Esper Sørensen. Som jeg husker det. En Sallingbonde fortæller. Gården ca Privat udgivelse. Digital udgave e-studio.dk I/S 1

Transkript

1 Esper Sørensen Som jeg husker det En Sallingbonde fortæller Gården ca Privat udgivelse Digital udgave e-studio.dk I/S 1

2 Copyright Denne bog er skrevet af: Esper Sørensen Alle rettigheder forbeholdes. Første oplag 1996, privat udgivelse. Digital udgave 2005 af e-studio.dk I/S Denne bog må frit kopieres og gengives i sin helhed, så længe ingen ændringer i dokumentet foretages. Det er ikke tilladt at tage citater fra denne bog, medmindre tydelig kildeangivelse angiver citatets oprindelse. Det er ikke tilladt at videresælge denne bog, eller på anden måde tjene penge på videregivelse af bogen til tredje mand. Bogen er ment som en gratis erindringsbog. Digital udgave e-studio.dk I/S 2

3 Forord Dette amatørarbejde er nok skrevet mest for min egen fornøjelses skyld, men måske vil søskendes børn og børnebørn have glæde af det om år, men alle og enhver, som kunne have interesse, må gerne læse det, selvom flere nok vil trække lidt på smilebåndet af det. Der kunne også have været skrevet om andet og mere udførligt, f.eks. om barndommens glade dage, om besættelsestidens mørke dage, eller om landbrugets mekanisering og udvikling på godt og ondt, men det far nu være. En stor tak til Knud, der har renskrevet mit manuskript. Esper Digital udgave e-studio.dk I/S 3

4 Det er så stille og trist på sådan en grå novemberdag. Det er, som om alt er gået til hvile, meget vil helt forgå, det ved jeg nok, og jeg regner ikke med mange år endnu. Det er i alt fald ude med mit landbrug på vor gamle slægtsgård. Det er også ude med det meste af dansk landbrug, sådan som jeg har kendt det, fra jeg var dreng i midten af trediverne og til for få år siden. N u med overstået sygehusophold og min 72 års fødselsdag bag mig, er det måske det rigtige tidspunkt at begynde at skrive lidt ned af det, man kan huske. Harald har engang foreslået, at vi hver især skulle skrive bidrag til vore fælles erindringer. Det vil jeg så prøve, selvom jeg ikke er skribent, men først og fremmest bonde. Hvis jeg var lige så god til at skrive, som jeg er til at huske, ville det blive en lang historie. Modsætningen til denne novemberdag i 1994 er april i 1938 eller Jeg trasker bag de to tunge, jyske heste og harver. Mor var i gang med forårsrengøring, og far og mine mindre søskende var til eksamen i skolen. En sådan dag var far rigtigt i sit es. Børn og ungdom og deres oplæring lå ham meget på sinde, også samfundsforhold i det hele taget interesserede ham, men ikke landbruget. For ham var landbrug en tung byrde, gæld, tungt arbejde og gamle huse gjorde ham træt, og han var fuldstændigt ligeglad med, om vi fik sået samtidigt med naboerne eller 8 dage efter. Min far Hvem var så denne far, og hvordan var han efter min opfattelse? Far var født her på gården den 24. februar 1890 som den yngste af bedstefar og bedstemors 3 børn. På det tidspunkt var bedstefar 56 år og bedstemor 33 år. Far gik i Lund skole, som dengang var nyopført i Han fortalte, hvordan de hvidkalkede vægge var overspyttet af drengenes skråtobak. Jeg har nu aldrig set ham selv skrå, men han røg derimod meget shagpibe og om aftenen i stuen lang pibe og en enkelt gang ved festlige lejligheder en cigar. Han blev konfirmeret i Skive kirke 3 uger efter, at hans far var død. Bedstemor fik derefter en fremmed bestyrer, og farbroder Mads kom ud at tjene, så far har nok måtte gøre en karls arbejde fra den tid, og i syttenårsalderen var han ude at tjene. I 1911 var han soldat i Århus, og ved første verdenskrigs udbrud i 1914 blev han igen indkaldt til sikringsstyrken, så han var soldat i sammenlagt 2½ år. Det blev på en måde hans bedste tid. Men for bedstemor må det have været en streng tid, for i 1915 blev faster Margrethe gift og flyttede til Toustrup i Nordsalling. Farbroder Mads var også indkaldt meget til sikringsstyrken, og i 1917 blev han påkørt af en bil inde midt i Skive by og blev invalid. Efter alt det blev det noget af en Digital udgave e-studio.dk I/S 4

5 trængselstid for dem her på gården, medens andre tjente store penge på verdenskrigen og efterkrigstiden. Der var dengang noget med, at far gerne ville ind til politiet, men han kunne jo ikke undværes på gården, nu da Mads ikke havde sin fulde førlighed, da hans ben efter ulykken ikke var lige lange, og da han ikke havde udsigt til at få sig en kone. Han blev mælkehandler ved Skive mejeri, men han blev boende her og havde sin vogn og hest her. I 1921 overtog far gården og blev gift. Året efter blev jeg født den 14. november Knud blev født den 15. november Fem børn på 7 år er mange, så der blev meget for mor at lave. Far sled også hårdt i det. Slid var det, de havde mest af. Far forlangte ikke noget til sig selv ud over lidt tobak. Jeg har aldrig set ham nyde en pilsner. Den aften han fyldte 50 år fortalte han, at det i dag var 25 år siden, han havde været fuld. Der blev aldrig serveret vin eller spiritus eller stærkt øl, ligegyldigt hvilken gilde, det end måtte være. Tre generationer og karl og pige i samme hus var slet ikke let. Bedstemor og Mads havde slet ikke samme livsopfattelse som mor, og det kunne godt slå gnister. Far sagde ikke noget, og gjorde han det en enkelt gang, så var det virkelig alvor. I 1927 købte Mads et lille landbrug på 4 tønder land, for øvrigt på det sted, hvor vores gård havde ligget i Stavnsbåndstiden. Der flyttede Mads og bedstemor ned og til dels også jeg selv. Jeg var der i alt fald meget af tiden. I vinteren 1929 sneede jeg inde dernede i samfulde 8 dage. En mand, der engang har boet i Vinde, har fortalt mig, at jeg næsten satte splid mellem far og farbroder Mads, da jeg var lille, fordi jeg hellere ville være hos Mads. Med mit navn som bedstefars har jeg betydet meget for bedstemor og farbroder og fars slægt videre ud i leddene. I 1929 døde bedstemor 72 år gammel. I hendes aftægtskontrakt stod, at hun skulle have en standsmæssig begravelse efter egnens skik. Naboer, venner og slægt kom kørende til gården om formiddagen, hvor de fik frokost klokken elleve. Der blev derefter holdt en andagt omkring kisten, som stod i vognporten. Så kørte de alle i en lang række til Skive kirke. I den forreste vogn sad mor, far og Mads og bagpå stod kisten. Vognen var vores nabo Jens Sørensens store fjedervogn, som de havde lånt, men den var forspændt med vore egne heste. Vi børn blev hjemme hos pigen. På bedstefar og bedstemors grav lige syd for den gamle kirke, blev der aldrig sat en sten. Jeg har aldrig forstået, at der ikke kunne blive penge til det. Digital udgave e-studio.dk I/S 5

