museum Lærepladsen på HOLBÆK

Transkript

1 6 HOLBÆK NordvestNyt SEK TION 1 LØRDAG 19. oktober 2013 Tom Castor Andersen er tilbage til læretiden, når han besøger Holbæk Museum. Foto: Jørgen Juul Lærepladsen på museum Levende historie: Når Tom Castor Andersen fra Tuse Næs besøger Holbæk Museum, besøger han samtidig en masse ting og sager fra sin fars gamle malerværksted. Billedet her er fra 1890, da der var skomagerværksted i huset Klosterstræde 12. I døren ses skomager Isaach Jönsson Hedenskog. og frem til 1960 erne. Han var i øvrigt også vært i Udby Forsamlingshus. Malerfi rmaet blev overtaget af sønnerne Poul og Ib Castor Andersen. Tom Castor Andersen er nu blevet 74 år. Han kom i lære hos sin far allerede som 13-årig - og skulle derfor stå fem år i lære i stedet for de fi re, der var almindeligt. Han blev uddannet både bygnings-, skilteog porcelænsmaler. - Jeg lærte meget, men det var nok ikke så sjovt at stå i lære hjemme med far og to ældre brødre, griner Tom Andersen og mindes blandt andet, hvordan han blev sat til at lave kit morgenen efter at have været til bal til ud på de sene timer. - Pyha, smiler han. Af Jørgen Juul holbæk: Ejendommen Klosterstræde 12 i Holbæk er en del af Holbæk Museum. Huset er fra 1600-tallet eller måske første halvdel af 1700-tallet, og det var i mange, mange år skomagerværksted. Der eksisterer et billede fra 1890, der viser skomager Isaach Jönsson Hedenskog i døren til huset. Billedet er taget af hans datter, Marie, der var fotograf. Ejendommen blev overdraget til museet i 1971, og der kan man få et kig på tidligere tiders håndværk. Huset danner nu ramme om udstillinger, der fortæller om malere, bødkere, pottemagere, og der vises keramik fra Knabstrup. Når Tom Castor Andersen fra Uglerupvej på Tuse Næs besøger Holbæk Museum - og det sker jævnligt - kigger han indenfor i Klosterstræde 12. Der er, kan man sige, en del af hans barndom og ungdom udstillet. De udstillede genstande stammer nemlig for en stor dels vedkommende fra malermester Albert Andersens værksted på Næsset, og Albert Andersen var på én gang Tom Castor Andersens far og læremester. i lære med brødrene Hos malermester Albert Andersen og hans hustru, Anna Larsine Andersen, var der 5.37 fra holbæk syv børn, fi re drenge og tre piger. De fi re drenge blev alle udlært malere i faderens fi rma. Ud over Tom Caster Andersen var det Poul, Ib og Bent. Bent og Tom Castor Andersen kom ikke til at arbejde som svende hos faderen. Bent rejste til Grønland, Tom Castor Andersen fik virke på blandt andet Den kgl. Porcelænsfabrik, De forenede Bryggerier og på Bygmesterskolen i Holbæk. Han startede også senere egen virksomhed i Holbæk, nemlig Holbæk Skilte Center. - Jeg har det godt med at kunne komme her på museet og se de gamle ting fra min fars værksted. Det er hyggeligt, siger Tom Castor Andersen og kaster et blik på de mange bøtter med farve, på penslerne, på dørene, som malerne strøg deres pensler af på, når arbejdsdagen var forbi, og på alt det andet grej fra barndomshjemmet i Udby. vært i forsamlingshuset Albert Andersen, der kom fra Fåborg, havde sit værksted på Udby Kirkevej fra 1918 Så da læretiden var overstået, kom han til marinen, men gik samtidig på malerskole på Frederiksberg, og han blev underglassurmester på Den Kgl. Porcelænsfabrik og kom - senere igen - på Dansk Akrylteknik i Taastrup, han blev underviser på Bygmesterskolen i Holbæk og var i 23 år på værkstedet hos De forenede Bryggerier. - Det var af sted med toget fra Holbæk hver dag fra mandag til lørdag klokken 5.37, husker han. Som 49-årig startede han Holbæk Skilte Center. Det solgte han den dag, han fyldte 60 år.

2 Nordvestnyt SEK TION 1 LØRDAG 19. oktober I gamle dage lavede man selv farverne på malerværkstedet. Bøtterne fra Tuse Næs er nu på museum i Holbæk. Af Jørgen Juul Jensen Portrætter og plankeværker Levende historie: Mennesket har dekoreret boliger i år. Albert Andersens malerværksted på Udby Kirkevej. Læretiden kan han altså fortsat mindes ved et besøg på Holbæk Museum. Så kommer historierne om dengang, da malerne ikke kørte i bil ud til deres opgaver, men cyklede med stiger, bøtter og pensler. - Det var dengang, vi selv blandede farverne hjemme på værkstedet, erindrer han og kigger på de mange bøtter med kejser-grønt, cremser-hvidt og kalk-rødt. Tom Castor Andersen har givet glæden ved farverne videre til gæster på Holbæk Museum, hvor han har undervist børn i skabelon-maling. Albert Andersen og hans hustru, Anna Larsine Andersen. Holbæk: Mennesket har alle dage ville udsmykke sin boliger. Sådan har det faktisk været i år! De ældste hulemalerier, man kender til, er fundet i Sydafrika, og de er, mener forskerne, omkring år gamle. De er lavet med en rødlig maling, der består af en blanding af jernholdig jord og opvarmede, knuste knogler. Forskerne mener, at fortidsmenneskene brugte en tynd knogle til at male med. - Hulemalerierne er et vigtigt tegn på, hvor teknisk avancerede mennesker var for år siden, mener arkæolog Christopher Henshilwood ved universitetet i Johannesburg. Det at gøre sin bolig pænest mulig ligger altså dybt i mennesket. I Europa har vi kendskab til hulemalerier i Spanien og Frankrig, der er år gamle, skabt på et tidspunkt, da der var istid i den del af verden, hvor Danmark nu ligger. Der blev malet med kalk og ler, sod og okker rørt ud i fedt og blod. Billederne forestiller de dyr, der omgav menneskene: Okser, rener, ræve og vildsvin. Også dengang var nogle - må vi formode bedre til at male end andre. Langt tættere på nutiden var malere personer, der både skulle kunne lave kunst og male plankeværket. Middelalderens maler lavede både kalkmalerier og dekorerede billedskærerarbejder. Malermestre var både kunstnere og håndværkere. I 1600-tallet skulle Christian IV s malere både lave portrætter og landskabsmalerier, dekorere vægge og lofter og sørge for, at slotshavens stakit blev malet og kakkelovnene sværtet! Alsidigheden har faget bevaret langt frem mod vor tid, hvor de blandt andet har skullet imitere træsorter som mahogni og eg og lave forgyldninger. Mange har dekoreret hestevogne og andre har specialiseret sig i skiltemaling, og i tiden fra 1850 overtog malermestrene langsomt sadelmagernes- og tapetserernes arbejde med at beklæde vægge med stof og lærred. Det skete, da det blev mere almindeligt at bruge papirstapeter. I 1976 kunne man ønske glædelig jul med kortet her. Motivet er fra malerværkstedet i håndværkersamlingerne på Holbæk Museum.

3 8 HOLBÆK NORDVESTNYT SEK TION 1 LØRDAG 21. SEPTEMBER 2013 På Holbæk Museum har man blandt andet dette stykke husflidsarbejde. Det er en såkaldt dansemaskine, fremstillet af købmand Chr. Larsen i Igelsø. Han var tidligere gårdejer i Sasserup. Dansemaskinen er fra Dengang kunne de lokale genkende parrene, der dansede - og notere sig, om de dansede med de»rigtige«. Høstoptog i Holbæk i I spidsen for det hele en pige på en hvid hest. Efter hende kommer høstpiger med river. Billedet blev bragt i Holbæk Amtstidende. Den store fest HØST: Af alle gode tider på landet er høsten måske den bedste. Den har altid været en fest værd. HOLBÆK: Høsten er noget ganske særligt. Af alle gode tider på landet er høst-tiden måske den bedste. Den har altid været en fest værd, og der er mange gamle skikke knyttet til netop høsten. Høstgilderne har med tiden udviklet sig fra det små, nære og helt lokale til store fester med flere end tusind deltagere, og det er i øvrigt ikke længere alene de, der har hjulpet til med høstarbejdet, der deltager. Høsten har alle dage været hårdt arbejde. På marken, ved tærskeværket, i laden og loen. Så når alt var på plads, skulle det fejres. I gamle dage kunne det for eksempel be- gynde med, at høstfolkene blev trakteret med såkaldt skårgrød i stedet for den tarveligere nadvervandgrød. Bedre end julen Det store høstgilde blev mange steder holdt på mikkelsdag, den 29. september. Det var for mange fattige husmænd på Sjælland og Fyn - en endnu bedre dag end juleaften. Det var nemlig en skik, at husmænd og landarbejdere der havde deltaget i høstarbejdet på bondegården i nærheden, blev indbudt med kone og børn til gilde på gården. Der kunne være oksekødsuppe, peberrodskød eller lammesteg på menuen. Måske var der blevet lavet suppe på gårdens gamle væder. Det var for eksempel traditionen ved Højby og Riis i Odsherred. Suppen skulle være kogt på en vædder. Kødet lå i suppen - og rumpen af vædderen skulle vende mod husbond, der sad for bordenden.»det middagsmåltid var altid en vældig oplevelse for husmandsbørnene, der ellers aldrig smagte fersk kød«, fremgår det af Dansk Husmoderleksikon, der fortsætter:»om Eftermiddagen efter den straalende Middag var der ikke sjældent Udflugter, om Aftenen efterfulgt af et overdaadig Aftensmaaltid, hvor Skaalene gik frit over Bordet. Ikke blot Bondegaardene, men også de danske Herregaarde satte en Ære i at fejre store, oplevelsesfyldte Høstgilder, hvor Herremanden dansede med Høstkoner og Høstpiger og hans frue med Karle og Husmænd«. En dans med neget»i ældre Tid spillede det sidste Neg ved Høsten en betydelig Rolle ved Høstgildet, omtrent som Juletræet i vore Dage. Man dansede med det ved Høstgildet og anbragte de Neget eller dets Binderske som Høstgildets Dronning på Ærespladsen ved Husbondens Side«. Fra Skamstrup og Røsnæs er det fortalt, at det var den pige, der havde bundet det sidste neg, der først skulle danse med det. Ud på aftenen blev der serveret smørrebrød og øl og brændevin. I Algestrup var det almindeligt med grød, fisk og sylte, i Riis i Odsherred med risengrød med fåremælk til. Risengrød med fåremælk hører ikke længere høstgilderne til. Til gengæld er der så rigeligt af så meget andet: Sild, frikadeller, flæskesteg, oksested, fiskefi letter med remoulade, rejser, ost, kaffe, kage - ja, alt, hvad hjertet kan begære af mad og drikke. Der blev bagt mikkelsbrød af ny hvede, brød, der ofte blev givet som gave til de fattige hjem. Mjød af ny honning kunne løfte stemningen i tiden lige efter høst. Mikkelsaften var i gamle dage mange steder efterårets første lysaften. Det kan vi passende tænke lidt over søndag i næste uge, når vi når den 29. september - mikkelsdag.

