TRYK Svend Åge Tolstrup, Frihedsvej 60, 6700 Esbjerg, TIC

Transkript

1

2 IXQYC Menighedsfakultetets Studenterblad Udgives af Studenterrådet ved MF REDAKTION Stud. theol. Frank Risbjerg Kristensen (ansv. red.) Stud. theol. Steen Rughave Sørensen Stud. theol. søren Tolstrup Christensen Stud. theol. Lars Christiansen Stud. theol. Steen FlØjk SØvndal Stud. theol. Christian Hyttet Hansen TEKSTBEHANDLING: Lise Larsen. LAY-OUT OG SATS: Christian H. Hansen og S~een F. Søvndal ADRESSE IXQYC, Menighedsfakultetet, Katrinebjergvej 75, 8200 Århus N., TIC TRYK Svend Åge Tolstrup, Frihedsvej 60, 6700 Esbjerg, TIC DEADLINE 1. januar 1. marts 1. august 1. oktober IXQYC, Menighedsfakultetets studenterblad, er et bibeltro teologisk tidsskriftder udkommer fire gange årligt, og som primært henvender sig til teologiske stu denter og kandidater. IXQYC lægger hovedvægten på teologiske artikler og boganmeldelser. Enhver, der kan gå ind for Menighedsfakultetets grundsyn, er velkommen til at indsende artikler for optagelse i bladet. Dog har Menighedsfakultetets studenters indlæg altid prioritet, ligesom redaktionen ikke er forpligtet til at optage alle indsendte artikler. Vi modtager gerne artikler på diskette (Word Perfect) med et omfang på højst 12 A4 sider. De i artiklerne fremførte synspunkter er ikke nødvendigvis udtryk for redaktio nens mening. OMSLAG: Lisbeth Lyrntrand (Billedkunstner) COPYRIGHT: IXQYC 1992

3 ANDAGT Bibelen er fyldt med udtryk og vendin ger, der på en særlig m1\de har trukket på de første læseres forståelseskodeks. Vores afstand i tid og rum til de bi belske tekster, indeholder en oplagt risiko for, at vi går glip af nogle af de dybder, der ligger gemt i Skriften. Af standen og risikoen bør virke som et kraftigt incitament til grundige studier. For mange af os har det at rejse rundt i Mellemøsten været en vigtig og anbe falelsesværdig erfaring, som har givet en større grad af indlevelse i og for ståelse af det bibelske univers. Når Jesus taler til mennesker, søger han oftest at tydeliggøre sit budskab ved at relatere det til noget, tilhørerne er fortrolige med. Heks. tager Jesus i samtalen med den samaritanske kvinde ved Sykar brønd udgangspunkt i det vand, hun var ude for at hente. Jesus bruger vandet for at give kvinden ind blik i en åndelig virkelighed, hun ellers havde svært ved at forbinde noget med. Af de mange sammenstillinger og ud tryk, Bibelen applicerer, er vand det mest benyttede, og noget af det vi har lettest ved at forholde os til. Vi kender til tørst, og vi ved, at uden vand dør livet. Alligevel tror jeg, at den forgangne sommer på en særlig måde har per spektiveret, hvor livsvigtigt vand er. Jeg oplevede det selv meget tydeligt, da jeg hele sommeren var 'gravet ned' på den fædrene gård sammen med min computer og en farlig masse bøger. Herfra kunne jeg følge, hvordan markerne dag for dag afkræftedes og for tidligt blev gule i en katastrofal mangel på vand. For mig blev det en tydelig understreg. ning af, hvor bundløst afhængige vi er af Gud som livets skaber og opretholder. Til daglig kan Gud let få en se kundær placering i vores virkelighedsforståelse. Når alt går, som vi har planlagt, glemmer vi uhyggeligt let, at selv det svageste åndedræt er båret af Guds viljesbeslutning. Sommerens tørke blev en påmindelse om, at det ikke altid går, som mennesker har planlagt. Selv den dygtigste landmand - selv det mest myndige menneske, kan komme til kort, og blive afsløret i sin grund læggende magtesløshed over for den almægtige Gud. Det er Gud og ikke os, der er livets skaber. Umiddelbart kan det lyde som en banal selvfølge at sige, at det samme gælder vores åndelige liv. Vi ved det som en formuleret sandhed, men sandheden har ofte svært ved at trænge ned fra hjernen til hjertet. Vi står i en stadig fare for, at vor tro kan visne i en gold og rutinepræget dagligdag, fordi vi lever som om det var os og ikke Gud, der giver livet liv. Og fordi vi glemmer at give det nye gudsliv i os vækstbetingelser. Derfor er det altafgørende for vores overlevelse, at vi tager Jesu opfordring alvorligt, når han siger: 'Om nogen tørster, han komme til mig og drikke!' Jesus vil lære os at være kvalitetsbevidste, når vi drikker. Det er Gud, der er det levende vand. Det er ham, vi skal fylde os med. Det er ham, der ved Helligånden giver vor trosiiv næring og vækst, så der af vores indre skal rinde strømme af levende vand. Så lad os dagligt drikke af den uudtømmelige kilde til Guds livgivende nærvær, som vi har i den Hellige Skrift. Peder KØlle

4 LEDER Efter en semesterstart med den kendte strøm af stressfremkaldende faktorer, der netop kendetegner begyndelsen p et nyt semester, er det en fornøjelse at ffi lov til at skrive et par linier i det nummer af IXGYC, der overlapper fejringen af MFs 25 rs jubilæum! Her fra IXGYC redaktionen skal der lyde et stort TIL LYKKE og Guds velsignelse over arbejdet i de næste 25 r. Jubilæet var for os studenter ikke med til at gøre semesterstarten mindre stresset, end vi normalt er vant til men vi m sige, at jubilæet har gjort begyndelsen eller genoptagelsen af sliddet betydelig mere festlig og morsom end vanligt! Jubilæet har for mig (og formodentlig ogs for en lang række andre studenter) haft den effekt, at MF og MFs arbejde og anliggende er blevet en større "del af mig", og jeg er taknemmelig over, at det er i min studentertid, vi har kunnet markere denne dag! At være MFer er andet og mere end "bare" at være teologisk student. At være MFer er at være en ud af en stor familie, hvor familiesammenholdet blomstrer - hvor familielivet leves p godt og ondt. At nogle flytter "hjemmefra" betyder jo ikke et farvel men altid et "på gensyn". AJle vore færdiguddannede cand. theol.'er rundt omkring i "verden" er stadig en del af MFfamilien og vil altid være det. Det er en del af styrken ved MF! Her i forbindelse med festugen i r i Århus løb det kulturelle sindelag af med mig, og jeg fandt mig selv som overværende Faust i en ny moderne version kaldet: 'Faust en forvandlingsfortælling'. Jeg skal med det sam me indrømme, at jeg ikke før har beo skæftiget mig med Faust eller indholdet af dette stykke, og derfor var det ogs svært at forholde sig til alt det, der skete p scenen. Der var en mængde løse ender: Hvem er Faust? Hvordan var symbolikken fra det gamle til det nye? Hvad skulle jeg bruge slutningen til? osv. Hvad vil jeg s med dette? Det korte af det lange er, at da jeg ffi dage efter at have set dette stykke pludselig sad midt i jubilæet for MF og funderede over mit liv som MFer - da slog det mig, at den frustration, jeg følte med Faust og hans verden, ja - det er en frustration, som jeg p lignende m de ogs føler mange gange som stud. theol. over for teologien. Ogs her løber jeg igen og igen ind i løse ender og m konkludere som s mange andre før mig, at jo mere jeg læser, jo mindre forst r og ved jeg! Midt i denne spekulation sad jeg s og blev endnu mere taknemmelig for MF, - et MF, der betyder og kommer nok til at beo tyde mere, end hvad der nogensinde g r op for mig. Mine løse ender m jeg selv ffi bundet sammen, men uden MF ville der indimellem komme nogle mærkelige sløjfer og underlige knuder ud af det! Endnu engang tillykke med de 25 r! Frank Kristensen (red.)

