Den irske og islandske finanskrise

Transkript

1 Forfattere: Karen Kristensen Eksamens nr.: Rikke Gry Bentsen Eksamens nr.: Vejleder: Christian Bjørnskov Institut for Økonomi Karakter anslag BACHELOR AFHANDLING Den irske og islandske finanskrise Et casestudy af de økonomiske fordele og ulemper ved et medlemskab af EU og ØMU, i forbindelse med den finansielle krise AARHUS UNIVERSITET BUSINESS AND SOCIAL SCIENCES Maj 2014

2 ABSTRACT This thesis investigates whether or not membership of EU and EMU proved to be an economical advantage or disadvantage for member states in realtion to the finansial crisis in In order to test this hypothesis it is applied to the case of Ireland and Iceland to see if Irelands memberships of the EU and EMU or Icelands absense of these has affected the severty of the crisis experienced in the countries and how the countries handled the crisis. The crisis in Iceland escalated because the economy was outside the financial shelter of EU and EMU, and before receiving financial aid the country experienced both a financial and currency crisis. In Iceland the independent currency played a main part in causing the crisis and in the economic recovery following the crisis. The results suggest that EU and EMU membership played an essistial part in the contribution of Irelands crisis, but also had an helping effect in absorbing the initial chock of the crisis and maintaing the living standard in the country. Membership of EU and EMU is therefore not unequivocal bad or good, and in the case of Ireland it was neither necessary nor sufficient for the country to get sucked into the credit boom. There is no guarantee that the crisis would have been prevented if Ireland had not been a member state.

3 INDHOLDSFORTEGNELSE 1. INDLEDNING PROBLEMFORMULERING AFGRÆNSNING EVALUERING AF LITTERATUR VIDENSKABSTEORETISK OG METODOLOGISK UDGANGSPUNKT AFHANDLINGENS STRUKTUR EMNEVALG DEN ØKONOMISKE UDVIKLING IRLAND De samfundsøkonomiske politikker Nationalbanken Bankers adfærd ISLAND De samfundsøkonomiske politikker Nationalbanken Bankers adfærd ANALYSE Irrational exuberance Ekspansiv finanspolitik Moral hazard Lånepraksis Håndtering af bankkrisen og redningspakker Finanstilsynene Indlånsforsikringspolitikken Taylor regel Valutakurs Intern og ekstern depreciering Tillid fra de finansielle markeder Offentlige gæld i dag Delkonklusion for Irland... 53

4 3.14 Delkonklusion for Island POLITISKE OVERVEJELSER KONKLUSION BIBLIOGRAFI BILAG a. Icesave konflikten b. Sammenligning af adfærd i Irland og Island... 68

5 LISTE OVER FIGURER Figur 2.1 Irlands offentlig forbrug og BNP Figur 2.2 Sammensætning af skatteindtægter i Irland Figur 2.3 Irlands inflationsrate og nominelle rente, Figur 2.4 Udlån til byggesektoren og boligkøb 2006 Figur 2.5 LTD for udvalgte irske finansielle institutioner i 2005 og 2006 Figur 2.6 Arbejdsløshed i Island Figur 2.7 Den reelle valutakurs Figur 2.8 Aktiekurs indekset for ICEX og ICEX15 Figur 3.1 Ejendomspriser for udvalgte lande, Figur 3.2 Islands offentlige forbrug og BNP vækst, Figur 3.3 Betalingsbalancen i Irland og Island i hhv. euro og króna, Figur 3.4 Betalingsbalancens løbende poster Figur 3.5 Bankers aktiver i forhold til BNP, Figur 3.6 Eurozonen, periferilande, centrale lande og Taylor-reglen Figur 3.7 Taylor-reglen for Irland og ECBs rente, Figur 3.8 Taylor-reglen for Island, Figur 3.9 Islands inflationsrate Figur 3.10 Den 10-årige obligationsrente i Irland og Island, Figur 3.11 Betalingsbalancen i Irland og Island i hhv. euro og króna, Figur 3.12 Arbejdsløshed i Irland og Island

6 LISTE OVER TABELLER Tabel 2.1 Sammensætningen af irske bankers passiver: 1999 og 2008 Tabel 2.2 Betalingsbalancens løbende poster, Island Tabel 3.1 Renter og inflationsrater i Tyskland og Irland Tabel 3.2 Offentlig gæld og balancen på de finansielle poster for Irland og Island, Tabel 4.1 Fordele og ulemper ved EU og ØMU

7 FORKORTELSE BNI BNP EBA ECB EFTA EU EØF EØS FDI FME IFC IMF LTD LTV OECD NIIP SIC ØMU Bruttonationalindkomst Bruttonationalprodukt Den Europæiske Banktilsynsmyndighed Den Europæiske Central Bank European Free Trade Association Den Europæiske Union Europæiske Økonomiske Fælleskab Det Europæiske Økonomisk Samarbejdsområde Foreign Direct Investment Finanstilsynet i Island Internationalt finansielt center Den Internationale Valutafond Lån-til-depositum Lån-til-værdi Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling Net international investerings position Special Investigation Commission Den Økonomiske og Monetære Union

8 1. INDLEDNING Den globale finanskrise påvirkede økonomier verden over, men nogle lande oplevede en større økonomisk recession end andre. Inden for Europas grænser var det blandt andet de to små periferi lande Island og Irland, som oplevede de værste økonomiske sammenbrud. Begge lande havde inden krisen oplevet stor økonomisk fremgang med overskud på statsbudgetterne, lav arbejdsløshed og stigende vækst. Til fælles for begge lande var også, at de i en høj grad havde bygget deres vækst på udenlandsk kapital, anvendt en ekspansiv finanspolitik på trods af, at økonomierne allerede var overophedet. Derudover udviste bankerne uansvarlig og uholdbar adfærd i både Irland og Island, og nationalbankerne havde holdt dårligt opsyn med disse. En væsentlig forskel på de to lande er, at Irland er medlem af den Europæiske Union (EU) og den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) hvorimod Island ikke er medlem af hverken den ene eller den anden. Der kan derfor argumenteres for, at Irland er del af en alliance (EU og ØMU) som giver økonomisk og politisk beskyttelse. Island er ikke under beskyttelse af EU institutionerne, men er forpligtet til at overholde reglerne i forhold til dets medlemskab af det Europæiske Økonomisk Samarbejdsområde (EØS). 1.1 PROBLEMFORMULERING Denne opgave har til formål at undersøge om hvorvidt EU og ØMU medlemskaber har hjulpet Irland eller om fraværet af disse har hjulpet Island med at reducere risici før krisen, hjulpet med at absorbere chokket af krisen og hjulpet landene ud af krisen. Med udgangspunk i følgende problemformulering vil vi undersøge: Hvad er implikationerne ved EU og ØMU medlemskab i forbindelse med krisetider? 1

