KAPITEL23 DIMENSIONER, RELATIONER OG STADIER

Transkript

1 Dimensioner, relationer og stadier 293 KAPITEL23 DIMENSIONER, RELATIONER OG STADIER Tre viljer At Frank! må modstille sin opfattelse af den menneskelige psykologi til psykoanalysens, er klart, og det gælder ikke blot psykoanalysen i Freuds variant, men også i Adlers. Og i Jungs med for den sags skyld, men lige i det følgende er det Freud og Adler, det drejer sig om. Så kompenserer vi J ung bagefter. Frank! skriver, at 'will to meaning' "is opposed to the will to power (the concept that plays such an important ro le in the neurosis theory offered by Alfred Adler's individual psychology) and to the pleasure principle on which the whole psychoanalytic system of Freud is based. Freud also recognized a reality principle counteracting, in a way, the operations and strivings of the pleasure principle, but this does not alter this state of affairs because, according to Freud's own ex~ plicit statement, the reality principle is a servant and also seeks pleasure, delayed but secure pleasure." 1 Det, der interesserer os her, er, at Frank! stiller tre psykiske determinationsprincipp~r op. Freuds stræben efter tyst, Adlers stræben efter magt og hans egen stræben efter betydning, som vi vælger at sige. Da vi selv har udviklet tre dimensioner i det psykiske ~ behovsdimensionen, genstandsdimensionen og betydningsdimensionen, så melder den tanke sig selvfølgelig, at der muligvis kunne være tale om analoge klassifikationer. Jævnfør hvad vi allerede har sagt, så mener vi, at Frank! peger på almennyttens samfundsmæssige dimension med sin 'will to meaning', men hvad med Freud og Adler? Freuds lystprincip (der er determinationen i hans menneskeforståelse) lader sig ikke uden videre indpasse i dimensionen fra det fraværende til det nærvæ~ rende, da lystprincippet faktisk bevæger sig fra den nærværende spænding eller drift til en fraværende spænding (hvilket er lyst). Men vi har tidligere argumenteret for, at virksomheden med udviklingen af reaktiviteten faktisk kunne styres omvendt på denne måde, således at den nærværende spænding styringsroressigt kom til at repræsentere det fraværende objekt. Vi behøver derfor ikke hugge meget af hæl og tå, før Freuds stræben efter lyst kan anbringes på vores behovsdimension. Ihvertfald vil vi tillejligheden indplacere Freud her. Hvad så med Adler? Der synes ikke umiddelbart at være nogen sammenhæng mellem 'will to power' og det, som vi har kaldt genstandsvirksomhedens

2 294 Personlighedens Almene Grundlag II dimension. Lad os se på det, og lad os i den sammenhæng se lidt på, hvad det egentlig var, at Adler bidrog med. Adler og viljen til magt Alfred Adler var en af Freuds unge løver, medstifter af Wiens psykoanalytiske Selskab og på et tidspunkt dets præsident. Men han var også den første af Freuds elever, der brød med mesteren. Da han begyndte at udvikle selvstændige synspunkter, blev han på et møde i Selskabet konfronteret med en så mas siv kritik, at han nedlagde posten som præsident og meldte sig ud af den psykoanalytiske bevægelse. Det var i Adlers selvstændige synspunkter var da også virkelig helligbrøde. Han mente nemlig, at betydningen af de seksuelle drifter var stækt overdrevet på bekostning af sociale drifter. Ifølge Adler var mennesket ikke først og fremmest et seksuelt væsen, men et socialt væsen. Samtidig flyttede han drivkræfterne fra det ubevidste og op i bevidstheden og gjorde mennesket til et rationelt væsen, der var i stand til at organisere sit liv på en rationel måde. (Man forstår egent lig godt, hvorfor de Freudtro skumlede.) I forbindelse hermed formulerede han tesen om det kreative selv, der udtrykker menneskets evne til at organisere sin livssammenhæng (livsstil siger Adler) på en intelligent og skabende måde. Viljen til magt, som var hans første formulering af menneskets sociale drift - og den som Frankl refererer ti1, ændrede han i øvrigt senere til en stræben efter overlegenhed, dvs. efter at være ovenpå i livet og dets sociale sammenhænge. Husker vi nu, at genstandsdimensionen var kendetegnet ved en bevægelse fra det ukendte til det kendte, og at det er i udviklingen af genstandsvirksom heden, at den intellektuelle virksomhed opstår som det højeste trin på virksom hedens instrumentelle side, og husker vi endvidere, at intellektet kommer til udtryk i netop indsigt eller kreativitet i livsorganiseringen og i social kooperation, så forekommer netop dette at være indeholdt i Adlers forestillinger (alt andet lige). Vi kunne også kalde Adlers vilje til magt for en stræben efter beherskelse, og netop den kreative beherskelse af omverdenens relationer - såvel genstandsmæssige som sociale - er det, der kendetegner intellektet. Adlers psykologi modsvarer altså intellektets trin i den genstandsmæssige virksomhed. I den forbindelse kan vi ikke lade være at citere ham, når han skriver: "l began to see clearly in every psychological phenomenon the striving for superio rity. It runs parallel to physical growth and is an intrinsic necessity of life itself. It Iies at the root of all solutions of life's problems and is manifesled in the way in which we meet these problems. All our functions follow its direction. They strive for conquest, security, increase, either in the right or wrong direction. The impetus from minus to plus never ends. The urge from below to above never ceases. Whatever prernises all our philosophers and psychologists dream o f

