Rum til børn har ikke optaget mange spalter i den danske arkitekturhistorie, bortset fra

Transkript

1 Barndom og arkitektur. Rum til danske børn gennem 300 år Ning de Coninck Smith Danmarks pædagogiske universitetsskole Aarhus Universitet Rum til børn har ikke optaget mange spalter i den danske arkitekturhistorie, bortset fra skolebyggeriet. Forklaringen er formentlig den, at børnehjem, vuggestuer, børnehaver og legepladser har karakter af enkel hverdagsarkitektur, hvor økonomi og funktionalitet har udgjort de afgørende parametre. Hertil kommer, at rum som hospitaler og sanatorier ikke i udgangspunktet adskiller sig markant fra byggeri til voksne, mens atter andre, som børneværelset eller legepladsen forekommer at være druknet i interessen for boligbyggeriet som sådan. Denne oversete status er imidlertid ikke ensbetydende med, at rummene er betydningsløse, snarere tværtimod. Men det kræver en sans for at indskrive arkitektur i langt større fortællinger om samfund, byplanlægning og barndom at kunne se det og finde det interessant. Et langt og raskt blik bagud Rent historisk er skolen som bygningstype ældst, efterfulgt af opdragelsesanstalter og børnehjem. Først senere kom asyler for småbørn og børnehaver til. Fra spredte tilløb i 15 og 1600 tallet, vokser antallet af byggerier og rum til børn op igennem 1700 og 1800 tallet. Men ikke nok med at væksten var kvantitativ, den var også kvalitativ, og byggeriet blev stadig mere specialiseret. Ved indgangen til det 20. århundrede fandtes et forgrenet net, som også bestod af hospitaler, sanatorier, feriekolonier, fritidshjem og legepladser foruden en række specialinstitutioner for børn med forskellige grader af funktionsnedsættelser. Nettet er blevet stadig mere finmasket, og børn har siden 1950 erne fået egne værelser i familiens regi. Det var førhen forbeholdt børn i velstående familier, hvor det heller ikke var ualmindeligt, at hjemmet havde sin egen skolestue. I de samme år slog børnebibliotekernes deres navn fast, som vigtige rum, der skulle værne børn mod massekulturens læs tegneserier og tv ødelæggende indflydelse. Da det blev for passivt og 1

2 pænt og ungerne så ud til at svigte bogen, dukkede børnekulturhusene op i løbet af 1990 erne. Her kan børn tegne, male, klæde sig ud og spille teater efter alle kunstens regler, hvis ikke de som i det nye Maritime ungdomshus på Amager fra midten af 00 erne formodes at gøre havet til deres legeplads. Denne langstrakte og differentierede udvikling i børns rum ændrer ikke ved, at skolen, opdragelseshjemmet/børnehjemmet og asylet har været typedannende. De tre institutionstyper har flere overlappende træk, men alligevel giver det god mening at hævde, at med skolen blev der skabt rum til læring, med opdragelsesanstalten og børnehjemmet særlige rum til omsorg og opdragelse, og med asylerne og senere børnehaverne rum til leg. Tradition og fornyelse I min fremstilling af 300 års rum til børn spiller det ældste byggeri en tilbagetrukken rolle. Vægten er lagt på det 20. århundrede. Det skyldes helt enkelt, at selvom der har været opført huse til børn igennem mange århundreder, fra 1600 tallets vajsenhuse, 1700 tallets rytterskoler til 1800 tallets skoler, asyler, hospitaler, sanatorier, børnehjem, opdragelses og åndssvageanstalter er størstedelen af bygningsmassen knyttet til velfærdsstatens udvikling fra 1930 erne og fremefter. Mange arkitektoniske forandringer og fornyelser, betinget af skiftende tider og ændrede syn på børn er indtruffet undervejs. Fra det var hygiejniske, lægevidenskabelige og disciplinære hensyn, som dominerede frem til omkring 2. Verdenskrig, til det efterfølgende og i stigende grad har været pædagogiske og psykologiske forståelser af børns vækst og udvikling, der har sat dagsordenen. Det kønsopdelte univers, som karakteriserede det ældre byggeri til børn er forsvundet, mens andre opdelinger er kommet til, betinget af nye diagnostiske og differentierende metoder. Uanset disse skift findes der dilemmaer og udfordringer, som er gået igen på langs af historien. Skal der bygges stort eller småt, hvor personligt og hjemligt kan det være, når det drejer sig om offentlige bygninger, og findes der et særligt design til børn? Historien er aldrig længere væk, end man kan høre ekkoet af den. Institutionalisering og individualiseringen I dag er alle børns skolegang, omsorg og sundhed et offentligt anliggende, hvor dette ansvar tilbage i historien lå i familien eller var overladt til den private filantropi. Forbilledet for det 19. 2

