3. BRONSEALDEREN. Borringholmerens Historiebog af M.K. Zahrtmann

Transkript

1 Mellemevropas Handelsveje bar selve Ma1men frem til det afsondrede Land. Og inden Bronsen i større Mængde naaede frem til de borringholmske Vaabenstøbere, fik Vaabenhuggerne lang Tid til at naa frem til et andensteds ukendt, højt udviklet Haandelag i at tumle den stride Flint. Nutiden er ude af Stand til at øve deres fine StenkunBt~ et utroligt Taalmod har den krævet af dem. Selv en almindelig sleben Flintøxe har maauet tage mindst en Uges Arbejd af sin Mand, det samme som ~n Borringholmer frem i det sidste Aarhundred maatte lægge i Opbygningen af et Stueuhr. Og saa kunde hiat een Dags V rerk søndre den skøre Flintøxe. Helt tilbage i Stenalderen kan følges den over hele Norden kendte Samfærd mellem to forskellige Menneskeskahninger, næsten som var Folket groet frem af to Rødder. Forskerne nævne dem efter Hovedskallernes Form Langskaller og Kortskaller, der fra Tidernes Gry drak Livets Broderskaal med hinanden i Dovres Fjelddale som paa Danmarks Sletter. Dette Forhold ligger. til Grund for, at man endnu 1804 kunde tro at se tvende Folkefærd for sig i Nordlandets sindige, blaaøjede, lyshaarede og i Sydlandets ilsindede, brunøjede, sorthaarede Borringholmere. Men denne maaske lidt ilsindede Iagttagelse hviler næppe paa andet, end at den indenamts Samfærd mellem N. og S. var sjelden og ringe endnu omkring Aar 1800, og at for.. øvrigt Borringholmerne altid havde samme sunde Blodblanding i sig som de andre Danskere. 3. BRONSEALDEREN. Man kan endnu ligesom føle det Stød, der for over halvfjerde Aartusend tilbage gik igjennem den Borringholmer, som første Gang fik en Malmøxe i sin Haand. Alt hvad han havde slidt og stræbt med den gjenstridige og sprøde Flint for at slibe den til hastigt søndrede Vaaben, det saa han her fuldkommet i den lille sejge og sikkre Bronseøxe. Med den kunde han ganske anderledes hugge i Træ Qg i Fæ; med den maatte han kunne erobre Verden. Selv frem imod vor Tid laa det Oldforskerne nær at forklare dette Tidskille gjennem Indvandring af en ny Folkestamme, som stærk ved sine overlegne Malmvaaben havde dræbt, underkuet eller fordrevet Stenalderfolket. 20

2 Men et pludseligt omvæltende Fremskridt foregik ikke, -og hin Bordngholmers erobrelystne Tanker maaue smukt vente paa Iværksættelse. Gravfund fra hin Tid godtgjøre, -at Bronseog samtidigt Guldvarer kun langsomt Stykke for Stykke-nanede frem til Borringholm som Rigmands kostelige Eje.- Først gjennem mange Slægtaldres Overgangstid vandt Borringholmerne frem til at eje og selv at kunne støbe Bronseredskabel'--til al deres Dont og helt at forlade de _ forældede Stenvaabens Brug. Desuden vidner Fællesskab i Gravpladser og i Gravskikke -om, at det var et og samme Folk, som boede her i Sten- og i Bronsetiden. Der var Slregtsfrendskab og intet Krigsfjendskab mellem Stenmændene og Bronsemændene. Bronsen sammenstøbtes af ni Tiendedele Kobber og -en Tiendedel Tin. I Haardhed, i at kunne smalnes ud- -1 en skarp Egge eller naalon Spids viger den kun lidt for StaaL Gjenstande af -lignende Støbning og Tildannelse som de af dansk Jord frem;' dragne ere fundne i Grækenland -og i Ungarn. Fra Mar-kedspladser op langs Østtysklands Floder maatte Malmen hidbringes, thi dens Ertser forekomme ikke i Danmark. Borringhol;. merne levede i saa stor en Velstand, at de kunde f;1kaffe sig en Rigdom af BroDse- og Guldsager. Hvad de gav i Bytte for