Social Responsivitet

Transkript

1 SProgpsykologisk INformation og DEbaT 9. Årgang, 2. Nummer, December 2009 ISSN SOCIAL RESPONSIVITET, KONVERGENS & ANTICIPATION ET KAPITEL FRA DET SOCIALA LIVETS ELEMENTÄRA FORMER PÅ DANSK NYE ADJUNKTER, NY STUDIEORDNING OG ROKADE I FAFOS læring Social Responsivitet

2 LEDER LEDER: DEN GODE NEPOTISME af Bent Holshagen Hemmingsen Spindet (red.) BA i japansk; stud.mag. i sprogpsykologi Det er vores fornøjelse, at vi endnu engang kan bringe et nummer af Spindet, som er spækket til bristepunktet med artikler, boganmeldelse, FAFOS-information og andre informative goder. Jeg har pr. sidste FAFOSgeneralforsamling overtaget Sunes redaktør post, hvilket jeg vil gøre mit bedste for at leve op til. Vi har desuden besluttet os for endnu engang, at give bladets layout en let overhaling, så vi holder den kreative energi i bevægelse. Denne udgave af Spindet har været lang tid under vejs, men vi er stolte af at kunne bringe en række artikler, som reflekterer over det, som jeg og andre har reflekteret over i vores tid under fagets baner, hvad det var at den svenske socialpsykolog/sociolog Johan Asplund fablede om, da han påduttede os begrebet social responsivitet. Temaet skal forstås som en serie af eftertanker på baggrund af den debat-aften med samme tema, som FAFOS bragte i foråret. Hvorfor belemrer vi vores læsere med et begreb, som nogle finder besnærende, men som de fleste betragter som antikveret, netop fordi en tilstrækkelig fyldestgørende teori ikke er blevet formuleret. Asplund selv er alt andet end koncis, der som han tilvejebringer sin idé i bogen Det sociala livets elementära former fra 1987, og man får indtrykket, at begrebet bliver en slags gylden hammer, som ser alt som søm. Med dette tema-nummer, har vi søgt, at give plads til diskussionen, som udspringer fra denne problemstilling, og det er der kommet gode og forskelligartede indlæg ud af, som vi håber, vil være stof til læserens eftertanker. Spindet udgives af foreningen Fagligt Forum for Sprogpsykologi (FAFOS) to gange årligt. Spindet udkommer både i papirformat og kan downloades på Spindets egen hjemmeside: Desuden kan bladet læses på Institutbiblioteket, IAAS, Københavns Universitet og på Det Kongelige Bibliotek. Medlemskab af foreningen Fagligt Forum for Sprogpsykologi er gratis, og som medlem får man tilsendt Spindet pr. . Indmeldelse kan ske ved henvendelse til formanden Gro Inge Hansen. Redaktionen forbeholder sig ret til at foretage korrekturlæsning af indlæg. Det anvendte kommateringssystem vil blive respekteret. I øvrigt er forfatterne af indlæggene selv ansvarlige for indholdet. Næste udgave af Spindet udkommer i slutningen af forårssemesteret Mail til redaktionen: fagligtforum@gmail.com Redaktør: Bent Holshagen Hemmingsen: mult@rapspot.dk Redaktionsudvalget: Sune Rask: sunerask@gmail.com Ivana Djuric: ivana_djuric@hotmail.com Fagligt Forum for Sprogpsykologi (FAFOS): fagligtforum@gmail.com Formand for FAFOS: Gro Inge Hansen Næsteformand: Marie Grandjean Bamberger Kasserer: Ivana Djuric Bestyrelsesmedlemmer: Anna M. K. Forman Bent Holshagen Hemmingsen Peter Koefoed Brix Louise Olsen Charlotte Borg Sune Rask Julie-Hagedorn Møller Maria Lyngbo {i}

3 INDHOLDSFORTEGNELSE LEDER.. Red. Bent Holshagen Hemmingsen i SOCIAL RESPONSIVITET Det sociale livs elementære former Social responsivitet og kollektiv erindring 1 af Lotte Kragh Kort om Johan Asplund. 7 Antydningen af social responsivitets vigtighed - og om livet i en sildestime 8 af Nikolaj Meinert Udbrændthed II 23 af Johan Asplund, oversat af Ivana Djuric Spøgelset i den sociale maskine af Red. Bent Holshagen Hemmingsen FAFOS Debataften Social Responsivitet.. 36 af Katrine Bergh Andersen OFF TOPIC Møder med hinanden i øjenhøjde Undervisning, evaluering & læring 38 af Charlotte Bisgaard FAFOS Temadag Biosemiotik. 51 af Julie Hagedorn-Møller & Bent Holshagen Hemmingsen Boganmeldelse Lyt til elefanterne af Anna Ebbesen & Astrid Haug 53 anmeldt af Sune Rask FAFOS Siden sidst.. 55 af FAFOS fmd. Gro Inge Hansen Klumme En dronning abdicerer af Katrine Bergh Andersen Kandidattutoren Den nye studieordning af Katrine Bergh Andersen 2 Adjunkter + Ph.d. beskrivelser 58 Specialer SPINDET - Social Responsivitet (30/12/09) REDAKTØR Bent Holshagen Hemmingsen REDAKTION: Sune Rask Ivana Djuric LAYOUT: Bent Holshagen Hemmingsen STØTTE: ISSN: INSS, FAFOS BILLEDER af Anthony Anguino (Brattleboro, VT/Santa Cruz, CA) Forside I stand up mean for the things that I believe (december 2008) Side 3 Untitled (februar 2009) Side 26 Glasses (november 2009) Side 31 Self Portrait in Blue Chair (oktober 2009) Side 54 The Gay One (In Vermont) (November 2009) Side 56 Minotaur&Luv (Februar 2009) {ii} Social Responsivitet OFF TOPIC FAFOS

4 TEMA DET SOCIALE LIVS ELEMENTÆRE FORMER - Social responsivitet og kollektiv erindring af Lotte Kragh cand.psych. & ekstern lektor ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet Den svenske socialpsykolog Johan Asplund udfoldede i 1987 ideen om social responsivitet i værket Det sociala livets elementära former. Bogen satte tidligere spredte ideer på en analytisk form, der kan opfattes som en ambitiøs bestræbelse på at udvikle en generel teori om menneskers sociale liv samlet om begrebet social responsivitet. Selve ideen om social responsivitet var i visse henseender allerede undfanget i Asplunds tidligere arbejde som for eksempel Om mättnadsprocesser fra 1967, hvor han udforskede menneskets tilbøjelighed til at køre træt efter i nogen tid at have været opslugt af noget og have omfattet dette noget i omverdenen med ivrig interesse. Eller Tid, rum, individ och kollektiv fra 1983, hvor han analyserede forholdet mellem individ og samfund som et socialt forhold, der forudsætter en form for adskillelse mellem forholdets parter, som giver mulighed for en ny forbindelse i form af samfundsmæssighed (Asplund 1967, 1983, 1987). Denne artikel beskæftiger sig med begrebet social responsivitet som udgangspunkt for en generel teori, og det diskuteres, hvor man kan mene, at den sociale responsivitet nødvendigvis må forstås konkret og dermed rammer en grænse for begrebets generelle anvendelse. Artiklen behandler problemstillingen ved at stille spørgsmålet, om social responsivitet rækker ud over tid og sted og specifikke interaktioner mellem konkrete aktører? Først behandles problemstillingen abstrakt med sigte på en generel indkredsning af begrebet om social responsivitet. Herefter stilles spørgsmålet konkret i forhold til en problemstilling om kollektiv erindring og brug af mindeord, som det for eksempel kendes fra personbeskrivelser ved begravelser og i avisernes nekrologer. Det sociale livs elementære former Forudsætningen for begrebet om social responsivitet er forestillingen om det elementære som en mindste betydningsbærende enhed i form af forholdet mellem S-R, stimulus og respons. I denne forudsætning ligger tydeligvis en arv fra klassisk eksperimentel socialpsykologi, tidlig perceptionspsykologi, Gestaltpsykologi og fra Asplunds kendskab til psykologiske behavioristiske teorier. I måden, Asplund rammesætter sit problem, er han tro mod klassiske psykologiske forlæg med tanken om kæder af stimulus og respons som et grundlæggende begrebsmæssigt skema. Pudsigt nok er det ikke et teoretisk afsæt, han opholder sig synderlig meget ved i hans indledende kommentarer til fremstillingens gang, selv om bedømt ud fra titlen Det sociala livets elementära former kunne man måske forvente en detaljeret bestemmelse af det elementære. Men faktisk omgår Asplund problemet i en kortfattet behandling af George Caspar Homans monografi Social Behavior Its Elementary Forms (1966) ved først at kritisere Homans begrænsede individpsykologiske fokus, og herefter at afvise Homans bestræbelse på at ville forklare den sociale adfærds elementære former via deduktion ud fra fremsatte påstande. Asplund begrunder afvisningen af at forklare det elementære med henvisning til en metodologisk problemforskydning, der så at sige gør den videnskabelige metode til undersøgelsens egentlige omdrejningspunkt. Han understreger, at Homans fremgangsmåde har tjent som forbillede i synet på deduktion som en udledning af påstande, der {1} Social Responsivitet OFF TOPIC FAFOS

