Ved den årlige familiesammenkomst i 1921 afholdt Peter Lund Koefoed (A07B02) følgende tale. LAUEGÅRDSFAMILIEN

Transkript

1 Ved den årlige familiesammenkomst i 1921 afholdt Peter Lund Koefoed (A07B02) følgende tale. LAUEGÅRDSFAMILIEN Foredrag af gårdejer P. L. Koefoed ved familiefesten i Almindingen Man har opfordret mig til at fortælle om vor familie. Jeg ved ikke om jeg kan gøre dette således, at det bliver noget værd og således, at det kan interessere i alt fald nogle. For ellers er jeg enig med dem, der har opfordret mig i, at det er i sin orden, at slægten ved så god besked som muligt med sin afstamning, og hvorledes fædrene har været, og hvorledes de har virket, og da, der mig bekendt, ikke er nedskrevet noget i så henseende, kan det jo kun ske ved, at de ældre fortæller for de yngre. Familien kaldes jo LAUEGÅRDSFAMILIEN, og dens tilknytning til Lauegård stammer fra 1761, da Absalon Hansen Koefoed købte Lauegård. Om Absalon Hansen Koefoed ved jeg ingen ting ud over, hvad der står i familiebogen, at han var herredskaptain og fader til Hans Conrad Koefoed, som arvede Lauegård. Om Hans Conrad Koefoed står der intet videre i familiebogen, og han har vist heller ikke udmærket sig særlig i nogen retning. Det, jeg har hørt om ham, tyder nærmest på, at han var en bumlebasse, der ikke gik af vejen for et godt glas. Han skal have været en modig mand og for øvrigt vistnok noget selvbevist storsnudet, et karaktertræk, som folk udenfor familien siger endnu findes i slægten, naturligvis i noget moderniseret form. Han var fader til major Hans Madsen Koefoed, som vi jo plejer at kalde stamfader til Lauegårdsfamilien, og det er vel egentlig om ham og hans virksomhed, at man ønsker, jeg skulle fortælle. Han døde 1868 i Åkirkeby, hvor han havde bygget sig et hus, der lå imellem smed Beckers og frøken Ejlertsens ejendomme, nævnte hus er nedrevet og flyttet til Lille Myregårds grund i Pedersker, hvor det er bolig for Laurits Rasmussen, Da han døde var jeg 6 år gammel, så mit personlige kendskab til ham er ikke stort. Jeg kan erindre, at når jeg kom ind til ham, satte han mig i vagten mellem sine ben og stak mig med skæg- P.L. Koefoeds foredrag

2 stubbene, for øvrigt kan jeg mindes, han sang Piblana små og spillede på violin for mig. Overfor ældre kunne han vistnok gøre et ret bøst indtryk, men jeg var ikke bange for ham, og han var ganske afgjort børneven, et træk som også er nedarvet i slægten. Bedstemoder, altså major Koefoeds kone, døde 1½ år senere, men heller ikke hende kan jeg huske mere af, end at hun var en hyggelig gammelmor, der trakterede med stegte æbler og for øvrigt sad ved rokken, eller flettede strømpebånd af forskelligt farvet garn, der kom til at se ud som ca. 1 tomme brede bændler. De boede deres meste tid på Lauegård, først boede de hos de gamle i nogle år fra Disse første år har vistnok ikke været nogen lykkelig tid for dem. Det synes som bedstemoder ikke har haft det godt hos de gamle, og bedstefader var et par af disse år i Næstved, hvor han uddannedes til officer. Jeg har nogle breve fra den tid liggende, hvori bedstefader skriver til bedstemoder, hvori han beklager, at han skal være borte fra hende og deres lille dreng (Absalon), og hvori han for øvrigt trøster hende og formaner hende til at være tålmodig og endelig ikke sige for meget, da det er hans erfaring, at der bare kommer uoverensstemmelser af det meget snak. Hans opfattelse her er vist også gået i arv i alt fald til de mandlige medlemmer, hvoraf mange foretrækker at tie og tænke sit. Senere købte bedstefader 7 slg. i Povlsker, der hvor nu Christian Hansen bor, og her boede de vistnok fra 1824 til 1832, da de købte Lauegård, hvor de så boede til 1863, da de flyttede til Åkirkeby, som aftægtsfolk. Både bedstefader og bedstemoder var sunde og raske. Bedstefader høj og kraftigt bygget, Bedstemoder af middelhøjde, trivelig og ret bred, af type som Risegårds sønnerne. Sygdom har der sikkert ikke været meget af og udgiften til læge og medicin har sikkert været forsvindende, hvorimod udgiften til jordemoder har været større. Hvad fysikken (kroppen) angår, må familien siges at være vel funderet, hvilket jo også kan ses på slægten den dag i dag. De har jo alle sammen set i alt fald nogle af bedstefaders og bedstemoders børn, idet 2 af dem Tante Thea og onkel Niels lever endnu, og de danner måske yderpunkterne i søskendeflokken, idet onkel Niels var den højeste af brødrene, medens min fader vel nok var den sværeste og Absalon den spinkleste. Tante Thea var måske den spinkleste af søstrene, men de var alle høje og kraftig bygget. Nervøsitet eller sindssyge eller nogen arvelig sygdom har jeg aldrig hørt noget om i slægten. P.L. Koefoeds foredrag

