Livskvalitet i arbejdet med voksne udviklingshæmmede

Transkript

1 UC Syddanmark Pædagoguddannelsen Campus Esbjerg Bachelor Forside eller opgavens side 2 Studienr.(e): PE39114 Navn(e): Camilla Koch Vejleder: Glenn Dyrholm Dato: Livskvalitet i arbejdet med voksne udviklingshæmmede Quality of life in the work with mentally and physically challenged adults Denne opgave er udarbejdet af (en) studerende på Pædagoguddannelsen UC Syddanmark Campus Esbjerg. Dette eksemplar af opgaven er ikke rettet eller kommenteret af uddannelsesinstitutionen. Kopiering eller anden gengivelse af opgaven eller dele af den er kun tilladt med forfatterens(nes) tilladelse (jf. dansk lov om ophavsret). Beregningsgrundlaget ved skriftlig opsætning: Ved en side forstås formatet A4 med typeenheder i gennemsnit pr. side inkl. mellemrum. Forside, indholdsfortegnelse, bilagsliste og litteraturlister indgår ikke i det maksimale sidetal. Bilag kan ikke forventes læst af bedømmerne Denne opgave består af i alt _ typeenheden inkl. mellemrum. Tro- og love erklæring: Det erklæres herved på tro og love, at undertegnede egenhændigt og selvstændigt har udformet opgaven, samt at de opgivne typeenheder er oplyst korrekt. Alle citater i teksten er markeret som sådanne, og opgaven eller væsentlige dele af den har ikke tidligere været eller er ikke fremlagt i anden bedømmelsessammenhæng. Jeg er blevet gjort bekendt med, at overtrædelse af reglerne behandles i henhold til 18 i Bekendtgørelse om prøver og eksamen i erhvervsrettede uddannelser nr. 714 af Studerendes underskrift: Studerendes underskrift: Studerendes underskrift: Studerendes underskrift: Opgaven må efter endt bedømmelse gøres tilgængelig for udlån: Ja Nej UC Syddanmark Campus Esbjerg Pædagoguddannelsen Degnevej Esbjerg

2 Resumé Denne opgave omhandler livskvalitetsarbejdet i den pædagogiske praksis med voksne udviklingshæmmede på bosted 107. Beboerens udvikling og livskvalitet, er afhængig af at pædagogen får skabt en god og komplementær relation, hvor beboeren føler sig anerkendt og accepteret.for at skabe en komplementær relation, skal man som pædagog have en anerkendende tilgang, man skal være åben og lytte til beboerens virkelighed og have en forståelse for at den ikke nødvendigvis er ens med den virkelig man selv oplever. Det har stor betydning for livskvaliteten, at man anerkender beboeren både emotionelt, retslig og socialt. Kommunikationen har stor betydning for livskvalitetsarbejdet, da det er gennem kommunikation og dialog man lærer den enkelte beboer at kende og finder frem til hvad der er livskvalitet for den enkelte. Definitionsmagten og den magt vi besidder som professionelle kan være med til at styrke den udviklingshæmmedes selvfølelse eller modarbejde den, dette afhænger af hvor man er i mødet og relationen med den enkelte beboer. En bevidstgørelse og den rette tilgang kan være med til at skabe bedre forudsætninger for livskvalitetsarbejdet.

3 Indholdsfortegnelse 1. Indledning Problemformulering Emneafgrænsning Metode Begrebsafklaring Lovgivning Analytisk opsamling Teori Livskvalitet Siri Næss Madis Kajandi Analytisk opsamling Relationsformer Flemming Andersen Analytisk opsamling Magt Berit Bae definitionsmagt Michel Foucault Analytisk opsamling Anerkendelse Axel Honneth Berit Bae Analytisk opsamling

4 7.5 Kommunikation Jette Flindt Analytisk opsamling Dilemmaer Carsten Pedersen Analytisk opsamling Diskussion Konklusion Perspektivering Litteraturliste Bilagsfortegnelse

5 1. Indledning Begrebet livskvalitet kan være svær at definere, da det er individbestemt og hvert enkelt individ har sin egen oplevelse af hvad det er livskvalitet. Dette udfordrer det pædagogiske arbejde med udviklingshæmmede, da en af vores fornemmeste opgaver netop er at være med til at sikre livskvalitet for den enkelte. Da livskvalitet er individbestemt, vil det derfor være væsentligt at se nærmere på hvad der så kan påvirke livskvaliteten og hvordan vi i den pædagogiske praksis kan arbejde på at hver enkelt beboer får størst mulig livskvalitet. I arbejdet med voksne, myndige udviklingshæmmede hører også selvbestemmelsesretten, som sikrer den enkelte borgers selvbestemmelse. Fuld selvbestemmelse kan dog ende ud i omsorgssvigt og magt bliver derfor en uundgåelig del af vores praksis og en væsentlig ting at være bevidst om. Men når vi går ind og bruger denne magt, hvordan sikrer vi så selvbestemmelsesretten og hvordan kan vi vide om det er vores værdier og normer der er bestemmende og ikke hvad den enkelte vil opfatte som livskvalitet? For at sikre den enkeltes livskvalitet, må det derfor være vigtigt at den enkelte beboer får medbestemmelse og medansvar for eget liv. For at dette kan ske, må fokus i den pædagogiske praksis være på samtalen og samværet mellem beboer og pædagog, da det er i vores samvær og samtale med andre, at vi finder frem til hvem vi er.. Men hvordan kan vi så sikre at samværet bliver udviklende for den enkelte og hvad er væsentlig at være opmærksom på i dette samvær og i samtalen med beboeren? Dette vil kræve at man kigger nærmere på hvad der er en god relation og hvordan man kan få opbygget denne relation. Jeg har i denne opgave derfor valgt at se nærmere på hvilke former for relationer vi kan indgå i, for at finde frem til hvad den gode relation er. Herunder finde frem til hvordan vi kan opnå den gode relation, som er grundlaget for al udviklings- og livskvalitetsarbejde i den pædagogiske praksis. I forbindelse med det pædagogiske arbejde, bliver anerkendelse tit set som en vigtig værdi og ofte som en del af løsningen på faglige udfordringer. 1 Men hvad menes der egentlig med en anerkendende tilgang og hvilken betydning kan det have i forhold til livskvalitetsarbejdet? 1 Møller, Lis (2008), side 7 3

