Bo-T. Car Crash. Thriller

Transkript

1 Car Crash

2

3 Bo-T Car Crash Thriller

4 Car Crash Bo Torstensen Omslag: Bo Torstensen Denne bog kan frit downloades, læses, printes og citeres fra, men den må ikke gøres til genstand for kommercielt brug.

5 Bo-T Bo Torstensen Tanghavevej Oure

6

7 Dette er en fiktiv historie. Alle personer er opdigtede, eventuelle ligheder med nuværende eller tidligere levende personer er tilfældig og utilsigtet. Organisationer og lokaliteter der måtte findes i virkeligheden er brugt fiktivt.

8

9 1 Du godeste hvor kørte den langsomt. Niemann hang bagved et lastvognstog, der trak en smattet tågesky bagefter sig. Vinduesviskerne kæmpede fortvivlet. Anhængerens baglygter var kun et par slørede røde øjne igennem regnfoget. Han koblede ud og vippede irriteret med gaspedalen. Den langsliggende V8 motor svarede igen med en guttural buldren. Det gav ligefrem et lille vip i vognen, når den fik lidt gas. Det lutrede Niemanns ego voldsomt. Her på vejen var han konge. Som de sagde i reklamen: Den bedste plads i verden er bag rattet i en Ford. Den havde været alt for dyr. Især i disse tider. Det vidste han godt. Men han kunne ikke modstå fristelsen, da muligheden bød sig. Han havde næsten ikke kunnet vente. Hans job gav i virkeligheden ikke tilstrækkeligt til, at han kunne købe en vogn. Og slet ikke sådan en dyr én. De nye Ford, Mercury og Lincoln modeller kom til landet i 49, og Niemann havde sukket efter dem. De blev vist frem ved Industriens Hus på hjørnet af Vesterbrogade og Vester Boulevard. Niemann havde været derinde flere gange. Helt nye karosserilinier. Ikke det gammel-konede halvrunde førkrigslook. Kraftfulde linier. Indbyggede skærme. Helt ud i bredden. Nye fantastiske undervogne med uafhængig forhjulsaffjedring. Med skruefjedre. Men de var helt uden for rækkevidde. Indtil 52 havde automobilfordelingsnævnet siddet som en stormogul og udelt de eftertragtede indkøbstilladelser, og sådan en ville han aldrig kunne få fat i. I flere år havde han set på refleksionen af sin flade, blankslidte skolemappe i bilernes polerede skærme, når han efter arbejdstid gik forbi forretningen på vej hjem. Så i 52 var valutarestriktionerne blevet ophævet, og man kunne købe frit uden indkøbstilladelse. Men kun mod en såkaldt dollarpræmiering. Det var i virkeligheden bare en betragtelig højere afgift. Ca. en tredjedel oven i hatten. 9

10 Niemann skar tænder ved tanken og måtte til stadighed lægge bånd på sig selv for ikke at fare ud og købe en vogn. Ikke engang en billig europæisk bil kunne det blive til. En Skoda kostede ,- kr. på indkøbstilladelse, uden. Og han tjente knapt om året. Og det var endda godt. En almindelig arbejder tjente kun Han kunne have nøjes med en god brugt førkrigsmodel, en Austin 8 eller en gammel amerikaner fra 1930érne - en Ford A eller Chevrolet - og sparet afgiften. Men den skulle være ny. Og det skulle være en amerikaner. Ikke nogen europæiske, som for de flestes vedkommende bare var førkrigs modeller, der var taget ud af mølposen og shinet lidt op. Niemann vidste udmærket godt, at Fordbiler var allemandseje over there. Men herhjemme i Danmark var det jo anderledes. Mercury og Lincoln modellerne var simpelthen for dyre for Niemanns pengepung. Mercury var lanceret af Ford som et selvstændigt mærke i 39 for at distancere det en lille smule fra de almindelige Fordbiler og forsøge at kapre nogle kunder fra GM s Buick og Oldsmobile - ligesom Lincoln altid havde været Fords selvstændige luksusmærke for de rige. Derfor kunne han godt nøjes med den mere beskedne Ford, da valutarestriktionerne omsider blev ophævet, og han endelig kunne erhverve sig det attråede køretøj. Valget var faldet på en 54 Ford Mainline Tudor sedan. Sådan noget blev ikke regnet for andet end en almindelig standard vogn i USA. Men her var det anderledes. Den vakte behørig opmærksomhed. Her kom en mand med magt over tingene. Vognen lignede faktisk den engelske Ford Zephyr en del. Man kunne godt se de kom fra den samme koncern. Zephyren var nærmest en lillebror til den. Men hvis en og anden troede, det var en bovlam Zephyr, de havde at gøre med, kom de på andre tanker, når han trak fra dem. En pragtfuld vogn bygget til at køre stærkt. Noget som kunne udnyttes nu, hvor hastigheden var givet fri. Man skulle blot indpasse hastigheden efter forholdene. Helt fornuftigt. 10

11 Justitsminister Helga Petersen havde før ændringen i 53 selv indrømmet, at hun jævnligt overtrådte den generelle hastighedsgrænse på 60 km/t. Selvklart. Med de moderne biler der var i dag, ville det være absurd at snøvle sig af sted på den måde. Motoren var den samme som Mercury ens. Noget der appellerede stærkt til Niemann. Tudor stod selvfølgelig for, at den var todørs. Beklageligt, men det gjorde den billigere. Dog ikke billig nok. Hans økonomi fik hurtigt akut åndenød. Det var udelukket at levere bilen tilbage. Ikke alene var der hans eget omdømme. Hans kone havde også været meget hurtig til at adoptere den nye status vognen gav, og hun var ikke til sinds at opgive den igen. Tværtimod var hun straks begyndt at kaste kærlige blikke på en af patriciavillaerne uden for byen ned mod fjorden. Han havde aldrig ladet hende få indblik i økonomien. Hun anede knapt nok, hvad han tjente. Hvis hun gjorde, burde hun have undret sig over deres velbehagelige livsstil. Han levede over evne. Pyntede sig med lånte fjer. Jorden var begyndt at brænde under fødderne på ham. Afdragene på bilen, huset, tøjet og alt det andet skulle falde. Kreditorerne rykkede nærmere som en flok sultne ulve. Niemann måtte tænke kreativt. Og det gjorde han. Han havde straks fra starten af anlæggets etablering set mulighederne, men det havde taget tid at få etableret den tilstrækkelige viden og skaffet de fornødne kontakter, der kunne omsætte mulighederne til penge. Og så pludselig havde tilbudet været der. Et tilbud man ikke kunne afslå - som om det kunne være faldet ham ind - men når han var i det tænksomme hjørne, kunne han godt lide at bilde sig selv ind, at han var tvunget ind i hele affæren af omstændighederne. At han ikke havde haft noget valg. At andre havde lokket ham på glatis. Udnyttet hans situation. Det beroligede hans samvittighed, hvis tvivlen ellers skulle stikke sit grimme hoved frem en gang imellem. Han trykkede brillerne på plads med en finger og skottede over til konen, der sad og sov ved siden af. Hun halvt sad op 11

