refleksivt moderne. Den overordnede sammenhæng mellem principperne (D), (U) og (L) Den etisk-politiske-diskurs Den

Transkript

1 1 Indholdsfortegnelse. Indledning Del Hvad er demokrati? Hvad betyder ordret demokrati? Historisk gennemgang Hvordan er den overordnede sammenhæng mellem demokrati som politisk styreform og demokratisk dannelse Tre grundlæggende opfattelser af demokrati som styreform og demokratisk dannelse Republikanisme og demokratisk dannelse Kritiske røster Rousseau og republikansk demokratisk dannelse. Beskrivelse og kritik Republikanisme og pluralisme. Kritiske røster Liberalisme og demokratisk dannelse Liberalisme og frihed Liberalisme, magtproblematikken og det fælles bedste Kritik af liberalistisk demokratisk dannelsessyn Diskursteoretisk deliberalt demokrati og demokratisk dannelse Diskursteoretisk deliberalisme og det fælles bedste Nye dannelsesudfordringer og diskursteoretisk deliberalt demokrati De tre diskursprincipper: (1) Det diskursetiske princip (D): (2) Universaliseringsprincippet defineres som (U): (3) Det demokratiske princip/legitimeringsprincippet defineres som (L): Hvad er etik og moral? Hvad er deres opgaver og hvordan gyldiggøres de? Diskursetikken som teoretisk referenceramme for det diskursetiske princip Etisk nihilisme Habermas og 3 rationalitetsformer Moralsk kognitivisme. Lawrence Kohlberg Etisk skepticisme Teologisk etik: Sandhedsanaloge videnstyper Tre grundlæggende diskurstyper Tre formelle videnstyper Etisk egoisme Deontologi og teleologi Moral og selvreferense Forskellen mellem etik og moral. Positiv selvreferense Sidste refleksionsniveau Etisk hedonisme Diskursetik og følelser Forholdet mellem følelser og kognition. Det æstetiske Om den subjektive verden og følelser Relativistiske teorier om etik Om forholdet mellem universalitet og partikularitet belyst som distinktionen mellem gyldighed og anvendelse Kritik af diskursetikken Anvendelsesdiskurser og gyldighedsdiskurser Demokratisk dannelse og diskursetik Deliberalt demokrati, diskursdemokratiet og den demokratiske retsstat. Indledende betragtninger Præcisering af deliberalt demokrati i forhold til den demokratiske retsstat i det

2 2 refleksivt moderne. Den overordnede sammenhæng mellem principperne (D), (U) og (L) Den etisk-politiske-diskurs Den etisk-eksistentielle-diskurs Diskursdemokratiet Det første forhold: Institutionaliseret retsligt fællesskab Lovgivning og retsnormer Det andet forhold: Tildeling af juridiske rettigheder Det tredje forhold: Legitim funktionel magtanvendelse Den politiske offentlighed Forskelle og ligheder mellem moral og ret. En yderligere præcisering Sammenfatning: Diskursivt deliberalt demokrati som normativt demokratisk politik dannelsesideal. Den tredje vej Diskursdemokratiets kritik af liberalisme Diskursdemokratiets kritik af republikanisme Del Moderne demokratisk dannelsesteori Wolfgang Klafki og moderne demokratisk dannelsesteori Fire historiske dannelsesteorier Material objektivistisk dannelse Klassisk material dannelse Kritik af de materiale dannelsesteorier Formale dannelsesteorier Funktionel formal dannelse Metodisk formaldannelse Kritik af formaldannelsesteori Kategorial dannelse Definition af kategorialdannelse Kategorial dannelse og kritisk konstruktiv pædagogik som et konkret forslag til en demokratisk funderet almen dannelsesteori? Kategorialdannelse og samfundskritik Kritisk konstruktiv pædagogik Klafki og en nyere og mere tidssvarende almen dannelsesteori. Et nyt forslag til en demokratisk dannelsesteori Dannelsesspørgsmål er samfundsspørgsmål Strukturperspektivet Aktørperspektivet Opgaven for en ny dannelsesteori Dannelse som sammenhæng mellem tre grundlæggende evner Tre betydningsmomenter af begrebet almendannelse Konsekvenser af bestemmelsen dannelse for alle Dannelse indenfor et almenhedens formidlende element: Koncentration om tidstypiske nøgleproblemer Præcisering af det overordnede formål med det nye almendannelses koncept i forhold til nøgleproblemerne Kritik af Klafkis nye forslag til en demokratisk funderet almen dannelsesteori Er demokratisk dannelse det samme som emancipatorisk kategorialdannelse? En kritisk analyse af Klafkis emancipationsbegreb Emancipationsbegrebet ifølge Lotte Rahbek Schou (LRS) Transcendental fornuft og diskurs En afvisning af Klafkis emancipationsbegreb forstået som ensidig ideologikritik Holger Henriksen og demokratisk dannelse

3 3 Skolens pædagogiske opgave HH s demokratiske og didaktiske dannelsessyn Karsten Schnack og handlekompetence som forudsætning for politisk demokratisk dannelse Hvad er demokratisk politisk dannelse ifølge KS? Menneskesynet bag begrebet handlekompetence Demokrati, demokratisk dannelse, den sunde fornuft og dannelsens indhold Poststrukturalistisk og Postmoderne kritik af demokratisk dannelsesteori som et fornuftsprojekt med overordnede universelle retningslinjer Foucaults poststrukturelle kritik. Forholdet mellem rationalitet, magt og subjektivitet.. 61 Rationalitet som humanvidenskabens magtinstallation. Magt og viden Foucaults magtbegreb og perspektiver i forhold til demokratisk dannelsesteori Centreret og decentreret magtopfattelse Postmoderne kritik af demokratisk dannelsesteori Kultur og samfund er kontingente størrelser Dannelsens indhold er konkret og ikke abstrakt Rorty og demokratisk dannelse Socialisation og individuation Viden er historisk og relativ Demokratisk dannelse er selvdannelse Kritik af Rortys opfattelse af pædagogisk virksomhed som opbyggelig konversation Dekonstruktion, konstruktion og sprog Pædagogisk virksomhed bør være opbyggelig Alles kamp mod alle Biesta og demokratisk dannelse Instrumentalisme og individualisme i forhold til viden og kompetence Individualistisk tilgang til demokratisk dannelse. Kant og oplysningstiden Social tilgang til demokratisk dannelse. John Dewey og pragmatismen En ny forståelse af demokratisk dannelse, læring, pædagogik og uddannelse Læringsbegrebet Læringens hensigt Menneskesynet bag det demokratiske menneske Demokratisk dannelse er handling i en åben, plural og fri verden. Hanne Arendt Demokratisk dannelse og uddannelsesperspektiver Del Pædagogiske udviklingsprojekter med fokus på demokrati, demokratisering og demokratisk dannelse Projekt Pædagogik og demokrati. Et dansk litauisk udviklingsprojekt ( ). Et eksempel med perspektiver ud fra republikansk demokratisk tankegang Formål og hensigt Metode: Projektets forestillinger om demokrati og demokratisk dannelse Projektets overordnede demokratiforståelse Projekt Klassemødet: Demokratisk konfliktløsning og udvikling af fællesskab (2005). Et eksempel på et demokratiprojekt med republikanske og liberalistiske perspektiver Konteksten Formål Metode: Projektbeskrivelse og demokratiperspektiver Projekt

4 4 Den vordende demokrat Eksempel på et demokratiprojekt med republikanske og liberalistiske perspektiver Konteksten Indhold Metode Undersøgelsen indbefatter både kvantitative og kvalitative metoder Der skelnes mellem liberalistisk og republikansk demokrati forståelse Liberalistisk tilgang Republikansk tilgang Operationalisering ud fra liberalistisk demokrati forståelse Operationalisering ud fra republikansk demokrati forståelse Hvad viser undersøgelsen om skoleelevers demokratierfaringer i folkeskolen? Inddragelse af psykologiske og sociologiske teorier Undersøgelsesresultater med demokratierfaringer ud fra et liberalt demokratiperspektiv Undersøgelsesresultater med henblik på forholdet mellem liberalistisk/individuelle og republikanske/kommunitaristiske demokratierfaringer Projekt Demokrati i børnehaven (2011). Et eksempel på et demokratiprojekt med republikanske perspektiver Konteksten Indhold Undersøgelsesresultater Undersøgelsens metodevalg. Refleksion i forhold til kvantitativ og kvalitativ metode Kvantitativ metode Kvalitativ metode Projekt Demokrati for alle. En undersøgelse af valgloven i forhold til mennesker med funktionsnedsættelser (2012). Et eksempel på et demokratiprojekt med deliberalistiske perspektiver Konteksten Perspektiver fra deliberalistisk demokratisk tænkning Indhold Projektet er interessant på flere punkter. Valgloven og grundloven To hovedgrupper af funktionsnedsættelser, der kræver særlige foranstaltninger Undersøgelsesresultater Litteraturliste: Bøger: Artikler, arbejdspapirer, webdokumenter og tidsskrifter Demokratiske mål og profilbeskrivelser: Daginstitution og skolefritidsordninger Empiriske undersøgelser vedrørende demokrati, demokratisk dannelse og pædagogik

