Katrine Nørgaard. København, februar 2004

Transkript

1

2 Forord Denne afhandling er resultatet af en antropologisk såvel som en militær dannelsesproces. Thi for både antropologer og soldater gælder det, at de må danne sig, dvs. (om)forme sig, i mødet med en for dem fremmed kultur, når de opererer i felten. Under mit feltarbejde blandt de danske soldater i Kosovo kom dette dobbelte dannelsesanliggende til udtryk i det forhold, at medens jeg som feltarbejder gradvist formede mig selv som soldat, formede soldaterne gradvist sig selv som feltarbejdere i mødet den lokale befolkning. I denne forstand befandt både jeg og mine informanter sig i et civilt-militært træf, dvs. et mellemværende, i hvilket nye betydninger så at sige ind-træffer og udfordrer den orden, man hidtil har gået rundt og taget for givet. Det vil derfor ikke være helt upassende at betegne afhandlingens tilblivelsesproces som en slags liminalfase, en margin, der bragte mig hinsides såvel territoriale som mentale grænsedragninger. At det overhovedet lykkedes mig at manøvrere i dette interregnum skyldes først og fremmest den utrættelighed og det engagement, hvormed kompagnichefen og det øvrige kompagni (2PNINFKMP) i Kosovo tog sig af min militære opdragelse og disciplinering. Uden deres indsats var det aldrig lykkedes mig at vinde adgang til, endsige begribe det militære communitas og dets ethos. Derudover skal følgende mennesker takkes i forbindelse med udfærdigelsen af afhandlingen: Hovedvejleder professor Kirsten Hastrup, Institut for Antropologi, skal takkes for vejledning og inspiration. Hendes evne til at skabe overblik og klarhed i selv den dunkleste og mest overmættede argumentationsrække har været en uundværlig støtte i hele skriveprocessen. En stor tak skal også lyde til mine kolleger på Forsvarsakademiet, i særdeleshed til chefpsykolog Sten Martini, Institut for Militærpsykologi, samt cand. psych. Jens Lund og konsulent MJ-R Per Bach, der alle har fungeret som fagligt netværk siden starten af projektet. En særlig tak rettes også til daværende chef for den Danske Internationale Brigade, GM Jens E. Frandsen og operationsofficer KN Gorm M. Larsen for deres interesse og imødekommenhed overfor projektet. Takkes skal også adjunkt Tine Tjørnhøj, Institut for Antropologi, for sin gode og konstruktive kritik på væsentlige dele af afhandlingen. Ligeledes skal

3 specialestuderende Kristian Brobæk Madsen, Handelshøjskolen, have tak for gennemlæsning og kommentarer til kapitlet om samtidsdiagnostik og kulturkritik samt inspirerende diskussioner om Niklas Luhmanns systemteori og Lars-Henrik Schmidts socialanalytik. For løbende diskussion og kritiske kommentarer til afhandlings form og indhold samt ikke mindst en gennemgribende korrekturlæsning takker jeg dog frem for alt antropolog Susanne Ekman. Med sin aldrig svigtende analytiske sans og teoretiske skarphed har hun sonderet og luget ud i de værste af mine sproglige eskapader og idiosynkrasier. Med sin faglige kompromisløshed og knastørre sarkasme har hun fungeret som en uvurderlig sparringspartner. Sidst, men ikke mindst vil jeg takke venner og familie for deres moralske opbakning og deres tålmodighed undervejs. Katrine Nørgaard København, februar 2004

4 Indholdsfortegnelse 1. Indledning 1 Den teoretiske kontekst: Fra kulturmetafysik til kulturkritik 4 Systemteori og organisationskultur 7 Det militære dannelsesregime 8 Det genealogiske perspektiv 11 Ideen om det civile samfund 12 Tillidsanalysen 12 Den empiriske kontekst: Konflikten i Kosovo 15 Afhandlingens opbygning 18 Kapitel 1. Samtidsdiagnostik og kulturkritik...21 Mellemværendet: Den etnografiske intervention 23 Dannelsesarbejdet: Den etnografiske rekonstruktion 26 Inkorporation 30 Ekskurs 1: Det militære kropsskema 34 Artikulation 36 Ekskurs 2: Det civil/militære træf 40 Forehavendet: Den diagnostiske analysestrategi 42 Kapitel 2. Modernitet og liminalitet..47 Den fleksible organisation 52 Den liminale organisation 57 Fleksibilitet og liminalitet i et antropologisk perspektiv 66 Kapitel 3. Organisation og selvdannelse.69 Kultur som helhed og som differens 70 Autopoiesis 77 Mening 80 Subjektivitet 82 Ekskurs 3: Systemteori og fænomenologi 82 Individets individualitet 87 Kommunikation 91 Temaer og bidrag 94 Kapitel 4. Organisationskultur og beslutningskommunikation...98 Organisation og usikkerhedsabsorption 98 Skematiseringen af individerne eller: Om at have frihed under ansvar 104 Kommandostrukturen og den militære mødepraksis 110 Kunsten at give en rask sviner 113 At gøre sig fortjent til respekt 114 Skematiseringen af tiden eller: Om at være parat til alt 117 Beredskabet - den militære beslutningstid 119 Skematiseringen af rummet eller: Om at have styr på stumperne 121 Lejren - det disciplinære rum 122 Foreløbig sammenfatning 128

5 Kapitel 5. Subjektivitet og dømmekraft.130 Konstruktionen af det risikovillige individ 131 Governmentality og selvets teknologi 135 Den etiske substans: Korpsånden 141 Den etiske forpligtelse: Loyaliteten 146 Det etiske arbejde: Selvdisciplinen 149 Det etiske telos: Den professionelle holdning 155 Kapitel 6. Tillid og magt.159 Tillid som taktisk koncept 160 Missionsområdet: Et uforudsigeligt terræn 164 OP-ugen 165 Patruljeugen 169 Beredskabsugen 174 Generaliseringen af de militære dannelsesidealer 180 Det Civile Samfunds genealogi 184 Afslutning Organisationsdiagnosen 191 Risikoledelse og tillidsværdighed 195 Udblik: På vej mod et humanitært sikkerhedsdispositiv? 199 Litteraturliste.204 English summary.214