9 1.1.1 Undersøgelsesspørgsmål For at kunne besvare vores problemformulering, har vi arbejdet med følgende undersøgelsesspørgsmål i analysen: 1. Hvad lå til grund for de finansielle kriser i Irland og Island? 2. Hvorfor var der væsentlige forskelle på de to kriser? 3. Hvordan har de to lande håndteret krisen? 4. Hvilken rolle har interaktionen mellem finans- og pengepolitikken haft? 5. Har EU og ØMU været en fordel for Irland? 6. Hvordan kunne man have forhindret krisen? 1.2. AFGRÆNSNING Afhandlingen vil fokusere på de anvendte finans-, penge-, og valutapolitikker i Irland og Island. Der vil derfor hovedsageligt ses bort fra handels-, miljø- og strukturpolitikker. Analysen vil lægge vægt på de politikker, der er blevet anvendt af regeringerne i hhv. Irland og Island, deres nationalbanker og den europæiske centralbank (ECB). Analysen vil kun kortlægge bankernes adfærd i de to lande, og hvordan dette har påvirket økonomien i de to lande, og ikke se på husholdningers, virksomheders og enkelt personers påvirkende adfærd. Analysen og beskrivelse af den økonomiske udvikling er afgrænset til at gælde fra år 2000 til år EVALUERING AF LITTERATUR Den primære litteratur i denne afhandling er artikler publiceret i respekterede tidsskrifter. De empiriske undersøgelser og konklusioner i artiklerne må anses for at være valide, da de har været underkastet fagfællesbedømmelse før udgivelse. Afhandlingen har anvendt datamateriale til beregninger, tabeller og figurer fra Eurostat, Worldbank, IMF og Trading economics som udbyder detaljerede statistikker omkring både Irland og Island, som anses for at være pålidelige. Afhandlingen tager derfor udgangspunkt i anerkendte artikler, teorier og datamateriale for at øge studiets pålidelighed. 2

10 1.4. VIDENSKABSTEORETISK OG METODOLOGISK UDGANGSPUNKT Det videnskabsteoretiske udgangspunkt i afhandlingen tager sit afsæt i den kritiske rationalisme, som Karl Popper fremførte. Den kritiske rationalisme siger til forskel fra positivismen, at en teori ikke kan verificeres (Holm, 2011:45). Tankegangen arbejder ud fra falsifikationisme, hvilket betyder at der kun skal en enkel observation til for at modbevise ens teori. Afhandlingen vil derfor sandsynliggøre hvilke fordele eller ulemper, der kan være ved at være medlem i større fællesskaber, såsom EU og ØMU. Dette vil ske ved hjælp af empiriske undersøgelser og analyser jf. Karl Popper og den kritiske rationalisme. Afhandlingens metodologiske tilgang vil tage udgangspunkt i Heldbjergs (1997) systembaserede tankegang. Denne tankegang antager, at helheden opfattes som forskellig fra summen af delene, det vil sige en holistisk tilgang. Metodens funktion er derfor at klarlægge sammenhænge, da det ikke er nok at analysere de enkelte dele (Heldberg, 1997:43-44). Ved at analyser helheden, vil relationerne mellem delene også komme til at fremgå. Dette er relevant i forhold til afhandlingens problemstilling, da systemer må forstås som helheder, og de må forklares ud fra interaktionen mellem de enkelte systemer. Det vil sige, at helheden og interaktionen af de samfundsøkonomiske politikker og de forskellige aktørers adfærd, udgør mere end summen af de enkelte dele analyseret hver for sig. Antireduktionisme er væsentlig indenfor systembaseret tankegang, og man kan derfor ikke forstå komplekse helheder ved at bryde dem ned i deres mindste bestanddele. Den systembaserede tankegang antager også, at viden afhænger af det system, der analyseres. Viden om ét system kan derfor ikke direkte overføres til et andet system, så hvad der er den optimale løsning ift. medlemskab af EU og ØMU er ikke nødvendigvis den samme for forskellige lande, da denne viden ikke uden videre kan overføres. Dog har forskellige systemer et antal fællestræk, som analysen vil fokusere på. Derudover anvendes en åben systemtankegang, hvor systemet interagerer med dets omgivelser. Det betyder, at faktorer udenfor systemet kan komme med input til systemet, mens at systemet output kan have konsekvenser for omgivelserne. Til slut antages det, at virkeligheden er objektiv, og at verden er en verden af kendsgerninger, der eksisterer uafhængig af den videnskabelige undersøgelse. Det er derfor vigtigt, at verden 3

11 bliver fremstillet som en objektivt eksisterende virkelighed i afhandlingen, dog vil forfatternes subjektivitet havde indflydelse på forståelsen af systemet og derfor er fuldstændig objektivitet kun muligt rent hypotetisk AFHANDLINGENS STRUKTUR Afhandlingen stuktur er opbygget ud fra den systembaseret tankegang, hvor afhandlingen er inddelt i 5 kapitaler, som består af et antal delafsnit og underafsnit. Kapitel 1 vil introduceres afhandlings formål jf. indledning og problemformulering, samt afgrænsning, videnskabsteoretiske metode og kildekritik. I kapital 2 er den beskrivende fase af undersøgelse, også kaldet systemanalysen. Der vil i kapitlet blive gennemgået den økonomiske udvikling i hhv. Irland og Island. Derudover vil der være en beskrivelse af regeringspolitikkerne, nationalbankernes politik og bankers adfærd i de to lande som er sammenhængsbestemmende. Kapitlet er skrevet med udgangspunkt i sekundære data og litteraturstudier. Den efterfølgende analyse i kapitel 3 vil tage udgangspunkt i den konkrete problemstilling, samt analysere forskelle i de to landes fremgangsmetode. I den sammenhængs-bestemmende fase vil der blive analyseret hvilke konsekvenser en ændring af systemet kan få for systemet som helhed, dette vil ske ud fra databehandling, -analyse og fortolkning. I den afsluttende forudsigende og vejledende fase vil der i kapitel 4 være en diskussion af de politiske overvejelser, som resultaterne i det foregående kapitel har resulteret i. Kapitel 5 præsenterer afhandlingens konklusion og overordnede resultater EMNEVALG Denne afhandling har valgt at beskæftige sig med Irland og Island, da begge er små lande i periferien af Europa, som oplevede store økonomiske opsving inden krisen og dybe økonomiske recessioner under krisen. En af de interessante forskelle på de to lande er, at mens Irland er medlem af EU og ØMU er Island kun medlem af EØS. Vi ønsker i denne afhandling at udlede, hvilke fordele og ulemper der kan være forbundet med at være medlem af EU og ØMU, og har derfor valgt at koncentrere os om netop disse to lande. 4