5 5 Indledning. Hvorfor overhovedet beskæftige sig med pædagogik set i forhold til politik, demokrati, demokratisering og demokratisk dannelse og uddannelse? Der er ingen tvivl om at demokrati og demokratisering har spillet og fortsat spiller en vigtig politisk og pædagogisk rolle i den moderne verden både nationalt, internationalt og globalt 1. Det danske uddannelsessystem og demokrati. Nationalt ses det i uddannelsessystemet f.eks. i formålsparagrafferne for folkeskolen, gymnasiet, de erhvervsrettede uddannelser og ikke mindst inden for højskolebevægelsen. Internationalitet og demokrati. Internationalt i forhold til ideen bag det fælles europæiske projekt (EU), de forenede stater (UN) med underliggende organisationer som eksempelvis UNESCO, WHO, WTO samt internationale organisationer som menneskerettighedsdomstolen i Hagg og World Human Rigts. Organisationer der alle helt grundlæggende bygger på og arbejder for demokratiske værdier, tænkning og handling. Globalisering og Demokrati. Globalisering og demokrati er bl.a. aktualiseret ud fra en konstatering af, at nationalstaterne i dag mere end nogensinde før er kommet under et vedvarende styringspres fordi de er sammenkædet og afhænger af hinanden i et kompliceret verdensomspændende netværk. Indholdsmæssigt, drejer det sig eksempelvis om militære kernevåbens effekt, sygdomme som AIDS, influenza epidemier, finansmarkeder og finanspolitik, hvor finanskrisen med start 2008 er et glimrende eksempel på, hvordan de enkelte nationaløkonomier afhænger af hinanden Herudover er klima, drivhuseffekt, temperaturændringer, social elendighed og økonomisk ulighed, ind og udvandring og kulturelle forskelligheder ligeledes eksempler på problemstillinger, der nødvendigvis må forstås i et globaliseringsperspektiv. 2 Men også omfattende forandringer i uddannelsessystemerne med krav om større effektivitet, målbarhed, personlig kompetence, videns- og læringsudvikling samt internationalisering og tværprofessionelt samarbejde med henblik på at styrke det samlede erfarings og vidensniveau i de enkelte nationale befolkningsgrupper kan ses og forstås i en global sammenhæng 3. Demokrati, politisk tænkning og uddannelse er et grundlæggende spørgsmål. Tanken om demokrati og demokratisering er på denne baggrund helt grundlæggende for en politisk og uddannelsesmæssig tænkning, der både nationalt, internationalt og globalt vægter og værdsætter menneskeligt fællesskab, individuelle rettigheder, dialog, samarbejde, handling og ansvar. Det er med andre ord nok de færreste, der for alvor stiller spørgsmål ved demokrati og demokratisering som et etisk, politisk og pædagogisk dannelsessigte dvs. som noget de politiske og pædagogiske bestræbelser retter sig imod og bør rette sig imod som et udgangspunkt og en rettesnor for den pædagogiske og politiske indsats Kelstrup, 99.s Held, 87.s Klafki, 2001.Kemp.1999,2002. Held, Se f.eks. Bekendtgørelsen til pædagoguddannelsen og læreruddannelsen Hansen, Jakobsen, 99.s Kalfki,2001.Kemp,2002,

6 6 Demokrati er et omstridt spørgsmål. Der er imidlertid langt fra enighed om, hvad demokrati er eller bør være både som politisk styreform, ideologi, pædagogisk teori, retning eller praksis. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at stille en række undersøgende spørgsmål i forhold til pædagogik, politik, demokrati, demokratisering og demokratisk dannelse for på denne måde at tilegne sig og søge efter en dybere indsigt og forståelse. Følgende spørgsmål er bogens være indgangsvinkel for dette arbejde: 1. Hvordan er sammenhængen mellem på den ene side demokrati som politisk styreform og på den anden side pædagogik og demokratisk dannelsestænkning? 2. Er der historisk set forskellige opfattelser og forestillinger om demokrati som politisk styreform og demokratisk dannelse? 3. Findes der konkrete nutidige bud på en teoretisk og eller praktisk pædagogik, der har demokratisk dannelse i det moderne som et grundvilkår for de pædagogiske bestræbelser? 4. Findes der forsøgs og udviklingsarbejde i skole og institution, der har demokratisk pædagogik og dannelse som hovedsigte? Og hvad er i givet fald rammerne, formålet, indholdet, arbejdsformerne og resultaterne? Bogens hovedsigte. Bogens hovedsigte er derfor ud fra ovenstående betragtninger, dels at introducere læseren til en række teorier, begreber og modeller, der behandler sammenhængen og forholdet mellem pædagogik, politik, demokrati og demokratisering og dels gøre det muligt at diskutere og forholde sig mere præcist teoretisk og praktisk til fagområdet bl.a. ved at undersøge nyere relevante konkrete pædagogiske teorier og forskellige forsøgs og udviklingsarbejder. Del 1. Hvad er demokrati? Hvad betyder ordret demokrati? En historisk gennemgang. Demokrati kommer oprindeligt af de to græske ord demos og kratis. Demos betyder folk og kratis betyder styrken eller magten til at gøre noget, til at styre noget. Derfor betyder demokrati grundlæggende folket, der har magten til at styre. Det er dermed folket, der skal regere i et demokrati 6. En anden styreform er monarki, der kommer af det græske ord mono (ene) og arki/archos (den som hersker) og betyder enehersker. Eneherskeren, der kan både være en konge, kejser eller en fyrste har kontrol over de organisationer, der strukturer og organiserer et samfund. Her er folket uden indflydelse på den samfundsmæssige indretning. En tredje styreform er oligarki. Ordet er sammensat af det græske oligos, der betyder de få og igen arki (den der hersker). Oligarki er derfor fåmandsvælde og oftest de adelige eller meget 6 Se Josiah, Ober, s. 6., der dels diskuterer forskellen mellem kratia og archia og dels konkluderer, at den oprindelige betydning af demokrati er the collective capacity of a public to make good things happens in the public realm, hvilket frit kan oversættes med en fælles offentlig styrke, der får gode ting til at ske indenfor det offentlige område. Demokrati er i denne optik ikke blot kontrol over et forvaltningsapparat eller en afstemningsprocedure hvor flertallet bestemmer, men et udtryk for, at en fælles offentlighed indeholder og rummer styrken til at gøre og forandre noget ved egen hjælp.