3 Dimensioner, relationer og stadier 295 ~ self~preservation, pleasure principle, equalization ~ all these are but vague representations, atte111pts to express the great upward drive." 2 Dette er netop den genstandsmæssige virksomheds og i sidste ende intellektets kendemærker. At suge det ukendte til sig og gøre det kendt. Bemærk at Adlers psyke klart er egennyttens, man kunne sige, at den fremhæver egennyttens instrumentelt-genspejlende færdighedsside, hvor Freuds psyke fremhæver den primitive hedonisme. Adler bevægede iøvrigt med årene sine anskuelser, således at hans menneske hen ad vejen forvandlede sig fra en aggressiv fribytter over et mere moderat magtmenneske til et menneske, der var i stand til at sætte hensynet til andres velfærd over sine egne individuelle interesser. En sådan bevægelse i anskuelserne fra en påberåbelse af egennytten i de unge år og en glidning i retning af uegennytten i de ældre år, er iøvrigt ikke usædvanlig. Allport skriver f.eks.: "lt seems to be a faet that younger students and younger scholars aften argue vehemently for same version of the doctrine of hedonism, whereas older scholars tend to argue against it. E.L. Thorndike and S. Freud are among those who allered their own views as they grew alder. It may be that alder scholars Jose their zest in living, or that they grow in wisdom."3 Det første kan selvfølgelig være en grund, men det udelukker ikke, at det sidste er reglen. Hvad mennesket taber i legemlig livsappetit, vinder det i samfundsmæssig bevidsthed og ansvarsfølelse, jvnf. Charlotte Buhlers vitalitet og mentalitet. På grund af sin fremhæven af menneskets stadige opadstræben, hvad der forekommer analogt til Goldsteins holistiske selvaktualisering, regnes Adler iøvrigt til en af den humanistiske psykologis forløbere, ligesom han var den, der indledte den socialpsykologisering af psykoanalysen, der blev fortsat med Fro mm, Horney og Sullivan. Tre psykiske dimensioner Hermed konkluderer vi, at Frank! faktisk har identificeret de tre eksisterende psykiske dimensioner, som vi har blotlagt i dette arbejde, og som overordnet kan betegnes som en bevægelse fra ikke-objekt til objekt. Vi kan stille dem op således: Bevægelsen går her fra detfraværemie objekt til det nærværemie objekt 1. Behovsdimensionen s Will to pteasure: Freud Fraværende objekt Nærværende objekt og kan styres omvendt eller reaktivt: fra det nærværende behov (drift/spænding) til det fraværende behov. I så fald er det det samme som Freuds stræben efter lyst (hedonisme). I sin grundform er dimensionen sensorisk - (den in~ stinklive formidling knytter sig hertil).

4 296 Personlighedens Almene Grundlag Il 2. Genstandsdimensionen Beherskelsesdimensionen s Wilt to power: Adler Genstand Objekt Bevægelsen går her fra det ikkekendte (ikke beherskede) til det kendte. Hvad vi også har kaldt bevægelsen fra genstand (Ding an sich) til objekt (Ding rur mich). Dimensionen realiseres i to distinkte tilfælde alt efter om virksomhedens instrumentalisering er social eller individuel. Som individuel færdighed kommer den til udfoldelse som perception og ind<igt. Som social færdighed kommer den til udfoldelse som association og kooperation. I sin grundform er den perceptuel og intellektuel. Udviklingen af emotioner og følelser knytter sig hertil. 3. Betydningsdimensionen Ansvarsdimensionen Samfundsdimensionen Besiddelse s Will to meaning: Frankl Betydning Bevægelsen går her fra objektet (besiddelsen) som ikke-objekt til ikkeobjektet (afhændelsen) som objekt. Objektet eller målet er altså almennytte og ikke egennytte. Altså en bevægelse fra Ding rur mich til Ding rur Euch (betydning eller almengyldighed). På denne dimension forvandles målet på genstandsdimensionen til middel. Dette er arbejdets kendemærke. Dette er selvtranscendens i forhold til egennytten, men i en anden henseende selvets etablering på et nyt grundlag. Dette grundlag er det samfundsmæssige eller almennyttige. Dimensionen kommer mentalt (genspejlingsmæssigt) til udtryk som samfundsmæssig bevidsthed og ansvarsfølelse. Man må med det samme gøre sig klart, at alle tre dimensioner findes. Der er imidlertid tale om en udviklingsrække, og dermed gør to forhold sig gældende. For det første, at et højere trin altid ophæver et lavere trin, forstået på den måde at det hæver det forudgående op i sig som moment og dermed underordner det sit eget princip. Det er derfor, at Adler afviser Freuds instinkter som