3 Bedstefader og bedstemoder førte et bondeliv i arbejdsomhed og nøjsomhed. Der var, såvidt jeg ved, altid et godt forhold mellem dem indbyrdes, såvel som mellem forældre og børn. Man kan jo sige, at det ved jeg intet om, men det passer ikke, for jeg har hørt så mange udtalelser både af min fader og andre af søskendeflokken, der vidnede om stor agtelse for og kærlighed til forældrene og hjemmet, så det nok skal passe. Ligesom det også nok skal passe, at børnene opdroges til nøjsomhed og arbejdsomhed både inde og ude. Hvordan bedstefader var som landmand har jeg i grunden ikke hørt noget om, men jeg tror han hørte til fremskridtsfolket, om end ikke han helt var foregangsmand, dertil hører nemlig at man skal være noget af en experimentmager, og det lå ham vist fjernt. I et brev fra 1819 meddeler han, at han har købt noget kløverfrø, som han ville se at få sendt hjem. Jeg tror ikke, at det var det første kløverfrø, der kom til Bornholm, men det var sikkert ikke almindeligt da at så kløverfrø, men han har nok set, at det var noget, der betalte sig og som der var fremskridt i. Dette tyder i retning af en landmand, der havde øje for og vilje til fremstød. Endvidere arbejdede han med betydeligt overskud og det kommer ikke alene ved sparsomhed, der skal også indtægter til, så jeg tænker han efter datidens forhold har drevet sin gode gård godt, og det vil sige en efter forholdene god jordbehandling, der gav megen sæd til salg. Husdyrholdet, og hvad dermed står i forbindelse, var jo dengang ikke meget bevendt, dog var der vist, da han afleverede gården, en god besætning af såvel heste, som sorte og blakkede malkekøer. Angående finanserne har jeg hørt en nu gammel mand fortælle, at når folk i Åker i den tid skulle låne penge, var der to steder, hvor de henvendte sig, og deraf var det ene hos Majoren på Lauegård. Om han har været mere eller mindre hjælpsom ved sin udlånsvirksomhed, har jeg intet som helst hørt om. Sandsynligheden taler for, at han ikke har lånt ud, uden han mente, at det kom til nytte, og også således, at han mente at have sikkerhed for pengene. I alt fald endte stamforældrene som meget velhavende. De må have ejet Lauegård, foruden dens værdi et par gange i kontanter. Så vidt jeg ved, solgte han Lauegård for Rdl., og da jeg har hørt at sønnerne som arv fik hver 4000 = Rdl. og døtrene hver 3000 = Rdl., foruden noget udstyr, der naturligvis var hjemmelavet, og således ikke stak i P.L. Koefoeds foredrag