3 århundredes institutionsbyggeri var det gode borgerhjem med moderen som det samlende midtpunkt. Både derfor men også af økonomiske grunde gav det god mening at opføre børnehjem i en velvoksen villastil og placere et børnehospital i en lejlighed. I dag er situationen en ganske anden. Den offentlige institutionalisering er forudsætningen for det 21. århundredes børneog familieliv, ligesom den også i stigende grad sætter rammerne om børns frie tid. Fremvæksten af det senmoderne samfund er endvidere blevet fulgt op af en øget individualisering. Disse sammensatte processer har haft betydning for formgivningen af børns rum. Der er blevet langt flere af dem, og den tidlige velfærdsstats standardiserede og kollektive løsninger er afløst af rum, der skal understøtte det enkelte barns udvikling, uanset om det gælder læring, omsorg eller leg. På historisk afstand var mellemkrigsårene en periode, hvor et moderne syn på børn som mennesker i egen ret med sorger og glæder begyndte at gøre sig gældende inden for det sociale byggeri. Børneværelset fik indpas, legepladserne rykkede frem i solen, og centralinstitutionerne blev indrettede med møbler i børnehøjde. Med 1950 ernes skolebyggeri og 1960 ernes typebørnehaver bredtes tankerne længere ud, ligesom et liv i leg og læring også blev normen inden for sær og børneforsorg. Meget tyder dog på, at byggeriet ofte var forud for sin tid, og at der kunne være langt fra ide til handling. Ved indgangen til det 21. århundrede barnets skala tilføjet nye dimensioner. Det handler nu ikke længere (kun)om at bygge i børnehøjde, men om at være på højde med børnene, når de i skolen bevæger sig hjemmevante rundt mellem fysiske og digitale universer, eller når børnene spontant finder sammen på tværs af vuggestuens og børnehavens aldersgrupper. Aktører og inspiration Disse forandringer kom ikke af sig selv, og at der har langt fra været tale om en velplanlagt udvikling fra start til slut. Mange ideer har krydset hinanden undervejs, nogle mere utopiske end andre, og det er således ikke kun legepladsen, som har udgjort et slags eksperimentarium for voksnes forestillinger om den gode barndom. Forrige århundredes pavillonskoler, et lægevidenskabeligt børnesamfund, er et eksempel fra skolens verden, ligesom Vangede børnehospital for evnesvage og psykotiske, der var tænkt som huse i menneskelige mål, men som alligevel havde svært ved at ryste anstaltspræget af sig, vidner om de høje og nogle gange alt for høje forventninger, der gennem tiderne har knyttet sig til, hvad rum kan gøre for børn. 3

4 I arbejdet med formgivningen af den moderne barndom har arkitekter, planlæggere og fremsynede pædagoger, læger og psykologer været centrale, og inspirationskilderne har været utallige. Man har lært af hinanden, rejst i Europa, i England og USA og i Norden, deltaget i kongresser og været i dialog med omverdenen. Et gennemgående og tankevækkende træk er den rolle, som Maria Montessoris sansebaserede pædagogik og forestillinger om det (vel)forberedte rum og dets betydning for barnets individuelle udvikling og læring har spillet. Som forbillede i mellemkrigsårene, som modtræk til de standardiserede løsninger i 1950 ernes debat om halvdagsbørnehaver og centralskoler og som en reference i 1990 ernes stort anlagte konkurrencer om fremtidens skoler og daginstitutioner. Lange linjer Børns rum er således langt fra ligegyldige, ej heller er de passive i barndommens historiske forandringer. De byder sig til, skaber betingelser og muligheder og dermed nye hverdagspraksisser, hvad enten det drejer sig om børns private eller offentlige liv. Denne forståelse løber som en rød tråd gennem bogens kapitler om rum til børns leg, deres læring, omsorg og sundhed. De over 260 historiske eksempler viser, at definitionen af barnets skala har ændret sig undervejs. I nutidens byggerier er det ikke længere kun hensynene til hygiejne, sol og frisk luft, eller selvstændighed og selvhjulpenhed, der skal indfries. Der stilles også krav om, at helt små børn skal kunne sætte sig spor i rummet. Den hierarkiske orden, som prægede de ældre byggerier, er afløst af en ny ordentlighed, karakteriseret af transparens, hybriditet og flydende overgange mellem inde og ude, oppe og nede, børn og voksnes rum. Rummenes funktioner bestemmes af brugerne, de er ikke i samme grad givne, som dengang enhver vidste, hvor inspektørens kontor lå. Op igennem historien har børns rum indgået i forskellige politiske og samfundsmæssige projekter. Nationalstatens oprustning på skolens område i anden halvdel af 1800 tallet resulterede eksempelvis i et omfattende og monumentalt skolebyggeri i byerne, og utallige mønstertegninger til skolerne på landet. I 1930 erne og især i årene efter 2. Verdenskrig fik udformningen af specifikke rum til børn fra centralinstitutioner til centralskoler, fra børneafdelinger til børnehjem, fra legeparker til skrammellegepladser, en helt særlig velfærdspolitisk og demokratisk betydning. Men også i vores egen tid, hvor børn og voksnes verdener har nærmet sig hinanden så meget, at 4

