Indholdsfortegnelse 1

Transkript

1 Indholdsfortegnelse 1 Indledning 2 Problemformulering 4 Metodiske overvejelser 4 Projektdesign 6 1. Hvilke argumenter fremfører Sartre for at støtte kommunisterne i de tre artikler fra TM, 1952, der kom til at udgøre de tre første afsnit af værket The Communists and Peace? 7 1a. The Communists and Peace : Sartres to argumenter for at støtte CPF (e og f) 7 Opsummering af 1a 9 1b. The Demonstration of May 28 : 9 1e. Om Sartres bekymring for krig 9 1ee. Opsummerende om Sartres bekymring for krig 10 1f. Om den uanstændighed CPF og dets vælgere er udsat for 10 1c. The Strike of June 4 : 11 1f. Om den uanstændighed CPF og dets vælgere er udsat for 11 1ff. Opsummerende om den uanstændighed CPF og dets vælgere er udsat for 13 1d. Konklusion (1a, 1ee og 1ff sammenholdes) Er Sartres argumentation for sin støtte til kommunisterne rimelig set i lyset af den situation, som CPF befinder sig i, i 1952? 14 2a. Bliver CPF behandlet uanstændigt i fransk politik i perioden ? 14 2b. Opsummering 18 2c. Konklusion (1d og 2b sammenholdes) Hvad var de væsentligste reaktioner på Sartres artikler fra den ikke-kommunistiske venstrefløj og fra de franske kommunister? 20 3a. Konklusion 24 Litteraturliste 25 1

2 Indledning Sartres eksistentialisme i efterkrigstiden I efterkrigstiden blev den ateistiske eksistentialisme 1 udbredt som en tilværelsesforståelse, hvorom der hævdedes, at den kunne udgøre en baggrund for, at det enkelte menneske kunne overvinde sin rådvildhed, og eksistentialismen i Jean Paul Sartres variant bliver iblandt de allermest berømte. (Rendtorff, 2002, 7) D. 29. oktober 1945 afholder Sartre et foredrag i Paris om sin eksistentialisme, der til alles overraskelse bliver et stort tilløbsstykke, og i månederne efter bliver Sartre berømt. Eksistentialisme blev den første store mediebegivenhed i efterkrigstidens Paris og var på alles læber. (Aronson, 2004, 47-48) Ligeledes udkom første udgave af det nye tidsskrift Les Temps Modernes (TM) d. 15. oktober 1945, hvor Sartre var medstifter, og hvor han selv var chefredaktør. I tidsskriftet fremstilledes en bred vifte af emner fremstillet af tidens mest berømte nye forfattere. TM blev hurtigt berømt og blev et forbillede for andre seriøse tidsskrifter. (Aronson, 2004, 46), (Cohen-Solal, 1985, 336) Når det i den grad lykkedes Sartre at nå ud til offentligheden, skyldtes det også, at foredraget fra 1945 blev udgivet som en lille bog i 1946 med titlen Eksistentialisme er en humanisme. Bogen var lettilgængelig og billig, så alle havde råd til at købe den. (Cohen-Solal, 1985, 327) Sartre og de franske kommunister Efter krigen var de franske kommunistiske intellektuelle i et dilemma vedrørende de nye berømte venstreintellektuelle, men ikke-kommunistiske forfattere, som Albert Camus og Sartre. Det så ud til, at de var i færd med at grundlægge et nyt eksistentialistisk paradigme som et alternativ til og dermed en konkurrent til kommunistpartiet (CPF) som fortolker af tilværelsen, både politisk og menneskeligt. (Aronson, 2004, 77-78) CPF øvede en væsentlig tiltrækning på franskmændene efter krigen. Ved befrielsen i 1944 havde CPF medlemmer, men i 1946 var tallet steget til næsten (Aronson, 2004, 68) Forholdet mellem Sartres og CPF blev hurtigt mere anstrengt. Sartre kritiserede CPF og kommunisterne for at underkende individets subjektive valg, og kommunisterne afviste Sartres eksistentialisme som borgerlig egoisme. (Gildea, 1997, 149) Kommunisten Jean Kanapa udgav endda bogen Eksistentialisme er ikke en humanisme. (Cohen-Solal, 1985, 334) Sartre og andre venstrefløjsintellektuelles indsats for at skabe et alternativ til CPF I februar-marts 1948 grundlæggedes den politiske bevægelse; Rassemblement Democratique Revolutionnaire (RDR), hvor Sartre var en af de drivende kræfter. Ambitionerne med RDR var ikke 1 Betegnelsen eksistentialisme dækker over forskellige og modstridende antagelser af flere forskellige filosoffer. Eksistentialisterne er enige om at udlægge menneskets tilværelse som kendetegnet ved at være i en situation, hvor det har en frihed. Uenighederne er vedrørende den nærmere udlægning af, hvad der kendetegner en situation og det enkelte menneskes frihed i situationen. (Lubcke, 1983, 103) 2

3 at danne et parti, men at være en ikke-kommunistisk, men venstreorienteret bevægelse, der kunne udgøre et alternativt politisk miljø imellem CPF og socialisterne (SFIO). (Dobson, 1993, 49-50) RDR blev hurtig kendt som Sartres og David Roussets parti og fik hurtig tilslutning af tusinder. RDR blev dog en fiasko. Selvom intentionerne var at skabe en uafhængig bevægelse, viser det sig, at Sartre-fløjen hælder mod CPF i sociale spørgsmål, og Rousset-fløjen trækker mod højre og USA. David Rousset og George Altman 2 lod sig sponsorere af amerikanske fagforeninger, hvilket Sartrefløjen var imod. De stolede ikke engang på amerikanske venstreorienterede. (Lottman, 1982, ) Det har også vist sig, at pengene stammede fra CIA. RDR og dets tilhængere af ikkekommunistiske venstreorienterede bevægede sig imod USA under indtryk af den kolde krig og den amerikanske sponsorering, og derfor forlod Camus og Sartre RDR i (Aronson, 2004: 104) Sartres støtte til kommunisterne i 1951 I november 1951 udgives Camus bog Oprøreren, hvori kommunisterne og USSR kritiseres for at retfærdiggøre brutale fremgangsmåder og ligegyldighed overfor individer under henvisning til de fremtidige mål. (Jørgensen, 2002: 4-6) Sartre derimod udgiver i juli og oktober-november 1952 tre artikler i TM 3, hvori han nu erklærer sin støtte til CPF, hvilket er overraskende, ikke mindst da han i slutningen af 1949 var medunderskriver af en artikel, udgivet i TM, hvor synspunktet er, at USSR dårligt kan regnes for et socialistisk land, da 10 % af befolkningen befinder sig i arbejdslejre. (Aronson, 2004, 110) Kasper Elmquist Jørgensen henleder i artiklen Albert Camus og Jean-Paul Sartre opmærksomheden på, at Camus og Sartre er betydningsfulde i feltet intellektuelles historie, da de i 1951 bliver talsmænd for vidt forskellige opfattelser af kommunismen. Forskningsfeltet er af nyere dato indenfor historievidenskaben og omhandler intellektuelles holdninger og samfundsmæssige engagement, der er betydningsfuldt, da disse undertiden har haft en betydelig rolle som meningsdannere. (Jørgensen, 2002: 4-6) Dette gælder i særdeleshed for Sartre, der som en væsentlig fransk intellektuel var toneangivende i den politiske debat på venstrefløjen. 4 (Jørgensen, 2002: 13) Derfor vil jeg undersøge, hvilke argumenter Sartre selv giver for at støtte kommunisterne, og hvordan disse artikler blev vurderet af kommunisterne og af den ikke-kommunistiske venstrefløj, de var henvendt til. 2 George Altman var medlem af RDR og direktør for avisen Franc-Tireur, der gav RDR en entusiastisk omtale. (Birchall, 2004, 89) 3 De to første artikler blev udgivet i TM i juli 1952 og havde titlerne The Communists and Peace og The Demonstration of May 28, Den tredje artikel blev udgivet i TM i oktober-november 1952 med titlen The Strike of June 4, (Birchall, 2004, 142) I 1964 bliver artiklerne, sammen med en fjerde artikel fra april 1954, samlet og udgivet som værket Les Communistes et la Paix. Værket bliver oversat til engelsk og udgives i 1969 med titlen The Communists and Peace, og det er den udgave, jeg anvender som primær kilde. 4 Jørgensens vurdering deles af andre. Ronald Aronson skriver, at Camus og Sartre var så dominerende på venstrefløjen, at enhver politisk engageret ikke-kommunistiske intellektuel, i den franske efterkrigstid har måttet forholde sig til deres fortolkninger (Aronson, 2004, 127), og Michael Scriven skriver, at Sartres verdensbillede havde karakter af hegemoni i efterkrigstidens Frankrig. (Scriven, 1999, 91-92) 3

