EN IDRÆTSLEGEPLADS SKAL LIGGE I VEJEN!

Transkript

1 EN IDRÆTSLEGEPLADS SKAL LIGGE I VEJEN! Benny Schytte i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden LOKALE- & ANLÆGSFONDENS SKRIFTRÆKKE 9

2 Benny Schytte IDRÆTSLEGEPLADSER Lokale- og Anlægsfonden Grafisk tilrettelægning: Anne von Holck, Tegnestuen Trojka Forsidefoto: Stig Nørhald Øvrige fotos, hvor ikke andet er nævnt: Benny Schytte Scanninger: Amager IT Tryk: P.J.Schmidt Grafisk Juni 2004 ISBN Andre publikationer i skriftrækken: 1. Fra sportsbassin til superbassin Nyt liv i gamle idrætshaller Kunstis og skøjtekultur Fremtidens idræts- og kulturbyggeri Forsamles og forenes om idræt Vandkulturhuse Arkitekturpsykologi Den tredje bølge 2003

3 INDHOLD INDHOLD Forord 5 Introduktion 7 FRA GYMNASTIKPLADS TIL IDRÆTSLEGEPLADS 11 EN IDRÆTSLEGEPLADS SKAL LIGGE I VEJEN! 29 HVAD ER EN IDRÆTSLEGEPLADS? 41 FRA BOLDBUR TIL LEGEPARK 47 Midt i byen 48 I kvarteret 50 På stenbroen 52 På marken 54 På havnen 56 I bebyggelsen 58 Ved klubben 60 I landsbyen 62 GODE RÅD OG IDÉER OM IDRÆTSLEGEPLADSER 65 IDRÆTSLEGEPLADSER I FREMTIDENS BYRUM 75

4

5 Forord Hele befolkningens stigende interesse for at dyrke idræt og motion skaber behov for flere lokale faciliteter i det eksisterende byrum et behov, der ikke alene kan løses ved at bygge nye idrætshaller; både økonomi og plads sætter realistisk også sine begrænsninger herfor. Idrætslegepladsen er én af de nærliggende muligheder for gennem relativt beskedne investeringer at skabe nye aktivitetssteder, som kan indpasses i byens rum i øvrigt ligesom mobile skøjtebaner, bandebaner, træningspavilloner, boldmure, rulleskøjtebaner og mange andre faciliteter. Lokale- og Anlægsfonden har det som et af sine mål at udvikle og støtte sådanne initiativer; og i en tid, hvor interessen for at inddrage byens pladser, torve, parker og skolegårde i et mere aktivt byliv for alvor er kommet på byplanlæggeres og politikeres dagsorden, har Fonden valgt at udgive en mere omfattende og detaljeret beskrivelse af idrætslegepladsen som en særlig mulighed. Idrætslegepladsen er ikke en bestemt model, men en forestilling om nogle rammer for aktivitetstilbud, som alle i et lokalområde børn, unge, voksne og ældre vil kunne tænkes at benytte. Der kan være tale om installationer i form af belægning, bander og belysning; om opstillinger, stativer og redskaber. Der kan være muligheder for at spille basket, småfodbold og rullehockey, for at lege, hinke og klatre, for at dyrke træningsøvelser, sjippe og spille murbold, og for at spille petanque, grille og nyde synet af de andre. Idrætslegepladsen er et åbent sted, som fremtræder synligt og indbydende og typisk i områder med stor boligtæthed og nær institutioner og skole. Det er vigtigt, at den repræsenterer en variationsrigdom af aktiviteter og inviterer til forskellige, samtidige udfoldelsesmuligheder, så den ikke beslaglægges af en enkelt gruppe. Alt det kan der læses mere om i En idrætslegeplads skal ligge i vejen!, som beskriver konkrete projekter rundt omkring i landet. Forhåbentlig kan det inspirere ildsjæle, planlæggere og politikere, som overvejer at etablere en idrætslegeplads i deres lokalområde. Hans Toft Formand for Lokale- og Anlægsfonden

6 6 Saxogade 49 A, 1950 KØBENHAVNS BYMUSEUM

7 Introduktion 7 I min barndom på Vesterbro i 1950 erne havde vi ikke idrætslegepladser, som vi kender dem i dag med fine mål, bander, finkornet asfalt, kunstgræs mv. Her var gården rammen og den plads, vi brugte til leg og idræt trods skiltet på muren med inskriptionen Al støjende leg og boldspil forbudt. Gården var vores mødested. Der var altid mange børn, børn i alle aldre, piger og drenge, og vi legede altid. Vi kaldte det hverken idræt eller sport, men vi spillede fodbold, løb om kamp, hinkede, sjippede og legede alle de traditionelle lege: kongeløber, ettagfat, dåseskjul, drengene efter pigerne, jorden er giftig mv. Vores idrætsfaciliteter var bænke, tørrestativer, halvtage, trapper, porte, riste, asfaltstreger osv. Det var de enkelte steder og pladser, som definerede måden, vi legede og spillede bold på. Selvom vi ikke måtte spille fodbold, var trangen så stor, at vi lavede bolde af aviser og klisterbånd. De holdt ikke længe på den grovkornede asfalt og hoppe kunne de slet ikke, men fodbold ville vi spille. Da vi blev lidt ældre, gik vi over i den nærliggende park og spillede med en rigtig plastikfodbold. Den gang hed det en superflex, som desværre let piftede, når den røg over hegnet og ind i buskadset. I parken spillede vi fodbold på et stort indhegnet asfaltområde, hvor der stod nogle af de gode, gamle, grønne bænke, som der kun er meget få tilbage af i København. Dem mødtes vi omkring, sad på, og ikke mindst blev de brugt som fodboldmål. Når bolden ramte jernstangen under sædet, så var den inde. Ofte brugte vi meget lang tid på at diskutere, om den nu var inde eller ej. Om sommeren var her parkdans. Vi var ikke gamle nok til at komme ind. Det var forbeholdt de unge. Drengene havde anderumper og var iført læderjakker og pigerne var i lårkorte kjoler og chiffontørklæder. Efter parkdansen var der altid de obligatoriske boksekampe mellem drengene fra Vesterbro og Nørrebro. Om vinteren den gang var det altid rigtig vinter! blev fodboldbanen overrislet med vand, og i op til flere uger havde vi den dejligste skøjtebane, altid fyldt med hundredvis af børn i alle aldre og voksne. Den var åben alle dage helt frem til kl. 22.