12 2. DEN ØKONOMISKE UDVIKLING Der kan drages mange paralleller mellem den økonomiske udvikling i Irland og Island. Begge lande oplevede høje vækstrater fra slut 90 erne og indtil krisens udbrud. Det økonomiske boom i landende havde i begge tilfælde ført til en overophedet økonomi, hvor de samfundsøkonomiske politikker ikke passede til konjunkturerne. Fra det økonomiske højdepunkt og til der, hvor krisen var værst, faldt Islands bruttonationalprodukt (BNP) med 30 procent og i samme tidsperiode faldt Irlands BNP med 12 procent (Howden, 2014:422). Det tilsvarende fald i USA var kun omkring 5 procent af BNP IRLAND Økonomien i Irland har været igennem en enorm udvikling. Irlands økonomi gik fra at være en af de mest lovende, til at være en af de økonomier, som den finaniselle krise ramte hårdest. Før krisen havde det økonomiske opsving medført, at efterspørgslen på ejendomme var steget dramatisk. Der var fuld beskæftigelse og et positivt syn på videre økonomisk fremdrift, så bankerne tillod irerne at optage store lån til både huskøb og privatforbrug. På blot ti år var nybyggeri vokset massivt, og 40 procent af alle irske huse blev opført i denne periode (Bjerre, 2009:18) De samfundsøkonomiske politikker Irland blev kendt som den keltiske tiger op igennem 90 erne på baggrund af landets høje vækstrater. Irland var det fattigste land i det Europæiske Økonomiske Fælleskab (EØF) tilbage i 1973, men efter en vækstperiode indhentede landet de andre industrialiserede lande. Ved hjælp af faktorer som lav beskatning og en konkurrencedygtig arbejdsstyrke, som var veluddannet, lavt lønnet og engelsk talende, vandt Irland en del multinationale virksomheders interesser, og fik skabt mange nye arbejdspladser. I perioden fra 1988 til 2007 voksede Irlands BNP gennemsnitlig 6 procent om året og arbejdsløsheden faldt fra et niveau på 16 procent i 1994 til kun 4 procent i 2000 og forblev lavt op gennem 00 erne (Honohan, 2010:136). 5

13 Fra 2000 og indtil krisen ramte begyndte økonomien at blive overstimuleret, og væksten i landet byggede i en højere grad på troen om vedvarende vækst og inflation af aktiver. Regeringen i landet valgte at føre en ekspansiv finanspolitik på trods af de høje vækstrater, og finansministeren var blandt ude at sige, at Når jeg har det (red. penge), så bruger jeg det (Dellepiane & Hardiman, 2010:10). Den procykliske finanspolitik bidrog markant til overophedningen af økonomien, og fra 2001 og fremadrettet steg det offentlige forbrug i Irland flere gange hurtigere end den procentvise stigning i BNP (Figur 2.1). Figur 2.1. Irlands offentligt forbrug og BNP (årlige % ændring) Kilde: Worldbank Irland havde tidligere haft en stor markedsandel i international handel, men eksporten og konkurrenceevnen begyndte at falde i takt med, at medarbejderne fik forhandlet bedre overenskomster (Regling & Watson, 2009:22). I 2007 var den årlige bruttoløn steget til at være den anden højeste i eurozonen (nominelle termer) og priserne i Irland var også eskaleret over de senere år, alt sammen faktorer, som var med til at forringe konkurrenceevnen markant Boble økonomi og skatte bias I 00 erne forblev arbejdsløsheden lav, landet oplevede en positive strøm af immigration og husholdningernes indkomst steg. Disse faktorer medførte, at efterspørgslen på ejendomme steg og huspriserne var udsat for en stor inflation. Regeringspolitikkerne understøttede denne udvikling, ved at opfordre befolkningen til at investere i fast ejendom og gav blandt andet skattelettelser, hvis man byggede huse på landet (Connor et al., 2010:17). Andre incitamenter til at købe hus var, at regeringen indførte skattefradrag på realkreditlån og fjernede ejendomsskatten (Regling & Watson, 2009:5). 6

14 Figur 2.2. Sammensætning af skatteindtægter i Irland Kilde: Regling & Watson Skattegrundlaget blev mindre afhængigt af direkte beskatning af indkomst, da regeringen gentagne gange gav skattelettelser til gengæld for lønbegrænsninger, så Irland kunne beholde sin konkurrenceevne (figur 2.2). Skatteindtægterne i Irland var meget afhængige af beskatning af byggesektoren og højt privatforbrug, og regeringen var derfor interesseret i at øge disse aktiviteter (Connor et al., 2010:17) Håndtering og effekterne af krisen Da krisen ramte Irland i efteråret 2008, stod det klart hvor sårbar banksektoren var. Der var en difference på omkring 200 milliarder euro mellem hvad bankerne havde udlånt, hovedsageligt til bygherrer, og hvad de havde indestående i depositummer (Thorhallsson & Kirby, 2012:802). Differencen blev dækket af lån fra de internationale finansielle markeder, så da adgangen til kapital faldt, kom bankerne i store finansielle problemer. Regeringen ændrede i september 2008 indlånsforsikringspolitikken til at garantere alle indlån uden nogen øvre grænse. Den omfattende sikring af bankernes forpligtigelser resulterede i, at Irland havde eventualforpligtelser svarende til ca. 200 procent af BNP, og at bankernes risiko dermed var blevet til en landerisiko (Connor et al., 2010:5). Derudover købte regeringen majoritetsaktier i landets tre største banker (Allied Irish Bank, Bank of Ireland og Anglo Irish Bank), til en værdi af 5,5 milliarder euro (Howden, 2013:350). Denne kapitalindsprøjtning var alene ikke nok til at redde bankerne, som ikke kunne overholde deres udenlandske forpligtelser og oplevede stigende rater af misligholdte lån. Bankernes aktier faldt kraftigt i værdi, og Allied Irish Banks og Banks of Irelands aktier faldt til 1 procent af den værdi, den havde været i begyndelsen af 2007, derudover var den bogførte værdi af egenkapitalen gange større end markedsværdien, fordi huspriserne faldt så drastisk i samme periode (Honohan, 2010:146). I 7