4 Problemformulering 1. Hvilke argumenter fremfører Sartre for at støtte kommunisterne i de tre artikler fra TM, 1952, der kom til at udgøre de tre første afsnit af værket The Communists and Peace? 2. Er Sartres argumentation for sin støtte til kommunisterne rimelig set i lyset af den situation, som CPF befinder sig i, i 1952? 3. Hvad var de væsentligste reaktioner på Sartres artikler fra den ikke-kommunistiske venstrefløj og fra de franske kommunister? Metodiske overvejelser Metodiske overvejelser i forhold til problemformuleringens første spørgsmål Det har vist sig nødvendigt at vælge en analysestrategi, der er et passende kompromis imellem, at undersøgelsen er grundig, men ikke for lang. Derfor har jeg valgt følgende strategi: Første artikel fra juli 1952 med titlen The Communists and Peace vil jeg analysere grundigt, da Sartre her første gang offentliggør sin nye politiske indstilling og forklarer, at han støtter CPF, da han finder det befordrende for verdensfreden, og da CPF bliver uanstændig behandlet i fransk politik. Den anden artikel The Demonstration of May 28, 1952 fra juli 1952 og den tredje artikel The Strike of June 4, 1952 fra oktober-november 1952 vil jeg analysere med henblik på en uddybning af Sartres to argumenter for at støtte kommunisterne. Sartre uddyber sin bekymring for krig i artiklen The Demonstration of May 28, hvorfor jeg kort vil redegøre for dette argument, som det fremgår her. Den uanstændighed, som Sartre mener CPF og dets medlemmer og dets vælgere er udsat for, uddyber Sartre nærmere i både The Demonstration of May 28 og The Strike of June 4, hvorfor jeg kort vil redegøre for dette argument, som det fremgår i disse artikler. Ved denne strategi frasorteres for det første en masse ustruktureret snak, hvor Sartre gentager sig selv i det uendelige, men også betragtninger vedrørende forholdet imellem partiet og dets medlemmer, samt mange forsvar af USSR. 4

5 Min analysestrategi i forbindelse med at Sartres tekster i høj grad er ideologisk farvede Sartres artikler er farvet af en marxistisk tilgang, men det er hverken ønskeligt eller muligt at falsificere et helt paradigme, som det marxistiske kan siges at udgøre, og som Sartre i sine artikler artikulerer en variant af. 5 Den analytiske opgave bliver derfor ikke at irettesætte Sartre for en rigtig eller forkert ideologi, men simpelthen at redegøre for Sartres argumentation uden at fælde nogen dom over denne, undtagen hvis den er selvmodsigende eller hvis Sartre referer fejlagtigt til konkrete historiske begivenheder, der kan kontrolleres eller korrigeres. Metodiske overvejelser i forhold til problemformuleringens andet spørgsmål Sartre argumenterer for, at CPF bliver uanstændigt behandlet i fransk politik. Det er ikke muligt at lave en grundig redegørelse for eller analyse af CPF og det øvrige Frankrig i årene op til 1952 indenfor rammerne af denne opgave, men det er muligt at lave en kort redegørelse, der kan sammenfattes i en konklusion, hvor det afgøres, om CPF og dets medlemmer og vælgere har grund til at føle sig uretfærdig behandlet, og som kan udgøre en meningsfuld reference for dele af argumentationen i Sartres artikler og reaktionerne på Sartres artikler, hvilket er hensigten med afsnittet: 2a. Bliver CPF behandlet uanstændigt i fransk politik i perioden ? og 2b. Opsummering. 6 Metodiske overvejelser i forhold til problemformuleringens tredje spørgsmål Det er ikke muligt at opnå et overblik over, hvordan Sartres artikler blev vurderet og kommenteret, men det er muligt at undersøge de væsentligste reaktioner og dermed få et kvalitativt indblik i den dialog, som Sartre bidrager til. 5 Denne tilgang har jeg valgt under inspiration af Poppers falsifikationskriterium. (Kjørup, 2003, ) 6 Jeg har prøvet at imødekomme det hermeneutiske ideal for en fortolkning, som det gadamer ske begreb fuldkommenhedsforventning referer til. Med begrebet henvises til, at det er nødvendigt at have det udgangspunkt, at der i teksten berettes om noget sandt. (Køppe, 1995, ) Derfor har jeg struktureret min undersøgelse med det udgangspunkt, at Sartres argumenter er meningsfulde. 5

6 Projektdesign 1. Hvilke argumenter fremfører Sartre for at støtte kommunisterne i de tre artikler fra TM, 1952, der kom til at udgøre de tre første afsnit af værket The Communists and Peace? 1a. The Communists and Peace : Sartres to argumenter for at støtte CPF (e og f) Opsummering af 1a 1b. The Demonstration of May 28 : 1e. Om Sartres bekymring for krig 1ee. Opsummerende om Sartres bekymring for krig 1f. Om den uanstændighed CPF og dets vælgere er udsat for 1c. The Strike of June 4 : 1f. Om den uanstændighed CPF og dets vælgere er udsat for 1ff. Opsummerende om den uanstændighed CPF og dets vælgere er udsat for 1d. Konklusion (1a, 1ee og 1ff sammenholdes) 2. Er Sartres argumentation for sin støtte til kommunisterne rimelig set i lyset af den situation, som CPF befinder sig i, i 1952? 2a. Bliver CPF behandlet uanstændigt i fransk politik i perioden ? 2b. Opsummering 2c. Konklusion (1d og 2b sammenholdes) 3. Hvad var de væsentligste reaktioner på Sartres artikler fra den ikke-kommunistiske venstrefløj og fra de franske kommunister? 3a. Konklusion 6

