Kære Bjørn Elmquist, De hører fra mig. Det er dog ikke nogen specielt venlig korrespondance, jeg sætter Dem i udsigt.

Transkript

1 Sendt: 16. januar :57 Til: advokathca.dk Emne: -----Oprindelig meddelelse----fra: Bjørn Elmquist Sendt: 17. januar :14 Til: Jorgen Theil Emne: SV:???????? Mvh Bjørn Elmquist Sendt: 17. januar :57 Til: Bjørn Elmquist Emne: menneskerettighederne Kære Bjørn Elmquist, Da jeg i går var inde på nettet for at finde Deres adresse, gik der ved en fejltagelse en tom mail af sted. Jeg havde ellers håbet på at blive færdig med en følgeskrivelse, men den får nu vente; formentligt til på torsdag, da min pc er skal have geninstalleret windows xp i morgen (netop fordi teknikken driller). Følgeskrivelsen, jeg arbejder på, vedrører min redegørelse til IRCT-ambassadør Inge Genefke og vil som sagt blive fremsendt senest på torsdag. Indtil da fremsender jeg vedhæftet min redegørelse af 27. november 2005 til The Registrar, Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Som det fremgår, er redegørelsen med officiel kopi til Dem, og det kunne således virke useriøst, at De først modtager den nu. Det har imidlertid sine gode grunde: 1. Jeg er ikke forvendt med, at modtageren af mine officielle skrivelser gør det, jeg opfordrer ham (som oftest rette myndighed) til, endsige anerkender modtagelsen, også selvom myndigheden er retligt forpligtet dertil. Ved så heller ikke selv at gøre som forventet eller stillet i udsigt kan jeg af og til danne mig et billede af, hvordan tingene foregår i det skjulte. Således kan jeg ud fra Deres tavshed næsten regne ud, at Helle Pøhl ikke har sendt Dem min dossier? Og at den nu er destrueret. 2. Den primære årsag er dog, at jeg først ville udfærdige førnævnte følgeskrivelse. De hører fra mig. Det er dog ikke nogen specielt venlig korrespondance, jeg sætter Dem i udsigt.

2 Med venlig hilsen, Jørgen Theil Sendt: 21. januar :24 Til: Bjørn Elmquist Emne: mens De venter på Gordot... alias min redegørelse til IRCT samt følgeskrivelse, fremsender jeg vedhæftet den summariske redegørelse af 26. november 2004, der er skyld i Menneskerettighedsdomstolens (ligeledes vedhæftede) afgørelse dateret den 22. december 2004, og som min (allerede fremsendte) redegørelse af 27. november 2005 behandler. Det burde alt sammen lige være vand på Deres mølle! Hvis De har appetit på at gå yderligere i dybden, fremsender jeg Dem også gerne min redegørelse af 13. december 2005 stilet til Bendt Bendtsen? Hvori De bl.a. ville kunne se, hvordan Deres partiformand alias daværende Økonomiminister Marianne Jelved i f. m. Danmarkshistoriens Største Bedrageri handlede groft kriminelt i åbenbar tillid til, at De som formand for Retsudvalget ville kunne få gennemført lov nr ÆL.393 om Politiklagenævnet. Idet jeg undskylder forsinkelsen, beder jeg Dem forløse min nysgerrighed, om Helle Pøhl oversendte Dem min dossier; ref. nedenstående mail pkt. 2? Mvh Jørgen Theil -----Oprindelig meddelelse----fra: Bjørn Elmquist [mailto:bjorn.elmquist@advokathca.dk] Sendt: 23. januar :53 Til: Jorgen Theil Emne: SV: mens De venter på Gordot... jeg har ikke modtaget noget fra frk. Pøhl om Deres sag. Mvh Bjørn Elmquist