dem, Sælskind, Edderdun eller andet, er ukendt. Ar de var et kraftigt, udviklingsfrodigt Folk, fremgaar af alle de- Oldtidsminder~ de have sat sig for Efterslægten. Ingen af de henfarne Slægter lever stærkere end Bronse!' _alderens ind Wed i Borringholmernes daglige Nutidsliv. Det var Kæmpehøjenes og Bavtåstenenes Tid. Endnu kugle sig tre til fire Hundred store -Kæmpehøje op over _ Landets kornduvende Agre, endnu skyder sig et -Par Hundred Bavtasten- rankt op -af Strandloddernes og Lyngens Sten- og Vildløkker. Tilsam!lleu træde de frem som et umisteligt Smykke i Landets Skønhed, de- kaste svunden Tids Stemningsfylde _ind i Vandrerens Sind. Længe stod de urørte, utilgængelige under de underjordiske Puslingers Varetægt, det -var især om Nattetid ikke farefrit at nærme sig dem. Der kom en nævenyttig Tid i fottige Asrhundred, da dette Værn brødes; flere end -300 Gravhøje vides ødelagte af griske Skattegravere eller nedpløjede af griske Agerbrugere, og dobbelt saa mange Bavtaer vides -bortførte til Hus-, Gjerde- og Brobygning. Først den nyeste Tids Sans for Old 21

3 fædrenes Mindesmærker hegner atter om de stssende og gjenrejser de omsjunkne Oldtidsminder. I de gamle J etlestuer kunne findes Bronsealderslig indsatte ovenpaa Laget af Stenalderens Ligrester. Rimeligvis har da den samme Storbondeslægt ejet Gravkammeret fra Stentiden :frem i Bronsetiden. Ligesom tilforn jordfæstedes Ligene ubrændte. Stormandslig nedsattes i svære Gt'avkister af kantstillede flade Sten j deres bedste Vaaben fulgte dem i Graven, som dækkedes med Stenplader og omgaves helt af en stor Dynge Rullesten. Derover rejstes saa af Jord de mægtige Kæmpehøje som en stærkt stigende Udvikling fra Stenalderens smaa Jordtuer over Enkeltmandsgrave. Under Tiden kunde en svær Tømmerkiste træde i Stedet for den stensatte Gravkiste. Bortset fra den græske Baalfærd kom den borringholmske Bravkarlligesaa stateligt i sin Gravhøj som den samtidige trojanske Helt Hektor, om hvis Ligfærd Homeroe sang: Hen i den dybnede Grav de strax nedsænkede Kisten, / lagde dernæst over Laaget et Lag -for.... svarlige Kampsten, / dynged saa Muld til en Tue og stilled Vagter ~mkring den. / Men da saa Højen var tuet, begav de sig hjem, og til Hobe I ginge de hen til Faderens Borg til det hædrende Gravøl. I Saaledes stedtes til Jorde den hestebetvingende Hektor. Paa Gravøl have næppe heller Borringholmerne ladet det skorte. Den største Kæmpehøj, Præstehøj i Olsker, var 6.3 ID høj, 38 m i Tversnit, og d-en fredlyste Høj ved Aspesgaard i Persker har noget nær samme Størrelse. De hyppigste MaaI ere 2,5 og 7.5 m. Mange af Højene gemme to eller flere Grave. Af deres særlige Navne tør nogle som Aggehøj, Bøsthøj, Faalhøj; Kinhøj, Tronhøj maaske bære Mindelser af Oldtidssproget i sig, ogsaa Offerhøj, Adelhøj og andre være ældgamle. Flere ere nævnte efter deres senere vanhellige Brug Galgebakke, Bavnehøj. Næsten alle Højene ligge "i Landets frodigste Strøg, i Rækker især ved Aaløbene, langs hvilke den tidligste Jordopdyrkning trængte sig Vej ind fra Kysterne; ved Grødebyaa i Aaker. rejste sig en Samling af tolv Høje, ved Blikobbeaaen i Nøkker laa ni samlede. Højene var de store Jordbrugerslægters Grave. En anden Udvikling fra Stenalderens arnaa Grav-tuer førte frem til Bt;onsetidens Gravrøser, Stenrøser eller StenknalIe, lave fladhvælvede Stenhøje, -en af dens hyppigste Gravformer, hvis 22

