RUBICON 2010 (3) Leder

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "RUBICON 2010 (3) Leder"

Transkript

1 Leder Sommeren er ved at være fortid og billederne fra ferien er for længst lagt i skuffen blandt de andre ferieminder. Bøgerne skal findes frem og blyanten spidses. Et nyt semester står på spring! Efter, for de flestes vedkommende, en tiltrængt pause, tager vi nu hul på efteråret og vi glæder os alle til at byde velkommen til de nye studerende fra årgang Vi håber, at I vil falde godt til her på studiet og at vi i de kommende år vil komme til at lære hinanden bedre at kende. Semesteret startede med en afslutning, et farvel til lektor og dr. Phil Kay Lundgreen-Nielsen, der efter mange års karriere ved Syddansk Universitet har valgt at gå på pension. Afskedsforelæsningen, der for manges vedkommende var semesterets første forelæsning, var en fornøjelig rutchetur gennem Europas og især Polens historie 1904 til Rubicon har med tanke på de nye studerende valgt at genoptrykke succesnummeret fra sidste år Historikerens Lille Bibel, der er en faglig rutchetur gennem nogle af historiefagets metoder og anvendelsesmuligheder. Historie er mere end kildekritik, hvilket vi forsøger at vise i dette nummer. At studere historie handler ikke (næsten) kun om at læse og studere men også om at være social og faglig aktiv. Derfor har vi i dette nummer også valgt at bringe nogle artikler om, hvad man som studerende kan engagere sig i og opleve. At deltage i foredrag som Kay Lundgreen-Nielsens afskedsforelæsning er en del af at være en aktiv studerende, hvilket er alfa omega for at få en god studietid. Der findes et væld af tilbud, såsom fagråd, studiegrupper og andre aktiviteter. I dette nummer har vi bl.a. en rejseberetning fra antikstudiegruppens rejse til Tyrkiet. Redaktionen kan kun opfordre jer alle til at deltage aktivt i det i finder interressant, lige fra oltid til krigsfilm, studerendes rettigheder eller festplanlægning. 1

2 Det nye semester byder nok en gang også på en ny studieordning. Vi ser frem til at se, hvordan det hele udvikler sig. Styrker studieordningen fagligheden eller svækker den de studerendes frie valg og muligheder? Lektor Per Grau Møller, studienævnsformanden vil i hans klumme komme ind på den nye studieordning. RUBICON har i løbet af ferien sagt farvel til flere medlemmer af redaktionen. Nicolaj Golles Rasmussen, Jeppe Jøhn Hørsholm og Kasper Sørensen har alle valgt at trække sig ud af redaktionen. Vi takker for et godt samarbejde, det har været nogle hyggelige år og vi håber I bliver glade for det I nu skal til. Når gamle træder ud, skal der nye kræfter ind. Vi byder derfor velkommen til flere nye ansigter. Slutteligt vil vi komme med en lille opfordring. Brænder I inde med noget, I mener vi burde vide lidt om, vil vi opfordre jer til at sende jeres bidrag, alt lige fra ris og ros, erfaringer I gør jer undervejs, bacheloropgaver eller andre projekter, boganmeldelser eller noget I undrer jer over. Debatindlæg er mere end velkomne. Vi håber, I alle får et godt efterårssemester! På redaktionens vegne Ditte B. Mikkelsen og Jesper Lundsby Skov Ansvarshavende redaktører 2

3 3

4 Indhold 6 Studielederens spalte 10 Et fag i splid med sig selv Bernard Eric Jensen 30 Hvad er kildekritik? Sebastian Olden-Jørgensen 42 Virksomhedshistorie Per Boje 64 Landarbejdernes faglige organisering Kasper Sørensen 90 Om kunsten at skrive biografi Birgitte Possing 55 Arkivkundskab 4

5 108 Fire ting jeg ved om mikrohistorie! Liv Egholm Feldt 115 Praktisk brug af erindringshistorie Jesper Vesterbæk 135 Den marxistiske historieopfattelse Niels Finn Christiansen 153 Formidling Lars Bisgaard 156 Kartografi Tønnes Bekker-Nielsen 171 Quentin Skinner og den angloamerikanske begrebshistorie Brian Kjær Olesen 200 Studienævnet 202 Studiegrupper 188 Studieture 5

6 6 Studielederens spalte Velkommen til et nyt studieår. I år er der flere nyheder på tapetet. For det første skal vi byde velkommen til hele 120 nye historiestuderende (ca. 105 russer og 15 tilvalgsstuderende). Det er første gang i mange år, at optaget sprænger rammerne, hvilket er meget glædeligt. Det giver jo selvsagt et større potentiale på studiet, når der kommer mange nye ansigter og kan fylde op på holdene og give et større variation i de realiserede områdeudbud, både på BAuddannelsen og kandidatuddannelsen. Det er glædeligt, at så mange har interesse for vores gode fag og uddannelse. En uddannelse som jo sidste år blev ubetinget akkrediteret af ACE-Denmark, den institution, som er bemyndiget til det her i landet; og en uddannelse som kan bruges til meget ved at skabe et godt akademisk grundlag for en beskæftigelse efter uddannelsen i hvert fald fortæller mange, at det er tilfældet. Alle de nye studerende skal tages godt imod derfor har vi i år lavet et nyt introduktionsforløb, som strækker sig fra 1. september til 10. september. Der er vægt på en blanding af det faglige og det sociale, som finder sted hver dag med fuldt program, og som afsluttes med en lille eksamensopgave i den første weekend. Samtidig har vi for første gang tilknyttet mentorer, som er udvalgte ældre studerende, som skal følge russerne ikke bare i intro-forløbet, men også senere i efteråret og måske også i forårssemestret. Vi skulle derfor gerne give de nye en rigtig god introduktion til studiet, opfange forskellige problemer samt sørge for at de bliver ved med at studere og ikke dropper ud. Men det skal ikke glemmes, at den arbejdsindsats der skal til i studiet, skal de nye være villige til at levere de skal motiveres til det bl.a. gennem inspirerende snak med ældre studerende. En anden nyskabelse er en ny kandidatstudieordning. Som et yderligere resultat af den studiereformgruppe, som studienævnet har nedsat bestående af både studerende og undervisere, vedtog studienævnet i april må-

7 ned en ny studieordning for vores kandidatuddannelse. Den bygger videre på de gode elementer fra vores 2007-studieordning, bl.a. eksamensformerne, men rummer samtidig flere nyskabelser. En af de mest markante er en tilbagevenden til grendeling, som kendes fra tidligere studieordninger. Nu hedder de tre grene: (almen) historie, politisk historie og kulturog socialhistorie. Det indebærer i udgangspunktet en skarpere tegnet profil for de to særlige grene. Det kunne også blive resultatet efter studieordningen, specielt hvis man fulgte de fagstammer, som studieordningen lagde op til. Men de fik desværre ikke særlig stor udbredelse, væsentligst fordi vi på lærersiden ikke i tilstrækkelig grad formåede at samarbejde om koordinerede undervisningsudbud. Det skulle gerne blive anderledes fremover specielt på de to særlige grene. De kendetegnes begge af et obligatorisk metode- og teorikursus, som det er meningen at give en særlig indføring til grenens profil. Dermed vægtes fagets metodiske del på kandidatniveau, som der også har været efterlyst (et af metodefagene kan også tages som et almindeligt område på den almene gren, men er ikke obligatorisk). En anden nyskabelse er et obligatorisk formidlingskursus på alle tre grene. Det har været kørt som forsøg i de to forgangne forårssemestre, og det er erfaringerne herfra som ligger til grund. Vægtningen på formidling sker ud fra devisen om, at hvis man ikke kan formidle sin viden i forskellig sammenhæng, er den ikke noget værd. Dette forårs kursus har fået stor mediebevågenhed under overskriften Tag din eksamen på en café. Umiddelbart poppet, men indholdet var meget seriøst, ligesom rammerne. Oplægget var en foredragsseance på Cafe Matisse i Kerteminde, som blev optaget og sendt ud senere på Kerteminde SeniorTV. Bedømmelsen foregik efterfølgende på baggrund af optagelserne. Foredraget var en mulighed for de studerende blandt flere eksamensformer, dvs. man var ikke tvunget til at optræde på TV, men kunne vælge andre medier til sin formidling. Jeg kunne ved selvsyn konstatere, at ingen af de studerende lod sig slå ud af formen, men levede fint op til den. Samtidig kan det også konstateres, at uden en solid faglig baggrund virker formidlingen ikke, hvor glamourøs den end måtte være. I hvert fald var det efterfølgende muligt at vurdere præstationerne meget differentieret. Om der fremover bliver eksamen på cafe, er op til underviseren og de studerende at beslutte rammerne for det er skabt. 7

8 En anden nyskabelse ligger på den etfaglige kandidatuddannelse i form af to 20 ECTS-områder, som begge skal afsluttes med en større hjemmeopgave. Det lægger op til fordybelse, som også har været efterlyst i vores uddannelse, men hidtil bremset af de overordnede krav om, at undervisningsudbud kun måtte være på 10 ECTS. Det lykkedes at overbevise bureaukratiet om, at 20 ECTS-områder ikke var et brud herpå, idet studerende kan vælge at stå af midtvejs og lave det til et 10 ECTS-område (med særlig eller rettere sædvanlig eksamensform). Måske bliver realiteten også, at første del af semestret vil køre som normal undervisning, mens sidste del bliver koncentreret om seminarer, hvor de studerende fremlægger deres større opgaver for hinanden og får feedback. Studieordningen lægger ikke op hertil, men der er intet i vejen for at tænke denne model ind i det. Et 20-ECTS område kan også afvikles som et 5 måneders praktik-ophold (eller projektorienteret forløb, som det officielt skal hedde). Det er stadig muligt at afvikle 3-måneders ophold (til 10 ECTS), men de 5 måneder giver større mening, samtidig med at praktikopholdet honoreres ordentligt i form af ECTS-point. Den nye studieordning lægger op til at tænke større sammenhæng ind i uddannelsen, både i form af områdevalg, evt. praktik, samt tilvalg under vejledning af en underviser, der fungerer som koordinator for de pågældende grene. Vi får se, hvordan det bliver udfoldet og modtaget. Den nye kandidatuddannelse bliver løbet lidt trægt i gang. Som bekendt har studiet været underlagt sparekrav fra fakultetets side, og der hvor der bedst kunne spares var på område-udbuddet på kandidatuddannelsen, uden at det ramte obligatoriske fag. Derfor gennemføres kun de 4 områdefag, som fik størst tilslutning (samt 1 mere i seminarform, for at en phdstuderende kan få opfyldt sin undervisningsforpligtelse). Ingen af disse områder er målrettet den nye kandidatuddannelse, så den halve snes der nu er blevet indskrevet på den etfaglige, må følge undervisningen og tilpasse den deres grenvalg. Senere kommer der udbud afpasset den nye kandidatuddannelse, i foråret det nye formidlingsfag samt i efteråret de to obligatoriske metode- og teorifag til den tid skulle der være basis for to årgange af kandidatstuderende og dermed sikre, at de kan køre. Studiemiljøet på historieuddannelsen lever, men har været nede i en bølgedal. Der kører ikke så mange aktive studiegrupper, f.eks. er gruppen om film og historie indstillet p.gr.a. manglende opbakning rent kvantitativt. 8

9 Fagligdag sidste efterår var også lidt af en farce i forhold til tidligere U100 var næsten tomt, på trods af et aktuelt og vedkommende program. I år håber vi at kunne rette op på dette, idet arrangementet er lagt i hænderne på en af de velfungerende studiegrupper, nemlig antikgruppen og der er opbakning fra den nye ledelse i Delirium til at arrangere en fest om aftenen. Men en af de store succeser skabt af de historiestuderende kører fortsat, nemlig bladet Rubicon, som du holder i hånden nu. Det har et højt fagligt niveau og vakte berettiget beundring, da akkrediteringspanelet var på besøg. Det fortjener fortsat at leve, men det kræver, at f.eks. nogle af de nye studerende har mod på at prøve kræfter med redaktionelt formidlingsarbejde. Med disse betragtninger vil jeg ønske et godt arbejds- og studieår til alle. Per Grau Møller 9

10 Et fag i splid med sig selv Antikvarisk eller pragmatisk historiebrug? Af Bernard Eric Jensen 10 Historikere har karakteriseret deres fag forskelligt igennem tiderne. En af de mere markante beskrivelser var den, som Povl Engelstoft ( ) udarbejdede i begyndelsen af 1940erne. Den indgik som en del af fremstillingen af Den videnskabelige Kultur, der igen var en del af det store samleværk Danmarks Kultur ved Aar 1940, der udkom mellem 1941 og Engelstoft karakteriserede sit fag på denne måde: Det gælder Historie mere end de fleste andre Videnskaber, at den har et Dobbeltansigt. Indadtil har den Blikket ufravendt rettet mod Sandheden, Erkendelsen, den nøjeseende og retfærdige Forstaaelse af, hvad der egentlig er sket. Den, der tjener Klio, Musen med den alvorlige Pande, maa hærde sit Sind mod Lidenskab og Frygt, maa sætte al sin Vilie ind paa at drage Sandhedens Honing ud af Kilderne, det være sig Folianter og Pergamenter eller Aviser og Regeringsakter. Han har kun én Herre, og det er Erkendelsen. Men udadtil ingen Videnskab er som Historien blevet taget i det levende Livs Tjeneste. De Resultater, der blev Frugten af Videnskabens Cellearbejde, er blevet omformet til Partiprogrammer, er skrevet paa Faner, der vajede over marcherende Masser, har tændt flammende Lyn for et Folk og har sænket det ned i Mørke. I en Nations gladeste og sorteste Timer har Historien rakt den sin Haand, til Jubel, til Kamp, til Trøst. Derfor er Historieforskningen og Historieskrivningen en stor og betroet og farlig Gerning. Derfor maa den, der vil studere deres Udvikling i en bestemt Periode, altid have Blikket rettet baade ( ) mod Arbejdet

11 for Sandhedens Erkendelse og mod Frugterne, der blev rakt Folket. (Engelstoft 1943 s.155) Povl Engelstofts fagkarakteristik kom til at fremstå som udglattende, fordi han valgte at bruge et dobbeltansigt som den billeddannende metafor. Med samme udgangspunkt kunne han også have beskrevet det som et ambivalent eller tvetydigt fag eller ligefrem et fag, der er i spild med sig selv. For som det fremgik af hans karakteristik blev historikere stillet overfor den fordring, at de på samme tid at skulle virke i to vidt forskellige verdener hver med deres normer og idealer. To spørgsmål melder sig i forlængelse af Povl Engelstofts fagforståelse. Det første vedrører et sagforhold: hvordan kan nævnte dobbelthed bedst forstås og forklares? Et svar må søges i fagets historie. Det andet spørgsmål har en anden karakter. Det drejer sig om en identitetspolitisk problemstilling: hvordan skal nutidens historikere stille sig til nævnte dobbelthed? At svare herpå fordrer, at historikere skal træffes et fagligt identitetsvalg. Vil de fastholde og videreføre et ambivalent historiefag? Eller vil de snarere satse på en omprofilering af det? Pragmatisk kontra antikvarisk historiebrug Der finder forskellig slags historieinteresse. Der kan skelnes mellem en pragmatisk og en antikvarisk historiebrug, og det er det er forskellen mellem disse, der bedst forklarer dobbelt- eller tvetydigheden i Povl Engelstofts fagkarakteristisk. Det er derfor også vigtigt at være opmærksom på, at selve ordet historie kan og er blevet forstået på flere måder. Det vil sige, at den betydning, som begrebet historie tilskrives, udgør en foranderlig størrelse det har betydet noget (delvis/meget) forskelligt til forskellige tider og i forskellige miljøer. Blandt folk flest er en pragmatisk historieinteresse den mest fremtrædende, men også blandt fortalere for en humanistisk tilgang til studiet af historie har den været normen. I så fald interesser man sig for historie, fordi man forventer at kunne bruge den erhvervede indsigt i fortidige personers liv og forhold i sin egen livshistorie og hverdagsliv. Den tilgang kaldes historia magistra vitae historie som en livets læremester. Den bagvedliggende forestilling er, at mennesker vil kunne blive bedre til at frembringe historie ved at studere historie. 11

12 12 Det er dog ikke alle, der tænker i de baner. Der er også de lærde, som har afvist forestillingen om, at studiet af fortidige forhold og forløb instrumentaliseres dvs. det skal have en brugs- eller nytteværdi. Sådanne lærde har betragtet sig som antikvarer dvs. forskere, for hvem det at udforske fortidige personers liv og forhold har en værdi i sig selv. De var fortidselskere og studerede derfor historie con amore. Også blandt lægfolk gør en antikvarisk historieinteresse sig gældende; de fascineres af rariteter (dvs. gamle og sjældne sager) på grund af deres ælde og særlige aura. Konflikten mellem en pragmatisk og antikvarisk historiebrug har været et tilbagevendende tema i fagets historie, men måden, hvorpå disse tilgange er blevet forstået og begrundet, har været forskellig til forskellige tider. En filologisk antikvar kontra en filosofisk historiker Går vi små 300 år tilbage, havde konflikten mellem antikvarisk og pragmatisk historiebrug karakter af en konflikt mellem to forskellige slags historikere, der virkede inden for samme lærde miljø. På den ene side var der den filologiske antikvar, på den anden den filosofiske historiker. Der kan sættes navne på de to slags historikere: Hans Gram ( ) var den filologiske antikvar, Ludvig Holberg ( ) den filosofiske historiker. De havde begge startet med at studere teologi ved Københavns Universitet, men hvor Gram skiftede studieretning og endte med at tage magistergraden i klassisk filologi, dér færdiggjorde Holberg sin teologiske kandidateksamen. Gram blev først professor i græsk og blev siden hen tillige leder af Det Kongelige Bibliotek og kongelig historiograf. Holberg var først professor i metafysik, dernæst i latin for endelig i 1730 at blive professor i historie og geografi. Gram var en profileret viderefører af den antikvariske lærdomstradition. En antikvar (på engelsk: an antiquarian) var en lærd fortidselsker, og de lærde havde oprindeligt rettet deres opmærksomhed mod materielle levn fra den græsk-romerske oldtid, men udvidede siden hen deres interessefelt til også at omfatte levninger fra den nordiske oldtid. Den islandske lærde Arni Magnússon ( ) blev fx i 1701 professor philosophiæ et antiquitatum Danicarum (i filosofi og danske antikviteter) og det var ham, der indsamlede islandske håndskrifter og grundlagde en berømt samling heraf ved Københavns Universitet. Også Hans Gram var en ivrig samler, der opsporede sjældne manuskripter og bøger, der blev erhvervet til samlingerne på Det Kongelige Bibliotek.

13 Det var filologisk tekstkritik og historisk kildekritik, der stod i centrum for Grams arbejde, men kun sjældent følte han sig foranlediget til at redegøre for, hvad der var drivkraften bag hans lærde studier. Da han i 1745 i Det Københavnske Selskab for Lærdoms og Videnskabers Elskere holdt et foredrag Om Kong Knud den Stores Reise til Rom, hvad Aar den er skeet, kom han dog ind på netop det spørgsmål: Til sidst, motte vel ogsaa nogen findes, der vilde spørge, hvortil nytter nu alt dette? Og er saadant vel en Times, end sige nogle Dages Studeringer, Læsen og Skrifven værdt, hvad heller Kong Knud, som i 700 Aar og mere har været død, var anno 1027 i Rom, eller 1031? Jeg svarer, det jeg gierne tilstaar, at for den allerstørste Deel Mennesker i Verden er dette en heel unyttig Ting. ( ) [Men] skal Historien være sand og god Videnskab, og et alvorlige Arbeide, da maae baade Aars-Tal og andre Data, saa og alle de Ting, som forekommer, examineres med den yderste Fliid og skarpeste, som mueligt er. (Gram 1745 s.51 53) Sådan tog en antikvars programerklæring sig ud midt i 1700-tallet. Historisk forskning var en seriøs og lærd beskæftigelse, der krævede megen tålmod og akribi. Det afgørende var, at forskeren på metodisk vis nåede frem til sikker viden om fortidige personer og forhold. Den efterprøvede og sikre viden kendetegnede god videnskab, og antikvarer fandt det upassende, hvis man satte spørgsmåls ved værdien af en sådan forskning. Men der var også de lærde, der distancerede sig fra den antikvariske lærdomstradition. I Introduction til Natur- og Folke-Rettens Kundskab fra 1716 beklagede Ludvig Holberg sig åbenlyst over de skadelige virkninger, som en antikvarisk tilgang havde, når den blev taget i brugt i forbindelse med uddannelsen af ungdommen. I stedet for at give de unge nyttige kundskaber lod antikvariske lærde dem bruge deres tid på den gamle fabelagtige Historie og lod dem Lære visse stykker hid og did dvs. udenad (Holberg 1913 s.520). For Holberg var historie alt andet end en verdensfjern syssel. Det var snarere en særdeles nyttig virksomhed noget helt afgørende, hvis man ville have bedre styr på sit eget liv. Han udgav i 1733 Synopsis historiæ universalis (universalhistorisk sammenfatning) til brug ved universitetet, og heri defineredes historie på følgende måde: 13

14 Quid est Historia? Historia est rerum præteritarum narratio, eum in finem susscepta, ut earum conservetur, qvibus ad bene beatéque videndum instruamur. (Hvad er historie? Historie er en fortælling om fortidige forhold med det sigte at bevare i erindringen om de forhold, som kan lære os at leve [moralsk] godt og lykkeligt). (Holberg 1928 s.13) Holberg var en vaskeægte magistra vitae historiker og bemærk derfor, at Holberg ikke brugte termerne historie og fortid som et sæt synonymer. Historie vedrørte kun videregivelsen af de fortællinger om fortidige forhold, der havde en brugsværdi i samtiden altså kun det, der var erindringsværdigt. Følgelig var ikke enhver fortælling om fortidige forhold historie i Holbergsk forstand. Der skulle noget mere til. For Holberg var historie og politisk dannelse sider af samme sag, og de historier, det var værd at videregive, ville alene være dem, der kunne gøre folk mere indsigtsfulde, handlingsduelige og ansvarlige, end de ellers ville have været. Og forudsætningen for, at en historiker vil kunne udvælge de brugbare fortællinger, var, at historikeren havde oparbejdet indsigt i, hvad der rørte sig i samtiden dvs. at tage afsæt i en samtidsanalyse. Det var den forståelse af historie, Holberg foldede ud i en af sine Epistler (1748): Jeg holder det Historiske Videnskab næst Guds Ord for den nyttigste og vigtigste af alle, naar det bliver læset med rette Øyen. Jeg lærer deraf at kiende Lande. Jeg lærer at kiende Mennesker. Jeg lærer at kiende mig selv. Ja, jeg lærer at spaa. Thi man kan af forbigangne Ting dømme om tilkommende, og derfor i visse Maader hver grundig Historicum for en Prophet. Moralske Betænkninger ere vel af stor Nytte; men Historien haver kraftigere Virkning, naar den læses med Skiønsomhed, og naar den er udi rette Skikkelse. (Holberg 1935 s.639) Det historiebegreb udfoldede Holberg ikke alene i sine lærebøger og epistler. Som indledning til tredje bind af hans hovedværk Dannemarks Riges Historie (1735) blev læserne præsenteret for en Betænkning om Historier, hvor historie blev lignet med: ( ) et Speil, hvorudi man af forbigangne Ting kan se og dømme om tilkommende, lære at kiende sig selv tillige med andre, og erhverve den 14

15 solidste Kundskab udi Morale, Jure publico og Stats-sager, udi hvilken Henseende Historiers Læsning fornemmeligen recommenderes Regenter og høje Stands-Personer, som det allervigtigste af verdslige Studiis. (Holberg 1927 s.16-17) Et splittet etnisk-nationalt historiefag Går vi frem til 1830erne og 40erne, var det historiske miljø fortsat præget af konflikten mellem dem, der foretrak en antikvarisk tilgang, og dem, der ville videreføre magistra vitae traditionen. Men der var samtidigt ved at ske en afgørende ændring i måden at tænke historie på. Historikere var nemlig begyndt at tage afsæt i et etnisk folkebegreb, når de skrev historie. På den måde bidrog de til etableringen af det forestillede fællesskab, der gik under betegnelsen det danske folk. Det skete ved, at der blev brugt, hvad der teknisk kaldes en identitetskonkret fremstillingsform dvs. at der i selve fremstillingen blev indarbejdet henvisninger til et ganske bestemt fællesskab. I så fald skrev afsenderen (en dansk historiker) en historie (om det danske folk) til brug for sine læsere (danske folk) dvs. alle led i denne formidlingstrekant var dele af et og samme fællesskab. Når en dansk historiker gjorde brug af formulering som vore forfædre og vor danske historie, blev der følgelig åbnet op for den mulighed, at læsere (danske folk) kunne identificere sig med den fortalte historie (om det danske folk) og begynde at sige til sig selv/hinanden: det drejer sig om mit/vort folks historie, det er her, at jeg/vi hører hjemme, og det er det folk, som jeg/vi må stå last og brast med. Men der fandtes i 1830erne og 1840erne to konkurrerende former for etnisk-national historieskrivning. Der var de folk, der gik ind for, hvad Lorenz Rerup har benævnt en litterær nationalisme dvs. hvor der blev taget afsæt i en forestilling om et dansk folk, men hvor dette folk ikke blev fremstillet som et politisk aktivt, men kun som et sprogligt-kulturelt subjekt. Og der var de liberale, der ville fremme en politisk nationalisme, hvor den bagvedliggende forestilling var, at folket var et politisk myndigt subjekt og derfor skulle have del i statens styrelse. Den Danske Historiske Forening blev stiftet i 1839, og den begyndte fra 1840 at udgive et dansk Historisk Tidsskrift. Det var filologen Christian Molbech ( ), der var drivkraften og ildsjælen bag dette projekt, og han blev da også tidsskriftets første redaktør. 15

16 Formaalet med den danske historiske Forening er: dels at vække historisk Aand og Interesse, deels at fremme historisk Konst og Talent, og historiske Studier og Arbeider, vel ikke udelukkende, men dog altid med nærmest Hensyn til Fædrelandet og den danske Litteratur; deels at medvirke til Opmærksomhed paa og Bevaring af danske historiske Dokumenter og andre Kilde-Skrifter, dels endelig at bevirke og fremme Udgivelsen af større nationale Arbejder, henhørende til Danmarks Historie, Geographie, Ethnographie og Archæologie. (Citeret efter Jørgensen 1939 s.38) At der var tale om en videreførelse af den antikvariske tradition fremgik ikke kun af, at den nye forening forpligtede sig på at indsamle og udgive danske historiske dokumenter. En af de andre opgaver, den tog på sig, var at udgive en geogrphisk-ethnographiske og antiquarisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark. Også foreningens medlemskreds viste, at foreningens etnisk-nationale profil var litterær snarere end politisk. Den havde i første række hvervet sine medlemmer blandt helstatens konservative grupperinger: embedsmænd (herunder præster) og godsejere, og det var ikke grupper, der ønskede at udfordre den enevældige kongemagt. Situationen tog sig helt anderledes ud blandt datidens liberale grupperinger. Her søgte man målrettet at få ændret ved tingenes tilstand. Det blev åbenbart, da C.F. Allen ( ) udgav sin Haandbog i Fædrelandets Historie i Af hans forord og fremstilling fremgik, at Allen var en stor beundrer af Holberg: Holberg blev ved sine Komedier og ( ) sine historiske Skrifter den nyere danske Litteraturs Fader, og ( ) han vandt ( ) en Plads i Folkets Hjærte, hvorfra han aldrig vil fortrænges, saalænge det danske Folk bliver sig selv ligt. (Allen 1842 s. 520) Men når Allen skrev historie, gjorde han dog brug af en anden tolkningsramme end den, som Holberg havde benyttet. Forskellen fremgik af deres titler. Holbergs hed Dannemarks Riges Historie ( ), hvorimod Allen havde givet sit titlen Haandbog i Fædrelandets Historie med stadigt Henblik på Folkets og Statens indre Udvikling (1840). Hvor Holberg havde skrevet rigets historie, dér ville Allen skrive fædrelandets, og det blev defineret som det danske folks historie. 16

17 I 1840erne var begreberne rige og folk ikke et sæt sammenfaldende størrelser. Når Allens danmarkshistorie kunne fremstå som et angreb på den herskende samfundsorden, skyldtes det to forhold. Han betragtede dels den danske del af befolkningen i hertugdømmet Slesvig som en integreret del af det danske folk, og det kom til at fremstå som en politisk provokation, idet det sendte et signal om, at der var dem, der gerne så en ændring af kongerigets grænser. Hertil kom, at Allens danmarkshistorie havde karakter af en indgribende historieskrivning dvs. en fremstilling, der ikke kun behandlede fortidige forløb, men som også ville påvirke, hvordan den fremtidige udvikling ville komme til at forløbe. Et af de gennemgående temaer i danmarkshistorien var beskrivelsen af Folkekarakteren eller Folkeaanden, og han bidrog på den måde til, at dele af befolkning kunne oparbejde en ny selvforståelse, og vel at mærke en, der pointerede, at det danske folk var et politisk aktivt subjekt. I håndbogens sidste kapitel opridsede Allen de sidste stadier i Folkeaandens Udvikling og søgte at gøre det klart for sine læsere, at de stod på tærsklen til en ny æra i deres historie: Oplysningen spredte sig mægtigen i alle Stænder, og Borgeren lærte at betragte sig ikke som en villieløs Maskine, men som et selvbevidst og selvvirksomt Medlem af Statssamfundet. Tidens Aand og store Verdensbegivenheder, nære og fjærne, bidroge ogsaa Deres til at udvikle den vaagnende Folkeaand og henvende Borgerens Opmærksomhed paa sit Forhold til Staten og det Offentlige. (Allen 1842 s. 616) Ifølge Holberg skulle den gode historiker bl.a. vise sit værd ved at fremlægge plausible bud på, hvordan fremtiden ville komme til at forme sig. Den idé holdt Allen fast i, da han skrev sin Haandbog i Fædrelandets Historie. Den blev afrundet med en skitse af, hvad Allen håbede på ville fremstå som en selvopfyldende profeti. Og mindre end ti år efter håndbogens udgivelse, var Allens profeti gået i opfyldelse: vedtagelsen af Junigrundloven i 1849 markerede enevældens ophør i kongeriget Danmark. Og Allen havde med sin Haandbog i Fædrelandets Historie ydet et bidrag hertil, idet hans værk havde været med at nære et sæt nye forventninger hos folk om, hvad fremtiden kunne/ville bringe og en ny historiebevidsthed er en af forudsætningerne for at få kunne gennemføre en større politisk omkalfatring. 17

18 En ambivalent kontra en stålsat historiker Når konkurrerende traditionsdannelser på samme tid satte deres præg på historikermiljøet i Danmark, er det ikke overraskende, at det ikke kun udløste en strid mellem to slags historikere den antikvariske og den pragmatiske men at det også kunne opstå en indre konflikt i den enkelte historiker. I så fald har vi at gøre med den ambivalente historiker en, der fandt det vanskeligt afklare, hvilket fagligt ben han ville stå på. Casper Paludan-Müller ( ) var en sådan historiker. I 1840erne havde han skrevet en kritisk anmeldelse af Allens Haandbog i Fædrelandets Historie, men det fremgår af en af hans dagbogsoptegnelse fra 1856, at han selv nærede en ambition om at kunne udarbejde et lignende værk et, der også ville sætte sit præg på, hvordan det danske folks videre historie ville komme til at forløbe: Et saadant Værk maatte paa een Gang gribe Alle, der havde Evne til at opfatte det, lære Folket at forstaa sin Nutid og ane sin Fremtid, og føre Historikerne bort fra det Underordnede til hvad der virkelige var værd at sætte sit Liv ind paa. Det kan ikke være Andet end at Fædrelandets Historie, saaledes behandlet ( ) maatte blive af høi Betydning for Folkets Liv. (Paludan-Müller 1958 s.52) Efter at Caspar Paludan-Müller var blevet udnævnt til professor i historie i 1871, begyndte han imidlertid at distancere sig fra den antagelse, at en historiker også skulle beskæftige sig med sit folks nutid og fremtid. Det fremgår af de forelæsninger, han holdt i 1870erne: dels dem om Indledning til Historiens Studium, dels dem om Dansk Historiografi i det 18de Aarhundrede. Han var den første danske faghistoriker, der forsøgte teoretisk at begrunde, at faget kun skal beskæftige sig med fortiden altså hvad der på tysk kaldes eine Vergangenheitswissenschaft. I Indledning til Historiens Studium formulerede Paludan-Müller det på følgende måde: Historie er Videnskaben om Menneskeslægtens Udvikling gjennem Fortidens Begivenheder. ( ) Historien har kun Fortiden at behandle, den nærmere eller fjernere Fortid. Den skuer tilbage paa de tilbagelagte Stadier, betragter de vundne Resultater og opleder i dem Udviklingens Spor for at kunne følge dens Gang. Nutiden tilhører det praktiske Liv, ikke Historien; - endnu mindre har Historien med Fremtiden at gjøre. (Paludan-Müller 1991 s.36-37) 18

19 I forelæsningerne over Dansk Historiografi i det 18de Aarhundrede blev det sagt på denne måde: Historieskrivning har kun det afsluttede til Gjenstand, en Nutidshistorie er, ret beset, en Selvmodsigelse. (Paludan-Müller 1883 s.46) Når det drejede sig om at gøre et fortidsfikseret historiebegreb til normen blandt danske faghistorikere, var Caspar Paludan-Müller foregangsmanden. Men det fremgik af andre dele af hans Indledning til Historiens Studium, at han ikke kunne få sig selv til at skrotte magistra vitae traditionen helt. På linie med Holberg pointerede han, at folk ved at studere fortidige forhold kunne opnå indsigt i, hvor et menneske- og samfundsliv fungerer, han føjede derfor også til: Derfor er Historiens Studium saa vigtig for Statsmanden (Paludan-Müller 1991 s.37). Og når han kritiserede de historikere, der gjorde brug af en magistra vitae tilgang, føjede han samtidigt til: Det bliver da ikke Historien, der belærer, men Forfatterne (Sst. s.72). Der var altså ikke tale om en konsekvent afvisning af, at et historisk studium skulle sigte mod at frembringe nyttig viden. Hvor Caspar Paludan-Müller havde et ambivalent forhold til magistra vitae traditionen, var der andre, der mere helhjertet ville videreføre den. Det gjaldt fx hans historikerkollega A.D. Jørgensen ( ), der i 1880erne skrev en ny danmarkshistorie til brug for især de danskere, der efter nederlaget i 1864 skulle leve under en tysk statsmagt. Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie udkom i 1882, og det blev straks også et særdeles populært værk i kongeriget. A.D. Jørgensen brugte helt samme betegnelse, som Allen havde benyttet: en fædrelandets historie, og i lighed med Allen var værket konciperet som en historie om det danske folk. Han var også som Allen en stor beundrer af Holberg, hvis liv og virke optog en af hans fortællinger. Og helt på linie med den tradition inden for dansk historieskrivning, var det afgørende for Jørgensen, at der af folkets hidtidige historie skulle kunne uddrages en nyttig og fremadrettet lære: Vor Historie kan i sit omskiftelige Løb være os en uvurderlig Læremester i Taalmod og Fortrøstning ( ). Guds Veje er uransagelige. Den tunge Tilskikkelse, han sendte det danske Folk [i 1864], har til visse i mange Maader været til Styrkelse og Vækkelse, til Inderliggørelse i 19

20 Kærlighed til Fædrelandet, til Styrkelse af Folkets bløde og svage Sind og til Udvikling af dets rige aandelige Evne. Tiderne skifter og Menneskenes Sind forandres; vi kan ikke slippe det Haab, at det danske Sønderjyllands ulykkelige Skæbne en Gang vil formidles, at den Afgørelse, som mislykkedes 1864, endnu vil kunne opnaas som endelig Afslutning af dette Lands omskiftelige Historie. Den bør da kunne blive et Pant paa varig Fred og god Forstaaelse mellem beslægtede Folk nord og syd for den nationale Grænse, der er sat af Aarhundreders Udvikling, og som det ikke er vor Sag at gaa i Rette med. (Jørgensen 1915 s ) På samme måde som C.F. Allen havde gjort det fire årtier tidligere, ville A.D. Jørgensen bruge sin danmarkshistorie til at øve indflydelse på den måde, hvorpå det danske folks fremtidige historie ville komme til at forløbe. Derfor blev fædrelandshistorien rundet af med at oprulle et fremadrettet scenarium for, hvordan forholdet mellem danskere og tyskere i grænselandet bedst ville kunne reguleres. Og på samme måde som ved Allens fremtidsvision kom Jørgensens til at fungere som en slags selvopfyldende profeti. Da den dansk-tyske grænse skulle drages på ny i 1920, besluttede et flertal af de danske politikere at holde fast i, hvad der havde været kernen i Jørgensens fremtidsvision, nemlig at gøre den til en sindelagsgrænse. En tvetydig historiker Kristian Erslev ( ) var i en alder af 31 år blevet professor i historie ved Københavns Universitet, og da hans 25-års professorjubilæum oprandt i 1908 ønskede en kreds af hans elever at fejre ham på behørig vis. I den anledning skrev P. Munch ( ), den radikale politiker og senere udenrigsminister, en karakteristik af Erslev som historiker til månedsskriftet Det ny Aarhundrede. Her fremhævede han følgende: Hørup sagde en Gang: det er bedre at skabe Historie end at skrive Historie ( ). Dette er overmaade sandt, men man kan svare dertil, at det at skrive Historie meget ofte tillige er at skabe Historie. Der ligger vel ikke saa overvættes stor Vægt paa, om den ene eller den anden Enkelthed af Fortidens Historie oplyses lidt mere eller lidt mindre rigtigt, men naar der ud af et paalideligere Kendskab til de mange Enkeltheder, vokser et nyt og sandere Syn paa Folkets gamle Historie, da betyder denne Omvurdering ofte overmaade meget for den nye Historie, der er ved at skabes. De Forestillinger, der lever i et Folk om dets For- 20

21 tid, bestemmer jo i høj Grad dets Syn paa Nutid og Fremtid. (Munch 1908 s. 442) Ud fra en nutidig optik er det værd at bemærke, at Munch forstod historie på en måde, der ligner, hvad der i dag kaldes historiebevidsthed. Hans ordvalg viser også, at han opfattede Erslev som en historiker med rødderne solidt plantet i en magistra vitae tradition. At det var velbegrundet, kom til at stå klart, da Erslev tre år senere udgav sit skrift om Historieskrivning. Grundlinier til nogle Kapitler af Historiens Theori (1911). I et kapitel heri behandlede han Historiens Nytte og fremhævede følgende: Vi danske behøver ( ) ikke at gaa uden for vore egne Grænser for at erkende, hvorledes Historieskrivning paavirker Nutidslivet. Hvor meget har danske Historikere ikke udrettet [i 1830 erne og 1840 erne] for at vække Forstaaelsen af, hvad vor folkelige Ejendommelighed betyder og hvorledes den skal styrkes, ja selve vort Program i Kampen mod den indtrængte Tyskhed, Ejdergrænsen, Selsvigs tusindaarige Danskhed, er jo formet eller i alt Fald straks knæsat og forsvaret af dansk Historieskrivning, hvad der baade er dens Ære og dens tunge Ansvar. Og ikke mindre vejer det til, hvad Historien har betydet for os gennem den grundtvigske Højskole. Om Historieskrivningens praktiske Indvirkning i hvert enkelt Tilfælde har været til Gavn eller Skade, kan man tvistes om, men at denne Virkning stadig findes, det kan ingen nægte, og der er sikkert ikke Grund til at tro, at det i Fremtiden vil stilles sig anderledes. (Erslev 1937 s.253) Kristian Erslev var helt på det rene med, at de (fleste af de) historier, som faghistorikere skrev, også søgte at påvirke, hvordan de historisk-sociale processer fremover ville komme til at forløbe. De var således optaget af at frembringe en for samtiden brugbar viden. Det gjaldt i øvrigt også for en del af Erslevs egen produktion. Ikke desto mindre insisterede Kristian Erslev samtidigt på at definere historie som en videnskab, der alene skulle beskæftige sig med det fortidige. Det skete i Historisk Teknik. Den historiske Undersøgelse fremstillet i sine Grundlinier (1911/1926), hvor der videnskabsteoretisk blev skelnet mellem samtidsvidenskab (fx politik, økonomi, psykologi) og fortidsvidenskab. Det skete ved at legitimere historiefaget ved hjælp af et fortidsfikseret historiebegreb, om end hans begrundelse heraf var en ganske anden end den, som Caspar Paludan-Müller tidligere havde brugt: 21

22 ( ) man maa overhovedet stille sig klart, at Historien ikke som andre Videnskaber har sit særlige Sagomraade; hvad der er Historie for os, var levende Nutid for vore Fædre; og hvad der sker i Dag, er i Morgen Historie. Træffende har Seignobos udtrykt dette ved at sige, at ingen Genstand er historisk uden par position, nemlig ved at være Fortid for den, der studerer den. (Erslev 1926 s. 3) Kristian Erslev var formentlig klar over, at han i 1911 søgte at forsvare et sæt historieteoretiske positioner, der fremstod som ret uforenelige, men i stedet for at arbejde videre med den teoretiske konflikt valgte han at legitimere sin position ved videnskabsteoretisk at skelne mellem historieforskning på den ene side og historieskrivning på den anden. En historiker skulle det ene øjeblik være en fortidsforsker, der ikke behøvede at gøre sig overvejelser over, om den viden, der blev frembragt, havde en brugsværdi for folk i samtiden. Historieforskning blev hermed en videreførelse af den antikvariske lærdomstradition. Men når historikeren skulle fungere som historieskriver, var sigtet at øve indflydelse på samtiden ved at frembringe en brugbar og fremadrettet viden. Historieskrivning blev hermed en videreførelse af magistra vitae traditionen. Et fag i splid med sig selv Hvordan har historikermiljøet håndteret denne del af arven efter Erslev? Der kunne i princippet være tale om at forfølge en af tre strategier. Historikere kunne beslutte sig for (i) at holde fast i Erslevs skelnen og lade som om, at historieforskning og historieskrivning til sammen udgjorde en velordnet og modsigelsesfri helhed. Eller de kunne vælge (ii) at skrotte Erslevs skelnen ved at indordne historieforskning under historieskrivningen. Eller de kunne i stedet beslutte sig for (iii) at skrotte hans skelnen ved at underordne historieskrivning under historieforskningen. Alle tre strategier er blevet taget i brug i eftertiden. Den første strategi var den, som Povl Engelstoft gjorde brug af i 1940erne. Han var selv en elev af Erslev, og hans fremstilling af fagets dobbeltansigt viser ikke kun, at han havde tilegnet sin lærers hele tilgang, men at han også loyalt søgte at videreføre den altså at fremstille den som normen inden for historiefaget. P. Munch satsede på den anden strategi. Det skete ved, at han slet og ret så bort fra det videnskabsteoretiske skel, som Erslev havde lagt for meto- 22

23 delæren i Historisk Teknik (1911/1926), og han søgte i stedet at knytte historie og samfundsvidenskab fagligt nærmere til hinanden. Formålet var at gøre disse videnskabers akkumulerede viden brugbar i samtiden, og det fremstår som Munchs forsøg på at videreføre en magistra vitae tænkning, om end den nu blev udlagt med afsæt i en positivistisk videnskabsopfattelse. Hele dette projekt blev søgt virkeliggjort ved at få oprettet et nyt Institut for Historie og Samfundsøkonomi, og Munch har i sine Erindringer beskrevet formålet hermed på denne måde: I 1926 fik jeg oprettet Institut for Historie og Samfundsøkonomi. Det var min Opfattelse, at det Stof, der foreligger om Begivenheder og Forhold i den nyeste Tid, er saa rigt, at der er en vis Mulighed for derfra at hente en Opfattelse af den nærmeste kommende Tids Udvikling og for ved Fremstilling af denne at øve en vis Indflydelse på Begivenhedernes Gang. (Munch 1964 s.86) Erik Arup ( ), endnu en af Erslevs elever, satsede derimod på den tredje altså den stik modsatte strategi. Det skete ved, at han gjorde sig til talsmand for den faglige norm, at enhver faglig historieskrivning skal underordne sig den lærde historieforskning. Den strategi udmøntede Arup i sin Erslev-nekrolog (1930), der dermed fik karakter af et åbent og flersidet opgør med hans egen lærer og forgænger. Erslevs skrift om Historieskrivning (1911) påpegede Arup havde ikke kun afdækket den splittethed og utilfredshed, hvormed Erslev betragtede sin egen gerning. [Erslev gik] endogsaa saa vidt som til ikke helt at ville nægte historieskriveren ret til at sige noget, der beror paa ren fantasi, og til at bifalde nogle ord af A.D. Jørgensen om, at vigtigere end korrektheden, som man dog aldrig kan naa fuldt, er varmen og inderligheden! ( ) [Men påpegede Arup opfølgende ] historieforskningen maa kræve, at historieskrivningen ganske underordner sig den; historieskrivningen tør intet sige, som historieforskningen ikke forud har godkendt eller som den vil foreløbig godkende, indtil bedre forskning fremkommer. (Arup 1977 s ) Der blev efterfølgende også udarbejdet givet en historiografisk legitimering af den position, som Arup havde indtaget. Det blev leveret af Ellen Jørgensen, der var ansat på Det Kongelige Bibliotek, og som tillige var re- 23

24 daktør af Historisk Tidsskrift fra 1924 til Legitimeringen skete gennem hendes to værkerne Historieforskning og Historieskrivning i Danmark indtil Aar 1800 (1931) og Historiens Studium i Danmark i det 19. Aarhundrede (1943). Heri blev de historikere, der lod sig styre af en antikvarisk historieinteresse, kaldt for den lærde Linie. De historikere, der satsede på en pragmatisk historiebrug, blev derimod beskrevet som: Folk, hvis Syn på Fortiden var bestemt af deres Stade i Dagens Strid. De blev sat i Gang af den ildfulde Debat og de store Oplevelser, men de måtte samtidigt betale en pris herfor: det subjective Moment var en Fare (Jørgensen 1943 s.80). I Ellen Jørgensens Historiens Studium i det 19. Aarhundrede blev Kristian Erslev gjort til det foreløbige kulminationspunkt, hvad angik etableringen af en dansk historievidenskab. Men ikke desto mindre valgte hun at afrunde det værk med åbent at kritisere Erslev, fordi han i sit skrift Historieskrivning (1911) med hans egne ord havde villet bryde en Lanse for Historieskrivningens Frihed. Det havde forhindret ham i at fuldbyrde sin indsats for dansk historievidenskab. Han burde i stedet mente Ellen Jørgensen have ført den lærde tradition igennem til dens logiske slutpunkt ved at opstille den faglige norm, at al historieskrivning skulle indordne sig under den videnskabelige historieforskning altså at holde den strenge, uafhængige Forsken i Hvæd (Sst. s.246). Konflikten mellem en antikvarisk og en pragmatisk historiebrug hører imidlertid ikke kun fortiden til, den sætter fortsat sit præg på historikermiljøet i Danmark (Se fx Jensen 1997). Jeg nøjes med at give en enkelt modstilling fra de senere år den markante forskel i udsyn og engagement, der er mellem værker som Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie ( ) og Søren Mørchs Den sidste Danmarkshistorie (1996). Den seneste store danmarkshistorie blev redigeret af rigsantikvar Olaf Olsen (f.1928), der også forsynede den med en indledning, der bærer titlen Den ny Danmarkshistorie (1988). Det fremgår af den, at den ny danmarkshistorie gerne ville tilgodese både en antikvarisk og en pragmatisk historieinteresse. Olaf Olsen understreger derfor på den ene side, at den ny danmarkshistorie har et solidt fagligt fundament, og at den videregiver den historiske forsknings seneste landvindinger. Men det fremgår også, at den ny danmarkshistorie skal komme en pragmatisk historiebrug i møde, det sker bl.a. ved, at Olaf Olsen citerer Holbergs programerklæring: 24

25 Jeg holder det Historiske Videnskab næst Guds Ord for den nyttigste og vigtigste af alle. Så for en første betragtning ser det ud, som om Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie ( ) søgte holde fast i den dobbelthed, som Povl Engelstoft gjorde til fagets særkende. Men nærlæser man indledningen, viser det sig, at der ikke gøres meget for at imødekomme en pragmatisk historiebrug. Den del af Olaf Olsens indledning havde snarere karakter af staffage end regelret varedeklaration. Han gjorde således intet forsøg på at identificere de punkter eller udfordringer, hvor den ny danmarkshistorie ville søge at påvirke læsernes samtidsforståelse og fremtidsforventninger. Hertil kom, at hele værket kapitulerede aldeles, hvad angik det at se en danmarkshistorie som et sæt sammenhængende og betydningsbærende fortælling. Det fremgik fx af det brugte periodiseringsprincip: de runde årstal dvs. at periodiseringen var helt igennem arbitrær. Helt anderledes stillede sagen sig med Søren Mørchs Den sidste Danmarkshistorie (1996), hvis undertitel var 57 fortællinger af fædrelandets historie. Det var ikke kun titlen, der signalerede, at Søren Mørch havde sat sig for at videreføre den tradition for indgribende historieskrivning, som A.C. Allen og A.D. Jørgensen havde været fortalere for. Det galt så sandelig også hele indholdet af hans danmarkshistorie en engageret og debatterende historieskrivning. Også i det værk havde Søren Mørch stillet sig den opgave at ville besvare et sæt spørgsmål, som hans læsere betragtede som relevante og påtrængende. Det drejede sig om især to spørgsmål: Hvordan [blev] Danmark en nationalstat, og hvordan [kan] det være, at det er anderledes nu [?] (Mørch 1996 s.13). Han havde følgelig tildelt sig selv den rolle, at han på folkets vegne ville søge at uddrage en lære af dets hidtidige historie. Hvad er vejen frem? Et historiefag er en foranderlig størrelse, og det har forandret sig i flere henseender i løbet af de sidste 300 år, og derfor har konflikten mellem en antikvarisk og pragmatisk historiebrug taget noget forskelligt ud alt eftersom den har skullet udkæmpes inden for rammerne af en flerkulturel og enevældig statsdannelse eller i et mere homogent etnisk-nationalt demokrati. Og i dag er rammen igen ved at blive en noget anden: et flerkulturelt medborgerdemokrati i EU-regi. 25

26 Et historiefag er en menneskelig frembringelse, og det vil derfor kunne indrettes på forskellig vis, alt efter hvad fagfolkene ønsker at bruge det til. Der er derfor intet til hinder for, at faghistorikere kan vælge at satse på at dyrke den lærde form for antikvarisk historieforskning. Men de kan også beslutte sig for at ville videreføre og forny magistra vitae traditionen ved at satse på en pragmatisk tilgang. Kun på et punkt, kan der siges noget med en rimelig sikkerhed, Det er: hvis faghistorikere vil have folk uden for deres egen fagkultur i tale, er vejen frem at få opprioriteret en pragmatisk historieinteresse og historiebrug. Det viser den foreliggende forskning. Og forklaringen er for så vidt enkel nok. Den tyske historiker Reinhart Koselleck ( ) har udarbejdet en skitse af magistra vitae tilgangens historie, og i den giver han følgende prægnante karakteristik af den traditionsdannelse inden for historiefaget: So galt die Historie, für rund zwei Jahrtausende, als eine Schule, ohne Schaden klug zu werden. (For rundt regnet to tusind år fungerede historieskrivning som en skole, hvor man kunne blive klogere uden at komme til skade) (Koselleck 1979, s.39) Studiet af historie har fungeret og kan fortsat fungere som et vigtigt læringsrum et sted, hvor der er et enormt læringspotentiale, som det er umagen værd at udnytte. Det er dog ikke kun i lyset af magistra vitae tilgangens langstrakte historie, at den pointe aftegner sig. Den samme forestilling viser det sig udgør et centralt omdrejningspunkt, når man begynder at udforske menigfolks historiebrug. The Presence of the Past. Popular Uses of History in American Life (1998) er den indtil videre mest detaljerede undersøgelse af lægfolks historieforståelse og historiebrug, og heri beskrives menigmand som en fortidsbruger (a user of the past), der til stadighed er på udkig efter brugbare fortider (usable pasts): Looking at experiences ( ) as the basic units for engaging the past presented respondents with two exciting possibilities that history teachers and textbooks had usually ignored: that participants could change the thing they experienced or that the experience could change them. And it was to these possibilities that they often returned as they drew on the past to shape the course of their lives. By thinking about the past as a reservoir of experience they could use it in their own lives 26

27 and understand it in the lives of others. (Rosenzweig & Thelen 1998 s.38) Det er ikke alene i en amerikansk sammenhæng, at det mønster har vist sig; man er også i det almene gymnasium begyndt at arbejde mere direkte med en historiebrugstilgang. Den undervisning blev evalueret af en gruppe historiedidaktiske forskere, og det er bestemt værd at medtænke, hvad evalueringsrapporten Historie med samfundskundskab i det almene gymnasium (2001) nåede frem til, når vi i dag skal overveje, hvordan historiefaget fremover skal profilere sig: Besøgene viser, at eleverne generelt opfatter historie som et vigtigt fag. Eleverne finder i høj grad, at faget kan bruges i gymnasiets andre fag, og i forhold til dagligdagens medier giver faget vigtige redskaber til at forholde sig til nyhedshistorierne, dels relevant baggrundsviden, som kan nuancere dem. Det er vigtigt at lære historie for at kende sine egne rødder, men også vigtigt at forstå andres. ( ) Evalueringsgruppen [vil] gerne understrege, at det er en styrke, at undervisningen i historie er samfundsorienteret med et aktuelt perspektiv ( ). Evalueringsgruppen anbefaler, at arbejdet med nutids- og fremtidsperspektivet opprioriteres i undervisningen. Dette vil også imødekomme elevernes ønske om større nutidsrelevans og bidrage til deres erkendelse af og indsigt i egen og andres historicitet. (Historie med samfundskundskab 2001 s.44, 60 & 62) Litteratur Allen, Carl Ferdinand 1842, Haandbog i Fædrelandets Historie med stadigt Henblik paa Folkets og Statens indre Udvikling, 2.udg., København, Reitzels Forlag. Arup, Erik 1977, Kristian Erslev, i ds. Udvalgte afhandlinger og anmeldelser, bd.2, København: Selskabet for udgivelse af kilder til dansk historie, ss Engelstoft, Povl 1943, Historie, ed. by Svend Dahl, Danmarks Kultur ved Aar 1940, bd. 7, København, Det Danske Forlag, ss Erslev, Kristian 1926, Historisk Teknik. Den historiske Undersøgelse fremstillet i sine Grundlinier, 2.udg., København, Gyldendal, Erslev, Kristian 1937, Historieskrivning. Grundlinier til nogle Kapitler af Historiens Theori, i K. Erslev, Historiske Afhandlinger, bd. 2, København, Hagerups Forlag, 1937, pp