7 1. Hvilke argumenter fremfører Sartre for at støtte kommunisterne i de tre artikler fra TM, 1952, der kom til at udgøre de tre første afsnit af værket The Communists and Peace? 1a. The Communists and Peace : Sartres to argumenter for at støtte CPF (e og f) Sartre tager udgangspunkt i omtalen af en demonstration d. 28. maj 1952, hvor kommunisterne demonstrerede i forbindelse med general Ridgeways ankomst til Paris. Sartres tekst er rodet, og undertiden er det ikke klokkeklart, hvor han refererer andre, og hvor han fremstiller sin egen mening eller om det er begivenhederne d. 28. maj eller d. 2. juni, han omtaler. Artiklen bærer præg af at være dårlig gennemarbejdet, men lader sig dog læse. Sartre starter med at beklage sig over, at det højreorienterede blad Le Figaro har fremstillet begivenhederne som et udtryk for, at der ikke er opbakning til CPF og den kommunistiske fagforening (CGT) (Sartre, 1969, 1), men en artikel fra d. 29. maj af G. Altman 7 i det venstreorienterede tidsskrift Franc-Tireur overgår, ifølge Sartre, helt hans forestillingsevne. Sartre gengiver herefter uddrag af Altmans artikel. Altman beklager, at demonstrationen og optøjerne overhovedet har fundet sted, da CPF og arbejderne kunne have nøjedes med at gøre brug af deres demokratiske rettigheder og offentliggøre deres kritik af USA. Nu efter demonstrationen kan arbejderne tilskrives at være lovløse. Demonstrationen var et resultat af en fanatisk stalinistisk indstilling og agitation, der efterhånden har karakter af ikke blot kommunisme, men tillige en russisk nationalisme og racisme imod alt amerikansk og alt, der ikke bidrager til Stalins Rusland. (Sartre, 1969, 2-3) Grunden, til at det er kommet så vidt, skyldes, at arbejderne har ladet sig opildne eller vildføre af agitationen, og løsningen på dette ulykkelige problem ville være, at et progressivt socialdemokrati kunne fravriste stalinisterne monopolet på at forsvare arbejderne. (Sartre, 1969, 4) Sartres kommentar til dette er, at et sådant progressivt socialdemokratisk parti ikke findes, og at det ville tage årevis at etablere et sådant politisk parti, hvis det overhovedet nogensinde vil lykkes, hvilket Altman udmærket ved. (Sartre, 1969, 4) Derfor er Altmans anbefalinger uduelige, og den egentlige hensigt med Altmans artikel er da også, ifølge Sartre, at prøve at underminere CPFs position uden at opstille et realistisk alternativ, og det vil sige, at Altmans artikel er endnu et bidrag til at køre CPF og dets tilhængere ud på et sidespor. (Sartre, 1969, 4-5) 7 Altman var jo, som nævnt på side 3, det medlem af RDR, der modtog amerikansk støtte. Jeg ved ikke, i hvor høj grad Altman her i 1952 er i lommen på USA, men i løbet af de 3 år, der er gået efter RDR løb ud i sandet, har Altman og Franc-Tireur bevæget sig længere og længere imod en pro-amerikansk og anti-kommunistisk position. (Birchall, 2004,146) 7

8 Jeg mener, at Sartre her argumenterer ganske lødigt. Det er ikke realistisk at danne et nyt parti, som ville kunne opnå nævneværdig direkte politisk indflydelse i fransk politik på kort sigt. Som situationen er her i 1952, så er mulighederne på venstrefløjen CPF, SFIO eller at engagere sig politisk i et alternativ, der balancerer imellem de to partier, hvilket enten er utopisk eller i bedste fald en langsigtet strategi og ikke en løsning på den interne franske politiske situation i Altman refereres til at begrunde sine holdninger med faren for en storkrig imellem USA og USSR og argumenterer for, at hvis ikke masserne trækkes væk fra CPF, vil USSR fremprovokere en krig, hvor Frankrig vil tabe. (Sartre, 1969, 4) Her er Sartre lodret uenig, da han skriver:.. dear slimy rats..(..).. You are running to war and you are carrying us along with you. The workers indifference is no brake on the landslide to massacre: it accelerates it.. (Sartre, 1969, 5) For det første vurderer jeg, at denne diskussion, om hvorvidt arbejdernes opbakning til CPF er medvirkende til at fremprovokere en krig, siger mere om Altman og Sartre og eventuel en generel oppisket stemning i Frankrig i 1952 end om de reelle udsigter til en krig imellem USA og USSR, da der ikke er nogen overhængende trussel om en storkrig. For det andet så er det bemærkelsesværdigt, at Altman, og med ham den ligesindede ikkekommunistiske venstrefløj, nu benævnes som slimede rotter. Begrundelsen, for at Sartre ligefrem finder det rimeligt at gøre brug af ukvemsord, er, som det fremgår af ovenstående citat, faren for krig. I stedet for at begrunde, hvorfor et pacificeret CPF kan fremskynde en kommende krig, så nøjes Sartre med at postulere, at kommunisterne ikke giver op så let, og at det er det eneste parti, der på nuværende tidspunkt, repræsenterer de franske arbejdere. (Sartre, 1969, 4) Med afsæt i det hidtil gennemgåede afslutter Sartre artiklen med en række verbale angreb på alt og alle, der ikke støtter CPF, da han ikke vil se passivt til, at situationen udvikler sig hen imod krig: You call it the party of the hysterical, of assassins and liars; it rouses hatred and its tricks are so glaring that day after day your newspapers have no difficulty in frustrating them. The whole proletariat must therefore be criminal..(..).. Even if we poison their cowardly comfort, these troubled souls must be recalled to decency and reminded of certain disagreeable truths: that it is not possible to fight the working class without becoming the enemy of man and of oneself. (Sartre, 1969, 5) Fingrene bliver ikke lagt imellem, alle andre end kommunisterne tilskrives at beskylde kommunisterne for det værste af det værste, hvilket skyldes en kujonagtig selvtilfredshed. Af hensyn til anstændighed bør disse belæres om, at det ikke er muligt at bekæmpe arbejderklassen uden at blive sin egen og menneskehedens fjende. (Sartre, 1969, 5) Artiklen afsluttes med, at Sartre skriver, at det er proletariatets natur at være lagt for had af disse samfundets forrædere og slimede rotter, 8

9 hvilket er udtryk for, i hvilken grad CPF er det nødvendige og præcise udtryk for arbejderklassen. (Sartre, 1969, 6) Opsummering af 1a Argumenterne, for at Sartre nu kæmper for CPF og deres sag, er at undgå en kommende storkrig, (e), og af hensyn til anstændighed, (f). At CPF og arbejderklassen bliver forfulgt og angrebet verbalt, er en uanstændighed, der viser, at de franske ikke-kommunistiske er sin egen og menneskehedens fjende, og når alle andre end kommunisterne og deres tilhængere systematisk portrætterer CPF som det værste af det værste, er det udtryk for, at CPF er det nødvendige og præcise udtryk for arbejderklassen. Når Sartre her erklærer CPF og dets kurs for fuldt berettiget, så er der noget selvmodsigende i det, når Sartre kort forinden har vedkendt sig, at det er ærgerligt, at der ikke findes et andet progressivt socialdemokratisk parti, som Altman angav som løsningen på problemet. Fronterne er trukket helt op, der skabes et os og dem i artiklen. De, der ikke sympatiserer med CPF, tilskrives uanstændighed og at være egne og menneskehedens fjender, der kujonagtig og selvtilfreds lukker øjnene for udviklingen hen imod en storkrig, hvorfor det er legitimt at titulere disse med betegnelserne slimede rotter, og endnu grovere betegnelser. CPF, dets tilhængere og arbejderklassen tilskrives omvendt den mission at bringe både dets modstandere tilbage på anstændighedens kurs og at være aktivister for at undgå en storkrig. 1b. The Demonstration of May 28 : 1e. Om Sartres bekymring for krig Sartre nævner utallige gange den storkrig, han er bekymret for, men det viser sig i denne artikel, at årsagen til Sartres bekymring uddybes ved hjælp af citater af Lenin, hvor der postuleres, at de kapitalistiske lande på længere sigt vil udvise udadvendt aggressiv adfærd på grund af de interne modsætninger, disse samfund, ifølge en marxistisk-leninistisk antagelse, lider under. 8 (Sartre, 1969, 9-10) Sartre forklarer, i forlængelse af lenincitaterne, at de revolutionære nu lever i en epoke, hvor opgaven er at forsvare revolutionen med de forhåndenværende midler, som demonstrationen d. 28. maj var et eksempel på, og tilslutte sig USSR, der uløseligt hænger sammen med proletariatets kamp. (Sartre, 1969, 10) Efter denne salut skriver Sartre godt nok, at det i det mindste var Lenins opfattelse, så vi efterlades med en fornemmelse af tvivl om, hvad Sartre egentlig selv mener, men det er ingen overdrivelse, at Sartre hælder kraftigt til Lenins antagelse. Ikke desto mindre så mener Sartre åbenbart, at USAs centraliserende effekt er fredsbevarende: 8 Det har vist sig, at antagelsen ikke har kunnet bekræftes, men i 1952, hvor man kort forinden har erfaret to verdenskrige, og den kolde krig er i færd med at udfolde sig med en dynamik, som ingen er herre over, så er det forståeligt, at antagelsen tages alvorligt. 9

