Glædelig Jul. Indhold. Lungeforeningen Boserup Minde Julenovelle: Bodils sparekassebog Nem julefrokost... 12

Transkript

1

2

3 Tidsskrift for Lungehandicappede ISSN Årgang 62 - Nr. 9/2004 Udgives af: Lungeforeningen Boserup Minde Old Gyde 74, 5620 Glamsbjerg Tlf , Fax boserup@boserup-minde.dk bm-bladet@boserup-minde.dk Hjemmeside: Giro Landsformand: Helge Petersen Korsvang 3, 5610 Assens Tlf helge.petersen@mail.dk Redaktionsudvalg: Helge Petersen (ansvarshavende) Birthe Pedersen Grethe Jørgensen Journalistisk medarbejder: Anne-Lise Nerving Studsbøl Alle 45, 2770 Kastrup Tlf Fax nerving@jubiipost.dk Ferie-, kursus- og rekreationshjem Boserup Minde, 5620 Glamsbjerg Kontoret:Tlf kl Beboer:Tlf Indhold Lungeforeningen Boserup Minde Julenovelle: Bodils sparekassebog Nem julefrokost Eventyret om Den lille pige med svovlstikkerne af H. C. Andersen. 14 Jule- og nytårsophold i Glamsbjerg Julesalme: Julen har englelyd Juleklip Børnesider: Tegn til julesangen Søren Banjomus Julenovelle: Juleklokken Julekrydsord Artikel: Frilandsmuseet Artikel: Lolland-Falster afdeling fylder 60 år i Artikel: Aalborg afdeling fylder 60 år i Oplysende materialer fra Lungeforeningen Boserup Minde Lokalafdelinger i Boserup Minde Bomi-Parken - Plejehjem, daghjem, dagcenter, Beskyttede boliger, Pallesvej 20-80, 2300 København S. Administrationskontor: Annoncetegning: BM - Bladet, Skovkildeparken 23,Virring, 8660 Skanderborg,Tlf Tryk: Silkeborg Bogtrykkeri,Tlf Bladet tilsendes alle medlemmer, der optages gennem lokalforeningerne for et kontingent af 115 kr. for Hvor ikke andet er anført, er redaktionel tekst lavet af Anne-Lise Nerving. Glædelig Jul Vi har alle en mening om, hvordan vi helst vil fejre julen. Det kan være med gamle hyggelige traditioner. Det kan være, vi helst vil have en stille og fredelig jul. Men på en eller anden måde overgiver vi os alle og fejrer vinterens mørke tid med lys og varme indendørs. Samtidig glæder vi os til dagene atter bliver længere. Lungeforeningen Boserup Minde ønsker alle en rigtig glædelig jul og håber, at læserne vil få glæde at dette julehæfte. Helge Petersen Landsformand Julen

4 Lungeforeningen Lungeforeningen Boserup Minde er en patientforening, der varetager de lungesyges interesser Patientforeningen har til formål at øge støtten til arbejdet for de lungehandicappede og forebyggelsen af lungesygdomme.vi arbejder for at fremme forebyggelsen af lungesygdomme, og vi laver et stort arbejde for at oplyse om sygdommene. Vores organisation er opbygget af 14 lokalafdelinger og en landsforening, der er placeret i Glamsbjerg på Fyn. Foreningen har eksisteret siden 1903, så vi er en af de ældste patientforeninger i Danmark. I år har en del af vores lokalafdelinger haft 60 års jubilæum. Landsforeningen Landsforeningens kontor og sekretariat arbejder i foreningens ferie-, kursus- og rekreationshjem i Glamsbjerg. Kontoret tager sig af oplysningsarbejdet, udstillinger og kontakten til andre foreninger, ministerier m.v. De står som garant for foreningens blad, der udkommer 8 gange jævnt fordelt over året samt et julehæfte, der udkommer i et meget større oplag, og det sælges fra landsforeningens kontor og fra lokalafdelingerne. Derudover arbejdes der med brochurer om de forskellige lungesygdomme, og der udgives pjecer og oplysende materiale. I år er der kommet en ny brochure om Ilt-behandling. Lungeforeningens ferie-, kursus- og rekreationshjem har åbent hele året. Her er det muligt at komme på kursus f.eks. om ilt-brugere, KOL-patienter og kursus om bronkit/emfysem. Der er kurser op til ti gange om året. Der er ferieophold for medlemmer af Lungeforeningen, og man kan også komme på påske-, jule- og nytårsophold. Ferie-, kursus- og rekreationshjemmet indeholder 20 enkeltog dobbeltværelser samt landsforeningens kontor, mødelokaler m.m. Ferie-, kursus- og rekreationshjemmet i Glamsbjerg I 2001 restaurerede og udbyggede Lungeforeningen Boserup Minde foreningens ferie-, kursusog rekreationshjem i Glamsbjerg, så det nu fremstår flot og indby- Tillidsmandsmødet i april Julen 2004

5 Boserup Minde dende. I år 2004 har vi fået isat nye vinduer og døre i den gamle del af bygningen. Der er et stort haveanlæg med store terrasser, så vores gæster har mange udenomsfaciliteter. Lokalafdelingerne Lokalafdelingerne tager sig af den direkte kontakt med medlemmerne. Her holdes medlems- og informationsmøder, og der arrangeres ture for medlemmerne. Det er lokalafdelingerne, der søger tilskud i kommunerne efter 115 til lokale aktiviteter. Det er også lokalafdelingerne, der står for at udleje deres feriehuse til en rimelig billig leje. Der er i alt 26 feriehuse fordelt over hele landet. Hvis du er medlem og interesseret i at leje feriehusene i lokalafdelingerne, skal du søge om det i løbet af marts måned og får besked i løbet af april måned, om du har fået et feriehus. Januarnummeret af BM- Bladet viser feriehusene, deres beliggenhed og prisen på feriehusene. Nyt medlem? Hvis du / I skulle være interesseret i at blive medlem af patientforeningen eller være støttemedlem af foreningen, kan du / I tilmelde jer til landsforeningen eller lokalafdelingerne, se telefonnumre og adresser på side 42. Landsforeningens ferie-, kursus- og rekreationshjem i Glamsbjerg set fra forhaven. Landsforeningens ferie-, kursus- og rekreationshjem i Glamsbjerg set fra baghaven. Se eventuelt vores hjemmeside Julen

