SELVET EN ESSAY SAMLING

Transkript

1 SELVET EN ESSAY SAMLING

2 ANTROPOVOX SELVET EN ESSAY SAMLING Vi har her samlet de tre essays: Kritik af Metafysikken. Den Neoæstetiske Position - Hinsides Freidrich Nietzsche. Menneskegruppen. De tre essays udgør som sådan et samlet værk, hvori en ny definition af selvet begrebsliggøres og søges verificeret, som et hele - ikke transcendent - indeholdende alle menneskelige processer; fysiske som psykiske, bevidste som ubevidste, voluntære som involuntære. Primært igennem kritik af den transcendente filosofiske metafysik hos: Platon, Descartes, Spinoza, Humes som undtagelsen, samt Kant og Hegel. En ny epistemoontologisk logisk norm / erkendelsesværens retledning foreslås; Den Neoæstetiske Position, idet tænkning og fornuft anbefales erkendt som en integrerende intelligibel sans, som en leder blandt ligemænd. Denne position afprøves i en dialektisk vekselvirkning med Nietzsches filosofi. Til slut undersøges disse nye begrebsanbefalinger i selvets relation til menneskegrupper og naturen generelt. Med udgangspunkt i M. Kleins forskning i det nyfødte barns primærprocesser, undersøges det neoæstetiske selv i gruppen, gruppen i selvet og selvets afgrænsning, i reference til W. Bions erfaringer i grupper og G. Batesons økomentale systemtankegang. ANTROPOVOX: SELVET. Andet Oplag. Forlaget MAJJA Tilgængelig på www. antropovox.dk Forside: Anja Stenstrup. 7 år. 1

3 INDHOLDSFORTEGNELSE: KRITIK AF METAFYSIKKEN 3 Renè Descartes 4 Baruch de Spinoza 5 Logisk norm vedrørende selvet 9 David Hume 10 Immanuel Kant 13 Primærprocesser ifølge Melanie Klein 15 (note 8), 20 (note 15), (note 22) Georg W. F. Hegel 16 Platon 21 Afslutning 22 DEN NEOÆSTETISKE POSITION HINSIDES FRIEDRICH NIETZSCHE 24 Den Neoæstetiske position Definition Om Sandhed 25 Om Ånd 26 Om Religion 28 Om Moral 30 Om Nietzsches Aristokratiske Radikalisme, Vilje til Magt og Overmennesket 33 MENNESKEGRUPPEN 39 Primærprocesser: Freud 40 Klein 41 Selvets Afgrænsning 43 Bion 43 Bateson 47 Høvding Seattle's Tale 47 Black Box Metoden 50 Batesons Nye Epistemologi 51 Alkoholisme 53 Skizofreni og Double Bind 54 Afslutning 56 2

4 KRITIK AF METAFYSIKKEN Skriftet prætenderer ikke/giver sig ikke ud for at være fagfilosofisk, men er blot mine personlige og almenmenneskelige refleksioner/ eftertanker, tilegnet mit medmenneske MM. Fokus for min diskursive fremstilling er opdelingen af mennesket i sjæl-legeme, fornuft-sansning, psykisk-fysisk o.a. Det vi med en samlebetegnelse vil kalde: Det psykofysiske problem. Under psykisk vil vi normalt/i daglig tale rubricere egenskaber som: Kognition og perception, men hvad med emotion? Ånd og sjæl, men hvad med selv og jeg? Under fysisk vil vi ligeledes normalt rubricere: Legemet inklusiv hjernen, det øvrige nervesystem og de 5 sanser, men hvad med drifter og lidenskaber? Afgrænsning og terminologi/etymologi/semantik vedrørende det psykofysiske problem er tydeligvis arbitrær/vilkårlig, forvirret og uklar, og savner, efter min vurdering, videnskabelig dokumentation og evidens. Ophavet til dette problem er selvfølgelig mangeartet; både religiøst og filosofisk og udspringer/har sin rod i et givetvis grundlæggende urmenneskeligt behov for at forklare og forstå, hvad det er der adskiller os fra alle andre dyrearter. Lad os først undersøge hvordan nogle af de store filosoffer har håndteret det psykofysiske problem (1). ANTROPOVOX: KRITIK AF METAFYSIKKEN. Forlaget MAJJA Tilgængelig på Forside: Premysle Smid. 3

5 René Descartes ( ): "Cogito ergo sum" Et af de hyppigst citerede filosofiske aksiomer/selvindlysende grundsætninger, vil vi undersøge nærmere. Descartes skriver (2)(s.43): "Men lige straks efter, blev jeg opmærksom på, at mens jeg således ville tænke, at alt var falsk, måtte jeg, som tænkte det, nødvendigvis være noget. Idet jeg bemærkede, at denne sandhed: Jeg tænker, altså er jeg, var så sikker og vis, at alle skeptikernes mest ekstravagante antagelser ikke var i stand til at få den til at vakle, vurderede jeg, at jeg uden skrupler kunne acceptere den som det første princip i den filosofi, som jeg søgte efter. Ved derefter opmærksomt at undersøge, hvad jeg var, og idet jeg indså, at jeg kunne forestille mig, at jeg ikke havde nogen krop; at der ikke var nogen verden, og ej heller noget sted, hvor jeg var, men at jeg ikke af den grund kunne forestille mig, at jeg ikke var til, og at det netop af det, at jeg med mine tanker tvivlede på sandheden af de andre ting, tværtimod helt indlysende og meget sikkert fulgte, at jeg var...." Arne Næss skriver (1), med hans for læseren berigende, altid tilstedeværende hermeneutiske diversitet / fortolkningsmangfoldighed: "Ordet "cogito" bør, hvis forfatterens intentioner lægges til grund, i hvert tilfælde ikke fortolkes snævert som "jeg tænker", men mere vidt i retning af "jeg oplever noget", "jeg er mig noget bevidst". Ordet "ergo" bør efter manges mening ikke fortolkes som "derfor" (i den betydning ordet har når man slutter fra præmis til konklusion), for oplevelse af bevidsthed og eksistens kan ikke adskilles, men udfylder en og samme intuition...." Efter min vurdering er det netop denne adskillelse Descartes gør sig skyldig i, men om det senere. Omkring 30 år senere er denne fortolkning (Næss) stort set bevaret hos Skirbekk og Gilje (1): "... Selv om han tvivler på alt, kan han ikke tvivle på, at han tvivler, dvs. at han er til og er bevidst.... Dette ("cogito ergo sum") repræsenterer en indsigt, som han ikke kan betvivle. Der er tale om en uafviselig refleksionsindsigt: Den som tvivler kan som tvivlende ikke tvivle på (eller benægte), at han tvivler, og dermed at han eksisterer. Her er der ikke tale om en logisk slutning (fra præmis til konklusion), men om en indsigt som den tvivlende ikke kan afvise." Ca. 45 år senere uddybes og dokumenteres samme udlægning i Filosofisk Leksikons artikel (1) om "cogito ergo sum", bl.a. med henvisning til den ændrede formulering i Metafysiske meditationer, og svar til andre filosoffer. Det er således tydeligt at Descartes har ændret/modificeret sine udsagn i senere værker, påvirket af en vækstfyldt dialog med samtidige filosoffer, men det forekommer mig at de i grundformen fremstår uændret i Filosofiens principper som dateres 3 år senere end Metafysiske meditationer. (2) Citater fra Filosofiens principper (s. 83): "... så antager vi rigtignok med lethed,... og også at vi selv ikke har nogen hænder, ej heller nogen fødder, og til sidst at vi heller ikke har nogen krop.... 4