6 Indledning I alle de samfund, der er gået umiddelbart forud for vore og stadig omgiver os, og også talrige skikke i vores egen folkelige moral er der ingen mellemvej. Man må enten nære fuld tillid eller fuld mistillid; lægge våbnene og afstå fra sin magi eller give alt fra kortvarig gæstfrihed til døtre og formuegoder. Det er i en sådan tilstand, folk har sluppet deres forbehold og har kunnet forpligte sig til at give og gengælde (Mauss [1924] 2000:108). Citatet, som indleder denne afhandling, stammer fra ét af social- og kulturantropologiens mest berømte hovedværker Gaven, skrevet af Marcel Mauss i I dette klassiske essay spørger Mauss til det ejendommelige fænomen, som synes at udgøre et grundvilkår i skabelsen og opretholdelsen af ethvert menneskeligt samfund, nemlig gaveudvekslingens forpligtelse til give, til at modtage og til at gengælde. Gaveudvekslingens symbolske betydning ligger i dens kontraktmæssige karakter, for, som Mauss siger: Det er ikke kun den, der giver, der forpligter sig, den, der modtager, binder sig også (Mauss [1924] 2000:85). Det, Mauss forsøger at nærme sig i analysen af gaveudvekslingens form og logik er således svaret på et mere grundliggende spørgsmål om, hvad det er, der får et samfund til at hænge sammen på trods af dets individers forskelligartede egen-interesser, dvs. en problematisering af selve den sociale ordens mulighed. For Mauss og i særdeleshed for kollegaen Émile Durkheim var redegørelsen for den sociale ordens mulighedsbetingelse nært forbundet med identificeringen af et moralsk fællesskab. Et gennemgående ledemotiv i deres studier af socialitetens generelle natur var således det etisk/politiske grundforhold, som indstiftes ved individets indtræden og tilsynekomst i fællesskabet. Refleksionen over dette grundvilkår i den sociale genese bliver her introduktionen til en afhandling, i hvilken jeg sætter mig for at iagttage artikuleringen, generaliseringen og institutionaliseringen af en bestemt social kontrolproblematik, nemlig den kontrolproblematik, som er forbundet med indsættelsen af militære styrker i fredsstøttende operationer 1. Traditionelt er denne problematik blevet behandlet som et sikkerhedspolitisk anliggende, og det har derfor hidtil primært været de retlige og politiske aspekter, dvs. hele 1 Jeg anvender her betegnelsen fredsstøttende operationer som en kategori, der dækker hele spektret fra fredsbevarende til fredsskabende missioner. Fredsstøttende operationer omfatter således humanitære interventioner, overvågning af indgåede fredsaftaler samt en mere direkte indgriben i konflikter, der truer den internationale fred. 1

7 Indledning legitimitetsspørgsmålet omkring de fredsstøttende missioner, der har været til diskussion. I denne afhandling ønsker jeg imidlertid at rette blikket mod selve den tilblivelsessammenhæng, som knytter fremkomsten af en ny form for militær risikoledelse til konstruktionen af et nyt sikkerhedsbegreb og et globalt ledelsesdispositiv (global governance) 2, der ikke længere er bundet til den klassiske suverænitetsopfattelse, men til definitionen af en række humanitære værdier så som internationale menneskerettigheder, demokratisk samfundsorden og bæredygtig udvikling 3. Siden afslutningen af den Kolde Krig er det traditionelle statscentrerede sikkerhedsbegreb således i stigende grad blevet afløst af et mere abstrakt og værdiorienteret sikkerhedskoncept, der ikke drejer sig om forsvaret af territoriale grænser, men om håndhævelsen af en række universelle folkeretlige 4 normer og principper, der anser individets (og ikke kun staters) moralske, juridiske og politiske ukrænkelighed som en forudsætning for international fred og stabilitet. Afhandlingens primære sigte er således at undersøge, hvorledes disse forandringer i den sikkerhedspolitiske diskurs sætter sig igennem i de konkrete hverdagspraksiser blandt de udsendte militære enheder i fredsstøttende operationer. Med afsæt i et feltarbejde foretaget blandt danske soldater i den multinationale sikkerhedsstyrke i Kosovo (KFOR) vil jeg vise, at den militære risikoledelse i internationale operationer forudsætter håndteringen af en dobbelt opgave: At skabe sikkerhed for befolkningen i området samt at genopbygge den civile og politiske infrastruktur, således at der skabes de nødvendige forudsætninger for en velfungerende og stabil samfundsorden. I fredsstøttende operationer er de sikkerhedsmæssige, de politiske og de humanitære aspekter således uløseligt forbundne og må løses samtidigt. Med betegnelsen risikoledelse henvises således til håndteringen af en stigende kompleksitet og uforudsigelighed i de organisatoriske beslutningsprocesser, der sætter de traditionelle hierarkiske styringsprincipper under pres. Min ambition er i denne forbindelse at yde et antropologisk bidrag til den nyere organisations- og samfundsteoretiske litteratur, der beskæftiger sig med overgangen fra bureaukratiske styrings- og kontrolformer til mere fleksible organiseringsprincipper i komplekse, senmoderne samfund. Jeg vil således 2 Begrebet global governance lader sig vanskeligt oversætte til dansk, men bruges som oftest som betegnelse for den stigende globalisering af politiske og økonomiske styringsprincipper samt universaliseringen af bestemte moralske normer og værdier. 3 Jf. rapport fra Verdenskommisionen for kultur og udvikling ([1995] 1998: Global etik -Kulturens Brundtland rapport. 4 De folkeretlige principper, som blev grundlagt af Hugo Grotius ( ) og senere videreført i FN-pagten, vedrører de politiske og moralske standarder for staters magtanvendelse, herunder befolkningers ret til at gøre modstand mod undertrykkelse. 2