5 det (til tider) kan være svært at se forskel på deres respektive rum, hvis ikke det var for de klare farver og detaljer, som vinkevinduer og trapper med trin i forskellige højder, omgæres arkitektur til børn af store forventninger. Som en værdi i sig selv, et udtryk for samfundsmæssig rigdom og velstand og som en ny monumental modvægt til en individualiseret og digitaliseret børne og ungdomskultur. Socialiteten hænger på arkitekturen, med dens pladser, torve og trapper, der skal modvirke isolationen bag computeren, eller de mange nicher, kroge, vindueskarme, trappetrin og nye huleagtige møbler, hvor børn i daginstitutioner og skoler kan finde hinanden, ligesom legepladsernes mange installationer indbyder til fælles leg og fantasi. Siden Rousseaus Emile blev sendt alene i skoven i 1760 erne, har naturens natur fremstået som det ideelle rum om børns opvækst. Derfor skulle børn anbringes uden for byen på opdragelsesanstalter, sanatorier eller feriekolonier. Med den tiltagende urbanisering, rykkede naturen i begyndelsen af det 20. århundrede ind i byerne på legepladserne og i legeparker med sandkasser og soppesøer, der i nogen grad gav mindelser om en sommerdag ved stranden. Det var natur på byens præmisser, en forestilling, som stadig er fremherskende inden for meget byggeri til børn, hvor træ, græs på taget og enkle konstruktioner dominerer (også af økonomiske årsager). I de senere år, har dette paradigme i Danmark oplevet en ny fortolkning, således at byens natur og dermed byens former, som etagehuset, og byens materialer fra beton, over glas og stål til plastik og kunstgræs tages i anvendelse og udgør rammen for forestillingerne om den gode barndom. Udtrykket er råt, forstærket af stærke farver og (kunst)graffiti. I en globaliseret og digitaliseret verden hentes referencerne således ikke kun ude på landet, men i alverdens storbyer også når, det gælder byggeri til børn. Hverdagsarkitektur Arkitektur defineres i denne undersøgelse som formgivning af rum, således at bogens mere end 260 eksempler også omfatter den fysiske (by)planlægning, herunder placering og indretning af legepladser. Jeg læser rummene som materielle og selvstændige kilder til barndommens historie, og jeg er optaget af, hvordan skiftende tiders syn på den gode barndom er blevet formidlet og forhandlet i arkitekturen, og hvordan det til forskellige tid har givet mening at bygge til børn på forskellige måder. Rummene gør noget muligt, mens andet f.eks. leg på gaden i rendestenen bliver en u mulighed. Jeg betragter således børns rum med deres tilblivelseshistorier og brug som 5

6 selvstændige kilder, der kan sætte os på sporet af nye kapitler af barndommens formgivningshistorie. Min tilgang adskiller sig således fra en klassisk arkitekturhistorie, der vægter stil, (den kendte) arkitekt og æstetik, men også fra en pædagogisk interesse for børns rum. Denne interesse kan spores tilbage til 1800 tallets børnehavebevægelse. Først i det 20. århundrede blev den sat i system af den italienske læge Maria Montessori ( ). Hendes forståelse af det såkaldte for stemte rum blev af blivende betydning for dansk arkitektur til børn. Set med danske øjne har det især været inden for de sidste år, at engagementet i børns rum har manifesteret sig inden for den pædagogiske verden med en lang række bøger og antologier til følge. Denne litteratur karakteriseres af relevante praksisnære overvejelser omkring skabelsens af gode læringsmiljøer, ofte uden at relationen til byggeriets arkitektoniske kvaliteter endsige dets historiske og sociale vilkår tematiseres nærmere. Det er derfor hverken arkitektur eller pædagogik som sådant som er mit ærinde. Men sociomaterialitet, jeg vil nemlig tænke tanker gennem rum og mere specifikt er jeg optaget af at trække et komplekst sæt af tråde mellem arkitekturen, skiftende syn på børns opdragelse og uddannelse og de samfundsmæssige forandringer. En art arkitekturkultursociologi eller arkitekturkulturhistorie om man vil. Igennem bogens kapitler indskrives de forskellige rumtyper i en beretning om barndommens forvandlinger igennem de sidste 300 år fra et liv i arbejde til et liv i leg og læring. Undervejs er børns leve, bolig og sundhedsvilkår blevet markant forbedret, institutioner, skoler og børneværelser er blevet alle børns eje, mens oplevelses og forbrugskulturen på overgangen mellem det 20. og 21. århundrede bidrager til barndommens iscenesættelse. Greb og kulturarv Med afsæt i syv eksisterende rum har jeg valgt en metode, hvor forskellighed og perspektivskifte er det strukturerende princip. I nogle kapitler går jeg således på tværs af bygningstyperne, som i et kapitel om helbredelsens huse, hvor hospitaler står side om side med pavillonskoler, feriekolonier 6

