Demokrati med kinesiske karakteristika

Transkript

1 3 Peer Møller Christensen Demokrati med kinesiske karakteristika Den 17. partikongres Hvor de internationale pressebureauer og fremmødte journalister kun så en ringe folkelig interesse for den seneste partikongres i Kina, kan en iagttager med dybtgående kendskab til Kina og kinesisk opdage en helt anderledes virkelighed. Peer Møller Christensen er lektor og har skrevet sin ph.d. om De intellektuelle debatter om modernitetsbegrebet i reformperiodens Kina. I artiklen her beskriver han et broget politisk spektrum med store interne diskussioner, en ret så åben fremlæggelse af problemer og forskellige løsningsmodeller og en livlig debat i den kinesiske offentlighed. Den 15. oktober og en uge frem afholdt Kinas Kommunistiske Parti (KKP) sin 17. partikongres i Beijing. På partikongressen, som afholdes hvert femte år, beslutter de delegerede, hvem der skal sidde i kommunistpartiets tre øverste organer, centralkomiteen, politbureauet og politbureauets stående udvalg. Desuden skal der vedtages en række beretninger og udtalelser, som viser, hvordan man i kommunistpartiet opfatter landets situation, og hvilken politik man vil følge de næste fem år. Eftersom kommunistpartiet er Kinas egentlige magtcentrum, er kongressens beslutninger også retningsgivende for den kinesiske regering. Partikongressen havde to formelle højdepunkter: Generalsekretær Hu Jintaos tale til de delegerede og den afsluttende præsentation af det nyvalgte politbureau og dets stående udvalg. Her var der en overraskelse, som havde modnet sig i de seneste uger op til partikongressen, nemlig at Xi Jinping nu fremstod som efterfølger for Hu Jintao på posten som generalsekretær og præsident, mens den tidligere favorit til denne toppost, Li Keqiang, tilsyneladende måtte se sig henvist til kun at skulle overtage Wen Jiabaos position som premierminister. De to vigtige begivenheder omkransede en uge spækket med lukkede politiske møder i de enkelte provinsers kongresdelegationer og andre parti-interne fora, og hvad der skete på disse møder, blev offentligheden kun sporadisk indviet i. Hvis man skal tro de internationale pressebureauer og de fremmødte udenlandske journalister, har den almindelige kineser da også kun i meget ringe grad interesseret sig for, hvad der egentlig skete på partikongressen. Det indtryk modsiges imidlertid af den livlige debat, der før, under og efter kongressen udspandt sig i den kinesiske offentlighed især den internetbaserede om partikongressens centrale diskussionsemner, som allerede den 25. juni blev præsenteret gennem Hu Jintaos tale på kommunistpartiets centrale partiskole. Ganske vist har de kinesiske myndigheder siden april lukket over hjemmesider, fordi de enten havde pornografi sk indhold eller ikke havde opnået de nødvendige offi cielle tilladelser. Alligevel er udbuddet af kinesiske hjemmesider enormt, og emnemæssigt var den politiske diskussion ganske omfattende. I den forbindelse kom en række politiske holdninger til udtryk, som tilsammen svarer til det politiske spektrum, vi kender i Vesten, med en venstrefl øj, et centrum og en højrefl øj. Den kinesiske venstrefl øj består således af det gamle venstre og det nye venstre. I centrum fi nder man de demokratiske socialister og socialliberalister, mens man på højrefl øjen kan udskille klassiske liberalister, neoliberalister og neokonservative. Selv om det politiske spektrum manifesterer sig uden for kommunistpartiets rammer, må der nødvendigvis eksistere en snæver sammenhæng og en gensidig på-

2 4 virkning mellem de politisk-ideologiske retninger, der kommer offentligt til udtryk, og de politiske modsætninger inden for kommunistpartiet. De befinder sig i den samme politiske virkelighed og skaber sammen Kinas nye politiske historie. Venstrefløjens genkomst Umiddelbart efter Maos død i 1976 startede udrensningen af venstrefløjen fra kommunistpartiet, og bortset fra perioden fra massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989 til den nye bølge af kommercialisering begyndte i 1992, har partiets venstrefløj mistet stadig mere indflydelse. Det tomrum på venstrefløjen i Kina, der dermed fremkom, udfyldtes gradvist af det såkaldte Nye Venstre. Væksten i Kina har sine meget mørke sider. Ledelsen i KKP er med rette bekymret over forurening, arbejdsløshed, økonomisk ulighed og et hullet socialt sikkerhedsnet. Det samme er kineserne. Familiebilledet med Hu Jintao i midten. Xi Jinping står ved hans højre side, og først derefter som nr. 2 Li Keqiang. Faktorernes rækkefølge er ikke ligegyldig!