28 Gram, Hans 1745, Om Knud den Stores Reise til Rom, hvad Aar den er skeet, Skrifter, som udi det Kiøbenhavnske Selskab af Lærdoms og Videnskabs Elskere ere fremlagte og oplæste, bd. 1. København. Historie med samfundskundskab i det almene gymnasium. Evalueringsrapport 2001, København: Danmarks Evalueringsinstitut. Holberg, Ludvig 1913, Introduktion til Natur- og Folke-Rettens Kundskab, i Ludvig Holbergs Samlede Skrifter, udg. af Carl S. Petersen, bd..1, København, Gyldendal, ss Holberg, Ludvig 1927, Betænkning om Historier, i Ludvig Holbergs Samlede Skrifter, udg. af Carl S. Petersen, bd. 8, København, Gyldendal, ss Holberg, Ludvig 1928, Synopsis historiæ universalis, i Ludvig Holbergs Samlede Skrifter, udg. af Carl S. Petersen, bd. 9, København, Gyldendal, ss Holberg, Ludvig 1935, Epistler I & II, i Ludvig Holbergs Samlede Skrifter, udg. af Carl S. Petersen, bd. 15, København, Gyldendal, ss Jensen, Bernard Eric 1997, Fagets dobbeltansigt videnskab og politik i dansk faghistorie, i. Mangfoldighedens pris. Dansk faghistorie en status, (= Den jyske historiker nr ), s Jensen, Bernard Eric 2000, Historie som erindring på sporet af menigmands historiebrug, i ds. (udg.), At bruge historie i en sen/postmoderne tid, ss Jensen, Bernard Eric 2003, En flabet og folkekær fagmand, i R. Dahlberg & P.H. Hansen (udg.), Anvendt historie. En bog om og til historikeren Søren Mørch, Gyldendal, s Jensen, Bernard Eric 2004, Faghistorikeres historiebegreb. Baggrund, kendetegn og virkninger, Historisk Tidsskrift, bd. 104, ss Jensen, Bernard Eric 2006, Historiebrugsdidaktik om at etablere en ny slags historiedidaktik, i S. Ongstad (udg.), Fag og didaktikk i lærerutdanning, Universitetsforlaget, s & Jensen, Bernard Eric 2008, Danmarkshistorier som identitetspolitik, Historie, ss Jensen, Bernard Eric 2009, Usable Pasts: Comparing Approaches to Popular and Public History, i Paul Ashton et al. (udg.), People and their Pasts. Public History Today, London, Palgrave-Macmillan, ss Jørgensen, Adolf Ditlev 1915, Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie, 3.udg., København, Gad. 28

29 Jørgensen, Ellen 1939, Chr. Molbech, den danske historiske Forenings Stifter, Historisk Tidsskrift, ss Jørgensen, Ellen 1943, Historiens Studium i Danmark i det 19. Aarhundrede, København: Den Danske Historiske Forening. Jørgensen, Ellen 1960, Historieforskning og Historieskrivning i Danmark indtil Aar 1800, 2. udg., København: Den Danske Historiske Forening. Koselleck, Reinhart 1979, Historia Magistra Vitae. Ûber die Auflösung des Topos im Horizont neuzeitlich bewegter Geschichte, i ds., Vergangene Zukunft. Zur Semantik geschichtlicher Zeiten, Frankfurth/M., Suhrkamp, ss Munch, P. 1908, Professor Kr. Erslev, Det ny Aarhundrede, bd.5, ss Munch, P. 1964, Erindringer , bd. 5, København: Udgiverselskab for Danmarks Nyere Historie. Mørch, Søren 1996, Den sidste Danmarkshistorie, Gyldendal. Olsen, Olaf 1988, Den nye Danmarkshistorie, Danmarkshistorie, bd. 1, Gyldendal og Politiken, s Paludan-Müller, Caspar 1883, Dansk Historiografi i det 18. Aarhundrede, Historisk Tidsskrift, bd. 4, ss Paludan-Müller, Caspar 1958, Et udvalg af hans optegnelser og breve, bd.1, udg. af Bjørn Kornerup, København, Gad. Paludan-Müller, Caspar 1991, Indledning til Historiens Studium, Danske Magazin, bd , ss Rosenzweig, Roy & Thelen, David 1998, The Presence of the Past, New York: Colombia University Press. 29

30 Hvad er kildekritik? Et essay om Erslev, lagkage og historiefagets manglende metode Af lektor, ph.d. Sebastian Olden-Jørgensen Meningerne om kildekritik er delte. Nogle er af den opfattelse, at kildekritikken er identisk med historisk metode (i ental!), og at man sådan set ikke behøver mere for at være en god historiker, Andre mener, at kildekritikken blot er én metode blandt så mange andre, som man kan benytte eller lade være, som man har lyst. Atter andre tror, at kildekritik kun er noget for antikhistorikere og middelalderforskere, hvor kilderne er få, fragmentariske og svært forståelige, mens behovet for kildekritik falder i takt med, at vi nærmer os vor egen tid, og kilderne bliver flere og flere. Det var den forståelse en ældre professor med speciale i 1700-tallet gav udtryk for, da han betroede mig, at han aldrig havde brug for kildekritik. Hvis der var noget, han ikke forstod, så læste han bare videre i kilderne, og så forsvandt problemet af sig selv. Andre igen ser kildekritikken som et håndværk, der skal være i orden, men som ikke har noget at gøre med det egentlige videnskab at gøre. En særlig virulent kombination af dette og det foregående synspunkt gav en anden ældre professor udtryk for, da han fastslog, at det da godt kunne være, at man mht. ældre historie (han mente før 1800) kunne nøjes med kildekritik og sund fornuft, men for moderne histories vedkommende var det nu absolut nødvendigt at indrage videnskabelige teoridannelser fra samfundsvidenskaberne. Endelig er der dem, der mener, at kildekritikken er en myte, hvis eneste funktion er at afstive vores faglige selvværd og patruljere den vilkårlige grænse mellem faghistorikere og såkaldte amatører. Og sådan kunne man blive ved. Forskelligheden i svar er ikke noget nyt og afspejler dybest set, at vi lever i et pluralistisk samfund, og at historie er en humanistisk videnskab, hvor meningerne per defintion er delte, og de grundlæggende spørgsmål altid 30

31 er til diskussion. Selv om der således principielt ikke er noget underligt i mangfoldigheden, er der grund til at reflektere lidt over, hvorfor spændvidden i meningerne er så stor. Og på trods af al legitim pluralisme så er alle standpunkter heller ikke lige velargumenterede eller rodfæstede i praksis. Jeg skal dog allerede på dette sted henlede opmærksomheden til ordet "essay" i overskriften. Det følgende udgør ikke nogen udtømmende besvarelse på spørgsmålet om, hvad kildekritik nu egentlig er, men blot nogle skitsemæssige betragtninger, der måske kan stimulere til eftertanke. Erslevs selvmodsigende arv Som så ofte giver det god mening at begynde optrevlingen af vort fags selvmodsigelser med et blik på dansk historieforsknings dominerende patriark, Kristian Erslev ( ), hvis navn jo er uløseligt forbundet med kildekritikken. Denne tilknytning til kildekritikken er dels praktisk i form af den undervisning (øvelser over historisk kritik), som Erslev indførte, og som i tilpasset og udviklet form fortsættes den dag i dag ved alle landets universiteter. Dels er den teoretisk, idet han ved begyndelsen af sin universitetskarriere skrev en lille lærebog i kildekritik: Grundsætninger for historisk Kildekritik (1892), som han ved Kristian Erslev. Kilde: Det Kongelige Biblioteks portrætsamling afslutningen af sit virke på Københavns Universitet udgav i stærkt revideret form under navnet Historisk Teknik (1911, 2. udg. 1926). Ser man nøjere på de to små bøger for at finde ud af, hvordan Erslev definerer kildekritikken, viser det sig imidlertid, at han gav delvis forskellige svar. I Grundsætninger fra 1892 delte han den historiske undersøgelse op i to: kildekritik og realkritik. Som sædvanligt er han forbilledlig klar i mælet: 31

32 "Kildekritikken er... den nødvendige Begyndelse til enhver historisk Undersøgelse". Den er "tillige det for historisk Granskning særligt ejendommelige", og den er karakteriseret ved "simple Hovedregler". Realkritikkens formål var derimod at "bestemme den bagved liggende virkelighed", og for den kunne der ikke gives simple regler, men man måtte "benytte de mest forskelligartede Fremgangsmåder hentede fra alle Videnskaber". Denne tvedeling var imidlertid også en faseopdeling, for Erslev slog fast med syvtommersøm, at kildekritikken altid måtte komme først. Det var netop "Grundfejlen ved den ældre historiske Granskning... at denne begyndte paa Realkritiken uden først at have drevet Kildekritik." Knap tyve år senere, i Historisk Teknik, nuancerede han sit standpunkt. Nu opererede han ikke længere med en tvedeling (først kildekritik, så realkritik), men med en tredeling. På det øverste niveau står historiens teori, som tager stilling til overordnede spørgsmål om historieforskningens rette genstand og drivkræfter. På næste niveau findes metoden, som er den fremgangsmåde, man anvender, når man bearbejder fortiden videnskabeligt, og som man låner fra andre videnskaber. Det nederste niveau kalder han nu historisk teknik og deler det yderligere op i tre hovedtrin: 1) fremdragelsen af kilderne, 2) kildeprøvelsen (kildekritikken), 3) slutning til virkeligheden. Desuden understreger han, at den historiske tekniks tre trin (fremdragelse af kilder, kildeprøvelsen, slutning til virkelighed) ganske vist logisk kan adskilles, men ikke falder som tre adskilte faser. Faseopdelingen er der imidlertid stadig på et mere overordnet plan, for ifølge Erslev er den historiske teknik den fremgangsmåde, historikeren anvender for at bane sig vej til fortiden. Den er "Tekniken ved middelbare Iagttagelser". Og først når vi har disse iagttagelser på plads, kan vi gå videre med dem med forskellige metoder. Så først historisk teknik, derefter metodisk bearbejdelse af de udsondrede kendsgerninger. Selv om mange pointer og eksempler går igen fra Grundsætninger til Historisk Teknik, så har Erslev i realiteten omstøbt hele sit teoretiske apparat, så man skal holde tungen godt lige i munden for ikke at blive forvirret. Udtrykt på moderne dansk kan man ligefrem spørge, hvad manden har gang i? Dybest set tror jeg, at Erslevs projekt i 1911 var at tilpasse historisk videnskab i almindelighed og kildekritikken i særdeleshed til et positivistisk videnskabsideal, hvor al sand videnskab begynder med pålidelige 32

33 iagttagelser (observationer) og fortsætter med metodisk styrede generaliseringer. 1 Til det formål skabte han delvis et nyt begrebshierarki med helt nye ord: teori, metode, teknik, sidstnævnte bestående af fremdragelse af kilderne, deres efterprøvelse og slutning til virkeligheden. Alligevel optræder de gamle begreber kildekritik og realkritik adskillige steder. Kildekritikken er som nævnt omdøbt til kildeprøvelse og optræder synonymt med dette. Begrebet realkritik er delvis gledet ud, men anvendes også, skønt men på en noget uklar måde, så det hverken helt er identisk med slutning til virkeligheden eller tilhører det højere metodiske niveau. Det er ikke svært at se, at Erslevs forskellige standpunkter og lidt uklare terminologi kan afføde temmelig forskellige opfattelser af kildekritikken: I 1892 udgjorde kildekritikken så at sige det ene af den videnskabelige historiske undersøgelses to ben, men vel at mærke det ben, som altid måtte tage det første skridt. I 1911 var kildekritikken reduceret til et af tre elementer i den historiske teknik. Og denne teknik - det ligger jo i ordet - var håndværksmæssig, ja nærmest protovidenskabelig og havde kun til formål at levere sikre iagttagelser til videre metodisk og dermed egentlig videnskabelig bearbejdelse. Uden ligefrem at give Erslev hele skylden tror jeg nu nok, man må sige, at en del af forvirringen om, hvad kildekritik egentlig er, bunder i Erslevs egen uklarhed. Eller måske skulle man hellere sige: Erslevs forskellige og delvis modstridende forsøg på at teoretisere over sin egen faglige praksis. Hvor står vi i dag? Jeg vil her afstå fra en omfattende og potentielt trættende kortlægning af kildekritikkens begrebshistorie i generationerne efter Erslev og i stedet let og elegant springe frem til status i dag. Er vi kommet længere, eller roder vi stadig rundt i Erslevs selvmodsigende arv? Er det muligt at komme længere? Er vi i dag blevet klogere? Det må enhver afgøre med sig selv, men set i lyset af de seneste års debat tegner der sig to, meget forskellige positioner. På den ene side finder man en radikal kritik og afvisning af den traditionelle kildekritik, der kort fortalt opfattes som et positivistisk levn, der i 1 Jf. Sebastian Olden-Jørgensen: "Hvad er kildekritik? Et essay om arven fra Erslev og den sproglige vending", Historisk Tidsskrift, 101 (2001), s

34 vore moderne, pluralistiske, poststrukturalistiske og kognitionsbevidste tider en gang for alle burde dumpes på historiografiens losseplads. For ikke alene er kildekritikken teoretisk uholdbar pga. sit positivisme, sin essentialisme og sin medfødte tendens til at lægge låg på kreativitet og politisk engagement. Den er også uacceptabel af videnskabsetiske årsager, fordi den i alt for mange år har fungeret som et repressivt disciplineringsredskab, der har fastholdt faget i forældede problemstillinger og brutalt håndhævet den vilkårlige grænse mellem de fagligt socialiserede og de faglige outsidere, hvad enten det nu var folk fra andre fag eller de glade amatører. 2 På den anden side finder man forskellige lærebøger, hvor kildekritikken fremstilles som en uundværlig faglig ballast med en dokumenteret nytteværdi. 3 Kildekritikken er kort sagt god, fordi den virker i praksis, og det er jo ud fra en generel betragtning et ret hårdtslående argument. Teoretisk baseret kritik synes her at stå over for praktisk baseret tilslutning på en måde, der minder om populærpsykologiens "mænd fra Mars og kvinder fra Venus". Hvis det er korrekt, så kunne man jo afslutte debatten ved at hævde, at selv om de to aldrig kan eller vil forstå hinanden, så skal de nok finde sammen på en eller anden måde alligevel. Teoretikerne i deres elfenbenstårne kan smide kildekritikken ud af det højeste tårnvindue, og de jordnære praktikere kan gribe den med begge hænder, og alle kan være glade. Selv praktikere som undertegnede kan imidlertid føle et behov for at kunne retfærdiggøre deres praksis teoretisk. Eller måske skulle man hellere sige: et behov for at reflektere og forstå deres praksis teoretisk. Jeg vil derfor fortsætte dette essay med nogle skitsemæssige betragtninger om om en tredje position, der forsøger at tage den teoretiske kritik alvorligt uden at miste jordforbindelsen. 2 Jf. Dorthe Gert Simonsen: Tegnets tid: fortid, historie og historicitet efter den sproglige vending, Kbh og Jeppe Nevers: Kildekritikkens begrebshistorie. En undersøgelse af historiefagets metodelære, Odense Jf. i øvrigt min debatanmeldelse af sidstnævnte: "Købernhavnerskolen set fra Odense", Fortid og Nutid, 2006, s Knut Kjeldstadli: Fortiden er ikke hvad den har været: en indføring i historiefaget, dansk bearbejdelse og oversættelse ved Claus Bryld, Frederiksberg 2001; Sebastian Olden-Jørgensen: Til kilderne! Introduktion til historisk kildekritik, Kbh. 2001; Steen Busck, Carsten Porskrog Rasmussen, Jan Rågård (red.): Kildekritisk tekstsamling (3. udg.), Århus 2006; Bent Egaa Kristensen: Historisk metode. En indføring i historieforskningens grundlæggende principper, Kbh. 2007; Vibeke Ankersborg: Kildekritik i et samfundsvidenskabeligt perspektiv, Frederiksberg Jf. i øvrigt temanummeret om kildekritik. (Svensk) Historisk tidskrift, 2005, 2. 34

35 Kildekritikken: en faglig tradition Først og fremmest er der grund til definitivt at frigøre sig fra Kristian Erslevs forsøg på at beskrive og forstå kildekritikken inden for rammerne af et positivistisk videnskabsideal. Hans lærebog Historisk Teknik (1911/26) er en klassiker og et værk, som man igen og igen kan vende tilbage til, fordi det er skrevet af en gammel, klog mand med mange skrupler. Men det er hverken hensigtsmæssigt eller rimeligt at give ham monopol på definitionen af, hvad kildekritik egentlig er. Ikke alene stod hans standpunkt ikke ene eller uimodsagt i hans egen tid, 4 men der er også meget, der taler for at udvide perspektivet. Jeg mener nemlig på ingen måde, at Erslev skal skrottes. Ved slet og ret at kassere traditionen, smider man bare barnet ud med badevandet, og det giver ikke megen mening. Bedre er det at relativisere den problematiske tradition (in casu: Erslev) ved at udvide billedet. Kildekritikken har jo også en historie før og efter Erslev. Det er ikke "Erslev eller kaos". Kildekritikken er - eller kan med fordel anskues som - en faglig tradition snarere end som et stykke klart defineret videnskabsteori eller ideologi. Det karakteristiske for traditioner er nemlig, at de udvikler sig, så længe de lever, og at de er mere rummelige, mere pluralistiske end de ideologier og skoledannelser, vi gerne personligt tilslutter os - og sætter andre i bås med. Set i dette lys, er Erslevs to ovenfor skitserede definitioner på kildekritik slet og ret et henholdsvist universitetspædagogisk (og -politisk) og et videnskabsteoretisk motiveret forsøg på at systematisere en faglig praksis, der også kan beskrives på mange andre måder. Selv har jeg for relativt nyligt plæderet for, at vi bør tage afsked med Erslevs store fortælling om kildekritikken som noget, først hans egen generation havde opfundet og udviklet til fuldkommenhed. 5 I overensstemmelse med nyere historiografisk forskning både i udlandet og herhjemme finder jeg det langt mere rimeligt at understrege kontinuiteten og kildekritikkens dybe rødder i humanismen og de filologiske fags lange udvikling. 6 Og 4 Johannes Steenstrup: Historiografiske og historieteoretiske skrifter, udg.ved Jon A.P. Gissel, Kbh. 2006, særlig s om debatten med Erslev i Dagbladet I den i fodnote 2 nævnte debatanmeldelse. 6 Ulrich Muhlack: Geschichtswissenschaft im Humanismus und in der Aufklärung: Die Vorgeschichte des Historismus, München 1991; Mads Mordhorst & Jes Fabricius Møller: Historikeren Caspar Paludan-Müller, (Danish Humanist Texts and Studies, Volume 28), Kbh

36 jeg ser heller ingen grund til at lade kildekritikkens udvikling stoppe med Erslev. I stedet for at se historien om kildekritikken som historien om positivismens gennembrud og gradvise, men desværre alt for langsomme fald, kunne man opfatte kildekritikken som en faglig sedimentering, en traditionsdannelse med tre lag, lidt i stil med en lagkage. Det ældste og nederste lag, det lag, som danner grundlaget, men som man har en tendens til at overse og glemme, kunne man kalde den filologiske kritik. Dens rødder strækker sig tilbage til middelalderens og renæssancens intensive beskæftigelse med de tre typer af kanoniske tekster, som man overtog fra den antikke verden: Biblen, romerretten og den klassiske litteratur. Det er fra dette lag, at vi har traditionen for brede sprogkundskaber og nærlæsning, forståelsen for den historiske afstand og kulturelle fremmedhed, og bevidstheden om, at teksterne ofte møder os i korrumperede, fragmenterede, eller ligefrem forfalskede former. Det næste lag er den historistiske kritik, som traditionelt og med rette forbindes med Niebuhr og Ranke, og som mundede ud i historiefagets videnskabelige professionalisering i løbet af 1900-tallet, i Tyskland under Droysen, Waitz m.fl. og i Danmark uløseligt forbundet med Erslevgenerationen. Det er her, den klassiske kildekritik udvikles og fejrer sine store triumfer frem for alt, men ikke alene på middelalderhistoriens store felt. Det er fra dette lag, vi har de to borende spørgsmål, som vi altid bør stille til berettende kilder: "Hvor har du din viden fra", og "kan vi stole på dig?" Selv om disse to spørgsmål næsten er gribende banale og på ingen måde forbeholdt historikere - enhver god journalist bør have dem på rygraden - så er det en kendsgerning, at deres systematiske anvendelse er noget, der skal læres, og som aldrig taber relevans. Med professionaliseringen fulgte behovet for en pædagogisk praksis, og frem for alt den første af Erslevs to lærebøger, Grundsætninger for historisk Kildekritik (1892) skal forstås i denne sammenhæng. Den har til formål at sætte den opnåede indsigt på formler (levn/beretning, primær/sekundær etc.), men i modsætning til f.eks. samfundsvidenskaberne så er det karakteristisk for historikere, at de i deres daglige virke og skriverier ikke anvender disse tekniske termer. Der er netop tale om en indsigt, der i pædagogisk hensigt er sat på formler, ikke om et videnskabeligt begrebsapparat i normal forstand, som netop viser sit værd ved at kunne anvendes konstant. 36

37 En anden følge af professionaliseringen var behovet for videnskabsteoretisk at legitimere sit fag, og ikke mindst Historisk Teknik (1911/26) kan med fordel forstås som et forsøg på at beskrive kildekritikken inden for rammerne af tidens dominerende videnskabelige paradigme, positivismen. Siden Erslevs dage er nye videnskabsteoretiske bølger skyllet ind over historiefaget, og i relation til kildekritikken synes det temmelig klart, at både hermeneutikken og den nypositivistiske hypotetisk-deduktive metode har sat deres præg på de seneste generationers refleksion over den historiske kritik. 7 Måske kunne man kalde dette lag den popperskhermeneuiske kritik? Hermed er vi i hvert fald nået til lagkagens tredje og øverste lag, dér hvor den farvestrålende glasur og lysene tiltrækker sig opmærksomheden. Der er derfor altid en fare for, at man overvurderer betydningen af dette lag på bekostning af de dybere. I princippet er det nemlig ikke vanskeligt at pege på det revolutionerende nye i de seneste årtiers forståelse af kildekritikken: Det er det såkaldte funktionelle kildesyn, som flytter opmærksomheden fra kilderne (deres ægthed, oprindelighed og objektivitet - eller mangel på samme) til historikerens spørgsmål (problemstillingen og det dermed sammenhørende teoretiske apparat). Samtidig er forståelsen for det personlige og politiske og måske ligefrem vilkårlige element i enhver historisk undersøgelse vokset dramatisk, og ordet "konstruktion" falder os let i munden, både når vi taler om fortiden, og når vi beskriver vores egne anstrengelser. Men er der virkelig tale om en kopernikansk revolution? Er bevidstheden om problemstillingens afgørende betydning, personlighedens rolle og historiens karakter af konstruktion virkelig først noget, der er gået op for os i disse sidste, postmoderne tider? Det er efterhånden en lille menneskealder siden, at man blev opmærksom på en passage i Historisk teknik, der kunne tolkes på den måde, at allerede Erslev havde forstået essensen af det funktionelle kildesyn. 8 Og hvis man læser lidt efter hos dens tyske historismes teoretiker par excellence, Johann Gustav Droysen, så finder man klare og stadig inspirerende overvejelser om spørgsmålets styrende 7 Jf. den i fodnote 2 nævnte debatanmeldelse og den i fodnote 1 anførte artikel. 8 Bernard Eric Jensen: "Et bidrag til revision af metodelærens grundlag", Historisk Tidsskrift, 1976, s

38 rolle, om erkendelsens personlige karakter og personlighedens rolle i forskningsprocessen mm. 9 Dette skal ikke forstås som en reaktionær påstand om, at der intet nyt er under solen, og at Erslev skulle skiftes ud med Droysen, men kun som en påvisning af, at traditionen oftest (eller altid?) er bredere, end vi umiddelbart tror. Men hvad er så kildekritik? Hvor finder vi så den sande kildekritik? Ja, det ligger i lagkagemetaforen, at det er helheden, man må tage stilling til. Det nytter ikke at reducere kildekritikken til Erslevs forsøg på at iklæde den en positivistisk spændetrøje, sådan som det sker i Historisk Teknik - i øvrigt med begrænset held. Det er kun ét, tyndt lag af lagkagen, og der er derfor heller ikke meget udrettet eller vundet ved at løbe storm mod det. På engelsk findes der et vidunderligt mundheld, som lyder "the proof of the pudding is in the eating". Og hvis man sætter sig for at spise et helt stykke, dvs. et stykke med alle de horisontale lag, så synes jeg, at man møder langt mere end et positivistisk relikt eller en forældet pædagogik. Dels får man fat i nogle filologiske lag af vort fags tradition, som det er sundt at bevare kontakten med. Dels får man blik for kildekritikken som en levende tradition, hvis seneste hermeneutiske og nypositivistiske hamskifter er ganske tankevækkende og inspirerende. Men mest af alt synes jeg, man får en forståelse for styrken i vort fags kritiske tradition. Hvis vi spørger, hvad der konstituerer historie som fag, er det nemlig i modsætning til andre fagtraditioner ikke muligt at pege på en eller flere metoder eller teoridannelser. Der findes ikke "historisk teori" på samme måde, som der findes "økonomisk teori". Klio, historiens muse, er promiskuøs. Der har været en overgang, hvor man ville tvinge hende ind i et fast parforhold til samfundsvidenskaberne, men hun brød efter kort tid ud og flirter nu hæmningsløst med etnologi, litteraturvidenskab, gender-studies og hvad ved jeg. 9 Johann Gustav Droysen: Historik. Historisch-kritische Ausgabe, udg. af Peter Leyh, bd. I, Stuttgart 1977; jf. min i fodnote 3 nævnte introduktion til kildekritik s. 25; Bernard Eric Jensen: "In the footsteps of a father. The handling of a legacy in 20th -century Danish debates on method and theory", Frank Meyer & Jan Eivind Myhre (red.): Nordic Historiography in the 20th Century, Oslo 2000, s

39 Men hvad er det så, der gør os til historikere? Her er der efter min mening hjælp at hente hos den originale franske antikhistoriker Paul Veyne (født 1930). I 1971, i Annales-skolens, strukturalismen og samfundsvidenskabernes sejrstime, skrev han en åndrig lille introduktion med den koketenfoldige titel Comment on écrit l'historie (Hvordan man skriver historie). Her påstod han, at historiefaget slet ikke har nogen metode, men kun en topik og en kritik. 10 Det er fikst udtrykt, men hvad mener han egentlig? Oversat til jævnt dansk betyder det, at historiefaget ikke holdes sammen af fælles metoder, for dem låner vi fra dagliglivet og alle videnskaber, men af en vis konsensus om interessante emner og af en fælles kritisk standard. Det er ikke på det metodiske niveau, men i kritikken, at vi i historiefaget finder "la rigeur" (den strenge videnskab). Der er med andre ord typiske historikerspørgsmål, emner vi som historikere finder interessante og relevante. De er ganske vist mange og under stadig udvidelse, men de fleste historiske undersøgelsers historiografiske forankring bærer alligevel vidne om dette fællesskab. Men endnu mere end fællesskabet om emner tæller dog fællesskabet om de kritiske standarder, enhver historisk undersøgelse må leve op til, hvis den vil tages alvorligt. Det gælder også, når man tager nye emner (kønshistorie, klimahistorie etc.) op eller inspireres af nye teorier (diskursanalyse, Foucault). Ja, måske er det i så tilfælde særlig vigtigt ikke at slække på kritikken, for i modsat fald udsætter man den faglige fornyelse for destruktiv kritik og spiller fagets Hieronimus'er alt for gode kort på hånden. Kildekritikken er en væsentlig del af dette kritiske arsenal, og på den måde er der noget sandt i, at det er kildekritikken, der gør os til historikere. Men kildekritikken er netop et arsenal og ikke én bestemt testprocedure. Alt afhængig af problemstilling, teoretisk inspiration og kildemateriale vil snart den ene, snart den anden del af den kildekritiske tradition være relevant. Hvis vi vænner os til at se kildekritikken i dette bredere perspektiv, vil vi måske ikke alene blive bedre kritikere, men også bedre historikere. Og hvad var så lige kildekritik helt præcis? Ja, en nyere dansk lærebog skriver: "Den kritiske refleksion over forholdet mellem kilderne og historikernes rekonstruktion af den fortidige virkelighed". 11 En anden formu- 10 Paul Veyne: Comment on écrit l'histoire, Paris 1996, s. 25, 281, Olden-Jørgensen (2001), s

40 lerer det mere prosaisk: "Kildekritik er kildeanalyse, som regel af tekster og deres brugbarhed som historiske kilder. Man kunne også kalde det historisk tekstanalyse". 12 Men hvorfor ikke give det afsluttende ord til Paul Veyne, der med uforlignelig fransk esprit og underspillet intellektualisme skriver: "Men den historiske kritiks eneste funktion er at svare på følgende spørgsmål, som historikeren stiller den: 'Jeg vurderer, at denne kilde lærer mig dette, kan jeg stole på den i så henseende?'" Steen Busck i Busck, Rasmussen, Rågård (2006), s "Or la critique historique a pour seule fonction de répondre à la question suivante que lui pose l'historien: 'Je considère que ce document m'apprend ceci; puis-je lui faire confiance là-dessus?'". Det ville i øvrigt være alt for snævert, hvis man forstod denne defintion som om, der alene var tale om at vurdere troværdighed i snæver forstand. 40

41 41

42 Virksomhedshistorie En branche i vækst Af Per Boje Historie er et fag med mange muligheder. Der er få grænser for valg af emne, om end vi som historikere altid skal være klar til at svare på spørgsmål om relevansen af det, vi laver, uden at vi af den grad skal tænke snævert instrumentelt. Historiefaget kan og skal ikke være begrundet i en markedslogik, og det er der da heldigvis også politisk forståelse for, selv om mange politikere synger med på forskningsministerens mantra om fra forskning til faktura. Der skal være plads til, at interessen for forskellige emner inden for historiefaget skifter, dels af videnskabsinterne grunde, dels af videnskabseksterne grunde. Og det er spændende at følge, at tyngdepunkterne i faget skifter i takt med fremkomsten af nye emner, synsvinkler og metoder eller med genopdagelsen af tilgange, der for en tid har været i baggrunden. Faget har en styrke i sin bredde, men specialiseringen er samtidig et uomgængeligt vilkår med et stort antal bindestregshistorier til følge. Det ændrer ikke ved, at vi på Historiestudiet skal fastholde målet om at uddanne generalister, ligesom der stadig skrives generelle fremstillinger, der nok er tids- og stedsbundne, men som prætenderer at dække emnemæssigt bredt. Historikere er jo fornuftige mennesker, så historikeruddannelsen og de generelle fremstillinger har til stadighed udviklet sig fornuftigt med velbegrundede ændringer i vægtningen af stoffet. Men tager jeg virksomhedshistorikerens briller på, sådan som jeg er blevet bedt om det af Rubicons redaktion, så må jeg dog konstatere, at historikere er et stærkt selektivt folkefærd med klare præferencer. Når det drejer sig om politik, religion, kultur eller f.eks. videnskab, så er historikerne hurtige til at anlægge et 42

43 aktørperspektiv fra oven, mens de mere hælder til et strukturelt perspektiv, når det drejer sig om erhvervslivet. Og når virksomhedernes historie endelig anskues ud fra et aktørperspektiv, så sker det i højere grad fra neden end fra oven. Lidt polemisk udtrykt kan man sidde med fornemmelsen, at virksomhedernes ageren på markedet ikke interesserer historikerne, da de har en opfattelse af, at virksomhederne handler ganske rationelt - og dermed kedeligt og forudsigeligt. Og spores der en interesse for virksomhederne, så har den traditionelt været koncentreret om selve produktionen, den teknologiske udvikling og om fæstebønder og arbejderes kamp mod godsejere og fabrikanters ønske om uindskrænket ledelsesret. Historikerne har tydeligvis større sympati for fæstebønder og arbejdere end for kapitalister og deres håndgangne hjælpere i form af forvaltere, direktører eller andre ansatte ledere. Sympati eller ej, så vil jeg fortælle en historie om, at virksomhedshistorie herunder med et aktørperspektiv fra oven er et område, der har haft stærk vækst i de seneste årtier, men også at det er en væksthistorie, der først og fremmest er foregået uden for universiteterne. Der er dog en tendens til, at virksomhedsperspektivet integreres i stadig flere sammenhænge inden for historiefaget, og at virksomhedshistorien er ved at blive en blandt mange discipliner ved universiteternes historiske institutter. Business history disciplinens rødder Grænsefladerne mellem de forskellige bindestregshistorier er ikke skarp. Det gælder også, når vi taler om virksomhedshistorie eller det lidt bredere erhvervshistorie, som på engelsk begge dækkes af termen business history. Med termen business history betones det, at virksomheden eller det mikroøkonomiske er centrum for analysen. Dette er i modsætning til økonomisk historie, hvor det makroøkonomiske eller nationaløkonomiske er i centrum, uden at dette dog har afholdt økonomiske historikere fra at foretage studier af enkeltvirksomheder og integrere studiet af disse i deres analyser. Ganske som mange virksomhedshistorikere, der tager udgangspunkt i den enkelte virksomhed eller gruppe af virksomheder, vil begrunde deres analyser med, at de f.eks. søger at finde frem til generelle træk ved kapitalismens dynamik eller særtræk ved det enkelte lands form for kapitalisme. Det er dog et særkende for virksomhedshistorikere, at de i højere grad end de økonomiske historikere studerer virksomheders forskellige ageren og ikke blot antager, at virksomhederne ledes ud fra en simpel økonomisk rationalitet om økonomisk maksimering på markedet. 43

44 Virksomhedshistorikerne interesserer sig for, at virksomhedsledere på grundlag af individuelle historiske erfaringer træffer utallige og forskellige valg farvet af forskellige forventninger til en ukendt fremtid, og for at virksomhederne er kampplads for forskellige gruppers typisk modstridende mål. Virksomhedshistoriens rødder kan føres tilbage til Harvard Business School, hvor det første professorat i disciplinen blev besat i Det var altså knyttet til uddannelsen af fremtidige virksomhedsledere, hvor Harvard gjorde sig kendt med den såkaldte case-metode. De studerende skulle og skal stadig lære at træffe strategiske beslutninger på basis af en diskussion om konkrete virksomheders handlemuligheder beskrevet ud fra en række parametre om bl.a. finansielle, teknologiske og markedsmæssige forhold, herunder virksomhedernes konkurrencesituation. Virksomhedernes historie og ejerforhold indgår ligeledes i diskussion om virksomhedernes handlemuligheder. Virksomhedshistorien havde således et meget instrumentelt formål, ligesom det ikke skal glemmes, at oprettelsen af professoratet også havde til formål at påvirke den offentlige opinion i retning af et mere positivt syn på erhvervslivet. Det var tænkt som en modvægt til, at der siden begyndelsen af århundredet i dele af den amerikanske presse havde udviklet sig en tradition for såkaldt muckraking journalistik, der lagde en ære i afdækningen af skandaløse samfundsforhold. I den såkaldte Gilded Age for den utøjlede kapitalisme indbød dele af erhvervslivet til kritisk journalistik - til det samlede erhvervslivs store irritation. Det store erhvervsliv frygtede offentlig regulering, sådan som der havde været politiske krav om tilbage fra 1800-tallet med en vis lovgivning til følge. Det var først med verdenskrisen efter 1929, at den offentlige diskurs i USA blev præget af en forståelse for behovet for offentlig regulering af markedet og for en føderal velfærdspolitik. Virksomhedshistorien institutionaliseredes hurtigt ved Harvard Business School med eget tidsskrift, men den internationale krise i 1930rne og Anden Verdenskrig resulterede i en langsom vækst. I slutningen af 1940rne skete der en revitalisering af området med oprettelsen af det såkaldte Centre for Entrepreneurial Studies, ligeledes ved Harvard Business School. Baggrunden var, at Harvard før krigen havde ansat den østrigsk fødte økonom Joseph Schumpeter, der i opposition til den neoklassike økonomis interesse for økonomisk ligevægt havde udviklet en teori om, at 44

45 det der driver samfundets økonomiske vækst, er de innovative virksomhedsledere, de såkaldte entrepreneurer. Kapitalismens dynamik skabes ifølge Schumpeter gennem innovation inden for de enkelte virksomheder, og det kan være på meget forskellige områder. Det kan være udviklingen af nye produkter, nye produktionsprocesser, nye måder at markedsføre på, nye måde at organisere virksomhederne på, kort sagt gennem entrepreneurernes beslutninger om at anvende samfundets produktionsfaktorer i nye og overraskende kombinationer. Men dermed også sagt, at det kan være nødvendigt at nedlægge produktioner for at frigøre nogle af de for ethvert samfund knappe produktionsfaktorer til nye innovative aktiviteter. Opfindelser (inventions) skaber ikke vækst det er først, når entrepreneuren omsætter dem på markedet til innovationer, at væksten skabes. Centre for Entrepreneurial Studies iværksatte store forskningsprogrammer, der bl.a. gennem opbygning af store databaser med biografier af virksomhedsledere skulle afdække, hvad der betingede, at nogle kom til at virke som særligt succesrige entrepreneurer. Centrets største betydning blev ikke disse forskningsprogrammer, men at det kom til at præge nogle senere særdeles indflydelsesrige historikere, som jeg skal komme tilbage til. Medvirkende til det nye centers begrænsede gennemslag inden for historiefaget var ikke alene Schumpeters død få år senere, men nok så meget, at økonomernes og i sammenhæng hermed historikernes økonomiske interesse blev vendt mod nationaløkonomien, og at historikerne i stigende grad vendte sig mod strukturelle forklaringstyper. Den enkelte virksomhedsleder forekom heller ikke længere så interessant på baggrund af fremvæksten af storvirksomheder, hvor innovation i høj grad var udtryk for en kollektiv indsats, hvilket Schumpeter i øvrigt selv erkendte i den senere del af sit forfatterskab. Schumpeter havde allerede før oprettelsen af Centre for Entrepreneurial Studies oplevet, at han trods fagfællers dybe respekt ikke fik den anerkendelse i sin samtid, som han selv mente sig berettiget til. Han havde det uheld, at han var samtidig med John Maynard Keynes, der dygtigt formåede at promovere sine synspunkter vedrørende makroøkonomisk politik. Hvis blot politikerne gjorde, som han sagde, nemlig at sikre en tilstrækkelig stor efterspørgsel i krisetider og om nødvendigt i en periode at underbudgettere statens finanser, så lovede Keynes, at en krisefri kapitalisme 45

46 og ubrudt vækst var sikret - og at politikerne ikke behøvede at bekymre sig om virksomhederne. Keynes teori var et revolutionært opgør med kravet om balancerede statsbudgetter på kort sigt og med troen på, at markedskræfterne automatisk vil sikre fuld kapacitetsudnyttelse af samfundets produktionsressourcer. Den viste sig som en praktisk og nyttig retningsgiver for en konjunkturudjævnende politik frem til 1970erne, men viste sig impotent over for de økonomiske kriser i 1970erne, hvor stagflationen som noget ganske nyt viste sig i form af økonomisk stagnation og inflation på samme tid. Politikerne begyndte at lede efter andre svar end keynesianernes, og de tog monetarister og neo-liberalister til sig, herhjemme markeret med fastkurspolitikken siden 1982 og med øget liberalisering. Og så kom Schumpeters tanker om betydningen af innovation og entrepreneurer til ære og værdighed, uden at han i modsætning til Keynes - bliver nævnt i de generelle Danmarkshistorier. Men allerede inden da havde virksomhedshistorien været i god vækst siden 1960erne, om end uden for de historiske fagmiljøer, der i disse år var optaget af strukturelle forklaringstyper, herunder marxismen. Business history med et fast paradigme Centre for Entrepreneurial Studies fik som nævnt ikke større gennemslag i de faghistoriske miljøer, og det blev heller ikke Schumpeters tanker, der blev afgørende for, at virksomhedshistorie fra 1960erne tiltrak sig betydelig interesse blandt andre faggrupper end historikere, primært blandt grupper af virksomhedsøkonomer med interesse for organisation. Den centrale skikkelse bag den fornyede interesse var Alfred D. Chandler, Jr., der ikke kan betegnes som elev af Schumpeter, men som ung havde han været knyttet til Centre for Entrepreneurial Studies, og han fik selv en lang karriere ved Harvard Business School. Hans bog fra 1962 Strategy and Structure er formentlig solgt i langt større tal end de fleste godt sælgende historiske fagbøger. Den blev fulgt af de store værker The Visible Hand: The Managerial Revolution in American Business (1977) og Scale and Scope: The Dynamics of Industrial Capitalism (1990). Chandlers imponerende forfatterskab er koncentreret om de største virksomheders vækst, i første række de amerikanske og senere for komparative formål også tyske og engelske storvirksomheder. I hans første bog studerede han blot fire storvirksomheder, mens de to senere værker byg- 46

47 ger på et større udvalg af storvirksomheder. Gennem systematiske induktive ræsonnementer nåede Chandler frem til en række generaliserende udsagn, der ikke i første række appellerede til historikere, men til undervisere på lederuddannelser og virksomhedskonsulenter, selv om disse sjældent direkte vedkender sig gælden til virksomhedshistorien. Chandlers budskaber bredte sig i takt med handelsuddannelsernes vækst i de sidste årtier af 1900-tallet. MBA-programmer var de hurtigst voksende akademiske uddannelser internationalt i disse år. Og parallelt hermed har virksomhedskonsulentbranchen haft en stærk vækst. Virksomhedsledere har i stigende grad søgt råd hos konsulentfirmaer, der har udarbejdet et utal af virksomhedsrapporter og er kommet med anbefalinger til bl.a. organisatoriske ændringer. Ser man lidt nærmere på en række af disse anbefalinger, så er ganske mange gået ud på, at de bare lidt større virksomheder skulle forlade en funktionelt opdelt organisation til fordel for en divisionaliseret struktur med en række selvstændige profitcentre. En tankegang, som i dag hærger den offentlige sektor under betegnelsen New Public Management. De fleste virksomheder har fulgt anbefalingerne; de offentlige organisationer efter krav fra politisk hold. Også uden konsulentrapporterne ville de private virksomheder have ændret deres organisatoriske struktur, men i et langt langsommere tempo. Når anbefalingerne var så klare og fik så stort gennemslag, så kan det i vid udstrækning tilskrives Alfred D. Chandler, Jr s systematiske arbejde med de udvalgte virksomheders historie. Hans arbejde udgjorde det tilsyneladende overbevisende empiriske fundament for anbefalingerne. Chandler havde første gang i Strategy and Structure påvist betydningen af virksomheders valg af strategi og organisation, og han fulgte op med argumentationen om, at en væsentlig faktor til forklaring af amerikansk konkurrenceevne var de store virksomheders valg af den divisionaliserede struktur. Chandler mente med sine senere komparative undersøgelser at få bekræftet dette, idet f.eks. Storbritanniens relative tilbagegang efter Chandlers mening kunne forklares med, at familiekapitalisme og en større andel mindre og mellemstore virksomheder bidrog til en lavere britisk vækst sammenlignet med den amerikanske vækst. Masseproduktion, massemarkedsføring og virksomhedernes organisatoriske tilpasning hertil var ifølge Chandler vejen til velstand, ligesom han senest supplerede med 47

48 budskabet om, at virksomhederne skulle fokusere og udvikle nye produkter inden for områder, hvor deres organisationer havde særlig kunnen. Chandler blev læst, og hans bøger inspirerede til undersøgelser i en lang række lande. Det bidrog til, at virksomhedshistorie kom ind i en vækstperiode. Nye tidsskrifter, nye bogserier og nye nationale og transnationale organisationer skød frem fra 1970erne, ligesom der ved business schools blev ansat flere historikere. Det store opsving i virksomhedshistorien, hvor den også nød fremgang på flere internationale universiteter, kom dog først fra 1980erne. Og udviklingen nåede også til Skandinavien, hvor der først ved Norges handelshøjskole BI ved Oslo i 1980erne blev oprettet et virksomhedshistorisk center fulgt i slutningen af 1990erne af et tilsvarende center ved Handelshøjskolen i København, som i dag huser et tocifret antal historikere. Denne udvikling nåede også universiteterne, hvor der f.eks. er kommet centre for erhvervs- og virksomhedshistorie ved Århus Universitet og her i Odense, ligesom der senest er oprettet et nyt virksomhedshistorisk center under institut for økonomisk historie ved Uppsala Universitet i Sverige. Og der drives i dag virksomhedshistorie ved mange andre historiske institutter ved de skandinaviske universiteter. De seneste tiårs udvikling kan kun forklares med, at virksomhedshistorien ikke længere er fastlåst i et chandlersk paradigme. Den mangfoldige virksomhedshistorie Både videnskabseksterne og videnskabsinterne faktorer ligger bag virksomhedshistoriens meget stærke vækst fra 1980erne. Og når væksten overhovedet har været mulig, skal det ikke glemmes, at der er et element af gammel vin på nye flasker med tanke på den tidligere nævnte uklare grænse mellem virksomhedshistorie, erhvervshistorie og økonomisk historie. Virksomhedshistoriens hurtige vækst har f.eks. i Danmark kun været mulig, fordi den bygger på kompetencer opbygget under andre overskrifter. Erhvervshistorien har i Århus traditioner tilbage til slutningen af 1940rne, da Erhvervsarkivet oprettedes og siden har udsendt en årbog og haft forbindelse til universitetets historiske institut, og den økonomiske historie har stået stærkt ved de historiske institutter i København, en periode med eget institut, og ved SDU, hvorfra kandidater med særlig interesse for og viden om virksomhedshistorie er udgået. 48

49 Blandt de videnskabseksterne faktorer fra 1980erne er der grund til at pege på den fornyede interesse for markedet, virksomheder og innovation. Den slog igennem i forlængelse af keynesianismens vanskeligheder med at sikre stabil økonomisk vækst under 1970ernes oliekriser, hvor den anden viste sig i rekordhøje renter og betydelig arbejdsløshed til hen i 1980erne. Det blev ikke længere taget for givet, at virksomhederne nok skulle sikre beskæftigelsen bare politikerne sørgede for den nødvendige samlede efterspørgsel, men der blev øget interesse for samfundsøkonomiens udbudsside, herunder om hvorledes virksomhederne opnåede den nødvendige konkurrenceevne. Denne kom der øget fokus på inden for EU med vedtagelsen af Det indre Marked i 1986, der skærpede den europæiske konkurrence, og øget fokus på globalt med de stadige friere kapitalstrømme og kraftige vækst i investeringerne på tværs af de nationale grænser fra begyndelsen af 1990erne. Sovjetunionens sammenbrud i 1991 og Kinas tiltagende overgang til markedsøkonomi bidrog yderligere til fokuseringen på de enkelte landes konkurrenceevne forstået ud fra et samspil mellem stat og marked, men med stærk fokus på det sidste og virksomhederne. Innovation blev et stadig hyppigere brugt ord, ofte uden tanke på Schumpeter, men det er samtidig klart, at Schumpeters tanker fik fornyet aktualitet blandt fagøkonomer og virksomhedshistorikere. Der blev øget efterspørgsel efter empirisk funderede undersøgelser, også historiske, af, hvad der har bidraget til enkeltvirksomheder og enkelte landes konkurrenceevne og økonomiske vækst. Økonomiske vækststudier havde haft en opblomstring siden 1940rne, men med fokus på det makroøkonomiske. Integration af virksomhedsperspektivet manglede ofte, om end det f.eks. genfindes bl.a. i forskningen med rødder omkring Harvard. Chandlers seneste bøger kan ses i dette perspektiv, og det gælder blandt mange andre f.eks. også David Landes forfatterskab. David Landes, der som Chandler som ung var tilknyttet Centre for Entrepreneurial Studies, har med bogen The Unbound Prometheus (1. udgave 1969, 2. udgave 2003) skrevet en klassiker i tolkningen af, hvorfor den økonomiske udvikling i knap 250 år var knyttet til landene omkring den atlantiske økonomi med Storbritannien, Tyskland og USA som de mest dynamiske, og hvorfor f.eks. de asiatiske lande trods et højt udviklingsstade endnu i 1600-tallet ikke formåede at følge med Europa før fra slutningen af 1900-tallet. Såvel i forklaringen heraf som af den forskellige udviklingstakt mellem de europæiske lande indgår entrepreneuren i 49

50 Schumpetersk betydning som en vigtig forklaringsfaktor, men langt fra som den eneste. Landes har skrevet værket som økonomisk historiker, ikke som virksomhedshistoriker, hvilket også præger hans senere værker, herunder bogen The Wealth and Poverty of Nations (1998). Den opmærksomme læser bemærker naturligvis, hvorledes både Landes og Chandler som i øvrigt deres Harvard-kollega Michael E. Porter med værket The Competitive Advantage of Nations (1990) indgår i en økonomisk historisk tradition, der kan følges tilbage til Adam Smith s bog The Wealth of Nations fra 1776, hvor konkurrencens usynlige hånd fremhæves til sikring af national velstand. Videnskabsinternt var der også flere faktorer, der bidrog til virksomhedshistoriens vækst fra især 1980erne. Chandler stod stadig centralt inden for virksomhedshistorien, og hans bøger blev stadig læst, ligesom det ikke skal glemmes, at hans seneste storværk først kom i Men i modsætning til virksomhedskonsulenterne anvendte virksomhedshistorikerne ikke Chandler for at finde handlingsanvisninger, men for at finde inspiration til egne undersøgelser og i stigende grad for at påvise begrænsningerne i Chandlers generaliseringer. Når væksten har været så stærk for virksomhedshistorien kan det forklares med en faglig udvikling inden for virksomhedshistorien, der afspejler faglige nybrud inden for såvel historie som andre fag, herunder økonomi. Det er nybrud, som har betydet en frugtbar tværfaglig udvikling, der har ført til et opgør med Chandlers tidligere dominans af området, sådan som det f.eks. fremgår af det store oversigtsværk på godt 700 sider, The Oxford Handbook of Business History, der blev publiceret i 2008 med Geoffrey Jones og Jonathan Zeitlin som redaktører. De to redaktører vedkender sig arven fra Chandler, men understreger også, at moderne virksomhedshistorie dækker langt bredere, og at den ikke alene dækker langt flere emner, men også mange forskellige teoretiske og metodiske tilgange hentet fra en række fag inden for samfunds- og humanvidenskaberne. Der er stadig virksomhedshistorikere, bl.a. fordi det efterspørges af virksomhederne, der skriver empirisk velfunderede virksomhedsmonografier, men en stigende del af virksomhedshistorien er drevet af nysgerrighed for at afprøve teorier og metoder og for at søge svar på egentlige forskningsspørgsmål. Det har ført til en pluralisme, som ikke mindst har vist sig i forhold til historiefaget, således som den frem- 50

51 trædende franske virksomhedshistoriker Patrick Friedenson redegør for i den nye Oxford-håndbog. Ifølge Friedenson har virksomhedshistorien været med til at påvirke udviklingen inden for historiefaget. Han nævner for det første brugen af oral history, der allerede fra 1950erne stod centralt i virksomhedshistorien, for det andet brugen af f.eks. organisationsarkiver ud over egentlige virksomhedsarkiver, som har kastet nyt lys på en række politiske begivenheder og bl.a. ført til afdækning af virksomhedslederes politiske indflydelse, i nogle tilfælde med samfundsskadelige konsekvenser til følge, og for det tredje brugen af materielle levninger også inden for den nyere historie. Grav, hvor du står, var arbejderhistorikernes budskab i 1970erne, men allerede inden da var den industrielle arkæologi godt på vej som akademisk disciplin. Han nævner desuden, at virksomhedshistorien har medvirket til forståelsen for aktørers rolle, for principal-agent problemer bl.a. med risikoen for agentens opportunistiske adfærd, som økonomerne neutralt betegner en aktørs udnyttelse af andres lavere informationsniveau, og for mekanismerne bag forandring, herunder et bedre blik for komparation, og at der ikke er en rigtig vej for den enkelte virksomhed eller samfund. Samfundsudviklingen kan følge mange spor, og vi har mange former for kapitalisme samtidig med, at organisationer og samfund kan anskues som lærende organisationer, der samtidig med forfølgelsen af nye muligheder kan være bundet af stiafhængighed bl.a. eksemplificeret med Paul Davids klassiske eksempel på skrivemaskinetastaturets irrationelle, men historisk bestemte udformning. Det er problemstillinger og synsvinkler, som ikke er nye i dag, men som virksomhedshistorien har været en vigtig bidragyder til. Friedenson peger på den anden side på, at udviklingen inden for andre dele af historiefaget er smittet af på virksomhedshistorien og har åbnet den for nye typer problemstillinger. Kultur- og kønsperspektivet er centralt i ganske megen virksomhedshistorie, ligesom forbrug, herunder problemstillinger vedrørende mode og livsstil har tiltrukket sig stigende interesse, som det f.eks. afspejles ved, at næste fælleseuropæiske virksomhedshistoriske konference arrangeret i samarbejde med amerikanske virksomhedshistorikere skal afholdes i Milano med mode som det overordnede tema. Den sproglige vending genfindes endvidere i dele af virksomhedshistorien. Fortællingen er for mange virksomheder et vigtigt markedsføringsredskab, og der ligger spændende undersøgelser og ven- 51

52 ter på at blive foretaget af, hvorledes hele brancher eller typer virksomheder har haft succes, men også kan blive fanget af en bestemt fortælling, sådan som f.eks. Per H. Hansen har vist det for Danish Design med den danske møbelindustri som case og som Mads Mordhorst har vist det for de kendte andelsvirksomheder, der med de seneste års koncentrationstendens og markedsstyrke ikke har kunnet fastholde fortællingen om sig selv som gode og demokratiske virksomheder. Og hvad er det for en fortælling for det 20. århundrede, der bedst afspejler dansk kapitalisme og vor nationale selvforståelse er det en fortælling om forhandlende korporatisme og velfærdsstat, som vi genfinder den i mange fremstillinger, eller er det snarere en fortælling om global kapitalisme med transnationale storvirksomheder, markedsdominans og konkurrencestat med fri bevægelighed for kapital, arbejdskraft, viden og varer, hvor velfærdsstaten bliver klemt både fra oven og fra neden. Eller er det sidste en fortælling om en ny form for kapitalisme, der er på vej, eller har den langt dybere rødder, end vi normalt forestiller os, fordi vi som historikere og borgere er ofre for en national fortælling, som gode nationalliberale og socialdemokratisk/radikale historikere har fremført ud fra en mere eller mindre bevidst sympati med bønder, husmænd, og arbejdere og disses kampe mod godsejere og byernes storkapitalister, mens byernes småborgerskab har været fortrængt til periferien som konservatismens forsvarere. Der er tale om problemstillinger, som historikere med interesse for netværk og deres udstrækning, som politiske historikere, kulturhistorikere, socialhistorikere, mikro- og globalhistorikere alle forholder sig til, og som kan belyses ud fra mange typer materialer og metoder, men som kun kan belyses fyldestgørende ved også at inddrage virksomheder i undersøgelserne. Jeg glæder mig i den forbindelse over, at der de seneste år er kommet litteratur, der diskuterer disse spørgsmål, bl.a. under overskrifter om Varieties of Capitalism, og som senest i 2008 har resulteret i udgivelsen af værket Creating Nordic Capitalism, der behandler de forskellige former for kapitalisme i fire af de fem nordiske lande Danmark, Finland, Norge og Sverige. Store dele af denne nyere litteratur forekommer velegnet i undervisningssammenhæng, også på Historiestudiet. 52

53 Fremtiden Jeg er personligt ikke i tvivl om, at virksomhedshistorien forskningsmæssigt vil fortsætte sin vækst, både i tilknytning til handelshøjskoler og universiteter. Virksomhederne er centrale organisationer inden for kapitalismen, og jeg tør godt tage et væddemål på, at kapitalismen ikke ophører med den nuværende finansielle krise. Det, der er det spændende spørgsmål er, hvilke ændringer kapitalismen vil tage som følge af krisen, og hvilke ændringer der vil ske inden for erhvervslivet. Studiet af tidligere kriser viser, at de kan føre til ganske store ændringer på alle niveauer, internationalt, nationalt og på virksomhedsniveauet. Samspillet mellem fortid, nutid og fremtid, som er de afgørende parametre for alle historikere, udfolder sig også inden for virksomhedshistorien, hvor brugen af historie er knyttet ikke alene til spørgsmålet om national identitet, men også til varetagelsen af store kapitalinteresser. Kampen om historien udkæmpes også på virksomhedsniveau, hvor erhvervslivet vil have fortsat interesse i at få fortalt historien på én måde, mens uafhængige og kritiske historikere har en forpligtelse til at minde om perspektiver og tolkninger, som dele af erhvervslivet måske ikke er så interesserede i. Som politiske og religiøse magthavere altid har haft deres egen agenda for tolkningen af historien, således har de enkelte eller grupper af virksomheder deres agenda; der kan f.eks. bare mindes om mange virksomheders noget uafklarede forhold til deres ageren under Anden Verdenskrig, hvor de tyske storvirksomheder nok er kommet længst med hensyn til åbning af deres arkiver. Det er en ikke ringe udfordring for virksomhedshistorikere at fastholde uafhængigheden, ikke mindst taget i betragtning, at dele af virksomhedshistorien finansieres af enkeltvirksomheder, og at den store del af kildematerialet er virksomhedernes private ejendom. Det har begrænset muligheden for flere typer undersøgelser, og der er stadig store områder, som venter udforskning. Vi må samtidig nok realistisk erkende, at der vil gå en del år, før bankerne åbner deres arkiver til forståelse af den nuværende finansielle krise. Ja, de er stadig tilbageholdende med at give adgang til mere end 100 år gammelt materiale, ligesom mange virksomheder vælger den billige løsning at destruere alt ældre materiale frem for at ofre ressourcer på bevaring af vigtige dele af deres arkiver. 53