8 8 Gården og parken var vores idrætslegeplads. Selvom vi hverken kendte eller brugte ordet idrætslegeplads, så fandt vi vores pladser, hvor den stod på leg og idræt fra morgen til aften, lige bortset fra de tidspunkter, hvor vi var i skole eller på ferie. Denne beretning fra min egen barndom på Vesterbro kan mange, der er født i 1940 erne og 1950 erne, uden tvivl nikke genkendende til. På landet og i forstæderne var forholdene lidt anderledes, men ikke væsentligt forskellige. Pladserne og stederne var af en anden karakter, men grundlæggende var barndommen og ungdommens leg og idræt den samme. Den var selvorganiseret og fandt sted i det nærmiljø, man boede i. Men hvad med de voksne og de ældre? Havde de også deres former for uorganiseret leg og idræt? Det var ikke meget. Hvis de dyrkede idræt, så var det i en idrætsforening. Meget er forandret siden dengang i 1940 erne og 1950 erne. Børn og unge opholder sig i dag mange flere timer i skole- og institutionsregi, der er langt flere organiserede fritidstilbud, og de bruger mange timer foran computer og TV. Ud over at mange børn og unge er aktive i idrætsforeningerne, findes der også i dag en stor gruppe af børn og unge, som er optaget af andre former for kropslige aktiviteter end dem, der finder sted i idrætsforeningerne. De har behov for andre lege- og idrætsmiljøer end de traditionelle idrætsanlæg. I dag må man desværre også konstatere, at der bliver flere og flere børn og unge, som bevæger sig alt for lidt i dagligdagen. De har dårlig kondition, er overvægtige og kan blandt andet risikere at få gammelmandssukkersyge, inden de bliver voksne. Helt anderledes er det med de voksne og de ældre. De bevæger sig som aldrig før. Aldrig har så mange voksne og ældre været så fysisk aktive som i dag. Det, de foretager sig, kaldes af idrætssociologerne for hverdagsmotion og er en blanding af mange forskellige former for kropslige aktiviteter, og hvor det ofte er byens rum, der er rammen om disse aktiviteter. Det var i regi af disse nye tendenser, som allerede i midten af 1980 erne afspejlede sig i kropskulturen, at der i slutningen af 1980 erne fra kulturpolitisk side blev afsat økonomiske midler til at støtte nye udendørs lege- og idrætsmiljøer. Det vi i dag kalder for idrætslegepladser. Det er nu 15 år siden den første idrætslegeplads blev etableret, og formålet med denne publikation er at beskrive, hvad der karakteriserer en idrætslegeplads samt at præsentere en række forskellige idrætslegepladser, der er blevet etableret rundt omkring i landet. På baggrund af en række konkrete erfaringer fra disse idrætslegepladser gives der nogle gode råd og idéer til dem, som enten ønsker at etablere en idrætslegeplads, eller som påtænker at videreudvikle en eksisterende. Afslutningsvis peges der på muligheder og udfordringer for fremtidens idrætslegepladser.

9 Materialet i bogen baserer sig på min forskning om den danske legepladsbevægelse; en undersøgelse om idrætslegepladser i Danmark, som jeg gennemførte for Kulturministeriet i 1996 samt en aktuel studierejse til nye og gamle idrætslegepladser i foråret I forbindelse med disse projekter har jeg indsamlet forskelligt dokumentarisk materiale om idrætslegepladser samt interviewet en række personer om deres erfaringer. Mine egne indtryk og interviewpersonernes erfaringer og oplysninger danner grundlag for præsentationen af de udvalgte idrætslegepladser og for de råd og idéer om idrætslegepladser, som præsenteres. Bogen henvender sig bredt til kommunalpolitikere, byplanlæggere, landskabsarkitekter, anlægsgartnere, sportsfirmaer mv., samt til personer med tilknytning til borgergrupper, idrætsforeninger, boligforeninger, skoler, ungdomsklubber, daginstitutioner mv. Erfaringer med opførelse af idrætslegepladser har vist, at det ofte er i et konstruktivt samspil med mange forskellige partnere, at en idrætslegeplads bliver en realitet. Det er et ønske, at bogen kan inspirere til udvikling af nye og spændende lege- og idrætsmiljøer. Specielt er det et ønske, at fremtidens idrætslegepladser ikke udvikler sig til en form for standardidrætslegepladser. Det skulle da lige være den standard, der fastslog, at idrætslegepladser altid skal inspirere til varierede kropslige udfoldelser samt udvikle og forny sig i samspil med nye tendenser i kropskulturen. Benny Schytte Juni

10 10 GutsMuths klavremaskine KILDE: KORSGAARD, OVE, 1992

11 Fra gymnastikplads til idrætslegeplads 11 Det fri skal så meget det overhovedet er muligt være vort gymnasium. Alle restaureringsbestræbelser indendøre er kun usle nødløsninger i sammenligning hermed. Desuden vil vi jo vænne ungdommen til vejrets indvirkninger, og hvordan kunne vi gøre det bedre end ved at anvise øvelsespladsen under fri himmel efter de pligtige og betragtelige lange timer i klassen. Lad os benytte lokaliteten, som den fremstår af sig selv og uden tvang. GutsMuths, 1804 I Danmark blev den første officielle legeplads oprettet i slutningen af 1700-tallet. Det var den tyske hofpræst og filantropist Christiani, som i tilknytning til sit opdragelsesinstitut i København anlagde en 5 tdr. land stor gymnastikplads, der hvor Sønder Boulevard ligger i dag. Med lidt god vilje kan man skimte gymnastikpladsen på Jens Juels billede Løbende Drenge fra Filantropisterne (Rousseau, Basedow, GutsMuths m.fl.) ønskede at gøre op med latinskolen ved blandt andet at betone den legemskulturelle opdragelse. Deres gymnastik stod i skærende kontrast til tidligere tiders adelige indendørs discipliner som f.eks. figurridning, fægtning og dans. Gymnastik skulle efter filantropisternes mening foregå udendørs og helst i naturlige omgivelser og bestå af atletik, klavring (et gammelt udtryk for at klatre), ligevægtsøvelser, sjipning, løb og militære øvelser. Til den nye gymnastik udviklede GutsMuths en øvelsesplads bestående af bearbejdet natur. Der var spredte anlæg af opstillede træstammer, pæle og brædder til balancegang, bjælker og klatrestænger, svingtove og springgrav for længde- og højdespring. Det var naturens egne udfordringer afløst af tekniske efterligninger. Et af GutsMuths mest berømte redskaber er klavremaskinen. Klavremaskinen bestod af tre elementer, som den dag i dag genfindes på mange legepladser. Noget at svinge og gynge i, noget at klatre op og ned af samt noget at glide ned ad. Løbende Drenge. Maleri af Jens Juel, 1802 STATENS MUSEUM FOR KUNST, DOWIC FOTOGRAFI GYMNASTIKLEGEPLADSEN En videreudvikling af GutsMuths øvelsesplads er gymnastikpladsen, som blev udviklet af den tyske gymnastikpædagog F.L. Jahn. Han beskriver øvelsespladsen således:

12 12 Berliner Hasenheide, 1811 KILDE: KORSGAARD, OVE, 1992 Gymnastikpladsen skal have fast grund, dækket med kort græs, og der skal være træer (...). Hvis der ikke er træer, må man plante nogle (...). Man kan ikke forestille sig en gymnastikplads uden legeplads. Også uden for gymnastikpladsens indhegninger skulle enhver gymnastikskole så sandelig have en gymnastikmark, hvor flad mark veksler med bevoksning, hvor der findes lund, krat, buskads, tykning og åbne steder, hvor der er løvtræer og nåletræer. Eichberg og Jespersen, 1986 Jahn s gymnastikplads blev opført på Berliner Hasenheide i 1811 og bestod af redskaberne reck, barrer, svævetræer, spring- og klatrestativer samt et område til fri udfoldelse og leg. I Danmark blev der i 1826 anlagt en gymnastikplads på Gjerrild Skole ved Grenå. Pladsen var med redskaber svarende til Jahn s gymnastikplads, men uden et område til fri udfoldelse og leg i naturlige omgivelser. Det var den militære side af den filantropiske legeplads, man havde valgt at anlægge. Og lærer ved Gjerrild skole, pastor Kamf, kunne da også indberette, at hans unge (...) er så vel øvet, som den ved Militærskolen bedst dresserede Rekrut (Korsgaard, 1984). Det blev kun få almueskoler, som etablerede filantropiske legepladser, og gymnastikundervisningen i almueskolerne var meget sparsom frem til slutningen af 1800-tallet, hvor den svenske gymnastik blev den dominerende legemskultur på landet og i skolen. Den var fortrinsvis indendørs orienteret, hvilket blandt andet afspejlede sig i de øvelses- og gymnastikhuse, der dukkede op mange steder i landet i slutningen af 1800-tallet (Lyngsgaard, 1990). I 1883 blev der udgivet en ny lærebog i gymnastik, som viste en øget interesse for udendørs regellege kaldet ordnede lege og boldspil, og som samti-