15 januar 2009 indførte regeringen lovændringer, som gjorde det muligt at nationalisere Anglo Irish Bank, og Allied Irish Bank og Bank of Ireland modtog hver en kapitalindsprøjtning på 3,5 milliarder euro (Howden, 2013:350). I forbindelse med krisen oprettede regeringen også The National Asset Management Agency (NAMA) som skulle varetage bankernes mange misligholdte boliglån i bytte for statsobligationer (O Sullivan & Kennedy, 2010:225). NAMA opkøbte banklån til en bogført værdi af 72 milliarder euro for 30 milliarder euro, som blev betalt i kontanter og statsobligationer (Howden, 2013:350). Oprettelsen af NAMA, kapitalindsprøjtningerne til banksektoren og den omfattende sikring gjorde, at statens finanser kom under pres, og der var et underskud på statsbudgettet på 14,4 procent af BNP i Da omkostninger for at redde bankerne var medregnet, faldt underskuddet til næsten 32 procent af BNP i 2010 (Thorhallsson & Kirby, 2012:803). Irlands BNP faldt også drastisk som følge af krisen, først med 3,5 procent i 2008, yderligere 7,6 procent i 2009 og med 0,2 procent i 2010 (Thorhallsson & Kirby, 2012:803). På den positive side blev underskuddet på betalingsbalancen udlignet i 2010 og der var overskud på betalingsbalancen i 2011 (Woods & O Connell, 2012:104) Redningspakke fra IMF På grund af regeringens garanti for bankernes forpligtigelser, begyndte de internationale markeder at miste tilliden i 2010 til, at Irland kunne dække sin kæmpe gæld. Regeringen accepterede derfor en redningspakke fra EU og Den International Valutafond (IMF) i november Redningspakken bestod af et lån på 85 milliarder euro over en periode på 7,5 år til en estimeret gennemsnitlig rente på 5,85 procent, og derudover modtog regeringen også et lån på 150 milliarder euro fra ECB, som gav banksektoren likviditet (Thorhallsson & Kirby, 2012:803; Howden, 2013:350). Grunden til at EU og IMF tilbød Irland en redningspakke var, at ECB strammede sin udlånspolitik til landet, da det stod klart, at Irland modtog 20 procent af bankens udlån, men kun stod for 1 procent af EU s BNP (Thorhallsson & Kirby, 2012:808). Indtil 2010 havde ECB bidraget med finansiel støtte, og dermed sikret at prisniveauet og valutakursen forblev stabil (Thorhallsson & Kirby, 2012:814). 8

16 I forbindelse med redningspakken krævede EU og IMF ændringer i Irlands finanspolitik og dikterede, at Irland skulle sælge ud af deres andele i de irske banker, for at skabe en ny troværdighed, og strammere finanspolitisk styring. Irland skulle balancere deres statsbudget igennem skattestigninger, reducere mindstelønnen for offentlige ansatte, nedskære i sociale ydelser og nedskære antallet af offentlige arbejdspladser (Nechio, 2011b:4). For at nå et planlagt underskud på statsfinanserne på ca. 3 procent i 2015, blev der skåret i det offentlige forbrug med 10 milliarder euro og skatterne er blevet hævet med 5 milliarder euro (Thorhallsson & Kirby, 2012:803) Nationalbanken Som led i ØMU fællesskabet havde den irske nationalbank færre politiske redskaber at gøre brug af, og havde ikke ansvaret for at regulere valutakursen og rentekurserne. Det var dog nationalbankens ansvar at føre opsyn med finansielle aktiviteter i landet, herunder bankernes adfærd Inflation i Irland Nationalbanken har haft svært ved at tøjle inflationen, og dette har medført, at realrenten i perioder var meget lav og til tider negativ, grundet ECB s nominelle rente (figur 2.3). Den nomielle rente fastsættes af ECB efter hensyn til hele eurozonen. Det betød, at ECB s rente var lavere end den irske inflation i størstedelen af årtiet før krisens udbrud (Connor et al, 2010;11). Da Irland er et lille land i eurozonen, havde Irland ikke meget kontrol over ECB s rentesats (Connor et al, 2010; 12). Det, at renten ikke passede til konjunkturerne i landet, bevirkede det til, at der skete en overophedning af økonomien. I 2008 og 2009 nedskrev ECB renten som følge af krisen, og for at imødekomme konjunkturerne i de kriseramte lande. Den første opskrivning af renten kom først i 2011, da ECB ønskede at hjælpe medlemslandene med at nedbringe deres budgetunderskud i de kommende år, for at de kunne nå grænsen på højst 3 procent af BNP (Nechio, 2011a: 1). 9

17 Figur 2.3. Irland s inflationsrate og nominelle rente, Kilde: (Connor et al, 2010; 11) Reguleringen og finanstilsynet Nationalbanken er ansvarlig for den finansielle stabilitet i landet, mens finanstilsynet er ansvarlig for den finansielle regulering og tilsyn med bankerne. De irske banker var i perioden op til krisen dårligt forvaltet, men nationalbanken og finanstilsynet havde stor tiltro til de irske banker, og der blev derfor ikke holdt ordentligt opsyn med dem (Jones, 2012:2-3). Generelt var politikere, nationalbanken og finanstilsynet inden krisen afvisende overfor kritik af de irske bankers forrentningsmodeller. Det endte alligevel med, at der kom nogle stramninger på kapitalkravene til boliglån i starten af 2006, hvor de høje lån-til-værdi ratioer (LTV) skulle sænkes, men yderligere foranstaltninger blev ikke indført (Honohan, 2010:145). Den irske nationalbank beskyldes sammen med finanstilsynet, for at have lavet nogle strategiske fejl, ved ikke at reagere på de systemiske risici i Irlands banksystem. Et eksempel på, at finanstilsynet ikke førte ordentligt opsyn med bankerne, og levede op til deres forpligtelser var, at direktørerne og bestyrelsesformanden i Anglo Irish Bank igennem otte år havde gemt store personlige lån, ved at overfører dem umildbart inden regnskabsårets udgang til andre banker. Først efter årsregnskaberne var offentliggjort, blev lånene tilbageført (Connor et al., 2010;15). Ligeledes havde Anglo Irish Bank også bevidst underdrevet deres lån-til-depositum (LTD) gennem svindel transaktioner med andre irske banker; de udlånte penge til de andre banker som herefter satte disse ind som indlån i banken (Connor et al., 2010;15). Ved at bankerne har haft mulighed for at udbyde flere lån, end de har haft indestående i form af indlån, blev kundernes indlån udsat for en stadig stigende risiko (Connor et al., 2010:16). 10

