Torsdagskoncert Spil Dansk Dagen 25. oktober 2007 kl. 20 Radiohusets Koncertsal

Transkript

1 Torsdagskoncert Spil Dansk Dagen 25. oktober 2007 kl. 20 Radiohusets Koncertsal

2 TORSDAGSKONCERT SPIL DANSK DAGEN Torsdagskoncert DR Radiosymfoniorkestret DR Radiokoret / DR Vokalensemblet Torsdag 25. oktober kl. 20 Radiohusets Koncertsal Dirigent: Thomas Søndergård Solister: Camilla Tilling, sopran, Elverkongens datter Randi Stene, alt, Moderen Johan Reuter, baryton, hr. Oluf Koncertmester: Christina Åstrand Korindstudering: Fredrik Malmberg Johannes Brahms ( ) Tragisk ouverture, opus 81 (1880) Varighed: ca. 13 Niels W. Gade ( ) Elverskud, opus 30 (1853) Ballade efter danske folkesagn, for soli, kor og orkester Prolog 1. del 2. del 3. del Morgensang Epilog Varighed: ca. 43 Pause ca Carl Nielsen ( ) Symfoni nr. 1, g-mol, opus 7 (1892) Allegro orgoglioso Andante Allegro comodo andante sostenuto allegro assai Finale. Allegro con fuoco Varighed: ca. 35' Natkoncert kl DR Vokalensemblet Dirigent: Michael Bojesen Rued Langgaard ( ) Lokkende toner Korsoli: Jane Bertelsen, alt Camilla Toldi Bugge, sopran C.F.E. Horneman ( ) Circes tryllebjerg Niels W. Gade ( ) Naturlivet J.P.E. Hartmann ( ) Da du skulle være kommen Jeg sadled min hest en morgenstund Per Nørgård (f. 1932) To H.C. Andersen-poesier Henrik Rung ( ) Gurre Der er introduktion kl. 19 med Valdemar Lønsted. Koncerten sendes direkte i P2 og genudsendes i P2 søndag 28. oktober kl. 10. Koncerten sendes desuden forskudt via EBU til Norge, Finland, Island, Estland, Letland, Litauen, Tyskland, Holland, Serbien, Spanien, Australien og USA.

3 DR butikken er flyttet til DR Byen I efterårsferien flyttede DR butikken til nye flotte lokaler i DR Byen. DR butikkens nye adresse er Emil Holms Kanal 20, og indgangen er placeret på torvet til venstre for DR Byens hovedreceptionen. I forbindelse med koncerter i Radiohuset vil billetlugen i forhallen i Radiohusets Koncertsal være åben 2 timer før koncertstart. Læs mere om DR butikkens udflytning til DR Byen på dr.dk/rso DR Radiosymfoniorkestret Torsdagskoncert Torsdag 8. november kl. 20 Radiohusets Koncertsal Dirigent: Josep Pons Solister: Per Arne Glorvigen, bandoneon Michala Petri, blokfløjte Amargós: Koncert for blokfløjte og orkester (1. opførelse) Piazzolla: Koncert for bandoneon og orkester de Falla: Den trekantede hat. Suite nr. 1 og nr. 2 Koncerten overværes af H.K.H Prinsesse Benedicte Køb billetter via eller DR butikken på tlf Redaktion og opsætning: Line Breuning. Korrektur og sangtekster: Magna Blanke. Tryk: Rek-Art Offset. Producent: Per Holst. Producer: John Frandsen. Teknik: Jørn D. Jacobsen Regissører: Benedcite Balslev og Peter Tönshoff.