7 7 velhavende, der altså egenhændigt bestemmer, kontroller, strukturer og forvalter et samfunds fordeling af værdier og ressourcer i bred forstand. Her er folket ligeledes uden indflydelse på den samfundsmæssige indretning. Nu er demokrati forstået som folket, der styrer imidlertid ikke så enkelt, som det lyder til. Demokrati er nemlig et omstridt begreb med mange forskellige udlægninger, betydninger og definitioner af hvad demokrati er. For hvem er folket, der skal styre? Er det hele befolkningen dvs. både de fattige, kvinder, børn, de socialt udsatte, de forarmede, de psykisk syge, indvandrere, minoritetskulturer eller er det særligt udvalgte med en høj social position? Og hvordan organiseres denne styring? Skal alle være med til at bestemme alt som i direkte demokrati eller skal der af overskuelighedsgrunde være bestemte mennesker, der varetager bestemte gruppes interesser og ønsker, som i det repræsentative demokrati? Eller bør der kun besluttes ved samlet enighed (konsensus) eller ved kompromis blandt de involverede eller bør beslutninger først og fremmest ske ved en afstemningsprocedure ud fra individuelle præferencer. Og hvordan er fremgangsmåden? Er det vigtigt med en forudgående fælles omfattende analyse, samtale og dialog, hvor alle har mulighed for at udtale sig? Eller er det vigtigste den enkeltes holdning, ønsker og strategiske interesser udtrykt gennem afstemning og i mindre grad fælles dialog? Eller skal både det fælles og det individuelle indgå i de demokratiske beslutninger og overvejelser så man undgår, at det er det fælles eller den enkelte, der alene er bestemmende? Eller noget helt fjerde? Og er demokrati kun en politisk styreform og dybest set mest en formaliseret og institutionaliseret måde at fordele materielle ressourcer, udtrykke værdier og regulere menneskelige samværsformer på? Eller er det en mere grundlæggende menneskelig indstilling til livet, som rækker udover den politiske styreform og måske snarere en moralsk ideologisk forpligtende indstilling, der omfatter alle livets områder en livsform eller livsindstilling? Eller som en kombination af både styreform og moralsk ideologisk forpligtelse dvs. hvor den politiske retsorden (styreformen) er retfærdiggjort, reguleret, fastsat og rationelt begrundet ud fra ideologiske, moralske og etiske forestillinger? Og ikke mindst har demokratiet styrken til at håndtere moderne samfunds udfordringer med mange politiske, kulturelle, etniske og individuelle forskelligheder? Sammenfattende kan man derfor slå fast, at der er mange opfattelser, forestillinger og udlægninger af hvad demokrati er og hvorfor og hvordan det etableres og udøves. Demokratibegrebet er med andre ord omstridt, vanskeligt at definere og til stadig diskussion, men absolut ikke uden betydning i både individuelt, personligt, nationalt, internationalt og globalt perspektiv.

8 8 Hvordan er den overordnede sammenhæng mellem demokrati som politisk styreform og demokratisk dannelse. For det første er det vigtigt at gøre sig klart, at demokrati og demokratisk dannelse først og fremmest er et foreskrivende (normativt) foretagende 7. Det er noget, som man bør stræbe og rette sig efter som et ideal. Det er et bør frem for et er. Demokrati og demokratisk dannelse, hviler derfor også på en række forudsætninger og kriterier, som et man bør rette sig efter fordi der er gode grunde til det. Og det er disse gode grunde og deres argumenter, der er værd at undersøge for at få en forståelse af demokrati, demokratisering og demokratisk dannelse. Og allerede med ordrene gode grunde, argumentation og argumenter er banen kridtet op: Det er fornuften eller rationaliteten, der er i centrum, som den bagvedliggende instans, vi sætter vores lid til for at forstå og gyldiggøre demokrati som styreform og pædagogik. På denne måde er demokrati og demokratisk dannelse også etisk og moralsk funderet. Det er bedre og mere rigtigt end noget andet og det er det fordi der er gode grunde og argumenter for det. Eller med andre ord: Hvorfor er demokrati en god og retfærdig styreform (det politisk filosofiske aspekt)? Og hvad er det for en dannelse 8, der muliggør, at demokrati som dannelsesproces, dannelsesideal og praksis er værd at stræbe efter (det pædagogiske aspekt)? Eller formuleret på en anden måde. Den overordnede sammenhæng og problemstilling mellem demokrati som styreform (det politisk filosofiske aspekt) og demokratisk dannelse (det moralfilosofiske aspekt) er: Hvilken dannelse skal der til for at tilfredsstille spørgsmålet: Hvorfor skal man bøje sig for en fælles politisk styreform (demokratiet) samtidig med at man kun har moralsk pligt til overholde den styreform, man giver sig selv (det moralfilosofiske aspekt). Tre grundlæggende opfattelser af demokrati som styreform og demokratisk dannelse. Som nævnt i indledningen er demokrati og demokratisk dannelse omstridte begreber. Men der har dog igennem historien udviklet sig tre grundlæggende, adskilte og meget forskellige forestillinger om den demokratiske styreform og demokratisk dannelse, som det er værd at undersøge for at få både overblik, indblik og præcision. Det drejer sig om demokratisk dannelse i forhold til styreformerne 1. Republikanisme 2. Liberalisme og 3. Deliberalisme. 9 7 I modsætning hertil opfatter systemteoretikeren Niklas Luhmann, det helt anderledes. Demokrati forstået som en offentlighed, der bør integrere fælles forestillinger via samtale og dialog findes ikke mere! Samfundsudviklingen er ikke et foreskrivende bør men et beskrivende er fordi samfundsudviklingen har medført en udspaltning, så det i dag er splittet op i forskellige funktionelle systemer, der især opererer og opretter sig selv ved at adskille sig fra hinanden og lukke om sig selv. Det politiske system opretholder sig selv og lader sig kun påvirke gennem kommunikation, der drejer sig om magt. Magt er den kode eller det symbolske medie som det politiske system forstår. Det pædagogiske system opererer via mediet barnet. Familien via mediet kærlighed. Pointen er nu, at offentligheden ikke forener, integrerer eller styrer systemerne direkte. Systemerne lader sig nemlig kun påvirke indirekte. Kun den kommunikation, som systemet selv arbejder med og forstår, kan give anledning til fortsat kommunikation. Et politisk eller økonomisk system kommer aldrig til at forstå eller blive enige med det pædagogiske system og omvendt. Og da offentligheden ifølge Luhmann er underlagt den samfundsmæssige funktionelle opsplitning i systemer bidrager offentligheden ikke til integration, men til differentiering (opsplitning). Demokrati er for Luhmann mere et udtryk for at systemerne fungerer optimalt i deres lukkethed via specialiseret kommunikation. Sprogets eller samtalens iboende formål er ikke enighed blandt de berørte parter i et fællesskab, der ønsker at slutte sig sammen. Sproget eller samtalen er blot specialiseret kommunikation (koder), der muliggør, at systemer opretholder deres egen eksistens (sproget er en særlig slags mad/føde for systemerne). 8 Der er mange definitioner på begrebet dannelse. Se f.eks. Klafki.96. Jeg foreslår følgende korte arbejdsdefinition: Bevidste overvejelser og bestræbelser i forhold til mulighedsbetingelserne for formning og skabelse af mennesker. 9 Denne tredeling af politiske demokratistyreformer følger af Habermas, J.1994: Three Normative Models of Democracy.

9 9 Republikanisme og demokratisk dannelse. Republikanisme kommer af ordret res publica og betyder fællesskab og indebærer, at det fælles eller fælles anliggender prioriteres før det private. Republikanisme indebærer dannelse til noget bestemt som er grundlagt og besluttet af fællesskabet efter dialog. I den græske bystat (Athena) antager tilhængerne af republikansk demokrati, at der findes en almen vilje som forudsætning for demokratiet dvs. som en stræben efter at finde og realisere det fælles bedste/gode. Det betyder, at grækerne i bystaten ikke anså personlig og politisk dannelse som to adskilte områder. Eller i hvert fald, at bystaten og offentlige spørgsmål kommer før private. Det betyder, at det personlige eller individuelle i dannelsesprocessen (om)dannes til det fælles. Fælleskabet er midlet og målet Det er tilegnelsen af det fælles ved rationelt at indse det privates utilstrækkelighed, der er det centrale i dannelsesprocessen. Dannelsesprocessen gør altså den enkelte til medlem af et kulturelt og samfundsmæssigt fællesskab. Et fællesskab som hele tiden overvejer og evaluerer de værdier og normer som skal være bærende inden for fællesskabet uden, at der stilles afgørende kritiske spørgsmål til forudsætningerne af fællesskabet i sig selv. Der findes således i virkeligheden overensstemmelse mellem personlig og politisk dannelse. Det drejer sig om igennem offentlig deltagelse at tilegne sig og optage et forbilledligt kulturelt indhold ved at være aktiv direkte deltager i fælles spørgsmål, hvis rækkevidde og omfang indbefatter en totalitet af forskelligartede områder som etik, ret, teknik, økonomi, videnskab, politik og sociale områder. Og det er i dette kulturelle fællesskab mennesket dannes. Fællesskabet i den græske bystat (polis) institutionaliseret og organiseret i form af fællesforsamlingen regulerede socialt samvær, samtaler, love, fester, gæste og gæstevenskaber. I fællesforsamlingen udtrykkes menneskets sande natur. Derfor er de love og regler samt andre vedtagelser i fællesforsamlingen et udtryk for menneskets egentlige natur. I fællesforsamlingen og i mødet med og indvielsen i det fælles kulturelle liv dannes mennesket som en virkeliggørelse og sand bestemmelse af menneskelige kvaliteter. I græsk bystats demokratisk forstand er medborgerdannelse og personlighedsdannelse ikke klart adskilt. At være dannet eller besidde dannelse var således en proces og et resultat af et bestemt dannelsessyn. Pointen er altså, at demokratisk dannelse kan forstås som tilegnelsen af en fælles livsform baseret på lighed, frihed og pligt til at kunne indgå i og være medbestemmende og deltagende i fællesskabets beslutningstagning. Muligheden for at opspore og indholdsbestemme dette fælles bedste tages imidlertid for givet. Det drejer sig om at finde den endelige og uforanderlige essens indenfor en begrænset og given historisk kulturel sammenhæng og samfundspolitisk fællesskab, som det så er dannelsesinstitutionernes opgave at overlevere fra generation til generation. Det er derfor en afgørende hovedpointe, at republikanismen anser demokratiet for at have værdi i sig selv. Demokratiet har egenværdi fordi det hviler på et rationelt grundlag med den fornuftige samtale mellem borgerne som det centrale. Det er netop af denne grund demokratiet opnår sin dannende virkning d. v. s for at diskussion, overvejelse og argumentation kan finde sted med henblik på, at det er folket som suveræn: (Eriksen, Weigård.99.s.152) der samlet må gi sig selv