10 For the moment, the centralizing effect of American imperialism prevents national and international clashes from growing worse. (Sartre, 1969, 16-17) Det virker selvmodsigende, men senere i artiklen uddyber Sartre med et citat af Stalin: No capitalist country, said Stalin in 1927, would knowingly throw itself into a widespread war without first having guaranteed its rear, without having checkmated its workers and its colonies. (Sartre, 1969, 20) Sartre mener altså, med henvisning til Stalin, at så længe der optræder et aktivt kommunistparti med arbejdernes tilslutning, så vil de potentielt aggressive kapitalistiske lande ikke vove sig ud i en krig, og på den måde giver Sartres tekst nu mening vedrørende den krig, han er bekymret for. 1ee. Opsummerende om Sartres bekymring for krig Sartres forestilling om en kommende storkrig er afhængig af denne marxistisk-leninistiskstalinistiske antagelse om, at de kapitalistiske lande på længere sigt er determineret til udadvendt aggression på grund af sine indbyggede modsætninger. På kort sigt er der ikke nogen saglig grund til at være bekymret for USA's indflydelse, nærmere tvært imod. Et aktivt kommunistparti med tilslutning fra befolkningen vil virke hæmmende for, at en sådan kommende storkrig nogensinde kommer, da en angrebs førende nation ikke kan gå i krig, hvis ikke arbejderklassen og kolonierne er pacificerede. Sartre skriver, at denne marxistisk-leninistisk-stalinistiske tilgang, han her er eksponent for, er vanskelig at bevise, men konkluderer, at det er irrelevant, da folk i almindelighed tilslutter sig en politisk opfattelse uden at bekymre sig om dens videnskabelighed. (Sartre, 1969, 29) Denne konklusion kan vi vist heller ikke være uenig med Sartre i, men Sartres argument om, at støtten til CPF skyldes udsigten til storkrig, og som også har legitimeret anvendelsen af udtrykket slimet rotte, har alligevel vist sig at være noget tynd, ikke mindst når Sartre er i tvivl om, hvad han selv mener. 1f. Om den uanstændighed CPF og dets vælgere er udsat for Ifølge Sarte er økonomi og politik sammenhængende fænomener, der i praksis er så sammenflydende, at skellet er kunstigt. (Sartre, 1969, 28) At insistere på at opretholde skellet er i praksis at godtage, at loven om efterspørgsel og udbud strukturerer samfundet, markedet, arbejdsmarked, mellemmenneskelige relationer og en borgerlig humanisme, der har hensigten at benævne arbejdsklassen som mennesker, men samtidig behandle dem som dyr. (Sartre, 1969, 26-34) Denne humanisme har indtil videre fejlet, og derfor har proletariatet udviklet sig til at være et samfund i samfundet, og ud af dette modsætningsforhold udspringer klassekampen. (Sartre, 1969, 33) 10

11 Fagforeninger er tålte, så længe de ikke sætter spørgsmålstegn ved samfundets orden og nøjes med at kæmpe for lønmodtagerens umiddelbare økonomiske interesser. Problemet med fagforeninger, der alene kæmper for umiddelbare interesser, er, at det i praksis har vist sig at være en kamp for ikke at få sine interesser forringede i kølvandet på markedets fluktuationer. (Sartre, 1969, 31) Derfor bør fagforeninger være politiske, da hensigten er at omstyrte samfundet, og derfor var den politiske demonstration d. 28. maj fuldt ud berettiget. På den måde udgør fagforenings-liv arbejderens autentiske eksistens, hvorigennem han realiserer sin menneskelighed ved solidarisk at kæmpe for andet og mere end sine umiddelbare egoistiske behov. (Sartre, 1969, 34) Jo mere demokratisk et samfund er, jo mere afhængigt er det af banker og aktiemarkeder, og jo mere bestemmes det af loven om efterspørgsel og udbud og desto mere undertrykkes masserne. (Sartre, 1969, 37) Derfor er der en grel modsigelse imellem demokratiets formelle og reelle rettigheder. En modsigelse, som Sartre genfinder i samtidens franske samfund, hvor CPF stadig er det største parti, men hvor det udgør en opposition, der ikke engang bliver lyttet til. 9 (Sartre, 1969, 38-39) Set i lyset af den situation har CPF og den kommunistiske ledede fagforening CGT ikke andre muligheder for politisk indflydelse end via demonstrationer og aktioner, og et par smadrede vinduer er ikke noget at pylre over, når man tænker på, hvor grov en krænkelse proletariatet bliver udsat for i det formelle franske demokrati. (Sartre, 1969, 40) 1c. The Strike of June 4 : 1f. Om den uanstændighed CPF og dets vælgere er udsat for Sartre refererer igen til den borgerlige presse, der har postuleret, at den manglende opbakning til strejken d. 4. juni skyldes, at arbejderne har gennemskuet CPFs ondsindede natur, og Sartres anliggende med denne artikel er, igen, at præsentere en diametral modsat fortolkning af situationen og at appellere til venstrefløjen om at slutte op om CPF og partiets initiativer. (Sartre, 1969, 61-62) Sartres ærinde er på ingen måde uskyldigt. Som han selv skriver, så er CPF det største parti, der opnår % af stemmerne ved valgene. 10 (Sartre, 1969, 67) Hvis venstrefløjen bakker op om CPF, som Sartre håber, så kan det franske samfund forandres radikalt, men det kræver, at arbejderklassen genvinder selvtilliden og troen på at kunne skabe forandringer. Ambitionerne går endda så vidt som, at når Frankrig først er omstyrtet, så vil de øvrige vesteuropæiske lande følge efter. (Sartre, 1969, 104) Sartre beskriver, at strejken d. 4. juni ikke var politisk som demonstrationen d. 28. maj, men et eksempel på en økonomisk aktion og forklarer, at CPF ligeledes kæmper for arbejdernes umiddelbare økonomiske interesser som den øvrige ikke-kommunistiske venstrefløj og ikke kun har 9 Som argumentation herfor refererer Sartre til valgloven fra 1951 og konkluderer, at den virker efter hensigten, som er at balancere ekstremerne udenfor politisk indflydelse. (Sartre, 1969, 38) Sartres konklusion er ikke uduelig. Gildea drager helt den samme konklusion: I maj 1951 indføres en valglov, der havde hensigten sikre sig imod de ekstreme oppositioner, CPF og gaullisterne, hvilket også lykkedes. (Gildea, 1997, 38) 10 Tallet er højest lidt overdrevet. (Aronson, 2004, 128) 11