6 6 Julen 2004

7 Bodils Sparekassebog Sparekassekasserer Storm sad og så sig om i lokalet. Han ærgrede sig over, at han sad her. Hvorfor havde han dog også ladet sig forflytte til den lille kedelige filial i byens udkant? Den smule lønforhøjelse og forfremmelse, han havde opnået ved at blive kasserer, betød jo i virkeligheden ikke noget for ham. Han havde, hvad han behøvede og mere til. Han burde have overladt avancementet til en mand med kone og børn. Det var temmelig dødt i sparekassen i dag, så Storm havde tid nok til at ærgre sig. Han blev mere og mere gnaven. Lokalets grimhed og tarvelige udstyr irriterede ham, men det der ærgrede ham mest, var dog, at vinduerne vendte mod syd. Det havde været gråvejr de første to dage, derfor havde det ikke generet ham før, men i dag faldt eftermiddagssolen i en bred stribe over gulvet og nåede helt hen til hans plads. Og så var det endda i slutningen af september! Nej, der burde aldrig være sol i et lokale. Med et suk tænkte han på det store fornemme rum i hovedafdelingen, hvorind der aldrig trængte en solstråle. Der havde han holdt af at være, det passede ham. Pludselig stod en lille pige i solstriben. Det var en lille unge på fem år med en stor gul sløjfe i håret helt oppe på toppen og en gul jumper. Hun stod et øjeblik og så sig om, så styrede hun lige hen mod Storm. Vil du gerne sætte mine penge i sparekassen? spurgte hun. Trods sit dårlige humør kom han til at smile. Ja, det vil jeg gerne, sagde han. Ja, men forstår du det rigtigt? Vedblev hun og så undersøgende på ham. Om jeg forstår det? Ja, for det var ikke dig, der var her sidste gang. Nej, det var det ikke, men jeg ved godt, hvordan jeg skal bære mig ad. Den lille trak en avispakke frem fra sin jumper og lukkede den op med stor omstændighed. Det var en sparekassebog. Da hun rakte den over til ham, faldt tre tiører ud og trillede om bag skranken. Storm måtte ned på knæ og samle dem op. Fik du dem alle sammen? spurgte hun strengt, der skal være otte. Hun tog resten af pengene frem fra hylsteret. Der var otte. Dem har jeg fået for at gå byærinder, fortalte hun. Og så har jeg fået en femkrone af onkel Jens på én gang. Og hendes ansigt strålede af stolthed over den onkel, der havde råd til at forære en hel femkrone bort på én gang. Alle de penge skal du putte i sparekassen, og så skal du skrive det ind i bogen her, forklarede hun omhyggeligt. Hun var øjensynlig ikke helt sikker på, at han nu også forstod det rigtigt. Og her er sedlen, vedblev hun og fiskede den frem af hylsteret. Den var udfyldt med en stor klodset skrift, og det fremgik heraf, at bogens ejer hed Bodil Olsen. Med spændt opmærksomhed og fingeren i munden iagttog hun ham, medens han skrev, og nikkede så tilfreds. Tak skal du have, sagde hun og nejede. Så stillede hun sig op ved ruden for udlevering, hendes rutine som bankkunde var åbenbart solid. Hun kendte straks bogen, da den kom, og rakte hånden op efter den. Nr. 1209, lød assistentens stemme. Det er min, sagde den lille ivrigt. Hvor meget er der indsat? Fem kroner og firs øre. Må jeg få den? Så fik Bodil sin bog. Omhyggeligt pakkede hun den ind i avisen og stoppede den op under sin jumper. Så nejede hun hen mod skranken og forsvandt ud af døren. Den gule sløjfe lyste som en lille munter flamme, da hun passerede gennem solstriben. Storm fulgte hende med øjnene, og da hun var borte, opdagede han til sin forundring, at han havde siddet og smilet. Han blev igen ærgerlig. Pjank, tænkte han gnavent, at lade sådan en størrelse gå hen i en sparekasse. Den slags kunder har vi dog aldrig set i hovedafdelingen. Ugen efter kom Bodil igen. Så lille var hun, at Storm kun så den gule hårsløjfe og et par blå øjne, når hun sådan stod lige ind til skranken. I dag har jeg mange penge, kan du tro. Omtrent lige næsten fem og tyve kroner. Hun rakte ham avispakken. Vil du gerne pakke den ud for mig, for hvis jeg taber den? Han pakkede bogen og pengene ud, stærkt smigret over tilliden. Hvor har du fået alle de penge fra? spurgte han, for hun stod og betragtede hans ansigt med så hemmelighedsfuld en mine, at det ligefrem krævede et spørgsmål Julen

8 fra hans side. Jo det var min fødselsdag i går, og onkel Jens og tante Hanne gav mig femten kroner og en stor pose lakridskonfekt. Og så fik jeg fem kroner af mor og tre kroner af fru Sørensen på anden. Hun havde lagt sine hænder på skranken og stod og hoppede op og ned, så den gule sløjfe dansede. Du skal ikke skrive så hurtigt, sagde hun pludselig, for så bliver det så grimt. Preben på fjerde skriver meget pænere, det har han lært i skolen. Jeg skal nok gøre mig umage en anden gang, lovede Storm, men husk på, det er længe siden, jeg gik i skole. Bodil kom igen hver uge eller hver fjortende dag. Det var gerne om mandagen, hun kom, og så fortalte hun strålende om onkelens besøg om søndagen. Men en gang gik der næsten en måned. Det er rigtignok længe siden, du har været her, sagde han helt opmuntret ved at se hende igen. Så har du vel en masse penge med? Bodil rystede på hovedet. Næ, jeg har ikke mange i dag. Har din onkel da ikke besøgt dig? spurgte Storm og udtalte i sit hjerte en fordømmelse over alle forsømmelige onkler. Jo, men han har ikke haft arbejde så længe, og tante Hanne har været på hospitalet, så hun kan heller ikke tjene noget, og så har han ikke råd til at give mig noget, kan du nok forstå. Han gav mig en krone i søndags, og resten har jeg selv tjent. Selv tjent! Der var en lille selvbevist klang i hendes stemme, men ingen glad stolthed, som når hun fortalte om onklens gaver. Storm så den lille størrelse og fik pludselig en latterlig lyst til at være onkel. Så gik der igen en lille måneds tid, før Bodil kom med en lille klat penge, hun selv havde tjent, og så kom hun ikke mere. Storm kunne ikke længere skjule for sig selv, at han længtes efter hende, underligt nok, for han havde det ellers ikke meget med den slags følelser. Hans forældre boede i provinsen, og de kom engang imellem og besøgte ham, ligesom han besøgte dem i ferier. Det var, som det skulle være. Heller ikke hovedafdelingen længtes han efter mere, efter han havde vænnet sig til forholdene her. Og hans daglige liv var behageligt og velindrettet. Han havde sin bridgeklub, sine ungkarlemiddage og sine teaterbesøg, og alt dette var nok til at udfylde hans tilværelse. Det havde han da syntes hidtil. Hvordan gik det da til, at han følte en tomhed og et savn, fordi han ikke mere så en lille pige med gul sløjfe komme ind i sparekassen og trække sin bog indsvøbt i avispapir frem fra sin jumper? Det var uforklarligt, ganske latterligt. Storm opgav at forstå sig selv. Så kom en dag i begyndelsen af december en kone med rødrandede øjne i et træt gråt ansigt og hævede halvtreds kroner på Bodils sparekassebog. Storm stirrede på hende, så den stakkels kone blev både rød og bleg. Men han sagde selvfølgelig ingenting, for hvad skulle han sige! Konen var jo sikkert Bodils mor og havde altså lov til det. Men da hun var gået, blev han overfaldet af pinlige tanker. Tankerne blev ved at forfølge ham resten af dagen i banken, og da han kom hjem. Hans fantasi udmalede sørgelige billeder: en lille syg pige, en arbejdsløs onkel, en træt forslidt mor. Barnet trængte til medicin, til god mad og til meget andet, og moderens penge slog ikke til. Så måtte hun hen i sparekassen og hæve de penge, som var sat ind til den lille pige med gul sløjfe, en lille rund og sund pige, der nu var syg. Og så var det oven i købet snart jul! Hvordan ville julen blive i et hjem, hvor man var så langt nede, at man var nødt til at tage op af en lille kapital, skrabet sammen af tiører og femogtyveører! Sludder, sagde han så pludselig til sig selv, hvorfor skulle det være så galt". Pigebarnet behøver jo slet ikke at være syg, fordi hun ikke kom her. Moderen har bare brug for pengene en tid, det er det hele. Og der står jo da endnu 8 Julen 2004