5 Dimensioner, relationer og stadier 297 helhedens princip, og derfor, at Frank! afviser såvel Freuds instinkter som Adlers sociale drifter som helhedens princip. Det højere princip ophæver altid de tidligere principper, idet det nu er det, der dikterer organismens molaritet. Men den molære struktur kan under visse forudsætninger regrediere (dvs. gå tilbage) til de tidligere principper, hvis de højere principper ikke kan komme til udfoldelse. Under disse omstændigheder forsvinder de højere niveauers instrumentarium imidlertid ikke. Det betyder, at lavere principper kan virke igennem de højere princippers funktioner. Man kan altså både se tilfælde, hvor det lavere klart er underordnet det højere (og det er reglen), og tilfælde, hvor de højere funktioner er stillet i de lave princippers tjeneste (dette er anormalt, men anormalitet findes der naturligvis masser af). Vi kan nu se, at Frank! under KZ-lejrens ekstreme forhold blev fuldstændigt overtydet om det første tilfældes ubetvivlelige sandhed, og at Freud i arbejdet med neurotiske patienter blev fuldstændig overbevist om, at det sidste tilfælde virkelig var en menneskelig realitet. Og begge parter havde helt ret. Problemet ligger altså ikke i det sete, men i generaliseringen af det sete. Frank:ls generalim sering modsvarer det, der er menneskets almennyttige væsen, mens Freuds generaliserede erfaring ikke modsvarer det, som vi må opfatte som det mennem skelig særlige. Men videnskabsmænd kan naturligvis ikke lade være med at generalisere deres specielle viden. Det er dette, der er det egentlige problem ved den omsiggribende specialisering. Ikke specialiseringen i sig selv, men det forhold, at specialisten generaliserer. Denne beskrivelse af de tre psyker gør på ingen måde krav på at være en endelig begrebslogisk klassifikation, men er blot et indledende forsøg på at få det psykiskes dimensioner anbragt på kortet. For at fastholde dem i tanken vil det derfor være passende at bdyse dem med henvisningseksem pier, der på den prototypiske klassifikations grundlag (der klassificerer ud fra eksempler) kan tydeliggøre forskellene ved at trække på folks egne associationer. Prototypiske eksempler Som henvisningseksempel til behovsdimensionen kan vi bruge den inkarnerede rygers erfaring. Fraværet af tobakken er et sensorisk savn, der ledsages af en kraftig spændingstilstand, der er ulystbetonet Når tobakshungeren tilfredsstil les, ledsages dette af lyst. Men bemærk, at rygeren ikke har noget forhold til cigaretten som genstand, han interesserer sig overhovedet ikke for dens genstandsmæssige egenskaber, men alene for om den er der til at tilfredsstille hans behov. Parallelt hermed er trangen til alkohol hos en alkoholiker. Han skal have sit stof. Lystprincippet i denne betydning finder man for fuld udblæsning hos narkomanen, der bedst eksemplificerer den inkarnerede behovspsyke. Narkomanen vil gøre hvad som helst for at få stillet sin hunger og udviser ofte en betragtelig snedighed, men efter devisen at målet helliger ethvert middel.

6 298 Personlighedens Almene Grundlag II Der er i vort samfund mange mekanismer, der netop fremhæver denne psyke. F.eks. hele forbrugerfilosofien, der definerer mennesket som et behovsø eller forbrugervæsen (det er hedonismen i dens mest moderne form, svarende til den moderne økonomis model af Homo oeconomicus). Vi kender da også alle sammen varehungeren. At der er noget, som vi må have. Men hvor det er besiddelsen snarere end genstandens egentlige egenskaber (brugsværdi), der er afgørende. Efter køb og smid-væk-princippet, er det købet i sig selv, der er det vigtige. Og det er ofte også psykologisk tilfældet, hvad en smule fænomenologisk selviagttagelse let overbeviser om. Og så har vi slet ikke nævnt det formelt grundlæggende motiv i vort samfund: profitmotivet Her er det den helt genø standsløse profit, som man må have. Hvordan det sker og med hvilke omkostninger, betyder ingen ting. Profithunger har meget tilfælles med narkomani. Hvad angår genstandsdimensionen, må vi finde henvisningseksempler til såø vel den individuelle genstandsvirksomhed som til den sociale virksomhed. Som det første kunne vi tage opgaveløsninger i hjemmet, som f.eks. det at finde ud af, hvorfor lampen ikke lyser, eller det at lægge nyt linoleum på køkkenbordet, eller at sy et par bukser. Fænomenologien, der er knyttet hertil, er helt ander~ ledes end ved rygning. Her er man faktisk uhyre opmærksom på genstandens egne egenskaber og er ikke opmærksom på sin egen tilstand. At lære at beherske den genstandsmæssige opgave giver stor intellektuel tilfredsstillelse. En følelse af dygtighed og en stolthed over værket er ikke ukendt. Hobby-kulturen er i høj grad bygget på denne psykes motivkreds, ligesom 'gør-det-selv'-filosofien, der kan opfattes som et subkulturelt alternativ til den dominerende forbrugsfilosofi. En karakteristisk følelse, der er forbundet med genstandsbeherskelsen på denne dimension er selvsikkerhed. Som henvisningseksempel på denne dimensions sociale udtryk kan vi vælge det at spille volleybold (eller et andet holdspil funderet på soeial kooperation). Her kommer dygtigheden til udtryk som en fælles opgaveløsning, og også den ledsages af en følelse af situationsbeherskelse. Endvidere er også volleybold kendetegnet ved, at man er meget bevidst om de objektive detaljer i samspillet. Det er faktisk muligt at skrive lige så meget teknisk og genstandsmæssigt om volleybold, som om videnskabelige emner, hvad sportslitteraturen bevidner. løvrigt bemærker vi, at der også på sportens område er tale om en 'gør-detselv'-filosofi i modsætning til blot forbrug af sport, som f.eks. via fjernsynskiggeriet Hvilket ikke vil sige, at man som iagttager ikke kan forholde sig intellektuelt til sportsbegivenheden. Ualmindeligt er det imidlertid ikke at forholde sig til sportsbegivenheden som ren spændingskonsum. I så fald mister man blikket for sportsbegivenhedens objektive detaljer. Det har mere med en selv at gøre end med sport. Betydningsdimensionen eller ansvarsdimensionen har vi allerede eksemplificeret på flere måder i det foregående. Vi henviser derfor blot her til det at have ansvar for børn, der er en erfaring, de fleste voksne mennesker deler. Og her lægger vi mærke til, at denne opgave adskiller sig grundlæggende fra