3 5 Magtens base. En enkel statistik illustrerer grundlaget for befolkningens generelle opbakning til ledelsen: udviklingen i bruttonationalproduktet (BNP) fra 1996 til 2006 (vist i 100 mio. RMB). Kina har den højeste vækst i verden med over 10 % om året, og millioner har overskredet fattigdomstærsklen. Men samtidig er gabet mellem rig og fattig, mellem by og land, vokset. Det Nye Venstre etablerede sig i to faser, og der dannedes dermed to forskellige fl øje inden for denne politiske retning: postmodernisterne og populisterne. Postmodernisterne, hvoraf hovedparten er højt uddannede med solidt fodfæste inden for den akademiske verden og et grundigt kendskab til vestlig, kritisk videnskab, gav sig fra midten af 90 erne især til kende i akademiske tidsskrifter med kritik af den vestlige modernitet, kritik af globaliseringen og neoliberalismen og med udgangspunkt i en intellektuel fortolkning af maoismen. Bombningen af den kinesiske ambassade i Beograd i 1999 førte til en bølge af folkelige protester i Kina, som på sin side gav stødet til fremkomsten af den populistiske fl øj af Det Nye Venstre. Sammenlignet med postmodernisterne er populisterne mere klart erklærede socialistiske og anti-imperialistiske, mere direkte maoistiske og tættere knyttet til de folkelige protester blandt kinesiske arbejdere og bønder. Internettet har fra starten været deres vigtigste kontakt til den kinesiske offentlighed. Både den postmodernistiske og den populistiske del af Det Nye Venstre er stærkt kritiske over for de økonomiske reformers sociale konsekvenser og især magtkapitalens indtog på markedet. Det er et udtryk, som beskriver den proces, at en række ledende politikere og virksomhedsledere på forskellig vis legalt som illegalt har gjort den værdi, der var akkumuleret i de statslige virksomheder, til deres private ejendom. I 2003 dukkede Det Gamle Venstre igen op til overfl aden, igangsat af protester mod den amerikansk-ledede invasion i Irak og de voksende arbejder- og bondeprotester mod forringelsen af disse befolkningsgruppers levevilkår. Denne gang markerede Det Gamle Venstre sig uden for kommunistpartiet med basis i den internetbaserede offentlighed og i en vis form for alliance med især populisterne fra Det Nye Venstre. Dermed genvandt den samlede venstrefl øj noget af sin politiske indfl ydelse, og det har muligvis afspejlet sig i regeringens og partiets politik under Hu Jintao. Der er dog ingen tvivl om, at de økonomiske reformer har skabt et solidt fundament for den dominerende position, der indehaves af neokonservatismen i den kinesiske ledelse og dens forbundsfæller i gruppen af neoliberalistiske intellektuelle og private erhvervsdrivende. Diskussion op til partikongressen Kommunistpartiets partiskoles tidsskrift, Studie Tidende (Xuexi Shibao), offentliggjorde i de sidste par måneder op til partikongressen en række artikler, der handlede om politiske reformer og demokratisering. I disse artikler fastslog man, at det økonomiske demokrati, som ligger i markedsøkonomiens valgfrihed og ligeværdighed mellem kontraktpartnere, udgør forudsætningerne for en politisk demokratisering af det kinesiske samfund. Et politisk demokrati skal dog først indføres inden for partiet og siden brede sig til resten af samfundet, og demokratiseringen skal som det også har været tilfældet med de økonomiske reformer gennemføres gradvist og langsomt. Disse artikler mødte imidlertid kritik fra både højre og venstre i Kina. Liberalisterne kritiserede ideen om først at satse på demokratisering inden for kommunistpartiet og krævede i stedet et egentligt konstitutionelt demokrati efter vestligt forbillede med indbygget magtbalance og folkelig kontrol med den førte politik. Det Nye Venstre vendte sig mod forestillingen om, at markedsøkonomien fungerer som en skole i demokrati. Tværtimod er det, efter deres mening, kollektive produktionsformer, som bygger på princippet én mand, én stemme, der skaber forudsætningerne for et politisk demokrati. I det hele taget er man i Det Nye Venstre skeptiske over for demokrati efter vestligt forbillede, fordi man frygter, at et sådant politisk system vil udvikle sig til et elitedemokrati, hvor den politiske magt ender hos dem, der i forvejen sidder på den økonomiske magt. Størst opmærksomhed i diskussionerne om demokratisering vakte dog en række artikler skrevet af socialdemokraten Xie Tao, den tidligere prorektor på Folkets Uni-

