Forbundethed. Den samme synsvinkelovertagelse finder vi i masser af samtaler:

Transkript

1

2 Forbundethed Forbundethed er mere end nærvær. Det er en social handling, hvor vi går over broen til det andet menneske og er der med magt og kærlighed. Her skabes det sociale bånd. Louise er kommet hjem fra en hårdt tiltrængt ferie efter en operation. Hun er enlig og i 50 erne. Hun møder en dag sin tidligere kollega Britt på biblioteket. Det er længe siden, de har set hinanden, og efter et hej og hvordan går det bliver kontakten til en lidt længere og personlig snak. Her fortæller Louise om sin operation og ferie. Britt lytter med stor opmærksomhed. Hvornår var det, du blev opereret, spørger hun og fortsætter med spørgsmål som: Hvornår skal du i gang med behandlingen og Har det været slemt? smertefuldt, mener jeg. Louise svarer, Britt lytter og følger op. Den første og hurtige kontakt mellem to gamle kolleger bliver fulgt op af en lidt længere snak. Ikke mindst fordi det er et alvorligt tema, der tages op. Det fører til en egentlig samtale mellem dem, hvor Britt lever med i den virkelighed, som Louise fortæller om. Hun forsøger at gå ind på Louises synsvinkel ved at spørge til den og ved at følge op på sine spørgsmål. Hun trækker også sine egne erfaringer ind i samtalen, men hun bliver alligevel i den virkelighed, der præsenteres af Louise. Den samme synsvinkelovertagelse finder vi i masser af samtaler: Ville du egentlig ikke helst sige op selv, spørger Karsten, i stedet for at gå i usikkerhed og vente på en fyringsseddel?. Han snakker med Mogens i omklædningsrummet efter tirsdagens squash, og Mogens fortæller om sin situation. Han er både presset og nedtrykt. Karsten spørger til arbejdspladsen, om andre har det på samme måde og så spørger han Mogens, om han har overvejet helt at droppe ud af faget og forsøge at komme ind på en teknisk overbygning. Jeg kan huske, at du engang gik med tanker om noget i den retning er det ikke rigtigt? Mogens stopper op. Måske, siger han men det kræver jo også.

3 Ja, siger Karsten, men jeg kan godt hjælpe dig med at søge støtte i fagforeningen. Britt går over broen til Louise og skaber en forbundethed, måske spinkel og usikker, men alligevel et personligt bånd mellem dem, der kan være udgangspunkt for mere. Karsten gør det ved at gå ind på de problemer, som Mogens fortæller om, uddybe hans beretning og hjælpe til at finde et perspektiv. At gå over broen er metaforen for en aktiv bestræbelse på at komme et andet menneske i møde og dele en virkelighed med dette menneske. Måske sådan, at det lykkes parterne at skabe en fælles ny virkelighed. Selvfølgelig er der tale om, hvad vi kalder empati i betydningen indlevelse og medfølelse, men der er også noget mere, der kan omfatte det at skabe noget mellem dem. Det vil sige, at den forbundethed, der opstår, ikke kun er en støttende og kærlig omsorg. Den kan også bringe noget nyt til veje, fx en styrkelse af båndet mellem parterne. De føler sig knyttet til hinanden på en ny måde. Det er en åben mulighed både hos Britt og Louise og hos Karsten og Mogens, og det kan være perspektivet i den forbundethed, der kan opstå ved at et menneske går over broen. Der kan også opstå noget nyt som en ny erkendelse eller en ny indsigt fx hos Louise ud fra spørgsmålene og den særlig opmærksomhed, hun bliver mødt med. Der sættes noget i gang i hende som en følge af den særlige måde, Britt spørger på. Noget, hun måske ikke har tænkt så meget på før. Nu får hun sat gang i overvejelser, som er nye for hende, eller hun bliver bekræftet i noget, hun har tænkt på. Det samme kan være tilfældet hos Mogens ud fra de linjer, som Karsten spørger ind til. Forbundethed og det at gå over broen er at vælge hinanden i et nærvær og at dele noget med hinanden. Vi deler oplevelser, og vi deler vores følelser, og her ligger der et umådelig vigtigt budskab om støtte og omsorg. Vi ved nemlig godt, at vi fundamentalt står alene med vores liv. Louise ved godt, at sygdommen er hendes egen, den skal hun selv gennemleve. Britt kan ikke, uanset de gode ord, fjerne den fra hendes liv eller selv påtage sig den. Der står hun, Louise, alene med sin eksistens det er vilkårene. Mogens har en fyringstrussel hængende over hovedet. Det er hans eksistensvilkår, som Karsten