3 Sendt: 1. februar :57 Til: Cc: Emne: "Danmarkshistoriens Største Bedrageri", psykisk tortur o.lign. brud på menneskerettighederne TIL: Institut for Menneskerettigheder v/bjørn Elmquist, formand, Rådet for Menneskerettigheder. TIL: Folketingets Retsudvalg v/mf Tom Behnke. TIL: IRCT v/ambassadør Inge Genefke. TIL: Økonomi- & Erhvervsminister Bendt Bendtsen v/anders Fugmann. CC: Rigsadvokat Henning Fode. CC: DR v/lisbeth Knudsen, redaktionschef. CC: DR v/henrik Grunnet, redaktør, DR TV s Chefredaktion. CC: Michael Klint, journalist, DR-Dokumentar. CC: Offentligheden v/jonna Ørskov og Saint George Human Rights Ass. Int. FRA: Jørgen Theil. Kære Bjørn Elmquist m.fl., Desværre blev jeg, som ellers stillet Dem i udsigt i min mail af 26. f. m., ikke færdig i fredags med vedhæftede redegørelse af g. d. stilet til Dem og de øvrige ovennævnte. Men nu er den her sammen med den af 13. f. m. til IRCT-ambassadør Inge Genefke samt de tre kapitler (billeder) af min bog (under udarbejdelse), jeg refererer til i redegørelsen. Hvis De virkeligt mener det med menneskerettighederne seriøst, har De nu chancen for rigtigt at kunne gøre en forskel, idet jeg nu har givet Dem den mest omfattende og afslørende dokumentation på, at standarden for menneskerettighederne i Danmark er ligeså høj (dvs. blandt den vestlige verdens laveste), som den er i forvaltningen (jf. prof. Tim Knudsens rapport i f. m. magtudredningen), samt på, at (psykisk) tortur ikke kun forekommer i Langtbortistan, men også i retsstaten Danmark. I min nedenstående mail af 16. f. m. til IRCT anmoder jeg igen IRCT om en undersøgelse med henblik på en evt. behandling for posttraumatisk belastningsreaktion. IRCTambassadør Inge Genefke har end ikke ulejliget sig med at anerkende modtagelsen af denne mail og vedlagte redegørelse. I søndags stillede jeg for 11. år i træk derfor op til Danmarksmesterskaberne i indendørs ergometerroning i Kertemindehallen for at teste og få et officielt papir på min tilstand. Og hvor jeg, der umiddelbart var favorit og har flere mesterskaber bag mig, burde have vundet stort og overlegent (årets vindertid i betragtning), kunne jeg end ikke følge med hverken letvægtspigerne eller handicaproerne. Der er således ikke længere tale om blot aspekter af denne lidelse, men at jeg formentligt nu opfylder