4 Thomas Søndergård Dirigenten Thomas Søndergård er 38 år en ung alder, når man har dirigeret stort set alle danske orkestre og uropført opera på Det Kgl. Teater. Og så er Thomas Søndergård endda startet sent på sin dirigentkarriere. Egentlig er han uddannet slagtøjsspiller, og i 1992 blev han ansat som paukist i Det Kgl. Kapel. Han har også været medlem af bl.a. Det Europæiske Kammerorkester og det internationale eliteorkester Mahler Kammerorkester, som stjernedirigenten Claudio Abbado stiftede for 10 år siden. Thomas Søndergård debuterer i aften som Torsdagskoncert-dirigent. Thomas Søndergårds dirigentdebut fandt sted ved den berømte musikfestival i Aix-en-Provence, men hans danske gennembrud kom, da han i 2005 blev udvalgt til at uropføre Poul Ruders seneste opera, Proces Kafka, på Det Kgl. Teater. Senere blev operaen indspillet på cd (udgivet af Dacapo) og har fået ros verden rundt. Året efter modtog Thomas Søndergård Musikanmelderringens Kunstnerpris for sin uropførelse. Succesen har gjort, at Thomas Søndergård på kort tid har dirigeret flere udenlandske orkestre, bl.a. Monte Carlo Filharmonikerne, Birmingham Symfoniorkester, Bamberger Symfonikerne, Saarbrücken Radiosymfoniorkester og Helsingborg Symfoniorkester. Han har samarbejdet med verdensberømte solister som tenoren Roberto Alagna, violinisten Christian Tetzlaff og pianisten Leif Ove Andsnes. Opgaverne kommer fortsat strømmende til Thomas Søndergård, der i denne sæson dirigerer Puccinis La bohème og børneoperaen Brødrene Løvehjerte på Det Kgl. Teater, koncerter med alle danske landsdelsorkestre og tre premierer på Den Anden Opera. Og i aften er det første gang, Thomas Søndergård dirigerer DR Radiosymfoniorkestret ved en Torsdagskoncert. Blandt de udenlandske engagementer er koncerter med Nationalorkestret i Toulouse, Norges Radiosymfoniorkester og Deutsche Kammerphilharmonie. Jens Cornelius

5 Camilla Tilling, sopran Sverige er Nordens store sangernation! Godt hjulpet på vej af det smukke sprog har svenskerne fostret en perlerække af fremragende sangere. Et af vor tids store navne er sopranen Camilla Tilling, der har en verdenskarriere på de største operascener. Camilla Tilling er født i Linköping og er uddannet i Göteborg og London. Hun fik et brag af et gennembrud i New York ved en opførelse af Rossinis opera Rejsen til Reims, og inden for de næste tre år havde hun allerede optrådt på Covent Garden, Metropolitan Operaen, La Monnaie i Bruxelles, Glyndebourne Festivalen og festivalen i Aix-en-Provence. Det er i særdeleshed musik fra 1700-tallet, hun excellerer i både barokmusik af Händel og wienerklassisk musik af Haydn og Mozart og hun har samarbejdet med verdens førende dirigenter indenfor dette repertoire, bl.a. Sir John Eliot Gardiner, Philippe Herreweghe, Paul McCreesh og Emmanuelle Haim. Hun har dog også sunget helt andre slags operaer, fx Debussys impressionistiske Pelléas og Mélisande og partiet som guvernanten i Brittens gyseropera Skruen strammes. Foto: Anna Hult Sidst Camilla Tilling optrådte ved en Torsdagskoncert var i Haydns Årstiderne og Carl Nielsens Fynsk forår, da Sir John Eliot Gardiner modtog Sonnings Musikpris På cd kan man høre hende på en række meget forskellige, men udsøgte indspilninger af bl.a. Purcells Dido og Æneas, Mozarts Messe i c-mol og Griegs Peer Gynt. Jens Cornelius

6 Randi Stene, alt Randi Stene voksede op i nærheden af Trondheim, men har heldigvis for os valgt at slå sig ned i Danmark. Her er hun blevet uddannet på Opera- Akademiet, er blevet dansk gift og har været fastansat på Det Kgl. Teater siden år Foto: Johs Boe Sidst Randi Stene kunne opleves i Radiohusets Koncertsal var ved afslutningen af Torsdagskoncertsæsonen 2006/07, hvor Marc Albrecht dirigerede et rent Wagner-program. Randi Stene sang ved den lejlighed bl.a. partiet som Brangäne i Tristan og Isolde. Randi Stene sang første gang på Det Kgl. Teater i Hun fik sit internationale gennembrud som finalist i konkurrencen Singer of the World i 1991 og da hun i 1993 sang partiet som Octavian i Richard Strauss Rosenkavaleren på Bastille Operaen i Paris. Hun har siden optrådt på nogle af verdens førende scener, bl.a. Metropolitan Operaen i New York, Covent Garden i London og Châtelet Operaen i Paris. Mange af Randi Stenes partier har været de såkaldte bukseroller, der skal synges af en mørk mezzosopran, fx Cherubino i Figaros bryllup og Orfeus i Glucks opera Orfeus og Eurydike. Men hun mestrer også meget kvindelige figurer som Bizets Carmen og Olga i Tjajkovskijs Eugen Onegin. Som Wagner-sanger følger hun op på en fornem norsk tradition efter legenden Kirsten Flagstad og sopranen Ingrid Bjoner. Randi Stene har bl.a. sunget Fricka i Det Kgl. Teaters opsætning af Nibelungens ring og partiet som Brangäne i Tristan og Isolde. Randi Stene er en meget benyttet koncertsangerinde, der har optrådt under dirigenter som Esa- Pekka Salonen, Pierre Boulez, Bernard Haitink og Christoph von Dohnanyi. Hun er også meget interesseret i lieder og har indsunget tre cd er med lieder og romancer af især nordiske komponister. Hendes seneste cd-indspilning er Asger Hameriks smukke Requiem, indspillet med DR Radiosymfoniorkestret og Thomas Dausgaard (på Dacapo). I sin fritid holder hun af at vandre i de norske fjelde, og forbindelsen til fødelandet holdes også ved lige gennem hendes egen lille musikfestival, Sommersang på Ringve. Herregården Ringve ligger uden for Trondheim og er i dag musikhistorisk museum og mindested for Tordenskjold, der boede her som barn. Jens Cornelius