4 NORDVESTNYT SEK TION 1 LØRDAG 21. SEPTEMBER Ester Rasmussen med sin første høstsang, der blev sunget i Holbæk Landboforening. Det var i Foto: Jørgen Juul Ester - altid klar med en høstsang HØSTGILDE: Ester Rasmussen bor nu i Tølløse. Tidligere havde hun og hendes mand, John, både landbrug og landbrugsmuseum i Bukkerup. Hun har skrevet høstsange siden TØLLØSE: Når høsten er kommet i hus, skal det fejres. Sådan har det altid været på landet. Dér er der ikke mange fester, der er så betydningsfulde som lige præcis høstgildet. Høstfesterne skulle i første række med de nærmeste, med familien og dem, der havde taget del i høstarbejdet. Senere blev festerne større og blev ikke holdt alene for et husmandssted, en gård eller en landsby. De blev for hele egnen. Så var det for eksempel ved Holbæk, hvor Holbæk Landboforening i en årrække stod som arrangør af en høstfest med flere end deltagere. De første fester i landforenings-regi blev holdt hos virksomheden Diness i Holbæk. Siden rykkede hsøtfesten ud i egnens haller, blandt andet i Knabstrup-Hallen og i Stestrup Fritidsgård. Ester Rasmussen, der nu bor i Østergade i Tølløse, er en af dem, der har været med til rigtig mange af Holbæk Landboforenings høstfester. Og ikke nok med det. Hun har skrevet årets høstsang til festerne 16 gange og har i øvrigt også lavet sange til en halv snes af de høstfester, man nu holder i ved Soderup Præstegård i regi af Soderup og Kr. Eskilstrup Sogne. Ester Rasmussen er lige fyldt 87 år. mange husker hende nok fra den tid, da hun sammen med sin mand, John Rasmussen, boede på Nordgården i Bukkerup og havde et landbrugsmuseum på ejendommen. Ester Rasmussen skrev sin første høstsang i Den gik på melodien»hvem sidder der bag skærmen«. Den sendte hun til Hartvig Dehn, Algestrup, der var landboforeningens formand. Pludselig blev sangen delt rundt - Dehn sagde ikke rigtigt noget, men pludselig blev sangen delt rundt til høstfesten, fortæller Ester Rasmussen. - Det var ikke så svært at skrive sådan en høstsang. Jeg kendte jo til markarbejdet, fortsætter hun. Jeg skulle skrive om nogle emner, som alle kunne forholde sig til. Det kunne for eksempel være noget om kvinder, der skulle køre traktor, og noget om Poul Nyrups cykelhjelm. Sangskriveriet kom for alvor i gang i 1980 erne. Da var Hans-Werli Rasmussen fra Hellestrup blevet formand for Holbæk Landbo- forening. Han opfordrede Ester Rasmussen til at skrive en sang hvert år. Til gengæld fik Ester og John Rasmussen hver en gratis billet til festen. Holbæk Landboforening eksisterer ikke længere. Det gør høstfesterne i Stestrup heller ikke. Men Ester Rasmussen skriver fortsat høstsange. Nu er det deltagerne til høstfesten i Soderup Præstegård, der nyder godt af dem. Høstfesten i Soderup bliver altid holdt i september. Der var 154 med til festen forleden. - Der er jo ikke så mange landmænd mere. Høstfesten er for alle fra området, fortæller Ester Rasmussen, der også er en af de lokale, såkaldte blomsterpiger, der pynter kirke og festtelt. - Det er meget festligt med fyldt kirke, god mad, musik, folkedans og tovtrækning for både børn og voksne, siger hun. Mikkelsdag og brød uden møg Af Jørgen Juul Jensen ORØ: Nu om dage siger datoen 29. september nok ikke de fleste mere end den 28. september eller den 30. september. Det var anderledes i gamle dage. Den 29. september er nemlig mikkelsdag, og i gamle dage holdt man i Norden kirkefester dén dag. De havde karakter af en takkefest for høsten. Mikkelsdag var en af de dage, som Struensee sammen med mange andre bods- og bededage fik slået sammen til store bededag. Mikkelsdag markerede fra gammel tid høstens afslutning. Harald Petersen skriver om dagen i sin bog»dengang på Orø«:»Før man begyndt at dyrke rodfrugter, skulle alt det, man havde at leve af det kommende år, helst være bjærget ind før mikkelsdag. Derfor var det en festdag, hvor husmandsfolkene samlede alle dem, der havde hjulpet med høsten, til gilde.»men det var også afregningens dag«, noterer Harald Petersen i bogen.»dengang blev megen kredit - af naturlige grunde - givet til mikkelsdag, da bonden kunne sælge den nye høst.»høsten blev også markeret ved, at vi fik brød af nyt korn, og det kunne smages«, fortsætter Harald Petersen.»Det var en fryd at spise brød af ny rug. Nu smager det ens året rundt. Men datidens kornbunker var hjem- Mikkelsdag, den 29. sepember, var tidligere en dag med meget stor betydning. Det var den dag, man fejrede høsten, den dag, man havde kredit til, og den dag, da man begyndte at tænde lys indendørs. søgt af rotter og mus, og mange af deres ekskrementer lod sig ikke sortere fra kornet, men røg med i kværnen. Måske var det derfor, vi ikke blev allergiske...«.

5 6 HOLBÆK NordvestNyt SEK TION 1 LØRDAG 10. AuGust 2013 Når marken skulle mejes Høst: Tidligt op og sent i seng. Høsten har alle dage været en travl tid på landet. Men det var også en fest. Holbæk: Tidligt op og sent i seng. Hårdt arbejde fra morgen til aften. Høsten har alle dage været en travl tid på landet. Men det var også en fest. Både når det sidste neg var bundet og sat - og når det sidste læs var kørt hjem. Til den nyere del af landbrugs- danmarkshistorien hører selvbinderen og tærskeværket. De afløste leen og plejlen. Mekaniseringen var sat i gang. En af milepælene i mekaniseringen var den tærskemaskine, som Svend Jansen arbejdede med på Jansens Jernstøberi i Holbæk. I begyndelsen en håndkraftmaskine, men lige godt en revolution, som man noterede i Holbæk Amts Venstreblad, da avisen i 1959 beskrev Holbæk Maskinfabriks 100 års jubilæum. Jansen blev en af pionererne i den landbrugstekniske historie i Danmark. I 1876 overdrog Jansen virksomheden til sin svigersøn, N.R. Petersen. Sideløbende med arbejdet med at fremstille dampkedler og pasteuriseringsapparater til mejerierne var der fokus på tærskemaskinerne, og den 4. november 1892 fik N.R. Petersen kongeligt patent på det første selvrensende tærskeværk til hestekraft. I en årrække blev tærskeværket grundstammen i Holbæk-fabrikkens produktion. Jansens Jernstøberi blev i 1907 til Holbæk Maskinfabrik. Tærskeværkerne var et speciale på virksomheden. Tusindvis af tærskeværker - og halmpressere - blev fremstillet på Holbæk Maskinfabrik. Efter Anden Verdenskrig var der kommet endnu mere gang i mekaniseringen. Nye produktioner blev taget op i Holbæk. Et kombineret tærskesæt med helautomatisk ilægningsapparat og kornblæser for eksempel. Landbrugsmaskiner fra Holbæk - af mange forskellige slags- var populære, ikke blot her i landet men også ude i verden. Der blev eksporteret maskiner til en række europæiske lande - og til så forskellige steder som Brasilien, Marokko, Pakistan og Grønland. Men det er en helt anden historie. Det er såkaldte båndskærere, der ses på billedet. Båndskærerne kunne spændes fast om håndledet. De blev brugt til at skære høstbindegarnet af kornnegne, inden negene blev lagt i tærskeværket. Skiltet her er fra Aktieselskabet Holbæk Maskinfabrik, der blev grundlagt i Der blev både lavet tærskeværk og halmpressere. Skiltet opbevares på Holbæk Museum. Høst med 100 kilo korn på ryggen Høst: Knud Erik Jensen fra Orø har været med hele vejen fra leen og plejlen over selvbinderen og tærskeværket til mejetærskeren. Det værste var de tunge kornsætte. orø: Knud Erik Jensen fra Nørrestængevej på Orø er blevet 86 år, og kræfterne er ikke, hvad de har været. Men da han var yngre, kunne han tage fat. Dengang var høsten for ham og andre på landet blandt andet noget med at bære sække med 100 kilo korn. Op på ryggen med dem og af sted. Nogle gange op ad trappen til kornloftet, andre gange hen til vognen, der skulle køre kornet ned til købmanden, eller hvor det ellers skulle hen. 100 kilo ad gangen. Sådan. Nogle gange endda i både bagende varme og støv. - Det var de tunge sække, der var det værste af det, der fulgte med høsten, mener Knud Erik Jensen. en lille runde med leen Han har været med hele vejen igennem. Fra le og plejl over selvbinderen og tærskeværket til traktoren og mejetærskeren. Knud Erik Jensen har arbejdet ved landbruget siden han var 13 år. Nu er han som nævnt 86, tager gerne en lille runde med leen og har indtil for ikke så længe siden også været med til at vise, hvordan et tærskeværk skal betjenes. Det var i Andelslandsbyen. Nu er hans ejendom nede ad markvejen fra Nørrrestængevej for en stor dels vedkommende omdannet til museum med fokus på forholdene på landet. Der er stadig 23 tønderland til ejendommen. De drives af Knud Erik Jensens søn, Jens, mens Knud Erik Jensen og hans hustru, Tove på 82 år, tager imod gæsterne på museet. Knud Erik Jensen er født i Bybjerg på Orø i Hans far, Aksel Jensen, var fisker. - Jeg kan godt lide vandet og holder meget af lugten af fiskegarn, men at blive fisker var ikke noget for mig, fortæller Knud Erik Jensen. Senere forpagtede faderen dog den landbrugsejendom, som Knud Erik Jensen har ejet siden Han kom ud at tjene allerede som 13-årig. - Hver anden dag. Det var hos min faster og onkel her på Orø, siger han. Man sku jo bestille noget, som min far sagde. Det fik Knud Erik lov til. Der skulle for eksempel bæres tunge junger med mælk og valle, og til høst måtte han være med til at slæbe neg. tre heste i front - Da jeg var dreng og ung, høstede vi med en selvbinder, der blev trukket af tre heste. Man kunne få både højre- og venstre-vendte selvbindere. Vores var højre-vendt. Det var mest almindeligt. Hestene gik ved siden af selvbinderen. Derfor måtte den første omgang rundt om en mark ofte slås med le. Ellers ville hestene jo jokke i kornet. Han har også været med til at høste med slåmaskine. Så måtte det afskårne korn samles sammen og bindes i neg med håndkraft, som hvis det var slået med leen. Hjemme hos sin far, der forpagtede den ejendom, som Knud Erik Jensen og hans hustru nu bor på, i perioden fra 1932 til 1946, har Knud Erik Jensen været med til at tærske med plejl. - Der var ikke så højt til loftet. Nogle gange kom jeg for skade at ramme det med det re- - Det værste var kornsækkene. De vejede 100 kilo stykket. Det var bare op på nakken med dem og af sted, fortæller Knud Erik Jensen. Det var noget lettere at gå bag hestene, når der skulle pløjes. Knud Erik Jensen er blevet 86 år - men tager stadig en lille runde med leen i ny og næ. Foto: Jørgen Juul sultat, at jeg fik plejlen lige oven i hovedet, husker han. Jensen husker tydeligt sommeren Den sommer var usædvanligt varm. termometret gik i stykker - Jeg erindrer en dag, vi tærskede rug hos min faster og onkel. Allerede om morgenen viste termometret på gårdspladsens nordside 30 grader. Noget senere flyttede det om i solsiden. Det sprængte ved 53 grader. Det var drønende varmt. Sanktbernhardshunden lå bare og gispede. Vi arbejde i heden og støvet. - Det bedste arbejde ved landbruget i gamle dage var, når der skulle pløjes, og man kunne gå der bag hestene. Furerne skulle være lige, og man kunne ikke gå og kigge på fugle og den slags. Men jo, pløjningen var det bedste, mener Knud Erik Jensen.