6 8. Herfra erkendes distinktionen mellem sjæl og legeme eller mellem den tænkende og den legemlige ting. Dette er den bedste vej til at erkende sindets natur og dets adskillelse fra legemet." (s.85) "Det forekommer anderledes for de, som ikke filosoferer ordentligt, og det gør det af ingen anden grund, end at de aldrig har adskilt sindet tilstrækkelig nøjagtigt fra kroppen." Kære MM. Hvis jeg har forstået det ret er paradigmet: Sanserne kan bedrage os, men hvis vi med Guds hjælp og lidt håndkraft adskiller sjælen/sindet ordentlig fra kroppen, vil vi med den i sjælen iboende fornuft og evne til at kunne tvivle på alt, kunne filosoferer ordentlig og derved nå den højeste erkendelse. Lad os i Descartes ånd plukke frugterne fra visdommens træ, i dette tilfælde Lægevidenskaben: Ingen krop ingen tanker/evne til tvivl. Kroppen er tankens forudsætning, idet tænkning er en elektro-kemisk hjerneproces, ligesom sanseorganernes kommunikation med de respektive centre/områder i hjernen. Sanserne kan og vil af og til bedrage os, men det vil fornuften så sandelig også. Et spadestik dybere er "cogito ergo sum", et udtryk for en grundlæggende tvivl på eksistens, der løses ved tankerefleksion. Et behov omkring 3% af menneskeheden har, typisk som led i en solipsistisk ipseitetsforstyrrelse/forstyrrelse i det ensomme selv. Denne menneskelige variant bidrager typisk til menneskeheden med genier indenfor filosofi, videnskab, kunst o.a., men også med de mest alvorlige sindslidelser. Det er således en logisk norm/erkendelsesretledning at: Mennesket har en prærefleksiv oplevelse af eksistens Men kære MM, misforstå mig nu ikke, når vi her tager afsked med Descartes. Jeg har utvetydig respekt for Descartes enestående bidrag til filosofisk erkendelse, og vejen til paradigmet om primært at opøve evne til at tvivle på alt bortset fra at vi er til, er jo i det store hele underordnet den glæde det bibringer selvet at "filosofere ordentligt cartesisk". P.S. Descartes vekselvirkningshypotese hvor koglekirtelen/epifysen/corpus pineale, en ærtstor hormonproducerende kirtel centralt i hjernen, tillægges en formidlende kommunikativ funktion mellem sjæl og legeme, påvirker ikke Descartes dualistiske opfattelse af den absolutte adskillelse af sjæl og legeme. Baruch de Spinoza ( ) Vi vil tage udgangspunkt i Spinozas hovedværk: Etik (1677) (3) og de fagfilosofiske udlægninger af dette (1). 5

7 (3) OM GUD: "Definition 3. Ved substans forstår jeg det, som er i sig selv og begribes ved sig selv: dvs. det, hvis begreb ikke behøver en anden tings begreb, som det skulle dannes af." "Definition 7. Den ting kaldes fri, som eksisterer alene ud fra sin naturs nødvendighed og alene ved sig selv bestemmes til at være aktiv; derimod kaldes den ting nødvendig eller snarere tvungen, som af noget andet bestemmes til at eksistere og virke på sikker og bestemt måde." "11. Læresætning: Gud eller substansen, der består af uendelig mange attributter, af hvilken hvert enkelt udtrykker en evig og uendelig essens [væsensbeskaffenhed],eksisterer nødvendigvis" "14. Læresætning: Ud over gud kan der ikke gives eller tænkes nogen substans." "15 Læresætning: Alt, hvad der er, er i Gud, og uden Gud kan intet hverken være eller begribes." "17. Læresætning: Gud handler alene ud fra sin naturs love og uden at være tvunget af nogen." "27. Læresætning: En ting, som af Gud er bestemt til at virke i en eller anden henseende, kan ikke gøre sig selv ikke-bestemt hertil." "29. Læresætning: Der gives ikke i verden noget tilfældigt; men ud fra den guddommelige naturs nødvendighed er alt bestemt til at eksistere og virke på sikker måde." "30. Læresætning: Forstanden må, hvad enten den eksisterer som endelig eller som uendelig, omfatte Guds attributter og Guds tilstande og intet andet." "32. Læresætning: Viljen kan ikke kaldes en fri årsag, men blot en nødvendig." "33 Læresætning: Tingene har ikke kunnet frembringes af Gud på nogen anden måde eller i nogen anden orden end netop den, hvori de er frembragt." "TILLÆG. Hermed har jeg forklaret Guds natur og hans egenskaber, såsom at han nødvendigvis eksistere; at han er den eneste; at han er til og handler alene ud fra sin naturs nødvendighed; at han er alle tings frie årsag, og hvorledes han er det; at alt er i Gud og afhænger således af ham, at det uden ham hverken kan være eller begribes; og endelig at alt har været forudbestemt af Gud, dog ikke ud fra en viljefrihed eller et absolut forgodtbefindende, men ud fra Guds absolutte natur eller uendelige magt." Arne Næss (1):"Et hovedpunkt i Spinozas teologiske -politiske afhandling går ud på at filosofi og teologi er to væsensforskellige åndsprodukter. Filosofien er videnskab og har sandheden - og kun sandheden - som mål. Teologien er ikke en teoretisk, men en praktisk disciplin, som har det formål at påvirke mennesket til lydighed og fromhed. Teologi er ikke nogen videnskab." "Man kan vanskelig tænke sig et drama med større prætentioner end Spinozas, og når læseren ikke protesterer i afsky mod systemets omfattende påstande og strenge krav, hænger det sikkert til dels sammen med Spinozas milde og beherskede måde at forkynde på...." 6