4 Brug endda strakte sig frem i Jernalderen. Byggede omhyggeligt kresrunde maale de fleste Røser 0.5 m i Højde, 3 m i -Tv ermaal; enkelte ere dog langt større, Stenrøret paa Rødsker Højlyng er 2.5 og 19 m, Tudehøj sammesteds 2 og 15 m. Oftest ligge de samlede i store Gravpladser paa 50 til 100 eller flere, saaledes ved Almegaard i Knudsker, ved Kohbeaaens Udløb i 0strelarsker, V. for Rytterknægten, ved Egeby i Aå.ker 100 og paa Mandhøj i Ibsker 120; mere spredte 600 paa Blemmelyng, 300 paa Vestremarker Højlyng, andre paa Smaalyngen, i Torpebakkerne og i Stenløkkerne langs Nordøstkysten. Guldsager ere fundne i Kæmpehøjene, men ikke i Røserne, som ete fattige paa Gravgods; kun i en Femtedel af de undersøgte Røser er fundet Bronsesager. De samle sig tættest i Landets magre Hedestrøg, endnu ere 2000 paaviselige, over 1000 vides sløjfede. De ere lagte omhyggeligt af sammenbaarne Rullesten, de ældste dækkede af en Jordkappe, de yngre med deres smukt lagte Kuglehvalv barsynligt over Jordsmonnet. I disse Røser synes jevne Nybyggere at hvile sig ud fra deres- Slid med at nyopdyrke strid Lyngjord. Det synes klart at fremgaa af P. Thorsens Paavisning af en Bronsealders Pløje- mark inde paa Blemmelyng N. for Kællingehøj. De af de 8 ha Agre sammensankede Sten ere kastede til Side i Diger, den stenfrie Muld gjennempløjet med Krog eller Bronseplov, vel trukken af Oxeforspand. Men senere er der lagt en 30 Røser ind paa selve den fremdrevne Agermark. Nær ligger den Opfattelse, at de, som nybrød Lyngen her, have valgt sig Grav i sine Hjemmeagres Skød. Den kresrunde Røse kunde af og til vides ud i Længden til en mærkelig Gravform, de saakaldte Skibssætninger, lange smale Brolægninger med bueformede Sider; der mødes i en Spids for og agter; deres Rande, Bordene paa Skibet, ere satte med større Sten. De dække over brændte Ben med Skaar af Lerkar, men uden Malmsager. De findes nær Røsemarkerne, paa og ved Enesbjerg i Skrenten afvestremarker Højlyng ligge 14, ved Egeby i Aaker 8 Skibe, ordnede i en Flaade, som styret mod VNV. De største ere godt 30 m lange, deres Bredde omkring en Sjettedel af Længden. Navnet har Nutiden givet disse Grave efter deres Form; Oldtidens Gravbyggere have næppe tænkt paa i dem at give en billedlig Fremstilling af sine Baade eller Skibe.

5 Ud' i det vildsomt lange droges sal,løanne' Langrøser i, de saakaldte Stenjægel e. Alt som Agerlandet udvidedes, maatte Indlandsis{ms tætte Udsæd af smaa.og store Stenttimlinget-kastes til Side i lange Stend-iger. Til Grav hører Sten, dett~ er en Menneskeheden medfødt Trang, som endnu i -ydre Dage s ætt e1' Borringholms dygtige- Stenhuggere' i Værk med at -til danne.kunstfulde Gravminder, jo større des bedre._ Paa- samme Tid som Evropas Sydlændinger -tog sine forladte Stengruhegange i Brug til Gravkatakomber, hensatte Borringholmerne sine hedenfarnes Askekrukker i Hiemmemarkerlles mægtige Stenudkastninger. Sten jægerne ere Bronsealderens Kolombariereller Dueslag, i hvilke de døde huses Side' om Side. 'Ga,nske SOn). Kæmpehøjenes og Gravrøsernes St~nkjerne,gemtes 'ogsas 'disse Stendiger under en Kappe af- JQrd. Swrligt i Povlsker tra,,:tdte Stenjægerne helt i Røsernes Sted; og -brugte 'gjennem :J3ronse. alderens Aartusend til Optagelse :af vel Lig løb- de over det ganske Borringholm:; mandshøje' og br~dryggede synede de Saa mægtige i Landskabet, at R. P ~Ravn 1671 maatte henføre dette gruelige Kæmpeværk til de forfær~elige' Riser ;og J ettei, hvis hele Slægt gik under i Syndfloden. En senere Tid' har i dem set Forsvarsværker "mod indtr~ngendeviltingakarer, og.