STORTHINGSFORHANDLINGER FOR AARET 1821

Transkript

1 STORTHINGSFORHANDLINGER FOR AARET 1821 Register: Votum ang. Fortolkningen af Grundlovens. 75 Litr. i... Marts 151. [151] 14) Efter at have taget den vigtige Sag, som nu er forelagt Storthinget til Afgjørelse, under den nøieste Prøve efter min bedste Indsigt, tillader ogsaa jeg mig korteligen at tilkjendegive min Mening derom. Idet jeg finder mig beføiet til at antage, i Hovedsagen, det Princip, som nu er under Debat, finder jeg det, til min Retfærdiggjørelse, nødvendigt at udvikle mine Grunde herfor, paa det jeg ikke af skatteydende Medborgere skal anklages for at have uden Grund forbigaaet nogen Leilighed til at paasee hvad de ansee for at være deres Tarv. Jeg skal i denne Henseende ikke indlade mig i Fortolkning af Grundlovens Ord jeg kjender af Erfaring dens Elasticitet i øvede Taleres Hænder, idet de hinanden meest modstridige Meninger af den udpresses. Men jeg henholder mig til Grundlovens Aand, og til de Grundsætninger, som til Statens Betryggelse, efter min Formening, bør følges af Storthingets Medlemmer. Hvad Grundlovens Aand medfører kan i det mindste ikke være [152] dunkelt for dem, der vare Medlemmer af den første constituerende Forsamling. Den søgte at tildele enhver Classe i Staten de Fordele, som ere forbundne med den Regjeringsform, der blandt alle ansees for den fuldkomneste. Den tildeelte Næringsstanden alle de Friheder, som kunde oplive Landets forskjellige Virksomheds-Arter, og som kunde vedligeholde og oplue den Fædrelands-Kjærlighed, der stedse boede i velsindede Nordmænds Bryst. Den ryddede, med moderlig omhu, alle de Anstødsstene afveien, som vare lagte for Udøvelsen af denne Nærings-Frihed. Ligesaa omhyggelig viste den sig i at beskytte Statens Embedsmænd mod vilkaarlig Behandling dens Bestemmelser i den Henseende ere tydelige nok; jeg behøver ikke at anføre dem. Mig forekommer det ikke passende for dette Storthing at tage andre Bestemmelser, der stride mod denne Grundlovens liberale Aand. Sikkerhed i Nydelsen af engang tildeelte og af Nationen reviderede Sager er det høieste Gode, som er Embedsmanden tildeelt. Lang og møisommelig er ofte hans Forberedelses-Bane, og Lønnen for hans Embeds-Møie indbefatter som oftest Lønnen for den Flid, han i mange forudgaaende Aar anvendte paa sin Dannelse. Haabet om at vinde en sikker Udkomme, da en overflødig sjeldent falder i hans [133 sic!] Lod, har bestemt ham til at vælge denne Bane, og naar har har betraadt den, skulde dette Haab tilintetgjøres? Statens Sikkerhed fraraader i mine Tanker en saa vilkaarlig Behandling. Embedsmændenes Gage utgjør en vigtig Deel af Stats-Utgifterne; men ikke den betydeligste. Udsættes denne Classe af Borgere for at berøves dens største Opmuntring til

2 forberedende Anstrængelser paa den ene Side, til flittig og omhyggelig Udøvelse af Embeds- Pligter paa den anden Side, saa synes mig, at Nationens Haab om duelige Embedsmænd maa formørkes. Staten udsætter sig for, ved Embedernes mislige Førelse, idet de frembydes efter en slags Licitation, og ikke efter deres Indflydelse paa Samfundets vel, et langt større Tab end den vilde undgaae. Man indvender, at det ikke bør præsumeres, at Storthingets Medlemmer utidigen og utilbørligen vilde nedsætte Embedsmænds Gager, og at disse i denne Henseende kunne trygt nedlægge deres Skjæbne i Forsamlingens Haand. Jeg har alt for megen Agtelse for det nærværende Storthings Medlemmer til at forsøge paa at svække dette Argument, med Hensyn til disse; men ogsaa denne høie Indretning er menneskelig, og menneskelige Lidenskaber, smaalige og eensidige Hensyn paa egen [154] Interesse kunne engang finde deres Plads i denne Sal, og neppe bør en om end fjern Anledning til at nære disse, udgaae fra dette Storthing. Ved at foreslaae, at Gagerne kunne modificeres, i Tilfælde af Vacance, har Committeen givet Anledning til at rette de Vildfarelser, som ved den nærværende Forfatnings Organisation mueligen kunne være begaaede, deels i Oprettelsen af unødvendige Embeder, deels i at tillægge enkelte Embeder uforholdsmæssigen høie Gager. Storthingets Sag bliver da at veie disse Embeders Værd, at lokke duelige Mænd paa Embedsbanen ved anstændige Beholdninger, at udstryge de overflødige og nedsætte de Gager, der ere anslaaede til en falsk Værd. Men idet jeg saaledes antager Committeens første Indstillings Post, kan jeg ikke troe, at Storthinget derved berøver sig Ret til at kræve alle Classers Deeltagelse i overordentlige Byrder, som maatte vorde en Følge af den mulige Vedtagelse af forskjellige Kongens Forslag. Jeg formener, at enhver retsindig Embedsmand vil troe sig forpligtet til at bidrage sin Skjærv til at lindre den Landets Nød, der vilde blive en sikker Følge af Udredelsen af disse Udgifts- Poster. At indlade mig vidløftigere heri vilde være at anticipere kommende [155] Beslutninger, som for Tiden ingen Grundvold have. Saaledes stemmer jeg for Committeens første Indstillingspost. Christiania, i Storthinget, den 16de Marts Aall, junior. Register: Forslag ang. Vedblivelse af Nedenæs Lehns Privilegier til Fart og Handel paa Danmark... Marts 271 cf. April 201. Committees og Revisionscommitteens Indstillinger Beslutninger Votum af Proponenten m. fl.... Juli

3 [271] 17. Repræsentanten Jernverks-Eier Aalls Forslag om at Nedenæs Lehn maa forblive i Besiddelse af de det forundte Privilegier til Fart og Handel paa Danmark, og at Ladestederne Lillesand og Tvedestrand maae forundes samme Rettigheder, som andre Ladestæder i det søndenfjeldske Norge. Sendt Commiteen for Told og Consumtionsvæsenet. [201] 37. Repræsentanten Consul Panckens Forslag om, at Nedenæs Lehns Privilegier, eller Frihede for Bøygderne sammesteds at udskibe Trælast eller andre egne Producter til Danmark, skal ansees ophævet. [ ] [Aall formann for tollkomiteen, som innstilte på at privilegiene skulle avskaffes mot formannens stemme. Komiteens innstilling vedtatt] [417] Følgende skriftlige Vota bleve i denne Sag fremlagte: 1) Efterat Told-Committeens Pluralitet har funden sig beføiet til at anbefale Odelsthinget Forkastelsen af mit under 9de Marts indgivne Forslag angaaende Nedenæs Lehns Privilegier, anseer jeg det fremdeles for min Pligt at beskytte denne Sag, saavidt mine Kræfter det formaae. Foreløbigen tillader jeg mig den Bemærkning, at det ikke har været min Hensigt at foranledige, til Gavn for et enkelt District, Forrettigheder, som kunde vorde skadelige for det Almindelige. Dette er, efter mit Begreb, saa aldeles stridende mod en Repræsentants Pligter, der ikke tillade en saa eensidig Anskuelse, at jeg, om jeg i denne Sag havde betragtet Sagen fra samme Synspunct som Committeens Pluralitet, ved at forfægte den, aabenbart maatte handle mod bedre Overbeviisning. Dernæst maa det være tilladt at bemærke, at den præsumerede Skade, som [418] tilføies de nærgrændsende Kjøbstæder ved Tilstaaelsen af mit Forslag, ikke kan sammenlignes med den, som derved tilføies Næs Jernverk, og i en mindre Grad nogle andre Jernverker. De, som ere bekjendte i den omhandlede Kreds, vide at hiint Verk fra den forsynes med al den Lachterved og Materialier, som til dets Grubers Drift og Vedligeholdelse i en betydelig Mængde behøves; at det har fra den alle dets Kjørsler, og en betydelig Mængde Kull fra den til Verket leveres. Det er ligesaa vist, at den Last, der skibes til Dannemark, almindeligen bekjendt under Navn af Smaalast, er just den, som forsinker hine Leverancer, i det Smaalast, Lachterveed og Kull sædvanligen leveres af Skove, der have misartet Beskaffenhed og lige Modenheds-Grad. Af den Aarsag har og den ældre Lovgivning hadet Smaalasthugsten i Verkernes Circumferencer. Men Næs Jernverk har, uagtet denne