7 Dimensioner, relationer og stadier 299 genstandsvirksomhedens opgave. Den sidste er altid afsluttet og har karakter af værk. Ansvaret for børnene er derimod en principielt uafsluttelig opgave. I den forstand kan man sammenligne ansvarsfølelsen med Zeigarnick-effekten, hvilket faktisk ikke er nogen dårlig analogi. Værket viser hen til sin udfører, der både hviler og soler sig i sit værk. I arbejdet med børnene hverken hviler eller soler man sig. Arbejdet peger ikke tilbage på udføreren på samme måde som værket. Det peger udover udføreren. Man bliver stolt af børnene og ikke af sig selv, når man har lært dem at køre på cykel. Den uafsluttede eller infinite karakter af arbejde (der ikke er noget, man gør en gang for alle, men noget, man skal gøre hele tiden - the stream of life) i modsætning til det finite virke, der afsluttes med værket, modsvarer arbejdets almengyldige karakter, der følger af dets almennyttige karakter. Det åndelige en passant Vi skylder imidlertid at nævne, at de tre dimensioner ikke udtømmer psyken. Der er faktisk også noget psykisk til psykoanalysens anden store dissident Carl Gustav Jung, der brød med Freud i!913 og kort derefter nedlagde sit embede som præsident for Den Internationale Psykoanalytiske Association. Og igen var det selvstændige synspunkter, der stillede sig hindrende i vejen. Jung skriver: "Freud har hovedsagligt rettet sin opmærksomhed mod det hensynsløse begær efter lyst, Adler mod 'prestigepsykologien'. Det er ganske vist to overordentligt væsentlige særegenheder ved den primitive psyke, men på ingen måde de eneste... Det altdominerende faktum i den primitive sjæl (er) dens udleverethed til 'upersonlige' magter, hvad enten disse nu er drifter, affekter, overtroiske forestillinger, indbildninger, troldmænd, hekse, ånder, dæmoner eller guder... Over for den primitive driftsnaturs formmangfoldighed står individuationsprincippet som en regulerende faktor; flerheden og den modsigelsesfyldte splittethed mødes af en sammenfattende enhed, hvis magt er lige så stor som drifternes. Ja, de to sider danner i virkeligheden et for selvreguleringen nødvendigt modsætningspar, der allerede ofte er blevet karakteriseret som natur og ånd.'" Hvad Jung med andre ord har opdaget for psykologien som videnskab, er ånden eller det åndelige. Og det har han faktisk! At han så efter bedste idealistiske recept (og i dyb overensstemmelse med grundlaget for det åndelige selv) vender det hele på hovedet, er så en anden sag. Vi har ikke omtalt det åndelige før, men det er en særlig psykisk konstellation, der findes hos mennesket. At blotlægge den ordentligt ville kræve en særdeles omfangsrig behandling, for det åndelige er den mest forvirrende og komplekse psykiske dannelse, der findes. Det åndelige overholder nemlig ikke den psykiske klassifikations inddelinger og regelbundethed. Det er en uren kategori eller netop en konstellation. Forenklet kan man sige, at det åndelige ifølge sit væsen er en social dannelse, men at dette væsen henter hele sit indhold og hele

8 300 Personlighedens Almene Grundlag Il sin begrundelse fra det samfundsmæssige forhold (og derfor er menneskeligt uden noget sidestykke hos dyrene), og at alt dette er særdeles godt camoufleret, fordi det åndelige betjener sig af eller kommer til udtryk igennem sindets mest primitive genspejlingsformer, nemlig syrnbolbilledet og den sociale symbiose, der identificerer ego og alter. Vi vil ikke gennemgå alt dette her, fordi det ikke er så væsentligt for den argumentation, som vi har valgt. Havde vi imidlertid ikke valgt den alment -abstrakte beskrivelse af samfundet, men havde taget udgangspukl i udviklingen af samfundet som konkret-historisk klassesamfund, så havde det været meget væsentligt. Vi vil derfor begrænse os til nogle få bemærkninger, der angiver, hvor det åndelige kommer fra og hører til. Det åndelige må ikke forveksles med det ideelle. Det er to helt forskellige mentale genspejlingsmåder med hver sit meget forskellige indhold. Det ideelle hører til det genstandsmæssige. Det er en generalisering eller almengøreise af genstands billedet'. Det åndelige hører derimod til det symbolske. Det er en generalisering eller almengøreise af symbolbilledet Lad os nu kort skitsere, hvordan det kommer ind i verden. Samfundsmøntens anden side Samfundsforholdet er en materiel sammenhæng mellem mennesker, der etableres, opretholdes og udvikles i kraft af det samfundsmæssige arbejde, der er kendetegnet ved, at man yder til andre eller til almenheden. Dette arbejde er fundamentalt et materielt forhold (bestående af materielle ydelser, der afhændes), og bliver først på grundlag heraf også et ideelt forhold (formidling af viden). Samfundets fundamentale og materielle grundlag er altså arbejdet, som kan skrive således (A-> ). Der er selvfølgelig også mennesker i den anden ende af denne pil. I forhistorien er det mændene. De råder over kvindernes arbejdskraft. Hvilket vi har kaldt ejendom. Vi kan skrive det således ( ->E). Enheden (A->E) er samfundsforholdet, der fundamentalt set skabes gennem det materielle arbejde. Men det er ikke kun fra arbejdets pol, at samfundsforholdet opretholdes. Også ejerne gør sig store anstrengelser for at fastholde samfundsforholdet Denne indsats kommer til udtryk som 'åndeligt arbejde', der mest enkelt kan opfattes som en social kommunikation, der identificerer A og E, dvs. skaber en sammenfattende enhed af det modsigelsesfyldte. (Samfundsforholdet bygger i sit udspring på en modsigelse, yngelvirksomheden, der ikke er yngelvirksomhed, eller ungen, der ikke er unge, - se Springet.) Det åndelige er simpelthen negationen af denne modsigelse gennem postulatet om al-tings-enhed. Det første primitive udtryk for denne enhed er totemismen. Sproget spiller en meget stor rolle i denne sammenhæng. Sproget er ikke blot det første ideelle redskab, det er også det første åndelige udtryk. Mens signalet