6 Denne opgave vil tage udgangspunkt i livskvalitetsarbejdet med voksne myndige udviklingshæmmede og se nærmere på hvad der, som professionel, er væsentlig at være opmærksom på i dette arbejde. 2. Problemformulering Hvordan kan jeg som pædagog skabe de bedste forudsætninger for livskvalitetsarbejdet med voksne myndige udviklingshæmmede og hvad er væsentlig at være opmærksom på i relationen mellem beboer og professionel i dette arbejde? 3. Emneafgrænsning Jeg vil i min opgave have fokus på voksne myndige udviklingshæmmede. Jeg vil tage udgangspunkt i udviklingshæmmede som bor på botilbud hørende under 107, som bor i egne lejligheder og i høj grad er selvhjulpne, men som har brug for vejledning i hverdagen. 4. Metode Jeg har lavet kvalitative interviews med henholdsvis to beboere og to pædagoger. Allan er den ene beboer, han er 43 år og udviklingshæmmet og jeg har aldrig mødt ham før interviewet, hvilket jeg er opmærksom på kan have en betydning, da mit manglende kendskab kan gøre at jeg måske ikke ved om han har forstået spørgsmålene korrekt. Interviewet foregik i et lokale på bostedet og sammen med en pædagog fra stedet. Jeg er opmærksom på at dette også kan have haft en indflydelse, idet Allan muligvis svarer hvad pædagogen ønsker. Under hele interviewet var Allan dog meget troværdig i sine svar og det krævede ikke den store betænkningstid før han svarede, hvilket jeg tager som tegn på forståelse af spørgsmål og at han snakker ud fra eget perspektiv og synspunkt. Den anden beboer, Brian, er 21 år og udviklingshæmmet og beboer der hvor jeg var i praktik i et halvt år, så jeg har et rigtig godt kendskab til ham og en god relation. Interviewet foregik i hans egen lejlighed, med tanke på at han ville føle sig tryg her. I begge interviews var jeg bevidst om mit kropssprog og min spørgeteknik, da jeg ønskede at skabe en dialog, frem for en interview-stemning. Torben er 40 år og pædagog, ansat på Edelsvej i Esbjerg. Line er pædagog ansat på Krogen i Varde og har været på Krogen siden starten i De interviewede, både beboere og pædagoger fremstår anonyme og navnene er derfor opdigtet. Jeg 4

7 har efterfølgende transskriberet interviewene for at menings- og fortolkningskondensere dem, for at kunne anvende dem undervejs til at analysere teorien. For at se på livskvalitet og medbestemmelse, vil jeg først i forhold til de lovmæssige retningslinjer omkring selvbestemmelse, medbestemmelse og brugerinddragelse undersøge hvordan borgerne blive inddraget, samt hvordan det pædagogiske arbejde foregår i forhold til dette. Jeg vil i forbindelse med livskvalitetsbegrebet se nærmere på den svenske psykolog Madis Kajandi og den norske psykolog Siri Næss teori herom. Jeg vil anvende dem for at få et indblik i hvad der har indflydelse på livskvaliteten, og i den forbindelse finde frem til hvordan man som professionel kan havde indflydelse herpå og skabe de bedste forudsætninger for at skabe livskvalitet for den enkelte. Opgaven vil se nærmere på hvilke relationer vi kan indgå i, for at komme frem til den optimale og mest udbytterige relation når vi taler om udvikling af udviklingshæmmede og deres livskvalitet. Her vil jeg anvende cand. pæd. psych. Flemming Andersen og hans beskrivelse af fire relationsformer man kan indgå i. Disse relationsformer giver, efter min mening, et godt overblik og er relevante for den pædagogiske praksis. Når vi indgår i relationer i den pædagogiske praksis, vil der uundgåeligt være et magtforhold som er vigtig at være bevidst om. Jeg vil se nærmere på dette magtbegreb og hvordan magten indgår i den pædagogiske praksis. Her vil jeg anvende norsk forsker og professor Berit Baes teori omkring definitionsmagt og den franske filosof og professor Michel Foucaults teori omkring den synlige og usynlige magt. I forbindelse med livskvaliteten og den gode relation, er begrebet anerkendelse relevant og jeg vil derfor anvende Berit Bae og den tyske sociolog og filosof Axel Honneths anerkendelsesteorier. Honneth beksriver i denne forbindelse omkring de krænkelser der vil opstå og jeg finder også disse væsentlige, da der uundgåeligt vil opstå krænkelser i den pædagogiske praksis, som jeg mener, er væsentligt at være opmærksom på. I en anerkendende og udviklende relation vil dialogen og kommunikation være af stor betydning og jeg finder derfor socialrådgiver Jette Flindt Pedersen og hendes beskrivelse af den ægte dialog 5

8 som væsentlig at se nærmere på. Jeg finder Jette Flindt Pedersen relevant og brugbar, da alt i hendes bøger er afprøvet og reflekteret i praksis. Efter hvert teoriafsnit vil jeg afslutte med en analytisk opsamling, hvor jeg inddrager min empiri og sætter de forskellige teorier op mod hinanden. Desuden vil jeg løbende også inddrage forskellige praksiseksempler, som kan være med til at belyse emnet. Dette skulle gerne løbende være med til at kunne svare på min problemformulering, hvorefter jeg vil diskutere hvordan vi arbejder med det jeg er kommet frem til, i den pædagogiske praksis og hvad vi bør være opmærksomme på. 5. Begrebsafklaring Jeg vil i opgaven betegne målgruppen som beboere og udviklingshæmmede. Beboere, da udgangspunktet er beboere på et botilbud og det er min erfaring at dette udtryk anvendes på de fleste bosteder. Jeg anvender begrebet udviklingshæmmede, da jeg ser det som et mindre diskriminerende udtryk, da der i udtrykket stadig er en mulighed for udvikling. 6. Lovgivning Denne opgave tager udgangspunkt i den voksne myndige udviklingshæmmede og selvbestemmelsesretten er derfor et væsentligt element i det daglige arbejde og vigtig at være bevidst om. I den daglige pædagogiske praksis arbejder vi ud fra servicelovens bestemmelser og jeg har i den forbindelse taget et udpluk af de lovmæssige retningslinjer jeg finder mest relevante i henhold til denne opgaves fokus, omkring livskvalitet for den enkelte udviklingshæmmede på et 107 bosted. Serviceloven beskriver, at vi som professionelle skal skabe de bedste forudsætninger for livskvalitet for den enkelte og dette bliver beskrevet i Servicelovens 1 stk. 2: Formålet med hjælpen efter denne lov er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten 2. Denne opgave tager som sagt udgangspunkt i 107 botilbud, som beskrives således: 107. Kommunalbestyrelsen kan tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov for det