12 ad dørkarmen halvt lå på det brede, bløde sofasæde i den hundedyre pels, han havde ofret på hende. Den mørkeblå aftenkjole, han kunne skimte indenunder pelsen, havde ikke været meget billigere. Der var blevet fyldt godt på dem. Sikke en middag. Sådan spiste de fine. Alene invitationen over til det store landsted i Himmerland havde vist hvor betydningsfuld, han var blevet. Nu kunne hun ikke længere åle ham for hans manglende succes. Man havde taget imod ham som en ven af huset. Rystet hans hånd hjerteligt, og slået ham kammeratligt på skulderen. Kun den gamle selv havde stået lidt reserveret i baggrunden. Som om han misbilligede al denne løssluppenhed. Han havde haft et hårdt drag om munden og nedstirret Niemann. Signaleret den overlegenhed hans position og forbindelser gav. Men Niemann var ikke blevet underdanig. Han havde stillet krav. Det var på tide at hæve prisen for samarbejdet. Risikoen var stor, og de kunne ikke undvære ham. Det var ham, der var hjernen bag systemet. Ja, han havde måske ikke ligefrem opfundet det, men det var ham, der havde formidlet sin viden hen, hvor pengene og mulighederne var, kunne man sige. Det havde imponeret dem. En af dem skulle pludselig ud at ringe, en anden gav sig til at hente drinks. Den usikkerhed, han havde følt, var fadet i erindringen, godt hjulpet på vej af den alkoholskabte selvsikkerhed. Det var det samme på arbejdet. Han havde normalt aldrig gjort meget væsen af sig. Tidligere havde kollegaerne grinet ad ham og hans ideer - eller mangel på samme. Hånet ham for hans middelmådige resultater. Nu førte han sig mere selvsikkert frem. Forestillede sig hvordan kollegaerne måtte savle af misundelse, når han parkerede vognen. Ærgerligt, at han ikke kunne sige, hvor pengene kom fra. Han havde måttet opdigte en rig onkel i Amerika. Skidt pyt. Han var overbevist om, at han var respekteret nu. Han havde betydning. Ikke alene blandt de andre ingeniører, mekanikere og hvem der ellers arbejdede med anlægget, men også blandt akademikerne. Han havde altid været skinsyg på 12

13 de hovne røvhuller og deres status. De troede, de var noget, men han skulle vise dem, skulle han. De otte cylindre summede tillidsvækkende. Den gamle flathead V8 motor var udviklet til Ford V8 helt tilbage i 1933 for at tage kampen op med Chevrolets 6 cylindrede vogne, og ikke meget var ændret på den siden da. Udover at motorydelsen var steget fra 65 HK i 33 til 130 HK i HK! Niemann fik helt kulderysten af barnlig glæde ved tanken. De kom til en bakke, og lastbilen rendte farten endnu mere af sig. Niemann bandede, greb ratgearet og gearede ned. For helvede hvor kørte den langsomt. Han gav en smule mellemgas i udkoblingen for at lette nedgearingen og undgå tænderskæren fra gearkassen. Han havde måttet undvære den automatgearkasse, som amerikanerne ellers sværgede til. Det var trods alt for dyrt. Måske næste gang. Til gengæld fik man mere glæde af motorens buldren. Han skød hatten tilbage og trak ud for at kigge omkring vogntoget. Oversigtsforholdene var fuldstændigt umulige her i den store skov, hvor landevejen snoede sig ind og ud og op og ned. Som om det ikke var nok, faldt regnen tæt, og systemet med vakuums-vinduesviskerne var faktisk et af de største irritationsmomenter ved vognen. Vakuummet, der drev dem, fik de fra udstødningsmanifolden, og det var størst, når motoren kørte i tomgang. Så kørte de frem og tilbage, som var de betalt for det. Så snart man trådte på speederen, kom der selvfølgelig overtryk i udstødningsmanifolden, og vakuummet forsvandt, så viskerne gik ned i hastighed. Sparkede man rigtigt til den, stod de helt stille. Ikke det helt optimale, når man skulle overhale. Et par forlygter kom pludseligt til syne, og han måtte hurtigt trække ind igen. Lidt for hurtigt. Lidt for kraftigt. Lidt panikagtig overreageren. Havde han virkelig fået så meget? Hjulene fik fat i rabatten, og han måtte kæmpe for at holde den store vogn. 13

14 Forden var en flyder. Den bløde behagelige affjedring gav ikke ligefrem de mest præcise køreegenskaber. Han pustede langsomt ud, da han igen lå roligt på vejen. Han skævede over til konen. Havde hun opdaget noget? Nej, hun brummede bare lidt i søvne, og smaskede lidt over de gule tænder. Hvor kunne han dog være faldet for hende den gang? Lige nu hadede han hende. Grim og dum var hun. Ondskabsfuld og snobbet. Uhh, som hun havde kroget sig til selskabet. Som en ål i mudder. Oven på aftenens succes turde han godt vove dette lille forræderi. I tankerne i hvert fald. Af statur var Niemann bestemt ikke nogen stor mand, nærmest en lidt undseelig skikkelse, men i takt med at hans selvagtelse var vokset, var kravene til omgivelserne også steget. Han trak ud igen. Endnu engang en modkørende. Han trak skyndsomst snuden til sig. Kunne der virkelig være så mange biler på vejen midt om natten heroppe i det sorte Jylland? Hvis når rettede han det til i tankerne han fik hævet honoraret, blev der råd til at udskifte slæden her. Den var allerede 4-5 år gammel. Den var tjenlig til en udskiftning. En mand i hans position kunne da ikke køre rundt i sådan en gammel vogn, fnisede han ved sig selv. Han havde allerede kig på den næste. En Chevrolet Bel Air! Se, det var køretøj. Sikke nogen linier! Men det skulle ikke være den almindelige skrabede model, der blev solgt i Danmark. Sølle 6 cylindret og 135 HK. Nej, det skulle være en rigtig amerikaner. Niemanns ingeniørhjerne gled frydefuldt smagende hen over de tekniske specifikationer. Den helt overdådige med firdobbelt karburator og 315 HK heste kunne det aldrig blive til - var det ikke også en modificeret lastbilmotor? Det mente han at have læst et sted. Lastbilmotor! Det kunne man da ikke køre rundt med. Men den 8 cylindrede skulle det være. 185 heste hva -behar?! Oceaner af plads. Man kunne jo have et gilde der inde. 14

