Det bedste fra Magasinet Politik i 2013

Transkript

1 Det bedste fra Magasinet Politik i

2 Indhold Nanna Westerby: Danmark kan mere 3 Hvordan kommer Centrumvenstre tilbage? Christian Vedersøe: Har partifarve en betydning i kommunalpolitik? 5 Magnus E. Marsdal og Ali Esbati: Solidariteten sættes på prøve 8 James Morris: 11 måder til at vinde et valg på økonomien 14 Jacob Hacker: Politik må handler om at ændre spillereglerne 19 Presset fra Tyskland Jakob Esmann: Hvad betyder Tysk Løn? 24 Christian Gormsen: Tysklands middelklasse skrumper 27 Dan Jørgensen: Alternativet til den tyske vej 31 Nina Smith: Et nyt arbejdsmarked kræver nye uddannelser 34 2

3 Best of! Du sidder med otte af de bedste og mest populære artikler fra Magasinet Politik i Artiklerne kredser om to temaer, som har fyldt meget det sidste år: presset på det danske arbejdsmarked og situationen i centrumvenstre. Det er samtidig de to væsentligste udfordringer at finde svar på i det kommende år, hvis vi vil sikre et samfund med lige muligheder og ordentlige livsvilkår. Hvordan kommer Centrumvenstre tilbage? Hæftet indledes af Christian Vedersøe, der har undersøgt de politiske forskelle på centrum-venstres kommunalvalgskandidater og derigennem tegner et portræt af centrum-venstre partiernes kommunale bagland. Derefter vender vi blikket mod Norge, hvor Magnus E. Marsdal og Ali Esbati undersøger, hvordan de borgerlige partier forventes at forvalte deres valgsejr i Stortingsvalget. Endeligt har vi to britiske bud på, hvordan centrumvenstre får skabt en politisk offensiv: Strateg og taleskriver James Morris kommer med bud på en økonomisk politik, der kan vinde valg; og professor Jacob Hacker understreger, at vi skal gå efter strukturelle ændringer i samfundet og ikke kun omfordeling via staten. Tyske vinde på det danske arbejdsmarked Den tyske arbejdsmarkedspolitik har været den helt store debat, siden Claus Hjort Frederiksen og Venstre efterlyste tyske reformer og tyske lønninger på dansk jord. Vi bringer først to artikler, der hudfletter den forestilling: Først en artikel af Jacob Esmann mfl., der gennemgår, hvad tysk løn egentlig vil sige; og herefter en analyse af Ceveas økonom Christian Gormsen, der afslører de mekanismer, som er med til at udhule den tyske middelklasse. Herefter giver hhv. professor Nina Smith og tidligere Europaparlamentariker nuværende fødevareminister Dan Jørgensen (S), hver deres bud på, hvordan vi sikrer et godt og sundt arbejdsmarked i Danmark. Go' læselyst! Nanna Westerby, publikationschef i Cevea 3

4 HAR PARTIFARVE EN BETYDNING I KOMMUNALPOLITIK? Nogen har den opfattelse er, at der ikke er forskel på politikere i centrumvenstre til kommunalvalget. Det er næsten lige meget, om man stemmer på en kandidat fra S, RV, SF eller Ø. På overfladen ser de da også ens ud. Den typiske kandidat er en hvid mand med videregående uddannelse og 50 somre på bagen. Men skraber man lidt i overfladen, kommer store forskelle på partierne frem. Vi har spurgt centrumvenstre byrådskandidater om hvad de prioriterer politisk. Klare forskelle på holdninger og prioriteringen af særligt økonomiske spørgsmål viser sig. af Christian Vedersø Østergaard, Cevea, Kandidaterne fra centrumvenstre ved dette kommunalvalg er en meget homogen gruppe. Gennemsnitsalderen for en byrådskandidat er knap 50 år, og to tredjedele af kandidaterne er mænd. 16 pct. har en erhvervsuddannelse som længste fuldførte uddannelse, mens mere end to tredjedele har en videregående uddannelse. Hele 36 pct. har en bachelor- eller kandidatgrad fra en lang videregående uddannelse. Fordelingen varierer ikke synderligt partierne imellem. Vi har bedt kandidaterne i centrumvenstre vælge de maksimalt fem politikområder, de finder vigtigst som kandidater. Her er de tre klart mest populære emner folkeskolen (61 pct.), ungdomsarbejdsløshed og lærepladser (49 pct.) og arbejdsmarked og social dumping (48 pct.). I bunden af prioritetslisten finder vi integration, kriminalitetsbekæmpelse og seksuelle minoriteters rettigheder. Hvad prioriterer kandidaterne politisk? Politikområde Andel i pct. Folkeskolen 61 Ungdomsarbejdsløshed og 49 lærepladser Arbejdsmarked og social 48 dumping Kommunens økonomi 40 Socialt udsatte 40 Klima og miljø 40 Ældrepleje 32 Erhvervslivet i kommunen 32 Kultur og fritid 32 Daginstitutioner 28 Transport 21 Integration 10 Kriminalitetsbekæmpelse 4 Seksuelle minoriteters 1 rettigheder Forskelle på kandidaterne I figuren nedenfor er alle centrumvenstres kandidater afbilledet på den måde, at man kan se, hvad dem der har valgt et givent politikområde sandsynligvis også har valgt. Jo flere der har valgt de to samme politikområder, desto tættere på hinanden er de i figuren nedenfor. Mange som har valgt eksempelvis arbejdsmarked og social dumping har også 4

5 valgt ungdomsarbejdsløshed og lærepladser, mens få har valgt erhvervslivet i kommunen derfor henholdsvis korte og lange afstande. På kortet kan man se, hvordan de forskellige politikområder lægger sig i forhold til hinanden. De er markeret med fed skrift. Man kan også se på kortet se, hvilke baggrundsfaktorer, der stemmer overens med besvarelserne. De er angivet i kursiv. Her ses for eksempel, hvordan ungdomsarbejdsløshed prioriteres i meget vid udstrækning af kandidater, der selv er under 30 år gamle. Samtidig viser selve den første akse i figuren henholdsvis vægtning af platformen i byrådet til at ændre ting med kommunen eller ting i kommunen. Jo længere ude til højre på førsteaksen, desto mere er prioriteringerne af områder, der direkte relaterer sig til kommunens budget og til arbejdet som byrådspolitiker, mens man orienterer sig mere mod overordnede værdier og problemer, som ikke nødvendigvis og kun løses i byrådssalen jo længere til venstre, man kommer på førsteaksen. Andenaksen angår vægtning af traditionelle velfærdsområder overfor vægtning af kommunens erhvervsliv og økonomi. Fire slags kandidater Med baggrund i besvarelserne fra kandidaterne og kortet ovenfor kan man se fire idealtypiske kandidater: 1. Den lyserøde velfærdskandidat Prioriterer daginstitutioner, folkeskolen og ældreplejen politisk. Har typisk en mellemlang videregående uddannelse og er kandidat i en kommune med mellem og indbyggere. Er sandsynligvis SF er eller socialdemokrat. 2. Den lilla erhvervslivskandidat 5