5 Uden tro, ingen genfødelse af cand. theol. Finn B. Andersen Følgende artikel er en dogmeijistorlsk redegørelse for et enkelt aspekt i dåbssynet, nemlig for/wldet mellem tro og genfødelse. Artiklen er skrevet p baggrund af et speciale i kirkehistorie om Luthers dåbssyn sammenlignet med dåbssynet i vækkelsesbevægelserne, koncentreret omkring Vilh. Beck fra 1M og Chr. Møller fra LM. Dette er her suppleret med yderligere studier af de perioder, der ligger uden for mit speciale. Genfødelsen hos Luther Luthers dåbssyn samler sig i to hoved synspunlder. Det ene er, at dåben med dens pagttilsagn om syndernes forladelse i sig selv er gyldig og st r ved magt, uafhængig af modtagerens indstilling, alene p grund af Guds indstiftelse og løfte. Det andet, at dåben kun bliver den enkelte til frelsende gavn ved personlig tro. Her skal vi alts blot se p det sidste punkt, og da specielt forholdet mellem tro og gen fødelse. Til en nærmere behandling af det første hovedpunkt m jeg henvise til mit speciale. 1. KirkepostilIens centrale placering Forholdet mellem tro og genfødelse i dåben behandler Luther udførligt i en prædiken i 1525 fra KirkepostilIen. Denne prædiken er en vigtig tolkningsnøgle til fors! elsen af hele Lllthers dåbssyn. Det er prædiketeksten til 3. søndag efter hellig tre kongers dag. over Matt. 8,1 13 (WA 17 11,72-88). Denne prædiken er m Ske ukendt af mange, da den ikke findes i de to danske udgaver. vi har af Luthers postiller, nemlig 'HuspostilIen' og 'Kirke- og HuspostilIen'. Det er derfor p sin plads med et par historiske oplysninger. Luther udgav selv to prædikensam1inger. Den første var KirkepostilIen, hvor Vinterdelen, der indeholder prædikener fra advent til p ske, er fra Luthers egen h nd. Sommerdelen bygger p stenografi af prædikener, Luther har holdt. HIlspostillen bygger ligeledes p stenografi, blot af prædikener holdt i Luthers hjem. Begge postiller er godkendt og udgivet af Luther. Den prædikensamling, der hedder 'Kirke- og HuspostilIen', er derimod en privat ide. Den skyldes en tysk pietist Benjamin Lindner, der engang i 1700-tallet foretog sit eget udpluk fra Luthers to postiller. Lindners udgave er udmærket til opbyggelig læsning, men hvis man ønsker at arbejde seriøst med Luther, skal man være opmærksom p dette forhold. LIlIhers Kirkepostil er oversat til norsk i sin helhed i 1862, men findes desværre

6 96 Finn B. Andersen ikke på noget offentligt dansk bibliotek (den kan skaffes hjem fra Norge). Men den fmdes altså på tysk i bl.a. Weimarudgaven, så der er ingen undskyldning! At Kirkepostillen ikke findes på dansk, og den nævnte prædiken ikke er taget med i Lindners Kirke- og Huspostil er ekstra beklageligt, da den danske Kirkeordinans af 1537 nævner KirkepostilIen blandt de bøger enhver præst er forpligtet til at studere. Foruden først og fremmest Bibelen nævnes altså KirkepostilIen, og desuden Melanchthons Apologi (hvor Augustana højst sandsynligt er inkluderet, da Apologien altid blev udgivet sammen med Augustana) og Loden fra 1535 (med bl.a. lovens tredje brug!), Den lille Katekismus og De sachsiske Visitationsartikler. 1 LlIthers prædiken over Matt. 8,1-13 stdr altsd helt centralt i den danske kirke, og den stdr helt centralt i LlIthers forfatters/mb. Luther henviser flere gange til den som det sted, hvor han på afgørende vis har behandlet spørgsmålet om barnets tro i dåben (f.eks. i 'Om Gendåben" fra 1528). 2. Dåb og genfødelse Lad os nu se på denne prædiken! Efter i første del af prædikenen at have gennemgået søndagens tekst, benytter Luther lejligheden til en grundig behandling af spørgsmålet "om den fremmede tro og dens kraft' i forbindelse med dåb af børn. Luther siger, at det sker "for at forebygge kommende farer og vildfarelser', og at han 'endnu aldrig har behandlet denne sag'. Luther har ganske vist tidligere været inde på spørgsmålet i forbifarten, men her vier han det altså en grundigere behandling. IXQYC nr. 3,1992 Ud fra Mark. 16,16, Rom. 1,17 og Joh. 3,16-18 fastslår Lutber sin hovedtese, at 'ingen bliver salig gennem andres tro eller retfærdighed, men gennem sin egen'. Ddb og tro hører uløseligt sam men. Dernæst nævner Luther tre forskellige dåbssyn. De to første er katolske udgaver, hvor det ene syn bygger på en substantiel biologisk forståelse af den i dåben indgydte nåde. Barnet filr da tilført nye åndsevner med tro og kær lighed, men hvor troen blot er den side af kærligheden, der tror, at der er en Gud, og som holder kjrkens trosartikler for sande. Det andet syn er en helt rendyrket ex opere operato udgave, hvor man siger: "Sakramenterne har en sådan kraft, at du, selvom du ingen tro har og modtager sakramentet, at du så (så sandt du ikke har forsæt om at synde) alligevel modtager nåden og syndsforladelsen uden nogen som helst tro'. 3. Valdenserne At Luther afviser disse katolske syn, er de fleste sikkert bekendt med. Knap så kendt er nok det tredje syn, Luther nævner. Det var et syn, han havde mødt hos de valdensiske brødre, som var en evangelisk menighed, der var i kontakt med Luther. Menigheden var fælles med Luther om evangeliets forståelse og troens betydning. Man var enige om, at dåb og tro hører sammen. Et døbt menneske kan ikke blive frelst uden tro. VoldelIserIIe mellte blot ikke, at smd børn selv /mn tro, mell døbte dem pd ell "fremtidig tro'. Alligevel udtalte de efter dåben, at "barnet var genfødt, havde