-til Kuredigerne paa Rispehjerg og -ved Vestremarkirke ere uden stedfunden Hjemmel knyttede --landløhende Sagn. om kurlaridske Sørøvethorder; talrige' i dem' fundne Menneskeben og Skaat af Lerkar ere brugte til yderlig Støtte' for disse -Sagn~ -om- slagne og lledgravne' -Fjender, men -samm.eri med.. faa og 'Smaa Bronsesager vise de, at gode borringholmske: Bro ns.ealdersbønder -her ere digesatte. Hvor. Alfarvej skar-o sig igjenn(=.un Grø.vdigetne, hø.res Stednavnene' Dødningegabet, to i -Povls-K'er,. to i Nylars. ker, som vidne om, at senet'e -Slægter langt -{rem.j-tiden mindedes, at man her færdedes' over:grave.-.og ;'maatte' agte ~ig for at møde Gjenfærd. Saaledes'. leve' diss~-' Stenjægere endnu~-i Folkemunde; længe efter at de. fleste' åf d_em' ere.' j evnede med Agermulden.., Talrige Grave nndes nedsatte unde.r -flad -Mark: eller i-over~ fladen. af æld~e Kæmpehøje' og' Røser.so:m'_,Srnaa, Stenkasser -ehet Lerumer med -brændte Ben. En lille 8.ø-ndret -og': halvsineltet Bronseklump'. tidfæster dem' som.- '.Bronsealdersgra;ve; Større Urnegl'a.vpladser ligge i 'Amtets' Grusgrav' NV.. for- Aakirkeby, 24

6 ved Grødeby i Aaker, tæt NV. for Pe1'skirke og ved Kumlhøj i Rødsker. I de større samlede Mark- og Mosefund udenfor Gravene findes i "Reglen Bronsesagerne ligeledes forsætligt ødelagte. Man" ser heri Udslag af den Tro hos hin Tids Mennesker, at Vaaben og Redskaber skulde dræbes for at følge deres døde Ejer over i et Liv hinsides Graven. Ud fra de af Jorden fremdragne Oldsager tegner sig et Billed af Bronsealderfolkets Liv. En stigende Folke~længde rykkede sine Bopæle tæt ind til den Skranke, Højlyngens Hede og Skovtykninger satte dem. Kun det senere Bolsker Sogn var sparsomt folket, rimeligvis Urskov; ogsaa i de andre Sogne var Opdyrkningen langt mere spredt, Folketallet følgeligt lavere end i den historisk kendte Tid. Samfundets Lagspaltning mellem det frodige Lavlands magtstore adelsslægter og de nybrudte Ødelnarkers fattige Nybyggere synes stærkt udviklet. -I ""den trelsomme Opdyrkning af Landet hentede man Støtte af et nyt Husdyr Hesten:, som dog endnu kun havdes i ringe Tal; kun ganske faa Hestetænder ere fundne i Gravene. Bronseplove, kendte fra: Sverig,' have vel ogsaa været i Gang paa Borringholm. Skovrydning, Agerbrug og Kvægavl, Jagt og Fiskeri fortede godt med de nye Malmredskaber. Handelen paa Omverdenen tog nye Varer,.videre Veje, og Bygningen af store søgaaende Baade er sikkert sat i Værk paa "det havomflydte, skovklædte Land. Menneskene klædte sig i hæklet eller grovvævet Uldtøj, hvis Rester endnu i Gravene findes varede af Bronsenaalenes" Ir mod fuldstændig Undergang. Til at sy Tøjet' tjente spidse Syle og lange Synarue, hvis Traadøje sad- midt i deres Længde. Smas. Bronserør smykkede som Hængedopper Klædningens Undorkant, og runde fremhvælvede Bronsebuler" var syede fast paa deri; Dobbelknapper, Naale med rigt prydede Hoveder_ og pragtfulde store Bøjlenaale holdt den sammen. Del af disse Bøjlespænder havde en for Borringholm swregen Form med Naalen dækket af en 0.16 m lang og halv saa bred,: med Snirkelridser pi'ydet; skævt firkantet Plade. De vise, at Laridets egne Bronsestøbere, hvis firkantede Stenambolter ere fundne i Røserne, have arbejdet sig frem til at tildanne kunstfærdige.smykker og Vaaben og udviklet en selvstændig" Kunststil. Disse borring:. holmske Fibulaer friste tu en Sammenlignitig med den store 25