13 13 DET KGL. BIBLIOTEK Gymnastikplads på Gjerrild Skole ved Grenå,1826 dig var en nedtoning af det militære stof på bekostning af et mere idrætsligt indhold i gymnastikundervisningen. De ordnede lege og boldspil, der var forløberen for nutidens sport som fodbold, håndbold, atletik osv., skulle foregå på et åbent, fladt terræn. GADEN SOM LEGEPLADS En dag laa der nogle Gadedrenge og ragede i Rendestenen, hvor de fandt gamle Søm, Skillinger og saadant Noget. Det var Griseri, men det var nu deres Fornøielse. Som det fremgår af ovenstående citat fra H.C. Andersens eventyr Stoppenålen, der udkom i 1845, brugte børn gaden til deres leg. Andre meget sigende kilder, der fortæller om børns legemiljøer og børns lege i byerne i 1800-tallet, er den række politiplakater og politivedtægter fra denne periode. Et eksempel er Politiplacat angaaende Uordner paa Københavns Gader fra 1815: Uagtet Placat af 13 nov.1813 advarer imod adskillige GadeUordner, som begaaes af Drenge og derhos indskiærper saavel disse, som Forældre og Foresatte, de i saa Henseende udstedte Anordninger, saa erfares dog at disse dagligen overtrædes derved saavel af Haandværksdrenge, som andre Børn, hvorfra de, der besøger Skolerne, ikke ere undtagne, tillade sig flokkeviis at omstrejfe i Gaderne og at forfølge hinanden indbyrdes med Støi og Skrig; ( ) Disse og flere Uordner saasom: Stenkasten, Piskesmelden, Boldspil, Vand og anden Urenlighedsforplantelse og Udbredelse med små Håndsprøjter, hindrer Passagen og forstyrrer den Orden, som absolut bør finde sted, foruden at skade derved ofte forvoldes...

14 14 Børns leg på gaden i byerne, især i København var en afspejling af den bymæssige udvikling i 1800-tallet. Hvor København tidligere bestod af lav bebyggelse og enfamiliehuse, blev der på grund af en begyndende industrialisme, befolkningstilvækst og nye boformer behov for flere boliger. Folk ville nødigt flytte uden for byen, og konsekvensen blev, at der i gårde, haver og på andre ubebyggede grunde, som børn benyttede til deres leg, blev opført boliger og huse til småindustri. Ud over gaden blev også kirkegårde, fælleder og de nedlagte volde brugt som legested af børnene. Men det var heller ikke acceptabelt at bruge voldene, hvilket kom til udtryk i Politivennen fra 1803, hvor man med beklagelse måtte konstatere: at Drenge gled på Rumpen ned ad Voldene og sled på Dem. Politiplakaten fra1815 blev senere fulgt op af en række politivedtægter, der tydeligt viser, i hvilket omfang børn blev ved med at anvende gaden som legeplads, og hvor svært det var for myndighederne at forhindre børns leg på gaden. I Politivedtægten fra 1867 kan man bl.a. læse: Der maa ikke paa offentlig Gade, Vei eller Plads spilles Boldt, Pind, Klink, gjøres Glidebaner eller foretages Leg til Hinder for Færdslen. Det er forbudt at krybe op eller klynge sig til Vogne eller andre Kjøretøier under Kjørslen eller til saadanne at fastgjøre Haandvogne eller Slæder. Kriminaliseringen af gaden, som politivedtægterne udtrykker det, afspejledes også i samtidens kriminalstatistik, hvor antallet af børns lovovertrædelser af den offentlige ro og orden steg gradvis. Og i erindringslitteraturen fra denne tid kan man flere steder læse, hvordan drenge og politi næsten konstant lå i krig med hinanden (Christensen, 1976). POLITISK DEBAT OM LEGEPLADSER I slutning af 1800-tallet var byudviklingen præget af spekulationsbyggeri uden nogen form for overordnet planlægning, hvilket gjaldt både inden for og uden for vold- og befæstningsanlæggene. Samtidig vakte anvendelsen af disse anlæg stor politisk uenighed og afspejlede markante forskelle i politikernes syn på forholdet mellem bebyggelsesgrad og friarealer. Hos en voksende del af befolkningen viste der sig en stigende forståelse for at skabe rimelige opvækstvilkår og gode legemuligheder for børn. En egentlig politisk debat om legepladsspørgsmålet fremkom første gang i forbindelse med Københavns Borgerrepræsentations budgetforhandlinger i 1876, hvor professor H.W. Scharling i sin åbningstale bl.a. udtalte: Det vilde være ønskeligt, om der her ligesom i andre store Byer kunde, navnlig i mere bebyggede Dele af Byen, tilvejebringes offentlige, fredede

15 Legepladser for Børn, just ikke egentlige Parkanlæg men dog beplantede Pletter. Savnet heraf var i visse Dele af Byen føleligt. 15 Scharlings kollega i Borgerrepræsentationen, arkitekt Ferdinand Meldahl, fulgte emnet op og henviste til udenlandske forhold: Lukkede Legepladser som de, man har følt trang til at anlægge i Paris, hvor Befolkningen har lært at lege uden at ødelægge de Anlæg, man leger i thi ogsaa dertil skal en Befolkning opdrages og med en Udstyrelse, der gjøre dem til Prydelser for Byen, vilde det være vanskeligt at faa hos os. Der måtte imidlertid tænkes over, om der kunne skaffes saadanne Pladser i de tilbageværende Arealer. Det var rimeligt, at de lod sig tilvejebringe for den deel af Byen, op mod Østerport, der mest trænger dertil. Meldahl tænkte her på fæstningsterrænet (de gamle volde), men dette synspunkt blev straks imødegået af C.L.A. Herforth, medlem af fæstningsudvalget, hvis opgave var at komme med forslag til områdets anvendelse. Han sagde bl.a.: Kjøbenhavn har saa store og brede indhegnede Pladser som vist faa steder. Midt i byen har man Rosenborg Have, og udenfor frembyder de vidt strakte Fælleder i alt fald om Sommeren en saa god Tumleplads, at befolkningen ude ad Østerbro, som Meldahl havde omtalt, vist allermindst kan trænge til Legepladser. Med disse udtalelser fra Herforth fandt Meldahl det vigtigt at pointere: Legepladserne må være i nærheden af Hjemmet. Den store mængde Børn har ikke Tid til at løbe ud på Fælleden for at lege. KILDE: KRØYER, BENT, KØBENHAVNS OFFENTLIGE LEGEPLADSER, 1989 Grusplads i Østre Anlæg, 1889

