. Og næste dag i Ekstrabladet var vielsen forsidehistorien, "Verdens første bøssebryllup". I tv-programmet Focus på Fordomme viede Provopræsten d et lesbisk par, Aino og Valborg. Som et udtryk for homoseksuelles ret til en ægteskabslignende status. Så dukkede kaptajn Hjorth op igen og klagede til statsadvokaten for Sjælland over, at Harald Søbye havde foretaget vielsen iklædt sit ornat. D kom rigsadvokatens afgørelse om, at benyttelsen af ornat ikke anses for retsstridigt. Igennem de næste 15 år viede/velsignede han lidt over 210 homoseksuelle par. I og uden ornatet, som han havde ret til at bære. Cirka to tredjedele af parrene var lesbiske. Da Danmark den 1. oktober 1989 kom først i verden med at indføre registreret partnerskab for homoseksuelle med retsvirkninger á lá ægteskab, var Harald Søbye til stede på Københavns Rådhus og hilste på parret Eigil og Axel Axgil, grundlæggeren af Forbundet af Provsteretten havde tilbage i 1964 beskåret hans pension til to tredjedele, men den 29. november 1994 besluttede kirkeminister Birte Weiss og finansudvalget, at han med virkning fra den 1. januar 1994 skulle modtage fuld pension. Således opnåede den hærdede og i mange henseender uforsonlige stridsmand i sin høje alderdom en form for æresoprejsning.

5 Birte Weiss skrev til finansudvalget: "Som motivering for denne indstilling skal jeg henvise til, at der efter gældende ret ikke længere er mulighed for at afskedige en tjenestemand uden pension eller med nedsat pension. På denne baggrund finder jeg det derfor rettest, at pastor Harald Søbye tildeles fuld pension. Endvidere har Harald Søbye - der fyldte 86 år i oktober i tiden efter sin afsked udført et stort stykke arbejde for forskellige minoritetsgrupper". Harald Søbye modtog i 1992 Kærlighedsprisen, da denne blev overrakt for første gang i Gallopperiet i Fristaden Christiania. Prisen blev overrakt af seks vise mænd: tre tidligere formænd for landsforeningen af bøsser og lesbiske. De tre mænd sad i et panel med Søbye i midten. Til den anden side sad tre andre vise mænd: sognepræsterne Ivan Larsen og Erik Bock samt christianitten Leonard Olschansky. Harald Søbye blev udnævnt til æresmedlem af det nystiftede anarkistiske Kærlighedsparti og overrakte i årene frem Kærlighedsprisen til Jackie Siewens, talskvinde for prostituerede (via Tom Behnke i Fremskridtspartiets gruppeværelse, Christiansborg, 1994), Europride i København (fra Enhedslistens gruppeværelse, Christiansborg, 1995), Christiania og Thylejren (i Den Grå Hal, Christiania, 1996), Folkets Hus på Nørrebro (i Folkets Hus, Stengade, 1997), Master Fatman og Børnehuset (i Operaen, Christiania, 1998). Endelig har Gaderummet modtaget Kærlighedsprisen (lokalerne på Nørrebrogade, 1999). Hans sidste offentlige fremtræden var ved 90 års dagen den 29. oktober 1998, da han blev hyldet af en skare i Folketingets snapsting og bagefter i Landstingssalen. Tilstede ved den lejlighed var bl.a. provokunstneren Jørgen Nash, studenteroprøreren Finn Ejnar Madsen, folketingsmedlem Pernille Frahm (SF), tidligere folketingsmedlem for SF og fællestillidsmand på B&W Bjarne Jensen, sognepræst Erik Bock, Allan Anarchos fra Kærlighedspartiet og christianitter, socialister og vagabonder. Søbye boede nogle år i Hillerød og Helsingør. Sine seneste år tilbragte han med sin datter og dennes familie i Nordby på Fanø. Han støttede de strejkende i Ribus-konflikten. Under et solidaritetsmøde på Fanø Krogård blev provopræsten i fuldt ornat konfronteret med den lokale landbetjent, som - grundlovsstridigt og forgæves - forsøgte at få den røde præst til at opløse mødet. Harald Søbye blev begravet i en urne ved sin afdøde hustrus side på Helsingør Kirkegård. På vejen fra Fanø standsede datteren Laila ved Blovstrød Kirke, hvor to mænd med røde fagforeningsfaner og en christianit med fristadens fane gav den døde præst en sidste hilsen. Ved gravstedet talte som den sidste Henning Prins Kløvedal. Bibliografi Råb det fra tagene, Hans Reitzels Forlag, Den røde bibel, Eget Forlag (to udgaver), 1978 Harald Søbye - præst og oprører, erindringer, Eget Forlag (en udgave), omslag: Erik Hagens, 1996, ISBN Ekstern henvisning Ole Grünbaum, Mord i kirken, oktober 1971, ISBN Tegninger: Erik Hagens, Grafisk Forlag