7. Modelbeskrivelse Tilgangsvinkel Merton s model Konkursafstand og konkurssandsynlighed

Transkript

1 Indholdsfortegnelse 1. Indledning Problemstilling Problemformulering Afgrænsning Kildekritik Opbygning og struktur Metode Pengeinstitutterne Pengeinstitutternes rolle i samfundet Regulering af pengeinstitutterne Basel II Hensigten med Basel II Reglernes struktur Søjle I Kapitalkrav Kreditrisiko Standardmetoden Intern rating metode Markedsrisiko Standardmetoden Interne modeller - VaR-modeller Operationel risiko Opsummering af søjle I Søjle II Tilsyn Søjle III - Markedsdisciplin Diskussion af Basel II Konkretisering af løsningsforslag Aktiebaserede risikomål Empiriske erfaringer og markedsefficiens Løsningsforslag Baggrund for valg af model Valg af pengeinstitut i

2 7. Modelbeskrivelse Tilgangsvinkel Merton s model Konkursafstand og konkurssandsynlighed Solvensafstand Konkurssandsynlighed Behov for økonomisk kapital Modelkritik Fra teori til praksis Beskrivelse af Excel-model Tidshorisont Inputvariable Risikovægtede aktiver samt gældsestimater Volatilitet på aktiekapital Estimering af den risikofrie rente Beregning af observationsmål Resultater og analyse Præsentation af modeloutput Solvensafstand Konkurssandsynlighed Behov for økonomisk kapital Sammenligning af kapitalbehov Opsummering af resultater Følsomhedsanalyse af inputvariable Volatilitet Risikofri rente Vækstrate i aktiver Opsummering af følsomhedsanalyserne Diskussion af resultater og følsomhedsanalyse Forskel mellem behovet for økonomisk kapital og kapitalkravet Modelproblemer i forhold til behovet for økonomisk kapital Forskellig risikoopgørelse Andre forhold Perspektivering ii

3 11. Konklusion Litteraturliste iii

4 1. Indledning Følgerne af den amerikanske sub-primekrise præger til stadighed billedet på det internationale pengemarked og det der startede, som et nationalt problem på USA s boligmarked, udviklede sig således hurtigt til en verdensomspændende finansiel krise, der undervejs har kostet flere pengeinstitutter livet. Årsagen til, at krisen fik så store følgevirkninger, skal ikke udelukkende findes i de realiserede tab på sub-primelånene, der således var forholdsvist kendt fra starten af krisen. Derimod var der fra starten stor usikkerhed omkring både, hvem der var eksponeret og i hvor høj grad de involverede pengeinstitutter var eksponeret. Denne usikkerhed medførte efterfølgende en øget tilbageholdenhed blandt pengeinstitutterne til at stille kapital til rådighed for interbankmarkedet, hvilket har medført yderligere problemer på grund af interbankmarkedets betydning for mange pengeinstitutters funding. Siden årtusindeskiftet har der været en øget vækst i udlånsforretningen i mange af de danske pengeinstitutter tilvejebragt af generel økonomisk fremgang og i særdeleshed af de kontinuerligt stigende ejendomspriser i perioden. Omvendt har perioden ikke medført samme vækst for pengeinstitutternes indlånsforretninger og mange af pengeinstitutterne er derved blevet mere afhængige af kapitalerhvervelse på interbankmarkedet. Med det delvise nedbrud på dette marked i forbindelse med subprimekrisen blev likviditetsmangel pludselig et tema for de pengeinstitutter, der var afhængige af interbankmarkedet. For Bank Trelleborg blev manglen på likviditet så problematisk, at Finanstilsynet valgte at indskærpe overfor Bank Trelleborg, at likviditeten i pengeinstituttet ikke var tilfredsstillende, ligesom det interne kontrolmiljø ligeledes ikke blev vurderet som værende tilfredsstillende. Da Bank Trelleborg efterfølgende ikke var i stand til at erhverve den fastsatte likviditet, måtte man den 21. januar 2008 lade sig overtage af Sydbank, der derved stillede den nødvendige likviditet. Også i andre lande førte manglen på likviditet til problemer, og således oplevede man i Storbritannien et såkaldt run på pengeinstituttet Northern Rock, der efterfølgende måtte lade sig nationalisere gennem den britiske nationalbank. I USA måtte investeringsbanken Bear & Stern ligeledes lade sig overtage på grund af mangel på likviditet. Krisen er langt fra den første af sin slags i Danmark, hvor den første større finansielle krise således går helt tilbage til 1800-tallet, hvor krakkene i en række hamburgske handelshuse medfører, at den danske stat må træde til og yde lån til en række danske 1

5 pengeinstitutter, der gennem danske handelsvirksomheder har været eksponeret overfor krakkene i de tyske handelshuse. I perioden oplever man i Danmark den vel nok mest omfattende finansielle krise, hvor hele 63 pengeinstitutter må lade livet. Krisen har flere årsager, men skyldes blandt andet en fejlslagen spekulation i vareindkøb og en mangel på diversificering i pengeinstitutternes udlånsportefølje, og bunder dermed i grove træk i en manglende risikostyring. Endeligt oplever man i hele Skandinavien en større finansiel krise op igennem 80 erne og 90 erne, der er langt hen af vejen er forsaget af en relativt kraftig stigning i tabene på udlånsengagementer (Østrup 2008). Omkostningerne ved ovenstående finansielle kriser har været omfattende og har også haft store samfundsmæssige omkostninger, da finansielle kriser, modsat kriser i almindelige virksomheder i langt højere grad breder sig til resten af økonomien. Dette skyldes ikke mindst pengeinstitutternes centrale rolle i økonomien som betalings- og låneformidler, hvor såvel private som erhvervskunder hurtigt kan blive uforskyldt berørt af en krise. Dernæst er pengeinstitutterne gennem deres indbyrdes engagementer på interbankmarkedet meget tæt forbundet, hvorfor en krise i et pengeinstitut hurtigt kan implicere andre pengeinstitutter, og krisen kan dermed hurtigt brede sig til dele af sektoren, som i udgangspunktet ikke har været impliceret i de problemer, som krisen måtte bunde i. Af samme årsag er der derfor en stor interesse i, at den finansielle sektor underligges en effektiv risikostyring og regulering, der kan forebygge og forhindre sådanne kriser. Omfanget af den verserende kreditkrise understreger dog også, at det kontinuerligt er nødvendigt at udvide og videreudvikle de restriktioner, som pengeinstitutterne er underlagt, for på den måde at forebygge fremtidige kriser. 1.1 Problemstilling I lyset af ovenstående var den 1. januar 2008 en skelsættende dag i forhold til implementeringen af de nye Basel II regler for fastsættelse af den regulatoriske kapital for pengeinstitutter. Her blev det muligt for pengeinstitutterne at erhverve godkendelse til at overgå til den avancerede metode for beregning af kreditrisiko, der er en tilnærmelse mod, hvad Baselkomiteen kalder for level playing field. Incitamentet for pengeinstitutterne skulle være, at de ved at overgå til denne metode, ville være i stand til at mindske de risikovægtede aktiver og dermed også kapitalkravet, mens bevæggrunden har været at skabe et kapitalkrav, der i langt højere grad afspejler pengeinstituttets sande 2