12 en politisk dagsorden som demonstrationen d. 28 maj var et udtryk for, og på den måde var strejken d. 4. juni CPFs udstrakte hånd til den ikke-kommunistiske venstrefløj. (Sartre, 1969, 65-66, 69) Den dårlige tilslutning til strejken skyldes, ifølge Sartre, for det første dårlig organisering af strejken og enkeltindividers fejl i forbindelse med at forklare arbejderne om, hvad hensigten med strejken var, som var givet på en for fjern og abstrakt måde. (Sartre, 1969, 65-66) En anden årsag til den ringe tilslutning var, at arbejderne har mistet håbet om socialismens realisering på grund af de senere års mange nederlag og splittelse på venstrefløjen. (Sartre, 1969, 77, 80) I 1942 var mange villige til at risikere døden, men i 1952 ville kun få risikere at miste en dagløn. (Sartre, 1969, 73) Sartre skildrer den borgerlige forståelse af strejken, og herefter fremstiller Sartre sin alternative fortolkning. Igen er det Robinet fra Le Figaro, der fremhæves som det grelle eksempel, hvorom Sartre mener, at han beskriver arbejderne i sociologiske termer, hvormed han i objektivitetens navn bortmaner ethvert bevis for en arbejderklasses praksis, men i stedet for insisterer på at se arbejderklassen som en gruppe enkeltindivider styret af udefrakommende faktorer. Begivenhederne d. 28. maj og d. 4. juni blev skildret som eksempler på en sådan gruppe enkeltindivider grebet af massepanik. På den måde skildres arbejderne i upersonlige sociologiske termer som en kulturel depriveret, ansigtsløs, viljesløs og følelsesløs masse. 11 (Sartre, 1969, 87) Heroverfor mener Sartre, at den halv-menneskelighed arbejderen således tilskrives, såmænd er en realitet, når ikke arbejderne er eller bliver bevidstgjort om sin halv-menneskelighed, der består i at udvise manglende solidaritet. Manglende solidaritet vil sige ikke at stå sammen i den fælles kamp, men at godtage det kapitalistiske samfunds spilleregler og konkurrere med sine ligestillede om arbejdspladser, hvorved de underbyder hinanden på prisen på deres arbejdskraft, og på den måde isoleres den enkelte arbejder i en unaturlig melankolsk ensomhed, som han i forvejen befinder sig i, i den ikke-integrerede position han og gruppen befinder sig i. (Sartre, 1969, 112) Sartre mener, at arbejderne bekæmper hinanden, men i stedet for burde de bekæmpe det samfund og de love, der strukturerer det samfund, som placerer arbejderen i en umenneskelig situation. Den elendighed, arbejderen tilskrives, stammer fra de utålelige vilkår, som samfundet påtvinger ham, men som han gøres ansvarlig for, og som han solidarisk bør aktionere imod i fællesskab med sin klasse, hvorved han genvinder sin menneskelighed. Realiseringen af dette kræver en organisation, der samler, koordinerer og uddanner gruppens medlemmer, og den organisation kan kun være CPF. (Sartre, 1969, ) 11 Det er næppe nogen overdrivelse, at i Sartres optik er denne tilgang et eksempel på den fejlslagne borgerlige humanisme, som i sig selv er en form for ideologisk vold, der på den ene side set anerkender arbejderens menneskelighed, men på den anden side set legitimerer at behandle ham som et dyr styret af udefrakommende faktorer, som det er. Den politiske filosofi og antropologi, som Sartre i disse artikler præsenterer en ufuldkommen skitse af, er uden tvivl Sartres forsøg på at skabe et alternativ til den fejlslagne borgerlige humanisme. 12

13 1ff. Opsummerende om den uanstændighed CPF og dets vælgere er udsat for Sartres fortolkning af begivenhederne, hvor han har fremhævet den uanstændige behandling af CPF, er i høj grad sammenhængende med og farvet af den ekstreme politiske overbevisning, han har, men som allerede nævnt, hverken kan eller vil jeg irettesætte Sartre for en rigtig eller forkert ideologi, men har blot redegjort for den del af Sartres argumentation. Sartres har en vision om et bedre samfund, hvor han mener, at ikke mindst arbejdernes menneskelighed får bedre udfoldelsesmuligheder. Det drejer sig om, at venstrefløjen står samlet, da det er muligt at omstyrte samfundet, da en samlet venstrefløj faktisk udgør en stor del af befolkningen. I kampen må der påregnes både de såkaldte økonomiske og politiske aktioner, og skulle der komme nogle blå øjne og et par baldrede vinduer i kampens hede, så er det bagateller at regne og dermed legitimt set i forhold til, hvor meget der er på spil, og den voldelighed, som det etablerede samfund baserer sig på med dets udbytning af de dårligst stillede og den samfundsskabte dehumanisering, der følger heraf. Sartre beklager sig over at de demokratiske rettigheder i Frankrig er mere formelle end reelle. Sartre henviser til en valglov fra 1951, der devaluerer de kommunistiske stemmer. CPF angives til at have opnået % af stemmerne ved regeringsvalget, men alligevel udgør partiet en opposition, der ikke engang lyttes til, hvilket Sartre finder uanstændigt. Og disse påstande er det muligt at korrigere eller få bekræftet ved hjælp af afsnittet: 2a. Bliver CPF behandlet uanstændigt i fransk politik i perioden ? og 2b. Opsummering, hvorfor jeg vil vende tilbage til emnet herefter. 1d. Konklusion (1a, 1ee og 1ff sammenholdes) Hvad Sartres bekymring for krig angår, har vi i afsnit 1ee set, at denne baserede sig på en antagelse, som Sartre ikke selv var helt overbevist om, når det kom til stykket. Sartre gør formentlig brug af en almindelig samtidig kommunistisk retorik, og argumentet er ikke stærkt. Jeg mener dog, at det er forståeligt, at forestillingen kan tages alvorligt i 1952, hvor man kort forinden har erfaret to verdenskrige, og den kolde krig er i færd med at udfolde sig med en dynamik, som ingen er herre over. Jeg konkluderer, at argumentet er svagt og forlader hermed emnet. Hvad angår Sartres argument om den uanstændighed, som kendetegner behandlingen af CPF og dets vælgere, vil jeg henvise til afsnittet forinden dette, 1ff, som jeg ikke vil gentage her. Der er noget selvmodsigende ved, at Sartre i første artikel vedkender sig, at han havde foretrukket, at der havde eksisteret et andet ikke-kommunistisk parti på den yderste venstrefløj, hvorefter han bevæger sig ind i flere lange artikler, hvor han forsvarer CPF, USSR og Stalin på mange måder. Derfor vil jeg konkludere, at Sartre forsvarer og ophøjer CPF, da der, ifølge Sartre, ikke er et alternativ til dem på det yderste venstre. Jeg har mistanken om, at Sartre i sine artikler dels prøver at overbevise sig selv og sin læser om, at når ikke der findes et realistisk alternativ til CPF, så gælder det om at forsvare partiet og hele det koncept, der medfølger. Også de potentielt mindre flatterende aspekter, som afhængigheden af Moskva og manglende demokrati i partiet. Mit gæt er, men jeg må 13