9 Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold 1) til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner eller for pleje, eller som i en periode har behov for særlig behandlingsmæssig støtte, og 2) til personer med nedsat psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, der har behov for pleje eller behandling, og som på grund af disse vanskeligheder ikke kan klare sig uden støtte. 3 Herudover finder jeg det væsentligt at medbringe Servicelovens 81 og 82, da de beskriver hvad vi i den daglige pædagogiske praksis skal arbejde på og med i forhold til den enkelte beboer. Her beskrives formålet med indsatsen over for voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer således: 4 At forebygge, at problemerne for den enkelte forværres, At forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder, At forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær, aktivitet, behandling, omsorg og pleje og At yde en helhedsorienteret indsats med servicetilbud afpasset efter den enkeltes særlige behov i egen bolig, herunder i botilbud efter lov om almene boliger m.v. eller i botilbud efter denne lov. 82. Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp efter denne lov i overensstemmelse med formålet, jf. 81, til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesser, uanset om der foreligger samtykke fra den enkelte. Hjælpen kan dog ikke ydes ved brug af fysisk tvang. Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal påse, om der er pårørende eller andre, der kan inddrages i varetagelsen af interesserne for en person med betydelig nedsat psykisk funktionsevne. Kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på, om der er behov for at bede statsforvaltningen om at beskikke en værge efter værgemålsloven. 6.1 Analytisk opsamling I 2006 vedtog FN s Generalforsamling en ny menneskerettighedskonvention, som skal være med til at sikre handicappede de samme menneskerettigheder som alle andre borgere 5. Der er dog stadig nogle udfordringer for udøvelsen af disse rettigheder. Fuld selvbestemmelse, altså retten til fuldt ud at bestemme over sig selv og eget liv, er en udfordring og kan give nogle dilemmaer. Der Servicestyrelsen (2007), side 4 7

10 vil uundgåelig være opstillet nogle institutionelle rammer på et bosted for udviklingshæmmede, som vil begrænse den enkeltes selvbestemmelse. 6 interviewet: Disse rammer nævnte Torben også i vi forsøger på at inddrage dem så meget som overhovedet muligt i livet. Men man kan også sige, at ligesom os andre, så har vi jo nogle ydre rammer omkring samfundet vi har nogle ting vi må og ikke må og vi har nogle ting med at skal du være med i en boligforening, så skal du være medlem af den, det har borgerne jo også de har de samme rammer og så har de nogle lidt tættere rammer fordi at vi opstiller nogle rammer fordi at vi kan se nogle faldgrupper i forhold til at de kan falde udenfor. Og inden for de rammer der har de jo selvbestemmelse og hvis de træder udenfor, jamen så skal vi jo forsøge at være der for dem og kompensere for dem. 7 Udover de institutionelle rammer, er funktionsniveau og udviklingsalder hos den enkelte udviklingshæmmede også af stor betydning i forhold til selvbestemmelsesretten. Dette har en væsentlig betydning, da fuld selvbestemmelse kræver visse kompetencer i forhold til at tage vare på eget liv og derved selv træffe beslutninger. På et bosted for udviklingshæmmede skal vi som professionelle være med til at udvikle disse kompetencer og derved sikre øget og størst mulig selvbestemmelse, men forholdet mellem de formelle og reelle rettigheder kan dog diskuteres i denne udviklingsperiode. På den ene side har vi selvbestemmelse at tage højde for og på den anden side har vi servicelovens 82 som fastsætter omsorgspligten. Dette vil uundgåeligt give nogle etiske dilemmaer i den pædagogiske praksis. Denne omsorgspligt gælder uanset om den udviklingshæmmede samtykker, men må dog ikke gennemføres med fysisk tvang. Formålet med at yde denne omsorg, er både at øge den enkeltes selvbestemmelse, medbestemmelse, værdighed og sociale tryghed og samtidig forbedre livskvaliteten hos den enkelte udviklingshæmmede. 8 Som professionel skal vi altså kunne balancere mellem ansvaret i omsorgspligten, og respekten for beboeren som aktivt selvbestemmende individ. 9 Det er vigtigt at vi er bevidste om dette og hele tiden reflekterer etisk med udgangspunkt i beboerens værdier og livskvalitet. Som Line også nævner i interviewet, så er det vigtigt at vi finder frem til den enkeltes drømme og dette kan være svært, men det er en af vores opgaver og vi bliver nød til at prøve at forstå den enkeltes verden Servicestyrelsen (2007), side 4 7 Bilag nr. 2, side 4, linje Socialstyrelsen (2012), side 9 9 Socialstyrelsen (2012), side 9 10 Bilag nr. 4; side1, linje

11 I interviewet med Torben bliver dilemmaet mellem omsorg og selvbestemmelse også nævnt: Så det er igen det med dilemmaet med selvbestemmelse kontra omsorgssvigt. Hvor meget skal de selv bestemme og sådan noget. Og det syntes jeg faktisk står meget godt omme i min opgave Dilemmaet for de professionelle er åbenlyst: Hvordan finder man balancen imellem selvstændighed og omsorgssvigt? Altså det der i forhold til hvor langt skal du stole på dem, hvor langt skal de have lov til at gå inden at det er omsorgssvigt Teori 7.1 Livskvalitet Som sagt tidligere, omhandler denne opgave livskvalitetsarbejdet i den pædagogiske praksis med voksne udviklingshæmmede. Opgaven skulle gerne komme frem til hvordan vi som professionelle kan skabe de bedste forudsætninger for dette arbejde og jeg finder det derfor relevant, at se nærmere på hvad der kan have indflydelse på livskvaliteten. I den forbindelse har jeg valgt at inddrage Siri Næss og Madis Kajandis teorier omhandlende livskvalitet Siri Næss Siri Næss har foretaget en værdimæssig bestemmelse af det gode liv og opstiller fire hovedområder som vigtige dele af det at have det godt og jo højere grad af hvert område, jo højere livskvalitet. Næss arbejde med de bløde sider og omhandler individets egen oplevelse af livet. Næss arbejder derfor med de subjektive forhold i livet. 12 Jeg vil i det følgende beskrive de fire hovedområder nærmere. Er aktivt At være aktiv betyder at have livslyst, at have nogle interesser som giver mening for en selv og som man har energi til at føre ud i livet. Man skal have en følelse af selvkontrol og frihed til at træffe egne valg. At man udvikler og bruger de egenskaber og muligheder man besidder. At være aktiv betyder derfor også at man ikke føler sig udmattet og udslidt. 13 Har samhørighed 11 Bilag nr. 3, side 4 linje Henriksen, Bjarne Lenau, side Henriksen, Bjarne Lenau, side