8 Kære MM. At Spinozas geometriske metode i Etik ikke opfylder kravene til en videnskabelig metode er almindeligt anerkendt. Men er værket overhovedet videnskabeligt? Det er under ingen omstændigheder - på nogen videnskabelig måde - verificerbart, endsige falsificerbart! Et krav til videnskabelig metode fagfilosofferne Skirbekk & Gilje anerkender (1). Men hvis Etik ikke er et videnskabeligt skrift, hvad er det så? Ifølge Spinozas egen definition er det så ej heller et filosofisk skrift. Det er næppe tilfældigt når Arne Næss skriver: "...Spinozas milde og beherskede måde at forkynde på.". Er der i virkeligheden tale om et teologisk skrift - Spinozas Bibel? Han forkastede jo den gamle. Spinozas nye Religion? Spinoza var i så fald Profet og ikke Filosof. Men kære MM. Jeg finder Spinozas alternative Religion, som værende et godt og brugbart valg for vor samtids religionshungerne mennesker, hvis det ikke kan være anderledes? Spinozas Etik og det psykofysiske problem. Nogle væsentlige citater: ANDEN DEL: "Definition 1. Ved legeme forstår jeg en modus, som på sikker og bestemt måde udtrykker Guds essens, for så vidt som han betragtes som en udstrakt ting;..." "Definition 3. Ved en ide forstår jeg et begreb udsprunget af ånden, som ånden danner, fordi den er en tænkende ting." "13. Læresætning: Genstanden for den ide, der udgør den menneskelige ånd, er legemet eller en bestemt, faktisk eksisterende udstrækningsmodus, og intet andet." "Følgesætning: Heraf følger, at mennesket består af ånd og legeme, og at legemet eksisterer, eftersom vi fornemmer det." "32. Læresætning: Alle ideer er, for så vidt som de henføres til Gud, sande." "41. Læresætning: Erkendelse af første art er den eneste årsag til falskhed, erkendelse af anden og tredie art er derimod nødvendigvis sande." [1. art/ubestemte vage erfaringer. 2. art/adækvat viden. 3. art/ intuitiv erkendelse, under evighedens synsvinkel.] FEMTE DEL: (s. 190) "... eftersom der jo ikke gives nogen anden kraft i ånden end den at tænke og danne adækvate ideer..." (s. 199) " Det er altså nu på tide at gå over til det, som angår åndens varighed uden forhold til legemet." "23. Læresætning: Den menneskelige ånd kan ikke helt og holdent ødelægges sammen med legemet; men der bliver noget af den tilbage, som er evigt." "25. Læresætning: Åndens højeste stræben og højeste dyd er at erkende tingene efter den tredie art erkendelse." 7

9 "31. Læresætning: Den tredie art erkendelse afhænger af ånden som den formale årsag, for så vidt som ånden selv er evig." "39. Læresætning: Den, der har et legeme, der er skikket til mangfoldige ting, han har en ånd, hvis største del er evig." De fagfilosofiske udlægninger af Spinozas Etik (1) er stort set overensstemmende, og med faglig distance såsom; efter Spinozas opfattelse og andet. Hermed min sammenskrivning: Spinozas gud er ikke transcendent/uden for verden. Spinozas Gud/substansen er immanent/i verden, og har ikke eksisteret før skabelsen. Udstrækning/masse/volumen og tænkning/ånd er fremtrædelsesformer for et og samme væsen, to sider af samme virkelighed, nemlig substansen/gud, men de kan ikke påvirke hinanden direkte. (modsat Descartes vekselvirkning) idet tanke/ånd ikke har nogen udstrækning, ingen masse, ingen volumen. Dr. phil. C.H. Koch udlægger dette meget personligt i indledningen til Spinozas Etik (1996): " Det psyko-fysiske problem....disse to betragtningsmåder må ikke blandes sammen, da de gensidigt udelukker hinanden. En hjerneproces kan være årsag til en anden hjerneproces, og et bevidsthedsfænomen kan være årsag til et andet; men det er meningsløst at hævde, at en hjerneproces kan være årsag til et bevidsthedsfænomen, eller at et bevidsthedsfænomen, f. eks. en følelse, kan være årsag til en proces i hjernen Denne teori har igennem tiden appelleret til mange psykologer i deres søgen efter at forstå forholdet imellem hjerneprocesser og bevidsthedsfænomener og som en reaktion på ofte indædte, men forgæves, forsøg på at reducere bevidsthedsfænomener til materielle fænomener...." Kære MM. Han har ret, men det virker hverken indædt endsige forgæves, når den svenske neuropsykolog Håkan Eriksson skriver (2001) (4): "I dag findes der ikke mange forskere, som vil benægte, at alt psykisk - det mentale - er udtryk for hjernens processer, og man har længe været klar over, at hjernebarkens supramodale associationsområde må spille en vigtig rolle. Stadig flere fremtrædende forskere vover sig, på baggrund af den bedste tilgængelige hjerneforskning, ud i spekulationer over de mest komplicerede neuropsykologiske systemer. Forestillinger om eksempelvis bevidsthed, moral og æstetisk nydelse bliver stadig fastere forankret i viden om, hvordan hjernen er konstrueret og fungerer. Det er nok helt usandsynligt, at så komplekse psykologiske kategorier nogensinde bliver helt og fuldt tilgængelige for fysiologisk kortlægning, men begrebsmæssigt er de på nuværende tidspunkt definitivt på plads i hjernen, og fremtidige oversigtsværker indenfor neuropsykologi vil savne troværdighed, hvis de fortier denne side af den videnskabelige udvikling." 8

10 Kære MM. Jeg finder det bizart, som i Franz Kafkas univers, at bevisbyrden påhviler, de af os som ikke vil adskille ånd og legeme, men nuvel. Jeg vil i inderligste alvor hævde, at det er min intuitive erkendelse af allerhøjeste grad at, et bevidsthedsfænomen er en hjerneproces. Tænkning har udtrækning - masse og volumen, idet tænkning, som nævnt, er en elektrokemisk hjerneproces, en bevægelse i elektroner, ioner og molekyler i centralnervesystemet, som sandsynligvis involverer aflæsning af RNA molekyler. Det meningsløse består i fortsat anvendelse af diffuse begreber som ånd, sjæl, sind og lignende. De er alle immanente i mennesket og har kroppen som absolut forudsætning. Ingen psykiske/mentale tilstande eller processer er transcendente. Jeg vil således anbefale følgende logiske norm: Vi vil samle alle menneskets psykiske og fysiske tilstande og processer under betegnelsen selvet. Kære MM nu indvender du selvfølgelig: "Jamen kære Antropovox dog, al dette kunne Spinoza jo ikke vide for 350 år siden - vel?" Nej kære MM, det rakte den intuitive erkendelse af 3. grad ikke til, men det er så sandelig heller ikke Spinoza jeg skoser. Jeg har således entydig og udelt respekt for Spinozas enestående bidrag til forståelsen og erkendelsen af menneskets betingede frie vilje, og de deraf afledte ontologiske/værensfilosofiske principper om menneskets passive og aktive/vækstfyldte tilstande. Ifølge Næss er Hobbes og Spinoza grundlag for sentensen:" Vi kan gøre hvad vi vil, men vi kan ikke ville hvad vi vil." En psykodynamisk udgave af dette, som antyder de komplicerede processer i selvet, og inddrager drifter, basalfølelser og deres topografi iht. bevidstheden og det ubevidste, vil være: "Vi kan vælge om vi vil handle på en følelse/impuls, men vi kan ikke vælge om vi vil have følelsen/impulsen." Vedrørende følelser er Spinozas redegørelse i Etik tankevækkende mangelfuld? Spinoza anerkender kun tre basalfølelser: Drift/menneskets essens, Glæde/overgang til større fuldkommenhed og Sorg/overgang til mindre fuldkommenhed. Spinoza overser/benægter/fortrænger to af de mest kraftfulde basalfølelser i mennesket: Morderisk raseri og Skyld. Habib Davanloo, M.D. har i sit veldokumenterede og evidensbaserede videnskabelige arbejde (5) entydigt klarlagt disse basalfølelsers betydning for det ubevidstes struktur, deres neurobiologiske hovedveje/fysiologiske manifestationer, og deres bevidstgørelses betydning for "overgang til større fuldkommenhed". Hvad er baggrunden for dette fænomen hos Spinoza? Kære MM. Lad os udøve en af de mest fuldkomne medmenneskelige egenskaber: Altruistisk empati. Hvad ville vi gøre, hvilke ubevidste følelser ville dominere os, hvis vi havde afvist at vort folkeslag var udvalgt af gud, forkastet bibelen/toraen, for herefter at blive fordømt, forbandet og 9