10 10 love og skape sin egen identitet gjennom diskjusion. Her er demokrati et gode i sig selv. Det bidrar ikke bare til konfliktløsning og kollektiv måloppfyldning, men også til at oplyse, udvikle og danne borgerne. Politisk deltagelse påvirker borgernes karakter og er en måde at nå frem til fælles forståelse af, hvad der er det fælles bedste. Individerne er, hvad de er, udelukkende i kraft af deres uopløselige forbindelse med fællesskabet. Republikanisme vil derfor anse demokratisk dannelse for overvejende at være et konkret indholdsspørgsmål frem for et abstrakt formspørgsmål og drejer sig i almendidaktisk sammenhæng (undervisning) om formidling af traditioner i form af værdier, interesser og handlemuligheder indenfor en given historisk kultur fra en generation til en anden. Værdier som alle borgere må rette sig ind efter dvs. formes i overensstemmelse med for deres egen skyld dvs. lære at tilsidesætte eller måske snarere opgive egne subjektive ønsker og interesser, fordi det er objektivt muligt med almenviljens iboende fornuftige drivkraft at fastlægge og give en sidste begrundelse for et overindividuelt kulturelt, socialt og politisk fællesskab. For republikanere består frihed i at indse dette forhold og de vil derfor i høj grad forsvare eksisterende samfundsinstitutioner og traditionsbårne livsformer som de kommer til udtryk indenfor nationalstaten, sproget og historien. For disse to retninger kan relativisme i politiske, økonomiske, sociale, skolemæssige og dannelsesmæssige værdispørgsmål derfor være tegn på opløsning af den sociale orden fordi det umuliggør forpligtelse. Konsekvensen af kulturel værdirelativisme er for både republikanere og især kommunitarister klar: Et samfund i kulturel opløsning og kaos, hvor mennesket er ufrit, fordi det ikke har klare og veldefinerede værdistandarder at vælge ud fra. Det kan også udtrykkes på følgende måde (Eriksen og Weigaard.99.s.183.) Det abstrakte, historieløse individ vælger ikke frit, men vilkårligt er uden fornuftig styring grundlagt (konstitueret) af og i fællesskabet. Kritiske røster. Andre græske positioner er langt mere skeptiske overfor det republikanske demokrati, heriblandt Platon, der som tilhænger af, at kun den rene fornuft uafhængig af en foranderlig og sansenær verden som følelser, stemninger og populære emner kan være overordnet rettesnor for bestemmelsen og viden om det gode liv og dets realisering. Demokratiet forstået som folket, der styrer sig selv vil derfor føre til ustabilitet og ende i kaos fordi demokratiet (mis)bruges som et retfærdiggørelsesmiddel af friheden til begærligt at følge egne umiddelbare ønsker og ambitioner på trods af forpligtelsen overfor for almene menneskelige forhold. Tankegangen fremgår af følgende citat (Held,96.s.30) All involved claim to represent the interests of the community, but all in fact represent themselves and selfish lust for power og videre vil demokratiske beslutninger ofte ikke være et resultat af fornuftig argumentation eller kritisk analyse, men af folkets tilfældige stemninger og talerens evne til at forføre folket (demagogi)ved at bejle til populære holdninger og udnytte følelsesmæssige stemninger. Det kan også udtrykkes på følgende måde (Held,96.s.30): Political leadership is enfeebled by acquiscence to popular demands by

11 11 basing of political strategy on what can be sold. Careful judgements, difficult decisions, uncomfortable options, unpleasant truths will of necessity be general avoided. Men hvem skal så i følge Platon regerer og hvilke egenskaber kvalificerer? Platon er ikke i tvivl. Kun veluddannede filosoffer er i stand til at finde frem til det gode gyldige liv uafhængigt af tilfældige og vilkårlige følelsesmæssige stemninger. Det gode liv kan bestemmes som et mere objektivt orienteret fænomen ved nøje og systematiske fornufts og begrebsstudier uafhængig af en sanselig foranderlig verden. Et studie forbeholdt de få fordi kun særligt begavede, har evnen til at opnå denne færdighed. På denne baggrund har demokratiet som det udspiller sig i folkeforsamlingen ingen værdi, hverken som middel eller mål og tillægges derfor ingen positiv indflydelse på dannelsen. Tværtimod må dannelse foregå på særlige akademier, hvor indføring i forskellige teoretiske videnskabelige discipliner (fag) anses for at være den rette dannelse. Men hermed bliver dannelse måske snarere til uddannelse af eksperter og demokrati til et forvaltningsdemokrati eller teknokrati. Et i øvrigt velkendt tema i den generelle nutidige dannelses- og demokratidebat. Rousseau og republikansk demokratisk dannelse. Beskrivelse og kritik. Hvem er omfattet af, deltager i og har udtaleret i forhold til indholdsfastsættelsen af de kulturelle, samfundsmæssige og opdragelsesmæssige værdier? Hvem er det folk, der styrer i Rousseaus demokratiopfattelse? Ifølge Tønnesen er Rousseau ikke i tvivl: Det er ikke folket som helhed (Tønnesen 91.s.85 med citat fra Rousseaus samfundspagten) massen er blind, den veit ofte ikke hva den vil i stedet bør lovgivningen udtænkes af specielle lovkyndige en elite af eksperter eller embedsmænd, som besidder særlig visdom, klogskab og udsyn jf. Platons tanker. Det er disse mennesker, der udformer lovene, hvorefter folket alene må vedtage dem for, at de kan opnå gyldig status. I følge Tønnesen er gyldighedskriteriet i Rousseaus republikanisme for, at en demokratisk politisk beslutningsproces til regulering af økonomiske og sociale forhold har legitimitet (er retfærdiggjort), at den 1) må have status af at gælde for alle og 2) at den må vedtages i folkeforsamlingen eventuelt ved flertalsafgørelse. Det er imidlertid ikke enighed om dette synspunkt blandt Rousseau fortolkere. Hovedspørgsmålet er problemstillingen med hensyn til hvem, der har ret til at deltage og udtale sig i en forudgående diskussion om begrundelserne for omfang, rækkevidde og konsekvenser af lovforslagene. David Held (Held.87.s.72-79) syntes således at henregne Rousseau til et mere radikalt demokratisyn end Tønnesen (Tønnesen.91) idet han konkluderer (Held.87.s ), Rousseau celebrated the notion of an active, involved citizenry, but he interpreted this in a more radical manner: all citizens should meet together to decide what is the best for the community and enact the appropriate laws. Det er på denne baggrund Held klassificerer Rousseaus demokratimodel som developmental democracy, fordi det direkte møde i folkeforsamlingen mellem alle borgerne giver anledning til fornuftig refleksiv samtale, hvor meninger brydes og mennesket dannes til at indse, at det både skaber og bindes til det fælles bedste by the supreme direction of the general will, the publicly generated conception of the common good (Held.87). Det er drivkraften i almenviljens iboende rationalitet, der er årsag til, at staten i Rousseaus republikanisme ikke blot har til opgave at beskytte individet, men aktivt skaber og sørger for realiseringen af moralsk, intellektuel og følelsesmæssig udvikling.