9 Dimensioner, relationer og stadier 301 kommunikerer den naturlige sammenhæng, så kan sproget skille det, der er naturligt samhørende (det bekendte). Heri ligger dets analytiske egenskab og dets erkendelseskraft Men sproget kan også forene det, der ikke hører naturligt sammen. Det er netop denne synteseevne, der tjener til at formidle det unaturlige forhold (S >S) mellem kvinden og manden. Dette er oprindelsen til det åndelige. Dette at identificere noget, der rent faktisk er forskelligt, er netop en genspejlingsmåde, der er karakteristisk for symboldannelsen (jvnf. hvad vi allerede har sagt herom). Det vil sige, at det åndelige skaber enheden eller almenheden (universalia) på grundlag af det, som Franz From kalder identalia (hvor det ideelle modsvarer det, som From kalder generalia). ldentalia dvs. den symbolske identificering, vi mødte hos Lille Albert er netop drømmens sprog. Det vil sige en urgammel mentalitetsform i pattedyrsudviklingen (Jungs arketyper rummer i den forstand et gran af sandhed). De australske indfødte (mænd) kalder faktisk også den universelle enhed (deres lille samfund og omegn, deres mos eller ethos) for drømmetiden l Disse mytiske forestillinger, der er baseret på synkrete forestillinger, syrn boler og socialt-symbiotiske tanker, har antropologerne gjort meget ud af at studere (men de har også draget slutninger, der helt overser det 'primitive' menneskes faktiske evne til at erkende verden fuldt genstandsmæssigt korrekt), og det er disse kilder, som Jung trækker på. Samt hans egen bamdomserfaring, at han kunne bekæmpe sin angst gennem udførelsen af forskellige riter og ce remonier rettet mod et privat totem, som han selv havde opfundet. Denne per sonlige erfaring er dog ikke ganske irrelevant for forståelsen af det åndelige, som netop kan kaldes en umage syntese af det barnlige og det samfundsmæs sige. Eller det sociale. Det åndelige tjener nemlig ikke i mindre grad til at skabe sammenhæng (consensus) i det sociale. Ejernes mentalitet var jo, som vi tidligere har nævnt, netop formet efter det sociale, og de var ikke i stand til at se nogen forskel mellem den sociale relation og det samfundsmæssige forhold. Hvilket selvfølgelig er grunden til, at de to meget forskellige relationer siden er blevet opfattet som et og det samme. Det vil sige netop, som det åndelige ser det. Hvis almennytten og ansvaret er mentalitetsformer, der følger med arbejdet, så er det åndelige og det sociale altså mentalitetsformer, der følger med ejet. Dette modsvares af, at der i alle primitive samfund eksisterer en arbejdsdeling mellem kvinder (arbejdende) og mænd (ejende), således at de første udfører det materielle (mater: mor) arbejde, mens de sidste udøver den åndelige indsats gennem riter og ceremonier. Når kvinder igennem historien er blevet opfattet som materielle (og urene) væsener af dyrisk art, og mænd som åndelige, så er det netop udtryk herfor. Det nødvendige modsætningspar, som J ung kalder na tur og ånd, er kvinden og manden eller rettere den arbejdende og den ejende. For dette modsætningspar er samfundets enhed.

