Lindvig Osmundsen. Prædiken til 18.s.e.trinitatis side 1. Prædiken til 18. s. e. trinitatis Læsning. Johs. 15,1-11.

Transkript

1 side 1 Prædiken til 18. s. e. trinitatis Læsning. Johs. 15,1-11. De ord vi har hørt i dag drypper af dåb. Når et menneske bliver døbt får det en velsignelse med sig ud i livet. Vi kalder det dåbsvelsignelsen. I dåbsvelsignelsen er de ord som sluttede salme 121 vi hørte læst fra altret i dag. Når præsten lægger sin hånd på den døbtes våde hoved lyder disse ord: Herren bevare din udgang og din indgang fra nu og til evig tid. Med de ord sendes den døbte ud i livet, for at det skal leve sit liv, på sin rejse fra dåb til grav, med løftet om at Gud vil bevare det og følge det hele livet. Ordene er hente fra salme 121 i GT, og netop den salme kaldes en pilgrimssalme. En salme som jøderne brugt når de tog hjemmefra for at rejse op til Templet i Jerusalem for at fejre påsken. At rejse dengang var at gå, de gik ad de små stier som snoede sig gennem markerne op ad bjergsiderne og ned gennem dalene. De vandrede i dagens sol og månelyse nattetimer. Kunne se op mod bjergene toppe, og i natten se mod himlens stjerner. Og hver gik de med deres tanker, med tid til at tænke over livet, med tid til at forme bønnen de ville bede i templet. At vandre er at gå tur med sig selv. På en mærkelig måde både midt i det hele og samtidig alene med alle rejsens mange skridt. At vandre i åbent land er at opleve naturens storhed og mærke at man er blot et lille menneske i en meget stor verden. Hvem skal hjælpe mig med mit liv, hvem vil beskytte mig på ukendte veje, er der nogen som vil følges med mig. Og øjnene løftes og bønnen formes i sindet. Hjælp mig Gud med det liv som er mit. 1

2 side 2 Og salmens ord former løftet fra Gud og føder tilliden til Gud, for hvert skridt man tager. Min hjælp kommer fra himlens og jordens skaber. Og slutter med løftet om at Gud vil bevare mig, så jeg kommer godt frem og siden kommer godt hjem. Gud vil bevare mig, og det betyder både at Gud vil passe på mig, og at Gud vil holde mig fast hos sig. At bevare noget er at passe på det, så det ikke lider skade, og passe på det så man ikke mister det. Det fortalte Jesus i lignelsen om manden med 100 får, der mister et, at han gik ud for at lede efter det indtil han fandt det. Og salmens ord giver et stærkt billede på Guds trofasthed. Gud er din skygge, ved din højre side. Der er tider hvor man ikke kan se sin skygge, når det er mørkt, men straks ved det mindste lys, kan man se sin skygge. Og man kan kun slippe af med sin skygge ved at gemme sig i mørket. Straks man træder ud i det mindste lys, kan man ane sin skygge igen. Og bønnen om Guds hjælp er at træde ud i lyset. Træde ud i Guds løfte som jeg fik med mig da dåbens vand rørte min hud. Skyggen der klæber til mig, er løftet om at Gud bliver hos mig altid. Det er løftet fra Gud vi fik i dåben. Og dåben er en livsforbindelse til Gud. Så tæt som en gren på sit træ. Da jeg var på besøg hos et ældre ægtepar kom vi til at snakke om det store æbletræ de havde stående i haven. Det var et mærkeligt træ, for der var fire forskellige slags æbler på det træ. Fire slag grene var podet ind på det træ, og i år var det kun to af sorterne som havde givet frugt. De andre gren stod uden æbler. Mærkeligt at se på et træ med fire slags æbler og at det kun var æbler på nogen af grenene. 2