18 Ambition om forsat vækst i landet lagde grund for et stærkt indenrigspolitisk pres, som medførte, at finanstilsynet og politikkerne tillod, at den finansielle sektors risikoprofiler udviklede sig i en farlig retning (Connor et al., 2010;13) NAMA NAMA blev oprettet i april 2009, for at administrere og varetage ejendomsrelaterede lån i bankernes porteføljer, og derved at fungere som en dårlig bank ud fra god bank/dårlig bank princippet. Dette skulle sikre bankerne en stærkere position i forbindelse med flere kapitalindsprøjtninger. Bankerne kunne dermed reducere usikkerheden om de fremtidige tab på nye udlån og forbedre deres kapitalforhold (OECD, 2009:34). I forbindelse med oprettelsen af NAMA blev der indført en lang række retningslinjer. Bankerne kunne frivilligt vælge, om de ville være en del af garantiordningen, som NAMA bestyrede, men regeringen forventede dog, at landets største banker ville søge om optagelse i ordningen også Anglo Irish Bank, som var blevet nationaliseret. De aktiviteter som NAMA varetager for bankerne, kan blive pålagt en afgift af regeringen, hvis NAMA lider tab på disse aktiviteter i fremtiden, så bankerne vil være med til at dække eventuelle finansielle tab En ny Bankunion? ECB og EU medlemslandende er i øjeblikket i gang med at diskutere oprettelsen af en bankunion, som skal bestyres af ECB. Bankunionen skal blandt andet varetage banktilsyn med medlemslandenes banker og administrere en fælles mekanisme til at afvikle nødlidende banker (eu-oplysningen.dk). I forbindelse med union vil der blive indført et fælles regelsæt for bankerne, som inkluderer regler om kapitalkrav, bankafvikling og indlånsforsikringsgaranti. Et af formålene ved bankunionen er, at medlemslandende ikke skal stå som mellemled mellem ECB og bankerne, og optage lån på bankernes vegne. Ved at det er bankerne selv, som skal forhandle med ECB, forhindrer man den negative forbindelse mellem kriser i banksektorer og belastning af de offentlige finanser, som der er blevet observeret ved krisen. I dag står den europæiske banktilsynsmyndighed (EBA) for at udarbejde fælles regler på bankområdet, samt for at føre kontrol med gennemførelsen af tilsynsregler (eu-oplysningen.dk). 11

19 Bankers adfærd Der skete et skift i sammensætningerne af passiver hos de irske banker fra 1999 til Før 1999 var bankerne primært finansieret af kundernes indskud, for herefter at blive finansieret af indlån og værdipapirer fra internationale kapitalmarkeder (tabel 2.1.). Bankerne blev fanget af det økonomiske opsvings optimisme, og udstedte flere udlån til den private sektor, til en værdi af mere end 200 procent af Irlands BNP (Connor et al, 2010:11). Tabel 2.1. Sammensætningen af irske bankers passiver, 1999 og 2008 Kilde: Connor et al., 2010 Som en del af ØMU medlemskabet blev det nemmere for bankerne at optage udenlandsk lån, ved at vekselrisikoen blev fjernet, og mere kapital blev stillet til rådighed. Disse lån finansierede bankernes udlån til den private sektor og byggeherrer, og dermed øgede bankerne deres markedsandele (Regling & Watson, 2009:14) Konkurrence om markedsandele Bankernes adfærd skyldtes især konkurrencen omkring markedsandelene, som opstod under det økonomiske opsving. Dette betød, at kriterierne til udlån blev lempet, så de ikke mistede kunder. Det var især Anglo Irish Bank og Irish Nationwide, som anvendte en meget aggressiv udlånspolitik, som førte til en generel holdning hos bankerne om, at de burde være mere imødekommende overfor potentielle låntagere (Connor et al.,2010:16). Bankerne tilbød derfor langt flere lån og i 2006 var to tredjedele af alle lån udbudt til førstegangskøbere. Størstedelen af førstegangskøberne havde en LTV på op til 90 procent, men 33 procent af alle førstegangskøberne havde en LTV på 100 procent (Honohan, 2009:216). Løbetiden for lånene voksede i sammenhæng med boligboblen, og i perioden fra 2004 til 2007 var andelen af lån med en løbetid 12

20 på over 30 år gået fra 10 til 35 procent (Conner et al., 2010:16). Førstegangskøbere som optog lån med en løbetid på over 30 år var i 2007, 60 procent af alle førstegangskøb (Honohan, 2009:216). Som det fremgår af nedenstående, figur 2.4, var bankernes udlånspolitik meget aggressiv. Bankernes porteføljer var meget afhængige af boliglån og antallet af private boliglån steg med 24 procent fra 2002 til 2008 (Conner et al., 2010:17). Det er derfor tydeligt, at bankernes porteføljer var meget udifferentieret. Figur 2.4. Udlån til byggesektoren og boligkøb 2006 Kilde: Regling & Watson, Ubalancerede LTD Bankerne var også sårbare på grund af ubalancerede lån-til-depositum (LTD). De fleste banker havde en LTD på cirka 150 procent, mens finanssektoren havde en gennemsnitlig LTD på 200 procent(figur 2.5). Forskellen mellem indlån og udlån blev finansieret af lån fra de internationale finansielle markeder (Regling & Watson, 2009:33). Bankernes nettogæld til udlandet var 10 procent af BNP i 2003, og dette var steget til over 60 procent af BNP i starten af 2008 (Honohan, 2010:141). Bankerne havde to mulige scenarier for hvordan de ville fortsætte deres forretningsmodel, de kunne enten 1) fastholde den aggressive konkurrence om markedsandelene eller 2) indføre en mere forsigtig holdning til udlån. Mange banker frygtede dog, at en konservativ udlånspolitik ville føre til en faldende markedsandel, hvilket ville betyde et fald i aktiekursen og derved en øget risikoen for, at en anden mere aggressiv bank ville opkøbe dem (Regling & Watson, 2009:15). 13

21 Figur 2.5. LTD for udvalgte irske finansielle institutioner i 2005 og 2006 Kilde: Regling & Watson Set i lyset af krisen, ville den konservative udlånspolitik havde været mere favorabel, da den ville have stillet bankerne i en bedre konkurrencemæssig position. Dog undervurderede analysemodeller inden krisen, de risici der var forbundet med bankernes adfærd. Dette skyldtes primært, at man i modellerne havde medregnet de høje ejendomspriser og gunstige økonomiske forhold, som var på det tidspunkt (Connor et al. 2010:3) Den kriseramte banksektor Som tidligere nævnt styrtdykkede bankernes aktier under bankkrisen, og på trods af redningspakker og kapitalindsprøjtninger blev de seks største bankers obligationer vurderet som junk obligationer i 2011 (Howden, 2013:350). Fordi bankernes porteføljer var udifferentieret og afhængige af ejendomsmarkedet, betød det, at da huspriserne begyndte at falde med 1 procent om måneden og arbejdsløsheden steg, steg raten af misligholdt gæld, da kunderne ikke kunne afdrage på deres lån (Howden, 2008:4). Bankkrisen medførte et bank-run, og lige før ændringerne i indlånsforsikringen i september 2008, mistede Anglo Irish Bank indlån på omkring 1 milliard euro om dagen (Thorhallsson & Kirby, 2012:802). Nationalisering af Anglo Irish Bank og kapitalindsprøjtningerne i resten af banksektoren, påførte den irske stat omkostninger svarende til procent af Irlands BNP i 2010 (Howden, 2013:350) ISLAND I løbet af 90 erne havde den islandske regering påbegyndt en aggressiv liberaliserings- og privatiseringsproces af blandt andet banksektoren. Dette resulterede i, at Island i starten af det 21 århundrede var et af verdens rigeste lande målt per indbygger, med en hurtigt voksende bank- 14