9 nogle penge tilbage på Bodils sparekassebog. Men Bodil kom ikke mere, derimod kom hendes mor et par dage efter igen og hævede resten. Storm kendte hende straks og fulgte hende med øjnene, skulende som en tiger i bur. Han kunne jo ikke komme til at spørge hende ud, og så forsvandt konen ud af døren. Bodils sparekassebog var ikke mere. Storm græmmede sig. Han havde i snart femogtyve år været ansat i bankens tjeneste, han havde set store formuer smelte sammen til intet, aktier, som dalede, veksler, som forfaldt, og han havde tit beklaget de stakler, som ramtes af pengeuheld. Men han havde aldrig mistet sin appetit ved tanken om deres fremtid. Og nu gik han og græmmede sig ved tanken om en lille pige, som ikke havde nogen sparekassebog. Han kendte ikke sig selv igen.var det tanken om julen, der gjorde ham sentimental? Nej det var ikke det alene. Han havde jo haft følelsen længe, den mærkelige medfølelse med et andet menneskeligt væsen, som egentlig slet ikke kom ham ved. En dag var hun kommet til syne midt i en solstribe og lyst op som en lille gul flamme. Det var blevet koldt, da den var borte. Sparekassebestyrer Storm begyndte at vise en løjerlig opførsel. Hver morgen strejfede han rundt i sidegaderne i sparekassens nærhed, ligeledes om eftermiddagen, før han gik hjem til middag. Han spejdede efter en lille pige med gul hårsløjfe og efter en forslidt kone, som der ikke var noget bemærkelsesværdigt ved, men som han alligevel nok skulle kende mellem hundreder. En dag i mørkningen så han endelig konen. Hun kom smuttende ud fra en gadedør, tværs over gaden og ind i en grøntforretning. Han blev stående et øjeblik og ventede, til hun kom ud igen. Undskyld. Er De ikke Bodil Olsens mor? spurgte han og trådte pludselig i vejen for hende. Konen sank i knæene af forskrækkelse. Jo, sagde hun. Mit navn er Storm, jeg er ansat i den sparekasse, hvor Deres lille pige havde sin bog og jeg -. Er de ovre fra banken? Jeg forsikrer Dem, hr. bankassistent, jeg har ikke stjålet den, jeg er virkelig Bodils mor, det forsikrer jeg. Det tvivler jeg slet ikke om, De behøver ikke at være forskrækket. Jeg vil blot gerne vide, om Deres lille pige er syg. Jeg så hende så tit, og jeg fik interesse for hende, og så ville jeg blot -. Å, gud ske lov, sukkede konen lettet, jeg er sådan, at mine ben ryster. Man vil jo nødigt op i noget vrøvl. Om Bodil er syg, ja, hun har været så syg, men nu går det bedre, og doktoren siger, at hun nok skal komme op til jul. Men hendes sparekassebog? Ja, den var jeg jo nødt til at tage. Jeg forsikrer Dem for hr. bankassistent, ellers havde jeg ikke gjort det. Min bror Jens og jeg, vi var jo så glade for, at hun kunne have den at støtte sig til, når hun blev stor. Men De kan tro, sådan en sygdom den koster. For selv om man også har sygekassen, så er der jo mad og brændsel, det skal jo til, og når man ingenting tjener. Der var to måneder, hvor jeg ikke kunne røre maskinen, så syg var hun. Jeg syr herreveste, skal jeg sige Dem, det er jo det, vi skal leve af. Men var der ingen, der kunne hjælpe Dem? Nej, for min bror har været arbejdsløs hele vinteren, og hans kone har ligget på hospitalet, så de har nok med at klare sig selv. Og det er den eneste familie, jeg har. De kan tro, det har været en hård tid for Jens, da Bodil lå der og var ved at dø. Ja, for hans kone med da. For pigebarnet hun er jo deres øjesten ved det, at de ikke har nogen selv, og nu er de ældre mennesker, så de får nok heller ingen. Derfor er Bodil ligesom deres egen, og Jens er nu især så stolt af den sparekassebog. Han gav hende penge, så snart han havde nogen, og han sagde altid: De penge skal stå i banken og trække renter, til du Julen

10 10 Julen 2004

11 bliver voksen, så skal du læse og studere og blive en fin dame. Ok ja, nu er pengene røget, og onkel Jens er arbejdsløs. Konen tav lidt og så op på Storm. Jeg var også så glad for den bog, hr. bankassistent, sagde hun, man vil jo gerne, at ens børn skal komme lidt frem i verden. Så De kan nok forstå, at jeg ikke havde rørt den, hvis jeg ikke havde været nødt til det. Ja, jeg forstår det godt, sagde han. Og så siger jeg farvel og tak, fordi De spurgte til Bodil, konen rakte ham troskyldigt hånden. Jeg be r sagde Storm og beholdt i tanker hendes hånd. Han spekulerede på at give hende penge, men han vidste ikke, om det gik an. Storm var ikke øvet i godgørenhed. Farvel, sagde konen og trak sin hånd til sig. Nej, vent lige lidt! Kunne De ikke give mig Deres adresse? Jeg ville nemlig gerne det kan være Storm fik pludselig en lys ide, det kunne nemlig være, jeg kunne skaffe Deres bror noget arbejde. Konen så op på ham med ligefrem andagt. Kunne De skaffe Jens arbejde? Ja, måske, nej, De skal ikke takke mig, jeg kan jo ikke love noget bestemt, giv mig blot Deres adresse, så skal De få bud, hvis jeg finder noget til ham. Storms ide var virkelig god. Sparekassen havde lige opført et nyt kompleks, og han vidste, at der endnu ikke var ansat nogen vicevært. Straks næste morgen satte han sig i bevægelse for at udføre sin plan, og tre dage efter, fra femtende december, var Bodils onkel ansat som vicevært med god fast gage. Betalingen for en måned fik han forud. Det havde Storm kæmpet for som en løve, og da det var gennemført, faldt der ro over ham. Nu pinte det ham ikke mere at se juletræerne på gaden eller butikkerne med gaver og godter og legetøj. Bodil ville få sin del nu ligesom andre lykkelige børn. Og den første hverdag efter nytår kom der en lille pige ind i sparekassen. Hun var bleg og tynd, men hendes blå øjne strålede op mod Storm, da hun rakte ham sin sparekassebog. Kan du gætte, hvor mange penge jeg har i dag, spurgte hun. Nej, det kunne Storm ikke. Fem og tyve kroner, sagde hun triumferende. Jeg fik dem af onkel Jens til juleaften, han tjener så mange penge nu, og det er, fordi du har skaffet ham arbejde, siger mor. Hun siger, at du er sådan en rar mand, og det synes jeg også. Det er jeg glad for, at I synes, sagde Storm med stor alvor. Og jeg har et stort, stort juletræ derhjemme helt op til loftet, vedblev hun. Hendes ansigt lyste, og hele hendes lille person udstrålede stolthed og henrykkelse, medens hun fortalte løs om alle de herligheder, hun havde fået juleaften. Den blege vintersol faldt ind i lokalet og fik hendes gule sløjfe til at lyse, da hun gik tilbage mod udgangen med avispakken gemt inde under frakken. Storm fulgte hende tankefuldt med øjnene. Det er nu alligevel godt med sol i lokalet, sagde han halvhøjt og nikkede hen for sig. Julen