7 IXGYC ltr. 3,1992 filet syndernes forladelse og iklædte det som tegn en hvid klædning'. Deri var Luther dybt uenig, og siger, at 'alt dette måtte være falskt, hvis bar net ikke havde sin egen tro'. Han an klager valdenserne for at drive gæk med dåben og misbruge Guds navn. Han afviser ogsll valdensernes forsøg pil at tolke dåbens betydning rent ob jektivt, sil det der sker i dllben blot er en ydre optagelse i kristenheden. For Luther er dåbens virkning real, at 'jeg bliver et levende lem pil kristenheden, og ikke alene hører evangeliet, men ogsll tror det.' Vi ser altsil her, at LIlIher lam være dybt uenig med en evangelisk menighed, der lærer, at dåben genføder, og som lærer, at dåb og tro hører sammen. For Luther hører dåb og tro ikke kun sam men til frelse, men ogsll i selve dåbs øjeblikket. Uden en i dåben tilstedevæ rende tro sker der ingen genfødelse. Hvis man ikke mener, at børn kan tro og alligevel døber dem og behandler dem som genfødte Guds børn, er det if. Luther at drive gæk med dåben. 4. Barnelroen Luthers egen opfattelse, som han giver til kende i prædikenen er, 'ikke at børnene bliver døbt i faddernes eller kirkens tro. Men faddernes og kristen hedens tro udbeder og udvirker, at de f/ir deres egen tro, i hvilken de bliver døbt og selv tror." Luther fortsætter sil prædikenen med en sammenligning af børns og voksnes tro, og viser at netop de voksnes for nuft jo er en af de største hindringer for at Helligllnden kan skabe tro. Den ne hindring findes ikke i børn. 'Nej, Udelt tro netop fordi de er uden fornuft og ube gavede, er de bedre skikkede til tro, end de voksne og fornuftige, hvem for nuften altid stllr i vejen, sil de ikke kan fil deres store hoveder gennem den smalle port.' Vi ser silledes her et luthersk dåbssyn, hvor dåb og tro hører uløseligt sammen, ikke kun til frelse, men også når det gælder den personlige genfødelse og meddelelsen af Helligånden. Luther distancerer sig fra silvel den helt grove sakramentforstllelse, hvor dllben virker ved sin blotte udførelse, uafhængig af den døbtes tro, som den mere fme udgave, hvor barnet får indgydt en ny natur med evner til at tro og elske (men hvor troen ikke er den tro, der aktuelt tror det nærværende løfte om syndernes forladelse). - Men altsil ogsll de evangeliske valdensere, der lærte at dåben genføder, og at dåb og tro hører sammen, men som nægter tils(edeværel~ sen af tro i selve dåbsøjeblikket. Alle tre dåbssyn lærte, at dåben genføder, men de manglede alle det luther ske særkende, at dåben genføder, så sandt det nærværende løfte om synder nes forladelse gribes i selve dåbsøjeblikket. Luther var selv personligt overbevist om at genfødelsen fandt sted hver gang ved barnedåb. Hans begrundelse var barnets ringe modstand mod Åndens virken, menighedens forbøn og Guds frelsesvilje. S. Genfødelsesudsagnel efter dåben Hos Luther er det dog ikke et dogma tisk punkt at genfødelsen i ethvert tilfælde af dåb altid finder sted. Dogmatisk kan Luther operere med det tilfælde at et barn ikke tror og ikke

8 98 Finn B. Andersen bliver genfødt. Da er dåben i sig selv gyldig og skal ikke gøres om, men barnet f1lr først personlig gavn af dåben, når det engang kommer til tro. I de Schmalkaldiske Artikler fra 1537, som Luther, på fyrstens opfordring, udarbejdede som et nyt bekendelsesskrift til det planlagte konsilium, omtaler han døble, der førsl senere ilivel Iwmmer lil tro. Disse f1lr førsl da Helligånden, og er først da ret døbt: "ob sie gleieh, erst unguiubig, naeh 10 Jabren den Geist und Taufe kriegen".2 Udsagnet efter dåb om at barnet nu er genfødt blev af Luther ikke opfattet som el guddommeligt udsagn, men som menighedens frimodige overbevisning om, at Gud nu havde hørt deres bøn og skænket barnet troen og dermed også genfødelsen. I sin bog "Om den trælbundne Vilje" gør Luther da også opmærksom på, at hans udsagn om menneskers nådestand er en "kærligljedsoverbevisning'j der kan tage fejl, da vi ikke kan se ind i andres hjerter og konstatere om de tror.' Når det gælder dåb af voksne, nævner Luther flere gange eksemplet med hykleren, der kun lader sig døbe for et syns skyld. Han bliver ikke genfødt eller f1lr gavn af dåben, skønt dåben i sig selv er ret. 4 Den klassiske ortodoksi Springer vi frem til sidst i 1500-tallet ser vi at det leologiske fakullet i Wiuenberg bekræftede og fastholdt Luthers dåbssyn. I bogen "Concilia theologica Witebergensia", som indeholder fakultetes erklæringer og udtalelser fra reformationen og frem til omkring 1664 flnder vi også fakultetes udtalelser ved- IXQYC af. 3,1992 rørende spørgsmål omkring dåben, i forbindelse med fakultetets uoverensstemmelser med en af dets lærere, Samuel Huber. Huber kom til Wittenberg som lærer ved det teologiske fakultet i 1592, men måtte allerede rejse igen to år efter på grund af en række uoverensstemmelser med fakultetet. Det drejede sig om spørgsmål omkring prædestinationen, retfærdiggørelsen og genfødelsen i. dåben. 1. Hulter Hunnius Allerede året efter sin ansættelse gjorde Huber sig bemærket ved at nægte at anerkende nogle dåbsteser forfattet af universitetets ledende professor Aegidius Hunnius. I disse dåbsteser understreger Hunnius, at alle børn bliver genfødt i dåben "in Kraft und Wirekung des H. Geistes".' Ved voksne må man imidlertid skelne mellem dem, der "mit Glaubigen Hertzen" modtager dåben, og så hyklerne, der kun lader sig døbe for et syns skyld. De første bliver "Warhaftig wieder geboren". De sidste modtager ganske vist en fuldkommen dåb, hvad angår selve dåbens substans og væsen, men de modtager ikke dens frugt og kraft. Denne skelnen kunne Huber Ikke gå med til. Han krævede, at man skulle lære at alle blev genfødt i dåben: "Alle die getauff! wiirden, die worden aueh wieder geboren, sie hatten gleieh in ipso aetu baptismi, wann sie getauff! werden, den glaube oder nieht". Fakultetet fastholdt imidlertid, at uden tro sker der ingen genfødelse. "Der

9 IXQYC nr. 3,1992 Glaube und Neugeburt nimmer von einander getrennet seyn". Huber indrømmede ganske vist, at den vantro hykler ikke blev fornyet i sit indre ved Ånden, selv om han alts blev genfødt. Men denne adskillelse af genfødelse og fornyelse kunne fakultetet imidlertid heller ikke g med til. Konkluderende afviste man S ledes Hu bers d bssyn, som man mente indebar: "vermischung der substantz und des nutzens der Tauff; trennung der Wi dergeburt und der verneuerung im H. Geist: empfahung der Widergeburt ohne bekehrung: auffnehmung zur Kindschafft ohne glauben an Chris tum". Man fordømte disse meninger som "unerhorte paradoxa und Hand greiffliche contradictiones".' I denne kontrovers sidst i 15()() tallet præciserede det teologiske fakultet i Wittenberg s ledes sit officielle d bssyn. Man understregede, at genfødelsen ikke hører Iii selve dåbens væsen og sabslans, men til dens nytte og frugt. D ben genføder ikke ex opere operato, men kun hvor d ben i d bsøjeblikket mod tages i tro. Man mente at ved barne d b var troen altid til stede pga. Hellig ndens virke, men ved voksne var dette ikke altid tilfældet. En tale om genfødelse aden personlig fornyelse anså man som el ahøn paradoks, og ville ikke kalde en vantro døbt for et Guds barn. Fakultetet fastholdt alts traditionen fra Luther, dets mest berømte professor og dekan. 2. Den lutherske tradition Ogs de følgende professorer, der fulgte efter p lærestolen i Wittenberg Uden tro fastholdt samme d bssyn. S ledes Haller i sin "Compendium" fra 1610 og Calovius i sin "Systematis" fra ' I QaensledlS dogmatik "Theologia di dactico polemica" fra 1685 fremtræder det lutherske d bssyn i polemik mod S vel den katolske som den reformerte trosopfatteise. Her afvises bme den katolske habituelle nmesindgydelse med dens uudslettelige karakter, som den reformerte benægtelse af en aktaei Ira i det døbte barn. If. de reformerte teologer plantes der i d ben blot et frø eller en spire (semen fidei, radix fidei) til en fremlidig tro.' Calvin siger i 1559 udgaven af sin "Institutio", at børnene døbes til en fremlidig omvendelse og tro (futuram poenitentiam et fidem). Denne fremtidige tro har endnu ingen skikkelse i børne ne (nondum in iiiis formatae sunt). Dog er der ved Hellig ndens skjulte virke plantel el frø i den døbte (sernen in iiiis latet)? Quenstedt (og Calovius) tager afstand fra dette og lignende udtryk, og understreger at barnets tro er "fide justificante", som i tillid griber (fiducialiter apprehendit) Kristi frelse. Og denne tro er levende og virkelig. Børnene ikke alene har tro (habent fidem), de Iror reelt (credunt).lo I spørgsmålelom genfødelsen i dåben legner der sig således en fælles tradilion, der gør genfødelsen belingel af en i dåbsøjeblikiæl lilsledeværende tro. Ganske vist er der forskel p de ydre adslag af troen hos børn og voksne, men i sit inderste er det den samme tillid til Gud. S ledes siger Melanch-