5 DET SOCIALE LIVS ELEMENTÆRE FORMER antager form som konsekvensrige udsagn (Asplund 1987:31). Men selv om deduktion således opfattet er et centralt moment ved erkendelsesarbejde i videnskabelige sammenhænge, er det netop blot dette et moment og som moment betragtet findes deduktion også i menneskers hverdagsvirksomhed. Definition af det elementære kan ikke koges ind til resultatet af deduktion i form af påstande, der efterfølgende lægges til grund for empirisk efterprøvning. Problemet skal ifølge Asplund rejses på en anden måde, nemlig som spørgsmålet om de elementære formers socialitet. Det er med andre ord en indholdsorienteret og beskrivende snarere end en formal-analytisk bestemmelse af det elementære, der skal til. Fra dette punkt forlader Asplund i realiteten diskussionen om definition af det elementære for i stedet at koncentrere sig om, hvad man kan kalde for socialitetens problem. Det antages i en vis forstand, at det elementære er socialitetens problem, idet det fastslås, at socialpsykologi er læren om socialitetens og responsivitetens sammensmeltning. Denne pointe fastslås yderligere således, at [d]en socialpsykologiske synsvinkel består i at se mennesket som socialt responsiv eller responsivt social (ibid.). Forestillingen om det elementære som kæder af stimulus og respons er indeholdt i Asplunds forståelse af responsivitet som en orientering rettet mod udefrakommende impulser. Asplund foretager en overordnet almen bestemmelse af nøglebegrebet social responsivitet som menneskets tilbøjelighed til at svare tilbage (Asplund 1987:33). Socialitet forstås som selskabelighed eller en orientering i retning af fællesskab, og responsivitet som en udvidelse af respons, der som bekendt betyder svar eller gensvar (ibid. 11). Asplund opererer med en forestilling om menneskets væsen som grundlæggende interesseret, nysgerrigt og selskabeligt af natur. Mennesket har ifølge Asplund en naturlig trang til at svare, når det stilles spørgsmål, og ofte er denne trang så stærk, at vi stiller spørgsmål blot for at få mulighed for at svare selv (ibid. 29, 34). De stimuli, som den sociale responsivitet er rettet mod, er dels sociale stimuli, der stammer fra mennesker og andre levende væsener. Dels impulser fra ting og genstande i omverden, der kan opfattes som stimuli, der kræver en reaktion. Det kan for eksempel være en person, der flyver med en drage. Drageflyvning er et eksempel på social responsivitet (Asplund 1987:15). Man kan opfatte personen i dennes egenskab som drageflyver som et individ, der dyrker socialiteten med sig selv, for aktiviteten opleves som en social aktivitet, selv om personen i situationen måske objektivt set er alene. I og med drageflyveren flyver med en genstand som en drage, engagerer personen sig i et kommunikativt forhold baseret på sekvenser af stimuli og respons i relationen mellem drageflyveren, dragen og vinden, der trækker i dragens snor. Den sociale responsivitet er i elementær forstand fri. Social responsivitet må ikke forveksles med mere eller mindre faste svar, der på forhånd ligger kodet ind i generne, psyken, hjernen, menneskets personlighed, sproget, kulturelle mønstre eller samfundssystemets struktur. Alment betragtet er social responsivitet som nævnt at opfatte som en tilbøjelighed til at svare, og som sådan kan man måske tænke på responsivitet som en iboende kapacitet hos individet til at reagere på stimuli i omverden og give igen. Men responsivitet er aldrig kun en reaktion på allerede eksisterende forhold. Responsiviteten rummer også altid en fundamental social rettethed, der som følge af menneskets nysgerrighed og interesse overskrider begrænsningerne i det forud givne. Som sådan er den sociale responsivitet grundlæggende åben for alle mulige responser. Ifølge Asplund findes der som udgangspunkt ikke på forhånd givne responser på bestemte stimuli, for gjorde {2}

6 TEMA der det, var der ikke tale om responsivitet, men snarere om de forholdsvis faste og forudsigelige reaktioner, vi i psykologien almindeligvis forbinder med udtrykket refleks. Reflekser indgår som del af responsiviteten, men selve responsiviteten kan ikke reduceres til et spørgsmål om reflekser. Når det gælder responsivitet, er forholdet mellem stimulus og respons (eller spørgsmål og svar ) altid i nogen grad mangetydigt og uvist (Asplund 1987:33) 1. de impulser i form af stimuli, hvilke forhold afgrænser og begrænser da socialiteten? Socialpsykologisk er spørgsmålet interessant, men også drilsk, idet socialiteten i dens betydning som elementær tænkes som forud givet og dermed løsrevet fra kulturens etik og moral. Sprogpsykologisk gælder i øvrigt samme udfordring, da Asplund hævder, at social responsivitet går forud for sproget, mens sproget på sin side forudsætter den sociale responsivitet (Asplund 1987:14). Et Fastholder vi bestemmelsen af responsivitet som en grundlæggende social rettethed eller, i den bredest mulige formulering, en social orientering rettet mod udefrakommen- 1 Følger vi Asplunds præmis om responsivitet forstået som tilbøjeligheden til at svare, er udfordringen at forstå bestræbelsen på at stille spørgsmål, der kan svares på. Indsigten er forsøgt fastholdt i oversættelse af social responsivitet til social rettethed i det ovenstående, da det i denne udlægning af Asplunds begreb er den sociale orientering rettet mod verden i betydninger som objekt, anden, alter, fællesskab eller slet og ret omverden, der er den centrale bevægelse. svar i retning af, at den sociale responsivitet afgrænses og begrænses af tidens - forstået som tidsepokens - kulturelle værdier, normer og regler går med andre ord lodret galt i byen. Selv gør Asplund en dyd af at understrege denne pointe igen og igen. Han nævner for eksempel, at den sociale responsivitet indbefatter en slags grumhedens register (ibid. 75). Det er et register, der strækker sig hele vejen fra konkrete handlinger som eksempelvis knægten, der rykker benene af en flue, til abstrakte forestillinger som eksempelvis kristnes forestillinger om Helvede. {3}