6 Prioriterer særligt det lokale erhvervsliv og kommunens økonomi. Har en lang videregående uddannelse og er en mand. Er i alderen år og typisk radikal. 3. Den grønne klimakandidat Prioriterer klima og miljø til kommunalvalget og kommer fra en stor kommune. Er under 30 år gammel og er formentlig ikke socialdemokrat, men kan både være fra Enhedslisten, SF eller De Radikale. 4. Den mørkerøde arbejdsmarkedskandidat Prioriterer arbejdsmarked og social dumping, ungdomsarbejdsløshed og lærepladser samt socialt udsatte. Er typisk kvinde og er kandidat fra SF og især Enhedslisten. Det skal understreges, at der er tale om tendenser, og at man kan finde radikale kandidater, som kan betegnes som mørkerøde arbejdsmarkedskandidater, mens man også kan finde lilla kandidater fra Enhedslisten. Forskelle på partierne I forlængelse af ovenstående kan også vises, at der er store forskelle på kandidater i de forskelle partier. Man kunne fristes til at tro, at hvert partis kandidater måske matchede en særlig idealtype, men det er ikke helt tilfældet. Alle partierne har kandidater, som prioriterer nogle af de ting, som ellers ligger uden for normen blandt kandidaterne på centrumvenstre. Kandidaterne fordeler sig overraskende systematisk ud fra deres partier. I figuren nedenfor er parti-tilhør indsat som en baggrundsvariabel som alder, uddannelse og kommunestørrelse ovenfor. Her ses, hvordan kandidaterne fordeler sig skråt ned gennem kortet. Hermed skal forstås, at tyngdepunktet blandt partiernes kandidater lægger sig her i kortet. Alle partierne har altså både velfærds- og klimakandidater, men tyngdepunktet er ned gennem kortet på denne akse. Her er partierne sindrigt fordelt på en lige linje, hvilket illustrerer forskellene på partierne. 6

7 Forskellen ligger i den økonomiske politik Så alt i alt ses, at der er store og væsentlige forskelle mellem partierne i centrumvenstre, men at nogle af mønstrene for partierne er de samme. Danmark har ikke et grønt parti, der kunne tegne sig for klima-kandidaterne, men i stedet er der i alle centrumvenstres partier kandidater, som prioriterer klima og miljø ved kommunalvalget. Parallelt hermed ses, at ingen af partierne har en overvægt af kandidater med særligt fokus på velfærdsydelser og services, men at det er til stede i alle partierne. Forskellen er i høj grad en forskydning mod sydøst i kortet fra Enhedslisten mod De Radikale. Jo mere højreorienteret partiet er på den traditionelle højre-venstre-skala, desto mere prioriterer man økonomiske spørgsmål i kommunen. Så svaret til spørgsmålet Har partifarve en betydning i kommunalpolitik? er et klart ja. Selvom kandidaterne ser ens ud, så har de vidt forskellige politiske prioriteringer, som i påfaldende grad følger den traditionelle højre-venstre-skala. Der er i omegnen af kandidater i de fire partier Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne og De Radikale, og lidt over har besvaret vores rundspørge. 7

8 SOLIDARITETEN SÆTTES PÅ PRØVE Et forsvar af «den norske model» forudsætter at man får øje på angrebet. Derfor analyserer den norske tænketank Manifest her, hvad man kan forvente af en borgerlig regering i Norge. Forfatterne forudser et borgerligt angreb på dem, som står udenfor arbejdsmarkedet. Af Magnus E. Marsdal og Ali Esbati, Tænketanken Manifest Valgresultat er ikke slutstregen, men startlinjen på den politiske kamp, der vil forme fremtidens Norge. Samfundsforandring er ikke kun bestemt af valgresultatet, men også af, hvordan den offentlige mening mobiliseres, når spillet er sat i bevægelse. Med de rødgrønne partitoppe godt og grundigt ud af regeringskontorerne, havner endnu mere af ansvaret på fagbevægelsens skuldre. Stillet over for det mest mørkeblå Storting i mands minde, vil andre magtcentre for modstand og politiskudvikling spille en endnu større rolle. Arbejderbevægelsen vil have en særlig position. Udebliver det direkte angreb? Det kunne måske et drømmescenarie for LO, hvis der kom et direkte borgerlig angreb på den norske model. Det ville mobilisere et helvedes spektakel blandt mange af landets 1,5 millioner fagforeningsmedlemmer. Men den blå regering får ikke noget ud af at vække den slumrende gigant. Så måske kommer der slet ikke en egentlig udfordring af fagbevægelsen. Måske vil regeringen hellere udfordre den mest sårbare forudsætning for fagbevægelsen stærke position: solidariteten med dem, der står nederst stigen. Det er dem, der må stå op om morgenen, for at samle hundelorte i nyttejobs. Dem fællesskab svigter, når vi giver dem noget at leve af. Du ved, de mennesker, som vi virkelig ikke har råd til. En ubehagelig realitet Den ubehagelige realitet, som spærrer vejen for alle politikere, som ikke bryder sig om arbejderbevægelsens halvfærdige byggeri er, at velfærdsstatens effektive fællesløsninger har udviklet samfundet til det bedste for folk flest, og derfor er de ekstremt populære. 1 Et massivt flertal vil opretholde eller udbygge sociale ydelser. 2 Et stort flertal foretrækker til og med at øge skatter og afgifter fremfor at skære ned på fælles rettigheder. Støtten til fælles løsninger blandt folk flest skyldes formentlig årtiers praktisk høstede erfaring med, at fællesskab fungerer i den virkelige verden selv om konkurrence er det eneste svar i den højreorienterede teori. 8