7 Johan Reuter, baryton Barytonen Johan Reuter er en af de mest succesrige danske operasangere. Ved siden af sine optrædener på Det Kgl. Teater synger han jævnligt på internationale scener som Covent Garden, Bastille Operaen i Paris og Deutsche Oper i Berlin. Han har også optrådt ved store musikfestivaler som Salzburg Festspillene og The Proms i London. Johan Reuter er uddannet i København på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og på Opera-Akademiet. Blandt de store partier, han har sunget på operascenerne, er Mozarts Figaro, Wotan i Rhinguldet af Wagner, Macbeth af Verdi og hovedrollen i Alban Bergs dramatiske opera Wozzeck, som han sang ved sin debut på Covent Garden sidste år. Covent Garden har inviteret Johan Reuter til at uropføre et nyt værk af den engelske komponist Harrison Birtwistle til næste år. På Det Kgl. Teater er han i denne sæson bl.a. med i Verdis Don Carlos, og han synger den store rolle som Henrik i Carl Nielsens Maskarade (der udkommer som dvd på Dacapo senere på året). Johan Reuter kan høres på mange cd er, bl.a. en række bemærkelsesværdige plader, hvor han synger Schuberts Winterreise og andre lieder oversat til dansk. Han har medvirket på markante danske indspilninger af bl.a. Poul Ruders seneste opera Proces Kafka og Vagn Holmboes Requiem for Nietzsche. Johan Reuter har også indsunget ældre dansk musik af bl.a. Buxtehude og Kunzen og senest orkestersange af Lange-Müller. Jens Cornelius Torsdagskoncert-publikummet kunne senest høre Johan Reuter i baspartiet i Haydns Skabelsen med Thomas Dausgaard i september.

8 Johannes Brahms: Tragisk ouverture På sit yndlings-feriested i Østrigs pittoreske Salzkammergut skrev Brahms i sommeren 1880 to ouverturer. Den ene græder, den anden ler var hans egen kommentar. Den leende fik titlen Akademisk festouverture, mens den grædende er Tragisk ouverture. Festouverturen var et bestillingsværk, men der lå ingen ydre anledning bag den tragiske ouverture, ingen akutte tragedier i hverken Brahms privatliv eller verdenssituationen. Ouverturen er tragisk på det helt abstrakte plan. Brahms sagde udtrykkeligt, at der ikke var nogen bog eller noget tragisk skuespil, der havde inspireret ham. Alligevel mente man længe, at ouverturen måtte være inspireret af Goethes store drama Faust. Brahms var nemlig på denne tid blevet opfordret til at skrive ny scenemusik til stykket, men en planlagt opsætning i Wien blev aldrig til noget, og der er ingen spor af nogen former for Faust-musik fra Brahms hånd. Forklaringen på de to parallelle ouverturer er simpelthen, at Brahms holdt af at arbejde med værker parvist, enten ved at skrive to værker lige efter hinanden, eller ved at lave to forskellige bud på samme type værk. Da den leende, akademiske ouverture var færdig, fandt Brahms nogle gamle skitser frem, som havde ligget hen i næsten 10 år, muligvis som skitser til en symfoni. Dem brugte han som udgangspunkt, og Tragisk ouverture blev da også til et stykke, der minder meget om en symfonisk førstesats. Det er koncentreret musik med stærke kræfter på spil. Orkestret er endda udvidet med piccolofløjte og tuba, som er to instrumenter, Brahms ellers ikke bruger i sine fire symfonier. Ouverturen er, også hvad forløbet angår, bygget over samme læst som en førstesats i en symfoni. Det første tema er meget markant og mandigt, og det kommer rundt i hele orkestret inden næste tema dukker op: En klagende melodi, der introduceres af oboen. Som ekstra bonus indskyder Brahms mod reglerne et tredje tema, som sejler vidunderligt ind, anført af violinerne. Dette tema udvikler sig overraskende i retning af de samme markante rytmer, som ouverturen begyndte med, og slår fast, at holdepunktet i musikken er kampgejst og drama. I det mellemste afsnit bevæger musikken sig først gennem en indadvendt grublen og mystiske, Hamlet-agtige enetaler. En lærd fuga sniger sig også ind, inden ouverturen har rustet sig til at slutte, hvor den begyndte, med markante rytmer og huggende akkorder, klar til kamp. Brahms overvejede at kalde stykket for Dramatisk ouverture, og man sidder egentlig heller ikke tilbage med en fornemmelse af tragisk undergang og nederlag, efter at de sidste akkorder har slået hårdt i bordet. Snarere indtrykket af en meget vital komponist, der er på højden af sin kunnen. Niels W. Gade: Elverskud Unge Niels W. Gade var en ivrig discipel af Nordeuropas mest berømte komponist, Felix Mendelssohn. Efter Mendelssohns død i 1847 blev Gade endda hans efterfølger som Leipzigs musikdirektør. Stillingen varede dog kun i et års tid, for da krigen mellem Danmark og Preussen brød ud i 1848, valgte Gade det sikre og vendte hjem til København. Alternativet havde været at stå på tyskernes side i krigen, og det ville Gade trods alt ikke. I stedet besluttede han sig for at forfølge en af sine andre ambitioner, nemlig at skabe et københavnsk musikliv efter Mendelssohns model fra Leipzig. Gade blev leder af Musikforeningen, som var datidens centrum for klassisk koncertmusik i København. Koncerterne havde et internationalt præg, og både nye værker og kendte solister fra udlandet kom på programmet. Men Niels W. Gade var ingen selvfornægter, og han programsatte meget gerne sine egne værker. I 1854 opførte han for første gang Elverskud. Værket var skrevet i en genre, han kaldte Koncertstykke, og som Mendelssohn også havde dyrket. Det blev en overvældende succes og Gades mest populære værk herhjemme. Efter mere end 150 år er det i nutidens perspektiv stadig et hovedværk, der rummer hele essensen af den danske guldalders nationalromantik. Elverskud