4 6 versitet i Beijing. Xie Tao talte i disse artikler varmt for en demokratisk socialisme efter socialdemokratisk model, som vi kender den fra Europa, med konstitutionelt demokrati, blandingsøkonomi og et udbygget velfærdssystem. Kun socialdemokratismen vil, ifølge Xie Tao, kunne redde Kina fra økonomisk og socialt sammenbrud. Xie Taos socialdemokratiske ideer blev skarpt kritiseret af både Det Gamle og Det Nye Venstre. Det Gamle Venstre beskyldte ham for med indførelsen af en blandingsøkonomi at ville gøre Kina fuldstændigt kapitalistisk. Repræsentanter for Det Nye Venstre kritiserede Xie Tao for at rode begreberne demokratisk socialisme og socialdemokratisme sammen. Ifølge dem kan man udmærket forestille sig en demokratisering af socialismen, uden at den omdannes til et kapitalistisk økonomisk system af socialdemokratisk tilsnit. Perioden op til afholdelsen af den 17. partikongres blev desuden præget af offentliggørelsen af to åbne breve til ledelsen af Kinas Kommunistiske Parti. Det første var underskrevet af 170 partimedlemmer, hvoraf mange var centralt placerede videnskabsmænd og partifunktionærer fra forskellige egne af landet. De fl este af underskriverne kom fra Det Gamle Venstre, men Det Nye Venstre var også repræsenteret. Brevet kritiserede bl.a. beslutningen fra den 16. partikongres om at lade selvstændige erhvervsdrivende, dvs. kapitalister, opnå medlemskab af kommunistpartiet. Ændringen i kriterierne for medlemskab har ført til, at mere end en tredjedel af kommunistpartiets medlemmer nu er kapitalister, og den bør, ifølge det åbne brev, omgøres. Desuden foreslås det i brevet, at omtalen af Deng Xiaopings og Jiang Zemins teoretiske bidrag til Kinas udvikling fjernes fra partistatutterne. En uge før partikongressen skulle afholdes, offentliggjorde to af medunderskriverne af ovennævnte åbne brev, Ma Bin og Han Xiya, et nyt brev til partiledelsen, hvor de argumenterede for, at de kinesiske fagforeninger burde gøres uafhængige af kommunistpartiet. Når der blandt partimedlemmerne fi ndes kapitalister, kan kommunistpartiet ikke længere fungere som arbejderklassens parti, og arbejderklassen bør derfor, ifølge Ma og Han, have en organisation, som uafhængigt af kommunistpartiet kan varetage dens interesser. Hu Jintaos lange rapport til kongressen bragte ikke nogle endelige eller afgørende svar på de mange spørgsmål, der blev rejst i den politiske diskussion før kongressen, og det afspejler sig i reaktionerne fra de forskellige politiske fl øje. Umiddelbart efter Hu Jintaos tale reagerede repræsentanter for Det Nye Venstre positivt, fordi talen understregede nødvendigheden af, at der blev fundet løsninger på landets sociale problemer, lagde vægt på det kinesiske samfunds socialistiske karakter og udtrykkeligt fastslog, at Kina ikke skulle have demokrati efter vestlig model. Det liberalistiske tidsskrift Finans noterede sig derimod de mange passager i talen, hvor der tales positivt om markedsøkonomi og Hu Jintaos understregning af, at formueindtægter i fremtiden vil få en øget betydning for økonomien. Socialdemokraten Chen Ziming konkluderede, at der i diskussionerne om demokratisering af Kina op til partikongressen havde manifesteret sig en enighed mellem socialdemokraterne og de demokratiske libera- Ambitionerne er fortsat skyhøje. I forbindelse med de fi re moderniseringen i 1978 besluttede ledelsen i Kina at fordoble BNP i perioden fra 1980 til Mange udenlandske iagttagere fandt det vildt urealistisk, men målet blev overopfyldt. Nu sætter man sig det samme mål for perioden 2000 til 2020.

5 7 Mødesalen med plads til de over 2200 delegerede. KKP har 73 mio. medlemmer. Partikongresser lister om nødvendigheden af en form for konstitutionelt demokrati. Ifølge liberalisten Han Zhu udgør liberalismen imidlertid ikke længere nogen trussel for den kinesiske ledelse, fordi ledelsen stort set har overtaget de liberalistiske økonomiske teorier og ideer. På det politiske område har det liberalistiske krav om demokrati desuden mistet støtte i befolkningen, fordi liberalismen i den almindelige kinesers bevidsthed forbindes med de voksende sociale problemer. Det Nye Venstre er derimod, ifølge Han Zhu, stadig en udfordring for den kinesiske ledelse. Det Nye Venstre har opnået stor folkelig opbakning ved konsekvent at kritisere de negative sociale følger af reformpolitikken, og samtidig har man fastholdt den maoistiske tradition. Partiledelsen er derfor tvunget til både at neutralisere den sociale kritik og marginalisere maoismen. Den sociale kritik kan den kinesiske ledelse komme i møde ved effektivt at bekæmpe de sociale problemer, og maoismen vil kunne marginaliseres ved helt at fjerne Mao fra den kinesiske diskurs om socialismen. Han vil fortsat blive hyldet som lederen af den kinesiske revolution, men teorien om den specielle kinesiske udgave af socialismen vil udelukkende blive opfattet som Deng Xiaopings, Jiang Zemins og muligvis Hu Jintaos fortjeneste. Den 17. partikongres har således ikke bragt nogle endelige løsninger på de sociale og politiske problemer i Kina, men den har måske åbnet for nye alliancer i landets brogede politiske landskab. 1 Shanghai og Nanhu, Zhejiang, juli Shanghai, juli Guangzhou, juni Shanghai, januar Wuhan, 27. april-9. maj Moskva, 18. juni-11. juli Yan an, 23. april-11. juni Beijing, september Beijing, april Beijing, august Beijing, august Beijing, september Beijing, 25. oktober-1. november Beijing, oktober Beijing, september Beijing, november Beijing, oktober 2007