9 The Welfare Queen Udgangspunktet for en blå regering, når den står på startlinjen må derfor være: hvordan kan man underminere solidariske fælles løsninger, der nyder stor folkelig opbakning? Det er ved hjælp af fortællingen om at de andre snylter på din skat, så at du ligner en nyttig idiot, at en befolkning kan vendes mod sit eget velfærdssystem. Ronald Reagan kendte svaret. Han lancerede 1976 et opgør med«the Welfare Queen» Hun var arbejdsløs, men alligevel kom hun kørende til socialkontoret i en skinnende ny Cadillac. Reagan talte om en misbruger af sociale ydelser i Chicago, der lykkedes med at få fantastiske $ 150,000 om året. Nu viste det sig, at denne kvinde Linda Taylor i den virkelige verden blev anklaget for bedrageri for et beløb, der var $ 142,000 lavere, men på det tidspunkt var der meget få amerikanere på hendes side. Til gengæld tilsluttede mange sig den moralske panik blandt højreorienterede samfundsstøtter, som harmdirrende rystede af skræk ved tanken om, hvordan en truende horde af kyniske velfærddronninger underminerede hele økonomien i USA indefra, ved at leve deres uansvarlige luksusliv på skatteydernes regning. (At disse højreorienterede samtidig fik bekræftet, hvad de altid havde vidst, nemlig at den såkaldte velfærdsstat er umulig, og derfor skal torpedoeres, var en velkommen trøst.) Det er ved hjælp af fortællingen om, at de andre snylter på din skat, så at du ligner en nyttig idiot, at en befolkning kan vendes mod sit eget velfærdssystem. Bearbejdet terræn 9

10 Forud for den blå Reinfeldt regeringens (i Sverige, red.) insisterende stramninger i hvilke arbejdsløse, langtidssyge og medicinsk invalide, der har ret til ydelser, undergik Sverige en moralpanisk mediekampagne mod snyd social ydelsesmisbrug hvor overskrifterne anførte et problem mange titusinder af gange større end det bedrageri, der faktisk blev opdaget. Resultatet af denne arbejdsline er ikke et mere dynamisk arbejdsmarked, hvor færre stilles udenfor. Beskæftigelsen er lavere og arbejdsløsheden højere, end da Reinfeldt tog over. Effekten er ikke, at de syge og dearbejdsløse får job, men de bliver fattigere. Ifølge OECDdefinitionen, er andelen af fattige i Sverige steget drastisk siden 2006, fra ca. fem procent til over otte procent. Svensk Red Barnet mener, at en kvart million svenske børn lever i fattige husholdninger. Samtidigt har den rigeste tiendedel efter Reinfeldt overtog øget deres disponible indkomst med et gennemsnit på svenske kroner om året. Den fattigste decil dem, der stilles udenfor, og vil blive hjulpet af arbejdslinjen - har oplevet faldende realindkomst. Flere skal betale I første omgang er det de arbejdsløse, langtidssyge og defattige, der betaler prisen, når de politiske kræfter nedbryder solidaritet. Men i næste omgang rammes folks arbejde. Tyskland er foran Sverige i denne proces. Tyske arbejdere, der engang stod så stærk, har siden 2000 oplevet en dramatisk nedgang i reallønnen. Fra 2000 til 2010 er medianen realløn faldet med 7 procent. Den lavest betalte tredjedel mistede omkring 20 procent af reallønnen. Resultatet var ikke bare stigende fattigdom og afsavn blandt folk på overførsler (børnefattigdom steg 7-16 procent mellem 2000 og 2005), men udviklingen af et lavlønsarbejdsmarked, hvor 1,3 millioner tyskere er endt på socialhjælp, selv om de har et arbejde. Forskere peger på de omstridte nedskæringer i begyndelsen af2000"erne og reglerne, der kræver at bistandsmodtagere skal acceptere et jobtilbud, uanset løn, som nogle af årsagerne til denne kæmpe tilbageslag. Organiseret desperation Det store tilbageslag i Tyskland illustrerer hvordan rettigheder ikke bare er socialpolitik, men også arbejdslivspolitik. 10

11 Frihed i den nedre del af arbejdsmarkedet er altid præget af en god portion tvang. Omstændighederne at du ikke har noget at leve af kan tvinge arbejderen til at acceptere dårlige forhold. De arbejdsløse med dagpenge er ikke lige desperate, som de arbejdsløse uden dagpenge. Derfor: Jo lavere de offentlige ydelser presses, jo mere desperate vil flere syge og arbejdsløse være efter at få noget, som kan betale husleje, børnenes mad, elomkostninger. Jo flere som befinder sig i hvad som helst, jo mere umuligt bliver det at bevare de såkaldte norske lønninger og arbejdsvilkår. Nøglen til at underminere den norske model kan være at få det til at trævle op nedenfra. Denne politik ville være endnu mere eksplosiv i en situation, hvor den skyhøje arbejdsindvandring gennem EØS sikrer en næsten uudtømmelig kilde af fattige mennesker, som kan blive inspireret til at arbejde i Norge langt under den norske tariff. Blytunge myter Den norske debat bevæger sig i en foruroligende retning. Norwegian meldte ud, at det er mere rentabelt for lærlinge (!) at være på sociale ydelser end at arbejde. VG lyver i en leder om en velfærdsstat, der producerer sociale ydelser, der overstiger normale lønninger, og advarer om, at vores fælles sikkerhedsnet er et bæst der tager livet af folk. Sådan udvikler stærke spillere moralpanisk frygt for en truende gruppe der nede som kynisk snylter på den norske samfundsøkonomi. 11

12 Højre er enig med lederskribenter, i at noget skal gøres. Partiet agter at finde deres ideer og løsninger ved at gennemgå det aktuelle skatte-og velfærdssystem for at sikre, at de fremmer aktivitet og beskæftigelse under sloganet det skal kunne betale sig at arbejde. Sloganet kan se uskyldigt ud, men bærer i sig kimen til et radikalt program for en konservativ omvæltning. Højres programformulering tyder på, at mange befinder sig uden for arbejdsmarkedet, fordi det kan betale sig. Da de fleste mennesker føler, at de har en nyttig arbejdsmoral, trækker denne insinuation en moralsk skillelinje mod de andre. Denne skillelinje kan blive politisk fatalt for arbejderbevægelsen. For i dette billede forskydes oplevelsen af at tilhøre det store vi, som med det sociale sikkerhedsnet har skabt en effektiv fællesforsikring for alle. I stedet indsættes en mistroisk forestilling, hvor mange af de andre er ude på at udnytte os, der arbejder. Truslen er mere alvorlig, end at Norge får en borgerlig regering. Faren er, at landet overtager et borgerlig verdenssyn. Fælleskab fungerer Det er det der skete med Sverige. Socialdemokraterne blev fanget i en skruestik af de Moderates retorik i valget af at være enten en social parti, som forsvarer folk på overførsler eller et arbejdsparti, som står for beskæftigelse og dermed gennemtvinger en hård arbejdsline. Fællesskabet virker! Dette enkle budskab bryder fundamentalt med alle Højres teoretiske lærebøger. Svaret på dette blå enten/eller er en rød-grønt både/og. Norge har verdens højeste beskæftigelse og produktivitet, ikke på trods af fagforeninger og velfærdsstaten, men fordi vi har valgt arbejderbevægelsen effektive fællesløsninger inden for virksomheder, velfærdsservices og ydelser. Fællesskabet virker! Ikke alene er fælles løsninger retfærdige og sociale, de er også økonomisk effektive ordninger der udvikler samfundet til gavn for mennesker. Dette enkle budskab bryder fundamentalt med alle Højres teoretiske lærebøger. Men det er sandt. Velfærdsstaten på tiltalebænken At fællesskab fungerer fremstår desto mere sandt når man ser på, hvordan langt mere højreorienterede land vred sig i finanskrisen. Ikke desto mindre virkede den norske debat ikke som om det er kritikerne af vores effektive fællesløsninger, der har et forklaring problem, men tilhængere. Trods massiv folkelig opbakning, sidder velfærdsstaten kontinuerligt på anklagebænken. Det samme kan ses i nærliggende lande. Har de rødgrønne fejlet? I Tyskland var det ikke de blå, der stod i spidsen de drastiske sociale nedskæringer, det var Socialdemokratiet. Derefter blev kansler Gerhard Schröder industrilobbyist i 12