6 risiko. Samtidigt har det i tilsvarende grad været et mål, at pengeinstitutterne gennem arbejdet med de nye regulativer får udviklet og forbedret deres interne risikostyringsprocesser, og på den måde også bliver mere bevidste om den sande risiko i deres forretning. Pengeinstitutter er forskellige og dermed er deres eksponering overfor forskellige former for risiko også forskellig, hvilket også bør afspejle sig i pengeinstituttets kapitalbelastning. Dette har ikke førhen nødvendigvis været tilfældet, og de tidligere kapitaldækningsregler har derfor kunnet give incitament til at spekulere i solvensarbitrage, hvorved pengeinstituttets risiko ikke blev modsvaret af en tilsvarende kapitalbelastning. Dette har man med indførelsen af de nye regler forsøgt at gøre op med, og således vil pengeinstituttets sande risiko i langt højere grad blive modsvaret af en passende solvensdækning. I forbindelse med de nye Basel II regler er der også lagt op til, at tilsynsmyndighederne skal have en større dialog med de enkelte pengeinstitutter angående deres kapitalbelastning i forhold til risikoeksponeringen. Ligeledes er der også lagt op til, at tilsynet skal overvåge udviklingen i det enkelte pengeinstituts kapitalforhold, således at de har mulighed for at intervenere i tide og dermed forhindre, at pengeinstituttet kommer i problemer i forhold til kapitalkravet. Endeligt er det også blevet muligt for tilsynsmyndighederne at stille individuelle kapitalkrav til det enkelte pengeinstitut, hvis de ikke mener, at det lovmæssige krav på 8 pct. modsvarer den sande risiko i pengeinstituttet. I Danmark er det Finanstilsynet, som står for tilsynet med pengeinstitutterne og det virker umiddelbart som en relativt omfangsrig opgave, der er blevet pålagt dem i forbindelse med de nye Basel II regler. Dette skal ikke mindst ses i lyset af, at de enkelte pengeinstitutter, som nævnt, nu har mulighed for at gøre brug af de avancerede metoder i opgørelsen af kapitalkravet, som Finanstilsynet også skal godkende. Baggrunden for valget af opgaveformulering Brug af aktiebaseret solvensberegning som redskab i tilsynet og dialogen mellem Finanstilsynet og pengeinstitutterne skal derfor ses i lyset af de udfordringer, som tilsynsmyndighederne står overfor i forbindelse med overgangen til Basel II og derved det kontinuerlige tilsyn med pengeinstitutterne. 3

7 1.2 Problemformulering På baggrund af ovenstående problemstilling er det interessant at undersøge, hvorvidt en aktiebaseret tilgang til solvensberegning kan bruges af tilsynsmyndighederne i forbindelse med pengeinstitutternes anvendelse af Basel II reglerne. Dette leder frem til følgende overordnede hovedspørgsmål for opgaven: Kan en aktiebaseret solvensberegning bruges af Finanstilsynet i tilsynet og dialogen med pengeinstitutterne? Hovedspørgsmålet giver følgelig anledning til følgende underspørgsmål: Kan observationsmålene solvensafstand og konkurssandsynlighed bruges i tilsynet med pengeinstitutterne? Og: Kan behovet for økonomisk kapital bruges i dialogen med pengeinstitutterne omkring det nødvendige kapitalkrav. For at afdække ovenstående spørgsmål er det nødvendigt med en relevant casevirksomhed, hvorfor opgaven vil tage udgangspunkt i et konkret pengeinstitut. Ligeledes er det også nødvendigt med en beskrivelse af pengeinstitutterne og den regulering de er underlagt, da denne danner rammen for besvarelsen af de opstillede spørgsmål. 1.3 Afgrænsning På grund af opgavens omfang har det været nødvendigt med en række afgrænsninger for, at det har været muligt at beskrive de, i opgaven, valgte emner i dybden. Grundet Basel II og herunder kapitaldækningsbekendtgørelsens omfang er kreditreducerende metoder, securitisering og klassificeringen af ikke-balanceførte poster udeladt i beskrivelsen af Basel II. Dette er gjort på baggrund af en vurdering af, at det har været nødvendigt med en udførlig beskrivelse af metoderne til opgørelsen af kreditog markedsrisiko samt operationel risiko og søjle II og III i Basel II. Endvidere er klassificeringen af ikke-balanceførte poster ikke fundet relevant at gå i dybden med. 4

8 Selv om den aktiebaserede model, der er opstillet i opgaven, kan anvendes på ikke børsnoterede pengeinstitutter, er der i opgaven afgrænset fra at inkludere disse. Dette er gjort idet, det er opgavens formål at undersøge, hvorledes de aktiebaserede risikomål kan anvendes af Finanstilsynet, som er vurderet til bedst at kunne udføres ved brug af noterede pengeinstitutter. Ydermere beskæftiger litteraturen sig i udpræget grad med børsnoterede virksomheder i beskrivelsen og testen af aktiebaserede risikomål. 1.4 Kildekritik Der er i opgaven forsøgt anvendt akademisk videnskabelig litteratur i størst mulig udstrækning som primære kilder. For at etablere et overblik over Basel II reglerne og de aktiebaserede risikomål er der endvidere anvendt sekundært litteratur fra kommercielle kilder. Når der er gjort brug af internettet direkte, er det kun websites som Finanstilsynets og Bank of International Settlements, der er benyttet. Det eneste punkt i opgaven, hvor det er fundet nødvendigt at nævne brugen af litteratur specifikt, er i anvendelsen af dokumentation for en del af den aktiebaseret model i form af Crosbie & Bohn (2003), idet forfatterne har skrevet deres artikel på vegne af Moody s KMV, som er en privat virksomhed, der leverer kvantitative kreditanalyseværktøjer. Ovenstående giver dog ikke anledning til, at konklusionerne i opgaven findes påvirket af den anvendte litteratur. 1.5 Opbygning og struktur I forhold til opgavens problemformulering er det fundet hensigtsmæssigt at strukturere opgaven som vist i nedenstående figur. 5