6 Den første maj 1930 begyndte jeg i skolen hos lærer Gertsen i Lund skole hver anden dag. Det var frygteligt koldt den første vinter. Jeg fulgtes med Magda til Jens Martins, og vi var gerne de første, der kom om morgenen, godt forfrosne. Så kom vi ind hos fru Gertsen og fik en kop varm kakao. Det taler vi sommetider om, når vi en enkelt gang mødes. I de næste 3/4 år var der flere forskellige vikarer i skolen, men den l. januar 1932 kom lærer Andersen som fast lærer. Om hans fortræffelighed kan andre skrive meget bedre end jeg. Jeg var ordblind for ikke at sige dum og doven. Jeg var frygteligt ked af at gå i skole. Altid var tankerne hjemme hos dyrene og karlen, kun i Danmarkshistorie og bibelhistorie hørte jeg efter. Da jeg i 1937 kom ud af skolen, ville ingen, i alt fald hverken jeg selv, min far eller lærer Andersen have troet, at jeg nu på mine gamle dage skulle komme til at læse så meget, som jeg gør, og nu til at skrive. Jeg gik til konfirmationsforberedelse ude på Resenvej i den nu nedrevne, gamle præstegård. Skønt mor pålagde mig at høre godt efter, hvad præsten sagde, fik jeg ikke meget ud af det. Det var en ganske ung præst, og han kunne slet ikke styre os. Vi var også mange, en del fra Skive, 5 her fra Lund skole og mange flere fra Brårup, Egeris og Resen skoler. Efter min konfirmation holdt vi op med at have karl, og jeg kom til at arbejde noget mere, især med at følge hestene i marken. Det gjorde nu ikke noget. Jeg var vant til at malke 3 køer hver morgen inden skoletid og lave meget andet efter skoletid. Om efteråret, da hestene var "bundet ind" (dvs. sat på stald), købte far et vækkeur til mig og sagde, at jeg fra nu af skulle passe hestene og dermed først op om morgenen, for det havde han gjort, siden han var blevet konfirmeret. Engang jeg var kommet meget sent i seng og derfor meget søvnig, sagde han i en hård tone til mig: "Det vender du dig til engang for alle at våge om natten og arbejde om dagen derpå". Fra l. maj 1937 til november 1940 arbejdede jeg som karl derhjemme. Der er en ting, som jeg ikke forstår hos Far, nemlig at han ikke betroede hverken mig eller de karle, som han havde haft, at køre såmaskine, selvbinder eller hestene på vejen. Far var en utrolig forsigtig og nøjsom mand. Det bedste ved den tid var, at jeg fik karlekammeret helt for mig selv og blev fri for børneværelset, det såkaldte "æ væv-kammer", hvor vi lå to drenge i hver seng, og hvor der ikke var plads til ret meget. Der var lerstampet gulv i det værelse, og halm i sengene. Digital udgave e-studio.dk I/S 6

7 I december 1939 døde farbroder Mads pludseligt. Far fandt ham liggende i stalden bag køerne. Dette. krigen, de tre meget hårde vintre 1940, 1941 og 1942 og den helt usandsynligt lille avl i 1941 tog meget hårdt på far. Det var også kommet til at knibe med økonomien, og fars sygdom (det var nok hjertet) tog til i disse år, og vi drenge var endnu kun unge. Jeg var jo kommet ud at tjene den 1. november 1940, så jeg forstod ikke rigtigt, hvor hårdt det kneb. Den 1. juni (2. pinsedag) 1942 var jeg hjemme på besøg om aftenen, og der var en trykket stemning over det hele. Far sagde til mig, at gården skulle sælges, han kunne ikke mere. Jeg sagde så, at til november kunne jeg komme hjem igen og så skidt med lønnen. Det gør ikke noget godt, sagde han, og så græd han. Jeg cyklede så tilbage til min plads i Dølby, siden fik vi aldrig talt sammen. For dagen efter kom han på sygehuset og døde der tre dage efter. Dagen før han døde, var vi alle samlede omkring sygesengen, og vi var til alters. Fars død var et hårdt slag for mor, som aldrig helt forvandt det. Min mor Min mor blev født den 24. februar 1899 på Kås Mølle i Lime sogn som nr. 5 af i alt 10 børn. Hendes far døde, da hun var 12 år, og mormor døde i år gammel. Mormor var sådan en stærk kvinde, der var hårdt prøvet i livet. Hun havde ståsted i Indre Mission, og alle så op til hende. Hun var født i Vester Hærup i Lihme som datter af Inger og Kresten Jensen, der aldrig blev kaldt andet end Kræn Vesterhærup. Han var selv født i Vester Hærup og var en underlig mand, som kunne finde på de mærkværdigste ting, og som satte den ret store gård og megen anden velstand overstyr, såsom et teglværk og to små skibe. Der blev kun et lille hus nede ved Gyldendal tilbage til ham på hans gamle dage. Han døde i 1916 som en fattig mand. For os børn var mor den store fortæller, der kunne fortælle om sin barndom på Kås Mølle, om skolegangen i Lihme hos lærer Overgård, især om hans religionsundervisning, om livet i Vester Hærup, om de steder, hvor hun havde tjent som ung, hos forpagteren af Vroue præstegård, hos Jens Pæjsen (Pedersen) i Lihme og ikke mindst hos Kræn (Kresten) Jacobsen i Lund ikke langt herfra. Her var hun i 6 år, indtil hun blev gift. Mor havde sin egen mening om tingene og om livet. Som 19 årig var hun blevet tunghør på grund af den spanske syge, så hun brugte altid høreapparat. Når mor en fredag tog med rutebilen til Skive og om søndagen til kirke iført sin astrakanskåbe og hat, var hun sådan en flot kone, som mange mennesker inde i Skive kendte, - mange flere end hun kendte. Hun var også en meget flittig gæst på biblioteket i Skive. Digital udgave e-studio.dk I/S 7