9 hører naturligt hjemme på Kulturministeriets kanon over den danske musiks 12 vigtigste værker. Niels W. Gade er i Elverskud nærmest demonstrativt tro mod nationalromantikkens tanker. Tidens kunstnere og intellektuelle var dengang optaget af tanken om at skabe en ny kunst, der byggede på folkets kulturelle arv og stemme. For musikkens vedkommende var det folkeviserne, der skulle være grundlaget, mente Gades lærer, sangkomponisten A.P. Berggreen. En syndflod af folkevise-efterligninger blev skabt i 1800-tallet, men Gade hævede inspirationen til et højere plan. I Elverskud folder han folkevise-verdenen ud i et psykologisk og romantisk drama, hvor poesien frit kan svæve over et landskab af fortidsminder. Personer, handling og melodiske former tog Gade fra de to folkeviser Elverhøj og Hr. Oluf han rider. Selve teksten var det sværeste at få på plads. Først forsøgte Gade at samarbejde med H.C. Andersen, siden blev han skiftet ud med Christian Molbech, men også hans tekst blev omskrevet, denne gang af to undselige amatørdigtere. Gade ville være den, der bestemte han var dominerende og kunne være ret ubehagelig, og han var parat til at afvise store kapaciteter til fordel for mindre talenter, hvis det var nødvendigt for at sikre ham herredømmet over arbejdet. Handlingen var dog stort set på plads med det samme: Den unge ridder hr. Oluf skal giftes, men natten inden brylluppet er der noget, der trækker i ham han må ud i den mørke skov. Hans mor bønfalder ham om at blive hjemme, men intet kan stoppe hans drift, og han lyver sig fri ved at sige, at han mangler at invitere de sidste gæster. Natteskoven er magisk besjælet (enestående beskrevet af Gade i orkesterforspillet til 2. del), og hr. Oluf kommer i nærkontakt med skovens urbefolkning, elverne. Elverkongens datter byder ham inciterende op til dans, og det går op for hr. Oluf, hvor farligt det var at ride ud. Elverpigen prøver først at lokke, men begynder efterhånden at true, og til sidst kaster hun sin forbandelse på hr. Oluf han bliver elleskudt. Hr. Oluf rider desperat hjem, men falder død om, da han ved solopgang ankommer til sin egen bryllupsfest. Det er naturens og sindets stærkeste kræfter, hr. Oluf er oppe imod og taber til. Taberen er også den uskyldige kærlighed, for Elverskud tør beskæftige sig med den erotiske drift som en afgørende side af tilværelsen. Hr. Oluf møder hos Elverkongens datter en helt anden slags kærlighed, end den han kender fra sin ferske forlovede i den virkelige verden. Elverpigen er pågående, farlig og uforudsigelig, og han drives ustoppeligt mod hende. I teksten til den centrale Olufs ballade udstiller guldalderdigteren sig selv og sin bornerte, apatiske samtid i linjen: Det er, som mit hjerte var delt i to / Det vokser vel sammen med tiden. Ingen andre guldalderværker beskæftiger sig med den slags overvejelser, og det gør Elverskud mere holdbar end det meste anden danske musik fra perioden. I 1854 havde Et folkesagn, Bournonvilles store ballet med musik af Gade og hans svigerfar J.P.E. Hartmann, premiere bare 10 dage inden Elverskud. Og i 1846 havde Hartmann og H.C. Andersens opera Liden Kirsten (der er en scenisk pendant til koncertsalsværket Elverskud) erobret tidens smagsdommere. På få år havde Gade og Hartmann formuleret hele essensen af tidens nationalromantiske tanker. Alle tre værker har haft en holdbarhed, der fuldstændig har trodset den aktuelle kulturdebat omkring deres tilblivelse, men allerstærkest står helt sikkert Elverskud. Carl Nielsen: Symfoni nr. 1 Carl Nielsens havde kun skrevet to stykker for stort orkester, da han i 1889 fik sine første idéer til en symfoni. Det var anden gang, han prøvede at gå i gang med en symfoni, men det første forsøg var kun blevet til en enkelt sats, som senere fik titlen Symfonisk rapsodi. Hans manglende erfaring med orkesterkomposition er dog kun et mindre problem i forbindelse med 1. Symfoni, der frem for alt er smittende og vital. I 1890 var arbejdet med symfonien for alvor i gang, men det skred langsomt fremad for den ivrige unge mand, der havde så