54 Jeg indledte med at skrive om historikernes skævt prioriterede fremstillinger og åbnede for en tolkning, der placerede ansvaret hos historikerne selv. Det skal imidlertid ikke glemmes, at kun relativt få private virksomheder har ønsket at muliggøre endsige at bidrage økonomisk til, at vi som historikere kan give et afbalanceret billede af den private og offentlige sektors rolle i samfundsudviklingen. Det skal dog ikke hindre os i at stille de relevante forskningsspørgsmål vedrørende den private sektor og besvare disse bedst muligt på grundlag af det tilgængelige materiale. Og heldigvis indeholder de offentlige arkiver også ganske meget materiale om den private sektor. Den virksomhedshistoriske forskning vil måske nok i de kommende år opleve, at nogle virksomheder under indtryk af den økonomiske krise vil holde igen med bevillinger til arkivdannelse og forskning, men omvendt vil krisen være med til at øge interessen for virksomhedernes rolle i den generelle samfundsudvikling. Så jeg forventer en fortsat stærk interesse for historisk forskning og formidling med inddragelse af virksomhedsperspektivet. Hvilken plads virksomhedshistorien skal have på Historiestudiet ved SDU er derimod et ganske andet spørgsmål. Det må afhænge af undervisningsudbuddene, men nok så afgørende af jeres interesser som studerende. 54

55 Arkivkundskab Vejen til de spændende historier! Af cand. mag. Mette Seidelin, arkivar ved Landsarkivet for Fyn Arkivvæsenets oprettelse Da Landsarkivet for Fyn stod færdigbygget i 1893, var det ikke vanskeligt at se, at arkitekten bag, Martin Borch, havde haft et godt blik for bygningens fremtidige rolle som arkiv for det fynske område. På bygningens mure findes de fynske byvåben og herredsvåben, der meget dekorativt illustrerer, at det var arkivalier fra dette område af Danmark, der nu skulle samles i arkivet. Oprettelsen af arkivet var på mange måder et spændende og nyskabende projekt, som udsprang af Danmarks første arkivlov fra Denne lov fastslog, at der sammen med etableringen af et rigsarkiv også skulle oprettes tre provinsarkiver. Arkiverne havde til formål at løse det efterhånden åbenlyse problem med både centraladministrationens og lokaladministrationens arkivalier, der lå spredt rundt om i det danske rige, og som gjorde det vanskeligt dels at identificere materialet, og dels at sikre arkivalierne gode forhold, så de også kunne benyttes i fremtiden. Centraladministrationens arkivalier skulle samles på Rigsarkivet, der fik til huse på Slotsholmen, mens de lokale myndigheders arkivalier skulle samles i de tre provinsarkiver. I første omgang oprettedes Provinsarkivet for Nørrejylland (1891), herefter Provinsarkivet for Sjælland, Lolland Falster og Bornholm (1893) og samme år også Provinsarkivet for Fyn (1893). Arkiverne skiftede i 1907 navn til landsarkiver, og i løbet af det 20. århundrede oprettedes endvidere Landsarkivet for Sønderjylland (1933), Erhvervsarkivet (1948) og Dansk Data Arkiv (1973). De nævnte enheder udgør alle en del af Statens Arkiver. 55

56 På billedet kan du se Landsarkivet for Fyn, der er fotograferet fra Jernbanegade. Den forreste bygning er magasinet, hvor en del af landsarkivets i alt 20 hyldekilometer arkivalier er placeret. Landsarkivet blev anlagt i Odense Slots gamle køkkenhave i Hvem bruger arkiverne I dag servicerer enhederne under Statens Arkiver den offentlige forvaltning og private borgere, der ønsker at få adgang til forskellige administrative afgørelser lige fra dokumentation af skilsmisser til boopgørelser. Derudover benyttes arkivmaterialet også af slægtsforskere, forskere og studerende, og det er først og fremmest for den sidste gruppe, at denne artikel er tænkt. Studerende er nemlig langt fra blandt de mest hyppige arkivbrugere, og en forklaring herpå er uden tvivl tidspresset under studiet. Men en anden forklaring er givetvis også, at mange studerende mangler praktisk erfaring med, hvordan de helt konkret finder bestemte kilder til et forskningsprojekt. For ét er at have en spændende problemstilling eller emne, noget helt andet er at finde de rigtige kilder hertil. Det er mit håb, at denne artikel kan bidrage til at kaste lidt mere lys over de dunkle arkiver, som jo i virkeligheden slet ikke er så dunkle endda! 56

57 Administrationshistorie eller rettere: sådan finder du de spændende historier! Statens Arkivers samlinger har siden slutningen af det 19. århundrede bygget på proveniensprincippet, også kaldet hjemmehørsprincippet. Rigsarkivar, V.A. Secher, formulerede det således, at arkivalierne skulle anbringes, hvor de i Virkeligheden høre hjemme, d.v.s. der, hvor de ad den regelmæssige administrative Forret- oprettet i 1948 i Århus, hvor det ligger i den flotte Dette billeder er taget på Erhvervsarkivet, der blev bygning på Vester Allé, hvor Statsbiblioteket tidligere havde til huse. Erhvervsarkivet rummer ca. 50 ningsgangs Vej ere ankomne for at forblive. Det er med andre hyldekilometer arkivalier fra virksomheder. ord meningen, at den orden (Foto: Ernst Tobisch) som arkivskaberen (det kan være en privatperson, myndighed, forening osv.) i sin tid har anvendt, fortsat skal være gældende, når materialet anbringes på enten Rigsarkivet eller et af landsarkiverne. Som arkivbruger uanset om du er studerende, forsker eller slægtsforsker betyder proveniensprincippet, at du skal vide præcis, hvilken myndighed, organisation osv., der har skabt det materiale, som du er på udkig efter. Det er derfor en væsentlig forudsætning ved arkivbrug, at du tilegner dig en vis administrationshistorisk viden for at identificere den rette arkivskaber. Men fortvivl ikke, der er flere måder at finde ud af det på. For det første kan du med fordel undersøge, hvilke arkiver andre forskere har benyttet. For det andet kan du gøre brug af Hof og Statskalenderen, som indeholder en oversigt over statslige myndigheders kompetenceområder. Derudover findes en række glimrende udgivelser, der tager fat i bredere eller mere snævre dele af den offentlige forvaltning. Her skal blandt andet fremhæves Harald Jørgensens glimrende værk om lokaladministration i Danmark fra Endelig kan du naturligvis også søge hjælp i Statens Arkiver, enten på en af læsesalene eller ved at benytte vejledningsmaterialet for studerende på Statens Arkivers hjemmeside (www.sa.dk). Når du har fundet ud af hvilken myndighed, der har haft dit emne som sagsområde, bør du undersøge, hvilken hierarkisk placering myndighe- 57

58 den havde eller har i den offentlige forvaltning. Den offentlige forvaltning består som bekendt af mange niveauer, og somme tider kan en sag have sat sig spor flere steder. Tag bare retsvæsenet som eksempel. Før 1919 var Danmark inddelt i retskredse bestående af henholdsvis herreder, købstæder og birker. Billedet viser en vejledningssituation på Landsarkivet for Sjælland. Alle enheder under Statens Arkiver De var med en samlet betegnelse underretter, og det var her, at eksempelvis en straffesag begyndte. I har vejledning på læsesalene. Du kan med fordel gøre brug af den udvidede vejledning alle hverdage spidsen for underretterne finder du mellem kl. 11 og 11.30, hvor du kan få hjælp af en arkivar til for eksempel at få identificeret den rette henholdsvis en herredsfoged, byfoged eller birkedommer (også kaldet arkivskaber. (Foto: Ernst Tobisch) retsbetjente), og somme tider administrerede de flere retskredse på én gang. Retsbetjentens rolle i straffesager var langt bredere end nutidens politimester. For selvom der med Grundloven i 1849 indførtes en tredeling af magten, sådan som vi kender det i dag, var det først med retsplejereformen i 1916 (der trådte i kraft i 1919), at den dømmende og udøvende magt reelt blev adskilt. Det betyder, at før 1919 varetog retsbetjenten både den udøvende, dvs. den politimæssige forvaltning og efterforskning, og den dømmende magt indenfor den enkelte jurisdiktion. Men straffesager har også sat sig spor i amtets arkiv. Amtmanden var nemlig retsbetjentens overordnede, og det var amtmandens opgave at vurdere, om der skulle rejses tiltale i straffesager. Derfor finder du typisk straffesager samlet i amtets arkiv. Sagerne kunne appelleres til overretten, der gennem tiden har heddet Landsting, Landsoverret, Rådstueret og Overpolitiret. Herfra kunne strafudmålingen appelleres til Højesteret. Ved at kende det hierarkiske system kan du således finde oplysninger på mange niveauer enten som supplering eller som erstatning i de tilfælde, hvor der ikke længere findes arkivalier fra den ene instans. Det sidste kan du støde på, hvis du anvender nyere tids arkivalier, hvor mange sager kun bevares hos den overordnede myndighed. 58

59 På billedet kan du se en række politiprotokoller fra Odense Herredsfoged arkiv, som findes på Landsarkivet for Fyn. Fra arkivskaber til arkivalier Når du har fundet den rette arkivskaber, støder du på den næste udfordring, nemlig at finde ud af, hvilket materiale der er bevaret fra den pågældende arkivskaber. Det kan du gøre på to måder, nemlig ved enten at besøge læsesalen på det arkiv, der geografisk set dækker din arkivskaber, eller ved at søge i Statens Arkivers database, Daisy. Vi starter på læsesalen., for på de enkelte enheder i Statens Arkiver finder du registraturer eller fortegnelser, der rummer oplysninger om, hvad der findes af arkivmateriale på det pågældende arkiv. Registraturerne er som udgangspunkt opdelt efter arkivskabere, hvilket betyder, at du eksempelvis i godsregistraturerne, amtsregistraturerne osv. kan finde oplysninger om de enkelte godser og amters arkivalier. Hermed kan du få indsigt i, hvilket materiale, der er bevaret. Der findes imidlertid enkelte registraturer, som ikke er opdelt efter arkivskaber, men som rummer oplysninger om arkivalier, der vedrører et bestemt emne. For Landsarkivet for Fyns vedkommende kan nævnes registraturen for skøde- og panteprotokoller, der er en fortegnelse over dette arkivmateriale på tværs af arkivskabere. 59

60 Du kan som nævnt også finde oplysninger om arkivalier i Statens Arkivers database, Daisy, som du finder på Daisy står for Dansk Arkivalie Informations System, og udgør en onlineregistratur fælles for alle enheder i Statens Arkiver. I Daisy kan du søge efter arkivskaber og arkivserier, f.eks politiprotokol, jordebog osv. Hermed kan du præcist se, hvilket materiale den enkelte arkivskaber rummer. Det er imidlertid ikke alt materiale, der er indtastet i Daisy endnu. På enhederne øst for Storebælt (Rigsarkivet og Landsarkivet for Sjælland) er alle oplysninger om arkivskabere og arkivserier helt ned på pakke/bind niveau indtastet, mens der i enhederne vest for Storebælt På billedet ses en del af Rigsarkivet, som ligger på fortsat arbejdes på at få alt indtastet. Landsarkivet for Fyn har pt. Slotsholmen i København. (Foto: Ernst Tobisch) indtastet ca. trefjerdedel af samlingerne. Du kan med andre ord hjemmefra se, om det materiale, du ønsker at benytte, er bevaret. Herefter kan du besøge det arkiv, hvor materialet befinder sig. Arkivsystemer I forbindelse med brug af eksempelvis centraladministrationens eller lokaladministrationens arkivalier, vil du have behov for at kunne tyde den orden og systematik, som arkivalierne ligger efter. I udgangspunktet består arkiverne af sager og søgemidler. Søgemidlerne er vejen til sagerne. Gennem tiden har myndighederne dog benyttet forskellige arkivsystemer i forbindelse med arkivering af deres materiale, hvilket har stor betydning for dig som historiker, når du skal finde de relevante sager. For spørgsmålet er naturligvis, hvordan du finder de sager, du leder efter på den bedst mulige og gerne hurtigst mulige måde. Her får du igen brug for din administrationshistoriske viden. 60

61 Før 1750 bestod centralforvaltningen af kongen og dennes rådgivere, Danske Kancelli og Tyske Kancelli samt Rentekammeret, hvoraf kollegierne stod som de centrale enheder. Lokalforvaltningen bestod af lensmænd og efter 1660 amtmænd, der så at sige var ekspeditionskontor mellem lokalsamfundet, borgerne og centralforvaltningen. Nederst i det administrative hierarki finder du lokalforvaltningen med byer, købstæder, herreder, birker. Arkivmaterialet fra forvaltningen før 1750 består typisk af kopibøger og protokoller. Kopibøger indeholder afskrifter (helt eller delvist) af dokumenter med henblik på at kunne dokumentere retlige afgørelser samt ind- eller udgående breve. Protokollerne rummer korte redegørelser i forbindelse med sagsbehandling. Kopibøger og protokoller betegnes som søgemidler i forbindelse med, at de henviser til andre typer af arkivalier enten med et journalnummer eller med angivelse af sidetal. Dertil kommer en række registre med samme funktion. Hvis der ikke findes et søgemiddel, må du gå direkte til de bevarede dokumenter. De kan f.eks. være ordnet kronologisk, tematisk eller ved hjælp af et nummersystem.. Efter 1750 voksede forvaltningen både på centralt og lokalt plan. Der kom nye kollegier til, der i 1848 erstattedes af ministerier. Rundt om i landet ekspanderede forvaltningen med de mange kommissioner, der oprettedes i slutningen af det 18. århundrede. Forligskommissioner, fattigkommissioner og skolekommissioner er eksempler herpå. Det vil imidlertid føre for vidt i denne sammenhæng at omtale de mange administrationshistoriske forandringer, der sker efter Det væsentlige er også først og fremmest, at med udbygningen af den offentlige forvaltning og de mange nye opgaver, var der behov for en klar strukturering af sagerne, så dels sagsgangen kunne følges, og dels at sagerne kunne fremfindes igen. Der indførtes derfor journaler med henblik på at få overblik over korrespondancen og udfaldet i de enkelte sager. Hver sag fik et journalnummer i journalen, der henviser til selve journalsagen, der består af en række dokumenter, som er indsamlet som en del af sagsbehandlingen. Journalerne er på den måde et fantastisk værktøj til at følge en sag. Der var imidlertid to forskellige måder at arkivere sagerne efter, nemlig Rentekammersystemet og Kancellisystemet. Begge var i brug helt frem til midten af det 20. århundrede, hvor de afløstes af journalplaner. Rentekammersystemet begyndte som navnet antyder i Rentekammeret, men fortsatte også i de ministerier, der afløste Rentekammeret i Syste- 61

62 met gik kort fortalt ud på, at indkomne skrivelser fik det første ledige nummer i journalen, også selvom den indkomne skrivelse vedrørte en allerede eksisterende sag. De ældre sagsakter henlagdes nu under det nye journalnummer med tilbagevisning til det ældre sagsnummer, hvorfra der også fremvises til det nye journalnummer som en lang række krydshenvisninger. Én journalsag kunne altså bestå af mange journalnumre, hvor sagens akter til sidst skulle findes under det nyeste journalnummer. Kancellisystemet stammer fra Danske Kancelli, hvor hver sag i princippet (men ikke altid i praksis) fik sit eget nummer ved sagens oprettelse. Efterfølgende skrivelser og dokumenter, der vedrørte denne sag, blev lagt på det journalnummer, som sagen fik ved sin oprettelse. Fra midten af det 20. århundrede voksede forvaltningen og mængden af sager i sådan en grad, at der var behov for nye journalsystemer. Journalplansystemet blev derfor indført, og er kort fortalt en systematisk oversigt over de sagsområder, som en myndighed varetager. En myndigheds arbejdsområder opdeles efter emner, som hver især får et nummer og placeres hierarkisk. De indkomne sager bliver herefter tildelt et journal- Billedet viser eksempler på arkivmateriale: Fra venstre side ses kartotekskort, journal og journalsag. 62

63 nummer ud fra den gældende journalplan. Journalplanerne bliver typisk revideret hver 5. eller 10. år, hvor alle sager principielt set lukkes, inden der tages hul på en ny journalplan. De sager, der stadig er i brug, får et nyt journalnummer. Du skal derfor være opmærksom på, om den type sager, du skal bruge, med tiden er blevet lagt under et nyt journalnummer. I Daisy kan du finde journalplanen som en selvstændig arkivserie. Afslutning Selvom der er skrevet mange glimrende værker omkring arkivkundskab, som varmt kan anbefales, er det i virkeligheden først, når du selv går i gang med at bruge arkivalier, at du rigtig forstår sammenhængen i et arkiv. For det lyder ofte mere vanskeligt, end det reelt er. Med sund fornuft og nysgerrighed kan du komme langt. Det handler først og fremmest om, at du som historiker in spe har lyst til at få belyst et spændende emne ved hjælp af arkivalier, som andre måske ikke tidligere har benyttet. Arkiverne er jo i virkeligheden en guldgrube af spændende historier, der bare venter på at blive fundet og fortalt. 63

64 Landarbejdernes faglige organisering Et eksempel på anvendt komparativ metode Af stud.mag. Kasper Sørensen Indledning I slutningen af 1800-tallet begyndte byarbejderne at organisere sig fagligt som klasse for at tilkæmpe sig bedre løn- og arbejdsforhold og dermed bedre levevilkår. Det var imidlertid på landet, hos landarbejder- og husmandsklassen, at man fandt de ringeste sociale og økonomiske forhold. Det var den socialistiske bevægelse der blev rammen om byarbejdernes organisering, og denne bevægelse havde også tiltænkt landarbejderne en central strategisk rolle i kampen om den politiske magt sammen udgjorde land- og byarbejdere et klart flertal. Men trods landarbejdernes meget ringe levevilkår og trods den socialistiske arbejderbevægelses betoning af vigtigheden af en alliance mellem underklassen i byen og på landet, så forblev landarbejderne uorganiserede indtil langt op i det 20. århundrede. 1 Hvorfor denne forskel mellem underklassen på landet og i byen i slutningen af 1800-tallet? Hvorfor begyndte arbejderne i byen at organisere sig som en særlig klasse, med egne klasseinteresser, i modsætning til andre klasser? Hvorfor opstod en lignende klasseorganisering først langt senere blandt arbejderne på landet? 1 Christensen, m.fl., 2007, s Grelle, 1978, s

65 En systematisk sammenlignende undersøgelse af forskellene i landarbejdernes og byarbejdernes organisering som klasse er ikke hidtil blevet foretaget. Det vil denne opgave gøre. Indledningsvis vil forskningsoversigten undersøge de svar, som forskningen hidtil har givet med hensyn til by- og landarbejdernes organisering. Dette leder til problemstillingen, som vinkles mod en komparativ analyse, da en sådan tilgangsvinkel ikke har været anvendt i den eksisterende forskning. Derefter præsenteres opgavens teoretiske og metodiske grundlag, for så at munde ud i selve analysen. Forskningsoversigt Der er forsket og skrevet meget om fagbevægelsens og arbejderklassens historie. Denne forskningsoversigt vil undersøge, hvordan den væsentligste forskning hidtil har svaret på spørgsmål om arbejdernes klasseorganisering, og hvilken metodisk tilgang der har været anvendt i besvarelsen af dette spørgsmål. En del arbejderhistoriske undersøgelser vil kun i begrænset omfang eller slet ikke finde omtale i forskningsoversigten, og vil heller ikke i væsentlig grad indgå i opgavens analyse, dels af pladsmæssige hensyn og dels fordi det antages, at de væsentligste resultater af disse undersøgelser er inddraget i de større og mest anerkendte faghistoriske værker om arbejdernes organisering, som denne opgave vil fokusere på. Fra arbejderbevægelsen selv er udgået en række jubilæumsskrifter og partihistorier. Disse rummer væsentlig empirisk viden, men de fleste kan ikke betegnes som egentlig faghistorisk forskning. Med oprettelsen af Instituttet for Historie og Samfundsøkonomi i 1927 skabtes grundlaget for en række akademiske undersøgelser af arbejdernes leveforhold, deres forhold til arbejdsgiverne og deres organisering, hvoraf flere stadig står som hovedværkerne på området. I 1970 erne skete et boom i interessen for arbejderhistorie. Meget af 1970 ernes forskning havde udgangspunkt i en socialistisk grundholdning, og hvor en del af undersøgelserne rummer nyopdagelser og nye metodiske tilgange, så rummer mange af analyserne også temmelig ufrugtbare forsøg på at dokumentere den reformistiske, socialdemokratiske, arbejderbevægelses klasseforræderi overfor arbejderne. Fra 1980 erne fandt forskningen i arbejderhistorie et mere naturligt leje, 1970 ernes altforklarende teoretiske modeller forsvandt og mere 65

66 nuanceret forskning i arbejderklassen og dens relationer til andre klasser blev bedrevet. 2 De væsentligste værker der behandler byarbejdernes tidlige organisering er Henry Bruuns Den faglige arbejderbevægelse i Danmark indtil år 1900 og Georg Nørregaards Arbejdsforhold inden for dansk haandværk og industri , der begge udkom fra Instituttet for Historie og Samfundsøkonomi, samt Niels Finn Christiansens Arbejderbevægelsens forhistorie. 3 Af disse tre undersøgelser er Bruuns den første og mest detaljerede, hvad angår byarbejdernes organisering. Den væsentligste betydning for arbejdernes organisering i fagbevægelsen tilskriver Bruun de materielle, økonomiske forhold. Både den overordnede udvikling i samfundets strukturer, primært ændringer i mester-svend forholdet indenfor lavene og i 1857 lavenes ophævelse ved næringsloven, og mere midlertidige økonomiske forhold, som stigende huslejepriser og faldende realløn i 1860 erne, bidrager til at arbejderne under 1870 ernes bedre konjunkturer søger at danne organisationsformer som varetager deres egne klasseinteresser overfor arbejdsgiverne. 4 I begyndelsen er det hovedsageligt håndværkerne der organiserer sig, industriarbejderne spiller ingen fremtrædende rolle. Bruun tillægger håndværkernes erfaringer med foreningsliv fra lavstiden betydning, ligesom kontakten med håndværkere i udlandet og inspirationen herfra spillede en om ikke afgørende, så dog betydningsfuld rolle. 5 Den tidligste faglige organisering og arbejdskampene i 1871/72 skyldtes ikke socialisternes agitation, men derimod ønsket om højere løn. Snarere synes socialismen i begyndelsen at have skræmt arbejderne væk. 6 Ved de mange nystiftelser af fagforeninger i sommeren og efteråret 1873 er der imidlertid en tæt sammenhæng med socialistisk agitation, idet socialisterne i forhold til andre forsøg på at samle arbejderne har vist 2 Petersen, 2007, s For en kritik af studier baseret på forræderitesen se Ibsen og Jørgensen, 1979, s Som eksempler på bibliografier hvor disse værker fremhæves som de væsentligste se Hyldtoft, 1999, s. 300 og Knudsen, m.fl., 1991, s Af referencerne i det nyeste oversigtsværk Arbejdernes historie i Danmark (Christensen, m.fl., 2007, s ) fremgår det at Christiansens Arbejderbevægelsens forhistorie fra 1986 er den nyeste undersøgelse af den tidlige arbejderbevægelses historie. 4 Bruun, 1977 [1938], s , og Se også Bruun, 1978 [1930], s. 7 og Bruun, 1977 [1938], s. 285, og Bruun, 1977 [1938], s. 165, 201 og 458. Se også Bruun, 1931, s. 296 og

67 deres taktiske overlegenhed og deres utvetydige støtte til arbejdernes lønkrav. 7 Georg Nørregaard og Niels Finn Christiansen fremhæver, ligesom Henry Bruun, udviklingen indenfor lavene og de økonomiske konjunkturer som afgørende forudsætninger for arbejdernes faglige organisering i 1870 erne, idet Nørregaard dog synes at tillægge socialismen en større betydning som anledning til fagbevægelsens gennembrud. 8 Bruuns og Nørregaards arbejder udmærker sig først og fremmest metodisk ved at være grundige empiriske undersøgelser, mens teoretiske overvejelser ikke er fremtrædende. Derimod er Christiansens undersøgelse, med teoretisk udgangspunkt i den historiske materialisme, et forsøg på at se udviklingen der fører til arbejdernes organisering i sammenhæng med overgangen fra den feudale produktionsform til den kapitalistiske. 9 Det er også fra Instituttet for Historie og Samfundsøkonomi, at de første undersøgelser af landarbejdernes organisering udkommer. Georg Nørregaard har undersøgt de overvejende frugtesløse forsøg på at organisere landarbejderne i det 19. århundrede i Organisationsforsøg blandt landarbejderne, mens Hans Jensen i Landarbejderspørgsmålets udvikling i Danmark fra ca til ca berører de tilstande som udgjorde de mangelfulde forudsætninger for organisering. I denne periode opnås ikke meget med hensyn til klasseorganisering, og Nørregaards resultater af størst interesse for denne forskningsoversigt er derfor de faktorer, han anfører som årsager til den manglende organisering. Som det mest åbenlyse problem påpeges, at landarbejderne er spredte og fattige. 10 Desuden mødte klasseorganiseringen modstand fra arbejdsgivere og konkurrence fra andre organisationstiltag som ikke var vendt mod arbejdsgiverne. 11 Mest vægt ligger Nørregaard dog på at socialisternes antireligiøse holdninger vakte afsky hos landbefolkningen. 12 Skønt resultaterne ikke er store, så bidrager alle organisationsforsøgene i 1800-tallet dog til at også de fattig- 7 Bruun, 1977 [1938], s og Se også Bruun, 1931, s. 318 og Nørregaard, 1977 [1943], s , 194 og Christiansen, 1986, s. 30, og Christiansen, 1986, s Nørregaard, 1931, s Nørregaard, 1931, s. 160, 131, 62, 103 og Nørregaard, 1931, s og

68 ste på landet får erfaringer med foreningsliv, og de første spæde forsøg på klasseorganisering bliver gjort. 13 Hans Jensen nævner en række vilkår som må antages på forskellig vis at have vanskeliggjort landarbejdernes faglige og politiske organisering. Landarbejderne stod i et nært afhængighedsforhold til deres arbejdsgivere, dels fordi mange boede til leje hos disse, og dels fordi arbejdsgiverne ydede naturaliegaver som ofte var afgørende for landarbejdernes eksistens. 14 Jensen påpeger at der, i hvert fald ifølge bønderne, eksisterede et tillidsforhold mellem bønder og landarbejdere, og at disse udviste sammenhold i politiske sager. Politisk selvstændighed udviste landarbejderne ikke, hvad enten det så skyldtes dette tillidsforhold eller det løntryk som arbejderne var udsat for under de offentlige afstemninger. 15 Den del af landarbejderklassen som var de første til at blive organiserede, nemlig husmændene, er beskrevet af Fridlev Skrubbeltrang i hans værk Den danske husmand. Husmandsbevægelsen blev imidlertid ikke en organisering som lønarbejdere, men en organisering til varetagelse af husmændenes landbrugsfaglige interesser som selvstændige småbrugere. 16 Som forudsætninger for denne organisering nævner Skrubbeltrang at andelsbevægelsen, driftsomlægningen og udvidet og forbedret husdyrhold havde sikret bedre vilkår for småbruget. 17 Husmændene var en klasse på vej til at adskille sig fra landarbejderklassen som selvstændige småbrugere, og det var som selvstændige småbrugere de organiserede sig. 18 En levedygtig faglig organisering med henblik på landarbejdernes interesser som lønmodtagere opstod først med dannelsen af Tjenestefolkenes Forening i 1906 (senere Tyende- og Landarbejderforbundet), som efter megen intern uenighed og splittelse i 1915 skulle blive til Landarbejderforbundet. Vejen frem mod Landarbejderforbundets tilblivelse er undersøgt af Henning Grelle i Tag Parti Landarbejderforbundet og arbejderbevægelsen Grelle har særligt fokus på de interne politiske og personlige stridigheder og forbundets forhold til den socialdemokratiske 13 Nørregaard, 1931, s. 81, og Jensen, 1931, s og Jensen, 1931, s og Skrubbeltrang, 1954, bind 1, s. 311 og bind 2, s Skrubbeltrang, 1954, bind 1, s Møller, 1983, s Bjørn, 1988, bind 3, s. 226 og 362. Hyldtoft, 1999, s

69 arbejderbevægelse, men nævner også forskellige årsager til landarbejdernes tilbageholdenhed med at organisere sig. Tyendets retsstilling som underlagt tyendeloven og de jævnlige skiftedage var en væsentlig forhindring for tyendets organisering. 19 At landarbejderne levede spredte og isolerede fra hinanden fremhæves også af Grelle. 20 En medlemsfremgang sætter ind umiddelbart efter samlingen i 1915, godt hjulpet af en socialdemokratisk støttet agitationskampagne. 21 Hanne Damsholt har i Landarbejderforbundet og landarbejderstrejken 1921 med udgangspunkt i folketællingen fra 1921 påvist landarbejderklassens heterogenitet og fremhævet dette, sammen med patriarkalske arbejdsforhold og de geografisk spredte arbejdspladser, som væsentlige årsager til vanskelighederne med at skabe en fælles organisering. 22 Damsholt nævner at faste daglejeres motivation for organisering har været begrænset som følge af de patriarkalske afhængighedsforhold til arbejdsgiveren, de løse arbejderes skiftende ansættelsesforhold har mindsket forståelsen for sammenholdets betydning, de større husmænd har nok følt solidaritet med landbrugserhvervet frem for med arbejderne, og endelig har tyendeloven hæmmet tyendets organisering. 23 I sin undersøgelse viser Damsholt ved at se på hartkornsfordelingen i amterne, at organiseringen var stærkest i egne med store landbrugsarbejdspladser. 24 Hanne Damsholt nævner, at Landarbejderforbundet nåede et medlemsmæssigt højdepunkt i 1919 med omkring medlemmer. 25 Ligesom Henning Grelle i Tag Parti Landarbejderforbundet og arbejderbevægelsen , giver Damsholt imidlertid ingen anden forklaring på denne medlemsfremgang end omfattende agitation. 19 Grelle, 1982, s. 9 og Grelle, 1982, s Grelle, 1982, s. 53 og Damsholt, 1982, s Damsholt, 1982, s Damsholt, 1982, s og Damsholt, 1982, s. 63 og 68. I litteraturen findes lidt forskellige angivelser af medlemstallet i Damsholt har sit tal fra LAF s kongresprotokol fra 1931 og Statistisk Årbog 1920 (Damsholt, 1982, note 4, s. 98). I Grelle og Hansen, 1986, s. 91 opgives medlemstallet imidlertid til , uden at der angives kilde. Ligeledes angives medlemstallet i Christensen, m.fl. 2007, s. 114 til godt , også uden nogen nøjagtig kildeangivelse. Under alle omstændigheder var der tale om en kraftig fremgang. 69

70 Socialdemokratiets stilling overfor landarbejderne er undersøgt af både Henning Grelle i Socialdemokratiet i det danske landbrugssamfund ca og af Hans-Norbert Lahme i Sozialdemokratie und Landarbeiter in Dänemark ( ). Begge disse undersøgelser har fokus på Socialdemokratiets udvikling af en agrarpolitik og partiets holdning til organisering af landarbejderne. Begge forfattere påviser at de danske socialister tidligt forstod betydningen af at skabe en alliance mellem by- og landarbejderne, og Lahme påpeger endda at det danske Socialdemokrati var det første i Europa til at udforme et agrarprogram. 26 På grund af problemerne med fagligt at organisere landarbejderne, blev hovedvægten fra 1880 erne lagt på en politisk organisering i Socialdemokratisk Forbund, idet der dog fra 1893 åbnedes op for at de socialdemokratiske landforeninger kunne udøve faglig virksomhed. 27 Socialdemokratiet agiterede i hele perioden blandt landarbejderne, men Grelle og Lahme synes ikke helt enige i vurderingen af resultatet af denne agitation. Grelle hæfter sig ved, at partiets medlemstal på landet, hvoraf kun en lille del arbejdede ved landbruget, ikke var imponerende. 28 Derimod mener Lahme at agitationen førte til stigende vælgertilslutning blandt landarbejderne og til at en, for de europæiske arbejderpartier, enestående høj medlemsandel udgjordes af landarbejdere. 29 Lahmes tal for tilslutningen blandt landarbejderne er dog i en anmeldelse af hans værk blevet kritiseret for at være alt for høje. 30 Problemformulering Som forskningsoversigten viste, så er der blevet forsket både i by- og landarbejdernes organisering, og en række forskellige faktorer er blevet påpeget at have spillet en rolle for organiseringen. En systematisk sammenligning af forholdene omkring by- og landarbejdernes organisering er imidlertid ikke foretaget. En sådan sammenligning vil denne opgave søge at lave ud fra problemstillingen: 26 Lahme, 1982, s. 18 og 35. Grelle, 1978, s Lahme, 1982, s Grelle, 1978, s Grelle, 1978, s Lahme, 1982, s og Boje, 1982, s

71 Hvilke faktorer havde betydning for, at de danske landarbejdere blev meget senere fagligt organiseret som klasse end byarbejderne? Teori og begrebsafklaring Fire væsentlige begreber i problemformuleringen kræver afklaring: Hvad forstås ved landarbejdere og byarbejdere, hvordan opfattes begrebet klasse og hvad vil det sige at en klasse er organiseret. Klassebegrebet er et vigtigt omdrejningspunkt i undersøgelsen og såvel definitionen af land- og byarbejdere, som af klasseorganisering ligger i forlængelse af forståelsen af begrebet klasse. Det er omstridt hvordan sociale klasser defineres og hvordan relationer imellem klasser forstås, 31 så en afklaring af den bagvedliggende teoretiske forståelse, som denne opgave vil tillægge begrebet klasse, vil her fremsættes. Som forståelsesramme for opfattelsen af klasser vil opgaven hente inspiration hos Karl Marx teoretiske begrebsapparat. Det vil sige at en social klasse defineres ikke ved indkomst, uddannelse, status eller beskæftigelse (elementer som optræder i f.eks. Max Webers klassebegreb 32 ), men ved sin respektive position i den sociale organisering af produktionsprocessen. Men denne objektive position i produktionsprocessen udgør kun et nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt grundlag for eksistensen af sociale klasser. Først når medlemmer af en potentiel klasse organiseres med henblik på at forfølge fælles mål eksisterer en klasse. 33 Marx klassiske formulering om de franske bønder i 1848 udtrykker dette: For så vidt som millioner af familier lever under økonomiske eksistensbetingelser, som skiller deres levemåde, deres interesse og dannelse fra andre klasser og stiller dem i et fjendtligt forhold til disse, udgør de en klasse. For så vidt som der kun består en lokal sammenhæng mellem småbrugerne, og deres interessers ensartethed ikke skaber fællesskab, en national forbindelse og en politisk organisation blandt dem, er de ingen klasse Vanskelighederne ved at give en tilfredsstillende definition af begrebet klasse diskuteres i Cole, 1968 [1955], s Månson, 2005, s Bendix, 1974, s Bendix og Lipset, 1966, s Marx, 1976 [1852], s

72 Marx klassebegreb indeholder altså to analytisk adskilte dele: Dels social position i produktionsforholdene og dels klassebevidsthed. Marx skelnen mellem en klasses objektive position i produktionsforholdene og en klasses bevidste kamp for sine interesser, udtrykt med begrebsparret en klasse i sig selv og en klasse for sig selv 35, er blevet kritiseret for at have inspireret til forskning med en teleologisk opfattelse af forholdet mellem en klasses stilling i den materielle produktion og udviklingen af klassebevidsthed. 36 Det skal derfor understreges at når denne opgave undersøger faktorer med betydning for klasseorganiseringen blandt land- og byarbejderne, så er det ikke ud fra en opfattelse af at en sådan bevidst klasseorganisering med Historiens nødvendighed måtte finde sted. Tværtimod vil opgavens teoretiske forståelse af forholdet mellem klasse og bevidsthed være baseret på den engelske socialhistoriker E. P. Thompsons formulering: The class experience is largely determined by the productive relations into which men are born or enter involuntarily. Class-consciousness is the way in which these experiences are handled in cultural terms: embodied in traditions, value-systems, ideas, and institutional forms. If the experience appears as determined, class-consciousness does not. We can see a logic in the responses of similar occupational groups undergoing similar experiences, but we cannot predicate any law. 37 En sådan marxistisk inspireret forståelse af sociale klasser og klassebevidsthed har på to væsentlige områder betydning for en undersøgelse som denne af forskellene i land- og byarbejdernes organisering som klasse. For det første har det betydning for, hvem der anses som tilhørende landog byarbejderklassen. Her vil denne definition foreløbig følge en kategorisering alene ud fra en social klasses position i produktionsprocessen. Hvordan arbejderklassen på landet og byen opstår og organiseres som en klasse bevidst om sine interesser og i modsætning til andre klasser, er netop emnet for denne opgaves analysedel. Når vi indledningsvist define- 35 Marx, 1973 [1847], s For eksempler på denne kritik se Katznelson, 1986, s. 5-7 og Mikkelsen, 1990, s Thompson, 1991 [1963], s

73 rer en klasse ud fra sin stilling i produktionsforholdene, altså f.eks. som lønarbejder, kapitalejer eller jordejer, 38 betyder det, at der med landarbejdere forstås de arbejdere der var beskæftiget med landbrug, og som, fordi de enten slet ikke ejede jord eller ikke ejede nok til at leve af, var henvist til at arbejde som lønarbejdere for gårdmænd og godsejere. Daglejere, tyende og de fleste husmænd vil altså i opgaven alle henregnes til landarbejderklassen. Byarbejderklassen omfatter også forskellige grupper af både faglærte og ufaglærte arbejdere som ligeledes, idet de ikke selv er ejere af produktionsmidler, er henvist til at basere sin indkomst på lønarbejde. 39 Det er altså en uensartet gruppe som denne opgave under et behandler med begreberne land- og byarbejderklasse. Ikke desto mindre har de forskellige grupper et væsentligt grundlæggende strukturelt forhold til fælles, nemlig situationen som lønmodtager, som retfærdiggør den ovenfor angivne definition af land- og byarbejderklassen. Fraktioner og undergrupper inden for arbejderklassen vil af pladsmæssige hensyn kun i særlige tilfælde blive behandlet. Skulle den store, brogede flok, som udgjorde landbefolkningen i slutningen af 1800-tallet og starten af det 20. århundrede, kategoriseres efter et klassebegreb baseret på f.eks. indkomst, uddannelse eller beskæftigelse, eller en kombination af disse, ville problemer hurtigt opstå. Den fattigste daglejer, såvel som den bedst stillede bonde havde samme beskæftigelse, nemlig landbrugsarbejde. En kategorisering efter indkomst eller uddannelse ville resultere i et kontinuum strækkende sig fra den fattigste og ringest uddannede daglejer eller husmand til den rigeste og mest oplyste bonde eller godsejer, med en gråzone i midten med de mest velhavende og uddannede husmænd og de fattigste og dårligst uddannede bønder overlappende hinanden. Det andet område hvor det i opgaven anvendte klassebegreb har betydning, er med hensyn til hvilke organisationsforsøg der kan betragtes som udtryk for klassemæssig organisering. Med organisering som klasse forstås en organisering baseret på opfattelsen af fælles interesser i modsætning til andre klasser med andre interesser. Det vil f.eks. betyde at de tid- 38 Marx, 1972 [1894], s Christensen, m.fl., 2007, s

74 lige arbejderforeninger baseret på selvhjælp og hjælp til selvhjælp, hvor både arbejdere og arbejdsgivere kunne være medlemmer, og som havde til formål at forbedre arbejdernes forhold uden at det måtte koste de velhavende klasser noget, ikke i opgaven regnes som eksempler på klasseorganisationer for arbejderne. Metode, periodisering og empiri Denne opgave vil anvende en undersøgelsesmetode, hvor der foretages en komparativ analyse af faktorer med betydning for klasseorganiseringen af by- og landarbejderne. Thompsons opfattelse af at class formations (...) arise at the intersection of determination and self-activity: the working class made itself as much as it was made 40 uddybes af den amerikanske professor i samfundsvidenskab Ira Katznelson, der skelner mellem fire forskellige niveauer i forbindelse med dannelsen af arbejderklassen: 1) Udviklingen af en kapitalistisk økonomisk struktur. 2) De gennemlevede klasseerfaringer i arbejds- og beboelsessituation. 3) Grupper af mennesker indstillet på eller tilbøjelige til at handle i klassehenseende. 4) Klassebaserede kollektive aktioner. 41 I tilslutning til Katznelsons begrebslige opfattelse af klassedannelse vil opgaven i sin komparative analyse rette fokus mod disse forskellige elementer af klassebegrebet og deres indbyrdes sammenhæng, idet det fjerde niveau dog udelades, da der naturligvis ikke er grundlag for sammenligning på dette niveau, da opgavens formål netop er at undersøge, hvorfor landarbejderne ikke sluttede sig sammen og handlede kollektivt. For at undersøge faktorer af betydning for hvorfor landarbejderne blev sent organiserede, vil opgaven afgrænses til de perioder, hvor der etableres levedygtige klasseorganisationer. For byarbejderne vil det sige perioden fra ca , idet arbejderne i byen her opnår deres første begyndende organisering som klasse, og danner det grundlag hvorpå arbejderbevægelsen, trods krisen i anden halvdel af 1870 erne, videreføres i 40 Thompson, 1995 [1978], s Katznelson, 1986, s

75 1880 erne. Landarbejdernes første succesfulde organisationstiltag foregår i perioden fra 1915, hvor Landarbejderforbundet dannes, og til 1919, hvor organisationen når et foreløbigt højdepunkt. 42 Denne periodisering er et redskab til at systematisere den komparative analyse. Alle udviklingstendenser følger imidlertid ikke nødvendigvis de udvalgte perioder, så analysen kan ikke undgå også at trække linjer både bagud og fremad i forhold til periodiseringen. Den komparative metode som vil anvendes i opgaven, henter inspiration fra de metodiske redskaber i den model der kaldes makro-kausal analyse, uden dog at følge denne noget skematiske tilgang slavisk. Den makrokausale analyse indeholder to forskellige logiske metoder: overensstemmelsesmetoden og forskelsmetoden. Ved anvendelse af disse metoder ved sammenligning af undersøgelsesobjekter søges henholdsvis den afgørende overensstemmelse eller den afgørende forskel blandt en række faktorer for derved at forklare et givent fænomen. Ved overensstemmelsesmetoden vælges undersøgelsesobjekter, som er meget forskellige, og så søges den afgørende lighed på trods af forskellene. Ved forskelsmetoden vælges objekter, som er så ens som muligt, og så søges den afgørende forskel trods lighederne. 43 Opgavens analyse vil ligne forskelsmetoden for så vidt, at der søges de afgørende forskelle mellem klasser, som har en strukturel lighed, for at forklare fænomenet organisering eller ikke organisering. At en enkelt faktor skulle kunne identificeres som den afgørende synes usandsynligt, men logikken ved denne tilgang kan anvendes til at analysere problemstillingen omkring klasseorganisering ved at rette fokus mod de forskelle, som må antages at have haft afgørende betydning. Opgavens analyseafsnit vil være to-delt. I første del foretages en sammenligning af byarbejdernes og landarbejdernes forhold i perioden , for at søge de forskelle som må have betydning for at organiseringen i denne periode ikke omfatter landarbejderne. Derefter sammenligner analyseafsnittets anden del landarbejdernes situation i med de forhold der gør sig gældende for landarbejderne i perioden , hvor den faglige organisering vinder fodfæste på landet. Derved undersø- 42 Christensen, m.fl., 2007, s og Skocpol og Somers, 1980, s Kjeldstadli, 2001, s

76 ges hvilke af de forhold som der i har betydning for den mangelfulde organisering, der har ændret sig i 1915, og altså må antages at spille en væsentlig rolle for om organisering kan opnås. Det empiriske grundlag for analysen udgøres af den sekundære litteratur på området, overvejende den forskning der direkte beskæftiger sig med by- og landarbejdernes organisering, og som blev præsenteret i forskningsoversigten. Analyse Afsnit 1: By- og landarbejdernes organisering i 1870 erne Udviklingen fra slutningen af 1700-tallet frem mod 1870 erne havde for både byarbejderne og landarbejderne været præget af at feudale træk afløstes af kapitalistiske. I byerne spaltedes den gamle, feudale håndværkerstand i de moderne klasser, arbejdsgiver og arbejder. Tidligere blev svendetilværelsen indenfor lavsinstitutionen opfattet som et led i uddannelsen inden man blev selvstændig mester. Efterhånden ansatte den enkelte mester et større antal svende, muligheden for at svendene selv kunne blive mestre blev herved langt mindre og svendene oplevede i stigende grad deres interesser som modsatrettet mestrenes. 44 Med lavstvangens fjernelse da næringsloven trådte i kraft 1862 var de feudale rammer for håndværket brudt. 45 På landet havde landboreformerne og grundloven banet vejen for at gårdmændene blev den opadgående klasse, mens godsejerne måtte se feudale ejendoms- og personrelationer begynde at gå i opløsning. Blandt landarbejderne betød overbefolkningen på landet meget ringe levevilkår. De voksende skel mellem gårdmændene og landarbejderne gav de sociale forhold på landet et mere kapitalistisk præg. 46 Hvad angår udviklingen mod en mere kapitalistisk præget økonomisk struktur er der altså fælles træk mellem land og by. Dykker vi ned under de overordnede strukturer, og ser på hvordan arbejderne oplever deres arbejds- og boligsituation, så vil vi se, at byarbejdernes og landarbejder- 44 Bruun, 1977 [1938], s. 12 og Nørregaard, 1977 [1943], s Christiansen, 1986, s Christiansen, 1986, s Hyldtoft, 1999, s Nørregaard, , s

77 nes erfaringer rummer en række ligheder, men også en række vigtige forskelle. Byarbejderne oplevede at deres levevilkår blev forringede. Tidligere var det almindeligt først at gifte sig når man var blevet selvstændig mester, men de dårligere muligheder for at svendene kunne blive mestre medførte at flere giftede sig tidligere. Svendelønnen var imidlertid utilstrækkelig til at forsørge en familie. 47 Derudover bragte 1860 erne stigende priser på tøj og fødevarer, mens boligmangel betød forhøjet husleje. I begyndelsen af 1870 erne afløstes høj arbejdsløshed af bedre konjunkturer som øgede beskæftigelsen. 48 Netop denne sammenhæng mellem de forværrede levevilkår og den øgede beskæftigelse er, som vi så i forskningsoversigten, i historieskrivningen fremhævet som den væsentligste årsag til byarbejdernes faglige organisering som klasse. Imidlertid fandtes hos landarbejderne en nogenlunde parallel situation, blot omkring et årti senere. Landarbejderne oplevede, som arbejderne i byerne, ringe leveforhold som følge af stagnerende realløn og høj arbejdsløshed, i skarp kontrast til den økonomiske fremgang hos gårdmænd og godsejere, som nød godt af Den store Kornsalgsperiode. 49 Fra 1880 erne afhjælper vandringen til byerne og den oversøiske udvandring befolkningsoverskuddet på landet. Der opstår mangel på arbejdskraft og landarbejdernes vilkår forbedres noget, som følge af en stærk lønstigning. 50 Idet landarbejderne dog stadig var meget fattigt stillet, 51 er det bemærkelsesværdigt at de gode beskæftigelsesforhold ikke som hos byarbejderne fører til lønkampe og organisering. Landarbejdernes erfaringer har givetvis adskillet sig fra byarbejdernes, for så vidt at den kraftige lønstigning må have svækket opfattelsen af en organiseret lønkamps nødvendighed. Ikke desto mindre må vi kunne konstatere, at de økonomiske konjunkturer som blev fremhævet som afgørende for byarbejdernes organisering, ikke havde en lignende afgørende indflydelse i retning mod organisering hos landarbejderne. Andre forhold må her have betydning. 47 Bruun, 1978 [1930], s. 7. Nørregaard, 1977 [1943], s Bruun, 1977 [1938], s Bruun, 1978 [1930], s Jensen, 1931, s Om kornsalgsperioden se Hyldtoft, 1999, s og Jensen, 1931, s Hyldtoft, 1999, s Hyldtoft, 1999, s

78 Litteraturen fremhæver at landarbejdernes arbejds- og boligsituation er væsentlig forskellig fra de arbejdere, hovedsageligt håndværkere, som organiserer sig i byen. Landarbejderne er en meget heterogen klasse, som bor og arbejder spredt med dårlige muligheder for indbyrdes kontakt, og skiftende og meget forskellige ansættelsesforhold som vanskeliggør sammenhold og organisering. 52 De forskellige arbejdsforhold fremhæves af Henry Bruun som en faktor, der også vanskeliggør industriarbejdernes organisering i byen. 53 Desuden havde arbejdsforholdene på landet ofte en patriarkalsk karakter, som på to måder modvirkede organisering mod arbejdsgiverne. Dels havde mange faste daglejere bolig og eventuelt andre naturalier som en del af lønnen, hvilket må have medført et afhængighedsforhold, så mange var tilbageholdende med at organisere sig af frygt for at stå uden tag over hovedet. 54 Dels arbejdede og boede landarbejderne, i hvert fald på de mindre gårde, tæt sammen med arbejdsgiveren og hans familie, hvilket må have givet et tættere forhold, der har sløret de modsatrettede interesser. 55 For tyendet kan det, at tyendestillingen blev opfattet som en oplæring i fremtidige hverv som gårdejer, husmand eller landarbejder 56 yderligere have betydet, at tyendet i mindre grad har følt sig som arbejdere med et modsætningsforhold til deres arbejdsgiver. Endelig udgjorde for tyendet deres juridiske stilling under den hårde tyendelov af 1854, som blandt andet gjorde deltagelse i strejker ulovligt, en væsentlig hindring for organisering. 57 Ikke kun med hensyn til hvilke erfaringer by- og landarbejderne gør sig i deres arbejds- og beboelsessituation, er der forskelle mellem klasserne Christiansen, 1986, s. 43. Nørregaard, 1931, s. 90. Damsholt, 1982, s og Grelle, 1982, s. 18 og 53. Damsholts og Grelles undersøgelser drejer sig om landarbejderne i starten af 1900-tallet, men deres iagttagelser angående landarbejderklassens heterogene, spredte og omskiftelige arbejdsforhold må være lige så gældende for 1870 erne. 53 Bruun, 1977 [1938], s Damsholt, 1982, s. 83. Jensen, 1931, s. 17 og 20. Jensen nævner landarbejdernes afhængighed af arbejdsgiverne, idet frivillige naturaliegaver fra disse var afgørende for landarbejdernes eksistens. 55 Damsholt, 1982, s. 92. Nørregaard, , s Christiansen, 1986, s Hansen, 2006, s Damsholt, 1982, s Grelle, 1982, s. 9 og 18. Damsholt, 1982, s. 84. For eksempler på lovens hårdhed se Hansen, 2006, s. 292 og Bøge, 1988, s

79 Der er også væsentlige forskelle med hensyn til faktorer, der har betydning for, hvordan arbejderklassen i byen og på landet opfatter og tolker disse erfaringer. Altså forskelle med hensyn til hvordan kultur, traditioner, værdier og ideer påvirker i hvilken grad mennesker i byen og på landet er indstillet på at handle i klassehenseende. Allerede den 12. juli 1871 havde den senere stifter af den Internationale Arbejderforening for Danmark, Louis Pio, i Socialistiske Blade II omtalt husmændene og byarbejderne som naturlige forbundsfæller. Tilsammen udgjorde de et klart flertal, og kunne dermed vinde den politiske magt. 58 Det danske arbejderparti beskæftigede sig som det første af alle europæiske arbejderpartier med at udvikle en jordpolitik. 59 Som Henning Grelle og Hans-Norbert Lahme har vist, så var der altså ikke tale om, at de tidlige danske socialister ikke var opmærksomme på landarbejderne. Men til trods for denne opmærksomhed, og til trods for agitationsture af de socialistiske ledere, så mislykkedes organisationsforsøgene på landet i 1870 erne. 60 I byerne betød en række forhold at arbejderne, særligt håndværkerne, var mere tilbøjelige til at organisere sig end arbejderne på landet. Organisationskultur og foreningsliv var ikke nyt for håndværkssvendene i København. Fra lavene havde de en erfaring med organisering som strakte langt tilbage i tiden. Denne organisationskultur og lavssolidaritet fik i 1870 erne et nyt indhold som klasseorganisering vendt mod arbejdsgiverne. 61 Den kendsgerning at den tidlige arbejderbevægelse hovedsageligt var en håndværkerbevægelse skyldes, ifølge Henry Bruun, netop håndværkernes veludviklede sans for foreningsliv. 62 Svendenes tradition med at tage på valsen i Europa, særligt Tyskland, betød at inspiration fra tysk fagorganisation fandt vej til København. Det er næppe tilfældigt, at de fag der hørte blandt de tidligst og bedst organiserede, typografer, cigarmagere og byggefagene, også var blandt de mest 58 Grelle, 1978, s Lahme, 1982, s Nørregaard, 1931, s På grund af problemerne med fagligt at organisere landarbejderne, blev hovedvægten fra 1880 erne dog lagt på en politisk organisering i Socialdemokratisk Forbund. Fra 1893 åbnedes der op for at de socialdemokratiske landforeninger kunne udøve faglig virksomhed. (Lahme, 1982, s Grelle, 1978, s ). 61 Christiansen, 1986, s Bruun, 1977 [1938], s

80 vandrelystne. Udenlandske forbilleder blev dog ikke slavisk efterlignet, men selvstændigt tilpasset danske forhold. 63 De socialistiske ideer fandt også vej fra udlandet til København. Frederik Dreier havde allerede i 1850 erne argumenteret for arbejdernes organisering mod kapitalens herredømme, 64 og før Pio havde andre socialister i København haft kontakt med Internationales generalråd i London. 65 De socialistiske ideers tidligste indtog i Danmark fik ikke stor praktisk betydning, men såede dog nogle frø, som betød at tanken om en dansk sektion af Internationale i begyndelsen af 1870 erne ikke lå fjernt. 66 Det var ikke socialismen som fremkaldte strejkebevægelsen i 1871, ikke alle de faglige klasseorganisationer som opstod i var socialistisk ledet, og til de der var organiseret af socialisterne i Internationales sektioner, var det lønkampen mere end socialismen som tiltrak medlemmerne. 67 Efter de socialistiske lederes fængsling i maj 1872 og det efterfølgende forbud mod Internationale, fulgte imidlertid fra sommeren 1873 en bølge af fagforeningsdannelser med klart socialistisk præg. Som Bruun udtrykker det, så blev socialistlederne Pio, Brix og Geleff ved deres fængsling martyrer og derved et samlingssymbol, mens de på fri fod nærmere havde været årsag til splittelse. 68 Desuden havde socialisterne på dette tidspunkt vist deres taktiske overlegenhed i forhold til konkurrerende organisationer. 69 Fagbevægelse og socialisme smeltede sammen. Svendeforeningerne af 1862, de tidligere svendelav, der hovedsageligt fungerede som syge- og begravelseskasser, tilnærmede sig under 1870 ernes strejkebølge en karakter af klasseorganisation, idet de aktivt stillede lønkrav og deltog i lønkampe. En række tabte lønkampe i 1871/72 ledet af disse foreninger og socialisternes kritik af Svendeforeningernes bestyrelser for uduelighed, gav imidlertid disse foreninger et 63 Bruun, 1977 [1938], s og Bruun, 1977 [1938], s Sørensen, 2008, s Christiansen, 1986, s Bruun, 1977 [1938], s Bruun, 1977 [1938], s. 70 og Bruun, 1977 [1938], s Bruun, 1931, s. 296 og 315. Nørregaard (1977 [1943], s. 177 og ) tillægger dog socialismen en større betydning end Bruun som anledning til lønkampene. 68 Bruun, 1977 [1938], s og Bruun, 1931, s Bruun, 1931, s Christiansen, 1986, s