16 16 Med denne debat i Københavns Borgerrepræsentation var legepladsspørgsmålet for alvor kommet på den politiske dagsorden. Meldahl blev de kommende år en ihærdig fortaler for legepladssagen og fremsatte i 1887 et forslag til Borgerrepræsentationen om, at man, hvor det var savnet, indrettede legepladser. Meldahl motiverede sit forslag med, at behovet de senere år var vokset voldsomt. Det skyldtes, at mange af voldene, som rummede både legepladser og friluftsarealer for såvel voksne som børn, blev nedlagt uden nogen kompensation for de tabte lege- og opholdsområder. Det eneste, der var etableret, var et lille hjørne 14 alen bredt og 20 alen langt i Ørsteds Park samt en grusplads i Østre Anlæg. Den første kommunale legeplads blev oprettet i 1890 på Kapelvej på Nørrebro, hvor en grusbelagt plads blev afskåret fra gaden af en række træer med bænke imellem. De første offentlige legepladser var ikke meget andet end et afgrænset, grusbelagt område uden nogen form for legeredskaber. De var rektangulære og omkranset af skyggefulde træer. Det var let at overskue, hvad børnene foretog sig, og der var plads til løb eller boldspil. Det var en ordenens og symmetriens æstetik (Coninck-Smith, 1990a). I debatten og ved oprettelsen af de første legepladser var der ingen tegn på et ønske om at indrette filantropiske legepladser med forskellige redskaber, haver o.l. Her var det et spørgsmål om overhovedet at give børn mulighed for leg og for at etablere steder, hvor børn kunne færdes i sikkerhed for den tiltagende trafik og ikke mindst sikre den offentlige ro og orden. Således skulle legepladserne være tilbuddet til den tids gadebørn. KAMPEN FOR FLERE LEGEPLADSER De første kommunale legepladser var ikke tilstrækkelige til at dække det eksisterende behov. En af de personer, som påpegede dette, og som ønskede at styrke børnenes legemuligheder, var baronesse Rigmor Stampe senere gift Bendix. I en række artikler (1890 og 1891) i Berlingske Tidende beskriver hun børnenes utålelige legemuligheder i byen: I henseende til at føre friluftsliv er det i København langt bedre at være Hund end Barn. Hundene kan tumle sig som de vil, men for Børnene er alt forbudt. Ordensvedtægter og politipraksis har udviklet sig således, at Børneleg og Børnefærd saa at sige er blevet kriminel i alle former på Stadens Grund. Hvis de Smaa ikke tér sig ganske som Voksne, naar de færdes på Gaderne, er der straks en Betjent ved Haanden med et Forbud. Børn og Politi, der ellers paa større Steder kommer saa godt ud af det med hinanden, staar her som fjendtlige Parter, der gensidig volder hinanden det størst mulige Besvær. Bendix, 1891

17 KILDE: KRØYER, BENT, KØBENHAVNS OFFENTLIGE LEGEPLADSER,1989 Kapelvejens legeplads, Rigmor Bendix foreslog, at der blev etableret afgrænsede legepladser med græs, som børnene kunne sidde og ligge på, grus og jord, som de kunne grave og rode i, plads til at løbe og lege på og bænke til de mindre børn med barnepiger. En af hendes artikler om børnenes få legemuligheder i byen afsluttes med følgende bemærkning: Naturen må de undvære lad dem dog beholde legen (Bendix, 1890). I de kredse, der havde almindelig social forståelse, vakte Rigmor Bendix artikler stor interesse, og i oktober 1890 inviterede hun en kreds af legepladsinteresserede til et møde i Håndværkerforeningen for at diskutere børns legemuligheder. Ved den lejlighed udtalte forfatteren Sven Lange meget profetisk: at den Tid jo nok vilde komme, hvor man ikke ansaa det for det styggeligste Syn af Verden at se en Plads med legende Børn, selvom ikke hvert af dem var fint. Siegumfeldt, 1988 Mødet i Håndværkerforeningen blev nogle måneder senere fulgt op med dannelsen af Kjøbenhavns Legepladsforening. Foreningens hensigt var at forbedre børns legemuligheder dels ved at påpege myndighedernes (politiets) urimelige håndtering af børns leg på gader, torve, parker o.l., og dels ved at fremsætte krav til myndighederne om at stille arealer til rådighed for børns leg. Den officielle formålsparagraf lød således: Foreningen haar til Formaal at tilvejebringe tilfredsstillende Legeforhold i Kjøbenhavn. Den virker for dette Formaal dels ved at holde den offentlige Menings og Myndighedernes Interesse for dette Spørgsmaal vaagen, dels ved at lede og støtte Sagens praktiske Gennemførelse. Kjøbenhavns Legepladsforenings 1. årsberetning, 1892 Idéen med at oprette en legepladsforening var inspireret af udenlandske forhold. I mange af de europæiske storbyer (London, Paris, Amsterdam, Hamborg m.fl.) havde spørgsmålet om børns legemuligheder medført oprettelse af

18 18 en lang række legeplads-foreninger 1, som med succes havde fået ændret myndighedernes tolerancetærskel over for børns leg på offentlige steder, og som i samarbejde med de offentlige myndigheder havde medvirket ved oprettelse af nye legepladser. Legepladsforeningen tog hurtigt kontakt til diverse myndigheder, og kort tid efter stillede Krigsministeriet et areal på Grønningen til rådighed for foreningen, som dermed mindre end et halvt år efter stiftelsen kunne åbne sin første legeplads. Denne blev i modsætning til de tidligere kommunale legepladser forsynet med gynger, vipper og balancebomme samt læskur og toilet (Krøyer, 1989). Endvidere kom legepladsen som den første til at fungere under opsyn, og hermed fik legepladserne sin første legepladstante. Idéen med at etablere opsyn på legepladserne, som blev mere og mere almindeligt ved offentlige legepladser de efterfølgende år, var affødt af en række kritiske bemærkninger, der fremkom i forbindelse med Legepladsforeningens agitation for flere offentlige legepladser. Det var borgerskabets forældre, som var bekymrede for at lade deres børn lege med det dårlige selskab. Som Rigmor Bendix udtrykte det: Man er bange for at lade sine Børn lege i Have sammen med Børn, man ikke kjender, og af hvem de muligvis kunne lære noget slet. Bendix, 1891 Rigmor Bendix anså denne kritik for helt urimelig, idet: Den kom fra Forældre, der enten selv kunne gaa med deres Børn eller kunne sende en Barnepige med dem. En Moder maa kunne gaa eller sidde og paase, at Børnene lege der, hvor de maa, og med hvem de maa; anvise dem Omraader, der ikke allerede ere optagne, og værne dette mod Overgreb. Bendix, 1891 Selvom Rigmor Bendix let irriteret vendte sig mod denne forældrekritik, var det dog ikke en fremmed tanke for Legepladsforeningen, at de offentlige legepladser skulle være under opsyn. Fra udlandet havde man kendskab til, at hvis opsynet var af en bestemt karakter, ville legepladserne: blive til mere end fornøjelse, mere end sundhed. De ville blive et opdragelsesmiddel for børn (...) Det er denne side af Sagen, som man må kunne samle de konservativeste Elementer om sammen med de mest fremskredne. Thi Alle kunne vist blive enige om, at der blandt Gadeungdommen ofte hersker en Raahed, som man ikke gjøre sig Umage nok at få bugt med (...). Og i dette disciplinerende Opdragelsesarbejde kan Ingen hjælpe bedre end vore Lærere og Lærerinder. Bendix, I England Metropolitan Public Gardens Association (1880) og i Frankrig Ligne Nationale de l Education physique (1888).