13 mangemillionærklassen. Det samme blev Göran Persson i Sverige. Lige før havde han som statsminister strammet pensioner til folk flest og begyndt processen mod snyderiet, som Reinfeldt senere skulle udnytte så effektivt. I Norge lykkedes det Bjarne Håkon Hanssen at stramme de sociale ydelse og indføre nyttejobs, før han gik over til at skabe værdi ved at tilbyde eksklusive private tjenester til velhavende forretningsmænd gennem First House. Vi siger ikke, det er umuligt for politikere af denne støbning, at øge folks bevidsthed om at fællesskabet fungerer. Det kan dog være udfordrende. Vores anliggende er ikke at moralisere, men at påpege, at det er vanskeligt at mobilisere mod det borgerlige verdensbillede ved at bekræfte dette verdenssyn. AP-lederene kan bruge fortællingen, at vi ikke har råd til så meget offentlig velfærd frem for at være indpisker for accept af stramningerne. De kan ikke forhindre denne præmis, som anvendes af højrefløjen til de mere usolidariske formål. Det er fuldt muligt at markedsføre sig til valgsejren med lightudgaven af højrepolitik, men det er vanskeligt at bruge som grundlag mobilisering mod Højre, som i retorikken fokuserer på det samme. Et offensivt forsvar Sandsynligvis var Norge i 2009, den sidste gang det var muligt i Europa at vinde regeringsmagten, gennem et halvhjertet retorisk forsvar for fælles løsninger. En stramningsorienteret middle of the road socialdemokratisk politik synes ikke at fungere mobiliserende længe. I kriseramte lande bliver socialdemokraterne, der forsøger en sådant kurs næsten udryddet. Det kræver en anden slags selvtillid. Der er brug for et mere aggressiv forsvar for et samfund, der rent faktisk virker. Vi har brug for en venstrefløj, der gør solidaritet mulig, når højrefløjen tvinger alle til egoisme. Hvor kommer angrebet? Det er ikke utænkeligt, at en blå regering vil udfordre arbejderbevægelsens solidaritet med dem af os, Højre forsøger at definere som udenfor. Oprindeligt publiceret 10. september 2013, på 13

14 11 MÅDER TIL AT VINDE ET VALG PÅ ØKONOMIEN Et valg mellem nedskæringer og ikke-nedskæringer er til fordel for højrefløjen. Et valg mellem nedskæringer og levestandarder er til fordel for venstrefløjen. af James Morris, tidl. taleskriver for Ed Milliband, Labour. Denne artikel er tidligere udgivet på Policy-network.net, 13. november 2013 ( Verden over kæmper centrum-venstre en kamp for at styrke den økonomiske troværdighed. Kernen i svaret på den udfordring skal findes i afkoblingen af økonomisk vækst (i BNP) fra den almindelige borgers indkomstgevinster. Eller, som Ed Miliband vittigt udtrykte det i sin seneste Labour-konference tale: De plejede at sige, at stigende tidevand løfter alle både. Nu stiger tidevandet, men det synes kun at løfte yacht-bådene. Tidligere var det sådan, at når en vælger blev spurgt til økonomi, betød forskellen mellem makroøkonomi og den personlige økonomi ikke rigtig noget. Nu vinder man valg på forskellen. I amerikanske meningsmålinger efter valget var Obama bagud på økonomi, men 9 procentpoint foran når der blev spurgt til genoprettelse af middelklassen. Konsekvenserne af dette skifte i synet på økonomi vil variere fra land til land og afhængig af, om partiet er i regering eller i opposition, samt hvordan økonomien klarer sig. Nedenfor er elleve pointer til eftertanke, der trækker på meningsmålingsarbejde i flere lande. 1. Se på den reelle økonomi ikke lærebogsøkonomien Partierne er nødt til at forholde sig til økonomien som den opleves af mennesker. Kampagner har brug for argumenter, der har rod i befolkningens oplevelser; unge, der kæmper for at finde arbejde, lønsedler der ikke strækker sig så langt som de engang gjorde, eller et arbejdsliv uden ferier. Styrken ved virkelige erfaringer frem for økonomernes analyse blev klart under det israelske valg. Det var sandt, at»økonomien viser tegn på succes fortsat vækst, stigende aktiemarked, en stærk møntfod og nye jobs i den private sektor. Vores økonomi bevæger sig i den rigtige retning. Men vælgerne var mere tilbøjelige til at acceptere det udsagn, at»for de fleste almindelige mennesker er økonomien svag. Det er svært at finde gode jobs, indkomster er for lave og fattigdommen stiger til rekordhøjder. I USA kan forskellen mellem Demokraternes valgresultat i 2010 og 2012 delvist ses som en afspejling af betydningen af at anerkende vigtigheden af befolkningens oplevelser. I 2010 brugte Obama sin tid på at sige, at han havde fået bilen op af grøften hvilket han i et makroøkonomisk perspektiv også havde gjort. Men vælgerne blev dybt frustrerede af en følelse af, at han bare taler, mens de fortsætter med at lide. Obamas 2010-budskab blev modtaget 30 procentpoint svagere af vigtige målgrupper end en besked med fokus på middelklassen og fremtiden. Skiftet til at sætte middelklassen først i 2012 markerede en ny, mere rodfæstet retning. 14

