Prædiken Grønnevang Kirke Jørgen Christensen 1. februar 2015 Septuagesima Mattæus 20,1-16 Salmer: ,1-192,7-728, Skal man

Transkript

1 Prædiken Grønnevang Kirke Jørgen Christensen 1. februar 2015 Septuagesima Mattæus 20,1-16 Salmer: ,1-192,7-728,3+4 Skal man have studentergave, hvis man droppede ud i 2. G? Skal man have sølvbryllupsæresport, hvis man blev skilt efter 14 år? Skal man have guldmedalje, hvis man blev slået ud af Spanien i kvartfinalen? Nej, selvfølgelig ikke, helt absurd tanke sådan spiller klaveret ikke i en vind eller forsvind verden. Når jeg som den ældste af tre søskende hældte sodavand op i tre glas, så var præmissen klokkeklar, den, der hælder op, vælger sidst, så vidste mine mindste søskende, at jeg ville gå millimeterretfærdigt til opgaven. Stik jeres børn eller børnebørn en pose matadormix, så skal I se, hvordan en til dig og en til mig fungerer på både labre larver, vingummier og lakridser.

2 Hvis der er noget, der tidligt bliver udviklet i os mennesker, så er det retfærdighedssansen. Og så er det præcis vores retfærdighedssans, der står for skud i Jesu lignelse om arbejderne i vingården. For selv om ingen dybest set er blevet snydt, da de når til fyraften; selv om morgenholdet får præcis, hvad de har aftalt, så føler de sig i den grad snydt og til grin, da det viser sig, at aftenholdet får præcis det samme i løn. Så uretfærdigt så det skriger til himlen med denne lige løn for ulige arbejde eller hvad mener du? Hvor ender vi henne, hvis alverdens Dovne Roberter får frit spil lyder det igen og igen, det skal kunne betale sig at gå på arbejde, sæt dagpengene, kontanthjælpen, bistandshjælpen, fattigdomsydelsen ned lyder det i Grundtvigs fædreland, hvor alle vi med vores krænkede retfærdighedsfølelse ellers kækt synger: Da har i rigdom vi drevet det vidt / når få har for meget og færre for lidt. Og så står Jesu lignelse om arbejderne i vingården som et benspænd for alle os, der lidt for hurtigt kommer alt for godt i gang, fordi vi mener, vi har vores på det tørre. For er det virkelig sådan en noget for noget -retfærdighed vi ønsker os fra Gud, den dag slutopgørelsen tikker ind på vores nemid-konto.

3 Ønsker du virkelig, den dag, hvor alt kommer til alt, at du ikke skal have mere fra Gud, end du ærligt og redeligt har gjort dig fortjent til. Nej vel, Gud fri os fra den benhårde nådesløse retfærdighed. Kun en tåbe frygter ikke retfærdigheden. For uanset hvor meget vi selv mener, vi burde stå i første række de dage, hvor der skal uddeles fedterøvstillæg eller flidspræmier ved de lokale lønforhandlinger, så stiller sagen sig temmelig anderledes den dag, hvor Gud skal fælde dom over, hvordan jeg brugte mit liv. Og hvis du er uenig, ja, jeg kender jo ikke jer alle sammen, men jeg vover alligevel den påstand, at så er det formentlig kun fordi, den, der har en god samvittighed, som regel også er den, der har en rigtig dårlig hukommelse. For ved livets fyraften, er der i bund og grund kun en eneste ting at håbe på og bede til, at Guds øje virkelig er så godt som Jesus siger, også selv om mit eget øje har været fyldt med den ondeste misundelse og rethaveriske vrede de første tusinde gange. For sådan har menneskets vilkår været, lige siden Kain blev tæret op af misundelsens og jalousiens altødelæggende gift. Dér har menneskets eneste håb været, at Gud ville sætte sit beskyttende mærke på Kain og på dig og mig, som tegn på, at Gud ikke er en nådesløst retfærdig Gud.

4 I øvrigt, hvorfor er det lige jeg synes, at det er helt på plads, at jeg er født i Danmark og ikke i en sønderbombet flygtningelejr i Gaza. Er det måske retfærdigt? Hvorfor er det lige, jeg synes, det er helt i orden, at jeg fra mine forældre har arvet nogle gode gener og en rimelig IQ, der har sikret mig en gratis universitetsuddannelse og et vellønnet job, i stedet for at være født som psykisk udviklingshæmmet og resten af livet være henvist til at tjene lidt symbolske lommepenge på et beskyttet værested. Er det en velfortjent rettighed, jeg selv kan være stolt af og rose mig af, eller er det ren og skær tilfældighed? Ofte synes vi, det er den naturligste ting i verden, at nogen tilhører a-holdet andre b-holdet med alt, hvad det indebærer af forskelle i uddannelse, indtægt, levetid osv. Men er det retfærdigt? Jovist, mønsterbrydere findes den amerikanske drøm om at begynde som avisbud og ende som millionær det sker. Men en ringe trøst i en verden, hvor de 80 rigeste mennesker på jorden i dag ejer mere end 3,5 mia. af jordens fattigste ejer tilsammen. Hvad er odds på at bryde den sociale arv i sådan en verden? Er det retfærdigt?