81 alvorligt knæk, og førte svendene over mod socialismen. 70 Således stod den socialistiske fagorganisation i byerne allerede tidligt i 1870 erne stort set uden konkurrerende organisationsforetagender. 71 De ovennævnte faktorer håndværkernes organisationserfaringer fra lavstiden, inspirationen fra tysk fagorganisation, de socialistiske ideers tidlige tilstedeværelse og den hurtige udkonkurrering af andre organisationer må alle have haft betydning for at byarbejderne var disponeret for at handle i klassehenseende. Landarbejderne havde en væsentlig anden kulturel baggrund i 1870 erne, som må antages at have været gældende for at opfattelsen af deres livssituation, modsat byarbejderne, ikke førte til at landarbejderne blev indstillet på at agere som selvstændig klasse. Landarbejderne havde aldrig haft en selvstændig organisationstradition, men var blevet repræsenteret af gårdmændene 72. Socialismen mødte nok almindelig uvilje blandt brede dele af byarbejderne, 73 men hvad angår landarbejderne, så fremhæver Georg Nørregaard i særlig grad forfærdelsen over at socialisterne vil afskaffe religionen som en afgørende forhindring for Socialdemokratiets organisationsbestræbelser på landet. 74 Der var et tæt forhold mellem gårdmænd og deres arbejdere, som må have sløret klassemodsætningerne, dels som følge af de patriarkalske forhold, som beskrevet ovenfor, dels må det have betydet noget at en del landarbejdere nedstammede fra gårdmandsklassen, som følge af en nedadgående social cirkulation. 75 At der eksisterede en opfattelse af fællesskab mellem gårdmænd og husmænd, ses af at både gårdmændene selv og socialisterne nævnte dette, dog som henholdsvis noget positivt og negativt. 76 Angående tyendet nævner litteraturen, at for at undgå at det begrænsede privatliv skabte gnidninger, var bondesamfundet hierarkisk opbygget og 70 Bruun, 1977 [1938], s Christiansen, 1986, s Nørregaard, 1977 [1943], s De sidste få lavsmæssigt prægede fagorganisationer som stod i modstrid til de socialistiske, forsvandt eller omdannedes i 1876 (Bruun, 1977 [1938], s Grelle, 1978, s Bruun, 1977 [1938], s. 201 og 458. Bruun, 1931, s Nørregaard, 1931, s , 137 og Hyldtoft, 1999, s Hansen, 2006, note 21, s Jensen, 1931, s Grelle, 1978, s

82 opdrog individet til konfliktsky optræden 77 og der lå en moralsk, ideologisk og religiøs blydyne over hele tyendetilværelsen. 78 Endelig mødte landarbejderbefolkningen påvirkning fra en række organisationstiltag som på et ikke-klassemæssigt grundlag forsøgte at organisere dem, og disse blev ikke som i byen hurtigt udkonkurrerede af den socialistiske bevægelse. 79 Sammenfatning: By- og landarbejdernes organisering i 1870 erne Analysen har hidtil vist, at både i byen og på landet udviklede samfundet sig i mere kapitalistisk retning. Landarbejderne oplevede, ligesom byarbejderne, at meget ringe levevilkår blev afløst af bedre beskæftigelsesmuligheder. Hvor denne udvikling hos byarbejderne førte til klassekamp og organisering, så forblev landarbejderne uorganiserede. Analysen viste, at som forskelle af betydning herfor må dels anføres landarbejdernes spredte, forskelligartede og patriarkalske arbejds- og beboelsessituation, og for tyendets vedkommende den hårde tyendelov, dels har landarbejderne haft andre kulturelle forhold end byarbejderne, idet de ingen erfaring havde med organisationsliv, der eksisterede et tæt forhold til gårdmændene som slørede klassemodsætningerne, deres religiøse følelser vakte modvilje mod socialismen, tyendet opdragedes til konfliktsky opførsel, og konkurrerende organisationsforetagender modvirkede socialismen. Afsnit 2: Landarbejdernes situation i 1870 erne og I 1915 oprettedes Landarbejderforbundet (LAF) som en sammenslutning af to rivaliserende landarbejderorganisationer, og frem til 1919 lykkedes det ved en succesfuld agitationskampagne støttet af Socialdemokratiet og DsF at organisere omkring arbejdere i forbundet. I 1919 opnås den første landsomfattende overenskomst. Endelig har fagorganiseringen på landet vundet fodfæste knap halvtreds år efter fagorganiseringen i 77 Bøge, 1988, s Hansen, 2006, s Nørregaard, 1931, s , , og Af disse organisationer blev Lundes Almindelig dansk Velfærdsforening og Linderbergs Dansk Arbejderforbund dog med tiden venligt stillede overfor Socialdemokratiet. 80 Se note

83 byen. 81 Af de faktorer som i 1870 erne forhindrede, at landarbejderne ligesom byarbejderne blev organiserede, må nogle altså have undergået en forandring frem mod Vi vil nu ved at sammenligne landarbejdernes situation i 1870 erne og undersøge udviklingen i de faktorer, som i den første analysedel blev tillagt betydning for organiseringen med henblik på at nå en dybere indsigt i disse faktorers indbyrdes forhold. Landarbejdernes arbejds- og beboelsessituation havde ikke i væsentlig grad forandret sig fra 1870 til De arbejdede og boede stadig spredt og med meget omskiftelige og forskelligartede arbejdsforhold, der fandtes stadig patriarkalske træk i lønningsforholdene, og den undertrykkende tyendelov beherskede fortsat tyendets retsstilling. Disse forhold er ofte i litteraturen fremhævet som betydelige forhindringer for organiseringen. 82 Det er imidlertid blandt forholdene af betydning for hvordan landarbejdernes kultur, traditioner, værdier og ideer påvirker i hvilken grad de er indstillet på at handle i klassehenseende, at vi skal lede efter de forandringer som kan forklare, at organisering er blevet mulig i Hvor landarbejderne i 1870 erne havde været uden egne organisationserfaringer, så havde de talrige socialdemokratiske og ikke-socialistiske organisationsforsøg i løbet af 1800-tallet efterhånden givet landarbejderne en erfaring med foreningsliv. Hvor der før havde manglet lokale ledere på landet, så udgik initiativet til foreningsdannelser nu fra lokale landarbejdere selv. 83 Ligesom byarbejderne i 1870 erne havde fået inspiration fra udenlandsk fagorganisation, så kunne organisationsforsøg blandt landarbejderne i 1915 både basere sig på byarbejdernes erfaringer 84 og henvise til deres opnåede resultater. 85 Også husmandsbevægelsen som opstod omkring århundredskiftet, 86 kan have været en inspiration som et eksempel på, at det er muligt for underklassen på landet at organisere sig med henblik på at forfølge sine interesser. 81 Damsholt, 1982, s. 63. Christensen, m.fl., 2007, s Damsholt, 1982, s og Grelle, 1982, s. 9, 18 og 53. Nørregaard, 1931, s. 90. Grelle 1978, s Christiansen, 1986, s Nørregaard, 1931, s. 81, Damsholt, 1982, s Christensen, m.fl., 2007, s Skrubbeltrang, 1954, bind 1, s

84 Ordet socialisme har givetvis haft en mindre skræmmende effekt i perioden end i 1870 erne. Nørregaard påpeger at landarbejderføreren og lederen af Dansk Arbejderforbund fra , Fernando Linderberg, var med til at jævne vejen for socialismen på landet, idet Linderberg selv fuldførte overgangen fra modstand mod socialismen på grund af sine religiøse følelser til at tilslutte sit Arbejderforbund til Socialdemokratiet. Linderbergs holdningsskifte viste, at socialisme og religion ikke nødvendigvis er modsætninger, en samme erkendelse havde efterhånden vundet frem blandt kirkens mænd, og disse forhold må i væsentlig grad have mindsket modviljen mod socialismen på landet. 87 Generelt anerkendtes Socialdemokratiet gradvist som en del af den normale politiskkulturelle proces, i 1916 indtrådte Stauning som kontrolminister, 88 og 1800-tallets socialistforskrækkelse må i perioden være aftagende. En vis fællesskabsfølelse mellem gårdmænd og landarbejdere må antages fortsat have eksisteret i 1915 som følge af arbejdsforhold, hvor arbejder og arbejdsgiver arbejdede tæt sammen. 89 Bodil K. Hansen har imidlertid beskrevet, hvordan den patriarkalske orden blev rystet i de sidste år af 1800-tallet. Gårdmændene indrettede nu folkestuer til deres arbejdere, mens de selv trak sig tilbage til de fine stuer, og det tidligere tætte forhold begyndte herved at blive opbrudt. 90 Blandt tyendet ses tendenser mod en vågnende selvbevidsthed derved, at den ovenfor nævnte konfliktsky optræden nu blev afløst af, at i de retssager der fandt sted mellem tyende og gårdmænd, var det i stigende grad tyendet som rejste sagerne og fik deres husbond slæbt i retten. 91 Hvad angår husmændene, så var de en klasse på vej til at adskille sig fra resten af landarbejderne som selvstændige småbrugere, og det var som selvstændige småbrugere, ikke lønarbejdere, at de havde organiseret sig i husmandsbevægelsen. 92 Denne udvikling har, om ikke styrket deres sam- 87 Nørregaard, 1931, s Bryld, 1992, s og Damsholt, 1982, s Hansen, 2006, s. 287 og 312. Nørregaard (1931, s ) mener også at samfølelsen mellem gårdmænd og husmænd begyndte at svækkes allerede i 1800-tallet på grund af mindre patriarkalske forhold. 91 Hansen, 2006, s. 295 og Møller, 1983, s Bjørn, 1988, bind 3, s. 226 og 362. Hyldtoft, 1999, s

85 følelse med gårdmændene, så sandsynligvis styrket deres solidaritet med landbrugserhvervet og deres forståelse for jordejerne. 93 Med sammenlægningen af Tyende- og Landarbejderforbundet og Landarbejdernes Fagforbund i 1915 i Landarbejderforbundet stod den faglige landarbejderbevægelse uden konkurrence fra ikke-klassemæssige organisationer som modvirkede en klasseorganisering vendt mod arbejdsgiverne 94 (her ses bort fra Dansk Arbejdsmands Forbund, som gjorde forsøg på at organisere landarbejderne som klasse, men med hvem Landarbejderforbundet havde en række grænsestridigheder inden for DsF). 95 Sammenfatning: Landarbejdernes situation i 1870 erne og Analysen af udviklingen i de faktorer som ved sammenligning af by- og landarbejderne i 1870 erne påvistes at have betydning for organiseringen, viste, at det ikke var landarbejdernes arbejdsforhold som i betydelig grad havde ændret sig i Derimod var der sket en væsentlig udvikling på det kulturelle niveau, som må have betydet, at landarbejderne var mere indstillede på at handle i klassehenseende, og derved var der skabt forudsætninger for den organisering som fandt sted fra Konklusion Den komparative analyse der undersøgte dels forskelle mellem by- og landarbejder i , dels forskelle mellem landarbejdernes situation i 1870 erne og , har givet os et indblik i samspillet mellem en række faktorer af betydning for landarbejdernes faglige organisering. De økonomiske konjunkturer som i litteraturen er fremhævet som en afgørende forudsætning for byarbejdernes organisering, havde ikke tilsvarende betydning for landarbejderne. Landarbejdernes spredte, forskelligartede og patriarkalske arbejds- og beboelsesforhold, og deres særlige kulturelle forhold i form af manglende erfaring med organisationsliv, det tætte forhold til gårdmændene, religiøse følelser, en opdragelse til kon- 93 Damsholt, 1982, s Henry Bruun (1977 [1938], s ) har givet eksempler på hvordan Internationale i provinsen i 1870 erne mange steder mødte modstand fra ikke-klassemæssige organisationer. 95 Damsholt, 1982, s Grelle, 1982, s

86 fliktsky opførsel, og konkurrerende organisations-foretagender var faktorer som forhindrede organiseringen på landet i 1870 erne. Af disse faktorer er det imidlertid kun de kulturelle forhold, som i betydeligt omfang har ændret sig i 1915, hvor landarbejdernes organisering begynder at få succes. De spredte, forskelligartede og patriarkalske arbejdsog beboelsesforhold som oftest fremhæves i litteraturen er således ikke en uoverstigelig forhindring for organisering. Dermed ikke sagt at arbejds- og beboelsesforhold ikke spiller en væsentlig rolle, men analysen har vist, at for at forstå hvorfor arbejderne på landet blev meget senere organiseret som klasse end byarbejderne, så må kulturelle faktorer også tillægges en stor betydning. En kompleks problemstilling er blevet behandlet på relativt lidt plads, og det kan indvendes at alle de behandlede faktorer kunne have fortjent en mere detaljeret opmærksomhed, hvilket måske ville have ført til ændringer i nogle nuancer, men næppe i de grundlæggende præmisser for svaret på opgavens problemstilling: At som faktorer med betydning for, at de danske landarbejdere blev meget senere fagligt organiseret som klasse end byarbejderne, må påpeges både landarbejdernes arbejds- og beboelsesforhold, men i høj grad også de ovennævnte kulturelle forhold. English summary (engelsk resumé) This study examines the differences between the organization in labour unions of the agricultural working class and the working class in the cities through a comparative analysis. While the organization of the working classes of the city and in the country has been examined in previous research, a systematic comparative perspective has as yet not been adopted. The understanding of the central concept, class, is based on E. P. Thompson s undogmatic interpretation of Marxist class theory: class formations (...) arise at the intersection of determination and selfactivity. In approval of Ira Katznelsons elaboration of Thompson s formulation, the applied comparative method examines the differences between the conditions of the agricultural working class and the working class in the cities at the level of capitalist structure, the level of lived experiences in the workplace and in the residential conditions and the level of disposition to act in class ways. The variables of significance in relation to the difference in class organization in the 1870s are identified. Develop- 86

87 ments in these variables are then examined in order to determine which of these have changed in 1915 and thus made possible the organization of the agricultural working class which in the 1870s had been impossible but from actually took place. The analysis carried out in the study showed that while the fact that agricultural workers lived and worked separated from each other and under very different and often patriarchal conditions obviously played a crucial role in counteracting class organization, attention certainly must be paid to cultural conditions like organizing experience, relationship between the workers and the farmers, religion, upbringing, and competing non-class organizations as well, since these are the conditions that change between 1870 and 1915 and thus presumably makes the organization of the agricultural workers possible. Litteratur Bendix, Reinhard og Seymour Martin Lipset: Karl Marx s Theory of Social Classes i Bendix og Lipset (red.): Class, Status, and Power. Social Stratification in Comparative Perspective. 2. udgave. New York: The Free Press, Side Bendix, Reinhard: Inequality and Social Structure: A Comparison of Marx and Weber. American Sociological Review. Bind 39. Nr Side Bjørn, Claus (red.): Det danske landbrugs historie. Bind 3. Odense: Landbohistorisk Selskab, Boje, Per: Anmeldelse af: Hans-Norbert Lahme: Sozialdemokratie und Landarbeiter in Dänemark Odense: Odense University Press, I: Årbog for arbejderbevægelsens historie. Nr Side Bruun, Henry: Den sociale udvikling i byerne i Engelstoft og Jensen (red.): Sociale studier i dansk historie efter København: Selskabet for udgivelse af kilder til dansk historie, 1978 [1930]. Side Bruun, Henry: Fagbevægelsens brydningstid i Engelstoft og Jensen (red.): Bidrag til arbejderklassens og arbejderspørgsmålets historie i Danmark fra 1864 til København: Gyldendal, Side Bruun, Henry: Den faglige arbejderbevægelse i Danmark indtil år Første del til ca København: Gyldendal, 1977 [1938]. Bryld, Claus: Den demokratiske socialismes gennembrudsår. Selskabet til forskning i arbejderbevægelsens historie, Bøge, Peter: Husbond og tyende landbohusholdet som arbejdsenhed Fortid og Nutid. Nr. 35. København, Side

88 Christensen, Lars K., Søren Kolstrup og Anette Eklund Hansen: Arbejdernes historie i Danmark Selskabet til forskning i arbejderbevægelsens historie, Christiansen, Niels Finn: Arbejderbevægelsens forhistorie. Selskabet til forskning i arbejderbevægelsens historie, Cole, G.D.H.: Studies in Class Structure. 4. oplag. London: Routledge & Kegan Paul Ltd., 1968 [1955]. Damsholt, Hanne: Landarbejderforbundet og landarbejderstrejken Årbog for arbejderbevægelsens historie. Nr Side Grelle, Henning: Socialdemokratiet i det danske landbrugssamfund 1871-ca København: Selskabet til forskning i arbejderbevægelsens historie, Grelle, Henning: Tag Parti Landarbejderforbundet og arbejderbevægelsen Årbog for arbejderbevægelsens historie. Nr Side Grelle, Henning og Anette Eklund Hansen: Gartneri, land- og skovbrug. Arbejdsmandens historie i 100 år. Bind 4. København: Fremad, Hansen, Bodil K.: Familie- og arbejdsliv på landet ca Landbohistorisk Selskab, Hyldtoft, Ole: Danmarks økonomiske historie Århus: Systime, Ibsen, Flemming og Henning Jørgensen: Fagbevægelse og stat. Bind 1. København: Gyldendal, Jensen, Hans: Landarbejderspørgsmålets udvikling i Danmark fra ca til ca i Engelstoft og Jensen (red.): Bidrag til arbejderklassens og arbejderspørgsmålets historie i Danmark fra 1864 til København: Gyldendal, Katznelson, Ira: Working-Class Formation: Constructing Cases and Comparisons i Katznelson og Zolberg: Working-Class Formation. Nineteenth-Century Patterns in Western Europe and the United States. Princeton: Princeton University Press, Side Kjeldstadli, Knut: Fortiden er ikke hvad den har været. En indføring i historiefaget. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag, Knudsen, Knud, Hanne Caspersen og Vagn Oluf Nielsen: Kampen for en bedre tilværelse. Selskabet til forskning i arbejderbevægelsens historie, Lahme, Hans-Norbert: Sozialdemokratie und Landarbeiter in Dänemark ( ). Odense: Odense University Press, Marx, Karl: Filosofiens elendighed. Jørgen Paludans Forlag, 1973 [1847]. Marx, Karl: Kapitalen. 3. bog, 4. bind. København: Rhodos, 1972 [1894]. 88

89 Marx, Karl: Louis Bonapartes attende brumaire i Marx og Engels: Udvalgte skrifter. Bind oplag. København: Forlaget Tiden, 1976 [1852]. Side Mikkelsen, Flemming: Arbejderklassen i den europæiske socialhistorie: Forsøg på en syntese i Jensen, Callesen og Walsted (red.): Fremad ad nye veje. Bidrag til diskussionen om arbejderhistorien i 1990 erne. København: Selskabet til forskning i arbejderbevægelsens historie, Side Møller, Iver Hornemann: Klassernes Magt Socialistiske Økonomers Forlag, Månson, Per: Max Weber i Andersen og Kaspersen (red.): Klassisk og moderne samfundsteori. 3. udgave. 2. oplag. København: Hans Reitzels Forlag, Side Nørregaard, Georg: Organisationsforsøg blandt landarbejderne i Engelstoft og Jensen (red.): Bidrag til arbejderklassens og arbejderspørgsmålets historie i Danmark fra 1864 til København: Gyldendal, Side Nørregaard, Georg: Arbejdsforhold indenfor dansk haandværk og industri København: Gyldendal, 1977 [1943]. Nørregaard, Georg: Klasseforskellen mellem gårdmænd og husmænd i 1870 erne. Jyske Samlinger. Ny række, 1. bind, Side Petersen, Erik Strange: Historieskrivningen om arbejderklassen og arbejderbevægelsen i Christensen, Kolstrup og Hansen: Arbejdernes historie i Danmark Selskabet til forskning i arbejderbevægelsens historie, Side Skocpol, Theda og Margaret Somers: The Uses of Comparative History in Macrosocial Inquiry. Comparative Studies in Society and History. Bind 22, nr. 2. Cambridge: Cambridge University Press, Side Skrubbeltrang, Fridlev: Den danske husmand. Bind 1 og 2. København: Det danske forlag, Sørensen, Jan Ingemann: De danske socialister og Første Internationale (1865- april 1871). Arbejderhistorie. Nr Side Thompson, E.P.: The Making of the English Working Class. London: Penguin Books, 1991 [1963]. Thompson, E.P.: The Poverty of Theory. London: Merlin Press, 1995 [1978]. 89

90 Om kunsten at skrive biografi 1 Af Dr.phil., professor og seniorforsker Birgitte Possing Biografiens fascination og illusion Der er biografier overalt, og der bliver stadig flere. Men hvad er en biografi? Det korte svar er, at det er en beskrivelse af et liv, bios graphein, der er skrevet af en anden end den, der levede livet. Til forskel fra en selvbiografi. Det lange svar er, at genren har en lang historie, - tilbage til antikken. 2 At den har tjent mange formål i forhold til publikum. At den er som et stykke sæbe, der smutter ud mellem fingrene, når vi griber om den. At den grænser op til mange fag og går på tværs af specialisering. At den har en tung tradition for kønsskævhed, som først blev anfægtet i løbet af 20. århundrede. At den har tradition for at få liv til at hænge sammen, men i dag er åben, polyfon og taler med mange stemmer. Biografier handler om personers levede liv og har derfor en stærk fascinationskraft. Men kan vi lade denne fascinationskraft være ureflekteret, når det for længst er erkendt, at livshistorisk kontinuitet er en konstruktion, der burde anfægtes epistemologisk, som Pierre Bourdieu gjorde det i sin nu klassiske artikel, L Illusion biographique fra 1986? Her hævder han, at konstruktion af biografiske enkelthistorier i et kronologisk forløb har en uafrystelig nærhed til det litterære skemas udviklingsroman, hvor det levede liv tegnes over en model af lineær, subjektiveret - og objektiveret - sammenhæng. Bourdieu anfægter med rette, at denne konstruktion nok 1 Artiklen er en lettere bearbejdning af Possings tiltrædelsesforelæsning ved professorat i komparative kulturstudier, Københavns Universitet, marts Den danner afsæt til en bog om Kunsten at skrive biografi ( The Art of Biography ), der forventes udgivet Possing 2001; France & St Claire 2002; Bödecker

91 kan være æstetisk bevaringsværdig, men til gengæld ikke er teori- eller videnskabsværdig. 3 Findes en videnskabelig biografi? Inden for fiktion og skønlitteratur kan forfattere skabe sammenhæng og identiteter. De kan også konstruere forskellige identiteter på den samme hovedperson. Forfatteren Jan Kjærstad gjorde det i sin berømte trilogi om Jonas Wergeland med tre forskellige bud på den samme person. Han skabte en fiktiv sammenhæng i et menneskes liv (Opdageren, Forføreren, Erobreren 1993). Kan en videnskabelig historiker, litterat, antropolog eller humanist gøre det samme, baseret på kilder fra den faktiske virkelighed? På empiriske studier af historiske skikkelser, der faktisk har levet? Kan en biografi på én og samme gang være en fortælling og have videnskabelig legitimitet? I akademia vil nogen påstå det, mens andre vil bimle med dødsklokkerne; igen og igen. I hvert fald i de skandinaviske lande. Men trangen til at udfolde sig i genren er stærk, også i akademia, og vi ser ikke sjældent forskellige biografer øve sig på den samme hovedperson; store nationale skikkelser og internationale personligheder trækker ofte flere biografier efter sig. Hyppigt hører man om, at den endegyldige biografi af Churchill, Hitler eller dronning Victoria nu er kommet. Om Churchill kom tre på bare tre år, Statsmand og myte, 4 Churchill: manden bag myten, 5 Churchill den ultimative biografi. 6 Men hvilken er mest ultimativ? Ingen. For biografier er altid et spejl af deres tid, deres biograf og deres læsere. Taler vi om biografi, er det derfor en god idé at se på den biografiske trekant for at bedømme, hvad vi har med at gøre: Der er altid en biograf; det er forfatteren, som er det subjekt, der samler kilder og spor, fortolker dem og fortæller om en anden person. Konstruerer biografien. Udefra og som regel i kontekst. Biografen er altid præget af sin egen tid. Så er der den biograferede; det er den hovedperson/protagonist, der skrives om, objektet, som har/havde en anden erkendelse af sit liv end biografen. Indefra. Forlæns og baglæns. Som altid er objekt for biografen, ikke subjekt, selv- 3 *Bourdieu 1986; Possing Sevaldsen Gilbert Jenkins

92 om han/hun er hovedperson. Endelig er publikum, som det fortalte liv er rettet til. Biografien bliver til i trekanten og mest mellem biografens hensigt og publikums reception. Biografier læses forskelligt til skiftende tider. Middelalderens martyrbiografier læses i dag som historien om didaktiske skræmmebilleder og ikke som den livslære, som de læstes som i middelalderen. Forholdet mellem de tre hjørner i den biografiske trekant har ændret sig de sidste par tusind år, hvor biografien har været kendt. 7 Genren er altså svær at få hold på. I dag er den overalt i underholdning, medier og i videnskab. Den er ligefrem blevet en dominerende måde at tænke på i Vesten efter Murens og De Store Fortællingers fald, og her i individualiseringens tid forklares fænomener ofte gennem biografiske konstruktioner; Sejren i Tour de France forklares med Lance Armstrongs biografi. Staters fald med diktatorens liv. Ikke mindst derfor er biografiers funktion og reception et vigtigt men stadig uudforsket forskningsfelt. Betyder det da, at man i en videnskabelig sammenhæng skal lade biografien ligge? Er en biografi kun en biografi, hvis dens intention er at omfatte et livsforløb? Kan et menneskes gøren, laden, tanker og følelser rekonstrueres fra ende til anden i en biografi, begrundet i en simpel henvisning til livets start ved fødslen og slut med døden? Kan et liv rekonstrueres uden at dekonstruere forestillingen om, at dette liv har en essentielt påstået sammenhængskraft? Skaber tid i sig selv fortælling? Bygger biografer fortælleteknisk deres biografier op kronologisk fra ende til anden? Svarene er ligeså komplekse, som det er at skabe en biografi. En biograf skal ikke have siddet længe med sit materiale, før hun eller han opdager, at idéen om at lægge det livshistoriske forløb til grund for biografiens fortolkning ikke er brugbar. Det er ikke nyt. I 1500-tallet pegede Michel de Montaigne på inkonsekvenserne i hvert menneskes liv, 8 ligesom Chateaubriand i 1800-tallet udtalte, at mennesket ikke havde ét, men mange liv. 9 Det er netop det inkonsekvente, paradoksale og mangetydige, der i mit begreb er det fascinerende ved genren. For 250 år siden skrev Samuel Johnson, biografen, der selv blev biograferet, om biografiens fascination: No species of writing seems more worthy of cultivation than biography, 7 Possing Montaigne, dansk oversættelse 1998, s. 9 9 Chateaubriand, citeret i Auster, The Book of Illusions, New York

93 since none can be more delightful or more useful, none can more certainly enchain the heart by irresistible interest, or more widely diffuse instruction to every diversity of condition. 10 Biografien fængsler i sin uimodståelighed af liv, men giver kun diffus vejledning i, hvordan den skal gribes an, fordi livets betingelser er brogede og kan ændre sig radikalt gennem et livsforløb. Det har biografer vidst, siden man i renæssancen så de første spirer til en biografi, der søgte at rumme en udfoldet personlighed. Denne type biografi udviklede sig fra oplysningstiden gennem det 19. århundredes optagethed af det borgerlige menneskes romantisk-evolutionære udviklingshistorie. I begyndelsen af det 20. århundrede blev den moderne, afslørende eller afmytologiserende livshistorie introduceret af Bloomsbury gruppen med Lytton Strachey s Eminent Victorians 11 som den første. Det biografisk nye i dag er dog hverken biografiens diversitet eller dens overflødighedshorn af publikationer. Det nye er biografernes komplekse leg med, refleksion over og forskning i genren. Fornyelsen er udsprunget af det paradigmeskifte fra modernisme til postmodernisme, der successivt tog form i efterkrigstiden. Her blev selvbiografien og biografien én af de vigtigste slagmarker, hvor striden mellem det gamle og det nye udkæmpedes. Der blev hentet inspiration fra avanceret litteratur som Proust s På Sporet af den tabte Tid ( ), Joyce s Ulysses (1922) og andres modernistiske værker og fra de kritiske spørgsmål om, hvordan og ikke hvorvidt historien skabes af mennesker, kendte såvel som glemte. I avanceret biografisk forskning spørges der i dag ikke om, hvordan det enkelte liv aflæses i eller bag værket. Modernistiske begreber som identitet, sandhed og udvikling er blevet anfægtet og sat i bevægelse, og hvor man tidligere søgte svar på spørgsmålet om mennesket bag myten eller søgte at rekonstruere en historisk personligheds liv og værk i en søgen efter sandheden om denne persons identitet, spørges der nu om, hvordan det enkelte menneske konstruerer sine erfaringer eller bliver konstrueret gennem andres fortællinger og gennem andre spor end deres eg- 10 Samuel Johnson i The Rambler no. 60, 1750, cit. i Peter France & William St Clair (ed.): Mapping Lives, Oxford University Press, New York 2002, p. 3; James Boswell skrev: Life of Samuel Johnson, 1791; på dansk i 1942: Dr. Johnson ; denne biografi betragtes stadig som pionérbiografien i studiet af dannelses- og udviklingstanken og i blotlæggelsen af trådene mellem et offentligt kendt livsværk og dettes forankring i et personligt liv, baseret som den var på et overvældende empirisk materiale af breve, interviews, litterære og personlige dokumenter 11 Strachey

94 ne. Hvor man f.eks. inden for den litteraturvidenskabelige nykritik havde fundet, at det var digtet frem for det liv, der skabte det, som påkaldte sig interesse, søgte man nu ikke efter personen, men efter de textstrukturer som konstruerar eller mislyckas med att konstruera det jag som är berättelsens, som den svenske litteraturprofessor Lisbeth Larsson har formuleret det i sit værk om biografi og selvbiografi Sanning och Konsekvens fra Med den forskningsbaserede biografis frodige eksperimenteren og blomstring i de historiske, litterære, æstetiske, teologiske og sociologiske fag finder vi et begrundet ønske om, ikke bare at inddrage passioner, irrationalitet og menneskelige idiosynkrasier i afkodningen af enkelte menneskers livsværk, men også om at forstå sandhed, identitet og erindring som historisk bundne konstruktioner snarere end som begreber med en essentiel kerne. Biografien er i dag mere end nogensinde både en narrativ og en analytisk genre. Den er ikke et enten-eller: Under de seneste decennierna har den biografiska forskningen såväl som forskning om självbiografier blivet en del av den omfattende kritiken av de så kallade Stora berättelserna om Människan, Historien, Individen och Sanningen. Den gemensamma kritiken av dessa begrepp, upplösningen av dem och den nya definition av dem som språkliga historiskt bundna konstruktioner har emellertid tjänat två i princip helt modsatta syften. Å den ene sidan ett dekonstruktivt, där begreppen tömts och upplösts. Å den andra ett som snarast måsta beskrivas som rekonstruktivt, där begreppens mångfaldiga innebörder demonstreras gentemot den tidigare förmenta enhetligheten, och där man med de biografiska texternas hjälp visat att det finns andra berättelser, andra individer och andra sanningar än dem som tidigare auktoriserats. 13 Der udtrykkes fortsat et intellektuelt behov for åben refleksion over billeder på levende menneskers søgen efter et orienteringspunkt i livet, - som et behov for at læse et andet menneskes liv som en slags Owners Manual. 14 Men interessen går nu videre til et behov for at se biografens lange og komplekse proces for autorisation af legitimiteten i den/de biograferedes fortællinger. Ikke som en forfatters søgen efter at legitimere sine hovedpersoners handlinger eller værker, men som en biografs orienteringsin- 12 Larsson ibid., s Thing 1996, s

95 strument i komplekse tidsfortolkninger, som den amerikanske Jo Burr Margadent formulerede det i sin antologi The New Biography (2000): The object of study for the new biographers is not just the construction of identities but also and inevitably, the contested nature of inventing selves. 15 Biografien fra antikken til postmoderniteten Hvilke biografier findes i genren? Hvad taler vi om, når vi tænker begrebet biografi? Er det dén biografi, som man skrev og læste i antikken, hvor den var et spejl for storslåede menneskelige egenskaber eller for elendige statsoverhoveder som i Plutarch s Parallelle Liv? 16 Er det middelalderens hagiografi, heltedyrkelsen, der havde til formål at opdrage folk, men havde meget lidt at gøre med faktiske levede liv? 17 Eller er det den empiriske biografi, der udviklede sig hen over renæssancen og oplysningstiden med Boswells The Life of Samuel Johnson 18 som den første, der havde til formål at skabe u-ordnet fuldkommenhed? Eller tænker vi på romantikkens klassiske biografi, der lagde sig op ad dannelsesromanen og skabte ordnet sammenhæng? Eller på den kronologiske biografi, som under det positivistisk-kildekritiske paradigme bare beskrev efterladte kilder? Eller den moderne livshistorie, som gav plads til en fortolkende, geneller afmytologiserende biografi ud fra udvalgte tekster 19? Eller på lifeand-times biografien, hvor det dynamiske magtforhold mellem person og samfund er på spil? 20 Eller på prisme-biografien, hvor en type, en slægt, en kultur eller en tid tolkes gennem ét liv? 21 Eller på den postmoderne biografi, som næsten som i antik og middelalder er blevet en slags performativ Owners Manual for, hvordan læseren selv kan se sit liv? 22 Eller på psykoanalysens monopol på fortællinger om, hvordan individuelle biografier kan læses og give kritiske afsæt for teoretisering af subjektiviteten? 23 Der 15 Margadent 2000, s Plutarch AD Foxe Boswell Strachey Kish Sklar 1973; Fox Keller 1983; LeGoff 1989; Possing 1992; Nilsson 1994; Possing 2001 og Tuchmann 1966, Thing Søndergaard

96 er mange muligheder. Slår man f.eks. op på Google under opslagsordet biography, får man over 250 millioner hits. De fleste udfolder sig i underholdningsindustrien. Her taler jeg om de humanistiske biografier, der publiceres i akademia i Vesten resten har jeg ikke forstand på. Biografien har fået en central placering i kulturstudiernes videnskabelige diskussion på en måde, der var utænkelig i 1960 og 1970 erne, hvor historikere og samfundsforskere så kollektivbiografien, prosopografien som metode til at undersøge sociale mønstre, mens litterater undersøgte værker ikke liv i modernismens navn. I dag er den individbårne biografi over os, men den ejes ikke af nogen bestemt teoretisk strømning; den har snarere en plads i stadige omformuleringer af humanistisk videnskab, både i modernitet og postmodernitet. 24 Men uanset fag og fagligt ståsted er fleste akademiske biografier fortolkende og præsenterer dog én sammenhæng i ét liv. De allerfleste er kronologiske i deres fortællestrategi, selv om mange de sidste år har været optaget af tvetydigheder og modsætninger hos the protagonist 25, men de er paradoksalt nok skrevet som sammenhængende biografier. For ikke at lade læseren i stikken. For at få mening i galskaben. Biografisk narrativitet: rekonstruktion eller dekonstruktion? Er det nu godt eller skidt, at det alle vegne siges, at biografien er en fortælling, der starter i vuggen og slutter på kanten af graven. Historikeren Jens Chr. Manniche sagde et sted, at det måske i virkeligheden er biografiens største problem, at det synes at være en biografisk konvention, at der må være en sammenhæng i et menneskes liv. 26 Hans fragmentariskflertydige bog om Anna Hude, den første kvindelige historiker og dr.phil. i Danmark, ville et kommercielt forlag først ikke antage. Forlagskonsulenten havde efterlyst en sammenhæng i Hudes liv, men biografen Manniche så ikke nogen sammenhæng. Konsulenten skrev i sin afvisning af manuskriptet, at den moderne læser ville læse sammenhæng i et liv og fortsatte: Det er ( ) derfor biografier, romanbiografier og historiske romaner 24 Larsson LeGoff 1989; Levi Manniche 2002 (2003) 96

97 er så populære. Ethvert menneske tolker sit eget liv, mere eller mindre bevidst, og skaber sammenhænge, som måske findes, måske ikke. Og man læser den slags bøger for at genkende, finde strukturer, der kan forklare, skabe hensigt og mening i det, der forekommer tilfældigt. Man ønsker at skabe noget, der ikke er der. Han fik den dog ud til sidst på Gad. Den blev rost til skyerne! Alligevel bliver biografer ved med at konstruere en rød tråd om en postuleret vugge-til-grav sammenhæng. Vi skaber en konstruktion ikke på grund af, men på trods af det liv, den fortæller om. Men hvem siger, at der i det levende liv har været én skæbne, der skabte hensigt, mening, sammenhæng? Én skæbne, der biografisk kan læses bagud og forklare livet? Jo, Kierkegaard sagde det: At livet leves forlæns og forstås baglæns. Og vi er alle efter Freud. Flasket op med at tro det. Men hvad nu, hvis vi forankrer biografien i en kontekst, der ikke er livshistorisk kontinuitet, men brud og kompleksitet? Skal vi da hæge om den biografiske konvention eller skal vi give plads til andre forståelser? Kan biografiens videnskabelige legitimitet i det 21. århundrede søges i tolkninger, der er åbne? Som dokumenterer flertydighed i tekst og kilder? Som konstruerer en fortælling uden éntydig retning? Kan biografiens videnskabelige legitimitet i det 21. århundrede søges i tolkninger, der er åbne, flertydige i kilder og tekst, og som skaber en fortælling uden entydig retning? En fortælling, der er polyfon og sætter læseren på arbejde? Det er selvfølgelig et postmodernistisk spørgsmål. Og dog! Flertydighed har været en del af menneskelig fortolkning længere tid, end vi har lyst til at vide. For fem hundrede år siden skrev en gammel herre, Montaigne i sit essay Om Inkonsekvensen i vore Handlinger : Folk, der giver sig af med at studere menneskenes handlinger er aldrig i en størrre knibe end når de skal stykke dem (handlingerne) sammen i et og samme lys, for de er som regel så besynderligt selvmodsigende, at man ikke skulle tro det muligt, at de kom fra samme værksted 27 Også Chateaubriand jeg-romantikeren over alle jeg-romantikere skrev i 1800-tallet: Man has not one and the same life. He has many lives, placed 27 Montaigne (1580), dansk oversættelse 1998, s. 97

98 end to end, and that is the cause of his misery. 28 Alligevel fortæller et utal af historiske biografier om liv fremad uden at forklare baglæns. Eller fra siden. Det er ikke svært at forstå: Fortælleteoretikere fortæller os, at fortællinger nok læses prospektivt, men de fortolkes og forstås retrospektivt. Det er slutningen, der giver mening til begyndelsen og til fortællingen som sådan. Det vil sige, at det i en god historie først er med slutningen, fortællingen bliver meningsfuld. Slutningen, idéen, plottet er forudsætningen for, at vi kan tale om en fortælling. Men når den historiske biografi fortælles fremadskridende som en kronologisk historie, er den så at sige en uafsluttet fortælling og dermed meningsløs. Med mindre den har en pointe. En fortolkning. Og har den en mening en fortolkning, så har den også en rød tråd; dét har de fleste historikere lært af litteraterne. Biografen iscenesætter fortiden og binder sig til en forklaring af typen: Det gik som det gik, fordi det gik som det gik. Fordi fortællingen, den narrative fremstilling har retning og sammenhæng i lyset af, hvor den ender. Den danske statsmand Jens Otto Krag lykkedes ikke som kunstner, maler eller forfatter, fordi han var statsmand. Fordi han traf et forkert valg, da han holdt op med at være statsmand. Så han måtte gå til i druk og dø af det tilsidst. Og her taler jeg ikke blot om hans berømte biograf Lidegaards 29 fortolkning. Men om fleste biografer. Fortællingen er determineret, fordi slutningen er kendt på forhånd. Også selv om biografen er gået bag om myten om det store menneske har afmytologiseret det, som jeg selv gjorde med den danske pionérpædagog Natalie Zahle for 15 år siden. 30 Mål og funktion med NZ-biografien var dels at åbne et tids- og livsunivers over et helt århundrede at være katalysator for en historie, der ikke var skrevet. Dels at udfolde mennesket bag myten. Myten om en person, der startede sit værk efter himmelsk inspiration og ud af ingenting - og i stedet forstå hende som kultur- 28 Chateaubriand ( ) var eksponenten par excellence for jeg-bevidstheden i fransk romantik. Citatet er hentet fra Paul Auster The Book of Illusions, New York, London 2002 og forgæves søgt identificeret i Chateaubriands berømte værk: Memoirs d outre tombe, 1841, både i originaludgaven og i den danske oversættelse: Erindringer hinsides graven, overs. af Jacques Berg, 1990). I dansk oversættelse lyder det: Mennesket har ikke kun ét og det samme liv. Det har mange liv, i forlængelse af hinanden, og det er grunden til dets ulykke 29 Lidegaard 2001 og Possing

99 bærer og bryder; som kvinde med sine tvivl og smerter undervejs. Som Gründer, der på privat basis skabte et skoleimperium, der dannede mønster og fundament for offentlige skoler i en lang fremtid. Det var unikt gjort af en kvinde i en victoriansk tid. Hun skabte et værk, der krævede magt og dominans over omgivelserne. Det skulle forklares: Hun var både helt og skurk. Dén afmytologisering var nok ny, men den skabte også en ny feministisk - myte, fordi vi kendte slutningen. I hendes levende liv var slutningen jo ikke kendt på forhånd. Hun havde stadig haft muligheden for at gifte sig og lade værket falde fra hinanden. Eller rejse til Rusland og forsvinde ud af historien. Men det vi ved ikke noget om, så det bliver ikke en del af biografien. Så hvordan kan vi postulere kontinuitet, hvis den ikke fandtes i det levede, empiriske liv? Hvis det var for komplekst? At biografere er en pædagogisk leg med skæbner med både dokumentariske, fortællemæssige og etiske udfordringer. Hvis man altså vil skrive en videnskabelig og ikke en fiktiv biografi. Der er etiske og metodiske udfordringer, fordi biografen bestemmer over den biograferede, der er forsvarsløs. Hvis humanistiske biografer vil fastholde det humanistiske projekt, respekten for det andet menneskes værdighed, hvor langt kan man så gå? 31 For eksempel ind over de private grænser, folk selv satte? I videnskaben lærer vi at afsløre/afdække skjulte sandheder. Men hvad skal vi stille op med spor af private og moralske gøremål, som den biograferede selv har ønsket at slette og fjerne for eftertiden? Skal det respekteres eller ikke i en verden, hvor grænsen mellem det private og det offentlige har flyttet sig radikalt det seneste 50 år? Forfatteren Virginia Wolfs ord om biografens forhold til den biograferede været citeret et utal af gange. Wolf skulle skrive om sin ven Roger Fry og funderede: How can one make a life out of six cardboard boxes full of tailors bills, lovers letters and old picture postcards? - What are you really like? spurgte hun. 32 Hvis hun fortalte en god historie, fortolkede hun en retning i et liv, som måske ikke var der. Hvis der ikke var retning, var det en dårlig biografi. Lidt firkantet sagt. 31 Professor Eva Østerberg, mundtligt kritisk indlæg ved lanceringen af Rosengren & Östling 2007, Lund Citeret i Edel 1957 og

100 Den fornyede interesse for biografi er de sidst ti år af mange blevet læst som en slags humanistisk reaktion mod det postmoderne, fragmenterede subjekt. Men stadig flere biografer opgiver at finde en sammenhæng. De lægger i stedet en vinkling. Margadent skrev: The subject of biography is no longer the coherent self but rather a self that is performed to create an impression of coherence or an individual with multiple selves. 33 Der stilles spørgsmålstegn ved konventionen om sammenhæng. Rekonstruktionen af den livshistoriske sammenhæng dekonstrueres. Biografisk polyfoni Derfor har biografien fået en ny betydning. I Danmark har vi haft heftige debatter om biografiens form og relevans i begyndelsen af halvfemserne, foranlediget af min Zahle-biografi og igen i tierne, foranlediget af Garffs Kierkegaardbiografi. 34 Hvorfor blev de så heftige? Ikke bare pgra. Zahles og Kierkegaards betydning som nationale skikkelser. Debatterne blev heftige, fordi biografien er historieskrivningens humanistiske grundgenre, som den svenske professor Gøran B. Nilsson har kaldt den. 35 At biografier er spydsspidsforskning er især erkendt i andre europæiske lande. Den interessante debat skal findes dér. En vigtig del var inspireret af Lacan- og Foucault-biografen David Macey, som opfandt begrebet compartmentalisation. 36 Det handlede om, at det 20. århundredes kulturelle frisættelse af det moderne menneske har frisat dets identiteter. Ét menneskes mange identiteter giver mulighed for omstigninger i livsforløbet. I sin Michel Foucaultbiografi (1993) viste Macey, at Foucault lived many lives as an academic, as a political activist, as a child, and as a lover of men. Biografen David Macey udfordredes af mangfoldigheden af Foucault s liv, fordi de gjorde det svært at nå nogen tilfredsstillende periodisering af hans arbejde. Begrebet compartmentalisation reflekterede det faktum, at moderniteten gav mennesker mulighed for at have een identitet på jobbet, en anden i en minoritetskultur, en tredje i familien, en fjerde i en sportskultur eller politisk kultur osv. Hver identitet kunne have sin 33 Margadent Garff Nilsson i: Ambjörnsson m.fl Macey

101 gestik og sin påklædning. Og ingen enkelt kultur blev overgribende for hele hovedpersonens identitet. Deraf følger, at en biografi kan forstås med andre sammenhænge end den kronologiske. Foucault selv morede sig over, at han var blevet opfattet som både anarkist, marxist og antimarxist, ultra- og nyliberal og gaullistisk teknokrat osv.: It s true that I prefer not to identify myself and that I m amused by the diversity of the ways I ve been judged and classified. Flere har opgivet vugge-til-grav-konventionen og vinklet biografien ensidigt for at kunne spotte komplexitet, heriblandt Yvonne Hirdmann om Alva Myrdahl, Toril Moi om Simone de Beauvoir og Seyla Benhabib om Hannah Arendt. 37 Med individualiseringen har den biografiske genre fået et nyt produktivt lag er blevet et prisme for et mangfold af erkendelsesinteresser. Blevet postmoderniseret. En humanistisk, videnskabelig biograf bliver i dag nødt til at orientere sig i teoretisk flerfagligt med litteratur, historie, antropologi, sociologi, psykologi, filosofi, teologi og måske kunsthistorie. Empirisk hvile på både tekst-, billede og kildeanalyse. De fleste biografer arbejder basalt med mindst tre brikker; et menneske, dets (livs)værk og dets tid/kontekst med vidt forskellig vægt. Biografien som genre giver biografen rum til at føle sig speciel og til at gå på tværs. Og rum til åndeligt at løfte sig op over snævre fag. Det sætter biografiforskningen fri til at gå i mange retninger, selv om den kronologiske konvention er meget sej. Der er fornyelse på vej og ikke for noget, men det kommer fra feministisk hold. Ikke alene skrives stadig flere videnskabelige biografier af kvinder, hvilket måske vil ændre nogle vinkler på den kønsskæve genre, der har været domineret af mænd, som skrev om stats-, finans- eller videnskabsmænd. For ti år siden var kun 8% kvindelige protagonister og kun 4% kvindelige biografer, hvis man skal tro anmeldersektionerne i europæiske og amerikanske historiske tidsskrifter. 38 Nu er der opbrud, og det skal vi ikke kimse ad, for vi skal helt tilbage til år 79 før Kristus for at finde den enlige svale, kinesiske Liu Xiang, der med sit værk Biographies des femmes illustres 39 viste, at kvindelige personligheder også kunne være en biografi værd. 37 Hirdmann 2006; Larsson 2001; Moi 1996; Ben Habib Possing Lui Xiang BC; 1953 Biographies des Femmes Illustres 101

102 Biografisk dekonstruktion og alternative fortællinger Biografien kan fungere som katalysator for noget andet, der kunne være svært at skrive frem. En alternativ fortælling. Biografien konstitueres af de sammenhænge, biografen bestemmer: Teologen og musikkenderen Jørgen I. Jensen skrev en Carl Nielsenbiografi, 40 der ville være overstået på de to første linier på side 1, hvor Carl Nielsen bliver født 9. juni 1865 og dør 3. oktober 1931, hvis den havde været vugge-til-grav. Alligevel skrev han en lærd - biografi på mere end femhundrede sider om religiøse længsler, publikums stemninger, kriser og konflikter, private og verdenshistoriske i den samfundsverden, han var en del af. Når biografien gribes an på denne måde, bliver den en polyfon genre med uanede muligheder for at forstå liv, værk og tid. En genre, der overskrider traditionelle fagdiscipliner. En genre, der både er tematisk, analytisk og fortællende. Modernistiske begreber som sandhed, identitet og udvikling om protagonisten gælder da ikke. Der dekonstrueres og rekonstrueres. Ved hjælp af biografiske tekster kan det vises, at der findes andre beretninger, andre individer og andre sandheder end dem, som man tidligere har givet autoritet. 41 I min bog om kirke- og kulturminister Bodil Koch Uden omsvøb 42 dekonstruerer jeg de fortællinger, der findes om hende i dansk og international historie. Og jeg rekonstruerer nye og alternative fortællinger om det religiøse, det feministiske, det kulturelle, det udenrigs- og landspolitiske. Fortællingerne er dokumenterede i et væld af kilder, men fortalt i min fortolkning. Biografien starter ikke i vuggen og postulerer ikke kontinuerlig retning i hendes liv. Den søger svar på gåden om, hvilken nytte hendes stemme og hendes indsats gjorde. For hende selv. For andre. Og for os i eftertiden. Den søger forklaring på, hvorfor hun blev opfattet som provokerende, impulsiv, begavet og naiv på én gang. Og på, hvorfor hun blev så kluntet biograferet og fortalt i både den danske og den internationale historieskrivning, når hun faktisk var kendt verden over for sin skarpe og intellektuelle kritik af Den Kolde Krigs opdeling af verden i to blokke, Øst og Vest. Hun selv var internationalist, rejste over hele verden og ville hellere tø op end fryse ned. Et foto af hende, der i ført selskabskjole, perle- 40 Jensen Larsson Possing

103 kæde, cigar og løftet pegefinder gik heftigt i rette med den amerikanske udenrigsminister John Foster Dulles til NATO-konferencen i København i 1958, hvor den danske regering var vært, gik verden over. Hans udtryk var forbløffelse og bestyrtelse: Så han en kvinde eller mand med cigar og perlekæde? Så han i den danske minister, der kritiserede USA s og hans udenrigspolitik, en NATO-ven eller fjende? Bogens fortolkning af Bodil Koch med dette billede og argumenteres i en rammefortolkning af to malerier af Bodil Koch fra samme år. De hed henholdsvis Vision i rødt og De lukkede Øjne. Begge var malet af samme maler Kirsten Kjær, men med helt forskellige fortolkninger af modellen. Først malede hun De lukkede øjne, som er et portræt af en fortvivlet kvinde i pastelfarver og med et anæmisk, indadvendt udtryk. Øjnene var lukkede, men portrættet udtrykker længsel og indadvendt fortvivlelse. Bodil Koch hadede dette portræt, som maleren Kirsten Kjær til gengæld så som sin sandhed om sin model. Fru Kirkeministeren forlangte om-maling. Omportrættering. For første og eneste gang i sin karriere bøjede maleren sig og malede et andet portræt. Det var Vision i rødt, der viste en model i en eksplosion af farver, rødt, gult og grønt, - en kvinde på spring og på vagt, med et fokuseret blik, men alligevel med en krop, der eksploderede. Spredte sig og var fyldt med huller. Uden omsvøb handler om om-portrættering. Den analyserer og skaber de fortællinger, der ligger mellem de to portrætter, mellem Bodil Koch og Den Kolde Krigs ekstreme tolkninger og kamp om sjælene. Den søger det, som Bodil Koch selv så som det formsprængte i kunsten, i moderniteten og i mennesket. Bogen kredser om det, der gennem en detektivisk søgen i mangfoldigt kildemateriale og ikke mindst hullerne i dette - kan spores mellem de to portrætter og under Den Kolde Krigs ekstreme debatter om modernitet og magt over sjælene. Om-portrætteringen handler om, hvorfor hun blev en kontroversiel kritiker af sin egen regerings udenrigspolitik, af den kirke hun selv var minister for, af de kvinder, hun selv var feminist for, af det demokrati, hun selv elskede, og endelig af den koldkrigsånd, hun selv bar rundt på. Den kommer også ind på Bodil Kochs eget kærlige forhold til den familie, hun selv var moder og hustru i, og den dvæler ved det kritiske forhold hun nærede til kernefamilieinstitutionen som sådan. Jeg nærmer mig Bodil Koch udefra lægger et plot og undersøger hendes ambition. 103

104 Ambitionen var på det intellektuelle og politiske plan hendes vision om et humanistisk demokrati, der ikke blot var i permanent bevægelse, men et demokrati, der burde udvikle sig gennem paradokstænkning og gentagen konfrontation. Ambitionen på det menneskelige plan var for hende, at hun stræbte efter det, som hun selv forsøgte at dække over, gemme og fjerne fra offentlighedens søgelys i sit personlige liv. Dette skisma havde en stærk demokratisk funktion offentligt, men fik store omkostninger for hende selv, - privat. Uden omsvøb bliver på den måde tegningen af dét, der gennem en detektivisk søgen i mangfoldige kilder, - samlet ca. 10 hyldemeter manuskripter, breve, interview og billeder - kan spores, både mellem Kirsten Kjærs to portrætter og i Den Kolde Krigs debatter om magt over sjælene. Portrættet er en bog med mange fortællinger, som er dokumenteret i kilder. Det er ikke fiktion. Portrættet er autentisk, men ikke kronologisk. Det hævder ikke én retning i hendes liv. For den findes ikke. Derfor er portrættet en række nedslag i spørgsmål, der søger svar på gåden om, hvilken nytte hendes stemme og hendes indsats gjorde. For hende selv. For andre. Og for os i eftertiden. På gåden om, hvorfor hun blev opfattet som provokerende, impulsiv, begavet og naiv på én gang. Hvorfor hun blev opfattet som mandfolk og manegeklovn, - og ikke som kvindfolk. Bogens billeder lægger et ekstra lag på de komplekse svar. Litteratur Ambjörnsson m.fl. Att skriva människan. Essäer om biografin som livshistoria och vetenskaplig genre, Umeå 1997 Auster, Paul: The Book of Illusions, London, New York 2002 Benhabib, Seyla: The Reluctant Modernism of Hannah Arendt, Rowmann & Littlefield Publichers, New York 2003 Bödecker, Hans Erich (red.): Biographie schreiben, Wallstein Verlag, Max- Planck-Institut für Geschichte, Göttinger Gespräche zur Geschichstswissenschaft, bd. 18, 2003 Boswell, James: The life of Samuel Johnson, London 1791 Bourdieu, Pierre: L Illusion biografique, i Actes de la recherche en sciences sociales, no. 62/63, juin Editions de Minuit, Paris. Oversat til dansk af Eva Bertram i Kontext 2, s , 1988, Politisk Revy, København 104