6 Nordvestnyt SEK TION 1 LØRDAG 10. august Kærnemælksuppe og pandekager i Brorfelde Rosa Hansen - blev populær med sin varme kærnemælksuppe og pandekagerne. Foto: Jørgen Juul Høst: Når tærskeholdet kom, skulle der laves mad i lange baner. Rosa Hansen prøvede det i Brorfelde. Brorfelde: Mændene var med. Og kvinderne. Og børnene. Alle havde travlt i forbindelse med høsten i gamle dage. Kvinderne skulle ikke alene være med i arbejdet på marken og i lo og lade. De skulle også sørge for, at der var mad på bordet. Masser af mad. Rosa Hansen, der nu bor på Solvænget i Tølløse, har prøvet det, Hun måtte både være med på selvbinderen, da hun og hendes mand, Børge, drev landbrug ved Brorfelde, og når tærskeholdet så kom, var det hende, der skulle sørge for, at der var rigeligt med mad. Rosa og Børge Hansen overtog i 1953 ejendommen Teglværksgården i Brorfelde. Eller rettere, de overtog brandtomten efter Teglværksgården. Bortset fra en svinestald måtte alt bygges op fra grunden. Efter frasalg af jord til det, der senere skulle blive det astronomiske observatorium, var der 12 tønderland til Teglværksgården. Det blev gennem årene til 40 tønderland. Børge og Rosa Hansen sørgede selv for, at der blev sået og høstes, men når der skulle tærskes, blev der købt hjælp udefra. - Det var i 1950 erne og måske også i begyndelsen af 1960 erne. Hvert år bestilte vi to mand med et tærskeværk, og vi sørgede selv for, at der var fire-fem medhjælpere til arbejdet. Jeg skulle lave mad både til dem og til os selv og også tage hånd om vores to små børn, husker Rosa Hansen. Sild og kartofler Til et tærskehold skulle der typisk serveres et måltid mad først på formiddagen, klokken skulle holdet have en øl, til frokost mad igen og ud på eftermiddagen var der kaffe. - Dengang havde vi hverken fryser eller køleskab, og komfuret var et af den slags, man fyrede med brænde i. Det var ikke bare lige at lave mad til så mange, fortæller Rosa Hansen. Et tærskehold fik typisk stuvede kartofler og spegesild eller bidesild klokken 9. Til frokost var der hakkebøffer eller kyllingesteg. - Hos os tog tærskearbejdet en dag. Et år var tærskeværket gået i stykker, og Børge Selvbinderen Tærskeværket Høst: Høstarbejdet begyndte at skifte karakter i 1800-tallet. Revolutionen kom fra Amerika. Høst: Der var to hovedtyper af tærskemaskiner: Holbæk-typen og Hillerød-typen. Af Jørgen Juul Jensen Holbæk: I 1800-tallet begyndte høstarbejdet så småt at skifte karakter. Den store nyhed kom fra Amerika. Der havde man nemlig i slutningen af 1870 erne opfundet selvbinderen, og den kom til at afløse seglen, det lille håndredskab, der blev brugt til at afskære sæd og andre afgrøder, leen, et noget større håndredskab til afskæring, og selvafliggeren. Selvafliggeren var en slåmaskine, der også have et aflæggeapparat, bord, aksløftere og et større fraskilleapparat. Aflæggeapparatet tjente ikke alene til at samle og aflægge negene, men førte også sæden mod skæreapparatet. Trækkraften var et par almindelige arbejdsheste. Man kunne høste mellem fire og fem hektar pr. dag. Efter selvafliggeren kom slåmaskiner med håndaflægning. De var lettere, og de var forholdsvis billige, og med dem kunne man arbejde på steder, hvor de tungere, selvaflæggende mejemaskiner ikke kunne anvendes. De håndaflæggende maskiner krævede to mands betjening og stillede store krav til den, der skulle passe aflægningen. Sæden skulle enten bindes med det samme eller lægges til side, da negene blev lagt i skåret. Selvbinderen var en revolution for landbruget. Den afhuggede sæd faldt på et bordsejl - et endeløst sejl med trælister, som blev bevæget over ruller til en elevator. Elevatoren bestod af to sejl uden ende, som transporterede sæden til bindebordet, hvor den blev pakket mod en opstående arm. Når neget havde den størrelse, der var bestemt, kom en nål frem. Neget blev bundet. Et almindeligt neg havde en omkreds på mellem 70 og 75 centimeter. Skårbredden var knap halvanden meter. En selvbinder kunne give rigeligt arbejde til tre heste. Selvbinderen vejede typisk mellem 650 og 750 kilo. Højbindere havde elevator og hævet bindebord, lavbindere havde bindeapparatet ved siden af bordet. De første af slagsen gjorde god fyldest i Amerika, men kunne kun vanskeligt behandlede den langstråede og delvis liggende sæd, som var almindelig i Danmark, så producenterne i Amerika måtte ændre på selvbinderne, så de også passede til det europæiske marked. Holbæk: Indtil tærskemaskinerne var en realitet, var det plejlen, der blev brugt, når der skulle tærskes korn, et redskab bestående af hoveddelene stokken og slaglen, der blev holdt sammen af hilden. Med håndtærskningen var tærskning et arbejde, der for størstedelens vedkommende blev foretaget i vintermånederne. Så kom tærskemaskinerne, og tærskningen begyndte samtidig med, at kornet blev bragt hjem til ejendommen. Det meste korn var tærsket i løbet af efteråret. Der var tærskemaskiner til håndkraft, tærskeværker, der skulle drives af heste, tærskeværker med dampkraft eller med motorer. kom ind og sagde til mig, at tærskeholdet ville komme igen dagen efter, og jeg måtte sørge for, at der var mad. Jeg var på den. Som sagt havde vi hverken køleskab eller fryser og lå ikke inde med hverken hakkebøffer eller kyllinger til fem mand ekstra end dag mere end beregnet. Jeg løste problemet ved at serve var kærnemælkssuppe og pandekager. Det blev de rigtig glade for på tærskeholdet. De fik jo næsten altid de der hakkebøffer, så kærnemælksuppe med rosiner og pandekager med jordbærsyltetøj var en dejlig forandring for dem. - Vi havde meget, meget travlt i høsten, men det var en tid, vi så frem til. Det var jo høsten, vi skulle leve af. Men jeg brød mig absolut ikke om at være den, der sad på selvbinderen, siger Rosa Hansen, der gennem en årrække også havde job med blandt andet rengøring på observatoriet. Da mejetærskeren holdt sit indtog, var det slut med besøgene af tærskeholdene. De selvrensende tærskemaskiner kunne trækkes af to-tre heste. Med indførelsen af motorer og elektrisk kraft blev tærskemaskinerne større. De danske tærskemaskiner - tærskeværker - var fuldtud på højde med de bedste fra udlandet, og de hjemlige værker blev delt op i to hovedtyper: Holbæk-typen og Hillerød-typen. Holbæk-typen var en lav maskinem med en enkel konstruktion. Alle omdrejende organer var samlet på to eller tre aksler. Kerne og avner blev ført til et såkaldt renseri af kastehjul. Hillerød-typen var mere sammensat. Godset blev af en kopelevator ført op til knivkørneren, der var anbragt på tværs over maskinen. Der var flere aksler og flere remtræk end på Holbæk-modellen. Stodderen og kællingen Soderup: Der var to dage, man specielt så frem til med spænding, når der skulle høstes førhen. Det var de dage, da man mejede det sidste skår og bandt det sidste neg, og den dag, det sidste læs blev kørt hjem på gården eller husmandsstedet. Ofte var det sådan, at markens sidste neg blev pyntet - klædt ud som enten en gammel mand eller en gammel kone. Alt afhængig af udklædningen fik neget navnet»stodderen«eller»kællingen«. Mange steder blev det sidste neg afklædt sit tøj efter høstgildet og derefter omhyggeligt gemt til jul, hvor det så blev brugt som offerneg til fuglene. Ved Soderup var det en udsøgt fornøjelse at få en dreng på en halv snes år til at stå for enden af det sidste skår. Der skulle han»fange ræven«- det sidste neg - i en pose. Den praktiske landmand skulle være opmærksom på, at negene ikke blev bundet hverken større eller fastere, end at de selv ved ugunstigt høstvejr kunne tørres uden omstilling af hobene. Uforholdsmæssigt store neg kunne selv i godt høstvejr volde bryderier. Nybundne neg blev stillet i hobe, som regel i retning fra syd til nord.