5 Hvad lyder han ikke lidt socialistisk ham præsten? Tænker du måske. Burde vi ikke klage til biskoppen? Men det her handler ikke om politik. Det handler om, at hvis vi vover at slå følge med Jesus, hvis vi vover at prøve at låne hans øjne, så sker der noget helt revolutionerende nyt. Så kan vi godt pakke stoltheden og selvfedmen sammen akkurat som de gode mænd, der var parate til at stene kvinden, der var grebet i hor, lige indtil Jesus vendte op og ned på det hele, da han sagde, den af jer, der er uden fejl, kan jo begynde. Det går som en rød tråd, hver eneste gang Jesus møder et menneske, som ingen ellers regner for andet end én, de kan se ned på. Så løfter han mennesket op, kvinden der kun lagde et par værdiløse småmønter, hun er i Jesu øjne den, der giver mest, fordi hun giver alt, hvad hun ejer og har. Hver eneste gang du i dit stille sind tænker, godt det ikke er mig. Så tvinger Jesus med sit syn for hvert enkelt menneske og med hele sin forkyndelse dig til at tænke: Det ku li så godt være mig. Det ku li så godt være dig: Der ligger der på jorden og venter på den første sten. Det ku li så godt være dig: Der sidder dér i træet som Zakæus og håber ingen lægger mærke til dig.

6 Det ku li så godt være dig: Der står der ved fyraften med hatten i hånden vel vidende, at det, du der har præsteret, det er knapt nok en hapsdog værd. For livet er ikke retfærdigt. Verden er ikke ens for alle, nogen fødes med en sølvske i munden, andre er henvist til at rode i skraldepande for at finde tomme dåser. I den forstand er kirken det mest fantastiske hus, der findes i vores benhårde konkurrencestatsverden og ulighedsverden. For i kirken melder værten aldrig hus forbi eller alt optaget. Her handler det ikke om, hvad du og jeg kan præstere, for her møder vi ham, der insisterer på at gøre godt med alt det der er hans uanset hvor uretfærdigt nogen af os skulle finde det. Her i kirken møder vi den Jesus, der har sat sig i den nederstes sted her møder vi den Gud, der spænder ben for os, hver eneste gang vi prøver at gøre os til af alt det, vi selv har at komme med eller gøre godt med af titler, fortræffeligheder eller rettidig omhu. Prøv at betragt Grønnevang Kirke som sådan en grøn oase et frirum, hvor du ikke behøver gå ned med stress eller ligge søvnløs over, hvad du skal præstere i morgen, se kirken som det sted, hvor denne verdens prikkerunder er erstattet af et usynligt

7 kors tegnet for et ansigt og et bryst, før vi har noget som helst i denne verden at komme med. Se kirken som Guds himmelråbende uretfærdige ligestillingshus - Guds blændende lyse kærlighedskatedral. Se dig selv som stående her i fyraftenskøen, hvad enten du så mener, du tilhører aftenholdet eller morgenholdet mærk, hvordan det er at stå her i køen sammen med alle de andre, med alt det i dit liv, du er stolt af, og alt det i liv, du skammer dig over, så det er til at få kvalme af - og ræk så hånden frem i tillid til, at her vil Gud selv lægge sin denar i dine tomme hænder den har form som en mønt, men stemplet ind i brødet ser du ham, der satte sig selv i de nederstes sted mellem to røvere på et kors. Hvilket fantastisk hus hvilket fantastisk nyt syn på dig selv og på det menneske, der rækker hånden frem mod dig eller sidder ved siden af dig. Du ku være ham. Hun ku være dig. Men lige meget, hvem I er så er I Guds! Og så blot til sidst lidt om, hvorfor denne søndag hedder septuagesima. Det gør den, fordi i dag er der 10 uger til 1 søndag efter påske. 10 X 7 giver 70 septuagesima betyder ganske enkelt 70.

8 I dag begyndte de nye kristne deres dåbsoplæring i oldkirken 70 dage senere, 1. søndag efter påske får de for første gang som nydøbte lov at deltage i hele gudstjenesten som fuldgyldige medlemmer af menigheden, der nu også må være med ved nadveren. I oldkirken stod døbefonten ved kirkens indgang for døbefonten er indgangsdøren til kirken. I 70 dage må disse, lad os kalde dem kristne studenter, pænt blive nede ved indgangen, imens de faste medlemmer af menigheden sidder oppe i selve kirken. Og netop denne søndag skal de gammelkristne sammen med de nykristne høre lignelsen om arbejderne i vingården. Som en løftet pegefinger til a-holdet, der hjemmevant med stolthed indtager deres faste pladser forrest i kirken. Som et lysende løfte til den, der pænt må blive nede bag døbefonten. Jeg er en Gud, der ikke gør forskel. Jeg er en Gud, der suverænt gør godt med alt det, der er mit. Hvis du synes, dét er uretfærdigt, så skal du vide, at det er din eneste chance for at blive frelst! Amen