4 så forfærdelig store kapitaler, men alligevel hjælper til at føre beviset for velhavenheden. I denne forbindelse vil jeg anføre, at da der vistnok omkring 1850 var tale om oprettelse af Østifternes Kreditforening, var bedstefader imod dette, da han påstod - og sikkert med rette - at en sådan institution ville virke forhøjende på ejendomspriserne, da det gav let adgang til penge. Da han endvidere, dels havde været med til at købe og dels i fremtiden skulle være med til at købe landejendomme til sine børn, og da han som nævnt var velhavende og uden Kreditforeningen kunne præstere en pæn udbetaling, ønskede han ikke ved ejendomskøb så megen konkurrence fra folk, som ikke havde formået at spare noget sammen, men dog gennem lån i Kreditforeningen var i stand til at konkurrere og byde ejendommene op. At dette også har været en af følgerne af Kreditforeningernes virksomhed er ganske rigtigt, men alligevel er det vel nok samfundsmæssigt set sådan, at Kreditforeningerne og dermed beslægtede virksomheder på en god måde har tjent samfundets interesser. Her er jeg ved at berøre bedstefaders offentlige virksomhed, og det er måske den, der interesserer slægten - i alt fald nogle af dem - mest, og jeg skal derfor meddele lidt mere om den, medens jeg tillader mig ganske at forbigå hans officersvirksomhed, skønt han vistnok også her af samtiden taxeredes som dygtig. Der er slet ikke tvivl om, at bedstefader havde sans for samt lyst og evne til offentlig virksomhed, og dette har jo i endog høj grad gået i arv til hans efterkommere. Jeg har i et skrift - vistnok om den danske Rigsdag - set ham betegnet som en retsindig og indsigtsfuld mand, og dette er vistnok betegnende, men jeg tror også man ganske rolig kan tilføje en forstandig og besindig mand. Også disse egenskaber har slægten, efter min mening, taget i arv. Derimod tror jeg ikke det kan siges hverken om ham eller flertallet af hans efterkommere, at de var ovenud godt begavede - gode hoveder - som man siger. I så henseende tror jeg f. eks. slægten Dam, der har en søster til bedstefader som stammoder, er længere fremme, jeg tænker her på folk som afdøde Philip Rask Dam, hans søn dr. phil. Axel Dam, forfatteren Johannes Dam. Det samme kan vist også siges om nogle af sønnerne, men måske kommer det for en del af, at disse slægter har haft større evne og lyst til videnskab, til at studere, hvilket har ligget og vistnok fremdeles ligger Lauegårderne fjernt. Disse er et udpræget praktisk, man kan måske sige P.L. Koefoeds foredrag

5 jordbundet folkefærd. Men tilbage til bedstefaders offentlige virksomhed. Jeg har berørt hans stilling til Kreditforeningssagen, hvilken vel må siges at være af social natur. Endvidere var han kommunalt interesseret, idet han i en årrække var sognerådsformand eller som det dengang hed - Formand for Sogneforstanderskabet. Hans virksomhed i sognerådet kender jeg nu meget lidt til. Jeg har set hans navn i gamle protokoller, det er det hele. Sognerådenes virksomhed var dengang ikke så omfattende som nu, man levede mere efter systemet - hver brav mand sørger for sig selv - og den der endelig ikke kunne eller ville forsørge sig selv, ja, de kom uden videre på fattigvæsenet og det ville i reglen sige, at de gik på omgang på gårdene, hvor de fik føde og husly, og hvor man tog det gavn af dem, man kunne. Det var et billigt fattigvæsen, men der kan jo også siges adskilligt imod det. Hvordan han har stillet sig overfor sognets fattige kender jeg ikke, men jeg antager han først og fremmest har været økonom. For øvrigt var det i første linie sognepræsten, der havde med de fattige at gøre, idet han så vidt jeg husker lige til 1867 var selvskreven fattigforstander, som det dengang hed. Et træk: Bedstemoder havde, mens bedstefader var bortrejst, vævet et tæppe og lagt det på stuegulvet, som en behagelig overraskelse for bedstefader ved hans hjemkomst. men herpå svarede bedstefader: Det tæppe får du tage væk, for jeg vil ikke gå og træde på tøj, når mange fattige ikke har noget at klæde sig i. Jeg kunne tænke mig, at bedstefader i sognerådet virkede for større oplysning, under alle omstændigheder havde han øjet åbent for betydningen heraf, hvilket bevises ved, at han sørgede for, at hans egne børn i så henseende blev godt udrustede. Angående hans forhold til sognets beboere skal jeg kun omtale hans optræden ved revolten på Loftsgård i anledning af udstykningen. Omkring 1830 foretoges udstykningen på Bornholm, hvorved jorderne blev samle de og regulerede, hvorefter der kunne holdes hegn. Tidligere vogtede man over Lut, når høsten var forbi. Hans rigsdagsvirksomhed: Han var først medlem af stænderforsamlingen vistnok fra Derefter må han have været udenfor Rigsdagen nogle år, thi han var ikke medlem af den grundlovgivende Rigsdag, medens han få år (1851) efter Grundlovens givelse igen sad i Rigsdagen. Loven om P.L. Koefoeds foredrag