8 Ligesom mange andre fra Kås Mølle var hun en sand slider, det var utroligt, som hun kunne blive ved med at arbejde. Hun var måske for hård ved sig selv. Når jeg tænker på en dag eller snarere en hel uge, hvor hun holdt storvask, ja så var det hårdt, selvom jeg måtte ind og hjælpe til, især efter de andre var flyttet hjemmefra og sendte vasketøjet hjem. Alt det vand, der skulle bæres ind i spande! Vaskemaskinen blev trukket ved håndkraft. Hun havde ingen vridemaskine. Der skulle også fyres kraftigt under gruekedlen. Når tøjet var blevet tørt, skulle det jo rulles eller stryges og pakkes sammen og sendes ud til de andre fra posthuset. Der var sommetider mere, end jeg kunne have på cyklen på en gang. Mor var god til at lave mad, og på den blev der ikke sparet. Det kunne man gøre på andre områder, og det var Far og Mor enige om. De gik meget op i at dyrke frugt og grøntsager. Mor ville gerne holde gilder, og dem er der blevet holdt mange af i tidernes løb. Hun var slet ikke tilpas, hvis der ikke havde været lige så mange kaffe- og spisegilder, som naboen og familien havde holdt. Hun var også god til at sætte en stemning over sådan en dag, især konfirmationsgilderne. Det sidste gilde, hun holdt, var et gilde efter Niels og Kirstines bryllup. Til et sådant gilde var der altid bud efter kogekonen Marianne Lynderup, der var mors kusine, og som boede her i Vinde. Hun var af den opfattelse, at det bedste skulle gemmes til gæsterne. I årene efter fars død tog mor også hårdt fat, men hun blev syg, så hun måtte have tempoet sat ned. Fra 1952 til sin død i 1959 var hun på sygehuset mindst en gang hvert år. Det sidste år var meget strengt for hende og for Hanne, som kom hjem for at passe hende. Da moster Sine, som ejede Roskilde private Sygepension, også blev alvorligt syg, flyttede Hanne og mor derover, hvor mor så døde den 2. april Hun blev begravet på Skive kirkegård ved siden af far, men langt fra bedstefar og bedstemors grave. Lidt om mig selv. Det er farbroder Mads, der lærte mig at holde af dyr. Han tog mig med til fjerkræudstillinger og dyrskuer, hvor hans gode køer fik første og ærespræmie. Han lærte mig at læse i dyrskuekataloger, så jeg som dreng nok kendte alle navne og stambogsnumre på de korthornstyre, der var i Salling dengang. Han fortalte også om gode, jyske følhopper, som bedstefar havde haft, så min interesse for heste har jeg bevaret hele livet igennem, således at enhver hest, som vi har haft, siden jeg var dreng, endnu står lyslevende for mig. Digital udgave e-studio.dk I/S 8

9 Farbroder Mads have en lidenskab, idet han gerne ville spille lotteri og tombola. Det gav også lidt gevinst for ham, såsom en ny stivvogn (arbejdsvogne medjernbelagte hjul), et stueur m.v. Ved sin død efterlod han sig et halvt lod i Landbrugslotteriet, nr , som jeg endnu har, for at den ikke skulle gå ud af familien. Der er næsten vundet ligeså meget på den, som den har kostet. Farbroder Mads deltog i 1937 i husmandsforeningen Fremads staldbedømmelser og fik førstepræmien, en sølvkaffekande, som nu er hos Harald. Vi herfra er nok Sallingboere, men tilhører ikke de spille- og danseglade Sallingboere, som omtales i lokallitteraturen. Tone, takt og rytme er os frarøvet. Jeg forstår det ikke, da mange af fætrene og kusinerne på begge sider er ret gode til både at synge og danse. Indtil jeg kom i skolen, havde jeg ikke hørt hverken sang eller musik. Vi fik jo ikke radio før i Lærer Andersen gjorde ellers meget ud af sangen, men jeg kunne bare ikke forstå det. Den sidste karl, som far havde i 1937, havde en harmonika, som han spillede på for os børn i stuen, når vi var alene hjemme. Det hændte også, at fætter Johannes kom med sin rejsegrammofon og spillede nogle plader for os, altid de samme i alt fald den om smedens kat, der fik killinger. Siden hen var det for mor meget bedre, når kusine Marie fra Tolstrup eller fætter Kristian fra Lem kom og sang for hende. Som Marie dog kunne synge julens salmer. Endnu bedre var det, da Mini kom ind i billedet. For mig at se ville livet være meget lettere og skønnere, om man havde kunnet synge med på sange og salmer, og rigtigt kunne danse og gå i takt. 1. november 1945 kom Harald til styret, og jeg kom på Store Restrup Husmandsskole. Det var en god tid, og jeg lærte meget, ikke alene fordi det var en god skole, men også fordi jeg trængte til at komme ud og få lært noget mere. Forstander Balle lærte os det med "lær at lære" og lær at følge med tiden. Efter skolen blev jeg den 1. april 1946 forkarl på Krogstrupgård i Vester Hornum i Vesthimmerland. Det var en god plads, og jeg lærte meget der, både om hvordan det skal gøres og lidt om, hvordan det ikke kan betale sig at gøre, blandt andet det at kravle for at luge roer i stedet for at tynde roerne ud med en hakke, men det kneb mig lidt at stå pladsen i rette, for jeg har aldrig været god til det med maskiner. Det bedste ved pladsen var de dejlige jyske heste, som vi havde. Sidenhen har jeg altid været glad for, at jeg i kom hjemme fra. Digital udgave e-studio.dk I/S 9

10 Da jeg den 1. november 1946 kom hjem igen, var jeg fuld af begejstring og gå på mod. Det var efter krigen og befrielsen, alt skulle jo gå fremad. Jeg blev valgt som kasserer i ungdomsforeningen, og jeg meldte mig ind i Retstatsforbundets ungdom, gik til studiekredse og møder i Skive. Siden blev jeg medlem af Venstres ungdom. Det, jeg fik ud af de to steder, var, at jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville melde mig ind i en politisk partiforening. I 1948 blev jeg formand for ungdomsforeningen og var det til Det var måske nok et par år for meget, men det var en god tid, selvom det sommetider gav meget bryderi. Vi var ca. 70 medlemmer, det var jo før fjernsyn og bil som allemandseje. Vi lavede mange ting: Gymnastik, håndbold, der havde en stor betydning, folkedans og dilettantkomedie lavede vi også i det gamle forsamlingshus, også ungdomsmøder med foredrag og oplæsning. Det var egnens præster og lærere, som stod for det, men også forstandere og lærere fra Salling ungdomsskole og Krabbesholm højskole. Sommetider kom der foredragsholdere langvejs fra. Vi lavede en udflugt hver sommer, og det var det skønneste af det hele, syntes mange, men jeg syntes, at det var det værste, for det var faktisk den eneste gang om året, vi havde besvær med drikkeri. Vi holdt jo også en del baller. Et regnestykke fra dengang (ca. 1950): Et bal med 70 deltagere a 3 kr. gav 210 kr. 3 musikere kostede 150 kr., annoncer kostede 20 kr., og når vi havde betalt 20 kr. for brug af forsamlingshuset, var der et overskud på 20 kr. I den tid var jeg godt kendt med egnens præster og balmusikanter. En sportsfest holdte vi også hver sommer med ringridning, håndboldkampe, løb m.m. og sluttede med et bal om aftenen. En sådan dag var Lund- Vinde i feststemning. I 1949 var vi 28 ryttere til ringridning, og det var skønt. Ungdomsforeningen virkede fra 1919 ti Arbejdet i Lund- Vinde ungdomsforening førte med sig, at jeg kom til hovedkredsmøder for Salling og Fjendsherred. Jeg kom i bestyrelsen der og kom med til årsmøde i de danske ungdomsforeninger på Ryslinge Højskole, på Stevns og Salling ungdomsskole. Engang var jeg med til noget, der kaldtes Ungdommens fællesråd på selve Christiansborg København. I flere år gik jeg til en ugentlig litteraturaften ved lærer Mogens Kobbernagel, Krabbesholm. I 1950, da Lund skole blev nedlagt, og lærer Andersen flyttet til Søndre skole i Skive, blev der i det gamle forsamlingshus holdt en afskedsfest for ham. Det blev mig, der på gamle elevers vegne holdt Digital udgave e-studio.dk I/S 10