12 12 Dannelsen er altså også en 10 socialiseringsproces, hvor dannelsens succeskriterier måles i hvor høj grad mennesket har lært at styre og beherske sin natur af lavere orden d. v. s sine instinkter, drifter, lyster og lurer ved hjælp af tænksomhed og dømmekraft dvs. fornuft. Det kan derfor i lyset af Helds indplacering af Rousseaus demokratisyn som developmental democracy nok overraske, at Rousseau hverken tilkendte kvinder eller fattige politiske rettigheder, herunder deltagelse i beslutningsprocesser vedrørende det fælles bedste. Kvinderne nægtedes adgang, fordi de deres bedømmelsesevne og kapacitet til at tage fornuftige beslutninger forstyrres eller undermineres af umådeholdne følelsesmæssig involvering det irrationelle! De fattige udelukkes fordi kvalificering til deltagelsesretten betinges af ejerskab af privat ejendom og/eller materiel uafhængighed af andre. Intet materielt gods er lig med inhabilitet p. g. a. afhængigheden af andre, syntes argumentet at være. Det modsatte kunne imidlertid ligeså godt være tilfældet, at materielt gods (penge og magt) styrer beslutningerne og ikke fælles magtfri dialog. Som nævnt tidligere er fornuften både i mennesket og i samfundspagten. Fornuften er forudsætningen for at mennesket kan (an)erkende sig selv og andre som selvstændige frie mennesker. Først når dette er sket, bliver det muligt at træffe fælles bindende beslutninger ud fra en nu bevidstgjort almenvilje rettet mod det fælles bedste. Almenviljens opgave (funktion) er derfor at knytte menneskene socialt sammen og hensigten med dannelsen er eksplicit (direkte) at få den enkelte til at indse, at det at adlyde fællesviljen, som den udtrykkes i samfundspagten, kun er at adlyde sig selv i positiv frihed, fordi samfundspagten udtrykker det ypperste af, hvad menneskelig fornuft kan præstere. Det er på denne måde Rousseau forsøger at legitimere (retfærdiggøre) dannelse som et altomfattende socialiseringsprojekt. Republikanisme og pluralisme. Kritiske røster. Den nødvendige dannelse forstået som den individuelle selvbestemmelse finder altså sted i og er bundet til fællesskabet, men på en sådan måde, at selvbestemmelsen måske snarere bliver til, at fællesviljen bliver til alles vilje, hvorefter den individuelle vilje eller den subjektive side langsomt forsvinder eller undertrykkes. Det problematiske i denne forestilling om demokratisk dannelse er, at på den ene side næres der stor tillid til at kultivere den enkelte til at blive demokratiske samfundsmedborgere og på den anden side skal denne opnåede kompetence aflæres igen ved at erstatte det individuelle med det fælles 11. Problematikken bliver endnu tydeligere, når der opstår uenighed om, hvad det fælles er fordi afvigende meninger, holdninger og uenighed i forhold til fællesviljen bliver ugyldige og kan begrunde vilkårlig statslig) magtanvendelse overfor enkelt individer eller grupper uden forudgående retsprocedurer. I Rousseaus samfundspagt er der således ikke forskel på lov og ret. Subjektive individuelle rettigheder overfor loven findes ikke fordi de ikke er nødvendige, når almenviljen regerer. Almenviljen har altid ret. Rousseau mente derfor, at mennesker, der ikke kunne acceptere og tilpasse sig fællesviljen måtte tvinges til det og i yderste konsekvens ikke burde tilkendes medborgerskab. Det er på denne baggrund Rousseaus samfundspagt og dannelsestænkning er blevet kritiseret for at kunne legitimere (retfærdiggøre) totalitære politiske styreformer fordi det enkelte menneske undertrykkes i forhold til det fælles. 10 Rasmussen.96. Socialisering og læring i det moderne. 11 Ibid.

13 13 Liberalisme og demokratisk dannelse. I den klassiske liberale politologiske tradition opfattes og retfærdiggøres demokratiets kollektive beslutningsproces i modsætning til republikanismen og kommunitarismen med udgangspunkt i en opsamling af enkelt menneskers præferencer dvs. hvor den enkeltes frie vilje udtrykkes ved hjælp af et stemmeapparat, hvor konkurrerende opfattelser afgøres ved en beslutningsprocedure. Her er demokratiet snarere en politisk beslutningsmetode, et middel og ikke et mål i sig selv, der sikrer den enkelte mulighed for at udskifte politiske ledere, hvis de ikke i tilstrækkelig grad imødekommer eller tilfredsstiller den enkeltes borgers private interesser og ønsker fremfor som i republikanismen, hvor hensigten om fælles enighed muliggjort gennem forudgående samtale og dialog. Nu er det private før det offentlige. Liberalisme og frihed. I den klassiske liberalistiske tradition opfattes og legitimeres demokratiets (kollektive) beslutningsproces med udgangspunkt i en opsamling af enkelt menneskers præferencer (det den enkelte foretrækker frem for noget andet) i form af en afstemningsprocedure uden forudgående diskussion og dialog såfremt den ikke fremmer den enkeltes egennytte. Individets (subjektive) personlige frihed foretrækkes i modsætning til republikanismen og og kommer forud for alt andet. For liberalisten John Locke er den personlige præference og kravet hertil grundlagt i friheden som en naturlig rettighed. Det gælder særligt arbejdsværdiretten (retten til produkterne og værdien af eget arbejde) samt ejendomsretten og begrundes ud fra individets ukrænkelighed i en oprindelig fri naturtilstand. En tilstand, hvor menneskers afhængighed var bundet til naturens love og ikke til andre mennesker i senere opståede kulturelle og samfundsmæssige fællesskaber. Friheden til uhindret at skabe egen lykke gik nemlig tabt, da adgangen til og udnyttelse af naturrigdommene nu af nød og knappe ressourcer måtte deles med andre. På denne måde begrundes nødvendigheden af enkelt individers lovsikrede rettigheder overfor et kollektivt bestemt indhold. I liberalt demokrati bestemmes frihedsbegrebet i modsætning til republikanismen derfor negativt dvs. som den omstændighed, hvor fælles tvang er reduceret så meget som muligt. Liberalisme, magtproblematikken og det fælles bedste. I liberalismen er statslig magtudøvelse eller politisk autoritet således kun legitim (retfærdiggjort) så længe den angår sikring af individets autonomi dvs. når dens virkefelt ikke udvides til områder, der ikke længere kan begrundes i et individuelt autonomiprincip. Eller skarpere formuleret: Det rette liv (kan kun) realiseres af det enkelte menneske ved den frie selvvalgte udfoldelse af egne unikke ønsker og interesser (det som kun den enkelte har adgang til) og med fravær af enhver form for kollektiv tvang. Yderligere begrundelser kræves ikke. Det traditionelle liberalistiske menneskesyn implicerer (indbefatter), at det ikke har værdi at søge efter begrundelser for et overindividuelt fællesskabs positive indflydelse på den enkeltes selvrealiseringsproces, der ikke samtidigt vedrører en sikring af selv samme individuelle autonomiprincip. Fællesskabet i form af staten, har værdi i det omfang, det er middel til subjektiv lykke. Det er derfor karakteristisk, at menneskesynet bag Lockes og fællesnævneren for den oprindelige liberal politisk-filosofisk tænkning afviser, ignorerer eller overser en overordnet bevidst funderet instans i form af en fornuftig almenvilje dvs. sociale bånd som indfælder mennesker i et