8 Indledning argumentere for, at der i fredsstøttende operationer tegner sig en tendens til en opbrydning af de formelle kommandostrukturer i retning af en mere individuel og situationsbestemt beslutningstagning, der stiller stadigt større krav til selvstændig informationsbearbejdning samt evnen til at udøve personlig dømmekraft. Den militære risikoledelse i fredsstøttende operationer er således kendetegnet ved en højere grad af decentrering og uddelegering af de ledelsesmæssige opgaver, der muliggør en tempoforøgelse i organisationens beslutningsog handleberedskab. Dét der spørges til i denne afhandling, handler således ikke om, hvorvidt fredsstøttende operationer ud fra en normativ betragtning er gode og retfærdige eller ej. Ej heller drejer det sig om at forstå årsagerne til og udviklingen af den historisk specifikke konflikt mellem serbere og kosovoalbanere i Kosovo (selv om denne konflikt udgør den empiriske kontekst for afhandlingens problemstilling). Hvad der sigtes mod er snarere at forbinde (1): Beskrivelsen af et specifikt militært handlings- og erfaringsrum med (2): Det mere generelle spørgsmål om, hvordan det er gået til, at en bestemt opfattelse af individet og dets moralske og retsmæssige status i den samfundsmæssige orden er blevet artikuleret og betydningsfastlagt som et militært sikkerhedsanliggende. Den første problemstilling omhandler de konkrete hverdagspraksiser og -erfaringer man som udsendt soldat gør sig i den daglige tjeneste både i og udenfor lejren, blandt kammeraterne og i mødet med civilbefolkningen. Det drejer sig således i første omgang om en analyse af den militære organisationskultur og forandringerne i dens interne ledelses- og styringsprincipper, samt måden hvorpå disse fremstilles og begrundes i organisationens egen beslutningshistorie. Den anden problemstilling vedrører den mere omfattende tendens, jeg med Ole Wævers terminologi kalder for sikkerhedsmæssiggørelsen (securitization) af en bestemt ideologisk konstruktion, nemlig begrebet og ideen om det Civile Samfund. Med udgangspunkt i h.h.v. Foucaults begreb governmentality og Laclau og Mouffes begreb om hegemoniske processer, vil jeg således argumentere for, at der i forbindelse med fremkomsten af et mere fragmenteret og uforudsigeligt trusselsbillede i det internationale sikkerhedsmiljø sker en drejning i retning mod en deterritorialiseret og mere humanitært orienteret sikkerhedsdiskurs, der i stadigt større omfang kæder militære operationer 3

9 Indledning sammen med etableringen af et globalt medborgerskab (global citizenship) 5 og en offentlig moral, der forpligter såvel individer som stater i deres indbyrdes magtrelationer. Opsummerende kan man sige, at afgrænsningen af de to problemstillinger udgør en bestræbelse på at forbinde en etnografisk beskrivelse af et lokalt handlings- og erfaringsrum, som rammesættes i fredsstøttende operationer, med en diskursiv analyse af dannelsen og udbredelsen af et nyt globalt sikkerhedsprogram, der sammenkæder militære og humanitære opgaver. Dét, jeg ønsker at opnå med denne dobbelte afgrænsning af problemfeltet, er at anlægge et analysestrategisk dobbeltperspektiv - et indefra/udefra - som gør det muligt at indkredse og analysere den gensidige konstituering af diskurs og praksis i fredsstøttende missioner. Formålet hermed er at foretage en antropologisk undersøgelse af en bestemt social teknologi, dvs. en bestemt organiserings- og subjektiveringsform, som opstår og udøves som en lokal praktik (mikro-magt), men som artikuleres og generaliseres som svar på en overordnet styringsproblematik og derved opnår legitimitet som politisk program (makro-magt). For at anlægge et sådant dobbeltperspektiv er det imidlertid nødvendigt at udforme en analytik, som gør op med den klassiske dualisme mellem aktør og struktur og i stedet ser dem som gensidigt konstituerende aspekter af den sociale realitet. Afhandlingens analytiske greb består således i at kombinere en fænomenologisk tilgang til den konkret levede, subjektivt erfarede væren-i-verden med et diskursteoretisk perspektiv på sociale dannelsesprocesser. Hermed forsøger jeg samtidig at bevæge mig hinsides en traditionel kulturanalyse i retning af en kritisk antropologi. For at anskueliggøre, hvad der mere præcist ligger i dette, er det imidlertid nødvendigt med en kortfattet fremstilling af det teoretiske problemfelt, jeg indskriver mig i. Den teoretiske kontekst: Fra kulturmetafysik til kulturkritik At udforme en antropologisk analytik som tillader et samlet perspektiv på diskurs og praksis indebærer, at der må fremsættes et kulturbegreb, som ikke lider af en intellektualistisk tendens til at underordne kropslig praksis i forhold til verbal praksis 5 Begrebet borger eller medborger knyttes traditionelt til begrebet om national-staten og henviser til de pligter og rettigheder, der regulerer forholdet mellem det private og det offentlige, individet og staten. For en mere fyldestgørende begrebsafklaring og diskussion se Keith Faulks (2000): Citizenship, Routledge, London & New York. 4

10 Indledning (Jackson 1989:122), d.v.s. et kulturbegreb, som tillader, at semantiske og korporeale domæner ses som gensidigt konstituerende aspekter af den sociale realitet. Formuleringen af et sådant kulturbegreb forudsætter imidlertid en forskydning fra en ontologisk orienteret videnskabsteori til en epistemologisk orienteret videnskabsteori (Andersen 1999:13). Jeg vil argumentere for at antropologiens hidtidige privilegering af kognitive og lingvistiske modeller for - og af - kulturel meningsdannelse beror på et ufuldstændigt opgør med en ontologisk metafysik, som bestemmer mennesket som et fornuftsvæsen. Hos Luhmann hedder det: At den europæiske traditions humanistiske antropologi har været bundet til en ontologisk metafysik, er der vel næppe nogen, der vil bestride idag. Det betyder at beskrivelsen af mennesket i denne tradition altid har fulgt et tingsskema...mens ontologi [kan] opfattes som beskrivelse ved hjælp af en skelnen mellem væren og ikke-væren, lagde man en konkret skelnen til grund for beskrivelsen af det at være menneske, nemlig en skelnen mellem menneske og dyr...det førte så til bestemmelsen af mennesket som et fornuftsvæsen. Fornuft blev defineret som menneskets natur, mens naturen, ligesom al natur, blev opfattet som modtagelig for korruption (Luhmann [1992] 1995:34). Fra denne passage vil jeg fremdrage en central pointe - nemlig at antropologien som følge af sin oprindelige konstituering som oplysningsfilosofisk disciplin, abonnerer på en metafysik, som bestemmer fornuften som det essentielt menneskelige 6. Kulturen har således fra begyndelsen været et begreb, som har forbundet bestemmelsen af det menneskelige subjekt med forestillingen om en universel fornuftsmæssighed - en bagvedliggende orden, hvis principper udfoldes i de menneskelige bevidsthedsakter. Opfattelsen af kulturen som en bagvedliggende, forudgiven meningshorisont har således været nært forbundet med et subjektbegreb, som gør mennesket til bærer af kulturen som en specifik bevidsthedsform. Denne form for tænkning er, hvad jeg vil kalde for kulturmetafysik. Kendetegnende for kulturmetafysikken er først og fremmest trangen til helhedsdannelse og årsagsbestemmelse. Såvel i den universalistiske som i den relativistiske traditionslinie har kulturbegrebet vist sig som et fortolkningsbegreb til skabelse eller forståelse af en omfattende sammenhæng (Jensen 1988:174), hvilket har udmøntet sig i en række totaliserende og essentialiserende implikationer. Siden 70 erne har der da også udspundet sig en vedvarende diskussion om muligheden for at overvinde de teoretiske vanskeligheder, som er forbundet hermed. Kritikken af kulturbegrebets status som 6 Se Jørgen Hass introduktion til Martin Heidegger i Hvad er metafysik?, Det lille Forlag,