105 Edel, Leon: Literary Biography, London 1957; Biography and the Science of Man, i A.M. Friedman: New Directions in Biography, Honolulu 1981; Writing Lives. Principia Biographia, New York 1984 Foxe, John: Book of Martyrs, Translated into Danish: Martyrbogen, 1911 Fox Keller, Evelyn: A Felling for the Organism. The Life and Work of Barbara McClintock, San Francisco 1983 Friedson, A.M. (ed.): New Directions in Biography, Honolulu 1981 France, Peter & St Clair, William (ed.): Mapping Lives. The Uses of Biography, Oxford University Press 2002 Garff, Joakim: SAK. Søren Aabye Kierkegaard- en biografi, Gad 2003 Gilbert, Martin: Winston Churchill: manden bag myten, oversat fra engelsk af Ole Steen Hansen, Borgen 2005 Goff, Jacques le: Comment écrire une biographie historique aujourd-hui?, i Le Débat no. 54, 1989 Hirdman, Yvonne : Det tänkende Hjärtat. Bokan om Alva Myrdahl, Ordfront, Stockholm 2006 Jenkins, Roy: Winston S. Churchill den ultimative biografi, oversat til dansk ved Lena Fluger, Gyldendal 2006 Jensen, Jørgen I. : Carl Nielsen danskeren : musikbiografi. Gyldendal 1991 Kish Sklar, Kathryn: Cathrine Beecher. A Stydy in American Domesticity, New Haven 1973 Larsson, Lisbeth: Sanning och Konsekvens, Norstedt Förlag, Stockholm 2001 Kjærstad, Jan: Forføreren 2001, Erobreren 2001, Opdageren, på dansk København Samleren Orignaludgave norsk 1993 Larsson, Lisbeth: Sanning och konsekvens: Marika Stiernstedt, Ludvig Nordström och de biografiska berättelserna, Stockholm 2001 Larsson, Lisbeth: Biografins återkomster, i: Med livet som insats. Biografin som humanistisk genre (red. Henrik Rosengren & Johan Östling), Sekel Förlag, Lund 2007 LeGoff: Writing Historical Biography, Current Sociology 43, 2-3, 1989 Levi, Giovanni: Les usages de la biographie, Annales Economies. Societietés. Civilisations, 44 année, 6: Lidegaard, Bo: Jens Otto Krag, Gyldendal 2001,

106 Lui Xiang: Lienü zhuan, BC Oversat til fransk af M. Kaltenbmark, Peking 1953: Biographies des femmes illustres Macey, David: The lives of Michel Foucault, Vintage London 1993 Manniche, Jens Christian: Damen der skød på doktoren, Gad 1993 Manniche, Jens Christian: Om biografi, i: Jens Christian Manniche Biograf, historiograf, kolonihistoriker, Den jyske Historiker, julenummer 2003 Margadent, Jo Burr (ed.): The New Biography. Performing Femininity in 19th Century France, Berkeley 2000 Moi, Toril: Simone de Beauvoir: The Making of an Intellectual Woman, Oxford, Blackwell 1994 Montaigne, Michel de: Essays. Oversat til dansk af Else Henneberg Pedersen, Gyldendal 1998 Nilsson, Gøran B.: Biografi som spjutspetsforskning, i: Ambjörnsson, Ronny, Ringby, Per & Åkermann, Sune: Att skriva Människan. Essäer om biografin som livshistoria och vetenskaplig genre, Stockholm 1997 Pachter, M. (ed): Telling Lives. The Biographer s Art, Washington DC 1979 Plutarch: Bioi Parallelloi, AD 125; Plutarchs Lives; The Parallel Lives of Greeks and Roman, (ed.) Bernadette Perrin 1914 Possing, Birgitte: Viljens Styrke. Natalie Zahle - en biografi om køn, dannelse og magtfuldkommenhed. Bd. 1-2, Gyldendal/København 1992 Possing, Birgitte: The Historical Biography, i Encyclopedia of Social and Behavioral Sciences, vol 2, Elsevier 2001 Possing, Birgitte: The historical Biography: Genre, History and Methodology, i: Writing Lives in Sport. Biographies, Life-Histories and Methods (ed.): John Bale, Mette Krogh Christensen & Gertrud Phister, Aarhus University Press, Acta Jutlandica LXXVIII: 3. Humanities Series 77, Aarhus 2004 Possing, Birgitte: Biografien: Genren med de mange liv, i Det kritiske blik (red. Niels Bredsdorff & Niels Finn Christiansen), Tiderne Skifter 2005 Possing, Birgitte: Et kritisk blik på biografien, i Med livet som insats. Biografin som humanistisk genre (red. Henrik Rosengren & Johan Östling, Sekel bokförlag, Lund 2007 Possing, Birgitte: Uden omsvøb. Et portræt af Bodil Koch, Gyldendal 2007 Possing, Birgitte: Portrættering og omportrættering: Om biografi som dekonstruende metode, s , i Jette Kofod og Dorthe Staunæs (red.): Magtbal- 106

107 lader. 14 fortællinger om magt, modstand og menneskers tilblivelse. Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag, Khb Sevaldsen, Jørgen: Statsmand og myte, Aschehoug 2004 Strachey, Lytton: Eminent Victorians, 1918 Thing, Morten: Portrætter af ti kommunister, Tiderne Skifter 1996 Tuchmann, Barbara: Biography as a Prism of History, in M. Pachter 1979 (se denne) 107

108 Fire ting jeg ved om mikrohistorie! 1 Af Adjunkt, ph.d. Liv Egholm Feldt, CBS Artiklen er et genoptryk af Liv Egholms artikel fra Rubicon nr. 3, oktober 2002 som redaktionen har fået lov til bringe igen. Mikrohistoriens historie Termen mikrohistorie er ikke lige udbredt i alle lande. Den stammer oprindelig fra den italienske historikerverden i slutningen af 1970'erne, men der er ingen tvivl om, at de samme tendenser er på spil i andre lande. På den måde kan man ikke tale om en samlet bevægelse, men nærmere om nogle fælles karakteristika. Det gælder især, at man i mikrohistorien anvender en reduktion af det direkte undersøgelsesobjekt og af kildemængden som et analytisk greb - en metodisk tilgang. Jeg skulle måske nærmere sige, at det analytiske greb er en konsekvens af en fælles historieopfattelse, der knytter den brogede mikrohistoriske skare sammen. Mikrohistorien kan opdeles i en italiensk- amerikansk og i en tysk- engelsk- fransk aftapning. Hvor førstnævnte har et fokus på betydning og betydningsproduktion modsat sidstnævntes mere socialhistoriske inspiration. Denne opdeling er ikke fuldstændig, således findes begge traditioner i bedste velgående i den italienske mikrohistorie. Mikrohistorien er en del af den historiske antropologi og har sammen med den i løbet af de sidste 25 år forandret og udviklet sig - bla. til hvad vi i dag samler under betegnelsen den nye kulturhistorie. Jeg vil fortrinsvis koncentrere mig om at samle nogle af de overordnede karakteristika på tværs af den tidsmæssige 1 For nu at parafrase en af mikrohistorikerenes hovedskikkelser Carlo Ginzburg 108

109 forskel, selv om vores udgangspunkt helt klart lå i den italienske- amerikanske tradition. Kulturbegrebet Helt centralt i den mikrohistoriske teoretiske ramme står kulturbegrebet. Den mikrohistoriske tilgang definere kultur som betydninger, og deres indhold og udtryk i den offentlige sfære. Derfor er de mikrohistoriske analyser især centreret om kulturelle betydninger i mange forskellige afskygninger, samt forhandlingerne og kampene herom. Der ligger i dette kulturbegreb samtidig en antagelse om at kultur ikke er en fast og dækkende størrelse for et helt samfund, eller epoke, men at der findes nogle overordnede rammer for hvad der kan forstås af betydninger. Det er altså ikke kultur forstået som et fast system, men mere som nogle generelle regler man kan etablere betydninger og forståelser indenfor, og hvis grænser altid vil blive udfordret og nogle gange sprængt. Denne definition bygger på en antagelse om at verdenen kun kan forstås gennem betydningstillæggelse. D.v.s. at der kan finde en mængde handlinger sted, men at forståelsen af disse sker idet de får tillagt en eller anden betydning, samt at de samme handlinger vil kunne tillæggelse forskellig betydning alt efter deres kulturelle og historiske kontekst. Dette gør sig gældende i vores verden af idag, men også i verden af igår. Da betydningen samtidig ikke blot får konsekvens for hvordan man forstår noget, men sågar også for hvordan man kan og vil handle i det sociale rum med og i mod hinanden, må dette niveau af fortiden vurderes som mindst lige så "virkeligt" som eks. mere tekniske beskrivelser af hvad "der rent faktisk fandt sted". (hvis vi ellers kan tale om det). Koncentration af analyse skala For at indfange disse betydningstillæggelser har den mikrohistoriske tilgang valgt at koncentrere deres analyseskala. Og dette mikroskopiske syn, er netop hvad der har givet tilgangen sit navn. Den koncentrerede analyseskala har ofte været et enkelt individ eller gruppe, en exceptionel sag, men også begreber (og i efterfølgende artikel et hus) m.v. Dette greb er samtidig det første af mikrohistoriens 4 karakteristiske metodiske greb. 109

110 Koncentrationen af analyseskalaen er forbundnet med ønsket om at undersøge hvorledes betydninger forhandles mellem de involverede partner i det levede liv. Den mikrohistoriske tilgang sætter fokus på konflikter og forhandlinger idet det for det første er i disse situationer, at det bliver tydeligt hvornår noget kan siges at være uacceptabelt. Gennem en analyse af hvorfor og hvordan noget kan betragtes som anderledes kan konturerne for det acceptable tegnes. For det andet er fokus på konflikterne og forhandlinger samtidig en undersøgelse af hvorledes det acceptable udfordres og forandres gennem det der nogen gange kan syntes at være umiddelbart ubetydelige konflikter. Det er således to forhold knyttet hertil. For det første at pege på hvad der kan betragtes som indenfor/udenfor det acceptable og for det andet denne grænses evindelige udfordring og genfortolkning. Man kan således påpege at mikrohistorien, i hvert fald i den aftapning I præsenteres for her, sætter fokus på de kulturelle aspekter, ud fra et verdenssyn der involverer individer som aktive handlende og dermed også anerkender den sagte modstand fra disse individer, der ikke finder sted med bål og blod, men mere spidsfindigt i måden et samfund definerer og kategoriserer på. Undren Et andet metodisk greb er brugen af undren som analyseredskab. Selvom denne undren ikke en særlig særegen mikrohistorisk optik, men stammer tilbage fra til Droysen, der påpegede undren som essentielt historisk greb. Mikrohistorikerne har dog gen-lanceret dette greb, som en øjenåbner, der er opmærksom på at fastholde at fortiden er som et meget fremmed land - hele tiden. Og dermed huske at undre sig løbende også over de forhold og begivenheder, der umiddelbart kan syntes genkendelige. Det kan jo være at et bestemt og måske genkendeligt udtryk ikke betydes på samme måde, som vi betyder det på i vores samtid. Hvilket jo er en konsekvens af, at handlinger, skrifter, ord m.v ikke har iboende betydninger, men at enhver betydning netop bliver forhandlet igen og igen. 110

111 "The natives point of view" For det tredje det antropologiske greb "the natives point of view", der handler om at tage fortidens mennesker for pålydende. Hvilket derfor ikke basere sine analyser på den kildekritiske vurdering af troværdighed. Men derimod som udgangspunkt må antage at det fortidens mennesker fortæller os om deres oplevelser er korrekt, med mindre andet bliver godt og grundigt bevist. Og når vi ikke helt kan forstå hvad de mener, med det de siger, må vores standpunkt være at det er os, der ikke har forstået den logik det baserer sig på, fremfor at det er dokumenterne der er fordrejede eller indeholder fejl. Kontekstualisering Og endelig den kontektualiseringsretning der anvendes i den mikrohistoriske tilgang. Den traditionelle måde at udnytte en kontekst på har været ved at anvende en på forhånd given (ofte i form af sekundær litteratur) kontekst til at tillægge det analyserede en betydning. Hermed er betydningstillæggelsen af tekstens forskellige spor styret og afhængig af den ydre (formodet objektive) kontekst. Det kan bl.a. betyde, at der i fortolkningen implicit videreføres en række forudsætninger, som ligger i den på forhånd givne kontekst, og risikoen for anakronismer på bekostning af "fortidens egne ord" er overhængende. Det er en af årsagerne til, at den mikrohistoriske kontekstbrug tager udgangspunkt i selve teksten ved først at tillægge de forskellige spor i teksten betydning ud fra tekstens eget univers. Tekstens egen logik og sammenhæng anvendes altså til at etablere den første betydningskonnotation og først derefter følges tekstens spor ud i en "ydre kontekst". Den mikrohistoriske kontekstanalyse tager udgangspunktet i teksten selv ud fra de spørgsmål, som problemstillingen rejser. Og det er begreberne og ordenes egen logiske struktur og betydning, som peger på, hvilken kontekst, der kan etableres og inddrages alt efter hvilke spørgsmål, der rettes til teksten fremfor en på forhånd given opfattelse. Det kan også udtrykkes således, at det er kontekstualiseringens bevægelsesretning, der adskiller de to kontektualiseringsmåder eller greb. På den ene side har vi den traditionelle hermeneutiske tilgang, der ud fra en generel (historisk) forhåndsviden om konteksten der tolker og forklarer den udvalgte teksts modsætninger og uforklarligheder. 111

112 På den anden side den mikrohistoriske tilgang, der anvender den udvalgte tekst til at påpege mangfoldighed og modsætninger i den kontekst, den fungerer i. Der tages således udgangspunkt i den enkelte tekst, hvori de forskellige bærende begreber først defineres inden for tekstens eget univers, og derefter kan afsøges i konteksten. Og netop undersøge den samme mangfoldighed eller modsætninger der evt. kunne spores i teksten. Dermed er der en chance for at undgås at bevæge sig fra en overordnet idé om visse forhold i den samtidige kontekst til en homogenisering og udligning af en teksts mange mulige stemmer og fortællinger. En af mikrohistoriens styrker er nedbrydningen af de store generaliserende teser, som ofte er etableret på baggrund af kvantitative metoder. Derfor har de gennem deres undersøgelser også udfordret fastcementerede teser og stillet spørgsmål ved deres rækkevidde og rigtighed. Det har derfor ofte været et mikrohistorisk kendemærke at lade analyserne vokse ud fra de begreber og kombinationer, der anvendes i teksten selv, fremfor at anvende forskellige begreber med forskellig historie og optik til at undersøge de specifikke cases. Men selvom mikrohistorien har stor styrke når det gælder om at afdække kulturelle kategoriseringer og deres forandring, kommer den nok mere til kort hvis den anvendes til at forklare kvantitative sammenhænge. Da mikrohistorien anvender den reducerede analyse skala, for på den måde at komme dybere ned i modsætninger og det der umiddelbart kunne syntes ubetydeligt, er den samtidig afhængig af andre historiske analyser, der kan anvendes i den bredere kontekstualisering. Ellers er faren for, at de analyser, der kan etableres, kun har begrænset rækkevidde og relevans - og at det bliver lokalhistorie og ikke mikrohistorie. Den hyppigste indvending som har været rettet mod mikrohistorikerne og deres begrænsede analyseskala har været problemet omkring repræsentativitet. Kritikken bygger på den implicitte antagelse, at strukturer er "gennemsnitlige" i kvantitativ forstand. Denne antagelse er for det første i modsætning til mikrohistorikernes erklærede fokus og interesse for de mange historier, hvis modsætninger og mangfoldigheder vil blive udlignet i en gennemsnitlig udregning. For det andet er det mikrohistoriske genstandsområde typisk kulturelle strukturer eller betydninger, hvilket yderligere problematiserer diskussionen om repræsentativitet, som den canadiske historiker Robert Darnton påpeger; 112

113 "We can not offer typical cases [...] I do not see why the history of culture should avoid the eccentric cases and be interested in the media; You can't calculate the medium significant or minimum common denominator of symbols". 2 De forskellige "cases" har deres styrke ved, at de repræsenterer strukturer, diskurser og strategier, fremfor nødvendigvis at være repræsentative for en bestemt epoke. Det er lige så vigtigt at påpege de forskellige komponenter i det kulturelle verdensbillede, som at kunne udpege hvilke komponenter, der er dominerende. Litteratur På dansk findes der efterhånden en del introduktioner til emnet: Den Jyske Historiker udgav i 1999 et temanummer om emnet "mikrohistorie" nr. 85. Derudover har også Palle Ove Christiansens har skrevet en fremragende dansk indføring til både kulturhistorien og mikrohistorien, der bærer titlen: ulturhistorie som opposition. Træk af forskellige fagtraditioner. (2000). Egholm, Liv 1997, Mikrohistorie. Odense, ikke-udgivet speciale. Egholm, Liv 1997b "Formidling af historiske spor" i DJH, Ekstranummer Egholm, Liv og Wul, Lene; "Mikrohistoriske fortællinger om sygdom, krop og køn" Den Jyske Historiker 89 (2000): Egholm, Liv og Wul,Lene; "På rejse gennem mikrohistoriske fortællinger" i Nyt for historien 2001 p Egholm, Liv og Wul,Lene; "A.D.Jørgensens Fædrelandsfortællinger - en mikrohistorisk analyse" i Claus Møller Jørgensen og Carsten Tage Nielsen (red.) : Historisk analyse - nye teorier og metoder. RUC 2001 p Ginzburg, Carlo (2000): Spor. Museum Tusculanums forlag Wul, Lene (red) Microhistory - Towards a New Theory of History (2000) Derudover findes også en del indførelser og antologier bl.a. Levi, Giovanni 1991, "On Microhistory". In Burke, Peter (ed.) 1991, New Perspectives on Historical Writing. Oxford: Polity Press. Medick, Hans 1987 (1984), "Missionaries in Row Boat"? Comparative Studies in society and History, 29. Muir, Edward and Guido Ruggiero. (eds.) 1994, History from Crime. Baltimore & 2 Darnton 1987, s

114 London: Johns Hopkins University Press. Muir, Edward and Guido Ruggiero (eds.) 1990, Sex & Gender in Historical Perspective. Baltimore & London: Johns Hopkins University Press. Muir, Edward and Guido Ruggiero (eds.) 1991, Microhistory and the Lost Peoples of Europe. Baltimore & London: Johns Hopkins University Press. Samt en masse mikrohistoriske monografier, der efterhånden har opnået status som klassikere; Davis, Natalie Zemon 1987, Fiction in the Archives: Pardon Tales and their Tellers in Sixteenth-Century France. Stanford:Stanford University Press. Davis, Natalie Zemon 1983, The Return of Martin Guerre. Cambridge, Mass.: Harvard University Press. Davis, Natalie Zemon 1995 Women on the Margins. Three Seventeenth Century Lives. Cambridge, Mass.: Harvard Univerity Press. Ginzburg, Carlo 1976, Il formaggio e i vermi. Il cosmo di un mugnaio del '500. Torino: Einaudi. Der også er oversat til både engelsk og svensk. Medick, Hans 1996, Weben und Überleben in Laichingen Lokalgeschichte als allgemeine Geschichte. Göttingen: Vandenhoeck & Ruprecht. Sabean, David 1990, Property, Production, and Family in Neckarhausen, Cambridge: Cambridge University Press. Sabean, David 1994, Power in the blood. Cambridge: Cambridge University Press. Sabean, David 1998, Kinship in Neckarhausen, Cambridge: Cambridge University Press. 114

115 Praktisk brug af erindringshistorie Af Cand.mag. Jesper Vesterbæk I påsken sidste år afleverede jeg mit speciale på historiestudiet i Odense. Denne artikel bygger på de erfaringer, som jeg gjorde i forbindelse med udarbejdelsen af specialet. Min interesse og fascination for erindringshistorien, begyndte allerede på mit andet semester i forbindelse med faget Metode og teori, hvor jeg skrev en opgave om brugen af erindringshistorie. Jeg fandt metoden interessant og endte med at bruge den i forbindelse med mit BA-projekt, hvor jeg analyserede et mindesmærke over faldne under besættelsen beliggende i Svendborg. Perioden har altid interesseret mig, og det endte også med, at jeg valgte at beskæftige med den i mit speciale, hvor jeg valgte at se nærmere på de danske koncentrationslejrfanger. Mit speciale handler ikke om, hvad der skete med de danskere, der blev deporteret til Tyskland under 2. Verdenskrig, men om hvad der skete med dem efter krigen, og hvordan de brugte erindringen om deres tid i kzlejrene i årene efter krigen. Det materielle grundlag for specialet er 2 forskellige fangetidsskrifter, Pigtråd og Gestapofangen, der henholdsvis blev udgivet af fonden Kammeraternes Hjælpefond og Landsforeningen Gestapofangerne, som udkom indtil begyndelsen af 1990 erne. Tidsskrifterne kan sammenlignes med et ganske almindeligt foreningsblad, dog med den forskel at Pigtråd og Gestapofangen blev skrevet af tidligere kz-fanger til tidligere kz-fanger. Det teoretiske udgangspunkt I specialet analyserer jeg de to tidsskrifter som et samlet erindringssted. Jeg tager udgangspunkt i, at Danmark udgør et nationalt fællesskab, in- 115

116 denfor hvilket der eksisterer forskellige erindringssteder, hvoraf de to tidsskrifter er et af dem. Min brug af begrebet erindringssted knytter sig til Pierre Noras 1 definition. Ved begrebet forstås fysiske steder såsom mindesmærker, museer, gravsteder, mm. Eksempler på denne type erindringssteder er Jim Morrisons grav på den berømte Père Lachaise kirkegård i Paris eller mindesmærket i Ryvangen i Hellerup. Men også fænomener som bøger, fester, årsdage, helligdage o. lign kan fremstå som erindringssteder. Begrebet aldrig mere 9. april eller Grundlovsdag den 5. juni er begge eksempler på denne type af erindringssteder. Anette Warring forklarer begrebet således: Et erindringssted kan være skelsættende begivenheder, historiske og mytiske personer, politiske symboler, monumenter, museer, tekster og fysiske lokaliteter, som alle danner ramme for erindring. Med andre ord betegner et erindringssted et sted, som i et erindringsfællesskab indtager en central status og markerer vigtige eller typiske tegn på og i fællesskabet. 2 Anette Warring anskuer her et erindringssted, som en konstruktion skabt af et erindringsfællesskab. Tidsskrifterne Pigtraad og Gestapo-fangen betragter jeg som værende et sådant konstrueret erindringssted. For at kunne analysere, hvilke erindringer der knyttes til et erindringssted, skal historikeren kunne identificere, hvilke erindringsspor det pågældende erindringssted udlægger. Erindringsspor er de spor, eller henvisninger om man vil, der knytter erindringsstedet til en given fortid. F.eks. vil en grav udlægge erindringsspor, der henviser til de, der ikke lever mere. Et mindesmærke vil udlægge erindringsspor, der knytter stedet til en fortidig begivenhed. En statue kan udlægge erindringsspor, der knytter den til den person, som statuen portrættere osv. 3 På samme måde udlægger de to tidsskifter erindringsspor, der knytter disse til et kompleks af fortidige begivenheder, i dette tilfælde, hvad der skete i koncentrationslejrene under 2. Verdenskrig. Disse erindringsspor er ikke endegyldige, de ændrer sig over tid, og i forhold til hvem der bruger dem og li Var redaktør og medskribent på det 7 binds brede værk Les lieux de mémoire, der behandler den kollektive erindring i Frankrig. 2 Annette Warring: Historie, magt og identitet grundlovsfejringer gennem 150 år. Århus s Søren Mørch: Om erindringshistorie. Arbejdspapir. Ikke Offentliggjort. 31. marts Afsnit 5.

117 geledes i forhold til, hvordan den fysiske form de to tidsskrifter antager. Med andre ord erindringen der knytter sig til tidsskrifterne vil ændre sig over tid. Ligeledes vil det erindringsfællesskab, der knytter sig til og bruger erindringsstedet ændre sig over tid, det være i forbindelse med død, skiftende redaktører, nye læsere osv. Erindringshistorie og historiebrug Det metodiske udgangspunkt for mit speciale er som nævnt erindringshistorien. Fænomenet har efterhånden fået en form for kultstatus inden for historievidenskaben 4, og der er mange forskellige opfattelser af, hvad erindringshistorie er, og hvad den kan bruges til. Begrebet er i de senere år blevet udbygget og flere historikere benytter i dag i stedet begrebet historiebrug. Erindringshistorie er sammensat af to ord erindring og historie, Pierre Nora hæfter sig ved dette i Les lieux de mémoire. Ifølge ham er de to begreber hinandens modsætning. Nora betragter historien, som en videnskabelige og metodisk baseret beskæftigelse med fortiden. Hensigten med den historiske undersøgelse er at bringe orden i vores opfattelse af fortiden. Erindringens funktion er derimod identitetsskabende og en del af et hvert menneskes måde at identificere sig i forhold til et større fællesskab. Ifølge Nora prøver historikeren at ødelægge denne erindring ved at efterprøve holdbarheden i erindringen. 5 Nils Arne Sørensen støtter Nora i, at historien på visse punkter prøver at ødelægge erindringen, men han mener ikke, at det er frugtbart, at anskue erindring og historie, som hinandens modsætninger, da det ikke er i vores interesse at bygge identitet og erindringsfællesskab op omkring problematiske eller ligefrem forkerte opfattelser af begivenheder, personer og sammenhænge i fortiden. Hvis vi 6 vil lære noget af fortiden, må vi også tage fortiden så alvorligt, at vi forsøger at forstå den. 7 Et forhold jeg tilslutter mig. Ideen om at erindring og historie er hinandens absolutte modsætninger kan spores tilbage til den franske sociolog Maurice Halbwachs ( ) opfattelse af disse. Han mente, 4 Ibid. 5 Pierre Nora: Realms of memory. Rethinking the French Past. Conflicts and Divisions. Vol. 1. Columbia S. xvii. s Nils Arne Sørensen: Den store krig. Europæernes Første Verdenskrig. Odense s Med Vi forstås den professionelle historiker. 117

118 at historikeren skulle søge, at være så objektiv som overhovedet muligt for at kunne sætte sig udenfor den sociale gruppe af personer, han ville undersøge. I dag har historikere opgivet ideen om, at fortiden kan genskabes eller rekonstrueres. Som historiker er jeg bevidst om, at den analyse jeg kaster ned over materialet er min egen analyse. Det vil sige, at de erindringsspor jeg vælger at analysere, er et bevidst valg foretaget af mig. Det skal her understreges, at jeg ikke forstår erindring og historie, som værende en og samme ting. Jeg anskuer historien som en videnskab, der forsøger at klargøre og forklare fortiden, mens erindringen, hvorvidt den enten forgår individuelt eller kollektivt, prøver at legitimere fortiden og til tider skabe en loyalitetsfølelse overfor den. Det teoretiske udgangspunkt for erindringshistorien ligger sig meget op ad begrebet historiebrug. Bernard Eric Jensen betegner historiebrug som en: samlebetegnelse for de måder, hvorpå mennesker kan bruge det fortidige i deres liv. 8 Han uddyber dette i sin bog Historie livsverden og fag, med at der findes forskellige måder, hvorpå folk bruger historien og at disse tager udgangspunkt i det individuelle menneskes historiebevidsthed. Han identificerer seks måder at bruge historien på: (1) en identitetsskabende brug, (2) en perspektiverende brug, (3) en gennemspilning af mulige scenarier, (4) en legitimerende eller de-legitimerende brug, (5) en oplysende og klargørende brug og (6) en legende og fornøjende brug. 9 Historiebevidsthed definerer han som det samspil, der løbende er mellem menneskers fortidsfortolkning, samtidsforståelse og fremtidsforventning. 10 Det første har til funktion at erindre, det andet at diagnosticere og det tredje at anticipere. Skematisk opstiller Bernard Eric Jensen det således: Det fremherskende moment Fortidsfortolkning Samtidsforståelse Fremtidsforventning Funktion Erindrende Diagnosticerende Anticiperende 8 Bernard Eric Jensen: Historiebrug i Tønnes Bekker-Nielsen; et al.: Gads historieleksikon 3. udg. København s Ibid. 10 Bernard Eric Jensen: Historie livsverden og fag. København s

119 Ifølge Bernard Eric Jensen bruger ethvert menneske disse, når vi stræber efter at skabe et selv og et vi. 11 Sammenholdes ovenstående med erindringshistorien opstår der mange lighedspunkter. For det første at erindring og historie er identitetsskabende. For det andet at historien skal klarlægge og forklare fortidige begivenheder, og for det tredje at historien og erindringen bruges i en legitimerende funktion. Jeg valgte, at benytte begge teorier og fremgangsmåder som udgangspunkt for specialets metode. Kollektiv erindring Begrebet kollektiv erindring blev første gang defineret af Maurice Halbwachs i 1930erne. Ifølge Halbwachs er mennesker kun i stand til at lokalisere og genkalde deres erindring gennem medlemskab af en social gruppe. 12 Erindringshistorikere som Pierre Nora og Reinhart Koselleck 13 bruger dette begreb i deres analyser. Vendes blikket mod Danmark har Claus Bryld og Anette Warring brugt disses definition af begrebet i Besættelsestiden som Kollektiv erindring. De mener, arbejdet med et begreb som erindringshistorie forudsætter, at erindring forgår kollektivt indenfor et socialt fællesskab og ikke individuelt. Deres forudsætning er, at erindring altid være vil være kollektiv, idet den er formet og påvirket af det sociale fællesskab og den tid som individet befinder sig i. 14 Problemet med et begreb som kollektiv erindring er, at det er umådeligt svært nøjagtigt at påvise, hvad en bestemt kollektiv erindring indeholder, og beskrive hvad et begreb som kollektiv erindring er for en størrelse. Ligeledes er det svært, at definere hvilken gruppe, der netop knytter sig til en bestemt kollektiv erindring, og hvornår det er gruppen, der ytre sig i forhold til den kollektive erindring, og hvornår det er det enkelte individ. Bernard Eric Jensen identificerer ydermere to teoretiske faldgruber, som historikeren kan falde i, når han eller hun benytter begrebet kollektiv erindring. (1) At det kollektive bliver en handlende person eller gruppe, en form for 11 Ibid. 12 Anette Warring: Kollektiv erindring et brugbart begreb? i Bernard Eric Jensen (Red.) Erindringens og glemselens politik. Roskilde s Reinhart Koselleck: The Practice of Conceptual History. Standford Claus Bryld og Anette Warring: Besættelsestiden som kollektiv erindring. Historie- og traditionsforvaltning af krig og besættelse Roskilde s

120 historiefrembringende supra-aktør, og (2) at det kollektive bliver så kollektivt og altomfattende, at den individuelle erindring som begreb forsvinder. 15 For at omgå disse faldgruber fokuserede jeg i min analyse på, hvem der bruger erindringsstedet Pigtraad/Gestapofangen, og hvordan disse vælger at fortolke den historie og erindring, der bliver formidlet igennem erindringsstedet. Jeg bragte med andre ord analyseniveauet ned på aktørplan og dermed så på, hvordan brugen af erindringsstedet havde taget form. F.eks. i form af beretninger fra tiden i kz-lejrene, hvordan mindet om tiden bruges, samfundskritiske artikler, debatter osv. Erindringsfællesskab Nora mener, at for at historikeren kan analysere et erindringssted skal erindringsstedet blive brugt af et samfund eller en gruppe, dvs. der skal være et fællesskab, der forholder sig til erindringsstedet og som bruger det til at erindre noget bestemt, et såkaldt erindringsfællesskab. 16 Betydningen af begrebet ligger lidt i navnet. Det dækker over et fællesskab, der er baseret på et sæt fælles erfaringer, historier og symboler. Erindringsfællesskaber er loyalitets og identitetsskabende, efter som de gør det muligt for det enkelte menneske at identificere sig med og føle loyalitet overfor dele af det omkringliggende samfund. Fanklubber, familier, bofællesskaber, politiske holdninger m.fl. er alle eksempler på erindringsfællesskaber, som de normalt tager sig ud i et samfund som det danske. 17 Mange erindringsfællesskaber er såkaldte forestillede fællesskaber. Denne term knytter sig til det fænomen, at mennesker ofte forstiller sig, at de har noget til fælles med grupper af andre mennesker, som de aldrig har mødt og sjældent nogensinde vil møde, f.eks. en bestemt historisk diskurs, en forestilling om race, eller, set i forhold til min problemstilling 18, et fællesskab, der tager udgangspunkt i en gruppe personers oplevelser i fangenskab. Dette fænomen gør sig både gældende overfor nutidige fællesskaber, men også i forhold fællesskaber af mere historisk karakter. Historikere ynder gerne at påpege overfor ikke-historikere, at det ikke giver Bernard Eric Jensen: Historie livsverden og fag. København s Nora s Bernard Eric Jensen: Erindringsfællesskab i Tønnes Bekker-Nielsen; et al.: Gads historieleksikon 3. udg. København s Hvordan bliver de to tidsskrifter Pigtraad og Gestapofangen fra brugt som erindringssted for historien om de danske koncentrationslejrfanger?

121 mening, at bruge begrebet vi når man taler om fortidige begivenheder, f.eks. Vi har jo slået svenskerne mange gange eller det var godt vi alle stod sammen mod tyskerne i Denne følelse, at man som borger i et land har noget tilfælles med personer, der for længst er døde eller som ikke engang født endnu, er meget almindeligt i f.eks. en nationalstat som Danmark, idet det legitimerer folks overbevisning om, at de er del af et større fællesskab. Andre eksempler på sådanne store fællesskaber kan være: religion, overnationale tilhørsforhold som det at være europæer, eller klassiske marxistiske betegnelser som arbejder, bonde intellektuel osv Den gruppe af personer der bruger erindringsstedet Pigtraad/Gestapofangen, har, for manges vedkommende, aldrig mødt hinanden. De kommer fra forskellige sociale lag, har forskellige politiske holdninger og bor i alle dele af landet. Men, som påviste i min analyse, føler disse personer, at de udgør et fællesskab på grund af det faktum, at de er tidligere kz-fanger, dvs. et forholdsvist snævert fællesskab. Metode og analysemateriale Erindringshistorie og historiebrug har som nævnt mange ligheder, og i mit speciale valgte jeg at bruge begge fremgangsmåder til at analysere de erindringsspor som erindringsstedet Pigtraad/Gestapofangen udlægger. Bernard Eric Jensen identificere, som skitseret i ovenstående flere måder, hvorpå det individuelle menneskes historiebevidsthed kan bruges. Min tese var, at disse måder at bruge fortiden på, også lader sig identificere i forhold til førnævnte erindringssted. Med inspiration hentet i Bernard Eric Jensens definition af et menneskes historiebevidsthed, fokuserede jeg i min analyse på opdelingen af netop menneskets historiebevidsthed i en erindrende, diagnosticerende og anticiperende del, som det kommer til udtryk igennem erindringsstedet Pigtraad/Gestapofangen. Jeg valgte denne fremgangsmåde, da den ville gøre det muligt for mig, at besvare min problemstilling på den mest udtømmende, modsigelsesfrie og simpleste måde. Metoden var ligeledes med til at strukturere det omfattende kildemateriale, der lagde til grund for min analyse. 19 Ibid. 20 Bernard Eric Jensen s

122 Kildematerialet dækker over en periode fra og omfatter flere hundrede numre af de to tidsskrifter. For at kunne belyse emnet på den mest udtømmende måde, måtte jeg foretage flere valg og fravalg, min analyse vil kom derfor til at indeholde seks forskellige afsnit, der hver belyste en bestemt side af erindringsstedet. Første afsnit vil omhandlede erindringsstedets genstandsfelt, dvs. en skitsering af de fysiske rammer for erindringsstedet. I det andet analyserede jeg begrundelserne for, hvorfor man mindes fortiden. Tredje afsnit omhandlede julen i fangenskab, som et casestudy af, hvordan nogle tidligere kz-fanger valgte at mindes tiden i kzlejrene. I fjerde afsnit analyserede jeg de indbyrdes diskussioner om de tidligere fangers status, både i forhold til fortiden, men også i forhold til samtiden. Femte afsnit omhandlede de tidligeres fangers forhold til Tyskland og i sjette og sidste afsnit, så jeg nærmere på de tidligere kz-fangers syn på den fysiske forvaltning af mindet om kz-lejrene. Jeg har valgt at gengive mit andet afsnit her, da det et udmærket praktisk eksempel på, hvorledes erindringshistorie og historiebrug kan bruges. Mindet Koncentrationslejrene var en frygtelig virkelighed og den skal huskes, ikke i hævnens, men i retfærdighedens navn og for menneskehedens skyld. Dette var en del af ordene, da den ukendte kammerats urne blev nedsænket ved monumentet for den ukendte koncentrationslejrfange ved Helligåndskirken i København i Tre år senere kommenterede en anonym læser af Gestapofangen på bladets gentagne opfordringer til dets læsere om at indsende beretninger om tiden i Kz-lejrene. Han skrev: Hvorfor rippe op i fortidens sørgelige minder? Der er stadig kammerater der lider pga. deres oplevelser 22. For enhver tidligere koncentrationslejrfange er mindet om tiden i kz-lejrene et emne, der er meget følelsesladet, og et emne der splitter. Mange vil gerne holde mindet om lejrene i live, mens andre mener det er for smertefuldt hele tiden at blive konfronteret med fortidens skyggesider. 21 Ukendt: Den ukendte kammerats mindedag i Pigtraad. Nr årg. oktober Anonym kommentar i Gestapofangen. Nr årg. december

123 At mindes eller ej? Et af de store skismaer blandt de tidligere kz-fanger var i forhold til, om det var nødvendigt at dvæle ved fortiden eller ej. Størstedelen af indlæggene i tidsskifterne omhandlede vigtigheden af, at erindre det der skete dengang og i at få dette minde ud til resten af befolkningen. Men en mindre gruppe mente, at det også kunne blive for meget. Den tidligere kzfange Sigrid Stampe hæftede sig i 1950 ved en anden tidligere fanges kommentarerer i forhold til de beretninger, der var blevet udgivet i årene efter krigens afslutning. Den unavngivne person fortalte at: Disse oplevelser fra besættelsestidens transporter og forhør hængte ham langt ud af halsen. Stampe støttede denne kommentar, idet han også mente, at de tidligere fanger brugte alt for lang tid på at tale og berette om alle disse ubehageligheder. Han hæftede sig især ved den dvælen, der havde været om transporterne sydpå. Ja, anerkendte Stampe, det var ubehageligt at stå op i flere timer, at faste og blive tiltalt af en grov mund, men det var at forvente, idet der var tale om en krigssituation. Han mente, at disse transporter og manglen på komfort under disse, var emner, der var for små til at tale om, og de tjente kun det formål at skubbe modstandsbevægelsen ned i en grøft af selvmedlidenhed. 23 I forhold til den form de tidligere kzfanger ønsker erindringen om tiden i kz-systemet skal have, er Stampes holdning meget interessant. Den vidner om at enkelte tidligere kz-fanger havde et ønske om, at ikke alt, hvad der skete i kz-lejrene, skulle huskes, og være en del af erindringen om tiden i kz-lejrene. Hans holdning vidner ligeledes om et ønske om kontrol. Stampe var tydeligvis bekymret over den historie, han så blive fortalt omkring ham. Han ønskede ikke, at de tidligere fanger skulle stå som nogle små kværulerende individer, der havde ondt af sig selv. Set fra et erindringshistorisk perspektiv viser eksemplet med Stampe, at erindringer ikke er homogene. Dvs. at der ikke findes nogen endegyldig måde, hvorpå en bestemt erindring vil blive fortalt. Ydermere viser eksemplet, at der altid vil være modpoler, der prøver at trække i en given erindring. At de tidligere fanger ikke var særligt begejstrede for, eller ikke fandt det nødvendigt, at fortælle om deres oplevelser, ses, især i de tidlige numre af fangetidsskifterne. Der var i de første fem år efter befrielsen overrasken- 23 Sigrid Stampe: Skal vi tie eller tale? i Gestapofangen. Nr årg. december s

124 de få indsendte beretninger, og det på trods af at redaktionerne gentagne gange opfordrede læserne til at indsende deres historier. I 1950 opfordredes læserne af Gestapofangen endnu engang til at indsende beretninger, og som noget nyt prøvede redaktionen at hjælpe læserne i gang ved at foreslå to potentielle overskrifter/emneforslag til beretningerne: (1) Hvordan gik det til da du blev arresteret? og (2) Min morsommeste oplevelse i fangenskab. 24 Det første forslag giver ganske god mening at foreslå læserne, da det er et emne, alle kan forholde sig til, mens det andet antyder et ønske om at holde det grusomme på afstand. Sammenholdt med Sigrid Stampes kommentarer danner der sig et billede af, at der allerede meget tidligt fandtes et ønske fra flere tidligere fanger om en form for filter, som kunne skille de sider af historien fra, som enten var for trivielle eller for grusomme. Denne tendens forsvandt forholdsvis hurtigt ud af debatten og eksemplet skal nok mere ses, som udtryk for redaktionens forståelse for terapeutiske virkemidler. Meget tyder på, at medlemmerne af redaktionen har fulgt med i den forskning, der blandt andet af danske læger var blevet foretaget på baggrund undersøgelser i de tidligere kzfangers mentale tilstand. Denne forskning viste, at det at komme ud og fortælle om sine oplevelser ville hjælpe tidligere kz-fanger meget. 25 Denne tidlige afholdenhed fra at ruske for meget op i fortiden står i stærk kontrast til den holdning, der kan spores i tidsskifterne fra omkring begyndelsen af halvtredserne og frem. Budskabet lød nu, at minderne, store som små, ikke skulle forties, tværtimod burde alle tidligere fanger gå ud og fortælle om deres oplevelser, så den danske befolkning, især den yngre del kunne lære af fortidens ugerninger. I foråret 1952 havde den amerikanske film Det syvende kors premiere i de danske biografer. 26 Filmen handler om tredivernes Tyskland, hvor en gruppe tyskere formår at flygte fra en unavngiven koncentrationslejr. Alle, undtagen én, bliver fanget og hængt op i hvert sit kors ved indgangen til den lejr, de flygtede fra. Den syvende og sidste flygtning bliver aldrig fanget, og det syvende, og sidste kors, forbliver derfor ubrugt. Den tidligere kz-fange Kim så denne film i 24 Red..: Unavngiven artikel i Gestapofangen. Nr årg. januar Opfordringen fra Redaktionen bar ikke frugt, idet antallet af beretninger ikke steg i de efterfølgende numre. 26 Filmatisering af roman ved samme navn af Anna Seghers, berømt tysk jødisk kommunistisk forfatter, som flygtede til Mexico via Frankrig og USA. Værket er et af de fremmeste indenfor den tyske eksillitteratur. 124

125 biografen og blev meget bevæget over den. Men til sin store ærgrelse var han den eneste i salen, der åbenbart forstod hvad der egentlig skete i filmen. Bag ham sad en gruppe danske soldater i deres nye flotte uniformer og de forstod ikke, for at bruge Kims ord, et suk af hvad der skete. Hvilket ifølge Kim ikke var så mærkeligt, idet de alle var del af den nye generation, der var vokset op efter krigen. En generation, der, ifølge Kim, havde gået i korte bukser, mens andre danskere, som Kim, måtte lide i kzlejrenes helvede. Det var en generation, forsætter Kim, der nok kunne lytte interesseret til de tidligere fangers historier, men med et træk på skulderen ville affærdige fortællingen med, at det hørte fortiden til. En ung anmelder af filmen fandt filmen ganske spændende, men syntes at den burde være udkommet i netop trediverne, for så kunne den have advaret omverdenen. Eller som Kim vælger at tolke anmeldelsen: ham, hans fangekammerater og deres fælles historie hørte fortiden til. Kim sluttede sin artikel med følgende betragtning: Men mon dog ikke, nutiden kunne lære en bunke af vore erfaringer. Mon ikke verden kunne blive noget bedre, hvis man drog lære af det, vi har set, oplevet og hørt, selv om: Det er 8 10 år siden! Så ville der aldrig blive brug for de syv kors. 27 Kims historie viser den frustration, der til tider herskede blandt de tidligere kz-fanger. En frustration over at mindet og erindringen om de grusomheder, der foregik under krigen bliver negligeret af resten af samfundet og mødt med en holdning om, at nok er det spændende at høre om, men at det hele hørte fortiden til og at det var på tide at komme videre. Det er svært at vide om Kim aktivt gjorde noget for denne sag, men sammenlignet med senere tiders fanger, som åbenhjertigt stod og står frem for offentligheden og fortalte om deres oplevelser, tyder meget på at Kim tilhørte en gruppe af tidligere kz-fanger, der passivt sad på sidelinjen og græmmedes over den udvikling samfundet tog. Denne gruppe kunne sagtens se problemerne og råbte gerne op i egne rækker, men gjorde som sådan ikke noget aktivt for at ændre situationen. I starten af tresserne skete der en radikal ændring i denne holdning, nu var det ikke længere nok kun at ønske at samfundet skulle lære af de tidligere kz-fangers historier, nu måtte fangerne selv komme ud af busken og fortælle om deres oplevelser og erfaringer. I august måned 1963 afholdt fangeforeningen, Gestapofangerne, en række fo- 27 Kim: det syvende kors! i Pigtraad. Nr årg. maj s

126 redrag om besættelsestiden for folkeskoleelever i Storkøbenhavn, primusmotor bag projektet var Jørgen H. Barfod. Han skrev i september 1963 en artikel om baggrunden for, hvorfor disse foredrag var så vigtige. 28 Barfod hentede belæg i to forhold hentet fra det omkringliggende samfund. For det første var han bekymret over den indifferens især de unge havde overfor de ældre generationers erfaringer. En situation, Barfod sammenlignede med tiden op til de to verdenskrige. Blev der ikke gjort noget ved ungdommens ligegyldighed frygtede Barfod, at alle der i tidens løb havde prøvet at modvirke den galskab verden havde været vidne til, havde spillet fallit. For det andet forsatte kampen mellem demokrati og diktatur ude i verden. Barfod mente ikke, at danskerne kunne blive ved med at sidde på fløjen og følge denne kamp uden at gribe ind, sådan som det var sket i tredverne. Danskerne skulle forstå, at verden var blevet så lille, at de ikke længere kunne holde sig udenfor. De tidligere kz-fanger kunne med deres førstehåndsoplevelser af diktatoriske tankegange være med til at fortælle og lære de unge, hvordan de kunne genkende et diktatur når de stod overfor det. Barfod så dette ikke som et ansvar som de tidligere kz-fanger måtte påtage sig: Det er vores pligt at fortsætte den kamp for demokratiet, som vi begyndte under besættelsen Vi har en pligt overfor vores døde kammerater til at fortsætte denne kamp. Baggrunden for Kims og Barfods indlæg er den samme, idet begge mener, at nutiden bør lære af fortiden. Både Kim og Barfod ytrer et stærkt ønske om, at det minde og den erindring de havde, skulle være et lys for de efterfølgende generationer, og at disse skulle lære af erindringen og forhåbentlig undgå at begå de samme fejl. En smuk tanke, som ofte ses når erindringsfællesskaber, som det de danske kz-fanger deler, prøver at legitimere formålet med et givent erindringssted. Har et erindringssted ikke noget formål, er det blot en tom skal uden nogen form for relevans for samtiden. Tidligere fanger som Kim og Barfod ønskede ikke, at de og deres historie skulle blive glemt. De havde på egen krop oplevet noget ganske forfærdeligt, og de følte, at de erfaringer de havde gjort sig hverken kunne eller måtte blive ignoreret af samfundet. Nok begrundede de deres protest og opfordringer med at de yngre generationer burde lære af fortiden, men formålet var Jørgen H. Barfod: Det er en opgave for os i Pigtraad. Nr årg. september s

127 lige så meget at give dem selv og deres kammerater en følelse af, at de og deres historie stadigvæk havde en vigtig rolle og position i samfundet. Op igennem tresserne forsatte brugen af samfundsmæssige problemstillinger, som legitimering og begrundelse for, hvorfor mindet skulle holdes ved lige af de gamle fanger. Igen og igen sås opfordringer fra ledelserne i de forskellige fangerforeninger i de to tidsskrifter, om vigtigheden i at oplyse den yngre generation om fortidens ugerninger. Begrundelsen fandtes tit i det faktum, at de unge skulle være i stand til at forsætte kampen mod diktaturer i verden når de aldrende kz-fanger ikke længere var i live. Et meget godt eksempel på dette findes i en artikel Jørgen Barfod skrev i forbindelse med 25 års jubilæet i Her opfordrede han endnu engang sine kammerater til at genoptage kampen mod diktaturer, som de havde vundet 25 år forinden. Barfod tog denne gang udgangspunkt i, at de der havde oplevede besættelsen ikke længere var i flertal i befolkningen, en ny generation var kommet til, og denne havde gjort oprør. Barfod var ikke modstander af de ændringer, som de unge ønskede, men han så meget gerne, at ungdomsoprørene ville lytte til de gamle kz-fanger, for kun de forstod, hvad et rigtigt diktatur indebar. De kampe ungdomsoprørerne havde udkæmpet i slutningen af tresserne og stadigvæk gjorde i starten af halvfjerdserne mod det etablerede samfund, var ifølge Barfod hovedløse, idet kampene blev kæmpet uden hensyn til de erfaringer de gamle kzfanger og frihedskæmpere havde gjort sig under besættelsen. 29 Året forinden havde Johannes Fosmark ligeledes kommenteret ungdomsoprøret, her var der dog ikke megen forståelse at hente. Han hæftede sig især ved de unges udsagn om, at deres kamp kunne sammenlignes med den kamp, frihedskæmperne havde udkæmpet under besættelsen, hvilket ifølge Fosmark overhovedet ikke kunne komme på tale. Forskellen mellem de to ting skulle findes i, at under modstandskampen havde der været et nært forhold mellem mål og midler, et forhold som Fosmark overhovedet ikke kunne se i forbindelse med ungdomsoprøret. 30 Det legitimerende aspekt i de to artikler, som især ses i Barfods, står ikke alene, idet der i begge artikler både findes erindrende og diagnosticerende aspekter i forhold til essensen og udførelsen af ungdomsoprøret. Det erindrende kommer til 29 Jørgen H. Barfod: Hvorfor? i Gestapofangen. Nr årg. maj s Johannes Fosmark: Er ungdomsoprørerne helte? i Pigtraad. Nr årg. maj s

128 udtryk i forhold til erindringen om den kamp Barfod og Fosmark udkæmpede under besættelsen. For dem var den uden sidestykke, de friheder de dengang kæmpede for og den overmagt man kæmpede i mod, kunne på ingen måde sammenlignes med den kamp de unge nu udkæmpede mod myndighederne. Det var ganske utænkeligt for Barfod og Fosmark at acceptere de unges sammenligning mellem deres egen kamp og modstandsfolkenes. Det diagnosticerende, eller samtidsforstående skal ses i forhold til, at Barfod og Fosmark begge tilhørte den borgerlige del af Danmark og også den borgerlige del af modstandsbevægelsen. Da ungdomsoprørene for de flestes vedkommende var en del af det yderste venstre i det aktuelle politiske landskab, er det, set i lyset af den kamp der foregik mellem venstre aktivister og de borgerlige, ikke underligt, at Barfod og Fosmark tog afstand fra de unges kamp. Både i forhold til det erindrende aspekt og i forhold til det diagnosticerende aspekt er det især interessant, hvordan de begge bruger deres egen historiske baggrund, som belæg for deres misbilligelse af ungdomsoprøret. Ungdomsoprør blev i firserne afløst af bekymring over den økonomiske afmatning i landet. I 1984, under det årlige mindemøde ved den ukendte kz-fanges monument, gav et medlem af Neuengamme-foreningen en tale. I denne ytrede han bekymring over de besparelser og nedskæringer, der fra statens side havde været på kulturen i Danmark. At netop de gamle kzfanger bekymrede sig over kulturens tilstand, kan undre. I talernes øjne gav dette ganske god mening, idet han så kulturen som det eneste, der skilte nutidens menneske fra det dyriske urmenneske. Det der skete under nazismen i Tyskland og som førte til kz-lejrenes opførelse, sammenlignede han med de urinstinkter, som i freudiansk forstand, knyttede sig til det dyriske urmenneske. Med andre ord uden kultur og kulturel mangfoldighed, ville diktatoriske systemer, som nazismen, have et for stort spillerum. 31 Det særegne ved talen er, at den indeholder alle tre aspekter af Bernard Eric Jensens definition på et menneskes historiebevidsthed. (1) Det fortidsfortolkende ligger i talerens analyse af kz-systemet, som værende et udtryk for urmenneskelige instinkter, (2) det samtidsforstående i talerens forståelse af regeringens besparelser og (3) det fremtids- 31 NK: Vægtig tale om det åndelige beredskab i Pigtraad-Gestapofangen. Nr årg. juni s

129 forventende i, at har et samfund et stærkt åndeligt beredskab, vil man i fremtiden forhåbentligt kunne bekæmpe og undgå uhyrligheder, som de der blev begået under nazismen. Om taleren havde ret i sine betragtninger, er ikke relevant i denne kontekst, men det er, som ved eksemplet med Barfod og Fosmark, bemærkelsesværdigt, hvor meget de tidligere kzfanger bruger deres fortid igen og igen. Når der stilles spørgsmålstegn ved mindet En ting er at legitimere et erindringssteds rolle i forhold til det omkring liggende samfund samt det erindringsfællesskab, der knytter sig til erindringsstedet. En anden ting er det, når andre personer, både indenfor og udenfor erindringsfællesskabet, stiller spørgsmål ved, prøver at ændre på, eller formalisere den opfattelse de tidligere kz-fanger havde om besættelsen. De tyske fangevogtere i Kl. Sachsenhausen havde i julen 1944 fået den makabre ide, at placere et juletræ tæt på galgen på appelpladsen. Resultatet var, et flot juletræ flankeret af to hængte personer. Dette scenarium husker mange tidligere danske kz-fanger tydeligt og Pigtraads redaktion valgte derfor at bringe en tegning af scenariet som forside på december nummeret Reaktionen kom prompte, i det efterfølgende nummer kan man læse om en vred apotekers reaktion på denne tegning. Han væmmes ved redaktionens valg af forside og skriver: Vi skal huske, ja det skal vi, men vi skal ikke vælte os i vores egne tankers skarn. Han slutter sit brev med, at beskylde redaktionen for at holde hadet mod tyskerne ved lige. Redaktionen beklagede at have støt apotekeren, men de kunne om ingen omstændigheder gå på kompromis med sandheden, uanset var ilde hørt og barsk den nu engang var. 32 Redaktionen og bladet fremstår i dette tilfælde som formidlerne af den korrekte og sandfærdige erindring. Et forhold der passer sammen med ovenstående eksempler med Barfods begrundelser for foredragsrækkerne i tresserne. At man så sig selv de retmæssige vogtere af den korrekte sandhed, blev endnu tydeligere i forbindelse med en debat, der foregik i flere danske dagblade i efteråret Kort fortalt udsprang debatten fra en foredragsrække på Folkeuniversitetet i København om besættelsen. En af tilhørerne Egil Barfod mener 32 Johannes Fosmark: I vil holde hadet ved lige. Protest fra interesseret læser i Pigtraad. Nr årg., januar s