11 takketalen, og Else Jensen (Smed) overrakte ham gaven, som Hanne havde stået for indsamlingen til og indkøb af. Vore dyr Jeg husker køerne fra dengang, jeg var dreng, og hvor vi kom i kontrolforeningen i Der var 9 køer dengang alle efter Vinde kvægavlsforenings tyre. De havde mange forskellige farver, for de var ikke helt racerene. De nedstammede fra det gamle, jyske kvæg. Men i 1919 blev Vinde kvægavlsforening for korthorn oprettet. Det var en bølge af korthornskvæg, der dengang gik over Vestjylland fra Nordfriesland til Limfjorden og ikke mindst i Salling med konsulent Bruun i spidsen. Vindekvægavlsforening virkede i 25 år frem til I 1939 blev Skive egnens kvægavlsforening for kunstig sædoverføring oprettet. Den var for alle racer, og næsten alle var med. På generalforsamlingsdagen var der åbent hus på tyrestationen, Krarup Nygård, hvor der også var afkomsprøver for 40 kvier efter 2 af tyrene. Dengang var det skønt at være kvægavler. Køerne fra drengetiden var nr. 1-2 og 9, de var alle lyserøde med en hvid næse. I 1932 var de på dyrskuet, men de fik kun 3. præmie. To andre, som jeg husker godt, var to store, rødskimlede, nr. 3 og datteren nr. 8. Hun var så rar, at vi alle lærte at malke ved hende. Køerne dengang blev meget ældre end nu. Nr. 11 var fra 1927 og afgik først i 1943, men da var hun også radmager og gav kun lidt mælk med 2 pct. Fedtindhold. Far har aldrig indkøbt en ko til besætningen. Det fik det gode resultat, at alle kreaturerne bestod tuberkulinprøven første gang, så han har solgt mange kalvekvier. Men korthornsracen er til stude, og far kunne godt lide stude, så af dem blev der leveret en fire stykker om året. De var gerne 2-2½ år gamle, og skulle helst veje over 500 kg når de blev leveret til slagtning. Han trak selv studene til Kreatureksportforeningens stalde i Skive, og så havde han altid 5 chokoladefrøer til 25 øre stykket med hjem til os børn. Resten af pengene var der altid hårdt brug for. Men korthornskøerne gav for lidt mælk, så i 1948 blev der indkøbt 3 prima kalvekvier af racen rødt, dansk malkekvæg på Anderupgård, fire løbekvier fra Vejleegnen og fire kviekalve fra Johannes Kristensen i Hem. Og vi fik på den tid også malkemaskine. De røde køer gav meget mere og federe mælk. Ko nr. 27 gav i kontrolåret kg smør og var kontrolforeningens bedste ko. De røde køer holdt en gennemsnitsydelse på kg smør pr. år, og besætningen bestod gennemsnitligt af ca. 12 køer. De røde køer forsvandt i 1960'erne, hvor de blev krydsede med sortbroget, hollandsk kvæg, og der blev også købt enkelte sortbrogede, så det var gode køer, som jeg Digital udgave e-studio.dk I/S 11

12 solgte i 1983, da jeg var blevet 60 år og ikke længere magtede af få dem passet. Den bedste af dem kostede kr. Den første ko, som jeg husker far solgte, fik han 88 kr. for. Handelsmanden, der købte den, trak den så til Lihme (ca. 20 km herfra), hvor han solgte den og tjente 4 kr. på den handel. Så gik han hjem til Estvad samme dag - om han også har set glad ud, det ved jeg ikke! I de år, hvor jeg har haft gården, har jeg altid brugt at købe 4 tyrekalve til opfedning sammen med tyrekalve fra min egen besætning. Far havde også grise, men ikke mange, da der i 30'erne blev indført en svinekortordning. Der skulle et svinekort med hvert svin til slagteriet. Far var kun tildelt 20 svinekort, og han havde ingen grisesøer. Før reguleringen kostede svin kun kr. stykket, men de steg nu til 100 kr. stykket. Priserne på slagterisvin har altid svinget meget, og det gør de stadigvæk. Efter fars død og efter krigen begyndte vi at holde søer, men det var meget problematisk at få dem til orne. De skulle jo køres derhen på hestevogn. Det resulterede for mig engang i en løbsk kørsel. Bedre blev det dengang en mand i Dommerby fandt på at køre ud med orner på en lastbil. I 1971 lod jeg det nye svinehus opføre og kom til at holde søer samt en orne indkøbt i avlscentre. Det gik bedre, men det var ikke let. Det år, hvor der blev leveret flest svin til slagtning var i 1984 med 236 stk. til en gennemsnitspris a 800 kr. De fleste var købt som torvegrise (ca. 30 kg). Noteringen på svinekød var dengang også på kr. kg, mens den nu er nede på 9-10 kr. Grundtvig har en gang sagt "klog på det den ej er blevet, som ej først han havde kær". Svin havde jeg ikke kær og blev ikke klog på dem. Bedre gik det med hønsene. Høns er menneskets første husdyr, så de har altid været her. Jeg husker, hvordan mor og pigen passede høns, kyllinger, ænder og gæs og sommetider også kalkuner. De blev så solgt til jul. Det tog gerne en hel dag at slagte og plukke, og alle deltog i plukningen af dem. Dagen efter blev de solgt til Anders Andersen i Skive. Engang var jeg med far og mor derinde, vi havde to store zinkbaljer på ponyvognen. Der blev spændt fra i Anders Andersens gård - og far og mor var på juleindkøb. Da vi kørte hjem, var jeg stolt af juletræet, der var bundet bag på vognen. I 1947 blev hønsehuset udvidet, og vi kom til at holde flere høns. Dengang den nye lade var blevet bygget, gik der også høns der. Vi havde i alt ca. 300 høns, og vi fik 2 hold kyllinger om året. New Hampshire hanekyllinger var lette at sælge. Folk cyklede gerne fra Skive herud for at købe to kyllinger til 4-5 kroner pr. styk, eller jeg tog en høne med derind for 5 kr. Resten blev solgt til fjerkræslagteriet i Randers eller Struer. Da jeg blev alene, opgav jeg fjerkræholdet. Digital udgave e-studio.dk I/S 12