9 Figur 1 Opgavestruktur Indledning Del 1 - Introduktion Pengeinstituttet Baggrund og regulering Basel II Problemstilling Del 2 Løsningsforslag Modelbeskrivelse Modelkritik Resultater Del 3 Resultat og analyse Følsomhedsanalyse Diskussion af resultater og følsomhedsanalyse Perspektivering Del 4 -Konklusion Konklusion Kilde: Egen tilvirkning Som det ses af figuren, er opgaven inddelt i fire hoveddele og består af introduktion, løsningsforslag, resultat og analyse samt konklusion. Derudover indledes der med et afsnit, som har til formål at klarlægge opgavens hensigt, opbygning og omfang. En nærmere beskrivelse af indholdet af de fire dele, er præsenteret i nedenstående. 6

10 Del 1 har til formål at introducere grundlaget for den aktuelle problemstilling. I afsnittet omkring pengeinstitutterne redegøres der kort for deres baggrund og eksistensberettigelse samt, hvorfor det er nødvendigt med en regulering af pengeinstitutterne. Afsnittet omkring Basel II har til formål at redegøre for den konkrete regulering, som pengeinstitutterne er underlagt og ligeledes danner afsnittet rammen for løsningsforslaget. Med udgangspunkt i redegørelsen for reguleringen af pengeinstitutterne i del 1, konkretiserer del 2 den aktuelle problemstilling og diskutere et muligt løsningsforslag. I afsnittet opstilles ligeledes en mulig løsningsmodel, som tager udgangspunkt i Merton's optionsbaserede prisfastsættelse af risikobehæftet gæld fra På baggrund af denne kan informationerne fra aktiemarkedet inddrages i en ekstern risikovurdering af pengeinstituttet, hvorved solvensafstanden og konkurssandsynligheden samt aktiemarkedets vurdering af behov for økonomisk kapital kan estimeres. For at vurdere løsningsforslagets brugbarhed vælges der på baggrund af en række kriterier et relevant pengeinstitut, som kan fungere som casestudie. Herefter bliver modellen endeligt udsat for en kritisk stillingtagen. Resultaterne af løsningsforslaget, der består af tre observationsmål til vurdering af risikoen i pengeinstituttet, præsenteres i del 3. For at vurdere løsningsforlagets robusthed, foretages der også en række følsomhedsanalyser på baggrund af forslagets forudsætningsgrundlag. Disse følsomhedsanalyser holdes slutteligt op mod resultaterne, hvorved brugbarheden af løsningsforslaget kan evalueres. I del 4 opsummeres og samles opgavens vigtigste konklusioner og der foretages endvidere en perspektivering af løsningsforslaget. 1.6 Metode For at besvare problemstillingen beskrevet i problemformuleringen er det nødvendigt med en række metodemæssige overvejelser for at sikre opgavens reliabilitet. Nærværende problemstilling kræver først og fremmest et indgående kendskab til pengeinstitutternes eksistensgrundlag og den regulering, de er underlagt. Uden dette kendskab er det ikke muligt at vurdere, hvilke krav en eventuel model skal opfylde, ligesom det ikke er muligt at vurdere modellens brugbarhed. 7

11 Problemstillingen kræver ligeledes, at der findes en relevant teoriramme, der kan omsættes til en, i praksis, anvendelig model. Dette skyldes, at der er brug for empiriske resultater for at besvare problemstillingen. Af samme årsag er det også nødvendigt at finde en relevant case, som kan anvendes til at udfordre modellen, således, at det er muligt at validere løsningsforslaget. Løsningsforslaget skal i forhold til første underspørgsmål i problemstillingen være i stand til at assistere tilsynsmyndighederne i dialogen med pengeinstitutterne omkring den nødvendige kapitaldækning, hvorfor det er nødvendigt, at samtlige risikofaktorer kan vurderes under et. Det er som a priori antagelse vurderet, at Nationalbankens observationsmål, behov for økonomisk kapital, vil være i stand til dette. Målet bygger på Merton's artikel fra 1974 omkring værdiansættelse af risikofyldt gæld, hvorfor denne vil være udgangspunktet for løsningsforslaget. I beskrivelsen af Basel II er den øvre ramme udstukket af Baselkomiteen, valgt som udgangspunkt frem for EU s CRD-direktiver og den danske bekendtgørelse om kapitaldækning, idet det kan forventes, at de danske og EU s regler på sigt vil konvergere mod Baselkomiteens retningslinjer. På modelniveau må det formodes, at det er nemmere at indsnævre end at udvide, såfremt at konvergeringen ikke finder sted. For at vurdere hvorvidt det teoretiske løsningsforslag er praktisk anvendeligt i tilsynsprocessen, er det nødvendigt at analysere modellens reaktion på ændringer i de input den er baseret på. Anvendeligheden skal endeligt også vurderes ud fra en sammenholdelse af de fundne resultater med det regulatoriske krav til pengeinstituttet. Idet løsningsforslaget er beregningstungt, er Excel anvendt til opbygningen af modellen. I tidsserieanalyse er det i midlertidigt vurderet, at Eviews er Excel overlegen, hvorfor dette program er anvendt hertil. Ligeledes er der gjort brug af VBA til at modificere Excel s Solver, således, at en række manuelle udregninger er automatiseret. I forhold til datakilder er OMX og Bloomberg anvendt. 8

12 2. Pengeinstitutterne Pengeinstitutterne er, ligesom alle andre virksomheder, et resultat af udbud og efterspørgsel, hvilket i denne sammenhæng er udbuddet og efterspørgslen efter ind- og udlånsmuligheder for individer med henholdsvis opsparingsover- og underskud. Sammenhængen er illustreret i nedenstående figur. Figur 2 Udbud og efterspørgsel hos pengeinstitutter S u S i r u Rente r * r i D u O T B Volumen af ind-/udlån Kilde: Egen tilvirkning på baggrund af Heffernan (1996). S i: Udbud af indlån, S u: Udbud af udlån, D u: Efterspørgsel efter udlån Illustrationen er selvfølgelig en forsimplet gengivelse af virkeligheden, da udbuds- og efterspørgselskurverne ikke kan forventes at være givet ved rette linjer 1. Dette er dog af mindre betydning i forhold til beskrivelsen af den overordnede sammenhæng. Af figuren ses det, at jo højere rente, som antages eksogent givent 2, desto højere udbud er der fra pengeinstitutternes side af ind- og udlån. Dette er en konsekvens af, at jo højere rente, des mere attraktivt vil det, alt andet lige, være for individer med opsparingsoverskud at placere penge i pengeinstituttet, hvorved udbuddet af udlån følgelig stiger. Det modsatte er gældende for efterspørgslen af udlån, som falder, når renten stiger, da det derved bliver mindre attraktivt for individer med opsparingsunderskud at låne penge. I ligevægt betaler pengeinstituttet r i til dem, der har indsat penge og modtager en rente svarende til r u af dem, der har lånt penge. Rentemarginalen er forskellen mellem r u og r i, der blandt andet dækker omkostningerne 1 Blandt andet kan adverse selection give anledning til diskontinuerte udbuds- og efterspørgselslinjer. 2 Denne kan være reguleret af staten eller en markedsrente, der er bestemt på de internationale markeder. 9