11 Indledning antropologisk totaliseringsformel - en kritik der primært har været vendt mod 40 ernes og 50 ernes funktionalistiske og strukturfunktionalistiske analyser - har således forsøgt at gøre op med forestillingen om kulturer som homogene, afgrænsede enheder med et dertil hørende og territorialt lokaliseret folk (Gupta & Ferguson 1997a:34ff). I erkendelsen af, at man med et sådant kulturbegreb snarere forudsætter end forklarer muligheden for social konsensus, har der i stigende grad været rejst tvivl om kulturbegrebets validitet som analytisk kategori. Tendensen i nyere antropologisk teoridannelse, der går i retning mod en politisering af det analytiske vokabular, skal således ses som et forsøg på at understrege betydningen af de konfliktuelle aspekter af den kulturelle meningsdannelse samt konstruktionen og forhandlingen af den sociale orden. På trods af disse vedvarende anstrengelser for at frigøre kulturbegrebet fra den metafysiske og oplysningsfilosofiske traditions enheds- og substanskategorier, har der ikke tegnet sig noget i retning af et sammenhængende antropologisk teoritilbud. Den almene udbredelse af en række socialkonstruktivistiske tilgange til studiet af social identitet og kulturel forandring, har således ikke ændret afgørende ved det faktum, at kultur til stadighed forudsættes som et ubetinget forhold mellem mennesket og verden - en førbevidst og uudtalt enighed som fungerer som baggrund for det sociale livs konfrontationer (Jensen 1988:172). Man kan derfor med rette spørge sig selv, hvad det er, der gør, at kulturbegrebet - næsten trodsigt - modsætter sig alle disse dekonstruktionsforsøg samtidig med, at det på den anden side unddrager sig ethvert forsøg på definitorisk entydighed. Dette spørgsmål mener jeg, kan belyses ud fra en skelnen mellem antropologiens videnskabelige kulturbegreb som en anden ordens iagttagelse og hverdagssprogets kulturbegreb som første ordens iagttagelse 7, idet en stor del af de ovennævnte vanskeligheder efter min mening beror på en sammenblanding af disse to væsensforskellige iagttagelsesniveauer. Det er således netop distinktionen mellem hverdagssprogets første ordens observationer af det derude og videnskabssprogets anden ordens observationer af, hvorfra vi kigger, når vi observerer ( Andersen 1999:12), som muliggør forskydningen fra ontologi til epistemologi. Og heri ligger samtidig muligheden for at frisætte det 7 Denne skelnen mellem iagttagelser af første orden og iagttagelser af anden orden stammer fra Niklas Luhmanns systemteoretiske distinktion mellem (1): første ordens iagttagelser af noget i verden ud fra en bestemt forskel og (2): anden ordens iagttagelser af første ordens iagttagelser og deres ledeforskelle. Anden ordens iagttagelser er altså iagttagelser af iagttagelser, der spørger til, hvordan selve iagttagelsespositionen er konstrueret. 6

12 Indledning antropologiske kulturbegreb fra den metafysik, som indtil nu har reduceret kultur til et spørgsmål om subjektets bevidsthedsakter. Ved at indskyde en omhyggelig skelnen mellem kultur som ontologiserende første ordens iagttagelser, nemlig som det repertoire af utematiserede postulater eller selvfølgeligheder, hvormed der i hverdagslivet konstrueres en forestillet orden - en illusion som Kirsten Hastrup ville kalde det (Hastrup 2000) - og så kultur som epistemologisk anden ordens iagttagelse, som tillader en videnskabelig spørgen til, hvordan og under hvilke betingelser netop denne orden er blevet til som meningsfuldhed, gives der mulighed for at afsubstantialisere kulturen som et bevidsthedsdatum og dermed åbne mulighed for at integrere det korporeale domæne, kroppens levede nærvær, i den antropologiske analyse. Det første skridt i udarbejdelsen af afhandlingens overordnede analysestrategi vil derfor være at diskutere muligheden for at reformulere et kulturbegreb hinsides den metafysiske skematik for at nå frem til det, jeg vil betegne som et kulturkritisk perspektiv. Jeg lægger mig hermed i forlængelse af den poststrukturalistiske kritik af subjektfilosofien og knytter an til et socialkonstruktivistisk perspektiv for her at søge et muligt afsæt til et kulturbegreb, som afviser ethvert postulat om et transcendentalt organiserende princip som ultimativt fundament for menneskelig talen og handlen. Da jeg i de følgende to kapitler vil give en mere udførlig redegørelse for de metodologiske og epistemologiske konsekvenser af forskydningen fra det metafysiske til det kritiske perspektiv, vil jeg her nøjes med en kort og oversigtlig fremstilling af det gennemgående argument. Systemteori og organisationskultur Med udgangspunkt i Niklas Luhmanns kommunikationsteori vil jeg forsøge at frigøre kulturbegrebet fra dets bevidsthedsfilosofiske implikationer, idet jeg - som han - finder det afgørende at foretage en distinktion mellem kultur som bevidsthedsform og kultur som kommunikationsform. Ifølge Luhmann kan der i den moderne funktionelt uddifferentierede samfundsform ikke findes en altomfattende kulturel meningssammenhæng, som sikrer en fælles orientering mod centrale normer og værdier. Istedet må kulturen forstås som et forråd af kommunikationstilbud, et bestemt repertoire af temaer, som kan indhentes i en given kommunikationsproces. De temaer, som kulturen lægger sig fast på, er imidlertid ikke på forhånd givne, men må ses som resultatet af en række kontingent fastlagte meningsselektioner, som kunne have været anderledes. Kultur kan således i et Luhmannsk 7