10 meget andet at passe, bl.a. rejser til Tyskland og sit arbejde som violinist i Det Kgl. Kapel. Efter endnu et år var der stadig lang vej igen: Jeg har forleden komponeret et Thema til anden Afdeling af Symfonien, skriver han til sin kone. Har spillet det for Rosenhoff (Carl Nielsens teorilærer, red.). Han siger, det er det smukkeste, jeg har skrevet. Jeg har heller aldrig været saa bevæget som den Nat, jeg skrev det. Det løb mig koldt ned ad Ryggen, og jeg var lige ved at blive helt syg af Bevægelse. Endnu et år gik, men Nielsen fik til gengæld støtte fra Nordens store dirigent Johan Svendsen, der accepterede at uropføre symfonien med Det Kgl. Kapel. Det skete i 1894, og efter næsten fem års arbejde sad Carl Nielsen selv blandt 2.violinerne, da hans første symfoni blev spillet for første gang. Symfonien blev en kickstart til en ny æra for dansk orkestermusik. Det er en kraftkarl, der er på banen her. Musikken er ikke anti-romantisk, men bruger senromantikkens midler på en ny og original måde. Hele tiden går det rastløst af sted med korte åndedrag, og den tidstypiske kromatik og flirt med kirketonearter bruges på en helt personlig og sær, groft tilhugget måde. Musikken er u-behøvlet, dels fordi komponisten ikke har lært sig en poleret teknik, dels fordi han med stærk vilje vil væk fra de akademiske normer. For datidens lyttere var det åbenlyst, at her foregik noget usædvanligt, men om det var overvældende eller frastødende, var man ikke helt klar over. Politikens skrappe og konservative anmelder Charles Kjerulf gik nærmest amok af begejstring: Fra første til sidste Node fanger dette Arbejde i lige høj Grad Øre og Sind. ( ) Et Arbejde, fra hvilket der allerede udgaaar en Kornmodsglans af Talent, og som synes at forjætte et kommende Uvejr af Geni. Uroligt og hensynsløst i Harmoni og Modulation, men altsammen dog saa forunderlig uskyldigt og ubevidst, som saa man et Barn lege med Dynamit. Og det allervigtigste: ægte og uden nogetsomhelst Skaberi fra først til sidst, et nøjagtigt og fuldtro Udtryk for denne ganske egne, usædvanlige unge Kunstnerpersonlighed. Både Kjerulf og de øvrige anmeldere var særligt begejstrede for den langsomme 2. sats, der er gribende og stolt uden at være sentimental. Ingen af vore Unge har endnu skrevet et saa værdifuldt og betydeligt Stykke ny Musik som dette, skrev avisen. Det var meget store ord, men en ny tid var bestemt på vej, hvor Carl Nielsen og flere håndfulde af andre danske komponister kastede sig ud i at skabe fremtidens musik. Carl Nielsen gjorde det mest radikalt, og Politikens anmelder bemærkede med skarpt gehør, at symfonien ikke engang slutter i samme toneart, som den begynder. Uhørt! At dirigenten og komponisten Johan Svendsen, der vitterlig var et internationalt navn, påtog sig at uropføre symfonien, kan have været et skulderklap til hans unge orkestermusiker, men det var sikkert også en anerkendelse af, at Carl Nielsen i sin symfoni hægter sig på Johan Svendsens egen kraftige og vitale stil. 1. sats minder om 1. sats i Svendsens 1. Symfoni. Og 2. sats er med sine konstante og meget specielle skift mellem dur og mol klart i forlængelse af 1800-tallets nordiske nationalromantik, men i en radikal grad, der nærmer sig den rene symbolisme. Allerede få måneder efter uropførelsen var partituret til symfonien trykt, og Carl Nielsen tog til Tyskland og Østrig for at gøre opmærksom på sig selv. Han delte symfonien ud til højre og venstre, også et eksemplar til selveste Brahms, som han mødte i Wien. Den ihærdige indsats fik bragt symfonien til opførelse forskellige steder i Tyskland, og den blev også gentaget de kommende år hjemme i København, hvilket ikke var en selvfølge for en ny dansk symfoni. Som årene gik blev Carl Nielsen mere og mere berømt herhjemme, og han var så heldig, at man også blev ved med at spille hans ungdomsværker. 1. Symfoni blev derfor aldrig glemt eller lagt hen, selv om komponisten overgik sig selv mange gange de efterfølgende år. Det har forstærket indtrykket af, at 1. Symfoni simpelthen bare er én blandt de seks, som Carl Nielsen forandrede den danske musik med. Jens Cornelius