4 Virksomhed, ikke manglet de fornødne Materialer, og det vil vide at skaffe sig disse ved en retsindig Behandling, uden at svække Lehnets andre, lovligen erhvervede, Næringskilder. Efter denne Indledning være det mig tilladt at gaae over til Committeens Bemærkninger selv. Den lægger især Vægt paa den Omstændighed, at Lehnet den Gang, da Rettigheden gaves, fattedes [419] de Kjøbstæder, som siden der ere anlagte, at Norge da var forbunden med Dannemark, hvis Interesse det var at fremme sin Kornhandel, endog paa Norges Bekostning, at denne Udskibningsret vil tidlig eller sildig befordre Nabobyernes Undergang; at der ikke fattes Lehnet Leilighed til andre, naturligere og indbringende Næringsveie, og at Smuglerie derved befordres. Dersom det er saa, at Lehnets Rettigheder i denne Henseende ere ældre end Kjøbstædernes, dersom der den Gang, da Privilegiene Gaves, ikke toges Hensyn paa Handelsvirksomheden i Arendal og Riisøer, som da var betynget med langt større Indskrænkninger end denne, saa synes det for mig klart, at de senere Kjøbstæd-Privilegier ikke bør kunne hæve den ældre Udskibningsret. Det Ældre bør i denne Henseende ikke vige for det Nyere. Den Sætning, at Dannemark, endog paa Norges Bekostning, fremmede sin egen Fordeel med Hensyn til Kornhandelen, er oftere fremsat end beviist. Det fattes ikke Beviser paa, at Dannemark, med Tilsidesættelse af egen Fordeel, gjorde Foranstaltninger, der for Norge vare høist velgjørende, med Hensyn til Kornhandelen. Mig forekommer det, som den forrige Regjering ved denne Leilighed har havt [420] begges Interesse for Øie. Om der gives en saadan Rettighed i nogen anden vel organiseret Stat, det skal jeg ikke kunne sige; men jeg tør paastaae, at der ikke er noget District i Landet, hvor denne privilegerede Virksomhed er naturligere end i Nedenæs Lehn. Det grændser nærmere til Jylland end de østen- og vestenfor liggende Districter; dets Kyster ere ikke velsignede med frugtbare Jordstrækninger, men med Ungskov, som hastigen reproduceres, og ikke taaler lange Transporter. Det kjender ingen andre Fiskestimer end de, som midtsommers i Makrelfangsten vise sig i Nordsøen. Hverken Agerdyrkningen eller Fiskeriet give disse Kystbeboere tilstrækkelig Næring; men de have vundet Livets Ophold ved udenrigsk Seilads og Handel paa Dannemark. Alle disse Omstændigheder forandres ikke det mindste ved Rigernes forandrede Politik. Dannemark og Norge ere ikke rykkede en Fodbred fra hinanden, Lehnets Skove beholde deres Natur, og der er ingen nye Næringsveie opdagede, hvorved denne kunde gjøres overflødig. Navnet er forandret; men ikke Tingen selv. Dersom Arendal og Riisøer er præjudiceret ved denne Handel, saa er det en ældgammel Skade, hvoraf

5 de lide. Men hvorledes kunne de siges at tabe hvad de aldrig have nydt? I 132 Aar havde Lehnet denne Ret ufor- [421] krænket. I samme Tidsrum er Arendal og Riisøer fra Tid til Tid voxet alt meer og meer, og begge Byer vare i en blomstrende Tilstand, indtil de som andre Landets Stæder nedtryktes af Conjuncturerne. Det synes ikke retfærdigt, at tildele disse Byer Erstatning paa denne Maade. Og den vundne Fordeel vilde i Sandhed ikke svare til det lidte Tab. Jeg har tilforn tilladt mig at bemærke, at Transporten, især til Riisøer, i det den maa skee tildeels gjennem det vilde Hav, er farlig og bekostelig, hvorved den leverede Vare maa, naar den skal yde Producenterne samme Fordeel, betales høiere. Mange Kystbeboere have fæstet sig paa disse Klipper formedelst denne Handelsret. Huse ere opførte, Jordeiendomme kjøbte for dyre Penge, i det deres Beliggenhed og denne Udskibningsret gave dem Værd. Alle disse Fordele skulde nu berøves dem, og gives Nabostæderne, der aldrig have havt dem, og ikke i samme Grad kunne benytte dem! Man vil paa denne Maade bringe dem tilbage til saakaldte naturligere Beskjæftigelser, til Agerdyrkning, Fiskerie og indenlandsk Baadefart, - men paa de fleste Steder er ingen Jord at dyrke, kun smaa Jordstrimler mellem Fjeldene, og de Borgere, som tildeels herved vorde brødløse, ere ikke Fiskere, ikke Baadførere af disse har Lehnet saa mange, som for- [422] deelagtigen kunne vorde beskjæftigede men tildeels Mænd udenfor Bonde- og Arbeidsstanden, der ved denne Fart mellem Dannemark og Norge hidtil vandt anstændigt, og under bedre Conjuncturer rundeligt Udkomme. Hvor meget denne Fart har bidraget til at lindre Nøden i Krigens og de paafølgende Hungers Aar, i hvilke Fartøierne fra Nedenæs Lehn hjembragte meer Korn, og flere Kornfartøier opbragtes, end i noget andet District af samme Størrelse, er tilfulde bekjendt. Iligemaade tør jeg paastaae, at Smugleriet ikke drives i den Grad, som Committeen synes at formode. Ved Trælastens Udskibning kan intet Smuglerie finde Sted; thi Tolden beregnes efter Fartøiernes Drægtighed, og intet Bedrag er derved muligt, og tillige er det bekjendt, at Dannemarks Provindser ikke ere det Marked, hvorpaa Overdaadighedsvarer indkjøbes. Disse komme fra England og Holland tilforn fra Kjøbenhavn, hvilket Sted af dette Slags Fartøier sjeldent eller aldrig besøges. Kun Korn og Fødevare bringes fra Dannemark. Med Sandhed kan jeg bevidne, at hint Smuglerie ikke er mig bekjendt. Lehnet har desuden sin Krydsbetjent, der opholder sig mellem Riisøer og Arendal, midt i det District, hvor denne Virksomhed er størst, ved Indløbet til Tvede- [423] strand. Det besøges jevnligen hele Sommeren af Told-Cutteren, og er saaledes under al den Told-Opsyn, som for den Slags Handel er nødvendig. Den eneste Anledning, som kan