13 Jeg har arbejdet med alle slags dyr på nær får. Som dreng var jeg ejer af en gedebuk, og vi havde en rigtig, hvid foxterrier hund i mange år. Den var født på Kås Mølle. Alle dyr kan som små være utroligt søde og charmerende, men I unge og veludviklede dyr kan have en sjælden skønhed over sig. Tænk på 3 årige jyske hingste på ungskuet eller en ung hoppe, næsten ligegyldigt af hvilken race, en kalvekvie, en førstelægs so før og efter faringen, for ikke at snakke om en flok fem måneders hønniker i begyndende æglægning. Eller tænk på en dag i dueslaget, når duerne er i forårshumør(yngletiden). Nu har jeg kun få høns, kaniner og duer, såjeg er der, hvor jeg begyndte i 6 års alderen. For mig at se ville et liv uden dyr ikke være værd at leve! De vilde dyr Rotter og mus har mennesker vist altid kendt til. Hvis rotterne ikke fik gift en gang imellem, kunne de blive en plage. Det har de været her så mange gange de "yngler jo som rotter". Det bedste til at bekæmpe dem er en lille foxterrier. I min drengetid havde vi jo "Kvik", og så mærkede vi ikke til dem. I gamle dage før mejetærskernes tid kunne musene være en plage i kornstakke, i laden og i det gamle stuehus var vi sjældent fri for dem. Særligt galt var det om vinteren, hvor der lå korn på loftet. Når vi kørte korn ind fra kornstakkene til laden i min drengetid, var det min bestilling at slå mus ihjel. Det var spændende. Kattene kunne være så mætte af mus, at de ikke gad løfte en pote efter flere. Stråtaget på det gamle stuehus var altid fyldt med gråspurve. Det var altid sjovt og dejligt at få en hånd ind i sådan en lille, lun spurverede. Far betragtede dem nærmest som rotter, da der kunne være flere hundrede i en havremark. Vi kunne også være plaget af husskader. Fra sin rede højt oppe i træerne kunne den hurtigt komme ned og tage en kylling. Jeg har engang set, hvordan den fangede en harekilling. Den var også hård ved jordbærrene. Som dreng troede jeg, at ræven var et slemt dyr langt ude i skoven. Da jeg var 23 år gammel og tjente på Himmerland, så jeg for første gang en ræv, der tog ællingerne. Mikkel, den tyveknægt, stiftede jeg nærmere bekendtskab med, da vi havde mange høns. Han kunne ligefrem brække en dør op og plyndre blandt kyllingerne. Nu ser jeg sjældent ræven, men han er her. Digital udgave e-studio.dk I/S 13

14 For nogle år siden blev der kørt en stor grævling på ca. 20 kg ned lige her ved. Sådan en har jeg ikke set i levende live. Hunden Perle og jeg fangede engang en ilder inde i laden kl. 5 om morgenen. En skindhandler sagde til mig, at han godt ville smide skindet væk for mig, men ikke betale noget for det. Bedre var det, da Alf Gamskjær for 10 år siden fangede en mår her. Den var den største og bedste, der blev fanget i Danmark det år, og skindet indbragte 550 kr. på Glostrup Pelsdyrauktioner. Da havde den også udryddet alle duerne. Før vores eng blev drænet, og vandløbene der igennem blev rørlagt, var der dernede et rigt dyre- og fugleliv med mange frøer og skrubtudser, selv firben var der og en enkelt gang har jeg set en skildpadde dernede, men det var vist en, der var sluppet ud af fangenskab. Engang har jeg set 4 storke gå efter selvbinderen for at fange tudser. Storken så vi næsten hver dag dengang. Det er ikke urealistisk at tro, at der var 20 vibereder rundt om i marken. Jeg har set, hvordan en lækat jagede en flok viber - eller var det dem, der jagede den? Lækatten eller hermelinen, som den også kaldes, så jeg sidste gang i Bekkasiner, horsegøg og agerhøns var der også. Der er nok stadig nogle agerhøns tilbage. En efterårsdag i mørkningen i 1938 kørte jeg fra marken og så fire store fugle gå i stubmarken. Sådan nogle havde jeg aldrig set før og spurgte far, hvad de kunne være for nogle, han sagde, at det måtte være de fasaner, som jagtforeningen havde sat ud. Jagtforeningen afholdt i 1936 en vældig klapjagt her i Vinde, som jeg og Niels var med i som klappere. Dengang kunne Peder Garnskær skyde en 3-4 harer her på min mark hvert efterår, og der vare ligeså mange året efter. Så mange er der ikke nu, men de er der dog stadigvæk. Nu til dags ser man mest måger, råger, fasaner og solsorte. Det var mærkeligt for mig første gang at se 4 rådyr ca. 2 km herfra i Dølby, men de er nu ganske almindelige her i Salling, men det var de ikke i tredivere, hvor Schütte på herregården Eskjær i Østsalling satte nogle få stykker ud. Nu her på det sidste har jeg stiftet bekendtskab med en vild mink, som har udryddet de sidste høns. Den hænger nu på min væg til minde om sin udåd. Livet på gården fra bedstefars tid til nu. Farfar kom hertil i 1874 som bestyrer for en ældre enkekone, hvis afdøde mand Anders Miltersen efter sigende skulle være født her på gården, så gården matr.nr. 7 a af Vinde by har nok aldrig været i handel siden udflytningen og fæsteforholdet under Krabbesholm ophørte omkring Digital udgave e-studio.dk I/S 14

15 95. Engang mellem er bestyreren, min farfar, blevet gift med enken Margrete. Hun er i alt fald død før 1883, for da giftede han sig med sin 23 år yngre husbestyrerinde Marie Katrine Madsen fra Dommerby. Han må jo dengang have lavet boskifte med Margretes mange børn. Derfra stammer nok den megen gæld, som jeg har hørt så meget om, og som jeg også selv senere hen har sloges med. Det blev i alt fald sagt dengang, at hvis hans to følhopper slog fejl et år, så kunne han ikke klare den. Han skulle efter sigende have været meget interesseret i heste, som må stamme fra dengang, han som ung passede de gode, jyske heste på herregården Spøttrup, som Nis Nissen efterlod sig. Han må have været en dygtig mand, og han opdyrkede megen hede jord. Der var kun 18 tønder land agermark til gården, da han kom til her på gården. Som 60-årig fik han bygget 2 nye huse (en kostald med ajlebeholder og en hestestald med vognport). I en gammel Skivebog fortælles om landsbyen Ramsing i Vestsalling og om slægten Sørensen Brand, som vi tilhører. Der fortælles om bedstefars bror Niels Brand, der som gift mand og med små børn derhjemme deltog i krigen i 1864, samt om Chresten Sørensen Brand, der deltog i oprøret mod herremanden på Bustrup. Han kom i Viborg tugthus. Efter bedstefars død i 1904 og i lang tid derefter, er der ikke sket noget særligt her på gården. Jeg ved, at de fik en mølle i 1912, møllen havde fem vinger og var en såkaldt klapsejler, kaldt således fordi en række træklapper på vingerne kunne indstilles, hvorved man kunne regulere farten efter vindstyrken. Møllen stod på laden og trak en tærskemaskine, kværn og hakkelsesskæremaskine med en 26 favne langt snoretræk. Møllen stod der indtil Omkring fik de også radsåmaskine, en aflægger og en såkaldt avance, der kunne brugestil såvel såning af roer, som til rensning af jorden mellem roerækkerne og til at trække kålroer op. De fik også en ny fjedervogn. Den vogn blev brugt meget under anden verdenskrig til at hente gæster ved toget, til at fragte grise og foderstoffer på ladet, indtil jeg fik traktor i I 1930 fik far en selvbinder, en helt ny afmærket Case Osborne, den holdt indtil Ind imellem blev markerne drænet og merglet, men 1930'erne var en hård tid tor landbruget, hvor der ikke blev penge til nye maskiner eller til forbedring af bygningerne. Dengang bedstemor døde i 1929 gjorde far et kreditforeningslån, som det altid var hårdt at få betalt renter og afdrag på, men som han sagde kort tid før sin død: "Enhver har fået sit". Han fik aldrig akkord eller gældssanering. Årene efter faders død var strenge for os alle. Jeg skulle stå for den daglige drift med onkel Frederik i Hem som rådgiver og overordnede. Han var en mand, som jeg aldrig har forstået i tankegang og politisk opfattelse. Han havde lært storlandbrug på Marienlyst. Men som mor altid sagde "Han Digital udgave e-studio.dk I/S 15