13 i pengeinstituttet, som vil mindskes ved større konkurrence. Uden omkostninger ville renten være r * for ind- og udlån og volumen af ind- og udlån vil stige fra OT til OB. Mulighederne for fri konkurrence er dog begrænset i forhold til andre brancher, da pengeinstitutterne er underlagt Lov om finansiel virksomhed og løbende overvåges af Finanstilsynet, hvilket på visse punkter dermed sætter markedskræfterne ud af spil. En speciel karakteristika ved pengeinstitutterne, i forhold til ikke finansielle virksomheder, er, at de tjener penge både på deres aktiver og passiver ved, at de har adgang til særdeles favorabel funding i form af indlån fra offentligheden. 2.1 Pengeinstitutternes rolle i samfundet Overordnet eksisterer pengeinstitutterne, da de er eksperter i ressourceallokering. De skaber et betalingssystem samt en mekanisme, der kan opsamle midler til større investeringer, fordele forbrug over tid, håndtere usikkerhed og kontrollere risici. Omkostningerne ved dette inkluderer opsøgnings-, verificerings- overvågnings- og håndhævelsesomkostninger 3, hvilket også er kendt under betegnelsen agentomkostninger. Pengeinstitutternes eksistensberettigelse kommer af, at de kan nedbringe de nævnte omkostninger betydeligt set i forhold til, at långiver og låntager eksempelvis skulle finde hinanden individuelt. Måden hvorved pengeinstitutterne får nedbragt disse omkostninger, er ved deres håndtering af asymmetrisk information. Asymmetrisk information opstår når principalen og agenten ikke har samme informationsgrundlag. Dette kan både forekomme før og efter kontraktens indgåelse i form af adverse selection og moral hazard. Adverse selection er generaliseret af Akerlof (1970), hvor problematikken omkring prisfastsættelsen af gode og dårlige biler på brugtvognsmarkedet anvendes som eksempel. Transformeres eksemplet til pengeinstitutterne, kan det illustreres ved deres skelen mellem risikable og ikke risikable udlån. Adverse selection problemetikken opstår i prisfastsættelsen af udlånene, til gode og dårlige udlånskunder. Til at løse prisfastsættelsen af udlånene eksisterer der to teoretiske løsninger. Enten kan pengeinstituttet lave en gennemsnitspris (pooling equilibrium) eller de kan adskille kunderne (seperating equilibrium). Problemet ved en gennemsnitspris er, at det vil tiltrække de risikable investorer, da de vil finde renten billig og vise versa med de mindre risikable investorer. Man vil havne i en situation, hvor den halvdel af 3 For uddybelse af disse omkostninger se bilag 1. 10

14 investorerne, som er mindst risikable ikke vil accepterer renten, hvilket vil ske hver gang, der sættes en ny gennemsnitsrente. Dette vil resultere i en spiral, der vil ende med, at pengeinstituttet kun har de mest risikable investorer. Problematikken med gennemsnitpriser er illustreret i bilag 2. I stedet for pooling equilibrium benytter pengeinstituttet sig af seperating equilibrium. For at differentiere mellem risiciene i de forskellige udlån skal pengeinstitutterne have nedbrudt den mere viden låntager har om det projekt, som vedkommende vil låne penge til, hvorfor pengeinstituttet vil tilbyde forskellige renter alt efter deres overbevisning om projektets risici. Efter kontraktens indgåelse kan der opstå problemer med moral hazard. Moral hazard opstår når låntager benytter lånet til noget andet og højst sandsynligt mere risikabelt end lånet var tiltænkt. Dette kan forekomme, da låntagers gæld er den samme uanset risikoen i det valgte projekt, mens det potentielle afkast af investeringen må formodes at stige med risikoen. For at undgå problemer med moral hazard skal låntager underskrive en lang række juridiske dokumenter, der sikrer, at de lånte penge anvendes til det, de var tiltænkt. Pengeinstitutternes stordriftsfordele har stor betydning i forhold nedbringelsen af agentomkostningerne. Hvis pengeinstitutterne kun skulle låne penge ud på vegne af flere långivere, kunne investorerne alternativt gå sammen i en forening, der kunne foretage samme ind- og udlån som pengeinstituttet. Pengeinstituttet har dog den fordel, at det gennem betalingssystemet har opbygget meget information om låntagerne, hvorved der også er en kontinuerlig kontrol. Endvidere vil de undgå free rider problemet, da de selv udsteder lånene. Ved at have mange udlån til kunder med forskellig baggrund vil pengeinstituttet endvidere opnå en diversifikationseffekt, der vil mindske den usystematiske risiko. 2.2 Regulering af pengeinstitutterne Regulering af pengeinstitutterne kan forklares igennem principal/agent problemstillingen. Ansvaret for at pengeinstitutterne er velfungerende, kan tillægges flere grupper. I figuren nedenfor ses, hvilke grupper, der har indflydelse på det enkelte pengeinstitut. 11

15 Figur 3 Principaler og agenter Principal Agent Vælgerne/Borgerne Folketinget Folketinget Regeringen Regeringen Finanstilsynet/Indskydergaranti Finanstilsynet/Indskydergaranti Pengeinstitut Aktionærerne Pengeinstitut Långiver (Pengeinstitut) Låntager (Pengeinstitutkunde) Indlåner Låntager (Pengeinstitut) Kilde: Egen tilvirkning på baggrund af Grosen (2007) Figuren læses fra venstre mod højre og ovenfra og ned. Borgerne vælger medlemmerne af Folketinget, som danner en regering. Regeringen fastlægger regler og love for pengeinstitutterne, hvor Finanstilsynet fører tilsynet. Det ses, at pengeinstituttet har flere principaler at tage hensyn til, og at de samtidig er principal i forhold til låntagerne. Reguleringen bør derfor sammensættes på en sådan måde, at konkurser forhindres, samtidig med, at pengeinstitutterne kan konkurrere på fair vilkår og tilgodese kunder og aktionærer. Regulering af pengeinstitutter er et politisk spørgsmål. I det 19. århundrede havde man i Skotland free banking. Her kunne alle, uden nogen form for godkendelse, oprette et pengeinstitut eftersom disse stort set ikke var underlagt restriktioner fra regeringen (Heffernan 1996). Cameron (1972) argumenterer for at denne ekstremt frie form hjalp den økonomiske vækst, da pengeinstitutterne var tvunget til at være meget innovative på grund af den relativt hårde konkurrence, idet der ikke var nogen adgangsbarrierer. Der er dog flere incitamenter for regeringen til at regulere pengeinstitutterne. Nogle af de vigtigste er opretholdelsen af tilliden til pengeinstitutterne og finansiel stabilitet. Det er afgørende for pengeinstitutterne, at der ikke opstår et run mod dem, da det kan få fatale konsekvenser 4. Dette kan i værste tilfælde smitte fra insolvente til solvente pengeinstitutter, hvorved hele det finansielle system i princippet kan kollapse. Set fra en politikers synspunkt er man ikke interesseret i, at ens vælgere kan miste hele deres livslange opsparing, hvorfor der fra politisk side vil være incitament til en stram 4 I en situation, hvor et pengeinstitut er udsat for et run, vil de være tvunget til at sælge deres aktiver, da deres kassebeholdning er relativ lille. Salget af aktiverne i utide vil medfører store tab, idet de ikke nødvendigvis kan sælges til deres normale pris. 12