10 100 Finn B. Andersen thon i sin Loci: 'Den Klndern wird dureh die Tauffe und in der Tauffe der heilige Geist gegeben, weleher in inen wireket nach ire mas, wie er auch in Johanne 1m Leibe Elisabeth wireket. Und ob gleich untersehied ist zwischen den Alten und Jungen, das die Alten ire werck merken, so sind doch des heiligen Geists wirekungen in den Alten und Jungen eine neigung zu Gott".l1 Senortodoksien og pietismen Først allersidst i det 17. århundrede opstod der en bredere uenighed blandt de lutherske teologer om forståelsen af genfødelsen. Nogle af de senortodokse teologer havde da nærmet sig en reformert forståelse af troen, hvor imod pietisterne stærkt understregede troens udslag i et helligt liv. Hvor dette liv ikke fandtes var den døbte ikke længere at betragte som genfødt, men som ugenfødt. De senortodokse kunne ikke gå med til at kalde en døbt for ugenfødt. Denne korte karakteristik bygger først og fremmest på Paul Althaus' fremstilling i 'Die christliche Wahrheit' og artiklen om "Wiedergeburt' i 'Realencyklopactie fur protestantische TheoIogie und Kirche' 1908, der iøvrigt bekræfter mine iagttagelser omkring tro og genfødelse ved reformationen." Vi skal senere se på det formidlingsforsøg, der blev opstillet af Walch. Det 19. århundredes dåbssyn If. Althaus og RThK afløstes den pietistiske forståelse af genfødelsen i det 19. årh. af en sllbstanliel biologisk forståelse, hvor man mente, at dåben skænkede nye åndelige evner. I dåben blev der nedlagt et kim eller en spire, IXQYC Df. 3,1992 som så siden skulle vokse op. Denne dåbsspire var ikke betinget af en i dåbsøjeblikket tilsledeværende tro, men var snarere en forudsætning for en fremtidig tro, da denne dåbsspire først og fremmest bestod i en trosevne. Som vi har set, svarer det nøje til Calvins forståelse af troen hos det døbte barn. 1. Hans Martensen Blandt teologer med dette syn nævnes bl.a. vor hjemlige Hans Martensen, teologisk professor ved universitetet i København. Og således havner vi let og elegant i Danmark og hos Vilh. Beck. Martensen var nemlig en af Becks teologiske lærere, og den, der påvirkede ham mest. Beck fortæller i sine erindringer, at han ofte var Martensens tilhører, når han prædikede i slotskirken, og skønt Beck ikke blev vakt derved, var det dog gennem Martensens undervisning at han 'fik sans for og lyst til theologien'." I sin bog 'Den christelige Dogmatik' deler Martensen genfødelsen op i to dele, en 'objektiv side', som begynder i dåben, og en "subjektiv side", som er den personlige tilegnelse." Til den objektive side regner Martensen også indplantningen af et 'nyt liv', som en 'spirende mulighed". I dåben sker der således ikke en 'personli(, men en 'sllbstan/iel, en væsentlig genfødelse'. Først i det øjeblik, mennesket selv vælger Gud, afsluttes genfødelsen. Først da sker "den Hellig Aands virkelige Meddelelse'. Ved dåb af voksne kan disse to sider af genfødelsen i tid falde sammen, men 'som Barnedåb ere de i Tiden adskilte'. Denne objektive, substantieile genfødelse i dåben er forudsætningen for

11 IXQYC nr. 3,1992 den personlige 'virkelige" genfødelse. I dåben gives "Muligheden og Betingelserne for den nye Personlighed". Martensen opererer sllledes med en substantiel genfødelse, der ikke er betinget af tro, og som kan hestll hos mennesker, der ikke er "personlig Gjenfødte og Troende". Her med samfalder han med den anden professor ved universitet, H.N. Clausen, der direkte siger, at "troen ikke kan antages at være tilstede i den spæde selv ved dåben"." 2. Vilh. Beck Beck har helt tydeligt indoptaget mange tanker fra Martensen og orienterer sig ud fra hans teologi. Becks djbssyn er præget af det 19. århundredes forslåelse af genfødelsen, skønt det lykkes ham at afværge en række af de værste misbrug af dette syn. Ligesom Martensen opererer Beck med en objektiv, substantiel genfødelse i dåben. Beck kalder den ganske vist (mere naturligt) en subjektiv genfødelse. Den hestlir i "den Hellig Aiids gave: evnen er født i os til at kunne gribe og tro pli syndernes forladelse og leve det nye liv under nåden"." Denne trosevne er heller ikke hos Beck betinget af en tiistedeværende tro, og kan findes endog hos djbsfrafaldne: "Denne HelliglIndens gave er givet i genfødelsen i vor dåb til hvert døbt menneske; denne evne har alle disse vantro mennesker iblandt os også f1let, da de blev døbt." "Om du sll er det mest vantro menneske, der nogensinde har gllet her pli jorden, du har dog den HelliglInds gave"." Pli baggrund af både Martensens og Clausens stærke afvisning af en aktuel Uden tco tro i det døbte barn er det ikke overraskende at Beck havde slore problemer med lilspørgelsen ved dåben. Han udtaler sllledes, "at det ofte har været mig en pine, at man spørger barnet, om det forsager og tror". Den eneste rnlide, han kunne forsvare tilspørgeisen pli, var da, at dette spørgsm1l1 "skal lyde således ved dåben, fordi det er det spørgsmlll, som skal lyde til det døbte menneske hele livet igennem, thi uden et ærligt ja hertil er det døbt forgæves... men unægteligt ville det passe mig langt bedre, om man ikke spurgte barnet, men barnets moder: forsager du? tror du?"18 Beck reserverede sig dog fra megen af samlidens misbrug af talen om dåbsspiren. Han understregede at den i dåben skænkede trosevne var helt latent og passiv, blot basisgrundlag for Åndens virke gennem forkyndelsen (altsll snarere en trosmulighed end en trosevne). Trosevnen kunne derfor heller ikke danne baggrund for blot appel og formaning til at tro. Nej, det er "en Jesus-gerning, at et menneske bliver troende", hvorfor Beck også tog afstand fra dem, der mente, "at hele sagen med at blive troende udelukkende skulle bero pli, om man vil"." Beck præciserede altså selv sit dåbssyn og reserverede sig fra samtidens misbrug, alligevel fastholdt han dåbens skænkeise af denne trosevne, og skænkelsen af syndernes forladelse som en engangsbegivenhed, der kun kunne finde sted i dllben. For hans nlldemiddellære indebar det, at han benægtede at man fik syndernes forladelse i nadveren, og at han benægtede at forkyndelsen kunne skabe tro. ForkYndelsen