15 Og med halefiner så store, at man skulle tro, den kunne lette fra jorden. Et par år efter at Niemann havde købt sin første vogn, var halefinnerne begyndt at vokse opad, for senere at lægge sig ned på siden og vokse endnu mere. En udvikling Niemann havde fulgt med den allerstørste interesse. De potente symboler forbigik ikke hans underbevidsthed. Lastbilen nåede toppen af bakken og begyndte at rulle nedad. Den vandt hurtigt fart. Niemann trak ud for at se, om han kunne overhale, men vejen svingede til venstre et stykke forude. Et langt blødt venstresving, som lastbilen fortsat accelererede ind i. På den anden side trak Niemann ud igen. Nu mente han, at der var et tilstrækkeligt langt lige stykke, og han trykkede på speederen. Vakuums-vinduesviskerne gik helt i stå, da bilen sprang fremad ind i opsprøjtet fra lastbilanhængerens store dæk. Niemanns forrude blev totalt dækket af vand, og han måtte enten fortsætte fremefter i blinde eller bremse op igen og trække ind bag vogntoget. Niemann trykkede speederen i bund. Lastvognstoget kørte stærkt nu. Det var ikke sådan lige at komme om. Niemann stirrede anstrengt gennem den tilsølede forrude. Ud af øjenkrogen kunne han ane hængeren, der tårnede sig op ved siden af. Pludselig slog den et slag ud mod ham. Chaufføren måtte være kommet til at slingre lidt med forvognen, og hængeren reagerede så endnu mere. Forden strejfede hængerens bagskærm og rev et lille stykke af stænklappen. Med det slørede udsyn, sansede Niemann det mere, end han bevidst så det, og han reagere instinktivt rædselsslagent ved at trække hårdt i rattet. Vognen røg omgående over mod rabatten i venstre side. Grenene på skovens store nøgne stammer strakte deres knokkel-arme ud mod ham. Venstre forhjul greb fat i rabatten. Niemanns krop var nu i alarmtilstand. Binyremarven havde på et splitsekund udskilt store mængder adrenalin, så blodtrykket steg til faregrænsen. Hjertet pumpede hurtigere og hårdere 15

16 end nogensinde siden hans fødsel. Mave og tarmfunktionen var omgående indstillet. Samtlige små blodkar indsnævret til et absolut minimum. Lungefunktionen havde taget et stort indtræk før nødstop. Munden var automatisk blevet åbnet for maksimal indånding, da ansigtsmusklerne trak sig sammen for at åbne øjne og næsebor på vid gab. Samtlige sanser sendte signaler til hjernen på fuld styrke. Hans bevidsthed var ét kogende inferno af informationsbearbejdning, hvoraf langt hovedparten foregik på underbevidst plan udenfor kontrol. Nødberedskabet var trådt i kraft og i gang med at overtage kommandoen. Hans kones underbevidsthed havde også opfanget faresignalerne og givet besked om at fyre op under systemet. Der var gået under et halvt sekund, og hun havde været langt væk i den alkoholstimulerede søvn. Der ville gå endnu næsten et helt sekund, inden hun var ved fuld bevidsthed. Niemann trak febrilsk rattet mod højre. Hans hjerte havde nu allerede slået tre gange med fuld kapacitet. Han ville snart være nødt til at ånde igen for at få tilstrækkeligt ilt til de varmtløbende funktioner. Mainlinens store, højprofilede diagonaldæk kantede mod den smattede vold, som asfalten dannede i mødet med rabattens plørede grus. De hoppede flere gange over sig selv, inden de pludselig fik bid og trak forenden af køretøjet ind mod vejen igen. Vognen skred over forenden, men ikke mere end, de centrifugale kræfter kunne skubbe den tunge bagende endnu hurtigere rundt, så den begyndte at rotere. Niemann drejede i sin uvidenhed rattet yderligere mod højre, samtidig med at han trådte hårdt på bremsen. Dette forøgede rotationen, og vognen var nu totalt uden for kontrol. Bagenden skred ud over grøftekanten, og baghjulene sendte kaskader af grus, mudder og græs til vejrs, inden det venstre baghjul, der nu var forrest i bevægelsesretningen traf en cement vejsten og krøllede ind under bagskærmen. Vognens balance var i forvejen på faldgrænsen, og stødet omformede de momentvise kræfter fra en rotation til en rulning. Bilen 16

17 rejste sig nu med forreste højre hjørne først, og rullede diagonalt henover sig selv ned i grøften. Niemanns kone var nu ved fuld bevidsthed, om end ude af stand til at opfatte, hvad der skete. Ved den første abrupte bevægelse mod venstre blev hun presset op mod dørkarmen, for umiddelbart derefter, da bilen begyndte at rotere modsat, at blive slynget med hovedet forrest mod instrumentbrættet bag rattet. Hun traf ratgearets knop med næsen, der brækkede og rev flere større blodkar op. Hovedet blev vredet mod venstre og fortsatte bevægelsen ind i hjørnet mellem ratstammen og instrumentpanelet. Den forkromede ring omkring det halvmåneformede speedometer flækkede huden fra tindingen og ned bag øjet, mens tændingsnøglen placeret umiddelbart derunder, rev hul ind i mundhulen og læderede to kindtænder. Hun var nu i choktilstand og registrerede ikke klart begivenhedernes gang. Da baghjulet tog cementstenen, og rullet satte ind, slyngede centrifugalkræfterne Niemanns kone tilbage mod højre sidedør, eller rettere sideruden i hjørnet mod taget. Ved første nedslag i bunden af grøften gav det underdimensionerede låsetøj efter for presset fra den svære dør, og den sprang op. Fru Niemann roterede på langs omkring hoften, idet hoved og overkrop var fortsat om bag forsædet langs taglinien, mens den indhentende underkrop ramte dørstolpen, og benene fortsatte ud igennem døråbningen. Bunden af grøften fortsatte ud i skovbunden, og vognen kunne uhindret fortsætte sit rul. I opspringet roterede Forden en halv gang omkring sig selv, og landede ved det andet nedslag på højre side. Døren blev slået i, og Niemanns kone blev klemt i åbningen henover underlivet. Bækkenpartiets knogler blev knust, og knoglesplinter rev endetarmen over. Livmoder og æggestokke blev ligeledes ødelagt. Hendes ben, der hang uden for døren, blev knust af bilens vægt. Strømper og hud blev skrællet af i kontakten med jorden. Vognen rullede videre, denne gang henover forenden og i en mere lodretstående stilling, hvorved rotationen accelererede som en balletdanser eller skøjteløber, der i en piruette trækker 17