7 Holbæk Amtstidende 24. maj 1940

8 8 HOLBÆK NORDVESTNYT SEK TION 1 LØRDAG 15. JUNI 2013 Et ridt på træhesten var en straf, der oprindelig blev brugt i militære system. Herremændene tog metoden til sig - og brugte den over for bønder, som de mente var oprørske eller dovne. Det er maleren Rasmus Christiansen, der står bag billedet her. Han malede omkring 1920 en række billeder, der fortæller om landbohistorien. Bonden, båndet og træhesten LEVENDE HISTORIE: I år er det 225 år siden stavnsbåndet blev ophævet. Det blev indført med militære begrundelser i en tid med økonomisk krise, og det blev brugt til at holde bønderne hjemme på godset - og til at holde dem nede. HOLBÆK: I sidste weekend viste de sjællandske landmænd det ypperste, de kan præstere, når det handler om husdyr, fødevareproduktion og teknisk grej. Det foregik på dyrskuepladsen i Roskilde. For mange landmænd er det hårde tider med en vanskelig økonomi. Man hører moderne landmænd snakke om, at de er stavnsbundet til deres ejendom. I gamle dage eksisterede et rigtigt stavnsbånd. Dengang var bondestanden en stand, der havde masser af pligter, men kun ganske få rettigheder. Stavnsbåndet blev indført i 1733 og opløst igen i Det er altså 225 år siden i år, at bønderne i Danmark fik deres frihed. Inden da havde de været stavnsbundne. Loven om stavnsbåndet blev indført i 1733 med en militær begrundelse. Godsejerne havde pligt til at stille med én soldat til landmilitsen pr. 60 tønder hartkorn, som det hed. Til gengæld kunne godsejeren så forbyde de værnepligtige mænd at forlade godset. Værnepligten havde en mand, fra han var 14 til han var 36 år. Alderskravene blev endda skærpet i to omgange. Mod slutningen af stavnsbåndsperioden var drenge og mænd mellem fi re og 40 år stavnsbundne til det gods, på hvis område de var født. På museet i Holbæk ligger man inde med flere genstande fra perioden ligger omkring stavnsbåndstiden. Redskaber, klædedrag- Da stavnsbåndet blev ophævet, blev der rejst en frihedsstøtte i København. Jubilæerne for stavnsbåndets ophævelse bliver fejret i hele Danmark, men ikke mindst i dansk landbrug. Billedet her er fra 150-året i Det er fra en festmiddag, som blandt andre Hans Larsen, Ebbehøjgård ved Igelsø, var med til. Hans Larsen var formand for Holbæk Amts Landeboforening fra 1928 til 1947, og han sad i hovedbestyrelsen for De sjællandske Landboforeninger fra 1939 til ter, fæstebreve. Og i museumsgården kan man netop i disse dage få et indblik i, hvordan det var at være bonde i Danmark for snart 300 år siden. Holbæk Dramatiske Klub opfører nemlig Ludvig Holbergs»Jeppe paa Bjerget«. En morsom historie på en alvorlig baggrund. De fleste ved, at Jeppe i den grad var under tøflen. Ikke bare ridefogeden var efter ham. Det var hans kone, Nille også, og områdets overklasse morede sig på den forsvarsløse bondes bekostning. Jeppe havde det slemt. Og så foregår hans historie endda en halv snes år inden stavnsbåndet blev indført og bøndernes forhold endnu en gang forværret. Forestillingen om Jeppe på Bjerget blev opført første gang i 1722 i Lille Grønnegade i København.»Jeppe paa Bjerget«er en del af den danske kulturkanon. Forestillingen holder endnu. Jeppe er en fiktiv person. Men der var tusindvis af danske bønder, der på egen krop fik at mærke, at de hørte til i den lave ende af det klassedelte samfund dengang. Da stavnsbåndet blev indført, var der økonomisk krise i Danmark. Karlene fra landet søgte mod købstæderne, godsejerne frygtede at komme til at mangle arbejdskraft. - Hverken herremænd eller borgere i Danmark har det let. Men bønderne har det dog værst. Ja, så vidt jeg kan se, har de det på Sjælland helt som slaverne på De vestindiske Øer. Dog med den forskel, at bøndernes mad her er dårligere. Hverken bønderne eller deres børn kan forlade det gods, de tilhører. Herremanden tæller sin ejendom i antallet af bønder, lige som vi i England tæller kvæg, skrev en englænder om forholdene i Danmark omkring år 1700, da bønderne på Sjælland og Lolland-Falster var vornede værnede - i en ordning, der lå forud for det landsomfattende stavnsbånd. Bønderne og deres børn måtte ikke uden tilladelse fra godset forlade ejendommen. Flygtede de, blev de hentet hjem med magt. Det var herremændene, der bestemte. Det blev der ændret på i 1660, da de danske konger blev enevældige og blandede sig i forholdet mellem bønder og herremænd. I 1702 blev vornedskabet ophævet, men herremændene kunne fortsat true bønderne med militærtjenste. For at sikre sig soldater nok til sin hær indførte Christian VI så stavnsbåndet.»ingen bondekarl må rejse fra det gods, hvor han er født, så længe hans husbond kan skaffe ham tjeneste, medmindre, han er over de til indrulleringen fastsatte år«. Det var altså over 36 og under 18, senere over 40 og under fi re. Herremændene var sikret (billig) arbejdskraft. Bønderne blev presset til endnu mere hoveriarbejde. Gjorde bønderne ikke, som der blev sagt, kunne herremændene straffe dem. Det havde de folk til. Bønderne kunne blive dømt til træhesten, den spanske kappe, hundehullet. Mulighederne var mange.

9 NORDVESTNYT SEK TION 1 LØRDAG 15. JUNI I baghuset har Holbæk Museum en bondedragt, der er sat sammen af dele, der er kommet ind fra tre forskellige givere. Men dragten er typisk for Holbæk-området omkring 1800, oplyser museet. Der er tale om en festdragt, der blev brugt om søndagen og til årets og livets højtider. Hverdagstøjet var fremstillet af ufarvet uld. Faderen måtte tage straffen DRAGSHOLM: I 1755 rømte en ung karl fra Dragsholm Gods. Faderen, Mads Bødker fra Vallekilde, blev gjort ansvarlig for dén handling, og han blev kaldt til Dragsholm. Mads Bødker forsøgte at fralægge sig ansvaret. Så blev han sat i»hullet«i fi re dage. Ude igen forsøgte han at finde sin søn, blandt andet i hovedstaden, men det lykkedes ikke. Igen måtte Mads Bødker møde op på godset, hvor ridefoged Eggers slog ham med knyttet næve i hovedet og derefter trak ham op til godsejeren, Christian Lente Ade- ler, hvor ridefogeden pryglede Mads Bødker med et skaft. Igen røg Bødker i»hullet«, det inderste og værste. Senere blev han pryglet med en hasselkæp. Mads Bødker anlagde sag mod Eggers og Adeler med krav om erstatning. Sagen blev i første omgang afvist af Dragsholm Birketing, men ved Landstinget blev ridefoged og godsejer dømt til at betale Bødker 100 rigsdaler i»sagsomkostninger og nogenledes til reparation«. Prygl på Tølløsegård TØLLØSE: Landmilitsen blev oprettet i 1701 i forbindelse med Store nordiske Krig med henblik på at aflaste staten for de voldsomme udgifter til lejesoldater. Godsejerne udvalgte de bønderkarle, der skulle stille som soldat, og der var eksercits om søndagen efter kirketid. Bondevæbningen - landmilitsen - blev indført, da vornedskabet blev ophævet. Landmilitsen blev ophævet i 1730, og fra 1730 til 1733, da stavnsbåndet blev indført, kunne karlene forlade godserne. 10 unge karle havde i perioden opsagt deres tjeneste på Tølløsegård. De kunne berette, at prygl var en del af traktementet på Tølløsegård. Det kom frem, da ridefoged Morten Suur Herremændene havde hånds- og halsret over bønderne. Træhesten blev brugt. Ikke så meget som pisken, godt nok, men alligevel. Bønderne kunne klage over behandlingen og få sagen behandlet ved retten, men fik sjældent ret. Dommerne var udnævnt og betalt af herremændene. I 1788 blev stavnsbåndet endeligt ophævet. Kronprins Frederik ophævede loven. Bønderne fejrede friheden ved at opstille Frihedsstøtten i København. Det er 225 år siden. Af Jørgen Juul Jensen i 1732 rømte fra gården på grund af regnskabsmæssige uregelmæssigheder. Der blev rejst sag mod ham, og det kom frem, at han havde været hård mod bønderne. For eksempel havde Peder Pedersen fra Marup opsagt sin tjeneste, fordi Morten Suur havde pryglet hans bror, Laurits Pedersen, med en stor stage, da han var gået af lade for at købe øl til sin mad. En Peder Andersen var blevet slået så voldsomt, at han ikke kunne arbejde i 14 dage. Søren Nielsen var slået og pryglet, fordi han havde tudet på gaden i Tølløse for at samle bymændene. Flere andre sager er refereret. Pryglene faldt tæt og hårdt under Suurs regimente på Tølløsegård i Merløse Herred. Straffemetoderne LØVENBORG: Herremændene måtte tugte bønderne i gamle dage, og listen over straffe-metoder var lang. Mest almindeligt var det at uddele en bøde. En bonde kunne få en bøde for næsten hvad som helst, fra nogle få skilling til flere rigsdaler. Herremanden kunne udstikke en bøde, hvis han for eksempel ikke fandt, at hoveriarbejdet blev udført godt nok eller hurtigt nok. Bøden gik som oftest i godsejerens egen lomme. Men der var også voldsommere straffe. Træhesten, hundehullet, den spanske kappe, prygl med stok eller pisk, halsjernet, pælen og den polske buk, for eksempel. Træhesten kender de fleste. Et ridt på den var voldsomt smertefuldt. På Løvenborg fik man i øvrigt en ny træhest så sent som i 1787, året før stavnsbåndet blev afskaffet Den polske kappe var en tønde, hvis bund der var skåret hul i, og den blev hængt omvendt over hovedet på den, der skulle straffes, så hovedet stak op gennem hullet. Krop og arme var omsluttet af tønden. Bonden skulle vandre rundt med tønden i kortere eller længere tid. Det var en mildere straf end træhesten. Den polske buk var en straf, hvor den, der skulle straffes, blev bundet på hænder og fødder, bøjet sammen og fik et stykke træ stukket ind over sine sammenbundne arme og under sine knæ.»pælen«var en metode, hvor delikventen blev bundet til en stang og stillet på en skammel besat med jernpigge. Halsjernet var egentlig en kirkelig straf, men den blev også brugt af herremænd over for bønder. Fæstebrevet her ligger på Holbæk Museum. Det er fra 1787, året før stavnsbåndet blev ophævet. Det er et fæstebrev mellem Carl Adolph Castenschiold, Hagestedgaard, og gårdmand Hans Pedersen. Det er håndskrevet, med snor og laksegl.