12 102 Finn B. Andersen kunne kun vække den i dåben skænkede trosevne.20 På grund af vanskeligheder med at skelne mellem Becks tale om Helligdndens gave, trosevnen, og så Helligdnden selv, mødte han kritik fra sin samtid. Man opfattede Beck som om han lærte, at også den vantro har Helligånden i sit hjerte. Denne opfattelse tog Beck dog klart afstand fra, og præcirerede at et vantro menneske ikke længere IIar Helligdnden i sit IIjerle. Ved vantro har Ånden 'forladt et hjerte med sin iboelse".21 Beck fastholdt imidlertid Martensens substantielle forståelse af genfødelsen, hvnr der i dåben blev plantet en blivende mulighed for en fremtidig tro, men hvor Martensen kunne tale om en senere personlig genfødelse, afviste Beck talen om genfødelse i omvendelsen. 3. Cllr. Møller Til en nærmere redegørelse for dåbssynet hos Chr. Møller, LM's første formand må jeg her henvise til mit speciale. Her skal blot kort nævnes Møllers syn på genfødelsen. Møller benyttede sig af reformationstidens dynamiske forstdelse af genfødelsen betinget af tro: "Nådens virkninger i menneskehjertet, den Helligånds iboelse, kan aldeles ikke fmde sted uden ved tro'. Om hyklerens dåb må han derfor konstatere: 'da er vel dåben lige stor, herlig og gyldig i sig selv; men ikke bliver han vel gjenfødt derved'.22 Tidligt i sit virke udtaler Møller, at alle børn bliver genfødt i ddben: "Vi tror, at hos et lidet barn, hvor den Helligånd så at sige llir lov at r1lde sig selv, der IXQYC nr. 3,1992 virker Han gjenfødelse ved sit middel'. I hans ddbsskrift fra 1884 gentages delle ikke.'" I LM's senere historie har der været en vis skepsis ved at udtale at genfødelse rmder sted i alle tilfælde af barnedåb, ligesom der har været en berettiget protest mod megen folkekirkelig ddbsmagi, som anser genfødelsesudsagnet efter dåben for en guddommelig erklæring uafhængig af tro. Møller og LM har således været opmærksom på og fulgt Luther i hans understregning af troens betydning for genfødelsen, men man har ikke altid delt Luthers frimodige overbevisning om, at Gud altid hører menighedens forbøn og skænker barnet troen, hvorved det bliver genfødt. Hos Luther var genfødelsesudsagnet efter dåben, som vi så, også blot et kærlighedsudsagn. Genfødelsen I omvendelsen Da ordet genfødelse er blevet brugt med forskellig betydning op gennem den lutherske kirkes historie, er det vigtigt og nødvendigt at vi i dag er omhyggelige med, b1lde i vor egen bevidsthed og i vor brug, at præcisere hvilken betydning af ordet, vi anvender. Om det er det 19. årh. substantielle biologiske betydning, med den passive og uudfoldede trosevne, eller reformationstidens personlige og dynamiske forståelse. Den betydning, vi lægger i genfødelsen, llir også betydning for vort ordvalg i talen om den frafaldnes omvendelse. De tider i IIistorien, IIvor man har IIaft betænkeliglieder ved at kilide den frafaldnes omvendelse for en ny genfødelse, IIar været de tider, IIvor man IIar IIaft

13 lxqyc nr. 3,1992 en anden anvendelse af ordet genfødelse end ved reformationen. l. Uenigheden mellem pietister og senortodokse og Walchs formidling. Pietismen knyttede til ved Luthers forståelse af genfødelsen som en personlig erfaring af Åndens nærvær i hjertet med et deraf følgende nyt liv. Da genfødelsen var resultatet af en tilstedeværende tro, var det naturligt at tale om en ny genfødelse, når den døbte atter blev troende i omvendelsen. På grund af senortodoksiens forståelse af genfødelsen, som minder om den calvinske trosspire til en fremtidig tro, protesterede man mod pietismens tale om en ny genfødelse i omvendelsen. U enigheden mellem pietismen og senortodoksien på dette punkt SkYldtes i høj grad forskellig sprogbrug, da man var enig i selve sagen. En person, som påpegede dette og som søgte at midle mellem disse to retninger, var J. G. Walch, der er kendt som udgiver af den store Lutherudgave i , og som professor ved det teologiske fakultet i Jena søgte at forene en oprigtig lutherdom med pietismens krav om personlig fromhed. Han behandler denne strid i sin bog "Historische und Theologische Einleitung in der Religionsstreitigkeiten der Evangelisch-Lutherischen Kirchen", bind 2, s , Jena Walch siger her: "Når man i sag er enige, bør man give hinanden frihed til at bmge udtrykkene 'ugudelig' eller 'ugenfødt' om den, der ganske vist er døbt, men som nu ved dødssynd er faldet ud af sin dåbspagt". Ude. tro Samtidig advarer han dog mod ukritisk at kalde den vantro døbte for en genfødt kristen, da dette udtryk er lvetydigt. Man kommer da let til at sammenblande genfødelsens stilling og begivenhed: "Det er sandt, at de er genfødte, når vi tænker på begivenheden, og når vi tager ordet genfødt som datids tillægsform, hvor det altså betegner en, der er blevet genfødt. - Men det er ikke sandt, når vi tænker på den stilling, de befmder sig i". If. Walch er en vantro døbt "et menneske, der i øjeblikket intet har af genfødelsen i sig... og derfor har behov for en ny genfødelse". 2. Forskellige forkyndelsesklange I 1M og John Ørum Jørgensens formidling. Springer vi frem til 1M, der har været præget af både pietismen og ortodoksien, gør samme forhold sig gældende. John ørum Jørgensen, der jo selv har været formand i 1M, viser i sin bog "Indte Mission og dåben", at ikke alle formænd i 1M overtog alle punkter i Becks dåbssyn, som han jo også selv havde korrigeret. I bogen gives flere eksempler på formænd i 1M, der har talt om genfødelse ogsd i omvendelsen, således fx Zeuthen og Moe." John ørum Jørgensen sammenfatter det sådan: "I det foregående er der nu peget på en del forskelle mellem Beck og Moe - forskelle, som man møder op igennem hele den indremissionske forkyndelses historie - og forskelle, der ofte har givet anledning til gensidig mistillid og til spændinger i bevægelsen, som kunne være undgået, om man havde forstået, at begge forkyndelsesklange - den pietistiske og den mere evangelisk-lutherske - har deres hjemstedsret i 1M, og at begge