16 regulering. Omvendt er det dog ikke statens rolle at sørge for, at pengeinstitutter ikke kan gå konkurs, da det vil sætte markedskræfterne ud af spil (Hallarth, 1993). Den finansielle sektor i Danmark reguleres primært af: Regnskabsregler Finanstilsynet Indskydergarantien Kapitaldækningsregler Regnskabsreglerne sætter forskellige krav til eksempelvis ledelsen og regnskabsaflæggelsen i form af Lov om finansiel virksomhed. Finanstilsynet bidrager til, at tilliden til den danske finansielle sektor bevares både i samfundet og hos den enkelte ved ( At påse, at den finansielle lovgivning overholdes, herunder at forebygge eventuelle lovovertrædelser på særlige områder, bl.a. på solvensområderne. At deltage i udformningen af den finansielle lovgivning. At indsamle og formidle information om den finansielle sektor. Indskydergarantien blev indført i 1988 som en beskyttelse af forbrugeren efter Kronebanken og C&G-banken blev likvideret. Garantien synes, at være den eneste effektive måde at garantere mod et smitsomt run på pengeinstitutterne. Garantien dækker alle indskud op til DKK Det kan dog diskuteres om ikke alle indlån i princippet er garanteret for de største pengeinstitutter, da de anses for too big to fail, som er en opvejning af om man prioriterer finansiel stabilitet og tillid til banksektoren højere end markedsdisciplin. Kapitaldækningsreglerne er til for at sikre, at pengeinstitutterne har tilstrækkelig kapital til at modstå uforventet tab og derved opretholde tilliden til pengeinstitutterne selvom de skulle være udsat for relativt store tab. Sidstnævnte er omdrejningspunktet for problemformuleringen, hvorfor disse i det følgende vil blive uddybet. 13

17 3. Basel II I Danmark er kapitaldækningsreglerne fastlagt i Bekendtgørelsen om kapitaldækning, som har lovhjemmel i Lov om finansiel virksomhed. De danske regler har deres afsæt i EU s Capital Requirement Directives (CRD). I CRD er der en lang række forhold, som de enkelte lande i EU skal inkorporere i deres respektive lovgivning og endvidere er der flere forhold, hvor det enkelte land har en option til at indføre disse, hvis lovgiverne i de respektive lande finder dem relevante. CRD er kraftigt inspireret af Baselkomiteens rapport: International Convergence of Capital Measurement and Capital Standards A Revised Framework (Basel II) (2004). Baselkomiteen har ligeledes et samarbejde med EU omkring udviklingen af reglerne. En af forskellene på Baselkomiteens rapport og EU s CRD er, at Baselkomiteen forsøger at lave retningslinjer for især de store internationale pengeinstitutter, hvorimod EU s CRD skal gælde for samtlige pengeinstitutter i alle EU-lande. Idet den danske lovgivning og CRD bygger på Basel II, vil der blive taget udgangspunkt i denne. 3.1 Hensigten med Basel II Ideen med at udvikle de nye kapitaldækningsregler var at forbedre de eksisterende regler, som i Danmark blev indført i 1988 og senere udvidet i En af de væsentligste årsager til at forbedre de eksisterende regler var, at de var for simple og utidssvarende (Sveriges Riksbank, 2005). Eksempelvis ville et lån til A.P. Møller - Mærsk skulle vægtes på samme måde, som et lån til en nystartet restaurant, hvilket illustrerer en one-size-fits-all tankegang, hvor solvensbelastningen ikke nødvendigvis afspejler den sande risiko. Dette har ført til muligheden for solvensarbitrage, hvorved pengeinstitutterne sælger aktiver, hvor risikoen er mindre end solvensbelastningen og køber aktiver, hvor risikoen er højere. 14

18 Nedenstående punkter opridser de overordnede formål med udviklingen af Basel II (Basel II, 2004c): Soliditet og stabilitet Lige konkurrence (Level playing field) Bedre risikostyring i det enkelte pengeinstitut Mere risikofølsomt kapitalkrav Øget fokus på tilsyn Det fundamentale formål med Basel II er at skabe en ramme, der sikrer soliditet og stabilitet i den internationale bankverden, og som samtidig ikke opfattes som en skævvridning af konkurrencen imellem pengeinstitutterne. Hermed søger man at opnå level playing field. Baselkomiteen er af den overbevisning, at rammen vil resultere i, at de enkelte pengeinstitutter og hele den finansielle sektor generelt vil opbygge et bedre internt risikostyringssystem. Dette skyldes, at der i Basel II er et incitament til at udvikle et mere sofistikeret risikostyringssystem, da det formentlig vil medfører et lavere kapitalkrav (Andersen & Grosen, 2005). Det øgede fokus på tilsyn med pengeinstitutterne kommer blandt andet til udtryk ved, at tilsynene i de respektive lande kan kræve et højere kapitalkrav end minimumskapitalkravet, hvis de mener, at det enkelte pengeinstitut har behov for det. Dette kan eksempelvis finde sted, hvis tilsynet mener, at pengeinstituttets procedurer for beregning af kapitalgrundlaget i relation til deres risikoprofil ikke findes tilfredsstillende (Hyldahl, 2001). I Danmark føres dette tilsyn af Finanstilsynet. 3.2 Reglernes struktur Kapitaldækningsreglerne kan beskrives ud fra et tre-søjleprincip, hvilket er illustreret i nedenstående figur. 15