19 19 Erfaringer fra udlandet viste, at ansættelse af opsynsmænd/kvinder på legepladserne kunne forhindre Tyranni og slet Opførsel, hvis opsynet var i stand til: at hjælpe Børnene tilrette med Legen og undervise dem i Begyndelsesgrundene til Legemsøvelser. Bendix, 1891 For Kjøbenhavns Legepladsforening blev det ud over oprettelse af legepladser i byens forskellige kvarterer derfor også et spørgsmål om at skabe legepladser med et bestemt pædagogisk indhold, som efter Legepladsforeningens mening kunne sikres ved et kvalificeret opsyn på legepladserne. LEGEPLADSER VED SKOLERNE Inden for skoleverdenen var der stærke kræfter, som arbejdede for at indføre ordnede lege og boldspil i folkeskolen. Disse skolefolk havde til de ordnede lege og boldspil brug for etablering af pladser på eller nær ved skolerne. Der var således sammenfaldende interesser i forhold til nogle generelle ønsker om at etablere legepladser med pædagogisk indhold og en gruppe skolelæreres ønske om at skabe et alternativ til den eksisterende gymnastik i skolen. Som en konsekvens af disse forhold blev der på initiativ af Legepladsforeningen rettet henvendelse til Kultusministeriet, som 31. august 1896 udsendte et cirkulære om indførelse af ordnede lege for folkeskolens børn. Flere steder i landet blev der oprettet lokale legepladsforeninger, som ved pression over for kommune og i samarbejde med andre instanser fik etableret legepladser, og hvor legepladsforeningerne efterfølgende stod som arrangører af ordnede lege og boldspil i børnenes fritid. Udvalget for Danske Skolebørns Fælleslege virkede som en selvstændig organisation parallelt med Legepladsforeningen og fungerede frem til midten af 1930 erne, hvor udvalget med Skoleloven af 1937 blev overflødiggjort. Med denne lov blev det påbudt at anlægge bold- og idrætsplads ved alle landets skoler. Foreningen fik dog ved flere lejligheder den funktion at være behjælpelig med råd og vejledning ved oprettelse af mindre legepladser i en række boligområder, og der blev endvidere indledt et samarbejde med Dansk Idræts-Forbund i forsøg på at styrke kampen for flere lege- og idrætspladser. STANDARDLEGEPLADSEN Som tidligere nævnt havde Kjøbenhavns Legepladsforening i 1892 på Grønningen oprettet den første legeplads med legeredskaber, og de efterfølgende år blev det mere og mere almindeligt at forsyne legepladserne med gynger, vipper, bukke, balance-bomme, kolbøttestænger og sandkasser. På nær sandkassen var de øvrige legeredskaber meget inspireret af 1800-tallets filantropiske gymnastikplads.

20 20 Sandlegeplads på Christianshavns Vold, 1908 KILDE: DRAGEHJELM, HANS, BARNETS LEG I SANDET, 1909 Sandkasseidéen, en videreudvikling af sand- og grusbunken, var importeret fra London og andre europæiske storbyer, hvor man havde lignende indretninger. Sandkassen var et forsøg på at omforme en traditionel børneleg i byen leg i rendesten og grusbunker til en mere renlig og derved civiliseret aktivitet (Coninck-Smith, 1990a). Første gang sandkassen blev etableret var i 1908 i forbindelse med oprettelsen af en legeplads på Christianshavns Vold. Initiativet til legepladsen udsprang fra Komitee for Legepladsen paa Christianshavns Vold, hvis dynamo var cand. phil. Hans Dragehjelm, lærer på Christianshavns Skole. Oprindelig var sandkassen tænkt som et tilbud til skolens elever, men det viste sig hurtigt, at de især tiltrak de mindre børn. Det blev derfor nødvendigt at overveje, hvad de større børn skulle foretage sig ud over ordnede lege og boldspil. Og her kom de øvrige legeredskaber ind i billedet (Coninck-Smith, 1990a). Hans Dragehjelm fik stor betydning for de kommende års indretning af legepladser. Sammen med kommunelærer Kr. Jensen agiterede han kraftigt for at forsyne byens spartansk udstyrede legepladser med sandkasse og legeredskaber. Københavns Kommune valgte på forsøgsbasis at opstille sandkasse og legeredskaber på legepladsen ved Hans Tavsens Gades Skole. Forsøget blev så vellykket, at kommunens øvrige legepladser og andre offentlige legepladser de efterfølgende år blev indrettet på tilsvarende måde. Hermed var grundlaget lagt for den legepladsidé, som kom til at gå under navnet Standardlegepladsen, som Dragehjelm selv døbte den. Standardlegepladsen skulle iflg. Dragehjelm opfylde børnenes gennemsnitlige for ikke at sige optimale legebehov. I 1917 udgav Dansk Idræts-Forbund en vejledning med titlen Børnelegepladser Anlæg, Redskaber, Drift, Legeledere, og i 1918 udsendte Indenrigsministeriet et cirkulære til amter og købstæder om børnelegepladser. Begge publikationer blev skrevet af Dragehjelm og er vejledninger i indretning af standardlegepladsen. I førstnævnte publikation skriver han bl.a.:

21 21 KILDE: DRAGEHJELM, HANS, BØRNLEGEPLADSENS ANLÆG, 1935 Eksempler fra standardlegepladsen Redskaberne skal være underholdende og saaledes indrettede og opstillede, at Børn kan komme til hurtig efter hinanden. Det er Børnelegepladsens Mission at skaffe stor Adspredelse paa en forholdsvis lille Plads, og for en beskeden Udgift. Redskaberne skal være simple og solide, saa de nemt holdes i orden. Dragehjelm, 1917 BOLIGERNES LEGEPLADSER Bolignøden især i de større byer, der fulgte i kølvandet på 1. verdenskrig, betød, at parcelhusbyggeriet, som hidtil havde været den overvejende boligform, blev afløst af etagebyggeriet. Mange boligselskaber og arkitekter havde forståelse for boligmiljøets betydning for beboernes velværd og trivsel, og ved mange etageboliger blev der anlagt gårdhaveanlæg med træer, buske, blomster og græs. Til børnene etableredes mindre arealer med sandkasse og evt. en gynge. Særlige spændende ude-