14 104 Finn R Andersen sigter p detlle ene: at kalde tu per sonlig tro, og at drage mennesker ind i de helliges samfund'." Begge syn tilkendes s ledes hjemstedsret i 1M, alts ogs det, der kalder omven delsen for en ny genfødelse. 3. Debatten I Norge og Hallesbys formidling Ogs i Norge resulterede spørgsm let om d b og genfødelse i en længere varende d bsdebat i Her skal vi blot standse ved 6t af de resultater, deballen førte frem til. Det vigtigste slutresultat kom fra MF i Oslo, hvor Hallesby som daværende leder (og formand for 1M i Norge) fremlagde MFs officielle d bssyn. Heri hedder det: 1. D pen er det af Kristus innstiftede gjenfødelsesmiddel Mde for barn og voksne. 2. Faller den døpte ut av sin d pspagt, s er han død i overtredelser og synder og kan ikke betegnes som en kristen. 3. Skal han p ny bli frelst, m Gud gjennom sill ord vekke og omvende ham og p ny skape troen og dermed det nye liv i hans hjerte. Om vi kaller delle under en ny gjenfødelse eller en dødeoppvekkelse, er saklig sell uten betydning, idet underet er Iike guddom melig. u Man fulgte s ledes ogs her linien fra Waleh og John ørum Jørgensen, og fastslog at det saglig set ikjæ gør nogen forskel om man kalder omvendelsen for en ny genfødelse eller en opvækkelse. I de her nævnte tre tilfælde drejede spørgsm let sig om berettigelsen i at lxqyc Dr. 3,1992 kalde omvendelsen for en ny genfødel se. J virkeligheden er problemet størst for dem, der rejste delle spørgsm I, da de dermed salle spørgsmdlstegn ved den teologi, der herskede i de første 200 dr af vor lutherske kirkes historie. Omvendelse og genfødelse hos Lut her Hos Luther og hos reformationstidens førende teologer og i den klassiske ortodoksi var genfødelsen, som sagt, en dynamisk real ny virkelighed præget af den iboende Hellig nd. Genfødelsen og Åndens iboen var uløseligt kayllet sammen med en personlig tilstedeværende tro. Det var derfor ogs en naturlig dogmatisk følge at man, med front mod bl.a. gendøberne og den reformer te kirke, understregede at Ånden mistes ved bevidst synd og vantro, og aller kan genvindes i omvendelsen. Uden tro, ingen genfødelse. Denne sammenfatning af det lutherske d bssyn blev taget for fuldt p lydende. Delle gjaldt ikke alene ved selve d ben, men ogs senere hen i livet. Hvis det i d ben ved troen genfødte barn senere mistede sin tro, mistede det ogsd der med sin genfødelse og Helligdnden. 1. Genfødelsen kiln mistes J sin kommentar til l. Joh. Brev fra 1527 siger Ltllher udtrykkeligt at genfødelsen kan mistes: 'Potest nativitatem ex deo amillere' (WA 20,706). J Kirkepostillen, Festdelen 1527, hed der det om dem, der mister troen: 'Die fallen gar wyderumb yn die erbsunde und werden, wie sie vor der Tauff sind gewesen" (WA 17 II,286).

15 IXQYC nr. 3,1992 Ude. tro... IOS Og i Galaterbrevs-forelæsningen sidestilles den frafaldne med en, der aldrig er kommet til tro: 'Begge parter, såvel de vantro som de, der er faldet fra troens lære, er stadig syndere, ugudelige, uretfærdige og fordømte... med mindre de vender tilbage' (WA 40 1,625). Som det således gælder både i dåbs-øjeblikket og ved frafald, at uden tro er der ingen genfødelse, så gælder det også modsat, at hvor troen er, d6r sker og bevares genfødelsen, og hvor troen atler tændes, der skr.r atler genfødelse. 2. Ny genfødelse I omvendelsen Det er kun ganske få steder Luther dogmatisk behandler dåbsfrafaldnes omvendelse, men vi fmder det bl.a. d6r, hvor man kunne forvente det, nemlig i skriftet om nøglernagten, dvs. menighedens fuldmagt til at tilsige den angrende frafaldne syndernes forladelse. Det drejer sig om skriftet 'Von den SchlOssel' fra Heri udtaler Luther klart og rydeligt, at den dåbsfrafaldne atler bliver genfødt ved omvendelse og tro. Om den, der i absolutionen i tro griber Guds løftetilsagn hedder det: 'Gleubstu an ihr urteil, so bringen sie dich widder inn die unschuld deiner tauffe, wirst von newen widder gebom und ein rechter newer hellige' (WA 30 11,505). Læg vel mærke til detle citat. Her er det ikke Luthers personlige omvendeisesoplevelse, der skildres, hans tårnoplevelse, hvor han da følte sig som helt genfødt, men derimod en principiel dogmatisk udtalelse i et skrift, som netop behandler dåbsfrafaldnes omvendelse. Her udtaler Luther som en almengyldig dogmatisk sandhed, der gælder for enhver dåbsfrafalden, der atter omvender sig og griber Guds nådestilsagn I absolutionen, at man 'bliver atter genfødt'. Og Luther kan tale om en ny genfødelse i omvendelsen uden at svækkr. dåbens betydning, for i citatet er denne nye genfødelse netop ensbetydende med at man atter bringes tilbage til 'dåbens uskyld'. På baggrund af sådanne klare dogmatiske udtalelser hos Luther kan man nok undre sig over at lutherske teologer også i dag kan problematisere det berettigede i at tale om en dobbelt genfødelse. Det hjælper dem heller ikke at spille Katekismerne ud mod dette. Skriftet om nøglemagten er nemlig skrevet i samme periode som katekismerne, disse i 1529, dette l Og der er intet i katekismerne, der modsiger dette principielle dogmatiske udsagn, der blot er en naturlig dogmatisk konsekvens af Luthers syn på genfødelsen, som vi så i prædikenen fra Kirkepostillen. Og netop i KirkR.postillen finder vi lignende udtalelser, hvor Luther hævder en dobbelt genfødelse, såvel i dåben som i omvendelsen. Guds ord har magt til at genføde os både som det møder os i dåben og i absolutionen: 'Blot dette ord lyder: Jeg døber dig i Navnet Faderens og sønnens og den Helligånds; jeg tilsiger dig Syndernes Forladelse i Kraft af den Herres Christi Befaling. Her er jo ikke Andet end Ordets Ande eller Pust, som træffer dit Øre, og dog skal derved kunne udrettes så store Ting, at du bliver ren fra Synden, forløst fra den evige Død, et gjenfødt og levende Guds Barn (ein new geboren Gottes Kind)' (WA 21,541).