12 Nem julefrokost til 4 personer Marineret kold kartoffelsalat Ingredienser: 1,5 kg aspargeskartofler Marinade: ravigottesauce ca. 2 dl. 1 fed hvidløg olivenolie ca. 1 1 /2 dl. purløg 1 rødløg Kartoflerne koges, pilles og skæres i skiver. Marinaden piskes sammen af ravigottesauce, hvidløg og olivenolie. Derefter lægges kartoffelskiverne i marinaden, som herefter står og trækker i minimum en time. Til sidst pyntes med hakkede rødløg og purløg. Orangemarineret andebryst Ingredienser: 3-4 stk. andebryst renses og fedtet ridses. Marinade: 1-2 friskpressede appelsiner 2 spk. honning 1 spk. balcamico 1 tsk. salt Marinaden røres sammen og hældes over det rensede andebryst, som står og trækker i minimum 3 til 4 timer men gerne til næste dag. Herefter brunes andebrystet af på panden og lægges i et lille stegefad. Resten af marinaden hældes over, og fadet sættes i ovnen i ca. 25 minutter ved 180 grader. Ved servering skæres bryststykkerne på skrå. Appelsinrødkål Ingredienser: 1 kvart rødkålshoved 1 stor appelsin 100 gram val- eller hasselnødder Det kvarte rødkålshoved skæres i fine strimler. Appelsinen skæres i mindre stykker og blandes i rødkålen med nødderne. Salaten må gerne stå og trække lidt for servering. Fyldt brie-lagkage Ingredienser: 1 hel brie (mellemstørrelse) 1 flødeost naturel 2 hele peberfrugter i forskellige farver 1 2 spk. balcamico eller cognac Brien skæres over på tværs. Den udhules forsigtigt, og fyldet fra osten lægges i en røreskål og røres med flødeost, balcamico eller cognac. Peberfrugterne skæres i meget små tern og puttes i fyldet gem lidt til pynt. Fyldet lægges i brien igen, og låget lægges ovenpå. Herefter pyntes brien med peberfrugter. 12 Julen 2004

13 Julen

14 Den lille pige med svovlstikkerne Eventyr af H. C. Andersen Illustreret af Lundbye 1843 Det var så grueligt koldt. Det sneede og det begyndte at blive mørk aften. Det var også den sidste aften i året, nytårsaften. I denne kulde og i dette mørke gik på gaden en lille, fattig pige med bart hoved og nøgne fødder. Ja hun havde jo rigtignok haft tøfler på, da hun kom hjemme fra, men hvad kunne det hjælpe! Det var meget store tøfler. Hendes moder havde sidst brugt dem, så store var de, og dem tabte den lille, da hun skyndte sig over gaden, idet to vogne for så grueligt stærkt forbi. Den ene tøffel var ikke at finde, og den anden løb en dreng med. Han sagde, at den kunne han bruge til vugge, når han selv fik børn. Der gik nu den lille pige på de nøgne små fødder, der var røde og blå af kulde. I et gammelt forklæde holdt hun en mængde svovlstikker, og et bundt gik hun med i hånden. Ingen havde den hele dag købt af hende. Ingen havde givet hende en skilling. Sulten og forfrossen gik hun og så så forkuet ud, den lille stakkel! Snefnuggene faldt i hendes lange gule hår, der krøllede så smukt om nakken, men den stads tænkte hun rigtignok ikke på. Ud fra alle vinduer skinnede lysene, og så lugtede der i gaden så dejligt af gåsesteg. Det var jo nytårsaften, ja det tænkte hun på. Henne i en krog mellem to huse, det ene gik lidt mere frem i gaden end det andet, der satte hun sig og krøb sammen. De små ben havde hun trukket op under 14 Julen 2004

15 sig, men hun frøs endnu mere og hjem turde hun ikke gå. Hun havde jo ingen svovlstikker solgt, ikke fået en eneste skilling. Hendes fader ville slå hende og koldt var der også hjemme. De havde kun taget lige over dem, og der peb vinden ind, skønt der var stoppet strå og klude i de største sprækker. Hendes små hænder var næsten ganske døde af kulde.ak! en lille svovlstikke kunne gøre godt.turde hun bare trække en ud af bundtet, stryge den mod væggen og varme fingrene. Hun trak en ud, itsch! hvor spruttede den, hvor brændte den! Det var en varm, klar lue, ligesom et lille lys, da hun holdt hånden om den. Det var et underligt lys! Den lille pige syntes, hun sad foran en stor jernkakkelovn med blanke messingkugler og messingtromle. Ilden brændte så velsignet, varmede så godt! Nej, hvad var det! - Den lille strakte allerede fødderne ud for også at varme disse, - da slukkedes flammen, kakkelovnen forsvandt, - hun sad med en lille stump af den udbrændte svovlstikke i hånden. En ny blev strøget. Den brændte, den lyste, og hvor skinnet faldt på muren, blev denne gennemsigtig, som et flor. Hun så lige ind i stuen, hvor bordet stod dækket med en skinnende hvid dug, med fint porcelæn, og dejligt dampede den stegte gås, fyldt med svesker og æbler! Og hvad Illustreret af Vilhelm Pedersen der endnu var prægtigere, gåsen sprang fra fadet, vraltede hen af gulvet med gaffel og kniv i ryggen. Lige hen til den fattige pige kom den. Da slukkedes svovlstikken, og der var kun den tykke, kolde mur at se. Hun tændte en ny. Da sad hun under det dejligste juletræ. Det var endnu større og mere pyntet, end det hun gennem glasdøren havde set hos den rige købmand, nu sidste jul.tusinde lys brændte på de grønne grene og brogede billeder, som de der pynte butiksvinduerne, så ned til hende. Den lille strakte begge hænder i vejret - da slukkedes svovlstikken. De mange julelys gik højere og højere. Hun så de nu var de klare stjerner, en af dem faldt og gjorde en lang ildstribe på himlen. Nu dør der en, sagde den lille. For gamle mormor, som var den eneste, der havde været god mod hende, men nu var død, havde Illustreret af Vilhelm Pedersen sagt: når en stjerne falder, går der en sjæl op til Gud. Hun strøg igen mod muren en svovlstikke. Den lyste rundt om, og i glansen stod den gamle mormor, så klar, så skinnende, så mild og velsignet. Mormor! råbte den lille, o tag mig med! Jeg ved, du er borte, når svovlstikken går ud. Borte ligesom den varme kakkelovn, den dejlige gåsesteg og det store velsignede juletræ! Og hun strøg i hast den hele rest svovlstikker, der var i bundtet. Hun ville ret holde på mormor, og svovlstikkerne lyste med en sådan glans, at det var klarere end ved den lyse dag. Mormor havde aldrig før været så smuk, så stor. Hun løftede den lille pige op på sin arm, og de fløj i glans og glæde, så højt, så højt. Og der var ingen kulde, ingen hunger, ingen angst, - de var hos Gud! Men i krogen ved huset sad i den kolde morgenstund den lille pige med røde kinder, med smil om munden - død, frosset ihjel den sidste aften i det gamle år. Nytårsmorgen gik op over det lille lig, der sad med svovlstikkerne, hvoraf et knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig, sagde man. Ingen vidste, hvad smukt hun havde set, i hvilken glans hun med gamle mormor var gået ind til nytårs glæde! Julen