13 Indledning perspektiv forstås som en kompleksitetsreducerende mekanisme, som muliggør midlertidige betydningsfikseringer i den kommunikative proces. Hermed bliver kultur noget, som kan til- eller fravælges i forskellige kommunikationer, snarere end et i bevidstheden indlejret absolut forhold til verden. For så vidt som kultur ikke længere har status af et absolut ubetinget forhold mellem mennesket og verden, men som noget der fortløbende produceres i kraft af de kommunikative meningsselektioner, åbnes der mulighed for at indløse et ikke-normativt, kritisk potentiale i den antropologiske kulturanalyse. Kritik skal i denne sammenhæng forstås som en analyse af kontingent dragne meningsgrænser, idet enhver selektion forudsætter en distinktion - en meningsgivende forskel, som kunne have været sat anderledes. I denne forstand bliver kulturanalyse et spørgsmål om blotlæggelse af ubegrundede selvfølgeligheders herkomst og mulighedsbetingelser. Ved at anlægge et sådant perspektiv på den militære organisationskultur vil jeg foretage en kritisk analyse af de kommunikative skematiseringer, dvs. de meningskonstituerende sondringer, som ligger til grund for de militære omverdenstydninger i fredsstøttende operationer. Den etnografiske fremstilling af den organisatoriske orden og dens interne meningsgrænser sigter således - som en slags mikroorganisatorisk diagnose - på en udpegelse af de kulturelle temaer, dvs. det semantiske og korporeale forråd af historisk sedimenterede betydningslag, gennem hvilke individuelle erfaringer tolkes og gøres meningsfulde i det sociale fællesskab. De kulturelle temaer anskues i denne forbindelse som et repertoire af diskursivt konstruerede kommunikationsfigurer, som rummer de ontologier, dvs. de forestillinger om en nødvendig og naturlig årsagssammenhæng, som skal begrunde den sociale orden. Kulturen optræder hermed som en form for afparadokseringsmekanisme, der reducerer den sociale kompleksitet gennem en tilsløring af den kontingens, hvorpå dens meningsselektioner (distinktioner) hviler. Det militære dannelsesregime At reducere kompleksitet gennem bestemte meningstilskrivelser er en fundamental og almen menneskelig foreteelse uden hvilken, vi ikke ville have mulighed for at orientere os i verden. Hos Nietzsche forstås den menneskelige vilje til mening som en magtfuld vilje til orden. Denne vilje, som er viljen til sammenhæng og til helhed, er metafysisk i sit anlæg, 8

14 Indledning idet den skaber virkelighed (Hass 1982:55). Når jeg taler om den militære organisationskultur, er det således udelukkende m.h.p. at identificere særegenheden ved denne metafysiske hang til orden, og måden hvorpå den aktualiseres i det sociale rum gennem konkrete ontologiseringer (verdensudlægninger). I den etnografiske fremstilling vil jeg søge at vise, at den militære vilje til orden viser sig - ikke alene i den måde hvorpå de sociale erfaringsprocesser artikuleres, men også i måden hvorpå den inkorporeres via en række kropslige teknikker og disciplineringer. Tilsammen konstituerer de semantiske figurer (sproglige artikulationer) og de kropslige (selv)disciplineringer et specifikt militært dannelsesregime, i hvilket en række sociale dyder såsom korpsånd, loyalitet, selvdisciplin og professionalisme udøves som korporative dannelsesidealer. Dannelsesbegrebet har en lang traditionslinie, som kan spores til oplysningstænkningens adskillelse mellem natur og kultur, dvs. til en skelnen mellem en instinktmæssig, uciviliseret og en fornuftmæssig, kultiveret adfærd. Frem for at fortabe mig i en udtømmende redegørelse for de historiske slægtsskablinier, der forbinder dannelses- og kulturbegrebet, opspores to for antropologien væsentlige teoretiske indflydelseskilder, nemlig hhv. Johann Gottfried Herders ( ) historiefilosofi og Hans Georg Gadamers ( ) filosofiske hermeneutik. Det bliver herigennem klart, at der i dannelsestraditionen ligger en ansats til et universelt fortolkningsbegreb, som har haft en afgørende betydning for nyere antropologisk teori og metode. I et systemteoretisk perspektiv radikaliseres dette fortolkningsbegreb, idet der ifølge Luhmann ikke findes noget iagttagelsespunkt, hvorudfra det sociale lader sig betragte som helhed, men udelukkende gives systeminterne meningsselektioner (interpretationer), i hvilke både systemet selv og dets omverden skabes samtidigt. Dannelse henviser i denne sammenhæng ikke længere til kulturel enhed og konsensus, men til en særlig måde at omgås forskelle på. Ligeledes refereres der med kategorien dannelsesregime ikke til en homogen og objektivt given enhed, men til en bestemt diskursiv praksis, gennem hvilken bestemte forskelle (skematiseringer) gøres gældende samtidig med, at andre udelukkes. Ud fra denne betragtning beskrives udsendte enheder i fredsstøttende missioner som midlertidige og transitoriske dannelsesfællesskaber, i hvilke den enkelte soldat former sig selv samtidig med, at han formes af de sociale skematiseringer, der stilles til rådighed i den organisatoriske orden. I dette militære overgangsfællesskab udfordres de sociale identiteter og gøres til genstand for til en vedvarende forhandling og rekonstruktion. Jeg er 9

15 Indledning her enig med Kirsten Hastrup, når hun siger, at det forhold at en kultur er temporær og kondenseret ikke gør den mindre interessant; tværtimod, siger hun: ingen kulturer [er] stabile eller absolutte, og ved netop at studere et koncentrat kan man få en ny forståelse for deres dynamik (Hastrup 2000:6). I min fremstilling vil jeg dels støtte mig til Richard Sennetts begreb om fleksible organiseringsformer og dels til Ole Fogh Kirkebys begreb om liminale organiseringsformer, idet de begge sigter mod en beskrivelse af en transitorisk organisationstype, som har den radikale kontingenserfaring, uforudsigeligheden og kompleksiteten som sit grundvilkår. Centralt i min fortælling om 2PNINFKMP/DANBN/KFOR 3 (den militærenhed jeg var tilknyttet under feltarbejdet) er altså forståelsen af det militære fællesskabs særlige ethos, dets vilje til dannelse og de sociale dyder, som former og forandrer organisationen og dens udøvere. Hvor både Sennett og Kirkeby fastholder et normativt perspektiv i deres organisationsanalyser, der for Sennetts vedkommende implicerer en generel forfaldshistorie og omvendt for Kirkebys vedkommende en form for senmoderne emancipationsfigur, går bestræbelsen i denne afhandling imidlertid i retning mod en ikke-normativ 8 tilgang til social organisering og betydningsdannelse, som er i stand til at overvinde dette modsætningsforhold. Jeg introducerer derfor Luhmanns begreb om organisationen som et autopoietisk (selvdannende) system af beslutninger, der gennem et netværk af kommunikationer knytter sig til andre beslutninger. Ifølge Luhmann består organisationens mindsteelementer ikke af individer, men udelukkende af kommunikationer der retter sig mod beslutninger. Individet er ikke den privilegerede bærer af den organisatoriske orden, men optræder derimod som systemrelativ omverden for organisationen. I Luhmanns systemteori handler organisering derfor hverken om frigørelse eller tilpasning, men om selvdannelse. På baggrund af en redegørelse for de centrale begreber i Luhmanns systemteori udarbejdes således en organisationsdiagnose, som ikke er bundet til den klassiske dikotomi mellem frihed/magt, autonomi/kontrol, men som ser forholdet mellem individ og organisation som et vedvarende dannelsesarbejde, i hvilket den enkelte og de andre gensidigt udsætter sig selv og netop i kraft af denne udsathed adskiller sig fra hverandre. 8 Med betegnelsen ikke-normativ tilgang angiver jeg en iagttagelsesposition, som ikke lægger normative betragtninger af, hvad der er godt/ondt, rigtigt/forkert etc. til grund for analysen, men som ud fra en anden ordens betragtning forsøge at blotlægge, hvordan disse sondringer selv er blevet konstrueret og betydningsfastlagt. 10