19 Figur 4 Kapitaldækningsreglernes søjleprincip Stabilt bankvæsen Kreditrisici Markedrisici Operationelle risici (nye) Tilsyn National lovgivning EU-direktiver Basel-forslaget Markedsdiciplin Kilde: Busck-Nielsen et. al (2001) I figurens nederste del ses den tidligere beskrevne sammenhæng mellem Baselkomiteen, EU-direktiverne og den danske lovgivning. Disse udmunder sig i de tre søjler, som er gensidigt afhængig af hinanden og som skal danne grundlag for et stabilt bankvæsen. I det efterfølgende vil de tre søjler blive beskrevet Søjle I Kapitalkrav I forhold til Basel I er en af de største nyskabelser i Basel II, at pengeinstitutterne eksplicit skal kapitalbelastes af operationelle risici. Dette er dog ikke en ny form for risici, idet pengeinstitutterne har været eksponeret mod disse fra den dag de startede med at eksistere. Derudover belastes pengeinstituttet, under søjle I stadig af kredit- og markedsrisiko. Minimumskapitalkravet er ligeledes stadig på 8 pct. og definitionen af den ansvarlige kapital den samme. Dette resulterer i, at minimumskapitalkravet (solvensprocenten) er givet ved: Solvensprocent = Basiskapital Risikovægtede aktiver 8% 16

20 Solvensprocent = Kernekapital Tier I + Supplerende kapital Tier II RAK + RAM + RAO 8% 5 hvor RAK RAM RAO er de risikovægtede aktiver for kreditrisiko er de risikovægtede aktiver for markedsrisiko er de risikovægtede aktiver for operationel risiko Kapitalkravet opgøres derved som: Kapitalkrav = RVA 0,08 6 hvor RVA er de risikovægtede aktiver. Basiskapital er pengeinstitutternes kapitalgrundlag til opfyldelse af det lovmæssige solvenskrav. Den ansvarlige kapital omfatter kernekapital og supplerende kapital, hvor den supplerende kapital højst må udgøre halvdelen af den ansvarlige kapital. Dette resulterer i, at hvis pengeinstituttet har lige stor del kernekapital og supplerende kapital, vil den i tilfælde af reducering af kernekapitalen være nødsaget til at nedsætte den supplerende kapital. Den ansvarlige kapital korrigeres desuden eksempelvis for kapitalelementer i andre kreditinstitutter. Det ses endvidere af solvensbrøken, at de risikovægtede aktiver er en sum af de risikovægtede aktiver for kredit-, markedsrisiko og operationel risiko. Kapitalkravet dækker det ikke-forventede tab, hvor det forventede tab ved eksempelvis udlån dækkes af en passende høj rente (se bilag 3 for illustration af kredittab), samt eventuelle hensættelser. Kapitalkravet skal ligeledes beskytte indlånere uden indskydergaranti og indskydere af supplerende kapital i tilfælde af konkurs samt indskydergarantifonden og skatteyderne. 5 For en definition af basis- og kernekapital samt supplerende kapital se bilag 4. 6 Kapitalkravet til kreditrisiko beregnes som: RW*EAD*0,08, RW: risikovægt, EAD: exposure at default 17

21 Kreditrisiko Kreditrisiko er den risiko, der kapitalbelaster pengeinstituttet mest. Kreditrisiko er risikoen for at lide tab som følge af en modparts misligholdelse af sine betalingsforpligtigelser. Kreditrisikoen for det enkelte pengeinstitut kan opgøres efter tre forskellige metoder: Standardmetoden, grundlæggende intern rating metode og avanceret intern rating metode Standardmetoden Standardmetoden kan bruges af alle pengeinstitutter og er dermed den mest simple af metoderne. Metoden inkorporer ekstern rating, der kan resultere i en risikovægt, som er lavere eller højere end 100 pct. Dette er eksemplificeret ved risikovægtene til stater, pengeinstitutter og almindelige virksomheder alt efter deres eksterne rating i nedenstående tabel: Tabel 1 Risikovægte Kreditvurdering AAA til AA- A+ til A BBB+ til BBB- BB+ til BB- B+ til B- Under B- Ikke-rated Stater 0% 20% 50% 100% 100% 150% 100% Pengeinstitutter (model 1) Pengeinstitutter (model 2) 20% 50% 100% 100% 100% 150% 100% 20% 50% 50% 100% 100% 150% 50% Virksomheder 20% 50% 100% 100% 150% 150% 100% Kilde: Basel II (2004c) I figuren er Standard & Poor's anvendt som kreditvurderingsbureau. Det kunne dog være et hvilken som helst andet godkendt bureau 7. Tabellen illustrerer, at Baselkomiteen forsøger at tage afstand fra den gamle one-size-fits-all tankegang. Desuden har den som hovedregel valgt at tildele ikke ratede modparter lavere vægt end de dårligst ratede. Det ses, at jo bedre modpartens rating er, desto lavere er den tilsvarende risikovægt. Det danske finanstilsyn har valgt, at model 1 skal være gældende i Danmark, da denne vurderes at sikre mere ensartede vilkår (level playing field). Ved 7 Finanstilsynet i de enkelte lande skal godkende bureauerne. 18

22 opgørelsen af risikovægtene for stater og deres centralbanker kan et Export Credit Agency (ECA) ligeledes anvendes, som opstiller scores for det enkelte lands risiko Intern rating metode Der eksisterer to valgmuligheder indenfor de interne rating metoder (IRB-metoder). Grunden til dette er, at Baselkomiteen har ønsket, at så mange pengeinstitutter så muligt vil vælge en af disse frem for standardmetoden. Ifølge Finansrådet og Den Europæiske Bankforening har der dog været mangel på (økonomisk)incitament for det enkelte pengeinstitut for at gå fra standardmetoden til den grundlæggende IRB-metode. Kapitallettelsen vil ikke svare til de omkostninger, der vil være forbundet med overgangen (Busck-Nielsen et al.), 2001). Begge metoder giver dog større mulighed for risikodifferentiering end standardmetoden. Pengeinstitutternes systemer skal opfylde en række kvalitative og kvantitative mål, som fastsættes af Finanstilsynet og løbende overvåges. Det vil sige, at pengeinstitutterne skal godkendes af Finanstilsynet for, at de kan anvende en af IRB-metoderne. Overordnet gælder det for de to modeller, at pengeinstituttet kan benytte deres egne interne kreditvurderingssystemer til at beregne kapitalkravet og idet pengeinstituttet har valgt at gå fra standardmetoden til en af IRB-metoderne, kan de kun i meget få tilfælde gå tilbage. Til bestemmelsen af kapitalkravet skal følgende risikoparametre estimeres: PD, sandsynlighed for misligholdelse LGD, tab givet misligholdelse EAD, eksponering ved misligholdelse M, den effektive løbetid Det anbefales, at pengeinstitutterne inkluderer en hel economic cycle i estimeringen af især LGD og EAD. Parametrene anvendes som inputvariable i følgende aktivklasser, hvor pengeinstituttet skal kategoriserer deres eksponeringer 9 : Erhvervskunder 8 ECA bruges til forsikring i forbindelse med eksport og skal svare til OECD s metodologi. 9 Flere af aktivklasserne har flere underklasser. 19