12 Samhørighed omhandler gode mellemmenneskelige forhold. Man skal have et tilhørsforhold til en gruppe, dette kan for eksempel være venner eller kollegaer. Desuden skal man gerne have et nært og gensidigt forhold til mindst én anden person. 14 Har selvfølelse At have selvfølelse, handler om at tro på egne evner og have en følelse af at mestre. Man skal kunne acceptere sig selv og være tilfreds med egen indsats og føle sig nyttig og værdifuld. Det betyder for at man ikke skal have en følelse af skyld og skam, men derimod føle selvsikkerhed. 15 Har en grundstemning af glæde Ifølge Næss skal man være åben og modtagelig over for den ydre verden. Man skal have en følelse af glæde og velvære og føle at livet er rigt og givende. Følelsen af tomhed, nedtrykthed, ubehag eller smerte skal derfor gerne være fraværende Madis Kajandi Madis Kajandi har en bred og rummelig beskrivelse af livskvalitetsbegrebet, som han deler op i tre hovedområder, de ydre livsvilkår, de mellemmenneskelige forhold og den indre psykologiske tilstand. 17 Dette er en generel definition og den er derfor anvendelig til andre samfundsgrupper end blot de psykiatriske patienter, som den blev udformet til. Jeg vil nedenfor uddybe de forskellige områder. De ydre livsvilkår Under dette område hører den materielle side, idet forskellige ressourcer er en nødvendighed for at livskvalitet kan blive til noget. Man har brug for penge til mad, tøj og et tag over hovedet og en vis økonomisk baggrund bliver derfor nødvendigt for livskvaliteten. For mange vil livskvalitet have meget med familielivet at gøre, og i denne forbindelse spiller boligforholdene derfor også en rolle i forhold til de følelsesmæssige forhold i familien. 18 Den økonomiske baggrund har også betydning for, for eksempel, at have et aktivt sportsliv. Desuden koster mange ting, som kan være med til at gøre livet indholdsrigt og spændende, også ofte penge og det at man har mulighed for 14 Henriksen, Bjarne Lenau, side Henriksen, Bjarne Lenau, side Henriksen, Bjarne Lenau, side Henriksen, Bjarne Lenau, side Henriksen, Bjarne Lenau, side 24 10

13 at gøre nogle af de ting man har lyst til, kan også være med til at skabe en selvfølelse. 19 Ifølge Kajandi, kan en god økonomi være med til at skabe harmoni og give livskvalitet hos den enkelte. En god økonomi kræver et lønnet arbejde, og et arbejde giver ikke bare en økonomisk baggrund, men er også med til at give mennesket identitet og følelsen af selvværd. De mellemmenneskelige forhold Her er det relationerne der er i fokus, da menneskets opfattelse, forståelse og virkeliggørelse af sig selv er afhængig af forholdet til andre mennesker. Mennesket er grundlæggende et relationelt væsen og som nogle af de vigtigste værdipersoner nævner Kajandi blandt andet forældre, venner, partner og egne børn. 20 Samvær og fællesskab er derfor også en nødvendig forudsætning for et godt liv. Den indre psykologiske tilstand Dette omhandler menneskets egen personlige oplevelse af livet og er derfor den subjektive side. Dette er psykologiske behov som skal tilfredsstilles, det er den enkeltes oplevelse af f.eks. tryghed, selvtillid, glæde og selvaccept. For at mennesket føler at livet er godt og meningsfuldt kræver det derfor en vis tilfredsstillelse af disse behov Analytisk opsamling Ifølge både Kajandi og Næss er der flere områder der kan være med til at påvirke livskvaliteten. Samfundet og de ydre påvirkninger har betydning for livskvaliteten, her specielt igennem de rettigheder man som borger besidder. Kajandi beskriver det direkte igennem de ydre påvirkninger, hvor Næss beskriver det som at være aktiv og at det er individets egen oplevelse af at være aktiv der er gældende, men individet kan kun føle at det er aktiv, hvis omgivelser giver lov til det. Som pædagog skal vi altså sørge for at beboerne føler at de har frihed til eget valg og størst mulig selvbestemmelse, de skal have indflydelse på eget liv. Som professionel er det vigtigt for livskvaliteten at man udviser omsorg og anerkendelse for den enkelte udviklingshæmmede. Her kan man gå ind og påvirke den indre psykologiske tilstand, så den enkelte får en selvfølelse og grundstemning af glæde. 19 Henriksen, Bjarne Lenau, side Henriksen, Bjarne Lenau, side Henriksen, Bjarne Lenau, side

14 At være aktiv, som Næss taler om, har en stor sammenhæng med selvbestemmelsesretten, da man skal have frihed til at træffe egne valg. På et bosted for voksne myndige udviklingshæmmede er det derfor vigtigt at man som professionel arbejder på at beboerne får størst mulig indflydelse og følelse af selvbestemmelse og eget valg. Der vil uundgåeligt opstå situationer hvor fuldt ansvar og selvbestemmelse til den enkelte udviklingshæmmede vil ende ud i omsorgssvigt og disse situationer vil kræve etiske refleksioner, så man sikrer størst mulig selvbestemmelse og samtidig sikre omsorgspligten. Som professionelle skal vi være med til at give beboerne selvtilliden og troen på sig selv og guide dem til at træffe egne valg, så de føler at de er aktive i eget liv og derved har større mulighed for højere livskvalitet. En vigtig del af den pædagogiske praksis er, at være med til at give den enkelte hensigtsmæssige mestringsstrategier, som kan være med til at give en tro på egne evner, så de enkelte føler sig værdifuld og får selvfølelse. Man skal have en følelse af glæde og selvaccept. Dette har sammenhæng med Næss selvfølelse og grundstemning af glæde, samt Kajandis indre psykologiske forhold. Der er tydeligt at Torben har en forståelse for disse områders betydning for den enkeltes livskvalitet og er opmærksom herpå. Dette ses blandt andet, da Torben udtaler: Blandt andet det der med at vi jo ikke må gå ind og servicere dem for meget. Hvis vi går ind og servicere dem for meget, så bliver de jo passive aktører i egen tilværelse. Men vi må heller ikke gå ind og yde for lidt til dem, fordi så går det jo hen og bliver omsorgssvigt, hvis de ikke får den hjælp, de skal have. Og så kan det være i de mister pusten til at turde prøve nogle ting. Så det er lige med, vi står på sådan en hårfin balance, som det gælder om at finde. 22 Torben har en klar forståelse for at beboerne skal være aktive i deres eget liv og have selvtillid og mod på livet og man derfor skal passe på ikke at servicere dem for meget. Samtidig nævner han dog også et væsentligt dilemma, som jeg lige har været inde på, nemlig balancen mellem omsorgspligt og omsorgssvigt. Torben er bevidst om at beboerne skal have størst mulig selvbestemmelse, men har samtidig en forståelse for, at vi som professionelle nogle gange skal ind og hjælpe dem med at blive mere aktive i eget liv. Dette kræver nogle gange at vi træffer nogle beslutninger og vejleder dem til at træffe 22 Bilag nr. 3, side 1 linje