6 Brændevinsbrænding og --amtsrepartitionsfonden. Partipolitisk hørte han til Bondevennerne, vistnok særlig fordi dette parti fordrede sparsommelighed i statshusholdningen, og særlig var ude efter embedsmandslønnigerne. Hartkornet var dengang det eneste, der svarede direkte skat til staten. Jeg husker der var strid mellem fader og O. E. Sonne om, hvor bedstefader havde stået, hvis han havde levet under provisorietiden, men det kan vi godt lade ligge. Med hensyn til hjemmets religion og slægtens deltagelse i den kristelige bevægelse, som jo i høj grad også har gået over Bornholm i det sidste århundrede, da ved jeg meget lidt. I bedstefaders breve til bedstemoder formaner han hende til, at lægge sig i Guds varetægt og han underskriver sig i datidens lidt svulstige stil Din bestandige Forbeder. Men dette oplyser jo ikke meget. For øvrigt er det et særkende hos slægten, at den er tiende og tænkende og har en vis blufærdighed eller måske man skal sige ulyst til eller manglende evne til at lægge sine inderste tanker og følelser blot, selv for sine nærmeste. Om det er af disse eller andre grunde skal jeg ikke kunne sige, men medens slægten lige op til vore dage i høj grad har præget Bornholms offentlige og borgerlige liv, både politisk, kommunalt og økonomisk, har den ikke i tilnærmelsesvis samme grad sat sit præg på eller deltaget i den samtidige kristelige bevægelse. Imidlertid vil jeg slutte med at sige til de unge. I tilhører en agtet slægt, som I ikke just behøver at være stolte af, men en slægt med traditioner, som I skal sætte en ære i at fortsætte og udvikle. I har både åndeligt og legemligt modtaget en slægtsarv, som giver betingelser for et lykkeligt menneskeliv, og I skulle have let for at følge det 4. bud: Ær din fader og din moder, at det må gå dig vel, og du må leve længe i Landet. PLK. Det originale manuskript findes i familiens arkivskab. P.L. Koefoeds foredrag

7 Foruden denne tale, var der fortaget notater, der evt. kunne bruges. De er som følger: De anekdoter der sigtes til i manuskriptet til mit foredrag om bedstefader på Lauegård ved familiefesten i Almindingen er følgende: 1. På forespørgsel om det ikke var besværligt og bekosteligt med de mange børn, svarede han, at det værste var at finde på navne til dem og så få skir (spiseskir) til dem, for maden betød ikke så meget. 2. På Lauegård plejede de som de fleste andre steder at have skomager siddende 1 á 2 gang om året og der blev da anvendt det materiale, der fandtes på ejendommen af bartlede huder m.v., men på Lauegård skal være anvendt kasserede bandolerer. For at spare udgiften til garver havde bedstefader en gang selv foretaget garvning af en eller måske flere huder og skind. Da skomagerne kom til gården viste det sig, at garvningen var mislykkedes. Skindet var mørt og kunne ikke anvendes til fodtøj. Resultatet heraf blev, at skomageren måtte tage et andet sted hen, og børnene på Lauegård måtte vente med at få nye sko indtil en anden hud kunne blive garvet; - købe læder tillod økonomien ikke. 3. Ved udskiftningen omkring 1830 var der en batalje på St. Loftsgård i Åker, hvor ejeren, Adolf Sonne ville holde hegn over sin mark, hvilket vakte forbitrelse hos sogneboerne, der i flok drog til Loftsgård, og det gik så vidt, at man skød gennem er vindue. Folket må vel have lavet til med at gentage demonstrationen, thi O. E. Sonne har fortalt, at bedstefader red til Saxebro og formanede de der forsamlede til at lade være med at gøre mere spektakel da det ellers ville gå dem galt, hvorefter skaren drog hver til sit. 4. I Rigsdagstidende (1851?) har jeg læst en tale af min bedstefader under forhandlingen om forbud mod brændevinsbrænding på Bornholm, hvori han gjorde sig til talsmand for den fattige Mands Snaps og bl.a. hævdede at 1/4 pæl brændevin daglig ikke kunne siges at være umådeholdent, hvor det drejede sig om en arbejder der f. eks. slog sten og væsentligst levede på tør kost. Efter at have læst i en protokol, der fra året 1831 har tjent som forhandlingsprotokol for Efterslægtsselskabet på Bornholm, Foreningen til Hesteavlens Fremme fra 1832 og for Bornholms landøkonomiske For-

8 ening fra 1852, ja egentlig fra nogle år før, tilføjes følgende oplysninger om bedstefar. Han var medlem, - jeg tror af alle 3 foreninger, men i alt fald af de 2 sidstnævnte. Han var i bestyrelsen og nogle år direktør i Foreningen til Hesteavlens Fremme og den 15. juni 1860 optages han på forslag af bestyrelsen som æresmedlem af Bornholm landøkonomiske Forening med den motivering at han, foruden at være et af foreningens ældste medlemmer, tillige Paa Grund af Iver, Interesse og Uegennytte, som han stedse havde lagt for Dagen for Selskabets Vel og Fremme Fra familiesammenkomsten i Så er vi samlet omkring den fyjlda mâdakorr