23 Andre pengeinstitutter Offentlige myndigheder Projekt finansiering Aktiebeholdningen uden for handelsbeholdningen Inden for hver kategori skal pengeinstituttet rangordne eksponeringerne i mindst seks klasser, hvor sandsynligheden for misligholdelse vurderes på årsbasis til at ligge på samme niveau. Pengeinstitutterne skal ikke nødvendigvis følge denne opdeling stringent, men skal vise over for Finanstilsynet, at deres metode til kategoriseringen er relevant og konsistent over tid. Forskellene på den grundlæggende og den avancerede metode er blandt andet, at under den avancerede metode skal pengeinstituttet selv estimere alle risikoparametrene, hvor den ved den grundlæggende kun skal estimere PD. Pengeinstitutterne opgør således ved den avancerede metode de samlede risikovægtede aktiver udelukkende på baggrund af egne vurderinger. Til udregningen af risikovægtene anvendes følgende formel til store erhverv, stater og institutter: = + 0, ,5 12,5 1,06 1 1,5 hvor = 0, ,05478 ln = 0,12 + 0,24 For beregningen af små og mellemstore virksomheder samt detail korrigeres ovenstående formel, hvilket er vist i Excel-filen RW_kredit_intern.xlsx. Ovenstående formler er anvendt i figur 5 for at illustrere, hvorledes risikovægten tildeles en given PD. Det er i figuren antaget, at løbetiden er 2,5 år, LGD er 0,45 og for SME er den årlige omsætning 25 mio. Euro. 20

24 Figur 5 Risikovægte for udlån til Erhverv, SME og Detail 200% 160% 120% 80% 40% 0% Kilde: Egen tilvirkning Note: SME: Small and Medium Enterprises 0% 1% 2% 3% 4% 5% 6% Erhverv, stater og institutter SME Detail I figuren ses det, at det for alle eksponeringer er gældende, at der ved en PD på 0 tildeles en risikovægt på 0. Idet PD stiger udvikler den tilsvarende risikovægt sig forskelligt for de tre former for eksponeringer, hvor erhverv mv. tildeles den højeste og detail den mindste for samme PD. Dette skyldes, at pengeinstitutterne har bedre mulighed for at diversificere deres portefølje af detailkunder Markedsrisiko Markedsrisikoen dækker over risikoen for tab på grund af ændringer i markedsværdien af pengeinstituttets aktiver og passiver som følge af ændringer i markedsforholdene. Markedsrisiko dækker dermed over følgende risici: Renterisiko Aktierisiko Valutarisiko Råvarerisiko Overordnet har pengeinstitutterne to muligheder for opgørelsen af disse: Standardmetoden og den interne metode. Dog er der mulighed for, at kombinere dem, hvorved standardmetoden eksempelvis bliver anvendt til opgørelsen af råvarerisiko og den interne metode til de resterende. 21

25 Standardmetoden Ved opgørelsen af rente- og aktierisiko skeles der mellem specifik og generel risiko. Kapitaldækningen for den specifikke risiko skal dække ugunstige bevægelser i prisen af det enkelte værdipapir, som følge af faktorer, der er relateret til den individuelle udsteder. Kapitaldækningen af generel risiko skal dække tab som følge af ændring i markedsrenten. Endvidere er det kun poster i handelsbeholdningen, der kapitalbelastes. Positionsrisikoen for gældsinstrumenter og aktier indgår i de risikovægtede aktiver som summen af de risikovægtede aktiver for specifik og generel risiko. For at estimere de risikovægtede aktiver skal pengeinstituttet opdele den specifikke og generelle risiko for gældsinstrumenterne i en lang række positioner, hvilket eksempelvis inkluderer spot- og terminsforretninger, obligations- og rentefutures, forward rate agreements og renteswaps. Positionerne opgøres netto, hvorefter de tilskrives følgende vægte: 0 pct. ved centralregeringer og centralbanker mv. givet, at de tilhører kreditkvalitetstrin Nedenstående vægte med tilhørende restløbetid er givet for andre modparter, der generelt ligger i kreditkvalitetstrin 1 og 2. 3,125 pct. ved: restløbetid < 6 måneder 12,5 pct. ved: 6 måneder < restløbetid < 24 måneder 20 pct. ved: restløbetid > 24 måneder Højere vægte anvendes, hvis det vurderes, at modparten tilhører et højere kreditkvalitetstrin. Ved opgørelsen af den generelle risiko for gældsinstrumenter skal nettopositionerne blandt andet vægtes med den modificerede varighed, som angiver den procentvise ændring i et gældsinstruments kurs ved en ændring i renten på 1 procentpoint. Den modificerede varighed måles i år. Endvidere skal nettopositionerne ganges med en vægt, der afhænger af den forudsatte renteændring og slutteligt matches de tre zoner, som den modificerede varighed er opdelt i. Dette er vist i nedenstående figur. 10 Et kreditkvalitetstrin på 1 svarer til en S&P-rating på AAA til AA-. 22

26 Figur 6 Vægtning af matchede positioner Vægtning af matchede positioner Varighedszoner Forudsatte renteændringer i basispoint Indenfor hver zone Mellem zone 1 og 2 og zone 2 og 3 Mellem zone 1 og 3 Zone 1: 0-1 år 100 2% Zone 2: 1-3,6 år 85 2% Zone 3: > 3,6 år 70 2% Kilde: Grosen (2007) 40% nnnnnnnnnnnnnn 40% 150% Vægtning af positionernes rentefølsomhed beregnet på tværs af varighedszonerne: 100% Af figuren ses det, at jo mere der kan vægtes indenfor samme zone desto mindre bliver de risikovægtede aktiver, hvilket her svarer til varighedsvægtede aktiver. Først matches indenfor zonerne, hvorefter der matches mellem zonerne. Herefter summeres de varighedsvægtede positioner, hvilket udgør de risikovægtede aktiver for den generelle risiko. Til beregningen af den specifikke og generelle risiko for aktier indgår aktiens nettoposition. Ved beregningen af denne må der eksempelvis ikke foretages nettoopgørelser mellem forskellige aktieklasser, mellem aktier noteret på forskellige fondsbørser eller mellem konvertible obligationer og de aktier, som obligationen kan konverteres til. Den samlede bruttoposition i aktier beregnes som summen af lange nettopositioner og den numeriske sum af korte nettopositioner. Til dækning af den specifikke risiko indgår den samlede bruttoposition i de risikovægtede aktiver med 50 pct. Opgørelsen af den generelle risiko er givet ved den numeriske forskel mellem summen af de lange og de korte nettopositioner, som vægtes med 100 pct. i de risikovægtede aktiver. Til forskel fra de to førnævnte risici indgår både poster i og uden for handelsbeholdningen i beregningen af valuta- og råvarerisiko. Guld behandles her som en valutarisiko. Pengeinstituttets valutaposition opgøres som indikator 1. Denne udregnes på baggrund af positioner i samtlige valutaer, som pengeinstituttet har positioner i, som følger: Positionerne i de valutaer, hvori pengeinstituttet har en lang nettoposition sammenlægges. Herefter sammenlægges den numeriske værdi af positionerne i de 23