15 beslutninger, som Line også nævner. Her er det dog vigtigt at vi, som Line siger, hele tiden etisk reflekterer over vores beslutninger og hele tiden har den enkeltes livskvalitet i baghovedet. 23 Et tydeligt bevis på, at pædagogerne arbejder på at skabe glæde hos den enkelte, er situationen hvor der bliver truffet en beslutning om at melde en beboer på til en udenlandsrejse, på trods af at han siger nej til ferien. 24 Pædagogernes kendskab til denne beboer gør at de ved, at hans handicap gør at han ikke kan overskue det, da han er usikker på økonomien og ikke forstår tidsperspektivet. De ved dog samtidig at det vil være livskvalitet for ham at komme med, da han altid taler om sol og sommer. De går altså her ind og træffer en beslutning på beboerens vegne, men de gør det ikke uden at reflektere og de har hele tiden beboerens livskvalitet i baghovedet. De mellemmenneskelige forhold har ifølge både Kajandi og Næss stor betydning for livskvaliteten. Som pædagog må det derfor være vigtigt at være med til at skabe et godt netværk for den enkelte beboer. De sociale kompetencer hos de udviklingshæmmede vil derfor være vigtige at videreudvikle. Dette er Line dog også meget opmærksom på i det pædagogiske arbejde altså socialt tænker jeg også det der netværk, som vi nu har snakket med at komme i café og hente mad, at når vi tænker langsigtet og de kommer ud på en selvstændig lejlighed ude i byen måske, at vi så også tænker at vi så får hjulpet dem nu med allerede nu at se mulighederne hvor vi kan skabe et netværk. 25 Både Allan og Brian udtrykker flere gange at venner og kærester har en stor betydning for dem og giver begge udtryk for at have gode mellemmenneskelige forhold. Ser vi nærmere på interviewet med Brian, så udtaler han blandt andet at han godt kan lide at bo hvor han gør, netop fordi der er gode naboer. 26 Det har altså stor betydning for Brian at han har nogle gode forhold til dem omkring ham, da dette giver tryghed og er medvirkende til forøget livskvalitet. Når vi som professionelle skal ind og arbejde med den enkelte beboers livskvalitet, vil relationen være af stor betydning. Jeg vil derfor, i det følgende, komme nærmere ind på hvordan den optimale relation må se ud, så vi opnår størst mulig udvikling og livskvalitet hos den udviklingshæmmede. 23 Bilag nr. 4, side 2 linje Bilag nr. 1, side 2 linje Bilag nr. 4, side Bilag nr. 2, side 1 linje 6 13

16 7.2 Relationsformer Vi kender alle til relationer og bruger tid på dem. Et mislykket forsøg på at danne en relation kan føre til bedrøvelse og sorg. De vellykkede relationer kan derimod være en vigtig vej til tryghed og støtte mellem parterne i relationen. Derfor bliver relationer i den pædagogiske praksis altafgørende, da man arbejder med mennesker og deres udvikling. Gode relationer mellem pædagog og udviklingshæmmet bliver af stor betydning, da hensigten er støtte, hjælp, udvikling og forhøjet livskvalitet. Jeg mener derfor det er væsentligt at se nærmere på hvad der må være den ideelle relation i den daglige pædagogiske praksis og jeg har i denne forbindelse valgt at anvende Flemming Andersens fire relationsformer Flemming Andersen Flemming Andersen ser også relationer som en utrolig vigtig faktor i livet. Han mener at det er via relationer, at vi får erfaringer med at være den, som vi vælger at være. Det er ud fra det relationelle at det individuelle formes. 27 Det er gennem relationer at vi udvikler vores følelser, handlinger og sprog. Flemming Andersen beskriver fire relationsformer, som mennesker indgår i. Den asymmetriske relation Denne relation er typisk for det hierarkiske samfund, hvor den ene person, er overordnet den anden. Den ene har magten og retten til at bestemme hvad den anden må tænke og gøre. Den overordnede kan kun beholde sin magt, hvis den underordnede bliver i relationen og omvendt, der er derfor tale om et gensidigt afhængighedsforhold. 28 Den symmetriske relation I denne relation er der fokus på lighed mellem parterne og der er tilsyneladende gensidig uafhængighed. Parterne er meget opmærksomme på hinanden og hvad den anden tænker og gør og derfor ses denne relation ofte mellem konkurrerende eller rivaliserende parter. 29 Den komplementære relation I den komplementære relation bliver begge parter anerkendt for sin ret til selvstændighed og egen oplevelse. Der er en gensidig kommunikation, hvor det er i orden og udviklende at se verden fra hver sin position. Gennem dialog udvikler parterne deres forståelse. Parterne i relationen er ikke 27 Ritchie, Tom (2010), side Ritchie, Tom (2010), side Ritchie, Tom (2010), side

17 lige, men ligeværdige. Den komplementære relation giver mulighed for læring, men samtidig en konflikt som kan ende ud i en asymmetrisk magtkamp. 30 Den konfluente/symbiotiske relation Parterne i denne relation har vanskeligt ved at afgrænse sig fra hinanden. Parterne i relationen er meget afhængige af hinanden og flyder sammen. Der er en mental og praktisk samvirke mellem parterne. 31 Dette er et forhold man ofte ser mellem mor og barn Analytisk opsamling Man må konkludere at den optimale relation i forhold til udviklings- og livskvalitetsarbejdet må være den komplementære relation. Den komplementære relation giver plads til forskellighed og man bliver anerkendt uanset holdninger og meninger. Man kan i denne relation skabe en større forståelse og lære noget både om hinanden og verdenen. Denne relation giver derved mulighed for at der kan ske en udvikling og læring for den enkelte og dette kan bruges konstruktivt i livskvalitetsarbejdet med udviklingshæmmede. Man kan sige at vi i kraft af vores profession er i besiddelse af en magt, som gør at vi automatisk vil indgå i en asymmetrisk relation, da nogle vil sige at vi som pædagoger, på visse områder, kan bestemme over den enkelte beboer. Her mener jeg det er vigtigt at være bevidst omkring dette, så man netop forlader denne relation og i stedet møder den enkelte beboer på en anerkendende måde og viser at man er ligeværdige. Det vigtige i den komplementære relation er netop at man ikke nødvendigvis er enige, men at man giver begge ret til at have sin egen oplevelse og mening. Vi skal gå ind i relationen og vise forståelse og åbenhed for deres oplevelse, tanker og ønsker, men dermed ikke sagt at vi bare skal være enige og sige ok til alt, da dette netop kan føre til omsorgssvigt i nogle tilfælde. I den pædagogiske praksis vil der opstå situationer hvor den udviklingshæmmede ikke kan se konsekvenserne af sine handlinger og vi går ind og træffer beslutninger på dets vegne og dette kan man betegne som en asymmetrisk relation, men her tænker jeg at det er altafgørende at vi altid reflekterer, så vi ved hvorfor vi handler som vi gør. Vi gør det med en baggrundsviden omkring den enkelte beboer og med beboerens livskvalitet in mente og jeg tænker den komplementære relation kommer i spil ved at vi hele tiden er åben over for beboeren og lytter og har en anerkendende tilgang. Her kan igen fremhæves situationen, som Line nævner i interviewet, omkring en beboer som ikke ville 30 Ritchie, Tom (2010), side Ritchie, Tom (2010), side