11 udstødt af det jødiske samfund, henvist til at leve i solipsistisk filosofisk kreativitet, men ikke vove mere at udgive/offentliggøre noget? Ville vi, via reaktionsdannelse, som modvægt til ubærlige ubevidste følelser, skabe et fuldgyldigt filosofisk system - en ny Gudsopfattelse - en ny verdensanskuelse - og et sæt etiske leveregler, som hvis rettelig efterlevet (som i det forkastede system) fører til åndens frelse og forening med Gud i det evige liv, men sikre at det først kunne offentliggøres efter vor død? Givet altså at vi havde Spinozas enestående talent. Kære MM. Vil fornuften bedrage os mere end alle sanserne tilsammen? Vil det fra Platons Idelære til Spinozas ide om intuitiv erkendelse af 3. art, være som mennesket der betragter solopgangen fra åbningen af en Kaukasisk klippehule. Han vederkvæges ved naturens mangfoldighed og kvinder og børn, som pusler ved bålstedet. Bag ham kaster det hele, i den opgående sol, skygger på hulens bagvæg. Er dette ideernes verden? En sort hvid todimensionel udgave af den virkelige natur - den naturlige virkelighed. David Hume ( ). Vi vil tage udgangspunkt i hovedværket: EN UNDERSØGELSE AF DEN MENNESKELIGE FORSTAND (6), og de fagfilosofiske udlægninger af samme (1). Skirbekk og Gilje skriver: "Skotten David Hume var empirist/[erfaringsfilosof] i erkendelsesteoretisk forstand. Ifølge ham findes der kun to slags erkendelse (viden):den viden som bygger på erfaring (i sidste instans på sansning), og den som bygger på konventionelt opstillede regler om begrebslige sammenhænge (som matematik og logik ifølge en empirisk tolkning gør). Vi kan ikke have andre former for erkendelse; vi kan ikke have erkendelse om det, som vi ikke kan erfare (f.eks. om Gud eller objektive værdier)......ud fra denne teori er der ingen kerne i naturvidenskaben (f.eks. en årsagslov), som er hævet over enhver mulig tvivl......når det gælder spørgsmålet om erkendelsens oprindelse, henviser Hume til et skel mellem det, som han kalder "impressions" (indtryk) og "ideas" (forestillinger). "Impressions" er stærke klare indtryk. Umiddelbare sanseindtryk hører til i denne kategori, såsom synsindtryk og lyde. Direkte psykologiske erfaringer er imidlertid også "impressions", såsom oplevelsen af sit eget had eller sin egen glæde. "Impressions" omfatter således både ydre og indre indtryk. "Ideas" er svagere og mindre klare forestillinger. De er så at sige efterligninger eller kopier af "impressions". Forholdet mellem "impressions" og "ideas" består således i, at der ikke kan forekomme "ideas", hvor der ikke forudgående har været "impressions" (indtryk)..." 10

12 Hume (6)(s ): "Eller for nu at udtrykke mig i filosofiske vendinger: Alle vore ideer eller svagere iagttagelser er kopier af vore indtryk eller mere livfulde perceptioner De, der påstår, at denne antagelse ikke er universelt sand eller undtagelsesfri, har kun en måde at tilbagevise den på, og den er uhyre simpel: Ved at producere en ide, der efter deres opfattelse ikke stammer fra denne kilde [indtryk]. Hvis vi derpå vil fastholde vor doktrin, vil det påhvile os [Hume] at producere et indtryk eller livfuld iagttagelse, der svarer til ideen." Kære MM. Hume ophæver således for ca. 260 år siden adskillelsen mellem sjæl og legeme, men opretholder det intrapsykofysiske problem med en kategorisk adskillelse af sansning og tænkning. Kognition er her sekundær og betinget af perception og emotion. Og videre, Næss skriver (1): "Hvad binder årsag og virkning sammen? Humes lære om årsagsforhold er alment anerkendt som et af højdepunkterne i den vesterlandske filosofi. Vi skal derfor - og fordi diskussionen om årsagsforhold endnu ikke synes at være nået stort længere - give plads for gennemgang af den..." Skerbekk og Gilje(1): " Humes replik er enkel: Vi ved kun noget om det, som vi har erfaret. Vi kender imidlertid ikke alle tilfælde i fortid og fremtid. Derfor kan vi ikke sige, at vi ved noget om fremtidens hændelser... Vi resumerer: Ifølge Hume findes der kun to former for viden, nemlig i) logik, som gælder for begrebsmæssige forhold (ikke for verden), og ii) erfaring, som bygger på simple sanseindtryk (indre og ydre)... Man vil hævde, at når vi gentagne gange har observeret, hvordan billardkugler påvirker hinanden ved mekaniske stød, så kan vi gå ud fra, at denne erfaring også indebærer en viden om, hvordan kuglerne vil opføre sig ved fremtidige sammenstød Hvordan ved vi imidlertid, at det, der sker (når en kugle støder til en anden) sker med nødvendighed? Hvilke erfaringer fortæller os, at det er nødvendigt? Ser vi det som nødvendigt? Hvordan kan vi se det nødvendige? Som et rosa farveskær? Sådan er det selvfølgelig ikke. Kan vi høre det nødvendige? F.eks. som en sagte hvislen? Selvfølgelig ikke. Det er heller ikke noget, som vi føler eller lugter, eller noget som vi på anden måde sanser. Altså kan vi slet ikke have nogen erkendelse af det nødvendige?" Kære MM. Jeg er fundamentalt uenig i dette ræsonnement og denne påstand, men om det løbende. Lad os gå til Humes talrige eksempler: (6) (s. 87 ff.) "Selv hvis man tillægger Adam rationelle evner, der fra begyndelsen var fuldt udviklede, ville han ikke ud fra vandets flydende og gennemsigtige karakter kunne slutte sig til, at han kunne drukne i det, [man smider spædbørn i vandet uden at de drukner, altså er der tale om en medfødt intuitiv/ instinktiv sanselig reaktion der beskytter barnet imod at drukne] ligesom han ikke ud fra ildens lys og varme kunne konkludere, at den kunne fortære ham [småbørn går ikke ind i bålet idet sansningen af faretruende varme advarer dem, igen noget medfødt]... 11