16 Indledning Det genealogiske perspektiv Efter at have behandlet organisationens indre grænsedragninger i den første del af afhandlingen, vil jeg i den sidste del af afhandlingen beskæftige mig med de forandringer, der finder sted i organisationens ydre grænsedragninger. Jeg ønsker med andre ord her at synliggøre selve den tilblivelsessammenhæng, der forbinder den lokale institutionelle praksis med den globale sikkerhedspolitiske diskurs. I forlængelse af den etnografiske fremstilling af de interne skematiseringer og ledelsespraktikker foretages således tillige en genealogisk analyse af de slægtsskablinier, der har gjort det muligt at forbinde en ny militær sikkerhedsstrategi med en bestemt moralsk og politisk vision om individets ukrænkelighed som ultimativt princip i organiseringen af den samfundsmæssige orden. Først i denne dobbelte perspektivering indløses antropologiens kritiske potentiale, idet etnografien og genealogien tilsammen udgør en formidling af det sociale og kulturelle mulighedsrum, inden for hvilket et partikulært styrings- og normaliseringsmønster er blevet til. Men hvad indebærer det da at anlægge et genealogisk iagttagelsesperspektiv? Betegnelsen genealogi som en særlig historisk analysestrategi blev først udviklet af Friedrich Nietzsche som et opgør med den traditionelle historieskrivning, idet han omformulerer spørgsmålet om oprindelsen til godt og ondt til spørgsmålet om de betingelser og omstændigheder, hvorunder disse værdier er vokset op, har udviklet og forskudt sig (Nietzsche cf. Andersen 1999:53). Den genealogiske interesse består altså ikke i at opregne kausalforklaringer og i at redegøre for den nødvendige udfoldelse af bestemte årsag-virkningsforhold i en teleologisk historieskrivning. Derimod handler det om at afdække de kontingente meningsfikseringer, gennem hvilke bestemte vidensregimer og diskurser konstitueres og sedimenteres som naturlige og selvfølgelige. Der er med andre ord tale om en opsporing af de diskursive formationer og transformationer, hvorunder strategier, institutioner og praktikker er formet (ibid:56). At gøre den diskursive konstruktion af den militære risikoledelse i fredsstøttende operationer til genstand for en genealogisk analyse vil altså sige, at man i stedet for at betragte sikkerhed og risiko som objektive og på forhånd givne størrelser, sætter sig for at undersøge, hvordan disse fænomener selv bliver konstrueret historisk i forskellige faser og i forskellige sammenhænge. 11

17 Indledning Ideen om det Civile Samfund Som udgangspunkt for dette opsporingsarbejde vil jeg vise, at der i artikulationen og betydningsfastlæggelsen af de militære hverdagspraksiser i missionsområdet i Kosovo abonneres på en klassisk oplysningsfilosofisk ide, nemlig ideen om det Civile Samfund (Civil Society), og at denne ide repræsenterer en bestemt social utopi, som generaliseres og operationaliseres som et sikkerhedsmæssigt anliggende i forholdet til den civile befolkning. Ideen om det Civile samfund har sine rødder i klassisk vestlig politisk tænkning. I en række nyere globaliseringsstudier, som forsøger at udpege holdbare visioner for den moralske og politiske organisering af det globale samfund, har begrebet Civil Society imidlertid vundet fornyet aktualitet som et distinkt normativt koncept og model for en ønskelig social orden, hvor individer og grupper frit kan forme organisationer, som fungerer uafhængigt af staten, og som kan mediere mellem borgerne og staten (Hann & Dunn 1996, Held & McGrew 2002, Kaldor 2003). Kendetegnende for debatten om det Civile Samfunds status som politisk ideal er således spørgsmålet om forholdet mellem den private og offentlige sfære og muligheden for at etablere et genuint politisk rum, som skal tilsikre muligheden for individets deltagelse i de politiske beslutningsprocesser. Med den politiske deltagelse følger endvidere ideen om en offentlig moral, som skal bygge bro mellem de individuelle interesser og det fælles gode. Hermed bliver borgerskab centralt som et begreb, der udpeger individet som etisk/politisk aktør. Andet led i afhandlingens analysestrategiske manøvre består da i at vise, at der i fredsstøttende operationer artikuleres en ny form for militær risikoledelse, som generaliserer og universaliserer de interne korporative ledelses- og dannelsesidealer som almene civilisationsidealer, dvs. som regulative principper i forholdet mellem det private og det offentlige, mellem individet og staten. I håndteringen og betydningsfastlæggelsen af de daglige opgaver og risici i missionsområdet, udøves den militære vilje til orden og dens diciplinære teknikker således ikke længere blot som internt dannelsesregime, men indoptager et nyt og mere omfattende betydningsindhold: Det er ikke kun den enkelte soldat, men hele det civile samfund, der skal dannes! Tillidsanalysen Som idéhistorikeren Adam B. Seligman har vist, hviler ideen om det Civile Samfund på bestemmelsen af individet som bærer af fundamentale værdier og rettigheder samt 12