16 gjorde det i den bedste mening", og det er rigtigt, men hårdt var det. I 1944 fik vi installeret elektrisk kraftforsyning, men vi manglede en ny lade. Stråtaget på alle fire længer var et stort problem. Om vinteren lavede vi tagneg af hvede eller rug, de såkaldte brøjere eller hedder det brødder? Om sommer lagde æ Pallesen (tækkemanden) dem op, men der skulle jo være en dreng til "sy op" (dvs. stramme tråden til og stikke nålen ud til tækkemanden udenfor). Derudover skulle der være en mand til at passe tækkemanden op. Et stråtag holdt ca. 20 år på solsiden og lidt længere på nordsiden, men storme kunne også være hårde ved taget. I 1944 blev jeg indkaldt til civilforsvaret i Skive, men søgte om fritagelse og fik den. Mor kunne jo ikke undvære den eneste mand på gården. Således var min værnepligt tjent af! I Juni 1944 fik vi indkvarteret 45 tyske soldater og 2 officerer. De opførte sig nu meget pænt, men det synes jeg nu ikke, de danske piger, som besøgte dem i laden om aften og natten, gjorde. I 1944 havde vi en tid boende en politibetjent, der var gået under jorden. Det var fars fætter. Niels Pedersen. landbetjent i Vildbjerg. I 1947 fik vi engen drænet og vandløbene dernede blev rørlagt. Det var et stort plus for gården. Vi avlede 3 gange så meget i 1948 som i 1947, men vi manglede stadigvæk en ny lade, så vores nabo Peder Garnskær lagde det år 6 store kornstakke. Peder Garnskær var en mand vi havde utrolig megen glæde af. Halvtredserne var gode tider for landbruget, især i de første år. Vi fik flere maskiner, vandværk og den nye lade i 1954, så vi blev fri for stråtaget, det var en stor lettelse i arbejdet. Den nye lade samt asbesttag på ko- og hestestalden samt nye vinduer og krybber kostede i alt kr. Murersvendene fik 6,50 kr. i timen. Det var vores onkel, murermester Karl Larsen i Lem og tømrermester Niels Storgård Jensen, Vinde, der stod for opførelsen. Deres fine håndværk beundres endnu af mange. Efter krigen var det også slut med at trække en ko til slagteren, slut med i hestevogn at hente tørv i Rønbjerg og træ til at brænde i komfuret fra Bilstrup plantage. Alt blev lettere. En tid dyrkede vi mange kartofler både til salg og til foderbrug, men det var der meget arbejde ved. I 1956 blev jeg første gang syg, det var ryggen, det var galt med, og jeg gik et par måneder og lavede ikke noget. Jeg gik til kiropraktor og blev rask igen. I 1957 overtog jeg gården, men så længe mor levede, var der ingen forskel på hverdagene. Efter mors død i 1959 holdt jeg husbestyrerinde og havde også en ung karl, men det fik ende i Lønningerne var da blevet så høje, at de ikke var til at betale, og priserne faldt, men steg så igen, da der var udsigt til, at landet skulle i Fællesmarkedet. Digital udgave e-studio.dk I/S 16

17 I 1953 havde vi en daglejer fra arbejdsanvisningen i Skive til at hjælpe til med at køre høet ind. Han var meget dygtig, og da vi var færdige havde han arbejdet i 8 timer. Jeg spurgte ham så, hvad han skulle have for det. Han svarede: Fagforeningen siger 30 kr. Det svarede dengang til prisen for en halv tønde korn. I 1960'erne havde jeg også en daglejer fra arbejdsanvisningen. Det var en ældre mand, der skulle hjælpe mig med at køre roer ind fra roekulen. Hans løn svarede til halvdelen af de roer, som vi fik ind. Da jeg så kom til at gå alene, havde jeg for længst fået traktor og bil og andel i en mejetærsker, og hønsene og hestene var sat ud. Dem længtes jeg efter, der var dengang to jyske hopper med hver sit føl og en et-årig, helt prima hoppeplag. Havde de været her i 1939, kunne det have lavet meget om ved gårdens historie. Jeg har altid handlet hos Andr. Andersen, nu Hedegård i Skive med kunstgødning, frø, sædekorn, kraftfoder, bindegarn og sprøjtemidler, ligesom jeg har solgt korn, raps og ærter til dem. Det har vi gjort her på gården siden længe før Nu er det for mig lutter nye ansigter i forretningen. I 1976 da det nye stuehus blev bygget, måtte haven lægges om, og flere træer fjernes. Da var den gamle frugthave med 33 træer, som far havde planet ca. 5 år før sin død, ryddet af vejen, så der måtte plantes noget nyt. Det gav mig lyst til at plante noget mere. Så blev den gamle lergrav midt i marken plantet til med ca træer af forskellige slags, nogle af dem er nu ca. 5 meter høje. Lergraven var ganske vist drænet ud, men blev aldrig til at dyrke. På min 60 års fødselsdag kom Niels med 5 bøgetræer fra haven i Kliplev præstegård, Sønderjylland. Nu siger jeg "ude i min skov", og når jeg er derude, tænker jeg på P. Odgårds, Tastum ord: "Det skjønnst A whejer, ær at fo nøj te a grow'". Eller jeg sætter mig på en knold derude og ser hjem over marken til gården og tænker på salmen nr. 675 i salmebogen af K. L. Astrup: Du gav mig, o herre, en lod af din jord. Ude i laden står endnu en gammel en rækkesåmaskine, en såkaldt" knævremaskine". Den skal efter sigende være kommet til gården i Der er også gamle ting til at skære tørv med. og det er de eneste af de gamle redskaber, der er bevarede. I mange år lå der på kostaldloftet over tørvene resterne af bedstemors væv, som har været i brug helt indtil mor kom her på gården. Mor kunne ikke lide gamle ting, men endnu er der da et par gamle ting tilbage, såsom et såkaldt slavesværd fra 1848 lavet af Vinde smedje. Der er også et gammelt åreblad fundet i vores egen mose, et par stenøkser fundne på marken, og et gammelt krus hjembragt fra England af en tipoldefar. I min drengetid stod oppe på stuehusloftet bedstemors rok og smørkærne. Det sidste tøj, som bedstemor vævede, holdt som dynebolster i karlekammeret, så længe vi havde en karl, og blev først bragt ud af huset i 1976, da det nye stuehus blev bygget. Digital udgave e-studio.dk I/S 17