13 ... Bevægelsen i den anden billardbal er helt adskilt fra bevægelsen i den første. Ej heller findes der noget i den ene bal, der giver den mindste antydning af noget i den anden [det forekommer mig at alle, i billard eksemplet, glemmer det væsentligste nemlig billardspilleren, som med alle sansers brug, via sin muskelkraft, tildeler den røde bal en passende portion retningsbestemt kinetisk energi der via et mekanisk stød overføres til den hvide bal som, hvis stødet er veludført, tager kegler]. En sten eller et metalstykke, der løftes i vejret og efterlades uden noget som støtte, vil umiddelbart falde til jorden. Men lad os betragte sagen a priori og spørge, om der er noget, som vi opdager i denne situation, der kan producere ideen om en nedadgående snarere end en opadgående eller anden slags bevægelse i stenen eller metalstykket? [idet jeg løfter stenen eller metalstykket i vejret, sanser jeg emnets tyngde i min hule hånd - altså nedad. Når jeg derefter vender hånden, sanser jeg emnets tyngde flytter sig til mine samlede fingerspidser - altså stadig nedad]..." (s.93 ff.) "Vi må givetvis indrømme, at naturen har holdt os på solid afstand af alle sine hemmeligheder og kun bevilget os en viden om enkelte overfladiske egenskaber ved objekterne, samtidig med at den har skjult de kræfter og principper for os, som disse objekters indflydelse i et og alt er betinget af. Vore sanser informerer os om brødets farve, vægt og konsistens. Men hverken sanserne eller fornuften kan nogensinde informere os om de egenskaber, der gør det egnet til føde og ernæring af et menneskes legeme [enhver elsker lugten og smagen af nybagt brød, og vil kunne identificere det med hænderne bundet på ryggen og bind for øjnene. Tænk på hvor tit vores lugtesans og smagssans har forhindret os i at indtage fordærvet eller uegnet føde. Fornuften har siden Humes spådom lært os om brødets ernæringsværdi i form af kuldhydrater og andet, om mavesyre, fordøjelsesenzymer, insulin, glukolysen med citronsyrecyklus og det energibærende ATPmolekyle, der bringer musklen i stand til at trække sig sammen, og dermed billardspilleren i stand til at støde den røde kugle mod den hvide osv.]. Kære MM. Hvordan det end er epistemo - ontologisk/erkendelsesværensmæssigt vil det - hvis den røde kugle passerer igennem den hvide, eller begge kugler ligger stille efter stødet; hvis stenen i min hånd, efter jeg har sluppet den, enten bliver hængende frit svævende eller stiger til vejrs; hvis en mand i trediverne pga. manglende hjertelyd, respiration og cornea refleks erklæres død, men to døgn efter genopstår fra de døde - være et mirakel! Som ifølge Hume er: (6) (s. 179)"... i indlysende modstrid med reglerne for et acceptabelt ræsonnement... modsiger sanserne... (s. 199) Vi kan derfor hævde det som en maksime, at intet menneskeligt vidnesbyrd kan have en sådan styrke, at det kan bevise et mirakel..." Jeg forstår Hume sådan at det er den enigmatiske/gådefulde (nødvendige) kraft der er problemet, i eksemplerne tyngdekraften, potentiel og kinetisk energi samt næringsværdi/energi. Vi kan ikke sanse - få et indtryk af denne kraft, men kun via gentagelse, erfaring, vane og tro etablere en ide om den. Kære MM. Har Hume ikke selv her leveret den tilbagevisning han krævede fra dem der måtte påstå (6) (s.70): "... at denne antagelse ikke er universelt sand eller undtagelsesfri... vi vil overalt se, at hver eneste ide, som vi undersøger, er kopieret fra et tilsvarende indtryk..." Ideen om kraften er jo netop ikke, ifølge Hume, kopieret fra et tilsvarende sanseindtryk. 12

14 Efter min vurdering, bringes Humes filosofiske system allerede til at vakle ved den første store præmis: Adskillelsen og underordningen af ideer/ tænkning/ kognition i forhold til indtryk/ perception - emotion, hvilket givetvis sker i den højere sags tjeneste, at gøre op med den hidtidige vidtløftige metafysik, hvor ideer er overordnede og trancendente. Claus Bratt Østergaard som har oversat Humes hovedværker, rejser også i præsentationen (6) (s. 30) (2010)"... principielle indvendinger mod Humes teori om sansning og kausalitet, sågar i selve udgangspunktet...", kommer med gode eksempler, men adskiller, omend på en ny måde, fortsat sansning og tænkning: (s.29)" En lyd, der ikke blot er uspecifik larm, kan kun sanses som en helhed, hvis man inddrager dens betydning. Som selvstændig sansning er den slet og ret støj. Høresansen har altså ikke sanset noget, der på nogen måde er et lydeligt sanseobjekt, men er blot blevet irriteret. Hvis perception af lyden skal give sanselig mening, er øret ikke nok, men hjernen skal kobles til." Kære MM. Undskyld mig den umiddelbart meningsløse formulering: Vi hører ikke med ørene, ligesom vi ikke ser med øjnene. Sanseorganerne er formidlende instanser. Øret omsætter lydbølgeimpulser til elektrokemiske nervesignaler, der perciperes - rubriceres - kontekstueres i hjernens tindingelap under mangfoldig kommunikation med andre centre i hjernen. Sansning og perception er en elektrokemisk hjerneproces, hjernen er således ikke noget der skal kobles til, men en forudsætning. At rubricere en given lyd som uspecifik larm - slet og ret støj, involverer givetvis elektrokemisk kommunikation mellem flere tusinde nerveceller og forskellige centre i hjernen. Vi kan altså nu slå fast at: Perception, emotion og kognition er interagerende hjerneprocesser, vi kan lukke øjnene, men i øvrigt ikke slukke for hverken sansning, følelser eller tænkning. De interagerende hjerneprocesser er kun betinget, under viljens magt. En hierarkisk opdeling imellem de tre, hvor to vilkårligt underordnes en tredje, f.eks. at sansning og følelser underordnes fornuften, er meningsløs, da alle tre tydeligvis periodisk indtager både dominante og subdominante roller, men altid er i aktion og i interaktion med hinanden via de ca. 100 milliarder hjerneceller. Immanuel Kant ( ) Vi vil tage udgangspunkt i hovedværket: Kritik af den rene fornuft (7), og de fagfilosofiske udlægninger af samme. I Kants egen metafor om fundamentet i et bygningsværk / filosofisk system, er grundstenen i / fundamentet for Kants Elfenbenstårn / Transcendentale Filosofi, teorien om at der eksisterer erkendelse i form af, den rene fornufts transcendentale syntetiske a priori domme. Nogle væsentlige citater fra Kants: Kritik af den rene fornuft (7)(s.49): "Det er altså nødvendigt at foretage en nærmere undersøgelse og ikke uden videre affærdige spørgsmålet om, hvorvidt der gives en erkendelse, som er uafhængig af erfaring og af alle 13