22 og servicesektor. Væksten var drevet af indenlandsk efterspørgsel og finansieret af udenlandsk kapital, som til sammen løftede den reelle produktion i landet med over 25 procent imellem 2003 og 2007 (IMF, 2008:9). Det økonomiske boom resulterede dog i en overophedet økonomi, hvor der ikke var overensstemmelse mellem penge- og finanspolitikker. Der var et stort underskud på betalingsbalancen, en arbejdsløshed på 1 procent og bankpraksis der i høj grad var afhængig af udenlandsk finansiering. I 2006 oplevede landet en mini-krise, hvor flere økonomiske eksperter havde stillet spørgsmålstegn ved bankernes ekspansive forretningsmodel og de makroøkonomiske ubalancer. Dog var det først i efteråret 2008, at det islandske banksystem kollapsede, hvilket gav anledning til en økonomisk recession og valutakrise (Hilmarsson, 2013:38) De samfundsøkonomiske politikker For at skabe økonomisk vækst i landet førte den islandske regering en meget ekspansiv finanspolitik fra 1995 og frem til krisens udbrud. Den ekspansive finanspolitik bestod blandt andet af store investeringer i energi, omfattende skattelettelser (blandt andet blev mellemskatten blev sænket med 6 procent fra 42 til 36 procent og topskatten blev afskaffet) og privatisering af de tidligere statsejede banker (Arnbjörnsson & Grönvold, 2009:154). Ligesom i Irland var regeringens politikker i Island medvirkende til landets store boligboble. Regeringens Boligfinansieringsfond sænkede kravene til låntagere, hvor maksimum LTV rationen steg fra 65 til 90 procent i 2003 og det maksimale lånebeløb blev fordoblet mellem 2004 og 2006 (Howden, 2014:42). Drivkraften bag den islandske økonomi var islændingenes forbrug, som blev finansieret af lån, og det vurderes, at deres opsparingsrate var negativ i perioden fra 2003 til 2007 (Signurjonsson & Mixa, 2011:219). 15

23 Figur 2.6. Arbejdsløshed i Island (% af totale arbejdsstyrke) Kilde: Trading economics Da landet befandt sig i en periode med højkonjunktur, hvor arbejdsløsheden var ca. 1 procent i 2007, blev økonomien overstimuleret (figur 2.6) (Hart-Landsberg, 2013:33). Dette førte til en stor ubalance på betalingsbalancen, pres på løndannelse og inflation. Underskuddet på betalingsbalancens løbende poster nåede sit maksimum i 2006, hvor det var 18,2 procent af BNP (tabel 2.2). Samme år var Islands net international investerings position (NIIP) også negativ med 121,5 procent af BNP (Howden, 2014:424). Demokratipartiet foreslog tilbage i maj 2007, at man genintroducerede retningslinjerne fra Stabiliserings Pagten fra 1990 for at genoprette økonomisk stabilitet. Da partiet efter valget samme år dannede regering med Selvstændighedspartiet (som havde haft regeringsmagten i kollektionsregeringer siden 90 erne), blev der ikke ændret på de samfundsøkonomiske politikker, selvom der var mange varsler om, at landet var på vej mod en økonomisk krise (Arnbjörnsson & Grönvold, 2009:155). Tabel 2.2. Betalingsbalancens løbende poster År Betalingsbalancen som procent af BNP , , , , , , , , , , , , ,3 Kilde: Howden, Internationalt finansielt center Regeringen i Island havde høje ambitioner for landets vækst og fremgang. De ønskede blandt andet, at den voksende banksektor skulle udvikle sig til at blive et internationalt finansielt cen- 16

24 ter (IFC) (Hilmarsson, 2013:37). Blandt fortalerne var statsministeren, præsidenten og chefen af Kaupthing Bank som mente, at Islands forretningsmiljø, de lave skatter og den effektive infrastruktur, gjorde landet til en ideal kandidat som et IFC (Hilmarsson, 2013:38) Varsler om forestående krise At landet var på vej imod en økonomisk krise var der flere varsler om. Udover den stigende inflation, underskud på betalingsbalancen og negativ NIIP var flere eksperter også kommet med varsler til regeringen og nationalbanken. Blandt kritikerne var Danske Bank, som i 2006 udsendte en rapport som fremhævede de makroøkonomiske ubalancer. I rapporten udtalte banken, at landet inden for den nærmeste årrække vil komme ind i en recession (Danske Bank, 2006:1). Professor R. Z. Aliber 1 rådede også regeringen til at opdele landets nuværende banker i to ny banker: en kommerciel bank og en udenlandske investeringsbank (Hilmarsson, 2013:35). Kritikken som udløste en såkaldt mini-krise blev mødt med harme fra politikkerne, som ikke ville tage kritikken seriøs. Islands forretningsinteressenter og regeringen lancerede derimod en international PR kampagne (Hilmarsson, 2013:35). Kampagnen, som inkluderede flere rapporter fra anerkendte akademikere, tegnede et meget favorabelt billede af Islands banksektor og landets økonomi (Herbertsson & Mishkin, 2006; Baldursson and Porters, 2007). Kampagnen markedsførte også krisen som en informationskrise, da politikkerne mente, at udenlandske kritikere simpelthen var utilstrækkeligt informeret og havde brug for mere uddannelse for at forstå realiteterne i Island (Hilmarsson, 2013:34). Det islandske arbejderforbund, AIS, havde også gentagne gange advaret regeringen om, króna kursen var så overvurderet, at det kun ville være et spørgsmål om tid før valutaen kollapsede (Arnbjörnsson & Grönvold, 2009:155). Regering fremførte altså laissez-faire politik på trods af råd fra flere eksperter. Rapporter udgivet efter krisen har understreget, at statsministeren og regeringen skulle havde sat ind over for bankernes spekulative vækst, og at bankerne ikke skulle havde haft lov til at vokse sig så store i forhold til den islandske økonomi (Hilmarsson, 2013:39-40). I stedet for at fokusere på bankernes størrelse i forhold til den islandske økonomi, var nationalbanken og 1 Professor R.Z. Aliber underviser i International Økonomi og Finansiering ved University of Chicago. Han mødtes med den islandske premierminister og advarede ham om det uholdbare ved den islandske banksektors forretningsmodel. Derudover udgav han artiklen Monetary turbulence and the icelandic economy i juni