10 DIALOG-ARTIKEL 8 nordvestnyt Såmaskinen, som kom fra Hellestrup til Holbæk Museum for snart 90 år siden, blev trukket af en enkelt hest. Når vinteren rinder Nu er det forår. Landmændene skal i marken. Holbæk Museum har både små og store såmaskiner fra gamle dage. Af Jørgen Juul julle@nordvest.dk Hellestrup: Når vinteren rinder i grøft og i grav, og rugens krøllede blade sig ranker i solen, som spejles i hav, jeg griber med længsel, knap véd jeg deraf, min hakke, min skovl og min spade. Johan Skjoldborgs mere end 100 år gamle sang har været sunget til adskillige landbrugsmøder i Nordvestsjælland gennem årene. Om nutidens landmænd almindeligvis synger under markarbejdet er tvivlsomt. Men det er uomtvisteligt, at de tripper for at komme i gang. Efter de lange, mørke og kolde måneder er det nu, de - og alle andre - vil se det spire og gro. Landmændene vil i marken! Landbruget har i mange hundrede år været et erhverv af stor betydning i Danmark - også i Nordvestsjælland, selvfølgelig. Det kan man se adskillige beviser på, på museerne. På Holbæk Museum har man for eksempel en meget flot såmaskine af ældre dato. Den blev indleveret til museet allerede i Da var tiden løbet fra den. Tromlerne er af træstammer Maskinen er næsten tre meter lang, en meter og 24 centimeter bred og en lille meter høj. Den er fremstillet af træ og jern og blev brugt, når der skulle sås rapsfrø. Det var Hans Rasmussen, der ejede Agerkrogsgaard i Hellestrup, der forærede Holbæk Museum såmaskinen for snart 90 år siden. Maskinen består af et todelt stel af sammentappede træbomme, som bærer to svære tromler fremstillet af træstammer. På højre side er der monteret en kasse. Den er til rapsfrøene. En såkaldt ilægningsordning drives ved hjælp af snoretræk fra den højre tromle. Foran er der to stjærte med trækkroge til en hest - et enspænderforspand, som det hedder. Såmaskinen er delvis brunmalet og var naturligvis gammel allerede da den blev foræret til museet i 1924 efter at være blevet brugt på markerne ved Hellestrup. Såmaskinen til håndarbejde Museet i Holbæk råder også over en anden interessant såmaskine. Det er en håndsåmaskine til græsfrø. Den består af en oval jernplade på hvis underside der er monteret en rotor med fem vinger. På en kort jernbøjle er der monteret et drivhjul samt et trækhjul med træhåndtag. Over beholderen er der en hvid lærredspose med halsstrop. Manden, der gav den store såmaskine til Holbæk Museum hed som nævnt Hans Rasmussen. Han stammede fra Skimmede, men overtog Agerkrogsgaard i Han drev den frem til 1926, da den blev overtaget af sønnen Ove Davidsen Rasmussen og hans hustru Magda. I 1961 overtog Ove Davidsen Rasmussens søn - og Hans Rasmussens barnebarn - Hans Werli Rasmussen Agerkrogsgaard. Hans Werli Rasmussen blev i øvrigt senere formand for Holbæk Landboforening. Han er nu 81 år og bor på Slotsvolden i Holbæk. Han og hustruen Ruth flytteede fra Hellestrup til Holbæk for en halv snes år siden. Ikke fra Agerkrogsgaard, men fra en ejendom lige i nærheden. Blev kontaktet af museet Da Hans Werli Rasmussen fra nogen tid siden fik en henvedelse fra Holbæk Museum om den gamle såmaskine havde han ingen anelse om, at de havde noget med hans familie at gøre. - Jeg er fra 1931 og har derfor aldrig set såmaskinen på Agerkrogsgaard. Museet fik den jo allerede i 24, griner han. Jeg havde ikke hørt om såmaskinen, før Gudrun Lund, registrator på museet, ringede til mig en dag. Da Hans Werli Rasmussen og hans bror, Folke, der blev rektor ved Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, voksede op på ejendommen i Hellestrup, foregik markarbejdet med heste. Sådan var det helt frem til slutningen af 1950 erne, da Hans Werli Rasmussen købte sin første traktor. Det var en Fordson Major. Den står på en gård i Tv. Merløse. Den er ikke længere aktiv, så at sige, men kan stadig starte, og det hænder, at Hans Werli Rasmussen kører en tur med den på sønnens jord. Agerkrogsgaard er en ejendom, som Hans Werli Rasmussens slægt har været knyttet til siden 1766, da Peder Davidsen fik arvefæsteskødebrev på den. I 1920 blev den gamle staldlænge ud mod Holbæk-Ringsted Landevej erstattet af en ny staldbygning, indrettet til 20 malkekøer, ungkreaturer, kalve og en tyr, syv båse, bokse til heste og rum til kraftfoder, hakkelse og roer. Der blev også installeret en skinne til transport af roer i en tipvogn. Der var el-vandpumpe og malkemaskine - vist nok en af de første, der blev taget i brug i Danmark.

11 DIALOG-ARTIKEL 9 Lørdag den 13. april 2013 En såmaskine af de mindre: En håndsåmaskine. Af Jørgen Juul Jensen - Jeg havde ingen anelse om, at den gamle såmaskine på museet havde noget med vores familie at gøre, siger Hans Werli Rasmussen, der her er fotograferet på Agerkrogsgaard, barndomshjemmet i Hellestrup. i grøft... Hans Werli Rasmussen med en såmaskine, som de ser ud nu om dage. Foto: Jørgen Juul

12 DIALOG-ARTIKEL 8 nordvestnyt Kopsætnings-sættet her har tilhørt urmager Nielsen i Holbæk. Ud over snepperten består det af syv glas og en spritlampe. I 1814 blev lille Carl Evald fra Frydendal Sogn vaccineret. Han var et halvt år gammel - og ik sin koekoppe-indpodnings-attest med underskrift af distriktslæge Reinhard. Kopper - en sag for politiet Efter flere koppeepidemier udarbejdede kongen og Danske Kancelli i 1810 en forordning om vaccination. Der var tale om frivillig tvang. Uden attest kunne man for eksempel ikke blive konfirmeret, gift, få læreplads eller blive soldat. På Holbæk Museum har man både kopsætningsapparater og kokoppe-indpodnings-attester. Af Jørgen Juul julle@nordvest.dk HOLBÆK: På Holbæk Museum ligger man inde med en række apparater og en stribe papirer, der tilsammen tegner en alvorlig side af både egnens og hele Danmarks historie: Tiden, da kopper var en frygtet sygdom overalt. Udstyret kaldes snepperter eller kopsætningsapparater. Papirerne er de attester, der blev skrevet til dem, der blev vaccineret. I begyndelsen af 1800-tallet var der lere koppeepidemier i Danmark, og i 1810 udarbejdede kong Frederik VI, Danske Kancelli og Vaccinationskommissionen en forordning, der pålagde landets borgere at blive vaccineret mod kopper. Det var frivilligt. Eller rettere: Der var tale om frivillig tvang, for blev man ikke vaccineret - eller kunne man ikke bevise, at man havde overvundet en koppesygdom - kunne man ikke blive kon irmeret, gift, gå i skole, få en læreplads eller komme ind ved militæret. Så det var stort, det Frederik VI satte i gang med sin forordning i april På Holbæk Museum råder man blandt andet over et kopsætningsetui, der ud over selve kopsætningsapparatet består af syv glas og en spritlampe. Det er fremstillet i København, og det har tilhørt urmager Nielsen på Ahlgade Holbæk. Det er skænket til museet af Jens Christensen, Landlyst. Lille Evald vaccineret Museet har også en hel kasse med koppeattester. Bladrer man lidt i dem, inder man for eksempel en fra Af Koekoppe-Indpodnings-Attesten, som det hedder, fremgår det, at Carl Evald, søn af Niels Larsen af Frÿdendal, et halvt år gammel og bosiddende i Frydendal Sogn, blev indpodet med kokopper den 2. november 1814, og at distriktslæge og kirurg W. Reinhard i Holbæk kunne konstatere»ved nøjagtigt Eftersyn imellem den 7de og 9de Dag efter Indpodningen har jeg fundet alle de Tegn, som vise dem at være de ægte Koekopper: de vare nemlig hele og ubeskadigede, opfyldte med en klar Vædske, i Midten nedtrykkede og omgivne med en rød Zirkel. Der er attester, der viser vaccinationer af borgere i Soderup, Allerup, Brorfelde, Ugerløse og mange andre steder. På vand og brød Kampen mod de frygtede kopper angik alle. Selv politiet var involveret. Af Frederik VIs forordning, der gjaldt for både Danmark og Norge, fremgår det, at politiet på ethvert sted på det strengeste skal overvåge, at forordningen angående vaccinationens udbredelse og børnekopperne forebyggelse bliver efterlevet og lægernes forskrifter følges nøjagtigt - og at overtrædelser bliver straffet hurtigt. Så snart, husfædre eller -mødre så tegn på børnekopper i deres huse, skulle de med det samme anmelde det til præsten eller sognefogeden, der meldte det videre til distriktslægen og politimesteren som bragte anmeldelsen videre til amtmanden. I købstæderne gik man til byfogeden eller stedets læge. Fulgte husfaderen eller husmoderen ikke forordningen, kostede det fra otte dages fængsel på vand og brød til og til tre måneders arbejde i Forbedringshuset! Af forordningen fremgik det også, at forstandere og bestyrere på skoler og undervisningsinstitutter var ansvarlige for, at ingen, som ikke beviseligt var vaccineret, eller som havde haft de naturlige kopper, kunne optages som»lærling til opdragelse eller undervisning«, som det hed. Samme forpligtelse havde oldermænd og laugsmestre, direktørere og bestyrere af offentlige stiftelser. Også mænd, der blev udskrevet til kongelig krigstjeneste til lands eller til vands skulle fremvise koppeattest eller bevis på, at han havde haft de naturlige kopper. ellers blev han underkastet vaccination straks ved ankomsten til tjenesten. Også kon irmander og brudepar skulle