7 skæve Firkant, Landet selv er; dog en saadan KortJægning havde Smykkesmedene næppe øje for. Som Smykker bares brede halvmaanefonnede Halsplader med indgravede Snirkler, Halsringe og svære Armringe med indtil tyve Spiralsnoninger, alt af Bronse, Haandleds- og Fingerringe af Bronse eller af- Guld. Derimod var nu Perler, af Glas, Rav eller Bronse, sjeldne Varer. Mændene plejede deres Skæg omhyggeligt med Niptænger og Rageknive, hvilke de tog med sig i Graven til hinsidig Brug. Rageknivenes Skaft endte jevnligt i et prydeligt Hestehoved, et Tegn paa, a,t man skattede dette Trækdyr højt. Men skulde de to vildskæggede Vildmænd, som kølveværne det senere danske Rigsvaabeti, tyde tilbage paa, at dette har sit Udspring i Hedenold, da er Tanken om Oldtidskæmpernes Udseende ganske paa Vildsti. Mændene bar 0.7 m lange tveeggede Sværd med et kort Fæste, enten helt af Bronse eller med _ Trægreb og rigt siret med Stregriller, Naglehoveder og Indlægning af Guldtraad. De bares i Læderskeder og egnede sig bedre til Stik end til Hug. Tiden krævede, at ogsaa Kvinden maatte værge sig mod Ufred; hun gik ligesom Manden med en rigt udstyret, 0.3 ID lang Bronsedolk. Fuldstøbte, nnt udformede og stregprydede Stridsøxer, fæstede i et Træ skaft, Lanser og Pile med Bronseod, Knive med Bronse- eller Træskaft hørte til den fulde Udrustning. Dækvaaben, Skjolde, Hjelme, Brynjer, kendtes ikke. Stolende paa sin Legemsstyrke og Smidighed gik Mændene Fjen_ den ind paa Livet i Nærkamp. I Hjemmets Arbejd brugtes 0xer, Kiler, Mejsler, Save og Høstknive, de -_sidste krummede som Nutidens teblade. Lerkar.. rene formedes simple og grove, uden Pynt; men desuden havdes festlige, smukt sirede Bronseskaale. Kun yderst sjeldent brugtes særlige Gravurner; de fra Ligbaalet opsamlede og rensede Benstykker lagdes simpelt hen i en passelig Lerkrukke, tagen fra Husholdet. Efter Midten af Bronsetiden, for en 2800 Aar siden, foregik et kendeligt Skifte i Samfundsforholde.p.e. Man forlod den fra Stenalderen nedarvede Stensætteise af ubrændte Lig og lagde alle døde paa Baalet. Fra Overgangstiden haves enkelte Kæmpehøje, som gemme ene brændte Lig, og ved Loftsgaard i Persker en Gravplads med mandslange Stenkister, i hvilke man maaue t 26

8 vente at finde hele ubrændte Kn og1 er, men som kun rumme brændte Benstumper. Hurtigt føltes det dog spildt Møje at bygge Kæmpehøje op over de ringe Benklumper fra Ligbaalet~ og de smaa Stenrøser blev nu Allemands sidste Hjem paa denne Jord. En, saa gjennemgribende Ændring i Gravskik tyder paa et fremtrængende Nysyn paa Tilstanden efter Døden, og rimeligvis er en ny Tro hidført sydfra ad de livligt søgte Handelsveje over østersøen. Med Troslivets Omdannelse' synes en Omvæltning i Jordelivets Forhold fulgt Haand i Haand:; Troskrige omstyrte oftest langt mere end Samfundskampe. Ens jevne, ret fattige Kaar præge alle Gravene henimod Bronsealderens Slutning. Bronsealderens stærke Trosliv har sat sig varige Minder i Bavtastenene og i Helleristninge~ne. Men Bavtastenene staa stumme, uden Ord, Helleristningernes Billedtegn ere kun dunkel Tale. _ Hvad vi ud fra vor Opfattelse af det til enhver Tid almenmenneskelige tro at læse i disse Mindesmærker, vilde en gjenopstanden Hedning maaske afvise som vankundig Snak. Vor Trang til at læse og forstaa er dog her uafviselig. Hint Tidsrum udviklede to Midtpunkter for Evropas Fremskridt} Middelhavsog østersøkulturen. I Samfundsbygning, i