7 DET SOCIALE LIVS ELEMENTÆRE FORMER Forbindelsen mellem responsivitet og grumhed er udtryk for en utøjlet, koncentreret opslugthed, hvis ydre tegn er nysgerrighed og interesse. Asplund beskriver det sådan, at når knægten rykker benene af en flue, gør han det med et ansigtsudtryk, der røber, han forventer en interessant stimulus. Ansigtsudtrykket er så at sige absorberet i aktiviteten (ibid.). Ideen om grumhedens register optræder flere steder i Det sociala livets elementära former. Det er i tematiseringen af denne grumhed, det bliver tydeligt, at for Asplund er den sociale responsivitet ikke bare fri, forstået som i princippet åben for alle mulige responser. Den sociale responsivitet er også fri i betydninger som ansvarsfri og uden moralske skrupler. Det skal ikke misforstås i retning af, at den sociale responsivitet i sig selv er grum. Det grumhedens register, som Asplund taler om, er ikke udtryk for en mennesket iboende ondskab. Så vidt det overhovedet giver mening at tale om responsivitet isoleret betragtet, det vil sige, isoleret fra en omgivende virkelighed, som responsiviteten er rettet mod, er den sociale responsivitet tom i betydningen abstrakt. Asplund omtaler social adfærd som sådan som ren eller abstrakt socialitet, og tilføjer, at denne rene eller abstrakte socialitet er meget ofte, hvad klassiske socialpsykologiske eksperimenter har haft som omdrejningspunkt, selvom forskerne måske ikke selv har været opmærksomme på dette (Asplund 1987:32). I herværende sammenhæng hæfter vi os ved Asplunds omtale af social adfærd som sådan. Som sådan er social adfærd responsiv, rettet mod omverden, men denne rettethed har ikke per definition nogen moralsk farvning og værdimæssig ladning. Rettetheden er fri for moral, men i friheden, som jo også er en frihed fra kulturens eller civilisationens begrænsninger, ligger samtidig muligheden for en glidning i retning af uhyrlig grusomhed. Det kræver blot, at responsiviteten bliver givet frit spil. Når sociale situationer organiseres på en måde, som i realiteten sætter den sociale responsivitet fri fra ydre krav, udstedes der ifølge Asplund en effektiv tilladelse til intetanende grumhed (Asplund 1987:257, 263). Det betyder, at fri leg kan perverteres, når friheden på en overrumplende måde kobler responsiviteten fra moralske overvejelser, ansvar og besindelse. Det er således centralt for forståelse af den sociale responsivitet, hvilke forhold der afgrænser og begrænser socialiteten. Det er både centralt for begrebet social responsivitet og for forståelse af social responsivitet som afsæt for en generel teori om menneskers sociale liv. Vi kan stille spørgsmålet, hvornår er den sociale responsivitet ikke fri? Der kan udpeges 3 former for binding af den sociale responsivitet med tilhørende områder eller sfærer af menneskers liv, hvor denne binding finder sted Der er for det første organiseret social responsivitet, som den eksempelvis kommer til udtryk i spil. I spil omsættes fri leg, spontanitet og kreativ intuition til aktiviteter indenfor spillets regelbaserede rammer og med en orientering i retning af spillets mål. En kreativ spiller, der bryder med spillets forventninger uden hensyntagen til spillets idé, ødelægger spillet for de andre, og spillet bryder sammen. Den dygtige spiller kan derimod manøvrere frit med en klar fornemmelse af de grænser for aktivitetet, som spillet sætter. Han overholder spillets regler, men bryder samtidig med de øvrige spilleres og eventuelt også publikums forventninger. 2 Ovenstående 3-deling, som i mine øjne giver et glimrende overblik, er taget fra introduktionen til Johan Asplunds forfatterskab på svensk Wikipedia, Hos Asplund findes 3-delingen implicit i Det sociala livets elementära former i behandlingen af emner, der optræder på tværs af bogens kapitelinddelinger. {4}

8 TEMA 2. Der er for det andet dæmpet social responsivitet, som den eksempelvis kommer til udtryk i håndtering af livskriser. Når personen selv eller andre befinder sig i en krise, for eksempel som følge af et dødsfald, underlægges friheden knyttet til responsiviteten en reservation i form af takt og respekt, hvis sigte er at beskytte situationen og det sociale selv. Personen modererer sine udtryksmåder overfor andre for at signalere, at han eller hun er i krise og således mere skrøbelig og sårbar end almindeligvis. Andre i omgivelserne modererer tilsvarende deres udtryk overfor personen for at beskytte personen og selve situationen imod sårbarhed og sammenbrud. Der lægges bånd på responsiviteten. 3. Endelig findes disciplineret social responsivitet, som den eksempelvis kommer til udtryk i hverdagslivets mange rutiner og ritualer. Hvis den utøjlede sociale responsivitet er udtryk for en uendeligt formbar og manipulerbar interesse, så er det hverdagslivets disciplinering af denne interesse, som skærmer den ubekymrede opslugthed mod en enfoldighed, der kan fordrejes til kynisme. Disciplinering af responsiviteten er med andre ord en begrænsning, men vel at mærke en nødvendig begrænsning, der muliggør samfundsmæssig væren i betydningen social sameksistens. Det er en side ved den disciplinerede sociale responsivitet, at hverdagslivets ritualer og rutiner angiver en ramme for, hvornår personer skal forholde sig socialt responsivt henholdsvis asocialt responsløst til stimuli i omgivelserne. Asplund udvikler begrebet asocial responsløshed til at beskrive, hvad den sociale responsivitet ikke er (Asplund 1987:12). Herved fremstår ideen om asocial responsløshed som den sociale responsivitets skygge eller anden side, forstået som en nødvendig begrænsning i menneskers navigation mellem de uendeligt mange mulige indtryk i hverdagen, der ellers truer med at opløse ethvert fokus i rettetheden mod omgivelserne. Det er som nævnt definerende for social responsivitet, at den sociale responsivitet er i princippet åben for alle mulige responser. Men en så høj grad af åbenhed gør det vanskeligt at handle hensigtsmæssigt med koncentration samlet om en bestemt aktivitet i længere tid af gangen. En alt for høj grad af åbenhed og ivrig interesse rettet mod udefrakommende stimuli fører til handlingslammelse. For at kunne fokusere, er det nødvendigt at kunne slå opmærksomheden på en del af opmærksomhedsfeltet fra. I denne forstand er den asociale responsløshed noget tillært eller i hvert fald noget, personen skal kunne tilegne sig. Asplund formulerer det sådan, at den sociale responsivitet kommer af sig selv, fordi den er udtryk for enkel og elementær social adfærd, hvorimod mennesker skal formås til at opføre sig asocialt responsløst (ibid.13). Samtidig følger asocial responsløshed automatisk af social responsivitet. Denne anden betydning af den asociale responsløshed vedrører forholdet, at så snart opmærksomheden rettes et bestemt sted hen, er resten af verden med dens mange øvrige stimuli lukket ude, i hvert fald for et øjeblik. Asplund formulerer det sådan, at [s]å snart vi vender os til noget, vender vi os fra noget andet (Asplund 1987:13). Med opslugthed af noget og personens grad af opslugthed følger, at personen bliver blind og døv overfor resten af verden (ibid.). Denne anden betydning af asocial responsløshed er ikke tillært. Den automatiske asociale responsløshed dækker over det aspekt ved forholdet mellem stimulus og respons, at personen enten ikke registrerer stimulus eller bliver træt og automatisk taber interessen efter et stykke tid. Modsætningen er den tillærte asociale responsløshed, som {5}

9 DET SOCIALE LIVS ELEMENTÆRE FORMER vedrører det aspekt ved forholdet mellem stimulus og respons, at personen bevidst undertrykker impulsen til at svare. En særlig variation af den tillærte asociale responsløshed vedrører situationer, hvor personen bevidst lader som om, stimulus ikke blev registreret - selv om det gjorde den, men personen har sine grunde til at vælge ikke at respondere. Vi ser, at den asociale responsløshed er kompleks, og det gælder måske ikke mindst i udvikling af forholdet mellem stimulus og respons til begrebets høfligt distancerede, bevidst kalkulerende og beregnende del. Den elementære sociale rettethed og ønsket om at respondere på verden bliver med den tillærte asociale responsløshed kuet og holdt nede af et modsat ønske om ikke at svare. Denne ikke-reaktion, der udadtil kan være leveret med en raffineret upåvirket ligegyldighed, er ud fra Asplunds beskrivelse en psykologisk kraftpræstation. Det er ikke-reaktionen, eller hvad man måske kan kalde engagementløsheden, som gør ligegyldighed og distanceret uberørthed til en kraftpræstation. Modsætningen findes eksempelvis i elementære socialt responsive former for konfliktløsning som skænderier. Uanset den ydre kraft, med hvilket skænderiet gennemføres luften kan være tyk af eder og forbandelser, og ordvekslinger kan overgå til vild destruktivitet er skænderiet dog stadig elementær adfærd i dets fundamentale egenskab som udtryk for socialt engagement (Asplund 1987:42). Kollektiv erindring og social responsivitet Asplunds måde at rejse spørgsmålet om den sociale responsivitet forstået som socialitetens problem åbner for en række yderligere spørgsmål. Så vidt det giver mening at tale om social responsivitet isoleret betragtet, det vil sige, isoleret fra en omgivende virkelighed, er den sociale responsivitet som nævnt i ovenstående tom i betydningen abstrakt. Men er den sociale responsivitet således elementær i betydningen dekonteksualiseret og abstrakt, det vil sige et fænomen, der kan forstås udenfor og uafhængigt af tid, rum, individ og kollektiv? Dette spørgsmål er værd at overveje yderligere. Det vedrører for det første temporalitet og spatialitet knyttet til begrebet i form af opmærksomheden, om den sociale responsivitet rækker ud over tid og sted og specifikke interaktioner mellem konkrete aktører. For det andet vedrører spørgsmålet om det elementære forstået som socialitetens problem, hvordan Asplund tænker responsiviteten forbundet med individualitet. Starter og slutter den sociale responsivitet med individet? Eller er intersubjektivitet i forholdet mellem selv og anden (eller andet, hvis vi medtænker selvets forholden sig til sig selv, som dette forhold medieres i sociale aktiviteter så som drageflyvning) den mindste mulige byggesten for den sociale rettethed i sekvenser af stimulus og respons? Asplund peger på forholdet rummet i intersubjektiviteten og den relationelle forholden sig i mødet mellem selv og anden (andet), men han er ikke ganske klar. For hvordan skal vi forstå den sociale responsivitet, når socialiteten kan tænkes ren eller abstrakt? Fastholdes socialitetens problem som en problemstilling, der er afgrænset og afgrænselig i betydningen, at den er uløseligt knyttet til tid og rum, rejser der sig atter andre spørgsmål. Et i socialpsykologisk henseende relevant spørgsmål er i denne sammenhæng, hvorledes den sociale responsivitet er forbundet med biografien i skæringspunktet mellem gruppens og individets historie. Man kan for eksempel spørge, er den sociale responsivitet et udtryk for det sociale livs elementære former, ophører den sociale responsivitet da med livets ophør altså når vi dør? {6}