16 106 Finn B. Andersen Om det i genfødelsen frembragte nye menneske hedder det, at det 'begynder i Dåben eller ogsd i Boden og Omven delsen (anfehet in der Tauffe oder sonst in der Busse und Bekerung)' (WA 22,98). Som en naturlig dogmatisk konsekvens af sit dåbssyn med den dynamiske reale personlige forståelse af genfødelsen, hvor genfødelsen forudsætter en personlig tro, kan Luther altså en række steder tale om en ny genfødelse ved absolutionen eller i omvendelsen. Det gør han Mde i KirkepostilIen, som jo var tænkt som prædikenvejledning for de nye lutherske præster, og i hans dogmatiske behandling af spørgsmålet om frafaldnes omvendelse. Ingen steder problematiserer Luther dette, og ingen steder betegner han dåbsfrafaldne som genfødte kristne, eller betegner omvendelsen som en opvækkelse eller dødeopvækkelse. Den mest almindelige sprogbrug hos Luther om disse ting er forskellige vendinger, hvor ordet tro indgår. Og her skelnes der oftest ikke mellem tilhørernes åndelige situation, da det for både den frafaldne og den troende gælder om atter på ny og igen at få rettet troens blik på den frelse, som Kristus har tilvejebragt for alle. 3. Fælles udtalelse om frafald Det allerstærkeste,,,/sagn vi har om, at genfødelsen forstået som den personlige besiddelse af Helligånden kan mistes og atter genvindes, har vi i en fælles betænkning fra reformationens tre betydeligste ledere, Luther, Melanchthon og Bugenhagen. lxqyc nr Denne fælles betænkning fra 1544, to år før Luthers død, beskæftiger sig udelukkende med det spørgsmål, om en sand troende atter kan falde fra og miste He/ligdnden. Reformatorerne fastshlr her klart og tydeligt som en sandhed de 'altid i alle menigheder ensstemmigt har lært således: Hvis en hellig bevidst og med vilje handler mod Guds bud, er han ikke længere hellig, men har kastet den rette tro og Helligånden ud". Samtidig fastshlr de ligeså klart, at den frafaldne atter kan omvende sig og modtage He/ligdnden pdny. Den frafaldne har således mistet Helligånden, "indtil han atter bliver omvendt",27 Dette falder helt i tråd med Becks udtalelse om, at Helligånden ved forsætlig synd og vantro har 'forladt et hjerte med sin iboelse'. Og der viser sig den i sag omfattende enighed i den lut herske kirke om, at når genfødelsen tages i betydningen af den personlige besiddelse af Helligånden, sd kan genfødelsen mistes og vindes igen. Konklusion Walch påpegede i striden mellem de senortodokse og pietisterne, at man var enige i sag, nemlig at Helligånden kan mistes ved synd og vantro, og atter modtages ved omvendelse og tro. Når det gælder selve sagen levner heiler ikke vor lutherske kirkes hovedbekendelsesskrift, Confessia Augustano, plads til uenighed. Artikel 12, om boden, fordømmer direkte dem, der nægter: 'at ~n gang retfærdiggjorte kan miste Helligånden'. Og lige så klart fastslåes det om disse dåbsfrafaldne: 'at syndernes forladelse på et hvilketsomhelst tidspunkt kan blive dem til del,

17 IXQYC nr. 3,1992 som er faldet efter dåben, når de omvender sig'. I den fælles betænkning fra Luther, Melanehthon og Bugenhagen så vi, at ved synd og vantro er Helligånden borte: 'indtil man atter bliver omvendt'. Vi må derfor konkludere, at et dåbssyn, som knytter Helligåndens meddelelse udelukkende til dåben, og som nægter at den døbte kan miste Helligånden, og atter modtage Ånden ved omvendelse og tro, er i strid med den lutherske Idrkes hovedbekendelsesskri[t, vor folkeldrkes grundbøger og reformationens ledende teologer. Desværre aner man en vis uklarhed i dag på dette punkt i det lutherske dåbssyn. Enten forbigår man det, eller også utydeliggøres det. Årsagen er, for mig at se, at man har problemer med at tale om en ny meddelelse af Helligånden i omvendelsen, da man Ønsker at knytte dette udelukkende til dåben. - Men der er ingen vej tilbage, hvis man ikke Ønsker at komme i konflikt med vore symbolske bøger (som vi jo tror er en sand og forpligtende udlægning af Skriften). Selv Beck pointerede, at Helligånden ved forsætlig synd og vantro har 'forladt et hjerte med sin iboelse'. Så hvis man ikke vil lade den, der atter omvender sig stå uden Helligånd (om man så må sige), så må Åiiden altså atter ind i hjertet igen ved omvendelse og tro. Om vi så vil kalde denne omvendelse for en ny genfødelse eller en opvækkelse, må vi, sammen med Waleh, Hallesby og John ørum Jørgensen, give hinanden frihed til, blot vi fastholder selve sagen. De, der Ønsker at kalde Ude. tro den frafaldne for åndelig død, kan gøre det, blot selve sagen fastholdes, nemlig at en død, også if. billedet, er en uden Ånd/ånd, der altså må rn Ånden igen. De, der ønsker at bruge betegnelsen en ny genfødelse, kan gøre det, blot de så understreger, at det er en genfødelse tilbage til frelsen i dåbspagten. Da ordet genfødelse har været brugt forskelligt i den lutherske kirke, bør vi være omhyggelige med at redegøre for vor brug deraf. Vi må forsøge at undgå alle tvetydige eller utydelige vendinger. En sætning, der uden nærmere forklaring konstaterer at 'dåben genføder', er utydelig, da den kan dække over såvel et katolsk som forskellige ikke -lutherske evangeliske dåbssyn. Sætningen mangler det latherske dåbssyns karakteristika, nemlig troen. I stedet kunne man anvende udtryk som fx 'i dåben bliver vi genfødt ved tro' eller 'i dåben bliver vi genfødt og modtager Helligånden ved tro', og lignende udtryk, der har troen med. Tvetydige udtryk som at 'alle døbte er genfødte kristne" bør vi tilstræbe at undgå, da den, der har mistet troen, jo også har mistet sin personlige genfødelse, og atter må genfødes ved omvendelse og tro. Også sætninger som: 'i dåben blev du genfødt og et Guds barn, men nu gælder det så om, at du også i tro modtager dette'. En sådan sætning foregiver jo, at man skulle kunne blive genfødt og et Guds barn i dåben uden en tilstedeværende tro. Nej, i dåben blev vi genfødt og Guds børn, fordi Gud gennem dåbens løfteord skænkede os troen. Spørgsmålet er så, om vi i dag stadig lever i den tro.

18 108 Finn B. Andersen Dette blot som eksempler på utydelige og tvetydige udtryk, og hvordan vi kan tydeliggøre det lutherske dåbssyns særkende. Læseren bedes selv efterprøve sine egne vendinger. Luther selv brugte ordet genfødelse i den dynamiske reale betydning, som indbefatter Helligåndens personlige besiddelse i hjertet med et deraf følgende nyt liv. Denne genfødelse var betinget af en i dåbsøjeblikket tilstedeværende tro. Som en naturlig følge af dette syn hævdede Luther, at "genfødelsen kan mistes" ved synd og vantro, og at man "atter bliver genfødt" ved omvendelse og tro. Både i lære og sprogbrug må det være rimeligt, at vi forsøger at være i overensstemmelse med vore bekendelsesskrifter og vor kirkes grundbøger, og blandt disse er altså også Kirkepostillen og dens prædiken om barnetroen. NB. Overskriften er hentet fra Johann Gerhard, der regnes for ortodoksiens største dogmatiker. Det er lykkedes ham i hans dogmatik, på trods af at den er lutlterdommens mest omfattende, at sammenfatte det lutherske ddbssyns særpræg i dette prægnante udtryk: "Sine fide nec regeneration'em lt 28 Noter: txqyc lir. 3,1992 locorum Theologicorum", Willenberg 16n, tom, 9.. 2SQr. 8. J, A Quensledl: "Theologia Didactioo Polemic.", Witlenberg 1696, del er xxx, Quensledl, 5.147,151; Calovius CorpU5 Dictrinæ Chrislianæ, Witt 1570, Paul Althaus: ~Die christliche Wahrbeit", GGter Iloh 1949, s.354ff. 13. Vilh. Bed;: ~Erindringer fra mit Liv", Fredericia 1974, H. MartenseIl: "Den christelige Dogmatik", Kbh. 1865, ; H. N. Clausell: "Udviklingen af de kristelige Hovedlærdomme", Kbh. 1845,..SI Annexet 1891, Fra livets Kilde, Kb&. 1881, del 2, Annexet 1891, Fra livets Kilde, del 1,1.51; Aanexet 1898, Annexet 1900,..331: "uvist som vi har faet de. fulde syndsforladelse for vor synder i vor dab, dvi5t er der ingen syndsforladelse I nadveren". Om for kyndelsen, se AnnexeI og IMT 1889, Den kristelige Daab, Rønne 1884, s. 63 og Budskab fra Naadells Rige, Rønne 1866, J.ø. Jørgensen: "Indre Mission og DJben", Fre dericia 1976, s.l20 og Samme, Dagen" 10/1 1947, findes i -Den norske mpsdebatlen 1946~, Oslo WA Br X,S09 nr Oversat i det nye bind i Credos Luther-serie, Loci Theologici, Lipsiael885, toma, Se f.eks. Peder Palladius' ~Danske Skrifler", Kbh. 1911, bind 1, WA 26, Canone c1larilatis, non c.anone fidei (WA ). 4. Luthers skrifter i Udvalg II, Arhus 1980, s Consilia Theologica Wile!>ergensia, Frankfurt am Main 1664, Samme, , L Huller: "Compendium looorum Theologicon.tm" (1610), Berlin 1%1, s.%f. A. Colovius: "Syslematis