16 Jule- og nytårsophold i Glamsbjerg De sidste par år har der været jule- og nytårsophold på ferie-, kursus- og rekreationshjemmet i Glamsbjerg De sidste to år har der været arrangeret jule- og nytårsophold i Glamsbjerg. Begge år har det været en bragende succes. Syge mennesker, der ikke har overskud til selv at arrangere julefest derhjemme, eller bare personer, der gerne vil have det lidt let i julen og nytåret, har tilbragt juledagene og nytårsdagene på rekreationshjemmet. Her er de fri for at tænke på indkøb og arrangementer. De behøver ikke at styrte omkring og købe ind, men kan roligt sætte sig ned og nyde jule- og nytårsdagene i fred og ro. De 24 gæster ankom til ferie-, kursus- og rekreationshjemmet lillejuleaften om eftermiddagen, hvor de blev godt modtaget og introduceret for hinanden af Birthe Pedersen. Efter at gæsterne havde fået deres værelser, blev der serveret kaffe og kage. Juleopholdet Derefter har nogle af gæsterne hygget sig i huset, der var pyntet festligt og hyggeligt op med, hvad der ellers hører julen til. Andre er gået en tur i de tilstødende Krengerup skove. Maden var som sædvanligt et nummer for sig. Der blev serveret god traditionel julemad, og på selve juleaften var det selvfølgelig andesteg med, hvad der ellers hører til. Bordene i spisestuen var sat op i et stort samlet bord og julepyntet. Denne aften blev der selvfølgelig serveret både hvidvin og rødvin, eller hvad gæsterne ellers kunne ønske sig. 16 Julen 2004

17 Efter middagen samledes gæsterne i opholdsstuen, hvor juletræet var pyntet og tændt. De sang julen ind med julesange, og hver enkelt gæst fik en julegave. Resten af aftenen gik med julehygge. Første juledag var der stor udvidet julefrokost med øl og snaps. Julefrokosten var flot, og den varede hele eftermiddagen. Landsformand Helge Petersen og Birthe Pedersen deltog i julefrokosten. Ud på aftenen, da gæsterne havde fået lidt af deres appetit tilbage, blev der serveret suppe for gæsterne. Anden juledag foregik i et lidt mere afslappet tempo ligesom i de fleste familier. Dagen gik med snak og hygge. Nogle spillede forskellige spil, og andre snakkede, mens de spiste slik og småkager. Atter andre gik en tur for at få nogle af de mange ekstra kalorier til at forsvinde igen. Tredje juledag skulle nogle af gæsterne rejse, andre ankom og der var igen introduktion af de nye. Alle havde nogle rare og hyggelige dage inden nytåret. Nytårsopholdet Selve nytårsopholdet begyndte den 30. december. De sidste gæster ankom og blev præsenteret for de andre gæster. Der var nu omkring 20 gæster, og de sidste blev hurtigt optaget i hele gruppen. Nytårsaftensdag gik med at forberede aftenen. Det blev bestemt, at man begyndte middagen så tidligt, at man kunne nå at få hovedretten inden dronning Margrethes nytårstale. Middagens hovedret bestod af hamburgerryg med grønlangkål. Herefter gik man ind i opholdsstuen og hørte nytårstalen, og da talen var færdig, gik man tilbage til spisestuen, hvor desserten så var parat. Efter middagen nød man kaffen og hinandens selskab, indtil det var tid til nytårsfyrværkeri. Det blev skudt af i haven, og man ønskede hinanden et godt og lykkeligt nytår.til sidst gik man ind og fik natmad. Nytårsdagene gik roligt og fredeligt uden stress og jag, men med tid til eftertanke. Man skulle ikke selv lave noget, men kun huske på at passe tiderne til de lækre måltider. Afrejsen foregik den 3. januar i det nye år, og alle gæsterne sagde tak for et utrolig vellykket ophold. Nogle af gæsterne havde været her fra før jul, andre var stødt til senere, men alle var glade for opholdet. Er du medlem, og ønsker du at komme på jule- eller nytårsophold i år, så ring til Birthe Pedersen på og hør om, der stadig er ledige pladser. Julen

18 18 Julen 2004

19 Julen har englelyd Julen har englelyd, vi med fryd. Os barnlig på Gud Fader forlader. Vi var i nød så længe, dog hørte han vor bøn, Han ved, hvortil vi trænge, vor frelser blev Guds søn. Thi vil vi alle sjunge Med hjerte og med tunge. Et: Ære være Gud for sit julebud. Ret i en salig tid, kom han hid, til levende og døde genløde. De ord, der for så vide til alle tider hen. Om ham, som tog vor kvide og gav os fryd igen. Gik ned for os i døden, som sol i aftenrøden, og stod i morgengry op for os på ny. Sorg er til glæde vendt, klagen endt. Vor glæde skal hver tunge udsjunge. Syng med Guds engleskare på Jesu fødselsdag. Om fred, trods nød og fare, Guds Faders velbehag. Som vil al sorgen vende til glæde uden ende. Bær os på børnevis ind i Paradis. Julen

20 Hav det sjovt og gå i gang med at klippe lidt julestads med børnene. Her er modellerne til en lille fugl, nogle julehjerter og en lille kasse til evt. et julelys Fuglen: Du skal først folde et stykke papir, i den farve du ønsker. Derefter klippes modellen ud efter formen. Der skal klippes ind ved vingerne. Fold vingerne ned og lim. Julehjertet: Vælg først hvilken form du ønsker, dit julehjerte skal have. Vælg papir i to forskellige farver. Fold papiret. Herefter flettes hjertet efter tegningerne. Til sidst sættes hanken på. Kasse evt. til et lys: Tag et stykke tyndt karton. Klip herefter modellen ud i karton. På modellen er der vist nogle trekanter, der skal skæres ud. Du kan også selv vælge nogle andre udskæringer i din kasse. Fold og lim kassen sammen og sæt hanken på. 20 Julen 2004