Søfart, Handel og Agerbrug, i Haandværk og Kunstglæde stod den ene næppe synderligt bag den anden. Men mens det sol1yse Hellas}s Kystfolk vandt den aandsfrodige Lykke at nemme Bogstavskriften fra dens Vugge i Asien, saa at Homers Sange og Herodots Saga om dets Daad og Dont gjorde det lyslevende for al Eftertid, naaede Taleskriften ikke frem til østersøens Taagekyster. Hvor lrongselsfu1dt man end higer efter at kende Bronsetidens Livsskæbner Mand for Mand paa Borringholm, ses de her kun som sammenflydende Taageskikkelser svæve over sine navnløse Grave. Til at rejses som Bavtaer valgtes smale firkantede eller brede flade Natursten, som lodes utilhugne. De fleste ere 1.5 til 2.5 m høje over Jorden, nogle naa en Højde af 4.5 m, og de gaa henved en Fjerdedel saa dybt ned i J orden. Ofte staa de i Flokke, i Gryet i J;jolsker 60, i Kongehaven, midt i forrige Aarhundred vanklædt med Navnet Louisenlund,- i østremarker 50, paa Bjerregaardsbakkerne i Vestremarker 25, paa Hjortebakken i Bolsker 17-; over,100 have staaet fra Kirkeboet ned forbi Bakke- 27

9 gaard'j Rødsker. Nogle 'staa samlede~i aflange runde eller firkantede Krese, som ved Listad H'enig Kvinde med hendes' ti Børn,.2 Bavtasten i en Ring,af 9' andre, Stendansen ved Halle- ga:ard i Rø 'og Maglegrav i Østremarker; pao. Stenebjerg i Persker er 'en firkantet Jordforhøjning omgiven af 13 Bavtaer, og Anes Borg i Olsker Højlyng har en lignende Skikkelse. Nogle staa. midt i en rund Brolægning eller en lav Stenring, a1)dre paa Brons'ealdersgrave, saaledes 0rnestenen paa en stor Røse i Rønne Udmarksskov og Stenen' pas. en Kæmpehøj ved Va;;lens gaatd i Nøkker; 8,stod pao.' Kolhøj i Klemmedsker, og i det hele 19 'Kæmpehøje og 42 Røser vides at have baaret Bavtaer. For Enden af Stenkisten i Bunden ~f nogle Kæmpehøje ere underjordiske Bavtastene satte. Andre star' ud imod' Havet, flest langs Nordøstkysten, 'saaledes 3 paa Frennemark, og særligt opstillede for at ses af Sejlingsinænd pab. Søen 'synes de højt og yderligt staaende 3' Hestestene ved Gudhjem og de tre'bavtaer paa Stammershalle i Rø. Endnu kan det ske, at vejfarende Mand tager Hatten af for Helled Haagen i Bolsker Udmark og for Hellig K vinde, endnu ere diss'e Bavtasten en Helligdom som i de Tider, der rejste dem. Underet' nævne, Borringholmerne ;6a vmstenene 'Jettekegler. " Trods flittig' Søgen er der i 'Bavtalundene ikke fundet Grave. Her.m.ed fålder' al Tale' om,' at Bavtaerne ere, rejste som Gravminder, bort j ogsaade underjordiske Bavtaer i Krempehøjene kunne' som usynlige ikke have tjent til Mindesmær~er. Et fælles Formasl for dem kan da kun' tænkes grundet i Troslivet hos de Mennesker, som med 'Opbud' af stor Arbejds-kraft have draget dem hid' og rejst dem" hvor de nu staa; Det er Menneskets Sind medgiyet, at dets, Tanker ikke altid holde- sig til den jevne Jord,- men svæve ud i det -himmelblaa. Soin senere Kristenfolk byggede sine Kirkespir stedse dristigere op under Sky for at vejpege mod det høje, saaledes har.hedenfolket ladet sine Bavtaer,knejse som Fingerpeg' paa højere Magter; mangt et Kirke- spir viger i 'Højde for Hestestenene', som 'paa den bratte Klippebrink hrevederes Pegefingre 30 m op af Havfladen for at føre de søfarende hine Magter.for øje. Paa og 'i Gravhøjene 'have Bavt~erne stillet de døde i 'Magternes Varetægt. Som en Troens Gjerning har hver Husstand i Omegnens Bygder rejst sin, Bavta i den fællessamlingslund~ eller :hvor' den 'dagligt færdedes. 28