10 TEMA Forstår vi begrebet som udtryk for menneskets tilbøjelighed til at svare tilbage eller en naturlig trang til at svare, som det er foreslået af Asplund selv (1987:29, 33f), så må det logisk forholde sig sådan, at den sociale responsivitet er rummet i og med den individuelle biografi, men her ud over har begrebet ingen mening. Forstår vi derimod begrebet som udtryk for en fundamental social rettethed i forholdet mellem selv og anden (andet), da ophører den sociale responsivitet ikke nødvendigvis med ophør af den individuelle eksistens. I den udstrækning, rettetheden indeholdt i det talte og skrevne sprog er rettet fremad i tid mod endnu ukendte grupper af aftagere, da vil man kunne gribe den sociale responsivitet som et elementært aspekt ved rettetheden i kollektiv erindring og med begrebet kunne tematisere eksempelvis mindet som en bro mellem fortid og nutid. Det ligger i den kollektive erindring, at et forhold, opfattet som et værende i verden, søges fastholdt ud over forholdets afgrænsede eksistens med ordets magt indeholdt i eksempelvis et eftermæle. På dansk kender vi denne tænkemåde fra udtryk som sentensen Æret være hans minde! Mindeordet, som det kan optræde i en tale og i det talte eller skrevne ord om en afdød, sådan som det eksempelvis kendes fra nekrologen, er set fra individets og den sociale gruppes perspektiv forbundet med omdømme. Men set fra socialitetens perspektiv, her opfattet som en almen kategori med sigte på at forbinde adskilte individuelle eksistenser til et større samlet hele i form af gruppens samfundsmæssige væren, da er mindeordet udtryk for en rettethed henimod bekræftelse og konsolidering af det, der var, i en fortsat væren. Mindeordet fastholder den individuelle biografi som del af en overordnet samfundsmæssig eksistens, og hermed føjes det enkelte afgrænsede og afgrænselige forhold ind i en større fortælling i form af gruppens sociale historie. Asplund har beskrevet det sociale menneske som rettet mod dets omverden og som selskabeligt af natur. Måske er det netop først i gentagelse af rettetheden, at responsiviteten får karakter af svar som kapaciteten til at svare tilbage på den oprindelige udløsende stimuli i form af den rettethed, som fastsætter og definerer forholdets karakter? Referencer: Asplund, Johan (1967). Om mättnadsprocesser. Uppsala: Argos. Asplund, Johan (1983). Tid, rum, individ och kollektiv. Stockholm: Liber Förlag. Asplund, Johan (1987). Det sociala livets elementära former. Göteborg: Bokförlaget Korpen, Homans, George C. (1966/1961). Social Behavior Its Elementary Forms. London: Routledge & Kegan Paul. KORT OM JOHAN ASPLUND: Svensk sociolog, socialpsykolog og oversætter Født i 1937 Professor emeritus fra Lunds Universitet Arbejdede ved Københavns Universitet som professor i socialpsykologi mellem Nøglebegreber: Social responsivitet, responsorium, mætningsprocesser Udvalgt bibliografi: Tid, rum, individ och kollektiv (1983) Om hälsningsceremonier, mikromakt och asocial pratsamhed (1987) Det sociala livets elementära former (1987) Essä om Gemeinschaft och Gesellschaft (1991) Genom huvudet (2002) {7}

11 ANTYDNING AF SOCIAL RESPONSIVITETS ANTYDNING AF SOCIAL RESPONSIVITETS VIGTIGHED OG OM LIVET I EN SILDESTIME af Nikolaj Meinert BA i filosofi; stud.mag. i filosofi I 1987 skrev den svenske sociolog Johan Asplund i Det sociala livets elementära former om forskellige fænomener, som optræder i forbindelse med menneskeligt samvær. Asplunds undersøgelser omfatter både enkelttilfælde af interaktion og effekter, der opstår ved længere tids menneskelig samkvem og han bruger den sociale responsivitet som årsagsforklaring. Pointen er at det sociale gør en forskel, men hvad så? Der er ikke noget kontroversielt i, at sige vi reagerer på andre mennesker, men desværre synes pointen noget vag og derfor ubrugbar. Da Asplund tilsyneladende viger tilbage fra generelle principper, som gælder i alle tilfælde, kommer hans udlægning til at virke som en samling cases hvor eneste samlende princip synes at være, at det sociale gør en forskel. Hvis vi skal forsøge at forstå hvilken rolle det sociale spiller, må vi stille prøve at beskrive i grundtræk, hvad der gælder for os som individer i forhold til det sociale. 1 1 Denne artikel er, som overskriften indikerer, en antydning, dvs. nogle meget overordnede betragtninger om vores forhold til den anden. Qua antydning er artiklen ikke grundig og detaljeret i forhold til emnet, men viser blot vej mod nogle hovedpointer som kan udbygges, modsiges og diskuteres. Der er yderligere ikke vist tilstrækkelige akademiske hensyn og der mangler givetvis referencer og dokumentation. Det er dog søgt tilstræbt at nævne ophavet til ideer undervejs, såvel i brødteksten som i fodnoterne. Yderligere Vores grundlæggende ideer er, at vi altid er i det sociale, og at det sociale kan karakteriseres som konvergens. At vi altid er i det sociale vil sige, at vi handling og udtryk primært er sociale og at det individuelle er underordnet det sociale. Dvs. vi lærer ikke først verden at kende som en verden af rumlige ting, for derefter at finde ud af at der findes en bestemt type ting (kroppe), som kan tilskrives et mentalt liv qua deres lighed med vores krop. Hvis det er rigtigt at vi altid er i forhold til andre, så må det betyde at de fænomener som Asplund beskriver snarere skal ses som en ændring i det sociale end som opdukkende sociale fænomener på baggrund af noget ikke- socialt. Et eksempel: Du sidder alene og venter i lægens venteværelse. En fremmed kommer ind og danner sig et overblik over venteværelset. I får kort øjenkontakt, før den anden finder sin plads. Det er rigtigt, at det er et afgørende øjeblik da den fremmede kommer ind. Hele rummet bliver et andet ved ankomsten af en ny krop. En menneskekrop er med Max Schelers ord et felt af ekspressiv mening, og således ændres omgivelserne afgørende, når den nye kommer ind og det ændres mere, end hvis venteværelset havde været fuldt i forvejen. Mens dette er meget interessant, er det en af denne artikels pointer, at denne forer der i litteraturlisten gjort opmærksom på tekster, som afgjort har været inspiration (eller afskrækkelse) for de tanker der gives udtryk for. De største inspirationskilder har nok været fænomenologerne Husserl, Scheler og Heidegger. Meget er således ny vin på gamle flasker, men muligvis kan der skimtes en ny tanke eller to i ordsuppen. {8} Social Responsivitet OFF TOPIC FAFOS