6 gives til Toldsvig, er ved Baade og meget smaae Fartøier, hvilke kunne smutte bort uden al Toldclarering, og ved at snige Varer ind baade paa norske og danske Kyst, tilliste sig utilladelige Fordele. For at forebygge dette og andre skadelige Følger af denne Baadfart, har jeg tilladt mig heri at foreslaae en Indskrænkning. Saa overbeviist jeg saaledes er om Hensigtsmæssigheden af at understøtte Byernes Virksomhed, og at bestemme Grændsen mellem de forskjellige Vindskibelighedsarter i Landet, saa overbeviist er jeg tillige om, at den Handel med Dannemark, som finder Sted i Nedenæs Lehn, hverken er til nye Skade for Byerne i samme, eller nye Anledning til Næringsveienes Sammenblanding, og tillader mig derfore at anbefale Odelsthinget Antagelsen af mit Forslag. Christiania, i Odelsthinget, den 25de Juli Aall, Repræsentant for Nedenæs Lehn. Register: Vota i Sagen ang. Opgjørelsen med Danmark April 44, Mai 291. [44] 2) Flere Gange have de Norske Rigsforsamlinger afgivet deres Stemmer til Beslutninger, der havde en meer afgjørende Indflydelse paa Norges tilkommende Skjæbne, end den nærværende; men neppe blev der nogensinde forelagt Storthinget en [45] Opgave, der er vanskeligere at løse end denne. Det store Spørgsmaal, som her skal afgjøres, synes at være dette, hvad enten Retfærdighetens Grundsætninger skulle tilsidesættes, Kongens Forslag forkastes, Krigens Trudsler foragtes, eller og en Byrde paalægges Nationen, om hvis ødelæggende Indflydelse paa vort Samfund der ikke kan være meer end een Stemme. Det Spørgsmaal om Danmark af Skandinaviens Halvøe tilkommer en Erstatningssum, fordi det ene maa bære Byrden af de tilforn forenede Rigers Statsgjeld, forekomme mig desværre ikke vanskeligt at besvare. Gjelden blev til medens Rigerne adløde een Konges Scepter, og de ere lige saa pligtige at dele Følgerne af mulige Vildfarelser, som de vare lige berettigede til at høste Forbindelsens Fordele. Den Sætning, at Folket maae lide for Kongernes Vildfarelser er saa gammel som Historien selv. Sammenligne vi den uhyre Gjældsmasse, som Danmark har beholdt tilbage med den, som er tildeelt Skandinavien, saa kunne vi dog ikke, uden at træde Sanheden for nær, nægte, at Forholdet jo grunder sig paa Billighed. Der lægges maaskee for megen Værd paa de prægtige Bygninger, og de mange Slags kostbare Indretninger, hvormed Danmark brammer. Dersom vor Andeel deri kunde henfløttes til vort Land, saa [46] vilde en stor Deel deraf forøge vore Byrder istedet for at formindske dem. De tilbageholdte Colonier have tildeels historisk Interesse for os; vi elske dem, fordi de beboes af vore ædleste og frieste Forfædres Descendentere; men de have liden oeconomisk Interesse. De Vestindiske Colonier ere deels kostbare deels usikkre Besiddelser. Ligesaaliden Vægt

7 vover jeg at lægge paa de i Indstillingen for Tabet af den Danske Flaade beregnede Millioner, baade fordi Summen i mine Tanker er overdreven, og Fordringen besynderlig. Disse bortranede Herligheder bør vel ligesaalidet opføres paa vores Prætentions-Liste, som Samejere kunne kræve hinanden til Regnskab for det fælles Gods, der berøvedes dem ved listig Tyvehaand. Saaledes kan jeg ikke forandre den Mening, som jeg stedse har havt, at Danmark har Ret til at fordre den forlangte Sum. - Denne Ret understøttes desuden ved Magten. Det svage Danmark, som saae dets Fordringer i denne Henseende tilsidesatte, og Afgjørelsen deraf trukken i Langdrag, henvendte sig til den mægtige Coalition, som, efterat have bestemt Norges Forening med Sverrig, nu ogsaa foreskrev Betingelserne derfor. Disse mægtige Voldgiftsmænds Sprog er bestemt, og dersom vi sætte Mistillid til deres Trudsler og deres Løvte at understøtte Danmark, saa nære vi [47] i mine Tanker de samme falske Forhaabninger, som de, der for faa Aar tilbage blændede os. Staternes Retfærdighed i vore Dage er størst, naar den ikke er forbunden med Opofrelser, og det mægtige Forbund kan afgjøre denne Sag paa den ublodigste Maade. Her tales ikke om at gjøre Krigs-Udrustninger, eller om Blodsudgydelse. En Embargo lagt paa vore Skibe i fremmede Havne er tilstrækkelig for at bringe en Stat, hvis Hovedindtægter flyde af Handelen, et ulægeligt Saar. Man tillade mig at lukke Øret for Gjenlyden af de høie Talemaader, som nyligen hørtes i vort Land; jeg for min Part vover ikke at byde et Fædreland, som jeg elsker med trofast Kjærlighed, Krigens, Hungerens og Næringssorgers Rædsler, uden at have en gyldigere Grund end den her angivne, eller et sikkrere Haab om et hæderligt Udfald. Men i det jeg erkjender Nødvendigheden af, at disse Millioner til den rette Vedkommende vorde udredede, kan jeg ikke overtale mig til at troe, at denne Byrde ene bør paalægges Norge, men troer, at Sverrig bør bære sin Andeel deri. Det vilde være upassende her at undersøge, paa hvis Side Fordelen af den Skandinaviske Halvøes Forbindelse er, enten paa Sverriges eller Norges. Sverrig maa selv veie disse Fordele, hvilke i den [48] Svenske Ministers Note paa engang saa meget nedsættes. At disse Fordele ikke ringeagtedes af Sverrig, det viser dets langvarige Bestræbelser for at tilvejebringe Forbindelsen. At den maa vorde til Held for begge Folk, dertil staaer vist hver retsindig Normands Ønske og Haab. Den Maade, hvorpaa Summen kræves, gjør det nødvendigt, at den deles, da den af den enkelte Stat umuligen kan bæres. Vores Konge har seet sig nødsaget til at tilstaae en rund Sum, som er fremkommet uden Beregninger, men ligesom paa Slump. Den Gjeld, som Forfædre have sammendynget, og som af alle andre Regjeringer fordeles paa den fjærne Efterslægt, skal i faa Aar udredes af et Folk, der har anstrænget sin sidste Kraft paa at bygge et ordentligt Pengevæsen, indløse den omløbende Seddelmasse, og som kjæmper under

8 de allerufordeelagtigste Conjuncturer. Dette er saa aldeles stridende mod hvad der nuomstunder paalægges Nationer, at det ikke uden Uretfærdighed kunde paatvinges det Norske Folk. Vi finde i de os forelagte Documenter de tydeligste Forjettelser om Understøttelse i denne Henseende. Der nævnes Summer, bestemte til dette Brug, som jeg for min Part aldrig kan tvivle om jo maae staae tilrede, eller af andre Summer erstattes. Saamange Beviser have vi paa vores Konges Kjærlighed [49] til vort Land og Omsorg for dets Tarv, at det vilde være en os beskjæmmende Fornærmelse mod Ham at tvivle om, at Han kjendte Midlerne til at frelse Landet af denne Nød, førend Han, uden at gjøre Nationen bekjendt med den overhængende Fare, eller høre dens Raad i det afgjørende Øjeblik, paalagde det ene Byrder, som aabenbarligen maae nedstyrte det i Jammer og Elendighed, naar de skulde bæres af Norge ene. Hvorledes vilde vi blive modtagne af vore af Skatter nedbøjede Medborgere, dersom vi blindt hen paalagde dem disse Millioner, uden at gjøre Nationens Ret gjeldende, eller bane Vejen til en overkommelig Betalingsmaade? At det enten skulde være nedværdigende for os, eller endog farligt, at Sverrig deler denne Byrde, kan jeg, efter min Anskuelse, ikke indsee. Er den Skandinaviske Halvøes Forbindelse til Held for begge Nationer, saa bør de begge dele de til dens Bevirkelse nødvendige Offere, som bringes begge Staters nye Statspolitik. Siden flere Aarhundreder har Sverrig ikke havt en fastere Stilling end i dette Øjeblik. Uden Besiddelser paa Fastlandet, der have kostet det saa mange blodige Krige, og efterat have erholdt en [50] naturlig Grændse med Rusland, en sikker med Norge, seer det Fred, Velstand og politisk Lyksalighed i møde. Det har i vor korte Forbindelsestid allerede høstet Fordele af denne til dets Held forandrede Politik. Ikke heller troer jeg, at det skulde være farligt for os at kræve dets Understøttelse ved denne Leilighed; thi foruden at Fordringen er retfærdig, er dens Natur tillige saadan, at en lignende ikke meer kan finde Sted. Det anstaaer os ikke i denne Henseende at kaste et mørkt og mistænkeligt Blik i Fremtiden. Vi ere berettigede til at afværge den nærværende Fare, uden at skabe os et Phantom af Skrækkebilleder for de kommende Dage. Intet Folk i Europa har opnaaet en frie Forfatnings Fordele, under mindre indvortes Gjæring and det Norske; endog i de Trængsler og Gjenvordigheder, som vort Land, med saa mange andre, i denne Forvirringsperiode, har gjennemgaaet, finde vi Spiren til Forædling, til Aandsudvikling og en højere Sædelighed. Det Forsyn, som hidtil vaagede over vort Fædreland, vil fremdeles beskytte det i Farens Stund. Dette være vort Haab, vor Bøn til Ham, i hvis Haand alle Staters Skjæbne hviler. Disse Betragtninger foranledige mig til at antage Committeens Indstilling saaledes:

9 At de under No. 2, 3, 4 og 5 anførte Sum- [51] mer og Udtællinger erkjendes gyldige, og at der i vores Addresse til Kongen tilkjendegives de Grunde, paa hvilke Storthinget troer sig berettiget til at vente Sverrigs kraftige Bistand til denne Gjelds Afbetaling i det Hele. Christiania i Storthinget d. 2den April Aall junior, Repræsentant for Nedenæs Amt. [291] 7) Hr. President! Da den høistvigtige Sag, som nu atter er bragt paa Bane, forrige Gang i Thinget forhandledes, tillod jeg mig at fremlægge nogle Betragtninger, i hvilke jeg søgte at bevise, at Scandinaviens Pligt til at udrede den Sum, som ved Conventionen af Septbr er bestemt, grundede sig paa Retfærdighed og de mægtigste Voldgiftsmænds Beslutning, saa at der med Hensyn til Danmarks Rettigheder og Scandinaviens Forpligtelser intet Spørgsmaal meer kunde opkastes. Ved at overveie Fædrelandets Hæder og Interesse i denne Henseende med Rolighed og Upartiskhed, forekom Valget mig ikke tvivlsomt. Men jeg tillod mig tillige at yttre: at Sverrig, ligesaavel som Norge, var forpligtet til at betale denne Gjæld, og understøttede denne Formeening med den norske Regjerings Betænkning; den Maade, hvorpaa denne Gjæld er bestemt; den korte Tidspunct, i hvilken den kræves erlagt, som er stridende mod den oprindelige Gjelds Natur, og almindelig Vedtægt; de fælles Fordele, som Foreningen har tilveiebragt begge Nationer, og den Fare, hvori de begge stædtes, naar Forpligtelser, som vare umulige at opfylde, paalagdes den ene. Sagen har imidlertid, ved Committeens sidste Indstilling, faaet et ganske forandret Udseende, [292] som fornemmeligen hidrører fra den forskjællige Anskuelse, hvorfra de Fleeste af dens Medlemmer have betragtet den. I den forrige Indstilling var Kongens naadigste Proposition kun partiel vedtagen; kun det, som er erlagt, sanctioneredes; men derhos indeholdt Indstillingen dunkle Vink til at Sagen dermed ikke kunde ansees afgjort; men at Veien aabnedes til nye Underhandlinger med Regjeringen. Den nærværende Indstilling derimod udtrykker sig med Bestemthed. Dens Forslag ere klare og uden Forbehold, dens Resultater ere afgjørende. Dette reene Sprog er vist nok langt at foretrække hine forblommede Talemaader, og maa lede til Sagens hastigere og lykkeligere Afgjørelse, endskjønt hiin Fremstillelsesmaade har sin Undskyldning i den ubeskriveligen vanskelige og farlige Opgave, som var Committeen forelagt til Opløsning. Imidlertid har Committeen, som i den forrige Indstilling ingen Gjæld erkjendte, nu tilraadet Forsamlingen at paatage sig ene hele Gjældens Betaling, og ikke at gjøre visere Paastand paa Sverriges Deeltagelse. I det jeg oprigtigen tilstaaer, at jeg ikke kan bifalde de Grunde, som Committeen anfører for Antagelsen af dette

10 Raad, gaaer jeg den i Møde paa en anden Vei - Committeen befrygter, at Sverriges Deeltagelse i denne Gjæld skulde berettige disse vore Naboer til at [293] kræve Bistand af os i paakommende Tilfælde. Mig forekommer dette Tilfælde ikke at kunne tænkes, da dette her omhandlede er det eneste i sit Slags, og kan ei meer fornyes. Den Sum, hvorom her tales, kræver i Scandinaviens Foreenings Øieblik; det er en Løsningssum, hvorved den gamle Forbindelse opløses, den nye sammenknyttes; en Sum, der offres paa Foreeningsalteret, og hvorved gjensidige Fordele ventes vundne. Men blandt alle forenede Nationer i Europa gives der ingen, hvis Forfatning er meer afsondret, hvis indvortes Forhold er mindre sammenblandet, end Norges og Sverriges. Kun deres Forhold til de udvortes Magter, deres Politik er den samme, og forgjæves vilde vi kunne unddrage os Deeltagelse i de Krige, som maatte vorde en Følge, enten af et uretfærdigt Angreb, eller af den med os forbundne Nations Vildfarelser. Ikke heller begriber jeg, hvorlunde en egensindig Benægtelse fra vores Side kunde fremtvinge Kjeler Tractatens 6te Artikel. Hvorledes vilde saa yderst forskjællige Forfatninger kunne bestaae i 2de med hinanden forenede Stater, og hvilken europæisk Magt vilde laane sin Arm til Fuldbyrdelsen heraf, der ei kunde skee uden paa den voldsomste Maade? Det er altsaa ikke for disse truende Billeder, at jeg modificerer min Mening; men jeg [294] troer at burde vige for bedre Grunde: jeg troer at burde give min Stemme til de Forslag, der paa en hæderlig, Norges Selvstændighed betryggende Maade, fordele Byrden paa et saa langt Tidsrum af Aar, at dens Vægt derved formindskes. Nyligen forlangtes det Ødelæggende, hvad, endog tilstaaet, aldrig kunde vorde opfyldt; nu vist nok det saare Vanskelige; men ved hvis Opnaaelse dog Haabet tør fæste sig. En mindre Sum, forfalden i et Kredsløb af faa Aar, er ligesaa frygtelig for den mindre Formuende, som en større Sum, fordeelt paa flere Aar. En sørgelig Erfaring har lært os at kjende de haarde Vilkaar, paa hvilke vi, overladte til os selv, kunne reise Laan. Vi ere desuden nu i Besiddelse af vores Konges bestemte og alvorlige Erklæring for, at Norge ingen umiddelbar Deeltagelse kan vente af Sverrige til denne Gjelds Betaling, uden paa Vilkaar, som ikke engang kunne underkastes Prøvelse. Committeens Forslag derimod kan rimeligviis vente Regjeringens Bifald. Den halv officielle, fortrolige Meddelelse, som, hvis jeg ikke feiler, ligger til Grund for dens Indstilling, indeholder et Haab om, at Sagen paa denne Maade kan vorde tilendebragt. Under saadanne Omstændigheder anseer jeg det for farligt at holde eensidigen fast ved slige Ideer; men det er uden Tvivl [295] til Gavn for Fædrelandet, hvis Tarv vi alle redeligen stræbe efter at befordre, at Meningerne forenes i en Hovedpunct, forsaavidt derved ikke paalægges Nationen større Byrde, end den kan bære.