25 regeringen mere optaget af bankernes image og ambitionen om at blive et IFC, hvilket opstillede betingelser som før eller siden ville havde udløst en national krise Krisen rammer Island Den økonomiske situation begyndte at blive tilspidset allerede i begyndelsen af I marts måned var inflationen over 8 procent og den islandske króna deprecierede med 20 procent, og igen med yderligere 25 procent i juni måned (figur 2.7). Det opsigtsvækkende ved denne depreciering var, at det så ud til, at det var bankerne selv, som dumpede krónaen (Arnbjörnsson & Grönvold, 2009:155). I september måned strammede problemerne for alvor til, krónaen var lige ved at kollapse, og bankerne kom under konkursbehandling af finanstilsynet (FME). I starten af krisen havde den islandske regering ellers meddelt, at den ville redde banksektoren ved at nationalisere bankerne, og bekendtgjorde blandt andet den 29. september, at Glitnir banken ville blive nationaliseret; dette skete dog aldrig (Howden, 2013:349). Bankernes samlede gæld var ud fra regeringens synspunkt for stort til, at regeringen kunne varetage den, og bankernes gæld af fremmed valuta var for stor til, at nationalbanken kunne stille sikring for den. Så den 6. oktober blev der vedtaget en ny lov, som gjorde det muligt for regeringen at overtage bankerne ved at etablere nye banker, som ville varetage de indenlandske aktiviteter, her iblandt bankernes opsparingskonti (Arnbjörnsson & Grönvold, 2009:155). Den 8. oktober var de tre største banker, Glitnir, Kaupthing og Landsbanki, alle kommet i konkursbehandling, da regeringen og nationalbanken var uvillig til (og ikke kunne) sikre banksektorens gæld, og for at sikre, at Islands suverænitet forblev solvent (Howden, 2013:349). Målet var at redde betalingssystemet i landet og undgå et fuldstændigt kollaps af det finansielle system. Figur 2.7. Den reelle valutakurs Kilde: OECD Economic Surveys: Iceland

26 Som følge af krisen faldt krónaen med 50 procent overfor euroen i 2008 (figur 2.7), aktiemarked mistede ca. 95 procent af sin værdi fra 2007 til 2009 (figur 2.8) og reallønnen faldt med 4,2 procent i 2008 og yderligere 8 procent i 2009 (Hart-Landsberg, 2013:33). Derudover steg arbejdsløsheden fra 1 procent i 2007 til 8 procent i 2009(figur 2.6), hvor de personer, som stadigvæk var i beskæftigelse gik ned i timer og løn. Figur 2.8. Aktiekurs indekset for ICEX og ICEX15 (Total return index) Kilde: Bloomberg IMF kaldte bankkollapset for det største i historien, i forhold til størrelsen på økonomien, og der opstod store uroligheder i Island. Den islandske befolkning afholdt demonstrationer for at vise deres utilfredshed med regeringens håndtering af krisen, og koalitionsregeringen fratrådte kort efter den havde udstedt valg. En midlertidig regering bestående af Demokratipartiet og Venstre-Grønne havde magten frem til valget i april 2009, hvor den nye koalitionsregering vandt valg majoriteten (Thorhallsson & Rebhan, 2011:58). Både den forhenværende statsminister, finansminister og handelsminister blev efter krisen beskyldt for forsømmelse af kommission for special investigation (SIC) i tiden op til bankkrakket og for at handle på en måde, som var til fare for den islandske økonomi. SIC beskyldte også cheferne for nationalbanken og finanstilsynet for at forsømme deres ansvar, med at regulerer finansielle aktiviteter og holde opsyn af disse (Hilmarsson, 2013:41) Håndtering af krisen Den fremgangsmåde og de politikker, som Islands nye regering anvendte, var markant anderledes end hvad man så i andre europæiske lande. Medlemslande af EU og ØMU havde den 19

27 politik, at bankerne ikke måtte krakke, da det ville underminimere troen på euroen (Hart- Landsberg, 2013:34). Modsat fik bankerne i Island lov til at gå konkurs. Den islandske regering henvendte sig i oktober måned 2008 til IMF, for at få økonomisk hjælp. Island modtag 2,1 milliarder dollar fra IMF, under forudsætning af, at landet tilbagebetalte den britiske og hollandske regering de penge, som de havde kompenserede deres respektive indskydere af Icesave konti med (bilag a) (Hart-Landsberg, 2013:33). Derudover modtog Island et lån på 3 milliarder dollars fra de nordiske lande og Rusland (Hart-Landsberg, 2013:34). For at afhjælpe valutakrisen indførte regeringen kontrol med kapitalbevægelser (capital controls). Disse skulle a) begrænse udenlandske valuta i at forlade landet, b) stoppe valutakursen fra at falde yderligere, og c) sikre at udenlandsk valuta var til rådighed for væsentlige transaktioner (Howden, 2013:355). På dette tidspunkt var kursværdien på krónaen allerede faldet med omkring 50 procent, hvilket gjorde det umuligt for islandske virksomheder og husholdninger at opfylde deres udenlandske gældsforpligtelser (Jeffery, 2013:37). Det var især frygten for, at udenlandske investorer ville dumpe deres króna-dominerede aktiver, som medførte indførelsen af kontrol med kapitalbevægelser. Ved at forhindre udenlandsk valuta i at forlade landet, fjernede man det deprecierende pres på krónaen. Det er blevet estimeret, at indførelsen af kontrol med kapitalbevægelser forhindrede 8 milliarder dollars i at forlade landet, svarende til ca. 50 procent af landets BNP (Hart-Landsberg, 2013:37). Kontrollen med kapitalbevægelser vil ikke blive afviklet før efter 2015 som det tidligste. Udover kontrol med kapitalbevægelser forbød regeringen også islandske investorer i, at investere i udlandet. Dermed sikrede man, at kapital blev stillet til rådighed for indenlandske låntagere og risikoen for ukontrolleret renteforhøjelser blev mindsket (Lakehal-Ayat, 2010:39). Som en del af den aftale som Island indgik med IMF, skal både indenlandske og udenlandske borgerer indberette alle valutatransaktioner til nationalbanken i Island, og alle islandske beboere skal overgive al udenlandsk valuta til nationalbanken inden for to uger efter de har modtaget disse (Howden, 2013:355). Sammenlignet med andre medlemslande af Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling (OECD), har Island på nuværende tidspunkt det højeste antal af restriktioner på foreign direct investment (FDI) (Howden, 2013:356). 20