12 TEMA forvejen. Mens dette er meget interessant, er det en af denne artikels pointer, at denne forandring af rummet sker på baggrund af en allerede etableret social sammenhæng: Du gør hvad man gør i venteværelser, venter. Den anden ting vi vil vise, at social responsivitet har karakter af konvergens, er snarere en definition end noget, vi skal bevise. At vi er konvergerende vil sige, at vi retter os mod det samme eller på anden måde har en enshed i udtryk eller vi har overbevisninger som vi betragter som fælles. Motivationen for at snakke om konvergens 2 snarere end mening eller betydning er, at vi træder ud på den tynde is og risikerer falde igennem til en sø af nonsens når vi begynder at snakke om mening. Der er en mening og en måde vi konvergerer på er at vi retter os mod den. Det er alt vi behøver at vide om mening for nu (der kommer mere senere)! skrives et kollektiv. At et kollektiv har konvergens vil sige, at det i handling eller udtryk, er delvis ensrettet. Vi deltager selv mere eller mindre aktivt i flere kollektiver. Nogle af dem er stabile over længere perioder ( at være menneske strækker sig over et helt liv), mens andre (som at tage bussen til Kgs. Enghave ) er mere flygtige. Det er meget moderne at mene, at det er ved konventionen 3 kollektivets konvergens skal forstås. Hvis man forstår verden på den måde, vil man også tro, at fart først og fremmest viser sig på et speedometer, og at influenza først og fremmest viser sig på et termometer. Under overfladen. Danske Bank vil gerne være mere menneskelig. Regeringen vil være konsekvent. Danmark spiller kamp i aften. Ingeniører er kedelige. Vi kommer forbi til middag. I daglig tale har vi ikke problemer med at tilskrive kollektiver af mennesker både vilje, egenskaber og handlinger. Vi tager det ikke så nøje at vi generaliserer, for det er umuligt at lade være. Vi bekymrer os langt hen ad vejen ikke om undtagelser, for det ville være irrationelt at opremse de medarbejdere i Danske Bank som ikke bekymrede sig om at virke mere menneskelige eller om, at miljøministeren ikke vil være konsekvent (eller ikke bekymrer sig om at være det). Det der tæller er at vi forstår den konvergens, der til- 2 I artiklen bruges ord, udtryk og handling for at specificere, men de er alle former for det vi kalder konvergens. Et eksempel: En stor torsk nærmer sig en sildestime. De sild der er nærmest torsken vender i hurtige ryk, da de får øje på den. Efter få sekunder er sildestimen på flugt, væk fra torsken. Hvis vi antager, at det er tillært adfærd, der får sildene til at stikke af, må vi spørge 3 Den eksplicitte italesatte overenskomst. {9}

13 ANTYDNING AF SOCIAL RESPONSIVITETS hvilke erfaringer sildene har gjort sig, som har lært dem at stikke af når de ser en torsk. Sild havde nok ikke overlevet som art, hvis de først skulle lære om de forskellige farer der lurer i Øresund. At forklare sildenes adfærd med, at det er instinkt, er blot at sige at flugtadfærden er medfødt. Det forklarer ikke hvad der foregår i silden. At sildene svømmer væk, behøver ikke betyde, at de har erfaring med torsk, men blot at de mærker at en potentiel fare nærmer sig og derfor flygter. Hvis de skulle erfare verdens mange farer før de lærte, hvad der var farligt og hvad der var harmløst, ville de hurtigt blive ofret på konsekvensbiologiens alter. Sagen er at de, hverken behøver induceret erfaring eller logik: De opdager en truende livsstrøm 4 der nærmer sig og reagerer umiddelbart med frygt. Naturligvis sanser silden torsken, men det er ikke som følge af nogen logisk slutning på baggrund af det sansede, at den flygter. Frygten er en umiddelbar reaktion på torskens truende livsstrøm. Et andet aspekt af eksemplet med sildene er resten af stimens adfærd: Hvordan kan det være at de sild, der til at starte med svømmer på den anden side af stimen længst væk fra torsken, stikker af? De ser jo ikke torsken. Heller ikke her er der tale om, at sild foretager logiske slutninger. De mærker, at der frygt i flokken, at livsstrømmene omkring dem er frygtsomme, de bliver smittet af frygten og reagerer på det. Vi må forestille os at livsstrømmene i stimen inden torsken blev opdaget føltes mere rolige, og at denne ro også var smittende. Hos mennesket er der også påvist naturlige anlæg for følelsesmæssig infektion. Det er en dagligdags erfaring, at vi har indføling med andre livsstrømme end menneskers. Det gælder især dyr der er lige- 4 Max Schelers betegnelse som os (dvs. pattedyr) men selv halve regnorme, som ligger på vejen og vrider sig (i smerte) kan vi have indføling med. Socialpsykologen Paul Ekman har gennem en årrække forsket i menneskers ansigtsudtryk og fundet ud af, at der er universelle lighedspunkter mellem ansigtsudtryk hos folk som har samme emotioner 5 verden over. I første omgang har han undersøgt emotionerne frygt, vrede, overraskelse, afsky, tristhed og glæde. Senere har han gjort undersøgelsen mere finkornet og tilføjet nye basale emotioner. Det vigtige i forhold til denne artikels formål er imidlertid ikke, hvor mange emotioner der er, men at der er en universel korrelation mellem menneskers ansigtsudtryk og den emotion som ansigtsudtrykket er en del af. 6 Med skelen til Ekmans resultater og dagligdags erfaringer i øvrigt 7 er det vel ikke en fuldstændigt håbløst at betragte ansigtet som et fokus for ekspressiv mening. Et andet sådant fokus for mening er naturligvis stemmen. Hvis vi ser på hvorfor naturen har udviklet en refleks hos mennesker, når vi oplever en basal emotion, så må den mest nærliggende forklaring være, at der tilsvarende må være en reaktion på denne refleks. Det er jo 5 Jeg bruger emotion fordi det danske ord følelse er en samlebetegnelse der refererer til alt fra en rumlen i maven til dybfølt kærlighed. En emotion er en intentionel vækkelse der ansporer til bevægelse eller handling (konvergens). De danske ord rørelse eller bevægelse kunne bruges, men lyder som Morten Korch meets I.L Heiberg og er derfor fravalgt. 6 Når ansigtsudtrykket forekommer universelt vil det være forkert at sige at det er forsaget af emotionen. Udtrykket er snarere en del af emotionen. 7 Det simple faktum at vi kigger mest på folks ansigter vi taler med dem f.eks. Hvis vi kigger lidt på hvordan børn tegner deres første levende væsener, vil I lægge mærke til, at det er ansigter med lemmer, de såkaldte fyslinger. {10}