18 med på ferie, men pædagogerne handlede her og meldte ham til på trods af at han sagde nej, men på grund af en reflekteret tanke om at det ville være livskvalitet for ham. Her nævner Line også vigtigheden i at man skal lære den enkelte at kende netop for at kunne træffe beslutninger som denne på vegne af personen: det er fordi jeg kender ham ja. Og det er fordi jeg har brugt masser af tid på at lære ham at kende og have de her samtaler, nå men hvad lavede du i sommer og hvad lavede du, ikke også, og man bruger tid på at finde ud af den anden. 32 Det er altså vigtigt at vi får skabt nogle gode relationer, da de har stor betydning for livskvalitetsarbejdet i den pædagogiske praksis. Som jeg har nævnt vil der, i kraft af vores profession, være magt tilstede i disse relationer og jeg ser det derfor som væsentligt at se nærmere på dette og hvordan vi bruger denne magt, da jeg mener at det er vigtigt at være bevidste herom. 7.3 Magt Som nævnt tidligere så vil magt uundgåeligt være en del af den pædagogiske praksis. I kraft af vores profession besidder vi en magt og jeg mener at det er altafgørende at vi er bevidste om denne magt og ikke gør det til et fyord. Jeg mener det er vigtigt at vi reflekterer over hvordan vi anvender magten og er bevidste omkring det. I denne forbindelse finder jeg derfor Berit Bae og Michel Foucaults teorier relevante og vil i det følgende uddybe dem Berit Bae definitionsmagt Når Bae anvender begrebet definitionsmagt, henvises der til at pædagogen er i en overmægtig position i forhold til beboeren, når det gælder beboerens oplevelse af sig selv. 33 Når man som professionel arbejder med udviklingshæmmede, så er beboerne meget afhængige af de reaktioner vi kommer med. Disse reaktioner er med til at opbygge et billede af hvem de er. Pædagogens reaktion og svar på beboerens kommunikation er derfor en vigtig forudsætning for at kunne arbejde med at fremme beboerens selvstændighed og tro på sig selv. Men er vi ikke bevidste om denne definitionsmagt og hvordan vi bruger den, så risikerer vi derimod at misbruge den og derved underminere beboerens selvstændighed og selvrespekt. 34 Bae mener at man som professionel skal blive mere bevidst om hvordan man bruger sin definitionsmagt og dette gør man ved at blive bevidst om den anerkendende relation og tilgang. Hvad en anerkendende tilgang 32 Bilag nr. 4, side 3 linje Bae, Berit (1996), side 7 34 Bae, Berit (1996), side

19 indebærer, ifølge Berit Bae, vil jeg komme nærmere ind på senere i afsnittet omkring anerkendelse Michel Foucault Michel Foucault har beskæftiget sig med magtbegrebet og han mener at magten ikke kan undgås, da den altid vil være til stede. Foucault ser ikke magt som tilhørende en bestemt person eller klasse og er derfor ikke afgrænset til politiske og økonomiske strukturer. Foucaults syn på magt er grundlæggende positivt, da man kan bruge den som et middel til at påvirke og forandre gennem for eksempel manipulation. Magten kan dog både være frigørende og undertrykkende og ifølge Foucault skal man derfor bruge magten som en ressource og udviklingsfaktor. 35 Magten kan have en bagside, da den kan blive misbrugt og virke undertrykkende, hvilket kan få en ubehagelig konsekvens for de mennesker, for eksempel den udviklingshæmmede, som udsættes for magten 36. I følge Foucault er viden lig med magt og som professionelle pædagoger skal vi gerne have mere vidensmagt end den udviklingshæmmede. Foucault taler om magt fremtrædende i to forskellige former, den synlige magt og den skjulte magt. Den synlige magt I forbindelse med socialt arbejde, forstås den synlige magt som restriktiv systemmagt. Denne magt er synlig, idet den bygger på et ulighedsforhold, bestemt af sociale relationer, hvor magt er magt over nogen. Den skjulte magt Denne magt optræder mindre synligt og bliver ofte brugt bag om ryggen på dem, som magten er rettet mod. Dette gør at magten ofte foregår gennem manipulation, for at påvirke nogen i en bestemt retning. Det problematiske ved den skjulte magt opstår, når den som anvender magten ikke er bevidst omkring det Analytisk opsamling Definitionsmagten og den magt vi besidder som professionelle kan være med til at styrke den udviklingshæmmedes selvfølelse eller modarbejde den, dette afhænger af hvor man er i mødet og relationen med den enkelte beboer. Det kræver derfor ifølge både Bae og Foucault en 35 Carsten Pedersen (2010), side Carsten Pedersen (2010), side