11 Men er ikke ogsaa denne Byrde langt over Nationens Kræfter? hvor forskjellige ere ikke de Betragtninger, som i denne Henseende ere blevne anstillede i vore forskjællige Rigsforsamlinger? Med høie Begreber om Landets Kraft og Formue udkastedes de første Linier af vores Forfatning, og med Kjæmpe-Skridt nærmede vi os det Maal, som mægtigere Lande i den Henseende have foreskrevet sig. Jeg behøver ikke herpaa at fremføre Beviser, der deels ere i hver Mands Minde, deels ligge i de tagne Beslutninger. I langt dybere Toner taler Nationens udkaarede Mænd i de 2de sidst forsamlede Storthing. Denne Sal giver Gjenlyd af idelige Klager over Nationens Elendighed, og Afmagt til at bære de dem nu paalagte ordentlige Skatter og Byrder. Det er vanskeligt at finde Sandheden. Norge har følt Tidernes Tryk og Følgerne af egen Vildfarelse. Ingen kan nægte dette. Der behøves Sparsommelighed, Klogskab og Anstrængelse for at overvinde disse Vanskeligheder; men de sørgelige Billeder, som, tildeels fra Landets bedste Egne, fremstilles, ere neppe Sandhedens Fostere. De vildfa- [296] relser, som opskruede Eiendomspriser, luxurieus Bestyrelse af Landets Virksomheds Arter, og overdaadig Levemaade have foranlediget, rettes efterhaanden. Privatmands Interesse og Stilling har paa mange Steder faaet ulægelige Saar; men den store Statsinteresse er paa Vei til Rettelse. Overordentlige Conjuncturer de være til det Værre eller til det Bedre ere sjeldent langvarige, og af de 30 Aar, som ligge for os, tør vi med Grund haabe, at finde mange Bedre, end dem vi nu opleve, og faa værre. Forsynet skjænker os Fredens Velsignelser, det indgyde vores Konge fremdeles et fredeligt Sindelag, og Viisdom til at undgaae de Farer, hvori Europa paa ny er styrtet, og der skal maaskee snart igjen komme det Øieblik, da vi maa regne vort elskte Fødeland blandt et af Europas lykkeligste Lande, ligesom det, endog betynget med den her omhandlede Statsgjeld, er et blandt dem, der har gjort mindst Indgreb i kommende Slægters Erhvervskilder. Jeg forbigaaer her at handle om de Resourcer, hvormed denne Gjeld skal dækkes. De maae søges, naar Budgettet gennemgaaes, og dersom extraordinaire Tilskud ville findes nødvendige, da skal ingen Klage høres af mig, om det ansees nødvendigt at paalægge den Virksomhed, der er under mine Hænder, en forholdsmæssig og retfærdig Andeel deraf. [297] Af disse Grunde har jeg troet at burde modificere mine Ideer om denne Sag efter de oplyste Mænds, som have indleveret nærværende Indstilling i Thinget, og i det jeg giver min Stemme til Committeens første Indstillingspost, ønsker jeg af et oprigtigt Hjerte, at Forsynet vil lægge sin Velsignelse til hver Mands redelige Bestræbelser for at overvinde de Byrder, som denne Beslutning, grundet paa Retfærdighed, og fremtvinget af Nødvendighed, maatte paalægge Nationen. Christiania, i Storthinget, den 29de Mai Aall junior, Repræsentant for Nedenæs Amt.

12 Register: Ditto ang. Fordelingen af Skatten til Rigsbanksedlernes Indløsning... Mai 114. [114] 1) Det være mig tilladt, som Repræsentant fra Christiansands Stift, at anføre de Grunde, som tale for, at dette Stift ikke besværes med høiere Skat til Rigsbanksedlernes Indløsning for de paafølgende 3 Aar end for de foregaaende, eller for at Committeens Indstilling følges. Paa en Tid, da de øvrige Stifters Repræsentanter troe sig beføiede til at frem- [115] stille de respective Stifter, som uformuende og tiltrængende Forandring i Skatterne, kunne Repræsentanterne fra Christiansands Stift ikke tie. Imidlertid skal jeg ikke glemme, at det er Norges Sag der forhandles, og med en, mig bekjendt usandfærdig Fremstillelse skal jeg ikke besvære min Samvittighed. Kun korteligen skal jeg berøre de til Skattens Beregning brugte Maalestokkes Upaalidelighed. Den Skat, som her omhandles, kræves baade af Formue og Næring, og da de brugte Maalestokke ikke lære at finde den første og kun ufuldstændigen den sidste, saa kan Enhver let skjønne deres sande Værd. Man har brugt Folketallet, som en Maalestok; men denne kan i det høieste kun anvendes med Hensyn til en forsvunden og ikke til en nærværende Tids Næringsmidler. Skulde denne Maalestok have noget Skin af Paalidelighed, da maatte man tage Hensyn til andre statsoeconomiske Omstændigheder, hvorom vi fattes de behørige Oplysninger. Folkemængden, uden at Næringsmidlerne dertil staae i Forhold, er en Statssygdom, som er en af de ulægeligste. Enhver, som kjender Matriculskyldens Forskjellighed i forskjellige Districter, og de eventuelle Omstændigheder, hvorved den i visse Egne er drevet i Veiret, vil ind- [116] see denne Maalestoks Upaalidelighed til at afgive Regel for en Skatte-Fordeling. Endelig vilde det være en Paastand, som maatte ansees for den besynderligste af alle dersom man vilde gjøre Udførselstolden, der besværede enkelte Næringsgrene meer end andre, til en Maalestok for en nye Skat, der paalagdes samme Næringskilde Den uforholdsmæssigen betyngede Næringsgreen skulde altsaa end tungere besværes. Anvendes nu disse brugte Maalestokke efter at den, som for Christiansands Stift gav det fordeelagtigste Resultat, er bleven bortkastet i Særdeleshed paa dette Stift, saa maa deres Byrde falde end mere i Øinene. Stiftet har en lang Kyst, som beboes af en Classe af Mennesker, der gjorde Skibsbyggerie og Skibsfart til deres Hoved-Næring. Hverken Agerdyrkning eller Fiskerie har ernæret disse Strandsiddere. Ingen Fiskestimer besøge disse Kyster, og smaae ere de Jordlodder, der findes mellem Klipperne. Skibsbyggeriet er aldeles ophørt, Skibsfarten ligger i Dvale, og Skibenes Antal er der meer formindsket end andensteds

13 i Riget. En talrig Flok af disse Kystboere maatte saaledes i de nyligen forsvundne Hungersaar, med Betlestaven i Haanden, søge Hjelp i det Indre af Landet. Den- [117] ne Kyst er besværet med en høiere Skyld end paa de fleste andre Steder. Jeg henskyder mig i denne Henseende under en bekjendt Erfaring. Forlader man Kysten, da findes i det Indre af Landet i Almindelighed mindre Jordlodder end i noget af de øvrige Stifter, og jeg tør sandfærdigen paastaae, at intet har lidt meer i de senere Mangelens Aar end dette. Ingensteds have de elendige Surrogater for Fødemidler, hentede fra Skovene, været meer brugte i hine ulykkelige Aar end i dette Stift. Under saadanne Omstændigheder maatte det vel ansees for høist uretfærdigt at paalægge Christiansands Stift en større Deel af en, ikke forhøiet, Skat end det tilforn har baaret. Det gamle og bestaaende har Noget talende for sig; det er vanskeligt at kuldkaste det; thi det er vanskeligt andensteds at finde en Erstatning, og den bekjendte Byrde bæres med Taalmodighed. Men med hvilke Grunde skulle de tilbagevendende Repræsentanter trøste deres Communer, dersom de, hvis Lidelser ikke ere mindre end øvrige Lands, og som kjæmpe med flere naturlige Vanskeligheder, bleve mere betyngede end tilforn? Jeg bemærker i øvrigt, at min Skildring over Christiansands Stift ikke angaaer Stavanger Amt, som er mig mindre bekjendt. Men om endog dette District er meer begunstiget, Næringskilderne der [118] flere og fordeelagtigere, saa vil dog denne partielle Forandring i et enkelt Districts Kaar ikke kunne foranledige hele Stiftets forøgede Byrder. Til Beviis for at jeg, som Repræsentant fra Christiansands Stift, i den her omhandlede Sag har opfyldt min Pligt, beder jeg dette mit Votum Protocollen vedlagt. Christiania, i Storthinget, den 22de Maj J. Aall, Repræsentant for Nedenæs Amt. Register: Forslag om Forkortelse af Skydskaffernes Tjenestetid i Nedenæs Lehn til 3 Aar Marts 380. [380] 14. Repræsentanten Jernverkseier Aalls Forslag om at Skydsskaffernes Tjenestetid i Nedenæs Lehn maa forkortes til 3 Aar. Sendt Committeen for Værnepligten. Register: Votum for Udsættelse ang. Bergverkslovgivningen... Mai 511. [511] Ved denne Sags Behandling holdt Rps. Jernverkseier Aall en Tale af følgende Indhold: Ikke uden Frygt for at vorde misforstaaet, tillader jeg mig at fremsætte et Forslag, der gaaer ud paa, atter at henvise Bjergverksloven til et næste Storthing. En Sag, der saalænge har været