14 TEMA ikke tosset, men ganske banalt at moderen kan se, at det lille barn (som ikke har lært at tale endnu) er ked af det eller har ondt, så børn med talende ansigter har været bedre tilpassede, og har derfor overlevet i større mængde. En fejlagtig indvending er, at moderen jo er opmærksom på barnet og at denne responsivitet derfor er disciplineret. Svaret på dette er et klart nej : Moderens sympati med barnet er ikke forsaget af hendes opmærksomhed, men af ansigtsudtrykket hos barnet. Hun står i et emotionelt ikkeinferentielt forhold til barnet 8. Det går også den modsatte vej. Små børn som ikke har lært at tale endnu kan godt fornemme (og mime) følelser 9 og igen: Dette har ikke karakter af logiske slutninger. Logiske slutninger kræver artikuleret sprog. Det er en ganske normal erfaring at emotioner som sorg, frygt og glæde har infektive virkninger. For eksempel kan man omgive sig med glade mennesker for at jage dårligt humør væk. Svarene på hvorfor der er dåselatter på sitcoms, hvorfor fodboldhold præsterer bedre på hjemmebane, og hvorfor mennesker brøler Jah! når de bliver spurgt Wollt ihr den totalen Krieg? skal findes i omegnen af følelsesmæssig infektion. Disse tilfælde springer i øjnene, men alle grupper vi befinder os i har en stemning (en konvergens) som vi indlejrer os selv i. For det meste er stemningen ikke noget vi bemærker. I princippet ville vi kunne svare på hvordan stemningen var i en givet situation, men det er oftest kun når den er påfaldende vi gør det. Normalt er vi ureflekteret i stemningen. I sildestimen og f.eks. blandt tilhørerne i et auditorium er konvergensen som oftest symmetrisk (dvs. udtrykket eller handlinger- 8 Dvs. hun behøver ikke at foretage sig noget sprogligt i retning af en logisk slutning for at vide hvordan hendes barn har det 9 Hvis man er interesseret i denne interaktion mellem små børn og voksne har Vasudevi Reddy lavet flere interessante studier. ne i kollektivet har synkronisitet). Men når vi siger konvergens betyder, at udtryk eller handlinger er ensretttede betyder det ikke at de behøver være symmetriske. Konvergens kan være asymmetrisk og det skal vi selvfølgelig kigge på. Men først skal vi lige indenom en populær misforståelse: En sidebemærkning om projektiv empati (Et sted hvor du parkerer din cykel) I sidste afsnit behandlede vi kort fænomener som smittende følelser, indføling og forståelse af andre folks emotioner. Er disse fænomener det samme som populært kaldes empati? Hvis man ser på hvordan fænomenet empati normalt beskrives må svaret være benægtende. Empati er fra starten et meget forvrøvlet svar på spørgsmålet. Hvordan ved vi andre har emotioner eller psyke? Når Bent slår de andre børn i børnehaven forklarer pædagogen det med, at han mangler empati: Bent ved derfor ikke, at det gør ondt på de andre, og derfor slår han dem. Empati er det normale mennesker har, helgener har meget af det, mens psykopater, sociopater og voldsforbrydere som Bent mangler det. Empati er genialt for det er en simpel målestok for afstumpethed og medmenneskelighed. Begrebet er i moderne tid først brugt af Theodor Lipps for lidt over hundrede år siden. Allerede hans samtidige Max Scheler argumenterede kraftigt (og overbevisende) mod Lipps idé om en projektiv empati, men brugen af begrebet har vundet stor udbredelse og opdagelsen af spejlneuroner har givet teorien bag den projektive empati en ikkeretfærdiggjort understøttelse 10. Eksempelvis 10 Spejlneuroner er teoretisk neutrale. At et sted i hjernen A er aktivt når jeg laver B er ikke overraskende. At A hos mig også er aktivt når Peter {11}

15 ANTYDNING AF SOCIAL RESPONSIVITETS har Daniel Goleman i sin populære Emotional Intelligence fra midten af halvfemserne adopteret den projektive empati 11. Det er så grelt, at danske skolelærere skal bedømme i hvor høj grad deres elever besidder denne evne. Der er især to ting galt med den projektive empati. For det første er der de beskrivende definitioner af, hvad essensen i projektiv empati er. De mest almindelige definitioner man støder på er: Empati er At sætte sig selv i den andens sted eller at sætte mig i den andens sko. Teorien går altså ud på, at min adgang til andre personers emotioner foregår ved, at jeg forestiller mig, hvordan jeg ville have det, hvis jeg var i samme situation som dem. Der meget galt med denne beskrivelse: Enten er den meget vag eller meget brutal. Hvis den skal tages alvorligt, vil jeg fraråde alle at tage job som læge eller sygeplejerske på en skadestue, da de for at kunne udføre deres job ordentligt, må udsættes for alverdens lidelser. Når jeg ser nogen der er i smerte, er bange eller vrede er det netop et træk ved oplevelsen, at det IKKE er MIN smerte, frygt eller vrede. Der opstår også et paradoks, hvis vi begynder at tænke over hvad en sadist oplever når han piner nogen. Er det vellyst eller smerte han oplever? Hvis en mor ser sit barn slå sig er det ofte hende mere ubehageligt end hvis det havde laver B (og jeg ser Peter) behøver ikke betyde at jeg sætter mig i Peters sted. Det kan være forekomsten af udførelsen B der er betingelsen for A s aktivering. At aktiveringen af A ved min udførelse af B blev opdaget før det blev opdaget, at Peters udførelse af B også aktiverer A, er ikke det samme som at det er min udførelse af B der er betingelsen for aktiveringen af A. 11 Det bl.a. Golemans fortjeneste at gøre opmærksom på emotionernes rationelle værdi, men desværre med en, uheldig popularisering af den projektive empati til følge. været hende selv. Dette er også svært at forklare for den projektive empati. Den anden fejl ved teorien er at empati tillægges en moralsk kvalitet. Altså: Hvis lille Bent har empati, slår han ikke de andre børn. (Underforstået: Hvis Bent vidste, at det gjorde ondt, så slog han ikke ). Med andre ord sættes der lighedstegn mellem folk med såkaldt empati, og folk der behandler andre godt. Folk som mangler denne evne fylder altså vores fængsler? Selvfølgelig er det en god, blød, rar humanistisk teori, at ingen vil skade andre, hvis de er klar over den skade de forvolder, men desværre er det en teori som er modsagt af fakta: Mennesker i verden skader hinanden med viden om at de gør det. Teorien har mange andre forklaringsproblemer. Mennesker med infantil autisme har svært ved at opfatte andres følelser. Er de specielt moralsk defekte? Kan sociopater (eller andre der udøver emotionel terror) skade andre, hvis han mangler indsigt i offerets følelser? Er det ikke en ganske almindelig erfaring at der findes folk der bruger deres indsigt i andre folks følelser til at fremme egne formål, eller at der findes mange, som ved manglende indsigt i andres følelser kommer til at såre eller skade andre, men bliver kede af det når de finder ud af, de har voldt skade? Sammenblandingen mellem indføling i andres emotioner og moral er noget pladder. Selvfølgelig er jeg bedre rustet til at gøre gode ting hvis jeg har en god indføling, men jeg er også i stand til at gøre mere skade. Der er altså tale om to forskellige sager. Hvor det ene er en evne til indføling og det andet er vores moralske tilgang til andre mennesker. Faktisk kan følelsesmæssig infektion i visse tilfælde være årsag til handlinger der kan betragtes som umoralske. {12}

16 TEMA Det var osse de andre! Læreren finder sit bebrejdende blik frem, retter det mod barnets, som undviger det et par sekunder, men endelig er der øjenkontakt og barnets øjne bliver våde. Hvorfor kaster du ler efter Peter? Spørger læreren som allerede er mildere stemt ved synet af barnets tårer. Svaret kommer prompte: Det var osse de andre!. Selvfølgelig må man ikke kaste med ler efter Peter (selvom han er en idiot), men barnet svarer faktisk sandfærdigt på spørgsmålet. Børn og voksne gør mange ting bare fordi de andre gør det 12 på samme måde som sildene i stimen. Da det mest almindelige vidensbegreb vi opererer med, lægger op til en opfattelse af, at viden er sproglig, er det meget nemt at misforstå derhen, at grundlaget for vore handlinger er sproglig viden om dette og hint og logiske slutninger foretaget med denne viden som præmisser for vore handlinger, altså: Situation 1. Du er sulten og ved det. Du ved også at der er mad i køleskabet og køkkentøj til tilberedning: Derfor går du ud og laver mad. (Undervejs laver du små logiske slutninger a la: denne agurk skal skæres i stykker, kniven er i skuffen. Derfor åbner jeg skuffen osv.) Situation 2. Du er sulten og går ud i køkkenet og laver mad (undervejs tænker du på de forelæsninger du skal til dagen efter). Der er nok ikke mange der vil påstå, at den bedste beskrivelse af, hvordan det foregår, er nr. 2. At du i princippet kan foretage de små sproglige handlinger og slutninger og nogen gange gør det, er ikke det samme som 12 Albert Banduras eksperimenter med dukken Bobo viser eksempler på at børn kopierer voksne, men kopiering er ikke begrænset til voksen- barn relationen at disse er nødvendige for dine handlinger. Sagen er at dine handlinger ikke, undtagen per accidens, er medieret af sproglige fænomener 13. Når du sidder alene derhjemme og er sulten kan du godt prøve dig frem med logik og sprog, men hvis du ikke handler, dør du af sult. Da vi ikke ønsker at tage patent på sproget lader vi bare viden være retfærdiggjort, sand tro i sproglig form som filosofferne ønsker, og bruger ordet rationel til at betegne handlinger der er formålstjenlige til at opnå et ønsket mål 14. En åbenlys indvending mod at rationalitet grundlæggende er asproglig, kunne gå på at du oprindelig har lært, hvordan du f.eks. går i køkkenet og laver mad, ved at få at vide hvordan af andre. Svaret er, at ganske vist kan sproglige ytringer have haft en korrigerende og instruktiv berettigelse på tidspunkter, hvor du har lært at have mad, men at grundlaget for adfærd som madlavning er motorisk- kinæstetisk og nødvendigt i forhold til handlingen, mens sproglige ytringer ikke er hverken tilstrækkelige eller nødvendige for den. Sagt på en anden måde: Sproget er en delmængde af alle handlinger15. Når barnet i eksemplet starten af dette afsnit demonstrerer, hvorfor ondskaben er banal ved at svare sandfærdigt på, hvorfor det kastede med ler efter Peter med Det var osse de andre!, påberåber det sig bare den grundlæggende rationelle indstilling: 13 Denne pointe er ganske banal. En ganske klar beskrivelse findes f.eks. i Gilbert Ryles Concept of Mind hvor han adskiller Knowing How og Knowing That. Hvis man godt kan lide at sutte på uldtråde, kan man finde Ryles kilde til tanken i Sein und Zeit af Martin Heidegger 14 Hvis nogen lugter en pragmatik/semantik adskillelse her, har de fuldstendigt ret! 15 At sproget og viden har specielle egenskaber i forhold til asproglige handlinger benægter jeg ikke, men det er ikke centralt her. {13}