20 bevidstgørelse omkring denne magt, da en bevidstgørelse og den rette tilgang kan være med til at skabe bedre forudsætninger for at beboeren møder respekt og udvikler et positivt forhold til egne kompetencer. Line taler også meget tydeligt omkring vigtigheden i denne bevidstgørelse: Den kan jo bruges, jeg synes den måde vi bruger magt på, det bliver jo brugt med en refleksion og en tanke på at man vil noget godt, det er jo ikke dårligt, altså magt i vores arbejde. Jo man kan hvis man ikke reflekterer over det når man bruger det, men jeg synes jo at den magt vi gør i det for eksempel når vi manipulerer eller hvad vi gør, at så er det jo fordi at vi gerne vil have beboerne til noget vi mener, er godt for beboerne. Ja det er positiv udvikling vi er ude i. 37 Her taler Line om den usynlige magt som de anvender i praksis og netop hvordan man via en bevidstgørelse kan bruge magten som en udviklingsfaktor, netop som Foucault nævner. Som professionel skal man være bevidst om at bruge denne usynlige magt, så det ikke bliver problematisk for den udviklingshæmmede. Man skal derfor bruge sin magt på en professionel måde, så der kan ske en positiv udvikling i livskvalitetsarbejdet med den enkelte beboer. Magten skal ifølge Foucault ses som produktiv, da den sætter individet i stand til at handle på bestemte måder. Sættes dette i forbindelse med interviewet med Torben, kan man se at han har samme grundholdning til magtbegrebet, som Foucault har, idet Torben ser magt som grundlæggende positiv og som et middel til udvikling og selvstændighed og det kan derved gøre beboeren i stand til at handle på bestemte måder. Dette ses for eksempel omkring brugen af magt i forbindelse med motivation omkring motion. Pædagogerne bruger deres merviden til at forklare beboerne omkring betydningen af motion og korrekt kost. 38 Pædagogerne bruger deres magt i form af viden, som de videregiver til beboerne så de bliver i stand til at kunne handle i forskellige situationer og blive mere selvstændige. I denne forbindelse med kost og motion bruger de også deres definitionsmagt, da de i motionsrummet prøver at snyde beboerne når de sætter hældning på løbebåndet. Den usynlige magt kommer også i spil via manipulation, idet de siger til den enkelte at de ikke skal løbe, men bare gå en tur. 39 Denne form for magt kan dog retfærdiggøres, da den bruges på en etisk reflekteret måde, da manglende motion kan resultere i en skadelig vægt som kan give følgesygdomme og man kan derfor tale om omsorgssvigt fordi pædagogen ikke har 37 Bilag nr. 4, side 5, linje Bilag nr. 3, side 2, linje Bilag nr. 3, side 2, linje

21 grebet ind. Denne form for magt kan retfærdiggøres, da man kan henvise til servicelovens 82, som tidligere beskrevet omhandler den offentlige omsorgspligt. Når man taler om den synlige magt, så ses den ofte i form af økonomi, hvor det som regel er pædagogerne der har overblikket og kontrollen og derved den synlige magt. Dette ses både i forhold til Allan og Brian. Både for Allan og Brian er det pædagogerne som står for at holde styr på økonomien og begge får uddelt penge en gang i mellem, som de så selv må administrere. Allan udtalte blandt andet i interviewet at: Ja, men nu får jeg hjælp til pengesagerne. Ellers så bestemmer jeg selv. 40 Beboerne har problemer med at administrere deres penge og her bruger pædagogerne den synlige magt, men den bliver brugt på en positiv måde, da man på sin vis kan tale om omsorgssvigt hvis der ikke blev grebet ind i forhold til deres pengesituation. Desuden bliver magten i dette tilfælde set som en udviklingsfaktor, for at hjælpe dem med at få styr på økonomien, og give dem nogle redskaber, så de forhåbentlig selv kan administrere det i fremtiden. Jeg er meget enig med Line når hun siger at det er vigtigt at vi snakker og er bevidste om magten. Magten skal italesættes, så den kan bruges godt og reflekteret. 41 Når denne ideelle relationsform må være den komplementære, så kræver det også at man er bevidst om den definitionsmagt man besidder som pædagog. Når vi er i relation med en beboer er det vigtigt at vi er opmærksomme på hvordan vi bruger vores magt, så det bliver med den udviklingshæmmedes livskvalitet og udvikling for øje og ikke med vores egne normer og værdier som det afgørende. Netop dette er væsentligt i den komplementære relation, nemlig at vi er ikke lige, men ligeværdige og vi har ret til hver vores oplevelse. 7.4 Anerkendelse Anerkendelse er et meget omtalt begreb, og mange bruger det uden egentlig at have tænkt nærmere over hvad de præcis mener med begrebet. Den komplementære relation kræver anerkendelse og mange områder som har indflydelse på livskvaliteten fordrer også anerkendelse for at kunne blive opfyldt i størst mulig grad. Jeg vil i det følgende se nærmere på Axel Honneth og Berit Baes beskrivelser af begrebet, for at komme nærmere frem til hvad der forstås ved anerkendelse og hvilken betydning anerkendelse kan have i forhold til livskvalitetsarbejdet. 40 Bilag nr. 1, side 3, linje Bilag nr. 4, side 5, linje

22 7.4.1 Axel Honneth Honneth taler i hans anerkendelsesteori om tre forskellige anerkendelsessfærer, den private, den retslige og den solidariske. For at kunne blive et fuldt individ, skal man have erfaret anerkendelse inden for alle tre anerkendelsessfærer, da de hver især udgør en del af individets udvikling. 42 Hver af de tre former for anerkendelse er med til at give tre former for forhold til sig selv, nemlig selvtillid, selvagtelse og selvværdssættelse 43 og dette vil jeg uddybe nærmere sammen med de tre former for anerkendelse i det følgende. Den private sfære Denne anerkendelsessfære omhandler familie, kærlighed og venskab. Her anerkendes man for den man er. Denne anerkendelsesform er forudsætning for selvfølelsen og subjektets fundamentale selvtillid. 44 Den emotionelle anerkendelse som sker i denne sfære, sætter subjektet i stand til at udtrykke sig og se sig selv som én, der kan deltage i nære fællesskaber og samfundsmæssige forhold. 45 Den retslige sfære Denne anerkendelse sker i form af retssikkerhed. Anerkendelse sker via lovsikrede rettigheder. Respekten for borgerens rettigheder udmøntes i praksis og individet har lige rettigheder, men også lige pligter i forhold til samfundet. Den retslige anerkendelse er forudsætning for selvrespekt og selvagtelse, da det er igennem de universelle rettigheder at subjektet er i stand til se sig selv som et lige medlem af samfundet blandt andre. Denne form for anerkendelse giver individet grundlæggende mulighed for at realisere sin autonomi. 46 Den solidariske sfære Dette er anerkendelse gennem relationen til fællesskabet, hvor individets deltagelse og positive engagement anerkendes. Man anerkendes for sit positive bidrag og subjektet bliver herved anerkendt i kraft af de egenskaber og færdigheder det besidder. Denne anerkendelse er en forudsætning for værdsættelsen af sig selv Honneth, Axel (2003), side Honneth, Axel (2003), side Honneth, Axel (2006), side Honneth, Axel (2003), side Honneth, Axel (2003), side Honneth, Axel (2003), side