4 kriterierne herfor ; jf. 2. afsnit på side 3 i redegørelsen til IRCT. Alle, der var tilstede blandt såvel officials som publikum, kunne se og ville kunne bevidne, at det ikke var komedie, men at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. De, mine damer og herrer, har her, mens De læser, oven i købet endnu et kriterium på ovennævnte lidelse: For på samme måde, som jeg ikke helt har mistet evnen til at ro, men pga. ovennævnte lidelse p.t. ikke kan ro med hurtighed og styrke. På samme måde skriver jeg mange gange langsommere og med langt mindre bid end tidligere. Det er således ikke fordi, jeg ikke er ordholdende af natur, at De ikke har modtaget mine redegørelser på det tidspunkt, jeg ellers havde sat Dem i udsigt. Inge Genefke, der læser os i kopi, meddeles derfor herved officielt, at hvis IRCT ikke inden ugens udgang har indkaldt mig til en undersøgelse det være sig i Borgergade 13 eller hos én af IRCT udpeget psykiater eller psykolog; og for min skyld meget gerne overlæge Torben Solgaard vil jeg kræve en henvisning fra min egen læge og angive IRCTambassadør og læge Inge Genefke som den indtil nu sidste i rækken af mine bødler. For bekræftede Inge Genefke ikke Jens Gaardbo i, at det ikke bare er tænkt som et velklingende citat, men en decideret garanti, at Inge gør nødlidende stakler, der har været udsat for tortur, til mennesker igen? Eller i hvert fald vil gøre sit bedste. Der lå i deres ordveksling da heller ikke så meget som bare den mindste trussel om, at hun først lige ville stramme ofrets tommelskruer én tand til, så det kunne lære at indtage den forventede, underdanige attitude; jf. allerførste afsnit i min vedhæftede redegørelse til Inge Genefke. Rigshospitalets Smerteklinik udarbejdede for 3-4 år siden en videnskabelig undersøgelse over de patienter, der havde søgt om førtidspension. Til forskel fra de patienter, der ikke havde søgt, steg deres forbrug af medicin og behandling markant, mens de søgte og ventede på afgørelsen. Da de så havde fået resultatet, faldt det igen tilbage til det normale; også for dem, der havde fået afslag. Konklusion: Det er uvisheden, der er slangen i Paradis. Også jeg blev naturligvis lykkelig, da jeg fik tilkendt førtidspension. Mest af alt fordi det udover det økonomiske aspekt konstituerer en anerkendelse af, at jeg har været udsat for en langvarig og nedbrydende psykisk tortur. Men til forskel fra ovennævnte forsøgspersoner, har jeg efter tilkendelsen den 13. december sidste år forøget for ikke at sige fordoblet mit medicinforbrug. Jeg har i lang tid, og især indenfor de sidste tre måneder, haft det langt dårligere, end da jeg for ca. et år siden blev undersøgt af overlæge, speciallæge i psykiatri Torben Solgaard, og ville umiddelbart mene, at min tilstand nu opfylder kriterierne for posttraumatisk belastningsreaktion. Formentligt endnu ikke af svær grad, men det går hastigt den forkerte vej. Det må formodes, at læge Inge Genefke med speciale i smerter fra tortur er endog særdeles bekendt med ovennævnte årsag/virkning. Inge Genefke må således også vide, at når jeg åbner mig overfor hende i tillid til hendes førnævnte invitation/garanti givet i selveste DR, så er hendes tavshed, og dermed uvisheden, det samme som at stramme de (psykiske) tommelskruer ikke bare én, men flere tænder til! For hvad har denne læge og ambassadør gang i bag min ryg? Jeg har i de sidste to uger ikke været i stand til at mobilisere min fantasi

5 til at forestille sig, at det er noget godt? Tværtimod får jeg flere og flere associationer til dengang, hvor læge Torben Ishøy og professor Bendt Sørensen kontaktede min egen læge bag min ryg; ref. mine redegørelsers beskrivelse deraf og dets konsekvenser. I lighed med Jonna Ørskov har heller ikke jeg noget hævnmotiv med FYLYPPA -sagen. Jeg har derimod en klar plan over, hvad jeg vil med den. Det er således ikke en trussel, men et løfte, jeg her afgiver og gentager, at ligeså imødekommende, forhandlingsvenlig og tilgivende, jeg vil være på en positiv respons inden indeværende uges udgang, ligeså ubøjelig og kold vil jeg være, når jeg kradser min tilgodehavender for de mange års svie og smerte ind med ågerrenters ågerrente. Sagt med andre ord vil jeg give alle dem, der har villet mig det ondt, såvel fuld valuta for pengene som den fulde regning derfor. Så hvis dem, der har forvoldt min familie og mig smerte tror på en retfærdig Gud, der altid sikrer, at retfærdigheden i sidste ende sker fyldest, og at regningerne bliver betalt, er denne mail uigenkaldeligt sidste udkald. Så til dem, der tror sig sikker, fordi de ikke mener og frygter, at jeg er i stand til at holde mit ovenstående løfte, kan jeg kun referere til og gentage ovenstående, sidste sætning og anbefale, at de forsøger at genkalde sig slutresultatet fra sidste gang, de gik på vandene og belærte Ham om den særlige danske form for retfærdighed. Ligesom vores menneskerettigheder på papiret er de bedste i verden, på samme måde har statsministeren lige demonstreret, at Danmarks udnævnelse til at have verdens bedste og frieste presse ikke er det bare pjat, og at han er villig til at sætte enhver dansk soldat og anden borgers liv på spil sammen med rigets omdømme og økonomi i øvrigt; alt sammen i en perverteret ytrings- og pressefriheds navn. Og så for Jyllands-Posten! Der, jf. vedlagte redegørelse af g. d., er en ligeså stor kujon som de andre førende aviser. Nu kan de fire personer, til hvem denne mail er stilet, indenfor indeværende uge ved selvsyn se, i hvilken udstrækning denne særegne, danske ytringsfrihed, som magthaverne v/jyllandsposten og statsministeren har sat over rigets og dets borgeres velfærd, i virkelighedens verden altså den, som bl.a. ovenstående, indflydelsesrige personer fra DR portrætterer vitterligt kommer den enkelte borger til gode. For den suverænt bedste måde at undskylde regimets idioti indenfor de sidste par måneder omkring tegningerne i Jyllands-Posten er ikke kun at den danske stat forærer herboende muslimer en moské, som foreslået af Politiken, men, efter min mening, at regimet gør rent bord! Hvilket bedst gøres ved, at DR v/ovenstående tre personligheder fortæller den milliard muslimer, regimet har fornærmet, og som ikke stiller sig tilfreds med Jyllands-Postens undskyldning, hvordan den danske retsstat virkeligt fungerer! Altså afslører illusionen. Fortæl Hassan og hans milliard muslimske brødre og søstre, hvordan magthaverne i Danmark ser sig selv som verdens førende demokrater og (levebrøds)menneskerettighedsfrontkæmpere og rent faktisk har gjort en hel industri ud af denne illusion. Vis så Hassan de faktuelle realiteter, og han vil kunne forstå (ikke at forveksle med acceptere), hvorfor Jyllands-Posten kan slippe godt af sted med at fornærme deres profet.