21 Julen

22 Tegn til julesangen Søren Banjomus Skillema-dinke-dinke-du, skillema-dinke-du, hør på Søren Banjomus, han spiller nemlig nu. Skillema-dinke-dinke-du, skillema-dinke-du, kom og syng og dans med os, det syn s vi, at du sku. Vi glæder os til juleaften, så bli r træet tændt, og vi får julegaver, ih, hvor er vi spændt. Skillema-dinke-dinke-du, skillema-dinke-du, bar det altså snart var jul. Kom med sa Søren Banjomus, de sover begge to. Nu skal vi lave skæg JU-HU skreg musene og lo, og frem fra musehullet mødte store mus og små. Ja selv den allermindste mus, som knap nok kunne gå. Og Lurifax og nissefar, de dansede en vals, og lille Tim bandt nissens skæg i missekattens hals, og mens de slæbte bort med ost og julelækkeri, så nynnede de denne melodi. Skillema-dinke-dinke-du, skillema-dinke-du, bar det altså snart var jul, ka ikke vente bar det altså snart var jul.. På loftet sidder nissen, ham I ved der er så sød, han er så mæt, for han har spist et stort fad julegrød. Nu sidder han i stolen og han snorker som en bjørn og drømmer om de gaver han skal gi til byens børn. Og Lurifax, hans kat, som altid er så fræk, den drømmer sødt om røget sild med flødeovertræk. Så pusler det og pludselig fra musehullet klang en munter lyd af banjosang. Skillema-dinke-dinke-du, skillema-dinke-du, bar det altså snart var jul. Tegne- og malekonkurrence for børn: Tegn og mal så flot du kan til ovenstående julemelodi. Inden jul sendes tegningen ind til: Lungeforeningen Boserup Minde, Old Gyde 74, 5620 Glamsbjerg. Der er 5 flotte præmier til de flotteste tegninger. Husk navn, adresse, by og alder, og fortæl om du er en pige eller dreng.vinderne får direkte besked med præmien. 22 Julen 2004

23 Julen

24

25 Juleklokken Af Rigmor Falk Rønne Det var hændt ualmindelig ofte i den sidste tid, at Henrik var kommet galt af sted, det vil sige, det var egentlig Lisbeth, der havde været uheldig. Men han fik skyld for det. Mor sagde altid, at han skulle lade være at slæbe Lisbeth med ud til de vilde lege, men det var nu uretfærdigt. For han slæbte aldeles ikke Lisbeth med, det var hende selv, der ville. En kold blæsende vinterdag stod de og tog overtøjet på, da mor kom til: "Henrik, du må hellere lade Lisbeth blive herhjemme i dag," sagde hun, "det er et rigtig kedeligt vejr." "Jamen mor," begynde Henrik. "Det er ikke noget for en lille pige at være med til de drengestreger, I laver, og hun har jo sin nye dukke at lege med." "Ja, men det bryder jeg mig ikke om," protesterede Lisbeth. "Bryder du dig ikke om din fine dukke, som du fik til din fødselsdag?" udbrød mor forbavset. "Jo, men der er ikke noget ved at sidde hele dagen og lege alene med den." "Nej, det er selvfølgelig kedeligt, at der ikke er en eneste jævnaldrende pige her i nærheden," sagde mor eftertænksomt. "Og det er så sjovt at lege røvere og soldater med Henrik og de andre," sagde Lisbeth med strålende øjne. "Nå ja, så lad gå. Men du må passe på din lillesøster, Henrik, husk på, hun er kun syv år. Og jeg kunne godt lide at få hende helskindet hjem." "Jeg skal nok passe på hende hele tiden" forsikrede Henrik. Børnene løb henrykt ud af gården. Henrik kunne godt lide at have sin lille søster med. Hun var en god kammerat og tudede ikke, når hun faldt og slog sig. Hun sladrede heller aldrig, men det kunne jo ikke skjules for mor, når hun kom hjem med rifter i tøjet og skrabede knæ og skinneben. Og i den sidste tid havde det altså været særlig galt, og det var nok, fordi de var begyndt at lege røvere og soldater. Det var Henrik, der havde fundet på det. Skønt han kun var ni år, var han alligevel fører for den lille flok børn, der boede i den klump gårde og huse, der lå nogenlunde nær ved hinanden, en tre-fire kilometer borte fra stationsbyen. Der var foruden ham selv syv drenge og foruden Lisbeth to piger på elleve og tolv år. De morede sig dejligt, lå på lur efter hinanden og fangede hinanden, og det gik jo tit noget voldsomt til, når det gjaldt om at slås eller frelse sig ved flugt over pigtråde og brede grøfter. Men der kneb det jo en del for Lisbeth, fordi hun faktisk var for lille. Henrik indså det, og han sagde til sig selv, at i dag måtte der ikke ske noget, for så ville mor nok nedlægge alvorlig protest. Og så gik det alligevel rent galt! Det var hen mod mørkningen, og røverne havde ikke haft nogen god dag. De var alle sammen blevet fanget undtagen Henrik, der var deres høvding, og Lisbeth. Skønt hun var så lille, var hun alligevel ikke så let at fange, fordi hun var så god til at gemme sig. Hun havde en utrolig evne til at rulle sig sammen i en mørk krog, og der blev hun så, til faren var overstået. Henrik passede så vidt muligt at være i nærheden af hende, og nu stod han i skjul i tørvehuset i Mads Hansens gård, meden hun var krøbet ind bag ved ham. En gang imellem vovede han sig frem for at spejde efter soldaterne, det gjaldt nemlig om for ham at komme over til røverhytten i udkanten af plantagen. Kunne han det, var han frelst, og røverne havde ikke tabt den dag. Men det var ikke nemt, for der var et godt stykke at løbe over åben mark. "Du må hellere blive her," sagde han til Lisbeth, "når jeg kommer over til hulen, blæser jeg signal, at jeg er frelst, og så kommer jeg over og henter dig." "Jeg vil hellere løbe med," sagde Lisbeth. "Men hvis de nu fanger dig. Du ved jo nok, at vi taber, hvis der ikke er én røver foruden mig, der ikke er fanget." "Ja, men jeg kan ikke lide at være her alene," klynkede Lisbeth, "her er så væmmelig mørkt." Henrik tænkte sig om. Ja, her var virkelig skummelt, og mørket var også faldet på udenfor, det var ikke underligt, at sådan en lille pige kunne blive bange. "Vi kunne jo godt blive her, til det bliver helt bælgravende mørkt," sagde han, "og så liste over til hulen. Men så bliver far og mor vrede over, at vi kommer så sent hjem. Nu går jeg ud og spejder, om de er så langt væk, at vi kan løbe." Han listede igen ud. Der var ikke en soldat at se, men ovre ved Enggården hørte han en stemme råbe op. Det var Hans, Julen