14 indrømme, at dette gæt er et spadestik ned i, hvad Sartre ikke skriver, at Sartre er frustreret over, at venstrefløjen, som han uden tvivl hører hjemme på, er udmanøvreret i fransk politik, og derfor er artiklerne et forsøg på at indgå et fornuftægteskab med CPF, som ifølge Sartre opnår mange stemmer ved valgene og derfor ikke kan undværes, hvis venstrefløjen skal danne regering. Denne udlægning forklarer, hvordan en begavet person som Sartre kan skrive en række artikler fyldt med selvmodsigelser. Af den realpolitiske årsag, mener jeg, at CPF skildres som helt centralt og uundværligt i det univers, som Sartres artikler udgør, og derfor kommer den enkelte arbejder eller individet til at fremstå som en skikkelse, der kun for alvor får sin identitet og betydning i kraft af CPF og ellers skildres som henlevende i usolidariskhed og melankolsk ensomhed, som følge af den alles kamp mod alle, som det kapitalistiske samfund dikterer. 2. Er Sartres argumentation for sin støtte til kommunisterne rimelig set i lyset af den situation, som CPF befinder sig i, i 1952? 2a. Bliver CPF behandlet uanstændigt i fransk politik i perioden ? Frankrig var et centralt land ved den kolde krigs begyndelse i slutningen af 1940 erne. Frankrig var stadig centrum for et imperium og fik, som følge af aftalerne mellem Stalin, Roosevelt og Churchill ved Jalta-konferencen i februar 1945, tildelt en besættelseszone i Tyskland, da 2. verdenskrig var afsluttet. (Ball, 1998, 19-20) Efter krigen var Frankrig alvorlig svækket både militært og økonomisk og var afhængig af hjælp fra USA. (Gildea, 1997, 8) Landet befandt sig i en vanskelig politisk situation; det er en kolonimagt med betydelige oversøiske områder, hvor opstande og uro lurer, ikke mindst i Vietnam (Shipway, 1996, 1) og i Algeriet (Aronson, 2004, 91). En situation der i sig selv kræver økonomisk og militær kapacitet at imødekomme, og i selve Frankrig står de moskva-tro 12 kommunister stærkt. (Gildea, 1997, 33) Ved Jalta-konferencen gik Stalin ind for at tildele Frankrig en central rolle ved krigens afslutning og håbede, at Frankrig ville genvinde sin stormagtstatus og herefter begrænse Englands og USA's hegemoni i vesten. Forestillingen om Frankrigs genrejsning som imperial stormagt efter krigen var ikke helt utopisk og var heller ikke fremmed for de franske kommunister. I 1944 udtaler den ledende kommunist Jacques Duclos: France, once more a great nation, must have a policy corresponding to its rank. (Gildea, 1997, 32) Når Duclos ytrer sig sådan om sine forhåbninger til Frankrigs fremtid, så er det klart, at han udtaler sig om et Frankrig, hvor CPF har direkte indflydelse, hvilket det har i 12 Indtil 1943 var de franske kommunisters navn French Section of the Communist International. I perioden efter krigen og indtil 1947 blev den internationale organisation genetableret under Sovjetisk ledelse, som krigen havde vanskeliggjort. (Kriegel, 1975, 38-39) Fra havde CPF større bevægelsesfrihed i forhold til USSR, men partiets første prioritet var at fungere som støtte for den internationale revolution og ikke interne franske problemstillinger. (Kriegel, 1975, 44-45) Efter 1956, hvor Khrusjtjov proklamerer, at der er flere veje til socialismen, og at der dermed slækkes på den autoritetstro linje (Ball, 1998, 69), kendetegner det CPF kun modstræbende at slippe de mindre sympatiske stalinistiske principper. (Kriegel, 1975, 46) Et eksempel på dette er, at USSRs invasion i Ungarn i november 1956 blev hilst velkommen af CPF. (Gildea, 1997, 42) Under alle omstændigheder er CPF flertydig på den måde, at den først og fremmest er loyal overfor USSR og derudover også prøver at varetage sine vælgeres interesser i fransk politik og sine medlemmers interesser i de kommunistiske fagforeninger. 14

15 1944, da CPF er et regeringsparti fra (Gildea, 1997, 8) Derfor var Frankrig i , set fra et sovjetisk perspektiv, en forholdsvis attraktiv fremtidig vestlig samarbejdspartner med et potentiale for at blive kommunistisk og under alle omstændigheder sandsynligvis en mindre indædt fremtidig modstander end USA og England. (Kriegel, 1975, 41) Omvendt kunne Frankrig, set med amerikanske øjne, udvikle sig til et sandt mareridt. Hvis kommunisterne tog magten i Frankrig, ville det være befordrende for sovjetisk indtrængen i Vesteuropa, Afrika, Middelhavsregionen og Mellemøsten, og USA s position som besættelsesmagt i Tyskland kunne blive uholdbar. USA s ambassadør i Paris argumenterede for, at alle tiltag burde iværksættes for at hjælpe Frankrig, da der var en reel chance for, at landet kunne blive det som alt står og falder med for den vestlige alliance. (Ball, 1998, 24) I marts 1947 skriver ambassadøren: A year ago I was discouraged about the possibility of preventing the Communists from eventually taking over this country; now I have come to believe that they will not take it over; but the process of organising the genuine democratic forces into an effective machine will be long and tedious; and without a doubt the Communitsts if they don t take over will struggle hard to keep it weak and divided. (Ball, 1998, 24) CPF stod stærkt ved befrielsen i 1944, da de var den største og mest aktive gruppe i den modstandsbevægelse, der næstefter amerikanerne havde været mest aktive under befrielseskampen. Efter tyskernes tilbagetrækning var der et magttomrum i Frankrig. Politikerne fra Vichy-regeringen var korrumperede efter samarbejdet med tyskerne. Hvis ikke amerikanerne havde befundet sig i Frankrig i 1944 og ville have forhindret det, så kunne CPF meget vel have taget magten i Den 28. oktober 1944 giver den provisoriske regering ordre om opløsning af den kommunistiske milits milices patriotiques. D. 11. november 1944 forsamledes kommunistiske militsfolk i Paris, hvilket må siges at være en håndfast magtdemonstration og et signal om, at det endnu var uafklaret, om CPF var indstillet på at adlyde regeringen. I januar 1945 beordrer den kommunistiske centralkomite militsen opløst med begrundelsen, at målet med kampen var sejr over tyskerne og ikke revolution. CPF bliver herefter en del af den provisoriske regering. (Gildea, 1997, 30-32) Den 10. november 1945 var der valg. CPF fik 28,6 % af stemmerne og var hermed Frankrigs største parti. Valgets anden store vinder er socialistpartiet SFIO. 14 (Aronson, 2004, 85) Den første ikkeprovisoriske regering i den nye 4. Franske Republik bestod af koalitionen PCF, SFIO og MRP 15, der bestod indtil CPF havde potentielt adgang til det franske empire og håbede på at socialisere de oversøiske besiddelser i stedet for at dekolonisere det. (Kriegel, 1975, 41) 14 SFIO er en forkortelse for Section Francaise de l Internationale Ouvrière. Partiet var dannet i 1920 af CPF ere, der var utilfredse med, at CPF var underlagt Moskva. (Gildea, 1997, 33) 15 MRP er en forkortelse af Mouvement Républicain Populaire. Partiet var dannet i 1944 og var det største nye parti. Partiet var et kristeligt demokratisk parti med sine værdier og rødder forankret i modstandsbevægelsen. Betoningen af det kristelige var med henblik på at bryde den traditionelle alliance mellem katolicisme og højrefløjen. Partiet var imod storstilet kapitalisme og gik ind for sociale reformer. Partiet er et centrum-venstre parti. (Gildea, 1997, 33) 15