18 Jeg er tit blevet spurgt, om det ikke blev kedeligt at gå så helt alene, men det er nu ikke så slemt. Det er få dage, hvor jeg ikke ser mennesker. I mange år kørte jeg til Skive hver dag og købte min middagsmad der. Og der kom en og gjorde rent i huset hverandre uge. Vera Zoppe er kommet her de sidste 30 år. I 1967 kom Gerda og Jens P. Påkær til Vinde, og derved fik jeg nogle særdeles gode naboer. Vi fik meget samarbejde og har haft mange maskiner i fællesskab. I 1974 solgte jeg 3 tønder landjord til byggegrunde, og det gav mig mulighed for i 1976 at bygge et nyt stuehus. Det betød også en stor arbejdslettelse. I 1982 lod jeg en del af markerne dræne for i alt kr. Da jeg i 1983 var blevet 60 år, måtte køerne ud. Jeg kunne ikke overkomme det mere - det var mine arme, det var galt med. Det var så meningen, at der skulle være flere svin, men det blev til hestepension i stedet. Da det var på sit højeste, var der elleve heste og 10 piger. Der kom også en del drenge og hjalp til med arbejdet. Der var fest og sjov hver dag, men sommetider også ballade. Leif, Bjarne, Henrik, Hanne, Susanne og Lise m.fl.. glemmer jeg aldrig, og jeg håber, at de aldrig glemmer mig. Nu år efter har jeg stadig forbindelse med flere af dem, både drenge og piger. Susanne kommer hvert år til min fødselsdag med en gave og et stort smil. Når Leif er hjemme fra Norge, kommer han også. Henrik Zoppe er også kommet og har fortalt om sin jordomrejse. Fra vi var små, til vi børn rigtigt kunne arbejde, havde far og mor altid både karl og pige. Det var gerne helt unge mennesker, år. Pigerne fik dengang kr. i måneden og meget lidt frihed. En så dygtig karl som Holger Borg fik i kr. i løn for hele året. Pigerne fra Resen, søstrene Karen, Stinne og Katrine var her fra første november 1927 til november Siden har Karens to sønner, Frits og Orla, været her. De var meget dygtige. Flere af bette Thorvalds børn, Eva, Marianne og Svend, har været her i kortere eller længere tid. Brødrene, Leo og Kaj, fra Vinde var her i 2 ½ år. Deres moster havde tjent her engang for længe siden. Harald tjente engang hos Sund i Lund, Anna Sund havde været her som helt ung pige. Sunds barnebarn, Inge har lavet meget arbejde for mig. Det med arbejdsgivere og arbejdstagere har ikke haft stor betydning her. Bødernes børn har jo også altid skullet bestille noget. Vi har her et par gange haft nykonfirmerede drenge inde fra Skive. For dem kunne det godt være hårdt, for de længtes hjem og syntes, at der var så stille og trist herude på landet. De kom jo lige fra skolen og leg i gaden. Novemberdag Fra gammel tid har 1. november altid været flyttedag, især for unge på landet. Et typisk billede på landevejen novemberdag var en enspænder-stivvogn med et skab læsset bagpå, og til tider også en kommode, hvis det var en pige der flyttede. Der stod også rundt om på jernbanestationerne mange Digital udgave e-studio.dk I/S 18

19 skabe som skulle sendes til andre egne af landet. Mange flyttede langt omkring. Nogle skulle på højskole eller landbrugsskole, andre skulle ind og springe soldat. Lige efter krigen var det som om der fra egnen gik en strøm af unge til øerne. Nogle blev derovre i mange år. Andre vendte aldrig tilbage, men blev derovre og satte bo der. Der var nok en del, som når de fraflyttede den gamle plads, lovede sig selv aldrig mere at sætte sine ben i den gård. Andre holdt forbindelsen med husbondsfolkene og medtjenerne ved lige i mange år, nogle for resten af livet. Enken Bodil Halborg her i Vinde glemte aldrig sine gamle karle. I mange år var det skik, at Ungdomsforeningen holdt et møde for at byde de der var flyttet til sognet velkommen. Flere gange havde vi bud efter Lærer Krogh fra Tøndeing. Jeg husker han læste op første kapitel af Johan Skjoldborgs roman "Sara" - der omhandlede en novemberdag i et landarbejderhjem, hvor de større børn kom hjem inden de skulle i ny plads. Derefter serveredes kaffe af værtsparret i Forsamlingshuset Anna og Kristian Sørensen. Derefter tog Krogh violinen frem og holdt "Liegstouw" med os, på sin egen gemytlige måde, så vi blev rystet godt sammen. Foreningsliv og tillidsposter Når en ny ung mand kommer til, har det vist altid været skik at prøve ham af i det offentlige liv, tillidsposter i bestyrelser m.m. Jeg blev ikke snefoged, som far var det i Det kunne være et hårdt og ulønnet job. Fra kommunen fik han et skema ordnet efter de enkelte ejendommes ejendomsskyldværdi, som han skulle "byde til snekastning" efter. Den var lavet med såkaldte omgange på 4 dage, og de største gårde skulle stille med 2 mand pr. dag. Der skulle stilles med ½ mand pr omgang, når det var tale om et jordløst hus. Dengang var der karle på gårdene og ingen sneplove. Det var strengt for snefogeden, men sjovt for karlene, for de lavede ikke ret meget, så det kunne tage mange dage at få vejen ryddet. Man sagde, at snekastningspligten var den sidste rest af hoveripligten. Alle landmænd fra før 1960 har vist prøvet at være vurderingsmand i hesteforsikringen, det blev jeg også og sidenhen formand og lønnet regnskabsfører for foreningen. Forsikringsforeningen ingen blev opløst i Der var ca. 650 kr. i kassen, som jeg sendte til ulandshjælpen. Jeg var også som formand med til at opløse Vinde Andelsfrysebox, som kun eksisterede i ca. 15 år. Digital udgave e-studio.dk I/S 19

20 Som suppleant kom jeg også i bestyrelsen for sygekassen for Skive Landsogn og Resen en kort tid. Når man kommer i en ny bestyrelse, åbner der sig en helt ny verden for en, og det gjorde der også her, men som han sagde, formanden dengang Henry Andersen: "Der kommer sjældent en mand i en bestyrelse, uden at han også kommer til at interessere sig for det." Ligesom far har jeg altid stået som medlem i både husmandsforeningen og i landboforeningen, men jeg har aldrig været til generalforsamlingen i nogen af dem, men deltaget i mange foredragsmøder, udflugter og dyrskuer. Mit regnskab er siden 1958 og til dato ført af husmandsforeningen. Nu er der kun ganske få, der har gjort det så længe som jeg. I mange år holdt Salling Landboforening hver vinter tre eftermiddagsmøder eller kurser for unge landmænd på Krabbesholms højskole. Dem tog jeg som helt ung ivrigt del i. Det var konsulent Tovborg Jensen, som ledede møderne. Som 16-årig hørte jeg formanden for Danmarks naturfredningsforening. Jeg syntes dengang, at det var noget vrøvl, han sagde. Som 60-årig har jeg gået til kursus i natur og miljø på Skivehus skole, arrangeret af LOF, landboforeningen og naturfredningsforeningen. Det var jeg heller ikke begejstret for. Siden er jeg blevet skeptisk overfor de nye, moderne tanker om natur og miljø, og jeg er bange for, at Skovog naturstyrelsen skal få for meget magt, blive en stat i staten. I 1965 tog jeg til generalforsamling i Sydøstsallings kontrolforening, mest for at høre konsulent Jacobsen fortælle om kvægavl i USA og Canada. Her blev jeg valgt ind i bestyrelsen, og året efter blev jeg formand og regnskabsfører, men det blev for meget for mig. Jeg og kontrolassistenten sad en hel langfredag og regnede på kontingent, løn, ATP og moms mm.. Sammen med andre foreslog jeg så, at vi slog alle kontrolforeninger i Salling og Fjends herreder sammen, således at alt kontorarbejde kunne gøres af fællesledelsen i landboforeningen. Jeg kom også i bestyrelsen her i 4 år, deraf de to som formand. Det blev en stor forening med ca. 900 medlemmer og med ca årskøer. Den strakte sig over et stort område fra Nordsiden af Fur til hovedvej 16 ved Hagebro i syd. Det var konsulent Jacobsen, der på dygtig vis gjorde arbejdet som sekretær. Dengang lærte jeg de fleste kvægavlere på egnen at kende. Dermed kom jeg med til kvægavlsmøder i Herning for hele Jylland. Jeg kom også i repræsentantskabet for Skiveegnens Mejeriselskab, men det er også opløst nu. De sidste 35 år har jeg været medlem af Historisk Samfund for Skiveegnen, og jeg har derved fået min interesse tor fortiden styrket. Jeg har også i mange år været medlem af Kirkelig Samfund. For Digital udgave e-studio.dk I/S 20