17 ANTYDNING AF SOCIAL RESPONSIVITETS GRI: Gør som de andre. Som reglen her er formuleret er den sproglig, men da vi lige har karakteriseret vores grundlæggende rationalitet som værende asproglig, må vi tage reglen som et tavst princip eller regel. Vores handlinger kan godt følge en regel uden at vi er bevidste om det. F.eks. behøver man ikke kunne grammatik for at kunne bruge sproget korrekt. Altså: Umiddelbart opfører du dig som alle andre, dvs. føler hvad andre gør og er hjemme og med i gruppen ved at gøre det samme. At gøre det samme er noget af det vi kalder konvergens. Det vil sige at man retter sig eller prøver at rette sig mod det samme. Hvordan vi bliver homo socius. Man kan inddele konvergenser på mange forskellige måder, men den mest illustrative er nok en inddeling i symmetriske og asymmetriske konvergenser. Symmetriske konvergenser er et forsøg på at opnå enshed i udtryk eller handling. At købe FC- København trøjer er f.eks. en symmetrisk konvergens for FCK fans. Funktionen for denne konvergens er at vise tilhørsforhold og sammenhold. En person kan være FCK- fan og vise det ved at have en FCKtrøje på. Samtidig er trøjen en del af personens udtryk og med til at bestemme hvordan andre interagerer med ham/hende. 16 Asymmetriske konvergenser er uens handlinger eller udtryk (hos mennesker) der har karakter af samarbejde mod et fælles mål. F.eks. samarbejder fodboldspillere i 2x45 mi- 16 Vi kigger kort på dette senere nutter om at få flere mål end modstanderne. Mens der er symmetriske konvergenser (enshed i tøj og i aspekter af den måde man bevæger sig på). Men de handlinger fodboldspillerne udfører, er ikke ens. Hver spiller har sit job på banen som er velegnet til at opfylde det overordnede mål (at score og forhindre de andre i at score). Det er konvergensen der gør holdet til et kollektiv og det er i forhold til den vi kan bestemme om de spillede godt osv. Det første vi lærer er konvergens. Hvis man ved lærdom forstår en association mellem noget og noget andet: Babyen lærer sammenhængen mellem en handling (gråd f.eks.) og opfyldelsen af et behov. Gråden er en konvergens mod at få opfyldt et behov, den modsvares af ændringer i omverdenen. Gråden ophører når det den konvergerer mod er opfyldt og barnet lærer at gøre på den rigtige måde for, at de ændringer der er i omverdenen er tilfredsstillende 17. De strukturer i omverdenen der ændres pga. vores gråd er knyttet til det vi tidligere har kaldt livsstrømme, og de bliver altså de første der bliver kædet sammen med opfyldelsen af behov. Det første vi lærer at kende som vigtigt bliver ikke et det men et du. Grundlaget for det vi kalder social responsivitet er synligt. Opfyldelsen af vores behov starter som et samarbejde, hvor vi bliver hjulpet via konvergens med andre livsstrømme. Da behovs- 17 Det vi gør her er kunstigt og unuanceret. Men ofte bliver historien om, hvordan vi lærer fortalt som om vores primære tilgang til verden, er gennem kendskab til sanselige fysiske objekter, som vi lærer at manipulere. Når vi på et tidspunkt har styr på sanserne lærer vi at skelne legemer og vores krop og senere igen lærer vi at skelne andre kroppe osv. Vores påstand er at intersubjektiviteten er det første der i en primitiv form dannes som begreb. Det er lidt håbløst at lave den slags erkendelseshistorier, men der findes ikke nogen alternativer. Dette er kun en antydning så behandlingen er noget tentativ. {14}

18 TEMA opfyldelsen er et samarbejde, hvor vi er hjælpeløse uden den anden, bliver den sat i system af dem vi samarbejder med og vi lærer den grundlæggende rationelle indstilling, at gøre som de andre. Sproget læres ved at vi forbinder noget vi gør (f.eks. et ord vi siger) sammen med strukturer ( Bamse ). Det vi gør (siger) er tilfældigt forbundet med disse strukturer, men da vi er i en sammenhæng hvor sproget allerede er etableret, oplever vi det som om forbindelsen mellem udtryk og struktur er nødvendig 18. Den udtrykte konvergens er underlagt et pragmatisk tilstrækkelighedskrav. Hvis vi konvergerer med (dvs. siger) Mo! er det oftest tilstrækkeligt for at bringe mor nær. Vor kunnen bliver omfattende og kravene til tilstrækkelig konvergens bliver mere finkornet efterhånden som vi vokser op. Som sprogbrugere er vi altid udadrettede og dermed kan vi konvergere, udtrykkende mod ting, episoder og hele historier, som vi underlægger den grundlæggende rationelle indstilling, da disse ting, episoder og hele historier er underlagt og forklarer vore kollektive normer. Den grundlæggende rationelle indstilling virker, fordi den er økonomisk: Hvis man f.eks. skal lære at køre på cykel eller hvordan man opfører sig når man er ude og spise kan der ikke stilles regler op for, hvordan man skal gøre. Sprog kan hjælpe, men kun korrigerende over for en handling som allerede er i spil. I første tilfælde ved vi hvordan det ser ud når nogen kører på cykel og det er først og fremmest balancen vi lærer noget om. Det handler mere om fornemmelse end om reg- 18 Her sprintes over et gærde: Fra at kunne benævne ting der er her og nu, lærer vi at bruge her og nu som udgangspunkt for referencer i et rumog tidkontinuum. Den transcendens kan beskrives, men det er ikke inden for denne artikels rækkevidde. ler, selv om opmuntringer og korrektioner kan hjælpe. I det andet tilfælde holder man sig også til hvad handlinger de fleste gør. Ingen behøver fortælle en, at man ikke må danse med tjeneren, råbe Tittebøh efter hver mundfuld og hvad man ellers kan finde på af underlige ting. Samlingen af formelle regler og undtagelser ville blive meget stor (hvis ikke uendelig) hvis man skulle tage højde for bare de mest normale ting, der kunne ske når man er ude. Sætninger som Der er mad i køleskabet, Drej til højre i krydset og I nakkerne bor en hemmelighed/lille som en stjerne i natten kan kun forstås hvis en handlende, følende levet krop er forudsat. Den konkrete krop er ikke til at udtrykke. Det nærmeste vi kan komme er en beskrivelse. Grundlæggende er vi gørende. Hvis vi gør som de andre er chancen for succes i længden størst og vi kan lære alle de færdigheder der er allemandseje i det samfund, vi vokser op i. I barnets leg ses allerede tidligt indøvelsen i voksenlivet. Vi interesserer os for hvad andre gør for at lykkes og for at føle. Dermed finder narrative kunstarter og historie deres berettigelse som rationelle og moralske eksempler til afskrækkelse eller efterfølgelse. Vi vokser op i sociale vaner, vi kalder dem kulturer og sprog. Via social konvergens bliver vores adfærd formet så vi får opfyldt vore behov. Den specialiserede praksis og viden der er akkumuleret gennem menneskets historie har vi direkte adgang til fordi vi vokser op i den. Problemet med den sociale konvergens er imidlertid at den ikke kan forklare det nye : At vi får ny viden, at der opstår nye kulturelle dannelser m.v. {15}