14 under Prøvelse af lovkyndige Mænd, der har været forelagt de rette Vedkommende til Bedømmelse, og flere Gange lempet efter Tidens Tarv og Lovens [512] Aand, synes omsider at være bleven moden til Afgjørelse. I denne Anledning maae jeg tillige høitideligen erklære, at jeg for min Person ikke finder end det Allerringeste at invende mod den her forelagte Lov. Mig forekommer den at gaae en passende Middelvei mellem de forskjellige Tiders og Omstændigheders Medfør, og at nedbryde hvad der bør tilintetgjøres, at bestyrke hvad der af de gamle Indretninger fortjener at vedligeholdes. Loven, som den her fremlægges, vil, naar den understøttes af Retsind, paa ingen Maade kunne forstyrre Verkernes, for alle Angjældende, hensigtsmæssige Gang, og den indeholder kun faa Rudera af den gothiske Bygning, hvorimod der i senere Dage er fægtet med saa megen Forbittrelse. Men det er ganske andre og jeg tør sige det uegennyttige Betragtninger, som beføie mig til at gjøre dette Udsættelses-Forslag. Dette Udkast til en Bjergverkslov, som nu er fremlagt, har havt en høist besynderlig Skjæbne. Da det af de dertil betroede Mænd var gjennemgaaet, omsendt til Verkseiernes og Authoriteternes Betænkning, og derefter atter og atter af Lov-Committeen revideret og forandret, fremstod en af Landets meest agtede og sagkyndige Mænd, og anmældte en Bedømmelse, der havde til Hensigt at omstyrte det hele Forslag. Denne Betænkning anmældtes at blive færdig [513] 4 Uger efterat Storthinget var bleven aabnet, og Lov-Committeen, hvis Pligt det var at indlevere sit Arbeide til Thinget, da det aabnedes, og som til den Ende havde aldeles tilendebragt det, kunde ikke meer tage Hensyn derpaa. Den af Storthinget udnævnte Committee til at gjennemgaae Udkastet til Bjergverksloven udbad sig Tilladelse til at udsætte sine Forhandlinger, for at oppebie denne Betænkning, og derpaa i sine Undersøgelser at tage Hensyn. Den kom, og uagtet hvert Ord deraf er bleven oplæst i Committeen, og Ideerne mangesidigen prøvede, saa er det dog begribeligt, at et Verk af den Omfang, der indeholder tildeels Anskuelser, som ere ganske forskjellige fra Lovcommitteens, ikke kan være bleven behandlet med den detaillerede Omhyggelighed, som Mandens Værd og Sagens Vigtighed ellers kunde tilraade. Men neppe var Committeen bleven færdig med sit Arbeide, førend et Skrift, af en ganske anden Natur, indeholdende Ideer, som ere hine aldeles modstridende, kom nogle af Committeens Medlemmer, skjøndt paa en indirecte Vei, tilhænde. Vel var Committeen nødt til ikke at tage Hensyn paa dette Skrift, som ikke af Thinget var det til Bedømmelse overgivet, og som i alle Tilfælde indeholdt et Lovforslag, der ei kunde fremkomme i den til Forslags Antagelse bestemte Tid. Men dets Vigtighed [514] forbliver ikke destomindre den samme. Det er fattet af en Mand, der fra sin Barndom af har opofret sig til Bjergvidenskaberne, der har gjort sig, under et langt Ophold i Sverrige,

15 bekjendt med dette Lands saa høit prisede Bjergverks-Indretninger, der har i flere Aar bestyret det vigtigste norske Jernverk, og som længe har havt et Navn i den videnskabelige Verden. Skriftet selv, skjøndt paa mange Steder skrevet i Vrede, og for Verkseierne høist krænkende Toner, viser Forfatterens Skarpsindighed, Sagkundskab og Flid under Bearbeidelsen. Men det indeholder Ideer, som ere ganske forskjællige fra dem, som have været gjængse her i Landet, saalænge Bjergvæsen har været til. Dersom disse Ideer finde Bifald, saa gives der ikke een i denne udkastede Bjergverkslov, der jo maatte undergaae Forandring, ligesom det Fundament, hvorpaa den er bleven opført, maatte ansees for aldeles tilintetgjort. Til at gjennemgaae et Lovforslag af den Art strækker ikke Committeens Tid meer til. Den maatte sætte sig ind i den gandske nye Anskuelse, gjøre sig bekjendt med de anførte Indretninger i Naboelandet og enten Punct for Punct nedbryde den forrige Bygning, eller gjendrive den nye. Et Verk, hvorpaa den lærde Forfatter har anvendt maaskee 10 Aar, skulde i faa Timer kunne befæstes eller gjendrives? [515] Committeens Medlemmer høre ikke alene Bjergvæsenet til; de ere Medlemmer af mange andre Committeer, og have ikke uden Møie fundet den, til dette Arbeides Fuldbyrdelse, nødvendige Tid. De maatte tilsidesætte de øvrige vigtige Pligter, der paaligge dem som Repræsentanter, naar de skulle gaae dette Skrift igjennem med den Flid, som dets Vigtighed fortjener. Paa den anden Side er Bjergverkssagen ikke saa forvirret, dens hastigste Forandring ikke saa nødvendig, at man skulde ile til Antagelsen af dette Udkast, uden at prøve omhyggeligen de derimod gjorte Indvendinger. Fra ingen Kant høres Klagemaal over Mishandling eller Uorden. Denne Sag gaaer sin rolige, jævne Gang. Af disse Grunde, og paa det Forfatteren ikke skal troe, at hans Arbeide enten er overseet eller frygtet, giver jeg mig den Ære at foreslaae: At nærværende Udkast til en Bjergverkslov maa vorde tilbagesendt Lovcommitteen, for paa nye, i Forbindelse med Hr. Statsraad Ankers Betænkning og Hr. Bjergraad Petersens Skrift, at vorde gjennemgaaet og næste Storthing forelagt. Christiania i Odelsthinget den 2den Mai Aall junior. Register: Ditto for Salg af det beneficerede Gods... Juni 302. [302] Følgende skriftlige Vota bleve Protocollen vedlagte: 1) Hr. Præsident! Den Bestemmelse, der indeholdes i det Princip, der nu er forelagt Odelsthinget, har en saa vigtig Indflydelse paa Stats-Interessen i det Hele, og paa en stor Deel af Norges Landmænd i Særdeleshed, at jeg anseer det for min Pligt, ogsaa at give mine