11 Niels W. Gade: Elverskud Tekst: Efter Chr. K.F. Molbech Prolog Hr. Oluf standsed sin ganger i kvæld, mens tågen svæved på enge; der dufted blomster, der grønnedes græs, til hvile monne han trænge. Han lagde sit hoved til Elverhøj, hans øjne de finge en dvale, alt kom der gangende jomfruer ud, som lokked med sang og med tale. Den ene ham klapped ved hviden kind, den anden ham hvisked i øre: Vågn op, du favren ungersvend, om du vil dansen røre. De kvad en vise så lifligt og sødt, så højt over hver en kvinde, striden strøm, den stiltes derved, som førre var vant at rinde. Havde Gud ej gjort hans lykke så god, at hanen havde slaget sin vinge, vist var han bleven i Elverhøj, hvor elversangene klinge. 1. del Nu synker sol i luften blå, mens alle fugle kvæde. Snart skal hr. Olufs bryllup stå med lystighed og glæde. Læg saddel på min raske hest, spænd bidslets gyldne kæde! Der er endnu en savnet gæst, jeg vil til bryllup bede. Læg saddel på min raske hest, spænd bidslets gyldne kæde! Min søn! min søn! det lakker alt mod kvæld, min søn, min søn, de lange skygger skride! Der er endnu en savnet gæst, jeg vil til bryllup bede. Min søn! hvem flere vil du bede vel så sent ved nattetide? Jeg beder én, jeg beder to, jeg beder, hvem jeg finder; mit hjerte får dog ingen ro, før morgensol oprinder. Min søn! det lakker alt mod kvæld, min søn! Nu synker sol i luften blå, mens alle fugle kvæde. Snart skal hr. Olufs bryllup stå med lystighed og glæde. Så tit jeg rider mig under ø, ved dag, når det lyser i lunden, længes jeg efter min fæstemø, den trofaste brud, jeg har funden. Så tit jeg rider, hvor blomster små i gyldne korn sig skjule, tænker jeg på hendes øjne blå og på hendes lokker gule. Så tit jeg vandrer, hvor ellene står, når stjerner lyse foroven, tænker jeg på et kulsort hår, og en mund, så dristig, forvoven. Den dybeste vunde kan sammen gro, som sværdene hugged i striden, det er, som mit hjerte var delt i to, det vokser vel sammen med tiden. Læg saddel på min raske hest, spænd bidslets gyldne kæde! Vogt dig! o vogt dig for Elverhøj! Det båder ingen at ride ved nat i lund og ensomme dale. Vogt dig! vogt dig, hr. Oluf, for Elverhøj! Frygt ikke, lukket er Elverhøj! Du vogt dig, hr. Oluf, for Elverkrat,