19 ANTYDNING AF SOCIAL RESPONSIVITETS Vi bliver homo sapiens (måske). De to betingelser der skal være opfyldt for, at vi kan tænke og handle selvstændigt er først og fremmest, at vi oplever os selv som selvstændige i forhold til kollektivet, dernæst at vi kan tilskrive andre i kollektivet andre overbevisninger end dem vi har. Selvbevidstheden viser sig i test i løbet af de første 18 måneder 19. I princippet kunne en primitiv selvbevidsthed tænkes at være til stede fra starten i de første behovsytringer, men det præcise tidspunkt er ikke vigtigt for denne artikel. Vigtigt er det dog at det er et træk ved alle dine handlinger og behov, at de er knyttet til samme krop og bevidsthed, at de opleves som dine. En anden ting er evnen til at tilskrive kollektivet anden overbevisning end vores egen. False- belief tests 20 som har været brugt til at undersøge om autistiske børn har en teori om det mentale hos andre, viser også at normalt udviklede børn under fire år ikke tilskriver andre en anden viden end den de selv har 21. Der er to måder hvorpå vi kan opleve kollektivet som fejlbarligt. Når opfyldelsen af vores behov bliver besværliggjort af kollektivet og når vi opdager at konvergensen er anderledes i andre kollektiver. Når kollektivet besværliggør vor behovsopfyldelse lærer vi, at der er forskel på at handle (konvergere) 19 Den klassiske spejltest siger 18 måneder, mens bl.a. Reddy mener at kimen til selvbevidsthed allerede kan findes i løbet af barnets første levemåneder. 20 Baron-Cohen, S; Leslie, A.M & Frith U. Does the autistic child have a theory of mind? 21 Mens testen er lavet for at afgøre hvornår børn har en teori om andres overbevisning, synes resultaterne at pege på, at de i hvert fald ikke overvejer forskellen mellem egen overbevisning fra andens før 4-års alderen. Dette understøtter denne artikels tese, men der må tages forbehold for resultatet da børns sprog i den alder ikke er fuldt udviklet. rigtigt og forkert. Vi bliver holdt ansvarlige af vores omgivelser og samtidig lærer vi at der er forskel på vores og kollektivets interesser. Vi bliver tidligt konfronteret med at der findes forskellige kollektiver: Når man er hjemme. Når man er ude. Når man er i vuggestuen. Når man går på gaden. Konvergensen er forskellig i de forskellige situationer. I tilfældet hvor barnet svarer Det var også de andre! kender vi godt lærerens svar: Tænk selv! og det er et godt eksempel på hvornår to kollektiver har modstridende interesser (samfundet/skolen/ lærerens og barnet over for kammeraterne og barnet). Det er et rimeligt hårdt krav læreren kommer med. Normalt når vi tænker selv, gør vi det med udgangspunkt i de kollektiver vi kender og vor tænkning udspringer som korrektioner til kollektivets konvergens. At stå mod kollektivet kræver mere end bare eftertænksomhed. Kollektivets magt er større end den magt der er givet de enkelte individer. Som sådan er der ingen der alene er stærke nok til at styre kollektivet, for dets kærne er vanen, den fatiske tryghed og det grundlæggende rationelle princip. Men når vi har oplevelser af kollektivets fejlbarlighed, kan vi forsøge at påvirke den konvergens det har. Hvis vi ikke lykkes kan vi melde os ud af kollektivet (hvis det er muligt), vi kan blive i kollektivet med forbehold eller vi kan overbevise os selv om at vi ikke har ret. I reglen er det ikke svært at ændre konvergensen i et kollektiv. For det meste, er det i kollektivets interesse at være parat til at ændre konvergens. Silden eller sildene i sildestimen, som opdager torsken og forsager flugtadfærd i hele stimen reagerer jo i alles interesse og ændringen i konvergens er en overlevelsesmekanisme. For det meste har individets ændring af kollektivets konvergens karakter af at være arbejden med kollektivet. I mange tilfælde er uenighed tolereret, ja ligefrem es- {16}

20 TEMA sentielt for kollektivet, men der findes altid konvergenser der ikke er tolererede inden for et givent kollektiv. F.eks. er det tolereret inden for f.eks. fankultur eller videnskab, at man diskuterer ting der ikke er fastlagt af konvergensen endnu (hvilken spiller der er bedst på et hold, hvilket album fra en kunstner der er bedst, hvordan et givent empirisk resultat skal tolkes eller hvordan et forsøg skal tilrettelægges). Hvis man derimod modarbejder konvergensen splitter man kollektivet og nogle gange står man alene. Det dyrkede Ligesom nogle konvergenser er universelle og medfødte er nogle kultiverede. En hovedrysten i Asien betyder det modsatte af hvad det gør i Europa. De nationale sprog har indbyrdes forskellige udtryk for det samme osv. Men grænserne for udtryk er ikke hårde. Hvis vi tager de nationale sprog, kan de deles op i dialekter, og komplementært i sociale og alderssættende sproglige koder. Selvom vi bl.a. benytter elementære udtryk som knytter sig til Danmark og den konformiserende autoritet Dansk Sprognævn er der næppe to i Danmark der benytter sprog helt ens. Hvis vi ser på andet end de rent verbale udtryk, så er en teenager i Danmark mere lig en teenager fra et hvilket som helst andet land i vesten end en pensionist fra Danmark (i tøjstil og gestik f.eks.). Vi opdrager på hinandens udtryk ved at rette på hinanden når vi hører ukorrekt sprogbrug, grine af folk fra Bornholm, Fyn og Jylland fordi deres dialekter lyder sjove og anderledes, vi kan efterligne en ældre borger der siger iskage i stedet for is eller kritisere hinandens interesser, tøjstil, musiksmag osv. Sagen er at vores forskelligartede udtryk fortæller en del om vores forforståelse, interesse og hvordan (og om) man henvender sig til os. Eksempelvis vil vi ikke sige til en ældre herre at vi skal til Smashing Pumpkins, men snarere at vi skal til rockkoncert. Omvendt vil vi måske sige til ham at vi skal i Glassalen og høre Brahms, mens vi til en yngre person vil sige vi skal til klassisk koncert. Disse to små eksempler viser, at vi på forhånd bedømmer hvor stor forforståelsen er hos dem vi snakker med. Det er der jo ikke noget nyt i, men det er en fast ingrediens i enhver pixibog om retorik eller pædagogik. Princippet bag dette er økonomisk, det gælder om så let som muligt at nå en tilstrækkelig konvergens. I eksemplet med Smashing Pumpkins koncerten bedømmer jeg at Jeg skal til rockkoncert er tilstrækkeligt til at opnå en tilstrækkelig konvergens med den ældre herre, mens det ikke vil være acceptabelt i tilfældet, hvor jeg snakker med en på min egen alder. Jeg skal til rockkoncert vil sandsynligvis fremkalde endnu et spørgsmål ( Med hvem? ) ud over det vil vedkommende nok synes, at jeg lyder lettere antikveret når jeg siger rockkoncert. Jeg bedømmer forforståelse og interesse for lettest muligt at nå til en tilstrækkeligkonvergens. Hvis jeg fejlbedømmer den jeg interagerer med, er det ingen katastrofe, netop fordi det er interaktion: Jeg får prompte en reaktion der fortæller mig nogenlunde hvor tæt jeg er på en tilstrækkelig konvergens. tilstrækkelig konvergens betyder ikke andet end begge viser, at det ikke er nødvendigt at udtrykke yderligere for at den anden har opfattet meningen. Essentielt for korrektioner af kollektivets konvergens er sproget, da sproget som konvergens i kollektivet transcenderer den umiddelbare omverden, og har evnen til at være sandt. I det lange løb er det praktisk at vores overbevisning er sand, derfor har sande sætninger evnen til at ændre på kollektivets konvergens. Vi bruger sproget til at gøre kollektivet opmærksom på ting og relationer både i den umiddelbare omverden og transcenderende denne. Den viden vi har, skal altid udtrykkes (konvergeres) i forhold til et kollektiv. {17}