10 Brons'etidens Slægter var imidlertid- haandfaste Karle, som ikke lod sine Tanker maalløse flakke ud i det rene blaa; de lod Bavtastenene pege mod et Maal, mod Solen. Endnu bærer den største Bavtalund Navn af Gryet; helt utænkeligt,er det næppe, at den har sit Navn f~a, at man frem igjennem Hedenold samledes her 52 m over Havet for at hilse Daggryets Sol. Denne Lund har til Nabo det el m høje Slamrebjerg,. hvis Navn man har villet tyde som Solhammara, den i Lavlandet frem skudte Klippeknude, som var viet Solen. Et lignende Leje har det 99 ru høje Duebjerg eller Davbjerg, Dagens Bjerg i Klemmedsker ; her stod en høj Ba vta i en stor Stenring. Dog gjøres sikkrere Vidnesbyrd end blotte Ordtydninger her nødvendige.. Nær Bavtasten og Røser ere hist og her byggede nogle Stensætninger, som Menigmand har nævnt Tingborde, 2 X 1 m store, ret flade N.atursten, løftede 0.5 m op over Jorden i Leje paa understillede Sten; et 3 X 2. ln stort Bord ligger paa Fladehalle i Almingen, hvor der tilforn har været flere; et Par ses ved Kysten mellem Melstad og Kobbeaa. Ved.Jettebro i østremarker fandtes en halv Snes samlede; og ved Tækkerehuset 3.5 km Sø. for Rønne stod elleve Tingborde sammen omkring en Bavtasten og knapt 90 m V. for en Samling af syv Bavtaer, som nævntes Tingstenene, og af hvilke den sidste endnu staar sørgeligt afbrudt i det spidse Hjørne af Robbedalevejens Indløb i Amtsvejen. Maaske stod man her overfor virkelige Offertingsborde. Ganske vist vides intet om Offerfester i Bronsealderen; men naar man først tilbeder nogen, er det almenmenneskeligt at bringe sin tilbedte Offre. Hvad man bar frem paa Offerbordene for Solen, er ukendt; vi tør blot haabe, at det ikke var vore Medmennesker, man slagtede festligt. Helleristninger, Tegn ristede i Fladklipperne~ Hajlana, ere efter 1875 paaviste over Hundred Steder paa Borringholm; J. A. Jørgensen fremsøgte de første 02, barnligt tegnede Billeder paa Klippeflader eller paa løse Stentumlinger. I Mangel af anden Skrift gjorde Bronsealderens Mennesker Klipperne til dere~ Billedbog, Hajlana til de enkelte Blade i denne. Hyppigst ses skaalformede Fordybninger, indtil 0.12 m i Tversnit, tæt sammenstillede uden indbyrdes Orden indtil over 100 paa en enkelt Stenflade, som da kan minde om en stor Pande til smaa Æbleskiver. Et Par af dem ved Ryttergaard i Ibske( og ved Lande- 29

11 vejen S. for Nexø have faaet Navnet Fandens Keglebane, en tredje ved Hullegaard i Ibsker det frommere Navn Sankt Peders Sten. Smaaskaalene synes indslebne med en haard Træstok i hastig Omdrejning med Sand til Slibemiddel. Andre Tegn med skarpe og lige Streger ere indmejslede med Sten eller med Bronsemejsler. Enkel- eller dobbelstregede Rund krese, nogle gjennemskaarne af to krysstillede Tverriller og mindende om et fireget Hjul, indtil 0,25 m i Tversnit. ere fundne paa Klipper ved Allinge og i Nylarsker. Ved Frennegaard i Ibsker ses Tegn, der ligne Hestehove; andre paa,pærebakken i Ibsker og ved Risehøj og Brennesgaard i 0stremarker minde om et Mennesk~s Fodsaal, og en lignende paa Sydøstsiden af Hammeren kaldtes Barnefoden. Menneskeskikkeiser ere fundne indristede i Sten ved Allinge, ved Arnaga Bro, paa Lille Myregaards Udlod i Nylarsker. Endeligt ses især v;ed Allinge og i OIsker ret talrige Tegn, hvilke af de fleste OJdforskere tydes som tætspantede Skibe med høje Snirkelstævne, af og til med Mandskab om Bord, mens J. A. Jørgensen og' andre ved dem mere mindedes