16 CPF fik dog ikke den politiske indflydelse, det kunne have fået, og som ville have været naturligt i forhold til de stemmer, partiet fik ved regeringsvalgene. 16 Årsagen hertil var, at USA samarbejdede med MRP og SFIO. Frankrig var afhængig af hjælp fra USA, som var villig til at give den, men på betingelser som de holdt hårdt på. Tilstedeværelsen af CPF i regeringen siden 1944 komplicerede mulighederne for at få amerikanske lån, men allerede i maj 1946 indgås der aftale om lån. (Gildea, 1997, 8-10) Premiere-minister Léon Blum fra SFIO forhandler sig her til eftergivelse af gæld og optagelse af nye lån fra USA, men en del af aftalen var, at CPF fik reduceret sin indflydelse. (Aronson, 2004, 85) CPFs tilstedeværelse i regeringen er også kompliceret, da Frankrig havde hårdt brug for yderligere lån fra USA. (Gildea, 1997, 8) Den 5. maj 1947 bliver de kommunistiske ministre afskediget, da de har støttet en række strejker på Renault, der var CGTs højborg. (Ball, 1998, 24) Herefter dannede partierne SFIO, MRP og Radicals 17 regering indtil (Gildea, 1997, 36) CPF bliver ikke igen i 1950 erne en del af en regering, undtagen i en kort periode fra maj 1957 og indtil den 4. Franske Republik afløses af den 5. Franske Republik i 1958, da krigen i Algeriet truede med at brede sig til Frankrig. (Gildea, 1997, 43-44) I slutningen af 1947 er der gennemført regeringsskifte i ikke blot Frankrig, men også Belgien og Italien, og det var også betingelserne for at få del i den egentlige Marshall-hjælpen (Gildea, 1997, 8-9), som Frankrig modtager fra juni (Ball, 1998, 24) USA og Vesteuropa, og herunder også Frankrig, integreres også militært. I april 1949 indgik Frankrig i Nato i erkendelsen af, at stillet overfor USSR var det nødvendigt at være i alliance med USA. (Gildea, 1997, 7) I juni 1950 udbryder Korea-krigen, der først klinger helt af i juli 1953 (GAD, 350), og med McCarthyismens opståen fra februar 1950 indledes en kommunistforskrækket heksejagt på venstreorienterede i USA, der først klinger af i (GAD, 404) Det vil sige, at Sartres tekster skrives og offentliggøres, imens Korea-krigen og McCarthyismen endnu er en realitet. I 1951 er der valg. Resultatet heraf var, at de borgerlige gik frem. SFIO har svært ved at danne en regering udenom CPF og det ekstreme højre. Op til valget blev der indført en valglov specialdesignet til at undgå, at guallisterne, og CPF fik adgang magten. Loven betød, at CPF på baggrund af ca. 5 millioner stemmer fik 104 fik repræsentanter i den nationale forsamling, der stadig ikke fik lov til at indgå i regeringen. (Gildea, 1997, 38-39) SFIO fik derimod 104 repræsentanter på baggrund af ca. 2½ millioner stemmer. (Aronson, 2004, 128) I 1952 forbereder CPF sig, ifølge Annie Cohen-Solal, på borgerkrig. (Cohen-Solal, 1985, 376) Hvis det er rigtigt, så er det nok nærmere udtryk for de franske kommunisters ængstelse og følelse af at 16 CPF fik omkring ¼ af stemmerne ved alle regeringsvalgene fra (Gildea, 1997, 42) 17 Radicals var et moderat venstreorienteret parti. ( 16

17 være forfulgt, end at en borgerkrig var tæt på at bryde ud, men CPF var presset i defensiven, det er ingen overdrivelse, og det er i den situation, at Sartre giver partiet sin opbakning. Demonstrationen d. 28. maj 1952 var i anledningen af den amerikanske general Ridgeways ankomst til Paris. Generalen var i Paris i forbindelse med overtagelse af NATO-lederskabet. (Aronson, 2004, 128) Ifølge kommunisterne var han krigsforbryder, og de gav ham tilnavnet mikrobe-generalen (Gildea, 1997, 7), da han var fortaler for brugen af biologiske og kemiske våben i Korea-krigen. (Cohen-Solal, 1985, 374) Demonstrationen var arrangeret og anmeldt af CPF, men der blev nedlagt forbud imod den. Der deltog mennesker, og dagen blev en mærkedag for CPF, da det aldrig før var lykkedes at samle så mange mennesker ad illegal vej. Da politiet ville forhindre de fremmødte i at demonstrere, opstod der voldsomme kampe mellem demonstranter og politi i 6 timer. (Cohen-Solal, 1985, 375) Det er nærliggende at fortolke den aggressive demonstration som et udtryk for en betydelig opbakning fra de franske arbejdere til CPF. (Birchall, 2004,148) Demonstrationen medførte blandt andet, at CPF var udsat for en statsoffensiv, hvor politiet arresterede CPF-ledere. Dette medførte en stigende støtte fra ikke-kommunistiske venstreintellektuelle (Birchall, 2004,136), så Sartre var ikke den eneste, der var forarget over behandlingen af CPF. D. 2. juni arrangerede CPF en strejke, også for at markere utilfredsheden med arrestationen af CPFlederne, hvor der dog kun deltog meget få arbejdere. Alle er enige om, at strejken var en fiasko for de strejkende og CPF, men hvad fiaskoen var udtryk for, det kan naturligvis diskuteres. (Birchall, 2004, 134) Undersøgelser af den franske historiker Marc Lazars viser: Når mange franske arbejdere var tilhængere af kommunistpartiet, må det ses som en protest mod andre grupper eller klasser i det franske samfund..(..).. Franske medlemmer af kommunistpartiet udtrykte stor mistillid til USA men ikke en tillid til USSR, der modsvarede mistilliden til USA..(..).. Marc Lazar refererer også sovjetiske kilder der bekymredes over, at amerikanske film var populære i arbejderkvartererne i byen. På grundlag heraf konkluderer han, at tilhørsforholdet til CPF til en vis grad må ses som en protest mod andre kredse i det franske samfund (eliten), ikke som en tilslutning til USSR og en stillingtagen i en international konflikt mellem Øst og Vest. (Rostgaard, 2004, ) Resultatet af Lazars undersøgelse peger på, at situationen i Frankrig er den, at der er en arbejderklasse, der naturligvis ønsker bedre vilkår. Det parti, der har kæmpet deres sag i det politiske system, er CPF, men her i den kolde krig bliver CPF mere eller mindre berettiget kædet sammen med USSR og kørt ud på et sidespor. Det er uheldigt, at en stor del af den franske befolkning af den grund i praksis enten mister eller får sine politiske muligheder minimeret. CPF er loyal overfor USSR og revolutionen, og derfor får partiet ikke længere lov til at spille nogen særlig rolle i fransk politik på grund af den kolde krig, som er i færd med at udvikle sig. Dem, det i første gang går ud over, er tilhængerne af CPF. 17

18 2b. Opsummering Lazars undersøgelse viser, at CPFs vælgere befinder sig i den ambivalente situation, at de støtter CPF, som varetager deres interesser, men deres støtte til CPF er til dels også en støtte til USSR, som de ikke har stor tillid til. Indtil 1947, hvor CPF er regeringsparti, er der ikke tale om nogen uanstændig behandling af CPF, men herefter er det ikke uden grund, CPF erne og dets vælgere er frustrerede. De bliver udmanøvreret i fransk politik. USA manipulerer fra sidelinjen, og de demokratiske spilleregler bliver udnyttet til grænsen og vel også over grænsen. Det politiske liv i Frankrig er ikke et skønt syn fra 1947 og frem, slet ikke. CPFs loyalitet til USSR gør bestemt heller ikke tingene lettere. Det er forståeligt, at det øvrige Frankrig er bekymret og modarbejder CPF, som vedkender sig, at målet er en revolution, og det vil sige en omstyrtning af samfundet og herunder også at omdanne det demokrati, de indtil videre selv tager del i. Med sine omkring 25 % af befolkningens stemmer er det en potentiel trussel imod demokratiet, og derfor kan de ikke-kommunistiske også argumentere meningsfuldt for, at det er legitimt at udmanøvrere CPF. På den måde giver det mening, at kommunisterne og deres sympatisører føler sig uanstændigt behandlet, og det giver ligeledes mening, at en del af de ca. 75 % af befolkningen, der ikke støtter CPF, finder det ønskeligt eller nødvendigt at begrænse CPFs udfoldelsesmuligheder. Derfor er det naturligt, at deltagerne i og iagttagerne af det politiske liv i Frankrig i 1952 argumenterer varmt for sin egen sag, og det er svært eller umuligt at indgå i en dialog, da begge fløje vil noget forskelligt og kan argumentere meningsfuldt for egen sag. Den interne franske situation bestemmes også af den kolde krig og begivenheder i lande udenfor Frankrig. Ledelsen af CPF lader sig diktere fra Moskva, men agerer på vegne af deres vælgere, der ikke har stor tillid til USSR. Det øvrige Frankrig er bekymret for USSR og dermed også CPF. USA er bekymret for Frankrig, som lader sig manipulere af USA, uden at være begejstrede for USA af den grund. I Vietnam og Algeriet ulmer der oprør, der skal vise sig endnu mere påtrængende end situationen i fransk indenrigspolitik. Der er ikke nogen nem løsning på hverken den interne franske politiske situation eller Frankrigs rolle som aktør i international politik med de oversøiske forbindelser, som det hverken har styrken til at håndhæve eller kan beslutte sig for at afvikle. CPF fik ikke den store rolle i fransk politik på nationalt niveau. Ud over regeringsperioden og en kort kaotisk periode indtil 1958, så er CPF dog atter et regeringsparti i I lokalpolitik klarede partiet sig væsentlig bedre. Helt fra kommunevalgene i 1925 og indtil 1983 har CPF haft magten i mange mellemstore byer, specielt byer med mere end indbyggere. Ved kommunevalgene lige efter befrielsen i 1944 gik CPF kraftigt frem, og herefter var der mindst 1400 byer med kommunistisk styre og kommunistiske borgmestre. I 1947 blev dette tal kraftigt reduceret, men under den 5. Franske Republik fra 1958 steg tallet igen indtil I 1983 er CPFs 18