15 2. Passion for middelklassen, ikke imod toppen Middelklassen først har yderligere en pointe i forhold til, hvordan man kan engagere på emnet levestandard. For at vælgerne skal se os som deres repræsentanter, er vi nødt til at være eksplicit og lidenskabelig om, hvis side vi er på: hårdtarbejdende mennesker i faste job, som føler, at de bliver urimeligt behandlet. Dette fokus giver enorm magt til budskabet. I et valg fik vi f.eks. yderligere 10% af vælgerne engageret, hvis vi startede med at fokusere på at øge middelklassen snarere end at bruge et indholdsmæssigt identisk budskab, der startede med at angribe de velhavende. Selv i lande med store korruptionsproblemer som Sydafrika og Rumænien, er det passion for de foranstaltninger, der er nødvendige for at forbedre forholdene for almindelige mennesker, der flytter vælgere ikke indignation over de korrupte rige. En politiker med harmdirrende vrede mod toppen er dragende, en båret af en passion for almindelige arbejdende mennesker er en folk vil stemme på. Robin Hood er fredløs, ikke statsminister. Det synes indlysende, men er stadig svært for mange på venstrefløjen. Bankfolks uretfærdige bonusser udgør et fristende mål. Afgifter på bankfolks bonusser eller palæer eller finansielle transaktioner har sin ret, men kun hvis pengene bliver brugt til noget godt. New York borgmester Bill De Blasios plan om at finansiere gratis uddannelse i de tidlige år gennem en afgift på mennesker, der tjener over $ om året, og Labour partiets plan om at gøre noget lignende gennem en bank-afgift, er gode eksempler. 3. Fokus på leveomkostninger Mens økonomer vil fortælle dig, at vi har en lønkrise, opleves det for vælgerne som en leveomkostningskrise. I USA, hvor inflationen er under 2%, viser vores meningsmålinger stadig, at vælgerne fokuserer mere på oplevelsen af at skulle sætte varer tilbage på hylden i supermarkedet end flade løn-pakker. I Storbritannien er spørgsmålet gas-og el-regninger. 15

16 Det er ikke tilfældet overalt. I lande, hvor ledighed og navnlig ungdomsarbejdsløsheden eksploderede under recessionen, er disse spørgsmål sandsynligvis mere fremtrædende. Men mens man kan forestille sig, at job vender tilbage, er der ikke megen grund til at tro, at presset på levestandarden vil lette i væsentlig grad. 4. Fokus på omkostningerne i produktionen En økonomi med fokus på at forhindre lønstagnationen, der har opslugt middelklassen i mange lande, afhænger af hårdtarbejdende mennesker, der har ressourcer til at være produktive. Vælgerne ser, at deres indsats for at øge deres indkomst er forpurret, eller i det mindste uden opbakning. Omkostningerne ved at tage en uddannelse er et voksende problem i USA og har sænket De Liberale Demokrater i Storbritannien. Børnepasningsomkostninger er en vigtig barriere for at kvinder kan komme ud at arbejde. Velfærdssystemer, og især sociale ydelser, ses ofte som et middel til at give de fattige arbejdsmotivation. Fokusgruppedeltagerne taler om de valg, de har, når de færdiggør deres uddannelse og kan mærke, at skolekammerater der ikke arbejder får mere støtte end dem, der går på arbejde. Folk, der ønsker at starte deres egen virksomhed føler, at de mangler støtte til at komme i gang, mens store virksomheder får betydelig støtte af regeringen. At støtte midten betyder en politik, der adresserer disse udfordringer: børnepasning, studiegæld, erhvervsuddannelse, velfærdsreformer, transportomkostninger, løn. Det er også værd at huske på en retorisk udfordring: Tanken om, at vækst kommer fra midten og ud kan ved et uheld komme til at lyde som om, at vi kræver hårdere arbejde fra midten. Det er vigtigt, at man ikke ved et uheld skaber det indtryk, at vi sætter en ekstra byrde på midten. 5. Skab alliancer med små og mellemstore virksomheder Meget af den politik, der er involveret i håndteringen af krisen i levestandarden, vil indebære udfordringer af de store virksomheders interesser. Det er afgørende, at dette opvejes af varm støtte til det store flertal af forretninger der skaber rigdom. Her er store virksomheder selvfølgelig vigtige, men det handler endnu mere om små og mellemstore virksomheder. De fleste mennesker arbejder i små virksomheder. Der skabes flest nye job i små virksomheder. Små virksomheder har en tendens til at være mere pålidelige, mere vellidte, og deres succes betragtes som et større gode. 6. Vækst er for at skabe en bedre fremtid, ikke for at genvinde en tabt fortid Vælgerne er kloge. De ved, at fordelingsmæssige svar ikke er nok. De ønsker en tilgang, der vil skabe, ikke bare fordele rigdom. Vælgerne ved også, at verden har ændret sig. Vi ønsker ikke en økonomi, der kan udkonkurrere Bangladesh på lave lønninger. Denne udvikling giver reelle muligheder for centrumvenstre, især i Europa. Højrefløjens tilgang til vækst fjerne arbejdstagernes rettigheder, deregulere aggressivt, skære skat aggressivt taber altid meningsmålinger til centrum-venstres alternativ med fokus på investering i mennesker. Udfordringen er at finde måder at støtte vækst, der ikke øger låntagningen over det niveau vælgerne vil acceptere. 16