19 Begrunnelsesmønstrene i Paulus' etikk. en utfordring til våre dagers skapelsesetikk Af prof. Oskar Skarsaune Som teologisk student leste jeg tre lærebøker i teologisk etikk: Gunnar HiUerdals,' Wolfgang Trillhaas'2 og firkløveret Holtes, Hofs, Hembergs og Jeffners. 3 De var aue tre interessante og lærerike, og forøvrig svært ulike, men de hadde ett feuestrekk: Så veldig mye om bibelsk etikk lærte man ikke i noen av dem (mest, kanskje, i Hillerdal, men da som en prinsipplære, ikke en material bibelsk etikk). - Dette undret meg, og frustrerte meg ikke så lite. Særlig i Etis!«I problem og i Trillhaas' bok var det påfallende at hele det etiske stoff var strukturert etter kategoriene i almenfilosofisk etikk-teori; det bibelske materiale fikk da slippe til med 'inputs' innenfor dette rammeverk - i form av enkeltbud - men i liten eller ingen grad ble den indre struktur i den bibelske etikk utnyttet i etikerens egen strukturering av etikken. Kort sagt: Det almen-etiske syntes å ha et klart primat. Det samme kan man ikke uten videre si om Menighetsfakultetets relativt nye etikk-bok På s!«iperens jord.' Her tas det et betont utgangspunkt i Bibelen som etikkens norm. Men det understrekes at Bibelen selv i stor grad henviser til og forutsetter en almen etikk, og det understrekes at kommuniserbar heten av den kristne etikk overfor ikke-troende i seg selv vil lede til at man tilkjenner almen-etiske resonnementer betydelig vekt. Teologisk underbygges dette skapelsesteologisk. Ved å la sats i skapelsesteologien fremtrer den kristne etikka almengyldighet, og det sterke almenetiske innslag i den bibelske etikk, som naturlig ut fra åpenbaringen selv. Derved blir også fllosoflsk teoridannelse i etikken en viktig premlssleverandør for klassifisering av de bibelske normer. Tenker Bibelen konsekvensetisk, pliktetisk, sinnelagsetisk eller formålsetisk? Det erkjennes at dette ikke er Bibelens egne kategorier; disse anses snarere å kunne beskrives som tre plan eller nivller: Lovgivningsplanet, skapelsesplanet og etterfølgelsesplanet. Moti veringen for de etiske forskrifter er forskjellig pli de tre plan, og ogsll graden av radikalitet i kravene. De bud som hører hjemme på etterfølgelses planet er særkristne og ikke almene, ikke engang for alle kristne. MF-boken peker her med rette på et element i NTs etiske materiale som sprenger den mer almene skapelses etikka rammer. Men som redegjørelse

20 110 Oskar Skarsaune for den indre struktur i NT's etikk mener ieg også dette blir for magert. Boken røper her en viss forlegenhet vis a vis NT's etiske formaninger: "NT er ensidig (om enn ikke utelukkende) konsentrert om frelsen og frelsens konsekvenser. De etiske tekstavsnitt gjelder her fortrinnsvis hvordan det nye liv utfolder seg i handling, individuelt og sosialt. Det er i denne forstand hovedsakelig en "trosetikk" som utfoldes i NT, dels som en etikk for livet i menigheten ("menighetsetikk"). Mindre finner vi om almenmenneskelige forhold og problemer, og lite om samfunnsetikk. Tekstene beveger seg fortrinnsvis innenfor det spesielt kristelige.'" Her må man, iflg. MF-baken, supplere den kristne etikk med stoff fra GT som angår folkefellesskap og samfunn - kort sagt, gammeltestamentlig skapelsesetikk. Det er vel ikke helt urettferdig å si at MF-baken i praksis ikke gir noen bred utfoldelse av dette Ilspesielt kristeligeli som man erkjenner preger den nytestamentlige etikk. Synspunktet "menighetsetikk" er ihvertfall ikke noe dominerende synspunkt i fremstillingen. Men dette er altså dominerende i NT selv, sier MF-boken, og med rette. Man kunne tilføye: Ogsil andre etiske motiver er svært sentrale i nytestamentlig etikk, motiver som knapt nok nevnes i moderne fremstillinger overhadet. Det synes il være nde i selve anlegget av vilr etikk-tradisjon som gjør at dette "spesielt kristelige" simpelthen faller utenfor synsfeltet. Ihvertfall synes det vanskelig å integrere i en etikk som har skapelsesetikken som sitt primære utgangspunkt. lxqyc nr Dette sier jeg her som en noksil generell og foreløpig ubegrunnet pilstand. Jeg har til hensikt i det følgende å nærme meg nettopp de sider ved den urkristne etikk som fortoner seg mest fremmedartede, gjerne mest "spesielt kristelige", i den nytestamentlige etikk, nærmere bestemt Paulus'. Jeg har lyst til il spørre: Hvis vi begynner der, filr vi da øye pil strukturer i hans etikk som vi ikke ser fra andre utgangspunkter? I sil fall: Kunne de ha relevans for oss? Et glemt motiv i Paulus' etikk? TiIlat meg et lite knep: Jeg vil ikke straks si hva dette glemte motiver. Men jeg vil begynne med et konkret teksteksempei. 11.Kor. 6 advarer Paulus mat to ting: rettssaker for hedenske domstoler, og hor. Jeg vet ikke om moderne teologiske etikkbøker er særlig opptatt av den første problemstillingen i det hele tatt, men i alle tilfelle er jeg sikker pil at de ikke har særlig sans for Paulus' begrunnelse. Som jøde var Paulus sikkert vant til den tanke at det var uverdig for jøder å skulle føre sak mat hverandre for en domstol bestående av urene hedninger; og som kristen overfører han denne tanke pil menigheten: Det er uverdig for de kristne - som tilhører et hellig folk, et nytt folk - å føre saker mat hverandre for domstaler som representerer den gamle, urene, hedenske verden. Enda mer teologisk ladet blir begrunnelsen for at kristne ikke skal drive hor. Vet dere ikke at deres legemer er Kristi lemmer? Vil du da ta Kristi lemmer og gjøre dem til en skjøges lemmer?