26 soldaternes fører, der gav sine ordrer. Henrik kaldte sagte på Lisbeth. "Vi prøver at løbe nu. Når vi kryber i skjul af markskellet, kan vi nok nå ned til Stines hus uden at blive set, og så har vi et godt forspring. Det var selvfølgelig meget hurtigere at springe over den store grøft, men der er vand i den, og jeg er bange for, at du ikke kan springe så langt." De blev enige om at tage vejen forbi Stines hus, og forsigtigt krøb de to børn hen langs diget. Soldaterstemmerne hørtes stadig henne fra Enggården, og Henrik var næsten vis på at klare det. I følge en af legens love, som han selv havde indstiftet, måtte soldaterne nemlig ikke ligge på lur ved selve hulen. Men desværre viste det sig, at han var gået i en fælde. Soldaterne havde lavet den krigslist at larme op, for at han skulle tro sig sikker, og da han og Lisbeth nu løbe frem mod Stines hus, som var det, der lå nærmest ved plantagen, brød fire soldater under høje sejrshyl frem og afskar dem vejen. Henrik fik ikke tid til nogen betænkning:ville han ikke svigte røvernes sag og lade sig fange, gik vejen over den store grøft. Han greb Lisbeth ved hånden og trak hende med, og i et par spring var de ved grøften. "Nu springer jeg," sagde han, "og så snart jeg er ovre springer du, jeg skal nok gribe dig." Han sprang og nåede også godt over, og straks efter sprang Lisbeth. Men hendes ben var jo for korte, og hun plumpede i, før Henrik kunne nå at gribe hende. Han fik hende hurtigt trukket op, og så styrtede de af sted hen mod hulen. Der var kun et ganske kort stykke at løbe, og det var umuligt for soldaterne at fange dem nu. De nåede da også frelst hen til hulen og blæste deres signal. Røverne havde ikke tabt legen, takket være deres høvding og hans tro følgesvend. Stolte af deres bedrift løb Henrik og Lisbeth hjem, men deres mod sank, da mor kom dem i møde i forstuen. Hun slog forfærdet hænderne sammen: "Men Lisbeth, hvordan er det dog, du ser ud," udbrød hun, "hvor har du været?" Lisbeth så ned ad sig selv, det dryppede med snavset vand fra hendes kjole og frakke, og hendes røjsere var oversmurt med mudder. "Jeg faldt i den store grøft ude på marken," forklarede hun. "Du kunne jo være druknet," råbte mor forskrækket, "er det sådan, du passer på hende, Henrik!" "Han passede rigtignok godt på mig," sagde Lisbeth hurtigt, "han stod og greb mig, da jeg sprang, det var bare mig, der sprang for kort." "Men han har dog sprunget først og sagt, at du skulle komme bagefter - altså var det hans skyld. Ja, Henrik, nu kalder jeg på far, så han kan se, hvordan I to kommer hjem. Dette her kan ikke blive ved længere." Henrik var ikke glad ved situationen, når far skulle kaldes til, så blev det uhyggeligt. Han rettede sjældent på dem i det daglige, det lod han mor om, men han kunne blive frygtelig vred en gang imellem, og så skete der noget. "Man kan altså ikke stole på dig, Henrik," begyndte far, "du lovede mor at passe på Lisbet, og det har du ikke gjort. At du selv er for vild, kan tilgives, for du er en dreng, men du skal lade være at forlede Lisbeth til de tossestreger. Hvis du én gang til er skyld i, at hun kommer hjem som en druknet mus eller med tøjet revet halvt i stykker, så får du din straf. Nu er det snart jul, og om en uges tid skal vi lave julepynt. Det får du ikke lov at være med til, hvis du laver flere gale streger. Har du forstået!" Jo, Henrik havde forstået. Han prøvede ikke på at komme ned indvendinger, han vidste af erfaring, at det nyttede ikke, når far havde sagt en ting bestemt. Nej, nu gjaldt det virkelig at passe på, for det ville være skrækkeligt ikke at komme med til at lave julepynt. Det var en af de bedste aftener i hele året. De sad alle sammen ved det store bord i spisestuen, far og mor og han selv og Lisbeth og pigerne og karlene. Og de klistrede og klippede, og far læste historier op af en julebog.til sidst bagte mor æbleskiver, og de fik kakao og kaffe, det var så vældig morsomt alt sammen. Og det skulle han ikke være med til! Røvere og soldater ville han i hvert tilfælde ikke lege mere, og der var heller ikke så meget lejlighed til det nu i de korte, mørke dage; allerede når han kom hjem fra skole, var det ved at mørkne, og den ene søndag, der var tilbage inden jul, ville han holde sig i ro. Men så ville skæbnen, at det blev det dejligste kælkevejr den dag. Det var begyndt at sne om lørdagen og søndag var alting hvidt. Sneen lå tyk og fast, og fra den tidlige morgen var alle egnens børn og unge af sted med kælkene og susede under latter og hyl ned ad den stejle Møllebakke. Men Henrik modstod fristelsen, han og Lisbeth gav sig i stedet for til at lave en snehule ude i gården. De satte kasser derind som borde og stole og hængte et gammelt laset tæppe op for indgangen, det var mægtig godt. Stolte og glade over 26 Julen 2004

27 deres værk gik de ind til middagsmaden, og så snart de havde spist, gik de ud igen til deres snehule. Efterhånden faldt tiden dog lang, hele eftermiddagen kunne de ikke blive siddende derinde, selv om der var nok så hyggeligt. "Skal vi ikke gå ud og kælke?" foreslog Lisbeth. "Nej," svarede Henrik sammenbidt, "jeg vil ikke kælke, for så vælter vi måske og slår os, og du ved nok, hvad far har sagt." "Ja, men skal vi så ikke gå hen og se på de andre?" "Jo, det kan vi godt," Henrik havde også vældig lyst, "men vi tager ikke kælken med." Og så travede de af. Henrik ville inderlig gerne have trukket Lisbeth i kælken, men han turde ikke udsætte sig for den fristelse at have den med. De gik tværs over marken hen mod Møllebakken, som var det eneste høje punkt i nærheden. Derfor var der også myldrende fuldt, sorte punkter bevægede sig langsomt op og susede ned igen, der var en ustandselig strøm i begge retninger. Henrik og Lisbeth stillede sig lidt til siden for bakkens fod og så på det. Det kriblede i Henrik af lyst til at være med, og han var glad for, at han havde ladet kælken blive hjemme, ellers havde han bestemt ikke kunnet dy sig. Anders fra Nordgården kom hen til ham. "Hvorfor står I her?" spurgte han, "hvor er din kælk?" "Jeg har ikke taget den med," svarede Henrik kort. "Hvor er du dum, banen er mægtig god." Anders travede op og kom lidt efter susende igen. Lisbeth blev stående og kunne ikke rive sig løs. Efter nogle ture kom Anders hen til dem igen. "I må gerne få en tur på min kælk," tilbød han højmodigt. "Nej tak," svarede Henrik. "Jo, tag den bare," blev Anders ved, "I må gerne." Henrik betænkte sig et øjeblik. Anders ville synes, han var sær, hvis han blev ved at sige nej, og den rigtige grund holdt han ikke af at sige, for så ville Anders sikkert gøre nar.tilbudet var også for fristende - der kunne vel heller ikke ske noget ved at tage bare én eneste tur. Men uheldet var igen ude efter ham. Da han og Lisbeth kom susende nedad, væltede en lang kælk med to karle lige foran dem. Skønt Henrik prøvede at dreje udenom, var sammenstødet ikke til at undgå, og alle lå og rodede i en klynge. "Slog du dig, Lisbeth?" spurgte Henrik forskrækket. "Nej, vel gjorde jeg ej," Lisbeth sprang rask op og børstede sneen af sig. Men så så de, hvad der var sket. Hendes frakke havde fået en lang flænge, fordi den ene mede på den fremmede kælk var gået ind i den. "Bare jeg var noget større, så skulle jeg nok sy den, så ingen kunne se det," sagde Lisbeth. "Men det kan du bare ikke," svarede Henrik mørkt, "der er ikke noget at gøre ved det." De blev stående lidt, så kunne de ikke trække tiden ud længere, de måtte jo hjem. "Hvordan har du fået den rift i kåben?" spurgte mor strengt. "Det var nede på kælkebakken. Henrik kunne ikke gøre for det, det var en kælk, der væltede lige foran os." Far kom i det samme. "Hvad er der på færde - har Henrik igen lavet ulykker?" "Ja, de har været på kælkebakken, og Lisbeth har fået sin kåbe ødelagt." "Du passer godt på din søster, må jeg sige," sagde far vredt. "Men du ved, hvad jeg har sagt, nu kommer du ikke med til at lave julepynt." "Åh, det er synd, far," råbte Lisbeth. "Henrik kan ikke gøre for det, vi tog ikke vores kælk med, det var Anders, der sagde, vi skulle låne hans." "Henrik kunne jo have sagt nej. Og han skulle slet ikke have taget dig hen til Møllebakken." "Det gjorde han heller ikke - det var mig, der ville derhen." "Vrøvl, Lisbeth! Henrik har ansvaret for dig, når I er sammen, og nu er det igen gået galt. Han må tage sin straf, der er ikke mere at tale om." Henrik selv havde ikke mælet et ord. I virkeligheden havde far jo ret, men hårdt var det alligevel. Nå, det kunne ikke nytte at tude, han måtte finde sig i sin skæbne! Julen