130 ikke, at foredragsholderen var troværdig i dennes redegørelser for blandt andet Rostock-myten og beklager dette i et læserbrev til Information. Det der får de tidligere kz-fanger op af stolene, er foredragsholderens (Hans Kirchhoff) respons på Barfods indlæg, idet han slutter sit indlæg med at spørge: Har historieskrivningen om besættelsen overhovedet bud til denne fortabte generation. Han anklager ligeledes den omtalte generation for at være forstokket og alt for fokuseret på myter og forherligelser. 33 Jørgen Barfod vælger at tolke Kirchhoffs indlæg, som en afvisning af at benytte de der havde oplevet besættelsen på egen krop, som kilder til historieforskningen, hvilket ifølge Barfod er meget problematisk. 34 Barfod er selv uddannet historiker og han stiller sig uforstående overfor, det han kalder, vi alene vide.. holdningen, som han mener Kirchhoff står for. Ifølge Barfod bør og skal historikerne bruge vidnerne fra krigen på lige fod med kilderne. 35 Med andre ord: Barfod og andre tidligere kz-fanger, bør have særstatus indenfor besættelsestidsforskningen, deres viden skal komme før andres, og de bør behandles med respekt som følge heraf. Et lignende eksempel ses i 1966, da en ung Ulla Dahlerup stod frem en kronik i Politiken og kritiserede en nyudgiven lærebog om besættelsen. 36 Bogens fremstilling af besættelsen finder hun bl.a. for glorificerende, overfladisk og mytedannende. Aspekter der ifølge Dahlerup udspringer fra den opfattelse den ældre generation havde af besættelsestiden. Denne opfattelse finder hun gennemsyret af skyldfølelse over, at danskerne ikke havde kæmpet mere mod tyskerne end tilfældet havde været. 37 Det faldt en del for brystet, herunder flere gamle kz-fanger, at hun på den måde gik ind og kritiserede deres opfattelse af begivenhedernes gang. I Pigtraad fik debatten ligefrem plads på første side. Redaktionen ønskede ikke at kritisere bladet, hvori artiklen blev bragt, ej hellere angribe forfatteren, idet hun, med deres ord, var så ung og derved ikke havde kunnet deltage i modstandskampen. Hendes argumenter blev fejet til side med den be Hans Kirchhoff: Generationen der snublede den 9. april. Hr. Eigil Barfod og Dolkestødslegenden i Information. 81 årg. nr november s Jørgen H. Barfod: Er vi fortabte? i Gestapofangen. Nr årg., december s Ibid. 36 Den omtalte bog hedder: Danmark under Besættelsen Den er skrevet af Markus Bjarnasons, og var tænkt som en lærebog for folkeskoleklasser i Danmark. 37 Ulla Dahlerup: Besættelsestidens glorie og den næste generation i Politiken. 82. årg., nr februar s

131 grundelse, at de var overfladiske, og at hun åbenbart ikke havde forstået, hvad formålet, med den omtalte bog, var. 38 Det er interessant at bemærke, at den kritik Ulla Dahlerup bringer i sin kronik af det danske erindringsfællesskab mere eller mindre går i spænd med den kritik, der har været i den nyere forskning af den såkaldte konsensuslinje inden for dansk besættelsestids forskning. 39 Den reaktion kronikken og Kirchoffs artikel fik i Pigtraad viser, at der på daværende tid ikke var plads til kritik af den gængse opfattelse af tingenes tilstand, og forsøg på at anfægte denne, uanset hvor velargumenterede de nu engang var, blev fejet af bordet, med kommentarer mangel på erfaring og viden. Denne reaktion er meget typisk når udefrakommende angriber et givent erindringsfællesskabs valgte diskurs. Den erindring, der knytter sig til et erindringssted, er for de personer, der er tilknyttet det pågældende erindringssted, det nærmeste man kommer sandheden om de begivenheder erindringsstedet refererer til. Angribes eller anfægtes denne sandhed, vil de tilknyttede personer føle, at angrebet er rettet mod dem personligt. I forhold den kollektive erindring om besættelsen (som erindringsstedet de danske kz-fangers historie i denne sammenhæng er en del af), er f.eks. Ulla Dahlerups kronik et direkte angreb mod denne erindring, og i og med at størstedelen af den danske befolkning på daværende tidspunkt havde oplevet besættelsen, blev et sådant angreb af mange blive som et personligt angreb. Situationen kan sammenlignes med den polemik Aage Trommers doktorafhandling om jernbanesabotagen på den jyske længdebane fra 1971medførte nogle år senere. For mange historiestuderende, med hang til besættelseshistorie, er Trommers afhandling legendarisk, ikke så meget pga. af dens indhold, men pga. den polemik som afhandlingen medførte. De tidligere kz-fanger, hvoraf mange også havde været modstandsfolk, var af indlysende årsager ikke særligt begejstrede for afhandlingen, og der blev brugt en del spalteplads i de to tidsskifter på at pille både konklusionerne og forfatteren fra hinanden. De første indlæg bragtes allerede inden forsvaret af afhandlingen. Disse var præget af forundring: Man kunne ikke forstå, hvorfor der overhovedet blev forsket i emnet, og da der nu gjorde, gjorde man sig tan- 38 Johannes Fosmark: Når realiteter kaldes svulst og patos i Pigtraad. Nr årg. marts s Bryld/Warring

132 ker, den sorg og bitterhed det ville medføre blandt de, der havde lidt i kzlejrene pga. deres virke som sabotører. 40 Senere, efter forsvaret, ændrede indlæggene sig til at være direkte angreb på afhandlingen og dets forfatter. Påstande om videnskabelig uredelighed, murren over mangel på respekt, og beskyldninger om mangel på forståelse for den psykologiske effekt, fyldte meget i disse senere indlæg Selv flere år efter afhandlingen blev udgivet havde de gamle fanger ikke tilgivet Trommer. 44 I det hele taget tyder meget på, at de gamle kz-fanger havde det meget svært med kritiske historikere. Kirchoffs foredrag og Trommers afhandling er begge gode eksempler på det. Men også historikere, som Palle Roslyng- Jensen, Søren Mørch og Ditlev Tamm måtte høre for deres forskning. Førstnævnte blev bl.a. beskyldt for at være bagklog i sin doktorafhandling, Mørch blev beskyldt for at være nedladende, og Tamm for at have for mange fejl og ingen forståelse for krigens gru Fælles for alle disse historikere var, at de igennem deres forskning på den ene eller den anden måde stillede spørgsmålstegn ved den historie, der populært var blevet fortalt om besættelsen i mange år. De tidligere modstandsfolk og de tidligere kz-fanger stod garant for denne sort/hvide historie. Det er derfor ikke underligt, at de råbte op, når nogen prøvede, at røre ved denne unuancerede historie, som på mange måder var et udtryk for det minde og den erindring, de ønskede at have om besættelsen. Det der derimod kan undre er, hvor uvillige de gamle kz-fanger var til at give de unge historikere medhold i de emner de forskede i, eller i det mindste reflektere over disse på en ikke personlig måde. At man i tresserne havde svært ved at acceptere Ulla Dahlerups kritik er til dels forståeligt, grundet hendes ikke-akademiske baggrund, men at de nærmest kategorisk, lukkede øjnene for den akademiske forskning og argumentation, er besynderligt. No Margit Brandt: Forundring i Gestapofangen. Nr årg. august s R.L.: Doktor i sabotørernes krydsild i Pigtraad. Nr årg. november s Red.: Jernbanesabotagen i Gestapofangen. Nr årg. januar s R. C. Hollingworth: Jernbane-sabotagen i Gestapofangen. Nr årg. marts s Oskar Pedersen: Verbal skudveksling med profesor Trommer i Pigtraad-Gestapofangen. Nr årg. december s Johs. Rasmussen: Om rygklappere, bagkloge og besættelsens illegale i Pigtraad- Gestapofangen. Nr årg. november s Johs. Rasmussen: Ret nedladende i Pigtraad-Gestapofangen. Nr årg. april s Johs. Rasmussen: Hvorfor alt dette om stikker-likvideringerne? i Pigtraad-Gestapofangen. Nr årg. april s

133 get af forklaringen kan findes i de gamle kz-fangers uforståelighed over, at man fra historikernes side, blev ved med at grave i emner fra besættelsen, som i deres øjne allerede var blevet skrevet. Og selvfølgelig også i det faktum, at historikerne i større eller mindre grad ændrede ved det minde og den erindring, som de gamle fanger havde om besættelsen. Konklusion Mindet om tiden i kz-lejrene er en meget kompleks størrelse. Bare det at mindes, det der skete i lejrene under besættelsen, er ikke nemt. De få beretninger i årene lige efter befrielsen og flere indlæg fra samme periode vidner om, at meget få af de gamle kz-fanger havde, på daværende tidspunkt, havde lyst til at stå frem og fortælle om deres oplevelser i kzlejrene. Dette forhold ændrede sig i starten af tresserne. På det tidspunkt havde de første undersøgelser af de psykiske følger af ophold i kz-lejre set dagens lys. Ydermere havde udviklingen vist, at de lektier man håbede, at verden havde lært af 2. Verdenskrig, ikke holdt stik. De to aspekter fik enkelte tidligere kz-fanger til at stå frem. Med begrundelse i primært samfundets tilstand, og det de gamle kz-fanger kunne gøre for samfundet, opfordrede de deres medfanger til at stå frem og fortælle om oplevelserne i kz-lejrene. Opfordringen virkede, fra midten af tresserne og frem, kan der i de to tidsskrifter jævnligt ses positive beretninger fra foredrag og lign. arrangementer, hvor tidligere kz-fanger havde talt. Det diagnosticerende står i dette forhold meget stærkt. Den forståelse de tidligere kz-fanger havde af det omkringliggende samfund, var den primære grund til, hvorfor de stod frem. Den erindring de tidligere kz-fanger havde og har om tiden i lejrene er ikke nogen homogen størrelse, der eksisterede og eksisterer flere forskellige måder at erindre den samme begivenhed på. Denne debat var forholdsvis venlig i forhold til de debatter, der brød ud, når udefrakommende stillede spørgsmål ved den erindring de tidligere kz-fanger havde. Kritiske betragtninger fra historikere og samfundsdebattører af den erindring mange tidligere modstandsfolk og tidligere kz-fanger havde om besættelsen, blev for det meste pure afvist. Begrundelsen blev som regel hentet i det forhold, at de gamle kz-fanger havde været øjenvidner til de begivenheder, der blev debatteret og derfor vidste de, bedre end nogen andre, hvad der virkeligt var sket. Denne erindring og den måde at fortolke fortiden på, var for de tidligere kz-fanger, som erindringsfællesskab, den eneste korrekte måde at gøre det på. Hele deres 133

134 identitet var bygget op omkring disse forestillinger, det er derfor ikke underligt, at de råbte op, når nogen anfægtede dem/eller forestillingerne. Jeg håber at I har nydt at læse min artikel. Har I lyst til at læse mere om erindringshistorie, kan jeg anbefale flere af de bøger jeg angiver som kilder. Skulle I have lyst til at læse mit speciale i sin helhed, kan det lånes på biblioteket, eller I kan sende mig en mail på: 134

135 Den marxistiske historieopfattelse En introduktion 1 Af Niels Finn Christiansen Fra midten af 1960erne har der i de fleste vestlige lande været ført en intensiv debat om videnskabernes stilling i og til den omgivende verden. Fra mange studenter og en del læreres side er det blevet anført, at specielt, men ikke udelukkende samfundsvidenskaben og de humanistiske videnskaber har et politisk indhold og udøver en politisk funktion i samfundet, hvad enten dette er bevidst eller ubevidst for udøverne. For en betydelig del af debattens vedkommende har den teoretiske baggrund for disse påstande været overordentlig uklar, men i stigende grad har studenter og lærere sat deres videnskabsopfattelse i sammenhæng med den marxistiske teori. Det gælder også for mit vedkommende. En sådan opfattelse kræver dels, at man forklarer sig, dels at man går ind i en debat med videnskabsmænd, der har andre anskuelser. Det må anses for en nødvendig konsekvens af en marxistisk historieopfattelse, at man deltager i en sådan debat med repræsentanter for det, der her bredt og unuanceret vil blive betegnet som den borgerlige historieopfattelse. Ved fremlæggelsen af den marxistiske historieopfattelse kan der vælges mellem flere fremgangsmåder. Dens indhold og aktuelle betydning kunne have været belyst gennem en diskussion af et konkret, væsentligt historisk emne. Der findes imidlertid kun relativt få historiske undersøgelser af nyere dato, der på tilfredsstillende måde har anvendt den marxistiske me- 1 Artiklen er - med en del ændringer - identisk med et foredrag holdt i Historisk Samfund i oktober

136 tode, og da det er mit indtryk, at mange er usikre over for en række centrale elementer og begreber i den marxistiske teori, har jeg valgt en mere almen form. Fremstillingen prætenderer ikke nogen originalitet, men jeg vil forsøge at behandle nogle efter min mening aktuelle og akutte problemer for historikere. Endnu en bemærkning må jeg forudskikke. Marxismen udgør en integreret helhed af filosofi, socialøkonomi og politik, som kun kan forstås i sammenhæng. Dog er det nødvendigt her at udskille enkelte dele af helheden, og jeg må da forudsætte en række af de grundlæggende teorier især af socialøkonomisk karakter bekendt. Det er vist åbenbart for alle, at der er sket en betydelig udvikling i tolkningen af den marxistiske historieopfattelse, siden den første gang blev formuleret omkring midten af forrige århundrede. Den har også blandt marxister været genstand for temmelig divergerende fortolkninger. Til en vis grad kan dette forklares ved det forhold, at nogle af de skrifter, hvori Marx mest indgående har forklaret sine synspunkter på historien, først er blevet publiceret i løbet af 1920erne og 30erne og derfor først indgår i debatten i bredere sammenhæng efter Det gælder f.eks. en hovedkilde som»den tyske Ideologi«. For en placering af marxismen i en historisk sammenhæng er dette dog af mindre betydning, da den i det store og hele udgør en organisk udviklet helhed uden større skel. 2 Der er efter min opfattelse tre hovedudviklingstendenser fra den foregående epoke, der danner baggrund for Marx's teori. Det er 1. den kapitalistisk-industrielle revolution, 2. de borgerlige revolutioner i en række vestlige lande og 3. det, man kan kalde»den intellektuelle revolution«. Den første revolution, den kapitalistisk-industrielle, betød blandt andet, at de hidtidige skranker for en tilsyneladende ubegrænset materiel produktion og behovstilfredsstillelse blev nedbrudt. Den kolossale vækst i den 2 Med denne vurdering tager jeg uden argumentation i nærværende sammenhæng stilling til et af de problemer, der har været heftigst diskuteret i den internationale marxismedebat i det sidste årti. Den franske strukturalistiske skole hermed betydelig styrke argumenteret for, at der indtraf et brud i Marx' intellektuelle og teoretiske udvikling omkring , hvilket især skulle manifester«i en fuldstændig frigørelse fra den Hegelske tænkning. Se f.eks. Louis Althusser, For Marx, Stockholm 1968, s. 47 ff. og samme, Politics and History. Montesquieu, Rousseau, Hegel and Marx, London 1972, s. 161 ff. 136

137 produktive formåen og de muligheder for frihed, den gav, kom til at spille en betydelig rolle for Marx's opfattelse af det historiske forløb og mulighederne for frihed i et kommunistisk samfund, ligesom overgangen fra feudalisme til kapitalisme blev central for hans studium af de faser, den historiske udvikling gennemløber. De borgerlige revolutioner indebar, at den klasse, borgerskabet, som var bærer af den nye kapitalistiske produktionsmåde, i en ganske vist noget ujævn proces erobrede den politiske magt, og de borgerlige revolutioner blev leverandører af de politisk-sociale frihedsbegreber, der prægede det 19. århundrede, og som Marx dels analyserede som skinfriheder i et kapitalistisk samfund, dels ønskede realiserede i et fremtidigt samfund. Endelig spillede disse revolutioner en vis rolle som modeller for den marxistiske revolutionsopfattelse. Den intellektuelle revolution, der næppe var tænkelig uden de to første, betød blandt andet, at Marx kom til at leve i en periode, hvor man ikke syntes at anerkende nogen grænser for viden og erkendelse. Det meget komplekse sæt af ideer, der ledsagede borgerskabets opstigen i de vestlige lande, havde som fællestræk et opgør med den irrationalitet, der havde karakteriseret den tidligere epoke, feudalismen, ideologisk. Gennem empirismen, oplysningstidens filosofi og Kants kritiske rationalisme, kulminerede disse ideer i den tyske idealisme med Hegel som den foreløbige fuldender af udviklingen. 3 Hos Hegel opfattes historien som ideens udvikling i tid hen imod en stadig større forståelse af sig selv. I vor sammenhæng har Hegel interesse ved hans erstatning af den klassiske formallogik med en materiel logik, hans konsekvente anvendelse af et dialektisk udviklingsbegreb og dermed sandhedsbegreb. For Marx bliver det væsentlige hos Hegel dennes betoning af, at sandheden er helheden, og at helheden kan erkendes og forstås. Ethvert historisk fænomen må betragtes som et led i helhedens udvikling og ikke isoleret. Denne helhed har imidlertid på ethvert historiskstade været bestemt af, at den er en modsætningsfyldt totalitet. Ethvert fæno- 3 For denne redegørelse for baggrunden for marxismen se bl.a. E. J. Hobsbawm, The Age of Revolution , paperback udg., New York 1962 og Johny Leisner, Europas historie i det 19. århundrede I, København

138 men, ethvert samfund må forstås som en enhed af positivt og negativt, der er i en bestandig konflikt. Almindeligvis beskrives den Hegelske dialektik ved begreberne tese-antitese-syntese, som tre adskilte størrelser. Hegel har aldrig selv brugt disse begreber, og de er egentlig mere vildledende end vejledende. Som nævnt må ethvert objekt karakteriseresved både at indeholde positivt og negativt. Sandheden må ikke blot søges i tingenes blotte ydre fremtræden, men deres væsen er karakteriseret ved en forening af positivt og negativt. Modsætningen mellem disse elementer udgør drivkraften i den historiske udvikling. Samfundsformeropstår, forandrer sig, nedbrydes i en uafbrudt proces, hvor disse elementer er snævert forbundne. Modsætningerne ophæves og hæves samtidig op i en ny enhed, der igen karakteriseres ved enheden af positivt og negativt. Verdensåndens udvikling, den historiske udvikling er således sket gennem en bestandig kamp mellem modsætninger, der ophæves, og hvor elementer samtidig hæves med op i en ny sfære. I verdensåndsbegrebet er indeholdt alle andre fænomener, således også materien, men ånden er det overordnede begreb. Udviklingen har samtidig formet sig som en nødvendig udvikling, idet ethvert historisk stade må betragtes som et nødvendigt, af verdensåndens udvikling betinget, trin i historien. Med denne opfattelse kan Hegel da også nå frem til, at frihed er identisk med indsigt i nødvendigheden. De mennesker, som på et givet stadium har erkendt dets nødvendighed, har besiddet en relativ frihed. Den absolutte frihed opnås først på Hegcls egen tid, fordi Hegel i kraft af sin filosofi har opnået den absolutte indsigt i nødvendigheden. Derfor kan hans samtidige statssamfund tilsyneladende fremtræde som et frihedens rige, hvor der synes at være sket en endelig forsoning af de modsætninger, som har drevet den historiske udvikling. 4 Forholdet mellem Hegel og Marx har helt fra revisioniststriden omkring århundredeskiftet til vore dages Marxdebat været et centralt problem i diskussionen mellem forskellige retninger inden for marxismen. Marx anerkendte selv sin gæld til Hegel og især til dennes udvikling af dialektikken således:»den mystifikation, som dialektikken undergår i Hegels G. W. F. Hegel, Recht, Staat, Geschichte. Eine Auswahl aus seinen Werken, Kroner Taschenausgabe, Stuttgart 1964, s. 343 ff. og Vorlesungen iiber die Philosophic der Geschichte, Reclamudgaven, Stuttgart 1961, s. 39 ff. samt Herbert Marcuse, Reason and Revolution. Hegel and the Rise of Social Theory, paperback udg., New York 1968, s. 224 ff. og passim.

139 hænder, forhindrer på ingen måde, at han var den første, der fremstillede dens almene bevægelsesformer på omfattende og bevidst måde. Hos ham står den på hovedet. Man må vende den om for at opdage den rationelle kerne i den mystiske skal«. 5 Dette udsagn forstås ofte således, at Marx blot erstatter den idealistiske dialektik hos Hegel med en materialistisk, men efter min opfattelse sker der noget langt mere radikalt i denne overgang. I stedet for verdensåndens udvikling bliver historien hos Marx til samfundenes udvikling på grundlag af den materielle produktionsmåde, det Hegelske begreb om udvikling gennem modsætninger bliver til udvikling gennem modsætninger inden for produktionsmåden og kamp mellem samfundsklasser med den dialektiske negation i proletariatet og den dialektiske syntese udfoldet i den proletariske revolution og overgangen til et nyt og højere historisk udviklingstrin. Der sker således i hvert fald tre afgørende brud med Hegel: 1. Marx indsætter materien som det overordnede begreb, 2. han indfører den menneskelige praksis som en afgørende faktor i den historiske udvikling og 3. han bryder med den Hegelske rationalitet og forestilling om frihed i samtidens stat, fører hans dialektik videre og etablerer en negation i et krav om at virkeliggøre filosofien ved menneskenes endegyldige frigørelse. Jeg skal kort omtale disse tre elementer hos Marx. Almindeligvis fremhæves som nævnt materialismen som det fundamentale punkt, hvorved Marx adskilte sig fra den Hegelske idealisme. En af Hegels væsentlige filosofiske landvindinger er imidlertid, at han i sit system nedbryder dualismen mellem ånd og materie og ophæver dem i overbegrebet verdensånden. Det indebærer, at materien er indeholdt i verdensånden, dog i en klart underordnet, afhængig position. 6 Gennem først og fremmest Ludwig Feuerbachs materialisme nåede Marx frem til sin filosofiske materialisme, som indebærer en forkastelse af adskillelsen mellem ånd og materie, og af den opfattelse, at den materielle verden kun eksisterer i kraft af menneskets bevidsthed herom. Marx anerkendte ikke en»åndelig«sfære løsrevet fra den historiske og samfundsmæssige sammenhæng. Alle retslige, politiske, filosofiske, religiøse og kunstneriske forestillinger, hele den såkaldte bevidstheds indhold er for Marx sam- 5 Karl Marx, Efterskrift til andet oplag af Kapitalen. Dansk oversættelse i Kapitalen I, 1, red. Johs. Witt-Hansen, København 1970, s Jvf. Shlomo Avineri, The Social and Political Thought of Karl Marx, Cambridge 1969, s. sff. 139

140 fundsmæssige bevidsthedsformer, forbigående produkter af en uafbrudt udvikling, tilbehør til en bestemt historisk epoke og en bestemt økonomisk samfundsformation. For alle retsforhold, statsformer o.s.v. gælder, at de ikke kan forstås ud fra sig selv eller, som idealisterne mente, ud fra den menneskelige ånds almene udvikling. Tværtimod, de har rødder i den givne samfundsformations materielle livsforhold. Marx har sammenfattet sin opfattelse således:»den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt, deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed«. 7 Marx's filosofiske materialisme adskiller sig afgørende fra de hidtidige materialistiske retninger som de f.eks. kendes fra det 17. og 18. århundrede. Det karakteristiske for disse var, at materien betragtedes som et dødt element, der udgjorde en uforanderlig basis for den menneskelige tilværelse, også uforanderlig ved menneskets indgriben. Mennesket var uafvendelig afhængigt af denne døde materie, og bevidstheden var blot en mekanisk genspejling af den. Denne opfattelse gik igen hos Feuerbach i hans»antropologiske materialisme«. Heroverfor opfattede Marx det materielle grundlag som naturen, med alle dens facetter og ressourcer, som en kategori, der pa den ene side er uafhængig af mennesket, og pa den anden side indgår i menneskets materielle produktion. Naturen, materien, opfattes som»historisk modificeret natur«eller snarere som den materielle produktions historiske og samfundsmæssige udvikling. 8 Naturen, den rene materie, griber ikke umiddelbart ind i det historiske forløb, men virker formidlet ved menneskets materielle produktion, der bestemmer ikke blot forholdet mellem menneske og natur, men ogsa forholdet mellem mennesker indbyrdes.»den første forudsætning for al menneskelig historie er naturligvis eksistensen af levende menneskelige individer. Det første sagforhold, som må konstateres, er altså disse individers legemlige organisation og deres dermed givne forhold til den øvrige natur.... Al historieskrivning må gå ud fra dette 7 Karl Marx, Forord til kritikken af den politiske økonomi. Marx/Engels, Udvalgte skrifter I, København 1952, s Jvf. Karl Korsch, Karl Marx, Frankfurt a/m 1969, s. 127 ff. 140

141 naturlige grundlag og dets modifikation i historiens løb i kraft af menneskenes aktivitet«. 9 Og videre:»denne betragtningsmåde er ikke forudsætningsløs. Den gør ud fra de virkelige forudsæstninger, den slipper dem ikke et øjeblik. Dens forudsætning er menneskene, men ikke i en eller anden fantastisk afsondrethed, men i deres virkelige, empirisk anskuelige udviklingsproces under bestemte betingelser. Så snart deres aktive livsproces fremstilles, ophører historien med at være en samling døde fakta - som hos de stadigvæk abstrakte empirikere - eller en indbildt handlingsgang med indbildte subjekter - som hos idealisterne«. 10 Denne»samfundsmæssige«natur har specifikt forskellig karakter i forskellige historiske epoker, men den har først og fremmest i størstedelen af det historiske forløb haft klassekarakter. Den er fremtrådt for menneskene, og er af filosoffer, økonomer og historikere blevet fremstillet som en blind, uforanderlig kraft. For Marx derimod adskiller den fremtidige udvikling sig fra den hidtidige ved, at her omstyrtes grundlaget for disse produktions- og samfundsforhold og for første gang behandles alle naturgivne forudsætninger som skabt af bevidste mennesker, berøvet deres naturgivethed og underlagt de forenede individers magt. Men det er altså fremtiden. Snævert forbundet med den marxske materialisme, eller snarere som en nødvendig del heraf, er begrebet praksis. Også dette begreb gled ind i marxismen fra den venstrehegelianske kreds, bl. a. fra den polske filosof Cieskowski og fra Moses Hess. Senere skal jeg antyde dets betydning for den marxistiske videnskabsopfattelse og her blot omtale dets forbindelse til opfattelsen af den materielle omverden. I en af sine teser om Feuerbach fra 1845 siger Marx således:»hovedmanglen ved al hidtidig materialisme - Feuerbachs medregnet - er, at tingen, virkeligheden, sanseligheden kun opfattes som objekt eller beskuen; derimod ikke som menneskelig sanselig virksomhed, praksis, ikke subjektivt... Han (Feuerbach) forstår derfor ikke betydningen af den»revolutionære«, den praktisk-kritiske virksomhed«. 11 Dette synspunkt indebærer, at for en marxist er erkendelse af vir- 9 Karl Marx, Den tyske ideologi. Ungdomsskrifter. Udvalg og indledning ved Villy Sørensen, København 1962, s Ibid., s Karl Marx, Teser om Feuerbach I, anf. udvalg, s

142 keligheden ikke et abstrakt, et filosofisk problem, men et praktisk. Gennem sin virksomhed i samfundet og omgangen med naturen når mennesket til erkendelse af virkeligheden, og forbundet med en helhedskonception bliver denne udmøntet i en generel samfundsteori. Mennesket er altså på en gang et tænkende/anskuende væsen og et handlende. Forsøg på at isolere tænkningen fra praksis vil føre til gold abstraktion. Ikke alene er mennesket et tænkende og handlende væsen, det er også et socialt væsen. Det kan ikke forstås som et isoleret individ. Det menneskelige væsen er, som Marx siger det et sted»indbegrebet af samfundsforholdene«, 12 og det kan kun forstås historisk som et produkt af hele det menneskelige samfunds udvikling og socialt som et led i de totale samfundsmæssige relationer på et givet tidspunkt. Men da disse relationer er bestemt af, at de er modsætningsfyldte, må forholdet mellem mennesker også være modsætningsfyldt, d.v.s. at mennesker står over for mennesker i en kamp bestemt af det materielle udviklingsforløb. I sit velkendte»forord til kritikken af den politiske økonomi«har Marx givet en koncentreret og skematiseret redegørelse for sin opfattelse af, hvilke kræfter der bestemmer den historiske udvikling. 13 Her kan der skelnes mellem to lag af drivkræfter, et materielt-objektivt og et bevidsthedsmæssigt-subjektivt, der er konkret uadskillelige, men som her for et overbliks skyld skal behandles hver for sig. Produktivkræfterne er bestemt ved at være under konstant udvikling. 14 Til et givet stade af disse produktivkræfters udvikling svarer ganske bestemte produktionsforhold, det vil kort sige ejendomsforholdene til naturrigdomme og produktionsmidler og dermed de økonomisk-sociale relationer mellem producenter og ejere. Der er til enhver tid et vist spændingsforhold mellem disse to elementer, hvilket netop skyldes den stadige 12 Karl Marx, Teser om Feuerbach VI, ibid., s Karl Marx, Forord til kritiken af den politiske økonomi. Marx/Engels, Udvalgte skrifter I, København 1952, s Begrebet produktivkræfter indeholder, kort udtrykt, følgende elementer: a) de eksisterende produktionsmidler (redskaber, maskiner, værktøj, transportsystem osv.), b) den viden og teknologi, som muliggør opretholdelse og udvikling af produktionsmidlerne, herunder også de menneskelige udøvere af videnskab og teknologi, c) menneskene som producenter, som brugere af a) og b) og som forarbejdere af produktionsbetingelserne, dvs. de givne naturforhold, jorden, råstofferne osv. 142

143 udvikling af produktivkræfterne under uændrede produktionsforhold. Der består et modsætningsforhold mellem menneskenes beherskelse af naturen ved de givne produktivkræfter og de produktionsforhold under hvilke denne naturtilegnelse finder sted. Overgangen fra en historisk samfundsformation til en ny indtræder, når de givne produktionsforhold ikke længere kan virkeliggøre de muligheder for frihed og behovstilfredsstillelse, som produktivkræfterne indebærer. Så sprænges de samfundsmæssige rammer, og produktivkræfterne frigøres i produktionsforhold, der er i overensstemmelse med de materielle muligheder. Det må allerede her understreges, at denne udvikling ikke er en mekanisk forløbende proces. Som det fremgik af definitionen af produktivkræfterne (note 12), indgår menneskene som åndelige og materielle producenter som et uadskilleligt element heri, ligesom de produktionsforhold, der bestemmer den samfundsmæssige opbygning, er menneskeværk. Det andet hovedelement i den historiske udvikling og dens tilspidsningeri de sociale og politiske omvæltninger er de former, hvori menneskene bliver sig spændingerne i den materielle basis bevidst og udkæmper disse konflikter -»ikke i betydning af individuel antagonisme, men af en antagonisme, der vokser frem af individernes sociale livsbetingelser«15 - d.v.s. i form af det, der vel frem for noget kendetegner den marxistiske historieopfattelse, klassekampen. Det blev ovenfor understreget, at mennesket opfattes som et socialt individ. Her kan nu det sociale lokaliseres som et tilhørsforhold til en klasse. Kort defineret bestemmes et menneskes klassetilhørsforhold af dets forhold til produktionsmidler, jord og naturrigdomme i den udstrækning, disse sidste er undergivet kamp om ejendomsforholdene. Det vil sige, at vi i den kapitalistiske produktionsmåde i hovedtræk kan operere med to klasser: de, der besidder produktionsmidlerne, og de besiddelsesløse, borgerskab og proletariat. Det indebærer ikke, at der ikke forekommer andre klasser inden for en total samfundsformation, f.eks. selvejende bønder, godsejere, et småborgerskab af handlende og håndværkere, men hovedtendensen i enhver samfundsformation vil være en polarisering hen imod en konfrontation mellem de to klasser, der er udtryk for spændingerne mellem produktivkræfternes udvikling og produktionsforholdene. 15 Karl Marx, Forord.. anf. udvalg, s

144 Klassekampen er en total kamp, som omfatter både økonomisk-sociale relationer og politisk-ideologiske forhold. Den er til stadighed sammensat af en række snævert forbundne elementer i produktionsprocessen, i det borgerlige samfund, inden for statsmagtens sfære og inden for bevidsthedens frembringelser. Vel er disse sidste politisk-ideologiske elementer bestemt af spændingerne i den materielle basis, men de er i lige så høj grad som disse realiteter både historisk og aktuelt og udvikler sig til en vis grad efter en indre autonomi. For at illustrere det dialektiske i den marxistiske udviklingsteori vil jeg kort ridse de modsætninger op, som bestemmer det kapitalistiske samfund og konsekvenserne heraf. Som andre samfundsformationer er det modsætningernes enhed. Det drives frem af disse modsætninger, indtil produktivkræfterne er så højt udviklede, at de rammer, som produktionsforholdene og den politiske organisation udgør, må sprænges. Den grundlæggende modsætning består mellem den sociale produktionsform og det private ejerskab, mellem den kollektive værdiskabelse og den individuelle tilegnelse af værdierne, i det forhold, at kapitalismen skaber frihed for nogle ved udbytning af andre. Hvert eneste element i kapitalismen, i den økonomiske såvel som den politiske proces, skaber sin bestemte negation. Denne negation er samtidig noget konstruktivt idet den skaber forudsætningen for overgangen til en ny samfundsform. Det kapitalistiske samfunds modsætninger vil blive ophævet - i den hegelske forstand - ved at de positive momenter, de kolossalt udviklede produktivkræfter, føres med op i en ny samfundsformation af det borgerlige samfunds negation, proletariatet. Et af de mest intrikate spørgsmål i forbindelse med den marxistiske historieopfattelse er, om den skitserede udviklingsmodel indebærer, at det historiske forløb er determineret. Det har altid været et hovedangrebspunkt for marxismens modstandere, fra de banaleste til de mere raffinerede, at marxismen var deterministisk, at den skildrede en historiskudvikling, som var forløbet og ville forløbe uafhængigt af menneskets vilje og indsats, med en naturkrafts nødvendighed. Det skal villigt medgives, at adskillige fremstillinger af den marxistiske historieopfattelse, også af erklærede marxister, har kunnet efterlade et sådant indtryk, men jeg vil samtidig understrege, at denne opfattelse har haft og kan få fatale politiske konsekvenser, som lå Marx fjernt. 144

145 I den flere gange omtalte skematiserede fremstilling af den marxistiske udviklingsteori i»forord til kritik af den politiske økonomi«findes begrebet nødvendighed blot i en sammenhæng, hvor det hedder, at menneskene i den samfundsmæssige produktion af deres liv indtræder»i bestemte, nødvendige, af deres vilje uafhængige forhold, produktionsforhold...«. 16 Hvad der her siges er vel ikke andet, end at menneskene fødes ind i samfundsformer, hvis opbygning og karakter de nødvendigvis ikke har haft indflydelse på. Resten af fremstillingen er derimod præget af opfattelsen af et bestandigt vekselvirkningsforhold mellem menneskene og deres erkendelse af materielle forhold, således som det forekommer overalt, hvor Marx ytrer sig om disse problemer. Mennesket er ganske vist et produkt af ganske bestemte sociale forhold, men det er menneskene selv, der skaber disse forhold, jævnfør også definitionen af produktivkræfterne, hvori mennesket indgår som et afgørende element. Set i historisk perspektiv er der således et vekselvirkningsforhold mellem mennesket som skabende væsen og mennesket som genstand for de forhold, det fødes ind i og selv er med til at skabe. -»Menneskene skaber deres egen historie, men de skaber den ikke efter forgodtbefindende, ikke under selvvalgte forhold, men under forhold, som de umiddelbart forefinder, som er umiddelbart givet og overleveret«. 17 Historien er ikke en upersonlig kraft, der uafvendeligt udvikler sig i en bestemt retning. Tværtimod:»Historien er intet. Den»ejer ikke umådelige rigdomme«, den»udkæmper ikke slag«! Det er mennesker, virkelige levende mennesker, som gør alt dette, som ejer ting, som udkæmper slag. Det er ikke»historien«, som bruger menneskene som middel til at opnå egne mål - som om den var et individ. Historien er intet andet end menneskers aktivitet, når de forfølger deres mål«. 18 På den anden side er det åbenbart, at spørgsmålet om nødvendighed over for bevidst menneskelig aktivitet ikke er uproblematisk. I den marxistiske historieopfattelse 16 Anf. udvalg, s Karl Marx, Louis Bonapartes attende brumaire, ibid., s Fr. Engels og Karl Marx, Die heilige Familie, Werke bd. 2, Berlin 1970, s. 98 (forfatterens oversættelse). 145

146 indgår også en erkendelse af, at det historiske forløb er undergivet visse lovmæssigheder. Således synes samfundene i store træk at skulle gennemløbe identiske faser eller epoker, og i alle disse samfund opererer de dialektiske love, således at gamle kvaliteter negeres, ophæves og indgår i ny, højere samfundsformer. De dialektiske love er nødvendige i den forstand, at de forskellige samfundsformationer må gå til grunde som følge af deres indre modsigelser. Men denne nødvendighed overskrider stadig ikke menneskenes indsats, idet den samfundsmæssige nødvendighed er resultatet af menneskelig praksis, og netop indsigten heri ophæver nødvendigheden. For eksempel vil overgangen fra et kapitalistisk til et socialistisk samfund være afhængig af både en række materielle betingelser og af en bevidst, organiseret arbejderklasses indsats. De revolutionære betingelser bliver først realiserede, hvis der bag dem står en bevidst, målrettet menneskelig aktivitet, forstået ikke som individuel praksis, men som en klasses praksis, idet kun klassen kan ophæve den samfundsmæssige nødvendighed. Overgangen fra en samfundsformation til en anden er således ikke garanteret af en automatisk virkende nødvendighed. Et samfund, der skal realisere menneskenes frihed, og en tilværelse, der skabes i en fri kollektiv proces, kan ikke udvikles uafhængigt af bevidste mennesker. Vi må acceptere, at den historiske udvikling forløber i et permanent spændingsforhold og en hårfin balance mellem nødvendighed og frihed. Som det blev påpeget ovenfor bliver menneskene sig konflikterne mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene bevidst i ideologiske former. Det er jo uden videre klart, at historien og historikeren fungerer inden for denne sfære. Vi repræsenterer alene i kraft af vort arbejde en del af de spændinger, der findes i samfundet. Begrebet ideologi anvendes i marxistisk terminologi oftest som identisk med den herskende klasses ideer, mens den revolutionære klasses ideer betegnes som teori. Begrebet ideologi får da en negativ ladning i den forstand, at det er knyttet til en klasses idémæssige hegemoni i samfundet, et hegemoni, som af dets bærere postuleres at repræsentere helheden, hvor det i realiteten dækker over en klasses partikulære interesser. Derimod er det indeholdt i den marxske tankegang, at det er nødvendigt for den revolutionære klasse ikke alene med sin teori at foregive at repræsentere helheden. Den gør det også i realiteten. Enhver ny klasse, som vil erobre magten fra en, der herskede før den»er nemlig - allerede for at gennemføre sit mål nødt til at fremstille sin interesse som fælles interesse for alle 146

147 medlemmer af samfundet, og det vil ideelt udtrykt sige: at give sine tanker form af det almene, at fremstille dem som de eneste fornuftige og almengyldige. Den revolutionære klasse optræder fra første færd allerede fordi den står over for en klasse - ikke selv som klasse, men som repræsentant for hele samfundet; den fremtræder som hele samfundets masse over for den eneste herskende klasse. Dette kan den gøre, fordi dens egen interesse i begyndelsen virkelig hænger nøje sammen med alle øvrige endnu ikke herskende klassers fælles interesse og under de hidtidige forholds pres endnu ikke har kunnet udvikle sig til en særlig klasses særinteresse«. 19 I denne opfattelse af forholdet mellem klasser og ideer rummes et oplæg til fortolkning af ideernes og dermed historieopfattelsens udvikling, og jeg skal i det følgende forsøge at opstille en præliminær skitse af udviklingen inden for historieforskning og -skrivning i det, vi kan kalde den borgerlige epoke. Enhver klasse former historien i sit eget billede. Den klassiske borgerlige historieskrivning fra det 16., 17., 18. og første halvdel af det 19. århundrede noget nyt og originalt i kraft af dens udspring i en idéverden, der var knyttet til en klasse, borgerskabet, der stod i en frontstilling over for det feudale aristokrati og dets ideologi. Borgerskabet var bærere af en ny produktionsmåde med udløsning af hidtil ukendt og uanet udvikling af produktivkraft i de vestlige samfund. Det var den klasse, som var den progressive, den revolutionære klasse, og som i løbet af disse århundreder etablerede sig som herskende klasse i de fleste af disse lande. Som netop anført fremstiller enhver revolutionær klasse sine ideer som hele samfundets ideer og fremtræder som repræsentant for alle klasser i samfundet. For den borgerlige historieskrivnings vedkommende udløste denne helhedsopfattelse en universalhistorisk tendens, som vi kender til et stykke ind i det 19. århundrede, med store synteser, kulminerende hos Hegel, men med en lang række eksempler fra faghistorikere og med enkelte pessimistiske efterslæt i vort århundrede. Det borgerlige univers fremstilledes som identisk med samfundets, og historieskrivningen var snævert knyttet til en klasses revolutionære samfundsmæssige praksis. I 19 Karl Marx, Den tyske ideologi, anf. udvalg, s

148 denne sammenhæng må også historiseringen af den borgerlige bevidsthed ses, ligesom udvidelsen af spektret både i rum og tid for historisk forskning kom til at dække nye geografiske og kronologiske områder. Omkring midten af det 19. århundrede indtrådte der en kritisk fase for denne totale historieopfattelse. Det faldt stort set sammen med udtømningen af borgerskabets revolutionære kraft og begyndende ideologiske frustration, forårsaget dels af en række autokratiske regimers tilbagevenden og dels af proletariatets massive optræden på den sociale og politiske arena med en selvstændig revolutionær teori. Borgerskabet mistede det sikre præg af legitimitet som herskende klasse, der havde gjort dets ideologi så relativt vital indtil da. Dets krav på at repræsentere helheden blev undergravet af den historiske udvikling, og inden for historieskrivningen illustreres dette ved den opløsning af universalhistorien i historiske individualiteter, der trods den fortsatte eksistens af eksempler på borgerlige helhedsopfattelser bliver dominerende fra anden halvdel af det 19. århundrede både i teori og praksis. Dette sker helt parallelt med den samtidige politiske tankegang, at med konsolideringen af det borgerlige samfund skulle behovet for totale samfundsændringer ophøre. Tilbage bliver et reformarbejde på detailområder - piecemeal social engineering, som K. R. Popper har kaldt det. 20 Gennem ophøjelsen af det unikke til genstanden for al historisk forskning sker der en fragmentation ikke alene af historien, men også af menneskenes historiske bevidsthed. Med en lidt grov parallel kan det hævdes, at den industrielle arbejdsdeling finder sit spejlbillede i den historiske forskning, med opdeling af denne i mindre enheder, der studeres detaljeret, men oftest løsrevet fra helhedsbetragtninger. Det ligger mig fjernt at underkende det værdifulde i positivismens strenge krav til empiri og eksakt forskning, men den på mange måder frugtbare kritiske indsats, der indledes i løbet af det 19. århundrede ledsages af en eksklusion af filosofien fra historien eller snarere opløsning af den enhed, der tidligere havde bestået i borgerlig historieskrivning. Der skete en»professionalisering«af historien, den blev en»videnskab«på linje med andre videnskaber og forsøgtes løsrevet fra en samfundsmæssig funktion ved dogmet om histori- 20 K. R. Popper, The Poverty of Historicism, paperback udg., London 1961, s. 64 og The Open Society and its Enemies, bd. 1-2, London 1945, passim. 148

149 keren som iagttagende og ikke handlende individ. Tilmed hentedes til historien væsentlige kriterier for videnskabelighed, objektivitet, sandhed i andre videnskaber, specielt de såkaldte eksakte videnskaber og de nye samfundsvidenskaber. Det kunne se ud som om historien skulle bukke under for den antihistoriske eller i hvert fald ahistoriske tendens, der prægede megen samfundsvidenskab indtil de seneste årtier og dermed blive et udtryk for den manglende historiske bevidsthed, der har sat sit mærke på den ideologiske udvikling i det 20. århundrede. Endelig synes også den ældre sociologis opfattelse af samfundene som fundamentalt bestemt som harmoniske enheder med konflikter som det atypiske til en vis grad at have vundet indpas blandt historikere. Over for disse tendenser står marxismen som en klar eksponent for en historisk helhedsopfattelse og en konfliktteori. Dens opfattelse af den samfundsmæssige totalitet er, at denne er modsætningsfyldt. Dens sandhedsbegreb er det fra Hegel videreudviklede dialektiske, at et fænomen, et samfund ikke alene er bestemt ved dets ydre fremtrædelsesform, men også af dens negation. Sandheden er så at sige disse modsætningers enhed. Hos Hegel harmoniseredes de til slut, men Marx fører opfattelsen videre i et krav om at virkeliggøre filosofien, d.v. s. at skabe en ny virkelighed. Historikeren, hans genstand og hans produkt er momenter i den samme helhed, er en del af den samme virkelighed, hvilket vil sige, at historikeren alene i kraft af sit fag har en samfundsmæssig funktion og er udøver af en samfundsmæssig praksis. Det er han med eller mod sin vilje, bevidst eller ubevidst. Karakteren af denne samfundsmæssige praksis bestemmes i sidste ende af historikerens klassetilhørsforhold. Hans virksomhed kan enten være et led i den ideologiske reproduktionsproces i samfundet, dvs. et led i den herskende klasses bevidste og ubevidste forsøg på at legitimere sit herredømme, eller han kan knytte sit virke til den klasse, som er negationen af den herskende klasses krav på at repræsentere den samfundsmæssige totalitet, og som er den progressive, revolutionære klasse. Det vil sige, at historikeren groft sagt kan befinde sig inden for en af to normative sfærer. De to former for historisk praksis har grundlæggende forskellige konsekvenser. Den historiker, der arbejder inden for det borgerlige ideologiske hegemoni, vil erkende fortid og samtid ud fra den borgerlige klasses hovedopfattelse og vil være ude afstand til at forstå samfundet som bestemt 149

150 af klassemodsætninger, hvorimod den historiker, der arbejder inden for den revolutionære klasses teori, i sin negerende praksis forstår samfundet som bestemt af klassemodsætninger og erkender, at hans arbejde har betydning for udviklingen af disse modsætninger på det idémæssige plan. Hvor videnskaben i traditionel forstand oftest betragtes som et mål i sig selv, er den for marxister et middel, der indgår som et integreret led i klassekampen. Historikeren er således partisk og må nødvendigvis være det. Svaret på kravet til upartiskhed, objektivitet osv. må være en demonstration af, at alle udøver en eller anden form for praksis, der påvirker den historiske udvikling. Det her anvendte praksisbegreb er af central og afgørende betydning for den marxistiske opfattelse af videnskab og videnskabelighed. Kort udtrykt er spørgsmålet om den menneskelige tænknings sandhed ikke blot et teoretisk, abstrakt spørgsmål, men også et praktisk. Det er i praksis, dvs. i klassekampen, at tænkningen må bevise sin sandhed. 21 En teoris sandhedsværdi ligger i dens betydning for en klasses praksis. Den verificeres eller falsificeres ikke ud fra et eller andet abstrakt»videnskabeligt«kriterium, eventuelt hentet fra andre videnskaber, men af den funktion den har i skabelsen af en klasses historiske bevidsthed. Derfor får vi, skematisk udtrykt, mulighed for at iagttage to»objektiviteter«i vore dages samfund: en objektivitet bestemt af den herskende klasses normer og praksis og en objektivitet bestemt af arbejderklassens behov for en revolutionær teori og praksis. Disse to objektiviteter er ikke ligestillede i sandhedsværdi, idet den progressive klasses teori overskrider de erkendelsesmæssige grænser, der eksisterer for borgerlig videnskab i kraft af, at den producerer viden egnet til at reproducere kapitalen. For alle klasser er historien nødvendig for at skabe et virkelighedsbillede, der markerer et alternativ til andre klassers opfattelse af deres funktion i historien. For alle klasser må afgørelsen af, hvad der er væsentligt og uvæsentligt, udspringe af denne fundamentalt politiske bestemmelse. Med denne deling af sandhedsbegrebet vil jeg selvfølgelig ikke hævde, at alle borgerlige historikere er enige, eller at alle marxister er det. Det er åbenbart, at der inden for de forskellige normative sfærer gives et utal af 21 Jvf. Teser om Feuerbach 11, anf. udvalg, s

151 nuancer, en pluralisme, der dog ikke overskrider de grundlæggende fælles værdier. Såvel i den ene som i den anden hovedretning kan vi finde betoning af bestemte elementer frem for andre. Også en marxistisk historiker er præget ikke alene af sin klassemæssige basis, men også af specifikke sociale, kulturelle og personlige forudsætninger. Der ligger heller ikke i konstateringen af denne eller hin historikers borgerlige observansfordømmelse eller en anklage for at indtage en bevidst apologetiskholdning over for det bestående system, eller at han til stadighed har forsvaret af magthaverne i tankerne. Der er tale om et fællesskab i samfundsopfattelse i bred forstand, som præger hovedparten af historieforskning og - skrivning. Heri indgår blandt andet den tidligere nævnte opløsning af den borgerlige helhedsopfattelse af den historiske udvikling, således at et fællestræk er enighed om, at historikeren retter sit arbejde mod det, som H. P. Clausen har kaldt»udsnit af den historiske virkelighed«. 22 Derved bliver historien opløst i en ansamling af historiske individualiteter med selvstændige, næsten uafhængige kvaliteter over for andre dele af helheden. Historikerens arbejde er at verificere eller falsificerehypoteser på begrænsede områder og ikke generelle teorier. Herunder tilstræbes en relativ objektivitet på disse begrænsede områder. En endelig sandhed kan aldrig opnås. Heroverfor må en marxist hævde, at man ikke kan forstå de enkelte udsnit til bunds uden at kende det dialektiske forhold mellem delene af helheden. Den samfundsmæssige praksis, som en marxistisk historiker udover, har til formal at bidrage til en ændring af virkeligheden. Den første forudsætning herfor er, at virkeligheden kan erkendes, thi man kan ikke ændre den uden at kende den og kende den i sin helhed bade historisk og aktuelt. Det er klart, at også en marxistisk historiker i sin og må anvende en metode og teknik, der tillader ham at forstå disse udsnit, men samtidig må han stadig anskue dem pa grundlag af en helhedsopfattelse. Problemet for og det bestandige angrebspunkt mod marxister er sammenhængen mellem disse enkelt undersøgelser og helhedsopfattelsen, og det skal villigt medgives, at der ofte har været solid basis for anklager for at ville bøje resultaterne af konkrete undersøgelser, således at de passede ind i et 22 H. P. Glatisen, Hvad er historie?, København 1963, s

152 formodet skema for den historiske udvikling. Problemet er så vidt min viden rækker utilstrækkeligt belyst af marxister og kan vel kun løses gennem en konkret forskning, hvor helhedsteori og detailstudier indgår i et stadig mere forfinet vekselvirkningsforhold. Marxismen er ikke et filosofisk-historisk skema, der kan presses ned over historien uafhængigt af kildematerialets udsagn og resultaterne af konkrete studier. Derfor må marxismen indeholde de strengeste krav til kritisk empirisk forskning og en stadig raffinering af metode og teknik. Erkendelsen er heller ikke for en marxist en afsluttet proces og helhedsopfattelsen ikke et system, der er lukket for optagelse af ny erkendelse. Tværtimod må det logisk set være indbygget i et sandhedsbegreb, der defineres i forhold til praksis, at enhver forandring i samfundet, enhver ny landvinding i historisk viden må indarbejdes i den generelle teori. Det ville være en politisk uanvendelig teori, der indebar, at summen af viden til dato var den absolutte, den endeligt opnåelige sandhed. Dette betyder ikke, at det marxistiske sandhedsbegreb er relativistisk. Principielt indebærer marxismen, at det er muligt at opnå en sand erkendelse af den historiske og aktuelle virkelighed, forstået ikke blot som en række unikke fænomener, men som en integreret helhed. Forståelsen heraf er imidlertid betinget af erkendelsen af ens egen position i det nuværende samfund. 152

153 Formidling Af ph.d., lektor Lars Bisgaard, SDU Hvad hjælper det at vinde den ganske verden, hvis man må bøde med sin sjæl? Med en let omskrivning kan den gamle påmindelse gælde for historiefaget: hvad hjælper det en historiestuderende at have vundet al viden og teoretisk indsigt, hvis han formøbler det med en dårlig pen og tunge? Så enkelt kan man formulere essensen af formidling. I foråret 2009 afvikles der et pilotprojekt på Historiestudiet om historisk formidling på kandidatuddannelsen. Intentionen er dobbelt. For det første er det et mål at se på forskerens rolle i det moderne samfund. For det andet er det hensigten at præsentere en række genrer inden for formidling og lade de studerende prøve kræfter med dem. Begge punkter skal kort uddybes. Forskeren og medierne Det turde stå klart, at forventningerne til forskeren fra det omgivende samfund har ændret sig markant. Tidligere kunne en forsker stort set passe sig selv. Det var på den ene side en konsekvens af den konsensus, der herskede om forskerens uafhængighed. På den anden side var der en vis snusfornuftig arbejdsdeling på spil. Enhver skulle passe sit og ikke blande sig i andres metier. Føjede man hertil, at mange sikkert alligevel ikke forstod, hvad forskeren sagde, hvis han åbnede munden, var det en fordel, om han holdt bøtte. Det ændrede sig afgørende med universiteternes vækst fra 1960erne og frem og med den langsomme forvandling hen mod det vidensbaserede samfund, som vi har i dag. Ekspertviden kunne ikke blot gemmes af vejen, ej heller kunne den anses for at være neutral og hævet over samfundet. I en cocktail af nye normer blandt både journalister og forskere, forførende spin i kampen om den offentlige mening, og en forventning om at skattebetalte forskere skulle stå til rådighed for borgerne med sin viden, opstod det ejendommelige ekspertvælde i medierne, som på godt og ondt er blevet en del af vor allesammens dagligdag. Sideløbende hermed gjorde historie sin entré på den offentlige skueplads: snart fordi fortidens hændelser kunne 153

154 politiseres og blev det, snart på grund af historiens muligheder i en omsiggribende underholdningsindustri. Udviklingen rejser nok af spørgsmål. Skal forskeren aktivt tage del i debatten eller holde igen? Hvad sker der med det faglige indhold i nyhedsstrømmen? Hvem udnytter egentlig hvem, og hvordan opnår man bedst at få ørenlyd? Kan man styre et budskab i medierne? Og så videre. På kurset har disse spørgsmål især fået en praktisk dimension. Hvordan forfatter man en pressemeddelelse? Hvornår bliver den til en notits, og hvornår er der chance for, at den går videre? Journaliststuderende har været på besøg. De fik mulighed for at øve sig i at stille spørgsmål til eksperter, og vore studerende fik taletid, mens kameraet løb. Det var en win win situati- on. Sprog og genrebevidsthed Uanset om man satser på at anvende historie i en aktuel sammenhæng i medierne eller foretrækker traditionelle veje som populærvidenskabelige eller lokalhistoriske magasiner, er det en fordel at mestre sproget og dets finere nuancer. Det er en opgave, som historieuddannelsen traditionelt ikke har blandet sig i ud fra den betragtning, at gymnasiets havde lagt grunden, hvorefter det er op til den enkelte at videreudvikle sin sproglige kunnen og stil. Her har det udefrakommende krav om at formulere klare kompetencer for uddannelsen været lidt af en øjenåbner. Studienævnet vendte igen og igen tilbage til elementære skriftlige og mundtlige færdigheder som kernekompetencer, da 2005 og 2007-studieordningerne skulle skrives. På formidlingssiden kom der et nyt kursus på grunduddannelsen, som fokuserede på formidling i en samfundsmæssig sammenhæng. På kandidatdelen åbnede man for opgaver af formidlingsmæssig art. Tanken om et egentligt kursus er først opstået med pilotprojektet nu. At arbejde med sproget er en livslang proces, og det læres ikke alene ved hurtige opskrifter fra lige så hurtigt skrevne bøger om succes på denne front. Men dermed ikke være sagt, at gyldne regler for foredrag og god skrivepraksis kan være nyttige. Især hvis de kombineres med praktiske øvelser. Der er stor forskel på at udtrykke sig mundtligt og skriftligt. Man husker anderledes, når man skal lytte end ved at læse. Der er ingen mulighed for 154

155 at gå tilbage i teksten, og det skal foredragsholderen tage hensyn til. Her er formidling til fagfæller sådan set ingen undtagelse. Fagfæller har blot den egenskab, at de kan tage mere fra end gennemsnittet. Det skrevne ords mangfoldighed turde stå klart for enhver. Den er i høj grad til stede til stede inden for de genrer, som en historiker kan komme i berøring med. Artiklen, rapporten, kronikken og den populærvidenskabelige artikel har hver på sin måde uskrevne regler, som bør over-holdes. Ikke mindst rapporten kan meget vel blive en del af en historikers arbejdsdag, da dens udbredelse er stor i både den private og offentlige sektor. At opnå genrebevidsthed og give råd om at skrive bedre har været kursets ambition. 155