28 Nationalbanken Nationalbanken i Island er ansvarlig for landets pengepolitik og for at føre opsyn med landets banker. Inden krisen var nationalbankens hovedprioritet at tøjle inflationen, som var et stadig stigende problem Inflation En del af nationalbankens pengepolitik var at arbejde ud fra en inflationsmålsætnings-strategi på 2,5 procent. Denne strategi blev adopteret i marts 2001 på samme tidspunkt, som der blev indført en flydende valutakurs på krónaen. Nationalbanken har selv anerkendt, at den gjorde et utilfredsstillende job med inflationsmålsætningen, og selve inflationen i landet var også væsentligt over målet. Den gennemsnitlige inflation var imellem 2001 og ,7 procent og i 2007 var inflationen helt oppe på 9,4 procent (Howden, 2014:422). Inflationen var dog delvist skjult af den høje kurs på krónaen, så importen var stadigvæk billig og underskuddet på betalingsbalancen voksede. For at tøjle de stigende priser og højkonjunkturen i landet, førte nationalbanken en kontraktiv pengepolitik og hævede diskontoen. De signalerede derved til bankerne, at de skulle hæve deres renter, og dermed forsøge at mindske husholdningernes og virksomhedernes lyst til at låne for at sænke forbruget. En stagnation af økonomien kunne have stabiliseret prisniveauet og situationen på betalingsbalancen ville været blevet forbedret En stærk króna Den islandske króna havde en høj kurs i årene op til krisen og blev holdt kunstig stærk på grund af tilførslen af udenlandsk kapital. Så da banksektoren kollapsede og tilførslen af udenlandsk kapital stoppede, faldt krónaen dramatisk og inflationen røg i vejret (Hart-Landsberg, 2013:36). Tilbage i februar 2007 vurderede The Economist s Big Five Index at den islandske króna var den mest overvurderede valuta i verden, og det blev vurderet, at kursen var sat procent for højt (Howden, 2014:428, Arnbjörnsson & Grönvold, 2009:154). Bankerne konverterede lavforrentet udenlandsk valuta til króna, det såkaldte króna carrytrade, for at investere i indenlandske aktiver, som var værdisat urealistisk højt på grund af in- 21

29 flation. Efterspørgslen efter króna holdt valutakursen oppe, og mindskede derved risikoen for forringelse af værdien af kursen. Ved at krónaen var stabil blev bankernes vekselkurs risiko også mindsket (Howden, 2014:426) En lav valutareserve Da Glitnir banken henvendte sig til nationalbanken for hjælp, lovede nationalbanken at opkøbe 75 procent af bankens aktier. Denne udtalelse underminerede udlandets tro på hele Islands banksystem og kassekreditter blev opsagt. Der begyndte et decideret bank-run, på blandt andet Icesave kontoerne, hvor udlændingene ville havde deres indlån tilbage (Hart-Landsberg, 2013:32). De islandske banker havde ikke en tilstrækkelig stor valutareserve til, at imødekomme kundernes efterspørgsel og begyndte at sælge króna-dominerede aktiver for at få kapital. Dette fik krónaen og prisen på islandske aktiver, såsom ejendomme, til at styrtdykke. På grund af de utilstrækkelige valutareserver var de islandske banker insolvente. Bankernes samlede aktiver var næsten 9 gange større end landets BNP i 2007 og bankernes udenlandsk forpligtelser var 14 gange større end nationalbankens valutareserve. Nationalbanken kunne derfor heller ikke imødekomme de ønskede hævninger fra kontoerne eller forsvarer krónaen (Howden, 2014:430) Nye og gamle banker Under bankernes konkursbehandling blev hver bank under FME inddelt i en ny og gammel bank. De nye statsejede banker fik tildelt alle realkreditlånene, andre banklån og indlån fra den gamle bank. Tilbage i den gamle bank stod kun de udenlandske forpligtelser og depositummer (som bestod af 90 procent af bankernes fordringer)( (Jeffery, 2013:37, Hart-Landsberg, 2013:35). De lån som blev overført fra den gamle bank, til den nye bank blev nedskrevet, og den islandske regering lånte 7,96 milliarder euro til de nye banker (Howden, 2013:349). Denne kapitalindskydning medførte, at den offentlige gæld steg til 70 procent af bruttonationalindkomst (BNI) i Tilsyn og overvågning Det var FME s ansvar, at føre opsyn med den finansielle sektor, men afdelingen var i perioden før krisen underbemandet og manglede erfaring med at føre tilsyn med banker. Allerede inden 22

30 krisen brød ud, havde den engelsk nationalbank, ECB og den amerikanske nationalbank nægtet at øge nationalbankens valutareserve i Island. Dette og kritikken fra flere økonomiske eksperter skulle havde fået FME og nationalbanken til at skride ind overfor bankernes adfærd (Hilmarsson, 2013:38). I et internationalt perspektiv så det ud som om, at nationalbanken og regeringen prøvede at beskytte deres banksektor, ved ikke at dele deres bekymringer med omverden, og både nationalbanken og FME har mistet en stor del af deres troværdighed som følge af krisen. Allerede i november måned 2007 var cheferne for nationalbanken bange for, hvordan situationen med bankerne skulle udvikle sig. De beskrev disse bekymringer til premierministeren og nogle af ministrene. Der er dog ingen beviser på, at de kom med nogle konkrete forslag til, hvordan man kunne redde bankerne eller imødekomme den forestående krise (Hilmarsson, 2013:40). En anden væsentlig grund til, at Island skulle holde opsyn med bankerne var, at Island havde en meget generøs indlånsforsikringspolitik. Denne var administreret af nationalbanken og stillede garanti for alle indlån, uden nogen øvre grænse for hvor meget forsikringen dækkede; derudover gjaldt denne forsikring for både króna og udenlandsk-valuta indlån (Howden, 2014: ). Da alle bankernes hovedkvarter var placeret i Island, og Landsbankis Icesave konti var en filial i udlandet, hørte alle disse institutioner under Islands opsyn og ansvarsområde, og alle var derfor også dækket af indlånsforsikringen. Da indskyderne af Icesave kontoerne ville hæve deres indlån og bankerne viste sig at være insolvente, blev det hurtigt klart, at nationalbanken ikke havde en tilstrækkelig stor valutareserve til at stille sikring for de udenlandske forpligtelser. Den islandske Indlån- og Investorer Garanti Fond, som administrerede indlånsforsikringen under nationalbanken, havde kun omkring 100 millioner euro i egenkapital, hvilket langt fra dækkede de 3,9 milliarder euro, som bankerne havde udestående i forbindelse deres udenlandske ekspansion (Howden, 2014:429) Krisen og de senere år Nationalbanken og regeringen kunne ikke opfylde deres forpligtigelser, som långiver af sidste instans eller dække de forskellige indlån, som var dækket af indlånsforsikringen. Regeringen valgte, at indenlandske indskud skulle have prioritet over udenlandske indlån, selvom disse var dækket under samme vilkår i indlånsforsikringen. Udenlandske indskydere måtte klare sig 23