4 ikke kan tage fra ham. Men denne eksistens kan måske i en vis forstand blive lettere at bære i en forbundethed, der rummer både omsorg og ny erkendelse. Det er her, forbundetheden rummer kræfter, der rækker ud over situationen hvis de ellers kaldes til live. Men forbundethed giver sig også til kende som en konkret udveksling af ytringer. Selvom eksistensen er i spil, er der også tale om forbundetheden som en samtalegenre, der rummer regler for, hvordan man taler sammen. Her er det helt særlige måden at følge op på ytringerne på følger man op på sig selv, eller følger man op på den anden? Man gør nok begge dele i et eller andet omfang, men det er netop i denne balancegang, at forbundetheden viser sig. Der er flere måder at gå over broen på Selvfølgelig er der mange måder at skabe forbundethed på. Han lagde hånden på hendes skulder som udtryk for sin deltagelse, hun sendte ham et sigende blik som tak for indsatsen. De arbejdede hårdt i dagevis og fik endelig deres fælles projekt færdigt. To eksempler på bånd mellem mennesker, der godt kan karakteriseres som forbundethed. De rummer følelser, omsorg og fælles indsats og er dermed også udtryk for at komme et andet menneske i møde eller støtte et andet menneske i dets udfordringer. Måske dybest set at opleve et fællesskab. Det særlige ved den forbundethed, der ligger i samtalen mellem mennesker, er, at der her kan skabes en fælles forestilling. Forbundethedens perspektiv som samtalegenre er at kunne vække noget nyt til live. Umiddelbart kan det forveksles med rådgivning og vejledning og fx lærerens hjælp til eleven. Her kan der skabes optimisme og fornyet tro på, at tingene kan lade sig gøre. Der kan bestemt være tale om at vise både omsorg og hjælpe noget nyt på vej som en erkendelse af nye muligheder, men når den type af samtaler ikke er helt dækkende for forbundethed, hænger det sammen med, at det vigtige i den form for relation er sagen ikke relationen i sig selv. Det er det faglige, indlæringen, færdighederne, der er i centrum, og støtten er et middel. Derfor er forbundetheden sekundær. Men det udelukker ikke, at der kan udvikles forbundethed i såkaldt professionelle forhold, nemlig når det personlige

5 bånd mellem parterne bliver tillagt en selvstændig betydning i forhold til en faglighed af en eller anden art. Det er fx tilfældet, når husets tømrer viser stor omhu for opgaven med det nye tag og finder kreative løsninger, der overgår de aftaler, der egentlig var truffet. Eller når læreren ringer hjem til eleven i 10. klasse og spørger både til fraværet og behovet for at få en hjælpende hånd i forbindelse med den kommende opførelse af skolens juleforestilling. Forbundethed kan let få noget eksklusivt, ordrigt og langvarigt over sig noget, der kun opstår mellem gamle bekendte, meget gode kolleger eller venner. Sådan må det ikke opfattes. Lad mig prøve at illustrere spørgsmålet om mange eller få ord ud fra et eksempel, der viser, at det er ordene og måden, de bruges på i situationen, der er afgørende for den forbundethed, der skabes, samt hvor fokus ligger om det er på mennesket og relationen eller en professionel kodeks, der ligger uden for relationen. Under et projekt, der hed Ord, der inspirerer, var en tværfaglig gruppe samlet hver uge. Der var en skolelærer, en pædagog, en sygeplejerske, en socialrådgiver og en politibetjent med. Hver uge drøftede de et ord, der havde betydning for dem i deres faglige arbejde. Det kunne være magt, styring eller ord som venlighed. Derefter skulle de i løbet af den kommende uge registrere, hvordan de oplevede deres egen brug af det ord, der var oppe på dagsordenen. Oplevelserne skulle de skrive ned og berette om for gruppen, næste gang de mødtes. En uge havde de ordet ærlighed oppe. De drøftede det igennem og gav hinanden opgaven at registrere deres erfaringer med ordet i den kommende uge. Da de mødtes gangen efter, fortalte sygeplejersken, at hun havde haft en speciel oplevelse. Hun arbejder på en onkologisk afdeling, og hun havde på stuen mødt en ældre kvindelig patient, der havde fået den besked, at hendes behandling skulle ophøre. Hun græd og spurgte sygeplejersken, hvad hun skulle gøre.