16 Tanker tilkjende herom, endskjøndt jeg kun har lidet at byde den ærede Forsamling, som ikke tilforn er blevet sagt. Jeg skal ikke indlade mig i vidtløftigen at prøve de forskjellige Argumenter, som ved begge de foregaaende Storthing ere fremsatte for at nedbryde eller forsvare den Sætning, hvad enten det beneficerede Godses Salg eller dets Bortbøxling er at anbefale Lovgiverne. De ere indførte i de forrige Storthings-Forhandlinger, og endskjøndt de ere tildeels eensidigen behandlede, efter de forskjellige Proponenteres Anskuelses-Maade, saa er det dog ikke vanskeligt at udfinde, hvad der er sagt for og imod Sagen. Kun skal jeg tillade mig at lægge Vægt paa nogle Omstændigheder, som maaskee ikke ere satte i det rette Lys. Naar man sammenligner det beneficerede Godses virkelige Værd, relativ til andre Eiendomme i [303] Landet, med den Nytte, som Staten har havt deraf, saa skal der vel neppe gives nogen Deel af Statsinteressen, hvor mange Vildfarelser, der end monne være begangne, som mere har været forsømt end denne. I mange Aarhundrede har den største Deel af dette Gods været Statens, og naar man undtager de ubetydelige Fordele, som have tilflydt Geistligheden, har Staten havt Tab istedet for Fordeel deraf, og dens moralske Interesse er paa flere Maader bleven krænket. De aabenbare Misbrug, som have fundet Sted ved dette Godses Afbenyttelse, have foranlediget Tilsyns-Omkostninger, der have været ligesaa dyrebare som unyttige. Hvor mange Granskninger, Besigtelser og unyttige Reiser ere blevne foretagne, hvor mange forgjæves Ordre meddeelte underordnede Embedsmænd, for omsider at komme til den fuldkomneste Kundskab om, at det har været ligesaa umuligt at forebygge Godsets Misbrug, som at tilveiebringe Staten Indtegter deraf. Millioner Træer ere fremvoxne og modnede i det beneficerede Godses skove, af Lovgiveren udtrykkeligen forbeholdte Statens Brug, og satte under Embedsmænds Tilsyn, men hvor fandtes det Træe, som nogensinde kom Staten til virkelig Nytte? Saaledes har det beneficerede Gods i mange Aar- [304] hundrede været brugt af en Slægt, som tildeels ikke har kunnet modstaae Fristelsen til at begaae umoralske Handlinger, som, udøvede mod en Privatmand, der forfølger deslige Forbrydelser med større Strænghed og mindre Omsvøb end Staten, vilde have paadraget Forbryderen Lovens haarde Straf. De fleste blandt os bringe formodentligen fra den Egn, hvorfra han udsendtes, Beviser paa Sandheden heraf. Den liberale Aand, der hersker i vores senere Lovgivning, søger ved alle Leiligheder at udrydde Feudalismens Spor, og at sikre Landets Indvaanere en tryg og fuldkommen Besiddelse af deres Eiendomme. Den Opdyngelse af Jordeiendomme, som for nyligen fandt Sted, er i Almindelighed mærkelig aftagen. Den store Bestyrelse selv synes at standse enkelte Familiers Fremskridt paa Rigdoms Bane, og

17 Historien har kun saare faa Exempler at fremvise paa Familier, som i flere Aarhundreder vare i Besiddelse af en uafbrudt Rigdom. Det samlede Gods adsplittes igjen. Kun Statens Eiendomme skulde saa at sige være et evigt Fideicommis! Den skal, uden selv at høste den mindste Fordeel, beskytte en Classe af Indvaanere, hvis Antal den ellers med saa megen Omhu, tildeels med Tilsidesættelse af [305] andre og uvigtige statsoeconomiske Øiemed, søger at formindske. Ikke mindre vigtigt er dette Gods med Hensyn til den af Grundloven foreskrevne Anvendelse. Den Indtægt, som deraf er tildeelt Geistligheden, og som nu er ubestemt og tildeels rettes efter disse Embedsmænds individuelle Tænkemaade, vorder fast og tildeles den efter ufravigelige Regler. De større Indtægter ere dernæst bestemte til Oplysningens Bedste. Hvor meget staaer ikke her tilbage at gjøre, endskjønt vore Anstrængelser i denne Henseende staae i et priisværdigt Forhold til vore svage Kræfter! Skal Norges Selvstændighed vorde varig og lykkelig, saa maa det berede sine Sønner en større Grad af Oplysning gjennem alle Opdragelsens Grene. Endeligen maa ogsaa en directe Besparelse af Statens Udgifter, ved denne forøgede Indtægt, finde Sted. Hvor mange Summer, som nu ere opførte paa Budgettet til Oplysningens Fremme, og til beslægtede Øiemed, vilde ikke deraf i sin Tid kunne udslettes. Det er ikke at tale om, at Godsets Forvandling til fuldkommen Eiendom maatte tilveiebringe den største Sum, og fuldstændigt opfylde de benævnte Forhaabninger. [306] Men er det nu rette Tid at sælge disse Eiendomme, da Pengemangelen er stegen til en saa frygtelig Høide, og Jordegodsets Priis er saa nedtrykt? Saa spørger man næsten i alle Overveielser over denne vigtige Sag. Ogsaa i den Henseende maa jeg være af andre Tanker, og ytre den Mening, at Øieblikket, med Hensyn hertil, er beqvemmere end for nogle Aar tilbage. Alle vore Eiendomme, og fornemmelig Jordeiendomme havde da opnaaet en Priis, der ingenlunde stod i Forhold til den Fordeel deraf kunde høstes. Lyst til at kjøbe Jordegods, til at udvide og arrondere det tilforn kjøbte, til at forskaffe enkelte, da fordelagtige Næringsveie, Selvstændighed, havde drevet denne Eiendomspriis op til det Latterlige. Denne Tidspunct af Vildfarelser og falske Beregninger maa vi udslette, dersom vi ville søge vore Eiendommes sande Priis. Dersom Statens Eiendomme vare solgte i hine Dage, da var en Priis for dem bleven fremlokket, som tidligen eller sildigen vilde have ødelagt Kjøberen, og forøget de usikre Debitorers Antal. Sammenligne vi de Priser, som nu bydes for Jordegods med dem, der gaves for 30 a 40 Aar siden, da finde vi en rigtigere Maalestok for den virkelige Værd. Kjøbesummens Erlæggelse er desuden i mine Tan- [307] ker i Kongens Forslag bestemt efter rigtige Grundsætninger. Som bekjendt, afgiver Kornet for en meget lang Tid en rigtigere Maalestok for Tingenes Værd end Penge. Kornets