17 7. Se indvandrere som et økonomisk spørgsmål I Europa er det ikke troværdigt at påstå, at du repræsenterer arbejdende mennesker, hvis du ikke også forholder dig til indvandring. Indvandring og multikulturalisme er afgørende for den nationale identitet i visse lande: Amerika er det ypperste eksempel, men det er en udfordring i Europa. Indvandring har helt sikkert givet et løft til det samlede BNP-tal, men fordelen er ikke jævnt fordelt. For folk i bestemte fag har det en negativ effekt, at man som forsørgere er tvunget til at konkurrere med unge, enlige, og mennesker der er villige til at arbejde på forfærdelige betingelser i et par år. Ofte kommer det parallelt med udnyttelse af indvandrerne selv de betales mindre end mindstelønnen, de bor i uegnede boliger og er prisgivet arbejdsgiverne. Samtidig er vælgerne ofte berørt af den grundlæggende fejl, at staten ikke kan kontrollere sine egne grænser. Centrum-venstre partier skal være lige så vrede, som deres vælgere er over den manglende effektive grænsekontrol. Det politiske mål er ikke nødvendigvis at være det mest betroede parti på indvandringsspørgsmålet. I stedet er det, at potentielle vælgere ikke fravælger partiet, fordi de tror partiet ikke forholder sig til nogle af deres dybtfølte bekymringer. Det er kun ved at anerkende legitime bekymringer og foreslå hvilke foranstaltninger til at løse dem at venstreorienterede partier kan holde på deres påstand om at være den del af middelklassen, der er lydhør overfor det arbejde folks økonomiske bekymringer. Hvis man ikke gør det, vil vælgerne drages videre til partier længere og somme tider meget længere til højre. 8. En seriøs tilgang til budgetunderskud En af følgerne af, at vælgerne selv kæmper for at holde igen på udgifterne, er, at de mener, at landet bør gøre det samme. Mens budgetunderskudsbaserede argumenter ikke længere kan styrke centrum-højre, kan de helt sikkert lægge loft over tilslutningen til venstrefløjen. Der er grundlæggende to strategier åbne for centrum-venstre partier, der ønsker at forsikre vælgerne om underskuddet: Den ene er at indtage finanspolitisk forsigtige holdninger, mens dine budskaber i øvrigt lægger fokus et andet sted. Det er den vej, der ligger åben for Demokraterne i USA, som kan henvise til de hastigt faldende underskud og bruge det som nøgleargument i den økonomiske debat. Den anden er at lægge stor vægt på finanspolitisk repositionering. Dette kan være en vigtig del af Matteo Renzis strategi i Italien, hvis han vinder Partito Democraticos primærvalg hvor han argumenterer for større budgetmæssig strenghed end tidligere, sammen med andre reformer for at skabe arbejdspladser og vækst. Begge veje er levedygtige hvilken en du vælger, vil afhænge af dagsorden og omstændighed. Et andet mere ligefremt anti-nedskæringsbudskab kunne måske konsolidere en venstrefløjs-stemme i en PR sammenhæng, men det er usandsynligt, at det vil virke for et parti, der søger at lede et land. Vi ser jævnligt, at et valg indrammet i form at stramninger versus anti-nedskæringer favoriserer højrefløjen. Et valg indrammet af nedskæringer versus levestandarder favoriserer venstrefløjen. 17

18 9. Reformer så stat og politik arbejder for middelklassen, ikke for særinteresser Rundt om i verden tror vælgerne, at politik systematisk favoriserer nogle ganske få med gode kontakter. De har ret. Støtte til middelklassen betyder at tage eksplicitte konflikter med særinteresser, der holder almindelige borgere ude af beslutningsprocessen. Det handler ikke om valgreform og forfatningsmæssige lappeløsninger. Vælgerne er skeptiske og tror ikke, at det vil gøre en stor forskel. Men finansiering af valgkampagner, parlamentsmedlemmers frynsegoder og særinteressers magt kan alle være væsentlige emner at tage fat i. I USA i særdeleshed, er det svært at argumentere for middelklassens situation, uden også at give tilsagn om at gøre op med særinteresser. I Italien har Matteo Renzis opstigning startet et større angreb på den gamle garde og særinteresser. I Storbritannien har Labour forpligtet sig til at stoppe parlamentsmedlemmer i at bijobbe ved siden af parlamentsarbejdet. 10. Finanskrisen var ikke tidernes morgen For politikere, hvis seneste politiske liv har handlet om at tackle den økonomiske krise, er det svært ikke at tænke som om, Lehmans kollaps var tidernes morgen. Det er vigtigt at undgå at tænke på den måde af to grunde: For det første tænker vælgerne ikke sådan. De tror krisen eksponerede problemer, der allerede var der, snarere end at skabe et nyt problem. For det andet, og af afgørende betydning for oppositionspartier i lande med langsom genopretning, gør et fokus på krise/genopretning livet for let for etablerede partier Hvis det handler om at komme ud af en teknisk recession, vil problemet uundgåeligt blive løst på et tidspunkt. Hvis det handler om et opsving i levestandard, er det sværere at klare og mere meningsfuldt for vælgerne. 11. Konklusion: Bliv ikke fanget i den gamle fortælling En strategi baseret på vækst i økonomien fra midten og ud er et stort skifte i politik og kampagnevilkår. Politiske partier vil begynde at værdsætte andre ting, foreslå andre ting og tale om andre ting. For politikere er det nemt at falde tilbage i vanetænkning især når medierne er domineret af upersonlige makroøkonomiske tal. Det er virkelig vigtigt ikke at falde tilbage i de gamle rammer. Investeringer versus nedskæringer er et materielt spørgsmål, men sjældent et stærkt budskab. Rig versus fattig appellerer ikke til midten. Makro-vækst er en god nyhed, men det er ikke et mål i sig selv. For at lykkes bliver ledere nødt til at flytte deres partier fremad, udtrykke midten og ud tænkning på en måde, der passer til deres særlige forhold og kultur, og være omhyggelig med ikke at falde tilbage på fortidens politik. James Morris er en kampagne-polster og strateg. En tidligere taleskriver for Labour-leder Ed Miliband og rådgiver på Number 10 Strategi Unit, Morris leder Greenberg Quinlan Rosner kontor i London. Denne artikel er baseret på en præsentation som forfatteren holdt på en konference for at markere 10-årsdagen for Center for American Progress (CAP). 18

19 POLITIK HANDLER OM AT ÆNDRE SPILLEREGLERNE Centrum-venstres krise skyldes ikke, at vi har tabt befolkningens opbakning til vores politik. Derimod har vi tabt den politiske kamp til organiserede økonomiske interesser, som grundlæggende har ændret spillereglerne til deres fordel. Progressive må tage handlerummet tilbage og genopbygge følelsen, af at regeringen kan gøre en positiv forskel. af Jacob S. Hacker, professor i political science ved Yale University Den finansielle krise i 2008 var som skræddersyet til at stille spørgsmålstegn ved det, der i årtier har været den styrende økonomiske filosofi. Krisen forekom ikke kun under en upopulær republikansk præsident, men afslørede også de store og voksende skæl mellem almindelige amerikanere og de superrige og især mellem de økonomiske kvaler på Main Street og den hensynsløse adfærd på Wall Street. Men blot to år efter valget af den demokratiske præsident Barack Obama i november 2008, tilintetgjorde de amerikanske vælgere præsidentens flertal i kongressen. Få uger senere skiftede hele den politiske dagsorden fra fokus på jobskabelse og øget økonomisk sikkerhed til store nedskæringer, udvidelse af gunstige skatteregler for velhavende og selskaber og et fremstød for deregulering på statsniveau, programnedskæringer og anti-fagforeningsregler. Det er fristende at se denne udvikling som et spørgsmål om personer, en afspejling af de dårlige demokratiske strategier eller deres modstanderes dygtige taktik. Men den enorme kløft mellem forventninger og resultater gør, at man må grave dybere ned for at finde årsagerne til de amerikanske progressives problemer. Denne gravning viser, at de mest grundlæggende problemer er strukturelle snarere end personafhængige. De afspejler den måde, hvorpå spillereglerne i økonomien og politik har ændret sig ændringer, der har udspillet sig markant i USA, men hvis ekko kan høres i andre engelsktalende lande og i stigende grad i velstående demokratier mere bredt. På baggrund af disse strukturelle forskydninger kan progressive ikke bare spille spillet med mere beslutsomhed eller intelligens. De bliver nødt til og at lave reglerne om. Den store vending Den sidste generation har oplevet en bemærkelsesværdig vending i de amerikanske økonomiske resultater. I generationen efter Anden Verdenskrig voksede økonomi og indtjening omtrent i tandem for alle indkomstgrupper. Siden 1970"erne har der været et beskedent fald i den økonomiske vækst, men den store ændring er først og fremmest, hvor resultaterne af væksten er gået hen. De gået til toppen. Over den sidste generation, er andelen af national indkomst, der er gået til de rigeste én procent af amerikanerne mere end fordoblet. Andelen modtaget af de rigeste 0,1 procent er mere end firedoblet. Det er en stigning fra mindre end tre procent i 1970 til mere end 12 procent i 2007 den højeste andel siden oprettelsen af indkomstskatten i