6 Måske ikke et helt overraskende spørgsmål for sygeplejersken hun har sikkert været ude for det tidligere i sit faglige liv. Men denne uge havde de netop drøftet begrebet ærlighed, så til spørgsmålet: Hvad skal jeg gøre? svarer hun: Jeg ved det ikke. Samtidig tager hun om patienten og græder. Jeg ved det ikke, svarer hun. Patienten får samlet sig, ser den berørte sygeplejerske, tørrer sine øjne og siger til sygeplejersken: Så tungt skal du nu heller ikke tage det! Sådan berettede sygeplejersken om episoden, da gruppen mødtes den følgende uge, og hendes eget bud på en forklaring var, at patienten fik sin styrke og sit livsmod fra den forbundethed, hun blev en del af. Hun fik ikke på nogen måde et tilbud om, at de vilkår, hun var blevet stillet i udsigt, ville blive ændret. Eksistensen var hendes egen. Men hun oplevede en forbundethed, der var ærlig og troværdig. Hun blev mødt af et menneske, der gik over broen til hende med intet andet end sig selv som menneske, og det hjalp hende som patient til at finde frem til det mod, der skulle til for at se sin eksistens i øjnene. At gå over broen er noget, der sker her og nu, det er øjeblikkets intense fornemmelse af nærvær og fællesskab med et andet menneske. Derfor er der heller ikke nødvendigvis tale om et længerevarende forhold, hvor parterne kan lægge alle deres livserfaringer ind. Langt snarere har forbundethed og det at komme et andet menneske i møde noget at gøre med en særlig åbenhed og modtagelighed i situationen. Derfor kan selv et første møde mellem to mennesker også udvikle en forbundethed, der hviler på gensidig imødekommenhed og parathed til at gå ind i hinandens verden. Sådan fortæller filosoffen Bertrand Russell i sine erindringer om sit møde med forfatteren Joseph Conrad. Han mødte ham i 1913, hvor de havde en kortvarig kontakt: Vi havde aldrig mødt hinanden, men vi talte os tættere og tættere ind på hinanden. Det var, som vi sank ned gennem lag efter lag af det overfladiske, indtil vi til sidst begge stod ved den inderste ild. Det var en oplevelse, der ikke kan sammenlignes med nogen anden, jeg har haft. Vi så hinanden i øjnene, halvt forskrækkede og halvt berusede over at mødes på disse dybder. Følelsen var lige så intens som

7 lidenskabelig kærlighed, men samtidig altomfattende; da jeg brød op, var jeg svimmel og ør og kunne dårligt nok orientere mig i min daglige verden. Hvordan de er gået ind i hinandens verden, fremgår ikke. Det væsentlige her er, at der i det korte møde over nogle få timer blev skabt en forbundethed, som rakte langt frem i livet. Russell siger selv, at mødet forandrede ham for altid. Men hvad er det, der i dette intense øjeblik af fællesskab rummer livskraft og tro på at kunne klare også de værst tænkelige udsigter? At møde anerkendelse fra et andet menneske er noget af det, der oftest nævnes. Anerkendelse af det særegne Anerkendelse er at udtrykke en værdsættelse af den anden, fx ved at gå ind på det, den anden siger. Sådan er begrebet omtalt tidligere i forbindelse med åbningen af kontakten mellem to mennesker. Anerkendelse er imidlertid også helt central for selve det at gå over broen. Derfor her en kort præcisering. Hvis vi tager udgangspunkt i samtalen mellem Britt og Louise fra starten af dette kapitel, kan vi konstatere, at Britt følger op på den ytring fra Louise, hvor hun fortæller om sin operation. Her går hun over broen til Louise. Hun udtrykker respekt for Louise ved at tage del i hendes tema og give det opmærksomhed og behandling. Hun går ind i temaet og giver Louises tema værdi, hun løfter det, udbygger det og giver det tilbage til Louise. Her ligger anerkendelsens umådelige styrke som social handling: Anerkendelsen omfatter at tage den andens tema op, udbygge det og give det tilbage med forøget værdi. Her skabes der forbundethed. Det betyder, at anerkendelsen ikke blot er noget formelt fx en rent sprogligt udtalt imødekommenhed. En sådan form(alitet) har værdi som konvention og har en tydelig almen karakter. Det kunne være noget, der siges til alle andre. Det er også den form for anerkendelse, vi kan finde i den monologe udveksling alene ved at deltage meningsfuldt i en udveksling med et andet menneske.

8 Hvis anerkendelsen imidlertid skal være grundlag for en oplevelse af forbundethed, skal den være adresseret det menneske, der står over for én, og have en bestemt mening i forhold til dette menneskes egenskaber, livshistorie eller muligheder. Det er, hvad Hegel taler om som en partikulær anerkendelse. Altså en anerkendelse af det særegne hos dette menneske. Men anerkendelsen skal ind i den interaktive proces mellem parterne. Det er her, de ikke alene betragter hinanden ud fra værdier de lader værdierne indgå i den sociale praksis. Vi ser antydninger af begge anerkendelsesformer i dialogen mellem Louise og Britt ovenfor. Samtalen mellem dem er klart defineret ud fra den særlige situation, Louise er i. Her er det særegne hendes sygdom, og det er også, hvad Britt spørger ind til. Hun følger op på Louises virkelighed og de oplevelser, hun har været ude for. Hendes interesse er både rettet mod det faktiske forløb og det følelsesmæssige pres, hun har været ude for. Det er Louise som menneske og en omsorg for hende, der formuleres i Britts anerkendelse. Men dermed antydes jo også et muligt asymmetrisk forhold: den sygdomsramte anerkendt af den raske. Tilsyneladende langt fra en reel symmetri og med en mulig oplevelse af, at et magtforhold kan være ude af balance. Det vigtige i Britts anerkendelse er imidlertid den respekt, hun viser i forhold til Louise ved at gå ind i processen. Hun forsøger at åbne den ved at spørge ind til den, tage del i den, følge den i de følelsesmæssige aspekter. Her er der tale om at gå over broen som en opfølgning baseret på ligeværd, hvor hun taler op ikke ned til Louise. Derfor bliver anerkendelsen af det særegne udtryk for forbundethed mellem dem.

9