12 hvor hjertet lægges i dvale, vogt dig! vogt dig, min søn for Elverkrat! Frygt ej, i krat kun tågerne vanker. Vogt dig! vogt dig for Elverhøj! Flyv rask, min ganger! som om du fløj om kap med hjertet, der banker; min ganger! flyv rask! Nu stamper hesten, nu farer den frem over mark og vildene hede! Hr. Oluf rider fra hus og hjem alt til sit bryllup at bede. I morgen drage vi ved klokkeklang til brudefærd med spil og sang. 2. del Natten er stille! kun månen hist ser på de ensomme skove - bag krattet fløjter en fugl med list, men standse jeg tør ej vove. Jeg skimter et slør - igen det svandt - hvor sælsomt - vindene tale, det er, som om de mit hjerte bandt og lagde mine tanker i dvale! Elverpigerne, kor: Dansen går så let gennem lunden. Jeg hører det sjunge, mit hjerte det fanger, det er Elverpigerne! Flyv, o flyv, min ganger! Elverpigerne, kor: Dansen går så let gennem lunden. Der danse fire, der danse fem, Elverkongens datter rækker hånden frem. Elverkongens datter: Velkommen, hr. Oluf! Lad fare din fig, bi lidet og træd her i dansen med mig! Jeg ikke tør, jeg ikke må, i morgen skal mit bryllup stå. Elverkongens datter: En silkekjortel jeg giver dig fin, den bleged min moder ved måneskin! Du friste mig ikke med søden røst! Jeg tør ikke danse, endda jeg har lyst! Elverkongens datter: Hør du, hr. Oluf! Træd dansen med mig, en sølverbrynje så giver jeg dig. Jeg ikke tør, jeg ikke må, i morgen skal mit bryllup stå. Elverkongens datter: Og vil du ikke danse med mig, sot og sygdom skal følge dig! Ha! slip min hånd, du volder mig men, en isnen mig farer gennem marv og ben. Elverkongens datter: Jeg slår dig ved din hvide kind, der springer blod på skarlagenskind. Hr. Oluf! i morgen est du død! Løb til, min ganger, det gælder mit liv; nu fanger jeg aldrig i verden viv! Elverkongens datter og kor: Rid nu kun hjem til din fæstemø! Hr. Oluf! i morgen est du død! Afsted! min ganger, flyv rask afsted! som bryllupsgæst følger døden med! 3. del Morgensang I østen stiger solen op, den spreder guld på sky, går over hav og bjergetop, går over land og by; den kommer fra den favre kyst, hvor Paradiset lå, den bringer lys og liv og lyst til store og til små.

13 Og med Guds sol udgår fra øst en himmelsk glans på jord, et glimt fra Paradisets kyst, hvor livets abild gror. (Tekst: B.S. Ingemann) Alt vented jeg ved borgeled fra stjernerne de svunde; for han så sent i kvæld udred, jeg ikke sove kunne. Hr. Oluf! hvor færdes i natten du; hvi fylder med angst du din moders hu? Vi skænke mjød, vi skænke vin! Når kommer hr. Oluf til bruden sin? Af nattens slør den sidste flig for morgenrøden viger, og alt som solen hæver sig, med den min uro stiger. Hr. Oluf! hvor færdes i natten du; hvi fylder med angst du din moders hu? Vi skænke mjød, vi skænke vin! Når kommer hr. Oluf til bruden sin? Hvo rider hist igennem korn? Blæs højt, blæs højt i gyldne horn! Det er hr. Oluf selv med brudgomslængsel udi sinde, han flyver som en ædelfalk ned over højens tinde! Han rider fast, han kommer hid, vildt flagrer hestens manke! Han rider fast, han kommer hid. Hr. Oluf! I standse jer fore! Hvor er hans hjelm med fjedren hvid? Hr. Oluf! Min søn, min søn! Hvor er hans skjold det blanke? Hr. Oluf! I standse jer fore! Der drypper blod fra den gyldne spore. Hr. Oluf! I standse jer fore! Hør du, hr. Oluf! kær sønnen min! hvi bærer du nu så bleg en kind? Jeg må vel bære kinden bleg, for jeg har været i elverleg. Mod g hør du, hr. Oluf, min søn så prud! hvad skal jeg svare din unge brud? I sige skal, jeg er gangen i lunde at prøve min hest og så mine hunde. Moderen og kor: Hvor ere de gæster, du red dig at byde? Kun én mig fulgte, da morgenen gry de. Moderen og kor: Og hvo er den ene, som hjem dig følger? Hvo er den ene, min søn, hvo? Det døden er, som i hjertet sig dølger! Moderen og kor: Hjælp, milde Krist! hjælp i sorg og i nød. Han blegner, han synker. Moderen og kor: Hr. Oluf er død! Epilog Thi råder jeg hver dannis svend, som ride vil i skove, han ride sig ikke til Elverhøj