18 Priis staaer omtrent i samme Forhold til Arbeidets, - denne rigtigste af alle Maalestokke for Tingenes Værd som for flere Aarhundreder tilbage; men hvor meget har ikke Penges Priis, ja Sølvet selv, imidlertid fluctueret. Penge afgiver derimod en rigtigere Maalestok for Tingenes Værd fra det ene Aar til det andet. Denne Blanding altsaa af Værdie-Forhold giver et Middel-Forhold, der er Sandheden nærmest, og passer sig for en Beslutning, der tilhører saa at sige den fjærneste Efterslægt. Endeligen maa jeg bemærke, at det her omhandlede Princip grunder sig paa Regjeringens Forslag, hvis forandrede Anskuelse af denne Sag maa udledes af dens Erfaring om den ufordeelagtige Maade, hvorpaa det beneficerede Gods nu benyttes, og som ingen bedre end den har Leilighed til at gjøre. Paa Grund af disse Betragtninger, som jeg ikke vover at udvide, for ei at trætte Forsamlin- [308] gen, troer jeg, at Statens Tarv fordrer Antagelsen af det fremsatte Princip. Christiania i Odelsthinget, den 18de Mai Aall, Repræs. for Nedenæs Amt. Register: Ditto mod Indførselstoldens Erlæggelse i rede Sølv... Juni 485. [485] Følgende skriftlige Vota bleve Protocollen vedlagte: 1) Til Beviis for, at jeg paa de i Told-Committeens Indstilling anførte Grunde har stemt for, at Indførselstolden ikke i rede Sølv skal betales, beder jeg dette mit skriftlige Votum Protolen vedlagt. Christiania i Odelsthinget, den 28de Juni Aall, Repræs. for Nedenæs Amt. Register: Ditto mod Statsraad Tanks Plan til Seddelmassens Forøgelse... Juni 592. [592] 2) Hr. Præsident! Det være mig ogsaa tilladt at gjøre nogle faa Bemærkninger i Anledning af den Odelsthinget forelagte Plan til en forøgelse af Landets Penge- Repræsentativer, endskjøndt jeg med Beskedenhed tilstaaer, at baade de Mænd, som fremlagde Planen, og de der have recenseret den, er mere competente Dommere end jeg. Saaledes skal jeg kun korteligen berøre nogle enkelte Omstændigheder, der i mine Tanker fraraade Antagelsen af denne Plan: Den har til Hensigt at udvide Seddelmassen fra 4 Millioner til 6 Millioner, og anfører som Grund derfor den herskende Pengemangel. Hvorvidt det er hensigtsmæssigt at forøge vort Penge- [593] Circulair, beroer paa Omstændigheder, som ikke jeg, og neppe nogen i denne ærede Forsamling, formaaer fuldstændigen at oplyse. Dertil hører en Erfaring, som ikke er os given. Men vist er det, at et knapt Circulations-Middel, under uhældige Conjuncturer, er bedre end et

19 overflødigt; thi det indskrænker vilde Speculationer, og fører tilbage til en tarvelig Levemaade. Udvidedes Circulations-Middelet over Landets Behov, saa vilde den overflødige Rest deprimere Coursen før Sølvet sattes i Circulation, og uddrage Sølvet efter at Indvexling var besluttet. Jeg vil altsaa ikke modsige hvad der synes at være kun een Stemme om, at vort Circulair er for lidet; kun tillader jeg mig at tilraade Varsomhed med Hensyn til denne Udvidelse. Overalt forekommer det mig, som man har sammenblandet Trang til Circulations- Middel med Trang til fordelagtige Næringskilder. Af den sidste Sygdom lider dette Land som de fleste andre Lande i Europa, og denne helbredes ikke ved et forøget Nummerair. Om dette udvidedes til 20 Millioner, om disse forvandledes til rede Sølv, saa vilde Landets næringsløse og gjeldbundne Indvaanere ikke kunne naae dem, og med Fordeel benytte dem, uden de kunde gjøre dem frugtbringende i en fordeelagtig Næ- [594] ringsvei. Den Trælasthandler, som klager over, at han sælger med Tab; den Fiskehandler, som bortskjenker sin Fisk til Udlandet; den Fabricant, som ikke seer noget Udbytte af sin laante Capital, maatte forværre sin Tilstand ved at laane Penge, for frugtesløs at anvende dem. Naar vore Næringsveie vorde meer indbringende, saa forøges Circulairet af sig selv. Begjæres Trælast paa Englands og Danmarks Markeder, Fisk i Middelhavet, saa ville Vexler, efter Behag ombyttede med Guld og Sølv, som fordum, erstatte Mangelen paa Repræsentativer. Der gives Lande, hvor eget Circulair er lidet, og som dog ikke fattes Penge. Naar man vil, at et forøget Circulair skal tjene til at forhøie vore Eiendommes Værd, da betænke man at disse, for en kort Tid tilbage, havde en opskruet Værd, tildeels foranlediget ved et for stort Circulair, og for let Adgang til fremmede Capitaler. Renter af disse laante Summer og Eiendommenes kostbare Bestyrelse paaførte Eierne fast uovervindelige Udgifter. Den Slægt, som i vore Dage træder frem paa Virksomheds Bane, maa indkjøbe deres Eiendomme til billigere og naturligere Priser, simplificere Virksomheds-Midlerne og leve tarveligen, og den vil bestaae som vore Fædre bestode. [595] Dernæst forekommer det mig som denne nye Banks Forening med den gamle maa have den skadeligste Indflydelse paa denne. Denne er grundet paa en erkjendt gyldig Grundvold, hiin staaer derimod, i det mindste for en lang Tid, paa en ugyldig. Efter an lang Række af Aar hvis Antal efter Erfaringen maa befrygtes snarere at kunne forlænges end forkortes kommer denne Tillægsbank omsider til den Fasthed, som Norges Bank nu har. Men imidlertid skal den sammenblandes med denne. Al Udvexling af Sølv maa i dette Tidsrum ophøre. En mulig Forbedring i Handels-Conjuncturerne vil senere virke paa Sedlernes Cours; thi baade er Seddelmassen forøget, og en Deel deraf hviler paa en usikker Grundvold. En nye Byrde, endnu tungere end den, hvormed Rigsbanken nu besværer den, hæftes til Banken, og vil

20 ganske lemlæste dens Virksomhed. Det er ikke Bankinteressenternes Sag jeg taler; thi for disse sørger Planen tilstrækkeligen, og jeg skulde ikke betænke mig paa at sætte i denne nye Bank saa stor en Sum, som det var mig muligt at reise, vis paa, at ingen Slags Virksomhed gav et større Udbytte end denne. Bankens Interessentere kunne desuden ikke længere alle betragtes som dens Constituentere. De mindre for- [596] muende Indflydere, hvis Opofrelser ere ofte større end de Rigeres, have i deres Trang tildeels maattet overlade deres Actier til andre, og man vil om føie Tid finde en ganske anden Liste paa Interessentere end da Banken oprettedes. Overalt er Banken ikke til for Interessenterne alene: Orden og Fasthed i Pengevæsenet er Formaalet for dens Oprettelse. Derfore skede disse dyrebare Opofrelser, og enhver Statens Borger, han være Interessent eller ikke, har Ret til at forskyde alle Forsøg paa at nedbryde dette Formaal. Dette skeer i mine Tanker hurtigst, naar vi forvandle den Rest af Eiendomme, vi endnu have at pantsætte, til Circulations-Midler, som maaskee, i det Øieblik de udgives, forøge det omvandrende Papirs Mængde, men ikke det, endog forøgede Circulairs Værd. Af disse Grunde kan jeg ikke give min Stemme til Oprettelsen af denne Tillægsbank. Christiania, i Odelsthinget, den 29de Juni Aall, jun. Register: Ditto mod Korntoldens Forhøielse Juli 283. [283] Følgende skriftlige Vota fremkom i denne Sag: Det er en af de Ulemper, som ere forbundne med vort Lands vidtløftige Udstrækning og forskjellige physiske Beskaffenhed, at Lovgiverens Bestemmelser ikke ere lige passende for det hele Land; men i det de ere velgjørende for nogle Districter, let kunde vorde farlige for andre. Det er derhos en af vores represæntative Forfatnings største Fordele, at deslige vigtige Undersøgelser ikke vorde eensidigen behandlede; men at Landets fra de forskellige Egne udsendte Mænd kunne give Anledning til den modne og mangesidige Prøvelse, der kan give den omhandlede Sag et hensigtsmæssigt Resultat. Af denne Art er, om ellers noget, Hr. Lieutenant Moslings Forslag, hvis Hovedgjenstand nu er forelagt Thinget til Bedømmelse, og om hvilket de meest forskjellige Domme ere yttrede. Det er vel ikke at undre over, at Landmanden, der skal bestride sine [284] Udgifter af hvad der bliver tilovers af Jordens Afgrøde, beklager sig naar Kornpriserne have den lave Standpunct, som nu omstunder, eller at han ved konstige Midler søger aa fordyre de Victualier, som fremmede Agerdyrkere tilligemed ham bringe til Torvs. Dette er en Følge af Landmandens Kamp med Conjuncturerne, der paalægge ham større Byrder end tilforn, og indskrænke ham i Nydelser, der formedelst hans Producters høiere Priser nyeligen