Slæder; lignende Tegn ere ogsaa fundne paa Bronseknive. Vinterslæder var hyppige paa Borringholm endnu efter Aar 1800, da først Frosten gjorde Vejsporene farbare for store Læs. I Reglen staa flere af disse Tegn paa en og samme Klippeflade uotdenligt styrende mod alle Vindhjørner. De fleste ero 0.6 ro lange; det længste paa Storløkkebakken i OIsker maaler dog- 1.3' m. Talrigst findes Helleristningerne i Landets frugtbare Kystegne, over 30 i den sydlige Del af Nylarsker, over 10 i den 'østlige Del af 0stremarker, mange i Allinges Opland. Nogle ere indristede i de udækkede Overliggere paa Jettestuer,. andre paa BavtRsten. HelleristniQgerne ere som et lallende Spædbarns Tale eller en døvstums sære Tegn; hvad der laa Bronsetidens Mennesker paa Hjerte at faa udtalt i dem, er dunkelt at raade. For det daglige Livs Dont have disse Ristetegn været unyttige. Deres Øjemed maa ligge i Troslivet. I dem alle, maaske fire undtagne, træde de ska:alformede Fordybninger frem, og disse have da for de flittige Stenristere været Hovedsagen, Helligdom-mens Tegn, under hvis Værn de andre Fremstillinger ere givne. I disse Skaale, i Hjultegnene, i Krestegninger paa Vaaben og Smykker, 30

12 i de med yderste Omhu rundbyggede Røser og Kæmpehøje, overalt mødes den Rundkres, som i Menneskehedens Barnetro var Solens SindbUled. Bronsealdersfolket var Soldyrkere; i en paa Sjælland funden guldlagt Bronseskive, trukken frem paa en firhjulet Vogn af en Hest, haves den guldfunklende Solskive for øje, som den dagligt ruller frem over Himlen. Helleristningernes Skibe eller Slæder lade sig tyde som Solgudens Farmidler. Udefra er Soldyrkeisen kommen til Borringholm. Med nyvundnes glødende Tro have dens Lærlinger prentet dens hellige Tegn paa Landets Klipper. Gjennem den nye Ligbaalsskik vies de dødes Legemer til TIdguden, hvis Magtdømme over hi.. gende Menneskesind har kaldt den tilforn herskende Tros Forkæmpere frem til Kamp. Ogsaa vor Tid har hørt Kamplurene gjalde, da gammel Tro og Vane kaldte til bitter Strid mod LighaaIets Gjenkomst. Regnet mod hele den kendte Hedenaids MaaI af henved fem Aartusender er Bronsealderens Aartusend et kort Tidehv"erv, men rigt paa -"Fremskridtsdaad. Fra Stenalderens Eskimoliv arbejdede Borringholmerne sig op til et højt Udviklings.. stade. Denne' Tids Mennesker forstod at smykke deres Liv og smykke deres Død. De klædte sig i kunstfærdigt virkede Tøjer, de pyntede deres Skæg og Haar, de bar kostelige Smykker og Vaaben. Agerbrug, Husdyrrøgt, Støbehaandværk, Skibsfart og Handel bar fremad. Og i mindst een høj Kunst, Musiken, naaede de vidt frem i at udhamre Bronselurer, de mægtige svungne Blæsehorn, som altid brugtes Par om Par, den ene nøje samstemt med den anden. Hævende sig som et Par Vesselhorn højt over Menneskemylret bar Lurene deres rene kraftige Toner ud i den vide Luft. Saa højt som her Bronscalderen naaede det kristnede Evropa først langt fremme i Middelalderens Kirkemusik; høres dens Lurtoner i Nutiden, fryde de endnu Menneskers Øren og kalde Bronsealderfolkets Færd mellem dets Kæmpehøje og Bavtasten sært levende frem for øje. Lurer ere ikke fundne i Borringholms Jord; men med dette Lands livlige Handelsfart naaede de sikkert ogsaa hid og lod sine Gjald lyde fra dets Klipper ud over østersøen. Lidt Tungsind kunde vel klinge med i deres klare Røster; thi Bronsealderens sidste Tider tyde paa jevne og trange Livskaar hos Borringholmeme. De Rigmandsslægter, som havde evnet 31