18 armene ind til kroppen. Dørstopperen knækkede over, og døren fløj op mod forskærmen. Fru Niemann blev slynget ud af bilen. På vejen ud slog hendes hoved mod forstolpen, hvilket knuste kæben, læberne og de fleste tænder i venstre side og slog venstre øje løst. Hun landede på ryggen i skovbunden med de ledeløse kludedukkeben inde under sig. Den ene højhælede sko hang bemærkelsesværdigt stadig fast i foden ved ankelremmen. Lige så bemærkelsesværdigt var stumpen fra hængerens stænklap havnet her og sad i skoens forstykke som en mærkeseddel. Tøjet var krænget op omkring livet og blottede hendes underliv. Under tumulten inde i bilen havde hun brækket højre håndled og flækket kravebenet. Hendes knuste ansigtsknogler gav hende et naivistisk udtryk, idet de enkelte elementer var forkert placeret i forhold til hinanden, og den ødelagte overlæbe, der var krænget tilbage over tandstumperne, fremkaldte et skævt grin som på en børnetegning. Desuden var hun dækket af blod, hvori bittesmå stumper af glasskår, hår, visne grannåle, grenstumper, kvas og jord sad fast og gav hende et loddent udseende, som havde hun fået en art strid pels. Niemann, der holdt krampagtigt fast i rattet, havde i første omgang magtet at holde sig fast. Han havde kun fået nogle enkelte hudafskrabninger og knubs, hvor hovedet havde ramt sideruden og dørkarmen, indtil vognen begyndte at rulle. Ved den første rulning hamrede hans hoved mod loftet, og var trods loftets polstring tæt på halsens brudgrænse, da det blev presset forover. Den ene brillestang knækkede, men brillerne hang foreløbig stadig fast på hans ansigt foran munden. Ved det første nedslag blev han slynget ned i bunden af bilen tæt ved pedalerne. Nedslaget knuste vognens venstre side og blokerede døren. Et stykket forvredet metal skar igennem Niemanns nålestribede frakke, der egentlig slet ikke matchede hans festtøj, og fortsatte igennem hans smoking-jakke og hans lidt slidte hvide skjorte. Det knivskarpe fragment lavede et langt og dybt snit i hans hud fra rygsøjlen og ud til hans højre side. Sofaforsædet, der 18

19 nu var løst, og som befordrede hans kones rotation i den modsatte side af bilen, pressede ham yderligere mod bunden. Det næste nedslag slyngede ham over i det andet hjørne, stadig under instrumentpanelet. Han havde ikke åndet ind endnu. Kølerhjelmens lås var gået løs, så den slog tilbage mod forruden, der var krakeleret i det første nedslag, og slog de fleste glasstumper løs, så de regnede ind i vognen. Bilen var nu på vej mod den lodrette piruette, hvilket anbragte Niemann næsten i udgangspositionen i venstre side. Det løse forsæde gjorde dog, at han var presset helt op mod rattet. Kabinen var fyldt med støv og skidt fra måtter og sæder, foruden det mudrede snavs, der var kommet ind under kontakten med jorden. Niemanns kone var nu kastet ud, og bilen forsatte den accelererende rotation, indtil den mødte en træstamme med venstre forskærm først, ca. 3 meter oppe i luften. Den højre fordør røg af hængslerne. En cirkulær samling glasskår fra forruden var holdt sammen af en klæbemærkat. Den fløj nu ud og lagde sig til rette ved siden af fru Niemanns hoved. Mærkaten var en reklame fra et flaskegasselskab, og efter seneste modedille var flammen i logoet trykt med fluorescerende farve. Den glimtede kækt i blitzlyset, da fotografen fra Randers Amts Avis 2 1/2 time senere tog et billede af fru Niemann, inden hun blev båret væk. I bilen var bevægelseskræfterne nu samlet skråt fremad og nedad. Forlygteglasset var for længst knust, og nu klemtes lygteparabolen sammen som et tomt kræmmerhus inden i skærmen, inden også den, trods en efter europæisk efterkrigsstandard imponerende pladetykkelse, krøllede sammen. Den store forkromede kofanger var slået af i det første nedslag, og svingarmen var derfor først til at optage kræfterne, da træstammen arbejdede sig ind i køretøjet. Svingarmen knækkede omgående, og træstammen fortsatte sin indtrængen. Den mødte forakslen, der i henved 1/10 sekund modstod trykket ved at hjulet fortsatte omkring 19

20 stammen på ydersiden, og resten af styretøjet, inklusive forhjulsophænget og skruefjederen, på indersiden. Så gav akslen sig, og hjulet blev revet af. Stammen fortsatte nu langs motor og karosseriets langsgående vanger. Skærme og paneler ydede ingen modstand, men blev blot krøllet tilbage. Flager af lys okkerfarvet maling blandede sig med alle de andre mikroskopiske vragstumper, der fyldte luften i og omkring den disintegrerende Ford Mainline Tudor Sedan. Alle kræfterne blev på dette tidspunkt optaget af styretøjet, som med det manglende forhjul, næsten uhindret blev presset tilbage. Ratstammen og rattet med de forkromede ringe til hornet stødte nådesløst ind i kabinen. Set udefra stod træ, rat og ratstamme stille, mens resten af vognen, med Niemann i, var på vej udenom. Niemann blev presset mod rattet med en sådan kraft, at trykket forårsagede massive og eksplosive blødninger i øjeæblerne. De perforerede som sprængte vandballoner. Først nu, da bevægelseskræfterne blev modsatrettede, forlod Niemanns briller hans ansigt og fløj ud af bilen. De blev hængende i træets grene. Maveskindet gav efter for den underste del af ratkransens pres, og revnede tværs over lige over livremmen. Ved mødet med loftet, blev overkanten af ratkransen bøjet tilbage, den forkromede ring til hornet sprang, og dens skarpe forrevne ende borede sig op under Niemanns hage, igennem huden op i munden, pressede tungen til side og fortsatte op i ganen. Hans ben blev nu tvunget helt op mod brystet af instrumentpanelet, da træet havde nået motorrummets bagvæg, og tvang det ind i kabinen ved at krølle tag, dørstolper og bund indad. Pladsen i kabinen indskrænkedes hurtigt, idet tag og bund blev trukket mod hinanden. Niemann var nu klemt fast. Alt løst inventar så som sæder, ryglæn, bagrude og kufferter fra bagagerummet ramlede mod ham bagfra. Bilen var nu så kompakt, at den ikke kunne sammentrænges mere, hvorved kræfterne slyngede den op mod træstammen med taget først. 20

21 Det maste Niemanns hoved ned imellem de forrevne dele af rattet. Enden af den forkromede ring til hornet blev mast yderligere op i hans hjerne og rev næsten hans hage af. Hans hjerne var nu ophørt med at fungere. Bilen, der trods de frafaldne dele, stadig vejede omkring halvanden tons, hang et kort øjeblik stille, inden den faldt til jorden, hvor motoren blev presset ind i den i forvejen tilstoppede kabine. Forden faldt tilbage på undervognen, og gearkassen lagde sig til rette på Niemanns bryst. Hans hjerte forsøgte pr. reaktion en enkelt gang at holde trykket oppe, men pumpede blot blodet ud af de utallige læsioner, hvor det blandede sig med vognens udflydende væsker af vand, benzin og olie. Så gav det op. Grannåle og stumper af polstring og klæde dalede til jorden. Regnen og stilheden sænkede sig igen blidt over den Himmerlandske skovbund. Hr. Niemann nåede ikke at trække vejret igen. Fra han havde rykket i rattet første gang, var der gået 4 1/2 sekund. 21