22 22 miljøer og legepladser for børn blev det dog sjældent. Fra denne periode stammer det velkendte skilt: Al støjende leg og boldspil forbudt. Selvom om Byplanloven af 1938 faktisk forpligtede kommunerne til at sikre arealer til rekreation, fritidsliv og leg, så var etablering af legepladser meget afhængig af, om der i de enkelte kommunalbestyrelser og blandt kommunens indbyggere var forståelse for at opfylde børnenes legebehov. I byggelovgivningen blev der stillet krav til bygge- og boligselskaberne om, at der ved alle nye boligbebyggelser skulle reserveres og anlægges passende arealer for beboernes daglige ophold og rekreation. PARKPOLITIK OG LEGEPLADSER Det var ikke kun i de større byer, at der skete by- og boligmæssige forandringer. Også i landets købstæder og sogne skete der en stigende urbanisering og industrialisering, som gjorde det påtrængende at forholde sig til denne nye udvikling. I den anledning og som en hilsen og påmindelse til landets dengang 1400 sognekommuner udgav Dansk Byplanlaboratorium i 1931 bogen PARK- POLITIK i sogn og købstad skrevet af havearkitekt C.Th. Sørensen. I forordet til bogen skrev daværende formand for Dansk Byplanlaboratorium Kaj Hendriksen: Det er derfor Byplanlaboratoriets Haab, at denne lille Bog rundt om i Kommunalraadene maa vække Interesse for begrebet Parkpolitik, der rummer saa vidtrækkende og samfundsvigtige Dispositioner. Og at saadan Parkpolitik maa blive til Gavn og Glæde for Børn, Unge og Gamle paa en i bedste Forstand moderne, sund og demokratisk Maade, det vil sige i en jævn, praktisk Form. Penge udgivne til Legepladser, Sportspladser, Koloniog Parcelhaver, og til befolkningens Adgang til Strand og Skov, mindsker Udgifterne til Sygehuse og Fænglser, ja giver maaske Daler for Skilling. Sørensen, 1931 C.Th. Sørensen s bog blev et vigtigt indlæg i debatten om udformning af byernes og købstædernes planlægning af de rekreative udearealer. Han lægger i bogen megen vægt på, at der skabes gode legemuligheder for børn og er meget skrap i sin kritik af de eksisterende forhold. Desværre er det umuligt at opgøre, hvor mange mennesker der ødelægges, fordi de i barndommen ikke havde andet friluftssted end gaden og en solfattig gård, der ikke gav den ringeste mulighed for fantasi eller virketrang, men den, der tænker sig en smule om, aner gysende et værdispild af den sørgeligste art (...). Der skal børnenes sag tales så stærkt som det er muligt. Der er enighed om, at børnene ikke skal sulte eller fryse, men de må heller ikke mangle de ydre betingelser for udvikling og åndelig vækst. Det er i denne forbindelse vanskeligt at tilbageholde sin forundring over, at byernes forskønnelsesforeninger i så ringe grad tager sig af børnenes sag, de agiterer

23 kun imod skilte og for bænke, bevaring af udsigter, gamle huse, gamle træer og alle den slags rosværdige formål, der dog er af langt mindre betydning end dette at skaffe etageboligernes børn den bedst mulige adgang til leg og tummel i frisk luft. Sørensen, C.Th. Sørensen betragtede nærmest børnelegepladsen som det første og vigtigste punkt i byernes parkprogram. For ham var det vigtigt, at der var legepladser i umiddelbar nærhed af boligerne. Han ønskede langt flere legepladser i provinsbyerne og anså det for tankeløshed, at dette ikke var tilfældet: Den tankeløshed, hvormed der er bygget karreer uden mindste hensyn til den opvoksende slægt er simpelthen forfærdende. Drejer det sig om opførelse af svinestalde regnes der dog med en vis udenomsplads til dyrene, i vores byers dårligste byggeri er der overhovedet ikke regnet med, at børnene skal opholde sig i fri luft. Sørensen, 1931 Ifølge C.Th. Sørensen burde der ved enhver større boligkarré være en mark med skov og strand, hvor børn kunne tumle sig, og legepladserne kunne efter hans mening slet ikke blive for store. Det var bedre, at arealet var stort frem for kostbart udstyret. Børn kan lege storartet på ubebyggede grunde, og foretrækker vel egentlig de primitive muligheder for det, der særlig er indrettet til deres leg og fornøjelse.(...) Herhjemme giver udstyret sjældent indtryk af større opfindsomhed. Vore legepladser er simpelthen grusede pladser med en vippe og en gynge, samt en mindre sandkasse. Disse sidste er sikkert udmærkede for så vidt, men de er ikke særlig hygiejniske, fordi der gerne er alt for mange børn i de små kasser. Det er ikke nok med et par læs sand. Der bør ikke være tale om så og så mange kvadratmeter, men om så og så mange hundrede kvadratmeter af en ordentlig dybde. Sørensen, 1933 Ud over masser af sand skulle børns legeområder iflg. C.Th. Sørensen også bestå af græsarealer og muligheder for leg med vand. Sand, græs og vand var de tre ting, som C.Th. Sørensen mente måtte være et minimumskrav til enhver legeplads for børn. Men dermed var mulighederne ikke udtømte. Han havde i udlandet set, hvordan man f.eks. i engelske parker havde ladet fældede træer blive liggende, så børn kunne lege med dem og havde konstateret, at den vippe, som børnene selv danner sig af et tilfældigt bræt lagt over den faldne kæmpes stamme, er anderledes spændende end den kommunale tømrers vippe. Sørensen, 1933

24 24 C.Th. Sørensen havde også set, at der altid lå ledige jordstykker rundt om i byerne og mente, det var oplagt at udnytte dem på en måde, så børn kunne komme til at grave huler, opsætte telte, anlægge haver osv. I sin bog PARK- POLITIK i sogn og købstad slutter C.Th. Sørensen sit afsnit om legepladser med de kendte ord: Måske kunne vi forsøge at indrette en slags skrammellegepladser på passende og ret storer arealer, hvor børnene fik lov at udnytte gamle biler, papkasser, kvas og den slags ting. Det er jo muligt, at der måtte opsyn til, både for at hindre alt for slemme udslag af ufordragelighed og for at afbøde mulighederne for, at børnene kommer til skade. Rimeligvis er et sådant opsyn dog ikke nødvendigt. Sørensen, 1933 Der skulle gå 12 år før C.Th. Sørensens idé om skrammellegepladser blev realiseret. I august 1943 blev den første skrammellegeplads anlagt i Emdrup, København. Skrammellegepladsen i Emdrup KILDE: FESTSKRIFT