6 Lige nu hedder det sig, at det er Hassan og alle de andre muslimer på gaden og i indkøbscentrene, der med Djævelens (læs: det danske diplomatis) vold og magt skal forstå og acceptere den kollektive, danske illusion. Hvad med at benytte denne enestående lejlighed, hvor retsstaten har fået en klar respons fra såvel hele den muslimske verden som fra verdenspressen på dens foregivne, gode hensigter (læs: illusion), til selvransagelse? Og da vi alle ved, at selvransagelse gør frygteligt ondt og derfor er umådeligt svært at foretage alene, kunne retsstaten belejligt fortsætte med at gøre brug af verdenspressen. Det må da lige være en opgave for DR at få sat i gang! Ovennævnte Saint George Human Rights Ass. Int. leverer gerne den nødvendige dokumentation. DR kunne også vise muslimerne nogle optagelser fra tsunamien af vores ynkeligt uformående udenrigsminister og hans ligeså hjælpeløse ministerium, og deres had og flagafbrændinger ville formentligt skifte til et overbærende smil og medynk. Jeg påstår naturligvis ikke her, at jeg har ret i alt, hvad jeg siger og skriver! Kun at jeg, hvis loven og menneskerettighederne også gælder for mig, kræver fremlagt den (mod)dokumentation, mine modparter og opponenter måtte lægge til grund for deres påstande, afvisninger og overgreb. Som henholdsvis formand for Rådet for Menneskerettigheder, retsordfører for Danmarks førende retspolitiske parti, ambassadør for IRCT samt Økonomi- & Erhvervsminister har jeg ikke fantasi til at forestille mig, at De kan sidde nærværende kritik af alt, hvad De og retsstaten står for overhørig, og imødeser således Deres udstrakte hånd til samarbejde eller en stævning/anmeldelse for ærekrænkelser. Med venlig hilsen, Jørgen Theil -----Oprindelig meddelelse----fra: Bjørn Elmquist [mailto:bjorn.elmquist@advokathca.dk] Sendt: 6. februar :43 Til: Jorgen Theil Emne: SV: illusionen omkring ytrings- & pressefrihed samt selvcensur, "Danmarkshistoriens Største Bedrageri", psykisk tortur o.lign. brud på menneskerettighederne tak for det tilsendte. Både hvad denne mail angår og den, du sendte mig forleden om din sag, skal jeg oplyse, at hvis du ønsker at henvende dig til Institut for Menneskerettigheder som sådant, skal det ske til sekretariatet, evt ved direktør Morten Kjærum eller en af sekretariatsmedarbejderne. Som formand for Rådet deltager jeg ikke i den form for sagsbehandling. Med venlig hilsen Bjørn Elmquist