22 2 Jørgensen tøffede ud i entreen og samlede Stiftstidende op. Brevsprækkens lille smæld havde været signal til at rejse sig fra fifa en. Han elskede fraværet af krav og forpligtelser. Det slog endnu stærkere igennem, når det var på en ganske almindelig hverdag, han havde fri. Det var en af fordelene ved at være så meget hjemmefra, som han var. Alle andre var på arbejde, men han skulle bare nyde livet og tulle rundt med god samvittighed, mens hans kone nussede om ham. Hun var ude at handle nu, så han havde lejligheden for sig selv. Ungerne var endnu ikke kommet hjem fra skole. Gad vide hvad de skulle have til aften? Han gik tilbage til stuen over det dejlige parketgulv. Det knirkede en anelse og bragte en lille smule disharmoni ind i hans ellers perfekte stemning. Som en enkelt ustemt violin i et orkester. Havde håndværkerne sjusket, da de havde lagt det? Det kunne bare passe. De havde så fordømt travlt efterhånden. Gjorde ikke tingene ordentligt, inden de for videre til det næste byggeprojekt. Han standsede ved vinduet og trak det blånistrede gardin til side, inden han hævede persiennen, der kørte op inden i termoruden. Synet udenfor ærgrede ham lidt. Da de flyttede ind i de nybyggede treetagers gulstensblokke i Risvangen, havde der været fri udsigt op over markerne mod Skejby. Nu begyndte de tilsvarende blokke i Vorrevangen at spærre for udsynet. Skifte for skifte åd de sig ind på udsigten. Nå, det havde de jo vidst, da de flyttede ind. Det var kun et spørgsmål om tid. Men at det skulle gå så hurtigt! Han kastede et blik skråt over Randersvej mod Katrinebjerg og Christiansbjerg. Også der blev der bygget på livet løs. Snart ville man ikke kunne se småvillaerne og muremesterhusene, der var skudt op inde i de tidligere haveforeninger lige efter krigen. 22

23 Det var statslånsloven med dens billige lån, der havde gjort det muligt, men det var slut nu. Egentlig ærgerligt at de ikke havde nået at komme med på vognen, men sådan var det nu engang. Ikke at det forhindrede hans kone i at kværne løs om attraktive byggegrunde, køkkener og typehuse i en uendelighed. Jørgensen sukkede lidt og rettede på den messingvandkande, der stod på terrazzo-vindueskarmen. Han følte på radiatoren nedenunder. Den var dejlig lun. Hvor var det godt med det centralvarme. Det var noget af det, han havde lagt vægt på, da de valgte lejligheden. Også for Lissies skyld. Når hun nu var så meget alene hjemme, var det død besværligt at slæbe de tunge petroleumsdunke op. For ikke at snakke om de kakkelovnsfyrede lejligheder i midtbyen, hvor man stadig skulle slæbe kul og koks op. Nej, det her var bedre, selvom det lå næsten ude på bøhlandet. Men så var der lys og luft til ungerne. Og tip top moderne køkken til Lissie med køleskab. Hun blev aldrig træt af at snakke om, hvor dejligt det var. Det havde også kostet en formue. Men det gjorde ingenting. Det skulle til. Han tjente penge nok. Jørgensen lagde sig på sofaen, og gav sig til at studere avisen. Sofaen var ikke lang nok til, at han kunne ligge i den, hvilket irriterede ham lidt, men Lissie havde insisteret på, at det skulle være den. Simple buede linier. Ryglænet gik rundt og over i armlænet, der var afsluttet med et lille stykke teaktræ. Træet gik igen i de runde, konusformede ben, som hun syntes fik sofaen til at svæve elegant over ryatæppet. Sofaen var købt sammen med stolen overfor og sofabordet. De havde valgt et firkantet, hvor siderne på teaktræsbordpladen buede lidt ud. Der havde været nogle helt nye, som var nærmest nyreformede. Lissie havde været helt vild, men her havde Jørgensen sat foden ned. Fanden galemig om han ville have det modebras indenfor i lejligheden. Og så til den pris! Det firkantede var mere praktisk. Og så gav de lige ben jo også mulighed for tidskriftshylden nedenunder ikke sandt? 23

24 Benene var afsluttet med en elegant messingfatning, der beskyttede dem, hvis man skulle køre ind i dem med støvsugeren. De havde ganske vist ikke nogen endnu, men når de fik en. Indtil videre tog Lissie ryatæppet og løberen fra entreen ned i gården og bankede dem en gang imellem. Stolen og sofaens groftvævede betræk var pyntet med puder, som svigermor havde broderet. Den ene var med et motiv fra Fåborg, den anden med grøftekantblomster, og den tredje med færdselstavler. Ret beset syntes Jørgensen slet ikke de passede ind i deres moderne hjem. Visse vasse, havde Lissie affejet ham. Han var da også så firkantet. Alt behøver da ikke absolut at være lige ud af Bo Bedre, vel? Jørgensen pakkede piben ind. Puderne var slet ikke kommet til diskussion. Det var derimod det store dejlige mahogniskrivebord, han havde arvet efter sin morbror. Det havde ikke fundet nåde for hendes øjne, og han kunne da også godt se, at det var et skrummel i deres lyse og lette stue. Men det havde ellers været så praktisk med alle dets skuffer og skabe. Sofaen stod på skrå i hjørnet for at fylde lidt mere. Så blev der også plads til standerlampen bagved. Lampen endte i tre nedadbøjede lampeskærme i forskellige nuancer - som en stiliseret klokkeblomst og gav et elendigt lys. Han rakte op og tændte for den. Birger gav en arrig skinger lyd fra sig. Jørgensen sendte den et olmt blik. Birger var ungernes kanariefugl, hvis lille bur stod på den væghængte reol ved siden af sofaen. Teaktræet gik igen her. To teaklister med huller skruet fast i væggen, hvorpå man kunne hænge teakhylder støttet af en messingbøjle. Det var faktisk dødsmart fundet på. Man kunne starte med listerne og et par enkelte hylder, og så udvide efterhånden som behov opstod, eller pengepungen tillod det. Der var flere hyldestørrelser i systemet, plus både tidskrifthylder, skænk, barskab, chatol, skuffer og alt mulig andet. Jørgensen havde radioen stående på den nederste hylde lige ud for sofaens armlæn. Så kunne han lige gribe fat i 24