25 25 BOLIGBYGGERI, TRAFIK OG LEGESTEDER 1930 ernes og 1940 ernes boligbyggeri i byerne led af alvorlige mangler, når det drejede sig om befolkningens rekreative muligheder. Et særligt problem var de trafikale forhold, som betød, at befolkningens og især børnenes mulighed for at benytte parker og andre rekreative anlæg var blevet meget begrænset (Mygind, 1949). Kritikken blev ikke mindre med det hastigt opførte boligbyggeri efter krigen, hvor bestræbelserne først og fremmest drejede sig om at producere lejligheder i så stort et antal som muligt for at afhjælpe manglen på lejligheder. En markant skikkelse inden for den kritiske arkitektstand var havearkitekt Erik Mygind. Han skrev bl.a.: I de nye kvarterer er der kommet lys og luft mellem husene, der er kommet blomster og græs, men bebyggelserne planlægges stadig for de voksne, for at se pæne ud, for at være herskabelige. Man tænker i pæne kik og landskabelige motiver eller bare i kroner og ører, men ikke i liv og leg. Fejlen er, at de voksne ikke er indstillet på at ofre noget virkeligt på børnene, det er der ikke tradition for. Legepladsen betragtes som et nødvendigt onde, og som et sådant reduceres den til det mindst mulige. Man sætter lidt legeredskaber op for at have samvittigheden i orden, men man sætter sig ikke ind i, hvad det er, børnene behøver. Mygind, 1951 Ud over kritik af boligbyggeriet og dets manglende rekreative muligheder var 1950 erne også præget af bekymring for den hastigt voksende trafik, der gjorde det farligt at være barn i byerne. Selvom antallet af legepladser havde været stærkt stigende i første halvdel af 1900-tallet, var der stadig mange børn og unge, som brugte gaden som legeplads. I forordet til et skrift om børnelegepladser af stadsgartner J. Bergmann skriver daværende justitsminister Hans Hækkerup: I de sidste årtier navnlig i årene efter krigen er antallet af motorkøretøjer her i landet vokset i omfang, man på forhånd næppe havde forestillet sig muligt.(...) Bekæmpelsen af trafikulykkerne er blevet en samfundsopgave af største betydning. Alt for ofte sker det, at børn, der leger under leg, er kommet ud på kørebanen, bliver dræbt eller alvorlig kvæstet i trafikken. Som led i kampen mod færdselsulykkerne er det derfor af største vigtighed så vidt muligt at undgå, at børnenes leg foregår på gader og veje (...). Det er således af allerstørste betydning, at der anlægges hensigtsmæssige legepladser, hvor børnene kan udfolde sig under trygge og sunde forhold. Bergmann, 1956

26 26 BØRNEIDRÆTSPLADSER Bekymringen for børns manglende legemuligheder kom også til udtryk hos Dansk Idræts-Forbund, som i 1956/57 nedsatte et udvalg for børneidrætslegepladser. Børneidrætsudvalgets hensigt var at overbevise idrætsfolk, kommuner, boligforeninger, børne- og ungdomsinstitutioner, arkitekter og forældre om, hvor og hvorledes der kunne dyrkes motionspræget, leglignende idræt på selv små arealer og med begrænsede anlægsudgifter. Udvalgets formål var dels at udføre gratis rådgivning af teknisk-pædagogisk karakter og dels: at åbne andres blik for, hvor lidt plads man ofte kan nøjes med og alligevel få både god og fornøjelig motion, hvis arealet indrettes hensigtsmæssigt m.h.t. overflade, rekvisitter, og evt. hegning og at orientere om de mange nye sportslige muligheder, der findes, hvis man er opmærksom på de populære og folkelige spil med små arealkrav. Bertram, 1956 Udvalget mente, at man var nået ret langt med hensyn til skabelsen af forskellige former for legepladser til små børn, mens de større børns behov var skudt lidt i baggrunden. Det var her, at børneidrætslegepladsen i højere grad kunne komme ind i billedet. Børneidrætslegeplads KILDE: BØRNEIDRÆTSLEGEPLADSER,1956

27 27 Ifølge børneidrætsudvalget var definitionen på en børneidrætslegeplads et rekreativt, mindre areal indrettet til leglignende idræt for børn og unge. En børneidrætslegeplads skulle således hverken være en idrætsplads i almindelig forstand eller en legeplads i sædvanlig betydning; men måske en kombination af begge dele. Selvom udvalget i princippet mente, at udformning af nye børneidrætslegepladser i de fleste tilfælde blot krævede lidt fantasi og energi, undlod de ikke at komme med nogle konkrete råd og idéer: Hegning er ofte nødvendig specielt til boldspil og især nær huse og veje. Et effektivt højt trådhegn kan muliggøre boldspil på mindre friarealer, der ellers ville være uegnede dertil. Anden beskyttelse mod eller af omgivelserne kan opnås ved beplantning omkring banerne, eller ved omgivende jordvolde (overskudsjord ved byggeri) eller ved pladsens placering i forsænket terræn. Området kan tænkes suppleret med læhuse eller halvtage, variationerne er mange. Bertram, 1956 I 1968 udgav børneidrætsudvalget en mindre pjece om børneidrætslegepladser, hvor man i store træk gengiver de samme synspunkter, som blev formuleret ti år før. Et udtryk for at behovet for flere børneidrætspladser stadig var aktuelt. NYE UDENDØRS IDRÆTSANLÆG Situationen ændrede sig ikke radikalt op gennem 1970 erne og 1980 erne. Og i forbindelse med den idrætspolitiske debat og kritik i 1980 erne blev der atter sat fokus på behovet for at skabe og udvikle nye decentrale og fleksible udendørs idrætsanlæg. Det medførte, at Kulturministeriet i 1989 af dets tipsmidler oprettede en idrætspulje, hvis formål blandt andet var at støtte mindre udendørs idrætsanlæg i lokalområdet. Det er disse anlæg, som i dag går under betegnelsen idrætslegepladser. Og det er disse typer af pladser til leg og idræt, de næste kapitler handler om.

28 28 Litteratur Bertram, Viggo (1956). Børneidrætspladser, Danmarks Idræts-Forbund. Bergmann, Jacob (1956). Børnelegepladser, Fællesrådet for havekultur og landskabsgartneri, skrift nr. 7. Bendix, Rigmor (1890). Hvor skulle vore Børn lege, Berlingske Tidende. Bendix, Rigmor (1891). Om legepladser, Berlingske Tidende. Christensen, Christian (1976). En rabarberdreng vokser op, Bind 1. Coninck-Smith, Ning de (1990a). Byplan set fra knæhøjde , i Seminar om Børn &Pædagoger i historien, BUPL. Coninck-Smith, Ning de (1990b). Legepladser og byudvikling i København , I: At lære og være i hvilke rammer, Kroghs forlag. Dansk Idræts-Forbund (1968). Børneidrætspladser. Dragehjelm, Hans (1909). Barnets leg i Sandet. Dragehjelm, Hans (1917). Børneidrætspladser. Anlæg, Redskaber, Drift, Legeledere. Særtryk af Dansk Idræts-Forbunds Aarsberetning DIF. Dragehjelm, Hans (1935). Børnelegepladsens anlæg, redskaber og drift Standardlegepladsen, Udvidet særtryk af Købstadsforeningens tidsskrift, Eget Forlag. Dragehjelm, Hans (1944). Om Legepladser, Gartnertidende s Eichberg, Henning og Jespersen, Ejgil (1986). De grønne bølger, forlaget Bavnebakke. GutsMuths, J.F.C. (1970). Gymnastik für die Jugend, 2 opl. Ny udgave af Hans Groll. Knudsen, Frederik (1918). Lege og Boldspil, Gyldendal. Korsgaard, Ove (1982). Kampen om kroppen, Gyldendal. Krøyer, Bent (1989). Historien om Københavns offentlige legepladser, Stadsgartnerens kontor og Stadsingeniørens direktorat. Legepladsforeningen i Kjøbenhavn (1892 og 1896). Aarsberetninger. København. Lyngsgård, Hans (1990). Idrættens rum, Borgen. Morville, Jeanne (1969b). Planlægning af børns udemiljø i etageboligområder, Statens Byggeforskningsinstitut. Rasmussen, Birthe Ludovica (1990). På legepladsen, i Siden Saxo, nr. 2. Schytte, Benny (1994). PLADS TIL LEG om den danske legepladsbevægelse, Kultursociolologisk Institut. Siegumfeldt, Max (1988). Foredrag indspillet på video inkl. manuskript, Dansk Legeplads Selskab. Sørensen, C.Th. (1931). PARKPOLITIK i sogn og købstad, Gyldendal, Nordisk Forlag. Sørensen, C.Th. (1945). Et legepladsprogram, i Havekunst nr. 2, København.