10 302 Personlighedens Almene Grundlag II I Den tyske ideologi skriver Marx og Engels, at "arbejdets deling bliver først virkelig deling fra det øjeblik, hvor der indtræder en deling af det materielle og åndelige arbejde.'" Og her tænker de på klassesamfundets udvikling i det antikke Grækenland og andre steder. Men de har ikke ret, når de forestiller sig et naturligt samfund (ur-konununismen) forud for klassesamfundet. Heller ikke selv om de i samme bog gør sig forestillinger om, at ejendomsforholdet har noget at gøre med, at kvinder og børn bliver mandens slaver. Et naturligt samfund er et contradictio in adjecto. Samfundet begynder med samfundsforholdet, der straks deler i arbejde og eje (A-> E), og derfor fra første færd er en deling i materielt og åndeligt arbejde. Marx og Engels skelner næppe heller mellem åndeligt arbejde og ideelt-intellektuelt arbejde ('åndsarbejde'), og det er der heller ikke noget empirisk belæg forstået på den måde, at antikkens filosoffer både varetog det åndelige og det intellektuelle arbejde. Det udgjorde en enhed, jvnf. f.eks. Platon. Imidlertid er det nødvendigt at fastholde den principielle skelnen herimellem, selvom det er fusioneret i den historiske praksis. lhvertfald ophører det åndelige 'arbejde' ikke med civilisationens udvikling. Det skifter bare karakter i overensstemmelse med samfundsforholdets udvikling. Fra totemisme og naturreligion forvandler det sig til den personificerede gudsreligion i slutningen af oldtiden og antager igen nye former (under dække af videnskab) med borgerskabets fremkomst i slutningen af feudaltiden. Det gennemgående princip er imidlertid hele tiden den symbolbårne unificering af modsætninger i en social symbiose, hvad enten det er toternismens enhed af mand, kvinde og dyr, enheden i den kristne nadver, hvor menigheden bliver et med frelseren ved at spise hans kød og drikke hans blod, nazisternes 'Du bist nichts, dein Volk alles' bundet op med mageløse symboler og ceremonier, ulveungernes forening i ceremonien, hvor det lyder: 'Vi er et blod, du og jeg', danernes totale forening under de rød-hvide farver med fodboldlandsholdet som det symbolske centrum, eller socialreformismen store enhedsfællesskab, hvor vi -med Staunings ord- 'alle er i samme båd'. Det er dette, der er det åndelige. Man må altså ikke forveksle det åndelige med identiske udtryk i barnets tidlige - identale - erkendelse af verden, eller med visse udtryk for mentale forstyrrelser, der fører til en kategorisering efter lignende principper. (Selv om den mentalt forstyrrede ofte er blevet opfattet som netop hellig i det primitive samfund.) Ej heller må man nødvendigvis identificere det kunstneriske med det åndelige, selv om kunstens sprog trækker på samme symbolske kategoriseringsmåde. Her er dog tale om et grænsetilfælde, idet det åndelige ofte vil komme til udtryk i kunsten. Det åndelige er den samfundsmæssige mønts anden side, ganske enkelt. Hvoraf følger, at man fra det åndeliges side kan have vanskeligt ved at se menneskets fundamentale væsen i almennytten og det samfundsmæssige arbejde. Men det er ingen undskyldning for videnskaben.

11 Dimensioner, relationer og stadier 303 Menneskelivets grundlæggende relationer Sammenfatter vi noget af det, som vi har sagt, så kan vi nu se, at der er flere forskellige forhold og relationer, som mennesket skal etablere i sit liv. Vi kan stille dem op således: Mennesket skal naturligvis kunne virke egennyttigt, s~ ellers kan det lige så lidt som dyret opretholde sit liv. Det vil sige, at det skal kunne opnå sine mål og sikre sine behov gennem sin egen genstandsrettede virksomhed. Men herudover må det være i stand til at realisere sine mål i samarbejde med andre. Såvel på den simple sociale virksomheds trin, hvor gensidigheden antager en symbiotisk karakter, som på associationens og kooperationens trin. For at dette skal kunne lade sig gøre, må mennesket være i stand til at virke fællesnyttigt, dvs. efter princippet om noget for noget. Hvilket forudsætter, at individet ikke blot kan genspejle den anden som sin nødvendighed, men også kan genspejle sig selv som den andens nødvendighed. Men endnu inden, at det kan virke egennyttigt ved egen kraft, må det være i stand til at etablere en sådan s~ s Y forbindelse til moderen, at det kan drage nytte af - hendes ydelser. Dette er en biologisk funktion, og vi vil ikke kalde det tilegnelse (ligesom vi ikke kalder moderens yngelvirksomhed - hvad spædbarnet angår - for afhændelse). Men barnet er ikke ret gammelt, før det skal begynde at tilegne sig de samfundsmæssige betydninger. Det begynder allerede med sprogtilegnelsen og fortsætter i legefasen i børnehaven, for at kulminere i ---S skoletiden og i de unge læreår i arbejdslivet. Netop leg og videnstilegnelse (læring) som to fundamentale projekter i tilegnelsen har Leontjev beskæftiget sig udførligt med i 3. bind af Problemer i det psykiskes udvikling. Men der er endnu et forhold, som mennesket skal etablere til verden. Og det er naturligvis det samfundsmæssige arbejde. (Og heri inkluderer vi arbejdet med med menneskets egne børn, fordi den menneskelige S 'yngelvirksomhed' bliver et specialtilfælde af den almennyttige virksomhed, når den uegennyttige virksomheds binding til ynglen bliver brudt og virksomheden dermed generel istedet for specifik.) Alle disse relationer realiseres ikke på en gang, de hører til forskellige dele af livet eller Buhlers og Eriksans livscyklus. Meget forenklet kan vi tegne dette tidskort således:

12 304 Personlighedens Almene Gmndlag II I. Il m. IV. De fire faser kunne vi kalde spædbarnet, barnet, den unge og den voksne, kortet skal da læses på den måde, at på det tidligste trin er barnet afhængig af moderen og faderens omsorg, og det, der dominerer dets virksombed er behovstilfredsstillelse. Man kan - hvis man har lyst- sige, at det fungerer efter lystprincippet, men man skal så have alle vore overvejelser i tankerne, for spædbarnet er ikke bare en lille hedonistisk homeostat. Hvis den ægte virksombed ikke starter fra første færd, så bliver det svært at få den startet overhovedet.' På det næste trin domineres barnets virksombed af, at det lærer af egne erfaringer gennem sin omgang med verden, og samtidig af, at det tilegner sig samfundsmæssige betydninger (at få dette til at gå op i en højere enhed er pædagogikkens problem, hvad enten der er tale om småbørnspædagogik eller skolepædagogik- jvnf. f.eks. Herbart og Dewey). Kortet er som sagt ekstremt forenklet, og socialiseringen er da også for længst begyndt (se f.eks. note 7), når vi når det tredje trin. Men vi lader fremkomsten af det sociale forhold (fællesnytten) ske her for at tilkendegive, at på ungdommens trin bliver netop de sociale relationer af altafgørende betydning i individets udvikling. (Ikke mindst det åndelige spiller her en vældig rolle, ungdommen kan ligefrem kaldes den åndelige alder.) At være social bliver- ihvertfald i vor kultur - af større vigtighed end at lære og tilegne sig, hvad der som be kendt er et problem for skolen. Man kan sige, at Adlers sociale psyke rigtigt begynder at udfolde sig her. Det sidste trin markerer tilkomsten af det almennyttige forhold. Dette svarer på praksissiden (men endnu ikke på den psykologiske side) nogenlunde til arbejdslivets begyndelse. Og bliver for alvor testet med indledningen af familielivet.

13 Dimensioner, relationer og stadier 305 Hvis vi betænker, at alle disse forhold og relationer også har et indhold, at de kommer til udtryk i utallige konkrete forbindelser, at de kan lykkes med større eller mindre succes og mislykkes, så opstår der uendeligt mange variationsmuligheder. Men kortet udtrykker i abstrakt form, hvad der må være den menneskelige psykes struktur. Det vil sige, at den menneskelige psykes struktur må være et kort givet i sindet og intellektet, der reflekterer menneskets virksomhedshistorie, dvs. de relationer og forhold, som individet har realiseret praktisk, kognitivt og følelsesmæssigt. At det psykiske er en reflektion af individets historie (jvuf. betydningen af biografien i begribelsen af enkeltindividets psykologi). Men kortet demonstrerer også, at hvad det grundlæggende menneskelige angår, så er det fælles for alle mennesker (jvnf. at man ikke skal overvurdere biografien i begribelsen af enkeltindividets psykologi). Tre stadier i psykens udvikling Går vi nu ind i kortet, kan vi skille tre stadier fra hinanden (og vi glemmer stadigvæk ikke, at der her er tale om den højeste grad af abstraktion). Nemlig et stadie (I og Il), hvor individet er defineret som mål, et stadie (III), hvor individet er defineret som mål og middel, og et stadie (IV), hvor individet er defineret som middel. Ihvertfald hvad angår det særlige ved de pågældende stadier. Dette giver os igen de tre psykiske dimensioner, som vi har benævnt Freuds will to pleasure, Adlers will to power og Frank/s will to meaning. Disse tre psykiske dimensioner udgør altså en udviklingsrække i individets ontogenese. Vi kan udtrykke det således: Barnet: Den unge: Den voksne: At nyde uden at yde At yde for at nyde At yde for at nyde - tema: tryghed, sikkerhed - tema: gensidighed - tema: ansvar Dette modsvarer naturligvis den empirisk konstaterbare gang i individets udviklingshistorie fra barn til voksen. En tidlig periode hvis kendetegn er, at der ikke stilles krav til barnet. En senere periode hvor den unge lærer at udvise gensidighed og øve gengæld. Det vil sige, hvor socialiseringen sætter ind for alvor. Og en periode der fuldender udviklingen, idet individet flytter fra livets modtagerside over på dets giverside. (Der kommer en dag i de fleste menneskers liv, hvor det er en større tilfredsstillelse at give end at modtage. Bemærk iøvrigt at forudsætningen for, at barnet kan nyde uden at yde, er, at den voksne kan yde uden at nyde.) Man kunne også kalde dette tre stadier i selvets udvikling: l) udviklingen af det basale selv, 2) udviklingen af det sociale selv, og 3) udviklingen af det samfundsmæssige selv. Fra det, som Piaget kalder et "undifferentiated absolute" af. selv og omverden, udvikler barnet sit kropsselv og sit perceptuelle selv, og det begynder at kende eller sanse sig selv som en kontinuerlig sammenhæng i tid og rum i kraft af såvel den perceptuelle som den emotionelle udvikling.