3 side 3 De havde blomstret fint alle sammen, men fordi de var forskellige sorter, var de sprunget ud med en dag eller tos mellemrum, og så var der kommet frost en nat, så to af sorterne ikke satte frugt. Jesu brugte vintræet som et billede på ham og disciplene. Forskellige grene der vokser på samme træ. Det første vi skal lægge mærke til er at de billeder Jesus bruger om forholdet mellem ham og os, er hentet fra det organiske liv. Vores daglige verden består meget af elektroniske apparater og trådløse forbindelser. Af mekaniske ting, biler og maskiner, af mursten og fliser og asfalt. Vi skal slå bremsen i, eller op at stå på pedalen. Hjertet tikker som et klokværk. Vi skal opdateres om det sidste nye. App en tæller mine skridt. Jesu billeder er hentet fra det levendes verden. Hyrde og får. Eller naturen, som her med et vintræ og dets grene. Og jeg fortalte om et æbletræ, for måske kender vi et æbletræ bedre end vi kender et vintræ. Det organiske liv har nogle kendetegn. I den mekaniske verden er alt forudsigeligt, fastlagt, og tvunget. En bil kan det den kan, og virker som den gør. Indtil den er slidt op eller går i stykker. Får den benzin så kører den. Uanset om det er sommer eller vinter. Det organiske liv er ikke helt så forudsigeligt. Det er levende, det kan vokse stort og vildt, eller det kan gro skævt. Det kan se dødt ud om vinteren, men spirer igen ved sol og varme. Det særlige ved træ og gren er at grenen kan intet uden sit træ. Der er en direkte livs afhængighed. Grenen får sit liv fra stammen, der er en forbindelse, men det liv som strømmer fra stammen og ud i grenen kan man ikke se. Træet suger vand og næring fra jorden, og det strømmer op gennem stammen og ud i grenene hvor det sætter knop og blade 3

4 side 4 og frugt. Et skjult indre liv ses kun ved blade og frugt. Men uden det indre skjulte liv ingen knopper der springer d og ingen frugt der vokser frem. Træets saft er billedet på tro og tillid og kærlighed. De tre vigtigste ord for et menneske, men som er så uhåndterlige og usynlige. Mystiske som selve livets under. Uden tro kan et menneske ikke leve. Uden tillid kan livet ikke vokse og udfolde sig. Uden kærlighed kan intet gro. Jesu ord om vintræet og grenene møder vi i dåbsritualets ord. I Tiltalen efter dåben til forældre og faddere. Her knyttes følgende billede på dåben sammen med bønnen for den døbte. I forældre skal oplære jeres barn i den kristne tro og bede for det, for at det må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham. Ved dåben podet ind som en gren på vintræet. I Jesu budskab og med billedet og ordet: Jeg er det sande vintræ! præsenterer Jesus livsforbindelsen til Gud. Som vintræet bærer grenene, er Jesus den som bærer et menneskes forhold til Gud. Ved at sige dette stiller Jesus sig midt i menneskenes verden og siger tro på mig, jeg kan bære dit liv og din eksistens. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Tro på mig. Jesu lignelse med vintræet og dets grene taler om dette tillidens fællesskab mellem ham og disciplene. Det taler til os om fællesskabet mellem Kristus og os, som et troens og tillidens fællesskab, som lever og næres ved at tage imod, ved at lytte til hans ord, ved bønnens samtale. Grenens livsmulighed er at blive på sin vinstok, og leve af den saft som roden giver. Grenen lever af at tage imod. Ved at tage 4

5 side 5 imod vokser grenen med blade og druer. Den bærer frugt, ved at blive på sin vinstok. Et menneskes forbindelse til Gud er ikke en fysisk navlestreng, men tillid. Tilliden er forbindelsen, hvorigennem livskraften flyder. Lignelsens pointe er at understrege tillidens betydning for et menneskes relation til Gud. Det er tilliden til Gud vi lever af, næres ved og vokser af. Tilliden til Guds kærlighed. Om dåben bruges dette fine billede om at blive podet ind på den sande vintræ. Podning er at man kan skære en gren af et træ, og poder det ind på et andet træ. Ved dåben sættes vi ved troen ind på det sande vintræ, Kristus. Og får alt til liv og frelse af Kristus. Med troen på Kristus er vi placeret ind i en større virkelighed, som giver et holdepunkt midt i verdens rodløshed. Til indre styrke og til aktivt liv. Til den tro og den trøst, at der er en som kan bære min tro og hele mit liv. Hans navn er Kristus. I tillid til ham, kan livet vokse og gro. 5