13 DIALOG-ARTIKEL 9 Lørdag den 9. marts 2013 Frederik VI og Danske Kancelli udarbejdede den forordning, der satte koppe-vaccinationen i system i Danmark. Billedet her er malet af C.W. Eckersberg i begyndelsen af 1820 erne. Kopper er udryddet Sundhedsorganisationen WHO erklærede sygedommen kopper udryddet i Det senest registrerede udbrud af sygdommen var i 1977 i Somalia. Inden da var kopper en både meget smitsom og meget farlig sygdom. Mellem 20 og 60 procent af de mennesker, der blev ramt af kopper, døde af det. Kopper var den første sygdom, man vaccinerede imod, og det var det, der førte til, at sygdommen blev udryddet. I leksikonet Den nye Salmonsen, der ikke længere er så nyt, beskrives kopper som»en epidemisk sygdom, fremkaldt af iltrerbart virus. Efter en inkubationstid på dage kommer der pludselig kulderystelser og høj feber. To dage senere fremkommer et udslet, som kan ligne enten mæslinger eller skarlagensfeber. Efter ire dage kommer der samtidig med temperaturfald små knopper i huden. På spidsen af disse dannes der på 6. dagen en vandklar blære. 8. dag dannes der materie i dem og cirka 12. dag udtømmes de og danner mørke skorper, som afstødes og efterlader ar«. Mange af os, der er lidt oppe i årene, har et lille ar på venstre skulder, der minder om, at vi som børn blev vaccineret mod kopper. stille med en koppeattest eller bevis på, at de havde haft naturlige kopper. I huse og på gårde, hvor kopperne viste sig, skulle der sættes en seddel med ordene»her er børnekopper«op på gadedøren eller porten. Lignende sedler skulle sidde på dørene til de rum, hvor de syge opholdt sig. Politimesteren skulle sikre sig, at sedlerne ikke blev jernet, før distriktslægen havde givet tilladelse til det.»ingen Uvedkommende maae ind inde sig hos de Syge. Sørgestuer og alle andre Almue-Samqvem forbydes: De Døde begraves inden 48 timer efter Døden, med det samme Tøi, hvori de ere bortdøde og i Kister, som indvendingen ere begede eller tiærede, samt nedgraves 4 Alen under Jorden, og endelige at hverken Ligefølge eller Begravelses-Gilder tillades«, står der i forordningen fra Frederik VI og Danske Kancelli. Af Jørgen Juul Jensen En sneppert i nærbillede. Nogle kaldte det lille apparatet en snappert. Hovedsagen var, at det virkede - og det gjorde det.

14 8 DIALOG-ARTIKEL nordvestnyt I St. Grandløse var der førhen to skoler. Her skolen, hvor de yngste elever gik. Uffe på skolebænken Uffe Raben havde ikke lyst til at gå i skole, men har været skolemand næsten hele livet. Han gik på forskole i Sdr. Asmindrup og Algestrup og har været både elev og lærer på Vipperød skole. Af Jørgen Juul julle@nordvest.dk ALGESTRUP: Der tales om skolereform. Igen. Sådan har det været mange gange. Så mange, at der er lærere, der siger, at de efterhånden har svært ved at holde styr på alle de omlægninger, de har været igennem. Folkeskolen er ikke i dag, hvad den var for nogle får år siden. 25 år er meget længe siden i skolevæsenet, og skolerne lige efter 2. Verdenskrig, i 1950 erne og 1960 erne hører vel nærmest en anden verden til. Det var dengang, da salmevers og tabeller skulle læres udenad, og man sagde De til læreren. Eftersidningen var opfundet, men nogle steder kunne man få sådan én byttet ud med en lussing. Hundredevis af skoler er blevet lukket siden da. Nye og store skoler er kommet til. Sådan er det også i Holbæk og nærmest omegn. Ved Vipperød, for eksempel. Dér hedder skolen nu Kildevangs Skole, afdeling Vipperød. Før da havde man Vipperød Centralskole. Den blev indviet i Og endnu tidligere havde man hele fire skoler i området. To i St. Grandløse, en i Sdr. Asmindrup og en i Algestrup. Uffe Raben, der bor på Fruerskovvej ved Sdr. Asmindrup, kender mere end de fleste til skolerne i den del af Holbæk Kommune. Han har nemlig gået på både Vipperød Centralskole og på forskolerne i Sdr. Asmindrup og i Algestrup, og han kunne faktisk også have nået at gå i skole på den ene af de to småskoler i St. Grandløse nogle få dage. Sådan blev det dog ikke. Vi skruer tiden tilbage til 1950 erne. I Sønder Asmindrup Sogn boede der dengang knap 600 mennesker fordelt på 166 husstande. Udover Sønder Asmindrup talte sognet byerne Algestrup, Vinstrup, Vallestrup og Søby. I nærheden lå Vipperød dels i Grandløse, dels i Aagerup Sogn, og der var Store og Lille Grandløse i Grandløse Sogn. Sønder Asmindrup havde fået skole i 1887, Grandløserne i 1905 og Algestrup i I Store Grandløse var der som nævnt to skoler: En til de yngste og en til de ældste elever. Centralskolen i Vipperød blev indviet i Det vender vi tilbage til. Uffe Raben er årgang Han blev født på ejendommen»rubjerg«ganske tæt på skolen i Algestrup, men han voksede op ved Store Grandløse. I 47 boede mine forældre ved St. Grandløse, men min mor valgte, at fødslen skulle foregå hos min mormor og morfar, Marie og Hans Salomonsen, der boede på»rubjerg«, så sådan blev det, fortæller Uffe Raben. Senere flyttede Uffes forældre, Karen og Marinus Raben, til»rubjerg«, og det blev der, Uffe voksede op med sine søskende Asger, Birgit, Hans, Tove og Bent. Det med flytningen kom til at betyde, at Uffe Raben foran Algestrup Skole, hvor han gik fra 1955 til Foto: Jørgen Juul jeg kunne være begyndt i forskole i St. Grandløse, men jeg skulle så efter ganske kort tid være flyttet til Sdr. Asmindrup. Det endte med, at jeg begyndte i Sdr. Asmindrup. Det var den 1. april. Dengang gik skoleåret fra april til april, siger Uffe Raben. Uffe Raben gik i skole i Sdr. Asmindrup ét år. Så blev skolen nedlagt, og han fortsatte i Algestrup, hvor Karen Hansen var lærer. Uffe gik på Algestrup Skole fra 1955 til En typisk centralskole I Algestrup gik man i skole til og med 3. klasse. Derefter fortsatte man på Vipperød Centralskole, der som tidligere nævnt stod færdig i En centralskole typisk for tiden, som Uffe Raben udtrykker det. Jeg var ikke specielt glad for at gå i skole, så efter 7. klasse var jeg ude igen. Skoleåret var lagt om, men de, der var begyndt i april, kunne også slutte i april, så det valgte jeg, siger Uffe Raben. I november 1961 kom han i lære hos smeden i Algestrup og blev uddannet vognog beslagsmed. Han var lige godt 14 år, da han kom i lære. På et tidspunkt ville Uffe Raben dog gerne på teknikum. Det krævede en realeksamen, og den fik han på Baptisternes Skoler i Tølløse. Senere kom han også på gymnastikhøjskole. Han tog studenterkursus på Nørrebro i København og kom på Holbæk Seminarium. Der fik han eksamen i Uffe Rabens første lærerjob var på Odsherreds Efterskole i Fårevejle, senere var han på Larkollen ved Oslo fjorden, fra 1985 til 1990 på Vipperød Skole, siden endnu et år i Norge, og fra 1991 og frem til denne sommer var han på skolen i Tuse. Så pudsigt nok: Som barn havde jeg ikke lyst til at gå i skole, men jeg har været der næsten hele tiden, griner Uffe Raben. Uffe og hans kone, Anna Lena, bor nu på Fruerskovvej, nogle få hundrede meter fra»rubjerg«, hvor han voksede op og med såvel Algestrup som Sdr. Asmindrup og Vipperød Skole tæt på. Skolen på museet HOLBÆK: I juli 1814 udstedte kong Frederik VI tre anordninger, som kom til at danne grundlag for den danske folkeskole. Der er løbet meget vand i stranden og mange reformer gennem systemet siden. Nu er en ny på vej. På Holbæk Museum, andre, lokale museer og i lokalarkiverne kan man finde meget materiale om skolen i gamle dage. De gamle skoler er blevet brugt som motiver på kalendere udsendt af arkiverne i Tølløse, Svinninge og Jyderup. På museet ligger man for eksempel inde med et spanskrør fra Slotsmarksskolen, masser af anskuelsestavler og skolebøger tilbage fra midten af 1800 tallet. For et halvt hundrede år siden var der stadig gang i de små skoler blandt andet i Algestrup, Sdr. Asmindrup og Grandløse.