156 Kartografi Af ph.d., lektor Tønnes Bekker-Nielsen, SDU På samme måde som tekst er menneskers forsøg på at nedskrive tanker, udsagn og handlinger, og tekster udgør historikerens vigtigste kilder, er kartografi eller korttegning et forsøg på at beskrive den omgivende verden, af indlysende praktiske grunde dog i reduceret målestok og oftest i to dimensioner. Gamle kort er dermed en vigtig kilde for historikeren til hvordan omverdenen var i fortiden, hvordan man i fortiden troede at omverdenen var, og til kartografiens egen historie, som er del af den europæiske kunst-, videnskabs-, teknologi- og erkendelseshistorie. Man kan inddele kort i tre hovedkategorier efter det område, de dækker: 1 (lokal) 2 (regional) 3 (global) Det, en betragter i princippet (men ikke nødvendigvis i praksis) kan erkende fra ét sted Eksempler: Planen over campus Bykort over Odense Udskiftningskort Det, betragteren kun kan erkende ved at bevæge sig i rummet (rejse) Eksempler: Danmarkskort Bilatlas Det, der kun kan erkendes ved en logisk konstruktion Eksempler: Verdenskort Globus De tidligste kort, vi kender, tilhører kategori 1: enkle rids af en bygning, en by eller et område. Allerede i bronzealderen lavede man sådanne kortskitser i Egypten og Norditalien, og en lertavle med et indridset kort over byen Nippur i Mesopotamien kan dateres omkring 1000 f.kr. Sådanne lokale kort kaldes også for ø-kort, fordi kortbilledet er omgivet af ikke-kortlagte områder og ikke umiddelbart kan føjes sammen med andre kort til et større helhedsbillede. 156

157 En babylonsk lertavle i British museum fra omkring 600 f.kr. gengiver verden som man forestillede sig den i oldtidens Mesopotamien: et stort, cirkulært fastland omgivet af vand. Den samme forestilling om at den kendte verden er omgivet af vand finder vi i de tidligste græske verdenskort, hvor de tre da kendte kontinenter: Afrika, Asien og Europa udgør segmenter af en cirkel og er omgivet af hav. En sådan afbildning, der ofte kaldes et TO-kort (fordi kortbilledet ligner et T indskrevet i et O) vedblev at være den normale form for verdenskort helt ned til Renæssancen. En forudsætning for at tegne kort ud fra rejsendes observationer var at man kunne overføre positionsbestemmelser til kortet. På et tidligt tidspunkt havde mennesker lært at bestemme verdenshjørnerne efter solen (de geografiske betegnelser Europa og Anatolien betyder oprindelig aften hhv. solopgang ) eller nordstjernen i stjernebilledet Store Bjørn (på græsk arktos, deraf arktisk (mod nord) og antarktis (modsat bjørnen = syd)). Rejsende havde bemærket at efterhånden som de rejste mod nord, stod solen lavere og nordstjernen højere på himlen. Græske geografer vidste at jorden var rund og beregnede dens omkreds med ret stor nøjagtighed. I 200-tallet f.kr. udviklede man i datidens lærdomscentrum, Alexandria, det system til beskrivelse af jordkloden, vi stadig bruger. Man forestiller sig to linier omkring jordkuglen, der danner to cirkler à 360 grader øst-vest og nord-syd; dermed kan en position altid angives ved et talsæt, der svarer til punktets placering i et koordinatsystem hvor den ene akse udgøres af ækvator (midterlinien mellem de to poler), den anden af en tænkt linje fra pol til pol (en meridian). Antikke geografer valgte at placere deres nul-meridian i havet vest for De kanariske Øer, hvilket havde den fordel, at alle gradværdier var éntydige, idét de måltes i samme retning. I nutiden tæller stort set alle kort længdegraderne mod vest eller mod øst fra nulmeridianen gennem Greenwich, men helt op til midten af det 20. århundrede blev der produceret østrigske kort med længdegrader regnet fra Ferro i De kanariske Øer, mens danske kort i samme periode tæller graderne fra en nulmeridian gennem København, universets naturlige centrum. Antikken Med det alexandrinske gradsystem som grundlag udarbejdede geografen Marinos i det 1. århundrede e.kr. en beskrivelse af hele den kendte ver- 157

158 den. Værket er gået tabt, men ligger til grund for Klaudios Ptolemaios verdensbeskrivelse fra anden halvdel af 100-tallet e.kr. Heri opregner han 8000 geografiske positioner byer, floder, bjerge osv. fra Taprobane (Cey-lon) i øst til Hibernia (Irland) i vest, med angivelse af deres geografiske koordina-ter. Han forklarer også, hvorledes man ud fra koordinaterne kan tegne et præcist verdenskort og anviser en løsning på projektionsproblemet, dvs at få overført jordklodens krumme overflade til en plan flade. Ptolemaios er også den første, der beskriver Danmark kartografisk. Desværre er kvaliteten af hans kort svingende, afhængigt af de oplysninger han havde til rådighed. Inden for Romerriget fandtes der veje og vejbøger med præcise afstandsangivelser. Hinsides rigets grænser måtte han støtte sig til beretninger fra tilfældige rejsende og handelsfolk, og slutresultatet bliver derfor ofte meget skematisk og fattigt på informationer (fig. 1). Trods dets mangler blev Ptolemaios arbejde ikke overgået de næste tusinde år, og så sent som omkring 1500 blev der udgivet kort baseret på Ptolemaios koordinater. Renæssancen, de store opdagelsesrejser og ændrede Fig. 1. Rekonstruktion af Ptolemaios kort samfundsforhold stillede imidlertid korttegnere og kortbrugere over Nordeuropa, 2. århundrede e.kr. (fra websiden Lacus Curtius). Floderne er gengivet som lige streger, Sverige er en ø, mens over for helt nye udfordringer, og Jylland er meget større end i virkeligheden. det samme gjorde et nyt navigationshjælpemiddel: magnetkompasset. Antikken kendte kompasrosen som geografisk begreb, men brugte den sjældent til at angive geografiske retninger, der i stedet blev betegnet med ord som op/ned (ad floden: fx Germania superior, det øvre(dvs sydlige) Germanien), venstre/højre, nær/fjern, her/hinsides (fx Gallia Cisalpina, Gallien hinsides Alperne; Hispania Citerior, det fjernere Spanien). Ud fra solen kunne man kun foretage en ret upræcis retningsbestemmelse til søs. Magnetkompasset gav mulighed for at udstikke en præcis kurs i forhold til verdenshjørnerne, og de nye søkort blev udstyret med kompasroser og kurslinier mellem de vigtigste byer. Med kompas og Jakobsstav eller sekstant kunne man sætte en kurs og fastslå sin bredde (dvs position nord-syd) efterhånden som man kom frem. En præcis længdegradsbe- 158

159 stemmelse forudsætter at man kender det nøjagtige tidspunkt på dagen og blev først praktisk mulig efter fremkomsten af præcise skibsure (kronometre) i 1700-tallet. Renæssancen Af helt afgørende betydning for 1500-tallets kartografiske gennembrud var bogtrykkerkunsten, der lagde grundlaget for kommerciel kortproduktion i store oplag. Tidlige trykte kort blev produceret med trykblokke af træ, men snart gik man over til at gravere kortene i kobberplader og mangfoldiggøre dem ved dybtryk, eventuelt med efterfølgende farvelægning i hånden. Kort var stadig dyre, men de trykte kort var meget billigere end de tidligere håndtegnede kortblade, og aristokrater og rige borgere kunne nu købe kort i mængder til deres private biblioteker. I opdagelsesrejsernes tid var det at besidde kort og kunne læse dem et udtryk for dannelse og interesse for det nye, og hvor kort tidligere havde været studie- og arbejdsredskaber for videnskabs- og søfolk, fungerede de nu også som statussymboler og dekoration. Slotte og paladser fik sale eller hele suiter udsmykket med landkort på væggene; i Vatikanet indrettede pave Gregor 13. et 120 meter langt galleri med kort over Italiens provinser og byer. Kortproduktionen tilpassede sig det nye behov for dekorative og repræsentative kort. Kobberstikkerne gjorde mere ud af kartoucherne (de felter, hvor kortets titel og en eventuel signaturforklaring findes) end tidligere. En helt ny type kartografisk fremstilling, globussen, kom frem. Den ældste bevarede globus blev produceret af kartografen Martin Behaim i 1492, og en stor globus i et træstativ blev hurtigt en uundværlig del af overklassens møblement og en fast rekvisit på overklassens portrætter, Fig. 2. Theodore Roosevelt, USAs præsident Endnu så sent som begyndelsen af det 20. århundrede var globen en fast rekvisit på elitens portrætter. (Wikimedia). 159

160 helt frem til det 20. århundrede (fig. 2). Fig. 3.Prospekt af Kolding i 5. bind af Civitates Orbis Terrarum, 1598 (Historic Cities Research Project, University of Jerusalem). Bykortet fandt en ny form i de såkaldte veduter eller byprospekter. Takket være 1400-tallets forståelse af centralperspektivets principper blev det muligt at tegne bykort i kartografisk fugleperspektiv, det vil sige ud fra den flade byplan at konstruere et billede af byens huse, som de ville tage sig ud fra et tænkt punkt i luften over byen (fig. 3), hvorved bykortet fik en helt anden og meget mere dekorativ karakter end tidligere. Udviklingen af et europæisk marked for tryksager gik meget hurtigere end udviklingen af en europæisk copyright-lovgivning, og kortforlæggerne plagierede hinanden uden hæmninger. De bedste tegnere og gravører var ikke nødvendigvis de mest originale kartografer, og blandt de kort, der er mest værdsat af samlere for deres kunstneriske kvaliteter, er mange som sekundære eller tertiære kilder af ringe interesse for en historiker. Som det også var tilfældet med produktionen af bøger, var Venedig i begyndelsen førende, men efterhånden blev førstepladsen overtaget af Nederlandene; det var også her, det første moderne atlas udkom. Den flamske kartograf Abraham Ortelius ( ) udgav i 1570 kortværket Theatrum urbis terrarum hvor kortene som noget nyt udgjorde et samlet bind. Theatrum omfattede godt halvtreds kort og dækkede hele den kendte verden. Det store format og det stive bind gjorde værket mindre egnet til praktisk rejsebrug end et løst kortblad, men til gengæld blev atlasset et klart hit i overklassens biblioteker og Theatrum udkom på fire sprog (latin, fransk, nederlandsk og tysk). Den positive modtagelse af Theatrum orbis terrarum inspirerede Georg Braun ( ) og Frantz Hogenberg ( ) til et tilsvarende by-atlas, Civitates orbis terrarum. Da sjette og sidste bind udkom i 1617, rummede Civitates mere end fem hundrede europæiske bykort med tilhørende beskrivelser, ti gange så mange kort som i Theatrum. Hogenberg havde været Ortelius medarbejder og graveret en stor del af kortene i 160

161 Theatrum, og det var også ham der stak de fleste af kortene i de første fire bind af Civitates ud fra tegnede forlæg, som han fik tilsendt fra korrespondenter overalt i Europa. Blandt disse korrespondenter finder vi statholderen i Holsten, Henrik Rantzau ( ). Som en typisk repræsentant for Renæssancens internationalt orienterede elite nærede Rantzau en stor, men ikke særlig dyb interesse for kartografi, og han sørgede for at skaffe Hogenberg tegninger over bla. Haderslev og Helsingør til bind 4 (1588), Kolding (fig. 3) og Odense til bind 5 (1598). Dette er de første detaljerede kort over en del af Danmark, og en historiker vil naturligvis gerne vide, hvor pålidelige de er. Hvor meget er tegnet på stedet, hvor meget er tegnerens eller gravørens frie fan-tasi? Jens Schjerup-Hansen (2008) og Ove Jørgensen (1981) har underkastet hhv. Helsingør- og Odensekortet en grundig analyse og mener at man langt hen ad vejen kan støtte sig til kortene i Civitates som kilder til byernes topografi, helt ned i detaljen. Nyere tid: Staten tager over Det var de venetianske og nederlandske kortudgiveres fortjeneste at popularisere brugen af kort i 1500-tallets Europa, men efterhånden blev de kommercielle kortproducenter fortrængt af staterne, der så kartografiens anvendelsesmuligheder til to af enevoldsstatens kerneopgaver: krig og skatteopkrævning. Den moderne anvendelse af kort til krigsførelse begynder til søs, og det var også søkortene, der først introducerede den tredje dimension i kartografien. Landkort angav i bedste fald relief på en meget usystematisk vis med grove piktogrammer for de vigtigste bjergkæder, men søfolk behøvede en bedre gengivelse af kystens profil fra havet for at tage landkending, og i fjorde og havneindsejlinger havde de brug for at kende den nøjagtige dybde, Fig. 4. Udsnit af Johannes Mejers trykte kort over egnen omkring Esbjerg, fra Newe Landesbeschreibung der zwey Herzogthümer Schleswig und Holstein, Der er angivet højde (dvs dybde) til søs, men ikke i land. 161

162 som blev målt med en lodline og angivet på kortet som målepunkter eller højdekurver. Allerede Johannes Mejers trykte kort over Slesvig fra midten af tallet (fig. 4) viser havbundens relief ved hjælp af punktdybder og kurver, som det fortsat bruges på moderne søkort. Mejer ( ) udførte et stort opmålingsarbejde i kongeriget og hertugdømmerne, men kun en lille del heraf blev udgivet. Hans håndtegnede Danmarkskort (fig. 5) er den første detaljerede kartografiske gengivelse af Danmark som helhed og en vigtig kilde til periodens geografi tallet var i det hele taget en god periode for dansk kartografi. Ole Rømer ( ) lod landevejene opmåle og forsyne med milestene, mens søkortdirektør Jens Sørensen ( ) foretog opmålinger i farvandene omkring Danmark, det sydlige Norge Fig. 5. Samme område på Johannes Mejers og Sverige foruden opmålinger til håndtegnede kort. lands. Sørensen ønskede selv at lade nogle af sine søkort trykke i Nederlandene, men de blev betragtet som militære hemmeligheder og bortset fra et uddrag ved Margrethe Bové (2002) aldrig publiceret. Når vi taler om at Mejer, Rømer og Sørensen eller rettere deres assistenter opmålte Danmark, skal det forstås bogstaveligt. Afstande blev møjsommeligt bestemt med målekæder, ved afskridtning eller ved hjælp af milevognen (en hestevogn med påmonteret afstandsmåler). Derfor var det et stort fremskridt, da man indførte trigonometrisk opmåling eller triangulering. Trigonometri bygger på det forhold, at når man kender to vinkler og længden af én side i en trekant, kan de øvrige sider beregnes. Derved spares en del opmålingsarbejde, og man kan fastslå den nøjagtige afstand over en strækning, hvor der ikke kan anvendes målekæder eller målevogn, fx tværs over en fjord. De teoretiske forudsætninger var kendt allerede i 1500-tallet: i foretog den østrigske matematiker G.J. von Lauchen (også kaldet Rheticus, ) en kortlægning af Østprøjsen, og omkring 1595 bestemte Tycho Brahe Hvens position i forhold til kysterne på begge sider af Øresund ved hjælp af triangulering. Når det alligevel tog så lang tid at bringe trigonometrien i praktisk anvendelse skyld- 162

163 tes det at man dels skulle opstille gode trigonometriske tabeller, dels udvikle instrumenter der på en gang var præcise nok til nøjagtig gradbestemmelse og robuste nok til brug i felten. I Frankrig udviklede Jean-Félix Picard ( ) en sigtekikkert, der gjorde det muligt at foretage præcise retnings-observationer over lange afstande. Han beskrev grundprincipperne for dens anvendelse i Mesure de la terre (1670). Hermed var det tekniske grundlag lagt for den trigonometriske kortlægning af Frankrig, som fandte sted i perioden under ledelse af flere generationer af familien Cassini. På det regionale niveau etablerede man ved hjælp af triangulering et net af lokale målepunkter, trigonometriske stationer. Herfra stedfæstedes elementerne i den lokale topografi ved hjælp af et målebord. Princippet var det samme som ved triangulering, men da resultaterne blev overført direkte til papiret på målebordet, var det ikke nødvendigt at foretage trigonometriske beregninger. Når de vigtigste punkter i landskabet var nedfældet på målebordsbladet, blev resten interpoleret. Derefter blev observationerne fra målebordsbladene samlet til kortmanuskripter, som til sidst overførtes til trykpladen i målestok 1: Det var en tid- og arbejdskrævende proces; i starten udkom der fire-fem kortblade om året, men derefter sagtnede udgivelses-tempoet, og de sidste af de 180 blade kom ikke af trykken før Fig. 6. Egnen omkring Esbjerg på Videnskabernes Selskabs kort. Detailrigdommen til lands er langt større end på Mejers kort, men der er kun spredte forsøg på at gengive havbundens relief. Fig. 7. Nordfyn på Videnskabernes Selskabs kort. Bemærk den kunstfærdige kartouche med signaturforklaringen. Længdegraderne i kortranden foroven tæller vestover fra meridianen gennem Rundetårn i København. (Kortsamlingen, SDU Kolding). 163

164 Det franske projekt vakte opsigt rundt om i Europa, og allerede samme år som det første kortblad udkom, opstod tanken om en tilsvarende opmåling af Danmark. Opgaven blev varetaget af Videnskabernes Selskab. Inspirationen fra det franske forbillede var tydelig i layout, typografi og signaturer, men man valgte en anden målestok, 1: , med plads til færre detaljer (fig. 6-7). I 1805 var man færdig med at opmåle kongeriget, men de sidste kort over Slesvig udkom så sent som i Militære kort Hæren fik efterhånden øjnene op for de muligheder, de nye, præcise kort åbnede i landkrigsførelsen, men de civile kort rummede ikke de oplysninger, militæret havde behov for. Fx medtog Cassini-kortene kun en del af vejnettet, og Videnskabernes Selskabs kort gav intet klart billede af terrænforholdene. I Danmark som i de fleste øvrige europæiske lande overtog militæret (Generalstabens kartografiske Afdeling) produktionen af kort på niveau 2, mens niveau 1 og 3 fortsat var overladt til kommercielle kortudgivere. Militæret havde foretaget egne opmålinger allerede under Napoleonskrigene, og fra 1840 erne iværksattes en opmåling af hele Danmark, som førte til et nyt, topografisk kortværk. De danske militære kort var ret avancerede for deres tid, fx anvendte Generalstaben allerede fra starten i 1808 højdekurver til at angive terrænformerne, mens dens britiske modstykke Ordnance Survey endnu i slutningen af 1800-tallet anvendte skravering. En anden fornyelse var at forlade dybtrykteknikken til fordel for stentryk (litografi, en forløber for offsettryk) som gav mulighed for farvetryk og dermed flere informationer på det enkelte kortblad. Fig. 8. Østrigsk militærkort over det nordlige Grækenland, genoptrykt som lyskopi ca Skalaen er 1: Længdegraderne tæller østover fra meridianen ved Ferro. (Kortsamlingen, SDU Kolding). Generalstaben var imidlertid også opmærksom på kortenes potentielle nytte for Fjenden, og da militæret nu selv stod for produktionen, kunne man udelade, sløre eller forvanske oplysninger om steder af militær vigtighed, som fx banegårde, kaserner og havne. I mange lande kunne offentligheden 164

165 ikke uden videre købe topografiske kort, men kun kort i mindre målestok og af ringere præcision. Eftersom Danmarks militære strategi efter 1864 var rent defensiv, var det ikke aktuelt at producere kort over udlandet, og på de danske generalstabskort slutter kortbilledet ved grænsen. Andre europæiske lande, derimod, var mere ambitiøse: den østrigungarske armé producerede en tyrkiske grænseområde, opmålt 1916, revide- Fig. 9. Britisk militærkort over det syrisk- kortserie over det østlige Europa, ret og genudgivet Skalaen er 1:1 million. der rakte helt fra Østersøen ned (Kortsamlingen, SDU Kolding). til Grækenland og Tyrkiet. Faktisk var de østrigske kort af så god kvalitet at de blev opdateret og genoptrykt under Anden Verdenskrigs tysk-østrigske felttog på Balkan (fig. 8), og helt frem til i dag har de været et godt hjælpemiddel for arkæologer og andre feltarbejdere, som ikke kunne købe natio- nale topografiske kort i fri handel. Også Ententemagterne kortlagde Tyrkiet under Første Verdenskrig (fig. 9). Da man ikke så godt kunne sende landmålingshold ind på fjendens område, byggede militære kort over udlandet ofte i større eller mindre grad på eksisterende kortmateriale, suppleret med observationer i felten (fig. 10). Fig. 10. Britisk militærkort over Kolding- Odense området, Skala 1: Forlægget synes at være Geodætisk Instituts kort, men navnene har voldt korttegneren vanskeligheder (Hjaliøse, Sønderso) og udvalget af byer forekommer noget tilfældigt. Gyldensten er fejlplaceret, og jernbanen mellem Fredericia og Strib udeladt. (Kortsamlingen, SDU Kolding). Et naturligt næste skridt var at producere et fælles kort over hele verden ved at kombinere de nationale geodætiske institutioners data. Omkring 1900 lykkedes det de store lande og kolonimagter at blive enige om retningslinierne for et Carte Internationale du Monde/International Map of the World i målestok 1:1 million. Projektet blev aldrig realiseret som planlagt, men IMW-kortene dannede udgangspunkt for andre kortprojekter som det arkæolo- 165

166 gisk-historiske kort Tabula Imperii Romani og en kortserie i 1:1 million produceret af den tyske Værnemagt under Anden Verdenskrig. UTM og andre referencesystemer Det alexandrinske gradsystem er opbygget af meridianer, der løber nordsyd fra pol til pol, og paralleller der, som navnet siger, løber rundt om jorden parallelt med ækvator. Den indbyrdes afstand mellem to paralleller svarer til 1/360 af jordens omkreds og er således altid næsten den samme (næsten, da jordkloden ikke er helt kugleformet). Én grad i nord-sydlig retning svarer til 60 sømil, og 1 minut således til én sømil: altså kan man umiddelbart omregne fra minutter til sømil og vice versa. Meridianerne løber imidlertid ikke parallelt, men konvergerer mod polerne; derfor er afstanden mellem dem størst ved ækvator (hvor 1 grad modsvarer 60 sømil) og aftagende mod nord og syd. Skønt alle geografiske punkter kan beskrives ved hjælp af det alexandrinske gradsystem, er det til en række navnlig militære formål mere praktisk at opgive referencerne ved hjælp af et traditionelt koordinatsystem. Flere lande indførte deres eget nationale referencesystem eller grid, som efter anden verdenskrig afløstes af det internationale UTM (Universal Transverse Mercator) referencenet og dets militære varianter, som anvendtes af Warszawapagten og NATO. Ældre kortblade blev efter behov overtrykt med de nye referencenet (fig. 11). Kortlægning fra luften Indtil omkring 1925 indebar hver ny teknisk landvinding i kartografien større præcision og flere informationer, men også større tidsforbrug og flere omkostninger. Den trend blev brudt, da man efter Første Verdenskrig begyndte at anvende luftfartøjer i kortlægningen. Fra luften kunne Fig. 11. Dansk generalstabskort over egnen øst for Brønderslev, skala 1: med overtrykt referencegitter i rødt. Længdegraderne i øverste kortrand tæller fra København. (Kortsamlingen, SDU Kolding). man på kort tid dække store områder, endog med en højere præcision end det var muligt at opnå på landjorden. Ved at kombinere 166

167 luftfotografier, der overlappede men var taget fra forskellige positioner, kunne man opnå en stereoskopeffekt, et tredimensionalt billede som ved hjælp af særligt tegneudstyr kunne overføres til højdekurver. Kortlægning fra luften var langt billigere end den møjsommelige trigonometriske opmåling på jorden. Flyene kunne dække store områder og nå hen, hvor det var svært for et opmålingshold at trænge frem (fx Himalaya, Grønland). For militærets kartografer havde luftfotos den klare fordel at man nu kunne kortlægge fjendens land fra luften og i en krigssituation løbende opdatere sine kort. I den anden halvdel af det 20. århundrede har fotogrammetri været den helt dominerende opmålingsteknik, fra omkring 1990 suppleret med satellitfotografi og stedbestemmelse ved hjælp af GPS. Slutproduktet er i dag ikke længere et trykt kortblad men et digitalt kortbillede, som er lagret i en central computer og kan printes ud på papir i valgfrit udsnit og målestok, eller vises på en skærm. Dermed kan kortene holdes à jour bogstavelig talt fra time til time, hvad der slet ikke var muligt med de klassiske papirkort i fredstid kunne der gå halvtreds år mellem hver revision af et kortblad. Da hvert kort i realiteten er unikt og tegnes individuelt kan det tilpasses brugerens behov og ønsker på en måde som ikke har været mulig siden bogtrykkerkunstens gennembrud for 500 år siden. Det er i mange henseender en stor fordel for historikeren, som for andre kortbrugere. Tabet fra historikersynspunktet er at man ikke længere har de trykte kort som et vidnesbyrd om de topografiske og geografiske kundskaber på et givet tidspunkt. Vil vi vide, hvor meget (eller lidt!) en allieret flybesætning på togt over Danmark i 1942 kendte til landets geografi, kan vi studere et eksemplar af det samme kort, som navigatøren brugte (fig. 10). Vil vi vide, hvor meget en dansk patrulje i Afghanistan i 2006 vidste om Helmand-provinsens topografi, bliver det en noget vanskeligere opgave, fordi indholdet af den digitale kartografiske base opdateredes bogstavelig talt fra time til time. Kort som kilde Hermed nærmer vi os spørgsmålet om, hvordan historikeren kan bruge kort, og hvilke problemer der knytter sig til deres tolkning. I udgangspunktet bruger man de sædvanlige redskaber fra den historiske værktøjskasse og stiller de samme spørgsmål til et kort som til en tekst eller et billede. Det kildekritiske grundprincip, at gå til den primære kilde, gælder også i arbejdet med kort. For kort fra renæssancen og nyere tid vil det si- 167

168 ge at være opmærksom på den indbyrdes afhængighed mellem forskellige kort over samme område: hvilket er det ældste, hvem har tegnet af efter hvem? Kender man ikke de enkelte korts tilblivelsesdato, vil en sammenligning ofte afsløre hvilket, der er originalen. For de senere topografiske kort, der bygger på trigonometrisk opmåling, er det en god grundregel at gå efter kortserierne i stor målestok, der normalt vil være forlæg for kortene i mindre målestok (fx bygger de danske Generalstabskort i 1: på kortbladene i 1:20.000), samtidig med at de rummer flere detaljer. Forud for det trykte kort ligger imidlertid et arbejdsmateriale, som for en del kortseriers vedkommende er bevaret: fx det gælder fx konceptkortene til Videnskabernes Selskabs kort. I nogle tilfælde kan forarbejderne rumme oplysninger, som ikke fremgår af det færdige, trykte kort og i andre tilfælde kan det være klogt at checke en central information på det trykte kort ved at gå tilbage til forarbejderne. Det er dog ikke altid, materialet er bevaret og tilgængeligt, og heller ikke altid at arbejdsmaterialet giver et mere pålideligt billede end det trykte kort. Der kan i opmålingsbøger og kortmanuskripter være fejl, som er rettet i den endelige udgave. Er der tale om fotogrammetriske kort, må man forvente at kartografen i kraft af sin fotogrammetriske træning og rutine samt sit større lokalkendskab er bedre til at tolke et flyfoto end en nutidig historiker. Et kort er ikke kun en tekst, men også et billede. Nogle af de samme tolkningsvinkler, som kunsthistorikeren vil anlægge på et billede, er relevante for et kort navnlig de ældre kort og de, som har en dekorativ bifunktion (fx byveduter). Hvad er det, korttegneren vil fortælle? Hvad har været vigtigt for ham at få med, hvad har han valgt at udelade? Hvordan har æstetiske hensyn (fx symmetri, balance, horror vacui) spillet ind ved udformningen? Har kortstikkeren forsøgt at demonstrere sin håndværksmæssige kunnen ved at medtage overflødige detaljer, eller har han tværtimod forsøgt at gøre sin opgave så let som mulig ved at udelade noget? Selve tegnearbejdet stiller korttegneren over for en række valg, hvor der må gås på kompromis med den virkelighed, han eller hun forsøger at skildre. Lad os sige at tegneren udarbejder et kort i målestok 1: med angivelse af veje og enkeltstående bygninger. For at en vejen skal ses tydeligt på kortet, tegnes den typisk to millimeter bred. 2 mm ganget med giver mm = 50 meter, og så bred er vejen naturligvis ikke i virkeligheden. Hvis der ligger en bygning tæt op ad vejkanten, vil den på kortet komme til at ligge ude på vejbanen det går ikke, altså flytter karto- 168

169 grafen bygningen 0,8 mm (= 20 meter) fra dens korrekte position. Men så kolliderer den med nabobygningen, som også må flyttes, og så videre. Bestemte perioders kort stiller historikeren over for særlige problemer. For antikke kort som for andre antikke kilder gælder at originalen sjældent er bevaret: der vil være afskrivningsfejl (der er fx mere end 1000 fejl i den overleverede tekst til Ptolemaios Geografi) som man må prøve at eliminere ad tekst- og kildekritisk vej. Fremkomsten af trykte kort rejser et nyt problem: både ved dybtryk og stentryk overføres kortbilledet direkte til kobberpladen eller stenen dvs spejlvendt. Selv en rutineret kobberstikker kan fra tid til anden komme til at vende en signatur eller en bygning forkert, når han overfører den til pladen. Retningsfejl forekommer ofte på kort fra oldtiden eller middelalderen (se fx Jylland på fig. 1). Efter magnetkompassets indførelse bliver de sjældnere, men der kan stadig forekomme mindre retningsfejl, eftersom den magnetiske nordpol ikke er identisk med den geografiske. Afstandsfejl opstår på mange måder: upræcis opmåling (med målekæder eller ved triangulering), addition af afrundede delmålinger osv. En del punkter på kortet kan være interpoleret uden opmåling. Et punkt kan være forsynet med en forkert signatur eller et forkert navn, hvis opmålerne er kommet til at skrive forkert eller bytte to stednavne om, oplysninger kan være fejllæst ved overførslen fra en ældre til en nyere kortudgave. Kortbladet er ikke altid i præcis den angivne skala, som kan afvige pga. fejl under produktionen eller papirets krympning: dette kan efter-kontrolleres ved hjælp af den påtrykte målestok forneden på kortbladet. Er kortet trykt i flere farver over flere trykgange, kan signaturer i forskellige farver (fx brune højdekurver og sorte højdepunkter) være forskudt i forhold til hverandre pga. sjusket trykning eller papirkrympning. Kortsamlinger De nationale geodætiske institutter og de store forskningsbiblioteker råder over samlinger af historiske kort, som kan konsulteres på stedet men ikke lånes ud. Under IHKS-regi findes der to kortsamlinger ved Kartografisk Dokumentationscenter i Odense (med hovedvægt på Danmark, navnlig Fyn) og ved historiestudiet i Kolding (med hovedvægt på Central- og Sydeuropa, Middelhavsområdet og Mellemøsten). Samlingen i Kolding er en ren studiesamling, men ved Kartografisk Dokumentationscenter foregår der også forskningsprojekter. Derudover er mange af de store histori- 169

170 ske kortværker tilgængelige i digitaliseret form på nettet det gælder fx de franske Cassini-kort, et udvalg af Braun og Hogenbergs bykort, mm. Forslag til videre læsning Bag om søkortet, Kbh Bekker-Nielsen, T Terra incognita: The Subjective Geography of the Roman Empire, i E. Christiansen m.fl. (red.), Studies in Ancient His-tory and Numismatics Presented to Rudi Thomsen, Århus. Bekker-Nielsen, T. og G. Hinge (red. 2003). På randen af det ukendte. Hvad græske og romerske forfattere kan fortælle om Sortehavsregionen i antikken. Århus. Bové, M Jens Sørensen. Århus. Dahl, B. Westerbeek Kortets historie i Vejle Amt. Vejle. Dilke, O.A.W Greek and Roman Maps. Ithaca (genoptrykt Baltimore 1998). Jørgensen, O Odense 1593 i Georg Braun & Frans Hogenberg Civitates orbis terrarum V. del (Köln 1597), blad 30. Facsimileudgave af beskrivelsen og kortet med oversættelse til dansk. Odense. Korsgaard, P Kort som kilde (D HFs hånd-bøger) Kbh. Lomholt, A Landmaaling og Fremstilling af Kort under Bestyrelse af Det kongelige danske Videnskabernes Selskab Kbh. Schjerup-Hansen, J Bystruktur og have-kultur mellem senmiddelalder og renæssance : en kartografisk aflæsning og analyse af Øresundsre-gionens byer. Kbh. Schneider, Ute Die Macht der Karten. Darmstadt. 170

171 Quentin Skinner og den angloamerikanske begrebshistorie Et essay om Cambridge-skolens genealogi Af stud.mag. Brian Kjær Olesen Begrebshistorie forbindes ofte med en tradition inden for tysk historieskrivning. Det store leksikon Geschichtliche Grundbegriffe, der udkom fra 1972 til 1997, og i særdeleshed Reinhart Kosellecks arbejder står som uomgængelige grundpiler inden for denne tradition. Der findes imidlertid også andre former for begrebshistorie. I engelsk historieskrivning har man for eksempel fra midten af sidste århundrede, kunne følge opkomsten af en ny måde at lave politisk idéhistorie på. Stedet var Cambridge og de nye ideer, der blev sået i tiden, havde solide rødder tilbage i engelsk filosofi. Hvor den tyske begrebshistorie har haft et overvejende socialhistorisk og hermeneutisk udseende, har den engelsk begrebshistorie, foruden det idéhistoriske fokus, overvejende pragmatiske og kontekstuelle træk. Men traditionerne er ikke uden berøringspunkter. Jeg skal imidlertid ikke opholde mig videre ved komparationen, som i litteraturen er et veludforsket tema. 1 I stedet skal jeg forsøge at tegne en genealogisk skitse 1 For den komparative vinkel henvises generelt til Kari Palonen: Rhetorical and Temporal Perspectives on Conceptual Change. Theses on Quentin Skinner and Reinhart Koselleck. Finnish Yearbook of Political Thought, vol. 3, 1999; Kari Palonen: The History of Concepts as 171

172 af de ideer der har været vigtige for Cambridge-skolens begrebs- og idéhistoriske program. Den Skinnerske revolution Cambridge-skolen har mange frontfigurer, men særligt én person hæver sig over de andre: nemlig Quentin Skinner. 2 Med et forfatterskab der spænder over en længere række metodiske og teoretiske skrifter samt flere omfattende historiske studier af politisk teori i renæssancen og de politiske og ideologiske debatter i tiden omkring den engelske borgerkrig, har Skinner markeret sig som en af det tyvende århundredes vigtigste tænkere. Det kan forekomme en anelse paradoksalt i lyset af hans enestående og besynderlige akademiske karriere. Som Regius Professor i moderne historie ved Cambridge University, besad Skinner indtil for ganske nyligt en af de allermest præstigefyldte lærestole i Europa vel at mærke uden nogensinde at have skrevet en ph.d.-afhandling eller en disputats. Skinner har brugt det meste af sin tid i Cambridge, men det er også blevet a Style of Political Theorizing: Quentin Skinner s and Reinhart Koselleck s Subversion og Normative Political Theory. European Journal of Political Theory, 1:1, 2002; Melvin Richter: The History of Political and Social Concepts. A Critical Introduction. Oxford, 1995; Melvin Richter: Towards a Lexicon of European Political and Legal Concepts: A Comparison of Begriffsgeschichte and the Cambridge School. Critical Review of International Social and Political Philosophy, Vol. 6, No. 2, 2006; Iain Hampsher-Monk, Karin Tilmans & Frank van Vree (eds.): History of Concepts: Comparative Perspectives. Amsterdam University Press, Amsterdam, 1998 Af litteratur på dansk om begrebshistorie henvises til Jeppe Nevers: Kildekritikkens begrebshistorie. En undersøgelse af historiefagets metodelære. Syddansk Universitetsforlag, Odense, 2005; Jeppe Nevers: Til begreberne! En skitse af to begrebshistoriske analysestrategier i: Jeppe Nevers & Per H. Hansen (red.): Historiefagets teoretiske udfordring. Syddansk Universitetsforlag, Odense, 2004; Jeppe Nevers: Om begrebshistorien i Danmark, Historisk Tidskrift för Finland, vol. 1, årg. 92, 2007; Jan Ifversen: Om den tyske begrebshistorie Politologiske studier 6:1, 2003; Niklas Olsen: Af alle mine lærere har Schmitt været den vigtigste. Reinhart Kosellecks intellektuelle og personlige relationer til Carl Schmitt. Historisk Tidsskrift, 104:1, 2004; Niels Åkerstrøm Andersen: Diskursive analysestrategier. Foucault, Koselleck, Laclau, Luhmann. København, Tidsskriftet Slagmark har også to temanumre om begrebs- og idéhistorie, se nr. 33 (Quentin Skinner og intellektuel historie) og nr. 48 (Begrebshistorie). Litteraturen om begrebshistorie er efterhånden ret uoverskuelig. Et glimrende sted at starte er ud over den ovennævnte litteratur forskernetværket Conceptas hjemmeside, hvor der findes en lang liste med links til forskellige artikler om emnet, se URL: Endvidere er følgende tidsskrifter gode steder at starte: Redescriptions. Yearbook of Political Thought and Conceptual History (1997 -), der indtil 2003 Finnish Yearbook of Political Thought, og Contributions to the History of Concepts (2005 -). 2 Hovedværkerne om Skinner er uden sidestykke Kari Palonen: Quentin Skinner: History, Politics, Rhetoric. Cambridge, 2003; og James Tully (ed.): Meaning and Context: Quentin Skinner and His Critics. Princeton, New Jersey, 1988; Annabel Brett, James Tully and Holly Hamilton- Bleakley (eds.): Rethinking the Foundations of Modern Political Thought. Cambridge,

173 til et længere ophold ved Princeton University og en række mindre ophold ved universiteter rundt om i Europa. Det var også efter sit ophold i Princeton at han i 1978 udgav sin første bog The Foundations of Modern Political Thought, et værk der for alvor skulle stadsfæstede hans status som en af Europas førende forskere i tidlig moderne historie. 3 Ikke alene gav The Foundations anledning til et professorat i Cambridge, værket blev også nævnt på en liste over de hundrede mest indflydelsesrige værker siden anden verdenskrig, som blev udgivet af Times Literary Supplement i Efter The Foundations udgav han en lille, men meget indflydelsesrig, bog om Machiavelli, hvor han forsøgte at sætte Machivallis forfatterskab ind i en bredere kontekst der bestod af samtidens humanistiske idealer. Det er således ikke primært Machiavellis Fyrsten, den kolde og beregnende realpolitiker, men derimod Diskurserne og det historiske værk om Firenze. 5 Hvor både The Foundations og bogen om Machiavelli fokuserede på renæssancen, har han fra midten af 1990 erne skrevet mere og mere om politiske begreber og ideer i tiden omkring den engelske borgerkrig. I Reason and Rhetoric in the Philosophy of Hobbes, hans store monografi om Thomas Hobbes, har han således undersøgt hvordan Hobbes gennem sin lange karriere kæmpede med at formulere en politisk videnskab, der kunne modstå farerne fra den retoriske kultur som var gået i arv fra renæssancehumanismens genopdagelse af den romerske retorik. For den tidlige Hobbes var det et spørgsmål om enten-eller; enten en politisk videnskab baseret på fornuft, eller retorisk kultur. For den senere Hobbes derimod, for den Hobbes der skrev i lyset af 1640 ernes politiske tumulter i England, var det i stedet et spørgsmål om at udnytte retorikken i forsøget på at formulere en politisk videnskab. Som han kom til at indse i Leviathan, kunne fornuftige argumenter alene ikke skabe fred: Hobbes came to believe that most people are moved less by force of reason than by their perceived sense of their own self-interest. By contrast with the optimism of The Elements and De Cive, he additionally 3 Quentin Skinner: The Foundations of Modern Political Thought, I-II. Cambridge, Se Palonen: Quentin Skinner, s. 90ff. 5 Bogen om Machiavelli udkom første gang i 1981 i serien Past Masters, der udgives i Oxford, og er senere publiceret i en lettere revideret udgave under titlen Machiavelli: A Very Short Introduction. Oxford,

174 insists in Leviathan that, if the requirements of reason collide with people s interests, they will not only refuse to accept what reason dictates, but will do their best to dispute or suppress even the clearest scientific proofs if these seem liable to affect their interests i an adverse way. 6 Hobbes kunne således indarbejde retorikken i sin politiske videnskab, men hans egen anvendelse af retoriske strategier rækker langt længere end dette. Som Skinner har fremhævet i sin tiltrædelsesforelæsning som Regius Professor, der senere er udgivet under titlen Liberty before Liberalism, og i sin seneste bog Hobbes and Republican Liberty, gjorde Hobbes ikke alene op med renæssancens retoriske kultur, han lancerede også et opgør med de republikanske eller neo-romerske ideer om frihed, som stod stærkt i samtidens ideologiske debatter. 7 Som denne korte skitse gerne skulle vise, har Skinner et stort og inspirerende forfatterskab bag sig, et forfatterskab der har revolutioneret måden man laver idéhistorie på. Men det, der af en af Skinners kritikere er blevet kaldt the Skinnerian revolution, 8 omfatter ikke empirien alene, men har også en teoretisk dimension. Når vi således taler om Skinners forfatterskab og om Cambridge-skolen mere generelt er der hele tiden to felter i spil; dels former Cambridge-skolen sig i dag omkring en helt bestemt tilgang til idéhistorien, en tilgang som ikke mindst Skinner har været en af de vigtigste hovedmænd bag, og dels finder man hos Cambridge-skolen en forkærlighed for store specialstudier over politiske begreber og sprog i tidlig moderne tid. Det teoretiske og empiriske er på eksemplarisk vis flettet sammen i Skinners betydeligste publikation, ved siden af The Foundations, den tre bind store artikelsamling han i 2002 udgav under titlen Visions of Politics. 9 Af værkets tre bind er ét viet metoden, ét renæssancens politiske teori og ét Hobbes og tiden omkring den engelske borgerkrig. Dette værk står således som et monument over Skinners bidrag til det tyvende århundredes tænkning og er måske den vigtigste kilde til Den 6 Quentin Skinner: Reason and Rhetoric in the Philosophy of Hobbes. Cambridge, 1996, s Quentin Skinner: Liberty before Liberalism. Cambridge, 1998; Quentin Skinner: Hobbes and Republican Liberty. Cambridge Palonen: Quentin Skinner, s Quentin Skinner: Visions of Politics, I-III. Cambridge,

175 Skinnerske revolution, en revolution som har rødder tilbage til to videnskabsteoretiske tendenser, der begge udspringer i England. Cambridge-skolen og opgøret med den traditionelle idéhistorie Det var Peter Laslett der første gang satte fokus på nødvendigheden af, at læse den politiske idéhistorie i sin historiske kontekst. I 1949 redigerede han en udgave af Sir Robert Filmers Patriarcha sammen med en række af hans andre politiske skrifter og godt og vel ti år senere redigerede han udgave af John Lockes Two Treatises of Government. 10 Af disse skulle især udgaven af Two Treatises vise sig at blive betydningsfuld for Skinner. I indledningen til denne udgave gør Laslett op med den traditionelle læsning af Locke, som en revision af Thomas Hobbes hovedværk Leviathan. Laslett var i stedet interesseret i at læse Lockes afhandlinger i lyset af de debatter der optog samtiden. 11 Det var egentligt ikke Lasletts opfattelse, at den kontekstuelle læsning af Lockes politiske doktrin hverken kunne eller skulle overføres til idéhistorien generelt. Netop dette synspunkt hos Laslett har været af stor betydning for Skinners senere historiske interesser. Som han har beskrevet det i et interview, provokerede det ham at Laslett insisterede på at tilgangen kun kunne anvendes på Lockes forfatterskab. Den kontekstuelle metode måtte gælde hele idéhistorien. 12 Sideløbende med at Laslett udfoldede sine fortolkninger af Locke, arbejdede J.G.A. Pocock med en lignende tilgang. Pocock i først i 1950 erne havde skrevet ph.d.- afhandling hos Herbert Butterfield i Cambridge og kunne i 1957 publicere sin afhandling under titlen The Ancient Constitution and Feudal Law. 13 Selv om Pocock således har været med fra starten, fik han først sit store gennembrud i 1975 med hovedværket The Machiavellian Moment: Florentine Political Thought and the Atlantic Republican Tradition. 14 For Skinner skulle dette værk få stor betydning på to niveau- 10 Sir Robert Filmer: Patriarcha and other political works. Peter Laslett ed., Oxford, 1949; John Locke: Two Treatises of Government. Student Edition. Peter Laslett ed., Cambridge, Peter Laslett: Introduction, in: John Locke: Two Treatises of Government. 12 Se interviewet med Skinner i Maria Lucia Pallares-Burke (ed.): The New History. Confessions and Conversations. Cambridge, J.G.A. Pocock: The Ancient Constitution and Feudal Law: A Study of English Historical Thought in the Seventeenth Century. Cambridge, J.G.A. Pocock: The Machiavellian Moment: Florentine Political Thought and the Atlantic Republican Tradition. Princeton,

176 er. Dels fik han tilsendt manuskriptet til gennemlæsning inden det blev udgivet, hvilket medvirkede til at skabe et livslangt venskab mellem Cambridge-skolens to vigtigste figurer. Dels fik The Machiavellian Moment på mange måder status som den master-narrative The Foundations skulle forsøge at revidere. Hvor Pocock lagde vægten på renæssancehumanismens aristoteliske rødder, har Skinner i stedet fremhævet den romerske arv. 15 Pocock er formentligt den inden for Cambridge-skolen, der empirisk set spænder bredest. Fra The Machiavellian Moment, som primært handler om hvordan der i den italienske renæssance opstod en bestemt republikansk måde at tænke og tale om politik på, et bestemt politisk sprog som vandrede fra den italienske renæssance til de politiske debatter i England i det 17. århundrede for senere at ende som et centralt ideologisk indslag hos The Founding Fathers i USA, har Pocock de seneste ti år arbejdet mere med oplysningstidens måder at tænke politik, økonomi og historie på. Dette har blandt andet mundet ud i et stort projekt om Edward Gibbon med titlen Barbarism and Religion. 16 Lasletts og Pococks bidrag kan synes ret trivielle for en historiker, men i forhold til de samtidige idéhistoriske og filosofiske tendenser var de ganske revolutionerende. Samtidens idéhistoriske tendenser pegede under inspiration fra bl.a. den amerikanske filosof Arthur O. Lovejoy i retning af tidløse og universelle idéer. I sit hovedværk The Great Chain of Being havde Lovejoy argumenteret for, idéhistorien burde handle om hvordan skiftende filosoffer havde formuleret forskellige svar på de samme spørgsmål, spørgsmål som altså overskred enhver form for historisk kontekstualisering. 17 Ifølge Lovejoy eksisterer der således til alle tider fra den antikke græske tækning til den moderne tid og for al fremtid en vifte unit ideas, en række universelle problemer, som det er filosofiens opgave at løse Både Pocock og Skinner har kommenteret på disse forhold. Se J.G.A. Pocock: Foundations and Moments, in: Brett, Tully & Hamilton-Bleakley (eds.): Rethinking the Foundations; Quentin Skinner: Surveying the Foundations: A Retrospect and Reassessment, in: Brett, Tully & Hamilton-Bleakley (eds.): Rethinking the Foundations. 16 J.G.A. Pocock: Barbarism and Religion, I-IV. Cambridge, Arthur O. Lovejoy: The Great Chain of Being: A Study of the History of an Idea. Cambridge, Mass. & London, 1936/1964, s Denne filosofiske tradition var også hovedmodstanderen da Skinner sammen med filosofferne Richard Rorty og J.B. Schneewind redigerede det første bind i serien Ideas in Context. Se R. Rorty, J.B. Schneewind & Q. Skinner: Philosophy in History: Essays on the Historiography

177 Da Skinner i løbet af 1960 erne gjorde sin entre på den akademiske scene, gjorde også en anden Cambridge historiker sig bemærket. John Dunn, som havde studeret ved Cambridge samtidig med Skinner, udgav ved udgangen af 1960 erne en banebrydende bog om John Lockes politiske teorier samt et vigtigt essay om idéhistorisk metode. 19 Hverken Skinner eller Dunn fulgte Lasletts og Pococks metodiske anvisninger til punkt og prikke. Der var derimod tale om en række distinkte tilgange til studiet af de politiske ideers historie. Hvor Pocock gerne talte om politiske sprog, i betydning af store sproglige strukturer der omkranser de fortidige aktørers måder at tale om tingene på, lagde Dunn et biografisk snit på de fortidige aktørers handlinger, mens Skinner ofte talte om hvordan fortidige aktører handlede i relation til samtidige ideologier eller konventioner. 20 Hos Skinner lød parolen, at skulle man for eksempel forstå hvad Hobbes gjorde i at bruge bestemte ord og begreber på bestemte måder, måtte de nødvendigvis forstås på baggrund af samtidens sproglige konventioner eller de ideologiske prægninger der omkransede. Fælles for Cambridge-skolen står således en stærk overbevisning om at fortidige tekster nødvendigvis må ses på baggrund af samtidens måder at tale om tingene på selv om der ganske vist ikke helt henvises til det samme når det samtidige skal forklares. Med disse udlægninger af kontekstens status i idéhistorien har Cambridge-skolen formået at gøre op med den traditionelle idéhistories fokus på store tænkere, der på forskellig vis korrigere hverandre i en kontinuerlig og teleologisk bevægelse fremad, fremad mod perfektionen og den absolutte viden. I en bredere of Philosophy. Cambridge, 1984, især s ; samt Quentin Skinner: What is Intellectual History?. History Today, 35:10, 1985, s John Dunn: The Political Thought of John Locke: An Historical Account of the Argument of the Two Treatises of Government. Cambridge, 1969; John Dunn: The Identity of the History of Ideas, in: Peter Laslett et al (eds.): Philosophy, Politics and Society. Forth Series. Oxford, J.G.A. Pocock: The History of Political Thought: A Methodological Inquiry, in: Peter Laslett & W.G. Runciman (eds.): Philosophy, Politics and Society. Second Series. Oxford, 1962; J.G.A. Pocock: Politics, Language and Time: Essays on Political Thought and History. London, 1972, chap. 1; Dunn: The Identity of the History of Ideas ; Quentin Skinner: Meaning and Context in the History of Ideas. History and Theory, 8:1, 1969, s. 3-53; Iain Hampsher-Monk har skrevet to glimrende artikler om Skinner og Pocock se Political Languages in Time The Work of J.G.A. Pocock. British Journal of Political Science, 14:1, 1984, s , samt The History of Political Thought and the Political History of Thought, in: Dario Castiglione & Iain Hampsher-Monk (eds.): The History of Political Thought in National Context. Cambridge, 2001, s

178 videnskabsteoretisk kontekst udgør Cambridge-skolen således et sidestykke til de strømninger der havde set dagens lys med værker som Thomas Kuhns The Structure of Scientific Revolution, Michel Foucaults Let mot et les choses og Hayden Whites essay The Burdon of History. 21 Selv om Cambridge-skolens hensigter varierer i forhold til disse, tager den del i den samme videnskabsteoretiske bevægelse, en bevægelse der satte fokus på diskontinuiteten og de strukturer, som på forskellige tidspunkter i historien betingede og muliggjorde tænkningen. Opgøret med den traditionelle idéhistorie som det så ud i Cambridge er dermed ikke enestående, men det tager ikke desto mindre form omkring et distinkt videnskabsteoretisk projekt, som varierer fra de førnævnte projekter på centrale punkter. For at undersøge dette rødder må vi imidlertid flytte sceneriet et øjeblik og genoptage genealogien i Oxford, hvor særligt tre filosoffer er vigtige for Cambridge-skolen generelt og i særdeleshed for Skinners metodiske udkast: det drejer sig om R.G. Collingwood, Ludwig Wittgenstein og J.L. Austin. 22 Fra Cambridge til Oxford og tilbage igen Collingwood var professor i filosofi i Oxford, men hans videnskabelige interesser omfattede også arkæologi og historie. Særligt to aspekter er vigtige i Collingwoods historiefilosofi. Den kontekstuelle metode, som Cambridge-skolen i forskellig grad knyttede an til, har sine rødder i det Collingwood i sin selvbiografi havde a logic of question and answer. 23 Collingwood udlægger selv spørgsmål-svar logikken med disse ord: what is thought to be a permanent problem P is really a number of transitory problems P1 P2 P3 24 Det Collingwood henviste til var netop den kontekstualisme, som Cambridge-skolen har gjort til sit varemærke. Skal man forstå et filosofisk værk, mente Collingwood, må man første forstå det 21 Thomas Kuhn: The Structure of Scientific Revolutions. Chicago, 1962/1970; Michel Foucaults værk findes i dansk oversættelse som Ordene og tingene. En arkæologi om humanvidenskaberne. København, 2006; The Burdon of History er genoptrykt i Tropics of Discourse. Essays in Cultural Criticism. Baltimore & London, Skinners kritikere har ofte kun fremhævet Wittgenstein og Austin, som i James Tully: The Pen is a Mighty Sword, in: James Tully (ed.): Meaning and Context. Men der findes enkelte undtagelser, som har alle tre med, jf. Holly Hamilton-Bleakley: Linguistic Philosophy and The Foundations, in: Brett, Tully & Hamilton-Bleakley (eds.): Rethinking the Foundations of Modern Political Thought, s R.G. Collingwood: An Autobiography. Oxford, 1978, chap. V. 24 Collingwood: An Autobiography, s

179 problem, det spørgsmål, det er et svar på. Det er præcist denne dialektiske udveksling mellem spørgsmål og svar som historikeren skal forsøge at rekonstruere i det omfang målsætningen er at forstå en tekst historisk. 25 Spørgsmålet har altså samme status som konventionen og ideologien har hos Skinner et forhold Skinner heller ikke er blind for at indrømme. 26 Det andet aspekt hos Collingwood er hans begreb om re-enactment, et begreb hvis status i Collingwoods filosofi er meget omdiskuteret. 27 Begrebet optræder ikke ret mange steder hos Collingwood, men det spiller imidlertid en betydelig rolle i manuskriptet til The Idea of History, der blev udgivet posthumt. Med re-enactment mener Collingwood at historikeren må tænke de historiske aktørers tanker efter dem. 28 Ifølge Collingwood findes der i historikerens bevidsthed om at tænke en andens tanker, i refleksionen som forbinder re-enactment med spørgsmål-svar logikken, en kilde til selverkendelse. Historien konstituerer i den forstand en bevægelse på historikerens eget niveau, en bevægelse som Collingwood deler med den filosofiske hermeneutik i Tyskland. 29 Det er imidlertid her Collingwoods filosofi bliver problematisk for Skinner, hvilket skyldes at de to aspekter ikke forbindes i Skinners udlægning af Collingwood. Re-enactment henviser således ikke til historikerens gentænkning af de spørgsmål og problemer der har været centrale i udformningen af en given tekst eller et argument. I stedet forbindes re-enactment med en psykologisk og intentionalistisk ambition om at kunne gå på opdagelse inde i hovedet på fortidige aktører: Nothing I am saying presupposes the discredited hermeneutic ambition of stepping emphatically into other people s shoes and attempting 25 For en spændende reception af Collingwood og Cambridge-skolen inden for politisk teori se Terence Ball: Must Political Theory be Historical?. Contributions to the History of Concepts, 2:1, Quentin Skinner: The Rise, Challenge to and Prospects for a Collingwoodian Approach to the History of Political Thought, in: Dario Castiglione & Iain Hampsher-Monk (eds.): The History of Political Thought in National Context. Cambridge, 2001, s Jf. Margit Hurup Nielsen: Re-Enactment and Reconstruction in Collingwood s Philosophy of History. History and Theory, 20:1, 1981, s R.G. Collingwood: The Idea of History. Revised Edition with Lectures Oxford, 1994, især s Collingwood: An Autobiography, s ; Collingwood: The Idea of History, s. 10; for den filosofiske hermeneutik se især Hans-Georg Gadamer: Sandhed og metode: Grundtræk af en filosofisk hermeneutik. Århus,