25 skalaknappen med strømpetåen og justere lidt, hvis radioen tabte stationen. Han strakte foden ud efter volumenknappen, hvilket fik Birger til at fare skræppende op. Jørgensen grinte lidt indvendigt over det dumme kræ. Birger baskede med vingerne og satte sig surmulende hen i enden af pinden, hvor den fik held til at få fat i en fjer, den kunne rykke af. Ovenover stod bøgerne på den hylde, Jørgensen spøgefuldt refererede til som biblioteket. Ud over de to album Jørgensen opbevarede sin banemærkesamling i, var der ikke ret mange. Læsning var ikke lige det, Jørgensen gik mest op i, og det gav god plads til forskellige nipsgenstande. Et par porcelænsfigurer som Lissie havde arvet af sin moster, en messing-tændstikæske-holder, nogle askebægre og et indrammet bryllupsbillede taget i fotografens atelier foran en fotostat af haven i Versailles. Jørgensen havde stået og suget maven ind i den lejede smoking, mens han smilede huldsaligt til Lissie i hendes knækorte brudekjole. Desuden var der et par souvenirs: et lille Eiffeltårn i messing og et lige så lille keramikølkrus med tinlåg fra Bayern, der blev brugt til opbevaring af papirklips, nåle, knapper, elastikker og hvad man nu ellers ikke lige vidste, hvad man skulle gøre af. Og så selvfølgelig Birgers bur og hans dåse med mad. Lissie holdt ellers af at holde stuen stilren og simpel. Ikke noget overflødigt nips eller rod til at bryde billedet. Jørgensens mor fandt deres lejlighed bar og kold. Alle hendes tilbud om at give dem forskellige ting fra hendes eget overfyldte hjem blev, høfligt men bestemt, afvist. Hendes sorte drejede blomsterpiedestal eller det røde fløjlsdraperi til dørkarmen havde ikke store chancer for at finde vej herind. Ikke engang nogle af hendes mange billeder (de fleste reproduktioner af mere - eller måske især - mindre kendte værker) eller fotografier i mørke ovale trærammer. Lissie påstod, det var et spørgsmål om smag. Det forstod Jørgensens mor ikke. Hvordan kunne hygge være et spørgsmål om smag? 25

26 Jørgensen skævede til sofabordet, hvor tændstikker, udkradser, piberensere og tobaksdåse lå spredt ud. Ovenpå en dækkeserviet stod det overfyldte askebæger med piben i. Han måtte hellere se at få det tømt, inden Lissie kom hjem. Nå det kunne vente lidt. Han bladrede i avisen. Der var sket et uheld på A10 syd for Skørping. En eneulykke. FDM var straks på banen i deres korstog mod de farlige vejtræer:... vi må endnu engang understrege, at det ikke kan gå hurtigt nok med at få fjernet disse dødsfælder, der flankerer de danske veje og gør dem usikre! Jørgensen skottede til billedet af den smadrede Ford. Hvis man skulle fælde alle træer så langt væk fra vejene, som den bil lå, ville halvdelen af Rold Skov og resten af landets skove ryge sig en tur. Ikke at det ville røre Jørgensen, der var god brug for tømmer i byggeindustrien i øjeblikket. Og der blev brug for meget mere i fremtiden. Han kiggede på det andet billede. En fru Niemann kunne han læse sig til. Utroligt at hun ikke var død af det der. Heldigt for hende, at hun var slynget ud af bilen. De der nye sikkerhedsseler, de var begyndt at skrive om, var noget bras. Hvis hun havde siddet i bilen, var hun jo blevet mast. Det kunne enhver da se. Volvo Amazon havde i flere år været født med beslag til sikkerhedsseler. Så kunne man da selv bestemme, om man ville have dem i, men nu var de gået over til at standartmontere sikkerhedsseler på alle nye Volvoer. Nå, der var da ingen lov om, at man skulle tage den på. Det skulle Jørgensen nok selv bestemme. Jørgensen kiggede på billedet igen. Det var svært at få øjnene fra. Ærgerligt at Falckmanden, der var ved at forberede hende til at komme op på båren, spærrede for udsynet med sine brede spidsbukser. Fra brystet og ned kunne man kun lige skimte fødderne og en sko, som stak ud fra den ene side af hendes underkrop. Kunne benene virkelig bukkes sammen på den måde?! Han undrede sig lidt over, hvor den gasfirma-reklame, der lå ved siden af hendes hoved, var kommet fra. Apropos gas 26

27 kunne han ikke lugte gas? Han snusede ind et par gange. Nej, der var ikke noget. Så bladrede han om til sporten. Nej! Så tabte AGF alligevel landspokalen. Og så til Vejle! 0-1 efter omkamp. Det var ikke ligesom forrige år, hvor de for anden gang vandt The Double, 2-0 over Esbjerg, og John Amdisen blev pokalfighter. Kom igen. Jørgensen lagde avisen fra sig, og bar askebægret ud i køkkenet. Lige på høje tid. Han kunne høre Lissies nøgle i døren. Han skyndte sig at checke gashanerne. Ingenting. Han bøjede sig ned og snusede. Hun kom slæbende ind og satte indkøbsnettet og kurven fra sig på køkkenbordet. Jørgensen rettede sig op.»hvad skal vi have?«spurgte han.»kalvefrikkasé, og jeg måtte helt over i Tordenskjoldsgade for at få det. Svendsen nede på Stjernepladsen er simpelthen blevet for dyr.«hun tømte nettet og kurven for varer, og satte dem på plads i skabene og i køleskabet. Der var akkurat blevet plads til det inde under den lille spiseklap ved vinduet. Nu kunne man godt nok ikke få de to små køkkenstole ind under formicapladen, så de stod stablet op inde i soveværelset. Jørgensen havde overvejet at bære dem ned i kælderen eller op på loftet, for de brugte dem sjældent, nu de skulle hentes frem. I stedet tog de maden ind i stuen.»og se så lige hvad jeg har købt.«hun holdt en pakke med seks glas frem. Halvrunde røgfarvede glas med en lille stilk.»er de ikke flotte?«sagde hun begejstret.»så kan sennepsglassene ryge i kælderen. Giv mig lige en avis.«lissie vimsede omkring ham på en måde, der tydeligt signalerede, at han stod i vejen i det lille køkken, og han trak sig tilbage til stuen. Ungerne kom væltende ind i entreen, hvor de smed deres tornystre, jakker og sko i en bunke, mens de småskændtes. Lissie var over dem som et lyn, og fik dem til at hænge tøjet på plads, sætte skoene ind i skabet, aflevere tomme madkasser og gå i gang med at lave lektier. 27