29 En idrætslegeplads skal ligge i vejen! 29 En idrætslegeplads skal ligge i vejen, så vi får lyst til at bruge dem. Og når først et par stykker går i gang med at spille, kommer der hurtigt flere til. Steffen Mossin, 1993 KRITIK AF IDRÆTTENS RUM Fra starten af 1980 erne var idrætten præget af diskussioner, kritik og nytænkning. Ændringer i idrætsdeltagelsen, nye idrætsaktiviteter, nye målgrupper, behov for ændrede samværsformer mv. betød, at mange af idrættens gængse normer, regler og traditionelle adfærdsformer blev taget op til nyvurdering. Det skete via debat, udgivelse af en række idrætskritiske publikationer, forsøgs- og udviklingsarbejde, styrkelse af den samfundsvidenskabelige idrætsforskning, kulturministerielle betænkninger om elite- og breddeidræt mv. I forbindelse med denne kritik og nyvurdering blev der også sat fokus på idrættens rum erne og 1970 erne havde været præget af en voldsom udbygning af nye idrætsanlæg. Rundt om i landet blev der via offentlige og private midler samt frivillig arbejdskraft opført mange nye idrætshaller, stadioner, svømmehaller mv. Et karakteristisk træk ved dette idrætsbyggeri var dets præg af ensartethed bestemt af konkurrenceidrættens standardmål og byggesektorens udvikling af standard- og totalløsninger. Et andet karakteristisk træk var, at langt de fleste idrætsanlæg blev opført som store idrætscentre uden for eller i periferien af byerne. Ballerup Idrætspark, 1992 FOTO: DAN B. HASLØV

30 30 I midten af 1980 erne tog kritikken af dette idrætsbyggeri til (Riiskjær, 1985; Mossin 1986; Bøje, 1986). Kort fortalt kritiserede man de sidste årtiers traditionelle idrætsplanlægning og mente, at idrætsanlæggene i for stor udstrækning var skabt på konkurrence- og turneringsidrættens præmisser. Dermed kunne de kun i mindre grad opfylde de behov for faciliteter, omgivelser og væresteder, som mange af de nye strømninger af kropskulturel karakter havde. En anden kritik gik på, at idrætten var blevet flyttet ud af byen og foregik afsondret og isoleret i næsten fæstningslignende omgivelser. FORSLAG TIL NYE TYPER IDRÆTSANLÆG Den kritiske holdning til det eksisterende idrætsbyggeri blev fulgt op med forslag til nye tiltag. Frem for lang afstand til idrætsanlæggene skulle man fremme idrætten i nærmiljøet. I stedet for idrætsanlæg med standardmål skulle man opføre idrætsanlæg med mange anvendelsesmuligheder. Frem for central styring af idrætsdeltagelsen skulle man lægge op til decentralisering, selvforvaltning og selvorganisering. Disse synspunkter var ikke kun gældende i Danmark. På europæisk plan afholdtes der i denne periode flere konferencer og seminarer om idrætsbyggeri. I 1984 afholdt Europarådet et seminar om idrætsplanlægning og idrætsbyggeri med forslag om: at udvide de eksisterende idrætsfaciliteters anvendelsesmuligheder, at en idrætsplads pr. definition også bør omfatte åbne grønne områder, installationer til legeaktiviteter m.m., at skabe en form for kulturcentre, der kan rumme mange forskellige kulturelle aktiviteter heriblandt idrætsaktiviteter. Kritikken af idrættens rum, som den kom til udtryk såvel i Danmark som i udlandet, skulle vise sig at få forholdsvis hurtig indflydelse på den officielle idrætspolitik herhjemme. I 1985 nedsatte kulturministeren et udvalg til belysning af breddeidrættens vilkår, og af betænkningens forslag til forbedring af breddeidrætten fremgår det, at man fra udvalgets side i store træk var enige i den kritik, der var blevet fremført om det eksisterende idrætsbyggeri. NYE TYPER IDRÆTSANLÆG I breddeidrætsudvalgets betænkning (Kulturministeriet, 1987) var der forslag om opbygning af decentrale og fleksible aktivitetsanlæg. Udvalget havde konstateret, at langt de fleste idrætsfaciliteter var præget af standardiserede idrætsanlæg placeret i yderzoner og udflytterkvarterer. Udvalget foreslog, at der blev afsat økonomiske midler til opbygning af aktivitetsanlæg med henblik på særlige idrætsbehov, herunder forsøg med flek-

31 31 sible og utraditionelle anlægstyper. Ifølge udvalget burde den kommende udbygning af idrætsfaciliteter blandt andet tage udgangspunkt i følgende principper: Decentralisering Anlæggene bør være placeret i nærmiljøet, det vil sige, hvor folk bor. Fleksibilitet Anlæggene bør være udformede, så de kan have mange anvendelsesmuligheder. De bør kunne anvendes til mange motions- og idrætsformer og til anden fritidsvirksomhed. Ukonventionelle løsninger Opbygningen bør tage hensyn til de lokale forhold og skal ikke nødvendigvis leve op til de standardiserede sportslige mål. Ombygning af eksisterende bygninger, som tidligere har været brugt til ikke-idrætslige formål og opførelse af skrabede og ressourcebesparende anlæg, kan give sådanne muligheder. Byernes frirum hjørner af parkanlæg, stilleveje, gårdanlæg, parkeringspladser osv. kan udnyttes ved at opbygge rulleskøjtebaner, skateboardbaner o.l. Det kan også ske ved, at der opstilles faste bordtennisborde i robuste materialer, opføres slagboldmure til tennis og andre boldspil, afstribes boldbaner o.l. Selvforvaltning Anlægstyperne bør lægge op til, at brugerne tager medansvar for forvaltning og vedligeholdelse. Anlæggene kan opbygges, så de ikke nødvendigvis kræver opsyn, men måske rengøring. De bør således være robuste og hærværkssikrede. De må dog samtidig være attraktive ved, at der er anvendt hensigtsmæssige materialer. Tilgængelighed Anlæggene bør principielt stå til rådighed for alle i lokalområdet, og åbningstider må så vidt muligt ikke lægge begrænsninger. Ved opbygning af faciliteter og anlæg af ovennævnte art forestillede udvalget sig, at behovet for idrætslig aktivitet i byernes nærmiljøer kunne forbedres og skabe bedre betingelser for de befolkningsgrupper, som ikke ønsker eller har mulighed for at dyrke idræt under organiserede former, men som har behov for udfoldelsesmuligheder i nærheden af boligen. ØKONOMISKE TILSKUD TIL IDRÆTSLEGEPLADSER Med afsæt i Breddeidrætsudvalgets forslag og bemærkninger om opbygning af nye aktivitetsanlæg oprettede Kulturministeriet i 1989 af deres tipsmidler en idrætspulje til Udvikling, omstilling og forsøg. Formålet med puljen var at støtte