180 (in R. G. Collingwood s unfortunate phrase) to think their thoughts after them. 30 I stedet for Collingwoods hermeneutiske ambitioner, tager Skinner tråden op den sprogfilosofiske tradition, der blomstrede i midten af det forrige århundrede og som havde hovedsæde i Oxford. Det var Ludwig Wittgenstein der første gang fremførte den påstand, at ord er gerninger. I sine Filosofiske undersøgelser satte Wittgenstein lighedstegn mellem et ords betydning og dets brug i såkaldte sprogspil. Sprogspillet afspejler menneskelige aktiviteter, det er en livsform som omfatter de muligheder (spillets regler), der i en given situation sætter grænserne for hvordan man kan anvende sproget. Wittgensteins interesser for sprogspillet hænger sammen med hans interesser for menneskets erkendelse og for hvordan filosofien hidtil havde forsøgt at løse sine problemer. Menneskets erkendelse satte Wittgenstein generelt lig med en form for desorientering, en generel forvirring, der konstant skabes og genskabes ud det forhold at sproget ikke kan fastholde verden i et bestemt og fast billede. Erkendelse er ikke afspejling. Wittgensteins forslag var i lyset af denne desorientering, at filosofien skulle i stedet for afspejlingen måtte interessere sig for de sprogspil, som filosofiske problemer blev formuleret inden for. 31 Som det var tilfældet tidligere med Skinners reception af Collingwood, er Skinner også her kun interesseret i den ene halvdel. Det interessante for Skinner er sprogspillet, da det kan tænkes i forlængelse af spørgsmål-svar logikken hos Collingwood og dermed give kontekstualiseringen en pragmatisk dimension, ikke desorienteringen. Det betyder altså at hele den erkendelsesteoretiske vinkel hos Wittgenstein er fraværende hos Skinner. Det pragmatiske take på konteksten fuldføres med en række begreber, som hentes hos Wittgensteins filosofiske arvtager i Oxford. I hovedværket How To Do Things With Words, der blev udgivet posthumt i 1962, introducerede J.L. Austin begrebet om den såkaldte talehandling (speech act). Enhver talehandling består af tre niveauer, hævdede han. Det første niveau udgøres af den såkaldte lokutionære talehandling, dvs. der siges noget som betyder noget. Sprogfilosofien har ofte anvendt eksem- 30 Quentin Skinner: Visions of Politics I, s Ludwig Wittgenstein: Filosofiske undersøgelser. København, 2001, især 23, 43,

181 pler fra dagligsproget i deres filosofiske diskussioner, som for eksempel politimanden, der siger til skøjteløberen at isen er tynd derovre. 32 Talehandlingsteorien er på dette punkt forholdsvis simpel og lige til. Det næste niveau kaldte han for en illokutionær talehandling og det er med introduktionen af dette niveau, at Austins teori for alvor blev revolutionerende. Illokutionære talehandlinger henviser ikke kun til udsagnets betydning, men forskyder derimod interessen til det, der gøres i at sige noget. Når det kom til selve handlingsaspektet i talehandlingsteorien, et aspekt som netop fandtes på det illokutionære niveau, skelnede Austin mellem to aspekter, det han kaldte illokutionær intention eller uptake og det han kaldte illokutionær kraft. Dette skel har vist sig særligt betydningsfuldt for Skinner, da hans måde at læse tekster på ofte udfoldes som et spil mellem de to aspekter. Hvor den illokutionære intention privilegere én bestemt mening i en given fortidig tekst, dvs. forfatterens intenderede mening, peger illokutionær kraft derimod på en vifte af mulige betydninger eller mulige handlinger. I eksemplet med politimanden og skøjteløberen har politimandens udsagn altså kraft som en advarsel, en information etc. På et historieteoretisk niveau sætter illokutionær kraft således teksten i relation til sprogspillet og alle de mulige måder man i en given kontekst kunne tale om tingene på. At illokutionær kraft på denne måde knyttes an til muligheden for at overskride intentionen i talehandlingen, har i forlængelse heraf den konsekvens at al meningskommunikation åbnes for misforståelser og utilsigtede udfald. Dette niveau har Austin kaldt den perlokutionære effekt. 33 Med Collingwood, Wittgenstein og Austin formulerer Skinner en metodologi, som i al sin simpelhed både handler om fortidige aktørers intentioner og de kontekster de bevæger sig i: All revolutionaries are to this extent obliged to march backwards into battle. 34 Det er i denne sammenhæng vi skal forstå Skinners opfattelse af hvad et begreb er. Hvor Reinhart Koselleck forholdsvist stringent knytter sin definition af begrebsbegrebet an til de ord som begrebets betydninger vandrer i, er sagen en ganske anden hos Skinner. Når han ikke direkte afviser 32 Eksemplet stammer fra filosoffen P.F. Strawson. Jf. Jeppe Nevers: Til begreberne!, s J.L. Austin: How To Do Things With Words. Oxford, 1962, s ; jf. Skinner: Visions of Politics I, chap Skinner: Visions of Politics I, s

182 muligheden for at skrive et begrebs historie hvad han dog selv har gjort i flere sammenhænge forklarer han gerne et begreb med henvisning til de lingvistiske resurser der skal til for at udtrykke dets meningsindhold. 35 Hvor Kosellecks teorier til tider kan blive meget stramme og måske miste nogle vigtige begrebsnuancer, som ikke nødvendigvis har været særligt tæt tilknyttet ét enkelt ord, kan Skinners definition på den anden side meget let miste fokus. Det vigtige er imidlertid at Skinners udlægning holder døren åben for de teoretiske indstillinger han hentede hos Wittgenstein, Austin og Collingwood. Om det så er et begreb, en tekst, en diskurs eller en politisk ideologi han studerer, så sker det hele tiden fra en slags midterposition i forhold til den klassiske videnskabsteoretiske diskussion mellem strukturalisme og intentionalisme. Skal man bruge Skinners begrebshistorie til noget, så er det netop denne midterposition man skal finde sig til rette med. Forfatteren er hverken død eller fuldstændig enerådig over begrebets betydning. I The Foundations hedder det for eksempel: For I take it that political life itself sets the main problems for the political theorist, causing a certain range of issues to appear problematic, and a corresponding range of questions to become the leading subjects of debate. 36 Med denne programerklæring tegner Skinner klart den mest aktørorienterede tilgang inden for Cambridge-skolen, mens Pocock står for den mest strukturorienterede. 37 Der er således muligt at knytte an til såvel en soft linguistic contextualism, som en hard linguistic contextualism inden for Rammerne af Cambridge-skolens metodologi for her at tale med Mark Bevir. 38 Det er ikke alle Skinners kritikere der helt har forstået Reinhart Koselleck: Some Reflections on the Temporal Structure of Conceptual Change, in: Willem Melching & Wyger Velema (ed.): Main Trends in Cultural History. Amsterdam, 1994; Om Skinners afvisning af begrebshistorien se hans Reply to my Critics, in: Tully (ed.): Meaning and Context, s. 283; for hans begrebshistoriske undersøgelser se fx Skinner: Visions of Politics II, chap. 14; Skinner har udlagt sin definition af begrebsbegrebet i Javier Fernández Sebastián: Intellectual History, Liberty and Republicanism: An Interview with Quentin Skinner. Contributions to the History of Concepts, 3:1, 2007, s Skinner: The Foundations, s. xi. 37 Se især J.G.A. Pocock: The Concept of Language and the Métier d Historien: Some Considerations on Practice, in: Anthony Pagden (ed.): The Languages of Political Theory in Early- Modern Europe. Cambridge, Mark Bevir: The Errors of Linguistic Contextualism, History and Theory, 31:3, 1992, s

183 hvordan han formulere sine teorier med (og imod) Collingwoods historiefilosofi og de sprogfilosofiske antag hos Wittgenstein og Austin. For eksempel har Max Edling og Ulf Mörkenstam udlagt relationen mellem tekst, forfatterintention og kontekst i Skinners teorier analogt med ideen om herredømmefri kommunikation hos Jürgen Habermas: [Skinner] seems to presuppose a lucid communication whitin any context. The content of a text is always understood even if it is not acccepted. Using a Habermasian terminology, we can say that Skinner presupposes that every languagecontext is characterized by unconstrained communication. 39 Denne udlægning synes mildest talt at ramme ved siden af målet. Skinner udfoldelse af de tre Oxford-filosoffer kommer ingen steder i nærheden af noget der bare ligner et begreb om herredømmefri kommunikation. Tværtimod mener Skinner at det netop er sprogets kontingente, og dermed politiske og situerede karakter, der skaber bevægelserne i de politiske debatter og det har flere sammenfald med Foucault end med Habermas. 40 Skinners metodologi handler altså grundlæggende om noget historisk. Fortiden som et fremmed land Når Skinner omtaler forholdet mellem historikeren og fortiden, sker det ofte med henvisning til metaforen om fortiden som et fremmed land. Det er muligt at lære fortiden at kende, men fortiden er fra begyndelsen forskellig fra historikerens egen samtid. Det er måske ikke helt uden grund når Skinner åbner bind 1 i Visions of Politics med et introducerende essay der figurerer under overskriften Seeing things their way. At se tingene på deres måde er netop hvad Skinner har på sinde. My aspirations is, har Skinner skrevet, simply to use the ordinary techniques of historical enquiry to grasp their concepts, to follow their distinctions, to appreciate their beliefs and, so far as possible, to see things their way. 41 I kapitel 2 gør Skinner op med sin forgænger som Regius Professor i Cambridge, nemlig Geoffrey Elton og denne åbning er nærmest en indbydelse til at læse Skinner ind i en mere historieteoretisk kontekst end den jeg har ud- 39 Max Edling & Ulf Mörkenstam: Quentin Skinner: From Historien of Ideas to Political Scientist. Scandinavian Political Studies, 18:2., Tully: The Pen is a Mighty Sword, s Skinner: Visions of Politics I, s

184 foldet ovenfor. 42 Særligt to punkter adskiller Skinner og Elton på det historieteoretiske niveau. Elton er gennemført empirisk: The facts known about the past are in control. 43 Fortiden skal studeres i sin egen ret, ikke på baggrund af en nutidig interesse. I modsætning til Eltons billede af den neutrale historiker, der sætter sig selv til side for at give plads til fortiden, har Skinner aldrig været blind for historien som et politisk argument. 44 At studere et begrebs historie, særligt når det drejer sig glemte betydninger, er generel subversiv. Det sidste kapitel i Liberty before Liberalism handler i den sammenhæng meget sigende om historikeren i forhold til studiet frihedsbegrebets historie. Men Skinner går ikke hele vejen. Mens historien på den ene side har en politisk slagside, er det på den anden side ikke det politiske sigte der er det styrende når historikeren først begynder at undersøge et givet fænomen i fortiden. Skinner har udlagt dette med en flot metafor: I admit that I am walking a tightrope. As with all tightropes, moreover, it is possible to fall off on one side or the the other. It seems to me that most historians fall off on the side of worrying too little about the point of what they are doing. I am more in danger of falling off in the direction of sacrificing historicity. If the choice is between historical impurity and moral pointlessness, then I suppose that in the end I am on the side of the impure. But I see myself fundamentally as an historian, so that my highest aspiration is not to fall off the tightrope at all. 45 Det andet punkt handler om erkendelsesteori. Det er muligt, mener Elton, gennem granskning af et empirisk kildemateriale, at nå til sand erkendelse af den fortidige virkelighed, men erkendelsen sker på kildernes primat, det er slutninger fra empiri til teori og ikke omvendt. Elton kan således programmatisk komme med følgende udspil: historians do not even 42 For Skinners forhold til historieskrivningen i England se Mark Goldie: The Context of The Foundations, in: Brett, Tully & Hamilton-Bleakley (eds.): Rethinking the Foundations of Modern Political Thought, s Geoffrey R. Elton: The Practice of History. Sydney, 1967, s Se Palonen: The History of Concepts as a Style of Political Theorizing ; Palonen; Quentin Skinner: History, Politics, Rhetoric; Kari Palonen: Political Theorizing as a Dimension of Political Life. European Journal of Political Theory, 4:4, 2005; J.G.A. Pocock: Quentin Skinner: The History of Politics and the Politics of History. Common Knowledge, 10:3, 2004, s ; Nadia Urbinati: The Historian and the Ideologist. Political Theory, 33:1. 45 Citeret i Petri Koikkalainen & Sami Syrjämäki: Quentin Skinner On Encountering the Past. Finnish Yearbook of Political Thought, 6, 2002, s

185 know what it is they wish to analyse and understand until after it has happened. 46 Hvor fortiden ifølge Elton selv giver sig til kende, knytter Skinner i stedet an til en mild udlægning af den sproglige vendings perspektiver: There can be no observational evidence, skriver han, which is not to some degree shaped by our concepts and thus by the vocabulary we use to express them. 47 Sproget er således den horisont gennem hvilken vi forstår fortiden og verden og i den forstand har Skinner gjort det samme for idéhistorien, som Richard Rorty gjorde for filosofien i Philosophy and the Mirror of Nature. 48 Men Skinners teorier deler også flere træk med Rortys filosofi. I løbet af 1990 erne blev Skinner mere og mere interesseret i klassiske teorier om retorik, især som de udfoldes hos de romerske retorikere Cicero og Quintilian. Denne interesse, som især har samlet sig omkring begrebet om den såkaldte retoriske omskrivning, har præget hans begrebshistoriske teorier i mere nominalistisk retning hvilket har bragt ham tættere på Rorty. Ifølge Rorty er vores erkendelse spundet ind i et spil mellem metaforer, der bestandigt skaber nye forståelser gennem metaforiske omskrivninger af allerede eksisterende sprog som ikke har kunnet fastholde verden, og bidende ironi, som konstant minder os om at det sprog metaforen lige har konstrueret heller ikke kan fastholde verden. 49 Vi når således aldrig til nogen endelig erkendelse af hverken den verden vi selv lever i, eller fortiden og det er præcist dette aspekt Skinner nærmer sig med begrebet om retoriske omskrivninger. Begrebet om den retoriske omskrivning sætter nemlig fokus på, at det hele tiden er muligt at argumentere på begge sider af sagen. 50 Indlæg i de politiske debatter har hermed den samme kontingente status, som Rorty har argumenteret for, en status flytter fokus fra det bag sproget til det der skabes i sproget. Skinners begreb om retoriske omskrivninger bevæger sig således på tærsklen til noget mere radikalt; på tærsklen til den postmoderne hensigt som Rorty har fundet i erkendelsens ironi eller på grænsen til Wittgensteins desorientering, der synes mindst lige så ironisk. Men han krydser den mærkeligt nok aldrig. Dette er både en styrke og en 46 Geoffrey R. Elton: Return to Essentials: Some Reflections on the Present State of Historical Study. Cambridge, 1991, s Skinner: Visions of Politics I, s Richard Rorty: Philosophy and the Mirror of Nature. Princeton, New Jersey, Richard Rorty: Contingency, irony, and solidarity. Cambridge, 1989, chap. 1 og Skinner: Reason and Rhetoric, chap. 4; Skinner: Visions of Politics I, chap

186 svaghed. Det er en styrke da det kun er de færreste historikere der ikke ville blive skræmt af ironien. Det er en svaghed da hans teorier peger i denne retning dog uden nogensinde helt at omfavne desorienteringen. Muligheden findes, men den følges ikke. Skal man lave begrebshistorie som Skinner, må man måske allerførst overveje dette: Skal historien være radikal eller ikke? 186

187 187

188 Studieture De seneste år har der været tradition på historiestudiet i Odense for en nogenlunde årlig studietur arrangeret af forskellige undervisere og henvendende sig til forskellige grupper af studerende. Bl.a. gik turen i 2006 til Sydfrankrig og i 2007 til Rusland. I foråret 2010 tog en gruppe studerende fra både klassiske studier og historie til Tyrkiet, og i 2011 er en tur til Polen/Ukraine planlagt. Ud over disse længerevarende udlandsrejser foretages også endagsture til andre danske byer bl.a. København, Ribe og Fåborg. Deltagelse i sådanne ture udlandsrejser såvel som endagsture i Danmark er altid vigtigt. Man får ikke blot et stort fagligt udbytte, hvor man oplever det studerede emne på nært hold i felten, men man får også muligheden for at lære sine medstuderende at kende på en anden måde end den daglige omgang på universitetet. Desuden er sådanne ture oftest på tværs af årgangene, hvilket giver mulighed for sociale og faglige netværk med både nyere og ældre studerende. På de følgende sider fortæller to deltagere i studieturen 2010 om deres oplevelser i Tyrkiet. Forhåbentlig vil dette være til inspiration til deltagelse i fremtidige studierejser. Tine Bendtsen, Stud. Mag 188

189 Rejsebeskrivelse Af stud. mag. Rasmus Morsø Petersen og stud. mag Tine Bendtsen Introduktion I perioden d. 26. april til d. 6. maj 2010 var en gruppe studerende fra klassiske studier og historie på studietur i det vestlige Tyrkiet. Formålet med turen var at bese antikke græske og romerske ruiner. Store dele af det vestlige Lilleasien var i antikken fyldt med græske byer, som i nogle perioder havde selvstændigt styre og i andre hørte under hellenistiske og persiske konger. Senere blev området en del af det romerske imperium. Undertegnede var begge med på turen, og følgende beskrivelse er baseret på noter taget under turen. 51 Afsnittene er opdelt efter steder i den rækkefølge, de blev besøgt. 51 Alle fejl og mangler er naturligvis forfatternes. 189

190 190

RUBICON 2009 (2) SÆRNUMMER SIDE 1. Side 3 Et fag i splid med sig selv antikvarisk eller pragmatisk historiebrug? af: Bernard Eric Jensen

RUBICON 2009 (2) SÆRNUMMER SIDE 1. Side 3 Et fag i splid med sig selv antikvarisk eller pragmatisk historiebrug? af: Bernard Eric Jensen RUBICON 2009 (2) SÆRNUMMER SIDE 1 Indhold Side 2 Leder Artikler Side 3 Et fag i splid med sig selv antikvarisk eller pragmatisk historiebrug? af: Bernard Eric Jensen Side 22 Hvad er kildekritik? et essay

Læs mere

Studieordning for tilvalget, herunder det gymnasierettede tilvalg, på bachelorniveau i. Historie, 2013-ordningen. Rettet 2013, 2014 og 2015

Studieordning for tilvalget, herunder det gymnasierettede tilvalg, på bachelorniveau i. Historie, 2013-ordningen. Rettet 2013, 2014 og 2015 Studieordning for tilvalget, herunder det gymnasierettede tilvalg, på bachelorniveau i Historie, 2013-ordningen Rettet 2013, 2014 og 2015 SAXO-Instituttet Det Humanistiske Fakultet Københavns Universitet

Læs mere

April 2015 Kære forældre Børnehave Strategiproces

April 2015 Kære forældre Børnehave Strategiproces April 2015 1 2 3 Påskeferie 4 5 6 Ma 7 8 9 10 11 12 Sø Konfirmation 13 Ma Blå mandag Samtaler 3. klasse 14 15 16 To Skole/hjemsamtaler 3. klasse 17 18 19 20 21 Ti Generalforsamling 22 On Forårskoncert

Læs mere

Introduktion. Agnes S. Arnórsdóttir og Jens A. Krasilnikoff

Introduktion. Agnes S. Arnórsdóttir og Jens A. Krasilnikoff Introduktion Agnes S. Arnórsdóttir og Jens A. Krasilnikoff Denne bog om køn i historien udspringer af en seminarrække, som blev afholdt ved Historisk Institut ved Aarhus Universitet i foråret 2002. Alle

Læs mere

Semesterevaluering for Politik & Administration og Samfundsfag 4. semester, fora ret 2014

Semesterevaluering for Politik & Administration og Samfundsfag 4. semester, fora ret 2014 Semesterevaluering for Politik & Administration og Samfundsfag 4. semester, fora ret 2014 Indhold Indledning... 3 Forretningsudvalget (FU)... 3 FU-møde den 25. marts 2014... 3 Elektronisk semesterevaluering...

Læs mere

Grauballemanden.dk i historie

Grauballemanden.dk i historie Lærervejledning: Gymnasiet Grauballemanden.dk i historie Historie Introduktion I historieundervisningen i gymnasiet fokuseres der på historisk tid begyndende med de første bykulturer og skriftens indførelse.

Læs mere

Rektor Ralf Hemmingsen, Dekan Kjelgaard-Petersen, Ambassadør Sturla Sigurjónsson. Ærede gæster,

Rektor Ralf Hemmingsen, Dekan Kjelgaard-Petersen, Ambassadør Sturla Sigurjónsson. Ærede gæster, Islands-Dansk akademisk tradition. Köbenhavns Universitets Seminar i anledning af Islands Universitets 100 års jubileum. Københavns Universitet, 22. september 2011. Rektor Ralf Hemmingsen, Dekan Kjelgaard-Petersen,

Læs mere

Historiedidaktiske udfordringer, der trænger sig på

Historiedidaktiske udfordringer, der trænger sig på Historiedidaktiske udfordringer, der trænger sig på Historiestudiet, Aarhus Universitet d. 27. sept. 2013 Bernard Eric Jensen Indledning Jeg har erfaringer med at undervise i historie i gymnasiet, men

Læs mere

På websitet til Verden efter 1914 vil eleverne blive udfordret, idet de i højere omfang selv skal formulere problemstillingerne.

På websitet til Verden efter 1914 vil eleverne blive udfordret, idet de i højere omfang selv skal formulere problemstillingerne. Carl-Johan Bryld, forfatter AT FINDE DET PERSPEKTIVRIGE Historikeren og underviseren Carl-Johan Bryld er aktuel med Systime-udgivelsen Verden efter 1914 i dansk perspektiv, en lærebog til historie i gymnasiet,

Læs mere

Hvad er erfaringen, nu da den første årgang gennem to år har prøvet reformen på egen krop?

Hvad er erfaringen, nu da den første årgang gennem to år har prøvet reformen på egen krop? Niels Hartling 1 Er gymnasiereformen en succes? Eleverne i gymnasiet vælger som bekendt ikke længere mellem de to linjer, den sproglige og den matematiske. De går derimod på en såkaldt studieretning, som

Læs mere

Danmarkshistorisk oversigtsforløb med særligt fokus på forandringer og periodisering.

Danmarkshistorisk oversigtsforløb med særligt fokus på forandringer og periodisering. Danmarkshistorisk oversigtsforløb med særligt fokus på forandringer og periodisering. Forløbets faglige mål: Dette forløb dækker dels over den obligatoriske danmarkshistoriske oversigtslæsning og dels

Læs mere

Replique, 5. årgang 2015. Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov, Mikael Brorson.

Replique, 5. årgang 2015. Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov, Mikael Brorson. Replique, 5. årgang 2015 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov, Mikael Brorson. Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. Skriftet er

Læs mere

At bruge historie. i en sen-/postmoderne tid

At bruge historie. i en sen-/postmoderne tid At bruge historie i en sen-/postmoderne tid At bruge historie i en sen-/postmoderne tid Bernard Eric Jensen (red.) Roskilde Universitetsforlag Bernard Eric Jensen (red.) At bruge historie i en sen-/postmoderne

Læs mere

Hvad er en bachelor?

Hvad er en bachelor? 8 hvad er en bachelor? Hvad er en bachelor? En universitetsuddannelse kan sammensættes på flere måder, men består typisk af to dele en bacheloruddannelse på tre år og en kandidatuddannelse på to år. Bacheloruddannelsen

Læs mere

Indledning. kapitel i

Indledning. kapitel i kapitel i Indledning 1. om samfundsfilosofi Når min farfar så tilbage over et langt liv og talte om den samfundsudvikling, han havde oplevet og været med i, sagde han tit:»det er i de sidste ti år, det

Læs mere

Statskundskab. Studieleder: Lektor, Ph.D. Uffe Jakobsen

Statskundskab. Studieleder: Lektor, Ph.D. Uffe Jakobsen Statskundskab Studieleder: Lektor, Ph.D. Uffe Jakobsen På spørgsmålet: Hvad er "politologi"? kan der meget kort svares, at politologi er "læren om politik" eller det videnskabelige studium af politik.

Læs mere

Tiende Søndag efter Trinitatis

Tiende Søndag efter Trinitatis En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Campus Odense. Miljøplanlægning. 3-årig Bacheloruddannelse SAMFUNDSVIDENSKAB

Campus Odense. Miljøplanlægning. 3-årig Bacheloruddannelse SAMFUNDSVIDENSKAB Campus Odense 3-årig Bacheloruddannelse Miljøplanlægning Statskundskab SAMFUNDSVIDENSKAB 2 Genvej til magtens korridorer Er du interesseret i politik, og kan du lide at diskutere, så er statskundskab noget

Læs mere

Hvad er der sket med kanonen?

Hvad er der sket med kanonen? HistorieLab http://historielab.dk Hvad er der sket med kanonen? Date : 28. januar 2016 Virker den eller er den kørt ud på et sidespor? Indførelsen af en kanon i historie med læreplanen Fælles Mål 2009

Læs mere

Tale ifm arrangementet Policy Director for en dag, Kastellet, 5. marts 2012

Tale ifm arrangementet Policy Director for en dag, Kastellet, 5. marts 2012 1 Tale ifm arrangementet Policy Director for en dag, Kastellet, 5. marts 2012 Vi skaber vores egen skæbne Da jeg var dreng besøgte vi ofte mine bedsteforældre i deres hus i Stubberup på Lolland. Der havde

Læs mere

KØN I HISTORIEN. Agnes S. Arnórsdóttir og Jens A. Krasilnikoff. Redigeret af. Aar h u s Uni v e r sit e t s forl a g

KØN I HISTORIEN. Agnes S. Arnórsdóttir og Jens A. Krasilnikoff. Redigeret af. Aar h u s Uni v e r sit e t s forl a g KØN I HISTORIEN Redigeret af Agnes S. Arnórsdóttir og Jens A. Krasilnikoff Aar h u s Uni v e r sit e t s forl a g Køn i historien Køn i historien Redigeret af Agnes S. Arnórsdóttir & Jens A. Krasilnikoff

Læs mere

STUDIEORDNING FOR TYSK

STUDIEORDNING FOR TYSK Vejledende gennemgang af STUDIEORDNING FOR TYSK BA-centralfag 1 Indledning Denne folder er en vejledende gennemgang af studieordningen for Tysk BA-centralfag. Folderen er ikke en erstatning for den rigtige

Læs mere

Statsminister Helle Thorning-Schmidts grundlovstale 5. juni 2015

Statsminister Helle Thorning-Schmidts grundlovstale 5. juni 2015 Statsminister Helle Thorning-Schmidts grundlovstale 5. juni 2015 (Det talte ord gælder) Kære alle sammen. I Danmark står vi last og brast om demokratiets kerneværdier. Vi siger klart og tydeligt nej til

Læs mere

Skabelon for. Curriculum for the Elective Studies in Film and Media Studies The 2007 Curriculum. Justeret 2008 Adjusted 2008. Rettet 2015 Emended 2015

Skabelon for. Curriculum for the Elective Studies in Film and Media Studies The 2007 Curriculum. Justeret 2008 Adjusted 2008. Rettet 2015 Emended 2015 Skabelon for Studieordning for enkeltstående tilvalgsmoduler på BA-niveau i Film- og Medievidenskab 2007-ordningen Under Uddannelsesbekendtgørelsen af 2004 Curriculum for the Elective Studies in Film and

Læs mere

UGE 8: MISSIONEN OG KRAFTEN

UGE 8: MISSIONEN OG KRAFTEN UGE 8: MISSIONEN OG KRAFTEN FØR DU BEGYNDER Det store billede Det er her vi skal hen hovedpunkterne som denne samling skal få til at stå tydeligt frem. Missionsbefalingen om at gøre til disciple og om

Læs mere

Historiebrug. Historiekultur og -brug. Date : 1. oktober 2014

Historiebrug. Historiekultur og -brug. Date : 1. oktober 2014 HistorieLab http://historielab.dk Historiebrug Date : 1. oktober 2014 I en række blogindlæg vil Jens Aage Poulsen præsentere de tre hovedfokusområder for de nye læringsmål i historiefaget. Det første indlæg

Læs mere

Prædiken til Nytårsdag, 1. januar 2014 kl. 17, Vor Frue kirke. Tekster: Sl. 90 og Matt. 6,5-13. Salmer: 712, 434, 586 / 588, 125, 718, 716.

Prædiken til Nytårsdag, 1. januar 2014 kl. 17, Vor Frue kirke. Tekster: Sl. 90 og Matt. 6,5-13. Salmer: 712, 434, 586 / 588, 125, 718, 716. Prædiken til Nytårsdag, 1. januar 2014 kl. 17, Vor Frue kirke. Tekster: Sl. 90 og Matt. 6,5-13. Salmer: 712, 434, 586 / 588, 125, 718, 716. Af domprovst Anders Gadegaard Den første dag i et nyt år er en

Læs mere

Aarhus byråds journalsager (J. Nr. 394-1918)

Aarhus byråds journalsager (J. Nr. 394-1918) Aarhus byråds journalsager (J. Nr. 394-1918) Originalt emne Jorder Kommunens Jorder i Almindelighed Skovene Skovene i Almindelighed Indholdsfortegnelse 1) Byrådsmødet den 12. september 1918 2) Byrådsmødet

Læs mere

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. R E P L I Q U E Replique, 4. årgang 2014 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov. Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. Skriftet er

Læs mere

Studieforløbsbeskrivelse

Studieforløbsbeskrivelse 1 Projekt: Josef Fritzl manden bag forbrydelserne Projektet på bachelormodulet opfylder de givne krav til studieordningen på Psykologi, da det udarbejdede projekts problemstilling beskæftiger sig med seksualforbryderen

Læs mere

Sta Stem! ga! - hvordan far vi et bedre la eringmiljo? O M

Sta Stem! ga! - hvordan far vi et bedre la eringmiljo? O M o Sta Stem! ga! o - hvordan far vi et bedre la eringmiljo? / o T D A O M K E R I Indhold En bevægelsesøvelse hvor eleverne får mulighed for aktivt og på gulvet at udtrykke holdninger, fremsætte forslag

Læs mere

Høstprædiken - Prædiken til 14. S.e. Trinitatis

Høstprædiken - Prædiken til 14. S.e. Trinitatis Høstprædiken - Prædiken til 14. S.e. Trinitatis En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse

Læs mere

a d e m i e t Program for foråret 2011 Akademiet for Talentfulde Unge

a d e m i e t Program for foråret 2011 Akademiet for Talentfulde Unge A k a d e m i e t Program for foråret 2011 Årgang Akademiet Mørkhøjvej 78 2700 Brønshøj Tlf: 4454 4736 info@ungetalenter.dk www.ungetalenter.dk Akademiet er støttet af Region Hovedstaden Forår 1.g Akademisk

Læs mere

Danskfagligt projektorienteret

Danskfagligt projektorienteret Studieordning for tilvalget på bachelorniveau i Danskfagligt projektorienteret forløb 2014-ordningen Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab Det Humanistiske Fakultet Københavns Universitet Indhold

Læs mere

John Christmas Møller var i 1942 flygtet til London, hvorfra han fik lov at tale i den britiske

John Christmas Møller var i 1942 flygtet til London, hvorfra han fik lov at tale i den britiske Første opfordring til sabotage John Christmas Møller var i 1942 flygtet til London, hvorfra han fik lov at tale i den britiske radio BBC s udsendelser sendt til Danmark og på det danske sprog. Talen blev

Læs mere

Mange føler, at det handler om, hvem man vil være i hus

Mange føler, at det handler om, hvem man vil være i hus Dominique Bouchet Syddansk Universitet Mange føler, at det handler om, hvem man vil være i hus sammen med. 1 Måden, hvorpå et samfund forholder sig til det nye, er et udtryk for dette samfunds kultur.

Læs mere

Vejledning for studerende under Åbent Universitet Udarbejdet af Studievejledningen

Vejledning for studerende under Åbent Universitet Udarbejdet af Studievejledningen Vejledning for studerende under Åbent Universitet Udarbejdet af Studievejledningen Revideret november 2014 Velkommen som studerende under Åbent Universitet. Denne pjece er en introduktion til studiet på

Læs mere

REBUS - Fælles uddannelse for folke- og skolebibliotekarer i Fredericia

REBUS - Fælles uddannelse for folke- og skolebibliotekarer i Fredericia Intern evalueringsopsamling Opsamling - EKSAMEN X = hold 1, hold 2, hold. Alle hold samlet 1. Formen: I hvilken har du oplevet, at eksamensformen har svaret til undervisningen på studieforløbet? I høj

Læs mere

Opinion Tekster med holdninger og meninger

Opinion Tekster med holdninger og meninger Opinion Tekster med holdninger og meninger Leder En leder eller en ledende artikel er som regel skrevet af avisens chefredaktør eller et medlem af chefredaktionen. Den er som regel anbragt på samme side

Læs mere

Prædiken til fredagsaltergang d. 10. maj 2013 Vor Frue Kirke, København

Prædiken til fredagsaltergang d. 10. maj 2013 Vor Frue Kirke, København Prædiken til fredagsaltergang d. 10. maj 2013 Vor Frue Kirke, København Stine Munch Da vi præster for snart ret længe siden stillede os selv og hinanden den opgave at prædike over de taler som Søren Kierkegaard

Læs mere

Studieordning for tilvalg på bachelorniveau i. Dansk. 2014-ordningen. Rettet 2015

Studieordning for tilvalg på bachelorniveau i. Dansk. 2014-ordningen. Rettet 2015 Studieordning for tilvalg på bachelorniveau i Dansk 2014-ordningen Rettet 2015 Institut for Nordiske Sprog og Sprogvidenskab Det Humanistiske Fakultet Københavns Universitet Indhold Kapitel 1. Hjemmel,

Læs mere

Pressemeddelelse: Sydslesvigudvalgets fordeling af projektstøtte 2015

Pressemeddelelse: Sydslesvigudvalgets fordeling af projektstøtte 2015 Sydslesvigudvalget Frederiksholms Kanal 26 1220 København K Tlf. 3392 5590 Fax 3392 5567 E-mail sydslesvigudvalget@uvm.dk www.sydslesvigudvalget.dk CVR nr. 20-45-30-44 Pressemeddelelse: Sydslesvigudvalgets

Læs mere

UGE 3: GUDS FOLK. Scene 1 Pagten Fortællingen bygger på 1Mos 11-18, 22, 26-50 & 2Mos 1 FORBEREDELSE FORTÆLLING & DIALOG

UGE 3: GUDS FOLK. Scene 1 Pagten Fortællingen bygger på 1Mos 11-18, 22, 26-50 & 2Mos 1 FORBEREDELSE FORTÆLLING & DIALOG UGE 3: GUDS FOLK FORBEREDELSE Det store billede Det er her vi skal hen hovedpunkterne som denne samling skal få til at stå tydeligt frem. Vores identitet som Guds familie. Gud valgte sit folk af ren og

Læs mere

Aabent Brev til Mussolini

Aabent Brev til Mussolini Et stykke journalistik af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg

Læs mere

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. R E P L I Q U E Replique, 4. årgang 2014 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov. Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. Skriftet er

Læs mere

Studieordning for Bacheloruddannelsen i billedkunst (BFA) ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, Billedkunstskolerne

Studieordning for Bacheloruddannelsen i billedkunst (BFA) ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, Billedkunstskolerne Studieordning for Bacheloruddannelsen i billedkunst (BFA) ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, Billedkunstskolerne Indhold Studieordning for Bacheloruddannelsen i billedkunst (BFA) ved Det Kongelige

Læs mere

Tale af Bruno Gröning, Rosenheim, 31. august 1949

Tale af Bruno Gröning, Rosenheim, 31. august 1949 Henvisning: Dette er en oversættelse af den stenografisk protokollerede tale af Bruno Gröning den 31. august 1949 om aftenen på Traberhof ved Rosenheim. For at sikre kildens ægthed, blev der bevidst givet

Læs mere

www.handicaphistoriskselskab.

www.handicaphistoriskselskab. www.handicaphistoriskselskab. Historisk Selskab for Handicap og Samfund www.handicaphistoriskselskab.dk Årsmøde og generalforsamling den 9. april 2011 på Kofoedsminde i Rødbyhavn Årsmøde og generalforsamling

Læs mere

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matt 11,28).

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matt 11,28). Tirsdag d. 1. marts 2016 Salme DDS nr. 373: Herre, jeg vil gerne tjene Jesus siger: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matt 11,28). Kære Jesus

Læs mere

Landets velstand er afhængig af det danske folks Dansk Folkepartis samlede arbejdsindsats. principprogram af oktober 2002 P R I N C I P

Landets velstand er afhængig af det danske folks Dansk Folkepartis samlede arbejdsindsats. principprogram af oktober 2002 P R I N C I P PRINCIP R G R A M Dansk Folkepartis formål er at hævde Danmarks selvstændighed, at sikre det danske folks frihed i eget land samt at bevare og udbygge folkestyre og monarki. Vi er forpligtede af vor danske

Læs mere

DET PERFEKTE LIV - EN KONFERENCE OM UNGES

DET PERFEKTE LIV - EN KONFERENCE OM UNGES DET PERFEKTE LIV - EN KONFERENCE OM UNGES FORTÆLLINGER KONFERENCE SCANDIC ODENSE 29.01.2015 KURSER & KONFERENCER KURSEROGKONFERENCER.DK DET PERFEKTE LIV - EN KONFERENCE OM UNGES FORTÆLLINGER Ungdomslivet

Læs mere

På jagt efter motivationen

På jagt efter motivationen På jagt efter motivationen Handlekraftig selvoverskridelse i meningsfuldhedens tjeneste Af Jakob Skov, Villa Venire A/S april 2011 Motivationsbegrebet fylder til stadighed mere i dagens virksomheder og

Læs mere

Friluftsliv i børnehøjde. Personale og forældre. Gård-snak Børn i naturlig balance. Engagement, tillid og samarbejde

Friluftsliv i børnehøjde. Personale og forældre. Gård-snak Børn i naturlig balance. Engagement, tillid og samarbejde Engagement, tillid og samarbejde Vi viser vejen! Et godt børneliv kræver synlige og troværdige voksne, der kan og vil vise vej. Vi er professionelle! Vi er et engageret personale, som tør stå ved vores

Læs mere

7. Churchill-klubbens betydning

7. Churchill-klubbens betydning 7. Churchill-klubbens betydning Anholdelsen af Churchill-klubben fik ikke Katedralskolens elever til at gå ud og lave sabotage med det samme. Efter krigen lavede rektoren på Aalborg Katedralskole en bog

Læs mere

Menn. har i sig en Trang til Sandhed, til at vide, hvordan det egentlig forholder sig.

Menn. har i sig en Trang til Sandhed, til at vide, hvordan det egentlig forholder sig. Menn. har i sig en Trang til Sandhed, til at vide, hvordan det egentlig forholder sig. En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må

Læs mere

Aarhus byråds journalsager (J. Nr. 243-1923)

Aarhus byråds journalsager (J. Nr. 243-1923) Aarhus byråds journalsager (J. Nr. 243-1923) Originalt emne Belysningsvæsen Belysningsvæsen i Almindelighed Gasværket, Anlæg og Drift Indholdsfortegnelse 1) Byrådsmødet den 14. juni 1923 2) Byrådsmødet

Læs mere

Nytårsdag 2015 Disse dage er nytårstalernes tid. Dronningen og statsministeren trækker os til skærmene og vi forventer både at få formaninger og ros som samfund og enkelt individer. Der er gået sport i

Læs mere

FLOW OG STRESS. Stemninger og følelseskultur i hverdagslivet

FLOW OG STRESS. Stemninger og følelseskultur i hverdagslivet FLOW OG STRESS Stemninger og følelseskultur i hverdagslivet CHARLOTTE BLOCH FLOW OG STRESS Stemninger og følelseskultur i hverdagslivet Samfundslitteratur Charlotte Bloch FLOW OG STRESS Stemninger og følelseskultur

Læs mere

Retten til at definere en kulturarv

Retten til at definere en kulturarv Retten til at definere en kulturarv af Bernard Eric Jensen, DPU v. AU Det er påtrængende at få stillet spørgsmålet: hvem ejer kulturarven? Men der er ingen ligetil måde at svare på det spørgsmål især ikke,

Læs mere

STUDIEORDNING FOR TYSK Studieordning sept., 2015

STUDIEORDNING FOR TYSK Studieordning sept., 2015 Vejledende gennemgang af STUDIEORDNING FOR TYSK Studieordning sept., 2015 BA-sidefag og Kandidatsidefag STUDERENDE MED CENTRALFAG INDEN FOR HUMANIORA Indledning Denne folder er en vejledende gennemgang

Læs mere

Vi har ganske givet vore egne eksempler, som vi bærer rundt på af store og små brud, der er sket. Nogle af os har brud, der endnu gør ondt.

Vi har ganske givet vore egne eksempler, som vi bærer rundt på af store og små brud, der er sket. Nogle af os har brud, der endnu gør ondt. 1. søndag efter påske Brændkjær 408-300 - 54-249 -236, v. 5-6 218 Vi ved som regel, når vi har dummet os, når vi har begået en fejl. Vi har vel prøvet det alle sammen. Har prøvet at sige det, der ikke

Læs mere

TEOLOGI PÅ KØBENHAVNS UNIVERSITET

TEOLOGI PÅ KØBENHAVNS UNIVERSITET københavns universitet det teologiske fakultet Dyk ned i livets store spørgsmål TEOLOGI PÅ KØBENHAVNS UNIVERSITET og bliv klogere på historie, sprog, religion, filosofi, litteratur, etik og samfund Jeg

Læs mere

3. Søndag i Advent. En prædiken af. Kaj Munk

3. Søndag i Advent. En prædiken af. Kaj Munk En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Rustur, campusuge og frafald Søren Wengel Mogensen

Rustur, campusuge og frafald Søren Wengel Mogensen 4 Analyse Rustur, campusuge og frafald Søren Wengel Mogensen Den seneste tid har budt på studiestart, og først og fremmest skal der lyde et stort velkommen til de nye studerende. Det er ikke sikkert, at

Læs mere

Tillæg 1. SUPPLERINGSUDDANNELSE I SOCIOLOGI

Tillæg 1. SUPPLERINGSUDDANNELSE I SOCIOLOGI Tillæg 1. SUPPLERINGSUDDANNELSE I SOCIOLOGI Sociologisk Institut udbyder en suppleringsuddannelse af 1 års varighed (60 ects) for studerende, som ikke læser sociologi. Ønskes et forløb på 1½ år (90 ects),

Læs mere

Prædiken til 5. S.e. Paaske

Prædiken til 5. S.e. Paaske En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and

Læs mere

Tilvalg i Polsk for begyndere

Tilvalg i Polsk for begyndere STUDIEORDNING 2005 Tilvalg i Polsk for begyndere ÅBEN UDDANNELSE UDDANNELSEN ER UDBUDT AF SLAVISK STUDIENÆVN, SOM HØRER UNDER DET HUMANISTISKE FAKULTET ODENSE WWW.SDU.DK Indholdsfortegnelse Indledning...

Læs mere

Formandsberetning Aalborg IMU 12/2 2009

Formandsberetning Aalborg IMU 12/2 2009 Formandsberetning Aalborg IMU 12/2 2009 Året har budt på en del ændringer i IMU og mange store oplevelser sammen med jer. Vi har haft en masse sociale arrangementer, vi har arrangeret koncert med The Dawn,

Læs mere

Nedslag i børnelitteraturforskningen 3

Nedslag i børnelitteraturforskningen 3 Nedslag i børnelitteraturforskningen 3 Tom Jørgensen, Henriette Romme Thomsen, Emer O Sullivan, Karín Lesnik-Oberstein, Lars Bøgeholt Pedersen, Anette Øster Steffensen og Nina Christensen Nedslag i børnelitteraturforskningen

Læs mere

Anden pinsedag II. Sct. Pauls kirke 28. maj 2012 kl. 10.00. Salmer: 290/434/283/291//294/298 Uddelingssalme: 723

Anden pinsedag II. Sct. Pauls kirke 28. maj 2012 kl. 10.00. Salmer: 290/434/283/291//294/298 Uddelingssalme: 723 1 Anden pinsedag II. Sct. Pauls kirke 28. maj 2012 kl. 10.00. Salmer: 290/434/283/291//294/298 Uddelingssalme: 723 Åbningshilsen + I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Glædelig pinse. Den

Læs mere

Anvendt videnskabsteori

Anvendt videnskabsteori Anvendt Reflekteret teoribrug i videnskabelige opgaver viden skabs teori Vanessa sonne-ragans Vanessa Sonne-Ragans Anvendt videnskabsteori reflekteret teoribrug i videnskabelige opgaver Vanessa Sonne-Ragans

Læs mere

Læsevejledning til Den etiske fordring, Kap. X,1(Instansen i fordringen) og XII (Fordringens uopfyldelighed og Jesu forkyndelse)

Læsevejledning til Den etiske fordring, Kap. X,1(Instansen i fordringen) og XII (Fordringens uopfyldelighed og Jesu forkyndelse) Læsevejledning til Den etiske fordring, Kap. X,1(Instansen i fordringen) og XII (Fordringens uopfyldelighed og Jesu forkyndelse) I kap. X,1 hævder Løgstrup, at vor tilværelse rummer en grundlæggende modsigelse,

Læs mere

ANMELDELSE AF ODENSE KATEDRALSKOLES VÆRDIGRUNDLAG. Det fremgår af jeres værdigrundlag, at Odense Katedralskole ønsker at være

ANMELDELSE AF ODENSE KATEDRALSKOLES VÆRDIGRUNDLAG. Det fremgår af jeres værdigrundlag, at Odense Katedralskole ønsker at være ANMELDELSE AF ODENSE KATEDRALSKOLES VÆRDIGRUNDLAG Dr.phil. Dorthe Jørgensen Skønhed i skolen Det fremgår af jeres værdigrundlag, at Odense Katedralskole ønsker at være en god skole. Dette udtryk stammer

Læs mere

21. søndag efter trinitatis

21. søndag efter trinitatis 21. søndag efter trinitatis Sneum kirke, søndag den 9. november kl.10.15-21.søndag efter trinitatis Gud Fader, Søn og Helligånd, du som er i himlen og på jorden, alle menneskers liv tilhører dig. Tak fordi

Læs mere

1. del: 4. modul: Hvad er din generelle vurdering af det faglige udbytte fra 4. modul?

1. del: 4. modul: Hvad er din generelle vurdering af det faglige udbytte fra 4. modul? Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Evalueringsskema MHP, 4. semester, E11 Antal respondenter: 7 stk. 1. del: 4. modul: Hvad er din generelle vurdering af det faglige udbytte fra 4. modul? Giv gerne en

Læs mere

Salmer: Rødding 9.00 736 Den mørke nat 518 På Guds nåde (mel. Herrens røst) 370 Menneske, din (mel. Egmose) 522 Nåden (mel.

Salmer: Rødding 9.00 736 Den mørke nat 518 På Guds nåde (mel. Herrens røst) 370 Menneske, din (mel. Egmose) 522 Nåden (mel. 2 Mos 20,1-17, Rom 3,23-28, Matt 19,16-26 Salmer: Rødding 9.00 736 Den mørke nat 518 På Guds nåde (mel. Herrens røst) 370 Menneske, din (mel. Egmose) 522 Nåden (mel. Martin Elmquist) Lihme 10.30 5 O, havde

Læs mere

Den simple ide om naturlighed Det måske simpleste bud på, hvad det vil sige, at en teknologi er unaturlig, er følgende:

Den simple ide om naturlighed Det måske simpleste bud på, hvad det vil sige, at en teknologi er unaturlig, er følgende: Naturlighed og humanisme - To etiske syn på manipulation af menneskelige fostre Nils Holtug, filosof og adjunkt ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik ved Københavns Universitet Den simple ide

Læs mere

Mit udvekslingsophold ved Tsukuba University

Mit udvekslingsophold ved Tsukuba University Mit udvekslingsophold ved Tsukuba University Shohei og Ryo fra min tennisklub og jeg Gennem en udvekslingsaftale mellem min egen uddannelsesinstitution, Det Informationsvidenskabelige Akademi, og Graduate

Læs mere

som gamle mennesker sukkende kan sige når de har været til endnu en begravelse.. For sådan er det jo også. At nogen af os får lov at sige farvel

som gamle mennesker sukkende kan sige når de har været til endnu en begravelse.. For sådan er det jo også. At nogen af os får lov at sige farvel Juledag 2014 Af sognepræst Kristine S. Hestbech Livet har en begyndelse og en ende. Sådan er det, når man ikke tror på reinkarnation hvor alt går i ring, men tror på at livet er så ukrænkeligt og værdigt

Læs mere

Læseplan for historie. 4. 9. klassetrin

Læseplan for historie. 4. 9. klassetrin Læseplan for historie 4. 9. klassetrin Læseplanen angiver historiefagets progression over fire forløb, og i hvert forløb arbejdes med fagets tre centrale kundskabs- og færdighedsområder. I det daglige

Læs mere

efter-& nelse videre EFTER- OG VIDEREUDDANNELSE 2011/2012 Tilvalg i historie Enkeltfag

efter-& nelse videre EFTER- OG VIDEREUDDANNELSE 2011/2012 Tilvalg i historie Enkeltfag uddan- efter-& nelse videre EFTER- OG VIDEREUDDANNELSE 2011/2012 Tilvalg i historie Enkeltfag September 2011/Februar 2012 Aarhus Universitet, februar 2011 Udgivet af Efter- og Videreuddannelse Aarhus Universitet

Læs mere

De overordnede bestemmelser for uddannelsen fremgår af Studieordning for Bacheloruddannelsen i Arabisk og Kommunikation (www.asb.dk/studinfo).

De overordnede bestemmelser for uddannelsen fremgår af Studieordning for Bacheloruddannelsen i Arabisk og Kommunikation (www.asb.dk/studinfo). STUDIEORDNING Revideret 14. maj 2009 STUDIEORDNING PR. 1. FEBRUAR 2008 FOR KOMMUNIKATIONSDELEN AF BACHERLORUDDANNELSEN I ARABISK OG KOMMUNIKATION VED HANDELSHØJSKOLEN, AARHUS UNIVERSITET OG DET TEOLOGISKE

Læs mere

Topstudent - Tips og tricks til bedre karakterer

Topstudent - Tips og tricks til bedre karakterer Topstudent - Tips og tricks til bedre karakterer T o p s t u d e n t - Tips og tricks til bedre karakterer Nicklas Brendborg & Lars Horsbøl Sørensen Infinity Books 2015 Topstudent - Tips og tricks til

Læs mere

Skabelon for. Det Humanistiske Fakultets Uddannelser Studieordning for det enkeltstående tilvalgsstudium på BA-niveau

Skabelon for. Det Humanistiske Fakultets Uddannelser Studieordning for det enkeltstående tilvalgsstudium på BA-niveau Skabelon for Det Humanistiske Fakultets Uddannelser Studieordning for det enkeltstående tilvalgsstudium på BA-niveau Mellemøstens litteraturer i oversættelse 2007-ordningen Under Uddannelsesbekendtgørelsen

Læs mere

Tak for sidst! Det var en rigtig god dag lad os får nogle flere af den slags. Dialogen er drøn vigtig, ikke kun mellem bibliotekarerne og BS, men også kollegaer imellem. Vi har alt for sjældent mulighed

Læs mere

Når motivationen hos eleven er borte

Når motivationen hos eleven er borte Når motivationen hos eleven er borte om tillært hjælpeløshed Kristina Larsen Stud.mag. i Læring og Forandringsprocesser Institut for Læring og Filosofi Aalborg Universitet Abstract Denne artikel omhandler

Læs mere

En dag skinner solen også på en hunds røv Af Sanne Munk Jensen

En dag skinner solen også på en hunds røv Af Sanne Munk Jensen En dag skinner solen også på en hunds røv Af Sanne Munk Jensen Peter Thrane Indhold: 1. Titlen side 2 2. Sproget side 2 3. Tiden side 2 4. Forholdet til moren side 3 5. Venskabet til Julie side 3 6. Søsteren

Læs mere

Det fleksible fællesskab

Det fleksible fællesskab Kultur Det fleksible fællesskab Kirsten Hastrup unı vers Kultur Det fleksible fællesskab Kultur Det fleksible fællesskab Af Kirsten Hastrup unıvers Kultur Det fleksible fællesskab er sat med Adobe Garamond

Læs mere

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. R E P L I Q U E Replique, 3. årgang 2013 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov. Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. Skriftet er

Læs mere

Sta Stem! ga! - diskuter unges valgret O M

Sta Stem! ga! - diskuter unges valgret O M o o Sta Stem! ga! - diskuter unges valgret T D A O M K E R I Indhold En bevægelsesøvelse, der kan involvere alle i klassen og kan udføres med både store og små grupper. Eleverne får mulighed for aktivt

Læs mere

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and

Læs mere

Geovidenskab. university of copenhagen DEPARTMENT OF SCIENCE EDUCATION. En undersøgelse af de første studenter

Geovidenskab. university of copenhagen DEPARTMENT OF SCIENCE EDUCATION. En undersøgelse af de første studenter university of copenhagen DEPARTMENT OF SCIENCE EDUCATION Geovidenskab En undersøgelse af de første studenter Rie Hjørnegaard Malm & Lene Møller Madsen IND s skriftserie nr. 41, 2015 Udgivet af Institut

Læs mere

16.s.e.trin. A. 2015. Luk 7,11-17 Salmer: Det kan synes som et dårligt valg, at der skal prædikes over enkens søn fra Nain, når vi lige har fejret

16.s.e.trin. A. 2015. Luk 7,11-17 Salmer: Det kan synes som et dårligt valg, at der skal prædikes over enkens søn fra Nain, når vi lige har fejret 16.s.e.trin. A. 2015. Luk 7,11-17 Salmer: Det kan synes som et dårligt valg, at der skal prædikes over enkens søn fra Nain, når vi lige har fejret barnedåb. Den festlige velkomst her i menigheden af lille

Læs mere

Kyndelmisse 2014 Gettrup, Hurup

Kyndelmisse 2014 Gettrup, Hurup Kyndelmisse 2014 Gettrup, Hurup Det er kyndelmisse. Det er den dag, hvor man i gamle dage, i den katolske kirkes tid, bragte sine stearinlys til kirken, for at få dem velsignet, sammen med kirkens lys.

Læs mere

Tilvalg på kandidatniveau udbudt som sommerkurser på INSS,

Tilvalg på kandidatniveau udbudt som sommerkurser på INSS, D E T H U M A N I S T I S K E F A K U L T E T K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T Studieordning for Tilvalg på kandidatniveau udbudt som sommerkurser på INSS, 2015-ordningen Institut for Nordiske

Læs mere

1.søndag i fasten II. Sct. Pauls kirke 9. marts 2014 kl. 10.00. Salmer: 753/336/172/617//377/439/45/679

1.søndag i fasten II. Sct. Pauls kirke 9. marts 2014 kl. 10.00. Salmer: 753/336/172/617//377/439/45/679 1 1.søndag i fasten II. Sct. Pauls kirke 9. marts 2014 kl. 10.00. Salmer: 753/336/172/617//377/439/45/679 Åbningshilsen + I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, amen! Det er forår og faste. Og 1.

Læs mere

3. semester kandidatuddannelsen i Samfundsfag som centralt fag ved Aalborg Universitet

3. semester kandidatuddannelsen i Samfundsfag som centralt fag ved Aalborg Universitet kandidatuddannelsen i Samfundsfag som centralt fag ved Aalborg Universitet Oplysninger om semesteret Skole: Skolen for Statskundskab Studienævn: Studienævnet for Politik & Administration og Samfundsfag

Læs mere

Kapitel 27 - At lære gennem studium og tro

Kapitel 27 - At lære gennem studium og tro Teksten er den del af: Brigham Young Kapitel 27 - At lære gennem studium og tro Oprettet: 16. december 2005 Selvom præsident Brigham Young kun havde gået i skole i 11 dage, forstod han behovet for at lære,

Læs mere