14 14 forpligtende politisk og socialt fællesskab, der rækker udover stræben efter og beskyttelse af princippet om retten til egen vinding, lykke og nytte. Det moralsk gyldige og det som politisk lovgivning derfor skal sikre er de midler, der fører til maksimal selvopretholdelse forstået som optimering af egennytten. Omvendt har alle mennesker ret til disse bestræbelser og det bliver derfor staten, der skal fungere som beskytter. Det er derfor helt naturligt at kalde den politisk-liberalistiske styreform eller demokratimodel for Protective Democracy 12. Det er individet og privatsfæren, der skal beskyttes af staten og imod staten. I den rene klassiske liberalisme findes der med andre ord ikke noget rationelt grundlag, design eller konstruktion af en politisk orden, der normativt kan begrunde retfærdighed i betydningen refleksiv forskelsbehandling af forskellige interesser og en fordeling af et samfunds allokerede ressourcer ud fra fælles enighed og forståelse og en heraf efterfølgende fælles opfattelse og accept af gyldige normer for regulering af mellemmenneskelige sociale, økonomiske og politiske forhold. Det er kun i den nyere socialliberalistiske udgave, at den politiske og sociale orden kommer til at hvile på et vist frivilligt og privat indgået kontraktligt fælles grundlag 13. Kritik af liberalistisk demokratisk dannelsessyn. Det er netop dette sidste forhold som b.la. sociologen Durkheim kritiserer for at være uholdbart fordi det er tvivlsomt om en mængde individer skulle kunne stole tilstrækkeligt på hinanden til at ville indgå i samfundskontrakter uden samtidig at forudsætte en fælles overindividuel politisk social orden, som sikrer integration på et sådant kontraktligt grundlag. Når samfundet gennem staten er den tvangsmagt, der legitimt sikrer og sanktionerer samfundskontrakten, som den er indgået mellem frie individer ud fra egne præferencer, er det fordi indholdet nødvendigvis må anses for at være rimeligt og retfærdigt. Det som giver kontrakten dens forpligtende karakter forudsætter et legitimationsgrundlag, hvis rammebetingelser må konstitueres (grundlægges) af individerne selv og dreje sig om, hvorvidt indholdet i kontrakten opleves som rimeligt og retfærdigt af dem, som er omfattet af den. Kun på denne måde kan den opnå en vis objektiv status. Det er altså i modsætning til den oprindelige liberalistisk opfattelse ifølge Durkheim logisk umuligt at forestille sig en social og politisk orden mellem samfundsmedlemmer efterlevelse af normer forstået som en kontrakt mellem private uden eksistensen af en retfærdiggjort overindividuel instans tilvejebragt på baggrund af om ikke eksplicit (direkte) så implicit (indirekte) enighed og accept mellem samfundsmedlemmerne om kontraktens retfærdige indhold. Udover de før nævnte kritikpunkter, er det er en væsentlig pointe i Marxistisk politisk-filosofisk demokratisk tilgang, at princippet om statsbeskyttelse via lovgivning er rettet mod og for dem, der besidder ejendom og andre materielle værdier, fordi folket, der legitimt skal bestemme og styre i liberalismen, er de besiddende selv. 12 Held, Socialliberalismens ophavsmand tilskrives ofte Jon Stuart Mill, der foretrækker en kombination af dels liberalisme i form af utilitarisme (nytte til flest mulige), fri markedsøkonomisk tænkning og dels et vist statsligt styret socialt sikkerhedsnet og udbygning af uddannelsesinstitutioner etc.. Socialliberalisme er således et forsøg på at bløde op på liberalismens ensidige fokus på egennytten og det egocentrerede selvstændighedsprincip, idet staten tilskrives en større positiv værdi end i den klassiske liberalisme.

15 15 De besiddelsesløse og dårligt (ud)dannede dvs. fattigfolk, lønarbejderne og andre under privilegerede og understimulerede er ifølge liberalisterne retmæssigt udelukket fra politisk magt og indflydelse thi de har ingen interesser at beskytte. I dannelses sammenhæng skriver 14 Niels Kryger i forlængelse af marxismens kritik, at den frie vilje og statsbeskyttelsen i klassisk liberalistisk demokratisk forstand er tæt knyttet sammen med den kapitalistiske markeds fornuft. Det nye i liberalismen var således forestillingen om en ny styreform demokratiet i opposition til den 15 feudale produktionsmåde og de magtstrukturer knyttet hertil. En styreform, der hviler på fri og lige dialog og argumentation på fornuftens grundlag, men hvis fornuftsbegreb samtidigt er uløseligt bundet sammen med og konstitueret af den kapitalistiske fornuft, der er karakteristisk ved et forsvar for 16 a constitutional state, private property and the competitive market economy as the central mechanisms for coordinating individuals interest. Her er folket, der styrer et folk af besiddere og målet med dannelsen er selvdisciplinering og undertrykkelse af de irrationelle lidenskaber så hensigten om effektiv og målrettet indsats rettet mod profit, karriere og markedsekspansion opnås uden forstyrrende indskydelser. Også filosoffen Nietzsche opponerede i stærke vendinger mod det liberalistisk-utilitaristiske dannelsessyn, idet han kritiserede dannelsesidealet for at være reduceret til og ensidigt rettet mod læreprocesser, hvis indhold, middel og mål er akkumulation og kalkulation hen imod størst mulig mængde penge og magt. Kritikken fremgår tydeligt af følgende citat: 17 Mest mulig erkendelse og dannelse heraf mest mulig produktion og flest mulige behov deraf den højst mulige lykke omtrent således lyder formlen. Her har vi nytten som mål for og hensigt med dannelsen, endnu mere præcist forretningslivet, den højst mulige økonomiske fortjeneste. Dannelsen ville fra dette udgangspunkt sådan cirka skulle defineres som den indsigt, ved hjælp af hvilken man holder sig på toppen af sin tid, ved hvilken man kender alle de måder, hvorpå man lettest laver penge. Kort sagt: Menneskeheden har en nødvendig fordring i jordisk lykke derfor er dannelse nødvendig men også kun derfor. Her slås det fast, at de dannelsesmæssige bestræbelser og dannelsesinstitutionernes opgave og formål udelukkende er bestemt ud fra kalkulerende, strategiske og instrumentelle overvejelser med henblik på opnåelse af noget bestemt nemlig penge og magt. Hvor det at besidde dannelse er materielt og magtmæssigt funderet ud fra faglig viden om målrationalitet dvs. tilvejebringelse af midler for at nå et forudbestemt mål. Og når dette måls succeskriterier samtidig reduceres til penge og magt er resultatet i sociokulturel henseende skabelsen og retfærdiggørelsen af en selvstændig udskillet socialklasse med egne værdier symboliseret adfærdsmæssigt i fine manerer og bornerthed. En særlig velstillet (over)klasse. 14 Schnack, 93.s Feudalisme er betegnelsen for en hierarkisk styreform, hvor adel og storbønder i kraft af deres jordbesiddende position kontrollerer almindelige bønder, ressourcer, indtægter og vareudbud i bestemte områder af et land for til gengæld at bidrage med militærassistance til landets konge. Liberalismen er opgør med denne hierarkiske styremåde, idet retten til egen jordbesiddelse og udnyttelsen af naturressourcerne frit skulle kunne udnyttes af det enkelte menneske. 16 Held, 87.s Qvortrup, 96.s

16 16 Det er netop dette implicitte (indirekte) liberalistiske dannelsesideal som fra marxistisk hold kritiseres og problematiseres for at være 18 repressivt og udtryk for et udemokratisk hierarkisk opbygget klassedelt samfund baseret på tætte og uretfærdige relationer mellem økonomi-magtpolitik-kultur. I Marxistisk orienteret demokratisk dannelsesteori opfattes dannelsesinstitutionerne, herunder uddannelsessystemet som et mere eller mindre skjult middel til reproduktion og vedligeholdelse af det klassedelte samfund. En mekanisme til sortering, disciplinering og socialisering af mennesket så det tilpasses og kvalificeres til at indgå på det kapitalistiske samfunds betingelser d. v. s lærer at forstå og acceptere at uligheder og forskelle mellem mennesker er legitime så længe, de er funderet i et individuelt autonomiprincip. Så længe enhver er sin egen lykkes smed. Det som marxismen gør opmærksom på, og empirisk kan måles er, at den liberalistiske demokratiopfattelse har som konsekvens, at koblingen mellem individualitet og frihed forstået som maksimering af egne subjektive interesser uomgængeligt skaber stor menneskelig, social og materiel ulighed. Derfor vil der 19 implicit i liberalismens dannelsesideal være indbygget en modsætning mellem frihed og demokratisk lighed i tilvejebringelse, fordeling og tildeling af ressourcer i bred betydning. Dannelsens opgave i Marxistisk politisk forstand bliver følgelig at bevidstgøre i betydningen kritisk afsløre og forandre disse urigtige forhold med henblik på 20 the end of politics dvs. bestræbelser ud fra bevidst argumentation styret imod ophævelse af enhver tanke om politiske ideologier begrundet i klassemæssige tilhørsforhold. Marx var så overbevist om sammenhængen mellem politik, økonomi og socialklasser, at han tog for givet, at i en verden, hvor stat og samfund smelter sammen bliver en separation mellem lovgivende, dømmende og udøvende magtinstanser unødvendig, fordi klassesamfundet med the end of politics er ophævet og dermed er årsagen til politisk konkurrence og antagonisme (fjendtlighed) elimineret. Men netop derfor risikere Marxismen at falde i samme grøft som alle andre absolutte politiske ideologier, som vil patentere en bestemt politisk demokratisk dannelsesopfattelse. I forsøget på at objektivere formålet med dannelsen i en bestemt politisk ideologi og samtidig ophøje den til at være universel udelukkes samtidig kritisk diskussion af alternativer og vejen åbnes for undertrykkelse, tvangsmagt og urimelig indskrænkning af anderledes tænkende livsudfoldelsesmuligheder. Noget som verdenshistorien (desværre) er så rig på 21. Diskursteoretisk deliberalt demokrati og demokratisk dannelse 22. At deliberere betyder at overveje, rådsslå eller drøfte. Diskurs betyder en sammenhængende kæde af udsagn. Når ordret diskurs bruges sammen med deliberalt demokrati får det en drejning imod det at være deltager i en samtale, hvor man med argumenter forsøger at overbevise hinanden med det indbyggede formål at opnå konsensus (enighed). 18 Held, 87. S Jakobsen, Kelstrup, 99. s Held,87.s Hitler Tyskland, Pol Pot i Indokina, sovjettidens kommunitarisme og efterkommere af disse,, afrikanske totalitære regimer og fundamentalistiske statsstyreformer i f.eks. Iran, Afghanistan, Saudi-Arabien, og flere andre arabiske stater. 22 I det følgende skelnes ikke mellem diskursteoretisk deliberalt demokrati og diskursdemokratiet. Ordrene bruges derfor synonymt.