7 og sanatorier, eller i kapitlet om barnet og byens plan, hvor børnene indskrives i den moderne byplanlægningshistorie. I andre kapitler er tilgangen arkæologisk, som når jeg afdækker legepladsens kulturhistorie. Og i atter andre er den værkhistorisk med fokus på en enkelt tegnestue og dens arbejde med udformning af rum til børn. Der findes formentlig ikke en befolkningsgruppe, der er bygget så mange forskellige huse til som til børn. I Danmark er der pt. omkring 1900 skoler, 7200 institutioner, plus et helt ukendt antal af forlystelsesparker, akvarier, zoologiske haver, svømmehaller og andre rum, som børn bruger, alene eller sammen med voksne samt et børneværelse i hvert eneste hjem (stor set). Lægger man hertil huse, som enten er nedrevet eller ombygget til andre formål, er der tale om mange, mange tusinder, og det siger sig selv, at repræsentativt udsnit ikke er muligt. Alene og sammen med bogens fotograf, Jens Bygholm, har jeg i stedet kørt og cyklet Danmark tyndt, og oplevet huse til børn i sol og blæst, regn og kulde og med den danske arkitekt Steen Eiler Rasmussens ord mærket hvordan de(n) (arkitekturen, ncs) er formet til løsning af bestemte opgaver og afstemt efter en tids hele opfattelse og livsrytme. Det er således rummenes evne til at udsige noget om tiden og ikke mindst om tidens syn på barnets skala, som har været bestemmende for udvælgelsen. Samtidig med at det har været vigtigt at få dækket samtlige rumtyper, der forbindes med børn også børneværelser, legetøjsbutikker, rutsjebaner og sandkasser. Fremstillingen har en overvægt på eksempler fra det Storkøbenhavnske område. Forklaringen herpå er todelt. For det første har adgangen til fagblade og aviser været lettere for aktører, som havde deres arbejdsliv her. De rum, de skabt, kan således lettere lokaliseres af eftertiden. For det andet har de sociale udfordringer været størst i storbyen, hvilket har resulteret i udformningen af mange forskelligartede rumlige løsninger, fra asyler til fritidshjem og internatskoler. For det tredje har betingelserne for at tænke nyt været bedre i den store by med synergi mellem forskellige faggrupper end i en mindre by eller på landet. Det er således ikke utænkeligt, at fremstillingen ville tage sig (noget) anderledes ud, hvis andre eksempler havde været valgt. Rum til børn er et produkt af mange sammensatte fortællinger, konflikter og forhandlinger. De forskellige greb og et illustrationsmateriale, som består af nutidige og historiske optagelser, understreger denne kompleksitet, og at arkitektur til børn og i al almindelighed er et resultat af 7

8 sociale og kulturelle processer. Det er her de forskellige holdninger til børn, deres udvikling og fysiske rammer kommer til udtryk, det er her barndomshistorien møder arkitekturhistorien. Denne fremstilling skal derfor læses som et nyt kapitel i den del af arkitektur og kulturhistorien, der er optaget af hverdagen og af relationerne mellem rum, mennesker og samfund. Den kan også ses som et indlæg i debatten om kultur og kanon, og om hvilke kriterier der skal lægges til grund, når kulturarven og i særlig grad velfærdsstatens skal defineres. Her udgør byggeri til børn et særligt, men overset og ubelyst tema, hvilket må undre, alene når man tager dets omfang i betragtning. I Danmark findes som nævnt godt 1900 skoler, 7200 institutioner og et ukendt antal døgninstitutioner og anbringelsessteder. De syner af meget i kommunernes og regionernes budgetter, men har hidtil ikke tynget, når kulturarven skulle forvaltes. Forhåbentlig rummer denne fremstilling en række overbevisende argumenter for, at tiden er inde til at ændre på dette forhold. For uddybning af ovenstående samt litteraturhenvisninger se: Barndom og arkitektur. Rum til danske børn gennem 300 år, Forlaget Klim,