28 Surmulende sjokkede de ind i stuen med taskerne slæbende efter sig. En lille kamp om pladserne ved spisebordet udløste et nyt skænderi mellem de to. En pige på 12 og en dreng på 10. Jørgensen prøvede at dæmpe gemytterne, men enten var han kommet til at snakke en eller anden sjælden afart af kantonkinesisk, eller også havde hans børn pludselig fået en akut høreskade. Der var i hvert fald ingen reaktion overhovedet. Lissie kom ind med hænderne i siden på den polkaprikkede kjole, og gav dem en opsang. Jørgensen trak sig i skjul bag den avis, han allerede havde læst en gang. Modvilligt krøb ungerne i gang med lektierne, og Lissie forsvandt igen ud i det lille køkken.»kan du ikke ordne drengens cykel? Den holder ikke luft på baghjulet,«råbte hun derudefra.»jo.«han overvejede et øjeblik, om det var værd at ofre prisen hos cykelsmeden, men opgav. Han vidste godt, hvad Lissie ville sige. Og ret beset havde han jo heller ikke andet at tage sig til. Han foldede avisen sammen igen og gik ud i entreen for at tage de gamle sko på.»ta lige skraldet med ud,«sagde Lissie ude fra køkkenet. Han kiggede derud. Lissie havde lagt en avis ud på det lille køkkenbord og tømte spanden ud på den, inden hun pakkede det sammen til en pakke.»og sennepsglassene her.«hun rakte ham papæsken, hvor de gamle glas nu var pakket ned med avispapir om. Jørgensen tog en kittel fra kosteskabet og gik ud af døren, idet han stak armen i ærmet. Nogle unger strøg hujende forbi ham og larmende ned ad terrazzotrinnene, så det rungede i hele opgangen. Han råbte irriteret efter dem og åbnede den runde forkromede luge til affaldsskakten ved siden af døren. Han smed affaldet i. Hvorfor skulle han gøre det? Kunne hun ikke selv have gjort det? Skakten var jo lige uden for døren for pokker. Var det kun for at sætte ham i arbejde? Det med cyklen kunne han forstå. Det var ikke kvindearbejde. Det kunne kvinder aldrig finde ud af. Men det andet? Nå, hva pokker. Han skød det fra sig. Der gik såmænd ikke skår af ham, fordi han skulle gøre lidt af husarbejdet. 28

29 Han lagde hånden på gelænderet og gik fløjtende ned. Han fandt drengens cykel udenfor. Den lå henslængt på jorden i det, der engang skulle være et bed op ad husmuren. Han hev den irriteret op. Bede og plæner mellem blokkene var langt fra vokset til endnu, og ville aldrig gøre det, hvis ungerne fra alle opgangene blev ved med at vandalisere dem. For ikke at snakke om cyklen. Den skulle ned i cykelkælderen skulle den. Ikke ligge herude og ruste. Han måtte huske at give knægten en skideballe. Jørgensen trak cyklen ned ad trappen og åbnede døren ind til kælderen. Han famlede efter lyset inden for døren. Da han fandt kontakten, klikkede han op og ned et par gange forgæves. Lyset var gået. Alle pærerne på en gang?! Han listede sig frem i mørket, og slog skinnebenet mod en eller anden hård genstand og havde nær tabt pakken med glassene. Cyklen skramlede mod gulvet. Han bandede og svovlede. Så trak han sig tilbage til døren og holdt den åben. Han kunne lige skimte, hvad det var, han var rendt imod. En gasflaske. Dalsø gas. Lige midt på gulvet. Han rystede forvirret på hovedet. Så sigtede han efter cyklen og beregnede - bagved den - afstanden hen til deres kælderrum. Lyset fra døren havde fået en selvlysende mærkat på gasflasken til at gløde lidt i mørket, og det hjalp ham til at finde cyklen og famle sig frem til deres kælderaflukke. Han holdt pakken mellem lårene og låste tremmedøren op. Indenfor fægtede han med armene foran sig, til han fandt snoren til kontakten fra pæren i loftet. Den tændte heldigvis. Så var der da strøm på hernede. Der var ikke helt den samme orden hernede som oppe i lejligheden. Jørgensen skrabede lidt af rodet til side på sin morbrors gamle mahogniskrivebord, der gjorde det ud for filebænk, og satte pakken fra sig et øjeblik. Skrivebordet gjorde faktisk god fyldest hernede. Alt hans skrammel og værktøj var stuvet ned i dets skuffer og hylder. Ved siden af tårnede stabler af øl- og appelsinkasser sig op, 29

30 ligeledes fyldt med indbo, der ikke havde fundet nåde for Lissies øjne. De truede med helt at begrave skrivebordet. Han fik moslet pakken med glassene ind blandt alt det andet. Langs siderne af rummet var større overflødige ting klemt ind. Et bob-spil, der sjældent blev brugt, et lille bambusbord med avishylde under, hvor den matterede glasbordplade var knækket, en legevogn med brækket håndtag, der aldrig var blevet lavet - og nu var ungerne vokset fra den - en kiste med gammelt børnetøj, en lampeskærm med løs fatning, plus - selvfølgelig - ved døren; alle hans prøvekufferter og vareprøver. Jørgensen var sælger. Han havde med stort besvær fået boret en krog op i betonloftet inde i kælderrummet, så han kunne hænge cykler og andet op, når de skulle repareres. Han slog en strop om sadlen, og fik cyklen bakset op under loftet. Jørgensen halede piben op af lommen og fik ild på den, inden han gik i gang. Han trykkede prøvende på dækket. Helt fladt. Så løsnede han møtrikkerne på bagakslen og trak støtterne til bagagebæreren af. Derefter tog han en skruetrækker og en lille svensknøgle og løsnede bremsebøjlen, inden han lirkede baghjulet af. Da han krængede kæden af tandhjulet, fik han selvfølgelig smurt fingrene ind i olie. Typisk, selv om knægten ikke har smurt den i månedsvis, undgår man ikke at blive svinet helt til, tænkte han, og tørrede sig irriteret i en klud. Jørgensen krængede dækket af med et par dækjern gud ske lov for dem. De var simpelthen ikke til at undvære. Med en skruetrækker, undgik man aldrig at knibe hul i slangen. Han pumpede slangen op, og førte den rundt foran overlæben. Der var ikke noget luftudslip at føle. Han måtte have noget vand. Han vendte sig rundt og kom til at puffe til cyklen, der drejede rundt og ind i den uafskærmede pære. Den gik ud. Satans også. Havde han knaldet den? Gik den ikke ud før cyklen ramte den? 30

31 Han famlede sig frem til tremmedøren og tog i den. Så stivnede han pludselig. Der var nogen derude i mørket. Noget havde skramlet et sted til højre for ham. Eller var det venstre? Jørgensen trak langsomt døren op. Et lys flikkede til højre, og Jørgensen nåede at se et glimt af en stor skikkelse, inden det gik ud igen. Det skramlede igen, og så var der nogle pibe lyde. Hvad pokker foregik der? Jørgensen listede nærmere og hævede cykelpumpen parat til slag. Pludselig ramte en lyskegle ham i ansigtet, og en stemme skreg, hvorefter der var et vældigt spektakel, da et eller andet faldt til gulvet. Noget famlede rundt for fødderne af ham, og han var lige ved at sparke ud efter det, da lygten blev tændt igen.»hva satan ligner det, Jørgensen, at liste dig ind på mig på den måde?!! Du kunne have slået mig ihjel din ged!«lød det dernede fra. Jørgensen genkendte stemmen.»therkelsen for pokker, hvad raver du rundt hernede i mørket for?«jørgensen greb ud for at hjælpe viceværten på benene.»jeg er sgu da ved at skifte pær rn.«therkelsens udprægede østjyske dialekt fik alle bestemt flertals substantiver til at ende på rn.»er de gået alle sammen?ja, de går jo næsten på samme tid, når de er sat i samtidig.jamen, hvorfor har du ikke tændt for lyset mand. Så kan du da se, når den første er skruet i?fordi jeg fik stød sidste gang, da glasset gik af en af de gamle pærer, og jeg kom til at røre ved tråden. Det skal jeg dæleme ikke nyde noget af igen. Så jeg slukker for strømmen imens.«therkelsen lyste rundt og fik samlet de to trækasser, han havde stået på sammen, foruden hvad han ellers havde smidt i faldet.»men jeg kan jo ikke holde lygte og det hele, samtidig med at jeg skruer pær rn ind og ud, så jeg lyser lige, til jeg har fat i fatningen, så stikker jeg lygten i lommen og gør færdig. Men 31