17 17 Diskursteoretisk deliberalt demokrati er dermed en særlig samtale båret af velovervejede argumenter med henblik på at forstå hinanden uden brug af tvang. Det er alene argumentets kraft, der overbeviser. Argumentets tvangsløse tvang. Diskursteoretisk liberalt diskursdemokrati er en demokratiopfattelse, hvor drøftelsen, overvejelserne og samtalerne om demokrati, demokratisering og den demokratiske styreform foregår diskursivt dvs. som en procedure (metode) for, hvordan en bestemt type samtale kommunikativt bør foregå. Demokratisk dannelse bliver i denne sammenhæng en normativ dannelse dvs. en bevidst formning og skabelse af mennesker med henblik på at kunne forstå, indse, indgå i og aktivt deltage i deliberalt diskursdemokrati. Diskursteoretisk deliberalisme og det fælles bedste. Den helt afgørende forskel mellem dannelse til diskursteoretisk deliberalt demokrati og andre demokratipositioner vedrører spørgsmålet: I hvilken udstrækning og på hvilket abstraktionsniveau kan et demokrati have en på forhånd givet form og indhold? Republikanerne, kommunitarister, marxister og i noget mindre grad (social) liberalister var ikke tvivl. Det fælles bedste kan findes og begrundes som et særligt værdifuldt indhold indenfor en given kulturel og samfundsmæssig sammenhæng. Og det er herimod de politiske og dannelsesmæssige bestræbelser rettes imod som både middel og mål. Demokratisk dannelse kan derfor i disse udgaver måske snarere indfanges i den form som Jon Hellenes kalder 23 tilpasningsdannelse: Mennesket reduceres til et objekt for en bestemt gruppes forståelse af politiske processer. Dannelse bliver derfor snarere et spørgsmål om til-dannelse dvs. en dannelse til noget på forhånd givet dvs. i overensstemmelse med de til enhver tids historisk herskende samfundsmæssige og kulturelle forhold og betingelser. Nye dannelsesudfordringer og diskursteoretisk deliberalt demokrati. I den videre analyse af diskursteoretisk deliberalt diskursdemokrati, belyst ud fra 24 Habermas tænkning og set i forhold til 25 (post)moderniteten bliver den absolutte hovedopgave for deliberalt diskursdemokratisk dannelsesteori både politisk, sociologisk, psykologisk, etisk og moralsk at skabe mulighed for, at en flerhed af kulturformer, kulturidentiteter kan bevare muligheden til fortsat egen dannelse og selvformulering og selvrealisering af det gode liv indenfor en begrænset kreds af berørte. 23 Schnack, 94.s Jürgen Habermas er en international meget anerkendt filosof, sociolog og samfundsteoretikker med nærmest encyklopædisk viden. Habermas har udarbejdet teorien om det diskursteoretiske deliberale demokrati. 25 Postmodernisme er ofte anvendt af sociologer f.eks. Habermas, Rorty, Lyotard eller Giddens til at beskrive dels en samfundsudvikling, der har været på vej siden oplysningstiden i det 17. Århundrede dels som en karakteristik af vores nuværende samfund. Andre vil karakterisere vores nuværende samfund som multikulturelt, multietnisk, pluralistisk eller numoderne. Fælles er imidlertid, at det betegner det forhold at alt kunne være anderledes (kontingens). Traditioner nedbrydes, eroderes eller forstærkes. De store fortællinger af religiøs, politisk, etnisk eller kulturel karakter, der tidligere havde større enhedsstiftende autoritet i forhold til verdens indretning og det gode liv har enten dels mistet betydning, er kommet under pres eller dels haft en opblomstring med en særlig og til tider uforsonlig markering og forsvar af egne værdier (radikalisme, nationalisme). Nye livsstile, livsformer og livsforståelser samt en kolossal opsamling af viden og formidlingsmuligheder herunder medierne kan også forstås og ses som en del af moderniteten. Andre sociologer eksempelvis Bourdieu er mere skeptiske overfor moderniteten forstået som muligheden for mere frit at kunne realisere sig selv eller sin egenart (et særligt værdi fællesskab) fordi vi igennem vores socialisering disponeres til at tænke, handle og føle på bestemte måder afhængig af de sociale betingelser og vilkår, vi har færdes i. Vi er med andre ord mere disponeret på grund af vores sociale position end vi selv umiddelbart er klar over.

18 18 Men samtidig må dannelsen også omfatte problemstillinger, som vedrører alle berørte dvs. må dreje sig om fælles overordnede spørgsmål i forhold til muligheden for retfærdig regulering og styring mellem forskellige etiske livsformer så de kan leve i fredelig sameksistens på trods af uenighed 26. Til at besvare nogle af disse centrale dannelsesspørgsmål i en moderne og især national og global sammenhæng inddrages nu tre overordnede principper fordi de er fundamentet i den teoretiske deliberale demokratiposition. Disse tre principper er derfor nøglen til at forstå hvorfor demokratisk dannelse i en (post)moderne kontekst må omfatte både etiske, psykologiske, moralske og politologiske spørgsmål, overvejelser og vurderinger 27. Det er derfor interessant at analysere disse tre princippers teoretiske forudsætninger og de krav/kriterier, de stiller til den diskursteoretiske deliberale demokratiposition. De tre diskursprincipper: (1) Det diskursetiske princip (D): Kun de handlingsnormer er gyldige, som alle om muligt berørte i kraft af deres deltagelse i en rationel diskurs ville kunne opnå enighed om (Habermas 1996:459). (2) Universaliseringsprincippet defineres som (U): Alle berørte kender, kan acceptere, har interesse i, og foretrækker de konsekvenser og bieffekter som kan forventes såfremt normen generelt blev efterlevet. (3) Det demokratiske princip/legitimeringsprincippet defineres som (L): Vedtægter er kun legitime, såfremt de kan få tilslutning i form af konsensus fra alle borgere i en diskursiv lovgivningsproces, der er retsligt konstitueret. Den bagvedliggende teori som udgør, udfolder og uddyber begrundelsen for de tre principper og deres forskelle er imidlertid utrolig omfattende, komplekse og involverer en mangfoldighed af moralfilosofiske, politologiske, sprogfilosofiske, sociologiske og psykologiske overvejelser. Det er med andre ord meget vanskeligt at tilgodese og få alle pointer og begrundelser med i en teoretisk analyse og afklaring af D, I og L. I følgende analytisk/kritiske fremstilling vil de teoretiske begrundelser derfor være rettet mod ønsket om en mere overordnet forståelse af de enkelte princippers sammenhæng i forhold til muligheden for at etablere diskursdemokratiet og den demokratisk retsstat som et muligt løsningsforslag i forhold til fredelig sameksistens mellem forskellige kulturelle livsformer. Hvad er disse tre princippers forudsætninger? Kan de begrundes? Hvilke konsekvenser giver de anledning til? Og hvad er styrken og svagheden? De helt centrale spørgsmål udledes fra (D), (U) og (L) og er i første omgang begrundede begrebsafklaringer i forhold til følgende: 26 Som det ses er Deliberalt diskursdemokrati er således et forsøg på at koble ideer og teori fra både republikanisme og liberalisme sammen i en ny overordnet, men selvstændig demokrati retning. 27 Hertil kunne tilføjes: Deliberalt diskursdemokrati er et omfattende projekt, hvor principielt alle human- og naturvidenskaber samt alle mennesker på jordkloden indgår. Ingen eller noget er på forhånd udelukket.