19 magtposition, på lokalt niveau, på sit højeste nogensinde med omkring 1500 byer med kommunistiske borgmestre. (Schain, 1985, 1, 20) 2c. Konklusion (1d og 2b sammenholdes) I afsnit 2b konkluderede jeg: Det giver mening, at kommunisterne og deres sympatisører føler sig uanstændigt behandlet, og det giver ligeledes mening, at det er nødvendigt at begrænse CPFs udfoldelsesmuligheder. Derfor er det naturligt, at deltagerne i og iagttagerne af det politiske liv i Frankrig i 1952 argumenterer varmt for sin egen sag, og det er svært eller umuligt at indgå i en dialog, da begge fløje vil noget forskelligt og kan argumentere meningsfuldt for egen sag. Jeg vil påstå, at Sartres artikler er et dramatisk eksempel på en sådan argumentation, der såmænd er meningsfuld, men hvor han alligevel højest kan overbevise dem om sine synspunkter, der i forvejen befinder sig langt ude på venstrefløjen. Alle andre vil formentlig afvise Sartre og CPF under henvisning til de ikke-demokratiske aspekter ved CPF og USSR. 18 Det er en diskussion om, hvor grænsen går for det legitime i, at et demokrati prøver at beskytte sig imod et parti med en antidemokratisk målsætning, som CPF er, og i denne bestræbelse faktisk kommer til at optræde udemokratisk. Og da det er arbejdernes parti, der bliver udmanøvreret, bliver denne bestræbelse uadskillelig fra den bedrestillede del af det franske samfunds knægtelse af den mindre privilegerede del. På samme måde er det sammenhængende, at CPFs mange vælgere kommer til at tilkendegive en tillid til USSR, som de fleste faktisk ikke har, men som er sammenhængende med CPF, der nu engang er det parti, der varetager arbejdernes interesser i Frankrig. Sartre opgiver valgresultaterne ved regeringsvalget i 1951, hvor CPF fik ca. 5 millioner stemmer (Aronson, 2004, 128) helt rigtigt eller kun en anelse overdrevent. (Sartre, 1969, 67) Sartre har vist sig som en kompetent iagttager i forhold til intentionerne med og virkningerne af valgloven fra Konsekvensen af loven var, at CPF på baggrund af ca. 5 millioner stemmer opnåede 104 repræsentanter i den nationale forsamling, der stadig ikke fik lov til at indgå i regeringen. (Gildea, 1997, 38-39) SFIO opnåede derimod 104 repræsentanter på baggrund af ca. 2½ millioner stemmer. (Aronson, 2004, 128). Med andre ord er der såmænd ikke noget at udsætte på Sartres analyser af begivenhederne d. 28. maj og d. 4. juni 1952 og iagttagelser vedrørende det franske demokrati i 18 Det er sandsynligvis også en af grundene til, at Sartre i så høj grad fremhæver, at det franske demokrati blot er en facade af formelle rettigheder. USSR og CPF kritiseres for manglende demokrati, men dette argument vender Sartre imod det franske demokrati, hvor han i høj grad har en pointe, men det franske demokratis mangler i 1952, hvor grelle de end er, er vel nok luksusproblemer i sammenligning med de samtidige forhold i USSR. 19 Se fodnote 9. 19

20 1952, 20 blot er udlægningen af disse begivenheder fuldstændig farvet af en ekstrem politisk overbevisning, som gør den indignation, der kan anses som berettiget, endnu større. Hvis det er rigtigt, at CPFs vælgere ikke havde tillid til USSR, som Lazars undersøgelser tyder på, så er det forkert, når Sartre skriver, at CPF er det nødvendige og præcise udtryk for arbejderklassen, hvilket Sartre sikkert har en anelse om, hvorfor Sartres artikler må ses som et forsøg på at overbevise individer på venstrefløjen og CPFs medlemmer, vælgere og sympatisører om synspunktet. Sartres anliggende med artiklerne er at samle venstrefløjen under CPFs vinger, når nu der ikke findes et andet ikke-kommunistisk venstreparti, der kan påtage sig opgaven, og det vil sige den ikkekommunistiske venstrefløj, SFIOs venstrefløj, som sammen ville udgøre så stor en del af den franske befolkning, at de ville være svære at komme uden om, og det ville være realistisk at gennemføre dele af eller hele CPFs målsætning. Sartre giver udtryk for i sine artikler, at han gerne ser revolutionen gennemført, og at hvis det sker i Frankrig, vil det øvrige Vesteuropa gå samme vej. Derfor er det forståeligt, hvis dele af det borgerlige Frankrig anser Sartre for at være en halvfarlig galning og repræsentant for en politik, som, man vil gå langt for at undgå, får adgang til magten i Frankrig. Sartres næsten hvidglødende kommunistiske agitation er nu nok lidt af en papirtiger, da størsteparten af CPFs vælgere og sympatisører ikke er interesseret i, at Frankrig bliver en filial under USSR, og opbakningen til CPF lider af den ambivalens, at mange støtter partiet, da det varetager arbejderklassens interesser, men opbakningen til den pro-sovjetiske og revolutionære linje er næppe så stor, som de ca. 25 % af stemmerne, som CPF fik ved regeringsvalgene, giver udseende af. 3. Hvad var de væsentligste reaktioner på Sartres artikler fra den ikke-kommunistiske venstrefløj og fra de franske kommunister? Efter offentliggørelsen af disse artikler stod Sartre meget alene i det franske politisk-kulturelle miljø. Sartres artikler vakte opsigt, alle bemærkede berømthedens tilnærmelser til kommunisterne (Cohen- Solal, 383), men praktisk talt ingen var enige med Sartre. Dog var kommunisterne tilfredse med Sartres støtte. Reaktion på Sartres artikler i det kommunistisk kontrollerede 21 Les Lettres francaises Allerede d. 28. august, og det vil sige, hvor kun juliudgaven af TM er udkommet, får Sartre sit første skulderklap af Pierre Daix, der imødekommer Sartre ved at skrive: The problem is not that Sartre or other people don t like Communists, nor what the Communists happen to think of Sartre...but very simply to be aware that, if war breaks out, it will be too late to observe that all French people are condemned to the same annihilation. (Birchall, 2004, 136) 20 Sartre vrider dog en lovlig spekulativ tolkning ned over begivenhederne, her tænker jeg på hans sondring mellem politiske og økonomiske aktioner, hvor strejken forklares som en økonomisk aktion, men i den udstrækning, at strejken var en protest over de arresterede CPF-lederere, så var strejken jo ligeledes en politisk aktion. 21 (Aronson, 2004, 76) 20