27 valutaer, hvori pengeinstituttet har en kort nettoposition. Den største værdi af de lange og korte netto positioner indgår med en vægt på 100 pct. i de risikovægtede aktiver. Positioner i råvarederivater indgår i de risikovægtede aktiver med summen af de vægtede netto og bruttopositioner. For hver enkel råvare opgøres en nettoposition pr. udløbstidspunkt og pr. instrument. Summen af de opgjorte lange nettopositioner fratrukket den numeriske sum af de opgjorte korte nettopositioner i en råvare er den samlede nettoposition i råvaren, som vægtes med 187,5 pct. Den samlede bruttoposition opgøres som summen af lange nettopositioner pr. udløbstidspunkt og pr. instrument tillagt den numeriske sum af korte nettopositioner pr. udløbstidspunkt og pr. instrument, hvilket vægtes med 37,5 pct Interne modeller - VaR-modeller For, at et pengeinstitut kan få godkendt brugen af interne modeller til opgørelsen af markedsrisiko, skal de opfylde en række kvantitative og kvalitative krav. De kvantitative krav er, at pengeinstituttet som minimum skal estimere dets potentielle risiko med en Value-at-Risk (VaR) beregning på daglig basis. Endvidere skal der benyttes et 99 pct.-konfidensinterval med en horisont på 10 dage samt en effektiv observationsperiode på et år og opdatering af eksempelvis korrelationer og volatiliteter skal forekomme kvartalsvis. Det vil sige, at der estimeres hvor, meget pengeinstituttet med 99 pct. sandsynlighed maksimalt vil tabe inden for 10 dage. Kravene til de kvalitative forhold er relativt mere udpenslet i Basel II end de kvantitative. Overordnet skal pengeinstituttets risikostyring og kontroller være fyldestgørende og gennemføres på betryggende vis. Pengeinstituttet skal blandt andet have en risikostyringsenhed, der er uafhængig af handelsfunktioner, som skal validere modellerne løbende samt dagligt estimerer modellernes resultater, hvor ledelsen skal være aktiv. Ydermere skal pengeinstituttet have tilstrækkelig med medarbejderressourcer og der skal gennemføres omfattende stresstest. Intern revision skal endvidere årligt foretage en gennemgang af modellerne og risikostyringen som helhed. 24

28 Ud over de kvantitative og kvalitative krav skal pengeinstituttet backteste modellernes nøjagtighed både ud fra faktiske og hypotetiske ændringer i porteføljeværdien 11 og modellerne skal tage højde for et tilstrækkeligt antal risikofaktorer med henblik på estimeringen af rente-, valuta-, aktie- og råvarerisici. Beregningen af de risikovægtede aktiver beregnes som det største af de to følgende beløb multipliceret med 12,5. VaR-tallet beregnet for gårsdagens positioner plus et tillæg. Gennemsnittet af VaR-tallet beregnet de sidste 60 arbejdsdage ganget med summen af en multiplikationsfaktor på mindst 3 og en plusfaktor, som afhænger af antallet af overskridelser konstateret ved virksomhedens backtests de seneste 250 arbejdsdage. Der kan dog i særlige tilfælde ses bort fra ovenstående plusfaktor Operationel risiko Operationel risiko defineres i Basel II som: Risikoen for tab forårsaget af utilstrækkelige eller fejlagtige interne processer, medarbejdere, systemer eller eksterne hændelser. Endvidere inkluderer den juridisk risiko, men ikke strategisk og omdømmerisiko. Pengeinstitutternes interne IT-systemer, er en vigtig del af nedbringelsen af den operationelle risiko. Systemerne minimerer de manuelle fejl, men bidrager dog med andre mulige risici, som for eksempel IT-nedbrud, fejlkodning, virusangreb etc. Dette resulterer i, at små tab med høj frekvens transformeres til store tab med lav frekvens (Johansen, 2002). Pengeinstitutterne kan vælge i mellem tre forskellige metoder til opgørelsen af deres operationelle risiko: Basis- og standardmetoden samt den avancerede metode. 11 VaR beregnes almindeligvis ud fra normale markedsforhold. 25

29 Basismetoden er en relativ simpel metode, hvor kapitalkravet udregnes som: Kapitalkrav B = BI α hvor BI er basisindikatoren, (bruttoindtjeningen) 12 α er fastsat til 0,15 Af formlen ses det, at kapitalkravet til den operationelle risiko kun varierer med en parameter, som er givet ved bruttoindtjeningen, hvilket gør, at metoden sandsynligvis er den mindst nøjagtige af de tre valgmuligheder. Dette resulterer i, at kapitalkravet til basismetoden vil være det højeste af de tre. Standardmetoden er en viderebygning af basismetoden. Her skal pengeinstituttet opdeles i otte standardforretningsområder. Disse har forskellige vægte, hvorved nuanceringen af den operationelle risiko bliver en anelse større end ved basismetoden. Kapitalkravet er her givet ved: = hvor BI β i er basisindikatoren bestemt ved bruttoindtjeningen er en fastsat procentsats er en individuel forretningsaktivitet Det ses af formlen, at beta-faktoren medfører en lineær sammenhæng mellem forretningsomfanget og det operationelle risikoniveau, hvilket også er tilfældet med alfa-faktoren i basismetoden. De otte forretningsaktiviteter og deres vægte ses i bilag 5. Opgørelsen af bruttoindtjeningen foregår på tilsvarende måde som ved basismetoden. For at et pengeinstitut må anvende standardmetoden, skal det opfylde en række krav. Herunder skal den have retningslinjer og forretningsgange for håndtering af operationelle risici samt et veldokumenteret system til vurderingen af eksponeringen mod operationelle risici. 12 Opgørelsen af bruttoindtjeningen er vist i bilag 6 26