21 nogle år siden opfordrede min gamle skolekammerat, Peter Larsen på Store Engeborg, mig til at melde mig ind i Dansk Slægtsgårdsforening. Han var dengang medlem af hovedbestyrelsen. Han sagde, at jeg opfyldte betingelserne for at blive medlem: Man skal være mindst 3. generation på stedet, og gården mindst 100 år i slægtseje. Det er meget interessant, men for mig næsten nytteløst. Men som det er gået her, er det gået for rigtig mange slægtsgårde i Danmark. De år, hvor jeg gik alene, blev der sjældent en frisøndag - kun 2-3 stykker om året, når jeg skulle noget. Men jeg har altid sørget for at få lidt sommerferie hvert år, og jeg har været i Sverige, Tyskland og Italien på Bornholm. Jeg har været i næsten alle Danmarks byer. Sådan en søndag formiddag kunne der blive meget andet, der skulle gøres udover fodring. Når jeg sådan gik og arbejdede, og vinden var i øst, så kunne jeg høre kirkeklokken i Resen, og jeg lovede mig selv, at jeg, når jeg fik mere tid, ville gå mere i kirke. Det har jeg også holdt. Om det var det, der førte til, at jeg i 1988 blev valgt ind i Skive menighedsråd, det ved jeg ikke, men det har i alt fald været lærerigt og interessant, selvom der snakkes meget mursten, kontorlokaler, præstebolig mv. Men nu her til sidst kommer jeg til at deltage i valg af en biskop over hele Viborg stift. De mennesker, der kom her. Mælkekusken og postbudet var daglige gæster her. Mælkekusken var vores onkel Jakob. Vi var den sidste gård på hans rute, og hans børn kom tit herned for at få en køretur hjem, og så tog vi med og gik tilbage igen. Postbudet hed også Jakob og boede i Skive, men var født i Vinde. Han og farbroder Mads var gamle skole- og soldaterkammerater. Han tog gerne del i alle familiens glæder og sorger. Senere fik vi Ernst Niemann som post. Som drengene i skolen altid sagde: "Der kommer 9 mand på en cykel." Han var den mest radikalt radikale, som jeg har kendt, så han fik mangen god diskussion og megen formiddagskaffe rundt omkring. Når man taler om de radikale, vil jeg nævne en daglig "gæst", nemlig den radikale avis Skive Folkeblad. Nu til dags betales det meste over Giro, banken eller på indbetalingskort, hvis man da ikke er så moderne at betale over bankernes betalingsservice. Anderledes var det før i tiden, da var det kun kreditforeningsrenter og amtstueskatter, der blev betalt gennem postvæsenet. Uffe Pedersen fra Brårup kom efter kommuneskat. Under krigen og længe efter havde han også rationeringsmærker med. Sygekasseopkrævningen havde farbroder Mads i mange år. Han opkrævede også tyrepenge (kontingent til kvægavlsforeningen). Skulle der være et stort gilde, bryllup eller sølvbryllup, så gik kan rundt og indbød folk. Kontingent til landboforeningen og husmandsforeningen og til Digital udgave e-studio.dk I/S 21

22 hesteforsikringen med mere, kom der også nogle for at opkræve. Dyrlægen og smeden kom selv med en regning. Der kom også to brødkuske, Brodersen fra Skive Mølle om tirsdagen, og om lørdagen kom Hans, eller som vi kaldte ham "den spættede brødkusk", fordi han kørte i en grønt meleret bil. Det kunne ske, at han gav os en kage. Under krigen kørte de med heste, og deres heste var altid meget velplejede. En gang om ugen kom "Per Kil "(Per Kjeldsen) med fisk. Han var en ældre mand, så han blev gerne siddende på vognen, og mor tog selv de fisk, som hun ville have. Så vejede Per dem og sagde, hvad de kostede pr pund. Når mor så betalte med en fem- eller tikroneseddel, tog Per sin store snørepung frem og sagde, at hun kunne tage, hvad hun skulle have tilbage. Sommetider kom der også en mand med uldtøj (undertøj, strømper mv.) på cykel. Tøjet var bundet sammen i et stort klæde. Det var folk fra Herning-Ikastegnen, de såkaldte uldjyder, de rigtige hosekræmmere. Ligeledes kom der engang en mand og hans kone i et lille hestekøretøj, som ville sælge lervarer, potter og fade, men min far havde ingen penge, så de fik noget korn og hakkelse til hesten i stedet for. Dem har jeg aldrig kunnet glemme, fordi manden havde træben uden fod, kun med jernbeslag. En mand, som også kom her en gang imellem om sommeren, var direktør Jens Lønborg Goul fra Andelskreatureksportforeningen i Skive. Han ejede et stykke jord på 20 tønder land lige i nærheden. Her havde han om sommeren mange stude og plage gående. Ham talte far tit med, om hvornår det var bedst at sende vore stude, og om de var gode nok. Om vinteren husede vi hans vandingskar. Hans stude blev leveret ad flere gange om efteråret. De kunne være slemt genstridige, når de blev trukket til Skive, så der fulgte gerne et par af os drenge med. Det har vi tjent mangen 25 øre ved. Lønborg gik med dem løst i vestelommen. Vindmotoren, møllen, den femvingede klapsejler krævede vedligeholdelse, kværnen skullebildes, der skulle sættes nye trækamme i tandhjulene, og engang fik den også nye klapper på vingerne - det skulle der en fagmand til at klare. Og så kom møllebygger Alfred Johansen fra Skive og lavede det. Han var, hvad vi kaldte en "hård hund". Som han dog kunne klatre rundt i møllen uden sikkerhedsnet! Han havde et strålende humør, og det var skønt, når han på sit lollandske fortalte nogle historier fra sin ungdomstid. Han havde ikke noget ur, eller han rettede sig ikke efter det. Han kunne komme en vinteraften kl. 8 for at bilde kværnen. Han var ellers en hårdt prøvet mand. I sin bedste alder i 1930-erne mistede han sin kone og tre halvvoksne døtre af tuberkulose. Digital udgave e-studio.dk I/S 22