19 19 1. Hvad er og hvad betyder etik, moral og ret og hvori består forskellen? 2. Hvad er handlingsnormer, gyldighed og deltagelse? 3. Hvad er konsensus, rationalitet og diskurs? 4. Hvad er legitimitet, demokratisk medborger og retslig konstitueret? Hvad er etik og moral 28? Hvad er deres opgaver og hvordan gyldiggøres de? Etik og moralbegrebet beskæftiger sig med forholdet mellem rigtigt og forkert og muligheden for erkendelsesteoretisk overhovedet at kunne markere et absolut skel mellem dem. Et andet påtrængende spørgsmål drejer sig om en eventuel forskel mellem eti k og moral og ikke mindst, om det er muligt at gyldiggøre begreberne som et alment menneskeligt universelt fænomen. Alle disse overvejelser er temmelig vigtige for at forstå begrebet etik og moral set i forhold til demokratisk dannelse i diskursdemokratiet. Diskursetikken som teoretisk referenceramme for det diskursetiske princip. Da diskursetikken leverer det teoretiske grundlag for det diskursetiske princip vil en nærmere analyse af etik og moralbegrebet ske ud fra en række forskellige etiske positioner, der ud fra deres forudsætninger er uforenelig med diskursetikken, men som i kraft af deres indbyrdes forskelle samtidig bidrager til at nuancere og tydeliggøre den. Det drejer sig om konsekvensetik (utilitarisme), etisk nihilisme, etiske skepticisme, teologisk etik, etisk egoisme, etisk hedonisme, etisk relativisme, etisk kulturel relativisme, etisk historisk relativisme og ikke mindst deontologisk etik. Etisk nihilisme. I den etiske nihilisme ophæves alle værdiforskelle og det hævdes, at der slet ikke findes etiske grundbegreber om noget, der rigtig eller forkert 29. Diskursetikken hævder derimod, at vores dagligdagsadfærd viser, at det er empirisk muligt at fastslå, at mennesker besidder evnen til at diskutere, begrunde og træffe selvstændige og fælles forpligtende, beslutninger om vedrørende, hvad der er rigtig og forkert og samtidig lader sig vejlede af dem. Det betyder, at en handlingsregel dvs. en norm for at være normativ gyldig må kunne begrundes som en sand overbevisning, der gælder for alle berørte. Den konstitueres dvs. grundlægges eller fastsættes derfor i og af den intersubjektive rationalitetsform og orienterer sig dermed efter rigtig/forkert i deres sociale sammenhæng. Habermas og 3 rationalitetsformer Habermas opererer og skelner overordnet mellem tre rationalitetsformer, hvorpå handlinger kan begrundes. Den teleologisk teknisk instrumentelle (formålsorienterede), den intersubjektive 28 Almindeligvis skelnes der ikke afgørende mellem moral og etik. Dog er moral ofte en betegnelse for sædvaner, skik og bug medens etik er overvejelser over dette. En forskel mange imidlertid bruger er, at moralfilosofi på den anden side er overvejelser over etik dvs. de kriterier og værdier som etikken hviler på. I denne fremstilling er moralfilosofi overvejelser, kritik og analyse vedrørende etiske forhold, positioner og retninger og moral en betegnelse for sædvaner, skik og brug. Etik henviser til værdiforestillinger om det gode liv og stiller spørgsmål som Hvem er jeg/vi?, Hvad står jeg/vi for? Hvor vil jeg/vi gerne hen? Hvordan kommer jeg/vi derhen? Denne selvafklaringsproces bør foregå i det Habermas kalder den etisk-eksistentielle diskurs. 29 Filosoffen Nietzsche er en repræsentant for denne retning og mener, der ikke kan findes eller henvises til et ydre rationelt grundlag for at afgøre et etisk spørgsmåls eller dilemma. Det er derfor op til det enkelte menneske at søge indad og selv finde meningen og dermed også et grundlag for moral og ret.

20 20 (mellemmenneskelige) og den æstetisk subjektive (den private). Alle tre rationalitetsformer indgår imidlertid kommunikativt i en totalitet som enhver gyldig samtale gør brug af. En handlings rigtighed dvs. den intersubjektive/ mellemmenneskelige relation betyder derfor opfyldelsen af en norm. At en norm for at være gyldig og rigtig nødvendigvis må gælde for alle berørte, følger logisk og definitionsmæssigt af, at en norm for at kunne koordinere handlinger, stabilisere forventninger og dermed opfylde sin funktion som middel til at ophæve fortolkningsusikkerhed og dobbeltkontingens dvs. stabilisere adfærds forventninger må være gensidigt accepteret af alle berørte for at opnå denne gyldighedsstatus og dermed gælde som almen/generel handlingsvejleder i mellemmenneskelige spørgsmål. For at en handlingsnorm kan opnå denne status som universelt gældende for de berørt e og dermed være socialt og samfundsmæssigt integrerende ligger implicit et krav om indbyrdes forståelse mellem de berørte af normen. Den indbyrdes forståelse eller rationel konsensus sikrer enighed om gyldigheden af en norm og tilvejebringes argumentativt ud fra den kommunikative rationalitetsform 30. Moralsk kognitivisme. Lawrence Kohlberg. Diskursetikken mener, at denne evne eller kraft til dels overhovedet at kunne begrunde en binær distinktion mellem rigtigt og forkert og efterfølgende lade sig overbevise om en af mulighederne med argumenter konstitueres i moralsk 31 kognitivisme. I Lawrence Kohlbergs moralkognitivistiske udviklingspsykologi findes således tre grundlæggende stadier med to niveauer i hver dvs. seks stadier i alt, som det erkendelsesmæssige grundlag hvorpå et moralsk dilemma kan afgøres 32. Det første stadium er prekonventionelt og behavioristisk samt følelsesmæssigt orienteret dvs. anvender straf/belønning eller behag/ubehag ved moralske afgørelser. Det andet stadium er konventionelt dvs. at regler fastsat af en ydre autoritet efterfølges og forstås, men uden selvstændig kritisk stillingtagen (den pæne pige/dreng). 30 Habermas henviser til sociologens grundlægger Emile Durkheim, der mener, at samfund holdes sammen eller opretholder den sociale orden ud fra en tænkning om indbyrdes afhængighed mellem dets medlemmer f.eks. igennem arbejdsdelingen og religion. Habermas går skridtet videre og arbejder med en social orden eller integrationsmekanisme med udgangspunkt i alle de tre rationalitetsformer, men henviser til Durkheim for at sandsynliggøre mulighedsbetingelserne for et muligt fællesgrundlag ud fra kommunikation. 31 Kognitivisme betegner en særlig egenskab og færdighed ved mennesket, der dels har og bruger fornuften dvs. tænkning og erkendelse (hovedet) i form af analyse, ræsonnement, sammenligning, logik, begrundelser, argumenter, sprog og tænkning. 32 Kohlberg har i sine empiriske undersøgelser bedt en række mennesker med forskellig kulturel baggrund om at tage stilling til forskellige moralske dilemmaer. Et af dem er følgende: Heinz Steals the Drug. In Europe, a woman was near death from a special kind of cancer. There was one drug that the doctors thought might save her. It was a form of radium that a druggist in the same town had recently discovered. The drug was expensive to make, but the druggist was charging ten times what the drug cost him to make. He paid $200 for the radium and charged $2,000 for a small dose of the drug. The sick woman's husband, Heinz, went to everyone he knew to borrow the money, but he could only get together about $ 1,000 which is half of what it cost. He told the druggist that his wife was dying and asked him to sell it cheaper or let him pay later. But the druggist said: "No, I discovered the drug and I'm going to make money from it." So Heinz got desperate and broke into the man's store to steal the drug-for his wife. Should the husband have done that? (Kohlberg, 1963, p. 19). Spørgsmålet er nu på hvilket moralstadie den enkelte træffer afgørelse. Der henvises til Kohlberg (74) for en nærmere udredning.