15 lørdag d. 12. januar 2013 DIALOG-ARTIKEL 9 Hjem og skole på én gang Karen Hansen var lærer to steder på én gang: I Sdr. Asmindrup og i Algestrup. Af Jørgen Juul julle@nordvest.dk ALGESTRUP: Når landkortene, den sorte tavle, kladdehæfterne og kasserne med røde og blå bogstaver, selvlyde og medlyde, er i lokalet nede i den anden ende af huset, kan man ikke vist ikke komme meget tættere på skolen. Anne-Lykke Sørensen, der for et par måneder siden fyldte 68 år og bor i Mørkøv, er vokset op på Algestrup Skole. Hun er nemlig datter af Helge og Karen Hansen, og Karen Hansen var lærer på den lille skole fra 1952 til midten af 1960 erne. Helge og Fru Hansen, som parret blev kaldt, boede på skolen sammen med døtrene Anne-Lykke og Inger-Margrethe i en årrække. I 1950 erne og 1960 erne kunne man ikke drømme om at kalde sin lærer ved fornavn, så Helge og Karen var ganske naturligt Helge og Fru Hansen for børnene på skolen. Fru Hansen lærte børnene at læse og skrive, gange og dividere, hun lærte dem salmevers og geografi og hvad der ellers skulle til, og Helge, der var murerarbejdsmand, kunne give drengene gode råd, når de spillede fodbold på pladsen uden for lokalet, hvor eleverne i både 1., 2. og 3. klasse blev undervist. Om det var underligt at vokse op på en skole? Det ved jeg ikke. Jeg har jo aldrig prøvet andet, smiler Anne Lykke Sørensen. Karen Hansen stammede fra Vendsyssel. I 1941 kom hun på husholdningsskolen Ankerhus ved Sorø. I Sorø mødte hun Helge, der var fra Pedersborg, og de to blev gift i Sit første job som lærer fik hun i Havnsø. I 1952 rykkede hun til Sdr. Asmindrup og blev lærer dels på skolen dér, dels i Algestrup. Dengang gik man i skole hver anden dag, hvis man boede på landet, så Karen Hansen underviste hver anden dag i Sdr. Asmindrup og hveranden i Algestrup. Centralskolen i Vipperød I 1955 blev centralskolen i Vipperød indviet. De små skoler i Sdr. Asmindrup og St. Grandløse blev lukket, men Algestrup Skole fortsatte en halv snes år mere. Vel nok fordi der var så langt at cykle fra Algestrup området til Vipperød, mener Anne Lykke Sørensen. Hun havde sin mor som lærer i Sdr. Asmindrup. Hun var vist nok lidt strengere over for os end over for de øvrige elever. Det skulle jo ikke hedde sig, at vi havde fordele af at være lærerindens børn, griner Anne Lykke Sørensen. Omkring 1970 flyttede Helge og Karen Hansen fra Algestrup til Vipperød, og Karen Hansen arbejdede i en periode som lærer på Vipperød Skole. Helge Hansen døde i 1989, Karen Hansen i I den første halvdel af 1900 tallet var der stor forskel på at gå i skole på landet og i byen. I byen gik man i skole hver dag og Anne-Lykke Sørensen voksede op på Algestrup skole som datter af Helge og Karen Hansen - eller Helge og Fru Hansen, som eleverne kaldte parret. Foto: Jørgen Juul Karen Hansen med eleverne på Algestrup Skole i Der er elever fra både 1., 2. og 3. klasse på billedet. kunne tage en eksamen. På landet gik man i skole hver anden dag og kunne ikke tage en eksamen. Der var flere fag og flere timer på skolerne i byerne. I 1903 indførte man en mellemskole for 6. til 9. klasse, en bro mellem de små klasser og gymnasiet. Mange arbejderbørn fik nu en mellemskoleeksamen. Der blev mere skolegang, og må vi gå ud fra børnene blev dygtigere. I 1960 gik 50 ud af 100 børn ud af skolen efter syv år. 10 år senere var det kun seks ud af 100 børn, der forlod skolen efter syv år. To nye elever i Algestrup I 1965 begyndte 500 elever i 1. klasse i skolerne på Holbækegnen - to af dem i Algestrup. Churchills enke i England, en demonstration med håndgemæng i Los Angeles, en nordvietnamesisk division i Sydvietnam og planerne om at indføre moms herhjemme. ALGESTRUP: I august 1965 skulle rundt regnet 500 børn begynde i 1. klasse på skolerne på Holbæk-egnen. To af dem kom til at udgøre den nye 1. klasse på Algestrup Skole. Dén historie kom på forsiden af Holbæk Amts Venstreblad, hvor man så Karen Hansen vise Kim og Søren til rette i klasselokalet. I skoleåret var der i alt 15 elever på skolen. Ud over de to i 1. klasse var det 10 elever i 2. klasse og tre elever i 3. klasse. I øvrigt skrev man Alkestrup i stedet for Algestrup, så slagfejl i avisen er ikke noget nyt... På samme dags forside kunne man læse, at der havde været indbrud hos Winston Af Jørgen Juul Jensen Venstrebladets forside den 12. august 1965: Karen Hansen viser Kim og Søren til rette på Algestrup Skole.

16 8 DIALOG-ARTIKEL nordvestnyt Så skal der vandes køer. Maleriet her hænger på Statens Museum for Kunst. Motivet er fra Brorfelde, og det er malet af Johan Thomas Lundbye i Knud, køerne og kalenderen Hvad er sammenhængen mellem et 168 år gammelt maleri på Statens Museum for Kunst og årets julekalender i tv? Det er en bakke i Brorfelde. Johannes Pedersen husker tydeligt tiden i Brorfelde. Som dreng var han med i arbejdet på gården og skulle blandt andet vande kvierne på bakkerne. Foto: Jørgen Juul Af Jørgen Juul julle@nordvest.dk Brorfelde: På 2. sal, værelse 17, på Statens Museum for Kunst hænger der et maleri med titlen»køer vandes ved gadekær«. Det er malet af Johan Thomas Lundbye i På museet i Holbæk findes der en trykt udgave af det samme maleri i sorthvid. Nogenlunde midt i billedet ser man en mand, der sidder på en sten. Han hed Knud Nielsen. Bag Knud Nielsen og køerne er der en bakke. Den kender langt de fleste af os nu. Den spiller nemlig en central rolle i Danmarks Radios julekalender, den der hedder»julestjerner«. Julekalenderen foregår omkring det astronomiske observatorium i Brorfelde, og observatoriet ligger på den bakke, Johan Thomas Lundbye har med på sit nu 168 år gamle maleri. J.T. Lundbye var født i Kalundborg i Han var en usædvanlig god tegner, og han blev kendt som en af romantikkens betydeligste malere i Danmark. Hans malerier var realistiske, romantiske og havde et stærkt, nationalt præg. Specialet var dyre-malerier. Hans»Malkeplads ved Vognserup«, for eksempel, er kendt af mange. Men han kom altså også til Brorfelde, efter sigende for at forvinde en kærlighedssorg. I Brorfelde fandt han motivet med manden, der er ved at vande fem magre køer ved gadekæret. Manden er - som nævnt - Knud Nielsen. Han blev i 1835 fæster af gården på matrikel nummer 1a, og til den gård hørte blandt andet bakken, der mere end 100 år senere blev solgt til Københavns Universitet, der byggede et observatorium på stedet, en bakke og et stjernekigger-sted, som nu, i december 2012, er kendt af alle, der følger med i julekalenderen på Danmarks Radio. Historien om ejendommen er fortalt i bogen»kvanløse Sogns historie«, skrevet af Ole Peter Jensen i 1958, bearbejdet og revideret i Maleren på besøg Knud Nielsen blev i 1835 gift med Kirsten Andersen, og samme år fæstede han altså gården. I marts 1844 kom Johan Thomas Lundbye til Brorfelde og gjorde Knud Nielsen og de fem køer til et godt kendt motiv i den danske malerkunst. Lundbye boede et par uger hos Knud og Kirsten. Om egnen skrev J.T. Lundbye til en ven:»aldrig har jeg maaske i den Grad skjønnet paa den Ro og Stilhed der ligger i Naturen, som i de Dage, naar jeg vankede mellem Grøntveds store Overdrevs Banker«. I 1885 fejrede Knud og Kirsten Nielsen guldbryllup. Om formiddagen nød de ældre mennesker Den hellige Nadver i deres hjem sammen med børn og svigerbørn, om eftermiddagen samledes slægt, venner og bekendte i den smykkede gård, hvor der var rejst en smuk æresport. Der var god mad, musik og dans til ud på natten. Kirsten og Knud Nielsens barnebarn, Niels Peter Thorsen, fæstede gården i Han havde boet hos Kirsten og Knud i mange år. Jord til kirken I oktober 1921 købte Niels Peter Thorsen ejendommen, men solgte den til Fr.V. Johansen i juni året efter. Johansen solgte blandt andet lidt jord til Skt. Stefanskirken, den kirke, der senere er genopført i Andelslandsbyen i Holbæk. 17. juli 1928 købte Jens Peter Pedersen gården i Brorfelde sammen med sin hustru hustru, Astrid. Parret fik 11 børn. Nummer otte i rækken fik navnet Johannes Pedersen. Han bor nu sammen med sin kone, Grethe, i en lejlighed i Torvestræde i Holbæk. Han var 13 år, da familien flyttede fra Brorfelde. Han er nu 83 år, men husker tydeligt tiden på den 84 tønderland store ejendom i Brorfelde. Dengang var Brorfelde en landsby med

17 lørdag d. 8. december 2012 DIALOG-ARTIKEL 9 Landevejen ved Brorfelde, set fra Ugerløse-siden. Billedet er fra 1935 og altså fra tiden før vejen var reguleret. Foto: K.P. Danø, Holbæk 1940, landevejen er blevet reguleret. I baggrunden bakkerne, der senere kom til at huse Københavns Universitets astronomiske observatorium. Foto: K.P. Danø, Holbæk tre gårde inde i byen, fem gårde lige uden for, seks-syv huse, en købmand, der også kørte med sul, samt en skovfoged og en skytte - Det meste af jorden blev dyrket på helt almindelig vis. Kun på de mest stejle steder var der græs hele tiden, fortæller han. Arbejdet på markerne foregik med heste. Vi havde tre spand. Johannes Pedersen lærte at malke allerede som seks-årig, og nogle af hans tidligste erindringer fra gården og Brorfelde er da også om de røde malkekøer, og hvordan han kunne kende dem fra hinanden. Billedet her kan man nyde på Holbæk Museum. Midt i det hele ses Knud Nielsen og køerne - i baggrunden bakken, hvor der mange år senere blev bygget astronomisk og observatorium, og hvor årets tv-julekalender»stjernejul«foregår.»akkord-malkning«- Sammen med mine brødre lavede jeg»akkord-aftaler«om malkningen, og så var det bare med at komme i gang, griner han. I det hele taget var det jo almindeligt dengang, at børnene hjalp til med arbejdet. Johannes Pedersen tog sig for eksempel af høns, ænder og gæs. - Og så vandede jeg kvierne, der stod tøjret på bakkerne, siger han. - Med 84 tønderland var det en stor gård. Nogle gang stod der»proprietær«på brevene til min far, men det var han nu ikke. Johannes Pedersen gik i skole i Kvanløse hver anden dag, som man gjorde på landet dengang. Som 13-årig flyttede Johannes Pedersen til Tuse. Gården brændte Universitetet købte gården i I slutningen af 1951 brændte ejendommen. I foråret 1952 købte Rosa og Børge Hansen brandtomten og opførte en ny gård med stuehus og stalde til både køer og grise. I 80 købte deres datter og svigersøn halvdelen af gården, grisestalden blev lavet om til beboelse og jorden forpagtet ud til en anden landmand. Efter endt skolegang var han ude at tjene på forskellige gårde. Først var det i Vinstrup, siden gik turen til Tjørntved mellem Stenlille og Vedde, til Osager, Allerslev, Tuse, Vostrup i Vestjylland og til Osted og Lejre. Han har også - i en ganske kort periode - været med til at skrabe smuld til briketter ved Hanerup. Johannes Pedersen har været på Rødding Højskole og Tune Landbrugsskole. I 1952 købte han sammen med sin bror Erling et landbrug med 30 tønderland i Søstrup. Senere købte Erling Pedersen en gård ved Ll. Knabstrup, men Johannes Pedersen og hans hustru, Grethe, fortsatte på»lundsbakkegården«i Søstrup. Den voksede med tiden fra 30 til 120 tønderland. Parret forlod ejendommen i 2003 og flyttede til lejligheden i Holbæk. - Julekalenderen? Jo, den ser jeg da, siger Johannes Pedersen. Jeg morer mig da over historien i Brorfelde. Den har jeg bestemt ikke noget imod. - Der er guld i bakkerne, mener Vera Grus, en af figurerne i»stjernejul«. Med det hentyder hun til historien om, at Jens Peter Pedersen - Johannes far - på et tidspunkt havde i tanker at udnytte den rødler, der er i bakkerne i Brorfelde. Det kom der dog aldrig noget ud af. Af Jørgen Juul Jensen