18 Indledning institutionaliseringen og generaliseringen af de tillidsrelationer, som forpligter og ansvarliggør den enkelte indenfor det sociale fællesskab (Seligman 1997:14). Begrebet om social tillid har derfor parallelt med udbredelsen og populariseringen af ideen om det Civile Samfund opnået en central position i den stadigt voksende litteratur om konsekvenserne af den sociale fragmentation i det moderne samfund. Bla. har sociologen Anthony Giddens i en række bøger om modernitet og identitet fremhævet tillidsbegrebets betydning, idet han forsøger at udpege de aktuelle samfundsmæssige erfaringsvilkår, der bla. viser sig i en vækst i tillid til abstrakte systemer såsom penge- og ekspertsystemer 9. I bogen Trust in Modern Societies (1996) introducerer Barbara Misztal til en række forskellige tillidsbegreber i sociologien, idet hun finder at tillidsfænomenet er blevet relevant på baggrund af en udbredt bevidsthed om, at eksisterende grundlag for socialt samarbejde, solidaritet og konsensus er forvitret (ibid.:3). Dette synspunkt bekræftes af Seligman, som skriver: This focus on the changing nature of trust in modernizing societies is not surprising given the extraordinary importance of a universal basis of trust in modern democratic societies...similarly the very legitimation of modern societies is founded on the trust of authority and of governments as generalizations of trust on the primary, interpersonal level. In fact the primary venues of socialization, whether they be the educational system or the mass media, are oriented to the continuing inculcation of this value and what is in fact an ideology of trust in society (Seligman 1997:14). Hvor Seligman taler om en tillidsideologi, vil jeg dog snarere bruge Foucaults begreb dispositiv som betegnelse for en social differentieringsform, som disponerer eller regimerer den sociale praksis uden dog restløst at determinere den. Med betegnelsen dispositiv refererer jeg altså i denne sammenhæng til udbredelsen, dvs. institutionaliseringen, generaliseringen og rationaliseringen, af et bestemt styringsideal - en ny global gouvernementalitet, der opstår som svar på den sociale kontrolproblematik, der indstiftes i forholdet mellem individuel autonomi og samfundsmæssig sammenhængskraft. For at fastholde en konstruktivistisk, ikke-normativ tilgang det sociale støtter jeg mig primært til det tillidsbegreb, som er formuleret af Luhmann i bogen Tillid - en mekanisme til reduktion af social kompleksitet ([1968] 1999). Med afsæt i Luhmanns systemteoretiske funktionsanalyse peges der således i første omgang på den kompleksitetsproblematik, som 9 Blandt andre fremtrædende eksempler kan nævnes Francis Fukuyama (1995):Trust. The Social Virtues and the creation of Prosperity, Adam Seligman (1997): The Problem of Trust og Piotr Sztompkas (1999): Trust. A Sociological Theory. 13

19 Indledning knytter sig til bearbejdelsen af informationsoverskuddet og kontingenserfaringen i nutidens organisationer. Aktualiteten i Luhmanns tillidsbegreb består således i at gøre tillid til en selektionsmekanisme, der kan reducere det overskud af mulige handlealternativer, der løbende produceres i organisationens egen beslutningssammenhæng. Ved at forbinde Luhmanns analyse af tillid som taktisk koncept med Foucaults begreb om governmentality, vil jeg forsøge at tydeliggøre, hvad der allerede ligger som ansats i Luhmanns forståelse af tillid som en læreproces, nemlig at tillid kan ses som en særlig subjektiverings- og disciplineringsform. Som han selv udtrykker det i en punchline: Tillid opdrager (Luhmann [1968] 1999:116). Med titlen Tillidens teknologi ønsker jeg således at betegne hele det omfattende netværk af kompleksitetsreducerende strategier, som organiserer såvel det semantiske som det korporeale erfaringsrum blandt udsendte soldater. Tillidens teknologi henviser med andre ord til selve måden, hvorpå den sociale emergens betinges i den militære organisation. Hermed understreges Luhmanns pointe, at tillid som en social relation viser sig både at være en chance og en lænke. I tillidsrelationer er der således indbygget et moment af social kontrol (ibid.:115, min fremhævning). Gennem tillidens optik vender vi altså tilbage til Mauss og Durkheims grundproblem, nemlig spørgsmålet om, hvordan frie individer gensidigt kan forpligtes og indgå i en social kooperation. Med afsæt i en analyse af et konkret erfaret og levet risikofællesskab udfoldes således en mere generel diskussion om senmoderne organiserings- og subjektiveringsformer samt muligheden for at nytænke dem ved at forbinde dem med begrebet dannelse. Bestræbelsen er dermed at udforme en samtidsdiagnose, der er i stand til at begrebsliggøre de organisatoriske forandringer, der finder sted i mødet mellem de militære og de civile aktører i fredsstøttende operationer. For at give et indblik i den lokale og historiske kontekst, der danner den empiriske baggrund for denne diagnose, vil det imidlertid være nyttigt at give en kortfattet beskrivelse af det danske missionsområde i Kosovo og den konflikt mellem serbere og kosovoalbanere, der gav anledning til udsendelsen af den danske KFOR-styrke. Det skal understreges, at der ikke sigtes mod en udtømmende historisk og politisk analyse af de forhold, der førte til krigen og den etniske udrensning af den albanske befolkning i Kosovo, men alene mod at give en stikordsagtig opsummering af den overordnede udvikling, der ledte til FN s sikkerhedsråds beslutning om at intervenere i konflikten. 14

20 Indledning Den empiriske kontekst: Konflikten i Kosovo Det danske ansvarsområde (AOR) i Kosovo, der strækker sig over et 25 km bredt og 30 km langt område, ligger placeret i et bjergrigt terræn i den nordlige del af landet. Kosovo, der har et areal svarende til omtrent 1 1/2 gang størrelsen af Sjælland, ligger centralt på Balkan og grænser mod nordøst og nordvest til Serbien, mod vest til Montenegro og Albanien, og mod syd til Makedonien. Hele vejen rundt langs Kosovos grænser ligger der høje bjerge. I det danske missionsområde er de højeste bjerge omkring 1500 m over havets overflade. Der bliver drevet en del landbrug i området, men det er først og fremmest udvindingen af de rige mineralforekomster af især bly, zink, krom og jern, der har præget landets historie. Kontrollen over minedriften og retten til at udnytte disse ressourcer har således været kilde til omfattende stridigheder helt tilbage til middelalderen, og er en af flere grunde til, at serberne har ønsket at bevare kontrollen med området (Ross 1999:9). Den største og vigtigste del af Kosovos bly- og zinkproduktion har siden det 13. århundrede foregået på værket Trepca og dets tilhørende minekomplekser. Som følge af utilstrækkelige arbejds- og miljømæssige sikkerhedsforanstaltninger har Trepcaværket været årsag til en omfattende blyforurening, der gennem generationer har gjort landet til et af Europas mest forurenede områder. (Kosovos bjerge) (Trepcaværket) Gennem en stor del af 1900-tallet har Kosovo været en del af Serbien, der selv blev en del af staten Jugoslavien efter den Første Verdenskrig ( ). Flertallet af indbyggerne i Kosovo er kosovo-albanere, der udgør ca. 90% af befolkningen. De fleste albanere er muslimer, men en mindre del er dog katolikker og tilhører den græsk-ortodokse kirke. Af de 15