15 sanseindtryk. [transcendentale rene syntetiske a priori domme] En sådan erkendelse kaldes a priori, og den er forskellig fra den empiriske erkendelse, der har sine kilder a posteriori, nemlig i erfaring." (s. 50) "At der nu faktisk i den menneskelige erfaring gives den slags nødvendige og i strengeste forstand almene og rene domme a priori er let at vise. Vil man have et eksempel fra videnskaberne, kan man blot tage samtlige matematiske sætninger." (s.55-56) "Vi kan indledningsvis forestille os, at sætningen = 12 blot er en analytisk sætning, der i henhold til kontradiktionsprincippet følger af begrebet om en sum af syv og fem. Hvis vi imidlertid ser nærmere efter, finder vi, at begrebet om summen af syv og fem ikke rummer noget ud over foreningen af de to tal til et. Derimod tænkes overhovedet ikke på, hvad det skal være for et tal, der sammenfatter de to andre. Begrebet tolv er på ingen måde indtænkt i den omstændighed, at jeg tænker mig syv og fem forenet...." Kære MM. Hvordan lærte du at regne? Nogle af mine første erindringer er min mor og jeg i køkkenet, hvor hun på sokratisk vis leder mig til med mine fingre og den åbne bestikskuffe, at finde det rette antal knive og gafler til borddækning. På lignende måde min fader ved bordet og fordeling af vindruerne til desserten. Senere urskivens tolv timer og årets tolv måneder. Jeg lærte således via ren sansning og erfaring, prøven og fejlen, at danne indre billeder af først titalssystemet og senere tolvtalssystemet. Tallet 5 er således (for mig) en håndfuld fingre og halvdelen af 10, tallet 7 er et indre billede af (fingre), eller timer, og der resterer nu 5 timer til der i alt er gået 12. Alle de regnearter jeg senere lærte i skolen, var blot videreførelse og raffinering af disse grundlæggende principper uanset talstørrelser. Tallet tolv er således på alle måder (for mig) indtænkt i syv og fem forenet. De sidste tredive års forskning i hjernens udvikling har tydeligt vist hvordan det nyfødte barn primært udvikler sansning og primærprocestænkning (lyststyret ikke sproglig tænkning, hvor lighed kan betyde identitet, og enkeltdele kan stå for helhed). Den senest udviklede sans er balancesansen (den 6.), og barnet kan nu lære at gå. I den konstante relation til de primært omsorgsgivende personer, udvikler spædbarnehjernen millioner af forbindelser mellem de respektive centre, og langsomt ændres primærprocestænkning til sekundærprocestænkning (sproglig realitetsstyret tænkning), og barnet kan nu lære at tale, og senere i et konstant samspil imellem sansning, erfaring og tænkning lære skrivning, regning, matematik og alle de store videnskaber. Tænkning, forstand og fornuft er således alle sekundære til sansning og erfaring, ja sansning og erfaring er fornuftens forudsætning, og alle fornuftens domme er derfor nødvendigvis a posteriori. Næss (**s.291): "...Udforskningen af det menneskelige verdensbillede tilfalder på væsentlige punkter psykologen, socialpsykologen og sociologen. (Note 454: Disse videnskaber - der afgrænses på flere ret forskellige måder - kan regnes som hørende til antropologien i vid forstand. - Også fysiologen, biologen, kemikeren og fysikeren kommer ind i billedet, hvis kundskabssyntesen gør store fremskridt.) Det er deres opgave at afdække den menneskelige virksomhed der forårsager at vi danner os det verdensbillede som vi har før vi bliver filosoffer. 14

16 Kants lære om anskuelses- og forstandsformer medfører at vi kan betragte vort ureflekterede verdensbillede som radikalt betinget af vor sjæls virksomhed. Tingene i sig selv [Ding an sich] forsvinder bag horisonten. de bliver mere og mere gådefulde og mystiske. Eksistere de i det hele taget? Kan vi overhovedet danne os noget begreb om dem? " Filosofisk Leksikon (s. 365): " Kant fordrer af os, at vi skal foretage en kopernikansk vending i filosofien, idet vi skal vende opmærksomheden fra de erfarede genstande (der tillægges formerne tid, rum, ting, årsag - virkning) til erfaringen selv, ligesom Kopernikus vendte opmærksomheden fra jorden som verdens centrum til Solen.[Der er vist nærmere tale om reciprok kopernikansk vending, der flytter centrum tilbage til mennesket] På denne baggrund hævder Kant, at formerne tid, rum, ting og årsag - virkning vil være indeholdt i enhver erfaring, fordi formerne er noget, som det erfarende subjekt (jeget) [via syntetiske a priori domme] selv bibringer sansematerialet..." (s.367) "Men denne nye erkendelse er dyrekøbt. For hvis formerne stammer fra mig selv, så kan jeg nok ifølge de anførte argumenter være sikker på, at de har gyldighed for tingende, for så vidt som jeg kan erfare dem som objekter, men til gengæld ved jeg intet om, hvordan tingene er i sig selv [Ding an sich] uafhængig af deres forhold til et erfarende subjekt...." Næss (** s.277): "En fremragende Kant - specialist går så vidt som til at påstå "at Kant åbenlyst modsiger sig selv i næsten hvert eneste kapitel" og "at der næppe er et eneste teknisk ord som ikke bliver brugt af ham i en række forskellige og indbyrdes modstridende betydninger". ( Note 442) N. Kemp Smith: A Commentary to Kant's 'Critique of Pure Reason' London 1918, s. XX." Kære MM. Hvis vi går ud fra at Kants egne/personlige erkendelser er opstået i henhold til de aspekter af erkendelsen han selv opstiller, (se Filosofisk Leksikons skema s.366) hvor sidste trin er, "hypostasering [blændværk] af ideerne, der lader anskuelsen og forstandsformere gælde for tingen i sig selv", er Kants transcendentale jeg "blot og bart blændværk" ifølge Kant selv. Kants transcendentale jeg med dets rene fornufts evne til syntetiske a priori domme, underlægger sig og determinerer fuldstændig sansning, tænkning og erfaring. Dette på en måde så enhver oplevelse af selvet og hele den ydre verden må betragtes som blændværk/vrangforestillinger. Det er nærmere modsat således (som vi har været inde på) at, som sproglig realitetsstyret tænkning og dermed fornuften udvikles, korrigeres de for barnet meget pinefulde og skræmmende forstyrrelser i sansning og følelser, der kendetegner primærprocesserne i de første leve-uger, til måneder. Opløsningen af den symbiotiske fostertilværelse som fødselen markerer, resulterer i voldsomme ikke sproglige realitetsforstyrrede/psykotiske primærprocesser i sansning og følelser, mor er fraværende, bliver til mor er død, mor er fraværende og tilfredsstiller ikke mine behov, udløser frit flydende angst og morderisk raseri ~ jeg har myrdet mor. Dette håndteres primært ved såkaldt splitting, hvor gode og onde oplevelser skilles ad. Melanie Klein (8) beskriver dette som barnets relation til det gode hhv. det onde bryst (delobjekt oplevelse). Under den kærlige og omsorgsfulde relation til moderen, og den sideløbende udvikling af millioner af nerveforbindelser, realitetskorrigeres disse oplevelser via udvikling af realitetsstyret tænkning, fornuft og forstand. Splittingen opløses og erstattes af fortrængning, i den mere modne og dynamiske 15