23 Ifølge Honneth kan der opstå krænkelser i forbindelse med de tre anerkendelsesformer. I privatsfæren kan der ske mishandling eller seksuelle overgreb som kan skade selvtilliden. Der kan ske retslig krænkelse hvis man bliver nægtet nogle af sine rettigheder. Man kan blive ydmyget eller nedgjort og dette er den solidariske krænkelse som kan skade individets selvværdsættelse Berit Bae Bae mener at der er behov for en bevidstgørelse omkring anerkendelse og at en anerkendende relation bør ses som et ideal, der er værd at stræbe efter. 49 Hun mener at en bevidstgørelse kan være med til at skabe bedre forudsætninger for at man møder den enkelte med respekt og derved giver anledning til at man kan udvikle et positivt forhold til individets ressourcer og vi kan derved blive bevidste om hvordan vi bruger vores definitionsmagt. 50 En anerkendende relation er baseret på ligeværd, hvilket betyder at man ikke kan opnå en anerkendende relation hvis den ene part ser sig selv som mindre værd end den anden. I den pædagogiske praksis er det nødvendigt at pædagogen ser den udviklingshæmmede som ligeværdig, så forholdet kan blive præget af udvikling. 51 Anerkendelse indebærer at man ser den anden som adskilt med rettigheder over egne oplevelser. Det er kun gennem anerkendelse af den anden, at vi kan blive selvstændige og bevidste om os selv. Bae deler det, at være anerkendende op i fire områder, forståelse og indlevelse, bekræftelse, åbenhed og selvrefleksion og afgrænsethed. Jeg vil i det nedenstående uddybe de forskellige områder. Forståelse og indlevelse Man må forsøge at se tingene fra den andens erfaringsbaggrund og på den måde prøve at gå ind i den andens oplevelsesverden, for at forstå den anden. Dette kræver at man er lydhør og åben for den anden. Dette stiller krav om at, vi ikke blot hører den verbale kommunikation, men også den nonverbale, vi skal altså være opmærksomme på metakommunikationen. 52 Pædagogen skal forsøge at forstå meningen med den udviklingshæmmedes handlinger, i stedet for at gå ind og pege på hvad der skal gøres anderledes fremover. 48 Honneth, Axel (2003), side Bae, Berit (1996), side 8 50 Bae, Berit (1996), side 8 51 Bae, Berit (1996), side 7 52 Bae, Berit (1996), side

24 Bekræftelse Gennem lytning og forståelse, kan man skabe en bekræftende kommunikation, som gør at den udviklingshæmmede har ret til egne tanker, følelser og oplevelser. Man skal vise at man forstår hvad den anden prøver at udtrykke, dette skal gøres både verbalt og nonverbalt, da det er tryghedsskabende for den udviklingshæmmede. 53 Bekræftelse må ikke misforstås med positiv feedback eller ros, da der ligger en vurdering heri og man derfor ikke har fokus på den udviklingshæmmedes optagethed, men sin egen forståelse af hvad der er godt. En måde at være bekræftende på, er ved at udvise nonverbal forståelse og gentage den udviklingshæmmedes udsagn. En anden måde kan være ved at stille undrende og accepterende spørgsmål, som får den udviklingshæmmede til at forholde sig til sine udtryk og derved reflektere udsagnet eller handlingen. 54 Åbenhed Med åbenhed menes at man er åben over for den andens verden i det man prøver at forstå den. Man skal altså opgive kontrollen, så fokus bliver på hvad den udviklingshæmmede er optaget af. Pædagogen skal være åben og undrende i sin kommunikation og derved også være åben over for at det kan tage en anden drejning end forventet. 55 Selvrefleksion og afgrænsethed For at man kan være åben og bekræftende forudsætter det, at man kan skelne mellem hvad der foregår i en selv og i andre, man skal kunne reflektere over egne oplevelser. Når man taler om selvrefleksion handler det om at man skal kunne se sig selv udefra og forholde sig observerende til sig selv. Med afgrænsethed menes at man kan skelne mellem egne og andres oplevelser Analytisk opsamling Honneth taler altså om anerkendelse på tre forskellige måder og mener at den bedste måde at blive anerkendt på, kræver anerkendelse på alle tre områder. Ser man på Honneths teori i forhold til arbejdet på et bosted for udviklingshæmmede, så omhandler den private anerkendelse den måde vi som pædagoger går ind i den udviklingshæmmedes hverdag og bliver en signifikant anden. Vi kan dog ikke erstatte den kærlighed som kommer fra familien og jeg mener derfor at 53 Bae, Berit (1996), side Bae, Berit (1996), side Bae, Berit (1996), side Bae, Berit (1996), side 16 22

25 det er vigtigt at man sikre et godt pårørendesamarbejde, for at sikre den private anerkendelse. Vi kan som professionelle være med til at opretholde gode forhold mellem beboer og familie og mellem personale og familie. Jeg har selv oplevet at en beboer meget gerne ville besøge sin familie, men han var bange for et afslag og lidt usikker på det hele, så jeg var ved hans side imens han snakkede med dem. Dette gav ham tryghed og mod til at snakke med familien og de sagde ja med det samme og jeg var på den måde med til at sikre privat anerkendelse, da beboeren ikke havde kontaktet dem hvis jeg ikke hjalp ham og var til stede. I forhold til den retslige anerkendelse, vil det være selvbestemmelse og medbestemmelse som ofte vil være i fokus. Det er vigtigt at beboeren føler ret til at træffe egne valg og bliver hørt i fællesskabet. På et bosted ser jeg det som vigtigt at man afholder beboerrådsmøder hvor alle har mulighed for at blive hørt og også føler sig hørt. Det er vigtigt at man ikke bare afholder møderne, men også tager deres udlæg og forslag alvorligt og at de beslutninger der bliver truffet ikke bare bliver skrevet i et referat, men rent faktisk også bliver til noget. Den retslige anerkendelse hænger godt sammen med det Næss betegner som at være aktiv, nemlig at man er aktiv og har indflydelse på eget liv. Det er vigtigt at vi er med til at sikre den udviklingshæmmedes rettigheder og sørger for at de bliver behandlet på lige fod med andre borgere. Den solidariske sfære er et område vi som professionelle har meget stor indflydelse på og et område hvor vi helt klart kan være med til at sikre anerkendelse i form af vores arbejde. En af vores opgaver er blandt andet at skabe selvværd hos den enkelte beboer og netop det er hvad den solidariske anerkendelse handler om. Vi skal anerkende den enkelte for sit bidrag og være med til at fremme lige netop det, der gør den enkelte til noget særligt og betydningsfuldt for fællesskabet. Den solidariske anerkendelse har stor betydning for den indre psykologiske tilstand og er med til at give beboeren selvfølelse. Den solidariske anerkendelse er derved også med til at sikre områder for livskvalitet. Man kan konkludere at anerkendelse på alle tre måder, kan have positiv indflydelse på livskvaliteten og er derfor vigtig at have for øje i det pædagogiske arbejde med udviklingshæmmede. Som nævnt tidligere kan der ifølge Honneth også opstå krænkelser i forhold til de tre anerkendelsessfære og dette er også væsentlig at være opmærksom på. Vi skal være med til at sikre den enkeltes rettigheder og give beboeren medbestemmelse og mest mulig 23