21 Indledning resterende 10% af befolkningen er langt de fleste serbere, men der findes også små grupper sigøjnere, kroater og montenegrinere. Efter Anden Verdenskrig blev Jugoslavien kommunistisk og bestod af de seks republikker Serbien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro, Kroatien, Slovenien og Makedonien. Under præsident Tito, som var premierminister for Jugoslavien fra 1945 til 1953 og præsident fra fik Kosovo mere selvstyre, og i 1974 fik området næsten status som ligeberettiget republik i Jugoslavien. Serberne, der til trods for deres mindretal havde siddet på de fleste ledende stillinger, brød sig ikke om denne udvikling, der bla. betød, at albanerne fik flere poster i kommunistpartiet, at man måtte flage med det albanske flag, og at der blev åbnet et albansk universitet i hovedstaden Pristina (ibid.:22). Da præsident Milosevic kom til magten i slutningen af 1987, brugte han serbernes stigende utilfredshed med det albanske selvstyre til at skaffe sig politisk opbakning og fjernede kosovoalbanerne fra kommunistpartiets ledelse. Han ønskede at begrænse albanernes selvstændighed og knytte Kosovo tættere til Serbien. Det medførte en række demonstrationer og strejker, der dog blev slået hårdt ned af serbiske styrker. Herefter blev en systematisk undertrykkelse af den albanske befolkning indledt. En ny forfatning gjorde Kosovos parlament betydningsløst og fjernede dermed den sidste rest af selvstændighed. Mange af de albanske demonstranter, der protesterede mod forfatningen, blev enten fængslet eller dræbt. Fra 1990 var albansk ikke længere officielt sprog, albanske aviser og skoler blev lukket og albanske lærere og læger blev fyret (ibid.:30). I protest mod den serbiske undertrykkelse dannede en lille gruppe albanske militssoldater i 1992 Kosovos Befrielseshær (UCK), som ville kæmpe for et selvstændigt Kosovo, der omfattede alle albansktalende befolkningsgrupper. I takt med de serbiske styrkers overgreb mod den albanske civilbefolkning voksede tilslutningen til UCK, og mod slutningen af 1997 kontrollerede de mange landsbyer i det sydlige Kosovo. I begyndelsen af 1998 sendte Milosevic svært bevæbnet politi og militære styrker ind for nedkæmpe UCK. Kampene blev stadig alvorligere, og mange indbyggere flygtede op i bjergene for at undgå repressalier fra de serbiske militser. Efterhånden som situationen forværredes, og flygtningestrømmen tog til, begyndte man fra det internationale samfund at reagere med en række krav til præsident Milosevic om at standse konflikten. I FN s sikkerhedsråd fordømte man voldshandlingerne og fastslog, at situationen udgjorde en trussel mod freden og sikkerheden i området. Efter at have udsendt en erklæring, hvori præsident Milosevic forpligtede sig at medvirke til en fredelig løsning af konflikten, 16

22 Indledning lykkedes det imidlertid UCK at opnå kontrol med omkring en tredjedel af territoriet i Kosovo. I strid med aftalen forstærkede de serbiske styrker derefter deres fremrykning, hvorefter den kosovo-albanske oprørsstyrke blev trængt tilbage. Antallet af flygtninge og internt fordrevne var på det tidspunkt nået op over mennesker 10. På trods af det internationale samfunds forsøg på at finde en politisk løsning gennem forhandlinger med parterne i Rambouillet og Paris brød forhandlingerne sammen d. 19. marts På det tidspunkt var en omfattende serbisk offensiv sat ind, og alt tydede på, at en regulær etnisk udrensning var i gang. Det blev herefter besluttet, at NATO skulle indlede et luftangreb mod Forbundsrepublikken Jugoslavien for at tvinge præsident Milosevic til at trække sine tropper tilbage og standse overgrebene på den civile befolkning. Den 23. marts 1999 gav NATO s generalsekretær Javier Solana NATO ordre om at udføre det første af en række bombeangreb mod det jugoslaviske luftforsvar. Men først efter knap tre måneders intensive bombninger af serbiske militæranlæg og infrastruktur accepterede Milosevic en fredsaftale, som omfattede vilkårene for tilbagetrækningen af de serbiske tropper samt indsættelsen af en NATO-ledet multinational fredsstyrke. Efter indgåelsen af en militær-teknisk aftale vedtog FN s sikkerhedsråd d. 10. juni 1999 resolution nr. 1244, i hvilken det blev slået fast, at der skulle etableres en civil tilstedeværelse og en militær sikkerhedsstyrke i Kosovo. Den civile del skulle varetages af FN medens den militære del skulle ledes af NATO. Allerede to dage efter rykkede de første dele af den fredsskabende styrke, der fik betegnelsen Kosovo Force (KFOR), ind i Kosovo med det formål at overvåge efterlevelsen af fredsaftalen, at skabe sikre omgivelser for de hjemvendte flygtninge samt medvirke til gennemførelsen af den politiske og civile del af fredsprocessen. På baggrund af en anmodning fra NATO besluttede det danske Folketing få dage senere at stille danske militærenheder til rådighed for den multinationale styrke i Kosovo. Den 19. juli 1999 indledtes således udsendelsen af den danske bataljon, der benævnes DANBN/KFOR, og som på daværende tidspunkt omfattede ca. 875 mand. Da jeg ankom til missionsområdet i september 2000, havde de danske soldater således været i området i godt et års tid. De værste uroligheder var stilnet af, og skønt der endnu var daglige sammenstød mellem de serbiske og albanske indbyggere - særligt i større byer som Mitrovica - var genopbygningen af de civile og politiske strukturer allerede påbegyndt. De militære og civile myndigheder havde indledt et tæt samarbejde, der dels skulle sikre 10 Kilde: Dansk forsvar og Kosovokonflikten, Forsvarskommandoens Presse- og Informationssektion. 17