18 4 DIALOG-ARTIKEL nordvestnyt Peder og Morten måtte i krig I forbindelse med, at der skulle flyttes effekter fra Holbæk Museum til museumsmagasinet i Ugerløse dukkede der en medalje og et hædersgavebrev op. Brevet var udstedt i 1907, næsten 60 år efter, at Morten Jensen fra Kundby Koloni havde været med i tre-års-krigen i Sønderjylland. Af Jørgen Juul julle@nordvest.dk Holbæk: Museums-magasinet i Ugerløse er stedet, hvor museer fra fem vestsjællandske kommuner kan anbringe ting og sager, der ikke umiddelbart skal være med i en udstilling. Holbæk Museum har for eksempel allerede bragt flere effekter til Ugerløse, og det var i forbindelse med det arbejde, at medarbejderne rettede fokus mod en medalje, et emblem, en afregningsbog og et hædersgavebrev, som museet fik indleveret i sommeren Det var Ejner Larsen fra Ladegårdsparken, der havde overdraget tingene til Holbæk Museum. De havde tilhørt hans morfars far Morten Jensen. Han levede fra 1828 til 1912, boede i Kundby Koloni og havde været med i treårs-krigen i Sønderjylland, den krig, der blev udkæmpet fra 1848 til I år efter, at krigen var slut - fik Morten Jensen et hædersgavebrev. Bestyrelsen for de militære underklassers pensionering og for invalideforsørgelsen havde tildelt ham en livsvarig, årlig hædersgave på 100 kroner for deltagelse i kampene for fædrelandet i årene Brevet var udstedt i København den 26. januar Papiret er gulligt, trykket brunt, notaterne er håndskrevne og brevet er stemplet. Udover hædersgavebrevet ligger Holbæk Museum inde med Morten Jensens afregningsbog fra Den kongelige Livgarde. Den rummer indførsler fra de tre krigsår. Museet har også den medalje, han fik for krigsdeltagelse, en medalje i bronze med et profilportræt af kong Frederik VII samt et emblem fra De Danske Våbenbrødre. Morten Jensen var én af de mange tusind, der måtte drage i krig mod oprørere og tyskere i Slesvig-Holsten. Indsamlingerne Også Peder Larsen fra Vinstrup var med i dén krig. Og Hans Pedersen fra Vallestrup, Ole Jensen fra Undløse, Ole Hansen og Jens Larsen fra Østrup, Jens Nielsen fra Tuse, ni unge mænd fra Soderup Sogn, 50 fra Sejerø. Hundredevis fra Nordvestsjælland, mange tusind landet over. Slesvig var langt væk i Alligevel var krigen tæt på. Den kom også til at sætte præg på livet på Holbækegnen. Ved juletid lå to kompagnier fra 2. Infanteribataillon indkvarteret i Holbæk, og da soldaterne drog af sted til krigen, fulgte halvdelen af byen dem på vej. Holbækkerne stillede For dem, der var med, var krigen som alle andre krige - ganske forfærdelig. Andre opfattede den mere romantisk - for eksempel en del kunstnere. På maleriet her fejres de tapre landsoldater. Peder Larsen levede fra 1823 til For sin krigsdeltagelse blev han i 1870 dekoreret med Dannebrogsmændenes hæderstegn og optaget i Våbenbroderselskabet. Morten Jensen fra Kundby Koloni var én af mange nordvestsjællandske soldater, der var med i tre-års-krigen. Han modtog medaljen her for sin indsats. Den er nu i Holbæk Museums samling. vogne til rådighed, så soldaterne dog kunne køre noget af turen. Stemningen var patriotisk, og der blev sat indsamlinger i værk. Boghandler Bertelsen indsamlede for eksempel 79 par strømper og 208 par sokker til soldaterne plus 10 lagener, 37 par sko og fire tæpper. Fra Vallekilde-Hørve kom der blandt andet 53 skjorter, fra Højby ni lagener, fra Sjællands Odde 47 skjorter, fra Eriksholm 18 par strømper, fra Tølløse skjorter og sokker. Listen over bidragene er lang. Krigen var også en del af tilværelsen i Nordvestsjælland. Man havde stiftet»comiteen for Holbæk og Omegn til Indsamling af Bidrag til Understøttelse for de i Krigen Fraværende Familier, de Qvæstede og de Faldnes Efterladte.«Midt i det hele Midt i det hele, der hvor der blev kæmpet, stod Morten Jensen fra Kundby Koloni og Peder Larsen fra Vinstrup. Morten Jensen blev født den 17. marts Dagen efter blev han døbt hjemme, i slutningen af maj i Kundby Kirke. Han var søn af udrider Jens Pedersen og Kirsten Eilersdatter af Vognserup. Morten Jensen blev husmand, og han blev gift med Karen Marie Sørensdatter fra Kundby. De fik sønnen Jens. Morten Jensen døde den 20. marts Fire år tidligere var han - som nævnt - blev tildelt hædersgavebrevet, der sikrede ham en hædersgave på 100 kroner om året for krigsdeltagelsen - eller i kampene for fædrelandet, som det hed i brevet. En anden af de unge mænd fra Holbækegnen, der måtte kæmpe mod oprørerne og tyskerne, var Peder Larsen fra Vinstrup. Han blev født i et lille fæstehus i Algestrup den 25. april Hans forældre havde på et tidligere tidspunkt haft Hulsbjerggård i Algestrup, men var - nu uvist af hvilken grund - kommet fra den. Peder Larsen aftjente sin værnepligt i 1845 og tjente, indtil tre-års-krigen brød ud - på en gård i Vinstrup. Han blev indkaldt igen ved krigens begyndelse i Han kom som menig soldat i 2. bataillons 1. kompagni. Peder Larsen var en pennens mand. Han skrev dagbog, og en samling af hans håndskrevne soldatersange har været udlånt til studium på Det kongelige Bibliotek. Ved krigens udbrud var han i 6. brigade under oberst de Meza, der senere blev overgeneral i krigen i Såret ved Fredericia Peder Larsen var med i Fredericia-slaget den 6. juli Da slaget var slut, var to officerer, tre underofficerer, 22 menige og en hornblæser fra Peder Larsens kompagni blevet dræbt. Peder Larsen blev såret af et skud i venstre arm. Han blev ført til et lazaret på Fyn. Han blev hjemsendt den 12. februar Skuddet havde knust knoglen i overarmen. Efter hjemsendelsen blev Peder Larsen gift med Karen Nielsdatter af Fruerskov og overtog senere Karens fars fæstehusmandssted. Han døde den 13. juli Da var han 50 år. Om deltagelsen i Fredericia-slaget skrev Peder Larsen:»Vi drog med det samme imod fjenden med en saadan Iver og Lyst, at det ikke var

19 lørdag d. 10. november 2012 DIALOG-ARTIKEL 5 Ejendommen ved Fruerskov - her som maleri. Længe i slægtens eje Landsoldat Peder Larsens oldebarn, Finn Pedersen, blev vognmand i Sdr. Asmindrup. Nu bor han i Tølløse. Fjenden muligt at modstaa os enten ved Skanser eller Batterier, thi største Delen følte den Hjærtens Kærlighed for Konge og Fædreland, at enten sejre eller dø. Da vi nu havde taget alle Batterier og Skanser, saa trængte Fjenden saa strengt paa et Punkt, saa vi måtte retirere, hvor jeg i det samme blev truffet af en Geværkugle, som slog min venstre Arm over, hvorfor jeg straks maatte forlade Fægtningen og begive mig til Fredericia, som jeg straks maatte forlade, da jeg ikke kunne blive forbundet der, saa jeg Hædersgavebrevet til Morten Jensen. Det fik han 56 år efter at have været med i krigen. måtte begive mig over Vandet til Billeshave paa Fyen. Efter hjemsendelsen fik Peder Larsen Dannebrogskorset. Danmark vandt krigen i Nogle år senere gik det grueligt galt. Nederlaget i 1864 blev som bekendt totalt. Danmark mistede en tredjedel af sin størrelse. Fruerskov: Ejendommen, som Peder Larsen og hans hustru, Karen Nielsdatter, boede i ved Fruerskov, eksisterer stadig. Den har været i slægtens eje indtil for ganske få år siden. Peder Larsen og Karen Nielsdatter overtog ejendommen efter Karen Nielsdatters far, Niels Christensen. Det skete antagelig i forbindelse med brylluppet, der fandt sted, efter at Peder Larsen var vendt hjem fra krigen. De to fik syv børn. To døde som ganske små. Ejendomme ved Fruerskov var på 12 tønderland. Den blev i 1893 overtaget af parrets ældste søn, Ole, og i 1939 gik den videre til Ole Pedersens søn, Laurits. Laurits Pedersen var født i I 1923 startede han vognmandsforretning i Sdr. Asmindrup. Den drev han frem til sit 40 års jubilæum den 1. september Så tog Laurits søn, Finn Pedersen, over. Han havde Finn og Tove Pedersen bor nu på Ove Billesvej i Tølløse. vognmandsforretningen frem til Nu bor Finn Pedersen, der altså er landsoldat Peder Larsens oldebarn, med sin hustru, Tove, på Ove Billesvej i Tølløse. Finn og Tove Pedersen ejede landejendommen ved Fruerskov indtil Morten fra kolonien Kundby Koloni - eller Kolonihusene - blev oprettet i Der var tre tønderland på hvert lod. Kundby Koloni - ikke i midten af 1800-tallet, men i Fotografiet er venligst udlånt af Svinninge Lokalhistoriske Arkiv. kundby koloni: Morten Jensen blev født den 17. marts Han var søn af udrider Jens Pedersen og Kirsten Eilersdatter Morten Jensen voksede op i Kundby Koloni. Kolonien var blevet oprettet i 1783, og den bestod af 18 små husmandsbrug. Hvert lille brug for en jordlod med et hus i hjørnet. Tre tønderland var sådanne et jordlod på, og dér kunne familien supplere den løn, manden fik som daglejer. Husene var bindingsværk. Der var en lille stue og et udhus. 150 år senere blev der oprettet 13 statshusmandsbrug på Vognserups jord. Dem var der lidt mere jord til. I folketællings-listerne kan man blandt andet se, at Kirsten Eilersdatter som 41- årig var blevet enke og boede i kolonien med sønnerne Morten og Peder, sin ugifte søster Sidse og enken Maren Nielsdatter. Ved folketællingen i 1850 var Morten Jensen fraværende i sognet, som det hedder. Han var i krigstjeneste. Morten Jensens fars stilling opgives som udrider. En udrider var - ifølge Ordbog over det danske sprog - en bereden person, der var ansat på et gods eller en herregård og red ud med breve, beskeder, påbud og lignende. Morten Jensen opføres efter sin krigsdeltagelse som husmand, jordbruger og snedker. Af Jørgen Juul Jensen