32 nu kan du faneme få lov at holde lygten, til jeg er færdig, kan du.«han rakte lygten til Jørgensen og flyttede kasserne hen til det næste lampested, hvor han begyndte at fjerne den hvide glaslampeskærm. Jørgensen lyste pligtskyldigt, til viceværten var færdig med alle lampestederne. Så hentede Therkelsen to bajere, og de gik ind i Jørgensens tremmebur. Therkelsen sagde, at Jørgensen kunne få lov at betale, når nu det var hans skyld, de stod der. Jørgensen svarede igen.»det var altså dig, der slukkede for strømmen.jeg havde sgu da ikke set, at du var hernede.hvad skal du med gasflasken? Vi har jo bygas.det er til loddekolben. Nedløbsrøret omme på nordsiden er allerede gået løs. Det er simpelthen noget forbandet sjusk, de har lavet. Jeg var på vej ind i mit aflukke med den, da jeg opdagede alle pær rn var gået. Så jeg satte den fra mig for at hente nogle nye oppe i lejligheden.tak, det opdagede jeg.«jørgensen gned sig sigende på skinnebenet.»nå, hva fa en. Jeg ku da ikke vide, at der var nogen, der var så dumme, at de ville liste herind i mørket.i orden du gamle. Nå, tak for skænken, den cykel lapper ikke sig selv.«therkelsen tøede lidt op.»skal du snart af sted igen?i morgen.er det ikke træls at være så meget hjemmefra?«therkelsen løftede op i hængebugen. Tanken om at undvære fru Therkelsens kødgryder i længere tid af gangen, var ham vederstyggelig.»næhh, det generer mig ikke,«svarede Jørgensen,»men jeg ville nu også godt have min egen forretning. Det er ikke helt det samme kun at sælge for andre. Og jeg har planer. Det skal nok komme. Jeg har også lagt lidt til side.«det var nu nok en sandhed med modifikationer. Faktisk havde Jørgensen kun planer om at lægge lidt til side. Men man kunne jo låne. 32

33 Jørgensen var ikke den fødte sælger. Tværtimod brød han sig ikke om den følelse af at prostituere sig selv, der fulgte med det, at skulle bortsnakke kundernes skepsis og overbevise dem om varernes fortræffelighed. Den falskhed skamrosen indebar nagede hans, af moderen, indlærte respekt for sandheden. En respekt, der skulle sættes på en hård prøve i tiden, der kom. Hun ønskede, og det gjorde han vel også selv hvem gør ikke det? - at han skulle være et ærligt, retskaffent og ordentligt menneske, der svarede enhver sit. Ydede sit bedste, og blev bedømt derefter. Det at sælge kunne godt slibe spåner af hans integritet. Men det var ikke alene det. Han var i virkeligheden lidt af en enspænder, og den tvungne joviale omgang med mennesker han knapt kendte, var en næsten endnu større belastning. Han følte sig uærlig. Han forrådte sine egne følelser, når han forstillede sig overfor kunderne og foregav en imødekommenhed, han ikke følte. Og kundernes arrogante og uvidende afvisning uden nogen som helst følelse for de finere nuancer af hans produkter, kunne få ham til at fare i harnisk. Men det måtte han for alt i verden ikke vise. Jobbet krævede en skuespiller, og det havde han været nødt til at lære, men skulle han være skuespiller, ville han langt hellere have set sig selv som den ensomme helt i biografens westernfilm. Han var casted til en forkert rolle og kunne ikke slippe ud af den igen. Han var sælger, fordi det var den mulighed, der var. Han havde altid sat en ære i at klare sig selv, og drømmen om engang at få foden under eget bord lå permanent i baghovedet af ham. Hans mor havde fået ham sent efter et ophold på et norsk hospital, hvor hun arbejdede som sygeplejerske. På trods af tidens strenge moralske krav, havde hun insisteret på at opdrage ham selv og røbede aldrig hvem faderen var. Igennem krigens hårde år klarede hun den utaknemmelige opgave uden at kny med forskellige jobs på nordjyske sygehuse og plejehjem. 33

34 Den beskedne løn blev suppleret med hjemmerulning, som Jørgensen bragte ud til kunderne efter skoletid. Dette var ikke bare en pligt, men også en indtægtskilde for ham, idet de drikkepenge, der måtte falde af, efter overenskomst med moderen, tilfaldt Jørgensen. Therkelsen gik ud og samlede sit grej sammen. Jørgensen greb slangen og gik tværs over trappegangen til vaskekælderen.»nå lille Jørgensen, hva ka vi så gøre for dig i dag?«vaskekælderen var fru Therkelsens domæne. Selvom det selvfølgelig var et fællesrum, hvor alle konerne kunne komme og vaske, herskede hun egenhændigt dernede, mens hun vaskede uendelige mængder af duge, servietter, karklude, forklæder og viskestykker. Ud over at passe manden og vaskekælderen, var hun nemlig kogekone ved alle slags selskabeligheder. En uendelig kortege af suppe-steg-og-is middage havde passeret gennem hendes hænder. Kun afbrudt af nogle enkelte tartelet-steg-ogis middage. Hendes verden var dampende vaskefade, dampende strygejern, dampende gryder og dampende kaffekander, hvad hendes store røde næver da også bar præg af. Hun var, hvad man, uden at overdrive, kunne kalde en ordentlig matrone. Over den evindelige kittel sad et rundt lattermildt ansigt, med røde basunkinder og det grå/sorte hår sat op i en ikke alt for effektiv knold, hvorfor hun konstant børstede løse tjavser væk fra panden. Jo flere glade mennesker, der var omkring hende, desto bedre, og når hun hundsede rundt med damerne i grovkøkkenet eller til forårsrengøringen dirigerede slagets gang i vaskekælderen, havde hun sin stjernestund, og hendes buldrende latter bølgede i kaskader op gennem opgangen. Derfor var forholdet til den gnavne og bryske Therkelsen da også noget af et mysterium for de fleste. Hvad så hun dog i ham. Men hun holdt af ham som en hundehvalp og elskede at pusle om ham. 34