20 Dette er ikke en historie om stagnerende produktivitet eller generel økonomisk nedgang. Det er en historie om afkoblingen af den samlede produktivitet og de fleste arbejderes lønninger. Selv en universitetsuddannet mandlig arbejdstager på startløn tjener næppe mere, end en arbejdstager i den samme position gjorde for en generation siden. Mens det økonomiske boom i 1990"erne midlertidigt mindskede løn-produktivitetshullet, kom kløften voldsomt tilbage i 2000"erne. Faktisk var 2000"erne det første årti, hvor en almindelig families indkomst var lavere i slutningen end ved udgangen af den forgående konjunkturcyklus. Samtidigt bliver jobsikkerheden udhulet, og gevinsten bliver i stigende grad flyttet mod toppen. Men der er også andre søjler under befolkningen sikkerhed og muligheder, der er kommet under pres. Den første af disse er uddannelse og social mobilitet. Klasseskellene er hærdet, amerikansk ulighed er skyhøj og amerikansk social mobilitet er under normen i den industrialiserede verden. USA er gået fra verdens førende i universitets gennemførsler til en middelmådig performer. Flere og flere af de skyhøje universitetsomkostninger finansieres gennem lån, som placerer en byrde på de studerende og deres forældre undtagen de riges børn, der får et kæmpe forspring. Den anden søjle er pensioner og social forsikring. Amerikas arbejdsgiver-finansierede ramme for økonomisk sikkerhed er gået fra middelmådig til ødelagt. Definerede, sikre pensioner der engang kendetegnede at godt arbejde forsvinder, og skatte-finansierede opsparingskonti udfylder ikke hullet. Imens sundhedsomkostninger fortsætter med at overgå inflationen, bliver arbejdsgiver-finansieret sygesikring sjældnere og mindre dækkende. Den tredje søjle er boliger og økonomiske aktiver. Ud over deres hjem har de fleste middelklasse-familier påfaldende lidt til at afbøde økonomiske chok eller bygge deres 20

21 fremtid. Og de fleste hjem er langt mindre sikre end de engang var. Den traditionelle strategi om gradvist at akkumulere velstand gennem boliger har taget et måske fatalt hit, med konsekvenser for den økonomiske sikkerhed, ikke kun for de midaldrende, men også for den unge håbefulde middelklasse. Winner-take-all politiks lektie Tre vigtige elementer i denne udvikling er afgørende for at forstå og overvinde de udfordringer, vi som progressive står over for i dag. Det første element er før-distributions rolle. Når vi tænker på regeringens effekter på ulighed, tænker vi automatisk på omfordeling statslige skatter og overførsler, der tages fra nogle og gives til andre. Men mange af de vigtigste ændringer har været i, hvad man kunne kalde før-distribution den måde hvorpå markedet distribuerer sine belønninger i første omgang. Politikker for regulering af de finansielle markeder, rettigheder for fagforeninger og lønnen for topledere er alle skiftet til fordel for dem i toppen, især de finansielle og ikke-finansielle ledere, der udgør omkring seks ud af 10 af de rigeste 0,1 procent af amerikanerne. Moralen i denne historie er, at progressive er nødt til at fokusere på markedsmæssige reformer, der tilskynder til en mere ligelig fordeling af økonomisk magt og belønninger, endda før regeringen opkræver afgifter eller udbetaler ydelser. Det er ikke bare fordi førfordelingen er, der hvor det for alvor batter økonomisk. Det er også fordi overdreven afhængighed af omfordeling skaber modreaktion, hvilket gør skatterne mere fremtrædende og styrker den konservative kritik af, at regeringen blander sig i det naturlige marked. Det andet element er problemet med drift. Over den sidste generation, på tværs af en bred vifte områder, har embedsmænd bevidst undladt at lave politiske reformer, der adresserer de skiftende økonomiske forhold, med det resultat, at samfundet driver væk fra en mere lige balance. Selv om det er særlig udtalt i USA, forekommer denne drift at karakterisere udviklingen i mange rige demokratier i dag, når de forsøger at tackle hurtigt forandrende økonomi og samfund. Hvis dette er tilfældet, er bevarelse af eksisterende politikker ikke den eneste udfordring. Velfærdsstaten, traditionelt forstået, er fortsat dybt rodfæstet. Men velfærdsstaten i bredere forstand en blandet økonomi præget af et sundt civilsamfund er langt mere sårbart. For at beskytte og genoprette disse større kendetegn for et velfungerende demokrati må progressive opretholde en effektiv kapacitet i robust regeringsførelse. De skal modstå institutionelle reformer, der skaber hårdknuder. I USA betyder det, at man må ændre de regler, der tilskynder den stigende anvendelse af filibuster; senatets tradition for ubegrænset debat, der i stigende grad gør det nødvendigt at opnå et super-flertal på 60 stemmer i 100-medlems kammeret. Progressive bør også sikre, at politiske programmers kapacitet justeres over tid. Det kan enten ske automatisk (som når ydelser indekseres til lønninger eller priser) eller strukturelt (gennem bevarelse af grundlæggende lovgivningsmæssige, skatte-og udgiftsmæssige beføjelser, der alt for ofte ofres på det konservative alter af privatisering og delegation til staterne). 21