17 personlighedsstruktur, præget af det beviste og det ubeviste, hvortil resterne af primærprocesmaterialet forvises. Processen med udvikling af millioner af forbindelser imellem de forskellige områder i hjernen, efterfølges af en proces hvor nu overflødige hjerneceller henfalder, primært i hjernebarken men også bl.a. i talamus, som er hjernens relæstation. Hos en polygen arvelig biologisk variant af menneskeheden (vi nævnte under Descartes) er dette henfald i talamus betydeligt mindre, hovedsageligt i antallet af forbindelser til pandelappen, hvor bl.a. personlighed, følelser, bevidsthedsopfattelse, tankevirksomhed og dømmekraft dannes. Denne gruppe er præget af en nedsat evne til fortrængning, hvilket gør deres selv præget af primærprocesrester i sansning, følelser og tænkning. Deres personlighed er præget af et indsnævret følelsesliv, og de lever hyppigt alene, som sære excentriske eller aparte eneboere, de har hyppigt sære ideer der ikke svarer til et subkulturelt mønster, depersonalisation hvor de tvivler på deres selvoplevelse, og derealisation hvor de tvivler på deres oplevelse af omverdenen, deres tankegang og tale er tit omstændelig, metaforisk og kunstig. Denne personlighedsstruktur er fast og fuldstændig uforanderlig livet igennem, og deres sansning, følelser og tænkning er for dem det eneste realistiske. Kære MM. Var Immanuel Kant en sådan personlighed? Georg W. F. Hegel ( ). Vi vil tage udgangspunkt i Værkerne: Åndens Fænomenologi (9) og Retsfilosofi (10), samt de fagfilosofiske udlægninger af Hegel generelt. Kære MM. Dialektikken er ikke fokus for vores undersøgelse, og fortjener / behøver en betydelig mere grundig behandling end vi kan give her, men da den fagfilosofiske udlægning af Hegels dialektik og dialektikken generelt er meget divergerende, må vi nødvendigvis kort / lapidarisk behandle fænomenet her. Filosofisk Leksikon: "dialektik: Græsk: dialektike techne, samtalekunst. Betegnelse for en filosofisk position eller metode, der gennem samtale eller en processuel argumentation kombinerer modstridende synspunkter til et samlet billede." Claus Bratt Østergaard bruger flere gange i indledningen til Åndens Fænomenologi betegnelsen: "Den dialektiske metode..." og (s.xxxv): "Dialektikken var, som Hegel aldrig blev træt af at betone, en metode for det hele,..." Skirbekk og Gilje ( 2 s ): "Den refleksion, som driver den historiske dannelsesproces fremad, følger visse love, mener Hegel, nemlig den såkaldte dialektik... Dialektik i denne forstand er ikke en metode i den betydning, at vi først kan lære metoden, og så bruge den på sagen. Dialektisk tænkning er sagsorienteret tænkning. Det er manglerne ved sagen selv (f. eks. ved den rendyrkede empirisme), som driver os over i en sandere position." 16

18 Næss (*** s. 19): "Den bevægelse der foregår i tanken og i tilværelsen, kalder Hegel for den "dialektiske" bevægelse.... Hegel søger at vise at alt følger dialektikkens grundlov." Et par eks. på Hegels "dialektiske bevægelse": Hegel (9)(s.4): "Knoppen forsvinder, når blomsten folder sig ud - ja, man kunne sige, at knoppen bliver modsagt af blomsten. Men når frugten modnes, er det den, der fremtræder som plantens sandhed, mens det nu er blomsten, der erklæres for en illusion. Disse former er ikke blot forskellige fra hinanden, men fortrænger hinanden, eftersom de ikke kan forliges. Imidlertid betyder deres flydende natur også, at de bliver momenter i en organisk enhed, hvor de ikke blot ikke er i modstrid med hinanden, men hvor den ene form er fuldt så vigtig som den anden - og det er nu først denne fælles nødvendighed, der udgør helhedens liv." (s.16):"...tilblivelsen er snarere dette at være vendt tilbage til det simple. - Hvis fosteret i sig kan siges at være menneske, så gælder det dog ikke som menneske for sig. For sig er det kun i form af en kultiveret fornuft, der har gjort sig til det, som det er i sig. Først dette er dets virkelighed. Men det er et resultat, der er simpel umiddelbarhed, eftersom det er den selvbeviste frihed, der hviler i sig selv, og som ikke har skaffet sin modsætning af vejen og ladt den bag sig, men er blevet forsonet med den." (s.24):" Ånden vinder kun sin sandhed, hvis den genfinder sig selv i absolut sønderdeling. Den er ikke en positiv magt der vender sig bort fra det negative -..." (s.48):" Som sådan er det sande kun den dialektiske bevægelse, denne sig selv frembringende gang, der tager udgangspunkt i sig selv og vender tilbage i sig selv." Kære MM. Man kan selvfølgelig tale om en dialektisk metode - en måde at tænke/analysere på, men dette er sekundært til den egentlige dialektik som driver/er i enhver naturlig proces - enhver proces i naturen. Spørgsmålet er om dialektisk bevægelse er en naturlov? Fra Heraklits (500 f. Kr.): "Mennesket forstår ikke at det der indeholder modsætninger, er i overensstemmelse med sig selv; samvirke (harmonia) mellem det modstridende, som buerammen og strengen." (Næss) Og Platons dialoger. Til det samtidige kinesisk filosofiske princip om to komplementære modsætninger yin og yang. Fra frugttræets cyklus til spædbarnets tidlige udvikling hos Hegel. Som i øvrigt genfindes hos Melanie Klein 150 år senere, som vi berørte under Kant. Fra The Big Bang og solsystemers opståen og undergang, over vor planets historie, til molekylære og atomare processer. Fra det enkelte menneskes psykofysiske udvikling og undergang, over de gruppedynamiske processer, til udviklingslærens modsætning mellem øget egnethed og overspecialisering. 17