14 306 Personlighedens Almene Grundlag II Denne basale identitet kvalificeres dernæst gennem omgangen med andre - barnet udvikler en sans for selvværd i kraft af tilbagemeldinger fra signifikante andre - forældre, pædagoger, legekammerater. Den sociale identitet bygges op, som Mead og mange andre har beskrevet. Denne udvikling har en lang række forskellige etaper, og når et klimaks i de tidlige ungdomsår. Det sidste stadie nås med det, som Frankl kalder selv~overskridelsen, men er etableringen af selvet på et nyt grundlag. Nemlig med fokus ikke i individet selv, men i formål uden for selvet. Her dannes det almennyttige selv. Dette er meget lidt udførligt beskrevet i den videnskabelige psykologi. Men teorier, der interesserer sig for hele livet som en udviklingsproces og ikke blot dets tidlige faser, kan naturligvis ikke undgå at støde på det. Dette gælder først og fremmest retningerne inden for den humanistiske psykologiske bevægelse. Erikson er et godt eksempel. Han deler forstandigt udviklingen efter ungdommen i den tidlige voksenalder og voksenalderen. Den sidste er kendetegnet ved generativitet, der udvikler sig til integritet. Og her taler Erikson om den fortsatte selvoverskridelse, kunne vi sige. Evnen til at se livet i et mere og mere alment perspektiv. Det vil sige en "ability to loose oneself in the meeting of bodies and minds". Erikson er imidlertid på en gang meget indsigtsfuld og meget indsigtsløs, når han ser denne evne som "den (instinktmæssige) videreudvikling af (instinktiv) yngelpleje"', og når han formulerer menneskets voksne evne således: "Generativity is primarily the interest in establishing and guiding the next generation, although there are people who, from misfortune or because of spedal and genuine gifts in other directions, do not apply this drive to offspring but to other forms of altmistic concern and of creativity, which may absorb their kind of parental responsibility." 9 Her er Erikson fastholdt af sit psykoanalytiske grundlag, der ser den biologiske drift bag alt. Men den kan dog næppe forklare, at mennesket i den modne alder "knows that an individual life is the accidental coincidence of but one life cycle with but one segment of history; and that from him all human integrity stands and falls with the one style of integrity of which he partakes", som han skriver. 10 (Integritet er blot et andet ord for sammenhængen i den personlige mening.) Ligesom socialiseringen begynder længe før det sociale selv bliver dominerende, så begynder samfundsmæssiggøreisen naturligvis også længe før, at det samfundsmæssige selv etablerer sig. I den sammenhæng er Erikson i øvrigt klogere end Erikson, når han skriver, at børn ikke lader sig "narre af tom ros og nedladende opmuntring... Deres Jeg-identitet vinder kun virkelig styrke gennem helhjertet og konsekvent anerkendelse af virkelige præstationer, dvs. af bedrifter, som kulturen tillæggeren vis betydning (min fremhævelse, NE)." 11 Der er tydeligvis tale om dannelsen af den sociale identitet (anerkendelse af bedrifter), men det sociale henter sit indhold fra de samfundsmæssige betydninger. Selv om den tredeling, vi her har lavet, er alt for kategorisk, så fanger den alligevel de tre grundlæggende trin i individets psykiske udvikling, og selv om vi ikke beskæftiger os med det kliniske i dette arbejde, så er det indlysende, at der

15 Dimensioner, relationer og stadier 307 må findes en psykopatologi svarende til hvert af de tre trin. Det vil sige, til såvel basale fortyrrelser som sociale forstyrrelser (det er både en oversimplificering og en pointe her at pege på henholdsvis psykoser og neuroser). Samt til forstyr- relser af det samfundsmæssige selv. Det sidste må af gode grunde være af ikke mindre betydning i menneskelivet end de to første. Men det ved vi ikke overvældende meget om, selv om f.eks. Erikson har påpeget nogle konsekvenser, der følger, når den menneske1ige generativitet og integritet mislykkes, og selv om Frank! f.eks. med sin logoterapi er ude efter forstyrrelser af 'will to meaning'. En nærliggende mulighed er også, at forstyrrelser af denne art ifølge deres natur ikke kan afhjælpes ved psykologisk terapi. Og måske derfor slet ikke figurerer som syge tilstande. Er man syg, når man planlægger hvilke af fjendens byer, der skal være atombombemål, eller for vindings skyld sætter fremtidige generationers liv og velfærd på spil? (Ja, selvfølgelig er der tale om rablende galskab, og det er på høje tid at for søge at finde ud af, hvor den sygdom egentligt sidder, og hvordan den kan behandles.) Noter til kapitel Frankl, V.E.: Meaninglessness: A challenge to psychologists fra T. Milion (ed.): Theories of Psychopathology and Personality, USA 1973, s Adler, A.: Individual Psychology, fra C. Murebison (ed.): Psychologies of 1930, Mass.1930, s Allport, G.W.: Pattems and Growth of Personality, Great Britain 1966, s J ung, C.G.: Ober psychische Energetik und das Wesen der Triiume, 1928, cf. P. Lauridsen (ed.): Personlighedspsykologi, en antologi, Kbhvn.1977, s I sit allerførste tilfælde kommer det ideelle til udtryk som flagetattens snurrende hale, idet denne per (operationel kunne man måske sige) definition er et genspejlende udtryk for det fraværende objekt. Eller selve begrebet fraværende objekt, der materielt udtrykker sig i halebevægelsen, er begrebet om objektets ide eller ideelle udtryk. Objektet er der ikke og er der dog alligevel. Og netop dette inexisterende objekt, det ideelle, markerer tilblivelsen af det psykiskes dimension. 6. Marx, K. & F. Engels: Den tyske ideologi, Kbhvn. 1974, s Russerne har opdaget dette og foreslår nu en ny dominerende virksomhedsform lagt ind inden Leontjevs trinrække leg, læring og arbejde. Denne nye dominerende virksomhedsform, der kendetegner spædbarnet, er social kommunikation, der går ud på, at spædbarnet aktivt engagerer den voksne socialt-emotionelt med det helt tydelige formål at tilegne sig de socialtemotionelle matricer. En form for aktiv selvprogrammering kunne man sige. 8. Erikson, E.H.: Livsringen sluttet, Kbhvn. 1983, s Erikson, E.H.: Growth and erises in the healthy personality, Psychol. lssues, 1959, vol. l, s Ibid. 11. Erikson, E.H.: Bamet og Samfundet, Kbhvn. 1977, s.221.