22 Det tredje element er midtens faldende organisatoriske magt. Omdannelsen af Amerikas politiske økonomi i den sidste generation har langt mindre at gøre med de skiftende krav fra vælgerne, end med de skiftende organisatoriske balancer mellem koncentrerede økonomiske interesser og den brede offentlighed. Faktisk er de skarpe skift i den økonomiske politik over for erhvervslivet og de velhavende sket på trods af bemærkelsesværdig stabilitet i borgernes holdninger på mange økonomiske spørgsmål, herunder holdninger til omfordeling, progressiv skattepolitik og vigtigheden af økonomisk sikkerhed. Dagsordenens afstand til virkeligheden, som vi ser i dag, hvor politikerne ignorerer amerikanernes bekymringer om manglen på arbejdspladser til fordel for at skære i programmer, som borgerne ønsker fortsætter, og konservering af skattelettelser til de rige, er ikke nyt. Det har præget den sidste generations politik. Kernen af problemet er endnu en gang organisatorisk. Middelklasse-demokrati hvilede på organisationer, såsom fagforeninger og NGO er der gav middelklasse vælgere viden om, hvad der var på spil i politiske debatter, samt politisk indflydelse til at påvirke disse debatter. Uden denne organisatoriske jordforbindelse, har vælgerne simpelthen meget svært ved at skabe forbindelser mellem det politikerne gør, og de udfordringer de står over for i deres liv, og langt sværere er det at formulere en bred idé om, hvordan disse udfordringer kan løses effektivt. Genopbygningen af det institutionelle grundlag middelklasse demokratiet Den skitserede diagnose er både opmuntrende og udfordrende. Den er opmuntrende, fordi der ikke er noget naturligt over de barske opdelinger, der er opstået i USA. De er forankret i politik og politiske programmer, ikke i ubønhørlige kræfter som globalisering eller teknologiske forandringer. I mange tilfælde kræver de ikke store omfordelingsprogrammer der aldrig er lette at gennemføre men snarere foranstaltninger til at omforme markedet, så det distribuerer sine belønninger mere bredt i første omgang. Det er heller ikke den offentlige opinion, der dikterer denne form for politik. Hvis progressive er ved at tabe offentligheden, så er det ikke fordi, at borgerne er blevet tilhængere af højrefløjens fri-markeds fundamentalisme eller er så distraherede af sociale spørgsmål eller racehad, at de ikke kan indse deres egne interesser. Kendetegnet ved stemningen i offentligheden er ikke konservatisme men kynisme og mistillid, næret af den sidste generations økonomiske udvikling, og følelsen af en regering der er ude af forbindelse med virkeligheden. For at kunne genopbygge middelklassen kræver det en genopbygning af den følelse, at regeringen kan gøre en positiv forskel. Og det betyder, at man skal adressere kernebekymringerne i middelklassens hverdag, samtidig med at man svarer på trusler på lang sigt, såsom den globale opvarmning og de stigende omkostninger til sundhedsvæsnet. Udfordringen er imidlertid at progressive reformer, der skal genoprette det politiske system, kræver brugen af det selvsamme politiske system som er gået i stykker. Den 22

23 primære hindring for forandring og forandringens primære værktøj er altså det samme system. Dette dilemma har ikke nogen nem løsning. Men det giver et præg om i hvilken retning reformatorers energi skal peges, og det peger på muligheder som alt for ofte overses af dem, der er for snævert fokuseret på det retoriske budskab og de strategiske bevægelser. Den måske vigtigste følgevirkning er, at de, der forsøger at skabe en ny regerende økonomisk filosofi, bliver nødt til at genopbygge det organisatoriske fundament for demokratisk kapitalisme. En inspirerende økonomisk vision skal funderes i et institutionelt system der udnytter aktiv demokratisk governance, til at møde de udfordringer som det amerikanske samfund står overfor udfordringer der, selvom det ofte presser USA mest, er voksende i alle rige demokratier. Jacob S. Hacker er Stanley B. Resor professor i political science ved Yale University og forfatter (sammen med Paul Pierson) til Winner-Take-All Politics (Simon and Schuster, 2010) Artiklen er tidligere udkommet på policy-network.net. Den er her bragt i en forkortet udgave 23

24 HVAD BETYDER TYSK LØN? Claus Hjort Frederiksen (V) annoncerede sidste efterår, at Venstres plan for at sikre Danmarks fremtidige plads i solen består i at tilstræbe tysk løn og svensk skat. Men hvad er tysk løn er for en størrelse? Og hvad vil det betyde for det danske arbejdsmarked, hvis vi skulle indføre tyske løntilstande? Af Sofie Seidenfaden, Jakob Esmann & Christian Vedersø Østergaard. Tyskland er et af de få vestlige lande med vækst i BNP og faldende ledighedstal. Det er en, der udvikling står på ryggen af arbejdsmarkedsreformer (de såkaldte Hartz-reformer), fra midten af nullerne samt en lav løn, der gør tyske varer billige sammenlignet med mange andre. Det tyske lønniveau I Tyskland er den gennemsnitlige timeløn 23 euro (171,35 kr.) for lønmodtagere, mens den i Danmark er 31 euro (230,95 kr.). Disse tal angiver gennemsnittet for alle i lønmodtageransættelser, og skjuler derfor store interne forskelle blandt lønmodtagerne på både det tyske og danske arbejdsmarked. Det vender vi tilbage til. Vi kan altså konstatere en forskel på 60 kr. i timen i mellem danskere og tyskere svarende til omkring en fjerdedel af den danske timeløn. Tyskerne er med andre ord markant billigere end danskerne i løn. Den tyske realløn er dog på vej op. Nedenfor ses lønudviklingen i Danmark og Tyskland fra med udgangspunkt i lønniveauet. I 2003 indførtes Hartz-reformerne, der skulle gøre Tyskland mere konkurrencedygtigt ved at sænke lønniveauet. Dette afspejles i grafen. I 2003 var gennemsnitstimelønnen for en dansk lønmodtager 24,2 euro (180,29 kr.), mens den for en tysk var 19,7 euro (146,76 kr.). Grafen neden for viser, at de tyske lønninger korrigeret for inflation er de samme i 2012, som de var i I den mellemliggende periode var der frem til 2008 en stabil reallønstilbagegang, hvorefter reallønnen er steget siden. I Danmark er reallønnen dalende efter at have toppet i

25 Den overordnede lønudvikling i Tyskland vist oven for afspejler imidlertid ikke det meget opdelte arbejdsmarked, der er i landet. Et opdelt arbejdsmarked Store dele af det tyske arbejdsmarked er præget af lange opsigelsesvarsler og stor stabilitet. Der skal meget til for at fyre medarbejdere på de traditionelle dele af det tyske arbejdsmarked, men nullernes arbejdsmarkedsreformer betød store stigninger i kortvarige ansættelser og deltidsjob. Nedenfor vises, hvor stor en andel af den tyske arbejdsstyrke, som er ansat i deltidsstillinger i perioden Her ses, at der med arbejdsmarkedsreformerne sker en stor stigning, og at andelen nu er stabil omkring en fjerdedel af tyske ansættelser, som er på de markant forringede deltidsvilkår. 25