19 Fra det dynamiske spændingsfelt imellem liberalisme og socialisme, over Karl Marx dialektiske materialisme, til samtidens modsætning imellem lavere lønninger - konstant vækst, og øget forbrugeradfærd. Kære MM. Jeg kunne blive ved, men prøv selv om du kan finde en proces i naturen der ikke foretager en dialektisk bevægelse vi kunne beskrive som: Position - Negation - Synergi - Ny position osv., hvor synergi og antagoni er hinandens forudsætning? Men nu til Hegels metafysik i vores kontekst. Hegel anvender i både (9) og (10) begreber som: i sig, for sig og i og for sig, jeg, selv og sjæl på en integrativ måde ift. det psykofysiske problem. (10)(s.29):" Tilføjelse [H]. Begrebet og dets eksistens er to sider, adskilte og forenede, som sjæl og legeme. Legemet er samme liv som sjælen, men alligevel kan de to siges at være adskilt fra hinanden. En sjæl uden legeme ville ikke være levende og omvendt." Anderledes forholder det sig med Hegels anvendelse og betydning af begreb og Ånd. Filosofisk Leksikon: "Hos Hegel er et begreb en struktur ved virkeligheden selv og ikke kun en psykologisk forestilling, et idealt meningsindhold eller en færdighed hos sprogbrugeren. Begrebet er de træk ved virkeligheden, som den fuldt udviklede fornuft (den absolutte ånd) kan indse nødvendigvis må gælde for denne." "Åndsfilosofien består af tre dele: den subjektive, den objektive og den absolutte ånd.... Den subjektive ånd kulminerer i fremstillingen af menneskets frie vilje. Men friheden er formålsrettet og må virkeliggøre sig, "væsenet må vise sig". Det vil sige den subjektive ånd må virkeliggøre sin frihed, det vil sige blive objektiv.... Derfor fører begrundelsens bevægelse os fra den objektive ånd (samfund og historie) til den absolutte ånd, som både er grunden til den subjektive ånd (frihedsbevidstheden) og den objektive ånd (sædeligheden). Hegels sondring mellem den objektive og den absolutte ånd er subtil [skarpsindig/spidsfindig] og ignoreres ofte.... [som delvis hos de andre fagfilosoffer] Men den absolutte ånd træder ikke adækvat frem i den religiøse forestilling. Denne må ophæves i begrebet; først i den filosofiske, spekulative tænkning er den absolutte ånd egentlig præsent, eller begrebet som sådan,... I stedet for religionens "gud" som troens forestilling, træder nu den logiske ide i naturens og menneskets verden - er den absolutte ånd, logos, det vil sige verdensfornuften, som gennemtrænger verden og vender tilbage til sig selv, idet den tænker sig selv gennem tidens ypperste filosoffer. Når Hegel forelæste om den absolutte ånd, var det derfor ikke blot det tilfældige, empiriske individ, Hegel, der talte: Det var verdensånden, der gennem Hegel og hans tilhørere nåede til bevidsthed om sig selv. Dette var ikke alene verdensåndens højeste selvforståelse, men også det eneste sted, hvor den kunne opnå denne identitet med sig selv, efter at den transcendente gud "i himmelen" var blevet spekulativt begrebet som et levn fra en overvunden forestillingsverden." 18

20 Kære MM. Jeg beklager dette kompakte citat fra Filosofisk Leksikon, som er nødvendigt at gennemlæse flere gange, vende tilbage til osv. i en dialektisk bevægelse, men det er desværre det nærmeste vi kommer på den absolutte ånd, da Hegel jo af gode grunde ikke forelæser mere. Lad os undersøge om vi med citater fra Hegels: Åndens Fænomenologi (9) kan verificere ovenstående kompakte citat? (s.565): "... Det rige af ånder, der på denne måde danner sig i det derværende, udgør en rækkefølge, hvor hver enkelt ånd har befriet den foregående for dens byrde og overtaget verdensriget fra den. Deres mål er åbenbaringen af ånden i dens dyb - og dette dyb er det absolutte begreb...." (s.557): "Ånden i denne sidste skikkelse er absolut viden - den er ånden, der giver sit fulde og sande indhold form af selvet, og som dermed også realiserer sit begreb på den måde, som det i denne realisering bliver i sit begreb. Den er ånden, der kender sig selv i skikkelse af ånd; eller den er den begribende viden...." (s. 529)"- I alle hidtidige håb og forventninger har verden tragtet efter denne åbenbaring - tragtet efter at se sig selv i det. Glæden ved at se sig selv i det absolutte væsen [Gud] opfylder nu selvbevidstheden og griber hele verden...." Kære MM. Som det fremgår af sidetallene er vi på Hegelsk vis gået baglæns fra sidste side. Som studerende af Hegels filosofi, er vi gået fra for sig væren tilbage til i sig væren frem til i og for sig væren. Vi er blevet et med den absolutte ånd, dens absolutte begreb og forenet med det absolutte væsen. Kære MM. Nu spørger du mig selvfølgelig: Er det virkelig nødvendigt at være så ironisk i behandlingen af en af de største filosoffer? Kære MM. Jeg kritiserer kun afslutninger af Åndens Fænomenologi og følger, denne gang (11), bevidst den dialektiske bevægelse, som Hegels afsluttende budskab vækker i mig. Ironien har til hensigt at negere Hegels endelige position mhp. at afsløre mangler. Jeg håber så inderligt på en dialektisk bevægelse mod en ny synergisk position. I min oplevelse/forståelse ender Hegel (som genopliver/genopdager lovene om dialektisk bevægelse) i sine dialektiske filosofiske sløjfebevægelser, som så mange filosoffer før ham, midt i sløjfens "Gordiske Knude" af metafysiske vidtløftigheder/hypostaseringer, som kan spores tilbage til Platons Idelære der, frem til nutiden, fortsat begrundes overbevisende af fagfilosoffer med filosofisk logiske argumenter. Dette på trods af Platons egen åbenlyse tvivl, og den filosofiskdialektiske bevægelse med Aristoteles. Filosoffen er "kun" et menneske som du og jeg, og i erkendelsens Gordiske Knude bliver vi tit så opfyldt af vor insufficiens/mangler, at vi via benægtelse (12) af vor svigtende omnipotens, forfalder til solipsistisk megalomani/det ensomme selvs storhedsvanvid, og ambivalensen modsat rettede følelser bliver så ubærlige at vi projicerer/fraspalter dele af selvet (position og negation) i hypostaserede metafysiske begreber som: Ideen, Gud og Satan, Substansen, Den absolutte Ånd og Væsen, Sjælevandring o.a. Kære MM. Er dette et menneskeligt ontologisk vilkår? 19