14 og lægge sig der at sove. Vogt dig, o vogt dig for Elverkrat, hvor hjertet lægges i dvale. Natkoncert med DR Vokalensemblet kl DR Vokalensemblet er DRs hidtil mest ambitiøse korsatsning. Korets 18 sangere, der også er solister i forskellige andre koncertsammenhænge, forener deres talenter i ensemblet for at levere det ypperste inden for kormusik, velklang, energi, rytmisk spændstighed og karismatiske soloer. For sangerne er en plads i DR Vokalensemblet et yderst krævende fuldtidsjob, idet der regelmæssigt arbejdes med værker, hvor stemmeforløbet er individuelt for hvert enkelt kormedlem. DR Vokalensemblet er meget fleksibelt og kan således også variere i størrelse, idet filosofien er, at ensemblet skal tilpasses det enkelte værk og ikke omvendt. Desuden er DR Vokalensemblet som oftest at finde i det 74-mand store DR Radiokoret ved fx Torsdagskoncerterne i Radiohusets Koncertsal. Ensemblet er derudover tænkt som inspirator og rollemodel for den øvríge danske korverden, herunder amatørkorene, ligesom koret skal indgå i både nationale og internationale netværk omkring koncertvirksomhed og samarbejde om fx musikdramatik. Flere af de bedste danske dirigenter kommer som gæster, og derudover præger især 1. gæstedirigent Stephen Layton fra England og den faste dirigent, svenskeren Fredrik Malmberg, dirigentpaletten. DR Michael Bojesen, dirigent Underviser, kordirigent, foredragsholder, komponist, inspirator, idémand og orkesterdirigent. Listen er lang, og visitkortet har mange titler. Michael Bojesen er en af landets mest alsidige dirigenter. Kordirektion har været omdrejningspunktet i Michael Bojesens over 20 år lange karriere, og han har været vidt omkring: Fra docent i korledelse på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, dirigent for Kammerkoret Camerata, chefdirigent for DR Radiopigekoret og kunstnerisk leder for DRs Korskole til gæstedirigent for professionelle kor som DR Vokalensemblet og Ars Nova Copenhagen. Som orkesterdirigent samarbejder Michael Bojesen kontinuerligt med landsdelsorkestrene, DR Radiosymfoniorkestret, DR RadioUnderholdningsOrkesteret og DR Big Band, og afhængigt af hvilket orkester Michael Bojesen står foran, dirigerer han alt fra store symfonier og barokmusik til jazz, bigband og showmusik. Michael Bojesen har arbejdet sammen med rytmiske solister som Benjamin Koppel, Alberte Winding, Chris Minh Doky og Martin Brygman, og han har uopført værker af klassiske komponister som Ib Nørholm, Per Nørgård, Anders Koppel, Bo Holten og Stephen Hatfield. Michael Bojesen har i en lang årrække arbejdet som komponist og arrangør, han er udnævnt til Årets Korkomponist (1998), og han har skrevet en lang række værker, fra orkestermusik og opera til små finurlige sange. I de senere år har Michael Bojesen arbejdet intensivt med formidlingen af den klassiske musik, særligt med fokus på børn og unge. Målet er, at nye talenter og nyt publikum opsøges, nye og anderledes koncertformer udvikles, og nye rammer for musikken afsøges, uden at der gås på kompromis med den musikalske kvalitet. Louise Skovbæch

15 Rejs med os ud i musikkens store verden Dania annonce OPERA - BALLET - KONCERT Vores katalog spænder lige fra endags arrangementer til oversøiske rejser Bestil vores store katalog og bliv inspireret Tlf (Ma-fr 9-17)

16 DR Programmer/musik DR Byen Emil Holms Kanal København C Tlf.: rso-rk@dr.dk Divisionschef Morten Hansen Pankoke Orkester- og korchef Per Erik Veng Chefdirigent Thomas Dausgaard DR Radiosymfoniorkestrets, DR Radiokorets og DR Radiopigekorets virksomhed er muliggjort gennem støtte fra blandt andre: Augustinus Fonden Beckett-Fonden Bikubenfonden Carl Nielsen & Annemarie Carl-Nielsens Legat FrederiksbergFonden Gangstedfonden Knud og Dagny Gad Andresens Fond Kulturministeriet Kong Christian den Tiendes Fond Konsul Georg Jorck og hustru Emma Jorck s Fond Oticon Fonden Tømmerhandler Johannes Fogs Fond 1. gæstedirigent Yuri Temirkanov Æresdirigent Herbert Blomstedt