28 Dagen før skoleferien skulle julepynten klippes, og da blev der spist tidligt til aften, for at de kunne have en god lang tid for sig. Det plejede at være en hel festdag, men i år var der ingen stemning, alle var kede af, at Henrik ikke skulle være med. Den eneste, der lod til at befinde sig godt, var Henrik. Han havde besluttet ikke at hænge med hovedet, og han havde også fundet på noget, der kunne stive ham af. Han ville også lave noget fint den aften. Længe havde han syntes, at hans sparegris så kedelig ud, både grå og snavset, derfor tømte han den, og for pengene købte han bronze og tinktur, nu skulle den blive forgyldt. Det skulle også en gammel juleklokke, som mor havde kasseret, fordi den var blevet ridset og grim, og nogle grankogler, som han havde fundet ude i brændeskuret. Henrik bredte en avis ud over bordet i sit værelse og gik i gang med arbejdet.tiden fløj for ham, og han var ikke engang færdig med den sidste grankogle, da Lisbeth kom farende ind. "Æbleskiverne er færdige, kom nu," råbte hun, så tav hun og løb helt hen til ham. "Næ, hvor er det fint," udbrød hun. Hun greb den bronzerede gris og løb ud med den. "Kom, så skal I se, Henrik har lavet en masse forgyldte ting." "Men Lisbeth, hvordan er det, du ser ud," råbte mor. Lisbets hænder og forklæde lyste af guldbronze fra grisen. "Jeg kan ikke gøre for det," sagde Henrik, som var løbet efter, "hun tog den selv." "Ja, det er jeg klar over," sagde far, "Lisbeth er ikke rigtig heldig for tiden, og denne gang er du i hvert fald uden skyld." "Kom ind og se det andet, han har lavet." Lisbeth halede ivrigt i mor, der også blev forgyldt på hænderne. Far gik ind i Henriks værelse og så på udstillingen. "Er det den gamle juleklokke?" spurgte far og løftede den forsigtigt op i hanken. "Ja, jeg ville bronzere den og hænge den under min lampe." "Må jeg have lov at hænge den op i dagligstuen?" spurgte far. "Ja, det må du gerne," svarede Henrik, "hvis du synes, den er pæn nok." "Det synes jeg. Jeg vil være glad over at se på den, for så vil jeg tænke på, at du er en kæk dreng, der forstår at tage en straf uden at klynke. Nu bliver du jo også snart så stor, at du virkelig kan passe på din lillesøster - selv om det lader til at være svært nok." "Og jeg bliver jo også større," sagde Lisbeth snusfornuftigt. Det lo de alle sammen af, og så gik de ind til æbleskiverne. Det blev en dejlig aften til sidst, for nu var de alle sammen kommet i humør. "Den hænger ligefrem og lyser op derinde," sagde far og pegede på juleklokken inde i den mørke dagligstue. "Ja, den pynter," sagde mor og klappede Henrik på kinden, "og grankoglerne skal vi have på juletræet." Henrik var stolt og glad - så havde han alligevel fået lavet julepynt i år. 28 Julen 2004

29 Julen

30 Julekrydsord Sendes til: BM-Julen Old Gyde Glamsbjerg - mærket Julekrydsord, senest den 15. januar Vinderne får direkte besked. Løsningen indsendt af: Navn: 1. præmie 150kr. 2. præmie 75 kr. 3. præmie 50 kr. Adresse: Postnr.: 30 By: Julen 2004

31 Julen

32 Frilandsmuseet Frilandsmuseets opgave er at fortælle om livet på landet gennem landskab, bygninger og interiører. Der er samlet boliger fra forskellige karakteristiske egne i Danmark, så man kan opleve, hvordan folk levede i 1700 og 1800-tallet Hovedgården set fra gårdspladsen. Hovedgården set fra haven. Her op til jul bliver vi alle lidt nostalgiske og tænker på gamle dage. En tur på Frilandsmuseet kan få os til at få lidt mere styr på de forhold, mennesker faktisk levede under for hundrede eller flere hundrede år tilbage i tiden. Lige nu er Frilandsmuseet måske lidt koldt at besøge, men der er juleåbent i weekenderne den 4. og 5. december 2004 og den 11. og 12. december Man kan se familieteater, juletræsfest og juletræer pyntet som for hundred år siden. På Frilandsmuseet kan man opleve, hvordan bondens bolig så ud. Opgaven for museet er også at fortælle om livet på landet gennem landskab, bygninger og interiører. Der er samlet boliger fra forskellige karakteristiske egne i Danmark, så man kan opleve, hvordan folk levede i 1700 og tallet. Der er også boliger fra Skåne, fra Nordtyskland og fra Færøerne altså fra dengang Danmark var et meget større rige. Frilandsmuseet havde 100 års jubilæum i 2001 og er i stadig udvikling. Man er i øjeblikket ved at udvide med en andelslandsby. Hovedgården fra Fjellerup I sommer så Frilandsmuseet ud, som billederne her viser. En af de store oplevelser er hovedgården fra Fjellerup på Djursland. I 1700-tallet havde hovedgården et landområde på 440 tønder land. Jorden blev drevet ved hoveri fra 14 fæstegårde og 26 huse. Mens bondegårdene før landbrugsreformerne sidst i 1700-tallet lå samlet i landsbyer, lå hovedgården alene omgivet af store marker, overdrev og skove. Selve hovedbygningen er overkalket bindingsværk. Den ligger på nordsiden af den store gårdsplads. Lindetræer adskiller hovedbygningen og gårdspladsen. Rundt om gårdspladsen ligger så staldene, karlekamre og værksteder. For enden af gårdspladsen ligger en stor lade, hvor man kunne køre høstvogne ind og aflevere deres læs. Her blev kornet så 32 Julen 2004